IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 5
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 Og pludselig blev man babysitter (Freddy)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   30/6/2014, 21:17

Sted: Gaderne i Las Vegas
tid: omkring klokken 3 om natten
omgivelser: affolket på nær en lille gruppe mænd, der omringer noget eller nogen
vejr: Klart med få skyer..køligt.
Påklædning: hvid skjorte, sort blæser, sorte jeans og sko og et rødt slips.

Gaderne var usædvanligt affolkede i nat. For selv om natten plejede Las Vegas at være fuldt af liv. Dette undrede den unge og fint påklædte herre der med nærmest lydløse skridt bevægede sig hen af den ligeså lydløse gade. Et afslappet om lettere filurligt smil havde fundet vej til hans læber. Denne dreng elskede natten...måske mere end selv vampyrerne gjorde. For det var i disse mørke timer, at han havde kontrol over sin krop...i disse timer var han fri fuldstændig fri.
Selvfølgelig elskede han sin søster højt og kunne derfor sagtens unde hende kontrol over kroppen om dagen, men når man havde levet næsten hele sit liv i fangeskab, var der næsten ikke noget bedre end at føle vinden på sit ansigt og dufte duftene af mad fra de forskellige restauranter rundt omkring.

I hælene på drengen gik en sort kat med de samme tofarvede blå/røde øjne som han selv havde. En talende kat, som han i nattens mulm og mørke havde redet fra et liv i bur og så var flygtet med.

Denne dreng var ikke nogen hvilken som helst dreng. Han var Subject Seven (Dog foretrak han langt hellere at blive kald Dimitri Evans) en af de første shingendere, der blev opdaget, og derfor var han blevet indfanget og brugt som forsøgs dyr. Men ikke længere. Nu skulle intet holde ham og hans søster indespærede. Nu var de fri.

"Eh Dimitri, jeg tror nogen har brug for din hjælp," lød Lucy (altså den talende kat)'s stemme lettere ophidset ved siden af ham.
Dimitri så sig omkring og fik hurtigt øje på kilden til kattens uro. 
På den ellers affolkede gade stod en lille gruppe mænd rundt om et eller andet...eller at dømme efter snakken en eller anden.

Et par spark gik ind hist og her og lyden af barnegråd var tydelig. 
Egentlig plejede Dimitri at være ligeglad med alt, når det altså ikke lige vat til gavn for ham selv og hans søster på et eller andet plan, men pludselig blev en uvant trang til at hjælpe barnet tændt i ham.
  
Han skubbede med en styrker, der var usædvanlig for en så spinkel dreng nogle af mændende lidt til side og trådte ind i kredsen.
På jorden lå den mærkligste lille dreng Dimitri i sit liv havde se. 
I stedet for hænder havde han overdimensionerede sakse sat på armene og han havde en hale af metal.
Drengen havde skræmmer i ansigtet og på arme og ben.
"De herre, hvis I vil være så venlige at lade være med at tæve samfundets svageste, ville jeg blive yderst glad," sagde han med en høflig kulde, der kun blev forstærket af hans Dublinirske accent.

Mændene omkring ham skuelede ondt, men Dimitri blev blot ved med at smile overbærende.

"Og hvad tror sådan en fint påklædt splejset knægt, at han kan gøre mod os? Pudse moaar på os måske?" lo en af mændene, hvilket os fik de andre til at grynte af latter.

"Nej egentlig tænkte jeg mere noget i retning af en meget vild talende kat. Puds dem Lucy," råbte han før han tog den lille bevidstløstudseende dreng op i armene og løb i retning af en af ham og hans søster mange lejligheder.
"Skal ske herre," sagde Lucy og spandt i stedet for at grine, før hun blottede sine sylespidse kattetænder og gik i flæsket på den nærmeste mand, imens Dimitri løb.
   
Heldigvis havde han og hans søster været forudseende nok til at have en lejlighed i nærmest hver eneste af de større byer. De var rige, men spørg ikke, hvor de fik pengene fra.
*Åh se, min bror er blevet babysitter,* lød det fra Anastasia inde i hans hoved.
*Jeg kunne ikke bare lade ham ligge der og blive slået blodig. Desuden er det dig, der skal tage sig af ham, når solen står op om et par timer,* svarede han via telepati.
Hans søster sukkede mentalt, men det tydligt, at hun ville tage sig af barnet, selv hvis det blev besværligt.

Dimitri låste sig inde i lejligheden og gik som det første ind i stuen, hvor han lagde drengen på den dyrt udseende røde sofa. Herefter gik han over og tændte op i pejsen, så det kunne blive lidt varmt, og så satte han sig i en af lænestolene og ventede på, at drengen skulle komme til sig selv.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   1/7/2014, 16:43

Freddy var egentlig en speciel lille gut, han lignede mere eller mindre en på 17-18 år, men alligevel var der noget over ham så som hans barnligt glatte hud, der også fik ham til at se yngre ud end det, og hans personlighed var ikke lige just meget bedre. Han var let distraherlig, anede ikke noget om verden omkring ham, og han havde nemt ved at leve sig ind i sin egen verden, når han blev distraheret af noget og hans kreative side tog over. Hvis man havde mødt denne skøre clomans cyborg, ville de fleste nok være overrasket over, at han var kommet frem til Las Vegas uden den helt store hjælp til at finde vej, og uden noget begreb om hvad penge var eller hvordan de virkede, men af en eller anden grund, havde Freddy en tendens til at møde væsner, der alligevel forbarmede sig over ham.

Da han var nået til Las Vegas i morgen timerne tidligere på dagen, havde Freddy ved et uheld da han blev skræmt, lavet en lyn udladning der havde hjulpet nogle bygge arbejdere der manglede strøm, hvilket var grunden til at de havde givet ham mad og været gode ved ham, og da natten var begyndt at overgå byen, var Freddy gået videre i hans søgen på hans søster og onkel, men fordi han var blevet træt havde han lagt sig til at sove midt på jorden, hvor Dimitri havde fundet ham. De skræmmer han havde fået var gamle, og på grund af de evner han var blevet skabt med, påvirkede spark og slag ham ikke, så de lyde Dimitri havde hørt ham lave der lød som et barn i smerte, var i virkeligheden bare hans sove lyde der lød lidt underlige. Freddy i sig selv var nok kun tung, på grund af hans cyborg dele, men selv med dem vejede han kun omkring 70 kg, da hans tøj beklædning bestod af en rød vest, et par blå knæ bukser med noget hvidt pels for enden af buksebenene, samt en rund stråhat med et rødt bånd rundt om.
Selvom det kunne virke sært, sov Freddy fra alt kaosset der foregik, da Dimitri prøvede at redde hvad han troede, var et svagt væsen i fare, og det var først efter lidt tid hvor han havde sovet på sofaen, at han vågnede og satte sig op mens han strakte sig og tabte let. Han gnubbede sine øjne mod håndleddet, da det helt klart ville være dumt at bruge hænderne, når nu de var sakse i stedet for rigtige hænder, og først nu opdagede han den påfaldende ændring i hans omgivelser, da han havde lagt sig til at sove på gaden, og nu vågnede op i en lejlighed. I det sekund han så Dimitri der kunne man se han fik et chok og blev skræmt, for med et forsvandt han fra sofaen og dukkede op forskellige steder i stuen, som om han prøvede at flygte med lynets hastighed, men ikke kunne finde en vej væk, til sidst valgte han bare at gemme sig i stedet, men hans gemmested var lidt uortodoks, for han stod i døren med hænderne mod dørkammen, i stedet for at gemme kroppen bag væggen og titte frem gennem døren.

"Hvem er duuu?" spurgte han skræmt, selvom det kunne være svært at tage ham seriøst, når han så så komisk ud, ved at stå den forkerte vej når han gemte sig i døren.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   1/7/2014, 17:20

Dimitri kunne næsten ikke lade være med at smile af drengens noget forfejlede forsøg på at gemme sig. I et sekund trak det opad i hans ene mundvig, smilet forsvandt dog hurtigt igen. Af en eller anden grund han ikke helt kunne afklare med sig selv, blev han en smule såret af den lille drengs frygt. Det burde  ikke have påvirket ham, det plejede sådan noget ikke at gøre. 
Faktisk plejede de kropsdelene søskende nærmest at nyde synet af frygt i folks øjne, når de gik fordi, men et eller andet ved denne lille dreng var anderledes.
*Awwww, min kære bror er blevet blødsøden,* kurrede Anastasia telepatisk.
*Hvis du havde været her og kunne se det, så ville du også være trist okay?* snappede han af sin søster.
Den spinkle unge mand rejste sig fra sin lænestol og gik over og satte sig på knæ foran drengen.
"Jeg gør dig ikke noget. Faktisk tror jeg næsten, at jeg lige har redet dig fra at blive slået til blods. Jeg har godt nok aldrig mødt en cyborg før, men altså jeg tænkte, at det ville være smart. Desuden kan det umuligt være særlig rart at sove på gaden. Du er i min lejlighed, og jeg forsikrer dig, at du intet har at frygte fra mig...eller min søster, når hun tager over," forsikrede han den rystende dreng.
"Navnet er forresten Dimitri, når nu du spøger, hvem jeg er," sagde han og smilede sit troværdige og afslappede smil.

"Er du forresten sulten? jeg tror lige jeg kan nå at lave noget mad til dig, før Anastasia er her," uden at vendte på svar skubbede han blidt drengen en smule til side, så han kunne komme igennem døren og gik så ud i et køkken, hvor han hurtigt begyndte at rumstere rundt efter en stegepande.
Langsomt begyndte duften af mad at sprede sig i lejligheden og efter cirka et kvarter, var han han tilbage i stuen denne gang bærende på en tallerken, som han med et smil placerede for drengens fødder.

"Det er en omelet med skinke og ost, jeg ved ikke, om du kan lide sådan noget, men det var det, jeg havde tid til," sagde han.
"Gider du godt lukke mig ind herre?" lød det pludselig dæmpet ovre fra vinduet og Dimitri vendte sig hurtigt mod det.
Ude på den ydre vindueskarm sad Lucy og baskede let på ruden med sine poter for at komme ind.
Elegant og næsten lydløst gik Dimitri over og åbnede vinduet.
Katten sprang lige lukt ind i stuen og fik øje på drengen.
Hurtigt som et lyn var hun ovre ved ham og smøg sig op af hans ben.
Dimitri smilede og forsvandt så i et glimt af gyldent lys.

Da lyset lettede stod der, hvor han få sekunder forinden havde stået en smuk pige, der på mange punkter lignede en modsatkønnet Dimitri.
Hendes røde og blå øje glitrede og på læben havde hun et sødt, men mystisk smil.
"Halløj, jeg hedder Anastasia, hyggeligt at møde dig, spis din mad før den bliver kold." sagde hun med den type munterhed, man fandt hos meget vanvittige folk.
Dog var det tydeligt ud fra hendes aura og kropssprog, at hun ikke ønskede at gøre den lille dreng noget ondt.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   1/7/2014, 20:14

Det var nu man kunne se, at trods Freddys højde på 1,84 og lettere stærke og slanke krops bygning, så virkede han langt mere harmløs end han egentlig var, for hans faremoment lå nemlig i hans følelses register, og frygt alene aktiverede det ikke. Men hans impulsive og spøjse frygt, lå mere i at han ikke anede hvem Dimitri var, og den frygt forsvandt ret så hurtigt, i takt med at han fik set Dimitri an, og han hørte noget om mad, som var en nem vej til at distrahere ham fra nærmest alt hvad han kunne finde på at lave.
"Jeg hedder Freddy!" sagde han med en stemme der antydet, at han slet ikke var vanegænger, ud i det at socialisere med andre væsner. Han rettede sig op igen, da Dimitri gik ud i køkkenet, og straks var hans opmærksomhed rettet mod alt, hvad hans øjne nu engang kunne falde på, som var i her i lejligheden. Han gik nysgerrigt rundt og kiggede på alting, prikkede til det med sine saksefingre, og de ting der stod over hans hoved højde, blev nær studeret ved hjælp af hans cyborg hale, der bevægede sig som om den havde sit eget liv, og det kunne godt se lidt Spooky ud til tider, når halens ende hejste sig op over hans hoved, og et øje åbnede sig for enden af halen, så den kunne se på tingene, mens den som en slange der kunne bestemme sin egen længde, snoede sig rundt og så på tingene.

Hans hale fik straks noget andet at se nærmere på, da Dimitri kom ind med maden, den så nærmere på det, før øjet lukkede sig og hale enden skilte sig til en slags klo, der kunne samle tallerkenen op. Freddy gik hen til bordet og satte sig ned, mens halen satte tallerkenen foran ham, delte sig op i 2 så den kunne fungere som hænder, som han brugte til at spise med, man kunne tydeligt se hvor glad han var for mad, for han fik hurtigt rytter sin tallerken, nærmest allerede før Anastasia fik lov til at overtage deres krop. Så snart Lucy kom ind, havde Freddy først hørt hendes stemme, og derfor da han så hende, fik han et undrende ansigtsudtryk, da han troede at han allerede havde mødt den eneste snakkende kat i verden, men den kat var ikke den samme som den Freddy havde mødt.
"Tale misser sød!" sagde han begejstret, og nussede glad Lucy med sin hale hånd, da hans saksehænder ville skade hende "Onkel sandmand har også en tale misser, hans tale misser kan flyve og forsvinde og den taler om sjove ting hele tiden! Kan du også flyve tale misser?" han virkede helt begejstret over, endelig at se en talende kat igen, og han kunne først få øjnene fra Lucy, da han opdagede at Dimitri var blevet til Anastacia "Du lyder lige som onkel sandmand, han lyder også vanvittig! Kender du ham?" som opfølgning på hans spørgsmål, åbnede han sit ene øje helt, og med det samme kom en tredimensionel projektion frem, der forestillede Dust i fuld størrelse med våben på ryggen, og et følelsesforladt blik i øjnene.

//du kan søge på ham, hvis du vil vide hvordan han ser ud ^^ det er hans mellemstadie Freddy viser
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   1/7/2014, 21:46

Lucy spandt da Freddy aede hende med den mærkelige klo-hale-hånd-ting. 
"Har du en onkel lavet af sand?" spurgte hun undrende og var i et spring oppe på bordet ved siden af hans nu tomme tallerken.  
"Jeg vidste ikke, at der var andre talende katte i verden, jeg vil meget gerne møde din onkels kat, og nej jeg har desvære ikke lært at flyve," sagde hun med et nysgerrigt og muntert glemt i de tofarvede katteøjne.
Under dette lille optrin så Anastasia bare roligt på dem med antydningen af sit sædvanlige spøjse smil spillende på læben.
*Jeg kan godt lide den knægt Dimitri,* konkluderede hun hurtigt og lyden af hendes brors latter fyldte i et kort øjeblik hendes hoved.
*Det tænkte jeg nok, at du ville sige, når du først mødte ham, hvem er blødsøden nu kære søster*spurgte han drillende
"Jeg er aldelses ikke blødsøden på nogen måde åh højt elskede broder,* bed hun. Dog var det som det altid havde været. De to søskende drillede og irriterde hinanden konstant, men begge vidste med sikkerhed, at det kun var kærligt ment.
Freddys ord rev hende ud af samtalen, hun lige havde haft med sin bror, og hun så mildt smilende på ham, før hun vendte opmærksmheden mod det hologram, han viste hende.
I to hurtige og lette spring var hun helt ovre ved bordet så hun kunne nærstudere billedet.
I en glidende bevægelse trak hun en stol ud, satte sig ved bordet og hvilede hagen i hænderne.
Den høje fyr med det røde hår, de røde øjne og den sorte longcoat slog hende ikke ligefrem som en, hun før havde mødt. 
Hvis hun havde mødt en så interessantudseende fyr, var hun ret sikker på, at hun havde kunne huske ham og muligvis havde haft hans mobilnummer liggende et sted for sjov skyld.
"Nej jeg tror ikke, jeg kender din onkel, men han ser ud til at være e interessant mand," sagde hun med et smørret grin på læben.
Hun kunne svagt høre sin bror sukke via den telepatiske forbindelse.
*Hey du er ikke bedre selv, kan du ikke huske hende pigen du snavede i gulvet i sidste uge? Wow du skulle have set hendes reaktion, da jeg overtog kroppen. Hun løb nærmest skrigende bort. Stakkels dumme tøs havde nok regnet med, at I skulle være sammen for evigt eller et eller andet romantisk pladder i den stil,* bed hun og lo i den fysiske verden. En klingende glad sølvklar latter, hvorunder vandviddet dog lå skjult.
Lucy så på hende med et undrende glimt i øjenene, før hun vendt e opmærksomheden mod Freddy.

"Lady Anastasia griner tit af ingen ting eller ser ud til at tale ud i luften, men i virkeligheden snakker hun med herre Dimitri, du skal ikke være bekymret. De to er det særeste væsen, jeg har mødt, men også det bedste," forsikrede hun og spandt som for at bekræfte dette.
"Nå, hvor kom vi fra? oh jo...jeg håber, at jeg en dag for den ære at møde din onkel," sagde Anastasia, da hun igen havde revet sig fri af den forhenværende samtale.
Hun blottede sin kridhvide tænder i et glitrende og chamerende smil.

"Hov vent jeg har glemt Lucy's mad. Tilbage om to sekunder," udbrød hun pludselig og rejste sig fra stolen i en sådan hast, at den næsten væltede bagover.
Hun spurtede ud i køkkent, hvorfra lyden af en stegepande på et blus blandet med lyden af noget, der blev hældt op i en skål snart kune høres.
 
Snart efter var dean kønne sorthårede pige tilbage i stuen igen. Bærende på en tallerken med noget, der så ud til at være strimler af stegt oksekød og en skål med en mærkeligt tygtflydende mørkerød væske, der duftede svagt af metal.
Ja Lucy var forskellig fra andre katte på mere end bare det plan, at hun kunne tale.
Hun var ligeså sindssyg som sin herre/mistriss og yndede at drikke blod fram for mælk og spise underlige former for kød i stedet for kattemad.

"Værsgo, bon appite din lille helvedskat," sagde Anastasia, før hun stillede det mærkelige måltid på bordet foran katten, strøg den over pelsen og igen satte sig ned på stolen.
I et par minutter var der totalt stilhed, imens Anastasia med et mildt og kærligt glimt i de tofarvede øjne, der matchede kattens så den flå kød i småstykker fortære det og labbe blod i sig fra den fine sølvskål.
"Hey Freddy...min bror og jeg er ikke så vant til det der med andre folk, men ehm...du kan altså blive her så længe du har brug for det...og hvis du på eet tidspunkt for brrug for os, kan du altid komme. Det er ikke altid sikkert, vi er præcis her, men vi har lejligheder i stort set alle byer," sagde hun uden helt at vide hvorfor.
Hverken hun eller Dimitri havde før følt noget særligt bånd til et andet væsen bortset fra Lucy, men der var noget ved drengen med barnesindet, der gjorde hende meget beskyttende og gav hende en trang til at hjælpe, hvilket var højts udsædvanligt for et så vanvittigt og enspænderagtigt væsen som dem

Igen smilede hun sit sære drillende smil. 
"Jeg synes du skulle vide det, hvis nu du får brug for hjælp....eller bare mangler lidt eksta sindssyge i dit liv," sagde hun.
"Jeg ville være glad, hvis du blev her," brød Lucy håbefuldt ind.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   2/7/2014, 19:38

"Onkel sandmand er lavet af sand, og han siger at jeg også er lige så særlig som ham, fordi han og far lavede mig med lynets kræft!" sagde Freddy og blev gladere, da Lucy kom op på bordet, for så kunne han give Lucy et kram hvor han passede på ikke at skade hende med hans hænder, mens han nussede sin kind mod hendes bløde pels. Han gav slip igen, og nussede så videre mens de snakkede sammen, da han godt kunne lide Lucy og var vant til at snakke med katte, hvilket virkede til at gøre ham tryg "Du må møde buttede tale misser, når mig finder onkel sandmand! Jeg savner onkel sandmand og flyvende tale misser, og far er sur på mig, han vil ikk vågne op!" Freddy lagde kinden mod bordet, og lavede et lettere surmulende og trist ansigts udtryk. Han surmulede ikke særligt længe før han blev distraheret igen, af at beundre Lucys hale når den bevægede sig, og så var det han så Anastasia, der stod og snakkede med sin bror i sit sind.
"Onkel sandmand er god onkel, han kom altid og viste mig nye dimmenoter og dingedihejsere, og han sørgede for jeg har det godt og fik lov til at komme udenfor! Onkel sandmand viste mig oss den her papir ting, med ham på og et eller andet stort tal, men jeg kan ikke huske hvad det betyder!" fortalte Freddy, og gjorde det samme med øjet som sidst, så en ny projektion kom frem ved siden af Lucy, der forestillede en butted kat, med lys lilla og mørk lilla stribbed pels, og et overdrevet smil der gik fra øre til øre, og som holdt en efterlysnings seddel med Dust'es ansigt på, og en voldsom dusør på sit hoved. Projektionen af katten var åbenbart en optagelse, for katten begyndte at svæve rundt, vendte sig med maven i vejret, og spurgte om han ikke var stolt af sin sindssyge onkel, før Freddy slukkede for projektionen igen.

"Tale misser tror du hun bider? Far siger det er farligt at blive bidt, for så kan man få diaballer!" hviskede Freddy til Lucy, mens han lavede et spøjst ansigts udtryk, som om de havde en hemmelig samtale, som kun Lucy og Freddy kunne høre. Med diaballer mente han selvfølgelig diabetes, en sygdom man normalt enten blev født med eller fik, og som gjorde at man skulle have insulin, og skulle passe på med sukkerholdige produkter, men Freddy viste ikke hvad det var, han troede det var en dødelig sygdom, som man kunne få ved at blive bidt af nogen, og det kunne han takke sin far for, da hans far var lidt af en skør kugle trods hans geniale talenter "Onkel sandmand er svær at finde, han er aldrig der hvor jeg leder, og jeg finder hele tiden buske, som jeg får lyst til at klippe! Ved du hvordan man finder onkel sandmand?" Freddy så op på Anastasia, med et blik man sjældent så i denne verden, han virkede så uskyldig og upåvirkede af denne verdens kaotiske ondskab, at han næsten kunne smelte sten som var det smør, med det blik han gav hende.

Hans øjne fulgte hende, da Anastasia skyndte sig ud i køkkenet for at lave mad til Lucy, han lyttede lidt til de lyde der kom ude fra køkkenet, men kunne så ikke lade være med at nusse sin kind mod Lucys bløde pels, mens hans hale nussede hende bag øret, og så snart Anastasia kom ind igen, rettede han sig op igen og kunne ikke lade vær med at se på hende, med et barnligt beundrende blik, da hele det der med kvinder stadig var noget, han ikke rigtig havde lært særlig meget om.
"Tale misser ikk en helveds kat, tale misser er sød og blød som en pude!" sagde han med en sød stemme, og så på Lucy mens hun gik over til maden og begyndte at spise. Han så op på Anastasia da hun sagde hans navn, og lyttede til det hun sagde til ham, og han smilede forsigtigt fordi hun tilbød ham, at han kunne komme til dem, hvis han havde brug for dem "Onkel sandmand bad mig vise folk det her, hvis nogen skulle sige som du gør!" sagde Freddy forsigtigt, før han igen aktiverede sit projektions øje, så en optagelse af Dust blev fremvist i fuld størrelse, foran Anastasia.

Optagelsen der snakker:
"Hvis du ser denne optagelse, må det betyde at du har tilbudt at være en ven for Freddy! Hvem end du måtte være, bør du derfor vide nogle vigtige ting om ham! Som du nok allerede har lagt mærke til, er Freddy ikke særligt bevidst om verdenen, og han er let distraherlig, men du må også vide at han kan være yderst farlig, da han er blevet skabt med lynnets evner i sig! Du må aldrig røre ham med et stykke metal, uden at bære noget af gummi der adskiller dig og metallet, hvis han bliver vred vil han angribe og han falder først til ro, når han ikke kan se noget fare eller når nogen han holder af, får ham til at slappe af! Det sidste du behøver at vide, er blot at han elsker kreativ udfoldelser! Han kan klippe praktisk talt alt fast, bare giv ham noget så skal han nok lade sig distrahere af det, indtil han er færdig med at klippe!"
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   2/7/2014, 22:07

"Lynets kraft lyder sejt, Lady Anastasia og herre Dimitri er bange for lyden af strøm, men jeg går ikke ud fra, du gør dem noget," sagde Lucy og blinkede let til Freddy med det blå af sine øjne. Hendes hale hvislede dovent henover bordpladens dyre træ og hun blottede sine tænder i noget der mest af alt så ud til at være katteversionen af et smil.
"Din far lyder som en kedlig syvsover, Anastasia og Dimitri sover næsten ikke," fortsatte hun og sinkede ansigtet ned i hans højde, da han lagde kinden mod bordret. Hun puffede blidt til hans ansigt med sin næse for at få ham i bedre humør.
"Kan din onkel rejse i deminsioner? Han lyder som noget af en magtfuld fyr," sagde Anastasia imponeret. Hvis der var noget hun brændende ønskede sig, så var det magt. Så hvis hun opdagede en protentielt magtfuld person, var det næsten altid hundrede procent sikkert, at hun ville vise en eller anden form for interesse.
Lucy stirrede interesseret på hologramet af den anden talende kat. Hendes øjne lyste af facination og beundring.
"Din onkel har fundet sig en spøjs følgesvend der, jeg vil gerne møde ham, måske kunne han lære mig at flyve," sagde hun og spandt muntert.
"Det er noget af en dusør, din onkel har på sit hoved, jeg gad nok vide, hvad han har lavet af slemme ting," mumlede Anastasia, imens hun tænktsomt hvilede sin kind i den ene hånd. 
Dog lod han ikke til at høre hende, da han vidst havde gang i en tophemmelig samtale med Lucy.

"Diaballer lyder ikke ret, men jeg har aldrig hørt om katte, der giver dig diaballer...men så igen din onkels kat er ikke helt almindelig er han vel?...jeg lover forresten, at jeg ikke bider dig og giver dig diaballer," sagde hun. Hendes tonefald var hviskende ligesom hans, og hun var rykket helt tæt på ham, som om det var en meget vigtig og top hemmelig samtale de havde.
"Det lyder sjovt at klippe buske, må jeg se dig klippe buske en dag? Du kunne klippe en kat," foreslog Lucy.
"Jeg ved desvære ikke, hvordan man finder din onkel. Kan du ikke sende ham en billedebesked af, hvor du er med dine øjne eller noget i den stil?" spurgte Anastasia og var overrasket over, hvor meget drengens hundehvalpeblik faktisk påvirkede hende. Der var virkelig noget specielt over den dreng, og hun kunne godt lide ham.
Hun forstillede sig lidt, at det ville føltes nogenlunde sådan her at have en meget højtelsket lillebror.

Da hun kom tilbage fra køkkent, var det let for hende at spore beundringen i hans blik og hun smilede muntert sit sære smil til ham, før hun satte sig ned og lo en klirrende og mild latter af hans kommentar omkring Lucy.
Så lyttede hun grundigt til stemmeoptagelsen, der fortalte hende de ting, hun skulle vide om Freddy.
Da optagelsen var færdig nikkede hun stålsat. 
"Dimitri og jeg skal nok tage os af dig Freddy," forsikrede hun drengen.
"Hey du kunne godt lide at klippe i ting ikke?" spurgte hun og et glitrende og charmerende smil fandt vej til hendes læber, før hun igen rejste sig fra sin stol.
Hurtigt og elegant gik hun gennem rummet, og da hun kom tilbage igen, havde hun i armene en urtepotte med et lillebitte, men lettere overgroet træ.
"Du må godt klippe det her, det kunne godt trænge til det," sagde hun og satte træet på bordet foran ham, før hun satte sig ned igen.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   3/7/2014, 11:06

"Nej jeg kan godt lide dem, bare jeg ikke skal pille ved el ting, for så sker der mærkelige ting!" sagde han tænkende, og hvis man tænkte sig om kunne man nok godt regne ud, hvorfor det ikke var så smart. Hans hænder var lavet af metal sakse, og hans krop var som et menneske formet batteri, proppet med millioner af volt, så hvis han rørte ved foreksempel et elektrisk hegn, ville det smelte af alt den elektriske intensitet der ville komme fra ham, eller hvis han skulle komme til at stikke en saksefinger i en stik kontakt, kunne han komme til at overbelastet hele elsystemet og sprænge alle lampe pære, sikringer og sådan nogle ting på en gang "Tror du nogen sinde far vil vågne op? Han lavede underlige lyde, og sagde til mig at jeg skulle finde onkel sandmand, og min søster som jeg aldrig har mødt, og så faldt han i søvn på gulvet, og ville ikke vågne!" denne lille forklaring nærmest skreg højlydt af barnlig misfortolkning, for Freddy havde slet ikke noget begreb om død, og anede ikke hvad det egentlig var der var sket med hans far, som egentlig ikke var hans rigtige far, men fordi han havde skabt Freddy, kaldte Freddy ham for far. Freddy blev hurtigt glad igen, da Lucy prikkede til ham med sin næse, han syntes det føltes sjovt og derfor prikkede han tilbage på hendes næse, med sin egen næse.
"Onkel sandmand kan alt muligt, han har kloge venner der kan lave sjove himstrergimser!" sagde Freddy glad. Anastasia og Dimitri havde så sandelig fundet sig, en adoptiv lillebror med nogle magtfulde familie medlemmer til trods for at han var en clomans cyborg, og hun ville nok blive overrasket over hvem han kaldte for sin søster, men Freddy vidste ikke engang selv hvem hun var endnu, da han endnu ikke havde fundet hende, men han havde dog stadig et hologram billede i sin chip, et billede han havde taget med øjnene, der forestillede et billede af hans søster Medusa, selveste lederen af Shadows of the ravens, men som nævnt så anede Freddy det ikke, da han ikke anede en dyr om omverdenen.

"Neej fjolle misser, far sagde at piger giver diaballer når de bider, han siger det noget man får i ballerne, så man ikke kan spise sukker fordi så falder numsen af!" hviskede han til Lucy, og man kunne godt høre på ham, at han helt seriøst troede på det han fortalte, som et godtroende barn der troede på alt det, han nu engang fik af vide af sin nærmeste familie "Du må gerne se på mens jeg klipper buske, jeg kan godt lide at klippe! Vil du da gerne klippes søde tale misser? Du har sådan en pæn og dejlig pels!" han så op på Anastasia med de store hundehbalpe øjne, da hun svarede på hans spørgsmål, og lavede en sød surmule andemund.
"Det kan jeg ikk finde ud af, jeg tror ikke mine øjne kan det!" sagde han stille, og lagde hovedet lidt på skrå. Efter hun var kommet tilbage fra køkkenet, og havde smilet til ham samt grinet af hans bemærkning om Lucy, var han lige ved at gemme sit ansigt mod bordet da han rødmede lidt, men han var jo nød til at kigge op, for at vise hende projektions optagelsen af Dust. Da Anastasia spurgte ham om han godt kunne lide at klippe ting, nikkede han med et smil og et blik, der ossede af barnlig glæde, da han elskede at udfolde sig kreativt. Han så glad på det lille overgroede træ, som hun satte foran ham, og nu da han begyndte at klippe træet, kunne man godt se på ham, at det lille træ fik alt hans opmærksomhed. Hans sakse fingre bevægede sig med en præcision, der kunne gøre en hver frisør jaloux, og de afklippede små grene, landede hurtigt efter hinanden på bordet, indtil han stoppede med at klippe fordi han var færdig, han havde klippet træets krone så det forestillede Anastasias ansigt på den ene side, og Dimitris ansigt på den anden side, sådan at det lignede at deres ansigter sad i den andens baghoved, og med et lettere genert ansigt, sænkede han hænderne igen "Pænt lille træ!" sagde han genert.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   3/7/2014, 11:35

"Det lyder ikke rart det med, at din far faldt i søvn på gulvet," sagde Lucy og nænnede ikke at forklare drengen, hvor meget han havde misforstået det.
"Din onkel lyder super sej," sagde hun for at skifte emne efter, at han havde prikket til hende med sin næse.
"Nåååååår okay, diaballer lyder stadig ikke særlig ret, men jeg lover, at Anastasia ikke bider dig og giver dig diaballer," sagde hun hviskende.
"Tak...men jeg tror nu, at jeg beholder min pels som den er, jeg er meget glad for den," sagde hun hurtigt og puffede lidt til ham med sin pande.

"Oh, og du kender ikke andre måder at kontakte ham på, hvis det er, vil jeg gerne hjælpe dig med at finde ham," sagde Anastasia, da han havde svaret på hendes spørgsmål med et blik, der kunne smelte hjerter af sten.
Anastasia smilede bare endnu mere, da hun lagde mærke til, at han rødmede. "Du er altså ret nuttet, at du ved det," konkluderede hun og klappede ham på hovedet, før hun hentede træet.
Måden hans øjne lyste op på som et barns juleaften, gjorde hende glad.
Det var tydeligt for hende at se, hvor hurtigt han forsvandt ind i sin egen verden, imens han klippede træet, for alt hans opmærksomhed gik tydeligvis til det.
Hun så indgående på ham, imens han var totalt fortabt i sin egen verden.
*Hvordan er det overhovedet muligt at være så uskyldig i en verden som denne?* spurgte hun undrende sin tvillingebror.
*Det aner jeg virkelig ikke, men lad os håbe, at han aldrig mister det...eller falder i kløerne på nogen, der bare vil udnytte ham for det,* svarede hendes bror i et lige så forundret tonefald.
*Hør på os kære bror, vi er blevet blødsødne, hvad mund det næste bliver?* spurgte hun.
*Det er jeg ligeglad med, knægten skal bare være okay,* svarede Dimitri beslutsomt.
*Godt, så er vi enige,* nåede Anastasia lige at sige, inden hun blev flået fra sin tankerække af Freddy, der var færdig med at klippe i træet.
Det var virkelig imponerende håndværk og utroligt tydeligt, hvem det skulle forestille.
"Wow, hvor er det smukt, tusind tak lillebror," sagde hun og gav ham et kys på kinden, før hun samlede potten med træet op og stillede det tilbage på sin plads i vindueskarmen.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   3/7/2014, 12:31

"Nej det kan ikk være rart for far, han får da ondt i ryggen!" sagde Freddy stille, men man kunne se på ham at han glemte alt om det samtale emne, efter hun sagde hans onkel lød super sej, og med hviskende stemme lovede ham, at Anastasia ikke ville bide ham, og give ham den sygdom han så umiskendeligt havde misforstået, til at tro den havde et andet navn og gjorde noget helt andet, end den i virkeligheden gjorde "Er du helt sikker søde tale misser? Det jeg glad for, jeg kan godt lide ting med sukker i, og jeg vil helst ikke tabe min numse, den skal jeg nemlig bruge når jeg sidder ned!" hviskede han med et sødt og glad ansigt, da han oprigtigt var glad for, at Anastasia ikke ville bide ham.
Han smilede bare glad da hun nævnte hendes pels, og det var så nemt at læse på ham, at han også var glad for hendes pels som den var, især da han lagde sin kind mod Lucys pels, og bare smilede glad ved følelsen af hendes dejligt bløde og glatte pels, mod hans egen hud der ingen skæg havde, men kun var et par skræmmer fra at være baby guds glat. Skræmmerne var helt klart fra hans hænder, da tykkelsen på dem passede med tykkelsen på hans saksefingres blade.

"Jeg ved ikk hvordan man gør, onkel sandmand har aldrig fortalt mig, hvordan hans kunder gør det!" sagde han mens han tittede op over Lucys ryg, som om han havde gemt sig bag hende, og Anastasia havde fundet hans gemmested "Tale misser! Hvad er nutted for noget? Smager det godt?" hviskede han mens han var helt lykkelig over, at hun havde klappet ham på hovedet. Efter han havde klippet træet, smilede han uskyldigt mens han så på hende, med det sten smeltende og hjerteskærende blik, da hun takkede ham for træet og sagde det var pænt, og i det han mærkede hendes læber mod hans kind, skulle man tro hun havde tændt et bål i hans mund, for hans kinder blev knald hamrende røde, og han blev helt genert, så han prøvede at gemme sit ansigt mod Lucy "Hvorfor blev mine kinder så varme søde tale misser?" spurgte han genert, uden at flytte sit ansigt fra Lucys pels.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Og pludselig blev man babysitter (Freddy)   

Tilbage til toppen Go down
 
Og pludselig blev man babysitter (Freddy)
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Las Vegas (Staten Nevada) ::  :: Las Vegas ::  :: Gaderne-
Gå til: