Chaotic is the key Link (Maggie)

Tid: aften
Sted: Louisville
Omgivelser: forholdsvis roligt
Vejr: let overskyet

Aftenen stod efterhånden på hæld, og solen var godt på vej til at forsvinde i horisonten, så den efterlod himlen i et forsvindende rødt lys, der kunne ses på de få skyer, der dovent bevægede sig henover himlen. Det var stadig lunt i vejret, da sommeren endnu ikke havde trådt til side, for at gøre plads til efteråret, så det var stadig rart, når en let brise strøg gennem gaderne, og henover hustagene, hvor den puffede let til hvad end den kunne få fat i.
Blandt noget af det vinden fik fat i og legende puffede rundt, om benene på dens ejer, var der en sort long coat som tilhørte Dust, en mørk skikkelse med en lig bleg hud, en sort tøjstil, en le på hans ryg og en aura der virkelig kunne mærkes, selvom den lige nu kun var semi aktiv. Man kunne svagt høre de næsten lydløse skridt, fra hans tunge støvler, der så ud til at kunne holde til mere end bare at blive gået i, mens han roligt gik hen over det tag, han lige var dukket op på. Han havde efterhånden fået en spøgs vane med, at skifte mellem det fysiske plan, spøgelses planet, engang imellem skyggeverdenen og hvad ellers han havde adgang til, når han var på vej ud til en opgave, hvor han havde en nogenlunde fornuftig tid til, at komme frem til hans destination.

Med denne konstante og uregulerede skiften, var det svært at følge efter ham, fordi de mest normale forskellige væsner, ikke kunne se ham, når han ikke befandt sig på det fysiske plan, og på grund af de differentielle tids hastigheder, der var på de forskellige planer, gjorde det at han kom hurtigere frem end det egentlig var meningen, så da han nåede frem til sit mål var den sjæl han skulle hjælpe, stadig væk indeni dens levende krop, men at dømme ud fra hvad der foregik lige nu, så det ikke ud til, at sjælen ville have en lys levende krop, i særligt lang tid endnu, for det så ud til at der var gang i noget kaos i gaden.
Mens han så ventede på at væsnet skulle dø, satte Dust sig ned med fødderne udover kanten af bygningen, og begyndte at se på. Han kunne sagtens vente, og det så ikke ud til, at der ville gå særlig lang tid, før denne kvinde der var dernedde, ville gøre jobbet færdigt, og så snart det var sket, ville Dust hoppe ned fra bygningen, lande nærmest lydløst på gaden, og gå hen mod scenariet, med en aura der tydeligt udtrykte, en blanding af engel, dæmon og en destinverede men stærk snert af død.

”Du er godt nok dum,” lo hun muntert ad den stakkels fyr, der indtil for lidt siden havde troet, at han kunne komme vadende og overfalde hende. Dumme dumme mand. Maggie havde efterhånden erfaret, at der var mange dumme væsener her i verden. Både mænd og kvinder. Bare fordi hun var spinkel troede folk åbenbart, at hun gik let i stykker.
Det var ikke tilfældet.
Med muntre springende skridt gik hun tættere på det, der nu var endt med at blive hendes offer i stedet for hendes overfaldsmand. Imens Sit evig tro baseballbat havde hun hvilende på den ene skulder og ved hendes side stod en grønøjet panter og knurrede sagte, af det væsen, der vovede at true, hvad hun så som sin noget klodsede og hjælpeløse unge.

Efterhånden havde det umage par trængt den nu rystende fyr op i en kro. Maggie sendte ham et blændende smil og strakte sig med katteagtig dovenskab. Det fik ham kun til at søge længere væk fra hende, hvilket var ret frugtesløst, da det kun resulterede i, at han kom til at stå med ryggen presset op mod en mur.

Dermed havde han praktisk talt fanget sig selv.
Hans to venner, der allerede var afgået ved døden, lå som livløse kludedukker på hver sin side af ham. Han havde virkelig ikke regnet med det her. Nu rystede han.
”Hvorfor er du bange? Jeg troede ellers gerne, at du ville være venner. Okay måske er det ikke det rigtige ord, men det får du bare ikke lov til. For jeg kan faktisk ikke lide dig,” erklærede hun, som et barn, der forsøgte at forklare et andet barn, hvorfor de ikke længere var legekammerater.


Før fyren kunne nå at få alle de undrende ytringer, der efterhånden tog plads i hans mund ud, måtte han bide et smerteskrig i sig.
Uden varsel og med en styrke han på ingen måde havde set komme havde den unge kvinde svunget sit baseballbat og med en ubehageligt høj knæklyd brækket hans højre arm.
”Se så blev det sjovere igen,” lo hun perlende og så vurderende på ham. ”Men…jeg har ikke lyst til at lege længe i dag,”

Fyren var for optaget af sin skadede arm til at se den mørke skygge, der var faldet over den unge piges ansigt som ved et trylleslag.
Derfor nåede han heller ikke at reagere før battet var blevet slået mod hans hoved et unødvendig højt antal gange.
Maggie tørrede blodet af sit bat med fingrene, hvilket kun medvirkede til, at de blev plettet skarlagensrøde. Så vendte hun sig mod det sted, hvorfra hun tydeligt fornemmede en meget kraftig aura.
”Er du Døden?” spurgte hun nysgerrigt.

"Thi jeg er blot dødens højre hånd, der vandre blandt de levende, og bære den byrde, som så få har lyst til at bære på deres skuldre!" sagde Dust roligt, mens han gik hen til hende, og stoppede foran Maggie, da han ønskede at se hende an, før han gjorde dagens gode gerning så at sige. De rubin røde pupiller omgivet af en tåge, der gav det indtryk at han var blind, blev rettet direkte mod hendes øjne, og med ham var det nærmest som om, at han kiggede direkte ind i ens sjæl, uden at han nødvendigvis behøvede at se noget "Du har gjort et godt stykke arbejde, med at sørge for at disse væsner, fik hvad de fortjente! Simpelt afskum som dem, er blot den menneskelignende version af rotter, så det er godt for verdenen, at vi har yndige unge damer som dig, der bed hvordan man håndtere den slags afskum!"
Uden videre omsvøb, gik han uden om hende, og hen mod de 3 lig der lå på jorden. På hans vej derover, sørgede han for at give plads til Maggies panter ven, og udviste den respekt han mente at dyr fortjente, ved at se ind i de grønne øjne, og nikke som en hilsen, før han rettede de blinde øjne mod de 3 lig. Han gik hen til den sidste hun havde dræbt, gik ned i knæ og lagde en hånd på ham, og med det samme kunne man se, at tynde lyse tråde bevægede sig, fra hans arm og hen rundt om kroppen på den afdøde. Idet Dust knuede hånden og rejste sig op, var det ikke liget der fulgte med op, men derimod sjælen, der blev holdt af hans hånd og de lysende tynde tråde. Sjælen så stadig ud som om den var død, men det var normalt for nogle, at de som spøgelser ikke opdagede at de kunne vågne, før de rent faktisk vågnede op som spøgelser, men den slags gjorde blot hans job nemmere. I en let bevægelse, fik Dust det til at se ud som om den gik i opløsning, men i virkeligheden fik han sjælen til at gå over på den anden side.

Nu hvor det var klaret, var han færdig med sit arbejde, men på grund af at han havde haft kontakt med spøgelses verdenen, var døden i hans aura blevet mere mærkbar. Han tog en cigar frem og satte den i mundvigen, tændte op under den og vendte sig så mod Maggie og hendes panter igen.
"En ung dame som dig med sådan en fængende personlighed, gør det nemt at fange min nysgerrighed, så hvad siger du og din kære følgesvend panter til, at holde mig ved selskab, så jeg kan få min nysgerrighed tilfredsstillet?" spurgte han roligt, mens han gik hen til hende, så de stod ansigt til ansigt igen. Af ren vane var Dust lidt af en pilfinger når det kom til det kvindelige køn, men når han nu ikke vidste, om hun kunne finde på at bide fingrene af ham, hvis han nussede hende, eller rørte hendes ansigt, valgte han at vente til han kendte hende lidt bedre.

”Dødens håndlanger? Er Døden for doven til at gøre sit meget arbejde?” spurgte hun undrende og blinkede langsomt med de store krystalblå dukkeøjne. Det forekom hende noget underligt, at selv Døden kunne forekomme doven.

”Ih se, Ikke-Døden synes, at jeg er yndig,” fnes hun, før hun rynkede brynene, lagde hovedet på skrå og så undrende på ham. ”Men du er blind,” huskede hun ham på for det tilfældes skyld, at han nu pludselig skulle have glemt det. At være Ikke-Døden måtte jo trods alt være et ret stressfyldt arbejde. Hun kunne ikke gå rundt og bebrejde ham for at glemme småting som sin egen blindhed.
”Hmm, måske er min skønhed bare så slående, at du kan se den alligevel, sådan noget ved jeg ikke noget om,” mumlede hun tænksomt, mere til sig selv end til ham, imens hun ivrigt fulgte med i hver evig eneste af hans bevægelser omkring ligene.

Panteren bøjede kort sit hoved i gengældelse af hans hilsen, men tog ellers ikke sine årvågne grønne øjne, der kun udtrykte mistro fra ham så meget som et sekund.
”Har alle sådan en?” spurgte hun og slog ud med hånden i retning af sjælen, imens hun med barnlig nysgerrighed stirrede på de lysende tråde.
Før hun nåede at tænke nærmere over det forsvandt det hele dog og hun stod tilbage blandt tre tomme lig med Miss Whiskers og Ikke-Døden, vis dødsaura i grunden pludselig var blevet virkelig kraftig.

Dette fik hende kun til at smile et smil, der næsten kunne have gjort filurkatten misundelig. Det kunne være sjovt at være venner med Døden, også selvom det egentlig kun var Ikke-Døden.
Hun nikkede ivrigt til hans tilbud og tog, trods det advarende blik fra sin følgesvend hans hånd. Fuldstændig uden at tænke over, at det ikke nødvendigvis var noget man gjorde ved folk man end ikke kendte navnet på.

”Hvor skal vi så hen?” spurgte hun nysgerrigt.

"Selve døden er blot en mand, som bære ansvaret for flere planeter, end blot denne som vi lever på, det gør at han har alt for meget arbejde, som han ikke kan nå at klare alene, derfor er der væsner som mig, til at tage noget af det ansvar!" forklarede han roligt, og tog et hvæs på hans cigar, så han kunne puste en røg sky ud, mens han kortvarigt så på hendes panter ven. Det var lang tid siden, at han havde set så flot et eksemplar, eller rettere i hans tilfælde, var det lang tid siden at han havde lagt sine blinde øjne, på så flot et eksemplar, som denne grøn øjet panter, der fulgtes med den unge dame der stod foran ham. Han rettede dog de blinde øjne mod Maggie igen, da hun kom med sin lille udtalelse, og selvfølgelig kunne han ikke lade være med at smile af hende, da hendes egen lille løsning på, hvorfor han kunne se at hun var yndig, faktisk var en komisk måde, at anskue situationen på.
"Selvfølgelig synes ikke-døden at du er yndig, du har trossalt lige slået nogen ihjel til mig, og du ligner en yndig lille bøllespire! Og du har vist et sjovere perspektiv på verdenen, end så mange andre har! Noget jeg betragter som en fordel, for hvem gider at være kedelig og lige som alle andre, når man kan være anderledes og have det sjovt?" spurgte han med en tænksom mine, før han klappede hende på hovedet, med en hånd der var kølig som en vampyrs, grundet hans grundlæggende mangel, på evnen til at producere kropsvarme.

Dust forstod godt at panteren var mistroisk overfor for en som Dust, han var trossalt ikke lige den type, man inviterede på småkager og mælk, eller bød på kaffe i ens dagligstue, og hans aura gjorde det ikke ligefrem bedre, især efter han havde håndteret den sjæl.
"Ja, alle levende væsner har en sjæl, selv du har en gemt inde under din uskyldigt udseende overflade, men der er nogle væsner som ikke har en sjæl!" fortalte han efter han havde taget sin cigar ud af mundvigen, og givet hende et af hans smil, der havde den totale mangel på følelser "Foreksempel har vampyre, dæmoner og den slags ikke nogen sjæl, men mere en slags masse, som jeg nogle gange er nød til at opspore og indsamle, så jeg kan få dem ned i purgatori!"


Dust virkede tilfreds med, at Maggie tog hans hånd og gerne ville holde ham med selskab, til trods for hvad hendes panter synes var en god ide. Dust var den type, der godt kunne lide kaotiske typer for deres særheder, så for ham var det ikke unormalt, at denne unge clomans holdt ham i hånden, selvom de ikke engang kendte hinanden.
"Jeg tænkte at vi kunne tage hen til det hotelværelse jeg har her i nærheden, der kan vi slappe af, og snakke sammen uden at blive forstyrret!" sagde han roligt, mens han gik sammen med hende, og ledte dem i retning af det førnævnte hotel.

”Oh…flere planeter…så er det da ret uretfærdigt, at de andre planeter ikke har deres igen Død. Det er jo bare at få én stakkel til at overarbejde for alt for mange mennesker,” funderede hun og lagde tænksomt en finger på sine læber. Dog tabte hun hurtigt interessen for disse tanker. Nøjagtig som det plejede at ske. Tingene skulle hele tiden forblive nye og der var nødt til konstant at kunne findes nye vinkler. Tænkte hun for meget på én bestemt ting længere tid ad gangen kunne hun ikke længere finde disse nye vinkler, hvilket så førte til, at hun begyndte at kede sig.

Ved hans næste ord hoppede hun let op og ned og klappede ivrigt i hænder. ”Folk har ikke kaldt mig yndig før….de virker meget glade for at kalde mig psykopat i stedet. Sådan noget ved jeg ikke hvad er,” tilstod hun og rynkede forvirret panden. Snart smilede hun dog igen. ”Næh, jeg gider da ikke være ligesom alle andre. Hvis alle er ens, kan alle ligeså godt lade være med at eksistere,” erklærede hun med et snusfornuftigt udtryk som om hun lige havde besvaret et utrolig svært spørgsmål og af den grund var meget stolt af sig selv.

”Har du så også en sjæl?” spurgte hun. ”Og skal du selv samle den op og smide den til, hvor den nu skal hen, når du dør? Eller kommer der en anden Ikke-Død og samler den for dig?” spurgte hun i et halsbrækkende hurtigt tempo.

At hans hånd var kold lod hun sig ikke rigtig mærke med, men dette skyldtes mest, at hun endnu ikke rigtig havde været i nærkontakt med andre væsener på den måde. Derfor konkluderede hun hurtigt, at det nok bare var de fleste andre end hende, der havde meget kold hud. Eller også var det fordi han var Ikke-Døden og mennesker blev kolde, når de døde.
Hmm det måtte hun tænke over på et andet tidspunkt.

”Okay,” erklærede hun sig hurtigt enig med ideen. ”Du viser vej, for jeg ved nemlig ikke, hvor noget er,” lo hun.

"Universet er ikke altid skruet sammen, således at den fungere rimeligt for alle, men hvad end der sker, må man jo bare være kreativ og udnytte det til egen fordel, så meget man nu kan!" sagde han roligt, og refererede til at han havde fundet sine egne små måder til, hvordan han bedst muligt kunne udnytte, at han var blevet til grim reaper her på jorden. For eksempel havde han før i tiden, ikke kunnet gå med mere end maks 2 af hans 7 sværd, men nu kunne han gå med dem alle sammen på en gang, alle sammen snedigt samlet i hans le, så de var forklædt som hans dødens redskab. Plus at der var den fordel, at han kunne besøge de forskellige aspekter af efterlivet, samt kommunikere med det de døde, hvilket var en stor mulighed for en som ham, der samlede på artefakter og beholdere med evner, for de døde kunne fortælle meget mere, end de levende var i stand til.

"Hvem kan dog være mere blind, end en blind ikke-død, der tydeligvis kan se hvor yndig du er er? At du er skruet anderledes sammen derinde, gør dig kun mere interessant unge dame!" sagde han og prikkede hende i panden, da han snakkede om at hun var skruet anderledes sammen. Maggie var langt fra den første clomans Dust havde mødt, han havde sågar mødt den allerførste clomans der var blevet skabt, så han vidste at racen som helhed, havde nogle mentale fejl, men normalt havde han intet imod det, fordi han nogenlunde havde en ide om, hvordan man kommunikerede med væsnet bag de mentale fejl "Det ville da også være kedeligt hvis alle var ens, især for en som mig, der nyder selskabet fra væsner som dig, der er noget helt særligt!" han tænkte for sig selv, at det nok skulle blive underholdende, at lære denne unge dame bedre at kende, og måske han kunne påvirke hendes liv, lige så meget som hun sikkert kunne påvirke hans.
"Jeg er faktisk lidt af et særtilfælde, hvad angår min sjæl, for jeg er en blanding af en engel og en dæmon, så jeg står med en fod i himlen og en fod i helvede, og siden jeg arbejder med døden, gør det blot situationen det mere besværligt at regne ud!" forklarede han i et mere roligt tempo, for at se om han kunne berolige hendes sind, så hun ikke lige pludselig eksploderede med spørgsmål "Og indtil videre når jeg dør, så kan der gå op til maks 12 timer, før jeg vågner op igen som om intet er sket, så der er ikke rigtig brug for, at jeg bliver afleveret nogen steder!"


Han noterede sig ikke rigtig, af hendes manglende respons på hans kolde hud, for han var selv så vant til, at andre væsner var vant til det af den eller den anden årsag, så når han ikke fik nogen respons på det, var der ikke noget i ham der fik ham til at reagere ud fra det længere. Da hun sagde han skulle vise vej, nikkede han og begyndte at gå sammen med hende, i retning af det Hotel han havde værelse på.
"Når vi kommer frem, kunne du og din kære følgesvend så være interesseret i, at spise sammen med mig? Jeg har efterhånden ikke spist i noget tid, og døden gør mig som regel hundesulten!" spurgte han hende, og så på hende med de blinde øjne.

”Kreativitet er altid godt,” nikkede hun ivrigt. ”Det gør det også meget sjovere at slå ting ihjel,” erklærede hun og sendte ham et glitrende smil.

Hun lo perlende, da han prikkede hende i panden. ”Hvis der overhovedet er nogle skruer at skrue med altså,” jokede hun. Egentlig var det kun en halv joke for samtidig stod hun tilbage og forsøgte at finde ud af, hvorvidt hun rent faktisk havde skruer i hjernen og hvorvidt det var noget alle havde.

”Ja ikke? Enshed er kedeligt. Desuden gjorde min anderledeshed lige, at vi blev venner, så yay,” erklærede hun med noget, der fra en hver anden sikkert godt kunne have været højtidelighed malet i ansigtet.

”Så du er altså fuldstændig udødelig? Også hvis, du bliver slået ihjel?” spurgte hun med en dæmpet imponeret fløjten. ”Hvis jeg nu skar dig i småbitte stykker og hældte dit blod udover jorden ville du så bare komme tilbage?” spurgte hun som om det var et ganske almindeligt spørgsmål, man sagtens kunne stille henover middagsbordet juleaften til en tante, man ikke har set i ti år.

Da han begyndte at gå var hun hurtig til at følge med og gadedrenge hoppede nærmest nedad gaden ved siden af ham. Miss Whiskers sukkede tungt, men luskede ellers med i kølvandet på sin efter hendes mening alt for naive unge.
”Uh, det vil vi gerne. Har du chokolade, jeg elsker chokolade, chokolade er godt,” rablede hun begejstret.

"Du er vist lidt af et fjollehoved, når det kommer til stykket! Det skal nok blive interessant at lære dig bedre at kende!" sagde han med et roligt smil på læberne, efter både hendes kommentar om kreativitet, og hendes halve joke omkring skruer i hovedet, som hun kortvarigt virkede til at tænke over, før hun fortsatte over til at give ham respons på det næste han havde sagt "Ja hvis det ikke havde været for dig, havde jeg trossalt ikke haft nogen grund til at komme her i aften, og det ville jo have været katastrofalt, for så havde jeg ikke fået muligheden for, at snakke sammen med så yndig og anderledes en person som dig! Så det er vist ret godt, at du er som du er!" Dust havde ikke lige frem svært ved at tro på, at en ung dame som Maggie, kunne skabe venskaber med andre væsner, men indtil videre kunne han godt skabe en hvis forståelse for, hvorfor nogen måske ville have svært ved at skabe kontakt med hende, fordi de ikke kunne håndtere eller forstå, den form for tankegang der lå bag en clomans som hende, og med den slags banditter der fandtes i verdenen, kunne han også godt forstå, hvorfor hun ville komme til at støde på væsner, der ville blive ofre for hendes galskab, fordi de var dumme nok til at undervurdere, hvad der egentlig lå bag dette yndige væsens ydre.

"Selv hvis det skulle ske, ville jeg stadig kunne vende tilbage til livet, hvis man da kan kalde mig levende, så du kan hermed bryste dig med at sige, at du har en ven du ikke kan slippe af med, selv hvis du virkelig prøvede at slippe af med ham!" sagde han i et mere drillende tone leje, mens de gik ned af gaden. Dust havde godt lagt mærke til, at panteren ikke ligefrem virkede så glad for den nuværende situation, hvilket var noget nemmere for en som ham, da han kunne se andre væsners aura, samt deres chakra baner, der løb gennem hele deres krop som blodbaner, eller pipelines for chakra så at sige. Derfor regnede Dust med, at han nok hen af vejen, måtte vise over for denne panter, at han ikke var så farlig overfor hverken panteren, eller hendes naive unge, som han lige nu gik hånd i hånd med.
"Jeg er sikker på, at hotellet har alt den chokolade du overhoved kan spise, og måske endda mere til, de har sikkert også noget som din veninde måske gerne vil have, hvis altså hun er sulten! Så når vi kommer frem, kan vi gå ud og bestille lige hvad dit og din venindes hjerter begære, og så kan vi spise det oppe på mit værelse, hvor vi kan få lidt mere fred, fra alle de kedelige væsner!" sagde han, og henviste til panteren da han snakkede om Maggies veninde. Som så ofte, var Dust vant til at folk gloede på ham når ellers de kunne få øje på ham, så han virkede ikke det mindste påvirkede af, hvem end der kunne finde på at stirre på den spøjse lille forsamling, de nu engang forestillede, han prøvede så vidt muligt bare at holde Maggies fokus, så hendes herlige skøre sider, ikke lige pludselig slog ud, og fik hende til at ændre mening, eller gå amok på nogen, hvis altså det var noget der kunne ske for hende.