IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 27
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 It is time for dealing with the past. (Rozalin)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   26/3/2013, 15:13

//Håber virkelig ikke, at dette er for meget med 102 linjer :D Ellers må du sige til :D //

Sted: I Sem'ya Doma.
Tid: Knap 22.00
Vejret: Solen er ved at gå ned og der er ellers en mild brise i denne lunkne luft.
Årstid: Efterår, men der er jo alligevel ingen forskel her i Las Vegas.

Den rungende lyd af døren, som blev lukket i, var mange gange højere end lige ventet, men sådan var det, når lydbølgerne slog med deres resonans imod væggene, som hurtigt dannede dette ekko op imod den anden enden af the Hall of the gods. Ikke en levende sjæl var i dette rum, eller i hvert fald ikke en i bogstaveligt i live. Men for enden af denne store hal, hvor de store granit figurer af diverse mytologiske væsner fra en fjern fortid, som næsten syntes at tilhører en anden, gled den mandelige sorte skikkelse lidt ned af stolen. Et lavmælt suk gled igennem de blege smalle løber, hvor blodet ikke havde løbet igennem i en æon, og de grå øjne så fjernt imod den anden ende af rummet. Selvom forhandlingerne var gået godt og de købmænd var nu gået hjem veltilfredse, så havde en vist rastløshed gjort, at Vladimir havde haft en lille trang til at flå deres bløde struber over på dem.
Den lange sorte hår blev slynget omkring da han rystede på hovedet af sig selv, han var ved at blive for sentimental på de gamle dage, måske var det pga dette pigebarn i succubusform ved navn Payne, som havde sat noget igang, som han ikke lige 100% forstod selv.
Denne nye rastløshed havde bragt minder tilbage for fortiden, Paynes direkte tilstedeværelse havde bragt minderne om hans elskede, hvor en dødbringende episode havde frarøvet om alt det, som havde været menneskelig for ham. Nu, som han snart har været i snart 1000 år, har han været mere kynisk end kynisk. De blege fingre gled op til halsen, da han rettede på sin åbne skjorte, som lå næsten helt skjult under hans sorte jakkesæt.
En stor lang skællede krop gled forbi hans fødder, hvor det store massive hoved blev lagt på hans hånd, og hvor de klareste røde slangeøjne kiggede på ham, mens hans sjæl selv reflekterede i dem.
Den næsten hvide hånd kløede hovedet på det, som lignede et monster, men som nu udgjorde hans søster, hans sjælesøster. Den store 7 meter lange krop var snoret let omkring hans store trone, mens det store hoved, som allermest lignede en blanding mellem en drage og en slanges med massive lange rækker af pirattænder, vendte op i hans hovedhøjde.
"Hvorfor dvæler du dog ved fortiden kære broder, vi har været så mange gange over det. Måske skulle du bare ud at finde dig en dulle eller to til at glemme dine tanker."
Kom den meget kvindelige rusiskpræget stemme ud af de massive kæber, hvor det syntes at være umuligt, at dette væsen kunne frembringe sådan en smuk kvindestemme.
Vladimir behøvede ingengang at svare, da deres tilknytning var så stor, da de var sjælesøskende, at de kunne høre hinandens tanker, sådan var det, når de var født i sammen krop og levede i sammenkrop næsten altid, undtagen når Diana eller Jacki tog sig en tur ud i deres slangeform.
Med en let sitren i fingrene og med blikket vendt op i vejret, mens den russisk stemme sagde lavmælt nogen uforståelige tal, da den beregnende hjerne arbejdede, som den næsten altid gjorde.
"Der er nok kun 96,235% af alle duller i Las Vegas, som vil tilbringe en nat med mig pga min magt, mens nok 48,824% af dem vil nok gøre det, fordi så de kan stikke en pæl i mit hjerte."
Sagde Vladimir med et blegt smil på læberne, sådan var det jo, når man var selveste den store godfather over denne by og den meget store Calvarinos Mafiaen. Hvilket fik tankerne til at falde på hans arvning, hvis nogen endelig skulle være heldig og kunne fornå det, som ca mange andre 1000 ikke har opnået. Blikket vendte i gulvet, næsten før han blev klar over, at han tænkte på den sovende Rozalin så mange meter under sig. Det blege smil steg et par vinkelgrader, da han indså hvor lang tids siden, han sidst havde tænkt på hende, og selvom han havde brudt sine maker bånd med hende, så kunne han nok ikke lade vær med at betragte hende som en halv datter.
Den store hoved forlod armlænet, hvor kroppen begyndte at sno sig væk i mørket.
"Du er umulig broder, det ved du vel godt?"

Dominoeffekten har sikkert spillet længe for at kunne medføre til denne episode, som ingen har turde at gøre endnu. I alle de år, mens den store Sem'ya Doma har stået, er der ingen, som har frivilligt gået ned der, som stikker dybere end fangekælderen, faktisk vidste de færreste, at vejen derned eksisterede. Det var kun de ansatte og vagter, som arbejdede i fangekælderen, som kendte til denne dør til trappen, som førte længere ned. Rygterne har forlængst blevet total uddebatteret, men i hvert fald havde ingen gjort det, da Vladimir havde strengt fortalt dem, at de ikke måtte gå derned, og hvis der var nogen folk, som vidste bedre, at man skulle frygte Vladimir og hans straffe, så var det fangevogterne og de torturerende arbejdere, da de vidste, hvad hans kreative beregnende kyniskhed har ført til at meget absurde torturmetoder.
Men alligevel selvom de fleste var afskrækket til at gøre det, så var der to unge grønskollinger, hvor de gamle ansatte havde bildt dem ind af diverse historier, som havde lokket dem til at gøre denne mandsdomsprøve. Selvom der ikke var meget mand over det, mens de næsten gik klisteret op af hinanden med lugten foran sig ned af trappen, hvor sten væggene var klamme, kolde og fugtige, næsten som døden selv tænkte den ene for sig selv, mens han med sin menneskekrop klamrede sig op af skyggedæmonens krop på denne smalle trappe. De begge to var kun lige knap blevet 18 år, hvor de for få uger siden var blevet ansat under the Calvarinos' tjeneste.
Endelig efter mange meter, som syntes som en evigheder for disse to unge mænd, så nåede de til en gammel træ ståldør belagt halvt med sølv, hvor mytiske symboler præget sølvet, som både dække hængslerne og håndtaget.
Dæmonens næsten kulsorte øjne rystede på hovedet, da den unge mand ved sin side hentydede med en rystende hånd, at han skulle åbne døren. Dæmonen havde nemlig ingen handsker på, og hvis han rørte håndtaget, så ville han blive brændt af de hellige symboler i forsøget på at åbne denne dør.
Et suk gled igennem mensklingens krop.
"Okay okay, jeg skal nok, når du er sådan en bangebuks"
Sagde han mens han bevægede sig imod håndtaget i hans lidt for store vagt uniform, der næsten hang på hans ca 1,73 høje og i særdeleshed tynde skikkelse, hvorimod dæmonen ved hans side var en veltrænet og et hoved højere skikkelse. Dæmonen undlod at sige noget, da det var ikke hver at forklare sin stædige ven, at han havde visse tekniske problemer med at åbne døren.
Den tykke dør svajede hurtigt op efter grebet fra låsen var sluppet, mens en langt friskere luft susede ind i rummet dybe mørke. Der syntes næsten, at der skulle gå noget tid, før selv lommelugtens lys kunne mase sig ind i rummets mørke. Heldigvis havde dæmonen sine sorte blanke øjne, som kunne se alt som det var midt på dagen. Men alligevel gjorde han ingen intentioner i at flytte sig, selvom nysgerrigheden steg drastisk i ham.
Det var et ca 20m*10m*3m rum, som var næsten ren og skær fyldt op med alle mulige mytiske møbler, oldgamle malerier, og hvad der end af mytiske oldsager i dette rum.
Skyggedæmonen, som var langt mere følsom for de ting, som mennesker hverken kunne fornemme eller lugte, kunne ikke forstå og måtte næsten tage sig i at kalde sin ven tilbage, da hans ven med et hop kom ca 1 meter inde i rummet. Selvom Skyggedæmonen elskede mørket, så kunne han helt klart fornemme noget, som lå gemt i dette mørke, noget, som han ikke ønskede at vække, så derfor sagde han med en hviskende stemme.
"Okay, nu har vi været her, så vi skynde os tilbage please?"
Det var sjældent at hans ven hørte ham sige please, og især se ham med flakkende blik kigge fra side til side. Men nysgerrighedens stærke greb havde også taget fast i ham, og han kunne allerede føle, den herlige smag af vinderfølelse, da han havde opnået, som han ellers havde været så tæt på at pisse i bukserne over.
Så i stedet for sagde menneske manden.
"haha din kylling, du plejer da ikke at være bange for mørke, se her!"
Den unge mand greb med grådige hænder fast om en meget gammel guld hjelm, som var besmykket med blodrøde opaler, hvor de store drager af the calvarinos symbolerne pryngede dens smukke sider. Men hvis man var en historie kender, så kunne man godt genkende hjelmen fra romertiden,da dens hanekam af fjer var meget kendt fra denne alder. Straks kom denne tunge hjelm på den unge mands hoved, og han grinede herligt over grådighedens åbenbaring, da i denne verden var guld langt mere værd end i førkrigstiden.
"Se er den ikke bare fed Jonas!"
De blanke sorte øjne reflekteret guldets skær, og frygten forsvandt som dug for solen. Især da Rozalin var så langt væk i dvale, at han ikke kunne fornemme direkte hendes sjæls skygger.
Dæmonens hænder greb fat om nogen tynde smukke sabler, som vejede godt i hånden, og der var ingen tvivl om, at de kunne tage mange liv.
"Se hvad jeg har fundet!"
Sagde Jonas og kastede en sabel hen til sin ven, hvor der hurtigt blev efterfulgt af lyde af sværdkamp, mens de kæmpede for sjov. Dæmonen var hurtigere og stærkere end mennesket, så han blev hurtigt presset bagud, hvor han lige pludselig mærkede den hårde kant af sten imod sin ryg efterfulgt af et lille stik, som åbnede et lille sår på hans hånd, da den pludselig stoppen havde dæmonen ikke regnet med.
"Hey hey hey nu har du jo givet mig et kødsår"
Sagde mennesket grinende, mens han så tørrede sin hånd af den overflade, som var lige bag ved ham. Men da han blev opmærksom på, hvad det var, så hvinede han hurtigt op og vendte straks imod det med sin lygte i hånden. Foran ham var der et langt flot granitbord af sort granit med blodrøde åre, hvor på den lå der en kvindelig skikkelse med et lag af støv. Men dog var den sværere at genkende, da det rød brune hår var falmet og huden var helt skrumpet ind til knoglerne. Blodet, hvor han havde tørret sin hånd på, var på den dødes ansigt, og han tørrede straks sin hånd i dæmonens jakke.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   29/3/2013, 01:08

//Nej nej, du havde selv fået et mega langt svar hvis altså ikke min computer fik slettet det hele. Så denne gang må du altså lige nøjes med et lidt kortere svar end jeg havde håbet :P//

En collage af minder gentog sig om og om igen inde i hendes hoved, som en gammel filmrulle i en biograf, dag efter dag skulle den afspilles for flere forskellige væsner. Hendes hjerne fungerede i øjeblikket som et fotografi, den gav klare billeder om ting der tidligere var sket, ting som Rozalin så brændende ønskede at ligge i glemmebogen, hvor hun derefter ville brænde glemmebogen og kaster asken i Stillehavet, så det kunne forsvinde ud i verden. Rozalin minde om dengang hun blev forvandlet til vampyr, hang fast i hendes hoved og selvom hun lagde i dvale, huskede hun det stadig meget tydeligt. For den dag blev ved med at afspille sig selv, hun mærkede smerten om og om igen, og der var intet hun kunne gøre ved det. Havde hun fået lov til at ændre noget dengang, så havde det nok været hendes valg om at gå i dvale, men dengang vidste hun jo ikke at hun skulle opleve den samme dag om og om igen, fordi hun ikke kunne lade vær med at tænke på den. Hun var ikke andet end en bunke knogler og skind, eller.... Hendes knogler var jo rent faktisk lavet af jern, så det vil sige at hun var halv cyborg og halv vampyr. Hendes rød/brune hårfarve var falmet meget i løbet af årene og hendes hud var blegere end en gennemsnittelig vampyrs hud var. Et tyndt, men meget fint lag støv havde lagt sig over hende og så man ikke ordenlig efter, kunne hun ligne en statue.

Månen var spøgelsesagtig og hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at vinden truede med at rive ens yderste lag hud af, nej se dette var ikke en sommerdag i Rusland, det nærmede sig nemlig vinter. Krigen var for alvor begyndt mellem en bande på 15 - 20 stærke mænd og Rozalin. Selvfølgelig var det ikke alle mod Rozalin, det jo unfair, men Rozalin havde ikke fået samlet særlig mange så hun var i undertal. Den nat døde der rigtig mange uskyldige, men også skyldige og selvom Rozalin aldrig har haft det store problem med at dræbe, så var det her direkte monstrøst! Der gik ikke 2 sekunder inden man allerede hørte flere skud, fra flere forskellige steder. Små børn græd, da det jo ikke kun var lige der, der var krig, der var krig rigtig mange steder, det her var bare en af de små krige. Rozalin havde hørt forældre sige til deres børn ''Det her, det er bare en drøm i en drøm'' det havde givet børnene et lille håb, men hvis det var sandt... Så ville Rozalin hellere end gerne tage den første færge på vej ud af denne 'drøm'.
Banden vidste at Rozalin var en god skytte, og gud fader det kunne man fandme godt se på hende! Hun havde dog det problem, hun kunne kun koncentrere sig om en ting. Hun ville dræbe bandens leder, Ranz. Og da hun lige havde fået ham på kornet, blev hun overfaldt bagfra af en, af bande medlemmerne. Han slog hende ned og lige inden hun gled ind i det sorte ingenting kunne hun høre ham sige ''Godnat Rozalin, sov godt'' efterfulgt et nådesløst grin.
Senere hen af natten vågnede Rozalin op i en gyde, hvor hun sad bundet til en stol. Hun vred sine hænder bag sig, de var blevet våde af enten sved eller blod, det dryppede i hvert fald ned på jorden. Banden sad og snakkede i den kolde, mørke og gustne gyde og derfor havde ingen af dem opdaget at Rozalin var vågnet, indtil hun altså begyndte -af ren refleks selvfølgelig- at skrige om hjælp. Ranz kom dog hurtigt hen til hende og lukkede alle hendes lufthuller med hans klamme hænder. ''Shhhh Roza'' Han tyssede på hende og lige inden hun troede hun skulle dø af luft mangel, slap han sit greb. Hun gispede febrilsk efter vejret og med en stemme der dryppede af had vrissede hun ''Nå nå nå R, er du i fare for at blive et godt menneske?'' hun fremtvang et halvt smil på læberne. Hun hentydet selvfølgelig til at han slap grebet om hende, lige før hun døde. Det var da gavmildt af ham... Hendes lille kommentar lod han passere forbi hans øre, mens han bare fortsatte i den sædvanlige venlige, men dog irreterende tone. ''Godt så Roza, vi kan gøre det her på den lette eller den svære måde, dit valg.'' Hun havde tænkt sig at lave en spydig kommentar ud af det, for helt ærligt. Det var sku da kliche at sige det på den måde, men i stedet spyttede hun efter ham, og ramte ham på de ny pollerede læder sko.... Hvilket hun jo selvfølgelig aldrig skulle havde gjort, for der, der brød helvedet ud. Den nat bestod af ild, kvælning med vand, tæsk, tæsk med jern køler, knive som blev brugt som dartpile og meget meget mere.. Da Rozalin så til sidst var meget forslået og var nær døden, bandt de hende op, tog fat i hendes hår og rev hende hen ad jorden og ud på den vej, som der engang havde kørt biler på.
Rozalin var sikker på at dø, hun kunne ikke andet end at dø, men så... Så kom han. Vladimir! Han tømte hendes krop for blod og gav lidt af sit, og der satte han processen igang for hende. Problemet med Rozalin var bare, hun ville ikke drikke fra andre, under ingen omstændigheder, så det hele endte med at hun gik i dvale.


En dråbe gylden væske fandt vej fra hendes mundvig ned på tungen, hvor den så bredte sig som en steppebrand ned i halsen på hende. Naturfænomenerne overtog hendes krop, den ene lille dråbe havde besluttet sig for at ødelægge hendes mange års søvn og lege 'Storm over Atlanterhavet' i hendes mave, plus at starte en sandstorm op i hendes hals. Hun udstødte en tør hosten og greb sig selv om halsen, hun brændte efter mere, hun MÅTTE have mere! Et hårdt greb om den nærmeste -mennesket- og pludselig lagde hun med et ben på hver sin side af ham, mens hun gennemborede hendes tænder i hans tynde lag hud ved halsen, og efter få øjeblikke havde alt liv forladt hans krop. Hun lukkede øjnene og kastede hendes hoved tilbage, og stønnede svagt over at mærke den gyldne væske flyde rundt i hende igen. Men det sølle, lille menneske var ikke nok til at slukke hendes tørst, hun havde dog fået nok til at kunne styre sig selv mere eller mindre. Selv hendes kinder og hår havde fået et andet skær, af den smule blod hun havde fået. Hun havde ikke lagt mærke til dæmonen og gik derefter ikke efter ham. Hun fik langsomt rejst sig op, men hendes ben rystede under hende og hun blev derfor nød til at støtte sig op af muren.
Trapperne op til overfladen føltes uendelig, hun faldt op til flere gange på den forbandede trappe, men da hun endelig kom op til overfladen igen begyndte hendes hals sig med at snurre sig sammen, så hun besluttede sig for at kalde på Vladimir, lige der virkede det som det klogeste at gøre. ''Vladimir!'' Hendes stemme var svag, men høj nok til at en stærk vampyr som ham ville kunne høre det, hvis han var tæt nok på. Kort tid efter faldt hun på knæ, hvor hun efterfulgt træk hendes knæ op til brystet så hun lagde i foster stilling. Hun var stadig vågen, men på grund af det manglede næring var hun meget svag.


Sidst rettet af Rozalin 10/4/2013, 17:25, rettet i alt 2 gange
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   9/4/2013, 11:38

//jeg håber ikke, at det er hverken for langt eller for dårligt hihi ^^ For syntes måske ikke helt, at det er det bedste skrevet, men måske er det bare mit hysteriske moment som kvinde :D //

Mens lyset fra de grå øjne var vendt ubevidst imod gulvet, så huskede han den kære episode, hvor han havde fundet dette kære pigebarn, så tydeligt som alle andre vigtige episoder i hans liv. Dog var der til den forskel, at han var bevidst faktuelt, hvordan han følte i den givne episode, men han kunne ikke føle følelserne i sit iskolde hjerte. Dengang havde han nemlig være langt mere livsglad, hvis man kunne sige det sådan, og han havde respekt for andres væsners og menneskers liv, selvom den grumme kynismen allerede havde sat sit som et spire i hans sjæl, når alderen havde trukket så længe og de mange livspåvirkende episoder og viden. Men hans version af episoden var dog lidt anderledes end lige Rozalins.

I mange år lige efter krigen havde Vladimir kæmpet hårdt for at holde byen sammen, og især da den var så sårbar, da den var afhængig af udefrakommende resurser, som noget som simpelt som mad. Derfor havde denne klan ledet af Ranz været noget af en torn for Vladimir, da de havde gang på gang skræmt og røvet handelsmænd væk fra Las Vegas, hvilket kun ville betyde at byen kunne ende med at sulte og stoppe rent økonomisk set. På grund af at det var sådan et stort problem, så havde Vladimir personligt valgt at tage med sit bedste soldater for at nedlægge denne patrulje. En vendekåbe fra denne klan havde fortalt dem, at Ranz netop kørte ud på en vej og derfor ville være klar til det overfald, som Vladimir så længe havde planlagt.
Mens de 3 store Amarilloer drønede hen af vejen, hvor et vis pigebarn hang lige efter den mellemste bil. Så nåede de til et sving med i sandørknens mørke om natten, hvor store klippeblokke gav skjulet og muligheden for Vladimirs plan. Selvom natten havde været meget lydløst, så sprang denne stilhed ved de store skarpe pigge på jorden, som fik bilerne til at skride og fik sprunget deres dække i store brag. Vladimir var dog ikke den eneste "kongelige" af denne vampyr mafia familie, som var taget med. Begravet lige imellem en række pigge som var dukket op og havde bremset bilerne, og så flere lidt længere fremme forhindring, lå hans kære sjælesøskendesøster Diana. Selvom disse biler faktisk kunne køre uden hjul, da de havde en stor larvekrop, så kunne de langt fra køre særlig hurtigt med ødelagte fordæk. Som myrer der kravlede desperat ud, når der blev stoppet vand ned i deres bo, kravlede mændene i bilerne ud for at se, hvad der var sket, og de var langt fra ubevæbnet.
De grå øjne, som næsten lyste af ren kamplyst observerede denne episode, gemt imellem klipperne, sammen med hans mænd, og i hans hoved dukkede en stemme op.
"Er det nu?"
Sagde en lige så forventningsfuld stemme, hvor hendes krop sitrede af blodlysten, da hans søster havde en lidt for stor smag til frisk kød, og friske kødforsyningerne på det sidste havde været knapfulde. Vladimir nikkede uden at sende et eneste ord til sin søster, da deres fine følsomme fornemmelse overfor hinandens følelser var knivskarpe, så bare den mindste sindsstemningsændring var nok til at den store massive slange begyndte at mase sig fri af dens jordskjul, som lå under den mellemste bil. De røde slangeøjne så det pigebarn, som havde været slæbt efter bilen, men tog ikke just videre notits af det, da et par fødder fra en mindre nervøs bloddæmon havde stillet sig foran snuden på hende under bilen. Alle de ca 15 mænd, som havde været her i bilerne havde alle vendt i retningerne imod klipperne og de omliggende omgivelse, da der var tydeligvis noget på færde. Ranz, var den sidste, som havde trådt ud og selv han kunne få dårlige fornemmelser, selvom han ej var et væsen, som kunne fornemme andre så godt som andre væsner. Bloddæmonerne, den enkelte vampyr og en sort engel kunne alle fornemme, at der var væsner her, men ikke hvor de konkret var, da lugten havde Vladimir sørget for sine mænd at blive kamufleret og når de lå imellem klipperne og enkelte i sandskjul på den anden side, så var deres puls ikke særlig hørbar for de fint hørende væsner.
"Ranz, jeg tror, at der er nogen her.
Men lynhurtigt blev samtalen afbrudt af et skrig fra en af deres mænd. Alles øjne havde jo været rettet imod omgivelserne, så ingen havde set, før det var for sent, at en massiv slange hale havde lige snoret sig omkring bloddæmonens fødder og havde trukket ham så hurtigt tilbage, at kraniet havde knaget højlydt under lige før skriget, da den ramte jorden med et hårdt slag. Hurtigt havde den massive krop trukket den bevidstløse krop med under bilen, hvor de sylespidse mange rækkede pirattænder bed sig fat om kraniet og knuste det, som det var smør. Bare for at sikre sig, at ofret ikke ville skrige. Vladimirs opmærksomhed havde været fuldt ud på sin søster, og deres store tilknytning gjorde, at da hun smagte blodets sødme som fyldte hendes gav, så kunne han selv næsten smage det og var lige ved at springe ud fra sit skjul, da de glødende røde vampyr øjne af lyst ramte ham.
Mændene dernede kiggede nervøst efter deres svundne partner, men han var langt fra til at findes, han var som synket i jorden. Som Vladimir havde satset på, så ville moralen total blive ødelagt, og det gjorde, at folkene ikke længere holdte deres rækker og begyndte at diskutere og henvende opmærksomheden imod hinanden.
"Nu folkens"
Sagde den russiskpræget stemme igennem den lille radio siddende fast i hans jakkesæt. Med et dukkede ca 6 mænd, imod de nu kun levende 14 forvirrede væsner og mennesker midt imellem bilerne. En, som var gravet ned i et skjul lige ved siden af vejen dukkede frem med et brøl, hvor den ellers halvspinkle krop blev transformeret ind til en dæmonisk tykhudet krop, som straks løb med grumme lange skarpe kløer imod den nærmeste fjende. 2 andre var begravet og tog våben frem og begyndte at skyde. Selvom de bandemedlemmer var grebet af et kortvarig frygt, så var de som sagt stadigvæk hardcore bandemedlemmerne, hvilket fik dem hurtigt til at slå koldt vand i blodet og bruge bilerne som et skjul. Diana begyndte at bevæge sig halvt fra sit skjul for at napse de mænd, som hun end kunne få fat i til at hive dem under vognens skjul, da selvom hendes hud var tyk, så kunne den langt fra tåle uendeligt mange skud. De andre 5 mænd inklusiv Vladimir dukkede frem fra klipperne, hvor vladimir stod med sin ene Desert Eagle, hvor hans med næsten sammenknebet øjne koncerterede i at ramme det bestemte ene hoved, som havde så længe skabt ham problemer. Men i et øjebliks ivrig, hvor han ikke lige tænkte så meget på hvor store chancer der var for at han blev ramt imellem alle de 5 mænd, som stod i halvt skjul af klippe blokkene.
Så et sølvskud fløj igennem luften og borede sig igennem skuldren på ham, som gav et stort smertejag i hele skuldren og armen, da selvom en vampyrs krop var død, så gjorde sølv stadigvæk meget ondt. Dette resulterede i, at han havde selv lige trykket på aftrækkeren, men de få milisekunder hurtigere var kuglen og fik afværget skuddet fra at ramme lige så perfekt mit i skralden på den kære Ranz. Denne højlydte skud, som var noget mere karakteristisk i forehold til de andre, fik Ranz's opmærksomhed vendt imod Vladimir, som langt fra var en ukendt skikkelse for Ranz. Et grumt smil gled på Ranz's læber, mens skudene haglede og bandemedlemmerne fandt ud af, at det var en god ide for de nærkampsfolk at bevæge sig ind imellem klippeblokkene for at nå de skydende folk. Selvom Ranz var menneskelig, så havde han gennemgået det, som mange folk havde oplevet i denne verden, som var mutationer. Med et fandt Vladimir stå og glo på Ranz ansigt, som var mere end få centimeter fra sig, hvor et greb tvang leddene i Vladimirs arm til at blive vredet om, hvor kroppen var nødt til at følge med, da ellers ville knoglerne knække under presset.
Heldigvis havde Vladimir ikke behov for luft, ellers havde luften været slået ud af sine lunger, da han faldt ned på jorden så langt han var pga Ranz lille taktik, hvor han ikke gav Vladimir meget chance for at nå at forsvare sig, før han var over ham.
Et par sekunders øjeblik stirrede de to ærkefjender med stor indædt had, hvor kampen næsten syntes at foregår mentalt. Vladimir smilte så et snedigt smil og skulle til at tvinge hans arme væk, da Ranz holdte ham nede ved armene. Men det snedige og overlegen smil faldt hurtigt, da selvom, at han var 4 gange så stærkere end et normalt stærkt menneske, så kunne han simpelthen ikke skubbe Ranz væk. En ildelugtende ånde mødte ham, da Ranz smilte sit eget snedige smil.
"jamen dog Vlad.. Kan store stærke og beregnende Vlad ikke klare lille svage mig
Svedperler dryppede ned fra hans pande, hvilket gjorde Vladimir opmærksom på noget. Sveddråberne var udsædvanligt varme i forehold til en normal kropstemperatur, og selve Ranz hænder var meget varme, og Vladimir kunne høre Ranz blod suse igennem hans krop med usædvanligt meget stort overtryk og langt hurtigere end normalt.
Blodet var yderst fristende, selvom blodet var langt fra den bedste kvalitet, så den høje dundrende lyd af blod, som næsten overdøvede skudregnen rundt omkring dem, fik Vladimirs øjne til at gløde fuldstændigt selvlysende rødt.
De sylespidse tænder gled ud med en skarp klikkende lyd, og hvor Ranz mærkede den skarpe smerte i hans hage, som fik ham distraheret, så han ikke længere brugte sin evne til at forbruge langt mere energi til at kunne yde langt mere til at holde Vladimir nede. De to kæmpende kroppe begyndte at rullende kæmpe imod hinanden, hvor Ranz fik fat i sin gode kniv og begyndte at lade den hurtigt glide ind mange steder, hvor den også prøvede at finde vej imellem ribbenene til at ramme det upumpende hjerte. Heldigvis for Vladimir, så var den ikke af sølv, men det gjorde stadigvæk ondt og efterlod sig store åbne så, hvor det kun galt om tiden før Vladimir ville miste nok blod til at han ville gå i dvale.
De andre mænd af Vladimirs patrulje havde set to de, og selvom deres skud fik taget flere ofre af den anden angribende bande, så var det ikke nok til at de kunne komme og hjælpe og desuden regnede de med, at Vladimir godt kunne klare det.
De skarpe tænder gled ned igennem armen ind til knoglen, hvor de truede med en stor styrke at lave huller i selve knoglen, da han bed ekstra hårdt pga smerten. Ranz kom med et udbrud, hvor Vladimir fik sparket Ranz væk, hvor de hurtigt kom op på benene begge to. Vladimirs fine jakkesæt var langt fra så fin nu, og blod var på begge deres tøj og kroppe, hvor man ikke lige kunne skelne vampyrblodet fra menneskeblodet.
Med observerende øjne så Vladimir, at Ranz var blevet noget tyndere pga alt den ekstra meget energi, som han havde forbrugt, og selvom Ranz prøvede at se så mindst udmattet ud, så virkede det langt fra helt så perfekt.
Vladimir kunne mærke blodet fra de 4 store sår i siden, som havde gennemblødt hans tøj og som nu gled ned af hans lår.
"Du ser skam ikke så godt ud vlad, er du sikker på, at du ikke bare giver op
Sagde Ranz med større selvsikkerhed, da han så blodplamagen bare blive større og større. Vladimir kiggede ned på det et sekund og følte sine egne kræfter glide ud med blodet. Med en lavmælt mumlen beregnede han tiden, han havde i teorien, og det viste sig, at han nok kun havde ca 1 min før han blev svagere end Ranz. Så han måtte gøre noget, meget hurtigt!
Heldigvis havde Ranz ikke særlig meget tålmodig, da efter hans vurdering så Vladimir svag nok ud til ham. Ranz løb frem med sin kniv, men hvor Vladimir med sin beregnende hjerne brugte vinklen af hans egen krop og arme og lige gribe fat i de rette punkter, hvor han så lod Ranz egen kræfter til at blive brugt imod ham selv, så Ranz selv fløj hen af jorden, og hvor nogle få sekunder, fandt han sig selv i sammen position som Vladimir tidligere.
"Ungdommen nu om stunder."
Sagde Vladimir, da i hans øjne var de fleste nogle unge børn i forehold til hans høje alder, især når de fulgte deres tålmodighed. Men her gik dog Vladimir selv imod sit eget princip, hvilket stadigvæk var godt for han, da han straks lod sine skarpe tænder synke dybt i det bløde kød i halsen og smagte blodets sødme fylde hans gab. Selvom Ranz prøvede at slå og at bruge sin kniv, så havde bulldog'en sat sine kæber om halsen og kunne ikke tvinges til at give slip. Så selvom store sår blev forvoldt af de enkelte slag med kniven, før spjætten og de manglende kræfter overtog Ranz, så blev de bare healet, mens vladimir sugede det healende og energigivende blod til sig. Først da Vladimir mærkede, at blodet ikke længere blev suget så let gav han slip på kroppen, som bare faldt på jorden som en slap kludedukke. De andre af hans mænd havde fået dræbt flere af de andre, og der var andre af Ranz bandemedlemmere som nåede at stikke af.
Så mens Vladimir sundede sig, da han mærkede blodet glide igennem hans krop ud til fingerspidserne som livsgivende lys. Det røde lys forsvandt fra hans øjne, da blodtørstens høje bjerg var nu kun blevet til en lille bakke. Med bagsiden af hånden og ærmeenden af kkjorten til at tøre hans bloddækket mule og ansigt af, så han ikke så nær så grotesk ud.
"4 mænd er flygtet, skal vi jagte dem?"
Kom en af hans mænd til ham med våbnet klar i sin hånd. Men Vladimirs respons var bare en rystende bevægelse med hovedet efterfulgt med et livligt svar med den russiske stemme.
"Neeeejj.. Bare lade dem gå, nogen skal jo være vidner til The Calvarinos's magt.
Efterfulgt med et grin, mens han gjorde tjek på sine mænd. 1 var hårdt såret, 2 var mindre imod de 9 dræbte og 1 såret og resten flugtet af Ranz's bande. Den store slangede skikkelse slubrede et enkelt lig i sig for at fylde sin rets så store mave. Imens Vladimir gik imellem mændene, og hans mænd tog hvad resurser, som end kunne bruges og førte dem til deres biler længere væk. Så opdagede Vladimir denne meget forslået skikkelse bundet til vognen. mens han knælede sig ned til skikkelsen for at fjerne det støvet hår fra hendes pande, så lød der en mumlen, som både beregnede sandsynligheden for at hun var en af dem, og også hendes vægt, massefylde osv, som han desværre havde en vane med at gøre. Hans øre kunne let opfange den svage puls, og han kunne ikke lade vær med at forbame sig dengang over denne meget forpinte sjæl.
Her i nutiden kunne han ikke forstå sin daværende tankegang, hvor han ikke kunne lade vær med at smile skævt over sin eget jeg dengang, mens han tænkte videre om episoden. Han løftede kvindes hoved op imod sig, hvor hendes krop berørte hans meget blodplettede tøj, og hvor enkelte sår stadigvæk var åbne, da det krævede enormt meget blod for at heale meget dybe og blødende sår. Hans anden hånd fjernede noget mere af det lange smukke hår fra hendes pante, som viste hendes meget såret ansigt efter megen tortur.
[color=cyan]"Ingen mere smerte, hvil nu i fred"
Sagde han med en meget russisk præget stemme, han var ikke direkte berørt, men han syntes stadigvæk, at det havde været svinsk af dem at behandle hende på denne måde. Med en stor rolig tålmodighed lod han sine sylespidse tænder borer sig i hendes kød, som tog ikke gjorde rigtig ondt overhovedet, da tænderne var så skarpe, at de bare gled igennem. Straks sugede han det langt mere sødmefyldte og smagsfulde blod i sig. Hvad han dog ikke vidste var, at hans blod fra et af hendes sår havde blandet sig med en af hendes større sår, hvilket gjorde, at han ufrivilligt havde givet ham blod.
Efter hendes udtømmelse var hans mænd klar og havde med vilje efterladt ligene af bandemedlemmerne, hvor deres hoveder var blevet sat på pinde til skræk og advarelse. Vladimir gik med liget af kvinden i sine arme, og de andre gloede, hvor den ene tillod sig at spørge.
"Hvorfor tager du hende med?
Et skævt smil gled på hans læber imod soldaten, som havde spurgt nervøst.
"Vi kan da ikke efterlade et lig, som er tydeligvis fra en anden klan, vi skulle jo nødig blive beskyldt for at bekrige allierede klaner"
I bilen kom liget af Rozalin, og senere den næste nat da hun lå i en undergrunds lille forpostsbase i et kølerum, da en sandstorm med enorm meget radioaktivitet, havde forhindret dem at begrave liget. I dette rum havde Rozalin vågnet, hvor Vladimir hurtigt blev meddelt om hendes genopståelse.


Tilbage i nutiden så den kære skyggedæmon sin ven hurtigt blive taget af den kvindelige skikkelse, og han hørte tydeligt vennens skrig uden at kunne flytte sig ud af steget. Selvom Skyggedæmonen altid havde været stor og stærk, så når det kom til stykket, så havde han knap nok turde at tilmelde sig the Calvarinos mafiaen. Da skriget stoppede, så fungerede endelig hans hjerne og straks forsvandt han med dæmonens skyggeveje i skyggeverden. Først løb han bare opad for at komme væk, men så blev han klar over Vladimir, som sad på sin kære trone og kiggede eftertænksomt ud i luften. I det næste øjeblik fandt Vladimir sig til at stirre at den lige pludselig opdukken skikkelse, og en let rysten på hovedet var det eneste reaktion som viste hans chok. De meget kolde og grå øjne stirrede på skyggedæmonen, som derefter hurtigt blev klar over, hvordan situationen var og straks bukkede sig ned på ene knæ med blikket imod jorden i respekt for Vladimirs høje rang. Diana blev opmærksom på denne nye sitren af spænding, som kom i luften ved dæmonens pludselig opdukken.
"herre Vladimir.. Jeg. Mig og..Nej.. nede under fangekælderne mig og øøhhh.. Nej. Vi fandt noget, nej han er død!
Vladimir gloede på skyggedæmonen foran sig, som så rets så ny ud med sin splinternye uniform, men som snakkede meget hurtigt og forvirrende. De sorte laksko lød højlydt imod gulvet, men dæmonen var så opfanget af sin forklaring og følelser, mens tårerne faldt, at han først opdagede, at Vladimir havde rejst sig, da hans stirren imod jorden blev erstattet med de sorte laksko.
Skyggedæmonen mærkede fingerspidserne imod sin hage, som med en mental kraft syntes at tvinge hans krop til at rejse sig med Vladimirs bevægelse. Dæmonen var høj, men selvom Vladimir var en smule lavere end den 202meter høje dæmon, så så han ikke mindre frygtindgydende ud for skyggedæmonens øjne.
"Glem alt det andet forklaring, sig, hvad der er gældende lige nu"
Stemmens nøjagtighed smældede skarpt i Dæmonens øre, som næsten fik skåret alle hans paniske følelser over.
"En kvinde er sluppet fri fra det forbudte rum i kælderen
Sagde Dæmonen med meget stor selvkontrol som krævede enorm meget styrke. Straks mærkede han fingernes forsvinden fra sin hage, og han så ryggen af Vladimir som straks gik af sted imod fangekælderen, mens han tog walkietalkien frem og galdrede ordre i den.
"Et pigebarn vil dukke op nede hos jer om nok få sekunder, I må ikke skade hende, under ingen omstændigheder
Så vendte han sig lige om imod dæmonens, mens han gik baglæns.
"Dig tager jeg mig af senere
De gamle vagter sad og spillede kort, mens de holdte pause fra at torturere og holde øje med de mange fange, og de gloede rets så undrende, da de hørte Vladimirs ordre. Men i sammen sekund dukkede Rozalin op ud af den dør, som de selv aldrig havde åbnet. De tog deres våben imod hende, især da hendes blodige skikkelse så ildevarslende ud. Men de var mere bange for at gå imod Vladimirs ordre end at lade dette pigebarn komme tæt på, og især gloede de, da Rozalin kaldte efter Vladimir.
Vladimir selv bevægede sig hurtigt ned af de mange gange for at komme ned i bunden af hele dette hovedkvarter, som næsten var mere en borg eller et hovedkvarter på steroider. Mens Vladimir gik hurtigt, så kørte hans tanker langt hurtigere end hans gågang. For det første havde det overrasket ham, at hun var vågnet, for det andet følte han en lidt form for tomhed, at han ikke kunne fornemme hende, fordi han skåret sin psykiske maker bånd over med hende. Men da han nåede godt ned ca en etage over fangekælderen, så kunne han svagt høre hendes stemme og det fik ham til at gå noget hurtigere hurtigere. Selv søsterende havde svært ved at følge ham, selvom hendes store og slangede krop gav hende muligheder for at bevæge sig langt hurtigere.
"Hvad vil du gøre?
Et smil, som næsten nåede op til øjnene, blev sendt i søsterens retning.
"Hvad tror du da, selvfølgelig byde min genopstået datter"
Men smilet forsvandt hurtigt, men søsterende kunne dog stadigvæk føle hans smule skiftet sindsstemning, som var en del lettere end før. I det mindste er han ikke trykket længere af tunge tanker, tænkte søsterende for sig selv.
Ikke mange minutter efter stod Vladimirs skikkelse for enden af trappen, hvor han så den blodige Rozalin og alle de andre have våbnene imod hende.
"Du er åbenbart så skræmmende, at du selv kan skræmme mine hårdkogte mænd, som næsten ser ud til at være klar til at bryde min ordre
Sagde han med en sarkastisk mine, som dog havde den store undertone af hårdhed, hvor alle vagterne hurtigt tog deres våben ned.
Efter blikket havde været på hans mænd, så kiggede han med en form for stolthed, da han så blodet på hendes tøj. Det rørte ham skam ikke, at hun lige havde slagtet en af sine mænd.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   12/4/2013, 20:01

//Hvis du ikke synes dit er godt nok, så der noget galt med dig! o.o Mit blev lidt tam nogle steder, men ellers er jeg meget godt tilfreds :P//

I løbet af de mange år i dvale, havde hun mistet mange af sine følelser. Hver gang episoden genspillede i hendes hoved, så hun hvor dum hun havde været og hvordan få ændringer kunne ændre hele hendes liv. Havde hun blandt andet ikke været så optaget af at skyde knoppen af Ranz, og bare smidt 10 % opmærksomhed mod omgivelserne, så var hun aldrig blevet slået ned. Også var hun aldrig blevet vampyr. Ikke at hun ikke satte pris på, at være blevet givet evigt liv, men i hendes hoved er det en måde at snyde sig igennem livet på. Da hun stadig var menneske satte hun pris på en god kamp med masser af modstand. Sår og smerte var bare en del af det hele. Hun havde altid ønsket, at enten dø i en fair kamp, eller at være blevet så god at hun først ville dø som gammel. Nu kunne intet af dette ske, da hun var blevet vampyr.
Men på grund af alle de år, havde hun vundet sig til tanken med at drikke af andre og med at være vampyr. Jo mere hun tænkte på det, jo bedre lød det. Evigt liv, evigt ungdom, ekstra styrke, hvor var hagen i at være vampyr dog henne?
Da Rozalin stadig 'levede' nød hun at bevæge sig ude i mørket og var sjældent udenfor om dagen. Den eneste grund til at hun var ude hele natten lang var på grund af solopgangen, den havde hun kigget på hver dag, siden hun var 5 år. Så at hun pludselig ikke kunne det mere, var noget der tog hårdt på hende. Det var også en af de ting, der gjorde at hun ville i dvale, men den grund der overdøvede alle de andre, var at hun nægtede at drikke af andre. Det kunne hun ikke få sig selv til, selvom hun faldt i et par gange.
Da hun vandrede op af den lange og nådesløse trappe, spillede den livs ændrende episode i hendes hoved igen.

Rozalin kunne næsten ikke holde hendes øjne åbne, selv det krævede for meget energi fra hende, men da en af Ranz's mænd skreg op, slog hendes øjne op som et lyn! Hun kunne ikke tro sine egne øjne da en solid, tykhudet slange hale fik snoet sig rundt om en af mændenes ben, hvorefter benene blev fejet væk under ham. Rozalin var næsten overbevist om at hun hallucineret, men da hun så de andre mænd reagere, kunne hun umuligt hallucinere.
Startskuddet lød, eller i dette tilfælde var det et brøl som satte kampen i gang. Der lød skud alle stedet fra, ligesom der hun tidligere havde været i krig mod Ranz og hans bande.
Hendes hoved drejede om i en uhyggelig vinkel så hun kunne få øje på Ranz, uden at bevæge sin forpinte krop for meget. Hun lagde særligt mærke til den måde hans ansigts udtryk ændrede sig, først så han forvirret og skræmt ud, han var jo trods alt stadig et menneske, selvom hun til tider kunne tvivle. Hans udtryk gik fra skræmt og forvirret, til ond og grusom da det så ud som om han fik øje på nogen.
Hun vendte straks sit hoved for at få øje på den anden som Ranz så på. Hendes syn var sløret og han stod for langt væk, til at hun skulle kunne se ham ordenligt, men hun kunne tydeligt se at de kendte hinanden, og 1 - 2 - 3 så lagde de på jorden og rullede rundt.
Rozalins hoved dunkede og gjorde ondt, mens hun lagde og holdt øje med dem. Normalt var hun prøvet på at flygte, men i hendes tilstand kunne hun jo næsten ikke engang røre sig. Hendes hjerte pumpet, som om hun lige havde løbet et maraton, for at føre det sidste blod rundt i årene på hende, hvilket ikke gik ret godt da hun langsomt begyndte at kunne mærke livet forlade hendes krop, hendes ben var is kolde og hendes krop var begyndt med at ryste for at genere varme.
Den samme æstetiske heldragt som hun altid gik i, var så godt som ødelagt. Der var huller ufattelig mange steder og det var usædvanligt, da denne dragt var lavet af nogle bestemte slags stoffer, som gjorde det svære at bryde igennem. Der var flere lag af forskellige stoffer, og selvom der var så mange lag, var den alligevel forholdsvis tynd. Den var god til at holde på varmen, selvom den kun var 0,4 mm tyk. Der kan man så selv regne ud, at disse lag er utrolige tynde og stærke.
Små tanker om at komme væk havde hobet sig op i Rozalins hoved og derfor havde hun slet ikke lagt sønderlig meget mærke til hvad der skete i hendes omgivelser, så før hun vidste af det var Ranz og mange af hans mænd døde. Hendes åndedrag var blevet tungt og langsomt faldt pulsen, efter den lige havde pumpet på højtryk.
Lige inden hendes øjne faldt helt i og hun gled ind i mørket igen, så hun vampyren som havde dræbt Ranz kom gående hen imod hende. Man kunne ikke se det på hende, men han ville tydeligt kunne høre at hendes puls begyndte med at pumpe hurtigere fordi han kom. Hun begyndte med at ryste endnu mere, mens han sagde noget hendes øre ikke rigtigt kunne opfange, også skete det... Han bed hende.. Han tog det sidste blod der flød rundt i hendes åre, og hurtigt strømmede alt livet ud af hende og ind i ham.

Den næste nat vågnede Rozalin op, som havde et lille lyn slået ned i hende. Hun kiggede op og ned af sig selv, hun var dækket af størknet blod og hendes tøj var hullet, ligesom den sidste nat hun oplevede. ''Vent....'' mumlede hun for sig selv, og så eftertænksom ud i luften. ''Er det.... Kan det mon passe... Er jeg blevet en vam.....'' hun sank en klump og kunne ikke få sig selv til at sige ordet. Hun kunne ikke mindes at Vladimir havde givet hende blod, men han havde åbenbart gjort det.
På daværende tidspunkt vidste hun ikke, at det ikke var meningen. En tåre forlod hendes øje, hun havde snydt i spillet og i det øjeblik hadet hun sig selv for det! ''Fuck!'' skreg hun.
I hendes første forsøg på at rejse sig op, skød der en stor smerte igennem hende, hun mistede balancen og faldt sammen på gulvet. ''Arh!!'' hun landede hårdt på halebenet så det gav et kvalmende knæk. ''Hvad sker der med mig!'' hun fik vendt sig rundt på maven, mens hele hendes krop dunkede af smerte.
Med kun hjælp fra hendes arme, kravlede hun hen imod døren mens hun udstødte nogle små støn, som hun prøvede på at holde inde. Da hun var helt henne ved døren, sad hun og bankede på døren. med alt den kraft hun nu var blevet givet.
Pludselig slog det hende og hun holdt op med at banke på døren, i håb om at inden havde hørt hende, hvilket var ret usandsynligt da hun bankede utrolig hårdt. Måske var det slet ikke meningen at hun skulle reddes, måske.. Måske ville de dræbe hende når de vidste hun stadig levede.
Hun vidste endnu ikke noget om maker båndet Vladimir og Rozalin havde fået. ''Okay Roza.. Tag dig sammen, du overlever det her, du overlever altid!'' det var vel bare noget hun prøvede på at bilde sig selv inde, for hun havde jo trods alt, oplevet døden en gang. Da hun blev vampyr. ''Lad mig se... Et kølerr.....um'' hun knækkede over, da alle brikkerne var ved at falde på plads. ''Slap af Roza! Det kunne betyde hvad som helst, måske blev du bare anbragt her fordi.... Ja fordi...'' hun sukkede lidt over at der kun var en mulighed, og at hun rent faktisk talte med sig selv.''Fordi du skulle begraves senere.... Oh crap..''
Der var gået omkring 1 minut siden hun holdt op med at banke på døren, men hun var for utålmodig, hun ville ikke vente på at der kom nogen for at dræbe hende, hun ville væk derfra! Men, hvordan skulle man kunne komme væk uden at kunne gå. Hun begyndte med at mærke efter våben, og hurtigt fandt hun en lille håndpistol. Hun kunne ikke huske hvad den hed, det gik hun ikke rigtig op i, men så længe man kunne finde ud af at bruge våbene og vidste hvad de kunne, så kunne det vel ikke gå helt galt. Denne lille håndpistol havde hun 3 skud tilbage i, det var nok til at dræb 1 person hvis hun var heldig, grundet af at hun jo ikke kun havde dårlige ben, men hendes ribben og arme gjorde også ondt.
Hun kravlede langs gulvet og hen bag den briks som hun havde lagt på for lidt tid siden. Hun lagde sig på maven og ventede på at nogen ville åbne døren så hun kunne skyde, det var ikke sikkert at hun ville ramme nogen, men hun ville ikke give op uden kamp, det var under hendes standard.
Da døren blev åbnet skød hun de sidste 3 skud hun havde, hvorefter hun smed pistolen hen imod dem i håb om at ramme en. Nu var hun dødsens, hun kunne ikke gøre andet end at slå fra sig med hænderne, men som det ville være nok..


Man kunne ikke tage fejl af den lyd, også selvom man var så svag som hende, det var lyden af våben som blev ladt og rettet imod hende. Hun ændrede hendes stilling og rejste sig op ved at støtte sig op ad væggen, hendes ryg lænnede sig op af væggen mens hun fik et dovent smil på læberne, samt et ligeså dovent grin mens hun lukkede øjnene halvt. ''Børn... Smid nu hellere de våben inden i kommer til skade'' hun slap et lille grin ud inden hun fortsatte ''I skulle jo nødig gå til spilde'' Alt dovenhed over hende forsvandt, og hendes blik blev alvorligt plus hendes holdning blev mere truende end før. Hvordan det lykkedes hende at se truende ud, mens hun lænnede sig op af væggen for at holde sig oppe, var et spørgsmål man umuligt ville kunne få svar på.
Hun var kun 1 sekund fra at hoppe på vagterne, men da Vladimir kom glemte hun næsten alt om hendes sult, især fordi hun syntes hun kunne skimte lidt stolthed i hans øjne.
Et kurende smil gled over hendes læber mens hun langsomt støttede sig hen ad væggen, for at nu hen til Vladimir og hans søster. Hun kunne lade vær med at grine af mændende som adlød Vladimirs ordre, det var underholdende at se på. ''Hold da op fader, det kan da ikke komme som en overraskelse'' selvom de ikke direkte var i familie, så passede ordet fader godt ind i denne sætning, ellers ville hun normalt kalde ham Vladimir. Hun kunne ikke helt gennemskue ham, om han var glad for at se hende eller om han helst bare havde set hende blive liggende i graven for altid.
Hun så ned på søsteren ved siden af ham og sendte hende et respektabel smil, et som Rozalin nok kun havde givet Vladimir og hans to søskende.
''Vladimir..'' begyndte hun. ''Jeg har brug for næring, de mange år uden noget som helt har ikke været godt for mig... Jeg er villig til at drikke blod nu.'' hun sendte ham et skævt smil. Hun havde aldrig været villig til at drikke blod, men nu, efter alle de år, var hun endelig klar til det.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   18/4/2013, 11:50

Efter ankomsten til posten her midt i ørknen, havde Vladimir valgt at ligge sig pænt til at sove i sin specialle stålkiste, som kunne tåle et fald fra 2 kilometers højde, og som kunne tåle enorme temperature, og hvad end de kreative mennesker kunne finde på at gøre imod den. Men efter lang tids uro, da Vladimir stadigvæk reflekterede over dagen, og stadigvæk kunne smage blodets sødme, som stadigvæk syntes at fylde hans gane. Men så mærkede han den underligste fornemmelse, som gav ham sådan et chok, at han smadrede hovedet op imod kistens låg over sig. Det var en kalden, det var en fornemmelse, det var en person!
Han kendte til denne fornemmelse, da hans søskende altid havde denne tætte kontakt, men denne person var en helt anden.
Straks lød lakskoene imod det hårde cementgulv på gangene under jorden, hvor vagterne og de soldater, som var der i dagligdagen lavede en høflig gestus overfor Vladimirs høje rang. Men den noget så hurtig gående skikkelse lagde ikke så meget mærke til omgivelserne, kun denne underlige fornemmelse, som bragte ham længere og dybere ned af denne lille underjordiske base. Hjernen havde for længst udregnet, hvad denne fornemmelse var, men alligevel kunne han ikke godtage det. Aldrig havde han i sit liv forvandlet nogen til en vampyr med gode grunde. Selvom han selv elskede at være vampyr, så vidste han selv godt, hvor langt bedre det var at være menneskelig. Men desuden i disse tider kunne man ikke længere bare forvandle andre til vampyrer, den såkaldte forbandelse skabt i en stor vampyrkrig.
Et øjeblik stod han med øret vendt imod døren og kunne høre den skramlen og roden derinde og en fin feminin stemme.
Øjenlågene gled i mens sukket flød ud igennem hans læber. Sådan set vidste han, at det var uundgåeligt at leve et langt vampyrliv uden at bare forvandle en person, men gud hvor ville han ønske, at det kunne lade sig gøre anyway.
Et venligt smil blev sat på hans ansigt, da en smule overvejelse gjorde ideen alligevel tiltalende, selvom han vidste, at denne kvinde nok aldrig kunne opfylde præcist kravene for at være den næste tronarving for the calvarinos famillien. Så ville det alligevel blive hyggeligt. Døren gled op, og ja alt gik nok modsat af det, som han overhovedet havde forstillet sig. Der var straks 3 store smerter i hans krop, hvor den ene var få centimeter fra hans hjerte, hvor pistolen ikke ligefrem gjorde opmærksomhed på sig selv, da slaget fra den var langt fra skudenes smerte, som heldigvis kun var almindelige kugler.
En beordrende stemme piskede med et smæld imod Rozalin, som lå på gulvet, hvor de grå øjne var blevet blodrøde af smerten og den efterfølgende vrede.
"Stop straks med det som du gør!
Nu var der ingen tvivl om, at Rozalin kunne mærke båndets kraft imellem dem, for lige pludselig låste hendes krop i den stilling den var i, og hun kunne intet gøre, da magien i båndet tvang hende til at gøre, hvad ordreren lød på.
Det lange kulsorte hår var gledet foran hans ansigt, mens ansigtet var vendt imod de 3 huller i hans jakke, hvor han åbnede op for jakken og noget for skjorten, så han kunne se på det sår, som var få centimeter fra hjertet. Blodrødt blod gled ned af hans mandelige brystkasse, men hvor det bare bryst også afslørede den tatovering, som prydede huden over hans hjerte og skuldre. Selvom man ikke kunne se det hele, så var der selve klansymbolet over hjertet, og hvor massive flammer var rundt om og bredte sig ud over skuldren. Hvis man var helt tæt på, så ville man kunne føle at på spidserne af hver en flamme, sad der en lille mikro rød rubin i det øverste lag ud, så man kunne se farven og kun meget let skimte bulen af rubinens fylde under huden. Derfor der var lagt rubiner under huden var for at bevise at tatoveringen var ægte, men det var også symbolet på klanens rigdom, eller i hvert fald dengang, hvor der var lidt flere familliemedlemmere end bare Vladimir. Vladimir havde i hvert fald ikke hørt om nogen af de andre efter krigen, som ellers var udstationeret ligesom ham i andre dele af verden.

Med et lille støn og en grimasse, så lød kuglernes klingen imod jorden, da hans sår healede af sig selv. En hurtig hånd gled igennem hans hår, hvor blikket så faldt på det lammede pigebarn foran hans fødder. De skarpe vampyrører opfangede de ellers lydløse skridt fra de vagter, som havde hørt smældene fra hendes pistol. De var hurtigt kommet rundt om hjørnet og så vladimir stå i døråbningen og pigen, som lå derinde i kølerrummet på gulvet.
Hovedet blev kun lige nøjagtig vendt i retningen imod vagterne, hvor en auteritær stemme sagde:
"Der er styr på tingene bare gå tilbage på jeres poster, det var bare et mindre uheld ikke også?"
Et halvt flabet grin var på hans læber med den russiske stemme, da han vendte imod Rozalin, hvor han tydelig kunne høre, hvor ikke levende hun var, da kroppen ikke længere pulsrede af den sødmefyldte blod.
vagterne vendte tilbage på deres poster, og Vladimir satte sig ned på hug foran hende mens de grå øjne så meget observerende på hende med et morende glimt i øjnene.
"Du er fri nu"
Straks mærkede Rozalin kroppen imod blev bragt tilbage i hendes magt, og Vladimir var klar på, at hvis hun angreb ham, så ville han let forsvare sig selv, da han var langt hurtigere og stærkere end hende. Men blodets vampyrlugt hang stadigvæk i luften, hvor han først nu rigtig lagde mærke til de rets så ødelagte ben og krop, som denne vampyrskikkelse havde, hvilket undrede ham meget, da de skulle være fuldkommen healet.
"Når men dette var ikke den velkomst jeg lige havde forventet at give og evt få fra din side af. Men hey forståeligt nok, jeg ville nok også være mindre arrig, hvis jeg fandt mig selv i et kølerum og i en invalid krop og forvandlet til en vampyr uden min egen tilladelse
Ansigtet fortrak sig i en undrende mine, da han havde ikke set noget lignende før, men det mindede ham om en toturhistorie. Hvor de havde tortureret en mad med hellige og sølvvåben, og de havde skadet ham så meget, at han intet kunne gøre, meget mindre end Rozalin kunne nu. De havde så forvandlet ham til en vampyr og holdte ham knap nok i live, hvor han levede sådan i virkelig mange år og var blevet fuldkommen sindssyg, da han i alle de mange år hverken har kunne bevæge sig og havde konstant været udsat for tortur.
Vladimirs skikkelse rejste sig op, hvor han gik i den anden ende af rummet og tog de afkølede blodposer fra deres stativ og gik hen til Rozalin og rakte hende til den.
[color=cyan]"Ja jeg ville ønske, at jeg kunne have givet dig en bedre velkomst end dette, men som sagt, så kommer din genopståelse lige så meget bag på mig, som det gør hos dig"[/cyan]
sagde han meget venligt, hvor der stadigvæk var varme følelser i hans øjne, selvom omstændighederne ikke lige var det bedste til det.


De sammen øjne som dengang kiggede på hende, men så langt mere kolde, at Rozalin nok ville kunne mærke den tydelige forandring. Især da hans udstråling var således også blevet ekstra meget kynisk.
Ordet fader gav et udslag i Vladimirs stillestående følelsesmæssige vand, hvor et smil nåede lige et knapnåleøjesbredde fra at nå rigtigt til øjnene.
"Nej du har en vis talent med at skræmme folk, når du endelig ankommer
Hvor Vladimir huskede tilbage på den episode, da han åbnede døren og kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin.
"Ja vi alle er glad for at se, at du er tilbage i et lidt mere respektabel tilstand"
Sagde Diana grinende, mens hun lå langs væggens mærke med de glødende slangeøjne.
"oohh ja, jeg kan slet ikke forstille mig, hvor tørstig du dog er, men kom med mig, så kan vi få noget ordenligt kvalitets mad"
Vagterne satte sig ned ved deres bord igen for at spille kort, mens de prøvede at sluge enhver detajle om denne meget nervepirrende nysgerrigheds episode. De havde aldrig hørt om Vladimirs datter, og deres tanker kørte på højtryk om deres teorier om denne kvinde.
Vladimir havde armen strakt ud, så han kunne ligge armen omkring hendes skulder, mens de skulle gå op af fangekælderen. Hvis Rozalin tog imod det, så ville Vladimir lige med sin fingrespids lade den strejfe nogen af de friske blodpletter på hendes tøj. For selvom Vladimir kunne lugte, at det ikke dårligt blod men heller ikke det bedste, så var det bedst at smage.
"jamen dog, ikke helt dårligt som den første smag af blod. Han var jo jomfrue den dreng
Sagde Vladimir med et kynisk grin, hvor han ville føre dem til meget hyggeligt rum på stueetagen, hvor de lige havde slået et smut rundt om salen via gangene. Mens de gik på vejen fik Vladimir lige en vagts opmærksom til at han skulle sørge for at der blev bragt noget bestemt blod til hyggestuen.
Stuen herinde var næsten som et træde ind i de gamle dage. Der var godt nok lamper, men de sendte et meget blødt lys over lokalet i sammen grad, som pejsens lys, som skinnede over de mange reoler af bøger og den bløde lænestol med en tilhørende sofa. Kort efter de var kommet ind i rummet, var der en ung velklædt elver som kom ind med et fad med gennemsigtige poser af forskelligt blod og to dybe tallerkner.
"Bare stil den.
Sagde han noget kynisk, mens blikket var vendt imod pejsens ild i nogle eftertænksomme øjeblikke.
"Jeg håber det er okay med dem her, da de folk, som vi ellers har, til at kunne tappe blod fra ligger og sover, så jeg ser ingengrund til at vække dem. Dette er alligevel kvalitetsblod fra dem. En fra en ung jomfrue menneskepigebarn, så er der også en mutant, en skindwalker og en kvindelig og mandelig elver, du tager bare, hvad du lyster
Sagde han mens han kiggede på de forskellige poser med det højrøde blod. Han selv vendte sig imod den ene reol, hvor der var en cognag lignede flaske med mørkerødt væske. De blege fingre gled rundt om det porøse cognag glas, som hurtigt efterfulgt blev fyldt op med det gærede blod, hvor han tillod sig at nyde duften af blodet før han vendte opmærksomheden imod Rozalin.
I et kort øjeblik blev øjnene smilende og smaragd grønne og efterfulgt af en velkendt stemme fra en person, som delte kroppen med Vladimir.
"Det er godt at se dig Roza
Sagde han grinende, mens et elavatorblik gled ned af Roza, efterfulgt af en hovedrystende, hvor øjnene blev til de cement grå igen. Vladimirs søskende kunne godt overtage hans krop, hvis han tillod dem, og derfor kunne den ellers soven Jackie få lov til at hilse på Rozalin uden at skulle først ud af Vladimirs krop.
Diana var gledet ind i rummet med de to, hvor hun lod sin store krop snore rundt om den store lænestol, hvor hovedet blev lagt på det ene armlæn med blikket rakket imod Rozalin.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   9/5/2013, 16:28

//Savner en hvis Rozalin XD //
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   27/5/2013, 21:46

//Undskyyyyld!!!!! Jeg lover at jeg får svaret i løbet af den her uge! :3 xD//
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   28/5/2013, 06:57

//Så troede man lige at der var et svar XD Ej kan godt vente sådan relativt i hvert fald :) //
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   2/6/2013, 22:04

//Hehe xD Det var faktisk meningen at jeg skulle havde svaret nu, men der kom noget i vejen. MEN FRYGT EJ! DIN ROZA ER PÅ VEJ! - Heh... Det rimer xD - Jeg har i hvert fald tænkt mig at svare nu, og som lovet får du svaret inden næste uge, hvilket vil sige om cirka 2 timer.. Heh xD Sent ude, i know.//
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   3/6/2013, 00:45

//45 minutter forsent..... Bær over med mig xD//

"Stop straks med det som du gør!''
Det hele føltes som slowmotion, da en russisk præget stemme formede nogle bløde svingninger, som straks fandt vej ind i Rozalins øregang så hendes hjerne kunne registrere hvad der blev sagt. Hvad der gik galt da hun prøvede på at flytte sig, kunne hun ikke helt sætte fingeren på. Stemmen havde kastet en formular over hende, og hun stoppede straks hvad hun var igang med og kiggede udelukkende kun på denne mand som hun lige havde skudt, med nogle store spørgsmål tegn som øjne, som dog stadig var lidt omtåget hvilket fik hende til at ligne en som var i trance.
En følelse som ikke kunne beskrives havde overtaget hele hendes krop. Forvirring var nok den tættest beslægtet af denne følelse, men så var det også langt ude. Hendes øjne faldt i hans, hvor hun så straks forventede at blive modtaget med en stormflod af uro, men den kom aldrig. Hendes angst som havde forvirret hende til grænsen dulmede langsomt ned, og blev mindre dominerende. Hans øjne beroligede hende, på mærkelig vis.
Hendes øjne fulgte observerende kuglerne som faldt mod jorden med en fin og fornem, klingren der lød godt i ørene på Rozalin. Med nogle noget så forundrende øjne, så hun på sårende som healede af sig selv. Det mindede hende blot om, hvilket monster hun var blevet til. Hvordan skulle hun nogensinde kunne se sig selv i øjnene, efter at havde drukket blod fra et andet væsen? Og hvordan skulle hun kunne drikke af andre, når hun alligevel var så svag at hun ikke kunne gå. Hun havde altid set sig selv som stærk, og nu hvor hun var blevet vampyr burde hun vel være blevet stærkere? Men nææh nej, hun følte sig træt imod langt svagere end før.
Nogle vagter kom ind og forstyrrede Vladimir og Rozalin i deres stilhed, og helt uventet vendte Vladimir hovedet mod Rozalin og snakkede, hvor hun mest af alt bare fik lyst til at nikke ivrigt for at få vagterne ud af rummet, men det forgik vist kun i hendes hoved. Hun sad lige så fint på sin popo, og kiggede med halv åben mund op på Vladimir.
''Du er fri''
Hvad mente han dog med det? var det eneste hun kunne nå at tænke, inden hun straks kunne mærke at hun fik kontrol over hendes krop igen. Eller, kontrol var så meget sagt. Hun kunne stadig ikke styre hendes ben, de gjorde så forbandede ondt! Det samme gjorde hendes arme og ribben, men det var da i det mindste til at holde ud.
Med hjælp fra hendes overkrop, fik hun i en hurtig bevægelse kommet om bag briksen så hun igen ikke var til at sp for Vladimir. Hvad skulle hun ellers gøre? Rejse sig op og sige, 'hej, tak fordi du forvandlede mig til vampyr og dræbe en af mine fjender. Highfive for det!' Nej vel? For det første kunne hun ikke stå på hendes ven, og for det andet... Ville hun ALDRIG nogensinde takke ham, for at forvandle hende til et monster.
Mens hun lyttede til hans mindre prædiken, flakkede hendes blik forvirret rundt i rummet for at finde et våben. Uden held, desværre. Efter han havde talt, var der en lidt langvarig stilhed mellem dem og Rozalin blev nød til at indse, at der ikke var noget at forsvare sig med, fik hun på en kluntet måde revet sig op med armene, så hun nu kun holdt sig oppe med armene, med et fast greb om briksen for ikke at vælte ned på jorden igen. Trods Rozalins mistroisk hed, behøvede hun lidt hjælp fra ham af. Hun fik alligevel intet ud af, at bare sidde alene i et kølerum resten af sit liv. Så enten måtte hun tage chancen og gå med Vladimir og måske dø, eller sidde her resten af evigheden.
''Lidt.. Hjælp kunne være godt'' stønnede hun opgivende, da hun kunne mærke at hendes arme ikke kunne blive ved med at holde hende oppe i den stilling.
''Fedt...-'' hun smørede et tykt lag ironi på det første ord, inden hun fortsatte. ''- Det var ikke meningen jeg skulle genopstå... Vil det så sige at du vil dræbe mig nu? For hvis du vil det, så skal du vide at jeg ikke giver op uden kamp!'' hun sørgede diskret for at tilføje en dråbe gift, til hvert af hendes ord.
Hun havde i et stykke tid, bare siddet og stirret på posen med blod, men til sidst kunne hendes had til vampyre ikke overvinde blodtørsten, og hun greb hurtigt ud efter posen og hældte grådigt blodet i sig. I et kort sekund lukkede hun øjnene og fokuserede udelukkende kun på den gyldne væske, som nu flød rundt inde i hende. En bloddråbe fandt vej ud af mundvigen på hende og gled langsomt længere ned af. Hvem skulle have troet et blod smagte så godt!?
Rozalin tog sig selv i at stønne svagt grundet af blodet, hvilket straks rev hende ud af hendes trance.
Blodet vækkede endnu en følelse frem i hende, som hun endnu aldrig havde haft før. Den følelse som fik hende til at slippe et lille støn ud, den følelse hun fik da blodet ramte hendes tunge så hun kun kunne fokusere på den dejlige jernsmag. Mundorgasme? Nej, det lød forkert. Indtil videre ville hun blot kalde hendes oplevelse, ubeskrivelig.


Hvor hun dog huskede hans dejlige, venlige stemme dengang, og nu måtte hun ikke glemme hans varme øjne! Hvorfor var hun dog så fjendtlig? Hvis hun endnu engang kunne snige sig tilbage i tiden, ville hun først og fremmest ikke gå i dvale, men mest af alt, ville hun ikke være så fjendtlig? Eller jo, det ville hun jo nok alligevel.. Det var bare en af hendes mange - stærke - karakterirsketræk.
Selv undslap Rozalin et lille grin da han nævnte hendes.... Specille, ankomster. Hun formede en pistol med hænderne og sigtede mod Vladimir, mens hun lavede 3 små bevægelser i træk og nogle skud lignede lyde med munden, så det lød som om hun skød ham.. Igen.
''Tja, hvad kan jeg sige. Det er en gave.'' Hun blinkede med det ene øje og sendte både hans savnede søster, og ham selv et stort smil.
Hun nikkede forstående hen imod Diana. Hun havde ret, dengang ville hun ikke røre blod medmindre hun var virkelig trængende. Men nu... Efter så mange år i dvale, var det på tide at ændre det.
Kvalitets mad klingede godt i Rozalins ører. I øjeblikket ville hun være godt tilfreds med dyreblod, så længe hun fik noget, men nu var det jo sådan at hun befandt sig i et selskab med selveste Vladimir Von Calvarinos, så det kunne nok ikke udelukkes at de skulle have noget ordentlig blod.
Rozalin tog villigt imod hans hjælp, og lod ham lægge armen omkring hendes skuldre så hun kunne holde sig oppe. Endnu en ting der mindede hende om dengang hendes ben var så kvæstet at hun ikke selv kunne holde sig på benene og havde brug for Vladimirs hjælp. Ser man det, Vladimir havde ret.. Hun lavede tit og ofte nogle specielle ankomster. En form for stolthed lyste op i hendes øjne, da Vladimir selv valgte at smage på blodet. Fantastisk! Hun følte sig altid så lykkelig når han syntes noget af det hun gjorde var godt. Selvfølgelig også tusinde gange værre, når det hun gjorde var knapt så godt. Men når hun egentlig tænkte tilbage på det, så tog han det da egentlig meget pænt da hun skød ham 3 gange i brystet dengang.

''-Du tager bare hvad du lyster.'' Men, hun vidste ikke hvad der var godt eller dårligt? Hvis han ikke kunne huske det, så nægtede hun for det meste altid at tage blod da hun var.... 'Mindre'. Hun havde da ingen ide om hvad der var godt eller dårligt, så hun lod instinktet tage over. Det hele var højst sandsynligt godt, men hvis hun ikke tog meget fejl, ville hendes instinkt vælge det bedste af det bedste. Og hvis ikke, så var det noget hun skulle øve sig på! Ha... Hun havde været vågen i knap en time og hun havde allerede lavede et løfte med sig selv? Ligesom dengang hun lavede et løfte med sig selv om, at hun ALDRIG ville takke Vladimir for at havde gjort hende til en vampyr. Det løfte, kunne hun godt mærke at hun snart brød. Hun var ikke så god til at holde løfter med sig selv.
Hun lukkede øjnene og greb ud efter to poser. Jomfruen og skindwalkeren. Der var vel noget som hed smag og behag, og i denne her situation troede Rozalin ikke at hendes instinkt tog fejl. Hun troede fuldt og fast på, at det var sådan noget lækkert, uskyldigt blod hun fortræk. Og gud... Var blodet dog føltes godt på tungen, og mærke den gyldne væske glide ned gennem hendes hals og slukke den brændende fornemmelse.
De to poser, plus den mandlige elver pose, var snart tømt og hun kunne igen rette blikket Vladimr, men hans øjne var grønne. Det kunne kun betyde en ting.
''Hey Jackie, savnet mig?'' hun blinkede kort inden hun fortsatte. ''Godt at se dig også.''
Et eller andet sted så hun vel Jackie og Diana som en onkel og Faster, ligesom hun også kunne finde på at kalde Vladimir for fader. Hun havde ikke tænkt sig at kalde dem det særlig tit da hun jo teknisk set ikke var i 'familie' med dem mere, men et par gange kunne hun ikke undgå at kalde dem det. De var jo trods alt de eneste hun kendte i denne verden, så selvfølgelig betød det ligeså meget som en familie for hende.
Hun tøvede lidt inden hun besluttede sig for at sende Vladimir og Diana et varmt smil, og i et venligt tonefald bryde tavsheden, og sige lige præcis det som hun troede de ville høre.
''Vladimir, Diana... Og Jackie. Hvis ikke jeg tager meget fejl, så har i gerne ville høre mig sige det her i et godt stykke tid.'' Hun bed sig, skuffet i læben over at bryde hendes løfte og føle nederlaget.
''Jeg ved godt at det ikke var meningen at jeg skulle sidde her idag, men alligevel efter mange år. Vil jeg gerne sige tak, tak fordi jeg har fået denne mulighed for at leve videre. Også selvom det ikke var din hensigt, Vladimir.'' det var som om en byrde forlod hendes skuldre, men hun var ikke færdig med at tale, for nu kom det vigtigste af alt, det som mange havde prøvet på at få hende til, men som hun nægtede. ''Jeg er nu, efter langtid, endelig klar... Til at drikke blod.''
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   3/6/2013, 16:38

//det er skam helt fint, især når jeg ikke har haft lagt mærke til det XD Håber svaret er godt, for dit var i hvert fald godt XD //

Vladimir blev faktisk overrasket over, hvor let det var at styre dette lille nye kræ, som han havde haft skabt. Det var alt for mange år siden sidst, at han havde følt den sammen magt bare omvendt, da hans maker havde haft sammen magt over ham. For en kort stund blev blikket fjernt, da vampyrblodets smag kom tilbage i form af minder. Selvom vampyrblod var som at drikke ren pap, andet hvis vampyren lige havde drukket, så var det nok næsten det bedste blod, som han nogensinde havde fået, men sådan var det, når hævnens sødme kunne overgå alt andet.
Vagterne smuttede lige så hurtigt væk, som de var kommet, og nu var de alene igen, i dette lille kølerrum. De grå øjne faldt observerende på pigebarnet, som var fri igen, og det eneste udtryk på hans ansigt var de observerende øjne og det mytiske smil på hans læber.
Han kunne på sin vis lige hvad han så, hvordan dette stædige rad prøvede at klare ærterne selv og rejse sig op, selvom kroppen langt fra var i god stand til dette.
Hendes stemme nåede hans øre med en høresans som en flagermus, hvor det nu var første gang at han fik hørt den.
Vladimir stod i et par sekunder uden at rykke sig ud af stedet, og da musklernes rystende sitren syntes at blive for store, var han hurtigt ved hendes side med den 3 dobbelt hurtighed, som hans lange levealder havde givet ham. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, for hvad skulle han stille op med dette pigebarn? Han satte hende op på det glatte stålbord for lig, faktisk næsten for passende, når man tog i betragtning, at hun rent faktisk var et lig. De blege fingre gled over stålstolens overflade og trak den hen til sig lige foran hende, mens han hørte de giftige ord.
Selvom han i baghovedet sådan set havde besluttet sig, at hun ikke kunne være en del af familien, så det hun sagde nu afgjorde det hele. Hun kunne ikke blive medlem af familien, men dø! Nej det kunne hun ej.
Han så op på hende med morende øjne og lige pludselig brød ud i en latter. I få sekunder efter brød stemningen fuldstændig, da hans hurtige bevægelse havde ført ham helt tæt på af hende, hvor ansigterne var kun få centimeter fra hinanden. De sylespidse tænder var helt ude og kunne næsten minde om en slanges hugtænder, da de var så monsterlignende lange i forhold til almindelige menneskers tænder. De kolde blege fingre gled med neglene over halsen på hende, og med en gyselig russiskpræget stemme halvhviskede han.
"Så du vil gerne have, at jeg ender livet på dig. At jeg tager den sidste dråbe af din ungdommelige sjæl og river væk fra dit kødelige legeme?"
Hans øjne stirrede dybt i hendes, og selvom de til tider kunne virke kedelige og bare grå, så kunne man tydelig se dybden i hans øjne både hans lange levealder, men også den overnaturlige effekt, som hans vampyrlige sider havde givet ham.
Men i stedet for at han havde flået struben over på hende, så mærkede hun to klap på siden af kinden, som man næsten gjorde på små børn, hvor han gik hen til stativet med blodet og kørte det lige ind for rækkevidde for hende.
"Nej desværre for dig, så har jeg ingen intentioner at gøre det, selv hvis du plagede mig og bedte mig, og det ville være lige meget om du gav mig kamp. For jeg er jo kun de 6417 år gammel, hvilket betyder hvis du har lidt kendskab for vampyrer, at du er ingen match for mig"
Hans mund gled op i drillende smil, hvor de sylespidse tænder stadigvæk var ude, og hvor han greb den ene blodpose og satte tænderne til og sugede en smule af indholdet. Sårene fra kuglerne havde jo haft krævet energi, men nu gjorde han det allermest, for så ville blodets ultra stærke lugt for en vampyr flyde rundt i luften.
Og ja som planlagt, så havde det virket, men det var ikke svært at regne ud, for det første var hun lige stået op, og han kunne stadigvæk selv den dag i dag huske trangen fra dengang, da han genopstod, og desuden så havde det røde blodskær over hendes øjne afsløret hendes sult for ham, så selvom hun psykisk nægtede det, så ville hendes krop stadigvæk have det.
"God pige, helt slemt er det jo ikke at være vampyr, når man først har haft smagt blodet"

En ren og klar latter gled ud af de lettere blege læber, som fik vagterne til at halvt hoppe i stolen og glo, da de havde aldrig hørt Vladimir grine. Men på den måde hun mimikeret episoden kunne han ikke modstå at grine af, så selv smilet nåede op til øjnene.
"Ja dem skylder jeg dig måske rent faktisk at give tilbage på sammen maner"


En ting som Rozalin nok kunne se, som overhovedet ikke havde forandret sig ved Vladimir, så var det hans observerende tendenser. Han havde sat sig pænt i den bløde og behagelige lænestol, og selvom det alkoholiseret smag fyldte hans mund og truede med at stjæle hele hans opmærksomhed, så kiggede de grå øjne stadigvæk hen over glasset og så hende tænke og studere de forskellige indhold indtil hun valgte noget. Ja menneskeblodet var nok et klassisk valg, men dog forståeligt når menneskeblod var lige tilpas dejligt sødt og fyldig uden at være vandet. Dog undrede det ham lidt over valget af skindwalker, for i vampyrnes verden så var det nok sådan, at enten kunne man lide skindwalker blod eller så kunne man ikke, da blodet havde sit karakteristiske og eksotiske smag pga skindwalkerens alsidige evne. Men ja elverblodet ville nok også havde været hans valg som det sidste, da elverblod nok ude over engleblod kunne være den mest dessertagtige blod, da hvis elveren spiste meget frugter og grønt, som de havde en tendens til, så var deres blod noget mere sødt end normalt.
"Du ved jo, Jackie savner alle former for hunkønsvæsner"
Jackie var modsat Vladimir total vild med kvinder og havde aldrig mistet sine lyster for kvinder over årene, som Vladimir sådan set havde. En tår til blev taget, hvor hovedet begyndte at føltes lidt tungere, og så blev glasset sat ned.
Et undrende og nysgerrig ansigtsudtryk gled over Vladimirs ansigt, hvor Diana lå der og også så meget interesseret på Rozalin.
Som sædvanlig så sad hver sætning i hans hoved, hvor de lynhurtigt af hans beregnende hjerne blev analyseret og beregnet, som var en vane for ham, når han skulle tage højder for alle hans forretningsmænds bagtanker med det, som de sagde. Men efter den korte stund, hvor hun endelig fik sagt sit, så rejste han sig og gik over til hende og rakte hånden ud.
"Jeg sagde jo ligesom dengang, at det er ikke slemt at være vampyr, når man smager blodet. Og det varmer mit døde hjerte at endelig høre, at du endelig vil træde blandt rækkerne hos os vampyrer"
Sagde han så varmt, som han kunne, men som ikke var helt så varmt som dengang, men der var ingen tvivl om, at han mente hvert et ord.
"Men det er stadigvæk sjovt at tænke på, at du som vampyr er så gammel og stadigvæk er noget af en nybegynder til det her. Men som jeg ikke ved, om du har lagt mærke til så er du blevet rets så meget stærkere end dengang. Prøv selv at løfte den sofa, som du sidder på"
Med Vladimirs egne erfaringer og beregninger, så burde denne ca 90 kg tunge sofa ikke være så meget et problem, når hendes styrke var vokset med en 4dobbelte gang af den ellers militærlignende trænede krop, som hun havde dengang.
Han var helt sikker på, at hun ville blive overrasket over sin styrke, hvor han så ville sige.
"Du har så meget at lære endnu, så selvom vi for længst har brugt makerbåndene, så syntes jeg stadigvæk, at jeg skylder dig at vise vampyrenes herligheder og vampyrens vej. Så derfor kom med mig"
Lakskoene lød imod gulvet, mens han gik hen til døren, og ville vise hende vej hen af gangene. Gangene var helt anderledes i forehold til stuen, som de var i. For her kunne man virkelig se, at stedet var et hovedkvarter, da alt her mindede militær agtig, og både vagter og andre folk gik frem og tilbage og gjorde deres poster. Men til tider var der nogen, som stoppede op bukkede høflig for Vladimir, men hvor flere af dem gloede bagefter på Rozalin, da ingen var sikre på hvad hun var, da man ikke havde set hende før her.
"Tag dig ikke af dem, pøblen er bare nysgerrig som altid
Diana slangede med bag ved dem, mens han hørte hendes stemme i sit hoved. "Har du virkelig tid til at træne en helt nybegynder op, hvad med forretninger og det?" Det grå blik blev for en kort stund vendt imod de røde øjne bag ved, som bevidnede at de havde en vis kommunikation imellem dem. Vladimir svarede tilbage i sit sind. "Var det ikke dig, som prædikede tidligere om, at jeg skulle finde om kvinder at underholde mig med og få tankerne på noget andet? Diana surmulede lidt og sagde spydigt på søskende vis. "Jamen det var jo ikke det, som jeg jo mente, altså almindelige samkvem med kvinder og ikke det der! Et eller andet i ham gjorde ham lidt vred med hendes bemærkning. "Nej det kan gøre være søs, måske har man brug for andet end de kødelige lyster skal du jo nok se.
Diana stoppede helt fysisk op, da det kom som en mental lussing, men hvor hun hurtigt igen luntede efter, mens de gik op af trapperne højere oppe i dette store hovedkvarter.
Vladimir tænkte lidt for sig selv, hvor han faktisk blev klar over, at han var glad for at kunne beskæftige sig med Rozalin, især da visse ting fra fortiden var blevet revet op pga Paynes pludselige opdukken i hans liv, men når hun nu var ude på hendes rejse med Medusa. Så havde det påvirket ham på en underlig vis, som han ikke kunne forklare.
Måske havde hun bare givet nyt krydderi på tilværelsen fordi hun havde haft rykket rundt på hans daglige rutine, eller måske stak det langt dybere end som så.
Op på 5 sal kom de, hvor der var de fine og bedste værelse her på stedet. På den ene dør stod der Millicent, som var den kære lille fine pigebarn, som på uheldigvis havde kommet i tjenesten hos Vladimir, da en hvis ulykke i Las Vegas og forvirrende havde skabt visse komplikationer.
Men de grå øjne gled hurtigt forbi dem, men hvor de hurtigt stoppede ved den dør, hvor der stod Payne. Et eller andet fik ham lige til at stå for en kort stund og stirre på den, mens straks få sekunder efter hans stoppen gik han videre, hvor for enden af gangen var en trappe, som førte op til en større dør.
Den blege hånd gled om håndtaget, hvor han trykkede på de rette punkter på dørhåndtaget, så den ville åbne sig, da det var dørens hemmelige lås.
"Og dette her er mit private rum, hvor det ikke er tilladt at være selvfølgelig"
igen kunne man se tydeligt, at dette var lige Vladimir. Dette rum var lidt lignende stuen tidligere, men bare langt større, da det var et lille tårn på det store hovedkvarter. Det var et stort rundt rum med masser af reoler fyldt med gamle ting og masser af bøger, og så var der par enkelte virkelig store og gammeldags billeder af store familiemedlemmere fra før baroktiden. Der var et par store vinduer, som førte ud til balkoner, hvor man kunne se ude over den kæmpestore lysende by i alle dens masser af farver. Længst væk fra vinduerne stod den store sorte kiste, som var lavet til at holdet lidt af hvert, selv et fald fra 2 kilometers højde. Det var påkrævet, når man havde mange fjender, og har haft 742 mordforsøg på en igennem tiden.
"Kom med herover"
Sagde han venligt mens han stod henne ved den ene balkon, hvor man kunne se den flotte nattehimmel over den store by. Straks kunne Rozalin høre en underlig hundefløjte lignende pivende lyd, som vampyrer bedre kunne opfatte end almindelige mennesker, da vladimir havde fløjtet i en special fløjte. Rozalin ville nok helt klart undre sig meget over det, som Vladimir lavede. Men hans holdning fortalte helt klart at han ventede på noget. Og hvis hun sagde noget, så ville han tysse på hende.
[color=white]"Hør efter"[color]
De stærke vampyrører som hun havde kunne tydelig høre byen, men så var der en underlig konstant lyd, som hele tiden kom nærmere og nærmere. Jo tættere den kom på, jo tydeligere var det at høre, at det var vingeslag. Ud af den blå dukkede dette store væsen op med dens pelsede fluffede krop og dens store blanke øjne, som så på dem begge. Straks stilte den sig på balkonens kant og kløede sig med den ene finger, som den havde på spidsen af dens vinge. Der var ingen tvivl om, at dette var en kæmpeflagermus med dens vingefang på de ca 8 meter, og dens store pelsede krop, som sagtens kunne bære 2 mennesker hvis ikke flere.
" Sig hej til Geliano"
Den var meget dybsort især her i nattens mærke, men månelyset viste, at den havde et stort hvidligt nakkepels, som gik ned af ryggen på den.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   12/8/2013, 22:08

//Som altid, er dine svar perfekte xD//
Hvis Vladimir gerne ville tage hende i lære og hjælpe hende, var ordene ’let at styre’ ikke noget man skulle sætte sammen med Rozalin. Ville han have hende til at drikke blod, når hun ikke hungrede efter det som en labrador der ikke havde spist i flere dage, så ville hun ikke være let at styre. Der måtte han så selv vurdere hvor meget tid han gad at bruge på hende, så hun kunne lære vampyrenes skikke og alt hvad der er værd at vide når hun nu var vampyr. Hun kendte til alle svaghederne da det stort set var vampyrer hun havde dræbt flest af i de sølle 22 år hun havde levet som umuligt ville kunne måle sig med hans alder, men alle de styrker og fordele som en vampyr blev tildelt når han eller hun genfødes, havde hun ikke rigtig kenskab til.
Rozalin følte sig… nej vent, var bogstavlig talt magtløs på grund af de forbandede ben som ikke havde givet hende andet end smerte indtil videre. Havde det ikke været på grund af hendes besiddelse af stædighed og uden holdenhed, så havde hun stor tudet foran ham på grund af smerten og det psykiske ved ikke at kunne gøre det som hun gerne ville - som for eksempel at rejse sig op og tage kampen op med nok en af de mægtigste vampyrer hun havde mødt, også selvom hun ville tabe og slet ikke ville kunne måle sig med hans styrke.
Hendes blik var rettet stift mod ham da hun havde bedt om hans hjælp, uheldigvis så det ikke ud til at hun skulle forvente hans hjælp på nogen måde. Hun ville sukke og sende ham dræberblikket, men i stedet blev blikket rettet mod briksen som egentlig var pænt glat, og det hjalp ikke ligefrem nu hvor hun skulle holde sig oppe. Hvis hun faldt ned og landte på benene ville smerten jo ikke ligefrem holde op, men gå i den modsatte retning og sætte hende i endnu flere lidelser.
Efter nogle yderlige sekunder uden at falde til jorden begyndte hendes muskler at sitre og hun kunne mærke mælkesyren som samlede sig i hendes svækkede arme som snart ville give efter. Hun var selv overrasket over at hun stadig holdt sig oppe, men til sidst kunne hun ikke mere og hun gjorde sig klar til at møde gulvet med et bump og til at mærke smerten skyde igennem hende. Den følelse kom dog aldrig, men i stedet mærkede hun et par kolde arme hjælpe hende op på briksen at sidde. Hun stønnede svagt over benene og ribbenende, men bed hurtigt tænderne sammen så lyden dermed også blev bremset.
Hun fulgte ham i en kort stund med øjnene da han trak en stol hen foran hende, for derefter at knibe øjnene sammen, folde armene rundt om sig selv og læne sig pinefuldt fremad i et nytteløst forsøg på at stoppe smerterne. Vladimirs latter fik hende til at slå øjnene op så de blev store og forvirrende, få sekunder efter var hans ansigt så tæt på hendes at hun næsten kunne mærke den kulde som hans hud udsendte grundet det døde hjerte som ikke pumpede blodet rundt i kroppen på ham mere. Hun sank en klump da hun kunne mærke neglene glide ned over hendes hals, som når som helst kunne flå struben ud på hende.
’’Jeg vil have du stopper smerten..’’ tilstod hun med en stemme hun ikke vidste hun besad, en stemme som lød skrøbelig og næsten bedende. Den stemme ville kunne give et stik i de fleste hjerter, især fordi den netop var oprigtigt og kom direkte fra hendes eget hjerte, selvom hendes hjerte var dødt ville man stadig kunne føle varmen i hver af hendes ord. Hendes øjne så dybt ind i hans grå, hvilket nærmest satte hende i en trance igen, men han slog hende ud af den endnu inden den startede da han nedladende gav hende to klap på kinden. Hvor vovede han! Havde det ikke været på grund af smerterne, havde hun lappet ham en!
Hun løftede undrende det ene øjenbryn og fnøs lavt over hans kommentar. De sylespidse tænder som hun for få sekunder siden havde frygtet kom igen frem, dog i et smil, hvilket gjorde dem mindre skræmmende.
Lugten af blod steg Rozalin til næsen og gjorde hende nærmest skør, hun glemte endda i nogle sekunder smerterne fra de knuste og brækkede knogler inden i hende, da blod lugten nærmest var berusende. Da hun så endelig mærkede den gyldne væske flyde ned i hendes hals og slukke branden som havde udbredt sig i hele hendes krop, slappede hun meget bedre af og følte en form for ro og tilfredsstillelse. Aldrig i sine dage havde hun troet at det nogensinde skulle ske at hun drak blod, men hun blev også enig med sig selv om aldrig at lade blodet flyde i hendes åre igen. Så hellere dø af sult.. Hvad hun ikke vidste, var at hun blot ville gå i dvale. Hun sendte ham et truende blik da han begyndte med at snakke, mens hun kastede posen væk fra sig, som så fik hende til at udstøde et svagt smertes skrig på grund af ribbenende og hendes arme.
’’Hvorfor gør det så ondt!’’ udbrød hun mens hun kneb øjnene sammen i smerte.


Et smil af samme grad som Vladimers, formede sig i en blød bue på hendes læber da hans velkendte latter slap forbi hans læber. Hun sendte dog kort vagterne et undrende blik da de ikke så ud til at være vant til denne Vladimir som Rozalin holdt af. Hun havde skam lagt mærke til at varmen i Vladimirs øjne og stemme ikke var hvad den havde været, men det hørte vel med når man blev ældre og ældre.. Ikke? Hun rystede svagt på hovedet af hendes tanker og rettede derefter opmærksomheden mod Vladimir som igen havde talt. Og hun vidste at alle de ord som nogensinde forlod Vladimirs læber var guldkorn som skulle høres og ikke ignoreres. ’’Lad os se om du får chancen’’ svarede hun og blinkede drillende til ham. Tja, hvis det kom til stykket ville Vladimir uden tvivl vinde i en kamp over hende - i hvert fald på nuværende tidspunkt hvor hun var ude af træning og var helt ny indenfor dette vampyr noget.
Rozalin kunne ikke lade vær med at smile svagt da hun sad og valgte hvad hun skulle tage, for ud af øjenkrogen kunne hun skimte Vladimir sidde og observere hver eneste af hendes bevægelser. Typisk Vladimir, regne, observere osv.. Hun havde aldrig mødt en som tænkte så meget over tingene og hun tvivlede hun nogensinde ville finde en lignende, men det var vel også derfor han var så højt oppe i hierarkiet.
Rozalin havde underligt nok følt en form for velbehag da hun mærkede skindwalker blodet fugte hendes tunge og live hende op. Hun var nok en af de vampyrer som faktisk nød smaget af en skindwalker. Rozalin smillede svagt over Vladimirs kommentar med hensyn til Jackie og kvinder. Og hun kunne ikke andet end at give ham ret, men hun morede sig over hans kommentar som resulterede i det smil som nu yndigt blomstrede på hendes læber.
’’Det vel ligesom dig-’’ sagde hun med et roligt smil. ’’-Eller har det ændret sig?’’ spurgte hun med et løftet øjenbryn mens hun lod sin ryg forkæle sig med ryglænet af sofaen. Hun kunne høre han mente hver eneste ord i sin sætning, men varmen i hans stemme var ikke som dengang hun blev genfødt. Hun måbede lidt da han sagde hun skulle løfte sofaen.’’Det er din spøg, ikke…?’’ mumlede hun og bed sig kort i underlæben. Hun gjorde dog som der blev sagt, rejste sig op og tog fat om sofaen. *Hvis han tror jeg kan løfte sådan en sofa uden problemer, så må han da være sindss…* mere nåede hun ikke at tænke før hun stod med en sofa i begge hænder. Først var hendes øjne store, hvor de derefter ændrede sig til forundrende. Hun satte den ned igen og vendte sig om mod Vladimir med forbløffet øjne, hun var mundlam. Ved kun at svare med et nik, fulgte hun med ham mens hun så ned i jorden. Tidligere hvor hun ikke var vampyr kunne hun godt løfte noget på 90 kg, men nu… Nu kunne hun det nærmest uden problemer! Det var utroligt.
Stort set alle sammen som gik forbi Vladimir og bukkede for ham, hvorefter de lignede et stort spørgsmålstegn da de fik øje på Rozalin. Var det så underligt at se hans genopstået datter? Stillede hun sig selv spørgsmålet, indtil det gik op for hende at han sikkert ikke havde fortalt noget til nogen. Hvorfor skulle han også gøre det? 1 - Det var ikke planlagt at hun skulle blive vampyr, og 2 - Det var ikke planlagt at hun skulle genopstå. Hmm, hun var jo fuld af overraskelser!
Hun var klar over at Diana og Vladimir kørte en samtale som ikke var meningen Rozalin skulle høre, så hun kunne forstille sig at noget af samtalen omhandlede hende.
Rozalins øjne gled over de forskellige navne på dørene da de gik forbi dem, men én speciel fangede Vladimirs opmærksomhed. På døren stod der Payne, hvilket fik ham til at stoppe så hun næsten var ved at gå ind i ham. Hun studerede kort navnet og valgte at gemme navnet i hukommelsen, hvem ved, måske fik hun brug for det en dag? Varmen spredte sig i hendes ellers så kolde hjerte da han fortalte det ikke var tilladt at være i hans private værelse, men at han så alligevel fik hende med sig ind i værelset. Hendes blik gled rundt i rummet som tydeligt afslørede at dette tilhørte Vladimir. Hans stil havde altid fået hende til at føle sig hjemme, ligesom hun gjorde da hun trådte ind i værelset. Hun fulgte ham lidt endnu, men stoppede op da han gik ud på balkonen og.. fløjtede? De stod lidt i stilhed inden hun prøvede med; ’’Hvad ve….’’ Vladimir fik dog tysset på hende så hun klappede i. Noget der mindede om en baskende lyd kom nærmere og nærmere mens spændingen hobede sig op i Rozalin.
Rozalin stod lidt og beundrede den smukke nattehimle, indtil hun fik øje på en lille flagermus.. Som… Som blev større og større!? I det sekund flagermusen landede på balkonen trådte Rozalin ind foran Vladimir og hvæssede hårdt af dyret i et dårligt forsøg på at beskytte en, som faktisk ville være egnet sig bedre til at beskytte hende. Ordende som forlod Vladimirs læber fik hende dog til at vende sig om og se undrende på Vladimir. Var dyret hans? Eh..
’’Mener du at han er din?’’ hun løftede det ene øjenbryn og trådte forsigtigt et skridt nærmere på Geliano. Hun lagde hovedet let på skrå og prøvede sig frem med et skævt smil. ’’Hej.. Geliano.’’ mumlede hun svagt. Som barn havde Rozalin haft en Geliano i mini størrelse, den hed dog bare Singa. Men de lignede stort set hinanden ud over størrelsen, hvilket fik nogle barndomsminder frem i hovedet på hende. Før hun blev vampyr..
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   13/8/2013, 15:43

Han skulle lige til at vende sig om, hvor han alligevel ombesluttede sig for at ville klappe hende på kinden, men straks lød den høje hylen af hans blanke laksko imod fryserummets glatte gulv, da hele hans krop blev chokeret over på den måde pigebarnet bad ham om hjælp.
Vladimir havde haft grædende og dødende børn foran sig, som havde påvirket ham langt mindre end kvindebarnet foran sig. Måske var det den faderlige følelse, som kom med, når man var en andens maker, eller så var det bare lige den rette toneleje, som skar igennem de kyniske bånd og direkte ind til sympati delen af ham selv. Lige meget hvad det end var, så gav det stadigvæk den sammen virkning.
Lige siden han havde opdaget, at pigebarnet var skadet, så havde han i baghovedet tænkt over årsagen, for som sagt, så havde han aldrig i sit liv mødt en vampyr, som vågnede op med smerter. Kun de få rygter hist og her kunne bekræfte, at selvom det var yderst usædvanligt, så kunne det lade sig gøre. De grå øjne så eftertænksomt på hende, mens han gik hen og gjorde det med blodet.

"ærlig talt, så ved jeg ikke, hvorfor det gør ondt. Selvfølgelig skavanker som man har haft i sit dødelige liv kan gå igen i det næste, men som regel har det aldrig ført smerte med sig."
Man kunne næsten forstille sig, at der kom sådan noget laserscanning ud af hans øjne, så intenst han kiggede på hende for at studere og udregne, hvad der kunne have haft gået galt, alt imens hans hjerne udregnede endnu engang hendes massefylde, vægt, og højde.
Hurtigt blev hans blodpose tømt, mens han var koncentreret på hende, hvor hånden lige gled en gang igennem hans meget lange sorte hår.
Et klik lød da hans tænder slog ind igen, så han lignede et almindeligt menneske ude over den blege hud, de døde øjne med det mytiske vampyriske skær over sig og den vampyrlige og forførende aura.
"Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig 100%. Men her på denne base så har vi lige nu tilstede den bedste engineere, som der overhovedet eksistere i denne verden. Han vil kunne erstatte alle dine sår, brækkede knogler osv. Men det kræver jo selvfølgelig, at du er villig til at blive cyborg.
Vladimir så alvorligt på hende, da han var villig til at betale dyre domme for, at hun ville få det bedste udstyr og materialer i hendes krop, men han vidste, at i denne verden, så var det stadigvæk knap de færreste, som ville blive cyborgs af deres egen frie vilje, da rygterne om cyborgs mangel på menneskelig, hvordan de bliver mere robotter end mennesker og hvordan folk og væsner udstøder de fleste cyborgs, så var det ikke ligefrem et lille ting at blive en cyborg.


En kold latter mødte hende, derefter hans mandelige stemme, men hvor hans ansigt fortrak hurtigt til et mørkt eftertænksomt udtryk.
"Ej nu har jeg just ikke været den største skørtejæger, har mest haft kvinder om natten for at vise overfor mine folk, at jeg stadigvæk er et hankønvæsen, selv efter.
Hans ord stoppede hurtigt og selvom der var ingen tvivl om det mørke udtryk i hans øjne, så var det forsvundet hurtigt bag den kolde og kyniske facade, som var den hverdagsmaske som aldrig blev for gammel for ham at bruge.

Vladimir var glad for, at hun beskæftigede sig med den sofa der, da så forhåbentligt ville hun ikke spørge ind til, hvad han lige var blevet mindet om for en kort stund. Et bleg smil mødte hendes overraskende udtryk og måben, hvor han bare trak på skuldren med et udtryk i øjnene, som sagde, hvad sagde jeg?

Et ren latter som var mere varm end tidligere mødte hendes nakke, mens hun prøvede at stå foran ham og beskytte imod det ellers fredelige væsen foran dem. Flagermusen lod hovedet gå på skrå over hendes væsen og så for en stund blottede den sine tænder, hvor de mange gange længere vampyrlignende tænder sad i gabet på den, mens de skarpe kløer på dens vinger syntes at gøre sig klar til at blive rettet imod hende.
Den kølige hånd gled igennem den varme pels, som straks fik dyret til at slappe helt af med et afslappet nydelses udtryk, hvor dens tunge hang ud af munden, som den røde løber ind til gabet på det blodsugende væsen.
Vladimir lagde godt mærke til, at hun for en stund syntes at synke ned i mindernes hav, men han besluttede sig for at lade hende beholde dem privat. Hvis hun endelig ville snakke, så vidste hun jo godt, at hun bare kunne fortælle.
"I alle de år, hvor du har været væk har verden forandret sig. Du skal jo tænke på, at årstallet er nu 3824. For første gang i lang tid er der endelig relativt fred i verden eller i hvert fald her i byerne, udenfor er det stadigvæk et kaos som altid. Men selvom der er fred, så betyder det ikke, at vi alligevel ikke kan gå på jagt.
Sagde han med et grumt smil, hvor han for en stund lignede meget sin søster, som normalt havde sit lumske og grumme ulvesmil på sine læber.
"i mange årtusinde, selv før jeg var overhovedet født, har nogle heldige vampyrer altid haft disse smukke dyr som deres kæreste eje. Ikke nok med at de er en race som os, så forstår de os og ligner os på alle andre områder end deres kropsbygning."
Sorte øjne så på hende med et isblåt skær over sig, mens flagermusen til tider åbnede sine øjne på klem for at se på hendes, som dog var svære at holde åbne, når Vladimir kløede den bag ørerne.
Vladimir slap og gik med friske skridt forbi hende, og hvor han kun for en kort stund lod blikket hvile på de røde øjne i mørket, som fulgte intenst med i det hele.
Hurtigt var han kommet tilbage med en lille bunke af tøj, og mens han snakkede så tog han det på, hvilket nok måske fik Rozalin til at miste noget af koncentrationen.
"Selvfølgelig har du fået blod nu, men du ville nok på jagten kunne mærke spændingen af selve jagten, hvilket kan især få nybegynder vampyrer til at gå i blodrus. Så du skal virkeligt have kontrol med dig selv.
Hans smukke jakkesæt blev erstattet med en normal rangerlignende jakke, men hvor også han havde haft blottet den smukke tatovering over hans hjerte og som bredte sig over hele skuldren. Der var et pentagram over hans hjerte med drager i, og så bølgede flammerne omkring den og over skuldren og for hver spids var der et ekstra rødligt skær, og hvis man mærkede efter, så ville man have haft kunne mærke den blodrøde rubin under huden som beviste, at den var ægte. En lignende tatovering kunne Rozalin have haft fået, hvis han havde godtaget hende som sin arving. Bukserne lod han være på, men med en meget hurtig bevægelse så fik han samlet alt sit smukke lange hår, som hurtigt blev dækket under noget, som kunne nok få Rozalin til at grine. Det var en gylden og kun halvlangt paryk, som virkelig sammen med det andet, ødelagde genkendelsen af ham. Især da en stof maske omkring munden og næste gjorde ham fuldstændigt ugenkendelig. Vladimir svarede til hendes reaktion, som helt klart ville være overraskelse og måben.
"Jeg er det mest genkendelige ansigt i denne by, hvilket jo logisk nok giver nogle tekniske problemer"
Hurtigt tog han også en ring på, hvis virkning Rozalin ville nok kunne mærke, da den var radikal, når man stod lige ved siden af ham og også fordi hun nok havde opmærksomheden på ham. Hele hans gamle vampyraura var med et forsvundet, skjult under den magiske magi i den blodguldringen med en lilla ametyst i. Den sidste ting, som havde været i bunken var en lille vandsprøjteflaske, hvor indholdet blev drysset ud på hans fine hud ved hals og håndled, som om han var en fin dame. Lugten igen var især mærkbar for meget lugtfølsomme væsner som vampyrer, fordi hele hans vampyrlugt var forsvundet under en underlig kamuflage lugt, hvor selv ingengang hans vampyrblod kunne lugtes igennem det.
"Se nu er der kun 0,03586% chance for, at jeg bliver opdaget"

Med en hurtigt og nok overraskende bevægelse for Rozalin, men som var med den hurtighed nok dobbelt som et menneske, tog han nogle skridt og med farten og den stive arm som slyngede sig om halsen om den store flagermus, fik han samtidig slynget sin egen krop op på flagermusen på rigtig Legolas stil som i ringenes herre.
Vladimir kunne selv mærke noget af denne rus af jagtlyst, især da det var månen sendte sig smukke spøgelsesagtige lys over hele byen, som bare alene kunne tvinge enhver vampyr til at gå på jagt sådan en smuk nat.
"Kom med på, han kan godt bære os begge
Der var ingen saddel, kun ens egne lårbasser og hændernes greb i pelsen på dette store væsen, som kunne afholde en fra at styrte i døden.
Et lysløst suk gled igennem læberne på ham, mens han så ude over byen. Han kunne næsten ingengang sidst husle, hvornår han sidst havde været ude og at jage. De sylespidse blanke hvide tænder gled langsomt ud af sig selv, mens han tænkte over, hvor de skulle tage hen i den store lysende by.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   9/9/2013, 22:45

Kølerrummet de befandt sig i, var egentligt skræmmende rent i forhold til det Rozalin var vant til at leve i. Hun havde boet i en faldefærdig lejlighed, hvor ikke engang de ulækreste, modige og ældste rotter turer bevæge sig ind i, i frygt for om lejligheden ville falde sammen når de satte deres små potter på det støvbelagte gulv. Trådte man ind i hendes ét værelset lejlighed og lod blikket glide rundt i det tøv belagte lokale, ville man have svært ved at kende forskel på en sækkestol og en nullermand. Men ak ja, man måtte vil tage hvad man kunne få; og siden Rozalin brugte de fleste af hendes kriminel tjente penge på våben, så havde hun ikke råd til en dyr og fin lejlighed, og desuden havde hun heller ikke tid til at gøre rent, så om lejligheden var fin eller faldefærdig, den ville blive belagt med støv uanset hvad. Det havde været den makabre underverden hun havde levet i, i flere år.
Hun havde ikke forventet noget lignende sympati fra hans side af. På trods af at hun havde kendt ham inden for en meget kort tidsperiode, kunne hun godt se at han ikke var typen der øsede med medlidenhed. Hvilket hun heller ikke selv gjorde, så lidt havde de da tilfældes.
Hun kneb hårdt øjnene sammen så det gjorde ondt, og gav hende nogle rynker i den ellers glatte og unge pande.  Hvis hun græd, ville hun bogstavligtalt skærer halsen over på sig selv. Ikke engang da hun var barn græd hun, så ingen tale om at hun ville græde nu! Niks, det var udelukket. Havde han ikke været henne med blodet, var en tåre gået mod hendes ordre og dømt Rozalin til døden. Men Vladimir var jo hurtig på fødderne og havde for anden gang, ubevidst reddet Rozalin fra døden.
Hun sad stadig og krympede sig sammen på grund af smerten. Blodet havde selvfølgelig hjulpet lidt, da hendes sind havde været meget fortumlet og forvirret, men blodet hjalp. Efter lidt tid satte hun sig halvt op med håndfladerne mod briksen hun sad på.
’’Jamen..’’ begyndte hun uden at færdiggøre sætningen. ’’Det kan da ikke passé..’’ mumlede hun halvt for sig selv, selvom det egentligt skulle være blevet inde i tankerne. Som sagt var hun ikke så meget inde i vampyr verden, det eneste hun vidste, var hvordan hun dræbte dem.. sig selv.. dem.. Ja, eh…
Efter en længere tænke pause, lod hun hendes blik glide op for at finde Vladimirs for længst umenneskelig øjne. ’’Er der intet du kan gøre?’’ selvom de ikke rigtig havde fået et forhold til hinanden, var han den eneste som hun faktisk havde en eller anden form for knytning til. Han var hendes uønsket ’far’ og hun var hans uøsnket ’datter’, kunne det blive meget bedre? I hvert fald så hun ham på grund af maker båndet, lidt bedre og lidt mere magtfuld (som han egentlig også var, men det vidste hun jo ikke rigtigt endnu) end alle andre, ligesom en datter synes om hendes fader.
Hun betragtede ham svagt da han lod hans hånd køre gennem det sorte hår. Han lignede minsandten en vampyr, og ikke en af de perfekte, prinse/dukke lignende vampyre i romaner, men en rigtig vampyr, hvilket han kun skulle havde betegnet som noget godt hvis han havde hørt hendes tanker.
Hun kunne næsten ikke tro hendes egne ører da han gav hende valget med at forblive en hjerteløs vampyr, eller blive en hjerteløs cyborg. Det var i hvert fald hendes mening om alt dette pis. Hvorfor skulle hun lige netop stå med valget om at blive til nogle af de væsner, hun hadet aller mest? Det var da forfærdeligt.. Heldigvis var Rozalin blevet udstyrret med fornuften da hun blev født, og hun vidste derfor godt hvad hun vælge. Hun kendte udmærket godt konsekvenserne der hørte til det med at blive cyborg, men ak ja, kunne det blive meget værre?
I sidste ende endte hun jo med at blive taknemlig for de forskellige dele i hendes krop. Hun sukkede svagt, bed sig i læben og så ned i jorden. ’’Jeg er villig til at blive en cyborg.’’ svarede hun efter lidt tid. Det var enten et uendeligt liv med smerter, eller et uendeligt liv uden smerter.
Hun træk lidt på skulderen af nysgerrighed. ’’Hvad med det her… Bånd, der er mellem os? Hvad er det, og hvordan i hulen kunne du få min krop til at stivne i den, ubehagelig position?’’ hendes øjne lyste nærmest af nysgerrighed.


Hun var glad for at han stadig kunne grine i hendes nærvær, men hun kunne hvis hun lyttede godt efter, høre hvordan latteren havde ændret sig i alle de år hun havde lagt i dvale. Hun kunne ikke blot høre det, men også mærker det; og det var ikke på grund af det maker bånd som for længst var væk, men fordi hun havde tilbragt en del tid da hun havde været ’nyfødt vampyr’ med Vladimir, og den gang var hans latter ikke så kold som den var nu.
Et kindbrækkende smil blev hurtigt smørret ud på Rozalins læber da han havde færdiggjort hendes sætning. ’’Det er i hvert fald det du påstår!’’ konstaterede hun med et drillende glimt i øjet. ’’Jeg er sikker på at du i dine helt unge dage, hvilket er ved at være et par år siden, var byernes værste trussetyv. hun lagde bevidst ekstra tryk på ’par’ da Vladimir var pænt gammel - og nu hvor hun tænkte på alder, poppede et spørgsmål frem i hendes hoved. Så hun lagde spøg til siden og kom med et mere alvorligt spørgsmål.
’’Hvor langtid har jeg lagt i dvale?’’ hendes blik havde taget noget af en drejning, den var gået fra at være drillende til alvorlig.

Hun slog ham kort på skulderen og sendte ham et smørret smil, da hans ’hvad sagde jeg’ blik kom frem. Før hun havde mødt Vladimir, havde det altid været hende som havde kastet sådan nogle blikke efter andre, men det havde hun ikke nogle hensigter om at gøre mod Vladimir, da han for det første var den ældste af dem to - og Rozalin havde faktisk fundet ud af, at det betød noget i vampyr verden. Det forhindrede hende dog ikke i at vise hendes rigtige jeg og give ham et dask i ny og næ.

Hans latter var så varm at den nærmest varmede hendes kolde krop op, men hun var stadig meget forvirret. Hvordan kunne han grine når en gigantisk flagermus, stod overfor dem og var klar til at æde dem! Eller var det hende der var helt galt på dem?
Hun skulle til at vende sig om, men Vladimir var allerede på vej hen mod dyret og gjorde den rolig. Okay, nok havde hun lagt i dvale i mange år, men en gigantiske flagermus som kæledyr? Det var da så urealistisk som det overhovedet kunne blive.
Hun skulle til at protestere og sige ’’Selvom der er fred, går jeg fandme på jagt hvor jeg vil og når jeg vil!’ men hun vidste at denne form for argumention ikke ville virke på Vladimir; og nu hun spillede sætningen gennem hovedet igen, blev hun enig med sig selv om at det var godt hun ikke havde sagt det. Det lød jo forfærdeligt, og hun kunne godt selv se at det var tumpet.
Hun løftede undrende et øjenbryn da han kom tilbage med en bunke tøj, som han begyndte med at tage på imens han snakked. Som sagt, mistede hun lidt af koncentrationen og hørte kun halvt hvad han sagde da hun så tatoveringen der gik fra over hans hjerte og bredte sig over hele skulderen. Uden at svare på hvad han sagde, trådte hun nogle skridt hen mod ham, og stoppede ham i det han gjorde. Hun vidste at bag det rødlige skær, sad der nogle blodrøde rubiner. Hun vidste godt at det var Vladimir der stod overfor hende, men man kunne vel aldrig være for forsigtig, vel? Der stod trods alt et kæmpe dyr overfor hende og ja, hvem ved, måske var det slet ikke Vladimir hun havde snakket med hele aften. Derfor lod hun tre af hendes fingre glide langsomt og undersøgende rundt på pentagrammet, og hver gang hun kom til det sted hvor der skulle sidde en rubin, var hun ekstra grundig med hendes undersøgelse. Da hun havde været hele pentagrammet rundt trådte hun et skridt tilbage og nikkede bekræftende til ham, om at hun nu havde gjort det hun ville og at han bare kunne fortsætte med det han lavede.
Hun så med store øjne da han fandt en paryk frem, og da han havde fået den på blev hun nød til at vende sig om for at kvæle et grin. For gud, han så sjov ud! Efter kort tid vendte hun sig om igen med kun et glimt af at hun havde moret sig i øjnene.
Hun smilede tilfreds over alt det Vladimir gjorde for at holde sig skjult. Hun var minsandten stolt af at kende Vladimir som mere end blot den kyniske leder.
’’Hvis der er fred, hvem skulle så ville have fat på dig Vladimir?’’

Rozalin trådte af refleks tilbage da Vladimir sprang op på dyret, i rigtig middelalder stil. Hun så afventende på ham. I hendes tidligere liv ville hun aldrig havde ventet på tilladelse for at gøre noget, men lige netop når hun var i Vladimir eller hans søskendes selskab, prøvede hun på at beherske hendes stædige og uacceptable sider, så derfor ventede hun på tilladelse i netop denne situation. Da hun så fik det, var hun hurtig oppe på dyret og gravede hænderne ned i dens pels. Typisk nok var Rozalins eneste frygt, højder… Flagermusen og muligvis Vladimir ville godt kunne mærke uroen der lagde på lur i Rozalin og var parat til at bryde gennem overfladen når som helst. Hun håbede mest af alt blot at denne følelse snart ville blive byttet ud med noget andet, muligvis jagtlyst - som hun faktisk allerede havde fået lidt af, bare fordi hun sprang op på dyret. Adrenalin suset som havde bruset igennem hende da hun sprang på flagermusen i sådan en højde, havde været fantastisk.
’’Du er den af os to der kender byen bedst, hvor vil du forslå vi tager hen?’’
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   10/9/2013, 10:06

//Uuuhhh det er et dejligt indlæg, det har jeg savnet :D //
Medlidenhed. Det kunne næsten være et fremmedord for ham, da hans daglige job som leder og forrretningsmand, så kunne medlidenhedsprikken på ingen som helst måde passe ind i dette kyniske og hårde puslespil. Det var så få gange, at han havde gjort brug af "medlidenhed", som nogensinde havde været gavnligt, at han normalt aldrig så det som et godt værktøj at bruge.
Men ja pigebarnet foran ham havde vækket et eller andet inde i ham, den der fortidsmenneske hjerte, som engang havde banket med stolthed i hans bryst, selv da han var vampyr i de første tusinde af år. Men som havet selv, så ved enhver sømand, at havet er aldrig monotonisk, den er i evig bevægelse og forandring, og således var livets hav også.
Vladimir kunne ikke lade vær med at trække få milimeter på smilebåndet, ironisk nok var han blevet det, som han havde svoret at ikke blive, en kold kynisk umenneskelig vampyr. Selv nu hvor der stadigvæk bankede halve følelser i hans krop, så vidste han godt, at følelserne var stadigvæk ikke menneskelige.

Det var forunderligt for ham at mærke disse følelser fra et andet væsen end hans søskende. Dog i forhold til andre, så var han vant til at hele tiden være kontakt med et andet levende væsen, godt nok var båndet imellem ham og Rozalin et bånd, som aldrig kunne nå sokkehøjderne på det bånd, som han havde med sine søskende. Men det gjorde det ikke mindre spøjst, selv for ham.
Men båndets tilknyttende kraft gjorde, at han kunne mærke hendes menneskelige følelser, mærke hvordan hun nægtede at ville græde foran ham, hvordan hun ønskede, at alt kunne være så anderledes. Ja en dråbe medlidenhed kom da i ham, måske skulle han bare ende livet på denne lille nøgne nyfødte fugl? Måske skulle han begå medlidenhedsdrab?

Først hørte han ikke lige hende, da hans søskende bankede på den indvendige side af hans kranium for opmærksomhed over det nye medlem i deres familie.
"Godt, et andet valg ville også være ulogisk
Hans høje skikkelse vandrede hen til døren til kølerummet, hvor han åbnede den op og lod den stå på klem, så gik han hen til stolen igen og havde den klassiske attitude som en fader, som skulle fortælle barnet noget vigtigt.
[color=cyan]"Jeg er glad for, at du spørger, for ja det er en vigtig ting. Båndet imellem os er en vampyr ting, som man ikke kan komme udenom. Der er mange forklaringer på dette, men basicly er det, at dem, som man har gjort til vampyrer, vil være knyttet til en fuldkommen. Denne fuldkommenhed giver makeren således den evne til at kunne kontrollere sit barn og det var derfor, at din krop stoppede på min ordre, og hvis du virkelig prøvede at modsætte dig, så vil du altid finde dig i en ubehagelig situation
Han stoppede op, fordi han skulle overveje, om han skulle sige det vigtige, som han skulle sige nu, da selvom hun var som en nyfødt fugl, som ingengang havde fjer, så var han nødt til at smide hende allerede ud af reden, som var makerens favn. Imens kunne han ikke lade vær med at lige tænke over, da han selv havde en maker. Det gav nogle dybe rynker i hans pande for et øjeblik, da hans maker.... Ja Vladimir var i hvert fald lykkelig, da han endelig fik flået struben over på sin maker.
Hans sorte stilede skikkelse rejste sig op, hvor han lagde blidt sine hænder på hendes knæ, mens hun sad oven på ligbordet. Hans blik var først nede, men så vendte hans skinnende sølvlignende øjne op imod hendes med en alvor og alligevel en ærgelse.
"Desværre pga min position som leder af Calvarinos, så kan jeg ikke have dig som mit barn i vampyrisk forstand, da så ville du blive arvning af mafiaen. Så derfor bliver jeg nødt til at give slip på dig. Jeg vil selvfølgelig sørge for dig og det. Men du vil aldrig være mit ægte barn kun en bastard"
Hans snakken ville nok også gøre det 100% tydeligt for hende, at han var den kendte og mægtige Vladimir. Selvom mafiaen ikke var så stor dengang, som den er i det 3800 århundrede, så var der stadigvæk meget få, som ikke kendte til hans navn og klan, især hvis man kom fra bandemiljøet, da hans klan var meget magtfuld dengang, da hans by og klan havde klaret sig igennem den store krig. Hændernes faderlige berøring forsvandt, da han vendte sig om og så imod døren, som han havde ladet stå på klem. I døren var der noget, som nok straks ville få Rozalin til at reagere.
Skyggerne syntes at være tunge omkring dette væsen, som snorede sig langs gulvet. En lang meget mørkegrå brunlig skællede krop snoede sig hen af gulvet. De store røde øjne gløede med deres slangede skær og unaturlighed, men alligevel hvis man så efter, så lignende øjnene så meget Vladimirs undtagen, at de havde en slangede pupil.
Et stort kæbeparti sad på dette væsen, som var over 10 meter lang, som havde sylespidse lange piratfiske lignende tænder, som hurtigt bare kom nærmere, da skikkelsen kunne bevæge sig hurtigt og elegant hen af gulvet.
Hvis Rozalin ville gøre det mindste, så sagde Vladimir "rolig" uden, at det var direkte beordrende, men med en faderlig undertone, som man ikke skulle sige imod. Den store slange og dragelignende hoved var kun en halv meter fra hende, da den rejste hele sit store hoved med sin store og muskuløse krop, som ingen tvivl kunne knuse selv en cyborg til pulver.
Det mest overraskende for Rozalin var nok den stemme, som straks mødte hende, som var en helt almindelig kvindelig stemme.
"Jamen dog jamen dog kære broder, så det er hende, som du kom til at forvandle om."
Sagde hun med en morende undertone, mens hun kastede et blik imod Vladimir.


Vladimir var ikke sikker, men han havde helt klart en fornemmelse af, at Rozalin studerede ham, som om hun havde opfanget en forandring. Det kunne han ikke helt lide, for normalt var han heller ikke den, som var under loop, det var normalt altid ham, som studerede andre.
En latter mødte endnu engang Rozalin, da hun endnu engang snakkede om trussetyv.
"Det kommer du selv til et indse et eller andet tidspunkt, livet er meget mere end kropslig begær, men ja jeg har da haft mine rygter.
Selvom hans logiske hjerne sagde, at det var rigtigt, så var der en promille del af hans hjerne, som godt vidste, at det var forkert. Han vidste, at det var en af de ting, som kunne hjælpe med at gøre en menneskelig, hvis det var kærligt begær.
"Du har nok ligge i dvale i..Han kiggede på sit ur[color=cyan]"I 1761 år, 2 måneder, 13 dage, 14 timer, 54 min og 31 sekunder.
Selvom han var brainy til tal, så hvis man kendte ham godt nok, så ville man vide, at ved at han har gjort sig det besvær at huske det nøjagtige tidspunkt, så var det, fordi det havde betydning for ham.

Kroppen stivnede for et kort stund over hendes slag, da aldrig nogensinde havde nogen været venskabelig med ham i virkelig virkelig mange år. Alle dem, som end er såkaldte "venner" med ham, frygter stadigvæk hver eneste ting de gør, for hvis det nu skulle vække hans harme. Hendes slag vækkede endnu engang minder hos ham, dengang hvor en engel og en vampyr havde været bedste venner i flere årtusinder.
Dog kunne han ikke lade vær med at sende et blegt smil tilbage.
"Nu skal du ikke komme for godt i gang kære pigebarn, du ved jo, at selv hvis det var venskabelig brydning, så ville jeg nok være vinderen, selv med dine mekaniske dele.

Måneskinnet lyste i hans øjne, hvor hans bare mandelige og muskuløse overkrop lyste selv næsten lige så meget op pga hudens bleghed. Han så i særdeleshed observerende og nysgerrigt på hende, mens han kunne mærke hendes fingerspidser glide på hans brystkasse.
Da hun trådte tilbage og nikkede bekræftende til hende, så tænkte han for en kort stund, hvorfor havde han dog nogensinde givet slip på dette pigebarn, hun ville helt sikkert kunne have haft blevet noget stort.... En, som ville kunne overtage hans trone.
Det eneste, som reflekterede hans tanker, var et lille glimt af anerkendelse og stolthed i hans blik.

Vladimir stod og så en smule bøvet ud, ja han vidste godt, hvordan han så ud, men det var jo påkrævet i disse omstændigheder.
"Du er ikke helt dum pigebarn, men det går jo ikke, at byens borgmester dræber byens indbyggere vel?
Rozalin kom til at sidde foran ham, da så ville han være sikker på at kunne sørge for, at hun blev på den, for ja ikke alle var så super glade for højder. Hans mandelige krop var meget tæt op imod hendes, som ingen tvivl om udstrålede med den mandelige attitude og hvor der også var en mild og behagelig luft af mand omkring hende. Hans muskuløse og senede arme var på siderne af hende, da han også greb fat i de lange tykke og bløde hår, som udgjorde manken på dyret.
"Jeg vil forslå, at du holder fast
Sagde han med en morende undertone, hvor lige pludselig virkede alt vægtløs.
Den store flagermus krop havde ladet sig falde bagud, hvor de i flere sekunder bare lå på hovedet og så jorden komme nærmere imod dem over deres hovedet. Vingerne blev trukket ind, hvor de blev vendt lodret og var faretruende nær hovedkvarterets mur. Så buldrede luften omkring dem i næsten en øredøvende larm, da den susende luft var hård imod vingerne, da de blev slået ud. Men væsnet var stærkere end luftens modvirkende kraft og stadigvæk flere etager over hovedet på vagterne, var vingerne således slået ud og kroppen vendt vandret og lige med byen under dem.
Hvis Rozalin havde besvær med at holde sig fast af de pludselige og susende ryk, så holdte Vladimir hende fast og evt ville holde en arm omkring hendes liv, mens han holdte sig fast med lårbasserne og den ene hånd.
Hurtigere end nok forventet, men sikkert alligevel meget længere end Roxalin ønskede, var der igen fast grund under deres fødder. Vladimir havde via tryk imod siden af flagermusen styret den i retningen imod udkanten af byen, hvor det store dyr landede på et hustag længere væk fra de strålende skilte og lamper, som ellers var overalt i byen.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   17/9/2013, 07:59

//Du er skam heller ikke for tosset selv :D//
Rozalin havde selv sjældent brugt brug af det som alle mennesker var i besiddelse af, medlidenhed. Jo, ganske vist var hun gået hen og brugt brug af denne, ellers ubrugelig følelser, da hendes menneskelig følelser trådte frem og dominerede hendes, ellers ligeglad attitude som var nødvendig at have, da hun nu engang boede i det kvarter hun boede i. De eneste gange medlidenheden kunne presse sig frem i hendes øjne, var når uskyldige mennesker, helt tilfældigt blev blandet ind i noget som de bestemt ikke fortjente. Selvfølgelig skete det jo tit, så det var kun i drastiske tilfælde hun ikke kunne holde medlidenheden tilbage og hjælpe menneskerne som var i nød.
Hun kunne tydeligt huske én af de mennesker som hun engang havde hjulpet; en lille dreng, omkring 6 år gammel, hvilket vil sige han ikke var gammel nok til at tage vare for sine handlinger og at forældrene blev nød til at hjælpe drengen på vej i den rigtige retning, som de langt fra gjorde. Drengen havde for første gang sagt sine forældre imod, som er det første tegn på at barnet er ved at løsrive sig sine forældre og gøre sig klar til voksenlivet, selvom det dog var lidt tidligt. Forældrene var så hurtigt blevet enige om en konsekvens på grund af hans ulydighed, de ville ganske enkelt hukke tungen af ham. Uacceptabelt ifølge Rozalin. Rozalin hukkede uden nåde, en hånd af fra dem vær, som skulle betyde at den hånd som tidligere havde siddet på deres arm, var blevet brugt til at udføre uacceptable handlinger, og derfor var den blevet hukket af. Rozalin gjorde dette i blot en alder af 14 år, men det føltes stadig som var det sket for under 24 timer siden.
En af grundene til at Rozalin ikke ville være vampyr, var netop grundet de umenneskelige følelser som vampyrer nærede sig godt af at bruge. Selvom hun som menneske havde nogle følelser de virkede lidt umenneskelig, vidste hun at de menneskelig følelser sad bag facaden og var parat til at bryde op til overfladen når som helst; hun vidste ikke hvor langtid hun ville kunne beholde hendes menneskelige følelser når hun nu var blevet vampyr, men hun var sikker på at hun ville kæmpe for at beholde dem.

Hun kneb øjnene sammen da en tåre sneg sig ud af øjet på hende og gled ned af hendes kind. Gud fanden nej skulle hun græde foran nogen, og da SLET IKKE en som Vladimir, han var nok den eneste hun IKKE ville græde foran. Hun kunne ikke finde ud af om det var smerterne eller alle de pludselig følelser som syntes at følelses forstærket, der fik hende til at græde. En ting var sikkert, dette var første og sidste gang en tåre forlod hendes øjne!
Hun havde aldrig været fan af noget man fik på grund af medlidenhed. Medlidenheds klap, kram, smil.. og drab, nu hvor hun var ved det. Man fik det jo alligevel aldrig fordi de fandt det oprigtigt synd for en, men mere fordi de ville have en til at holde kæft. Eller hvad? Var det endnu en af de ting hun ikke forstod ordentligt?

Hun løftede mistroisk et øjenbryn af ham, da hun ikke lige kunne fatte hvad han lige havde sagt. Ville han virkelig hjælpe hende? Penge var noget Rozalin aldrig rigtig havde været i besiddelse af, så at der pludselig ville blive brugt utrolig mange penge på hende, af en som hun overhovedet ikke kendte, var lidt overvældende og utroværdigt.
’’Jeg er taknemlig for denne mulighed du giver mig, men…’’ hun tøvede lidt. Ikke fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige, for hun havde allerede færdiggjort sætningen inden i hendes hoved, hun kom blot til at tænke tilbage på alt det hun havde sagt til Vladimir, og var bare lidt overrasket over den høflige og respektfulde tone hun brugte overfor Vladimir. Det lignede hende ikke, hun vidste slet ikke det var muligt for hende at snakke mere eller mindre høfligt. I hendes tanke strøm havde hun fået en lettere rynket pande, men rystede det hurtigt af sig for at fortsætte.’’.. men er du sikker på at du vil bruge så mange penge på en som du ikke kender? hun var måske lidt skeptisk over for ham, men hvad hvis han dræbte hende under operationen? Det ville ikke være kønt. Rozalin havde sjælendt haft mere end et par hundrede til rådighed da hun var menneske, så at pludselig have noget inden i kroppen, som var mere værd end alle penge hun nogensinde har haft, sammenlagt, var lidt vildt.
Hun nikkede og prøvede at fange hver eneste lille detalje hun kunne få om dette såkaldte maker bånd, heldigvis havde hun en klæber hjerne når det virkelig gjaldt og hun var nysgerrig, så hun fik stort set alle detaljerne med.
Hun sad stille og observerede ham da tankestrømen syntes at føre ham væk, den pludselig bevægelse han lavede da han rejste sig op, fik hende til at give et lille spjæt fra sig. Hans hænder som blev lagt på hendes knæ havde dog en lettere beroligende virkning overfor hende, som han højst sandsynligt ville kunne mærke.  Men da hun så hans blik, blev hun hurtigt klar over at dette ikke var nogle gode nyheder han skulle til at dele med hende. Det gik hurtigt op for hende at det var den Vladimir som stod overfor hende.. Hun blev for en kort stund mundlam og så ned i jorden, som en dreng der lige havde trådt på en snegl ville kigge ned i jorden. Bedrøvet. Ordet ’bastard’ lød bestemt ikke godt i hendes øre. Mest fordi at ordet i sig selv havde flere forskellige betydninger og de fleste var direkte negative, som var blevet brugt med hende mange gange. En rulletekst af negative ord hun var blevet kaldt gennem livet optrådte i hendes indre, og så vidt hun kunne se, opstod bastard der mange gange.
’’Jeg forstår.’’ mumlede hun svagt, men højt nok til at han ville kunne høre. Hun var ikke specielt bedrøvet over at han på grund af sin pligt blev nød til at frarøve hende chancen for at beholde hendes maker, det var jo nu engang bare det han måtte gøre, og på den måde respekterede hun ham blot endnu mere; hendes bedrøvelse kom af alle de følelser som pludselig viste sig og hun havde svært ved at styre.
Den korte tryghed som havde omfavnet hende som et tæppe, forsvandt som dug på solen da en slange skikkelse snoede sig langs gulvet og hen mod dem. Trods smerten der dunkede i hele hendes krop, trak hun sig straks længere tilbage mod briksen for at komme så langt væk fra væsnet som muligt. Vladimirs faderlige stemme som tidligere havde beroliget hende, var ikke nok denne gang. Dog selvom hun havde lyst til at råbe noget ala; Rolig? Sig mig er du sindssyg!? Den vil sku da æde mig! - men lod vær da Vladimir allerede havde vundet lidt af hendes tillid, og da han var den eneste i nærheden som kunne hjælpe hende på nogen måde, blev hun nød til at lytte til ham.
Rozalin spærrede øjnene op da en smuk kvindestemme, flød rent ud igennem det skræmmende kæbeparti. Rozalin lod blikket glide rundt i rummet efter et våben af en art, så hun i det mindste ikke var helt hjælpeløs, men da det syntes at være umuligt for hende at finde noget, lod hun i stedet blikket gå skiftevis mellem Vladimir og væsnet.
’’Hvor stor er sandsynligheden for at dette er en drøm...’’ mumlede hun for sig selv, og bekendt gjorde for sig selv inden i hendes hoved, at sandsynligheden var begyndt at være meget stor. Hun havde aldrig i hendes livs dage hørt om en.. slange? Som snakkede. Og hun var ellers den store ’Hunter’.


Hun fnyste af ham med et morende blik som om hun var dybt uenig, hvilket hun var.
’’Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men der tager du fejl Vladimir.’’ Rozalin havde altid holdt af en god debat, og dette var den perfekte mulighed at få en startet op med Vladimir. ’’Livet er ikke meget mere en kropslig begær; fjerner du dit fejlplaceret ’meget’ har du ret. Livet er mere end kropslig begær, men får du ikke denne livsvigtige og menneskelig begivenhed med ind i dit liv, vil du langsomt miste dit menneskelig jeg.’’ Hun lænnede sig tilfreds tilbage og så afventende på Vladimir og hans næste træk, som var det et skak spil.

Ganske vist var hun overraskede over hvor gammel hun egentlig var blevet.. Hun var vel også en smule nysgerrig om at se hvordan verden udenfor så ud, men mest af alt blev hun overrasket over at han havde husket det præcise tidspunkt, for hvornår hun gik i dvale. Hun sod først og kiggede lidt på ham, som om det ikke kunne passe, men nikkede derefter. Det varmede hendes kolde hjerte, at vide hun havde en betydning for ham.
Hun fortrød ikke et sekund hendes venlige slag overfor ham. Jo måske ét sekund, men han trængte til en som kunne vende op og ned på hans hverdag og give ham lidt krydderi på livet. En som turde gøre noget han nom ikke lige var vant til eller forventede, men noget som alligevel ikke overtrådte hans grænser og gjorde ham vred. At gøre andre folk irritable og irriteret var noget der lagde til Rozalins natur, selvfølgelig holdt hun lidt igen overfor Vladimir og hans søskende, men stadig uden at lave om på sig selv, da hun nu engang bare var en flabet tøs.
’’Netop! Og derfor ønsker jeg at du lærer mig at kæmpe som en rigtig vampyr, du ved jeg er villig til at lære alt hvad der har noget med at kæmpe at gøre. I mit tidligere liv var jeg en god skytte, men jeg kan godt regne ud at tiden har ændret sig, tingene er ikke som de plejer og jeg er ude af form.’’

Atmosfæren som havde lagt sig rundt om dem gjorde Rozalin ganske tryg, ikke på samme måde som dengang da Vladimir var hendes maker og var i nærheden af hende, men selvom han ikke var hendes maker mere var han stadig den eneste som kunne berolige hende i pressede situationer. Han var den første og nok også den eneste som nogensinde ville komme i besiddelse af den ’gave’. Rozalin var som regel god i pressede situationer, men det betød ikke at hun ikke havde brug for en som kunne berolige hende til tider.
’’Vent, hvad!?’’ udbrød hun da hun hørte den morende undertone, og pludselig, virkede alt vægtløs. I et kort øjeblik troede hun at hun var død, men da klaskede i hovedet på hende og de fløj afsted, bekræftede det at hun stadig levede. Hun nød bestemt ikke turen, hvilket man ville kunne se på den måde hun klamrede sig til dyrets manke og kneb øjnene sammen så hun ikke skulle se ned.
’’Er det her noget du er vant til!?’’ råbte hun da hun på et tidspunkt var ved at falde af, men hvor han greb fat i hende og lod en arm glide rundt om hendes liv for at holde hende på plads. Hun hentydede selvfølgelig til den måde han kunne holde sig fast på dyret, som om det var det letteste i hele den hvide verden.
I det sekund de landede på hustaget, sprang hun af flagermusen og lagde sig ned på ryggen så hendes rødelige, krøllede hår spredte sig ud til alle sider. ’’Jeg tror aldrig jeg har været så glad for at komme til jorden igen.. mumlede hun med lukkede øjne og priset sig lykkelig for at være i live.
I et ryk rejste hun sig op, da en velkendt men alligevel ukendt lugt fandt vej hen til Rozalin. Hendes blik gled langsomt, dyrisk og observerende rundt for at identificere hvem denne lugt kom fra. Hun vidste ikke om det var langt væk, eller tæt på, det eneste hun vidste, var at denne lugt var berusende. Blod.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   17/9/2013, 11:16

//yeah nyt indlæg!! yyyeeeeaaahhhhhh yyyyyeeeaaaahhhh! //

En blodrød tåre virkende næsten skærende for Vladimirs syn, når den blodrøde vampyrtåre gled ned af hendes allerede blege kind. Så smukt var blodet for Vladimir, for et øjeblik ville han ønske, at han kunne stoppe tiden og male dette portræt, det ville være et smukt men sjæleberørende trist portræt.
En blød tommelfinger gled over hendes kind og fjernede tåren.
Et eftertænksomt udtryk gled over Vladimirs ansigt, og hvor for et øjeblik virkede hans karaktertræk til at forandre sig, som om han blev en eller anden. Mørkets melankolske væsen af hans person viste sig frem foran hende med en gravalvorlighed, som sikkert ville blive printet i hendes sjæl, hvor hans grå øjne syntes at blive mørkere.
"Tåre er livets glæde, du må ikke undervurdere deres værdi... og du må ikke lade dem gå til spilde"
Ikke fordi han sagde noget som helst dårligt eller konsekvenser med sin meget russiskpræget stemme, hvis man undlod at følge hans råd, men hele den rungende undertone i hans stemme var mere tydeligt end det, som han sagde. Der var konsekvenser, alvorlige konsekvenser.

Hele hans væsen var tilbage til sit gamle jeg vist ikke lidt anderledes, da nu dukkede hans stolte forretningsside af sig selv.
"Du har en pointe pigebarn, men alligevel har du missede det vigtigste. Teoretisk set, så alle de penge, som jeg smider efter dig, vil jeg uden problemer få minimum 263,835% tilbage, så det ville jeg sige er en god forretning.
Et halvflabet grin var på hans læber, da han var sikker på, at hun ville blive overrasket over, hvordan han kunne vide det, men sådan var det, når hans hjerne brugte det meste af tiden på at beregne alverdens ting.

For et øjeblik mindede hun om en lille hundehvalp, som havde hovedet hængede nedad og som mere trist ud end trist. Vladimir gav hende et par klap på kinden, for at få hende ud af sin berøvede trance og sagde med en venlig russisk stemme.
"Men jeg fik vist ikke lige tilføjet, at det er kun officielt set, det ændre stadigvæk ikke ved, at du stadigvæk er mit barn.
Der var et opmuntrende blik i hans øjne, som fortalte, at dette var langt fra verdens undergang. Vladimir ville i hvert fald tage sig af sin pige, da som sagt så ville han nok ikke komme til via et uheld at få endnu et barn og der er en minium chance for, at han ville finde en, som var værdig nok som trovarvning. Følelsen at være en fader var en beroligende ting, på en underlig vis føltes det som et anker i hans hav, hvilket han ikke lige forstod på stående fod, men alligevel kunne han nu godt se, hvorfor fædrene kunne være så glade og stolte, når de fik et barn.

Heldigvis gjorde Rozalin ikke noget, ellers havde han beordret hende til at holde op. Men han kunne ikke lade vær med at have et smøret grin på sine læber, han vidste godt, hvordan han søster kunne påvirke folk af gode grunde syntes han dog selv.
Så derfor gik han hen til hende og lod en hånd hvile på den skællede store pande, for et øjeblik lukke han sine øjne, hvorledes hun også gjorde det. Da deres øjne åbnede igen, så var øjne både grå og røde.
Hvis Vladimir skulle have haft beskrevet dette, så havde han simpelthen et for lille et ordforråd til at forklare det, da sådan noget her kunne ikke beskrives med menneskelige ord. Man kunne ikke ligefrem forklare, hvordan det var, når ens sjæl blev koblet sammen med en andens, hvordan alt det, som den ene følte og tænkte, lige pludselig blev ens egne. Hvordan man blev berørt af den anden, som ingen andre sådan set ville kunne, hvordan ens egen energi blev givet videre til den anden sjæl. Alt dette var ubeskriveligt... noget man ikke kunne sætte ord på.
Slangens øjne blev de klareste røde slangeøjne, som stirrede på Rozalin med et morende glimt i dens øjne og som var så enormt hynoptiserende, når de var så fyldt med energi og kraft, og sikkert før Rozalin indså det, så var hele denne slangede skikkelse blevet til en høj smuk kvinde, som lignende Vladimirs tvilling bare i kvindelig form med røde øjne. [Sådan ser hun ud, det er billedet med det stripede tøj)
Det lange sorte hår lå glat og unaturligt perfekt, den lyse hud stod i kontrast til hendes røde øjne og mørke hår, som var blevet pyntet med en tophat. Flere steder på hendes blege hud kunne man fornemme nogle aftegninger af skæl på de mest sårbare steder, som næsten lignede ultra blege tatoveringer.
Den sort og hvid stripede kjole var nok noget af det underligste tøj, som Rozalin havde set længe, men der var ingen tvivl om, at det passede til hende. De røde øjne så på hende med en morende glimt. Den kvindelig hånd fjernede Vladimirs hånd fra hendes skuldre, som havde været der under hele forvandlingen fra hendes slangede jeg til dette menneskelige jeg.
Vladimir vågnede fra sin trance og rystede på hovedet, hvis man kiggede meget grundigt efter, så ville man have haft set de kropssprogstegn på hans krop, som bevidnede om, at på en eller anden måde havde dette været hårdt for ham.
"Ja men jeg er så nok det, man kalder for en tante"
Sagde Diana med et morende skævt smil på hendes læber, hvor hun nærmede sig Rozalin med sin slangede yde. Hver gang hun talte, så kunne man se de lidt for lange hjørnetænder, som både kunne virke vampyrisk, men som mindede mere om slangetænder end vampyrtænder.
Mens Diana forhåbenligt ville beskæftige Rozalin, så gik Vladimir straks hen og fik bældet 3 poser med sammenlagt 1,5 liter blod. Det krævede vold meget energi, når han skulle få sine søskende til at komme i menneskelig form.
Den kvindelige skikkelse kom meget nær Rozalin, faktisk mere nær end Vladimir havde været før, da han havde rørt Rozalin på knæene.
Da Rozalin var blevet et aurafintfølende væsen og blodfølende, så kunne hun virkeligt føle, at hun var ikke et naturligt væsen. Blodet i Dianas krop mindede meget vampyragtig og dog alligevel ikke, og hendes aura var lige så stor og kraftfuld som Vladimirs, bare på en anden måde pga hendes anderledes personlighed.
"Der er højst sandsynlig kun 76.52% chance for, at dette er en drøm taget i betragtning i din almindelig møde med hverdagen
Sagde Vladimir og Diana nøjagtig på sammen tid, som tydeligt understregede deres kontakt med hinanden.


Vladimir så hende med halvt sammenknebet øjne over hendes svar og ja han kunne godt føle begyndelsen på skakspillet, og et blegt smil kunne ikke undgå endnu engang at momme på hans læber. Hun havde fanget ham, ubevidst eller bevidst, det kunne han ikke lige vurdere, men hun havde såsandeligt fanget ham, da hvis han skulle begynde at forklare, hvad han mente, så var han nødt til at afsløre noget om sig selv. Så han knækkede lige knoerne før han gav et svar.
"Jeg har heller aldrig sagt, at det var den eneste ting i livet.
Svarede han bare kort uden at forhåbentligt afsløre for meget af sig selv, og hvor han håbede på, at hun ikke ville spørge mere ind til det.

Vladimir trak på skuldrene.
"Verden har ikke forandret sig sådan set i mange årtusinder, ja værktøjerne er blevet ændret, men selve menneskene og racerne er sådan set ikke forandret sig en pind. Men nej gode skytte kan man altid bruge, hvilket du også kan gøre godt nytte af, når du nu er vampyr, da vampyrer har nogle andre fordele end almindelige skytter
Sagde han, hvor han så lige smilede over, når han nævnte om vampyrernes muligheder.
"Men ja som vampyr er du stadigvæk ikke andet end en nyfødt hvalp.
Han gav hende en dask på skuldren tilbage.

En mandelig grin mødte hende som et svar på hendes vent, hvad, da han ikke kunne lade vær med at syntes, at det var sjovt.
Vladimir svarede hende ikke, men gav bare kun et nik, mens byens lys glimtrede i hans grå øjne, hvor der var ingen tvivl om, at han nødt at flyve, mens byen susede forbi lige nede under deres fødder.
Selvom han havde på sin vis håbet, at hun selv kunne holde sig, så kunne han alligevel udregne sandsynligheden var rets så højt, at han skulle næsten med garanti gribe fat om hende, da overraskelsesmomentet betød jo meget i denne sammenhæng.

Vladimir gav hende ikke lige rigtigt noget opmærksomhed, nu hvor de var nået på tagets overflade. Det eneste han gav sin opmærksomhed til var den store blodsugende bæst foran sig. Den bløde pels føltes godt imod hans ansigt, da han begravede sit ansigt i dens pels, hvor han klappede den på siden.
Straks fløj den væk igen i den smukke nat, hvor den hurtigt forsvandt i mørkets sorte favn.
"Du skal bare vænne dig til det, så ville du helt sikkert kunne nyde det
Sagde han med en lille undertone af poetisk romantisme.

De grå øjne så observerende på den kvindelig skikkelse, som tydelig var i sin trance tilstand. En kølig hånd blev lagt på hendes skuldre med et fast klem.
"tålmodighed er den vigtigste dyd, når man er en vampyr
Med faste skridt gik han hen til kanten af husets tag og lige pludselig forsvandt hans skikkelse ned i en mørk gyde, da han trådte ude over kanten, som om der var ingenting at gå ude over en kant, hvor der var 4 etager ned.

Næsten ingen lyd kom, da han landede på jorden, og han kiggede op og forventede straks, at Rozalin ville kigge ude over kanten evt var sandsynligheden høj. Vladimir rettede lige sine legemer ud for sammenstødet med jorden gjorde stadigvæk en indvirkning på kroppen, men så ultra minimalt at det ikke kunne rettes med at tage blidt om benet og rette det ud.
"Kom bare ned, det er ikke skadeligt for dig
Sagde han, som virkede til at være ude for realitetssans taget i betragtning, at der var rets så højt deroppe fra. Måske for et øjeblik ville Rozalin ønske, at flagermusen var her til at bære hende derned.

Når Rozalin endelig fik taget sig sammen til at hoppe ned i den mørke gade, hvor der sådan set kun var månelyset som skinnede, så kunne hun ikke undgå at lugte lugten af blod, men også lugten af gadens renhed, som ikke ligefrem var som mors rene hjem.
Vladimir havde valgt den fattige del af Las Vegas fordi så ingen vigtige personer ville blive dræbt, og fordi det var et langt nemmere jagtområde for en vampyr.
Vladimir kunne selv tydelig dufte de mennesker og væsner, som havde gået her for lidt siden.
Husene var høje her, så højtstående månes stråler kunne knap nok nå til bunden her, men der ville Rozalin nok også opdage, at hun havde sådan set ingen problemer med at se her i de mørke gader, da hendes vampyrøjne gav hende en fordel, som hendes menneskekrop ikke kunne have haft givet hende.
For enden af den mørke gade, hvor der var et kryds, så ville Rozalin nok opdage en menneskelig skikkelse, som gik forbi. Hvis Rozanlin ville begynde at gå efter vedkommende, ville hun straks blive mødt af en fast hånd, da Rozalin ikke skulle bare styrte hovedkluns efter den første hun end finder.
For det første fordi det kunne ende galt, især når ikke alle ofre ligefrem var så super lette, der er jo selv væsner, som jagter vampyrer.
"Først skal du lige lære nogle basiske teknikker inden for jagt. Der er mange regnbuesnuanceret måder at gøre det på, så talrige, at jeg selv ikke kender dem alle, men der er nogle hoved principper, som er meget gode at følge.
Vladimir valgte at gå forhåbenligt med hende i hælende i den modsatte retning.
"Der er sådan set 2 måder at gøre det på enten via normal angreb eller direkte jagt eller så forføre dig hos ofrene. I dag starter vi med den normale jagt, men du skal nok hurtigt lærer at beherske den anden.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   17/10/2013, 14:12

//Undskyld ventetiden - like always.. ’xD//

Havde livet været ligesom et kassettebånd, ville Vladimir have kunnet sætte livet på pause og male dette hjerteskærende portræt af en nyfødt vampyrs første og gerne sidste blodrøde tåre, som gled ned af den blege hud som matchede perfekt til den tykke røde farve. Et portræt som ville slå benene væk under Leonardo da Vincis billede af Mona Lisa og sætte nye højder inden for kunst. Desværre ville det være umuligt at sætte livet på pause. Selvfølgelig ville det være muligt at male et lignende billede, men der ville garanteret ikke blive lagt samme følelse i maleriet som hvis man satte livet på pause, hvilket ville resultere i et smukt portræt som dog aldrig ville blive lige så godt som da det skete.
Når et barn bliver født, er det ligesom at trykke ’play’ på et kassettebånd. Når et levende væsen dør, er det ligesom at trykke ’stop’ på kassettebåndet. ’Pause’ knappen er en man sommetider kan have brug for, for at tænke tingene i gennem. Den findes skam, men den er ikke til vores rådighed så man kan bruge den når man vil. Når man vælger at gøre sig brug af pause knappen, sover man. På den måde er der ingen der kan forstyrre en, og når man trykker play igen, fortsætter livet sin gang. En vampyr kunne dog i modsætningen til mennesker, gøre sig brug af pause knappen i mere end blot én nat. En ting Rozalin allerede nu overvejede, som hun sad der og lod tåren glide ned af kinden.
Hun gjorde store øjne da hans mørke øjne blev mørkere og hele atmosfæren ændrede sig til noget mere alvorligt, men uanset hvordan hans humør var, ville hun stadig føle en form for tryghed når hun var i nærheden af ham. Hun fattede hentydningen og hurtigt var den uønsket tåre som var stukket af hjemme fra, væk fra kinden så der ingen spor var tilbage af den.

Hun løftede mistroisk et øjenbryn. Så vidt hun kunne regne sig frem til, ville han miste en del penge af at få ’ordnet’ hende. Men så igen, hun havde aldrig mestret sig inde for matematik. Alle andre fag end matematik. Alle.
’’Ja for det var jo indlysende..’’ mumlede hun og kunne stadig ikke komme sig over hvordan han kunne komme frem til det tal, eller for den sags skyld, hvor hurtig han kom frem til det!
’’Men nu hvor vi er ved det! begyndte hun og havde ikke tænkt sig at slippe emnet, før hun havde fået et svar hun kunne bruge til noget. ’’Hvad er hemmeligheden bag din sindssyge hurtige måde at regne på? Mine evner inden for matematik er minimale, men jeg kan det jeg skal, og alligevel kan jeg ikke finde ud af hvordan du kan frem til det tal?’’ Rozalin ville nok aldrig blive sådan et matematisk geni som Vladimir, men nu hvor hun alligevel havde evigheden til rådighed, hvorfor så ikke give matematikken en chance? Hvis hun var heldig, kunne Vladimir undervise hende og gøre hende bedre og mere beregnende og eftertænksom.

Vladimir var den perfekte faderlige figur for Rozalin. Han havde alle de kvaliteter som en fader skulle have; sådan noget hun aldrig selv fik muligheden for at opleve. Hans opmuntrende blik havde, hvis hun var mindre, fået hende til at lyse op i et stort smil, men i stedet varmede ordene blot hendes ikke bankende hjerte og fik hende til at trække lidt i mundvigene, efterfulgt af et kort nik.

Rozalin var ikke sikker på hvad der skete i alt den tid Vladimir og slangen havde lukket øjnene sammen, som kunne de føle hinanden. Hun forstod ærligtalt nul og niks, af hvad der skete da slangen pludselig tog form til noget.. andet? Vent, hvad. Hun kunne slet ikke følge med og før hun vidste af det, stod der en høj og smuk kvinde ved siden af Vladimir som havde hans hånd på hendes skulder. Det var der det gik op for hende, at de på en eller anden syrede måde måtte være søskende. De lignede hinanden, det var så tydeligt at se, men fornuften i hende nægtede stadig det faktum af alle lighederne, at det umuligt kunne lade sig gøre og at de ikke var i familie. Rozalin var ganske vist 100 % hetero, men nægtede man at sige at denne kvinde ikke var forbandet smuk, speciel og tiltrækkende, havde man fyret en løgn af. Tøjet kvinden bar lignede noget fra et cirkus, men tøjet passede hende perfekt og hun bar det fantastisk. Hun kunne have bundet en skraldepose rundt om livet, og det ville stadig se godt ud.
Hun var stadig ikke sikker på hvad der lige var sket, men det havde taget meget af Vladimirs energi. Rozalin skulle lige til at spørge om hvad der lige var sket, og hvem hun var, men hun kom hende i forkøbet og svarede på det vigtigste spørgsmål.
’’Tante..? Så.. Du er Vladimirs søster? Men hvordan kan det lade sig gøre? Du var.. og han.. For første gang i meget lang tid, var det lykkedes nogen at gøre Rozalin forvirret på så mange punkter. ’’Det her er mere end hvad jeg kan kapere på nuværende tidspunkt…’’ sukkede hun. [color=white]’’Okay, mit hovedet spørgsmål; Hvordan kan du forvandle dig fra slange til menneske, og hvorfor skulle du bruge Vladimirs hjælp?’’ spurgte hun med en mindre forvirret stemme end før.
Rozalin rykkede lidt på sig da Diana kom nærmere, men stoppede straks med hendes handling da smerten skød igennem hende og fik hende til at skære end grimasse. Dianas aura var lige så bemærkelsesværdig og kraftfuld som Vladimirs, men man kunne godt føle forskellen på de to forskellige aura. Hun kunne ikke sætte fingeren på hvad forskellen var, men hun kunne føle der var en forskel.
Hun ville sige noget da de sagde noget i munden på hinanden, men hun var mundlam.


Rozalin var og ville altid være stædig, det var en af hendes meget frembrusende sider og selvom hun havde stor respekt for Vladimir og var mere tilbøjelig over for ham, ville hendes stædighed aldrig forsvinde helt. Nogle beundrede hendes viljestyrke og stædighed, mens andre fandt det forfærdelig irriterende og altødelæggende. Hun ville ikke lade Vladimir slippe så let. ’’Nu ligger landet sådan, at jeg ved du holder af lange detaljerede svar for at forklare ting som, blandt andet jeg, ikke forstår, så at du pludselig kommer med et kort svar som ikke rigtig kan føre mig videre til et rigtigt svar; får det mig til at stille et spørgsmålstegn. Kan du uddybe dit svar Fader? sagde hun med en stemme som var en smule udfordrende. Hun havde det som om han skjulte noget for hende, at de var kommet ind på et emne som han helst så dem blive ude fra. Det var tegnet der fik hendes nysgerrighed til at bryde frem.

Hun var godt klar over at vampyrer havde visse muligheder og fordele som mennesker ikke havde, og som tidligere vampyr jæger, havde hun skam også sat sig ind i nogle af de fordele som en vampyr havde. ’’Hvordan gør jeg så brug af disse fordele, på den mest nyttige måde?’’
Hans lille dask på skulderen kom uventet. Hun spærrede kort øjnene op af hans ord og sendte ham så et flabet smil. ’’Til gengæld er jeg lære nem, og denne hvalp her kan sagtens bide fra sig!’’ pointerede hun.

Hun rystede svagt på hovedet. Vænne sig til det? Hun tvivlede på at det ville være muligt.. og dog.
Det gav et lille gip i hende da en kold og fast hånd blev lagt på hendes skulder og gav den et klem. Hun kiggede ikke på Vladimir da han talte, men holdt blikket fast mod jorden og undgik at svare på hans kommentar.
Da hun fjernede blikket fra jorden og ville flytte den over mod Vladimir, var han væk. Hun rejste sig hurtigt op og løb hen til kanten af husets tag mens hun kiggede ned mod jorden hvor han stod. Hun sprang hurtigt tilbage da højde skrækken var tilbage. Det store flyvende monster kunne godt tage at komme tilbage og hjælpe hende ned…
Hun kunne ikke se ham mere, men hun kunne godt høre hvad han sagde. ’’Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er min eneste svaghed højder! Jeg lider af højde skræk Vladimir!!’’ råbte hun til Vladimir med en opgivende stemme.
’’Okay Rozalin, du kan godt…’’ mumlede hun og trippede lidt frem og tilbage på taget. Det var ligesom da hun var mindre og skulle ud og bad i det kolde vand, når hun først var kommet under fortrød hun det ikke. Før hun vidste af det var hun sprunget og var på vej ned imod hendes død. Det var i hvert fald det hun forstillede sig. Da hun landede gik hendes venstre ben ned på hug så hun nærmest kunne sidde på den, mens hendes højre ben blev skudt ud til siden og strakt ud for at holde balancen. Hun kiggede stift på jorden, mens et smil langsomt kom frem på hendes læber. Det var helt ufatteligt at hun havde overlevet det! Sådan føltes det i hvert fald.
I det sekund hun rettede sig op, fandt duften af blod sig vej op til hendes næsebore og fik hende til at lukke øjnene og tage en dyb indånding. Hun åbnede hurtigt øjnene igen og lod blikket glide rundt i mørket - som ikke var så mørkt som hun havde forventet på grund af hendes højt udviklet nattesyn - som et rovdyr der var på udkig efter sit bytte. Hvorfor Vladimir lige præcis havde valgt dette sted havde ingen betydning for Rozalin, det vigtigste lige nu var at lære og få den gyldne væske til at løbe rundt i hendes åre.
Nogle skridt kunne høres og Rozalin fik øje på en menneskelig skikkelse henne i krydset som gik forbi, og der var Rozalin straks på banen. Hun gik med faste skridt hen mod skikkelsen, men en hånd tog fat i hende og holdt hende tilbage. Rozalin gav et lille lyd fra sig og forsøgte at vriste sig fri af Vladimirs greb, men stoppede hurtigt sig selv og stivnede. Hvad havde hun gang i? Hun var ved at blive til de blodtørstige væsner hun altid havde kæmpet mod, hun blev nød til at beherske sig.
Hun nikkede og så kort hen på skikkelsen som ikke var til at se mere. Hun forventede at det var ham de skulle gå efter, men nej. Vladimir gik i den anden retning. Hun blev ved med at kigge skiftevis fra der hvor skikkelsen lige havde været, og der var Vladimir nu gik. Hun knyttede næverne og sukkede irriteret inden hun drejede rundt på hælen og gik med Vladimir.
’’Hvis jeg skal lære det, må vi da have en forsøgskaning. Så hvorfor gik vi ikke efter skikkelsen som var her lige før?’’ spurgte hun med en stemme fuld af underen, man kunne stadig hører på hende at hun var fristet til at vende om og tage tilbage.
’’Normal jagt, det kan da ikke være særlig svært?’’ hun sukkede. Hun vidste godt hvordan man jagtede vampyrer, så hun regnede med at hun godt vidste hvilke personer hun skulle holde sig fra. Hun var jo selv en af de personer man skulle holde sig fra en gang - men så igen, hun dræbte især mange vampyrer, så der var vel et eller andet vampyrende havde overset.
’’En tidligere vampyr jæger som bliver til en vampyr.. Hvilken kliche.’’ sukkede hun. ’’men, jeg må jo have visse fordele da jeg en gang var en af de bedste vampyr jægere! Ikke?’’ En af de bedste var måske så meget sagt, men hun var god. Hun var virkelig god, det vidste hun og alle andre.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   22/11/2013, 12:59

//Sorry for mit meget langsomme svar!! XD //

Vladimir grinte hjerteligt med en russisk klang, hvor hjørnetænderne var gledet lige akkurat en halv centimeter ud. Rozalin mærkede en pettende hånd på hendes hoved.
"Det er et godt spørgsmål, personligt har jeg haft det, siden da jeg var et menneske, så kald det for en medfødt evne eller forbandelse, men det er bare noget jeg kan. Men selvfølgelig i starten var det bare et mere instinkt udregning, hvor det var de besale ting, da jeg i mit menneskelig liv ikke lærte at læse eller fik rodet med de mange formler, som først kom langt langt senere efter min fødsel"
Nu hvor Vladimir blev mindet om sin evne, så kørte hans beregnende hoved ekstra meget. Det var ligesom tinitus, hjernen arbejdede altid og nu med hans lange alder havde han ofte lært at ignorere den, så hjernens beregnende strøm gled i baggrundens strøm, men nu dykkede den op som den evige larm, altid beregnende, meget svært at frakoble. I sit lange liv så kunne han kun koble den fra, hvis han var i fuldstændig blodrus, når han endelig lå i favnen af en kvinde eller når han virkeligt kunne slappe af og koncentrere sig om at slappe af.

Kvindens latter bølgede over hende, som også havde et mindre præg af det russiske modersprog, mens hun grinte helt klart med en undertone af hendes egen glæde over, at hun finder Rozalins forvirret udtryk yderst morsomt. Det område var Diana meget forskelligt fra Vladimir, hun fandt nydelse og underholdning i andres problemer, tragedier osv. Tungen gled hurtigt legende ud, og i de første milisekunder var den helt almindeligt, men da hendes øjne begyndte at gløde mere og pupillerne blev mere slangeagtig, så formede hendes tunge om til en halv slangetunge. Sådan var det, når hun nogle gange glemte at skulle holde til vedligeholde sin form og blev for ukoncentreret.
"Måske burde vi lade dit hoved hvile og så kan du få dem besvaret senere, vi skulle jo nødig se det nyeste familiemedlem for sit hoved sprunget i luften, selvom det kunne være rets så underholdende
Vladimir sendte lige sin søster et blik, og det var tydeligt at Diana prøvede at ignorere ham, hvor hun lige for et kort stund sad fast i det "smukke" indre billede af et splattet hoved.

For et øjeblik blev Vladimir rets så overrasket, da smerten jog igennem Rozalins krop, så fik Diana et meget moderligt blik, hvilket han aldrig i sit liv havde set før, da hun var nok en af de væsner, som kunne finde på at æde sine egne unger bare for sjov. Men hans hurtigt beregnende hjerne fik hurtigt udregnet sandsynligheden, at det nok var fordi, at Vladimir og Diana havde den tætte sammenkobling, at hun selv blev påvirket af hans faderlige følelse.
[color=red]"Lad os ser at få lappet dig sammen ingen det bliver værre end det er."
Rozalin mærkede en støttende arm omkring sig, hvor det var tydeligt at Diana ville have hende til at støtte sig op af hende. Vladimir ville selv have haft gjort det, men lod nu hendes søster gøre det, som sagt selvom de var to personer, så var der sådan set ikke forskel fra at han eller hun gjorde det, da deres sammenkobling mellem hinanden gjorde dem ofte en i mange sammenhænge.
Hvis Rozalin gerne ville gå selv, så var det tydeligt at Diana nægtede at høre et nej med de skarpe røde slangeøjne, som stirrede bestemt inde i Rozalins med næsten den sammen autoritet som Vladimir bare nok den mere kvindelige version. Selvom Diana bare lignede en almindelig kvinde, så var hendes krop ikke desto mindre opbygget af det 10 meter lange muskelbundt, som hun havde set tidligere og derfor var der ingen tvivl om, at Det var yderst let for Diana at støtte Rozalin.
Vladimir fulgte bare bagefter med hænderne omme bag ryggen og det lange ravnsorte hår, som flød omkring hans ansigt, og da de kom udenfor, så stod der de vagter, som havde kommet tidligere og ventede spændt på at se, hvem denne person var. Da de opdagede Diana efter at have stirret på Rozalin, så var der tydeligt frygt i deres øjne, og hvor nogle af dem begyndte at stinke af adrenalin, som var yderst lugtbar for vampyrer. Deres blikke gled omme bag ved, hvor de så Vladimir, og der blev deres frygt mere erstattet med ærefrygt og de 4 vagter rankede sig op i vejret.
Vladimir gav dem ikke rigtigt noget opmærksomhed andet et enkelt glidende blik på dem alle, hvor man kort tid efter hørte militærstøvler gå i takt med lakskoene.
Der var mange gange som snorede sig hist og her i denne underjordiske base af Mafiaen, som var en af de mange udkigsposter hist og her i verden. For Rozalin ville det sikkert være svært at finde ud af, især når nok smerten tog hele hendes opmærksomhed.
De kom igennem et omklædningsrum med mange skabe, og her var deres flere af mafiaens folk. De alle kiggede nysgerrigt, da rygterne havde bredt sig voldsomt hurtigt om en pige, som nu var blevet vampyr og som ikke kunne være andet end en vampyr af Vladimir. De alle vidste hvad det betød, da de havde drømt så mange gange om at kunne få en plads, som Rozlin ind til videre besad, da man kunne kun have reelt magt i mafiaen, hvis man var et familiemedlem ellers kunne man højst blive en højrehånd eller en af Vladimirs generaler.
Ind i et rum sterilt og skadestues lignende rum kom de, hvor Diana gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig op på operationsstolen.
Vladimir stod imens i døren og snakkede med en af vagterne, som åbenbart skulle hente noget for Vladimir.


Tungen var ved at blive kvalt i hans egen hals, da hun borede videre i tingene, som en spætte der huggede videre og videre, især da han fornemmede den stærke undertone af ordet "fader." Vladimir var nippet til at hvæse for sig selv, men holdte det heldigvis inde. De skinnende betonsgrå øjne var over byen, men så vendte de tilbage til Rozalin på flagermusen og der var et mytisk glimt i hans øjne, sådan en underlig blanding af stolthed over Rozalin og sorg.
"Ja jeg kan uddybe mine svar.
Øjnelågene gled langsomt i, og hvor de derefter stirrede på hende med et lille glimt af en anmodning eller et "please" om, at hun skulle ikke grave videre i dette. Der var ingen tvivl om, at Vladimir virkeligt havde forandret sig meget på disse ca 1800 år.
Fortiden er ikke noget, som ikke just var en god beskæftigelse for ham, mere end langt fra, og det fik hans blik til at glide ind ad balkondøren, hvor månelyset lige ramte noget bestemt, som fik ham til at kigge væk igen. På et lille bord var der opstillet et portræt billede, hvor månelyset lige akkurat ramte og lyste det op i det ellers mørke rum. Billedet forstillede hamselv, hvor en blond krøllede ung kvinde havde sine arme omkring ham. (Her er billedet)
Vladimir lignede sig selv, men faktisk dengang var han alt andet end det, som han nu var. Dengang havde han blevet menneskelig, faktisk mere menneskelig end da han var et menneskeligt menneske.

"Pas på at hvalpen ikke få et rap over snuden af den store hund"
Svarede Vladimir tilbage til hende med et mildt ansigtsudtryk men stadigvæk med de kolde øjne.

Hånden gled lige igennem hans hår, hvor han lige havde glemt, at han havde sin paryk på og måtte rette den.
"ja men dette er vel den bedste kur imod højdeskrække ikke?"
Sagde han mens han ventede lige så tålmodigt til, at hun endelig fik taget sig sammen til at komme ned.
"Det kan godt være, at du har været vampyrjægere, men det er noget helt andet end f.eks skyggedæmoner, som mere end gerne vil æde på ny din gamle skygge og det sammen gælder for din sjæl, og som du burde vide så bruger disse væsner andre metoder end en almindelig jager.
For Rozalin tog det sikkert nok en evighed, selvom de kun gik ned af 3 forskellige gyder, som kun var i gennemsnittet en meter bred mellem de store og gamle huse, hvor de fleste vinduer ingengang havde glas i men kun brædder for. Lige inden Vladimir skulle dreje om hjørnet, så stoppede han straks op, da han hørte den sukkersøde og næsten hypnotiserende lyd af hjerteslag. Rozalin mærkede en hånd på sin brystkasse, hvor hun blev mast op af den fugtige og meget mørke mur ved siden af Vladimir. Få sekunder efter gik en kvindelig hætteklædt skikkelse forbi og kvinden så ikke, at de tog var inde i denne gyde til den lidt bredere men stadigvæk mørk gade.
Da der ingen rigtigt lyde var, da disse dele var meget forladte især da det var livsfarligt om natten, men også fordi lydene fra selve byen havde besvær med at komme igennem de mange snorede gyde og gader og de store huse, så kunne Rozalin ligesom Vladimir hører hendes hjerteslag mere end tydeligt, det virkede næsten øredøvende især hvis man var fyldt med blodtørst.
"Før vi tager byttet, så vil jeg gerne lærer dig alle de basiske ting som er vigtige, især før du jager
Hånden forsvandt fra hans brystkasse, og Vladimir viste med håndtegn, at hun skulle gå op til hjørnet og kigge omkring hjørnet imod den langsomt gående kvindeskikkelse.
"Før du vælger et ofre eller selv når du møder en ny person, så har du fordelen over mennesker, at du kan se andre ting, som normale mennesker ikke kan. Først fokusere på lugten og prøv at huske lugten,, da den grundlæggende lugt vil altid afsløre, hvilken race vedkommende er, og denne kvinde er en elver helt akkurat en sortelver. Så derefter føl med med dit indre, jeg ved det er abstrakt, men prøv at forstille dig, at du har et psykisk legeme som du kan række ud efter andre. Således kan du mærke deres aura med tiden vil du lærer at nogenlunde akkurat fra race til race kunne gennemskue deres alder og evt personlighed. Men det er vigtigt at altid være opmærksom på en andens aura, da den især kan afsløre deres sindstilstand og hvis de nu begynder at bruge evner
Kvinden gik ned om et hjørne og vladimir viste igen, at hun skulle snige sig lydløst som ham hen til det næste hjørne.
"Nu beder jeg dig om en svær ting for især hvalpe som dig, for det kræver enorm viljestyrke. Fokusere på lyden af blodet, forstil dig, at du kan se det dyrebare blod flyde i hendes åre
Hviskede han i hendes øre, og hvis hun gjorde, som han sagde, så ville hun nok lynhurtigt se forandringen bogstaveligt. Alt omkring hende var blevet i rene røde nuancer, mens når hun kiggede på kvinden, så kunne hun skarpt se det lysende gyldne blod flyde i elverkvindens åre, og Rozalin ville nok hurtigt opdage, at når hun fokuserede på blodet, så kunne hendes blik zoome ind på kvindens blod og især nok det, som tog hendes opmærksom, var det pumpede hjerte. Hvad Rozalin nok ikke viste, så var hendes øjne blev total røde. Men hvad hun nok også hurtigt indså, så kunne hun ekstra meget høre og nu også se blodet pumpe andre steder, blandt andet rotterne i muren og to personer i bygningen ved siden af.
"Dette syn kan hjælpe dig med at finde dig blodofre, men det kan også bruges til at identificere cyborgs og vampyrer"
Rozalin kunne se, at i der var en mørk plamage i elverens ben, der hvor knoglen normalt er. Dette kunne kun betyde, at elveren havde en cyborg knogle i hendes ene ben.

Kvinden gik omkring et hjørne igen, hvor Vladimir gik med meget hurtigt og lydløse skridt derhen, da de så omkring hjørnet. Så sad kvinden og bad foran et springvand med et afbillede af en af Warmaguderne nemlig Filma familiebeskytteren.
"Disse syn, som jeg viser dig, kræver energi, som du nok også selv kan mærke, så lad vær med at hele tiden brug dem. Men nu skal jeg vise dig nogle andre syn, som du nok ikke vidste, at vampyrer havde.
Det var en stikbemærkning til, at selvom hun var vampyrjæger, så ved hun nok langtfra alt om vampyrerne.
"Det er svært at forklare, men prøv at luk øjnene for et øjeblik og prøv at fuldstændig fokusere på temperaturen omkring dig, det hjælper oftest hvis du har en kontrasttemperatur til dig selv
Vladimir tog roligt hendes hånd og placeret den imod muren, som var koldere end den milde ørkenluft.
"Koncentrer, koncentrer og atter koncentrer! Prøv at åbne øjnene op
Hvis Rozalin havde koncentreret nok, så ville hendes øjne have en mytisk metallisk farve og nu så hun alt i infrarødt, hvor elveren lyste voldsomt meget op ligesom med blodet her i det køligere miljø
"Dette syn er rigtigt godt at jage med, selvom det kræver lidt mere energi. Det er bedre til at jagte visse væsner, som kan skjule deres blod eller som ikke har blod. Men desuden som du burde kunne mærke, så er det langt sværere at gå i blodrus nu, da du ikke er fokuseret på blodet længere. Derfor kan du nemmere være fokuseret og stadigvæk se ofret så tydeligt som før
Vladimir lagde en hånd på hendes skuldre og hvis hun havde klaret alle tingene so far, så ville han se på hende med en stolt mine.
"Så er der den sidste ting, som jeg dog ikke er sikker på, at du kan, da dette kræver enten lang tids erfaring eller enorm koncentration, men den kræver meget energi! Det er igen svært at forklare, men prøv igen at lukke øjnene og slip dine tanker og prøv at gribe fat i din aura. Forstil dig, at du tager din aurafornemmelse væk fra din krop og kun fokusere det i dine øjne og når du føler det, så hold fast i det, og så åbne dine øjne
Vladimir forventede personligt ikke, at det ville lykkedes, hvis det nu endelig lykkedes, så regnede han kun med, at det ville vare nogle sekunder. Hvis hun fik koncentreret og fik det nye syn, så ville hendes øjne blive fuldstændigt hvide, og hun ville også se det hele i meget meget hvide nuancer, hvor nu der hvor hun før havde set blod og temperatur fra levende væsner, så kunne hun se deres forme i et lysblåt som var meget lyst op, hun så simpelhen deres sjæle!
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   17/12/2013, 23:39

//Du ved jeg ikke er meget bedre selv Vladi, så en undskyldning behøves ikke! xD//

Hun kunne desværre ikke lade vær med at stirre intenst, på de yderst farlige hjørnetænder, som fangede Rozalins opmærksomhed med det samme, som var de sprunget lige i øjnene af hende. Hun var blevet trænet, til at lægge mærke til alle detaljerne, som kendetegner en vampyr, her i blandt det som de var mest kendt for; deres hjørnetænder, som ville kunne flå struben over på en, så de kunne mæske sig i andres blod, på en yderst brutal og dyrisk måde.
Hun nikkede fraværende, til det som Vladimir havde sagt. Selv var Rozalin elendig til at beregne diverse ting, men hendes hukommelse var yderst bemærkelsesværdig, hvilket var en af grundene til at hun altid havde været lærenem. Så selvom det så ud til at Rozalin ikke lyttede efter, men i stedet var optaget af hans tænder, så lyttede hun faktisk. Hun opfangede dog ikke det han sagde, men de ord som forlod hans læber, ville give genlyd inden i hendes hoved senere, som om hun faktisk havde siddet og opfanget alt hvad han havde sagt. For at gøre en lang historie kort, Rozalins hukommelse var bedre en god.

Hun kneb øjnene forvirret og undrende sammen, da Diana gav sig til at grine, med en stemme, som mindede alt for meget om Vladimirs, blot i kvindelig version. Først nu lagde hun mærke til, at alt ved denne kvinde, mindede om Vladimir, som var det Vladimir ham selv, dog i kvindelig skikkelse. Rozalin gjorde store øjne, da Dianas tunge skilte sig i to, som slangen hun tidligere var. Det hele var så overvældende, at hun ikke turde rykke sig ud af flækken; det, også fordi at det gjorde ondt at rykke sig.
Ordene som forlod Dianas læber, ville have skræmt Rozalin, hvis det altså ikke var fordi at Dianas stemme var lige så beroligende som Vladimirs, bare på en anden måde end hans. Hun kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, der gjorde, at stemmeren ikke beroligede hende på samme måde, eller hvordan hun kunne sige at de ikke beroligede hende på samme måde. Hun kunne bare mærke, at det ikke var på den samme måde. Vladimirs stemme, gjorde hende yderst rolig og afslappet, men Dianas stemme fik hende til at føle sig tryg, og alligevel udsat på samme tid. Det var underligt.

Hun havde lyst til at skrige så højt som hun overhovedet kunne, men hun bed smerten i sig. Bogstavligtalt, hun bed tænderne hårdt sammen, hvor hun først nu, lagde mærke til de hjørnetænder som var poppet op i hendes mund. Hun tog hurtigt, trods smerten, hendes ene hånd op til hendes mund og mærkede beundrende, og fuld af forargelse på tænderne. Hun var blevet lige præcis det hun ikke ville være.
Hun lod tøvende, Diana hjælpe hende, da hun faktisk helst ville have Vladimir til at hjælpe hende, men droppede at protestere. Det ville alligevel ikke nytte noget, især ikke, når hun ikke en gang havde nogle ordentlige argumenter for at Diana ikke skulle hjælpe hende.
Hun prøvede forsigtigt at humpe afsted, uden at holde ordentligt fast i Diana, men da smerten endnu engang, jog igennem hendes ben så hun var ved at knække sammen, greb hun fat i Dianas skulder for at holde sig oppe, hvilket fik smerten i armene og ribbenene til at træde i kræft og fik hende til at skrige ufrivilligt af smerte.
”Frygt ikke døden, frygt livet der ikke leves. Du behøver ikke leve for evigt, du behøver kun at leve..!” citerede hun hendes lære mester. ”Det var ikke skæbnen at jeg skulle leve videre, jeg skulle have været død lige nu” hendes stemme var fyldt med had til Vladimir, i hendes forsøg på, at bede dem om at dræbe hende - og denne gang lade hende dø. Men samtidig, så hun op mod Vladimir, og hvis han så ordentligt efter, ville hans beregnende hjerne, samt deres bånd, fortælle ham, at det ikke var det hun ønskede. Hun ønskede at leve videre. Det kunne man både se i hendes øjne, og Vladimir ville kunne mærke det på grund af deres bånd.

Efterhånden som Rozalin tog sig sammen, til at gøre sig nytte af Dianas hjælpende hånd, kom de endelig fremad og efter kort tid, mødte de nogle vagter som stirrede på Rozalin. Normalt ville hun hvæse, knipse dem over næsen eller bare gå selvsikkert forbi dem, fordi de stirrede på den måde, men det blev alt i alt, bare til en svag mumlen i smerte, af ord som kludrede sig sammen. Hun brød sig ikke om alt den opmærksomhed, da hun fortræk at holde sig i skyggerne og forholde sig mystisk, anonym, hemmelig og speciel i forhold til alle andre. Speciel var hun vel nok i denne sammenhæng, men anonym var hun sku ikke. Da hun så deres skræmte blikke over Diana og Vladimir, kunne hun ikke lade vær med at fryde sig over det i et par sekunder. For måske aftog smerten sig lidt, når hun tænkte på noget andet? Men nej, det gjorde den ikke.

Efter et stykke tid i ulidelig smerte, fik hun endelig samlet kræfter nok til at sammensætte nogle ord, som var mere eller mindre forståligt.
’’Hvo.. Hvor er vi på..å vej hen? mumlede hun halvt døsig, og følte sig pludselig meget træt og tung i kroppen, selvom hendes hjerne inden i var lys vågen. ’’Og vi..igtigst af alt, hvornår er vi der?’’ spurgte hun med en barnlig og utålmodig stemme, mens hun prøvede, med at flabet smil til Vladimir og Diana. Utroligt at hun, i alt den smerte, stadig ikke havde lagt den flabede side af hende på hylden.
Alle gangene lignede hinanden, og hun havde efterhånden svært ved at kende forskel på op og ned. Hun ville aldrig kunne finde rundt hvis hun blev sat løs, i det her, som Rozalin mente var ligesom en labyrint.

Rozalin fik, med besvær, sat sig op i stolen og lænede sig træt tilbage, selvom hun ikke ligefrem havde gjort det store for at komme derhen. Smerterne havde taget meget af hendes energi, så hendes krop var blevet døsig og tung, hvilket gjorde at hun ganske enkelt lignede en slatten kludedukke. Hun kunne høre Vladimir snakke, men hun kunne på nuværende tidspunkt, ikke opfatte hvad det var der blev sagt.
Efterhånden som hun havde lagt og ’slappet af’, følte hun sig ikke så træt mere og valgte derfor at lade ordene forlade hendes mund. ”Så.. Hvad er det der helt præcis skal ske med mig nu?”


Inden i hende boblede uroen, da hun godt vidste, at hun ikke burde grave videre i det her emne. Men ak ja, mennesker blev født som nysgerrige, og selvom hun ikke helt var et menneske mere, var hun stadig nysgerrig som bare pokker. Det havde både sine fordele og ulemper. De informationer hun kunne få ud af folk, når hun var heldig, var altid nyttige at have med sig - mens hun andre gange, kunne ende med at komme ud i vanskelige situationer, fordi hun netop er så nysgerrig og graver videre i ting som hun burde holde sig langt væk fra. Stoltheden og sorgen, som kunne ses i Vladimirs øjne, var både ulidelige og beroligende at se ind i. Hendes kropssprog, viste dog endnu ikke noget tegn, på at hun var urolig, men mere nysgerrig.
Hun hadet fornemmelsen af bydende nødvendighed, men hvis hun ville have mere af vide, måtte hun blive ved med at insistere. Hun trak ikke en mine i ansigtet da hun stirrede ind i hans øjne, i noget der føltes som en evighed. Hun lod hendes blik, vandre i de samme fodspor som hans, og fandt så vej hen til et lille bord, hvor der var opstillet et portræt billede af en smuk kvinde og ham.
En kort debat i hovedet, om hvor vidt hun skulle gå derhen, blev hurtigt afsluttet da hendes fødder kom hende i forkøbet, og begyndte med at gå hen til bordet. Hun var muligvis gået over stregen, men det kunne hun ikke tage sig af nu.
”Hun er smuk” kommenterede hun.
Hun havde ikke tænkt sig at grave videre i det… Lige nu, medmindre Vladimir selvfølgelig var villig til at fortælle mere. Hvis ikke, så ville hun gå tilbage, ud på balkonen, og fortsætte hvor de slap.

Hun svarede ham ikke, men nikkede bare stift tilbage.

Mens de gik, voksede en brændende fornemmelse inde i hendes hjerte, og bredte sig som en steppe brand, op i hendes hals. Hun kunne ikke bedømme, om dette var sulten, eller hendes bemærkelsesværdige evne til at leve sig ind i andre væsners situation og føle deres smerte. Havde hendes forældre ikke svigtet hende, ville hun nok være blevet en god pige, i stedet for denne uretfærdige, rapkæftet kvinde, med et tale organ man burde tro var lavet af is, i visse situationer.
Havde man nogensinde været i besiddelse af et stetoskop og afprøvet det på et væsen, som havde et hjerte der bankede, ville man vide hvordan det lyder, når man bliver opslugt af hjertets slag og ikke kan høre andet. Sådan havde Rozalin det på nuværende tidspunkt. Var Vladimir ikke stoppet op, var Rozalin fløjet lige i kødet på kvinden som gik et stykke væk fra dem. Hun bumpede hårdt ind i Vladimir, da hun allerede var på vej til at løbe, men blev straks presset mod muren ved siden af Vladimir. Rozalin borede sine øjne ind i kvinden da hun gik forbi dem, som om hun troede at hun kunne fortære hende med øjnene.
Hun stirrede først på Vladimir med et blik det sagde - You’re fucking kidding me, right? - men selvfølgelig gjorde han ikke det, han var seriøs som altid. Efter et længere forsøg på at overtale Vladimir til at, lade hende gå efter kvinden med det samme, med hendes øjne, endte hun med at ryste svagt på hovedet og give op.  Det var tydeligt at det var hungeren efter frisk blod, som var ved at tage styringen.
Hun gik med anspændte skridt, forbi Vladimir og kiggede rundt om hjørnet, hvor hun igen kunne se kvinden, som gik så langsomt, at man burde tro at hun ret prøvede på at tiltrække sig opmærksomhed fra sultne væsner.
Hun vendte sig ikke om da Vladimir talte, men havde blikket rettet stift mod kvinden. Vladimirs ord havde dog brudt igennem hendes afvisende mur, som kun kunne se kvinden, på grund af Rozalins dominerende nysgerrighed. Lige præcis det som Vladimir fortalte, vidste hun godt. Hun havde en gang gjort sig gode venner med en vampyr (selvfølgelig død nu) som fortalte hende nogle ting om vampyrer, som kun de modigste vampyr jægere turde drømme om. Det her var en af de ting hun fik fortalt inden hun dræbte ham.
Hun fulgte efter Vladimir, og selvom hun følte sig forbandet usikker og næsten kunne sværge på at hun rystede som et jordskælv, var hun lydløs og nervøsiteten kunne næsten ikke ses på hende.
Hun drejede hovedet lidt, og sendte ham et blik der sagde noget ala; Er du sindssyg!? Hun troede ikke på at hun kunne gøre det, men så kom hun til at tænke på blodet, og hun vidste, at hun nok ikke ville kunne få fingrene i det, før hun i det mindste prøvede på at gøre som der blev sagt.
Hun tog en dyb indånding og pustede ud. Hun stirrede intenst på kvinden, mens hun forsøgte at koncentrere sig om den gyldne væske som flød rundt i hendes årer. Pludselig ændrede alt sig, og en rød farve sprang nærmest i øjnene på hende. Hun måtte blinke et par gange, for at være sikker på, at det der skete, ikke var noget hun kun bilede sig ind.
”Hvad i alverden… hviskede hun, mens hendes øjne zoomede sig ind på kvindens pumpende hjerte, som havde same rytme som før. Hun rykkede hurtigt hovedet og slap kvinden af syne, da hun hørte en rotte løbe inde bag den mur de stod ved.
Hun lod blikket vandre over til kvinden igen mens Vladimir talte, hvor hun så en mørk plamage i elveren ben. Hun holdt hendes egne arme lidt frem, hvor hun kunne se de samme mørke plamager, som havde erstat knoglerne. Hun lukkede øjnene et par sekunder, og da hun åbnede dem igen, så hun normalt igen og kvinden var væk. Hun fulgte hurtigt med Vladimir, i samme tempo som før, men hun kunne allerede nu mærke, at noget af hendes energi var væk.
Hun løftede svagt et øjenbryn. Var der flere syn? Hun vidste godt at Vampyrer var stærke og overlegne, men det var da sindssygt så meget de kunne! Tænk at hun havde dræbt sådan nogle væsner, hun følte sig pludselig pænt stolt.
Hun lukkede øjnene som hun fik besked på, og lod ham føre hendes hånd op mod muren. Da han sagde at hun skulle koncentrer sig, var hun ikke sikker på hvad hun skulle koncentrere sig om, men tog det logiske, og fokuserede målrettet mod Elver kvinden. Da hun åbnede øjnene igen, var det som at få smidt en kold spand vand i hovedet. Hun kneb øjnene lidt sammen, og holdt blikket på Elveren som lyste voldsomt op.
Da han nævnte det med blodrusen, kunne hun faktisk godt mærke det. Det var som om at alt nervøsiteten for at miste kontrollen, var blevet skyllet væk, mens hun følte sig utrolig selvsikker og frisk. Men i det sekund hun fjernede dette syn, fik hun nået af en omvæltning, som gik fra at føle sig frisk, til at være døsig. Hun smilede tilfreds til Vladimir da han lagde en hånd på hendes skulder. Der var intet i denne verden, som følelses af, at have gjort Vladimir stolt.
”Er der mere..?” det var ikke svært at se på Rozalin, at hun allerede var blevet træt, men efterhånden som Vladimir forklarede, gjorde hun det klart for sig selv, at hun ville give det et forsøg!
”Lad os give det et forsøg!” sagde hun med noget der lød som genvundet energi, men egentligt bare var nysgerrigheden som dominerede trætheden.
Hun tog et skridt væk fra Vladimir, så hun kunne føle sig mere fri og virkelig leve sig ind i det. Hun lod øjnene glide i og tog endnu en dyb indånding, som hurtigt blev til to, som blev til tre, og så til fire osv. Efter et par minutter, stoppede hun med at tage nogle dybe indåndinger, slappede af, og prøvede nærmest på at træde ud af hendes krop, for at få fat i dette nye syn. Havde Vladimir tænkt sig at sige noget, ville hun blot tysse på ham, og fortsætte med det hun nu end lavede. Efter godt og vel 10 minutter hvis ikke mere, spærrede Rozalin hendes nu hvide, øjne op. I det første halve sekund , havde hun blikket rettet mod Elveren som stadig bad, men flyttede det hurtigt over mod Vladimir, i de resterende to sekunder, så hun kunne se….. Et eller andet lyseblåt noget, tæt på. Som var hun hypnotiseret, rakte hun ud efter Vladimirs lysende skikkelse, men nået ikke ret meget, før hun faldt ned på knæene i udmattelse og mistede synet.
Hun tog nogle dybe indåndinger, og sagde ikke noget det første stykke tid, før hun endelig så op på Vladimir. ”Hvad var det? Det var blåt, og det lyste..” hun så forvirret på Vladimir. ”Vent!” beordrede hun inden han ville kunne nå at svare på hendes spørgsmål. Hun kneb øjnene tænkende sammen, og efter en kortere pause, sagde hun noget. ”Det var sjælen, var det ikke?
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   31/1/2014, 08:56

Pupillerne blev små og skarpt indstillet på Rozalin hver gang det gjorde ondt, da deres kontakt imellem hinanden, de helt nyfødte bånd eller nerver imellem gjorde, at på denne afstand kunne Vladimir tydeligt føle hendes smerte. Igen undrede han sig over, at hun ikke var fri for smerten? Dem, som havde banket hende, måtte virkeligt have haft gjort et godt job. Inde i ham samlede sig en klump af iskold vrede, som vred og snorede sig, alt i alt mens han noterede sig, at han skulle sende 2 af hans udvalgte til at opsøge og finde dem, som end stadigvæk er levende fra angrebet og som havde taget del i Rozalins tortur. De skulle bøde for det!
Lysende grå og røde øjne så begge på hendes, mens hun citerede sin snak og især da hun slyngede den sidste bemærkning. Det havde for en kort stund fået Vladimir til at stivne, men da hele skidtet kom igennem mølleværket af en beregnende hjerne så indså han, at døden var ikke hendes topprioritet. Han valgte så hellere at bare ignorere hende.

Diana klappede hende forsigtigt på skulderen og hvor hun lige skulle til at sige det, men Vladimir var hurtigere med en alvorlig stemme, da han havde nået at gå et på skridt imod dem fra døren, hvor han havde igennem vagten sendt bud efter en.
"Jeg vil med mine ressourcer og muligheder sørge for at få vendt den skæbne, som har ramt dig... og nej.. det er ikke døden.. Jeg vil forsøge at få din smerte til at forsvinde min kære datter
Ordet datter rungede forkert, det var så uvant, men alligevel føltes det rigtigt. men tydeligvis selvom dette jo skulle være en god nyhed, så var der en alvorlig mine over ham, som om det ikke var den rene gode nyhed, måske ville Rozalin nå at spørge, men i hvert fald ville han i sidste ende svare, mens Diana så på ham med store runde øjne og trykkede sig tæt imod Rozalin sådan beskyttende. Det var tydeligt, at hun ikke kunne lide det, men det kunne han heller ikke.
"Men jeg er nødt til at sætte en pris på dette tilbud, som du ej kan sige nej til. Efter din operation er jeg nødt til at bryde maker båndene. Det vil betyde, at du er ej længere i familie med mig, hvilket betyder, at du ikke kan arve The Calvarinos...
Han sukkede og han kunne tydeligvis ikke lide det.
"Jeg har beregnet det virkeligt mange igennem og jeg er desværre kommet til denne konklusion, det ville være det bedste for klanen og dig
Ingen Rozalin ville kunne nå at kommentere på det sidste gik døren op og en lille dværg efterfulgt af to høje lægelignenden skikkelse kom ind. Dværgen var tøndeformet og det var tydeliget, at han havde status og magt. På hans tøj prygede også et specielt rang mærke, som var et tegn på, at han var en af Vladimirs udvalgte. Langt hår var blevet sat i en hestehale, mens hans unge ansigt var skægfri og hvor han så på Rozalin med lysende grønne øjne, som om hun var en genstand og ikke en person. For et øjeblik rystede han på hovedet og vendte blikket højt op for at nå øjnene på den 191 cm høje vampyrskikkelse.
"Hvad skal der gøres med den?"
Der var ingen tvivl om, at denne dværg anså hende for at være en genstand, en opgave.
Vladimir så kort på ham og derefter op på de to læger.
" Min da-... Han stoppede sig selv og skiftede hurtigt her."Min udvalgte her er enormt skadet, og hun kan ikke bruge sine vampyriske healende evner, så du skal i samarbejde med lægerne finde ud af, hvad der er galt og erstatte delene med de bedste midler som du har
Han understregede det sidste med en dyb alvor, mens blikket hurtigt skævede imod Rozalin og Diana, hvor Diana var overrasket over, at han stadigvæk ville slippe båndene med Rozalin.
Dværgen nikkede men stivnede op da han så på det alvorlige og understrengende blik fra Vladimir.
Vladimir vendte sig imod Rozalin.
"Du kan være glad for at du er blevet såret i dag, da denne base har nemlig besøg af den førende engineere til at lave cyborgs og to meget gode læger. Jeg kan garantere dig, at du er i gode hænder


Hvis skæbnen havde været anderledes, og at det havde været alle andre personer end Rozalin, så havde de måske endt med at have blevet et hoved mindre eller andet i den dur. I stedet for stod Vladimir frosset fast til jorden, hvor blikket var kun rettet imod billedet. Tiden syntes at gå langsomt, som sikkert kun havde højst varet 1 minut, men fordi stemningen var så spændt, så virkede tiden til at med vilje trække det hele ud. Men kaosset brød ikke ud, blod flød ikke eller andet i den dur, i stedet lød lakskoene imod det hårde terrasse gulv med byens larm i baggrunden. Øjnene var fikseret hele tiden imod billedet. De lange halvblege finger gled hen over billedet med en yderst forsigtighed. Hele denne ellers magtfulde skikkelse, som altid havde kontrol og alt i orden, syntes at visne hen som en dødende blomst. Billedet blev taget ind imod hans brystkasse, mens han blik var fjernt fra Rozalins, og skuldrene faldt sammen. Efter et par sekunder lagde han billedet på bordet med billedet nedad og rettede sig op igen og først her vendte han billedet imod Rozalin med et betonshårdt blik og sagde med en monotont stemme.
"Ting som dette kan gøre, at selv den mest livsglade vampyr indser at vampyrens udødelighed af alderdom er den værste forbandelse i hele verden.
Hans øjne så i nogle øjeblikke på hende og hvis hun ikke var tabt bag en vogn, så ville hun se en underlig glød i hans øjne, ikke en lys glød men en utrolig mørk glød... Det var et dødsønske.
Men da flagermusen gav en lyd for sig, så forsvandt gløden bag teatertæppet og øjnene vendte sig imod flagermusen. Han var straks sit normale jeg igen, da han nærmede sig hen til flagermusen med anvisning til hende, at hun skulle komme hen.

Under hele forløbet morede Vladimir sig med at observere og holde øje med hans lille rolling, som i hans øjne lige så godt kunne have haft tumlet rundt i den forstand, at hun var så nybegynder. Dog var han alligevel stolt af hende, da hun hurtigt gang på gang opfattede pointen og gjorde gjort brug af de ting, som han lærte hende. Det fik ham til at sukke for sig selv, mens han tænkte over, hvordan det kunne have været så godt at have beholdt hende som sin datter.
Vladimir nikkede til hendes spørgsmål.
"Noget siger mig, at jeg en dag skal give dig en bog at læse i, nemlig vampyrernes historie især om den ene store krig, hvor en magtfuld vampyr ofrede sig for at give os disse syn, således vi kunne bekæmpe skyggedæmonernes overlegenhed og de andre dæmoners opfindelser for at komme udenom vores nye evner osv. Hvis du heller ikke er god nok til at føle på auraer, hvilket kræver tid og øvelse. Så kan du bruge dette syn for at vurdere deres sjæls størrelse eller andet som gemmer sig i deres krop, da f.eks som mig ville du kunne haft set, at jeg har min ene broder i mig.
Vladimir vendte blikket op i vejret og så på den smukke måne, tænderne gled en smule ud, da hans mundvige åbnede sig en smule i et skævt smil, som blev rettet imod Rozalin med blodlystensglød i sine øjne.
"Det er nok træning for i dag, du kan gøre, hvad du end vil med dit bytte
Vladimir lænede sig op af væggen og så drillende afventende på hende, især da han også ville teste om hun virkeligt havde sluppet af med sit eget forbud imod blod.
Skæbnen ville åbenbart have, at det hele blev katalyseret, da en stor fed rotte hoppede fra en bunke af skrald og videre hen af jorden. Men den efterlod sig et larmende rod, da noget af det metalliske skrald faldt på jorden, hvilket fik sortelverkvinden til at vende sig hurtigt om med en lang krogede dagger klar. Hvis Rozalin lyttede efter, så ville hun kunne høre, at kvindens chok over at se dem havde fået hendes hjerte til at gå halvt i stå for nogle sekunder, men så bankede den vildt og voldsomt, da hun indså, at det var to vampyrer som stod der og lurede på hende. Vladimir sagde roligt.
"Jeg tror, at du skal handle hurtigt inden kvinden får sin sunde fornuft tilbage og begynder at løbe.
I det samme hvor han sagde det, så vendte kvinden sig lynhurtigt op og løb med sin elveriske smidighed og hurtighed afsted som en eller anden kat. Hvis Rozalin var usikker på hvorvidt hun virkeligt måtte det, så ville Vladimir nikke. Hvis hun tøvede for længe, så ville hun finde sig i den situation, at hendes "master" var så løbet for hende i stedet, fordi selvom Vladimir var forklædt, så kunne han ikke have, at nogen vidste om denne jagt, da det kunne få spekulanter til at ligge to og to sammen og allerede rygterne ville være slemme nok.
Men hvis Rozalin undlod at tøve for længe og løb efter hende, så ville han se stolt på hende og løbe bagefter hende, og hvis hun ikke var lige så let at fange og det tog for langt tid i Vladimirs smag, så ville han bruge sin beregnende evne og sine ekstra hurtighed for hans alder og ende med at stå i vejen for elverkvinden, så hun ville brase ind i ham.

Lige meget hvilket udfald det blev afhængig af Rozalins reaktioner, så ville både Vladimir og hende finde sig i den situation, når kvinden var død enten for Rozalins hænder eller tænder, eller for Vladimirs hænder, at de ikke var alene.
Vladimir så med store øjne på en meget mørk skikkelse, som dukkede frem fra mørkets ly. Vladimirs øjne faldt langsomt i med et stort suk, da han havde dummet sig med ikke have været koncentreret nok på sin omgivelser til at opdage hende!
I gydens mørke tittede et fønixfarvede frisure frem med en stor glød i månens lys og resten af kroppen blev vist frem i udseende.
Rozalin havde været væk fra denne verden længe og havde ikke været længe nok i denne tid til at høre rygterne om denne kvinde, som nu stod som vidne til deres gerning lige ca 3 meter foran dem. Rozalin ville helt klart kunne se, at Vladimir var fuldkommen anspændt, ikke bange, men noget som lignede det!
De gyldne høje hæle klingede imod jorden, mens hun gik en vuggende kvindelig gang og sagde.
"Vladimir, jamen dog! Så havde jeg ret! Jeg hørte godt om den blodige episode på borgen, som kun en vampyr ville kunne opnå, og jeg tænkte, hvem mon det kunne være? Så selvfølgelig gav mine kilder nogle visse informationer, at Vladimir rendte rundt med helt ny kvinde, som ingen har haft set før. Hvilket fik mig til at spekulere
Hvis Rozalin ville gå til angreb, ville hun finde sig i den mærkeligste situation, hvor lige meget hun ville bevæge sig, så ville metaldelene absolut på ingen måde rykke sig ud af stedet, det var som om at kvinden havde kontrol over dem! Selv hvis Rozalin intet gjorde, så ville hun stadigvæk finde sig i en underlig situation. Da det var som om en "trykkede" på alle hendes metaldele, næsten når en gav en et blidt håndaftryk.
"Om denne kvinde var mon en datter af dig? Og selvfølgelig vil hendes fader jo ikke lade hende være nyfødt i denne verden, hun skal da trænes!
De olivenfarvet øjne kiggede på det blodige lig ved dem, hvor lysets genskær i hendes øjne tydeligt viste, at hendes øjne ikke var naturlig, og hvis Rozalin studerede nærmere, så ville hun indse, at det var en cyborg af menneskeligt herkomst, som hun havde foran sig.
"Når ja hvor jeg er dog uhøfligt, jeg har slet ikke præsenteret mig. Jeg er Medusa Victorias også bedre kendt som ravnedronningen
Sagde Medusa med et lumsk smil og rakte hånden frem til Rozalin, og hvor hjørnetænderne glimtede, som tydeligt bevidnede, at hendes hjørnetænder, som kun var en bitte smule længere end menneskelige tænder, var af sølv.
En metallisk hale tittede frem bag kvinden, hvor spidsen var gennemsigtig og sagkyndige øjne ville se, at det var en ren slebet diamant, som udgjorde spidsen.
Efter håndaftrykket klingede de høje hæle imod asfalten, hvor den høje kvindelige skikkelse gik foran Vladimir med sin 210 cm højde, hvilket gjorde Vladimirs skikkelse lille ved siden af hende med kun sin 191 cm højde. Vladimir stirrede bare hårdt på Medusa, og der var ingen tvivl om, at der forgik en stor psykisk magtkamp imellem dem.
Dog ville Rozalins koncentration måske blive henledet på noget andet, da de tydeligvis ikke var alene. Oppe på tagene og i begge ender af gyden stod der mørke skikkelser af diverse racer, højder, køn og så videre, som tydeligvis var Medusas folk.
"Hvordan genkendte du mig og Hvad vil du Medusa?
Sagde han hårdt og hvis Rozalin ville bryde ind, så ville hun få det skarpeste blik fra Vladimir af, da dette var ikke tiden til at være flabet.
Et højt hjerteligt grin med en femine undertone brød ud fra de røde læber.
"Jeg ville bare sige hej, du tror da ikke, at en allierede som mig ville gøre dig noget min kære Vladimir, og jeg fortæller skam ikke mine hemmeligheder min kære Vlad.
Kvinden vendte om på hælene og begyndte at gå ned af gyden.
"Som en gave for mine forstyrrelser
Medusa knipsede og to af de mørke skikkelser tog liget og begyndte at fjerne det.
"Så må i endelig have en forsat god aften
Straks gik hun væk og forsvandt næsten så hurtigt, som hun var dukket op samme alle hendes mænd.
Hvad VLadimir ikke vidste var, at Medusa kunne altid genkende ham, fordi hun havde samlet en kubikcentimeter jern og metaller fra hans blod og boret det ind i en af hans knogler i et specielt mærke, så bare ved at hun følte efter metal, så ville hun kunne genkende mærket.

Vladimir stod lammet til jorden og stirrede længe efter den skikkelse som havde forsvundet.
"Forbandede kvindemenneske, hun får mig dræbt en dag!
Det var tydeligt at Vladimir var lettere vred over den episode.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   7/7/2014, 12:51

Smerten fór så voldsomt igennem hende, at hendes mave slog koldbøtter og kvalmen næsten overdøvede smerten. Kald hende underlig, men lige siden hun havde været barn, så havde hun gjort det til et princip at hun ikke ville kaste op. Hun hadet følelsen, og med hendes stædighed, havde hun på en eller anden måde, fundet en løsning på hendes problem. Når hun havde kvalme, udsatte hun sig selv for nogle OCD lignende ritualer, for at få kvalmen til at forsvinde. Desværre, var de fysisk krævende ritualer ikke muligt i øjeblikket, og hun blev nød til at fokusere på noget andet.
Hun prøvede at huske hver gang de drejede til højre eller venstre, hvornår de gjorde det og hvor lang tid det tog for dem at komme der, hvor de nu skulle hen. Nu hvor hun alligevel ikke havde andet at lave, kunne hun jo lige så godt få noget ud af det. Hun havde på fornemmelsen, at dette ikke ville være sidste gang hun skulle gå i den her labyrint at et slot, så jo hurtigere hun lærte hver eneste krog af bygningen at kende, jo mindre ville chancerne for at hun ville fare vild være.


Datter… Rozalin rynkede kort brynene over titlen. Det var både en malplaceret og ukendt titel rettet mod Rozalin, og dog, så passede den perfekt ind i situationen. Hun var ikke sikker på om det var hendes meget forvirret sanser der legede med hende, men hun fik pludselig følelsen af at Diana holdt lidt bedre fast end før. Ikke blot holdt hun bedre fast, men det føltes endda som om hun var mere beskyttende end før. Rozalin var endnu ikke sikker på hvor vidt hun kunne stole på hendes sanser, men det så ud som om at der var noget der nagede de to søskende.
Hun havde lidt blandede følelser, omkring det han havde sagt. Hun havde jo ikke lyst til at arve The Calvarinos, men at bryde båndet til en hun allerede følte sig utrolig knyttet til, det tog en smule hårdt på hende. Hun sænkede blikket, og talte med en formel og lettere sørgmodig stemme, som var hun allerede blevet udelukket fra ’familien’.
”Jeg forstår, det kunne ikke være gået anderledes.
Hun så ham i øjnene da han snakkede igen. Hun gjorde et nik med hovedet, og ville tilføje noget mere, men nået ikke at sige noget, da døren åbnede sig, og ind kom en dværg. Hun rynkede straks brynene fornærmet, da han kaldte hende for en ´den´. Hun kiggede kort på Diana, og derefter på dværgen.
Rozalin mumlede nogle uforståelig, men langt fra venlige ord. Hun klappede dog i som en østers, da hun kom i tanke om hvem det var der skulle stå for hendes operation.
*tter* Afsluttede hun Vladimir inde i hovedet, og prøvede at skabe øjenkontakt med Vladimir. At blive kaldt udvalgt var ikke så slemt, det fik hende stadig til at føle sig betydningsfuld for…. Hvad var det dog hun tænkte!? Betydningsfuld for en komplet fremmede, og så endda en
vampyr! Hun måtte virkelig være svag, siden hun tænkte sådan.
” Det var da altid nog………”
Hun stivnede og begyndte at trække vejret tungt og hurtigt. Det kom nu, hun var sikker på at hun ikke kunne undgå det. Kvalmen havde taget styringen, og hendes tanker blev ledt over på det blod hun havde drukket tidligere. Kold sved piblede lige så stille frem på hendes pande og under hendes arme, og pludselig følte hun sig meget svimmel, som om det hele sejlede.
Hun bøjede sig ud over stolen, og op kom maden fra den forgående dag, og det blod der endnu ikke var blevet optaget i hendes døde krop. Da hun var færdig, lænnede hun sig langsomt og en smule rystende tilbage i stolen, og lukkede hendes øjne.
”Lad os nu bare få det overstået” mumlede hun.


Alt syntes pludselig pænt skræmmende. Hun fokuserede på Vladimir som havde taget billedet indtil sig. Hun havde lyst til at lægge en hånd på hans skulder, men kendte ham ikke godt nok til at vide hvordan han havde det med nærkontakt, for var han ligesom hende, ville nærkontakt ikke stå højst på ønskelisten i denne ubehagelige situation - medmindre nærkontakten selvfølgelig indgik i en eller anden form for kampsport.
En følelse af tomhed spredte sig inde i hende, og hun slugte en lille klump spyt. At se den mørke glød i hans øjne, der tydeligvis var et dødsønske, mindede hende om den gang hun blev ført ned i et andet lokale for at blive opereret, kort efter hendes genopståelse.
Hun prøvede forsigtigt at humpe afsted, uden at holde ordentligt fast i Diana, men da smerten endnu en gang jog igennem hendes ben så hun var ved at knække sammen, greb hun fat i Dianas skulder for at holde sig oppe, hvilket fik smerten i armene og ribbenene til at træde i kræft og fik hende til at skrige ufrivilligt af smerte.
”Frygt ikke døden, frygt livet der ikke leves. Du behøver ikke leve for evigt, du behøver kun at leve..!” citerede hun hendes lære mester. ”Det var ikke skæbnen at jeg skulle leve videre, jeg skulle have været død lige nu” hendes stemme var fyldt med had til Vladimir, i hendes forsøg på, at bede dem om at dræbe hende - og denne gang lade hende dø.

Den gang havde Vladimir haft fordelen ved at kunne føle på deres bånd, og se om det virkelig var det hun ville. Rozalin havde ikke den mulighed mere, og var derfor ikke klar over hvordan hun skulle reagere. Spurgte hun ham, ville hans mund sikkert sige nej, men hans øjne havde en helt anden historie at fortælle.

Allerede af det korte resume af den historiske begivenhed, var hun blevet helt opslugt af historien. Rozalin havde aldrig kunnet læse bøger, medmindre de kunne hjælpe hende videre på et projekt - i dette tilfælde, hendes projekt på at blive en af de bedre vampyrer.
”Du siger at jeg med hjælp fra synet kan vurdere sjæles størrelser, men hvad helt præcis har størrelsen af betydning?”
Hun rejste sig op fra jorden, og kneb øjnene let sammen da han kaldte elveren for ’hendes bytte’. Hun lod blikket hvile på elveren, og talte med en konstaterende stemme.
”Og når du siger, at jeg kan gøre hvad jeg end vil med hende, så er vi jo godt begge klar over hvad du i virkeligheden mener.”
Hun sendte ham et skævt smil mens hun havde et udfordrende blik i øjnene. At sige hun var sluppet af med sit eget forbud mod blod, var… ønsketænkning. Ja vist, hun havde da palperet løst om hvordan hun var villig til at drikke blod fra nu af, men i virkeligheden var det bare hendes egen måde at overbevise sig selv på. Overbeviste hun andre, måtte hun vel til sidst også kunne overbevise sig selv, ikke? Men at dræbe elveren her og nu, syntes ikke at nage hende på nuværende tidspunkt.
Rozalin fokuserede målrettet på elveren. Hun kunne mærke hvordan hendes mund næsten løb i vand, og hvor meget det pumpende hjerte egentlig tiltræk hende. Kvindens hjerte pumpede, som var alt normalt. Hun var ikke klar over at der stod to vampyrer få meter fra hende, som havde bestemt hendes skæbne. Men som man kunne forvente, så var skæbnen så egoistisk, at den ikke ville lade andre bestemme noget for den - så den gav elveren en chance for at komme væk, ved at afsløre vores skjulested, med hjælp fra en forræderisk rotte.
Rozalin fik kort øjenkontakt med elveren, hvor hendes blik derefter lagde sig ved den før sete dagger. I ’tidernes morgen’ hvor Rozalin endnu ikke var blevet forvandlet til vampyr, havde hun kendt en sortelver kvinde ved navn Clarins. I de få måneder de havde kendt hinanden, havde de fået lidt af et specielt venskab. Ja vist, de havde prøvet at dræbe hinanden et par gange i løbet af de måneder, men intet venskab er perfekt, vel? De gav i hvert fald hinanden en masse gode informationer, indtil Clarins en dag tvistede deres bindende aftale om ikke at give hinanden falske informationer. I dette tilfælde havde Clarins i hvert fald fået Rozalin hen til et sted, hvor der ventede et par hævngerrige vampyrer. Rozalin overlevede selvfølgelig, og fandt derfor Clarins med det samme. Der gik ikke mange minutter før Rozalin havde anskaffet sig en dagger og dræbt Clarins lige foran hendes kun få år gamle barn. Hun havde forladt lejligheden med ordene: ”Din tur skal nok komme, stump.”
I de få sekunder hvor Rozalin havde haft tid til at studere Daggeren og kvinden, kunne hun konstatere at dette var den lille pige.
Efter kvinden var begyndt at løbe, stod Rozalin stadig fastfrosset til jorden. Kunne hun godt dræbe Clarins datter? Det ville jo komme til at ligne en form for hævn, og det var jo langt fra derfor hun ville dræbe hende nu. Det var jo et tilfælde!
Den indre debat havde ikke varet lang tid, og hun havde ret hurtigt fået overbevist sig selv om at hun ikke gjorde noget forkert, men det var vel egentlig bare blodlysten som talte.
Elveren var hurtig, og drejede rundt om hvert et hjørne, som om hun havde været der mange gange før. Rozalin havde en smule svært ved at holde trit med elveren på grund af de mange sving, men på grund af den overnaturlige hørelse, var det lettere for hende at følge efter hende, end det ellers havde været. Da hun havde fundet metoden om hvordan hun kunne dreje skarpt i svingende uden at miste for meget fart, satte hun farten yderligere op, og kort tid efter havde hun indhentet elveren. Kvinden skulle lige til at dreje rundt om endnu et hjørne, men Rozalin greb fat i hendes hår, så hun blev slynget tilbage mod jorden. Rozalin var hurtigt over hende med et ben på hver side af hende, mens et morderisk smil spillede om hende læber.
”Hils Clarins.”
Og med de ord borede hun tænderne ind i elverens hals, hvor hun straks mærkede den gyldne væske flyde ned i hendes hals og sugede hende med ind i noget der mindede om blodrus. Hun fik dog revet sig væk fra den nu livsløse kvinde, før hun var helt væk i blodrusen.
Hun rejste sig op og så ned på liget der nu lagde for hendes fødder. Hendes grådighed havde efterladt sig et rod i hendes ansigt, hvor det dryppede med blod ned fra hendes mundvig. Hun trak lidt på skulderen og skævede over til Vladimir med et lille smil.
”Ikke værst, af en sortelver at være. Det falder måske ikke lige ind i min smag, men selve jagten kunne jeg godt blive..
Rozalin følte sig pludselig ikke så alene mere som før, og teorien blev bekræftet da man kunne høre nogle stiletter klikke mod jorden. Rozalin fik hurtigt øje på en utrolig høj kvinde, der kom gående i noget meget afslørende tøj og som havde noget meget let genkendeligt hår. Hendes øjne og hale var nok det som Rozalin lagde mest mærke til, og hvis ikke Rozalin tog meget fejl, så var hun en cyborg af en art.
Lige siden kvinden var kommet, så havde Rozalin haft følelsen af at hun blev styret - også selvom hun ikke rigtig bevægede sig. Hun var næsten overbevist om at hvis hun bevægede sig, så ville der være noget der strittede i mod, og derfor turde hun ikke at gøre andet end at være stille og lytte til samtalen.
Rozalin rakte hånden frem mod Medusa og klemte den let, mens hun svarede i en monoton stemmeleje.
”Rozalin”
Hun var ikke sikker på hvor vidt det var en god ide at udgive hendes efternavn til denne kvinde, så det undlod hun.
”Hmm, dronningen har taget gæster med.”
Mumlede Rozalin, mens hun skævede op til tagene, hvor der stod en masse forskellige racer af begge køn, alle sammen med forskellige kropsbygning.
Rozalin lyttede nysgerrigt til samtalen mellem de to væsner, og prøvede at samle så mange informationer som overhovedet muligt. Udover det, så prøvede hun også på at forstå forholdet mellem dem, hvilket var lidt svært, da de åbenbart var allierede, men det forklarede bare ikke hvorfor Vladimir stadig var så anspændt.
Lige så hurtigt som Medusa var kommet, lige så hurtigt var hun forsvundet igen. Det efterlod Rozalin tilbage med en masse spørgsmål, og en lettere vred Vladimir.
”Ikke hvis vi dræber hende først.”
Rozalin legede kort med tanken, men måtte konstatere at det ikke var muligt i øjeblikket, da hun for det første ikke vidste specielt meget om hende, og for det andet havde hun en masse andet at tænke over, end en af Vladimirs.. fjende.. allierede.. eller hvad hun nu end var.
”Okay, lad mig se om jeg har forstået det her ret. Medusa, også kaldt ravnedronningen er en højtstående cyborg, som er en af dine allierede? Det forklare bare ikke hvorfor du blev så anspændt da hun kom, og din lille forudsigelse om din død.”
Hun løftede det ene øjenbryn og lænnede sig op af muren. Mest af alt havde hun lyst til at komme væk fra de her gyder, da hun følte sig som en lille mus fanget i en labyrint uden nogen form for flugtvej, hvis nu Medusas folk kom tilbage.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   19/6/2015, 23:58

//sorry for ventetiden! Og sorry for hvis nu indlægget ikke er optimal pga, det er så lang tids siden, at vi sidst har haft emnet i dette emne ^^ Jeg er kommet på et fedt plottwist(som passer med det, som du ellers gerne vil med din karakter og så relationen imellem de to) som jeg håber på, at det kommer til at tiltale dig. :) Men det er først rigtigt "synbart" efter et par indlæg or something//

De blege finger gled op til den kløende paryk og tørklædet i takt med at Rozalin stilte sine direkte spørgsmål, som var næsten mere irriterende end kløen. Et suk blandet af både irritation og en befriende lettelse for at slippe af med hovedbeklædningen, som ellers skulle have haft skjult ham.... bare ikke for Medusa.
Det hvidlige glimt i de grå øjne matchede i særdeleshed med det glimtende skær i det ravnesorte hår fra det ensomme hvide øje på himlen, da han så skævt hen imod hende.. hans datter. Et halvtskjult smil bag hans halvdækkende hår afslørede, at han fandt tanken komisk. Lige så abstrakt og mærkeligt lød det, som dengang.. Og trossalt hvor lang tid havde denne gammel herre af en havenisse ikke haft tid til at vænne sig til tanken om en datter? nej... alderen er langt fra lig med at blive mere vis.
"din ærlighed er i særdeleshed skarp, et særegenskab og alligevel så tiltalende, få besidder den egenskab. Hænderne foldede sig om bag ryggen i den velkendte position, som rent faktisk var mere naturligt for Vladimir end at bare have hænderne normalt.
"mig og... Medusa... har et unikt relation, som allerede ved spædesben var unikt Blikket blev for et øjeblik fjernt, mens minderne dukkede op. Op ad det sorte marmor med blødende streger af rødt blev marmoren en smule rødere af en kravlende og blødende skikkelse som var igang med at fortære den sidste energiration i kroppen. Men selv hvis Vladimir på det tidspunkt uden tvivl kunne have haft knust hende, som hvis man havde haft en sprød kvist i sin hule hånd, så ville ikke selv ham... sikkert ingengang et gudeligt væsen have haft knækket den stærke og i særdeleshed standhaftige ånd i hendes krop, som inderligt brændte for at ikke give op.
Den styrke havde Vladimir sjældent set, hvis faktisk aldrig. Og dette gjorde, at han med uden tøven besluttede sig at hjælpe den knap 7årig clomans med nogle få timers meget friske mange cyborgdele med at få taget hævn på den kvinde, som havde haft lemlæstet hendes krop så meget.. Alt dette var starten til nu den mytiske klan.. og det venskab og magtkamp imellem de to stædige ledere

"Ja selv jeg kan ikke helt forstå at vi er allierede, men selv nå jeg reagerer sådan her, så ved jeg og betvivler ikke det mindste, at hun er faktisk min bedste allierede, selvom hun har sådan en egenskab til at kunne provokere mig
Sagde Vladimir det sidste med både irritation og alligevel med et smil på læberne. Det gjorde i hvert fald livet mere interessant, tænkte Vladimir for sig selv.
Så vendte Vladimir med fronten fuldstændigt imod Rozalin og så meget alvorligt på Rozalin, hvor glimtet i hans øjne syntes at lave en bogstavelig understregelse af hans ord.
"Men lyt til mine ord. Medusa er Medusa, hun er farlig for enhver, som går imod hendes planer eller sågar.... dem som hun end finder interessante. Det bedste er at holde dig ud af hendes søgelys, især da hun har sine... Metoder og helt unikke ressourser med hendes særpræget klan.
Så snart Vladimir så en bekræftigelse på, at Rozalin havde forstået det, så ville han smile.
"når lad os komme væk fra dette slum, jeg tror at vi har haft nok oplevelser for i aften

Selvom de syntes at være på et meget randomsted i disse slumkvarterer, så syntes Vladimir stadigvæk at bevæge sig bedre end hvis han havde haft været en GPS. Uden tvivl kendte han sin by, trossalt var Las Vegas The calvarinos' højborg og hvad mere var, så havde Vladimir haft arbejdet her i byen siden før 1900 tallet, da han startede dengang som en lille undergrunds gamblerklub og som "missioner" for hans klans vegne. Dengang hans klan var langt større end kun ham selv. Gade vide om alle de andre vampyrer af the calvarinos familien endnu eksisterede... Eller om der eksisterede nogen på dette kontinent?
Stadigvæk langt fra at være ude af slumområdet så blev nattens rolige og fredsommelige stilhed pludseligt krakeleret af et skrig, næsten som hvis et skolekridt peb/hvinede højlydt imod tavlen. Det var et byttedyrs skrig. Længere foran kom en løbende ung mands skikkelse, som med benene på nakken formåede at bruge enhver tænkelig muskel i sin krop, som end kunne bidrage det mindste i hans flugt, selv en lille ubetydelig halv promilledel. I panikken så han ikke Vladimir eller Rozalin, hvis skikkelser var halvt gemt af de høje bygninger, før det var for sent. Hans hjerne i panikkens og adrenalinens vold så dog en mulighed for at torpedere imellem de to for at kunne komme videre. Vladimir trådte roligt og målrettet til siden for at undgå at blive ramt af ham. Kun den tumlende vind efter byttedyret havde effekt ved at lege hurtigt med Vladimirs hår. Dumt ville det være at tråde ind på samme sted igen, da ellers ville man hurtigt blive ramt af de få sekunders forsinket rovdyr, som løb efter.

Men de to var ikke hvilken som helst rovdyr... De var to vampyrer. Men alligevel syntes der ikke at være lighed med ellers velkendte "civiliseret" vampyrer, som f.eks. vladimir, da deres blodrøde øjne, som næsten dryppede af ren farve eller nok kunne ende med at briste pga deres intensitet. Deres skaldede isser understregede bare deres unaturlighed og den bleghed, som kun vampyrer kunne have. Med sylespidse tænder, hvor de selv havde haft filet resten af tænderne end kun hjørnetænderne løb de videre.
intet... simpelthen intet ved dem mindede det mindste om noget som helst menneskeligt!.. Disse var de rovdyr, som Rozalin før sin genopstandelse havde så inderligt jagtet. Det undre ingen hvorfor man i folkemunde kalder vampyrer for sjælløse.
Hvis nogen ikke gjorde noget, så ville den unge mand af menneskelig herkomst, som ved tilfældigheder og uheldig sammentræf havde forvildet sig herind på de mørke jagtmarker, og som endnu havde et liv foran sig.. kærlighed... kone... børn. måske noget helt andet. Han ville dø.

Vladimir stod bare og gjorde ingen mine til noget som helst. Valget var uden tvivl placeret i Rozalins hænder. Et valg som nok ville fastlåse hende på en skæbne, som længe havde ventet hende... Hvis man da ellers tror på skæbne og evt guder.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: It is time for dealing with the past. (Rozalin)   

Tilbage til toppen Go down
 
It is time for dealing with the past. (Rozalin)
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1
 Similar topics
-
» Camille- One more time
» Running time - Dylan
» The past, the present, the future. (Nephthys)
» someone from the past! - vienna - XXX
» Time Of Death - Niylah {xxx - Voldsomt emne }

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Las Vegas (Staten Nevada) ::  :: Sem'ya Doma (Calvarinos Hovedkvarter) :: Fangekældrene-
Gå til: