IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 27
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 Tales from Las Vegas - Xexilia

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Tales from Las Vegas - Xexilia    1/12/2014, 20:52

" Hvad end der isen, i hjertet bryder
hvad end romantikkeren ikke fortryder ... Nej, det elendigt
"

Siabella sad med sin lille mørkgrønne håndbog i den ene hånd, og en kuglepind i den anden. Hun skrev og overskrev ord, at det var underligt at der overhoved var synonymer, homonymer, og alle andre nymer, som hun ikke havde kasseret mindst tre gange.
Hun var ikke tilfreds med ordlyden, formuleringen, udvisningen af grammatisk forståelse, eller semantikken. Hun var måske mere behersket med sproget, end Josh Bush var ukontrolleret med det amerikanske militær, men hun kunne ikke skrive sit digt så godt, som hun gerne ville have det var.
"Mådesbiord må ikke stå mellem verbal og objekt" Hun streget-over en nyskrevet sætning, og startet forfra.
Hun var normalt heller ikke delikat eller raffineret, men når hun var irriteret på bogstaver, kunne man virkeligt se hendes sortelviske gener, hendes øjne gik mere amok på de blanke sider, end en panther gik amok på saftigt rødt kød.
Siabella lukket til sidst sin bog i desperation, og lage den ned i sin højre lomme i sine mørkeblå posebukser. Hun sukkede inderligt, og sippet til sin rødvin, som skånsomt man skulle være, for at kunne fin-barbere en edderkops bagdel med en slagterkniv

I en anden ende af restauranten sad et ældre par, deres øjne var mere fanget af hinanden, end en Star Wars nørd ville være, af at se original optagelserne, i en biograf.
De to oldinge var mere tørre i huden, end en mumie i solcenter, og deres ansigter var en parodi på et mudderhul med indtørret abrikos.
Men trods deres udsende der havde taget skade af en lang leve tid, var disse to menneskers kærlighed, så varm og livlig, at ingen mængde skønhed, eller fysiske tiltrækning, ville kunne forbedre deres syn på hinanden. Og selvom de måske var underværdsat af deres omliggende samfund, var de værdsat af hinanden.
..... Men de ville blive overfaldet på vejen hjem senere. Konen ville få sine hofter brækket, og finger knust til knoglestøv. Og manden ville blive bagbundet og lavet op til kneppe dukke for tre russere.
De levet lykkeligt til deres dages ende. Hvor lang tid det end var.

To borde væk, sad der tre fyre. To af dem var brødre, hvilket var ret genkendeligt grundet deres ens ansigtstruktur, deres næser var begge runde, som var de to Rodolf kloner, og deres hager var begge fremstrukket og fremadpegende.
Den tredje fyr var ikke associeret med de to brødre, eller i familie relation med dem, han havde derimod mødt dem for kun en kort halv time siden.
Manden som hed Rafael, havde oprindeligt en aftale med min storebror, men selvfølgelig kom Valentin ikke, og man havde været et fjols, hvis man havde troet andet, fordi det var da klart at Rafaels storebror ville vise sin dominans ved at forblive væk, og derved lade Rafael vente.
Enlig var Rafael så vred lige nu, at han kunne tæve en tiårig ihjel med en død kat, men han ville ikke forlade restauranten, fordi han nægtet at vise sin frustation over sin storebrors manglende tilstedeværelse, fordi det ville blot være endnu en måde for hans storebror at vinde stoltheds kampen på.
Men det var omkring tredve minutter siden, at han havde haft den stemning i kroppen. Han var nu faldt i snak med nogen friske fyre, og de havde lige bestilt deres mad.
Tilbage til toppen Go down
Natasha
Nybegynder.
Nybegynder.
avatar

Ingame Titel: : Leder af the Calvarinos, mafiaen.
Race : Elder.
Navn. : Natasha Von Calvarinos.
Alder : Ca. 2500 år.
Evner/Classes. : Nekromantik.
Bosted : Borgen Sem'ya Doma.
Tilhørende klan. : The Calvarinos (The Mafia).
Partner. : Forlovet med Vladimir Von Calvarinos.
Slaver. : Nice and fresh, please.
Evt. bemærkninger. : Natasha er blind, men hendes øjne har en tendens til alligevel at skifte farve efter hendes humør pga. en mutation.
Antal indlæg : 125
Reputation : 0
Join date : 28/08/14

IndlægEmne: Re: Tales from Las Vegas - Xexilia    2/12/2014, 16:18

Placeret ikke langt fra alle parter og med sine omgivelser vendt imod sig. Natasha sad tættest på Siabella, men det betød ikke, at hun havde problemer med at forstå, hvad der skete omkring hende.

Kvinden sad alene. Hun var høj, mørkhåret og velklædt. Outfittet bestod af et sort korset med matchende sorte bukser, der sad som malet på. Natasha bar desuden et sort stykke skind om sine skuldre, der var trukket ned over skuldrene og lige præcist dækkede hendes specielle tatoveringer, der indikerede, at hun var af en noget fremmede slægt. Smykkerne var nøje udvalgte og make-uppen var omhyggeligt lagt. Det havde taget hende lang tid at mestre disse færdigheder efter tabet af sit syn, men da hun havde en tendens til at lægge sig mest til det mistroiske, så var der ikke mange andre valg for hende. Hænderne var pakket ind i et par sorte, tynde handsker, der gjorde hende i stand til at bære rundt på sin medbragte stok. Specialdesignet, med sølv og rubiner. Over sine mat-lillae øjne bar hun et par briller der gjorde, at folk ikke havde så nemt ved at bemærke, hvor minimalt hun gjorde brug af sine øjne.

Kvinden var ankommet alene - skulle man tro. Natasha gik sjælendt uden en hvis følgende stemme, der konstant hviskede eller vrissede af hende. Ghost viskede kun fordi at det plejede at hjælpe hende med at holde stemmen dæmpet, da andre folk trods alt ikke, hverken kunne fornemme eller se ånden. I et stykke tid havde hun siddet her nu. Med stokken på sit skød og et glas i hånden, der stadigvæk var halvfyldt. Ikke så længe som sortelveren, men lidt før parret, og nok tid til at fornemme, hvordan et par tunge støvler havde bevæget sig henover gulvet. Egentlig så var det nu mest sortelveren der havde hendes interesse. Elvere havde det med at være gamle og passe godt på dem selv og deres omgivelser. Dette betød, at flere af dem havde en tendens til at være mere eller mindre velsmagende - modsat det slam hun sad med i hånden. Det var egentlig blot en rekvisit. I mellemtiden sad hun tilbage med et udtryksløst ansigt, hvor hovedet blot var småt sænket imod bordet, hvor det måske fik hende til at fremstå en smule søvnig. Natasha var dog langt fra søvnig.

Hun kunne hører det stressede hjerteslag fra elveren, der i sin frustration blev ved med at skrive. Hun kunne hører larmen ude fra køkkenet, dufte sveden og de brankede pander og potter, der burde have været erstattet for år siden. Hun kunne lugte alderdommen omkring hende. Hun kunne fornemme hvert et væsens individuelle hjerteslag, unikke, som alt andet i deres krop. Hun var dygtig.

Tal med hende, Natasha. Du mangler. Du er svag.

En fin rynke dannede sig imellem de to velplejede bryn. Ghost. Han… Hun… Den holdt aldrig op. Pr. automatik drejede hendes blik sig imod der, hvor hun fornemmede stemmen komme fra.

"Jeg har det fint."
Du lyver. Det er 6 måneder siden nu. Du har stadigvæk ikke fundet nogle faste måltider!
"De kommer."
Du lyver igen. Hvem tjener friviligt vampyrer udover junkier og slaver?
"Loyale."

Ghost sukkede. Dette var ikke til diskussion.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Tales from Las Vegas - Xexilia    2/12/2014, 20:04

"Lorte potte" Kokkens sved faldt fra hans nøgne pande, som havde han været en isterning i italiensk stenovn. Hans hår var nærmest druknet i mad fedt, og som bunden af en moset skov. Hans arme var så overarbejdet af de mange potter og pander, som han skulle multitaske omkring, at hvis madlavning var en olympisk disciplin, ville han ende med en guldmedalje omkring halsen.
Potterne, gryderne, og panderne var ældre end guds morfar, og de havde lavet flere retter end der var skrevet kommentarer på Justin Beibers musik videoer, så køkken redskaberne kunne sagtens udskiftes, med noget nyere udstyr.
Men kokken og hans udateret legetøj, lavet god mad, det var unægteligt. Man kunne sætte mange spørgsmål ved hans personlige hygiejne, eller ved holdbarheden af hans redskaber, men bøfferne smagte af sex med Scarlett Johanson, og salaten var som at have et tag-selv-bord i en tropisk regnskov, også var sovsen bedre end hvad man ville finde på spisebordet i Valhalla.

Angående mad - Rafael og hans selskab havde lige fået deres mad leveret af en sort afrikansk kvinde, hendes røv sad så strittende, og var så perfekt håndformet rund, at Rafael ikke kunne undgå at kaste et syndfuldt blik mod den kønne servitrice, mens han indeni sit hoved bryd mindst en af de ti bud, mens han planlagde at bryde et par stykker til - med hende.
Men før hans rigtige appetit bliv for tydelige i hans øjne, og trangen til at suge en sjæl ud, bliv han afbrudt i sit tankemønster af den ene af de to brødre, som sagde, mens han holdt en gaffel med katoffel mos med grovsaltet bacon stykker, klar til at blive puttet ind i munden, så snart han havde spurgt sit spørgsmål færdig
"Tro du på gud?"
Rafael kigget instinktivt mod den mand som havde stillet spørgsmålet, inden han så afslappede lod sit blik blive rettet mod sin tallerken, hvor han så en tårnhøj engelsk bøf, med to hvidløgs brød ved siden, og en wisky sovs ved siden af.
Ja det var ikke det mest fissefornemme i verden, men Rafael havde smag for det enkle, ligeså meget som han havde forsmag for det kompliceret, men hvilken muskelbundt med overarme på størrelse af halve træstammer, og med skuldre som kontinentalplader, og et bryst af titanium, hvordan kunne en gigant som ham, som kun græske guder ville kunne måle sig fysiske intimidering med, hvordan ville en mand som ham nægte sig selv en god bøf, når chancen bød sig.
Rafael kunne ikke få næring af maden, men han spiste ikke menneske mad for mæthed, eller sundhed, men for smagen, og egotrippet ved, at kunne tillade sig selv et varmt og godt måltid, mens nogen mennesker måtte spise tånegle og rottehaler. Han syntes der var en præstige over at have overskuddet til at spise menneskenes mad.
Rafael satte sin gaffel ned i den ene ende i bøffen, og brugte sin hovedrets kniv til at skære et middelmådigt størrelse stykke af bøffen, mens han svaret den af brødrene som havde stillet spørgsmålet.
Men før han svaret, lavet han en hurtig bevægelse i nakken, så hans store keltiske kors kom frem fra indenunder læderjakken, og dens store metal overflade kom frem i alt dens prægtighed, med alle sine gamle symboler, og indgraveringer. Det var så gammelt, og fyldt med ukendelige tegn, at det var svært vide at det overhoved var kristent, og det eneste som peget mod at det var kristent, var det åbenlyse eksplicite faktum, at det var et kors.
"Jeg er religiøs ja"
Rafaels svar var kort og konkret, fordi selvom han værdsatte en god debat, eller samtale, men i hans lange lange levetid, havde han haft den snak lidt for mange gange, til at ville have den over en middag. Bagefter var fint, men lige nu, ville han hellere kastere en isbjørne unge med en osteskære, end at lade sin bøf blive kold, og sin sovs blive kedelig, fordi han skulle gå ind i den længste dialog, i hele eksistensen.
Men selvfølgelig kom opfølger spørgsmålet, fra den anden bror. Men denne bror havde ikke bord mannerene eller høfligheden til at snakke uden mad i munden.
"Hvorfor? Det er da VOLDSOMT dumt. Der er ingen rationelle grunde til, hvorfor man skulle tro på det"
Rafael satte sin kniv ned ved højre side af sin tallerken, men sad stadig med sin gaffel i hånden, som han dybbet i sovs, og derefter kastet den i hurtig men ikke voldelig bevægelse ned i mandens sovs, så sovsen fløj til alle sidder, og faldt både ned på mandens bukser og t-thirt.
manden hoppet ti centimeter i sin stol, af overrraskelse, men da spontaniteten havde lagt sig, så han sur og rød hud i hoved, men før han kunne lange ud efter Rafael, begyndte Rafael at snakke
"Min gaffel gjorde dit tøj beskidt. Ikke fordi jeg kastet den på dit tøj, men fordi kaos teori afgjorde at sovsen ville falde op på den vilkårlige måde.
Chancen for at min gaffel ville falde ned i sovsen, og lave en kompleks ti meter stor borg af sovs, er ikke-eksisterende.
Som hvis jeg smider en håndgranat ind i en losseplads, vil eksplosionen aldrig nogensinde forme en velpusset Ferrari racerbil, fordi kaos er for tilfældig til at kunne forme den slags komplekse strukturer, som kun kan blive lavet af en person med en intelligens, hvilket er åbenlyst, fordi en Ferrari har for meget tilfælles med design, er for ordentlig til at blive lavet af tilfældigheder, af vilkårlige atomer som klasker sig sammen.
Hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at det menneskelige Dna, er mere kompleks end noget hardware der nogensinde er blevet bygget, og at Dna er som en kode, næsten et forståeligt sprog, in a way.
Dna, som så mange andre ting i denne verden, ville aldrig kunne opstå uden at blive guidet eller kontrolleret af en intelligent bevidsthed, som kontrolleret de naturlige processer.
Hvis du tror et stort Big bang i rummet, som kun var Helium, og Oxygen, skabte alle andre grundstoffer, og levende organismer, ved ren kaos? selvom at ingen blanding af gasserne helium og oxygen vil kunne skabe noget som guld, eller andre faste stoffer? selvom at enhver fysiker, og kemiker, ville grine af dig, for at forslå at de to stoffer kan det? Gud er ikke ulogisk. Det er det eneste logiske. Fordi kun en intelligent bevidsthed ville kunne være besvarelsen på hvordan alt dette fandt sted."
Tilbage til toppen Go down
Natasha
Nybegynder.
Nybegynder.
avatar

Ingame Titel: : Leder af the Calvarinos, mafiaen.
Race : Elder.
Navn. : Natasha Von Calvarinos.
Alder : Ca. 2500 år.
Evner/Classes. : Nekromantik.
Bosted : Borgen Sem'ya Doma.
Tilhørende klan. : The Calvarinos (The Mafia).
Partner. : Forlovet med Vladimir Von Calvarinos.
Slaver. : Nice and fresh, please.
Evt. bemærkninger. : Natasha er blind, men hendes øjne har en tendens til alligevel at skifte farve efter hendes humør pga. en mutation.
Antal indlæg : 125
Reputation : 0
Join date : 28/08/14

IndlægEmne: Re: Tales from Las Vegas - Xexilia    3/12/2014, 20:03

Sortelveren var stille. Stilhed gav mulighed for nye opdagelser - såsom små 'optøjer' i nærheden. Ghost var i hvert fald på dupperne, imens Natasha tænksomt lod sine fint indpakkede fingernegle klinge imod glassets overflade. Egentlig så var det mest på grund af stokken, at hun bar handskerne, men hun havde forhørt sig lidt om stedet her, inden sin ankomst, og ud fra rygterne, så lavede de fantastisk mad, men ikke altid under lige rene forhold. Hvem vidste, hvor dette glas havde befundet sig sidst. Faktisk var handskerne hende sjælendt gavnligt. Fingrene var nu hendes nye øjne. Hun holdt meget af at føle sig frem i verden. Ikke længere bare, som en slags metafor eller et forbandet ordsprog. Hvis Natasha var i tvivl, så brugte hun oftest megen tid på at studerer tingene med hænderne.

I mellemtiden brugte Ghost lidt mere tid på at være opmærksom. Da Natasha trods alt kun havde sin hørelse, imens hun sad ned, kunne hun let blive 'døv' for de lidt velkendte lyde. Det kunne give en rasende hovedpine, hvis hun anstrengte sig for længe om for mange ting, samtidig med, at hun forsøgte at holde styr på Ghost eller andre pågående ånder.

De må hellere vågne, prinsesse. Jeg tror, at jeg har fanget noget…
"Noget?"
Ja. En stor fyr. Muskuløs, bistert udseende, med et kors om halsen. Muligvis af mørk herkomst.

Først nu gik det op for Natasha, hvordan en heftig diskussion var ved at tage sted foran næsen på hende. Lugtene var krydrede i denne retning, men ud fra beskrivelserne, så var det tydeligt, at hendes kære følgesvend forsøgte at indikerer, at der muligvis var tale om en af de mørkere skabninger her i universet, såsom dæmon, varulv eller vampyr, som hende selv. Det var ikke noget de havde aftalt, det var bare nemmere at sætte væsner op sådan, uden alle præcist vidste, hvad der var tale om, samtidig med, at man selv kunne holde styr på det. Hvis Natasha's øre kunne vibrere eller bevæge sig efter lyde, ville hun ligne en hund i en børnehave. Altid var der noget, som forsøgte at tiltrække hendes opmærksomhed, altid forsøgte hun at identificerer alt, hvad hun hørte, hvor det kom fra og hvem der sagde hvad. En umulig opgave uden en smule tålmodighed.

Synet plager mig, Natasha. Kroppen vejer mere en hans ord.

Et unødvendigt suk. Måske var der alligevel ingenting? Alligevel - det var det mest interessante, som hun havde opfanget længe, og Natasha var en kvinde, der sjælendt sagde nej til en god diskussion. Uden yderligere kommentarer eller interesse spildt på glasset, med den 'sølle' væske, fik hun rejst sig op uden det mest besvær, til trods for, at hun bevægede sig rundt på tårnhøje stiletter. Stokken klakkede forsigtigt imod gulvet, men blot med den handling, begyndte hun langsomt at kunne fornemme, hvordan tingene tog sig ud omkring hende. Hendes gang var overvejet rolig og hendes ansigt udtryksløst, som hun langsomt bevægede sig imod den lille gruppe. Ikke én gang stødte hendes krop imod noget, og selv ikke, da den kvindelige servitrice pludselig kom farende opstod der noget sammenstød. Ganske langsomt, meter for meter, fik hun slugt, imens stokken og de høje hæle skiftevis klakkede imod gulvet og gav hende et fingerpeg om sin lokation.

Op standsede hun bag ryggen på den bredskuldrede dæmon. Ikke tæt nok til at røre, selv ikke, hvis han valgte at dreje sig rundt, men tæt nok på til, at kvinden kunne fornemme de forskellige odørs der kom svævende imod hende. Salt kød, fedt kød, hvidløg… og dæmon. En dæmon med et kors? Den historie kunne hun næppe skippe.

"Jeg beklager den midlertidige afbrydelse af jeres middag, D'herre, men jeg kunne ikke undgå at overhøre jeres fascinerende lille prædiken. Et spørgsmål dukkede straks op hos mig…"

Kvinden placerede begge hænder på sin stok, som hun hvilede foran sig. Positionen var rank og pelsen var bundet godt sammen, omkring hendes skuldre. Ansigtet blev vendt ned imod Rafael, som formodentlig stadigvæk var foran hende. Hvis ikke, så ville hun følge ham med kroppen. Et smil der var svært at gennemskue, da man ikke kunne ane udtrykket i hendes øjne, kom til syne.

"De er et mørk væsen, hr. De er en dæmon. En gammel dæmon endda. Hvordan kan De, som sidder her og mæsker sig, som en anden dødelig, bærende af et kors, der symboliserer det, som dæmoner siges at være skabt imod… Ja, hvordan kan De det? De snakker om meningen og teorien bag kaos, men hvor kommer dette kaos fra? Jeg mener personligt, at dette kaos, som De omtaler, menes at være skabt af Gud selv. Der er en mening bag alting, hvor kaos er skabt fordi vi ikke kan leve uden. Kaos er tilpasset med rammer."

Der var ikke en muskel der rørte sig, som hun stod der, afventende på svar fra dæmonen, imens Ghost fløjtede rundt om bordet og studerede de forskellige retter mad, velvidende, at ingen fra bordet overhovedet ville ane åndens eksistens. Medmindre de var dygtige summoners, selvfølgelig. Det var måske ikke helt tydeligt at høre, men hvis man lyttede godt efter, så var der et snert af russisk gemt i den fløjlsbløde stemmer.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Tales from Las Vegas - Xexilia    19/12/2014, 19:52

Rafael fik sin aften forstyrret af en fremmet stemme, men da tonerne fløj rundt i lokalet, så galant og gammeldags som en gentlewoman, der lige var ankommet fra den victorianske tidalder i England, men på samme måde så frisk, flabet, og provokerende som en enhedsliste aktivist.
Da hendes tonefald skabte en symfoni af melodier, og hendes ordvalg gjorde Rafael irriteret, var hun ikke længere en fremmet som forstyrret, men en spændende person at udveksle ord med. - hun var i hvert fald mere spændende end disse to mennesker.

Men hun sagde nogen ting, som Rafael ikke vidst hvad han skulle svare på, og enlig var det ikke et problem hvis hans selskab var intellektuelt, men han hadet at virke dum.
Han lagde sin ene magtfulde hånd, omkring sit tunge kors, og følte den metaloverfald mod hans fingre, hvorfor han gjorde det var uvist. Men da kvinden havde snakket færdig, gav han slip, og lod et smil komme på sin mundvig, inden han så svaret
"Jeg selv, takker for deres manere frøken. Men af pragmatiske årsager, vil jeg bede, at de, ærværdige frøken, bliver dus, med jeg selv "
Det var det første han sagde, for at komplimentere hendes undskyldning for at forstyrre samtalen
Deres krop er bedækket af tøj. Tøj er en luksus genstand, som symbolisere værdighed, overskud, og egobehov. Menneske mad, i munden på et mørkt væsen, har samme funktion. Jeg spiser det ikke af nødvendighed, men for at vise min accept af civiliseret normer.” Han kunne lige anse nogen knivskarpe tænder i munden, i de korte minisekunder, hvor hendes læber var adskilt for at snakke, så han antog hun var vampyr – hvilket var nok den eneste anden race, som han havde respekt for.
Han forsatte med at snakke ”Angående mit kors, skal de vide at min herkomst, har stærke familie traditioner, hvilket inkludere vores tilbedelse af gud. Jeg er måske af djævel natur, fra en stolt ren-blodet dæmonisk familie, men jeg er troende alligevel, som alle afkroge af min familie. - Det er et spørgsmål om ære, at have tro på skaberen. Man behøver ikke være engel, for at have ret til at bære kors
Rafael nikkede mod den ene af menneske fyrene, som sad foran ham, og sagde ”Vil de sidde ned?” manden som sad på stolen, som Rafael nikkede imod, begyndte med det samme, at protestere ”Men je-” før flere ord kunne forlade hans læber, kunne man se Rafael rejse sig op i sin intimiderende højde, hvilket fik hans skygge til at kravle indover bordet, som en måneformørkelse, men skyggens grufulde mørke, forsatte sin endeløse fremgang, og havde nu opslugt den lille siddende menneske mand, som havde ydret sine protester, og skyggen lå nu tungt på hans skuldre, som om der lå en lastbil på hver af hans skuldreblade, eller som om han var en kattekilling, der stod overfor en trehundrede meter høj gigant.
Mandens kæbe bliv helt svag af skræk, og hang bare åben som en hjernedød pensionist, der kun kunne sidde i en rullestol, og savle ned af sig selv.
Rafael virket måske overdrevet i sin kropsholdning, styrke, og maskulinitet, men han havde været dæmonernes leder, og havde regeret et imperium af dæmoner, kun ved hjælp af fysisk overlegen styrke, og brutalitet, så det var ikke urealistisk at forvente han var istand til at kunne sætte et menneske på plads.
Men før at menneske manden fik tid, til at vise han var sat på plads, kunne han føle en arm der greb omkring hans hoved, og snoet sine fingre ind i de tynde mandehår,  inden at armen så tvang hans hoved ned i bordet, med en kompromisløs, og sympatiforladt fart. Det var Rafaels arm der havde rakt indover bordet, og ført sin åbne hånd, om ved mandens baghoved, inden han så havde brugt sin overkrops samlet styrke, til at rive mandens hoved ned i bordet, i sådan et kraftigt ryk, at det karakteriserende ´knæk´ når næsen bliv brækket, bliv overdøvet af et ´smat´ som når ens støvle træder i en mudderpøl.
Smat lyden kom fra, at det solide bøgetræsbords overflade, bliv indsvøbt i en milkshake af sprunget øjeæble, slimet hjernemasse, og kødklumbet blod. Et syn reserveret til dårligt lavet gyser film, og urealistiske skrækhistorier. Men det skrøbelige menneske kranium, kunne ikke holde til presset.
Rafael gav slip på det hudvæv, kødsstump, og hår, som sad fast på hans fingre, som hvis han havde sat sin hånd ned i glimmer, efter at have indsmurt sine fingre i lim.
Han lænede sig tilbage fra overbordet, og satte sig igen på sin stol, mens det andet menneske sprang op fra sin stol i vrede, og overraskelse. Det tilbageværende menneske langet sin arm ud efter Rafael, efter at have formet sin hånd til en næve, men næven – selvom den ramte kinden, som den sigtet efter – bliv mødt af så hård modstand, at de menneskelige knurrer bliv knust, som pebernødder i en industri kødhakker.
Manden som havde fået sin hånd skadet, af at møde Rafaels stålhårde ansigt, løb ud af døren – det samme gjorde de andre mennesker i restauranten – fordi hvorfor skulle man blive siddende og spise sin mad, som om intet var sket.
Rafael som havde sat sig utilfreds ned på sin stol, begyndte at spise sin mad igen.


På den anden side af gaden, gemt væk bag et vindue, i et af de højtstående lejligheder. Sad en mand med snehvidt hår. Det var så fint, og blødt som silke. Hans øjne var blå, og vinterens kulde og grumsomhed, var reflekteret i dem, men på samme tid, var havets storhed, og afslappethed, repræsenteret, i det hvileløse blik.
Hvis øjne var sjældens bort, så ville man kunne se, at denne mand, havde potentiale til både ondskab, og omsorg.

Der sad en kvinde, ved siden af den mystiske herre - eller rettere - var i lænker.
Store tygge jernkæder, som var bundet om hendes ankler, håndled, og om hendes hals. Alle de kraftige kæder, endte i en cement blok, som stod i midten af rummet.
Kvinden havde langt smukt brunt hår, og også blå øjne.

Manden, som var dæmon, skildt sine læber, og talte ud i rummet. Hans ord var utvivlsomt ment til kvinden, men han kigget ikke på hende, hans blik var stift rettet mod restanten
Lille Flavius. Tre tusinde år ældre, og stadigvæk, er han mindre tænkende, end en tyr, med sine nosser i en nøddeknækker.”
Manden hed Valentin, og var Rafaels storebror. Kvinden som han talte til, sagde ingenting, hun trosset ham, med sin stilhed. Men for at være ærlig, snakket Valentin mere til sig selv, med sine ord, end han snakket til hende.
Jeg tog hans lille vampyr tøjte, Cathrine, fra ham. Og jeg fik hans halv-fe ven, Camilla, til at være for optaget, til at kunne eksistere i hans liv.”
En spyt klat bliv spyttet ned på mandens fine jakkesæt sko, af den brun håret kvinde, som stirret på ham med et dødsblik, som selv ville få Thor til at tisse i sin g-streng af frygt.
Mens hun havde sin rebelske facade oppe, sagde hun med et glimt af hån i tonen
Buh - Fucking - hu. Hør her Mr hårprodukt, du kan stikke dine melodramatiske prinsesse følelser op i røven. - Din brors løse næver, hans lille pik, og skaldet isse, er grunden til, at selv ikke den lille havfrue ville kunne være hans ven – Det har intet med dig at gøre. - Hvis jeg skal være kidnappet, så spar mig da i det mindste for at høre på en kontant monolog.”
Valentin kigget ikke på hende, men et svagt smil kom frem på hans mundvig, inden han så sagde
Din bror Tristan, og dig, har meget til fælles.”
Han mente det skam, den flabethed, og tone, havde han kun hørt Tristan have.  Men hvis den unge frøken, vidste hvad Valentin havde i tankerne, siden han havde transporteret hende, hele vejen fra The Underworld, og herhen. Så ville hun nok, holdt sin tunge lidt mere i munden  - men næææ – Det havde hun nok ikke
Tilbage til toppen Go down
Natasha
Nybegynder.
Nybegynder.
avatar

Ingame Titel: : Leder af the Calvarinos, mafiaen.
Race : Elder.
Navn. : Natasha Von Calvarinos.
Alder : Ca. 2500 år.
Evner/Classes. : Nekromantik.
Bosted : Borgen Sem'ya Doma.
Tilhørende klan. : The Calvarinos (The Mafia).
Partner. : Forlovet med Vladimir Von Calvarinos.
Slaver. : Nice and fresh, please.
Evt. bemærkninger. : Natasha er blind, men hendes øjne har en tendens til alligevel at skifte farve efter hendes humør pga. en mutation.
Antal indlæg : 125
Reputation : 0
Join date : 28/08/14

IndlægEmne: Re: Tales from Las Vegas - Xexilia    22/12/2014, 22:53

Natasha var galant. Hun var nobel, ærværdig og ret så gammeldags. Efter den bratte opvækning fra sin årelange søvn, var der i stedet for undervisning og luksus, blevet brugt mange timer i slummen med tapning af diverse væsner og tid på at finde ud af tingene på egen hånd - som blind. Hendes start havde ikke været kønt, lang fra, men selv efter, at hun havde fundet ud af tingene på egen hånd, så havde selv ikke de mange forsøg på overtalelse fra Ghost af fået hende til at ændre sin mening. Hun nægtede konsekvent at øve sig i nuets "beskidte" sprog, selvom det ville få hende til at blende bedre ind og gøre nogle ting nemmere at forstå. Heldigvis var det ganske normalt for mange gamle væsner, at de bar præg af en lidt ældre accent, så hun havde ikke været yderligere mærket af det.

"Mit toneleje er en personlig sag. Jeg tiltaler Dem udelukkende som "De" af grunde, som kan forklares ved at fortælle Dem om min opvækst, men det er ikke en sag, som jeg ønsker at lægge på bordet. Så, hvis det passer Herren, så skal jeg gøre et forsøg på at dæmpe formaliteterne i mit toneleje, men jeg kan ikke love noget."

Mundvigerne blev trukket op i et kort høfligt smil, før de atter sank og blev neutrale i deres udtryk, ganske som resten af ansigtet. Det var en svær ting at udtrykke sig via. ansigtet, når Natasha var ude af stand til at reagerer med andres folks udtryk eller se, hvordan de tolkede hendes ord. Men hun fandt det positivt, at dæmonen lod hende deltage i samtalen til trods for, at det nu var anden gang i træk, at han var blevet afbrudt i sit måltid. Hendes fingre gled kærtegnende over dragens hovede, på sin stok, imens hun blev stående, præcis som for et øjeblik siden, og lyttede til, hvad dæmonen havde at sige. Ved benævnelsen af hendes tøj lod hun hovedet bøje en smule, som om, at hun betragtede sin egen krop for en stund, inden hun atter vendte opmærksomheden imod dæmonen, hvis mund var ordenes kilde.

"Tøj er en i den grad en luksusgenstand. Tøj er et tegn på intelligens, værdighed og status. Med status, der mener jeg selvfølgelig penge og magt. Køn gælder ikke her. Jeg kunne være en mand, og dermed virke stærkere, hvilket ifølge nogle væsner formentlig ville øge min status - men igen nej. Kvinder og mænd har deres enkelte fordele. Det samme gælder væsner. Sætter et væsen sig til til at udføre eller underkaste sig et lavere væsens behov, så er de sunket en grad. Det kan selvfølgelig være for at hoverer, men det gavner ingen. Ikke engang væsnet selv, medmindre man måske kunne tælle egoet med. Tøjet her har den funktion, at det dækker min krop, og dermed udelukke pøblens blikke og unødvendig statusfald. Gik jeg iklædt som jeg blev skabt, så ville jeg hurtigt få en helt anden titel. Maden har ingen funktion for Dem andet end dit ego. De plejer dig selv med mad, hvilket De mener har samme funktion som mit tøj. De må aldrig definerer noget, medmindre de kan defineres i samme kategori. Tøjet er beskyttende og nødvendig for mig, det er maden ikke."

Natasha talte roligt og længe. Luft var ikke hende en nødvendighed, så hun behøvede ikke nogen form for pause i sin lange række af ord. Hun var derimod heller ikke helt ude på at skubbe til dæmonen, men det var svært for hende at lade være med at prikke og pirke forskellige steder. Ghost der i mellemtiden havde set nok var fløjet tilbage ved hendes side og forholdt sig nu helt roligt. I situationer som disse, så var… den udmærket klar over, at afbrydelser ikke var på plads, og i så fald de fandt sted, så ville Ghost blive ignoreret længe fremover og Natasha ville blokerer sig fra åndeverdenen et stykke tid. En konsekvens som pinte dem begge, men det var lærestregen værd.

"Det er sandt. En engel der bærer kors er… svagt. De burde ikke have nogen tvivl om, hvorfra de stammer eller med, hvilket formål de er sat på jorden. Alligevel finder et par stykker af dem det nødvendigt at bærer kors, hvilket jeg hellere ser som en hæder til deres Fader end en form for bekræftelse… En engel bør bekræfte sin tro på anden vis. At en dæmon derimod vælger at gå med kors er en god form for accept. Det ses ofte, at dæmoner forbander det hellige, og dette er selvfølgelig med god grund. For i mange, mange år er de blevet set som mørket og engle som lyset. Hvorfor skulle man så overgive sig til noget, der kan virke misvisende? For at bekræfte selvfølgelig. Familiegenerationer er altid spændende…"

Et kort nik indikerede, at hendes tale omsider var forbi. Ofte kunne hun tale så højt og længe, at hun havde en tendens til at glemme, hvorfor hun i det hele taget startede med at snakke om netop det emne. Samtidig så var der et håb om, at hun ikke helt havde tabt dæmonen på halvvejen. Da hun blev tilbudt en stol flakkede øjnene rundt et sekund, imens læberne automatisk svarede.

"Det ville være mig en glæde at deltage ved Deres bord."

Selvom Natasha var uovertruffen til at færdes som blind, så var det hende umuligt at vide, hvilken stol som dæmonen refererede til, da hun blot var i stand til at fornemme, at han rykkede på sig. Heldigvis steg hjerterytmen ret hurtigt hos det udvalgte menneske, hvilket tillod hendes øre at opfange nogenlunde, hvor lyden stammede fra, så hun kunne lokalisere sit nye siddested. Dog, før Natasha overhovedet havde rykket en muskel, kunne hun fornemme, hvordan en enorm skikkelse fik rejst sig foran ansigtet på hende. Hun rykkede sig stadigvæk ikke, men testosteron som hang i luften var tyk og hjerterytmerne hos begge parter larmede voldsomt. Ikke længe efter fornemmede hjerterytmen dø ud hos dæmonens modstander, den pludselig lugt af blod, der fulgte efter det høje splat tydede på, at det ikke længere var et sted, som hun ønskede at sidde. Derfor valgte hun, efter det sidste menneske havde forføjet sig, at sætte sig der i stedet for. Hun var en anelse stiv, da hun satte sig ned, men det forvekslede man let med rank holdning i stedet for mistro om stolens position. Stokken blev hævet en anelse og prikkede let til den afdødes ben, før hun lagde hovedet en anelse på skrå og vendte sig imod dæmonen.

"Jeg er ikke sikker på, at stedets ejer vil finde det passende, at De dræber stedets gæster. Selvom De er af nobel herkomst, så tyder det på, hvad jeg har hørt, at man ikke ALTID kan tillade sig lidt småsvinerier… Som De selv antydede tidligere, så er dette et spisested, og jeg tvivler stærk på, at alle væsner er så store fans af hjernepurre som De."

Ghost hostede kort for at skjule et lille grin. Ånden var svær at bedømme, for ofte var den uden humor, hvorimod andre gange, så brød den ud i en tilfældig latter. Natasha kunne dog ikke tillade sig at blive påvirket, da det ville fremstå… tilfældigt.
Tilbage til toppen Go down
Natasha
Nybegynder.
Nybegynder.
avatar

Ingame Titel: : Leder af the Calvarinos, mafiaen.
Race : Elder.
Navn. : Natasha Von Calvarinos.
Alder : Ca. 2500 år.
Evner/Classes. : Nekromantik.
Bosted : Borgen Sem'ya Doma.
Tilhørende klan. : The Calvarinos (The Mafia).
Partner. : Forlovet med Vladimir Von Calvarinos.
Slaver. : Nice and fresh, please.
Evt. bemærkninger. : Natasha er blind, men hendes øjne har en tendens til alligevel at skifte farve efter hendes humør pga. en mutation.
Antal indlæg : 125
Reputation : 0
Join date : 28/08/14

IndlægEmne: Re: Tales from Las Vegas - Xexilia    20/3/2015, 20:36

//Kuk-kuk? :-D//
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Tales from Las Vegas - Xexilia    

Tilbage til toppen Go down
 
Tales from Las Vegas - Xexilia
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Las Vegas (Staten Nevada) ::  :: Las Vegas ::  :: Gaderne-
Gå til: