IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 27
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    2/11/2014, 13:19

En svag vejrtrækning, var den eneste kropslige funktion, som den unge dæmon kunne udføre, som var han lænket til en hospital seng, eller lå med dødens lee begravet i maven, men isandhed, var hans skæbne mere morbid, og uretfærdig, fordi han lå hverken med puder på en sygestue, med privat sygeplejere, eller med dødens kolde greb om hans nosser, og endnu mere koldt stål, iform af en skrækkelig lee, dybt gemt væk i brystregionen.
Han ville hellere stier døden i sine grublende øjne, og føle sin sjæl forlade kroppen, end at ligge så hjælpeløs, så ydmyget, så tævet, som var hans nuværende skæbne. Slag for slag fra de tunge træ bat, faldt nedover hans rygsøjle, så ivrigt og endeløst, som strømmen af menneskelig urin, flød henover hans hår, og fyldte hans øre.
Den ellers stolte dæmon, lå i foster stilling med seks folk omkring ham, som gjorde alt fra at tage selfies med ham liggende i baggrunden, eller tæve ham med alt fra sports redskaber, til orange dildoer.
Da han endelig kunne presse sin vilje til at løfte hovedet, kunne han føle en pose med døde insekter, som bliv tømt udover hans hoved, hvorefter hans overfaldsmænd igen tæsket løs på ham, som en præst ville tæve et tre årig synder med en smede hammer.
Han følte snasket fra de knuste insekter, pisset, og sin egen sved, løbe ned af sin pande, og trods smerten ikke var stor, så var hele situationen for nedværdigende, og intimiderende, til at han kunne overkomme sin egen indre følelse af passivitet, og selv hvis han kunne, ville de seks store mennesker, forvandle hans ansigt til et trafik uheld.
Kort kigget den unge dæmon op mod en af de voldlige psykopater, som grinet af hele begivenheden, dog ikke med latter eller smil, men som en vred tyr ville grine af en stalddreng, som den stanget i bagdelen. Manden havde så meget temperament i sine øjne, at man skulle tro han var Hulks mere vrede storebror. Den høje menneske mand, havde en drage tattovering på sin ene arm, og kort sort hår.
Dæmonen havde ikke tid til flere observationer, før en pose bliv trukket for hans øjne, og han kunne føle et reb blive lagt om sin hals. Han prøvet at ytre sin relation til mafiaen, som en meget low low level inkasso, men før han kunne prøve at drage det til sin fordel, ved at ville skræmme fyrene med at de fucker med mafiaen, bliv han tavs, da et ektra reb bliv spændt omkring hans hoved, men denne gang tværs hans mund, og bundet sammen, ved hans nakke. Så han nu hverken kunne se pågrund af posen, eller snakke grundet reb nummer to.
Men man skulle ikke undervurdere reb nummer et, fordi det bliv hurtigt smidt over en højt hængende jernstang i baggyden, som hans overfaldsmænd havde medbragt, og sat fast mellem murene mellem husene, for at kunne have en højtstående position, at smide reb lykken henover,
Dæmonens lyde blive forvandlet til en svag mumlen, af rebet i hans kæft.
Castle
Sagde en ukendt mande stemme. Den unge dæmon som var blevet panisk, og angst, spjættede med sine ben, da han hørte rebet skifte hænder, og kunne føle hans krop blive løftet opad. Han kunne intet se af situationen, men han forstod alt af den, og hans sidste tanker om sin hustro, fik en tåre til at glide ned af dæmonens højre kind, en tåre skabt ikke af frygt, men af sorg, af skrækken ved at aldrig føle sin elskedes bløde hud, eller være en far for sin ufødte søn.
Men da grebet strammet op, og hans tanker bliv skubbet til side af instinktiv desperation, og kropslig ubehag, kunne han føle sine fødder få et fundament at stå på, da en hånd grab om hans venstre fod, dog kun et par få sekunder, for at tage dæmonens sko af.
Dæmonen skiftet nu fra desperation til at være uforstående. Men hans undrende skulle ikke vare længe, fordi nogen tændte elektroniske sterinlys, bliv placeret under hans nøgne fødder.
De var så varme som rigtige sterinlys, men slukket ikke af at man trådte på dem.
Han hørte sine overfaldsmænd, tage nogen flere billeder, mens dæmonen prøvet at kæmpe for at blive stående på de varme industri kontureret flammer, som svig som fanden selv. Og havde han ikke sin familie at kæmpe for, havde han pivet, hulket, og faldt af sterinlysene, fra de første par sekunder.
En maskulin hånd greb på dæmonens buksekant, og trak dem provokerende ned, inden de stærke fingre så greb om dæmonens kugler.
Manden bagved dæmonen sagde provokendende stønne lyde, og nusset hans nosser, som en ekstra lidelse, inden han snyd dæmonen for sit sidste håb om overlevelse, og sparket lysene væk under fødder.

Castle som stod med en fremmet mands nosser i sin venstre hånd, gav slip, inden han så lod den dødende dæmon hænge med bukserne omkring anklerne. Castle gav et nik til manden på sin højre side, som populært bliv referet til som Præsten. ”Lets call it a day.”
En anden fra Castles crew, som havde en typisk gangster hætte trøje på, gav Castle en brofist, inden han så satte nogen ørepropper i sine øre, og gik ud af gyden.
Manden som havde sat sin rap musik i gang, og vandret ud af gyden, bliv kaldt for Khan af nogen, og Flawless af dem som ikke døde af at kalde ham Khan. Han var måske en arketype af en gangster rapper, og levet op til alle fordomme, men han selvom hans ordforråd kunne regnes på en The Simpsons hånd, var han en god homie i hårde tider, og stod mere fast for sine venner, end en cement blok.
Castle stirret mod Flawless, mens han selv vendte sine fødder mod udgangen, efter at have givet et diskret nik til Præsten, som stod og nærstuderet den dinglende afdøde dæmon.
Præsten var en ældre mand. Ikke gammel nok til grå hår, eller dårlig motorik, men enhver mand over tredve, som havde jagtet overnaturlige væsner hele sit liv, bliv betragtet som oppe i årene, fordi når en karrieres gennemsnitlige levealder, er mindre end hvis man var på frontlinjen under anden verdens krig, så var hver dag man kunne undgå at blive lagt i en trækiste, betragtet som intet mindre end at fremskyde det uundgåendelige. Præsten havde altid en lang læder coat på, som fik ham til at ligne en dårlig udtænkt action skurk. Han havde en cigar i munden, og det var efterhånden mere normalt for ham at ryge dyre cigaer, end det var normalt for en Supernova at være varmere end en isterning.
Castle havde tre andre i sit crew, men de havde hverken seje kalde navne, eller mange overnaturlige væsners liv på samvittigheden, så de var ikke værd at kende.
En fod bliv sat foran den anden, og den handling bliv gjort igen og igen, indtil Castle havde fået sine fødder solidt placeret henne ved hovedgaden. Men før Castle kunne reagere, han høre en dæmpet lyd komme fra gyden havde lige havde forladt.
Et drejet hovedet bliv brugt til at kigge ind i mørket. Castle fik dog hurtigt hele sin maskuline krop til at vende sig, da hans ven Præsten, var væk. Castle lagde sin hånd mod sin højre hofte, hvor hans skjulte pistol lå i gemt indenunder en tyg dun jakke.
Castle piftet så højt som hans lunger tillod ham, for at få opmærksomheden fra Flawless, som ikke havde nået mere end en ti meter hen af gaden.
Da de to seje drenge havde mødt op ved åbningen til gyden, gik de begge derind sammen. Hvis Castle havde lært noget om overlevelse, så var det at team work var vigtigt, så han gik ikke ind i en mørk gyde, som Præsten lige havde pist forsvundet fra.
Castle og Flawless var meget omhyggelige med at kigge bagved blinde vinkler, som containere, og skraldespande, for at sikre deres rygge. Det havde enlig ikke gået op for dem, hvor stor en gyde den enlig var, men var vel ikke underligt, at når man står seks stærke jægere sammen, om at tæver en familie far til døde, så tænker man mindre på størrelse af sine omgivelser, end når man skal langsomt gå gennem mørket kun to mænd, og sikre alle blinde vinkler, hvilket fik deres gang henover gyden vare længere, og derfor følelses den større.
Da Castle og hans boddy kom tættere på den hængende mand, kunne de nu se, at Præsten var ikke forsvundet – han havde skiftet plads med dæmonen. – men hvor var dæmonen så? Var det eneste som Castle kunne tænke på, men det var ikke længe før hans spørgsmål bliv besvaret, fordi fra hustoppende faldt et objekt, som gav et højt bump, da det ramte cement jorden.
Den afdøde dæmon lå nu i endnu mere dårlig stand, end de seks mænd havde efterladt ham i. Dæmonens mave var flået op, og tilfældige organer var stoppet ned i kæften på ham, mens resten af hans indvolde lå i en rodet bunke indeni dæmonens nu åbne mavesår.
Castles teori om at dæmonen havde været i live, og dræbt Præsten, var nu modbevist, hvilket fik Castle til atter igen at undre sig, men før at han kunne analysere hele situationen, og tænke på en optimal næste handling, kunne han føle et lille vindpust fra højre side af, hvor Flawless stod.
Eller rettere – ikke stod. Da Castle kigget til sin side, var Flawless væk, og Castle stod nu alene i den mørke gyde. Han overvejet at gå ud af gyden, og gå efter de tre andre fra hans crew, fordi de kunne vel umuligt være nået alt for langt væk, men hans tankestrøm bliv afbrudt af en hånd som rørte ved hans skuldre.
Castle trak sin pistol som refleks, og peget løbet mod retningen, som fingre var, men Castle kunne ingen se.
Castle lod en dyb indånding være hans måde at berolige hans puls på. Han drejet rundt om sig selv med pistolen trukket, og prøvet at se igennem gydens mørke, for at se enhver bevægelse.
Castle vidste at mange overnaturlige væsner, var hurtige, men dette her var på grænsen til latterligt. Castle drejet rundt om sig selv igen og igen, fordi hvis han havde lært noget som jæger, så var det, at hvis man ikke var død, så var det fordi man gjorde noget rigtigt.
Men Castle kunne ikke føle han gjorde det rigtige. Han kunne næsten intet se, og selvom hans venner var forsvundet, så følte han sig alene i gyden. Ingen følelse af øjne, eller at noget trak vejret omkring ham. Men han lod stadig sin pistol ligge trygt i håndfladen.
Men da han havde lavet sin tredje rundtur omkring sig selv, stoppet han ved synet af sin hængende ven Præsten, som havde fået skrevet – Vend dig om – i panden med en grøn tynd maling.
Castle sank en klump i sin hals, fordi hans puls var højt oppe, og han kunne intet andet end at stirre på skriften, og havde for stemning  af angst i kroppen, til at ville vende sig om.
Han havde ikke set skriften da han havde drejet rundt med sin pistol, de andre gange, så den næsten sceneløse og hurtige udførsel, gjorde ham lidt bange nu.
Han kunne høre nogen tunge fødder bagved ham nu. Næsten som en provokation til at vende sig om.
Hvilket Castle gjorde ved at springe forud, og vende sig om i luften, og glide nedenunder sin hængende homie, og pege pistolen henimod den retning som han tidligere havde haft ryggen til.
Men ligesom pointen i en dårlig joke, var der ingen. ”What the F-” Mere kunne han ikke nå at sige, før han fik et træ bat i baghoved, og besvimet.

Idiot” Sagde en dyb mande stemme, som tilhørte en stor dæmon, som nu kom frem fra skyggerne.  Han lod battet glide ud af sine hænder.
Den nyankommende  dæmon hed Rafael, og han var fysisk udrustet som jaguar kampvogn. Hans skuldre var så brede som industri køleskabe, og hans arme havde mere muskelmasse end nogen analogi kan beskrive.
Men hans krops fysiske intimidation, var og styrke, var gjort mere enorm af hans dæmoniske gener, og de mange år han havde levet, og som mange ved, bliver dæmoner stærkere med årene.
Rafael kigget ned på det besvimet menneske, og under normale omstændigheder, ville han ligge sin militær støvle mod menneskets nakke, og knuse den til mel. Men mennesket havde hængt en meget lavtstående mafia allieret, og selvom Rafael på ingen måde anså sig selv som allieret af mafiaen, anerkendte han mafiaens indflydelse, og det var bedre at lade dem henrette deres egne modstandere, end at komme i unødvendige konflikter med dem. Han var ikke bange for de jakkesæts bureaukrater, men han havde respekt for deres organisation, og han gad så lidt slås med dem, som han ville være deres ven.
Han gik ud af gyden, og efterlod de døde, halvdøde, og bevidstløse individer, til enten at rådne, dø i fred, eller have forfærdelig hovedpine.
Et skævt smil kom henover hans læber, da hans ene fod trådte ud af gyden, og kunne glædeligt klamre sine hænder sammen, mens han nyd at have fået sin morgenmad, fordi mens Castle havde drejet rundt omkring sig selv som et brudepar på dansegulvet, havde Rafael spist sjælen af Flawless oppe på hustoppene. Han måtte dog indrømme at en veltrænet jæger som Flawless, smagte lidt for meget af citron til hans smag, men den slags sjæle var gode at vågn e op på, fordi de havde et kraftigt kick i sig. Sjæle fik forskellig smag, alt efter de følelser som ofret gennem deres liv havde haft, og i hvilke dossier, som de havde haft følelser. Men smagen bliv også påvirket af hvor godt kroppen var holdt i stand, og hvordan ofrets helbred var, men ofrets minder, og stemning i sit eget sind, havde også meget med smagsoplevelsen at gøre.
Rafael spiste også tit menneske mad, og det var trods at han ingen næring fik fra det, og hans fysiologi ikke krævet det. Men for ham var det et spørgsmål om status, og ego opbyggende, at han kunne sætte tænderne i saftige bøffer, mens beskidte mennesker sultede, og klamme bønder prøvede at få mad til deres familie. Det var ikke en hemmelig at Rafael opdelte levende væsner i grupperinger, hvor nogen havde mere ret til et værdigt, og godt liv end andre. Hvilket også gjorde han var meget selektiv i hvem han viste respekt, og hvem han overhoved mente havde ret til barmhjertighed, og en god livs kvalitet.
Rafael stoppet op efter et par hundrede meter, og gik ind på et af Las Vegas pubber. Indersiden var som en fest i vor herres himmel  - hvis gud da var irsk – Der var fælles sang med fangende melodier, og et par friske fyre dansede på et bord
Ved baren stod en kvinde, med alt for store bryster til at selv skradersyet tøj kunne fås i den størrelse. Hendes læber var enhver soldats drøm, og hendes hofter var som tegnet af Walt Disney. Hun var dækket fra top til tå i et bredt udvalg af nuanceret grøn, og hvis irland havde skulle vælge et enkelt tøjsæt for at symbolisere og visualisere deres flag, så skulle det være dette her.
På et bord placeret i det længste venstre hjørne af udkanten af pubben, sad en gammel kone med et større krus øl, end alle mændenes, og selvom den gamle kones armefedt hang nedad som fedtet dej, ville hun sikkert kunne spytte en fuld voksen mand til døde, eller kvæle ham med sin egen penis. Hun var så livlig i sine bevægelser til musikken, at hun lignet en på tyve.
I den anden ende  - højre side – hvis nogen var for dumme til at kende forskel, og var itvivl. Sad en gammel herre, som havde flere vorter i hovedet end hans bagdel,  eller hans næse havde hår. Men han sad med en yndig tresseksuel mand på hvert skød, og på den ælre mands læber, var der et smil så bredt, at det ville kunne konkurrer med rodulfs næse, i kokurrencen om at være mest ekstreme ansigts karakteristik.
Ikke mange borde fra den glade irske mandelige alderdoms repræsentant, sad nogen veninder, og venner, som sad i typisk underklasse tøj, og selvom en enkelt cyborg med skrigende røde lygter som øjne, ødelagde det irske tema på bordet, sad var de mange venner i højt humør, og man skulle tro at de ikke var i en post apocalyptic verden, fordi de her smil var sandfærdige, at selv LordVoldemort ville ´få noget i øjet´
Et bord længere henne sad der ikke længere nogen, fordi Rafael havde tvunget deres hoved ned i deres øl glas, og derefter klasket glassene sammen, så det unge nygifte par havde fået matchende glasskår i ansigtet. Mens fyren havde besvimet med numsen i vejret, og pigen havde besvimet med ansigtet begravet i pubbens beskidte gulv, sad Rafael sig ned, og lavet håndtegn til den grønne bar frue, for at få en øl sendt ned til ham.
Man kunne undre sig hvorfor ingen bliv sure pågrund af overfaldet på de to elskende, men halvdelen af pubbens besøgende var for fuld til at deltage i andet end fælles dans, mens den anden halvdel, både var for fulde til at deltage i andet end fællesdans, men også anså slåskamp som en del af irsk fest miljø – og helt ærligt, hvis man ikke kunne smække et par hoveder sammen once in a while, hvad var så grunden til at leve.
En kvinde kom humpende ud fra herre toilettet, med sine sokker forsvundet, og sine grønne trusser med nisser på, som det eneste at dække sig med. Man kunne fare til hendes undsætning, men herinde, i dette little piece of heaven, var halvnøgne mennesker mere normalt end guld er i El-dorado. Men selv hvis man havde gået hen for at hjælpe, ville man kunne nå det, før en sort håret skønhed i sort korset, kom ud, med en næsten lige så smuk figur, som den trunte hun jagtet, trak hun nu den halvnøgne pige med orange hår ind på herre toilettet igen, og med et lille smæl fra en hånd pisk, fik hun markeret at den orange håret skulle komme tilbage ind til sin Mamma.
En fyr som enlig skulle pisse, valgte at vendte lidt med at gå derinde, fordi den sort håret goth pige, lignet en som ville kunne voldtage ham med en lille finger, og lave ham mere om til en bitch end de orange håret pige, som hun lige pt havde gang i.
Rafael fik nu sin drink, men det sølle et-liter glas, kunne lige så godt være et shot glas, fordi det bliv tømt i samme antal slurk. Rafael var enlig ikke en som drak meget, men han skulle bruge noget til at fjerne smagen af den rapper boy, som Rafael enlig var begyndt at fortryde han spiste sjælen af, fordi det smagte slet ikke godt.
En fyr gav en pige et slag på kæften henne ved baren, men fik hurtigt et slag right back, som fik han til at falde ned af sin bar stol, hvilket resten af baren grinet enormt meget af, og det moret da også Rafael lidt.
Rafael stoppet sig selv i at små grine, og bad istedetfor bar kvinden om et nyt glas øl. Det var først da pigen vendte sig om, at Rafael opdaget at hun havde en metalplade langs hendes ryg, og hun havde et hul til oplader stik, og hvergang hun gik fremad, var der nogen små mekaniske støvsugere, som diskret og lydløst, rengjorte gulvet under hendes skosåler. Om hun var freak, cyborg, eller robot, vidste Rafael ikke, og om hun ville trække en flammekaster op af sine enorme bryster, og dræbe alle i pubben, fordi hun fik en fejl i sit maskineri, vidste han heller ikke, men faktum var, at han vendte sine tanker væk fra hende, og tilbage til at observere andre steder af pubben, for at se om der skete noget spændende.
Han måtte indrømme at mennesker var sjove. Han så lidt ned på dem, og var lidt racistisk overfor dem, men han underskyldte tit sine fordømme ved at sætte det i kontekst af et menneskeligt synspunkt, hvis de havde samme lange levealder om han havde. Foreksempel, han var halvejs igennem sit 4 årtusinde, og han havde på ingen måde kommet til toppen af hvor længe en dæmon kan leve, så at snakke med mennesker, var som hvis mennesker skulle snakke med en der havde en levetid på tre uger. Det var svært at tage væsner seriøst, som levet så kort tid, iforhold til sig selv, fordi alt deres visdom, og erfaring, var så begrænset af deres korte levetid, at det næsten er synd. Og mennesker så sig selv så ligeværdige med ham, hvilket han næsten kunne få kvalme af, fordi de var ikke en stærk race, de var ikke en gammel ædel race, med stærke traditioner, som vampyrer, eller dæmoner var, så det var svært for ham, at måle dem som ligeværdige. Fordi ville en 45 årig menneskelig højtuddannet, se på en baby på tre uger, som ligeværdig? Nej vel, fordi babyen ville så lidt livserfaring, og have så lidt viden, iforhold til den 45 årige, at det var svært at skulle tage babyen seriøst, hvis den krævet at få anerkendelse af dens kompetancer, som den 45 årige. Faktum omkring mennesker er, at de er fysisk underlegne, og har kun haft en kollektiv verdens historie, de sidste hundrede tusinde år, hvor kun tre tusinde af dem var  i andet end bær samle samfund, og skide i skoven samfund. Så det var svært at ikke være racistisk mod dem.
Men mennesker havde efter Rafael mening, altid lavet godt musik, og haft et naturligt talent for underholdning, så hvis menneskerne ikke havde været et så højt antal, og derimod en lille og ydmyghed race, istedetfor så mange og arrogante, ville han sikkert kunne lide den.
En mand kom ind af døren, han havde en grøn bowlerhat på hoved, og en træ pibe i munden. På hans fødder var der nogen bjergbestiger støvler fyldt med metal pigge, og rundt omkring mandens liv, hang der en løs siddende jern kæde, som havde pletter med tørret blod på. Hans hænder var så store som en elefants areal, og mandens næse var brækket flere steder end en tændstik som var kørt gennem en woodchopper.
Manden kom gående henimod Rafaels bord. Fuldstændig uprovokeret. Selv ikke Sherlock Homes ville kunne finde grunde til at manden skulle så vredt vandre mod Rafaels position. Meeen, måske havde det noget med Rafaels løftet lange finger, som stod klar til manden, i sekundet han kom ind af døren. That might be why
Rafael lagde sine ben op på bordet, og så kæmpen vælte den ene irer, efter den anden, bare for at få den mest direkte vej hen til bordet, som den langefinger løftende abe, sad ved.
Da manden var henne ved Rafaels bord, brugte han ikke tid på overflødigt snak, og istedetfor langet sin knyttet højre næve henover bordet, men selvom manden kunne slå sokkerne af Darth Vader, ramte hans knurre mod Rafaels ansigt, så mildt og blødt som en mælkebøtte der bliv kastet af handikappet silkelarve med muskelsvind, for derefter at mælkebøtten ramte en mur af titanium på tre kilometers brede.
Da mandens slag stødte mod Rafaels imødekommende kind, smilte Rafael flabet, mens han følte næven mod sig, så afslappet som om han havde fået et kindkys af en svensk bikini model. Rafael sad afslappet, og lagde det ene ben henover det andet, mens han tog en dyb indånding, for at få duften af mandens sjæl, og mærke kvaliteten, og få et generelt indtryk af manden.
Manden som var næsten lammet af smerte i sin højre næve, stod og bid tænderne sammen, mens han kunne føle sine knuste knogler i fingrene, bevæge sig med hver eneste bevægelse han gjorde med hånden.
Rafael sprang op af sit sæde som en slange sprang frem fra sit gemmested i busken, og åd musen i en enkelt mundfuld, før musen overhoved vidste hvad der forgik. Fordi mens mandens øjne prøvede at sende signaler til hjernen om at Rafael var sprunget af stolen, var Rafael henover manden før at hans hjerne kunne nå at få leveret billederne fra øjnene gennem nerve systemet.
Manden faldt direkte bagover, da mandens bryst skulle holde måde sin egen vægt, og den gigantiske dæmon, hvilket fik hans ben til at glide væk pågrund af den uventet forøget vægt, og før at tyngdekræften overhoved havde gjort sit job, gav Rafael manden et kæmpe kys på læberne, og suget sjælen ud gennem mandens mund.
Da kæmpens krop ramte jorden, havde han Rafaels enorme krop henover sig, og havde halvdelen af sin sjæl på vej ud af kroppen. Rafaels måde at suge sjæle var måske en smule sensuel, men det var den måde han spiste på, og altid havde. Hvilket tit fik andre til at tro han var i incrobus, som var den mandelige udgave af en succabus, men Rafael var en helt tradionel sjæledæmon.
Rafael kunne godt lide hans måde at spise på, fordi der var noget elegant, men stadig grufuldt over det, så han var godt tilfreds med metoden, og selv hvis han var utilfreds, ville han ikke kunne ændre det, eller gøre det på andre måder, så han måtte leve med det.
Rafael gav slip på den sjælløse organisme, da han var færdig med at suge livet ud af den. Han rejste sig henover sit offer, og stirre ned på resterne af hans bonus morgenmad. Rafael kendte ikke værre måder at dø på, end at få sin sjæl taget fra sig, fordi man skulle rejse gennem efterlivets limbo, den evige sand strand, som var kysten der var ved floden styx, men fordi man ikke havde retten til sin egen sjæl mere, kunne ens bevidsthed ikke få lov at frit rejse henover floden med bådsmanden, som havde som job at sejle de døde henover floden, og ind i efterlivet. Og derfor, fordi man bliv benægtet adgang til efterlivet, var man dømt til at vandre langs den hvide sand kyst, uden at kunne få sin sult stillet, og ligegyldigt hvor meget af floden man drak, ville det aldrig slukke ens tørst. Man ville vandre uden søvn, og uden selskab, og kun med sult og tørst som ens følgesvende. Man ville aldrig finde hvile. Og aldrig blive fundet på de hvide kyster.
Rafael tørret sin ene støvle af i mandens trøje, inden han så bliv træt af at sidde alene ved sit bord, så hen gik henimod baren, for at søge kontakt med menneskene, ligegyldigt hvor dumme, uopdragne, og  respektløse de end var.
---
Nogen timer gik. Fra krus med øl, til krus med øl, og fra hyggeligt selskab, til hyggeligt selskab, gik aften sin gang. Ægteparten var vågnet op, og gået ud af baren for at søge lægehjælp. Og den døde kæmpe var smidt i den udendørs skraldespand, af nogen friske irske drenge, som bliv træt af at han lå der og fyldte det hele.
Men festen forsatte.
Tilbage til toppen Go down
Auriel
Bruger Admin
avatar

Ingame Titel: : Ærkeengel af naturkatastrofer og lys
Outgame Titel: : Admin og TNW's Golden Chicken
Race : Engel
Navn. : Auriel
Alder : omkring 5500, men kropsalder på 25
Evner/Classes. : Hans humør påvirker naturen omkring ham i små omfang fordi han er ærkeengel af naturens kræfter, men han behersker det ikke. Han behersker derimod ild og elektricitet.
Bosted : Rundt omkring, hvor vinden blæser. Men han lever i sin jeep. I nødstilfælde har han en lille støvet lejlighed i Miami.
Tilhørende klan. : Im a lone wolf ... eller næsten da!
Partner. : Ingen i øjeblikket.
Slaver. : Now now, would that be appropriate for an archangel ?
Evt. bemærkninger. : Been here since acient times. Han har en meget høj kropstemperatur og er næsten altid varm at røre ved.
Antal indlæg : 2207
Reputation : 62
Join date : 23/08/12

IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    4/11/2014, 18:09

Turen fra Louisville var gået uden de store problemer. Ja lige bortset fra at hans bil havde overophedet en enkelt gang, og han havde overnattet en ekstra gang på vejen. Temperaturen i luften synes generelt at være steget en del over de sidste par uger, og han havde besluttet at få lavet et aircondition anlæg i bilen, til hvis det blev virkelig slemt. Dengang han havde været menneske, havde han levet i et land, hvor solens hede havde været noget man vendte sig til, men det var efterhånden mange mange år siden nu, og faktisk var han meget gladere for en kølig brise, end en bagende sol.
Englen fandt sig selv tilbage i Las Vegas. Han var ligesom draget dertil, og selvom det først havde været hans plan at nå tilbage om 10 dages tid, så havde hans rejse ikke varet så længe, som han havde troet, og lysende fra byen slog ham atter en gang i møde.
Der var en eller anden romantisk skygge over denne by, der aldrig synes at gå i seng. De mange lys og nattens liv, som lovede at der var nye spændende ansigter at se, hvor end man valgte at se hen.

”Så, kan du lave det?” Lød det som et ecco ud i et halvtomt kælderrum et sted under Vegas’ gader. Luften virkede tung og indelukket. En tyk lugt af benzin og olie havde bredt sig, og gjorde det svært at trække vejret uden at blive en smule svimmel.
”Mja… Men det kommer til at koste en del” Brummede en mørkere og mere robust stemme tilbage. Den tilhørte en stor kraftig mand ved navn Steffen, som ejede kælderrummet, hvori flere biler og reserve dele passerede igennem hver dag. Han bar et par beskidte blå overalls, og som han kradsede sig i et tykt mørkt skæg virkede han næsten som en stor bjørn.
”Argh kom nu mester, du skylder mig en tjeneste og jeg har flere gode reservedele med tilbage fra Louisville. Bilerne er næsten urørte der. Benzinfiltre og termostater i overflod.” Gav Auriel igen. Han havde fundet sit charmerende smil frem fra gemmerne, og de gyldne øjne lå urokkeligt på Steffen, som lo lidt rustent. De havde gjort forretning sammen mange gange, og det var også den store mand, som havde lavet panseret på den bil, som den unge mand transporterede sig rundt i. Det var nødvendigt i denne verden at være forsigtig på den måde.
”Okay okay, så for gammelt venskabs skyld” Smilede Steffen endelig, og overgav sig til den lokkende tone. Der var noget specielt ved fyren foran ham, det vidste han, skønt han aldrig havde fundet ud af hvad det var. Der lå en aura omkring ham, som synes at oplyse rummet en smule. Det var noget man ikke helt kunne sætte fingeren på, men som det så ud nu, var det klart at han ikke ligefrem faldt ind i den beskidte baggrund som kælderen bestod af. De små støvfnug der en gang imellem dalede ned fra loftet virkede til at blive frastødt fra englen, som var de to partikler med samme ladning.

En summende lyd fra hans lomme, tiltrak Auriels opmærksomhed, og han hev sin mobil op. Det elektriske blå lys mødte hans ansigt, som lyset fra Vegas natteliv nu skinnede hen over byen ovenover. Egentlig ville han bare have tjekket, og lagt telefonen i lommen igen, men navnet på displayet, stoppede ham i det.
”Undskyld Steffen, jeg kommer tilbage en af dagene med bilen, men jeg bliver nød til at smutte nu” Lød det pludseligt, imens den udefrakommende af de to, begyndte at bakke baglæns, og vende om for at smutte ud af kælderen.
På displayet var en besked fra en pige, han ikke havde regnet med at høre fra, før om ti dages tid. Han havde ikke vænnet sig til tanken om at skulle se hende i øjnene igen endnu, og bare navnet på displayet synes at virke en smule skræmmende. Det var en kort SMS, og indholdet var en smule foruroligende. Kunne hun da ikke holde sig ude af ballade bare i en måned?

” Auriel ....
Hvis du er i nærheden så har jeg brug for dig!
Den er helt gal med promillerne og jeg er bange.
De virker ikke som de plejer.

Please come - ASAP .

-Millicent.”
//Skrevet af the one and only Millicent og sendt via pm //

Nederst var fæstnet en adresse, som han ikke kendte, men han havde en ide om at gadenavnet lå en smule udenfor centrum. Han skimmede teksten igen, og lagde så mobilen i lommen uden at svare. Hans krop blev urolig, og selv han ingen ide havde om hvor adressen var, satte han i løb i en vilkårlig retning. Den første person han løb forbi, kunne fortælle ham at det var den forkerte vej, og han måtte vende rundt og tage løbeturen tilbage igen, hvor han spurgte flere mennesker om vej.
En pludselig desperation var skyllet op i ham. Først havde SMS’en virket harmløs, men som minutterne gik kom hans hoved på vildspor og udtænkte alle mulige skrækscenarier for hvad Millicent havde rodet sig ud i. Han blev stresset og vred på sig selv over ikke bare at kunne være der med det samme, men lige nu virkede Vegas som i Labyrint og han selv som en mus fortabt i den. Måske han bare var paranoid nu? Det kunne jo også være at hun bare var fuld og ville snakke. Det var jo ikke fordi de ikke havde ting, som de burde få reddet ud.

Små dråber var så småt begyndt at dale ned fra en mørk himmel over byen. Få var blevet til mange, og snart skyllede det ned, som om himlens sluser havde åbnet sig. Vandet havde gennemblødt Auriels tøj, og hans mørkeblå t-shirt klamrede sig til hans overkrop indenunder en sort læderjakke, som ikke havde gjort ret meget for at holde vandet ude. De blå jeans havde også fået en mørkere nuance da de blev våde.
Efter hvad virkede som evigheder, kunne en person fortælle ham, at han skulle to gader mere ned og til venstre, for at finde det værtshus som lå på adressen.
Han løb stadig, og følte sig efterhånden en smule forpustet. Det var han i hvert fald, da hans våde sko stoppede op foran et irsk udseende værtshus, som han kunne forestille sig var overfyldt på Sankt Patricks Day.
Lettet blev døren slået op. Han fik et par blikke da han trådte ind, men da han langt fra var det særeste som foregik på det værtshus, så var han ikke så interessant at holde blikket på i længere tid. Det undrede ham lidt at Millicent ville være på sådan et sted. Det virkede alt for barskt og nådesløst. Måske var det godt hun havde skrevet, for han var ikke helt vild med tanken om at hun var her alene.

Stadig en smule i åndenød så han sig omkring. Det tog noget tid, inden hans øjne fæstnede sig på nogen, som godt kunne være Millicent i baren. En slank skikkelse med langt gyldent hår ned af ryggen. Et nærmere kik og et lidt lettet suk senere, var han temmelig sikker på at det var hende.
Auriel var ca halvvejs oppe i baren, da han næsten blev væltet omkuld af en meget letpåklædt rødhåret kvinde, som åbenlyst var meget beruset. ”Hej skatter, leder du efter selskab?” Boblede hun med meget tyktmalede vipper. Egentlig var det et større mirakel at hun kunne trække vejret igennem læderkorsettet hun havde om overkroppen. Hun var køn nok. Hendes øjne en smule små og langt fra hinanden, men med en slank figur der nok kunne tiltrække nogle blikke, hvis det var det man var til.
Nu var det dog ikke lige det han var kommet ind for, så hun fik et meget kort smil, da han i en enkelt bevægelse tog fat om hendes skuldre og ledte hende videre forbi ham med ordene ”Så fristende som det lyder, så ellers tak.”. Ved bordet ved siden af sad en meget bred skaldet mand med muskler store nok til at kunne ses fra månen. Auriels udmiddelbare instinkt sagde at han var dæmon, og en gammel en af slagsen. ”Hey dude, ta lige den her for mig vil du?” sagde han kort til manden, som nok havde skræmt livet af de fleste ved første blik, og slap kvinden ud foran bordet. Hun virkede lidt forvirret først, men synes så næsten ikke at opdage at hun stod overfor en ny mand. ”Uhhh se DER har vi en RIGTIG mand.” Flirtede hun løs, da hun lagde sig halvt ind over bordet imod dæmonen.

Auriel havde bevæget sig videre op imod baren. Han havde så småt fået vejret igen, men hev stadig en smule efter det. En hånd blev kørt igennem hans mørke hår, og det adlød villigt og bukkede sig bagud, hvilket nok skyldes vandet som stadig dryppede fra det.
”Millicent!” Kaldte han fra et par meter væk, for at være sikker på at det nu var hende.

//Og turen går til C !
Sorry Abbi, at jeg ikke lige kunne inddrage dig så meget endnu, det kommer, når vi lige lærer hinanden at kende ;) //
Tilbage til toppen Go down
Millicent
Event Admin
avatar

Outgame Titel: : Admin & Snask (Super nuttet og anderledes selvstændigt kvindemenneske)
Race : Menneske tilsat en knivspids engel
Navn. : Millicent S. James
Alder : Ca 20
Evner/Classes. : Mindshield.
Bosted : Hos sin mor, Maria Santana i Miami .
Partner. : Så du tror heller ikke på jeg er forlovet med Vladimir ?
Slaver. : Ahahahahah dén var god!
Evt. bemærkninger. : Im bringing booty back ?
Antal indlæg : 5228
Reputation : 42
Join date : 19/03/14

IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    6/11/2014, 15:45

Årh ja, kender i de dage hvor intet bare går som man havde planlagt ?
I Millicents private kalender syntes der at være en del af netop de dage og denne havde sørme da  også været en.
Hun havde været på jagt . Faktisk fået skudt hele tre kaniner !
De skulle byttes til brød , frugt og vin lød planen, men så var det at ting begyndte gå en lille smule galt.
Det viste sig at ham der skulle have byttet hende pære og bananer for den sidste dødenkanin, han viste sig at være intet andet end en undercover betjent, der åbenbart mente at Millicents kriminelle adfærd var det mest vigtige at slå ned på i hele denne freakin' by.
Så dumt så dumt.
Jovist ...det VAR ulovligt at drive krybskytteri- men helt ærlig!
At hale hende i håndjern med på stationen og udsætte Millicent for et ni timers langt forhør- med lamper i øjnene og trusler om at komme i fængsel, hvis ikke hun gav dem sandheden NU, det var jo for åndsvagt.
Alligevel var hun blevet frygteligt nervøs. Der VAR straffe for at skyde det meget sparsomme raske vildt man stadig kunne finde, når man havde næse for det , som Millicent.
Men hun fastholdte at kaninen var fundet ....og hun ikke selv have skudt den, trods alle deres forsøg på at presse hende.

Thank god at de to andre trades havde tavet plads, og hendes betaling OG bue lå på det lille hotel værelse. Havde hun haft den på sig, formodede hun at de havde beholdt hende, da hun havde foræret dem beviset direkte så.

Hun havde været hjemme og skifte tøj efter salget af de to første kaniner, da hun have fået for meget størknet blod på sig, til at det ikke ville risikerer at vække opsigt.
Millicent havde taget bad, ladet håret lufttørre hvad der ikke var svært da temperaturen var sadistisk varmt , og så i november...WTF  was that about ?
Hun vrikkede sig ned i kjole der kunne begå sig både til en dag på kontoret eller  lidt aften liv, da den var helt foruden dikkedare  og i et enkelt klassisk print og snit.




Som oftest blev kun øjne og vipper sminket mørkere op, og læberne blev efterladt som de var, uden ekstra farvelade.
Efteralt havde hun ikke ligefrem en fest aften planlagt. Hun ville blot bytte den sidste kanin, og så måske spise en middag for sig selv og nyde bare at være ren og pæn igen , Efter et par dages vandren rundt i skov og krat.

Istedet havde hun nu siddet på den crappy station , uden mad og drikke.
Da hun langt om længe blev sluppet fri, havde hun det underligt .
Hun var ør i hovedet og det summede underligt i Millicents krop.
Hun havde ikke kunne tåle ikke at få noget som helst at drikke - og så i den her hedebølge. Det føltes som hun var på nippet til at kollapse anytime.
På høje sorte sko, vaklede hun ind på den første nærmeste bar hun stødte på.
Hun havde bare set skiltet med The Drunken Sailor, og besluttet at når det var irsk , kunne det ikke være helt galt, vel ?
Men dømme kraften var allerede begyndt at sætte ud , og selv om hun styrede lige mod baren og væltede  en halvnøgen pige med et par grønne trusser over sin barm på vejen, turde hun ikke vende om igen, for hun føkte sig i et kapløb med tiden om at få noget vædske hældt indenbords, noget at styrke sig på.

" merry Christmas " mumlede hun til pigen , da hun så de små nisser smile tilbage fra trusserne, og sekundtet efter stod en sorthåret madame, der hvæsede af Millicent  ..." Hands off , hun tilhører mig !" Og så trak hun kvinden afsted mod toiletterne.
" Geezzz.... Lighten up...nisser  gør det slet ikke for mig !" mumlede Millicent en smule konfus, og stavrede op mod baren , så direkte hun nu kunne.
Hun var begyndt at frygte det ikke kun var mangel på væske der var på spil .

" stik mig en stor isvand og to cognac " lød det til kvinden bag baren.


Fem cognac senere, sad Millicent lænet ...nej hun hang over baren, men et forpint udtryk i ansigtet. Hun havde svedperler på panden og kæmpede med at afsende sin sms besked til Auriel.
Hun havde ikke engang overskud, ingen energi tilovers til at tage sig af det bizarre der udspillede sig rundt omkring hende. Hun kæmpede med at holde sig oprejst her.
Var hun frisk og sig selv, havde hun forladt baren med en rynken på næsen, for det var helt klart steder som dette , hun missede i at se charmen i.
Hun så normalt kun volden, misbruget, rå heden, udnyttelsen og det vulgære.
Hun lænede sig forover , lagde panden ned mod den kølige disk og lukkede sine øjne , bare et lille sekundt.

Kort tid efter ....

Musikken blev skruet op i samme sekundt en ærkeengel kom ind på baren.
Den overdøvende eventuelle råb og kalden , der ikke lød meget tæt på et øre.
En rødhåret pige spottede ham med det samme, og besluttede han var dessert.

Millicent tog imod de stærke hænder , fra en gruppe fyre der havde serveret den ene fælles sang efter den anden. De havde et irsk karaoke anlæg, eller ...det var ikke karaoke, det var bare musik uden sang , så barens gæster skulle selv leverer teksterne. Det gjorde de så også gavmildt - og helt ufatteligt rædselsfuldt.
De høje hæle ramte baren og den blonde pige der før sad og hang så utilpas, var nu kommet sig - og stod rank og smilende oppe på baren.
Som da Marilyn Monroe blev sendt ned til de stakkels udstationeret soldater, hang en gruppe unge mænd lynhurtigt ved hendes fødder da hun indvilligede i at lire en af deres druksange af.

Denne gang udført af en blid kvinde stemme, og nogle små vrik og vrid, så meget kjolen nu ville tillade.
Hun lo.....og sparkede til en hånd , der så blev trukket væk igen - efter at havde lagt sig omkring hendes ankel.

Enhver der kendte Millicent ville nok vide at uanset hvor meget hun prøvede at charmerer sig ind på barens gæster, var det ikke helt normalt opførslse for hende at stå og synge på en bar med irsk dialekt- eller at indynde sig hos random fremmed mænd for den sags skyld !



// så er der lagt op til lidt female fællessang XD - eller ? XD //

Håber sangen duer nu, den duede ikke første gang ó.ò
Tilbage til toppen Go down
Online
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    18/11/2014, 17:19

Rafael var mindre for at deltage i fællessang, end Sauron var at deltage i rødekors indsamlinger. Men det var underholdende at observere - på en god afstand - Og med en pige ved siden, hvor slutty hun end var, fordi Rafaels standard var udelukket linket til fungerende skamslæber, alt andet var han mere ligeglad med - inklusiv kvindernes sammentykke
Men godt for alle involveret, var denne trunte mere villig end en kanin i parretid. Hendes hænder rystede så ukontrolbart pågrund alt det alkohol hun havde indtaget, at man ville kunne mærke hendes bevægelser på Rikta skalaen.
Dog havde Rafael ikke nået at sætte sine arme omkring hende, før en fremmet mand gav ham en helt gratis tøs, uden hverken told, afgifter, eller renter. Hvorefter manden stormet afsted igen, som om der var ild i hans underbukser, og en rabbis hund i hver af hans sokker.
Rafael stå dog ingen grund til at brokke sig over omstændighederne, og han skulle da være et uopdragent skarn, hvis han ikke havde plads til en pige ekstra, men han måtte indrømme at selv for ham virkede det her lidt for desperat, og hvis kvaliteten på de sexpartnere man hang ud med på armenerne, var et godt billede af en selv som person, så ville han være den mest irraterende af alle de små syv dværge, samt alle deres hundredeoghalvrtreds fjerne fætre, og ikke at glemme deres mulddyr og kvæg.
Men anstændighed var svære at finde i denne verden end helstregt pattegris. Det tætteste på en kvinde man kunne finde, stod lige nu og gav gratis af sin sang stemme til folk hun ikke engang kendte, mens hendes promille talt sikkert var blevet forfremmet til procenter. Dog kunne Rafael ikke være sikker på det, men sådan som hun havde ligget med hovedet på baren det sidste stykke tid, var han ret sikker på at hun var så lidt ædru som viking på krigstogt.
Rafael rejste sig op ved et nærmere kig på pigens ansigt struktur, og det karakteriske symmetri. Hun lignet hans datter fra The underworld, hvilket fik ham til at rejse sig fra sin plads, som om han havde sat sig på et søm. Han lod de to ungmøder glide ud af hans arme, og gik henimod den kvindelige forsanger, som en spansk lejesoldat, som gik henimod en indianer landsby med en fakkel i hånden, og med guds vrede i ryggen.
Ikke at Rafael var sur, eller vred, men var svært at have en fysiologi som ham, og se rar ud, mens man gik målrettet fremad.
Han vidste jo selvfølgelig at det ikke var hende, men det var alligevel tid til aftensmad, og denne fordrukne datter-efterligner, vil snart få sit ansigt til at være en gennemtævet vgabund efterligner, med flere uligheder i fjæset end en tyvesidet terning har kanter.
Selv en Transformers film har ikke haft eksplosioner nok, til at lave et krater stort nok, til at kunne sammenlignes med denne tøs hoved, når han var færdig med hende.
Men han var nået halvvejs derhen, inden han stoppet sine egne ben, fordi han var way to drunk til at afgøre hvorvidt nogen havde fortjent tæsk. Det var en god tommelfingre regl, at hvis man havde drukket for meget whisky til at kun kunne se mere end en tommelfinger på sin højre hånd, så var man ikke istand til at retfærdiggøre at starte et slagsmål. Det var kun god fest-aften manere, at man ikke rev i en forsanger, og ødelagde alles aften, bare fordi man havde drukket alt for meget, og kunne blive irriteret på alt, over alt.
Så Rafael udåndet tungt, inden han så vendte sine fødder om, for at gå tilbage til sin plads, for at søge sin mund mod bunden af glas, og til toppen af kvinder.
Han satte sig ned, og havde ikke sat der længe, før en mere anstændig kvinde satte sig ned ved siden af ham. Kvinden havde kort rødt hår, med en hvid stribe som gik fra bunden af hendes nakkehår, til toppen af hendes hoved, hvor den gradvist fik mere og mere rød farve, indtil den hvide stribe var forsvundet. Den gradvise forandring i nuancen fik den hvide stribe til at rent visuelt blende ind med det røde hår, i en mild overgang, så det så mindre kunstigt ud, end hvis man bare havde en hvid stribe farvet i sit røde hår.
Hvorvidt den røde kulør også var farvet med hårfarve, vidste Rafael ikke, men den røde farve var så kraftig at det næsten ikke kunne være andet.  Rafael påbegyndte en samtale med hende.

But in the meanwhile
Virkede det?” Spurgte Chelina, mens hendes øjne hvilet mod den halvforslået Castle, som i den ene hånd havde en ispose, som han havde trykket mod hans blodnæse. ”Uden tvivl. Dæmonen hoppet på krogen. Og alle foranstandninger er sat på plads” Chelina som var en lidt ny jæger, lod sine knurre på højre hånd, blive motioneret af sine fingre på ventre hånd, inden hun spurgte af nysgerrighed ”Men hvad med Flawless og Prist?” Castle kigget kort op fra sin sidde position ved bagdøren til kroen, hvor han med sin frie hånd bandt nogen ledninger sammen, til en lille klump der lignet ler.
Overnaturlige væsner har bedre sanser, er stærkere, hurtigere, end noget menneske. En jæger overlever ved tricks. Flawless og Prist var en nødvendig omkostning for næste trin i planen
Pigen rynket kort på næsen af Castles svar ”Men kunne dæmonen ikke ligeså godt have dræbt dig? Hvordan kan en plan lade den slags op til tilfældigheder?”
Castle rejste sig op, efter at have bundet en sidste ledning sammen, og lod en blid hånd glide op af pigens højre arm, hvilket til pigen til at kort kigge ned på hans fingre. Men selvom hendes naturlige refleks var meget kortvarig, kunne hun føle en kniv mod din hals fra det sekund hun kigget ned mod Castles kærtegnende hånd, fordi hun havde givet sig selv en blind vinkel.
Castle begyndte at snakke igen ”Jeg lader ingenting blive overladt til tilfældigheder.” Pigen trak på mundvigen i et smil, trods hun havde stål mod sin hals, fordi hun følte sig nok selvsikker i sine atletiske evner, til at vide hun ville kunne hoppe tilbage før klingen ville kunne skære i hende. Og hun ville super gerne vise denne mandsling at han var full of bullshit.
Men da hun satte sin venstre fod tilbage, for at kunne lave en hurtig bevægelse før Castle kunne reagere, følte hun en ustabilitet under hendes hæl, som var skabt af en lille hårdglas kugle, som Castle havde skubbet cirka ti centimer bagved kvindes venstre ben, med hans egen højre fod, mens han havde snakket omkring det med tilfældigheder, for at skjule lyden af fodens bevægelse, ved at snakke.
Da Chelina følte kuglen under sin hæl, var det forsent. Hun havde lagt alt vægt på sin fod, fordi det var det mest naturlige at gøre hvis man ville lave en hurtig skubbende, eller hoppende bevægelser for at komme enten bagud, eller til en af siderne, før en modstander ville kunne reagere.
Men fordi hun lagde sin vægt ned på ustabil grund, faldt hun bagover.
Da pigen ramte den hårde asfalt med høj fart, stod Castle roligt stille, og begyndte at snakke, selvom hvis det havde været en rigtig slåskamp, ville han havde en god mulighed til at hoppe ned mod hende med sin kniv
Jeg har kendt dig i tre timer.
Men jeg har set dig række ud efter ting med højre hånd.
Jeg har set dig bruge dit venstre ben til at starte gågang med.
Jeg har belejligt stået forskellige steder i din synsvinkel for at lede efter huller i dit syn.
Jeg har kastet en småsten i afkrog  gyden tidligere, for at se hvordan du reagere på spontane lyde.
I en fair kamp vil de overnaturlige væsner altid vinde. Derfor er information, og kontrol af omstændighederne, vores våben mod dem.  ..  Åh, og store fucking våben"

Sagde Castle mens hans åbnet sin sportstaske, og tog en urimlig stor shotgun op af den.

- Indeni kroen
Diskret op af væggen stod en mand i en grøn skjorte og brune cowboybukser, han satte den sidste af seks bærbare højtalere op. Da højtaleren var godt placeret på sit gemmested, kigget manden i den grønne skjorte henimod en kvinde ved baren, og gav et kort nik.
Da den korthåret rødtop havde modtaget sit signal, lænede hun sig henover barbordet mens hun bevidst viste sin kavalergang til Rafael, hvor hun så tog hånden omkring en pakke cigaretter, og lænede sig så tilbage i sin uskyldige sidde position, indtil hun så spurgte om noget, spørgsmålet var ligemeget, bare Rafaels opmærksomhed var på hendes ord ”Har du nogensin-” Men som hun havde forudset var hendes valg af formulering ligemeget, fordi rundt omkring på borderene hvor der var små kurve af sprøde kiksekager – højt sandsynligt et visuelt knep fra ejerens side for at få kroen til at se mere velkommen ud – var ikke kiks alligevel. Det var oxidized sugar som er en kemisk binding der bliver bagt i ovnen i meget kort tid, som får det at ligne et ret sprød stykke brød med gulerøds stykker . Men kan så ligge klumperne i vand henover natten, for derefter at skære dem i kikse skiver. Men hvorfor var det relevant at det var oxidized sugar? Fordi at hvis det bliver dyppet i benzin eller udsat for ild, vil det røge forfærdeligt meget, dog er røgen er helt harmløs, men mængden gør det svært at se igennem.
Men det var først da springler systemet i loftet af kroen, begyndte at spontant tænde sig selv, og en tyg og klam væske faldt nedover gulvet, menneskene, bordene, fællessang scenen – og ikke mindst kiksene, fik rummet til at røge som indersiden af satans røv, fordi benzinen som kom ud af springler systemet satte den kemiske forbindelse i gang. Og fordi der på hver bord stod en kurv med kiks, og fordi bordene var symmetrisk fordelt rundt i lokalet, som kun er naturligt for en pub, resturent eller andre sociale steder med borde at sidde ved. Kom der nu en masse røg fra de typisk fordelte borde, hvilket nedsatte gæsternes syns ydeevne, hvilket enlig ikke ville skabe totalt panik, men fordi at de seks forskellige højtalere begyndte at afspille lyde som løbende fodtrin, væltende stole, og små forvirret skrig, hvilket fik den store pøbel af fest gæster til at tilkoble sig en flok mentalitet, og da den første person begyndte at løbe mod udgangen, fulgte de fleste andre efter.
Men man kunne ikke bebrejdede dem. Enhver som har prøvet at stå uden en pålidelig synsans, hvor paniske lyde kommer fra alle sider, og alle omkring en begynder at blive angst, kan ens instinkter hurtigt blive den dominerende del af bevidstheden, når ens adrenalin iforvejen får ens puls helt op af køre.
Men selvfølgelig var hovedudgangen en fælde. Sekundet den hurtigste gæst havde lagt sin hånd omkring dørhåndtaget, sprang noget i luften af ham, og den store klump af forvirret mennesker som fulgte hinnaden, fik deres ansigter lavet om til boblende tyggegummi, af den kraftige eksplosion.  
Hvilket fik benzinen fra de tændte loft-springlere, som nu havde gjort de meste vådt, til at sætte ild i det meste af pubben, som var den lavet af tørre kviste, inklusiv de mennesker med benzin udover tøjet. Og hvis der er en ting her i verden som ikke nedbryder kaos og panik, så er det ild. Så naturligt. I denne situation, gjorde heller ikke menneskene mindre løbende, mindre skrigende, eller mindre paniske.
Men belejligt åbnede en mand i grøn skjorte og brune cowboybukser, op for bagudgangen, og råbte af sine lungers fulde kraft ”Udgangen er her!!” Man skulle tro at en eksploderet udgang, ville få gæsterne til at være kritiske overfor bagudgangen, men fordi de fleste af dem var våde af benzin, og der var ild de fleste steder, samt den angst stemning de havde fået opbygget i kroppen, fik dem til at springe mod bagudgangen som en sulten løve ville kaste sig på en pest inficeret gazelle.
Der lå halvdøde mennesker med skader fra eksplotionen som lå med hoved nedad mod trægulvet, og med halvsprunget arme og ben. Der var mennesker med ild i, som løb rundt i rædsel og satte ild til andre ting. Og det var umuligt at se pågrund af røgen, og næsten umuligt at høre sine egne rationelle tanker pågrund af alt den larm af kaos.
Men faktisk var bagdøren ikke en fælde. Hvilket var en del af Castles plan, fordi Rafael stod nu med et voldsomt sår på sin højre kind, efter at have fået træsplinter fra eksplosionen, lige i ansigtet, så Rafael havde ikke travlt med at løbe mod bagudgangen, som muligvis kunne være en ny fælde. Men da menneskene kunne løbe ud  af døren, forsvandt alt forsigtighed i Rafaels sind, hvilket kun ville være forståeligt i det miljø, og man alligevel havde taget sig et par sekunders vente tid, til at se om den anden dør også sprang i luften, men da den ikke gjorde, havde Rafael travlt med at løbe før alle andre, og komme ud.
Men fordi angrebet havde virket så uspesefikt, og mere som om de handlet om at dræbe tilfælde, fremfor at dræbe ham, havde han sin forsigtighed nedsat, og da han løb ud af døren som en af de sidste – for en sikkerheds skyld – bliv han stoppet af en usynlig mur.
Han smadret sit ansigt mod muren med den selv samme styrke som han havde lagt i sine lår for at komme ud af døren, hvilket fik ham nu til at falde bagover. Og mens han lå der på ryggen, kunne han se at tre lamper var sat fast i de ydre husvægge i gyden, som bagdøren førte ud til.
Og de lamper som var speciallavet til at forme et special billede, som hvis man sætter en sort prik ind på en lommelygte, vil der vær én sort plet i det lys som kommer ud af lommelygten. Det her var samme princip. Bare tre store lamper for at man kan lave et mere detaljeret mønster – og det detaljeret mønster var et pentagram. Og siden Rafael var en dæmon fra verden Deploratius, har forskellige pentagrammer, forskellige virkninger på ham. Og denne her var som et fængsel.  
Selvfølgelig var lyset først tændt da Rafael kom ud af døren, men hvis han ikke havde været i sådan en fart, eller troet angrebet var generelt, og ikke omkring ham, så ville han helt sikkert have haft hastigheden eller forsigtigheden til at kunne undgå det her rod, som han nu stod i.
Men hans følelse af dumhed skulle ikke vare længe, fordi det ler som Castle havde bundet sammen med nogen ledninger henne ved bagdøren, var C4, som er et plastik sprængstof. Og nu hvor Rafael stod perfekt stille i et dæmon pentagram, var han ikke svær at lave om kødboller.
Rafael ville dog kunne oveleve det, hvis ikke det var fordi at den kvinde som havde siddet ved siden af ham, som derfor havde fulgte efter ham på vej ud, og som han ikke havde følt mistænkelig, selvom hun havde løbet tæt på ham, fordi det virkede fra hans synsvinkel som den helt naturlgie ting at gøre for hende – at holde sig tæt ved dem man er i nærheden af – under en katestrofe
Men nu hvor Rafael ikke engang havde fået et sekund til at trække vejret ind i sine lunger, efter at være faldet direkte ned på ryggen, stak den rødhåret kvinde en kniv ned i hans mave region, fordi hun havde været så tæt på ham hele tiden, at selv hvis han havde set kniven komme, ville han ikke kunne nå at reagere mens han var ved at samle sig selv op fra at være faldet bagover,
Kniven havde symboler inkarneret ind i sig, som Rafael ikke havde tid til at nærstudere – af åbenlyse grunde – men han kunne lynhurtigt mærke at klingen svækket ham meget, og han ville slet ikke kunne håndtere en C4 eksplosion nu
Rafael skulle til at gribe ud efter kvinden, med den sidste del af sine kraft, trods han var meget svækket af de keltiske symboler i klingen. Men fordi han var i en devils trap pentagram, havde han simpelthen ikke længden til at kunne lange nok ud efter hende, hvilket gjorde det muligt for hende at løbe fra dæmonens hånd, som greb ud efter hende.
Castle selv- sad i en container cirka ti meter fra bagdøren. Med en shotgun på skødet, og en anstændings mekanisme til C4´en i den ene hånd. Han ventet på kvindens bekræftende lyd af at Rafael var i fælden, så Castle kunne trykke på knappen. Hvorefter den opfølgende plan, var at gå ud fra containeren når dæmonen lå i tre tusinde stykker, og gå hen og skyde de største stykker, til mindre stykker, med hans shotgun, så Castle var sikker på at dæmonen var død.
Rafael vidste intet om C4´en, men han var ikke dum. Ingen ville lave en devils trap uden at have en plan. Men klingen i hans bryst gjorde det næsten umuligt for ham at samle sig selv op. Han prøvede at mande sig op, og tage fast om skaftet på kniven, for at tage den ud af ham, men hvad han ikke vidste, var at spidsen af kniven var af grafit, som er det som gør at blyanter mister deres spids så nemt, uden at man skal trykke særlig meget ned på papiret. Og da han tog fast omkring klingen, for at ville tage den ud, flækket cirka 10 centimeter af knivens spids, og faldt længere ind i hans krop, og var umuligt at få ud med fingerne, fordi den del ikke længere var en del af skaftet, og derfor kunne man ikke trække den del ud, ved at trække i skaftet. Og det var de ti centimeter som gjorde ham svag.
Da han satte sin pegefinger og langefinger ind i sit åbne sår, for at grave stumpen ud – som nok ikke ville kunne gøres uden medicinsk udstyr – og han måtte bide sine tænder sammen pågrund af smerten, hørte han den rødhåret kvinde, som nu var løbet syv  meter væk i sikkerhed, og skulle nu til at råbe til Castle at han skulle trykke på knappen.
Tilbage til toppen Go down
Auriel
Bruger Admin
avatar

Ingame Titel: : Ærkeengel af naturkatastrofer og lys
Outgame Titel: : Admin og TNW's Golden Chicken
Race : Engel
Navn. : Auriel
Alder : omkring 5500, men kropsalder på 25
Evner/Classes. : Hans humør påvirker naturen omkring ham i små omfang fordi han er ærkeengel af naturens kræfter, men han behersker det ikke. Han behersker derimod ild og elektricitet.
Bosted : Rundt omkring, hvor vinden blæser. Men han lever i sin jeep. I nødstilfælde har han en lille støvet lejlighed i Miami.
Tilhørende klan. : Im a lone wolf ... eller næsten da!
Partner. : Ingen i øjeblikket.
Slaver. : Now now, would that be appropriate for an archangel ?
Evt. bemærkninger. : Been here since acient times. Han har en meget høj kropstemperatur og er næsten altid varm at røre ved.
Antal indlæg : 2207
Reputation : 62
Join date : 23/08/12

IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    21/11/2014, 15:49

//Vi valgte lige at lave et par korte indlæg over pm, inden jeg svarede, for lige at få grunden på plads. Så du får lige lidt fra os begge her Abbi xD //

(Auriel)
Åh nej, hvorfor havde han dog bare et øjeblik været bekymret? Hvorfor var det lige han overhovedet var kommet? Ud fra hvad han kunne se, så virkede alkoholen helt fin på hende, som den skulle, og den blonde pige lignede ikke en som havde én bekymring i verden.
Han havde lyst til at råbe igen, for at få hende ned, men vidste at musikken ville sluge hans stemme inden den nåede frem. Han sukkede tungt. Selvfølgelig ville han blive nød til at masse sig derhen. Og selvom hendes opførsel fik et lille underholdt smil frem, så blev det hurtigt gemt væk og erstattet af et udtryk af utilfredshed.
Stadig drivvåd efter regnen nåede han hen omkring baren, hvor en række unge mænd allerede havde stimet sammen. De viste sig at være ligeså solid som en murstensmur i en brise, og at komme tæt på baren var en kamp, som handlede om at mase sig fremad under protester og bandeord fra de omkringstående.
”Millicent please, kom nu ned!” Blev der forsøgt, men som forventning druknede stemmen i både musik og tilhørere som piftede og råbte. ENDELIG efter hvad der synes som flere minutters skubben og massen, fandt Auriel sig selv mast op imod barkanten, med et par stiletter dansende ikke langt fra hans ansigt. Hun synes ikke at ænse noget, så han prikkede først til hende et par gange, i håb om at hun ville løsrive sig og hoppe ned. Ville det ikke virke, ville han læne sig længere frem, tage fat med hænder i siderne på hende, og løfte hende ned på gulvet igen.

-----

( Millicent )
Hun var al for engageret i sang og leg, til at tildele ham opmærksomhed.
Der havde allerede været flere hænder, der godt nok kun havde tude gribe fat om hendes ankler, og ikke - endnu- andre steder.Det var muligt det var et rigtig beskidt sted, og typerne derinde havde riller i lakken og en flosset moral, men de havde øjne, og at Millicent var ef en anden støbning end de fleste lak og læder klædte trunter derinde, stod tydeligt frem. Om det så var godt eller dårligt, afhang af mændenes smag, men indtil nu var de glade for den nye frugt i kurven.
Et sted ...bagerst i hendes bevidsthed, selv under sangen kunne hun godt fornemme noget...et eller andet var under opsejling...auraen ændrede sig i rummet, men hun blev kke tilladt at tænke færdigt over det.
Først da et par solide hænder lukkede sig om hendes liv, for at løfte hende ned, forstod hun hvad der skete...hvem der var kommet.
Heldigvis sluttede sangen på omtrent samme tid, så den lille tilskuer syngende flok, brummede bare lidt utilfredst over frugten blev samlet op, men snakken gik hurtigt lystigt videre. Hun lagde hænderne på hans skuldre, hvor regnen havde lagt sig som smukke blanke perler ovenpå stoffet. Kort løb hendes øjne op til hans mørke hår, hvor hun konstaterede det samme var tilfældet.
læberne skildtes og gled i et stort smil.
"....Well well....jeg er beæret, ærkeenglen kom, det må jeg nok sige ! desværre kommer du for sent darling ...fuglen er fløjet, og her er kun mig nu " Roselias hænder gled om i nakken på Auriel og hun trykkede sig ..lænede sig som var hun limet til ham ,ind mod ham.
"men jeg garanteret også mere sjov end hun er " råflirtede hun og plirrede med vipperne imens hun bød de gyldte øjne velkommen.

-----

(Auriel)
Og som om situationen ikke kunne blive værre, så var det selvfølgelig den forkerte pige. Eller… Den forkerte personlighed i hvert fald, som han havde hevet ned fra baren. ”Roselia. Altid en fornøjelse” Var det første han fik ud med den tykkeste ironi, han kunne præstere. ”Sjovt, jeg troede kun du kom frem, når hun var ædru” himlede han med øjnene og var somewhat ikke specielt overrasket. Det havde alligevel ikke lignet Millicent at te sig oppe på baren.
Selvom de gange han faktisk havde mødt Roselia kunne tælles på en hånd, så havde han allerede et temmelig godt billede af hende, og hendes små tilnærmelser pralede af, på samme måde som varme imod teflon. Han skubbede hende hverken væk, eller gengældte dem på nogen måde.
”Jeg er lige løbet tværs igennem byen i øsende regn for at hente Millicent, men jeg kan sagtens hive dig med ud i stedet” Fik hun tilbage da han nikkede imod døren, og ville tage fat om hendes håndled, for at hive hende i den retning. På et eller andet tidspunkt, måtte Millicent vel komme ud igen.
Det var som om at der lå en eller anden spænding i luften. Ikke imellem de to, men imellem alle i hele baren, som om alle underbevidst vidste, at noget snart skulle til at ske, men det var så dybt begravet, at de først bagefter ville kunne ryste på hovedet og sige, at de havde haft det på fornemmelsen. Lige nu svigtede fornemmelsen dog dem alle, inklusivt Auriel, som ingen ide heller havde om hvad der snart skulle til at ske.

-----

(Millicent )

Roselia lod sin næse snuse op af Auriels kind , tæt og langsomt.
"MMMM jeg ser hvorfor hun har svært ved at stå imod dig, ærkeengel. Hun er jo som smør i dit varme selvskab...interessant." spandt hun som en kælen kat og satte sine læber ind mod hans kind i et kys.Hun løftede sit venstre ben en smule, og lod knæet gnide kort mod Auriels lår.
" True...kun når hun er ædru , sådan er det, måske hun fik for lidt...for sent " smilede hun udfordrende op til ham, før hans hånd lukkede sig omkring Roselias håndled.
" lucky girl " mumlede hun da han oplyste at være løbet gennem det halve af byen for Millicents skyld.
Hun lod ham trække sig afsted, og på vejen faldt hendes blik på en kæmpe muskuløs mand, der lignede noget fra en action film. Roselia elskede action film, men hun elskede udfordringer mere...derfor var det også a real pain at dele krop med Millicent. kroppen var i sig selv fin nok men pigens personlighed...christ...altid når Roselia skulle slå sig løs, så lykkedes det den lille jæger at kæmpe sig tilbage i hendes skal. magen til lille stædige pige skulle man da lede længe efter.
Roselia blinkede til Rafael, og fik også lige kastet hen mod ham , da hun blev halet forbi " Håber du nød sangen " .
Roselia forsøgte ændre Auriels greb om hendes håndled, det var da SÅ meget mere morsomt at flette fingre med ham.Hans aura var dominerende og lækker- og Millicent ville blive SÅ pissed over det. Hvis Auriel kom til at fortælle det.Millicent selv ville intet huske ,kun Roselia havde den fordel.

-----

(Auriel)
Hans blik lå på hende et par ekstra sekunder med et mørkt bryn let hævet. Han lærte aldrig at forstå kvinder, specielt ikke dem med 2 personligheder. ”Sjovt, sidste gang kunne du ikke forstå, hvad nogen så i mig. Jeg vokser åbenbart med opgaven” Fik hun lige luks tilbage i hovedet, også blev hun ellers hevet af sted imod udgangen. Det var ret tydeligt at der var lidt kold luft lige nu, men det var nok mest fordi han var drivvåd og irritabel. Ellers havde han ikke så meget imod Roselia, ja bortset fra at hun var pisse irriterende og havde hældt en hel flaske af hans cognac ud i badekaret engang!
Hvordan hun holdt fast, virkede fuldstændig ligegyldigt for ham lige nu, så derfor ville hun få lov at gøre hvad hun havde lyst til på den front, bare hun fulgte med, så han ikke skulle til at bære hende ud.

De nåede og ikke ret langt væk fra baren, før sprinklerne gik i gang, og folk sukkede irritable, som væsken regnede ned over dem. Den virkede underligt klam, men det var ikke noget man lagde specielt meget mærke til. Først da en besynderlig lugt ramte englens næse, stoppede han op, og ville stoppe Roselia op også, hvis hun ikke gjorde det automatisk.
Det lugtede af … ”…Benzin?” mumlede han til hende i takt med at flere andre i lokalet også nåede samme konklusion. Ordet nåede knap nok ud, før en tyk ukendt røg spredte sig i baren, og folk så småt begyndte at blive mere urolige. En enkelt kvinde skreg kort, men det var nok mere af overraskelse og forvirring end rædsel.
Sprinklerne var stædig tændt, og instinktivt hev han sin jakke af, og rakte den til Roselia. ”Hold den her over hovedet” Fik hun besked på, og havde han haft længere tid til at tænke, havde hans indskydelse nok været at finde døren, men benzinen og røgen gjorde ham urolig, og det var nok meget godt, for hans indskydelse blev at hive hende med tilbage til baren i den anden ene af lokalet. Den hvide røg var så tyk, at man næsten kunne skære i den, og det eneste man ville kunne se, var ting der ville være 5 cm fra ens ansigt. Det skar i halsen at indånde den tykke røg, og han hostede et par gange i kor med andre rundt omkring. Den ene hånd holdt stadig fast i den lyshårede pige, imens den anden fumlede sig vej om på den anden side af baren, hvor han ville dukke sig ned under den. Sigtbarheden var bedre end i lokalet, for røgen søgte opad. Det gjorde også, at han lige ville kunne se hende idet tågen lettede så tæt på gulvet.

Det var netop i det øjeblik at lyden fra en eksplosion skar igennem lokalet sammen med skrig og råb. Trykket fra bomben væltede de fleste mennesker tæt nok på ned imod det hårde gulv, men heldigvis tog baren det værste af trykket for Auriel og Roselia, som sad under baren. Lyden kunne den dog ikke skærme, og som den høje lyd tog af igen, bredte en klokkeklar ringelyd sig i hans øre, som fik alt andet til at virke meget fjernt. Nogen græd et sted, andre skreg, mest af alt herskede der forvirring. Hvorfor var det lige at han skulle rodes ind i det her? Det virkede så åndssvagt meningsløst at dræbe en masse mennesker på en bar. Så meget at en lille rødglødende kugle af vrede var begyndt at forme sig i Auriels mave.

Han stak hovedet op over baren, hvor røgen var begyndt at tynde lidt ud, fordi eksplosionen havde ødelagt noget af væggen og skabt et stort hul ud til den friske luft. I den anden ene af lokalet fossede folk ud af bagdøren.

Det virkede ikke som om den også ville eksplodere. Ilden fra den første eksplosion havde bredt sig, og var faretruende tæt på hvor de sad. Selv gjorde hans evne at han ville kunne manipulere den lidt på afstand, kom den for tæt på, men det var ikke ubegrænset, og fik den først fat i hendes tøj, var der ikke noget at gøre. ”Lad os se at komme ud” måtte konklusionen blive, da Roselia blev hevet op og ind foran ham, for at komme først ud. Som nogle af de sidste ude, men før den store mand, han havde givet en dame til før.

Udenfor var den friske luft vidunderlig i lungerne, som før havde været fyldt med en kradsende røg. Folk skreg og græd stadig, nogle gik roligt og chokerede fra stedet. Langt de fleste havde skyndt sig væk. Få som var kommet til skade, men havde kæmpet sig ud, lå med brækkede ben eller arme på fortovet.
Auriels hoved føltes meget tungt og snurrende, måske det var røgen? Eller adrenalinen? Nogle sekunder senere, kørte de gyldne øjne over pigen, for at sikre hun var i ét stykke. ”Er du okay?” De bevægede sig væk fra bygningen. Flammerne var stadig en risikofaktor.
Da englen endelig følte sig klar i hovedet, var noget af det første han fik øje på, en stor mand med en shotgun i en container og en antændingsenhed. Just great, så det var en af idioterne, som havde fundet det en god ide, at springe en bar i luften med intetanende mennesker. Åh ja han var vred, sur som bare fanden. ”Bliv her” Sendte han efter Roselia, og var ikke sikker på at hun ville adlyde, men så længe hun kunne passe på sig selv, var det også lige meget. Regnen, som stadig væltede ned, ville vaske benzinen af.

Nogle lange skridt fik ham tættere på manden i containeren. ”Hvad fanden er det i laver? Ved i hvor mange mennesker der var derinde?!” Okay, nogle ville mene at det ikke var det klogeste valg, at tage kontakt til en stor mand med en shotgun og en antænder, og det var det nok heller ikke, for shotgunen var han forsvarsløs imod, men antænderen var ham lige meget. Ild ville ikke kunne få fat, med hans evne anyway.
Hvis manden ville forsøge at bruge shotgunen, ville Auriel stædigt prøve at vriste den fra ham, men han ville da foretrække at den blev lagt frivilligt. ”Hvad med at ligge den ned nu?” Kom det først overtalende, men tonen kunne meget hurtigt skifte. Sådan var det når man havde hovedet pumpet fuld af adrenalin.
Tilbage til toppen Go down
Millicent
Event Admin
avatar

Outgame Titel: : Admin & Snask (Super nuttet og anderledes selvstændigt kvindemenneske)
Race : Menneske tilsat en knivspids engel
Navn. : Millicent S. James
Alder : Ca 20
Evner/Classes. : Mindshield.
Bosted : Hos sin mor, Maria Santana i Miami .
Partner. : Så du tror heller ikke på jeg er forlovet med Vladimir ?
Slaver. : Ahahahahah dén var god!
Evt. bemærkninger. : Im bringing booty back ?
Antal indlæg : 5228
Reputation : 42
Join date : 19/03/14

IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    25/11/2014, 11:01


Roselia var den første til at klage over sprinklerne der satte ind. At være udstyret med sådan en manke der skulle til hænge våd ned at ryggen som et dødt lam, var faktisk ikke HENDES ide af sjov, og hun kunne sagtens finde på at udføre en hjemme klipning...lave en lille fiks rød page, hvis hun havde tiden til det. Er du gal hvor ville det være sjovt at se Millicents reaktion på den lille skønhedsbehandling, tænkte hun og tog imod Auriels jakke. Hun havde lyst til at være irriteret på ham, for manden havde den her trang til at ville bestemme og havde sin vilje- og det var faktisk sådan at den plads var optaget ...af Roselia, så han skulle lære at indtage pladsen som 2 pilot og nøjes med at tage instrukser når han fløj med hende.
det var nok det eneste hun havde at udsætte på Auriel- han var ikke SÅ god til det med instrukser...ikke endnu.

" benzin! Naa tror bare det er min ånde.Det var en røv dårlig sjus de serverede " prøvede hun at puste ud og snuse ind, da hun holdte den frie hånds flade op mod sin mund og næse.
"hvad...? auriel?" kom det så, endelig med en smule ydmyghed at spore i Roselias stemme, hvilke i den grad var en sjældenhed.
Røgen havde gjort hende nærmest blid, og hun havde nu opfanget at der var mere alvorlige ting på spil, ud over forringet sprut beholdning.
Hun lod sig derfor føre med, uden indsigelser og var taknemmelig for at finde sig i en form for ly , under og bag bardisken.
På egen hånd ville hun nok havde rendt rundt som en høne uden hoved,d a hun var helt enormt kompetanceløs i situationer som dette, hvor kaos herskede.

hendes krop reagerede da eksplosionen bragede og skabte terror og rædsel.
Hun rystede en smule men forblev tavs. Hun hverken skreg eller klynkede, som Millicent sikkert ville have gjort. Frygten ville kunne anes i et glimt, i et likke kortvarigt skær i de store øjne, næsten som en mere bange sjæl kiggede ud derinde fra, men Roselia fik det hurtigt blinket væk, og kun det lidt stramme greb i Auriels hånd, bar vidne om hun måske ikke var helt så cool, som hun fremstod.

" Hvad sker der nu " mumlede hun for sig selv og rørte på sig.
"ja, jeg er ok ...lad os komme væk fra det her rottehul"
Roselia ville ikke indrømme hun var nervøs, rigtig nervøs nu.
Hun var generelt mere ilter og kunne bedre lide ballade end Millicent- men hun var sørme også lidt af en piveskid, hvor Millicent realt var mere modig, når det virkelig galdt. På mange måde var de hinandens modsætninger.
Hun oplevede sig dog rimelig beskyttet i Auriels selvskab, han tænkte tydeligvis mere , havde nogle overvejelser med hans handlinger...end lige Roselia.
derfor nikkede hun bare og svarede " ja ja jeg venter her" imens hun stak armene i hans jakke og viklede den omkring sig.
Auriel var kun lige på vej væk fra Roselia, før hun blev draget mod en bagudgang hvor såret og skrigende folk løb hysterisk omkring.
det var dog synet af en rødhåret kvinde og nogle projektøre med et underligt lys,der havde grebet hendes fokus.
Hun så sig tilbage over skulderen. Auriel var ved at snakke med en fyr, måske en der skulle hjælpe med at rede dem ? hvad vidste hun om dimser der kunne starte eksplosioner? zero !

Så Roselia listede nærmere, og den rødhåret dame gik forbi hende, indsmurt i blodet fra ....den musuløse fyr hun nu genkendte fra baren...der lå kvæstet og blødende.
Kvinden havde råbt noget med at trykke på en knap- og uanset hvad det betød, så kunne det ikke være godt - og hun var helt klart medvirkende til mandens ilde skæbne, så Roselia kom til at hæve sin albue og smække den lige i redheadens ansigt, så næsen afgav en knogle knusende lyd, og hun sank i knæ, da de netop krydsede hinanden.
Hun havde ikke adgang til Millicents bue, men omkring det flødefarvet lår, sad en lille pistol fastspændt, og DET var nok det eneste Roselia egenlig kunne lide Millicent for, så hun fik hurtigt trukket op i den sort hvide kjole, og frigjort pistolen.
Hun havde nogenlunde samme evner som Millicent, i hverfalt sigtede hun lige så godt- der var ikke engang tegn på hun rystede , da pistolen blev hævet mod de opsatte lamper, og hun affyrede seks skud i alt, hvis lyde blev dæmpet i den oprørte nat og menneske mængde.
Lyset var dødt på stedet, og Roselia for frem mod manden , for at trække ham videre med sig, væk fra skærsilden.
Hun anede nada om pentagrammer, andet end de kunne være helt enormt modbydelige og farlige.
Hurtigt tog hun bestik at hans tilstand, da hun nåede helt frem til manden. Roselia kunne konstaterer at størstedelen af det tabte blode kom fra hans mave, men også andre skræmmer havde sevir dybte.

" Hey...hvad fanden sker der ? Kom med mig...jeg skal nok hjælpe dig, du ser slem tilredt ud " råbte hun , da der stadig herskede meget uro , skrig og gråd omkring dem.
Roselia havde en ide om at fyren var the star of this shit, hvorfor ellers bruge krudt på at indkapsle og fange ham i et pentagram ? hun anede ikke hvem der var ude efter ham, eller om det var det dummeste ever at tage ham med ? det kunne jo være 100 procent ufortyndet problem hun nu tog på sig , men hun var nysgerrig og han kunne være en del af svaret på alle deres spørgsmål.
Og Millicent ville have hjulpet ham.

Roselia førte en hånd op til hans kind, og trak en splint ud, hvis han tillod det.
"AUUCHHH det ser sku ik for godt ud.min ven og jeg kan hjælpe..kom med " forsøgte hun at møde hans blik, imens hun ville lade ham ligge en arm omkring hendes skuldre, bare til en lille bitte smul støtte- imens hun skreg efter Auriel.
" HALOOOOOO DER ER BRUG FOR HJÆLP HER MR: BOND ! HALOOOO"
hun var ikke så tålmodig at det gjorde noget.....og måske var hun en lille smule bange for hvad der spillede sig ud omkring dem.

_________________
Tilbage til toppen Go down
Online
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    25/11/2014, 18:38

En sort væske smuglet sig selv letsindigt, ud af Rafaels mundvig, for tynd til at være tjære, men for klumset til at være olie, samt for tyg til at være misfarvet blod. Kort efter kom den genkendelige masse, også ud af sprækken fra under hans øjeæbler, og flød henover kødkanten af hans tynde vævet øjelåg, som en turist ville glide ned af en isbakke på ski.
Hans fingre der gravet næste knivspidsen, bliv svagere og svagere, fordi den symbolet indgraveret knivspids, var som kryptonit mod hans dæmoniske biologi.
Man kunne sige mange grimme ting om jægere, men de havde et godt udvalg af legetøj.
En kvinde kom hen til ham. Han ville gerne se op på hende, og give en form for reaktion, men hans syn flakket mellem forskellige måder at være tåget på, og selv hans hænder havde ukontrolleret rystelser, ikke så voldsomt som et jordskælv, men helt klart forstyrrende, og jo mere han kæmpet for at styre sine rystelser, jo mere forstyrrende bliv det.
Rafael kunne mærke nogen blide feminine hænder, som samlet ham op, det betyd ikke de var svage dog, han havde mærket maskuline hænder som havde langt mindre vægt eller styrke til sig.
Han ville gerne give en remark af en slags, eller vise han anerkender hendes ord, men han kunne kun svagt løfte sin tunge fra undermunden, men skabe sammenhængende lyde, var mere urealistisk end en Transformers film.
Så da hun førte en hånd mod hans kind, for at tage en splint ud, var det ikke et spørgsmål om han tillod det, fordi han var ikke i en tilstand til at modsætte sig - men selv hvis han havde styrken, ville han da ikke modsætte sig den slags betænksomhed.
Hans primære koncentration var på at presse sin kropsvægt mod sine ben, og tage små skridt, så hele hans kropsvægt ikke var ansvaret for hans rednings kvinde, og derved mindre besværligt for hende.
Han irettesatte sin arm omkring hendes skuldre, mens han ivrigt prøvede at holde selv ved bevidsthed, fremfor at skvatte sammen som en gammel køkkenklud. Men han kunne føle sine knæ brokke sig, og dine øjelåg blive bundet til usynlige kampesten, som så bliv kastet fra en klippe. Antidæmon symboler var stortset umulige at kæmpe imod, det var blot et spørgsmål om tid, før enhver kampånd ville blive knust, og enhver jernvilje ville bukke under, og dæmonen ville blive bevidstløs og ukamdygtig, ligegyldigt hvem dæmonen var.
Rafael nægtet dog at kollapse, eller lade mere af denne sorte væske kravle ud af ham, men ingen mængde stædighed eller personlig indsats, ville kunne udrette andet end mere lidelse, tvinge sig selv i en vågen tilstand, mens nerverne skrig pågrund af den antidæmoniske energi.
Energi er et underligt ord, som enlig ikke kan beskrive noget som helst, men hverken kniv i brystet, skud i ansigtet, eller brækkede knogler, kunne forklare smerten bedre, end at sige at sanserne og nerverne bliv negativt stimuleret af de indgravet symboler i knivspidsen, på en måde, som kun rengjort energi ville kunne.
Rafael kunne føle en frysende fornemmelse i hans fingerled, som stak og svi i kødet under hans negle, som hvis man satte en isterning mod et åbent kødsår. Men det var ikke længe før kulden bliv skubbet til side af en knækkende følelse, da hans fingernegle gled rent af kødet, så nemt som ting indsmurt i madolie, eller smør, ville kunne glide hen af et nyvoxset trægulv. Og tilbage hang der bare kødflapper forenden af hans fingre, som hvileløst svang fra den ene til den anden side.
Hans pupiller voksede i størrelse, og en enkelt dråbe rødt blod kom ud fra under øjet, og bliv skyllet ned af kinden, sammen med det ukendte sorte væske, som stadig kørte ned af hans ansigt.
Man kunne se nogen små hop fra indersiden af hans læderjakke, på ryggen, som om der var en kæmpe græshoppe indenunder jakken, som sad fast til hans ryg med superlim, og prøvede at hoppe for at komme fri. Men rent faktisk var det hans dæmoniske sorte vinger, som han efterhånden sjældent havde fremme, men pågrund af uroen i hans krop, var hans transformation helt ukontrolleret, og hans skind og hudvæv bliv ved med at rive sig selv fra hinnaden, og klemme sig sammen igen, for at gøre plads til vingerne, som slog sig mod indersiden af hans læderjakke, også kravlet vingerne ind i kroppen igen, hvorefter huden satte sig sammen igen, blot for at rive sig fra hinanden igen, for at gøre plads til vingerne, - og sådan gik det i cirkler.
Rafael prøvede igen at tage kontakt til den hjælpende person, men trods hans anstrengelser, kunne han ikke kommunikere. Han vidste ikke om personen hjalp af omsorg, eller fordi det var fordelagtigt for vedkommende, men hjælp var hjælp, og om så det var Count Dracula, var han glad for det vedkommende gjorde.
Rafael indså at hans ære krævede af ham, at han skyldte vedkommende en gæld, for at redde hans liv, trods vedkommende havde kunne være ligeglad med hans eksistens.
Hans liv var ikke blevet reddet i .. lang tid.. og han havde ikke skyldt sit liv til en person, siden da, men æres principper bliv ikke rusten, eller råddent over tid, så han skyldte de feminine hænder, at gengælde vedkommende, ligemeget hvem hænderne tilhørte. Hun havde reddet hans liv, og den slags står man i gæld for.
Men før han udviste sin taknemlighed, ville han gerne have knivstumpen ud af sit mavesår, men hans syn var for tåget til at overhoved kunne se sine hænder, og han var for svag til at bevæge sine arme, så det var en umulighed at kordinere sine fingre rundt i sin egen krop, uden at ødelægge flere af sine vitale organer.
Man ville slet ikke vide hvad der skete med hans kønsdele.. oh no. Nobody would want to know that
#suk# Okay, I tell you (Warning, these following lines has been censored by the request of the board of directors) ---- -- --- ----- -- ---- ---- -- ---- ----- - --- -----
Rafael kigget op mod vedkommende, som viste sig at være en pige - hvilket virkede sandsynligt udfra hænderne - men nu fik han det lidt mere bekræftet. Han skilte sine læber for at snakke til hende, men en stor klump af sort væske kom op af halsen på ham, og var ved at kvæle ham, hvilket fik ham til ar rette hoved væk fra kvinden, for at kaste op den sorte klisteret væske.


Castle stak hoved op af containeren, da nogen begyndte at snakke til ham direkte. Han bliv grundforvirret over hvordan manden havde set ham. No matter - Castle smed bare sit våben fra sig, som om han aldrig havde set det før, eller affyret så meget som en skud i sit liv, og derimod lige havde fundet det i containeren "Я не понима́ю что происходит" Sagde han panisk på russisk, mens han gav sig til at falde ned på knæ, mens han stammet, og prøvede at se ligeså forvirret ud, som alle dem der havde været inde i pubben.
han kigget kort på detonatoren i sin hånd, og lod som om han fik et chok, og han kun akkurat havde samlet den, inden manden kom og forstyrret. Han brugte chokket til at ´tabe detonatoren´ og fordi han sad helt nede på knæ, var det usandsynligt, men ikke umuligt at den fremmet mand vil kunne nå at gribe den.
Hvis den ikke bliv grebet, kom der et kæmpe bang, og flere mursten bliv blæst fra højre til venstre, og man kunne mærke den kraftige eksplosion i jorden, som nærmest rystede. - Men måske var Roselia og Rafael kommet langt nok væk, til at ikke komme for slemt til skade.
Castle kunne godt give efter til sine instinkter, og kigge efter sin sportaske med våben, og udstyr, men han vidste at hvis den fremmet mand - som Castle mistænkede var overnaturlig, hvilket var grunden til han spillede skuespil - den fremmet mand ville sikkert ligge mærke til Castles flakkende øjne, eller interesse i sportstasken, hvilket ville gøre skuespillet mindre troværdigt, så derfor lagde Castle alle sine kort på teater bordet. Han havde jo trods alt ingen andre våben på sig, udover en kniv i sin ene støvle, men der er jo en grund til man kalder det skjulte våben.
"
Tilbage til toppen Go down
Auriel
Bruger Admin
avatar

Ingame Titel: : Ærkeengel af naturkatastrofer og lys
Outgame Titel: : Admin og TNW's Golden Chicken
Race : Engel
Navn. : Auriel
Alder : omkring 5500, men kropsalder på 25
Evner/Classes. : Hans humør påvirker naturen omkring ham i små omfang fordi han er ærkeengel af naturens kræfter, men han behersker det ikke. Han behersker derimod ild og elektricitet.
Bosted : Rundt omkring, hvor vinden blæser. Men han lever i sin jeep. I nødstilfælde har han en lille støvet lejlighed i Miami.
Tilhørende klan. : Im a lone wolf ... eller næsten da!
Partner. : Ingen i øjeblikket.
Slaver. : Now now, would that be appropriate for an archangel ?
Evt. bemærkninger. : Been here since acient times. Han har en meget høj kropstemperatur og er næsten altid varm at røre ved.
Antal indlæg : 2207
Reputation : 62
Join date : 23/08/12

IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    29/11/2014, 15:34

Når der pludselig stak en shotgun ud af en container, var det ikke specielt svært at regne ud, at der med al sandsynlighed sad en mand fast i den anden ende, og planlagde at ødelægge nogen med den. Hvad Auriel derimod ikke havde regnet med, ville være den forvirrede facade, som manden satte op, og han blev faktisk helt i tvivl om hvad det var der skete.
Havde nogen længere væk styret hans handlinger eller tanker? Blikket blev kørt rundt, men han kunne ikke lige se andre, der så mistænkelige ud. Lidt måbende så han på manden igen, som var begyndt at stamme på russisk. Øhhh se det havde han ikke regnet med. Våbnet var blevet smidt, og ham der havde troet han skulle til at slås om det.
”Hvad i..” Mumlede han stadig lidt forvirret, og prøvede at gøre op med sig selv om manden virkelig var uskyldig eller om han bare spillede skuespil for at redde sig selv. Noget var galt i den måde han opførte sig, men Auriel kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. At manden havde opmærksomheden på tasken, opdagede han ikke, for fokusset havde slet ikke været på den, da han ikke vidste at der var våben i den.

Omtrent på samme tid, som manden ’fik et chok’ over noget i hans hånd, gik det op for englen, at han havde noget i hånden, men først da det fløj igennem luften, gik det op for ham præcis hvad det var. Tiden frøs i det sekund detonatoren var i luften, og desværre frøs Auriel med den. Han hørte fjernt sig selv råbe, og så sin arm gribe ud efter den lille fjernebetjening, hvilket var uden held, for han var alt for langt væk, med ikke nok sekunder på uret.
Og i samme øjeblik den ramte jorden, eksploderede verden bag ham i flammer og øredøvende brag. Trykket fra eksplosionen ville få alle der var tæt nok på, til at blive slynget i den modsatte retning. Dette inkluderede englen, som lige nåede at tage fra med en arm, inden han ramte asfalten. Det grove grus på jorden, havde revet hans hud på underarmen, men smerten nåede slet ikke igennem forvirringen og den høje skingre tone der hamrede i hans øre.

Først efter et par sekunder, kom han nogenlunde til sig selv igen. Tyngdekraften virkede som med dobbeltkraft, da han kæmpede sig på benene igen under stort besvær. Manden fra før med shotgunen, var så godt som glemt. Lige nu virkede han ubetydelig, og højst sandsynligt også stukket af. Derfor vendte Auriel rundt på stedet, og begyndte lidt desorienteret at løbe tilbage imod hvor han havde efterladt Roselia. Nu var det godt nok ikke lige Roselia der var i tankerne, men et irriterende problematisk pigebarn i samme krop, som ikke ville have en krop at vende tilbage til, hvis Roselia var røget i luften.

Den skarpe lyd dominerede stadig i hans øre, og kvalte selv hans egne råb efter tøsen. Eksplosionen havde dækket gaden i et lag af røg og aske, som snart ville dampe væk igen, og lige som den begyndte at gøre netop det, ville han håbe at få øje på kvinden.
Var hun ikke blevet sprunget til atomer, så skulle han da nok også finde hende, og åbenbart i selskab med den enorme mand fra før. ”Er i okay?” Ville der blive råbt igennem luften, og han ville hurtigt bedømme dem med øjnene. Manden så ikke godt ud. Han virkede næsten død, og med en klæbrig sort masse glidende ud fra munden og brystet. Det var ikke svært at bedømme at han var dæmon, og med hans krop, var han nok en gammel en. Derfor virkede det underligt at et knivstik eller en eksplosion ville skade ham så meget. Ja ikke medmindre det var specielle våben der var brugt.
Det var tydeligt at der var noget nede i såret, og hans umiddelbare gæt, ville være at det var dét, der forvoldte skaden.
”Roselia, kan du få det der ud af ham? Du har mindre fingre end jeg har.” Han pegede ned imod det åbne sår. Stemmen havde sænket sig og var ikke længere råb, i takt med at den hylende lyd i hans øre var forsvundet. ”Hvis du kan få det ud, tror jeg vi bliver nød til at brænde overfladen, så han ikke bløder ud.”
Hvorfor det lige var at de hjalp en komplet fremmed dæmon, var svært at sige. Man havde vel ikke lyst til at leve med et liv på samvittigheden.
Tilbage til toppen Go down
Millicent
Event Admin
avatar

Outgame Titel: : Admin & Snask (Super nuttet og anderledes selvstændigt kvindemenneske)
Race : Menneske tilsat en knivspids engel
Navn. : Millicent S. James
Alder : Ca 20
Evner/Classes. : Mindshield.
Bosted : Hos sin mor, Maria Santana i Miami .
Partner. : Så du tror heller ikke på jeg er forlovet med Vladimir ?
Slaver. : Ahahahahah dén var god!
Evt. bemærkninger. : Im bringing booty back ?
Antal indlæg : 5228
Reputation : 42
Join date : 19/03/14

IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    6/12/2014, 08:27


Roselia havde fået sin sag for.
Fyren viste sig langt mere tilredt end hun først havde antaget.
Der var ikke just god tid til at tage hverken bestik af sagerne , eller lave en udviget doktor undersøgelse, men den sorte væmmelige substans , der pressede sig ud af manden, gav en rigtig fin indikation om noget var grufuldt galt.
Og skulle man ikke opfange DET som et alarm signal, så ville man muligvis begyndte undre sig , når både negle og kinder ligeså stille faldt af.
Roselia forsøgte med blid stemme at være opmuntrende, og beroligende.
Det var nok mindst for egen vindning skyld, for nok var hun en strid banan i forhold til Millicent, men det var bestemt ikke i en krigszone hun havde lyst til at tage en svingom, ikke når hun endelig havde fået noget tid 'ude'.

Trods hendes friske kald efter Auriel, var hun nået til et højt level af bekymring, for hun var ret sikker på timeglasset var ved at løbe ud for fyren, hvis liv hun frygtede hang i en meget tynd tråd efterhånden.
Lidt naivt have hun troet at han ville være okay, da hun fik ødelagt og slukket for pentagram projektørene.
Men neeeeej.....og nu var det ligefør hun overvejede at fise af , og lade Saint Millicent komme til.Så kunne HUN lege krigs veteran og sygeplejerske.
Men det var også kun ligefør. Istedet trak Roselia med alt hun havde , afsted med dæmonen og søgte ly til dem bag nogle store plader af jern, der skulle bruges til at bygge med, så det ud til.
Måske et parkeringshus for flyvende cykler...who knew.
Hendes mavesæk hoppede uroligt, at se negle smutte som mandler og hud falde af, var ikke daglig hygge for Roselia.
Og hun trak op i hans tøj, for at se på den levende ryg, halv om halvt forventede hun det var vinger der ville ud, men man kunne sku aldrig helt vide, efterhånden.


Et ordenligt rabalder , et flammehav, et lufttrykkets der fik deres ansigter til at glatte sig ud så de lignede en baby på botux.


Årh gud ....braget, eksplotionen gjorde hun følte sig halv døv.
" HEY ER DU HER ENDNU" råbte hun og klaskede lidt først på dæmonens venstre kind og så den højre- men en flad hånd.
"Like hell jeg har slæbt dig hele den her vej, for du så takker af ! Nu bliver du bare her !" Råbte hun igen, men en smule mindre styrke.
Og imens hun sad knælende foran ham , ved at forsøge trække tøj af overkroppen, for at kunne stoppe blødningen ved at forbinde ham, og samtidig lige få set på de vinger der var undervejs, så hørte hun Auriels stemme.
Selvfølgelig var hun lettet. Hun kendte sin begrænsning, sådan nogenlunde - hun vidste at Auriel var en billet ud af det her flamme helvede.Alle folk rendte rundt og skreg og opførte sig hysteriske by now, og sirener kunne høres near by.


" ja..vi klarede det lige - Gemmer du dig ? Hvad med at hjælpe lidt til " skændte alligevel hun på ham. Seriøst.....havde han kigget på blomster eller hvad? Selvfølgelig havde de fået lidt overfladiske skrammer, de var blevet kastet et lille stykket....nærmest presset frem af trykket fra eksplosionen- og på hende kunne de ses i ansigt og ekstremiteter...men på dæmonen fadede de blot ind i alle hans læsioner der i forvejen skæmmede hans krop.
Hans bud fik hende til at rynke på næsen ..." Jeg skal LIGE sikre mig jeg hør dig ret! .....du vil have JEG skal bore mine fingre ind i dét det ...og trække et eller andet skadeligt ud ?" Hun himlede med øjnene.

" DET lyder fandme som en god ide, hvorfor tænkte jeg ikke selv på det....istedet for at slippe hans vinger fri?" Lød det muggent.
Men desværre havde den pain in the ass engel nok ret, selv om hun ikke syntes det lød som en særlig god fest.
" okay okay..." Overgav hun sig , men du holder ham nede, så han ikke langer ud efter mig, når jeg begynder at grave, okay "

Roselia lukkede sine øjne og sukkede tungt.
" Jeg ...jeg så der var et pentagram der holdte ham fast lige inden det her...og jeg..jeg tror han var en del af målet, og derfor nok også har nogle svar. Mon det er mere af deres legetøj, jeg skal hale ud ?" Så hun på Auriel.

" Så svedske...håber du er en stor dreng der kan cykle uden at holde på styret, for nu kommer det til at gøre aus"
Lænede hun sig over dæmonen og undskyldte på hendes helt egen facon . Roselia hev så en mundfuld luft helt ned i maven ....og begyndte.
De slanke fingre ville gå gennem det åbne kødsår , borer deres vej ned, som var de små levende igler eller orme på vej efter føde. Roselia var tvunget at se væk. Hun bekæmpede det opkast der konstant og hele tiden pressede sig på, men hvor længe hun kunne før hun brækkede sig ud over fyren, var der ikke sat tid på. Sikkert et spørgsmål om sekunder, som hun forsøgte forhandle med ved ikke at kigge.
Selv lyden af fingre der blev begravet i hans sår, det klistrede flæsk og den blodige lugt var umuligt at komme uden om, selv om kaos eller larmede nok så meget omkring dem, så lod det sig ikke abstrehere fra.
Endelig kunne hun gribe om noget ,der hverken var kød eller ben!
Roselia klagede svagt knurrede og peb, da hun først selv skar sig selv på det skarpe instrument .
Med åben mund og en kanon høj puls , fik hun lukkede fingrene omkring kniven, og begyndte at trække den ud.
Det sidste ryk kostede hende de fleste kræfter og hun var ganske udmattet, da hun kastede kniven hen af jorden, med et lille krafsanstrengelses udbrud." Argh!"

Hun kæmpede kort for at få sit åndedræt under kontrol, og lod Auriel om at tage et kik på kniven.
" hva så ...er der liv i dig eller fik jeg gjort kål på den sidste gejst !" Lød det hæst fra hendes mund, ned til den svækket dæmon.

_________________
Tilbage til toppen Go down
Online
Sponsored content




IndlægEmne: Re: What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel    

Tilbage til toppen Go down
 
What I need is your soul. What I don't need is your permission - Abaddon, Millcent Og Auriel
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1
 Similar topics
-
» the meeting with the mistress - Abaddon
» Okay, giv mig lige kammertonen - Abaddon
» Lad mig foføre dig(( Abaddon))
» Its speaking//Abaddon//

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Las Vegas (Staten Nevada) ::  :: Las Vegas ::  :: Gaderne-
Gå til: