IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 12
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   20/10/2013, 12:46

Sted: I Dream hills skovene.
Omgivelser: Masser af træer og tåge
vejret: Lettere køligt, sådan efterårsvind.
tid: Tidligt om morgen, hvor der er en meget let tåge i skoven.


Man kunne hurtigt og nemt tro, at man måske på uheldigvis var røget ned i kaninens hul og endt i et abstrakt verden, som en kær person ved navn Alice oplevede en gang. Den meget lette tåge gled langsomt og dovent hen af jorden, hvor kun større dyrs trin igennem den, kunne få tågen til at løfte sig lidt højere end de højst 20 over jorden. Ude over at tågen kan en lettere kølig fornemmelse rundt om ens fødder, så gav den også noget til denne halvmagiske stemning, som granskoven her syntes at være indhyllet i. Eller måske var det bare det faktum, at denne skov er den eneste i nærheden i over 300 kilometers omkreds. Igennem kronerne kunne man i den ene retning lige skimte de store og kejsende bjerge, som altid syntes at være indhyllet i rene skyer, og hvor man ingen ide havde om, hvor langt de gik op.
Skoven var stille, måske lidt for stille. Men det var ikke på en uhyggeligt måde, da intet syntes at være på færde. Nogle gange var der insekt og græshoppelignende væsner, som larmede hist og her, som stadigvæk forsikrende en om, at man ikke var blevet palle alene i skoven.
Et sted i det fjerne kunne man høre en millies smukke og unikke sang bedre end nattergalen, som syntes at være så tæt på og alligevel så langt fra. Måske var det, fordi alle lyde syntes at ekko sig igennem de mange grantræers store stammer og deres mange halvstikkende blade. Nogle gange hist og her kunne man finde frugttræer imellem disse mørke trekroner og stammer, men hurtigt skulle man nok tænke sig om, da træernes frugter måske kunne være forgiftet af radioaktivitet, selvom de så så enorm indbydende ud.
Milliessens sang, som syntes at være endnu tættere på, lagde ligesom tågen et tæppe af lyd igennem hele skoven.

Kilesen kridhvide øjne afspejlede sig i de mytiske øjne, som var helt metalliske skinnende sorte, men så snart lyset faldt i dem, så afslørede de den gyldne røde ravfarve, som skinnende endnu klarere. Stivnet som en forskræmt bambi stod en mindre dreng på kun de 145 cm i højden overfor den store glubske væsen, som var så mange gange større end ham selv. Dens store muskler sitrede halvt, da ligesom han stod stille, så stod den klar på spring som en glubsk tiger, for at springe på ham, så snart han gik i gang med at løbe.
Frygten var som 1000 af isspyd, som brød igennem fornuftens essense, og derfor indså drengen aldrig nogensinde, at han kunne bare fremkalde nogle af sine mange ånder, og dette væsen ville være død på stedet. Men frygten havde isnet ham, selv hans indre trommehinder kunne ikke høre, hvordan hans guide ånd Isaclie bad ham om, at straks fremtrylle hans smukke og stærke sorte bjergenhjørning, som kunne mere end købe tid for ham til at kunne nå at flygte fra dette øglevæsen, hvis savlende tunge var mosegrønt og stod i kontrast til hele dens røde og lilla krop. Da den hvide manke blev synlig, da væsnet havde løbet tør for tålmodighed og havde bukket sit hoved nede, så tog Unknown det som et tegn, at han skulle tage benene på nakken.
Hurtigt som det lille spinkel dreng han var, forsvandt han hurtigt imellem træerne med den hurtige men dog klodsede væsen efter sig.
Drengens bare fødder imod skovbunden gjorde ham næsten usynlig for enhver, når man kun forholdte sig til hans larm. Dog var der hans dinglende smukke smykker, som gav nogle enkelte lyde fra sig. Drengens pludselige anstrengelser havde næsten lammet hans egen krop, da selvom hans spinkel krop med svingende ben under sig krævede meget energi, så var hans vejrtrækning næsten lydløs.
Legemerne i hans krop brændte af mangel på energi, men også fordi hans muskellag i næsten hele hans krop var kun lige akkurat så tyk, som hans egen hud.
Et hvæsen lige bag ved hans øre advarede ham om, at den store kiles var igang med at hugge efter ham, så han drejede hurtigt til siden.
Det store væsen mindede allermest af en krokodille, selvom en krokodille kunne løbe hurtigere end et menneske, så kunne den tilgengæld absolut ikke dreje særligt godt, hvilket betød at Unknown fik indhentet sig noget tid.
Med evner, som de knap færreste havde, skimtede Unknown sin elskede bodyguard ånd løbe ved siden af ham, hvor den vrinskede vildt for at fortælle, at drengen skulle summone den således, at unknown kunne blive reddet. Men et blik baggrund, hvor noget af den halvlange og meget mørkerøde hår kom i vejen, så han dette store vilde bæst, som drengen mere end vidste, ville flå hans elskede hest fra hinanden, som var næsten en moder for ham.
Faktisk var det ikke helt løgn angående med at hesten var hans moder, da han engang for mange år siden blev født ind i denne verden, så var det denne åndehest, som havde givet ham mælk fra sine bryster, da dengang hesten selv var død, så havde den selv lige haft født et føl, så i den åndelige verden havde den beholdt den moderlige egenskab.
På den anden side af ham selv hørte han de klikkende lyde, som ingen anden i denne verden kunne forstå end ham og hans hest, da det var et sprog, som ikke fandtes i denne.
Den store flyvende væsen med en stor løvekrop, gyldne vinger og menneskehoved fløj ved siden af ham på det åndelige plan, og blev indædt ved med at sige, at han skulle summone sin hest frem. Det krævede jo kun et knips.
Men som et lille barn bundet af frygt, så indså han ikke det fornuftige. Det eneste, som han havde, var billederne af sin hest/moder blive flået fra hinanden af dette væsen, og de var så livagtige, at de kun kunne komme fra minder.
Mange gange havde hans hest reddet ham far diverse farlige rovdyr ved at bruge sin egen krop som kanonføde, mens unknown kunne nå væk.

Lige tæt på da hans lunger og muskler var ved at springes, så forvandlede hele hans verden om til noget sort, hvor den mytiske materiale, som var stof, var imod hans ansigt, og hvor hele hans krop gav op under ham. Med store gips efter vejret faldt han sammen på jorden og landede halvt på vedkommendes sko. Træerne snorede for ham, og vedkommende, som han havde styrtet ind i, ville nok nå at se de meget specielle øjne før de fine øjenlåg faldt i.
Selvom Unknowns styrten ind i det, som skulle vise sig at være Rozalin, nok mere end havde forskrækket hende, så kunne hun nok selv ikke lagde vær med at fornemme og lugte den skarpe reptillugt fra den store kiles. I skyggerne mellem træerne kunne Rozalin se en stor skikkelse med hvide lysende øjne, som var selv stoppet op længere væk pga den fremmede. Den snusede op i luften, hvor den lagde skiftevis vægten fra det ene ben til det andet. Med et fnys vendte den sig om og begyndte at lagde sin store tunge krop glide igennem skovbunden.
Selvom Kiles var meget svære at skræmme, så kunne den absolut ikke lide den døde lugt af vampyr, som hang over Rozalin, og dens tidligere erfaringer fortalte, at den skulle lagde vedkommende være.
Skikkelsen foran Rozalins fødder lå afslappet og totalt fladet ud på skovbunden, og det krævede ikke mange sekunder for en, før man fik indset, at der var noget ekstraordinært ved denne person. Hurtigt pga hans beklædning kunne man se, at han var en dreng, selvom det halvlange hår, smykkerne og det meget fine og bløde ansigt med nogle utrolige smukke og halv kvindelige ansigtstræk kunne tyde på noget andet. For hvis han havde været en pige, havde hans manglende beklædning på overkroppen vist nogle små struttende bryster eller bryster i anden facon.
Hans beklædning, hvis man overhovedet kunne kalde det for det, bestod af to større hullede lapper af blødt og halvbeskidt pels omkring nederste del af hans mave ned til knæene.
Hans spinkel krop, som Rozalin hurtigt ville indse, hvis hun bar ham, var yderst let, han vejede ikke en pind, da han havde næsten intet fedt på sin krop, og der var næsten mere fedt på hans krop end der var muskler.
Men ikke nok med det, så var der så mange andre mytiske ting ved denne drengede skikkelse, som ikke kunne oversees. Først var der alle de mange smukke og eksotiske smykker og piercinger både dem i ørene, næsten, munden og de det piggede halsbånd omkring hans hals, så var der også hans store horn, som også var besmykket med smukke smykke ringe, og hvor der også var 2 pigge over hvert et øjenbryn.
Så skulle man absolut ikke glemme, at flere steder på hans krop både på underarmene, lårene og maven var der mytiske symboler, som var lidt gemt væk af skidtet, som lignede nogle oldgamle og hellige stamme tatoveringer.
Men nok om det, det som ville ramme Rozalin allermest var den herlige duft, som drengen var indhyllet i. Duften af hans blod var pikant på den perfekte søde måde, og som var alt andet end det, som Rozalin nogensinde havde duftet før.
Rozalin kunne nok næsten mærke i hendes krop, hvordan hun hungrede efter at slubre dette blod i sig, da hun allerede kunne mærke, hvordan duften af hans blod virkede euforiserende.

Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   21/10/2013, 00:47

For første gang i 1761 år, begav Rozalin sig ud i en skov, for at lede efter noget hun aldrig havde set, men kun havde fået beskrevet af nogle velhavende folk, som i det store hele alligevel gav en elendig beskrivelse af denne ‘Millies’ som de kaldte den. Det eneste de sagde som hun faktisk kunne bruge til noget, var at den mindede lidt om en abe og at den sang så godt, at hun umuligt ville kunne tage fejl hvis hun hørte den.
Den eneste grund til at Rozalin faktisk havde tænkt sig at fange en Millies til dem, var for at se den skov som hun i sit tidligere liv ikke interesserede sig for, men nu hvor hun alligevel havde skiftet mening med hensyn til blod, hvorfor så ikke også skifte mening med skoven? Hun havde mødt utrolig mange som havde beskrevet skoven som et fantastisk og magisk sted, så hvorfor ikke give det en chance og prøve at se på det med deres øjne. At fange en Millies så hun som en udfordring, da den vist skulle være meget svær at fange.
Hun havde nu sat oppe i det samme træ i et par timer, hvor det samme blad som var med til at skjule hende, irriterede hende grænseløst ved at bevæge sig en smule vær gang hun trak vejret, så den automatisk kilede hende nær næsen. Hun sukkede og valgte efter lidt tid at kravle ned fra træet, hvis dyret ikke kom til hende, måtte hun selv ud og finde det! Hendes i forvejen hurtige og smidige bevægelser, var blevet bedre efter hun var blevet vampyr. Hun havde dog stadig lidt problemer med at finde ud af hvordan hun kunne få mest muligt ud af dem. Efter lidt tid var hun igen på jorden, gudskelov, hendes højde skræk var ikke til at slippe af med, men det havde hjulpet at flyve med Vladimirs… Kæmpe.. et eller andet, som hun aldrig ønskede at komme op på mere! Men hun regnede med at hun snart skulle se frygten i øjnene, og tage endnu en livsvækkende tur på kæmpe dyret.
Hun traskede stille videre ind i skoven, og for ikke at vække for meget opmærksomhed fra de få dyr hun havde set indtil videre, sørgede hun for at træde på noget som ikke så ud til at larme for meget. Hendes rødbrune, krøllede hår vippede i nogle bløde sving, fra side til side og kærtegnede blidt hendes ryg. Ved foden af et højt træ lagde der nogle frugter som havde samme farve som hendes hår. Et skævt smil spillede over hendes læber, mens hun samlede en af de indbydende frugter op. Hun så lidt på frugten og lagde hovedet let på skrå, mens hun slap et lille grin løs så det kunne forene sig med resten af skovens lyde. Hun kastede frugten en enkelt gang op i luften med den ene hånd og greb den med den anden hånd, hvorefter hun kastede frugten væk og fortsatte sin vandren. Sandsynligheden for at frugten var radioaktiv var der, og den chance havde hun bestemt ikke tænkt sig at tage.
Svingningerne fra en guddommelig fløjte lyd, lod sig opfanges af Rozalins ører, hvorefter hun straks klappede øjnene drømmende i, mens hun blot stod og lyttede til hvad der højst sandsynligt kom fra den såkaldte Millies. Det tog hende adskillige minutter for at finde ud af hvilken retning hun skulle gå i, da det ikke var til at vide hvor lyden kom fra, men hendes forstærkede sanser hjalp hende og fik hende til at gå i det der snart ville vise sig at være den rigtige retning. For hver skridt hun tog blev sangen højere, så det kunne tyde på at hun var gået i den rigtige retning. Til sidst var lyden så høj, at det føltes som om dyret var lige over hende, hun bukkede sig ned og samlede en tør kvist op.  Lyden af en knækket kvist tog over fra sangen, som stoppede i samme sekund som kvisten knækkede. Rozalin gemte sig bag en tyk stamme fra et af de gamle træer, mens hun ventede på Milliens næste træk. Efter lidt tid vovede den lille ’abe’ sig frem fra sit skjulested oppe i kronen på det gamle træ som Rozalin gemte sig ved. Dens nuttede lille ansigt kunne få hjerter til at smelte, men det var der ikke tid til, for aben havde bevæget sig ned på en gren som var langt nok nede til at Rozalin ville kunne få fat i aben. Rozalin bøjede forsigtigt knæene, sprang op efter aben, og…. fik den ikke. Den skreg og sprang ned fra træet så den nu var nede på jorden. Den kiggede kort på Rozalin som igen stod på fast grund, og så løb den af sted; men det samme gjorde Rozalin som hurtigt havde indhentet den. Hun kunne se at Milliens næste træk ville være at komme op i et træ, så i det sekund aben forlod jordoverfladen og hang frit i luften for at springe op i træet, sprang Rozalin selv og denne gang fik hun aben i luften. Hun gav et lille støn fra sig da hun landede hårdt på jorden med armene og benene snoet rundt om dyret, som sprællede som en fisk på landjord, og skreg som skulle den dø. Hun puttede den derfor i en sæk, der måtte den sprælle alt det den ville.

Hun klappede tilfreds på siden af sækken. ”Godt klaret Rozalin, nu skal du bare vende snuden hjemad og…” mere fik hun ikke sagt før en dreng kom løbende i fuld fart ind i hende, hun tabte sække med det samme så Millien slap løs og flygtede op i det nærmeste træ. ”Nej!” udbrød hun da Millien ikke var til at få øje på mere. Hun vendte sig vredt om i et ryk, men i stedet for at møde et normalt menneske, lagde der en menneskeligende dreng ved hendes fødder, som stadig havde åbne øjne. Hun satte sig hurtigt på hug og strøg noget hår væk fra drengens ansigt så hun havde et bedre udsyn til hans øjne, som var alt andet end normale. Hun kneb øjnene lidt sammen for at se nærmere på dem, da han lukkede øjnene i.
Lugten af reptil som hun først nu havde opfanget, fik hende til at se op hvor hun hurtigt blev mødt af nogle hvid glødende øjne, fra det glubske og tydeligvis farlige rovdyr som stod et stykke væk fra dem og holdt øje med hende og drengen. Hun kom langsomt op at stå, hvorefter hun hvæsede af dyret, som tydeligt fortalte at den skulle holde sig væk. Hvad der fik hende til at gøre denne handling var blandt andet for ikke at komme i kamp med et dyr hun ikke kendte til, men også på grund af den moderlige og beskyttende følelse som straks var poppet op i hende da hun så hvad der havde været efter drengen med det specielle udseende. Til Rozalins held, vendte dyret om og efter kort tid var der kun en mørk lille plet tilbage.
Et vindpust fik hende til at lukke øjnene og indånde den euforiserende lugt af blod som kom fra den bevidstløse dreng som lagde på jorden. Hun rystede på hovedet og begyndte nervøst at gå frem og tilbage med små hurtige skridt. *Husk hvad Vladimir sagde!* blev hun ved med at sige til sig selv, selvom hun flere gange stoppede op og så på drengen med nogle sultne øjne, hvorefter hun hurtigt begyndte med at gå igen for at aflede opmærksomheden. Hun stoppede op og tog en dyb indånding et par gange, for at få styr over hendes krop, som ellers blev ved med at insistere på at tage en lille bid; drengen var jo alligevel bevidstløs, han ville ikke mærke det, og hvem ved, måske var han allerede død! Men nej, han var ikke død. Hun kunne fornemme hans hjerte pumpe blod rundt i kroppen på ham.
Hun lod blikket glide over på ham, hvor hun først nu opdagede at det ikke kun var hans øjne der var specielle. Hun slog alle tankerne væk om hans blod, og satte sig hen ved siden af ham i fri-stilling, med det ene knæ i jorden og det andet ben i en ret vinkel. Hun kneb øjnene let samme og lagde hovedet let på skrå. Hendes fingre gled blidt og undersøgende over de mange tegn som han havde på hans krop. Hendes øjne gled fra overkroppen og op til hans ansigt, hvorefter hun gav sig til at se nærmere på hornene som dog ikke interesserede hende så meget som de mange tegn han havde på kroppen. Hvad kunne de mon betyde? Tegnende lignede noget som kom fra en oldgammel stamme, hvilket ikke helt kunne passe da hun havde fået af vide at der ikke boede nogen stammer ude i denne skov. De kvindelige træk som barnet havde, fik hende til at undre sig, da hvis barnet var en pige, da allerede burde have fået sig en barm. Hendes øjne kravlede ned over barnets krop, hvorefter hun forsigtigt tjekkede om det var en dreng eller pige hun havde med at gøre. En dreng.
Hun lod hendes arme og hoved hvile på hendes knæ. Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på drengen, hun lod noget luft slippe forbi hendes læber, da hun opdagede hun havde holdt vejret da hun tjekkede om han var dreng eller pige. ”Og hvad skal jeg så stille op med dig…” mumlede hun og så fortsat på den ikke alt for rene dreng.
Hun sukkede og endte så til sidst med at løfte drengen op i hendes favn og tage ham med sig. Ikke ud af skoven, da hun stadig ikke var sikker på om han kendte nogle folk i denne skov som kunne tage sig af ham, så hun gik i stedet mod det nærmeste vandhul. Grundet hendes vampyr fordele, var hun blevet meget stærkere, men selv den dummeste ville kunne mærke at denne dreng var lettere end hvad der var sundt. Aldrig i hendes livs dage havde hun set noget lignende. Drengen var speciel på så mange måder, tegnende, piercingerne, hornene og… Hun havde helt glemt øjnene! De specielle øjne hun havde set sekundet før hans fine øjenlåg klappede sammen.
Endnu engang kunne hun høre lyden fra Millien, men denne gang var hun ikke så opsat på at fange den. Hun var mere nysgerrig efter at finde ud af hvem denne dreng var og mest af alt, finde ud af hvor han kom fra.

Forsigtigt lod hun drengen dumpe ned på den fugtige jord, da de kom til vandhullet. Vandhullet lagde ved en lysning, hvilket gjorde det muligt for få blomster at vokse, nu hvor træernes kroner ikke skyggede for solen og gjorde det umuligt for blomster at vokse. Vandets gurglen og græshoppers larmen havde en beroligende effekt over Rozalin, og hun begyndte nu med at kunne se hvorfor folk elskede skoven. Det var som om at skoven og dens beboere talte til en, og selvom man ikke forstod sproget, gav det stadig en følelse af tryghed. Hun skævede over til drengen mens hun roede med en pind i jorden.  Efter lidt tid rejste hun sig op, formede en skål med hænderne og skovlede det klare vand op i hænderne. Hun gik hen til drengen og satte sig på knæerne ved siden af ham. Symbolerne på hans krop var ikke så tydelige som de kunne have været, så hun valgte derfor forsigtigt at lade det kolde vand omfavne hans overkrop, hvorefter hun prøvede at fjerne det værste skidt uden at gnubbe, så symbolerne blev tydelige for hende. Men selvom symbolerne blev tydeligere, hjalp det hende ikke med at forstå det. Hun sukkede og satte sig i skrædderstilling, mens hun ville vente på at han ville vågne op. I mens prøvede hun forgæves at tyde symbolerne som spredte sig udover hans krop.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   21/10/2013, 11:05

Drømme, eller var det overhovedet drømme? Drengen vidste det ikke, da han så ofte lod sin sjæl vandre i alle de andre verdner, i skyggeverdens rolige mørke favn, den mere lysende og ophøjede åndeverden og selv ned i den blussende og varme atmosfære af det nedre også kaldt for helvedet, og det var altid svært at kende forskel på, hvornår drøm var en drøm og hvornår virkelighed var virkelighed på de åndelige planer.
En underlig fornemmelse havde han i sin "drøm", det var som om han svævede over jorden, mens han i sin drøm vandrede i skoven som altid. Det var underligt, og for et øjeblik i drømmen kiggede han bagud for at se, om han nu på mytisk vis havde fået vinger. I virkeligheden vendte han halvt hovedet til siden og kom med en underlig mumlen, som lød som noget halvt flydende klikkende noget.
Mens han vandrede videre, så stod hans kære elskede guideånd, hvis navn ingen jordlinge kunne udtale, men det nærmeste udtalelse af hendes navn var nok Likliaja. Med sin gyldne krop sad hun i en rolig stilling med vingerne foldet tæt ind til kroppen, men Unknown kunne tydelig se på de muskeltrækninger i hendes ansigt, at der var noget galt. På et sprog som var så langt fra et menneskeligt sprog talte han med hende.
"Hvad er der galt?
Manken blev rystet fra side til side, da hun tydelig var en smule oprørsk, men prøvede at holde beslag på sig selv for at ikke selv at skræmme drengen for meget.
"Du drømmer lige nu.. Du ligger lige nu og er bevidstløs, hvor din krop har givet op for din udmattelse.
Hovedet med det halvlange meget mørkerøde hår, som havde et skær af kobber, tiltede lige til den ene side. Han forstod ikke, hvad der var galt, han havde ofte besvimet af hans udmattelser pga hans i særdeleshed svage psyke.
"En af de højtbenene har fundet dig, lige nu gør hun dig ikke noget nu, men jeg er bange for, at der vil ske dig noget, så du må straks summone hesten! Således at vi kan få dig væk herfra!
Den lammende isnende følelse af frygt skød igennem ham, hvilket udspejlede sig i virkeligheden, at drengen foran Rozalin blev urolig, mens hun bar ham. Men da hun lod vandet glide på hans krop, så i drømmen syntes han at fornemme, at frygten blev skyllet af med den. Han så undrende på den kvindelige løve væsen foran ham.
"Hvad sker der med mig?
Ånden forsvandt at øjeblik fra hans drøm og kom så tilbage, men der var frygt i hendes øjne.
"Hun renser dig, men jeg ved ikke af hvad grunde! Måske er hun igang med at rense dig for at spise dig eller ofre dig.
Løvevæsnet sad ikke længere stille, men vandrede fra side til side i ren og skær rastløshed, vingerne baskede en smule hektisk. Men straks stoppede den op, da hun mærkede, hvordan drengen begravede sit ansigt i manken på hendes krop. Men hun var bange selv, fordi hun havde for starten af fornemmet tydeligt, at denne højtbenene kvindelige væsen, som lignede lidt nogle fra hendes hjemverden, var et såkaldt dødt væsen. Dog samtidig huskede hun stadigvæk så tydeligt, hvordan denne kvindelige højtbenet væsen havde hvæset af den anden og skræmt den grumme kiles væk.
"Jeg skal nok klare mig bare rolig, det gør jeg jo altid
Frygten lå stadigvæk og ulmede, men nysgerrigheden havde vundet i kapløbet om hans opmærksomhed. Så længe havde han haft studeret disse væsner på afstand, og selvom flere af dem så meget ens ud på udseendet, så har han altid kunne mærke forskel på dem, og det sammen kunne hans ånd. Hvordan kunne de alle være af forskellige race, selvom de lignede så meget hinanden? Det var en af de ting, som han virkeligt undrede sig over, da f.eks alle skovens racer lignede for det meste slet ikke hinanden. Men disse højtbenede væsner, som bar nogle underlige ting på deres kroppe, de kunne ligne hinanden meget fysiologisk, men alligevel var der sådan en stor forskel.
Desuden var han selvfølgelig også interesseret i dem, for så ofte havde han kigget i vandputtens overflade og set på sin egen krop og ansigt, han lignede jo dem, rigtigt meget endda!
Mere end gerne ville han finde nogle af hans egne folk, men hans ånd og hans egen frygt havde altid advaret ham om at lade vær. Nogle af dem virkede ikke venligsindet ligesom rovdyrene. Drengen havde dog intet begreb om ondskab, i naturens nåde havde han bare lært om, at der var nogle væsner, som var venligsindet og andre var rovdyr. I de mange somre, som han har levet i, så har han aldrig rigtigt kunne få svar på verden, alle de ånder, som lever i denne verden, de taler ikke hans sprog, og han har endnu ikke gidet at prøve at lære deres sprog, da de fleste ånder talte diverse forskellige sprog, og flere af dem havde ikke lyst til at lære ham dem, da det ville kræve enormt meget arbejde, og han så ingen grund til at tvinge dem, selvom hans kræfter gav ham muligheden for det.

Drømmeskoven omkring ham begyndte at blive mere tåget og til sidst så sløret, at han vidste, at den virkelige verden kaldte på hans opmærksomhed igen, hvor kroppens sanser tvang ham til at vågne op fra sin bevidstløshed. Alle de kropslige sanser kom til hans bevidsthed igen, og det, som var ham tydeligst, var den kolde fornemmelse på hans krop, hvor hans nerver tydelig råbte, at det var koldt. Hans i forvejen tynde krop kunne ikke holde på særligt meget varme, mens hans feber, som han allerede havde haft siden i morges, var begyndt at blive tydeligt. De store barneøjne slog op og kiggede direkte på Rozalin, hvor der i denne mørke af skoven ikke var så meget lys, som reflekterede i hans øjne, så hendes eget spejlbillede kunne spejle sig i hans metalliske mørke øjne.
Selvom hans guide ånds ord var printet i sjælen på ham, så var hans krop endnu engang stivnet og hans bevidsthed lammet af frygten, da det hele var langt mere uhyggeligt end han overhovedet havde forventet. Han ville langt og meget hellere stå imod en kiles end med en af disse højtbenene væsner, for de har altid haft bragt enormt meget frygt i ham. Han vidste ikke, hvor det kom fra, det var bare noget, som lå dybt i hans underbevidsthed. Men som ingen kunne vide og selv ikke ham andet end hans guideånd, som desværre var bundet af hellige løfter til at intet sige om hans rigtige hjemverden, vidste, at han var blevet genfødt i denne verden, og hvor i den forrige havde der været en voldsom jagt på ham, da det var en verden af evige gudskrige, hvor de menneskelige højtbenede væsner havde prøvet at få fat i ham, da han var alt andet end 100% menneskeligt væsen.
Lugten af adrenalin slog ud i luften for Rozalins næse, og enhver vampyr ved, at et offer smager ikke så godt, når det er fyldt med adrenalin. Men det stoppede ikke just ikke den fristende lugt af hans blod at stadigvæk være tillokkende.
De store øjne gloede på øjne, som absolut ikke lignede hans, og det brune smukke hår omkring hende, hvor han lige fik lyst til at røre det, da han havde aldrig prøvet at mærke sådan noget hår før. Frygten begyndte at tø en smule op, hvilket gjorde, at han nu endelig havde chancen for at få summonet sin hest, som han kunne se med hans åndelige øjne som summoner, var klar til at trampe Rozalin ned lige bag ved hende på den åndelige plan i den fysiske verden. Men et hosteanfald angreb ham med en stor overraskelse som en tiger på lur, før han nåede noget som helst, hvor kroppen trak sig sammen og gik i en krampetilstand. Der var ingen tvivl om, at det var en slem hosten, hvor anfaldet varede i over 40 sekunder. Hosten ekkoede i den stille skov så den bestemte millies havde ikke valgt at synge endnu, da den vidste, at Rozalin havde været efter den, men også den fremmede og skarpe lyd af hosten skræmte den. Den lille drengehånd var holdt foran hans mund, mens han var rets så forsvarløst, men da han havde hostet færdigt, så afslørede hans hånd tydeligt den tilstand han var i. Klistrende blod var på hans hånd, som kom dybt nede fra hans syge lunger af.
Selvom det var blod, som var klistret med slim og andet, så sendte blodet stadigvæk en ufatteligt stærk og euforiserende lugt omkring sig, hvilket ville selv få den stærkeste vampyr til at have tekniske problemer med at styre sig, da det var faktisk værre end feblod for en vampyr. En mindre blodrende var ved hans mundvige, hvor en stor fed dråbe af rent blod gled stille og roligt ned, som om den med vilje var langsom for at lokke Rozalin.
Øjnene, som tydeligt viste træthed efter anfaldet, kiggede op på hende endnu engang og så afventende på ham. Så fremmede i denne verden, som han var, gjorde, at han faktisk ikke forstod normal kropssprog, i hvert fald ikke menneskeligt kropssprog eller menneskelige følelser. Alt hans kommunikation med andre dyr har været igennem lyden, hvor den eneste mere kropssprog han har haft med et andet væsen var hans hest. Han forstod dog på så godt som alle skovens dyr, men menneskernes mystik havde altid fået ham til at være forvirret over tolkningen af deres kropssprog, så han havde altid taget fejl de gange, hvor han havde studeret menneskelige væsner på afstand. Hovedet nåede at dreje en lille smule, hvilket fik noget af lysningens lys til at ramme hans øjne, som vidste hans i særdeleshed specielle øjne. Selvom de måske kunne virke skræmmende for mange, især når sorte øjne som regel altid betød dæmon, så var der denne barnlige mildhed om dem, som ikke gjorde dem skræmmende, selvom de sorte pupiller i midten stirrede på en, som om den lå mødt på denne lysende sø af rødligt ravskinnende metalfarve, som sprang frem i hans øjne, så snart lyset havde ramt i dem.

// du må gerne prøve at bide/dræbe/draine ham :) Har en god plan hihi //
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   10/11/2013, 23:06

//Heh… Bliver lidt nervøs nu, hvor du siger du har en plan :S Men bare slå dig løs! Så længe du ikke giver Rozalin langvarige skader//

I sit tidligere liv havde Rozalin aldrig været typen som hjalp andre, selv ikke hvis det var den sidste lille skildpadde unge på den hede strand, med mange sultne havmåger kræsende om hovedet, ikke engang der havde Rozalin i sinde om at hjælpe, men da hun selv kom i en kritisk tilstand og fik uønsket hjælp fra Vladimir; ændrede hun ikke mening… Eller gjorde hun? Der kunne ikke være andre forklaringer om hvorfor hun ellers ville hjælpe denne dreng. Ville hun overhovedet hjælpe ham, eller var hun bare nysgerrig på grund af hans udseende og duft? Måske begge dele. På det punkt var hun ikke sikker, hvilket var usædvanligt for hende da hun plejede at være sikker med alt hvad hun gjorde og tænkte.
I et kort øjeblik havde hun været så optaget af sine tanker, at hun ikke havde lagt mærke til hvordan drengen blev urolig i hendes arme. Hun prøvede sig frem med en moderlig og beroligende tyssen, som havde hun prøvet det før, indtil de kom frem til lysningen.
Rozalin havde altid været fan af arkæologi, oldtids tegn, historiens mystik og myter især. Så at møde en dreng, med nogle tegn som ikke engang hun kunne fortolke, var en vær arkæologs drøm! Hun havde indtil videre kigget efter magiske tegn, frugtbarhedssymboler, stjerne og soltegn, tegn der høre sammen med begravelse ritualer og så selvfølgelig, tegn der viser man er blevet udstødt, men hun fandt ikke et eneste tegn som hun i sit liv havde set eller hørt om før, hvilket gjorde det pænt svært at fortolke. Alene drengens udseende kaperede meget i hendes hoved på nuværende tidspunkt, så med alle tankerne kræsende om de ufortolkelige symboler, var der ikke også plads til denne euforiserende, søde duft af blodet hun kunne høre pumpe rundt i hans lille fine krop. Hans hjerteslag var som en dragende hvisken, som kun havde samme standard som en havfrues sang, som forsikrede hende om at hun bare kunne tage en bid når som helst, han ville ikke mærke det, det ville være godt for hende, der ville ikke ske hende eller ham noget, men som om hun kunne styre hendes blodrus! Hun havde kun lige fået smag for blod, men for meget blod kunne vel sætte hende i en langvarig blodrus, og det ville hun ikke risikere.
Hun så observerende på ham, som han lagde der og så fredelig ud. Ordene: Hvad er han!? viste sig hele tiden for hende i hendes sind. I denne verden fandtes der mange racer som alle lignede hinanden, men som hver især havde nogle forskellige evner, nogle stærkere end andre. Måske var han ligesom alle andre, et menneskelignende væsen med ekstraordinære evner. En ny race som ingen i denne verden før havde set. Hun legede lidt med tanken, men nogle ødelæggende spørgsmål fik hende til at miste troen for at han var en ny race. Hvor langtid har en været her? Hvordan kom han her til, hvordan er han opstået? Hvis han har været her i flere år, hvordan har han så holdt sig skjult? Hvordan har han kunnet overleve, ud fra hans beklædning ser han meget primitiv ud? Er der flere af hans slags? Alt sammen spørgsmål som fik hende til at miste troen for om han var en ny race. Men så igen, hun havde aldrig set noget lignende! Men det kunne jo egentligt også bare være plastikkirurgi. Man havde før hørt om folk som brugte millioner på at ligne noget der var løgn, for at ’udtrykke’ sig selv. Ejmen, det var bare første tegn på at man havde et alt for lille ordforråd hvis man ikke kunne udtrykke sig selv med ord og blev nød til at gøre så meget ud af ens udseende, så man ikke lignede sig selv; de eneste som overhovedet ville fatte hvad det endelig resultat betød, var jo egentligt kun offeret for kirurgien; det var i hvert fald det Rozalin mente. Drengen lignede dog ikke en som havde fået plastikkirurgi, og han var vel også for ung til det.

Efter lidt tid gav hun op, de symboler var umulige at tyde, i hvert fald for hende. Hun kiggede op, selvom de sad i noget der mindede om en lysning, var det svært at få hele den smukke nattehimmel at se, men hun kunne nærmest forstille sig hvordan stjernerne lyste om kap for at få en plads på nattehimlen, så de ikke ville blive overset af de væsner som betragtede dem. Mens tankerne fløj rundt i hovedet på hende som små bobler der gnider sig mod kraniet, blev hun afbrudt da drengen slog øjnene op og afslørede noget smukkere end de stjerne Rozalin tidligere havde haft øje for. Hun blinkede et par gange mens hun indgående så i hans dybe øjne, som hun garanteret ville være blevet helt hypnotiseret af, hvis hun altså ikke havde fået øje på sit eget chokerede spejlbillede som viste sig i hans øjne.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, da drengen så ud til at være ligeså skræmt og chokeret som hende, hvis ikke mere. I et stykke tid stirrede de blot på hinanden, hvor hun så til sidst prøvede sig frem med at sende ham et forsigtigt smil, mens hun prøvede på at ignorere den adrenalin fyldte krop, som også bar på noget blodet hun længtes efter at mæske sig i.
Hun ville ikke gå over grænsen og skræmme barnet væk ved en pludselig berøring fra en fremmed, selvom hun dog havde lyst til at lægge armene rundt om dette, så vidt hun kunne se, uskyldige barn og skabe en trygheds fornemmelse for ham. Hun var dog også klar over, at hvis hun gjorde det, var der en stor sandsynlighed for at hun ikke ville kunne holde sig tilbage, kaste sig over ham og så for alvor skræmme ham væk.
”Hej d…” mere fik hun ikke sagt før drengen pludselig brød ud i et hosteanfald og krympede sig sammen i en ubehagelig stilling. Straks var hun henne ved ham, og uden at tænke videre over det, lagde hun armene om ham mens den samme moderlige og beroligende tyssen som før, slap forbi hendes læber.
”Shhh, rolig nu” hun aede ham forsigtigt over ryggen.
Duften af hans lokkende blod blev pludselig forstærket hundrede gange da det slimmede blod landede i hans hånd. Hun stivnede i samme øjeblik og ville trække sig fra ham, men trak sig ikke. Hun stirrede stift på blodet som langsomt løb ned fra hans ene mundvig. Selvom drengen ikke var god til at læse menneskeligt kropssprog, ville enhver idiot kunne se at der var noget galt. Det lykkedes hende kun lige at flytte hovedet i få sekunder og se ham i øjnene, inden hun straks så på blodet som ligesom på film, gled langsomt ned og var rigtig lokkende. Hun fik hurtigt samlet så meget kraft, at hun kunne rejse sig op på en yderst kluntet måde, og træde nogle skridt væk fra ham. Hun vendte ryggen mod ham og tog nogle dybe indåndinger mens hun gned hendes fingre mod hendes tindinger. Hendes vejrtrækning var blevet tung og en smule højlydt. Forsøget på at styre sig slog fejl da et vindpust fik duften til at omslutte hende, hun kunne mærke at hun ikke var sig selv mere psykisk. Hun kunne ikke styre sig selv mere, også gjorde hun det hun altid havde dræbt andre vampyre for at gøre. Hun ville dræbe ham, et uskyldigt barn skulle dø så hun kunne tilfredsstilles. Hun ville fortryde det bagefter, men så langt tænkte hun ikke da alt hendes opmærksomhed var rettet mod hans blod. Hun tog nogle hurtige og faste skridt hen imod ham og rev ham op at stå, tog fat i hans hoved og blottede hans hals for hende. Hvis ikke der var noget til at stoppe hende, ville hun bore tænderne ned i hans bløde hud og suge ivrigt til sig, mens nogle små stønnende lyde ville forlade hendes læbe på en yderst dyrisk måde, som endda skræmte hende selv.

//Undskyld for det langsomme svar, havde ikke regnet med at jeg var SÅ langsom.. :P//
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   30/11/2013, 22:11

Lige før hosteanfaldet fik hans trommehinder opfanget lyden fra Rozalin, som var noget, som han aldrig havde hørt før. Jo han havde hørt de tobenede væsner snakke før på lang afstand, men aldrig havde han hørt det tæt på og han havde aldrig hørt det med sådan en smuk klan. Måske var det, fordi dem, som han havde haft set, havde haft gasmasker på. Desuden synes han, at deres lyde lød som et naturfænomen, som han aldrig før havde stødt på.
Varmen igennem hendes tøj stråledede behageligt igennem hans krop(da hendes krop nok stadigvæk var varmere end de kolde omgivelser, selvom hun er død), og han blev straks mindet om ildens varme, som altid var så behageligt og hyggeligt, så hans anstrengte krop slappede lidt mere af, hvilket fik hans lange hoste til at slutte lidt hurtigere, da de sagtens kunne vare i meget meget længere tid.
Alt for meget var han omtåget i sin hosteanfald, at han ikke lagde mærke til hele det stive kropssprog, og hvordan det smukke tobenede væsen stirrede på ham.
Varmen forsvandt og det sammen gjorde trygheden. Kun den kolde og halvklamme fugtige jord lå under ham, gennemborede hans splejsede lille krop, krøb ind i ethvert hjørne af hans lille jeg selv dybt ind i hans bevidsthed. Hans hest som stod nu og vrinskede vildt på det åndelig plan bedte med hendes kropssprog at straks summone hende, fordi hesten kendte mere end til rovdyrenes kropssprog og Rozalin var et rovdyr, der var intet om det.

Hvis Rozalin nåede at se det i hendes tåge af blodtørst, mens hun havde den varme og unge spinkel krop imellem sine hænder, så ville hun se medlidenhed i hans øjne.
Aldrig havde han set ned på farlige og grumme dyr, det kunne simpelthen ikke falde ham ind. Det eneste han kunne var at se dem, at de bare var som de var, at de ikke kunne gøre for det. Ironisk nok ramte han halvt plet i hans tankegang om Rozalin, da hendes blodrus var noget, som vampyrerne især led af selv de gode vampyrer.
Hans øre skreg af smerte fra den høje vrinsken og hans guidedyrs stemmer, som konstant bankede i hovedet på ham, at han skulle gøre noget! Men kroppen var i lammelsens greb af frygtens slange, som havde bidt ham og havde hurtigt haft forgiftet hele hans krop.
De blanke hvide tænder dryppende af spyt gled op, i hans skræk og adrenalinfyldte krop kørte alt i slowmotion, han kunne sågar høre, hvordan tænderne gled ud i sådan en fart at det sagde klik, da de ramte bunden. De bløde barneøjenlåg faldt i, men med et sprang de op, da tænderne maste og fandt sig vej igennem halsen på ham. Med et var frygten forsvundet og i det sammen var han forsvundet for Rozalin.
Rozalin ville nok finde sig i den meget mærkelige situation, at ingenting var imellem hendes hænder, intet mere blod blev suget op, han var væk, forsvundet i den blå luft.
Det eneste, som ville bevidne, at Rozalin ikke var blevet komplet sindssyg, var smagen af hans i særdeleshed ultra søde og lækre blod..  En smag, som hun aldrig nogensinde ville kunne glemme...

I en anden verden stirrede drengen lige op på hende, mens han lå på et andet plan, nemlig den psykiske plan i den fysiske verden. Nu hvor han var en "ægte" summoner, så kunne han bringe sit fysiske jeg til andre planer. Blodet flød stadigvæk ned af halsen, mens han bare stirrede på hende, som blev mere til en studering. Hans guidedyr kom straks hen til ham og hans hest/moder så på ham med dalende øjne.
"Hvorfor fik du ikke hesten frem, den ville have været død på stedet!
Den spinkel krop med hånden for halsen rejste sig op og så på den nok rets så forvirret  Rozalin.
"nej
Sagde han bare lavt, mens han begyndte at gå og viste med håndtegn, at hans hest skulle komme nærmere.
Vingerne baskede med stor intensitet, som tydeligt understregede hendes forvirring.
"Hvad? Hvad sker der for dig dreng!
Drengen vendte vredt sig imod den ånd, som havde været der siden han var blevet født.
"Den kunne ikke gøre for det, den... den er... Glem det
Hesten gik automatisk i knæ, da den vidste allerede, hvad drengen ville, og straks kom den fjerlette dreng op på dens ryg. Lugten af hans egen blod forvirrede ham, men han vidste, at han ikke ville lade den smukke tobenede væsen blive dræbt, den var for smuk og speciel til at bare skulle dø sådan uden videre.

Kort tid efter sådan ca 1 minut efter at drengen var forsvundet, så hørte Rozalin en vrinsken og hendes krop, som sikkert stadigvæk hungrede efter blod opfattede straks den pludselige nye kilde af blod, som dukkede op imellem træerne længere væk. Hvis hun kiggede i den retning, så ville hun så en ufattelig stor sort hest(se profil) løbe med ryggen til, og selvom drengen på dens ryg var langt væk, så syntes hun at kunne føle hans blik på sig, mens han kiggede bagud imod hende med hånden for halsen..
Selvom Rozalin sikkert kunne løbe hurtigt, så ville hun aldrig kunne indhente en skovhest, da den kendte skoven ud og ind og kunne i forvejen løbe meget hurtigt.
Nu var Rozalin her helt alene og solen kravlede sig kun højere og højere op på himlen. Godt nok kunne dens solstråler ikke nå ned imellem træerne, men Rozalin kunne nok helt klart mærke dybt inde, hvordan den farlige sol nærmede sig og selvom hun var i sikkerhed, ville hun nok ønske sig, at hun kunne grave sig ned et sted.
Blodet havde ikke kun tiltrukket hende, der var også andre, og hun kunne fornemme det. Der var andre væsner her i skoven, som lurede, som selv var sultne. Øjne, som ikke kunne ses, stirrede på hende, som hun nok helt klart ville kunne føle som en stikken, som borede sig dybt ned i hjertet på hendes som et isspyd.
Intet blod var i nærheden, det var sikkert.
Et par øje lyste rødt op, nej det var faktisk to! To massive hoveder dukkede frem fra det skjulte, hvor den ellers havde luret, hvor dens meget læderudseende blev vist frem i den sparsomme lys her i skoven. Desto mere den nærmede sig Rozalin desto mere lyste dens hoveder, men også dens blottede mave og fødder, som gløede med den sammen blodtørst, som Rozalin havde haft.
Nemesis kunne man vel godt kalde det, da det som dukkede op foran hende var intet andet end en Taraner enhvers vampyrs værste mareridt. Selv vampyrjægerne ville beundre disse væsner for, hvor mange vampyrdød de var skyld i.
På ca 8 meters afstand stod den der og lurede hende an, mens dens øjne bare gløede mere og mere indtil de nåede et bristpunkt, hvor denne massive store dyr galdrede med en helvedehunds gøen, som kunne isne enhver flammende liv i enhver varm krop.
Selvom Rozalin var stærk, så var det kendt blandt vampyrer, at man skulle holde sig langt væk fra dem. Men ikke nok med det, fordi Rozalin ville sikkert kunne have taget kampen op imod den ene og sikkert have klaret sig fint, men nu dukkede et andet todobbelt sæt øjne frem, som også galdrede med. Det var sjældent, at man støtte på en, men nu stod der to pragteksemplarer af denne race med en højde på 2,5 m og deres lange kroppe. Deres sult havde drevet dem fremad, selvom det var blevet morgen, men heldigvis kunne de godt lide skovens mørke og uheldigt for Rozalin.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   16/2/2014, 18:59

Det kostede hende udmådelige mange kræfter at være konsekvens over for sig selv, og stå imod blodet. Havde det været et almindeligt menneske som lagde forsvarsløs foran hende, ville hun selv der have svært ved at modstå fristelsen for at bukke under, og gå i blodrus. Så at der lagde et forsvarsløst drengebarn som var af ukendt race, med en euforiserende duft som kun kunne komme fra hans blod, hjalp hende ikke ligefrem med at stå imod, men skubbede hende tværtimod ud over skrænten.
Kontakten i hendes hoved hvorpå der stod ’fornuft’ blev slukket, og hun droppede sågar hendes tidligere tanker om at hjælpe drengen, og finde ud af hvilken race han hørte til. Blodrusen snød hendes hjerne til at tro hun manglede blod, hun gik derfor over i overlevelse-mode og reagerede ved at bore hendes sylespidse tænder ned i drengebarnet. Det sidste fornuft og fri vilje der var i hende, forsvandt i det sekund den tykke, mørkerøde væske ramte hendes smagsløg, gled ned i halsen på hende og forsøgte at slukke tørsten. Som var der blevet lavet en farlig koreografi til denne scene, som de havde øvet igennem mange gange for at inden af dem skulle komme til skade, havde blottede hun drenges hals og krævede det som hun i hendes blodrus mente, var hendes.
Drengen var i forvejen svag, det kunne hun både se og mærke. Han var spinkel og syg. Det at hun havde overfaldet en fysiks svag og forsvarsløs dreng, skar i hendes hjerte som en rusten kniv.
En hård brise fra vest fik deres hår til at flagre i luften som rødglødende flammer, som slog forvildet ud i ingenting. En dråbe blod tog chancen og flygtede ud af drengens krop og væk fra Rozalins mund, i et af hendes støn hvor hendes læber ikke var i berøring med hans hals. Tågen som havde omsluttet fødderne, havde gjort hendes fødder lettere fugtige, og det hjalp ikke ligefrem da en regnen som var begyndt for kort tid siden, trængte igennem bladende fra træerne af og trommede umelodisk mod jorden og de tog væsner. Hendes allerede mørkerøde hår blev mørkere, og selvom regnen gjorde alt for at lægge de smukke krøller ned, var det ganske enkelt ikke muligt. Så man bort fra at dette var et forsøg på at suge alt blodet til sig, så der til sidst var så lidt tilbage i hans åre, at hjertet ikke ville kunne pumpe det rundt mere; ville drengen, Rozalin og omgivelserne udgøre et smukt billede for en maler eller fotograf.
Det undrede hende at han stadig var i live. Han lignede en som ikke ligefrem var civiliseret og som måske aldrig havde prøvet andet end skoven? Hvis det var tilfældet, var han i sandheden speciel. En indre kamp mod blodrusen gik i gang, men dog uden at være intakt i særlig langtid, for kort tid efter forsvandt den smukke dreng i hendes hænder.
Døren til alt sund fornuft var blevet smækket bag hende, og hun havde ingen mulighed for at åbne den igen uden drengen. Havde alt bare været en illusion for hendes øjne? Hun lukkede hendes mund sammen og kunne straks smage den søde smag af blodet, som tidligere havde lagt i drengens åre. Hendes øjne lukkede sammen i nydelse, men sprang hurtigt op igen som en fjeder, da tanken om drengens pludselige forsvindings nummer kom tilbage. Blodrusen var der stadig, så når hun ville finde drengen var det 70 % på grund af blodet og 30 % på grund af drengen som helhed.
Hendes tanker kørte på højtryk og det brændte i hendes hjerne som et levende helvede. Hvordan kunne han bare forsvinde sådan? Det var umuligt!

En høj vrinsken brød skovens fredlige larm af regndråber og fuglenes pipperi. Forvildet og sulten lod hun blikket glide rundt mellem træerne. Hendes hoved flyttede sig i nogle hurtige ryk, sammen med hendes krop. Sådan stod hun i noget der føltes som flere timer, men som i virkeligheden kun var ganske få minutter. Hun fik hurtigt øje på skovhesten og drengen som red et godt stykke væk fra hende. Hun kunne svagt ænse bloddråben som tidligere var flygtet, og drengen som havde taget sin hånd op til halsen. Hun kunne hurtigt konstatere at det ikke var muligt at indhente dem. Hendes vilde blik der stammede fra hendes indre rovdyr, fik hende til at se sindssyg ud, men det hele ændrede sig da hun tog den ene af hendes hænder op til munden og tørrede den ene dråbe blod som hun kun troede der var, væk. Til hendes overraskelse var hele hendes hånd fyldt med blod da hun kiggede på den. I det sekund ændrede hendes blik sig straks, og gik over i noget der lignede sorg.
”Nej..!”
Hun faldt ned på knæ henne ved søen og så ned i hendes spejlbillede, som blev lettere ødelagt af de mange regndråber fra himlen og den ene blod tåre som stammede fra hendes øje. Hun kunne dog ikke lade flere end den ene tåre falde, når hun tænkte på det som Vladimir havde sagt da hun genopstod som vampyr for flere år siden: ”Tåre er livets glæde, du må ikke undervurdere deres værdi… og du må ikke lade dem gå til spilde.” Det var en af de mange ting som Vladimir havde sagt, som havde sat sig fast i hendes hoved for evigt.
Hun lavede panisk en skål med hænderne og samlede noget vand deri, som hun smaskede op i hovedet på sig selv. Blodet skulle væk!
”Undskyld, undskyld, undskyld!”
Mumlede hun og blev ved med at vaske sit ansigt, selvom alt blodet allerede var væk. Hun havde fortalt Vladimir og hans søskende at hun var klar til at drikke blod. Det var hun også, men hun ville ikke dræbe mens hun gjorde det, hvilket hun havde været ved da hun drak af drengen. Uden at vide hvad der havde forgået i den psykiske verden af den hun var van til, var hendes bedste bud på hvad der var sket; han var blevet usynlig og så fundet en hest. Hvilket var et pænt åndssvagt og ukreativt gæt, som selv en 4 årig kunne have fundet på.
”Det her trænger til en logisk omstrukturering…”
Hun sukkede, rejste sig op og bakkede væk fra søen. Hvad skulle hun nu gøre? Hun havde ingen Millie og drengen var også væk. Da hun var taget afsted vidste hun at solen ville stå op når der var gået et par timer, og det var der vel ved at være gået, og selvom solens stråler ikke ville kunne arbejde sig ordentligt igennem træernes blade, ville hun hellere end gerne komme væk derfra. Hvilket hun tvivlede på om der overhovedet var muligt. Træerne kunne beskytte hende, men hvis hun forlod skoven var der ikke noget til at beskytte hende. Hun ville umuligt kunne nå det, også selvom hun brugte hendes hurtighed.

Lyden af en kvist som knækkede, satte hurtigt tandhjulene i hendes hoved i gang igen. Blod kunne være som ringe i vandet. Hun var vel ikke det eneste rovdyr i skoven som kunne lugte blodet, og selvom drenge ikke var der mere, hang hans duft stadig tungt i luften. Hun hadet selv titlen som rovdyr, men i denne situation var den aktuel at bruge i hendes hoved.
Flere lyde kom til. Lyde af dyr som gik, svømmede eller fløj. Der var sku noget inden for enhver kategori. Firbenede, to vingede, gællebefængte og to benede rovdyr.. Hun kom hurtigt i tanke om de forskellige syn Vladimir havde lært hende om, og selvom han kun havde nævnt dem i sammenhæng med jagt, ville et af synene måske kunne give hende et overblik over hvad hun egentlig stod overfor. I et forsøg på ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed, satte hun sig langsomt ned på hug; hurtig klar til at løbe hvis der skete noget. Hun satte hendes hånd ned mod den kolde jord, og selvom hun ikke havde det godt med det, lukkede hun øjnene og koncentrerede. Hun kunne ikke forklare hvad der skete. Kunne hun give andre denne eksklusive oplevelse, kunne de prøve at forklare hvad der skete, for hun kunne ikke. Kort tid efter spærrede hun hendes øjne op, som ikke længere var grå/lyseblålige, men hvor alt i hendes øjne var fyldt ud med en metalagtig farve. Selvom hendes nattesyn var godt, gjorde dette det lettere at jage og se ofrene for sig - i det her tilfælde at se fjenderne for sig. Det tog dog 10 % af hendes energi, men heldigvis var hun lige blevet ladet op.
Hun kiggede rundt på de forskellige dyr i skoven, men der var dog en race som tog alt hendes opmærksomhed, og desværre også omvendt. Hun slukkede for synet igen og rejste sig langsomt op. Måske, kun måske, hvis hun var heldig, ville hun slippe derfra i god behold! Som tidligere vampyrjæger vidste Rozalin alt hvad der var at vide om disse væsner. Hun havde altid beundret dem, men i hendes moment som vampyr, vidste hun at det var bedst at frygte dem. Frygt var dog kun en meget lille del af hende, så at denne ene Taran kæmpe mod hende, skræmte hende ikke væk! Et skævt smil krusede om hendes læber mens hun stilte sig i kamp stilling.
”Hvis noget er værd at gøre, så må det være det her; kom bare an!”
Dyrets øjne gløede mere og mere. Den så glubsk og sulten ud, og hun kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan hun havde været overfor drengen. Hendes smil falmede en smule, og hun mistede fodfæstet en smule da dyret galdren hamrede som et tordenbrag igennem luften. Hvis ikke hun kunne komme tilbage med millien, så kunne hun nedlægge sådan et dyr her og måske få noget for det. Da hun igen havde fundet fodfæstet kiggede hun på dyret med de to hoveder og smilte lumsk.
”Godt så, hvis du vil danse, så lad os dan….”
Pludselig dukkede endnu et sæt hoveder op, samt den store massive krop. Ligesom børn og unge, ville Rozalin have noget at spille op imod, men to farlige Taraner var lige lovlig meget. De to Taraner brøllede lige efter hinanden som om de talte om hvem der skulle have hende, men det var endnu ikke gået op for Rozalin, hvor farligt dette var for hende, så hun smed endnu en flabet kommentar efter dem.
”Jeg har ikke den store tolerance overfor jalousi og ejerfornemmelse…”
Den første som var kommet begyndte at løbe efter hende, og den anden kom lige bagefter. Hendes ben reagerede hurtigere end hendes hjerne, og hun fandt sig pludselig løbende i skoven, mens hjertet bankede hårdt mod brystkassen. Længere fremme stod der et stort træ. Hun turde ikke kigge tilbage for at se hvor tæt på de var, men hun kunne hører at de stadig var efter dem. Hun kunne dog ikke vurdere om de kunne se hende fra hvor de stod, så hun tog chancen og gemte sig bag træet, så de ikke længere ville kunne høre hendes løben. Til hendes held, var det et lille hulrum inde i træet, hvor hun kravlede ind.
Efter lidt tid kunne hun ikke længere høre dyrenes løben eller galdren. Hun stak hovedet en smule ud af træet, hvor hun hurtigt fik høje på dyrets to snuder som snuste vildt ud i luften og til træet.
*Rør ikke en muskel!* Tænkte hun for sig selv. Trods alle ods og alle kendsgerninger, begyndte hun at tro på, at hun godt ville kunne klare dem, hvis hun tog sig sammen. *Godt Rozalin, nu slæber du sålerne derud igen, og så træder du fandme i karakter, og viser de forvoksede zombie firben hvordan landet ligger!* At tænke den tanke, gav hende et lille pust af selvsikkerhed, og hun havde straks fundet sin pistol frem.
Hun kravlede ud af træets hulrum og løb om på den anden side, hvor de to Taraner stod og stirrede tovligt op hende. Hun løftede hurtigt hendes pistol og trykkede på aftrækkerne op til flere gange, hvor der dog kun kom 4 - 5 skud ud før den var løbet tør. En af Taranerne hylede op. Den var såret, men kun såret. Hun så panisk rundt, mens den nu rasende og såret Taraner kom løbende mod hende. ”Fuck! Hvad nu, jeg må.. Jeg må… Hun lod sit blik glide op til et en løs gren, som var fin nok stor, men ikke for stor til det hun gerne ville. ”Jeg har det!” Hun kastede hendes pistol op mod grenet med alt den fart som den nu kunne få for en voksen vampyr kvinde som hende, og ganske rigtig som hun havde forudset, faldt den store gren ned over Taranen som faldt sammen på jorden. Død var den ikke, men det ville give hende et par sekunder til at komme væk. Et lille grin forlod hendes læber, mens det sædvanlige smil prydede hendes ansigt.
”Du kunne jo blive helt pæn at se på hvis du bare prøvede!”
Grenen med de fineste grønne blade, pyntede Taranens hoved som en paryk. De to Taraner brøllede, og hendes ben reagerede straks igen. Desværre væltede hun inden hun overhovedet noget forbi træet. De to Taraner kom stormende hen mod hende med rødglødnde øjne. Hun søgte straks ind i træet igen, hvor der få sekunder efter var et hovedet som prøvede at komme ind i hendes hulrum. På nuværende tidspunkt kunne de ikke få fat i hende, men der ville ikke gå langtid før de havde udvidet hullet så meget, at de kunne få fat i hende.
”Fuck!” Skreg hun da dyret næsten fik fat i hende med dets tænder.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   16/2/2014, 21:12

Drengen ville ingen jordisk chance for at få indsigt i det hav af forskellige sanseindtryk, følelser og kampe, som havde haft slået igennem hans "rovdyr" bag ved ham. Minderne og frygten sad stadigvæk dybt i ham, mens han sådan set kun hørte hestens hove imod jorden, og hvor øjnene var vendt imod det "fortabte" og sultne kvindemenneske bag ved ham. Unknown husker så tydeligt at smerten var skarp, men kun for en kort stund, hvor frygten var især blevet uløst af det varme blod, som havde flydt unaturligt ned af halsen, som var "heldig" at undsluppet det sugende bæst.
Men alligevel mens han betragtede hende, mens hun forsvandt mellem træerne. Så kunne han ikke benægte denne følelser i hans krop.  Han nægtede at tro, at han ville møde sådan et væsen og hvordan hele hendes jeg havde haft udstrålet som en eller anden gud.... gud?... Unknown bed sig i læben, mens han smagte på ordet. Hans guideånd havde fortalt ham om, at der eksisterede guder i verdenen, men alligevel var det som om, at der ringede en klokke i hans indre. Han følte sig tiltrukket.. Noget han havde haft manglet... Men hvad var det dog!?
Hvad drengen fejlede til at indse, men heller ingen jordisk chance havde for at indse det, så var han jo en halvgud. Faktisk barn af en gud, som i visse skikkelser havde haft mindet utroligt meget om Rozalins skikkelse... Minder fra det tidligere liv kunne ej nogensinde dukke op til overfladen, de kunne kun være som parasitter i hans underbevidsthed, hele tiden rode og rage, skabe en uforklarlig rastløshed...

Endelig stoppede hovtakten, og Unknown fandt sig selv på ryggen af hans hest for foden af en af dream hill bjergene, mens de første solstråler endelig faldt over landskabet og kun lige akkurat skrabede til trækronerne. Så langt væk havde han været væk i tankerne, at tiden og landskabet havde gået ham forbi næsen.
Hånden følte klisteret og de store metalliske barneøjne så på sin hånd, hvor det friske røde blod blandede sig kunstnerisk med det allerede størknet og brunlige blod. Kort tid efter mærkede han en ultra varm fornemmelse af en blød lang tunge fra hans hest. Unknown kunne ikke lade vær med at betragte det, der var et eller andet smukt over blodet, var det derfor at den ting(han vidste endnu ikke at det var en kvinde, især da han ikke kender kønsforskellen blandt mennesker) ville have blod? For dens skønhed?
I ren nysgerrighed prøvede Unknown selv at smage forsigtigt til en relativt frisk bloddråbe.. Reaktionen kunne have været bedre.. I chokket over det jernholdige smag, som han absolut ikke kunne lide som et kræsent barn, endte han med at skræmme hans hest, så den stejlede, pga hans hurtige reaktion, mens han prøvede at spytte smagen ud.
Øjnene så sammenknebet op på hesten og han forstod ikke, hvorfor hesten kunne holde ud at slikke hans blod for at rense ham som hendes barn, som hesten egenligt betragtede ham som. Men den havde ikke specielt noget imod det, især da det var for "dens" barns bedste.

Efter det korte hvil var såret var for længst størknet stod drengen med kun det lille forklæde og stirrede ud imod skoven. Likliaja nærmede sig ved hans side på det psykiske plan af verdenen.
"Du nænner at tænke på det! Vil du virkeligt ud til den? Den var jo ved at dræbe dig?
Vingerne baskede af rent frustration, mens hun forstod intet af det hav af rastløshed og længsel, som der var i ham.
PÅ det samme sprog som ingen jordisk kunne forstå.
"Jeg ved ikke.... Jeg føler..
Hænderne blev begravet i håret, mens kroppen syntes at bukke sammen under ham så gruset kradsede imod den sorte hud på hans knæ. Minderne om smerten skar igennem ham om og om igen, som om hans egen fornuft prøvede at tvinge ham, men hvert af de grusomme minder blev erstattet da han havde betragtet hende før blodrusen, på den måde den havde været overfor ham, han havde kun før følt det fra sin guideånd og sin hest.
"Du har altid sagt, at jeg skal blive en del af verden.... Jeg tror, at den er vejen til for at forstå disse tobenede væsner
Det store menneskelignende hoved, som sad på den store løvekrop med vingerne, kom straks foran ham og så med en alvorlig mine, som fik ham til at fryse.
"Hvad vil du opnå? at blive ædt? vi har jo set mange gange, hvordan dyr er efter at de er blevet ædt af rovdyr. Tror du, at den er virkeligt bedre?
Drengen så bare på Likliaja uden at vide, hvad han skulle gøre. Han elskede selvfølgelig skoven, men hans barnlige nysgerrighed og hungrer efter at prøve noget nyt gik i alliance med hans andre følelser om at få ham overtalt. Desuden så vidste han jo, at de tobenede væsner lignede ham halvt om halvt. Men frygten, smerten og den befalende tone i Likliajas stemme fik ham til at kigge skamfuldt ned i jorden, dog ikke længe.
Nogle fugle begyndte straks at skræppe op, da den dobbelt galdren af rovdyrene blev slynget igennem den forholdsvise lydløse luft, som revnen der havde bredt sig på tværs igennem isen.
Drengen rejste sig så hurtigt op, at blodet næsten ikke kunne følge med til hjernen, især da han jo manglede en del blod... En isnende frygt var i hans indre. Det var ikke den samme som før, det var frygten for at miste.. De store barneøjne så på omgivelserne, så på fuglene som var skræmte. For et øjeblik faldt øjenlågene i... Sindet bedte om hjælp fra den nærmeste.. En åndefugl kom straks til ham og lånte ham sit syn på det åndelig plan(den gav ham minderne).. De mange øjenpar begyndte at gløde mere, mens de nærmede sig det blodplettede vampyr foran dem
"NEJ!"
Unknown begyndte disorienteret og totalt mangel på realitetssant at løbe ind i skoven. Han hørte ikke Likliajas stemme, som prøvede at overtale ham til at stoppe. Hun kunne simpelthen ikke forstå det. Men instinktet begravet dybt i hestens hjerte indså straks, at selvom det var så farligt at bringe hendes barn i fare, så var dette hans ønske og han ville ikke klare det uden hende, og hun ville gøre alt for sit barn!

Jorden forsvandt under hans fødder og han synes at svæve for et øjeblik, hvor de indtryk og følelser dog hurtigt blev erstattet af at mærke den varme store tykke hals og rullen ned af den, således at han kom på ryggen af sin store elskede hest med det store horn i panden.
Næsten som om at hun havde været en maratonløber, sprintende hun næsten svævende over jorden, mens kilden til både blod og frygt blev skarpere og skarpere i hendes næsebor. Et kast med hovedet og en vrinsken viste, hvor Unknown skulle kigge hen. Langt væk ude til siden kunne de se det lange smukke og krøllede hår blafre i vinden og mens de massive zombiehelvedeshunde med deres lange adrætte kroppe også løb næsten svævende hen over jordens, mens de galdrede og havde deres lange zombieficeret tunger hængende ud af gabet, som var lige lovligt længere end var normalt var.

Deres sanser var 100% fokuseret på deres bytte, deres elskede byttedyr. Intet smagte bedre end vampyrer og så mange vampyrliv havde de på samvittigheden, men alligevel blev smagen af vampyrer ikke mindre intenst og bedre!
Hvad de færreste vidste, så derfor at vampyrer var en delikatesse for dem, så var det pga deres virus. Den dobbeltzombievirus i taranernes krop hungrede efter den delikate vampyrvirus, hvis bestanddele kun hjalp virussen i deres krop til at fungere. Det var rent heroin. Intet kunne beskrive det bedre.
Derfor opfangede de ikke de "kedelige" byttedyr som Unknown og hans hest eller de andre dyr for den sags skyld. De var søgende missiler, kun efter Rozalin.

Smerten var intet for en zombie, især da Taraner var kendt for, at hvis man skulle dræbe dem fuldstændigt så skulle du næsten pulverisere dem.
En grin kunne ikke undgå at slippe drengens læber ca 50 meter, da han så bladkronen på taraneren.
Drengen hørte hendes stemme igen, men den havde ikke en behagelig undertone og han var ikke så dum, at han ikke vidste, at hun var en i en ultra dårlig situation. Øjnene faldt i og han gik igang med det, som nok skulle ende med at redde Rozalin.
Ligesom med Rozalin, så var der bare situationer, hvis helhed ikke kunne sættes ord på. Det var så ubeskriveligt at forklare, hvordan ens bevidsthed var som flyttet til verdens tom og mørkrum, hvor ens egen sjæl greb ud efter den hele store hvide verden for at få fat i en, som end kunne hjælper. At man for et øjeblik ikke var sig selv, men var som verden og et, som havde overblikket over, hvilken ånder eksisterede på det normale åndeplan. Men som den erfaren summoner Unknown var, som havde levet med ånder siden han var spæd, så tog det ikke ham mere end få sekunder at finde den ånd, som han havde behov for. Hvis Rozalin havde haft sit "sjælesyn" så ville hun have haft set Unknowns sjæl totalt gløde og i løbet af få milisekunder vil en meget stor glødende sjæl komme imod hende.
De massive tænder prøvede at nå hende, mens barken og træet blev flået fra hinanden af de skarpe kløer. Der var ingen tvivl om, at det var snart ude med hende. Men med et kunne Rozalin høre den mærkværdigste lød. Godt nok var der en masse knurren fra de to galskabsfyldte hunde, men en rumlen kom bag og oven fra hende.

Unknown så med store øjne og vældig tilfreds, da store øjne åbnede sig i træet og stirrede ned på de taraner, som flåede i dens krop. Men Unknown kunne ikke undgå at knække sammen, da det havde krævet en del energi for at summone denne ultra stærke væsen(næsten på niveau med de største ånder), hvor han oven i købet havde tvunget den til at besætte træet.
Trætheden gled over ham og hans øjne kørte i hovedet på ham, mens hans hjerne syntes at sejle rundt, hvilket fik rumlen til at stoppe og de store øjne, som havde på magisk vis dukket op i træet, begyndte at lukke i. Med et tåget blik så han, at ånden var ved at slippe fra hans magi og træet. Med stædighed, som nok kun et barn kunne præsterer, knyttede han hånden og fokuserede 100% på ånden. Med et lysløst brag blev ånden tvunget på plads i træet og nu brød alt ud i kaos eller i hvert fald imod Taranerne. Ånden, som Unknown havde tvunget i træet, var intet mindre en ægte skovånd, hvis skov var for længst uddød under den store krig. I alt den tid havde den gået i sorg over, at dens skov var død, og derfor havde den glædeligt taget imod Unknowns kald for at komme tilbage i en skov.

Rozalin ville finde sig i den situation, at hendes træ løftede sig via rødderne over jorden og slyngede ud med rødder og grene imod taranerne. Den groede ud grenearme, som ivrigt prøvede at få fat i de knurrende og galdrende hunde, som ikke forstod en brik af, at et træ angreb dem. En vrinsken ville nok tage hendes opmærksomhed selv igennem den store lydflod af galdren, gøen og piven, som kom fra taranerne, som dog ikke gav let op.
Lige bag ved Rozalin var drengen nemlig på den store bjerghest, da han som en shamansummoner kunne summone to ånder på en gang, når den ene var hans "bodyguard" ånd. Hovedet hang, hvor øjnene var fikseret på træet for at holde ånden i skak, så den ikke ville forsvinde tilbage i åndeverdenen, da den kun var bundet her af hans magi og koncentration, som drænede af ham, som blodet havde flydt for Rozalins vilje. Hesten viste tydeligt med dens kropssprog, at hun skulle springe op på den, da Unknown simpelthen ikke kunne give hende nogen opmærksomhed, når han var så afkræftet.
Hvis Rozalin ikke gjorde det hurtigt nok ville hesten vrinske skarpt af hende og vise med hovedet, at hun skulle sætte sig op på ryggen af den. Et højt piv bevidnede at den ene taraner var blevet slagtet, da den var blevet voldsomt gennemboret på groveste vis af det besatte træs mange grene op imod et andet træ. Men det gav muligheden for, at den anden taraner kunne slippe fri. Forhåbenligt på dette tidspunk var Unknown, hesten og Rozalin allerede på vej væk, men dens galdren fortalte, at den var lige i hælene på dem. Dens store krop skilte sig i tog med et knas, hvor den lige pludseligt kunne løbe hurtigere, selvom de to bestod af to halve kroppe. Men det var taranernes mest frygtede våben, at nemlig blive angrebet af 2, men hvor mange vampyrer havde fundet sig i den situation, hvor de blev indhælet og hvor taraneren samlede sig igen med vampyren i dens mave.
Drengen så bare blegt på den, hvor han kom med et suk, hvilket fik træet til at stoppe straks som om den var blevet "normal" igen, men ud fra den sprang glødende lys ud, som hurtigt blev svagere og tilgengæld viste den ånd, som manifesterede sig i dens rigtige form. Den mindst 5 mands høje firbenede dryad, som nogle måske ville kalde den kvindelig skovånd for, kom løbende. Forræderisk som skoven var under magten af en skovånd, gled rødder i vejen for taranerne, så de faldt over sine egne ben og landede på sin snude og så trampede skovånden dem simpelthen ihjel. Den så imod dem mens hesten løb endnu væk, hvor hesten dog valgte at stoppe op, da den kunne føle igennem Unknown, at taranerne var døde.
Den særdeleshed meget smukke og store væsen så imod dem med sin halvt gudelige moder natur aura og hvor den bukkede sig for dem på den afstand og pludseligt forsvandt i glimmer og glød, som om den aldrig havde eksisterede.
Dog kunne man tydeligt se, at det ikke havde været en illusion, at der var sket noget. Scenen bevidnede, at det store træ havde haft bevæget sig væk fra dens ståsted og nu stod den kun delvist med dens rødder i jorden og dens grene arme var i alle retninger.

Hvis Rozalin nogensinde havde hørt om Summoners, så ville hendes logik måske pege hen imod, at han var en summoner. Men first class summoners, som kan summone så store og vilde ånder, var stadigvæk noget, som knap nok var legender i denne verden. Hvis hun var opmærksom på Unknown, så ville hun måske nå at gribe ham, da han faldt ned af hesten, da udmattelsen og hans evne havde drænet ham fuldkommen. Langt væk var han igen gemt væk i bevidstløsheden, dog denne gang langt mere faretruende.
Hesten var meget utrolig og det var tydeligt på hendes stamperi osv, at der var noget galt. At drengen ikke havde det godt.. De grålige skær over det fine og halvt femine ansigt viste, at han var tydeligt udmattet, og hans krop var kold pga kulden af morgenen.
Tilbage til toppen Go down
Rozalin
First Class.
First Class.
avatar

Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Blandingsrace
Navn. : Rozalin Pearce
Alder : Sind - 1783 år. Udseende - 22 år.
Evner/Classes. : Ukendt
Slaver. : Slave of life.
Antal indlæg : 44
Reputation : 0
Join date : 05/03/13

IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   25/3/2014, 21:09

Var hun smigret over at to frygtindgydende dyr var efter hende, og kun hende? Nej, det kunne man ikke kalde det. Tværtimod, så var hun direkte rædselsslagen. Efter at have lagt i dvale i så mange århundrede, ville hun ikke spilde hendes nye liv, med tjansen som Vampyr-kebab for to Taraner. Hun var jo alligevel bare endnu en i rækken, så speciel kunne hun ikke engang føle sig, når de to helveds hunde om lidt ville spise hende råt.
Rozalin havde intet til overs for narkomaner, specielt ikke når vedkommendes euforiserende stof var hende selv - hvilket egentligt var pænt dobbeltmoralsk, når hun for kort tid siden, havde sat med tænderne boret ned i drengens hals, for hendes egen nydelses skyld (Eller havde hun nu det? Hun var stadig ikke helt sikker på om han havde været der eller ej, siden han forsvandt så pludselig). Det var lidt ligesom en håndbold kamp, hvor tilskuerne primært bestod af forældre fra de to hold. Gjorde en fra modstanderens hold noget som var uacceptabelt, hvor der ikke blev dømt, ville der blive råbt og skreget. Efter et par minutter, hvor en fra hjemmeholdet gør det samme, bliver der intet sagt. Måske burde Rozalin stille sig til rådighed som dobbeltmoralsk forælder i en håndbold kamp? Hun ville garanteret få titlen som ’årets sureste, dobbeltmoralske, mest højlydte og irriterende, ukendte- forælder uden barn, som er blevet smidt flest gange ud af hallen, for at kritisere dommeren for meget.’
Rozalin havde som tidligere vampyr jæger, altid beundret Taraners evne til at dræbe vampyrer. Desværre havde hun kun forsket i hvordan de dræbte vampyrer, og ikke hvordan man dræbte dem. Hvilket jo så viste sig at være en stor fejltagelse.
Lyden af et barnligt grin, løb gennem skovens mange træer og fik Rozalin til kort at løfte blikket, søgende efter drengen, som i øjeblikket virkede så fjern, som om hun aldrig havde mødt ham og det hele kun havde været en drøm. Det eneste der modsagde hendes drømme-teori, var den uforglemmelig smag af blod, der havde været i hendes mund, da drengen forsvandt. Hun kunne ikke vurdere, om det grin hun lige havde hørt, rent faktisk havde fundet sted, eller om det var noget hendes hjerne havde fundet på, for at få hende til at miste fokus!
Rozalin pressede sig hårdt tilbage mod barken, som prøvede hun at nå igennem på den anden side. Om lidt ville det være ude med hende; Taranerne ville snart have halveret det nederste af træet, med deres sylespidse klør og tænder, og dermed også nå ind til Rozalin, så de kunne flå hende fra hinanden - og som om det ikke var nok, så skulle hun tilbringe de sidste sekunder i sit liv, med at lugte til sådan en forfærdelig ånde, som de to udyr til sammen kunne kreere!
Udover de to Taraners brølen og kratten mod træet, kunne Rozalin svagt fornemme Milliens sang i baggrunden.
”Så hold da kæft..”
Vrissede hun opgivende. Det var nok at dø i en klam lugt, hun behøvede ikke en eller anden dum abe til at overvære det, så den kunne håne hende.
Træet begyndte langsomt med at rumle, og Rozalin var sikker på at Taranerne endelig havde fået buk under træet, som nu var ved at vælte. Hun kneb øjnene sammen som man normalt gør af refleks, selvom alle ved, at det ikke vil gøre mindre ondt af den grund, men faktisk kun give ens modstander en fordel.
Et hyl fra en af helveds hundene fik hende til at åbne øjnene, og til sin overraskelse befinde sig under træet som havde rejst sig op. Hendes øjne voksede sig så store som tekopper, og med åben mund og polypper, kravlede hun hurtigt bagud, og et par meter væk fra cirkusset.
Bag ved Rozalin kunne hun høre en vrinsken, der mod hendes vilje fik hende til at vende hovedet mod hesten og drengen. Hendes blik landede først på Unknown og glemte fuldstændigt bjerghesten, som havde vrinsket på en irriterende og kommanderende, moderlig måde. Hun fik langsomt rejst sig op, men gjorde ikke mine til at gå hen mod dem. Først da der blev vrinsket skarpt af hende anden gang, så hun på hesten, der gjorde det klart for hende at hun skulle følge med dem.
Endnu en gang reagerede hendes fødder før hendes hjerne, og før hun vidste af det, havde hun rigtig indianer agtigt, svunget sig op på hesten ved hjælp af hestens hals. Hun placerede sig bag drengen, hvor hun fik ham helt op og sidde, med en arm på hver side af ham, så hun mens hun holdt ham på plads, kunne holde ved hesten. Hun kunne svagt fornemme lugten af drengens blod, men adrenalinen lod nærmest til at ’forstoppe’ hendes næse, så hun var ude af stand til at reagere på lugten. Plus følelsen af fortrydelse fra sidste gang hun bed ham, sad stadig lænket fast til hendes sind.

I det fjerne kunne man høre en af Taranernes sidste galdren, som fik Rozalin til at kigge tilbage, og støde på at skuffende syn. En af Taranerne var stadig efter dem. Hendes hjerne figurerede hurtigt en plan, hvor på hun kunne vende sig om med ryggen mod Unknown, mens hendes lår ville klemme sig fast mod hesten. Hun kunne derfra gribe fat i en lettere tør og spids gren, som de snart ville støde på; den ville hun så kaste og med held, ramme Taraneren.
Til hendes overraskelse, befandt hun sig i den mærkelige situation, hvor en 5 mands høj kvindelig skikkelse, var efter Taraneren.
*Ej, hold nu op!*
Lød det inden i hendes hoved. Hun havde aldrig hørt noget om den åndelige verden, hvilket derfor gjorde det svært for hende, at komme frem til en respektabel konklusion, om hvad der egentlig havde forgået de sidste par timer.
Grene fra de forskellige træer, forhindrede Taraneren i at nå dem, hvor den kvindelig skikkelse, til sidst dræbte udyret.
Rozalins øjne var som klistret mod det som lignede en gudinde. Et yndefuldt og respektpræget buk, fik Rozalin til at løfte et øjenbryn. Et sådan respektfuldt buk der mindede om et tak, kunne da ikke være ment til en af de 3? Kvinden forsvandt som dug på solen, og dannede en sky af glimmer, som kort efter forsvandt. Kunne drengen med de specielle øjne have tilkaldt hjælp til Rozalin, selv efter hun havde bidt ham? Rozalin var mere end forvirret, men fik ikke gjort meget ved det, før hun bemærkede at han var ved at falde af hesten.
”Vupti, op igen!”
Sagde hun med et lille støn, da hun tog fat i hans skuldre og rev ham op og sidde ved hende igen. På en eller anden måde fik hun kæmpet sig ned fra hesten, mens hun sørgede for at drengen ikke ville falde af. Da hun igen havde fået fast grund under hendes fødder, tog hun fat i drengen som brudgommen ville bære bruden ud af kirken. Hun bed hurtigt mærke i at kroppen var unaturlig kold, så hun nægtede sig selv at lægge ham på jorden igen, da det ikke ligefrem ville være bedre.
Hun satte sig ned på en lille sten, stadig med drengen hængende i sine arme som en slatten klude dukke. Ud af øjenkrogen kunne hun se hvordan hesten stampede og brustede af urolighed.
”Hey!”
Hun så strengt over mod den moderlige hest, som stampede i jorden. Rozalin havde næsten ikke kendskab til skoven, da den aldrig rigtig havde sagt hende noget - og så selvfølgelig på grund af dvalen. Men grundet hendes manglende lyst til at tage i skoven, havde hun ingen anelse om hvordan hun skulle klare dette her. Havde hun været på et sygehus, ville hun knap nok vide hvad hun skulle stille sig op med drengen.
”Jeg har brug for ro, til at finde ud af hvad jeg skal stille op med den her purk.”
Hun var langt fra sikker på om hesten ville forstå hvad hun sagde. Eller rettere sagt, hun var næsten 99 % sikker på at den ikke ville forstå noget. Det var en hest for gudsskyld! Alligevel tog hun sig selv i at tale til den igen.
”Hvad gør du normalt i sådan en situation her..?”
Hun sukkede svagt, og placerede hendes hånd over drengens hjerte. Hjertet pumpede stadig, så indtil videre kunne hun ånde lettet op. Hvis det var mørkt, havde hun tager ham med ind til byen, for at få noget varme, men det var udelukket, da solen stadig stod højt på himlen, og der ville nok stadig gå omkring 6 timer, inden solen var væk.

Hun rejste sig op med ham i hendes favn, og begyndte med at gå. Hun blev nød til at finde et sted, hvor de kunne få noget varme; eventuelt en grotte eller noget. Og men sandten om de ikke stødte på en lille grotte, efter en halv times vandring?
Var hesten fulgt med, ville hun bede den om at lægge sig sammen med drengen inde i grotten, for at give ham en smule varme, mens hun ville gå ud og lede efter brande. Selvom hun ikke var så meget til teltture og diverse skov relaterede ting, så havde hun levet på gaden - og på gaden havde man også brug for varme. Så i øjeblikket kunne Unknown betragte hende, som hans private lighter.
Hun kom tilbage kort tid efter, og der gik ikke længe inden hun havde fået tændt et fint bål. Når en gang drengen (igen) ville vågne, ville han befinde sig med ryggen mod hende, mens hans krop fik varme fra bålet overfor ham.
"Hey purk, er du vågen?

//Regner med at føre Unknown ind i byen på et tidspunkt, hvis det er okay med dig :P//
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)   

Tilbage til toppen Go down
 
The unknown of the unknown is the essence of what? (Rozalin)
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Las Vegas (Staten Nevada) ::  :: Omegnen omkring Las Vegas ::  :: Dream hills (bjerge)-
Gå til: