IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 27
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 [Afsluttet] The nature within me(Payne)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Sawyer
Gæst



IndlægEmne: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   13/11/2013, 15:28

Sted: I skoven omkring Dream hills.
Vejret: Køligt og fugtigt.
Tid: Tidligt om morgen, solen er lige akkurat gemt i horisonten.
Omgivelser masser af træer.


En underlig hvæsen og skratten fik de bløde og pelsede øjenlåg til at glide op, hvor de matte isblå øjne stille og roligt blev skarpe, da søvnens støv blev stille og roligt rystet af bevidstheden. Det våde fugtige græs klistrede under kæbepartiet og øjnenes ejers krop. Det var noget af et sært og larmende dyr, som Sawyer mere end gerne vil slå tænderne fast i og ruske den indtil nakken ville knække på den. I sig selv var dette lille ca 20 cm lange tigerstripet dyr ikke nogen trussel, den var mere en irritation, især da den havde vækket Sawyer fra sin drøm og smerten var igen ikke til at undgå at bemærke, som han ellers havde sovet så dejligt fra. Med en halv ormede krop kravlede den fremad stille og roligt på sine yderst fine og små poter. Det var som om, at den var bevidst om, at Sawyer intet kunne gøre, ellers havde den nok også stukket af for længst af den store liggende skikkelse, hvis øjne var fikseret på det kræ, som om Sawyer håbede på, at den kunne sprænges i luften af hans blik. Lugten af blod havde sikkert tiltrukket den, for lugten af hans egen blod stod skarp i næsen på ham. Sawyer havde mange gange set disse kræ overfalde hans rester af skovens store dyr. Oftest havde han skræmt dem væk, da de larmede mere end en flok hyæner, men de kom altid tilbage de ådselædere.
En lavmælt knurren slog imod dyret, som stoppede straks fuldstændigt op og så med store skræmte øjne på Sawyer. Men det stoppede kun dens gang for få sekunder, indtil den igen startede med at kravle stille og roligt meget nær sawyer faktisk kun lige 20 cm foran snuden på Sawyer. Dens kattelignende tunge stak ud og slikkede til det mange timers gammelt blod, som havde kommet fra Sawyers snude. Hans knurren kom igen, men den var intet mere end en lille kats knurren, da metallet omkring Sawyers kæber fastholdte løven i et bogstaveligt jerngreb. Dog fløj den ene pote efter dyret, som ellers havde følt sig i sikkerhed, og dyret fik sig sit livs og sidste flyvetur imod en træstamme, hvor dens ryggrads knækken var sød musik. Endelig havde Sawyer sluppet for den pestilens, men som Sawyer havde glemt i den lille glædelsesstund, så når der først var en, så kom der mange.  Flere piben og skratten var omkring Sawyer, hvor de alle holdte sig på pænt afstand, men kastede sig straks over deres døde kammerat.
Sawyer vidste, at disse aldrig angreb normalt levende dyr, men han havde set dem før springe på mindre såret dyr, som var døden nær. Så de ham som et ofre? De isblå øjne faldt ned på hans egne snude, som var indsmurt i det gamle røde blod. Hvis de var her, hvilken andre store dyr kunne ikke opfange hans blods lugt?
Med en smertelig knurren rejse den stive krop sig op efter en lang kold nat uden at kunne bevæge sig rigtigt. Men snuden var stadigvæk begravet godt imod jorden, da metallet fra en bjørnelignende fælde stadigvæk havde grebet omkring hans snude. Fælden var special konstrueret til at kunne fange meget store dyr som ham selv, da den var begravet fast nede i jorden, så det ville tvinge det store dyr til at blive ved fælden.

Hvor Sawyer dog ærgrede sig så meget over, at han netop lige her havde valgt at snuse til jorden. Hvis den bare havde ramt hans pote, så ville han let kunne bruge sit brøl og lade hede flammer og isnende lufte ramme metallet, så den ville springes af sig selv, som han havde prøvet mange gange før. Men nu hvor snuden var fanget, så var der intet han kunne gøre, selvom han havde prøvet alt. De store ridser i metallet afslørede poternes skarpe kløer, som havde prøvet at rive hans mund væk fra fælden, men det havde bare forårsaget mere flydende og løssluppet blod. Den store løve hale slog irriteret frem og tilbage, mens han fokuseret på alle disse andre kammerater til den døde, som var i løbet af 10 sekunder blevet flået fra hinanden således at den var blevet forvandlet til en ugenkendelig masse. Deres knurren, skarpe piven og andre lyde generede løven for groft, mens de kæmpede om liget i denne kolde morgenluft. Maven på Sawyer rumlede også ved lugten af kødet fra det lille kræ. Han havde ikke spist nu i ca tre dage, især da denne fælde har nu holdt ham fast på anden dagen. Han vidste mere end nogen anden, at chancen for at blive fundet af andre rovdyrsvæsner eller sågar de tobenede jægere, kun steg og steg eksplosivt.
Den rolige og blide brise bar noget med sig, som fik Sawyers irritation til straks at forsvinde og han stod musestille, mens ørerne prøvede at opfange det, som hans næse havde sanset igennem den konstante lugt af blod. Han vidste det, inden længe ville de komme! Forbandet tobenede væsner! Han ville hellere blive fanget af disse tobenede væsner og så blive taget til fange, som han havde set mange andre dyr blive i det skjulte, end at blive overladt som den lækreste sild på et sølvfad, det gik for meget imod hans løveære! Men han kunne ikke benægte såvel som så godt som alle skovens dyr, at de var nogen som alle frygtede, selv den store løve her i den fugtige luft med sin 500 store tunge muskelfyldte krop og med sin ca 1,7m skulderhøjde. Energien var helt til tops i ham, hvor den ånden ud fra hans halvskadet næsebor var iskoldt, og hans ellers halvskjulte medfødte tatoveringer lyste ekstra meget op. Nej han ville ikke kunne forsvare sig, hvis han var uheldig at disse væsner ville finde ham. De små dyr foran ham var stadigvæk interesseret i de enkelte rester og knogler af deres ven og nu også det størknede blod på jorden, og de vidste intet om den store fare, som nærmede sig, men som atter var langt væk.

Sawyer var langt fra en almindelig løve, det ville enhver idiot vide, hvis de kastede et blik på ham. Godt nok var han fysiologisk set det sammen bare sådan ca dobbelt til triple så stor, da hele hans store krop jo er ca 1,7 m højt til hans skuldre. Desuden kunne ingen normal løve veje omkring de 500 kg som en stor bjørn. Men han var alt andet end en normal løve, men nu eksisterede der jo heller ingen normale løver, da alle var enten døde eller blevet til nye løvelignende muteret racer. Sawyer var en moon dyr, altså af en oldtidsdyrerace, som stammer fra før menneskerne satte fod på jorden og da elverne herskede over verden, som menneskerne gjorde. Her levede skovelverne i pagt sammen med naturen, hvor der blev dannet disse moondyr, som var meget ekstra ordinært i forhold til deres oprindelige racer. En gang imellem kunne Sawyer drømme om minder, som han aldrig havde haft, hvor han dansede rundt sammen med de to benene væsner, som var anderledes end de normale han end ser på afstand eller hvor de er så uheldige at støde ind i ham.
Sawyer kunne ikke lide menneskekød eller fra de andre tobenede væsners kød, de smagte dårlig, der var nok en grund til at hajer selv ikke vil æde mennesker under almindelige omstændigheder. Men Sawyer havde da igennem sine mange år dræbt flere mennesker, fordi han mente, at han skulle forsvare sig selv. Dog har han tilgengæld fået enkelte ar hist og her gemt under pelsen fra skud og andre våben, men når fuldmånen endelig ramte ham igen, så blev han healet igen.
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   9/1/2014, 19:59

Udseende: Løst, pjusket, mørkt hår og ingen make-up, hvilket ikke behøves, da hendes overnaturlige skønhed fra dæmonsiden får hende til at virke frisk alligevel.
Tøj: Hipsters , BH , Silkemorgenkåbe og Militærstøvler
Køretøj: Motorcykel

Hvis man stod måske nogle km bort, ville man så småt begynde at ane en skikkelse, med høj fart, som nærmede sig skoven, nær Dream Hills. Skikkelsen var aflang, og bar en ganske fin røgsky, af støv, bag sig. Så man det derimod fra skikkelsens eget syn, så var det hele blot ét stor vivar af farve og hår, som piskede foran hendes øjne.

I hvor lang tid Payne havde kørt vidste hun ikke selv, men da solens smålune stråler var begyndt at glide op af hendes krop, havde hun regnet med et par timer. Larmen fra motorcyklens brøl, samt hendes mange hvirvlende tanker havde distraheret hende det meste af vejen, samt det, at hun nægtede at køre ind i noget, bare fordi hendes ustyrlige hår hele tiden kom i vejen. Payne sukkede lavmældt, men hørte det knap alligevel. Knaset og larmen var der stadigvæk, og overdøvede hende alligevel. Hun ville ønske, at hun i det mindste havde nået at sætte håret en smule inden hun fløj ud af døren... Men det hele var pludselig gået så hurtigt. Nattens forløb hang stadigvæk fast i hovedet på hende, og kørte forbi hendes indre blik, som en film. Hun ville i sandheden aldrig kunne se på Vladimir med samme indstilling som førhen. Men... Distrahering var ikke tilladt! Irriteret forsøgte hun fysisk at ryste tankerne af sig, imens hun gassede endnu mere op for kværnen. Silkekåben fløj efter hende som en kappe, hvilket egentlig ikke generede hende. Lige nu følte hun sig stærk, rå og rå, hvilket hun ikke havde prøvet længe. Hun havde altid været pålagt det ene eller det andet, men i nat havde hun taget skridtet, og da hun så chancen, så var hun "smuttet" sig en tur. Payne havde ingen anelse om, hvad der foregik hjemme hos Mafiaen, eller om hun nu havde skabt kaos ved sin "flugt". Et svagt smil antes på hendes blege læber. Hjemme.. Sådan havde hun ikke haft det længe. Men al den tid hun nu tilbragte hos dem gjorde dem vel egentlig til hendes faste base, hvilket hun bestemt ikke var ked af med alle de goder, som det stadigvæk bragte hende.

Paynes isblå øjne blev igen fokuserede. Nu nærmede hun sig hastigt. I første omgang havde hun slet ikke planlagt at ende her - faktisk havde hun ikke haft nogen planer, om hvor hun ville ende. Områderne her omkring var hende ukendte, andet end at The Venus, måske skulle ligge i nærheden. Men da hun først havde fået øjnene op for de imponerende bjerge, som pludselig rejste sig foran hende havde hun ikke kunne dy sig. Hun kendte godt meget, meget lidt til historierne om Dream Hills, men hun havde aldrig set dem, hverken virkeligt eller billedeligt. Da hun efterhånden nåede helt hen til skovens begyndelse, smækkede hun hurtigt ned for farten og bremsede godt. Motorcyklen og hende selv ville ende på halen, hvis hun forsøgte at manøvrere rundt derinde med den, så hun valgte at gå lidt til fods. Efter så mange timer i den uvante stilling trængte hun alligevel til at strække sig. Payne satte støttefoden i, og strakte sig, med en behagelig kats brummen, inden hun forsøgte at rede håret igennem med et par fingre, imens hun tog sine første skridt ind i den mystiske skov.

Payne endte med at gå et par minutter, før hun havde komplet mistet stedsansen. Hendes forvirrede og hektiske sind gjorde det umuligt for hende at holde fokus på vejen tilbage, og nysgerrigheden omkring dette nye sted trak hende længere og længere ind. Stop! Hendes krop stivnede. Jo... Jo, hun havde hørt noget. En knurren måske? Men den lød... mærkelig? Som om, at den nærmest var ynkelig, meget lille eller svag. Payne blinkede et par gange, hvorefter hendes varmesyn slog til. Men skoven var fuld af liv, hvilket egentlig overraskede hende, og alligevel var det nok mest det længere fremme. Dér lå en enorm bunke af... et-eller-andet. Planterne gjorde det hektisk, og især alle de mange lyde, som hun nu forsøgte at holde styr på. Hun slog synet tilbage til normalt, og forsøgte så lydløst som muligt, med sine klodset bundende militærstøvler at snige sig længere frem mod væsnet. Jo tættere på hun kom, jo stærkere opfangede hun færten af blod. Blod som hun aldrig havde duftet magen til. Dybt fascineret skyndte hun sig nærmere, og glemte alt om sin list. Derfor, da hun endeligt standsede, efter at have tumlet ud af en busk, knækkede en gren bag hende, som havde fået fat i hendes morgenkåbe. Hvor hun bandede indædt af det stykke stof! Selvom... Det hele pludseligt glemtes. Der, foran hende, lå et mageløst dyr. Løven så ud til at være lige så stor som hende selv, hvis faktisk ikke større, og så var den hvid! Hvid, tatoveret og blodig. Payne havde aldrig i sit liv set lignende! I sin måben over dette fantastiske dyr, glemte hun helt sin egen sårbare situation. Faktisk var det kun morgenkåben, som hun formåede at holdte svagt lukket om sin halvnøgne krop, hvor toppen og hendes hipsters sad støvede på. Håret var uglret, men alligevel skinnede hendes lysende blå øjne tydeligt igennem, og fokuserede direkte på løven, med stor overraskelse.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   9/1/2014, 20:23

Igennem tågen af irritationen til disse småkravl og smerten, som bogstaveligt bed i hans snude, så opfattede han noget. Den store krop, som var oprejst, men som havde hovedet begravet imod jorden blev stille, hvor nakkehårene syntes at rejse sig en smule, mens de store katteøre begyndte sig at dreje sig. Desværre kunne han ikke vende sig om, da fælden holdte ham totalt fast, som om han var mejet i jorden. Men han kunne lugte det! Fuldkommen og så tydeligt, det var en af de tobenene.
Den store manke blev endnu større, hvor en dyb knurrende boblede i halsen på ham, da han absolut ikke kunne lide, at den tobenede væsen var bag ved ham. Han kunne ikke vide, om den havde våben, eller var truende eller et eller andet i den dur. De store blanke hvide kløer var trukket ud og halen begyndte at svinge fra side til side, som nok kunne skræmme mange, da det var 100% kropssprog på, at han var aggressiv.
Payne ville dog hurtigt nok indse at i stedet for at dette store væsen vendte sig om og delte hende i to dele, så gjorde den intet.
Pludselig kom en raslen, da musklerne spændtes, poterne blev sat i jorden og tegnene begyndte at gløde for at prøve at flå snuden ud af fælden igen. Men fælden havde boret sig ind i knoglen på ham, og den eneste måde han personligt kunne komme fri af egen kræft ville kræve, at han fik flået sin egen snude af.
Hele dette dyr, som ellers havde spillet sig så stor faldt halvt sammen af udmattelsen. Sulten gnavede sig på og havde ædt det meste af hans energi, og han vidste mere end nogen anden, at det var håbløst. Så hele denne smukke væsen, som havde lyst op som en smuk blomst af ren magt og kræft, falmede døende som i vinterkuldens favn.

En besværet tung vejrtrækning kunne akkurat slippe ud af den massive bjørnefælde, som holdte ham nede, og de blå skarpe øjne syntes at blive matte, hvor han ingengang længere blev irriteret af de små dyr, som ikke havde opdaget hende i første omgang og var derfor ikke flygtet. Opgivelsen fik hans tanker på noget andet, nu lagde han pludselig mærke til duften af dette væsen. Der var ingen tvivl om, at der var lige lovlig mange feromoner, som syntes bare at stråle ud af hende, som om hun var en mindre sol. Han havde engang duftet en som hende, men det var kun sporene, hvor han efterfølgende fandt et lig, som ingen skræmme havde på sin krop, men som var bare død, uden ånd.  Ja han kunne lugte, at Payne var en hun, og han kunne ikke lugte nogen lugt, som indikerede at hun var fjendtlig eller andet. Var hun en jæger? var det hende, som havde sat fælden op? Vreden var ved at buldre i ham, men hendes lugt forvirrede ham, gjorde ham usikker på, hvorvidt hun var skylden i denne fælde.
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   9/1/2014, 23:24

Payne spændte straks i kroppen, som forberedelse på, hvis nu løven pludselig skulle vende sig rundt, og springe på hende. Hun havde slet ikke overvejet mulighederne for, hvor store chancerne var for, at dyret også ville kunne dufte og ikke mindst høre hende. Hvad var der dog galt med hende?! Hendes tanker blev brat afbrudt af løvens dybe knurren, hvor hun trak sig en anelse tilbage, og gjorde klar til at sprinte mod nærmeste træ. Men i stedet vendte løven sig ikke om. Derimod blev den stående, imens den gjorde sig stor og grum for ingen verdens nytte, da den blot kollapsede kort efter. Først der fik Payne øje på noget metallisk lidt længere fremme ved løvens ansigt.

Med noget støre snilde og langt mere list, fik hun bevæget sig ganske langsomt rundt i en stor bue omkring løven, imens hun hele tiden holdte den samme sikkerhedsafstand til den, hvis nu noget skulle gå galt. Payne var ikke vant til at håndtere farlige dyr i det vilde, ikke andet end når hun fik besked på at nedlægge et, hvis det var muligt. Løven viste sig dog hurtigt ikke at være noget trussel. Tvært imod så den noget sølle ud. Størknet blod var over det hele, og løven virkede allerede frygteligt drænet for kraft og energi fanget i den grimme fælde.
Da Payne endelig nåede helt om foran løven, standsede hun ganske langsomt, og stirrede ned på løven. Hendes øjne var vidt åbne, nysgerrige og studerende. Hun kiggede nøje på fælden, som havde smækket omkring løvens snude. Morgenkåben holdte hun stadigvæk omkring sin krop, næsten som om, at den var hendes vej til sikkerhed. Hvorfor, det vidste hun ikke, men hun følte sig frygteligt sårbar efter denne nat. Bortset fra dyr i det vilde, så havde dyr i det hele taget aldrig interesseret hende voldsomt. Hun havde fået tilbudt nogle, ganske få gange, men hun havde aldrig orket dem, og desuden vidste hun intet om pasning af et. Men dette var en løve... Ikke et kæledyr. Ikke et af de små, spøjse væsner, som de, som faktisk havde penge, rendte rundt med. Dette var ikke engang en normal løve! Og den interesse som hun fandt i den generede hende voldsomt.

Der var noget... ud over det sædvanlige ved denne løve. Ikke nok så den utroligt spøjs ud, med sit lyse hoved, og.. markeringer i pelsen? Men den virkede alt for bevist. Dens energi var også noget, som kom bag på hende, for selvom den var meget svag, så kunne hun tydeligt mærke den. Meget, meget langsomt satte Payne sig lydløst ned på hug, imens hun fastholdte sit blik på løven. Den virkede harmløs. Fælden lod til at have drænet den så meget, at bare et spark i maven ville afslutte dens lidelser. Men hun ville ikke. For en gangs skyld ville hun ikke være den, som sugede den sidste livskraft ud af et væsen. Et eller andet sted, så skammede hun sig over det, for det var imod hendes principper, men noget andet kæmpede imod. Noget ukendt. Med et spørgende og vagtsomt blik, begyndte hun nærmest at kravle mod løven. Dette indikerede, at hun måtte slippe morgenkåben, så den gled let til side, og afslørede en del mere af hendes veltrænede men spinkle krop. Det generede hende sådan set ikke, for selvom morgenluften var kølig, så var den frisk.

Hendes arm blev også langsomt hævet imod løven. Alting foregik nærmest i slowmotion, så den ikke pludselig ville blive bange, og dermed måske kunne skade dem begge. Hun havde ingen anelse om, hvad denne løve var i stand til. Omkring en halv meter fra løven standsede Payne, med armen afventende svævende i luften, imens hun stirrede intenst på den halvlamme løve. Det mindste tegn fra nu kunne betyde liv eller død.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   10/1/2014, 08:40

Aldrig havde den knugende følelse af opgivelse været i hans krop, han var ellers sådan en stolt løve! Stolt for sin styrke, stolt for sit mod og i særdeleshed stolt for sin egen kunnen og overlevelse undtagen når det blev fuldmåne. Den del af ham havde han endnu ikke vænnet sig til. Tankerne gled langsomt og dovent i hovedet på ham, som en doven flod som slog hen imod enden for at tilslutte det buldrende og altfortærende hav.
En lille grenlyd fra den ellers tynde og høje skikkelse fik tankefloden til at dreje et skarpt sving og buldre derud ad, og den efterfølgende pivende lyde af de tigerstribet dyr, som begyndte totalt at flygte panisk væk.
De total blå øjne slog op imod den første lyds retning, og hvor øjnene blev ved med at følge Payne, for hvert et øjeblik der gik, desto mere skarpere blev hans øjne af friskhed. Hans krop var stadigvæk træt, men der var endnu mere energi i denne løve. Men i stedet for at vise aggressivitet eller andet i den dur, så blev øjnene knebet halvt sammen, som om løven så eftertænksomt på skikkelsen, som endelig blev synlig for ham. Aldrig havde han forstået princippet med tøjet undtagen, da han engang så en, som manglede tøjet og bare lå iskold i den kolde friske skovdis, der var ingen tvivl om, at vedkommende havde omkommet i nattens kulde.
Hvorfor dræbte denne kvinde ham ikke? Eller hvorfor skød hun ikke med en af de metaldimser, som kunne få de store dyr til at sove? Kvinden var mere end mærkelig i hans hoved, og aldrig havde han mødt en som hende før. Men han havde som sagt "kun" mødt ca 15 mennesker, som alle blev dræbt i selvforsvar, og 35 andre, som han havde set på afstand.

At den ellers smukke morgenkåbe røg af hende var ikke et problem med ham pga. hans holdning til tøj. Nu blev hendes rigtige fysiske skikkelse rigtigt vist frem her i den tidlige morgenlys, og han kunne mere end tydeligt se, hvordan den var slank som en pind i følge hans øjne. Hvordan kan den overhovedet overleve? Hvad nu hvis at den ikke får mad, hvordan skal den så kunne klare længere sulteperioder?
Men tankestrømmen blev hurtigt stoppet, da kvinden nærmede sig i en kravlende gang. Selvom at hele den store dyreskikkelse lå ned med hovedet begravet i den fælde, så var hele hans liggende skikkelse selvfølgelig langt bredere end hende, men mere højere end hende, så hovedet var rent faktisk i øjenhøjde med hendes.
De store blå katteøjne blev fokuseret på hendes arm, men et eller andet i hans indre fik ham til at være rolig. Men det var nu også mest, fordi hendes kropssprog var overhovedet ikke et rovdyrs men ej et byttedyr, bare en, som ikke ville gøre noget imod en. Men alligevel forstod han ikke, hvorfor hun rakte hånden ud.
Men til sidst blev øjnene mildere og i stedet for at være store og runde, så gled de store pelsede øjenlåg i, hvor blikket var med vilje langsomts som Paynes armbevægelse. Hvis man kendte til katte, så ville man vide, at når en kat blinker med sine øjne, så viser den tryghed, da den ikke længere har behov for at stirre for at undgå at gå glip af en eneste lille detalje.
Kvinden var meget tæt på, og nu hvor han havde vænnet sig en smule til hendes duftende jeg, som for et dyr med en skarp lugtesans mere eller mindre lugtede eller stank, da den kunne lugtes på lang afstand, så var der et eller andet mildt over lugten, noget behageligt.
Men han var stadigvæk spændt, da han havde ingen ide om, hvad kvinden ville ude over det glimt i hendes øjne. Glimtes syntes at afspejle en eller anden forbarmelse eller bekymring over hans situation, men han var ikke sikker på det? især da han aldrig havde set det før, da her i dyrenes verden så dødede man eller så overlevede man, ingen nåde der.
I den slowmotion bevægelse begyndte selve skyerne at give sig til kende. En meget mild og blid regn begyndte at falde drypvis, som syntes at gøre hele deres omgivelser mere magisk og mere indelukket, som om de to kun eksisterede i dette rum, i denne verden.
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   10/1/2014, 13:18

Payne forundrede sig. Jo nærmere hun kom løvens ansigt, og jo tydligere hun kunne se dens beskadige snude, men øjne mest af alt, jo lettere kunne hun se, at hendes egen undren var gengældt. Det var som om, at løven ventede noget fra hende, og da hun så ikke gav den det eller gjord det, så gav den atter op. Selvfølgelig var den opmærksom, det kunne hun se. Payne var også selv på tåspidserne af list, og bare det mindste negative udslag fra løven, så var hun klar til at handle. Hendes tilstedeværelse lod i det mindste til at live løven en smule op, så hun var ikke længere bange for, at den ville glide fra hende. En mærkelig ting egentlig. Det havde hun ikke frygtet... Et kort øjeblik standsede Payne helt. Man kunne hvordan hovedet gled rundt i dybe minder, som greb hårdt om hende, inden hun hårdt kneb øjnene sammen, og atter fortrængte det udsultede blik, som hun så ofte så for sit indre blik.

Payne holdte sig stille lidt endnu, selvom løven lod til at have accepteret hendes nærhed. Den var mindst en halv størrelse større end hende, hvilket blot gjorde den endnu mere mageløs. Hvilke grusomheder, den dog ikke kunne udrette, som fik et kort smil frem hos hende. Men den var vild og ukendt, og næppe interesseret i hendes planer. Alligevel havde hun ikke stor lyst til blot at lade den ligge der. Det var den simpelthen for... unik til. Men én ting ville hun nå inden dag. Dens krop virkede så magisk og så helt igennem stor, at hun ikke kunne dy sig for det næste. Hun følte barndommen og nysgerrigheden spirer dybt i hende, imens hun langsomt skubbede sig nærmere. Regnen havde hun faktisk ikke bemærket, selvom silkekåben allerede begyndte at føles svagt fugtig mod hendes allerede kølige hud, og håret så småt begyndte at dryppe.

Med et sidste tjek mod løvens hoved, sad Payne nu nærmest med knæene lige foran dens ansigt, uden hverken at berøre eller hverken truende. Nysgerrig førte hun hånden længere frem, og endelig!... Hendes fingre gled blidt igennem løvens tykke manke, imens hun fornøjelsen spejlede sig tydeligt i hendes ansigt. Hun havde glemt alt lige i øjeblikket. Vladimir, The Leons, minderne, tankerne... Men alligevel vågnede hun en smule, da det gik op fra Payne, at løvens mankes fugt smittede af på hende. Hun drejede hovedet, op mod trækronerne, og fik derved et par dråber i ansigtet. Med et fnys, fik hun rystet dem af sig, og trak hånden til sig igen, for at tørre sit ansigt.

Payne sad i nogle minutter og stirrede på løven. Hun vidste, at den holdte øje med hende, og sikkert også forventede et-eller-andet... Og hun vidste godt hvad. Men burde hun? Turde hun? Ønskede hun?... Hvis hun efterlod den, ville den hurtigt blive syg eller dø meget snart. Det andet væsen, som havde været her da hun kom, havde været et skidt tegn. Med fælden sad godt begravet. Løven blev nødt til at stole på hende, hvis hun skulle kunne flå den fri. Hun sukkede.

"De-.. Hør... Du er et dyr... Jeg burde nok ikke engang tale til dig. Men lad os nu få det her overstået, okay?... Du bliver nødt til at stole på mig."

Hendes blik hvilede tungt på løven, som begge hendes hænder denne gang sig nærmede sig dens ansigt, men denne gang med retning mod fælden. Hun virkede mere målrettet, men stadigvæk forsigtigt.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   11/1/2014, 15:07

Selvom mange anså dyr for at være dumme og tankeløse, så vidste Sawyer det modsatte! Men aldrig havde han i sit liv set sådan et eftertænktsom væsen, som den kvindelig skikkelse, som han havde foran ham. De isblå katteøjne med den lange streg som en pupil var mere end observerende.

For et øjeblik glødede de smukke og i særdeleshed ukendte tatoveringer på den store krop med en masse mindst lig som en bjørns. Payne mærkede en varm besværet ånde, som gled hen over hendes knæ fra den blodtilsmurte snude, hvor ånden pludselig blev iskold pga hans evne, og hvor de store øjne så vagtsom på hende.
Men hurtigt lagde løven bånd på sig selv, da den godt vidste, at dette var ikke tiden til at spille dyr, det hele afhang jo om dette dyr ville prøve at slippe ham fri, og alligevel var der den indre følelse, som ellers havde ligget så dybt i underbevidsthedene, som tittede frem. Underbevidsthedens indre drift om at endnu engang mærke moderens trygge favn var skyld i hans tryghedsfølelse, da det kunne i særdeleshed være behageligt at blive passet på.
Løvens manke var lige så blød, som den så ud til og først kunne Payne mærke, at løven igen var blevet noget vagtsom, da det hele var så ukendt for den. Men de store nakke og halsemuskler begyndte at slappe af, og nok til paynes overraskelse og selv for Sawyers egen, som kom en rumlen af spinderi fra dybet i hans hals. Øjenlågene faldt i helt af sig selv, hvor han ikke kunne lade med at overgive sig til den herlige følelser over at blive nusset. Aldrig havde han rigtigt prøvet noget lignende, det var kun, da han endnu havde været meget lille.

Første nogle sekunder efter, at hun var stoppet, indså Saywer at hun var stoppet. Øjenlågene gled op igen og kiggede på hende med et roligt blik og måske med et lille glimt af skuffelse. De store øjne stirrede bare tilbage på hende, som hun stirrede på ham. Lige så forundret som hun var, således var han forundret over hende.
Hvad nu hvis hun slap ham fri, skulle han lagde sin magt tage livet af hende? Hun var jo en fjendeart, en art som har gjort kål på så mange af skovens dyr og havde ødelagt så mange ting. Ja han havde hørt af den store hvide kronhjort, at det var de tobenede, som havde ødelagt verden, hvor jorden havde ellerts været så skovrig og fyldt med planter og dyr.

Ørerne vendte sig i hendes retning, da hun endelig for første gang lod sin stemme blive hørt, og hvis Payne kiggede ordenligt efter, så nikkede løven faktisk med hovedet, som dog kun blev et minimalt nik, da fælden ikke tillod sig så meget bevægelighed. Da løven forstod alt hvad hun sagde, det var en del af at være et moondyr. Et udgammel art, som er mellemleddet mellem naturen og menneskeracerne. Dog havde han aldrig praktiseret de ting, som oprindeligt moondyr skulle gøre, da siden naturelverne forsvandt og kaosset kom, så gik der mange kulturer, viden og traditioner tabt.
De blå katteøjne var fikseret på hendes hænder, mens de nærmede sig langsomt hen til fælden. En stikkende uro gled igennem hans krop, da forventningen allerede var så mange skridt foran ham og gav en illusion for ham af friheden. Hun vidste ikke, hvor meget han ville gerne fri for denne fælde!
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   12/1/2014, 16:56

Payne standsede overrasket sin egen handling, da hun fornemmede noget, som kom hende nær fra løven af, hvorefter det nærmest gled henover hendes hud. Det føltes ikke som meget mere end en slags brise, men det gik langsomt op for hende, at det faktisk var løvens egen besværede ånden, og da den pludselig skiftede til kold, midt i tatoveringernes gløden, så slog hun i hvert fald fast, at denne løve ikke blot var... dyrisk. Den havde træk og evner, som hun ikke havde set eller læst sig til før, hvilket på samme tid foruroligede hende, ved tanken om at slippe den fri, men det gjorde hende også mere nysgerrig på at se dens fulde potentiale.

Ved første indtryk virkede løven mere vagtsom og utilnærmelig end før, da hun placerede sin hånd på dens manke, men da først hun lod fingrene glide rundt i de lange, silkebløde hår, så var det som om, at en ro faldt over dem begge to. Payne nåede lige at mærke et lille smil titte frem, før det var borte igen. Den spandt?! Der var noget betryggende over dyret, som Payne ikke havde tænkt på eller mærket længe, og hun fandt sig selv ganske tilfreds siddende her i regnen nær dette mageløse dyr.

Selvom det tog lidt tid for løven at vågne op efter hendes ømme berøringer, så virkede det til, at den faktisk var fuldt forståelig med, hvad hun foretog sig. Den nikkede endda! Hvis Payne havde været ved sine normale fulde fem, så havde hun allerede dér fundet ud af, at der var noget helt "galt" her. Løver nikker bestemt ikke. De forstår ikke en! Men i stedet tog hun det som et tegn, og nærmede sig en smule mere bestemt fælden. Først der strejfede det hende, at hun slet ikke havde overvejet, hvordan hun skulle fjerne fælden. Paynes råstyrke var god og stærk, men slet ikke på niveau med nogle af de bæster, som man efterhånden kunne finde. Hendes styrke skyldtes også kun hendes måske lidt uventede træning gennem livet, samt hendes mekanik, som hjalp hende godt på vej. Hun var en dame, som arbejdede med snilde, men her måtte hun prøve sig lidt frem. Da hendes fingre nåede fældens metal forsøgte de forsigtigt at grave sig omkring den, i håbet om, at hun ville kunne åbne den. Men fældens skarpe side borede sig hurtigt inde i fingrene på hende, og efterlod hende med flere røde mærke og et enkelt snitsår. Bandede trak hun hænderne til sig, og stak den blødende finger ind i munden. Hun var ikke stærk nok, og desuden ville hun skade løven, hvis hun greb for godt fat omkring fælden. Hendes hænder havde allerede strejfet dens snude en smule, men hun håbede ikke, at den bebrejdede hende for meget.

Da Payne dog havde arbejdet en smule med fælder før, men kun en smule, begyndte hun at fokuserer på andre ting. Fældens opbygning. Hvis hun ikke selv kunne ødelægge den, med rå fysisk vold, så måtte hun snyde sig til dens undergang. Det kunne egentlig foregå ret enkelt. Hun kørte langsomt en rask finger ned over metallet, indtil hun stødte på det, som hun søgte. Skruerne som holdte fælden sammen. De var stadigvæk for stramme til, at hun fysisk selv ville kunne fjerne dem, men der var måske en anden løsning.

"Jeg er ked af, hvis det allerede er en smule ømt, det som jeg laver... Men du bliver nødt til at stole på mig, stadigvæk, selvom det nok bliver en smule varmt. Og luk øjnene når jeg siger til."

Paynes øjne gled pludseligt halvvejs i, men det var tydeligt at for hende, så var dette ikke af nydelse. Der lød en masse knasen og klank omme fra hendes ryg af, hvorefter en nøgen form for hale begyndte at stige frem fra morgenkåbens bløde silke. Halens hud var bar og nøgen, som hendes egen, men den var skam funktionsdygtig nok. Da spidsen endelig var nået langt nok, vred halen sig en smule, før den nærmest åbnede sig, og i stedet gjorde plads til "kanonen", som steg frem fra hendes indre. Hun sukkede tungt, og så hurtigt på løven.

"Lig stille, og luk øjnene... Nu!"

Da hun så løven følge hendes ordre, fyrede det første skud af, meget præcist anlagt. Plasmaet fløj direkte ned, og smeltede sig vej igennem skruen, som holdte den ene side af fælden, med en grim hørm og en ubehagelig svitsen.

"En gang til! Nu!"

Efter endnu et godt sigtetag fyrede Payne det sidste skud af, hvorefter fælden nærmest sprang op, da bolten blev smeltet ihjel. Payne røg instinktivt bagover, da løven nu endelig var på fri fod. Hun havde ingen idé om, hvad der rumsterede i dens hoved lige nu, og hvis den var sulten, ville hun ikke være det første stykke kød, der lokkede den frem. Hun sad vagtsomt på hug, ca. en meter foran løven, med halen viftende bag sig, imens hun langsomt observerede resultatet.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   13/1/2014, 11:46

Øjnene fulgte så godt med, som de kunne, i hendes bevægelser, mens hun prøvede at få fælden op. Sawyer blev mere og mere spændt på at komme fri, men hvor der dog kom en mindre halvknurren piv fra ham, da hun rykkede i fælden, da fælden flåede en smule i hans kød. Men det var tydeligvis ikke rettet imod hende, bare imod smerten.
Hendes blod fyldte luften, men selvom han var sulten, så var han ikke som mange andre væsner, som blev fuldstændigt hysteriske aggressive, når de lugtede blod. Faktisk fik han en trang til at slikke hendes sår, ikke for at smage blodet, men for at rense det.

Igen nikkede løven til det, som hun sagde, mens han blev forundret over, hvad hun ville gøre, da det var tydeligvis umuligt for hende at rive den op. De store katteøjne blev forundret over det, som hun fortog sig og de blev især store, da halen dukkede frem. Hele hans krop blev spændt og han så vagtsomt på hende, da hun var nu rigtigt mystisk i hans øjne. Men han slappede lidt mere af da han indså, at hun stadigvæk ville befri ham.

Øjne lukkede lige lidt efter, at han havde gloet på den hale, som viste sig til at være alt andet end levende. Lyden af svitsen skar næsten af hans øre, og han kom med endnu et knurren af smerte, da noget af de glødende metal på sin fine og følsomme snude.
Lyden af metal, som brækkede, var tæt på at forskrække ham, og det tog lidt tid før han åbnede øjnene og indså, at han var fri nu. Den store pote greb omkring falden og fik skubbet den løse fælde væk, hvor den efterlod sig de takker i hans snude. Straks rejste den store løve sig, hvor Payne nu nok fik egenligt indset, hvor stor den løve egenligt var. Dens store skuldre tårnede sig op i vejret med de ca 175 cm, hvor hovedet tittede endnu højere over. Plus så var der den store skulderbrede. Der var ingen tvivl om, at det var mere eller mindre en stor bjørn hun havde foran sig med en enorm styrke.
Den store løve bevæget lynhurtigt med dens store krop, som var lavet til at bevæge sig, hen imod hende, hvor den helt klart var enormt truende og kom med flere løveknurren. Men alligevel stoppede løven lige før den tørnede ind i hende. I den kolde morgenluft kom små tåger af damp ud af snuden på den, hvor blodet stadigvæk var indsmurt.
Der var ingen tvivl om, at hjernen virkeligt knagede bag de store blå katteøjne.
Hun var jo en fjende! Men hun havde jo reddet ham! Men hendes hale? Den var jo ikke naturlig? Måske kunne hun andre ting? Måske har hun kun lukket ham fri for at kæmpe imod ham? Alle mange forvirrende og modsigende tanker fløj igennem hovedet på ham, og tankerne endte med en reaktion.
Noget som mindede om et stort suk undslap den store løves kæbeparti og det store hoved bukkede sig og kropssproget blev roligt og afslappet og nok til Paynes overraskelse, mærkede hun den store hoved mase sig imod hendes krop med en kælen, mens Sawyer spandt. Efter nogle få sekunder, når Payne begyndte at kæle ham igen, så faldt den store krop med et dunk på jorden og hvor den lyse og hvide mave blev blottet, og hvor Sawyer blev opmærksom på hendes hale, hvor hans øjne blev store og den ene pote prøvede at få fat i den, dog uden kløerne trukket ud.

//her får du et billede af store crazy cat eyes XD http://farm6.static.flickr.com/5094/5541572095_cbcac186ea_o.jpg //
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   14/1/2014, 18:15

Payne kunne godt fornemme, at det ikke var rart for løven. Hvis det var hende selv, så havde hun sikkert også bandet og svovlet som en anden havnearbejder. Hun fornemmede godt, at løven stadigvæk ikke virkede specielt aggressiv overfor hende, så der var håb for, at det var smerten, som irriterede den og ikke hende. Desuden kunne Payne nu ikke længere krybe uden om sandheden, som løven havde bekræftet ganske klart, på blot ganske kort tid, i løbet af deres få minutters lange bekendtskab. Løven havde en skræmmende stor forståelse for det menneskelige sprog, og hvor meget mere form for kommunikation den ellers kunne, det var hende uvist. Minutter? Hvor lang tid det havde taget hende at finde og løven, og bakse med den, so far, havde hun ingen anelse om, men det var heller ikke i fokus lige nu.

Paynte hørte også lyden. Lyden af metallet som gav op. Hun hørte den måske ikke først eller tydeligst, men hun var hurtigst til at reagere. Hun ønskede ikke at stå for tæt på den store, mystiske løve. For stor det var den... Payne som i forvejen var en lille sag, måtte læne nakken et godt stykke tilbage, da hun indså, at løven faktisk var endnu større i sin fulde højde. Med regnen stadigvæk silende ned omkring dem, sad hun mere eller mindre måbende, og stirre på det enorme monstrum, som strakte sin imponerende krop længere op, end hun formegentlig ville kunne nå af sig selv. Dette var ikke en løve, det var... var... et-!
Payne nåede egentlig ikke at tænke så meget længere, for pludselig satte løven af, og for direkte mod hende. Hun havde været så forgabt i den majestætiske skabning, og dens før så sølle tilstand, at det ikke havde slået hende, hvor skrøbelig hun egentlig stadigvæk var. Først da hun opdagede, hvor tæt løven var på at nå hende, spillede hendes egne isblå øjne sig enorme, hvorefter hendes krop febrilsk begyndte at rykke på sig, imens benene kæmpede for at finde fodfæst på den glatte jord for at komme afsted. Men lige som hun fik viklet sig halvvejs op at stå, standsede løven brat foran hende, hvilket overraskede Payne så meget, at hun tumlede bagover siddende. Hendes hjerte pumpede lige en tand for hurtigt, og hun trak et par dybe indåndinger, imens hun stirre forvirret op på dyret foran hende. Det meste af hendes våde hår havde forvildet sig ud af båndet, og hang dryppende bag hende, og lidt nedover hendes pande, imens morgenkåben lå snavset henover jorden. Hendes bare ben var mere end synlige, men hun følte ikke rigtig nogen trang til at overveje at skjule sin krop her. Halen snoede sig uroligt bag hende, imens hun stirrede dybt i blikket på løven. Hvad ville den?

"Mpfhg!"

Mere overrasket end chokeret fandt Payne snart sig selv halvvejs begravet i løvens store manke, som i sandheden var blød som intet hun havde følt før! Trangen til blot at ligge sig tæt ind til den store, varme løvekrop og tage en lang, lang lur ramte hende som en spand koldt vand, og hun fandt hurtigt ud af hvorfor. Ved et kig rundt gik det op for hende, at det stadigvæk regnede. Hun var gennemblødt og langt hjemmefra. Men hun kunne ikke dy sig for fristelsen af den store løves dovne kælen, så hun begyndte snart igen at nusse den rundt på hovedet, så fingrene blev godt begravet i de våde hår. Da hun først så løven nærme sig hende med høj fart, var hun klar til at stikke af igen, men da det åbenbart blot var en form for måde at få hende til at blive, kom en lille kluklatter fra hende, samtidig med, at hun rykkede nærmere løven, og gav sig til at klø den enorme mave, med hendes små hænder.

"Oy, det er altså min!"

Smilet var at spore i hendes stemme, da hun fornemmede noget daske mod halen. Hun begyndte hurtigt en lille leg med at flytte halen en lille smule, så løven fik endnu sværere ved at nå den. Det var langt tid siden, at Payne havde følt sig så inderligt varm. Det var en mærkelig følelse, men hun kunne egentlig godt lide den.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   14/1/2014, 19:20

Da hun sagde de ord, så virkede det som om at løven puttede hovedet på skrå og undrede sig. Jeg er hendes? Det virkede underligt, ingen ejede da en løve, de var deres egen herre! Men alligevel, nu hvor han blev kælet og alt det, så kunne man vel ikke sige nej?
De store blå katteøjne blev ekstra store, hvor de sorte lange pupiller udvidede sig. Forbenet prøvede at strække sig endnu længere efter den hale, som han var så fikseret på og i hans ivrige forsøg kom han til at tage kløerne ud hvilket gjorde hans rækkevidde endnu længere og de ramte hendes hale, faktisk lidt for godt.
Sawyer indså hurtigt, hvad han havde gjort, da blodet fra hendes delvise organiske hale piblede frem og lugten sprang i luften og sikkert også, fordi hun ville reagere. Den store løve kom op på maven at ligge og havde hovedet nede med ørene halvt nede, hvor han sendte hende undskyldende blikke. Den store løve kravlede forsigtigt hen af den fugtige jord, så græs og jord sad fast i den korte pels nede under, hen imod hendes hale. Noget i hans blik sagde, at hun skulle stole på ham, og hvis hun stolede på ham, så ville hun mærke en varme, men også en smule svien på hendes sår, hvor de lidt blod blev fjernet. Hvis hun kendte lidt til katte og hunde, så ville hun vide, at deres spyt virkede rensende og healende.

Kort efter rejste den store løve sig op, hvor øjnene syntes at blive smalle og så meget alvorlige ud. Halen var fuldstændig stiv og hele hans krop var meget kampklar, hvor det eneste, som bevidnede, at han ikke var blevet til en statue, var næseborene, som trak sig ud og sammen med hans dybe vejrtrækning. Hans holdning skiftede om, hvor ørene begyndte at ligge fuldstændigt fladt ned, halen svingede irriteret fra side til side og nu hvor hans kæbeparti var fri, kunne knurren komme meget tydeligere ud, hvilket kun viste, at han kunne være yderst frygtindgydende, så hun var sikkert lykkelig for, at det ikke var rettet imod hende.
Det regnede godt nok lige så stille, men som måske Payne ville opdage, at selvom hun ikke var et naturmenneske, så var der alt alt for ufatteligt stille, unaturligt, som om skoven frygtede at gøre sin tilstedeværelse bekendt.
Sawyer havde på de få minutter helt glemt dem, som han havde frygtede tidligere ville komme, dem, som skovens dyr frygtede allermest.
Høj knurren med halve små brøl i syntes at være rettet imod noget ikke eksisterende, men enhver idiot ville vide, at der var noget i skoven, noget slemt, noget som holdte øje med dem. Sawyers store krop trak sig tilbage og stødte halvt inde i hende, mens han tydeligvis kunne se noget, som hun ikke kunne. Men hvis hun kiggede efter i hans retning, så ville hun kunne skimte det, så ville hun se tydelige grønne øjne, og frem i åbningen næsten hurtigere end øjet kunne opfatte sprang et 1meters panseret væsen kravlende ud, som ikke var andet end berygtede [url=http://newworld.danskforum.net/t217-koloni-vaesner]dreadlings[/color] og hvis man fandt en, så ville mange komme. Selvom de enkelt styks var ikke særlig svære at dræbe med våben, da de stadigvæk var enormt panseret, så var mange næsten umuligt.
Lynhurtigt efter sprang flere af de kravlende insekter ud, hvilket fik de tatoveringer til at gløde totalt og Sawyeres øjne syntes at stå i blå flammer så meget, som de lyste. Det store kæbeparti åbnede sig og udløste det, som var Sawyers store fordel ude over hans størrelse. Dragelignende hede flammer skød ud af kæben i hans massive løvebrøl, men da han vidste, at panseret beskyttede dem, så kom iskolde helvedsflammer ud, som fik panseret til at knække fuldstændigt pga temperaturforskellen, hvor opbygningen simpelthen ikke kunne holde til det.
Det fik dræbt mindst 6 af dem, og det fik de andre til at tøve, som var skjult i krattet af skoven. Sawyer måtte tage store dybe indåndinger af sit majestætiske løvebrøl, især da det drænede ham voldsomt, når han skiftede element midt i det hele. De blå øjne så tilbage på Payne, og for et øjeblik overvejede han, om han ikke bare skulle efterlade hende, så slap han for det problem, men den tanke forsvandt som en mikroskopisk dråbe i saharas ørken. Payne mærkede nok til sin overraskelse, da den store krop vendte sig imod hende, at det store hoved bukkede sig og kom ned imellem hendes ben og fik tiltede hele hendes krop oven på sin manke, nakke og ryg, og hvor han håbede på, at hun ville holde fast, da der var ingen tid at spilde, da de små dreadlings var allerede efter dem i en sindssyg høj fart. Det var især en bumpet tur i starten, da det var mere rene spring og han skulle først op i fart. De små dyr nærmede sig hurtigt og Payne ville nok være nødt til at gøre noget, især da den ene fik sprunget sig op på Sawyers bagdel og prøvede at gå efter Payne, og det var ikke en let tur, da Sawyer drejede og undvig og alt muligt mellem træerne for at ryste dem af sig.
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   18/1/2014, 23:36

Selv Payne fornemmede hvordan hendes egen "spænding" steg, da legen blev vildere. Det var sjovt at se den store løves udtryk når den missede eller nærmede sig den nøgne hale, som forresten havde trukket pistolen ind igen, så den lignede en helt normal djævlehale igen, med samme farve som hendes hud. På det punkt kunne det virke for Payne, hvis hun ønskede at tiltrække lidt forskelligt. På nogle punkter var hun så menneskelig, at folk ikke kunne afsky hende, men alligevel kunne hun sagtens gøre sig abnormal, hvis det behøvede.
Midt i tankestrømmen bemærkede Payne slet ikke, hvor tæt Sawyer var kommet på at nå hendes hale, og i et øjebliks fraværenhed, glemte hun at trække halen til sig igen. Payne spjættede forskrækket, med en sær lyd, da hun indså, at noget pludselig skar mod hendes hale. Den viftede straks nær hende selv, imens hun stirrede forundret mod løven. Var den blevet sur? Et enkelt blik gled ned mod halen, for at bedømme skaden, men det virkede ikke voldsomt. Selvfølgelig havde løven store kløer, så det kunne bådes ses og lugtes. Men da den begyndte at nærme sig hende, med et blik der bønfaldte om forståelse, blev hun alligevel siddende. En diskret grimasse blev skåret, da en svien bredte sig, fra løvens spyt, men ud fra nogle gamle overlevelsesteknikker, som hun havde fået lært, så vidste Payne, at nogle dyrs spyt faktisk kunne hjælpe på sår.

Imens Payne forsigtigt rystede en smule af det overskydende savl bort, så rejste løven sig pludseligt fra hende. Løvens urolige/aggressive holdning, som dog heldigvis ikke var rettet mod hende, fik også Payne selv til at skærpe sanserne en smule. Hun var virkelig helt fra den i dag. I sin lykkelige stund med løven, så havde hun glemt alt om potentielle fare, som kunne lure i denne ukendte skov. Fælden var jo heller ikke kommet af sig selv. Hvis det var jægere, ville hun nok formegentlig kunne forhandle sig med dem, men lydende som nærmede sig dem, virkede slet ikke menneskelige. Sawyers bump fortalte hende, hvor hun skulle kigge, og der gik ikke lang tid før Payne også spottede det panserede væsen, som kravlede imod dem, efterfulgt af mange flere.

Payne skulle netop til at reagere mod de små, lynhurtige væsner, da hun bemærkede sig et "skarpt" lys fra siden af. Skævende mod løven, bemærkede hun først der, at dens tatoveringer faktisk var i stand til at gløde. Det virkede efterhånde mere magisk for hende, end det var af naturlige kræfter... Dette var noget, som måtte læses godt op på, når hun kom hjem igen - hvis hun nåede helt hjem. Men endnu mere måbende så Payne ud, da hun var ved at tabe næse og mund, ved synet af flammer og is, som pludselig skød ud fra løvens mægtige brøl. Payne observerede hurtigt, hvordan væsners panser ikke modstod løvens overnaturlige kræfter og faldt for dens styrke, men dette var desværre langt fra nok for dem. Det var nemt at høre flere af de små væsner, som nærmede sig, så Payne strakte halen ud igen, i et forsøg på at holde sig klar. Men før hun overhovedet fik chancen for at skyde hul i én eneste af de små kryb, gled løven under hende, og pludselig befandt hun sig oven på den massive løvekrop, hvorefter hun klemte godt til med benene, da den gav sig til at sætte i løb. Det varede dog ikke længe, før Payne var lige ved at få en dreadling i hovedet, da den sprang op på bagdelen af Sawyer, og snappede ud efter hende. Med et gevaldigt hvæs, forsøgte Payne at holde den fra sit ansigt, imens hun prøvede at få ordentligt sigte, uden at skade løven midt i et bump eller sving.

"Er der ingen udgange i det her sted?!"

Råbte hun om mod løven, inden hun slog knivene ud på halen og dukkede hovedet ned, lige inden hun slyngede halen afsted og kappede hovedet af dreadlingen, hvis livløse krop hurtigt faldt tilbage, da hun hamrede knytnæve ind i den. Truende svingede halen frem og tilbage nær Seyahs hoved, da hun havde sine ben deromkring, imens Payne forsøgte ikke at få morgenkåben i hovedet konstant. Den var allerede våd, beskidt og småødelagt, så hurtigt efter, fik hun viklet sig ud af den, og lod den flyve tilbage mod nogle af dreadlingsne, som forhåbentlig ville blive distraheret af den.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   1/2/2014, 14:57

De gav ikke op de små insekter, som sådan set var myrernes svar på kæmpe insekter, da de ryddede alt på deres vej af alt levende, som end var muligt for deres koloni på mindst over 80 individer. En af dem havde været mere snedig og havde skåret genvej igennem skoven, da Sawyer hele tiden sprang fra side til side mellem træerne for at forvirre disse væsner. I stedet for at brase ind i den store panseret insektet foran Sawyer, så blev det massive kæbeparti åbnet og i farten greb den fat om hovedet, hev insektkroppen med sig i panserknusende kæbeparti og slyngede insektet til siden imod et træ, hvor han hurtigt satte farten op igen.
Sawyer hørte godt, hvad hun sagde, men han kunne ikke ligefrem svare hende, især da han skulle koncentrere sig meget på sine omgivelser for at komme væk fra dem.
Ikke lang tid efter slap de af med dem, så Sawyer satte farten noget ned men løb stadigvæk, da man aldrig vidste med disse væsner, de havde til tider en aggressivitet på højde med afrikanske dræberbier.
Regnen begyndte at falde ned som et halvt vandfald, hvor torden brølede langt over hovedet på dem. Sawyer var ligeglad med regnen, da han havde et dobbeltlag pels med tykke vandafvisende hår og så blødere "dun" nede under. Men han vidste godt, at for et hårløst væsen som Payne, så var kulden en dræber. Selvom Sawyer havde prøvet det op til mange gange på sin egen krop, så derfor valgte han at gøre det, som han selv plejede i de situationer.
Træerne rundt omkring dem blev mindre tætte og jorden under Sawyers poter blev mere klippe agtig, og Payne fik hurtigt nok indset, at hun nu var på ryggen af en løve ved foden af en af disse massive dream hills bjerge, som var så højde, at man aldrig nogensinde kunne se toppen. Nogle sagde, at bjergene var 15 km højde, men ingen vidste det reelt set. Regnen var langt værre herude i det åbne, men helt klart var der noget ved løvens holdning som fortalte, at han havde en plan, som vel og mærket ikke involverede, at Payne blev dræbt af kulde. Hvis hun spurgte ham eller tøvede eller tvivlede så ville han prøve så godt som muligt med sit kropssprog at vise, at hun skulle stole på ham.
Hvis hun nu endte med at hoppe af, så ville han stå i vejen for hende og vise, at hun skulle følge med ham.
Alt i alt ville det med garanti ende med, at Payne på enten den ene eller anden måde kom med Sawyer og her ville hans plan blive afsløret for hende. En klippehule var nemlig ikke langt fra dem og da de kom ind, så var det en befrielse for at slippe af med den kolde regn og den smule vind, som kunne flå varmen ud af sin krop.
Inde i hulen lå der en stor bunke af ældre halmlignende materiale, som ville skærme hende fra klippegulvets kulde, desuden gik Sawyer målrettet imod et hjørne af hulen efter at have nikket i retningen af den store bunke af halm for at vise, at hun måtte gerne ligge sig i det.
Tilbage kom han med en militærlignende gammel jakke og et par bukser, som godt nok havde nogle klo mærker og som måske ikke var det reneste, men som stadigvæk ville være meget bedre for Payne end ingenting.
Sawyer selv lagde sig i bunken af halm og så afventende på hende. Da han vidste, at pigebarnet havde det for koldt til at det bare var nok med tøjet, så han ville bruge sin egen bløde og pelsede varme krop til at opvarme hende.
Selv undrede han sig over, hvorfor han var så venlig imod hende. Men hun virkede så flink og han ville næsten gøre alt for at blive nusset igen!
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   23/2/2014, 22:57

Det var et næsten grufuldt smil, der dukkede op på læberne af Payne, ved lyden af endnu et insekts skal, der blev knust. Selvom de var flere hundrede, muligvis, så betød lyden, at de havde én mindre at bekymre sig om - og ikke bare 'gøede værre end den bider'. Payne holdt stærkt øje med hvordan de begyndte at tillægge sig mere og mere afstand til de små kryb, hvilket glædede hende mere end hun turde indrømme overfor sig selv. Hun følte sig latterligt forsvarsløs og alt for u-udrustet til at ride rundt i en jungle på ryggen af en fremmedeartet løve. Da løven så småt begyndte at gå over til et mere anstændigt løbetempo kunne Payne virkelig mærke, hvordan den kolde regn hamrede imod hendes bare hud. Håret hang slaskende omkring hende, og forsøget på at beholde det opsat. Hun trak det fri, og rystede ivrigt på hovedet, lige inden hun gav sig til at skæve rundt. Dream Hills Bjergene. Det var nemt at mærke, at løven var bestemt. De holdt en kurs, men Payne havde ingen anelse om hvorhen eller hvad hun skulle bruges til. Løven kunne sådan set dumpe hende herude, og efterlade hende for at dø. Selv en kampklar dæmon som Payne ville finde dette våde miljø alt for besværligt at kunne overleve ret længe i… Især uden mad. Torden rumlede omkring dem, og Payne krøb tæt ned imod løvens bløde men meget våde pels. Da løven indtil nu havde vist sig at være ganske effektiv for overlevelsens skyld, så valgte Payne at blive hos ham.

Efter hvad Payne syntes som en evighed i den endeløse regn dukkede en klippehule pludselig op - løven var enten et geni eller lidt for lusket - svært at sige, men der var tørt, hvilket hun påskønte i høj grad! Da de var inde i hulen, gled hun hurtigt ned fra løvens ryg, og rystede sig mere eller mindre fri for overskydende vand. Men hun var stadigvæk iskold ind til benene og hendes hår hang dryppende omkring hendes krop, så der blev ikke protesteret voldsomt, da løven gennede hende over mod en høbunke, trods hendes normalt høje standarter. Hun havde trods alt lært, at ydelse gav nydelse, men det gjaldte faktisk kun meget lidt af tiden i den virkelig verden. Payne smed sig overraskende udmattet i høet og gav sig til at gnubbe sine arme. Hvad var klokken mon? Natten havde været lang nok i forvejen, og det var noget siden hun sidst havde spist. Hendes depoter var lave, for lave til, at hun selv kunne holde varmen. Payne må have set noget mere end overrasket ud, da løven pludselig kom slæbende tilbage med lidt tøj. "T-tak…" smilet var der ikke, men taknemmeligheden kunne høres. Imens det nu var Sawyer som smed sig, rejste Payne sig stift, hvorefter hun vendte ryggen til, og trak sports-bh'en over hovedet. Det virkede måske fjollet, men for det første ville det våde tøj lade hende forblive kold og for det andet virkede løven liiiidt for kvik til, at hun bare ville strippe foran den til en start. Snart efter røg underdelen, hvor halen fik lov til at flagre i fred. Skoene sparkede hun af, hvorefter alt det våde tøj nu lå spredt ud på hulens gulv. Hun fik hurtigt det tørre, men slidte tøj på, hvorefter vendte sig imod løven, imens hun holdte jakken lukket med en hånd. Der gik et øjeblik med lidt stirren, før hendes ansigt gav op og trætheden kom til syne. Hun lagde sig langsomt ned i høet igen, men denne gang meget tæt ind mod løvens krop. Selvom pelsen stadigvæk var våd, så var den varm! Et lille smil tittede frem, som hun strøg løven over manken.

"Kan… du forstå hvad jeg siger?"

Hendes valnødebrune øjne stirrede afventende op mod løvens store hoved.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   24/2/2014, 08:49

De store blå øjne med den skarpe stregpupil så på Payne med en stor nysgerrigheds intensitet, mens hun rejste sig op og blottede sig stykke for stykke foran ham. Heldigvis kunne hun være lykkelig for, at han var en løve, som ikke normalt anså menneskelige skikkelser for at være en mage. Men alligevel de hormoner, som hun slyngede automatisk omkring sig og magien i hendes dæmoniske jeg, gjorde alligevel, at han for første gang i sit liv betragtede en af disse tobenede som noget kønt. Først undrede han sig væsentligt meget over, hvorfor hun smed de kluder af sammensatte stofstykker, men da han hørte den klaskende våde lyd imod klippegulvet, da tøjet fløj sig en lille tur igennem luften, jamen så blev det tydeligt for ham.
Lige inden hun vendte sig om lagde han hovedet halvt i en anden retning og lod som om, at han ikke havde været interesseret i hendes fortagen. Han var jo en stolt løve! Hvorfor skulle han så spilde tid på noget så usselt som en af de tobenede.

Noget prikkede i nakken på ham, så først vendte de store bløde katteøre sig imod hende og derefter skævede blikket imod hende, mens hun stod med det tøj på, som han tydeligt kunne lugte, stank langt væk af ham, når han kom i menneskelig skikkelse.. Hun virkede anspændt sådan, som hun stod beskyttende med hånden for at skjule hendes gyldne og skinnende hud. Men da trætheden faldt over hende, så mærkede han en indre trang til at forsvare hende, så da hun lagde sig ved siden af ham sørgede han for, at han lå mere med den bløde pels under maven imod hende, som var den tørreste og den mindst pelsede, hvilket sørgede for, at hans kropsvarme udstrålede mere igennem der.
vibrationerne af hendes stemme blev slynget melodisk ud i rummet, hvilket hans ører nød at høre på. Men da spørgsmålet blev opfattet, så så han bare på hende med de store katteøjne, hvis pupiller kun var en tynd streg, da han så fokuseret på hende. Han vidste ikke.... Skulle han virkeligt svare på hans spørgsmål og så afsløre, at han ikke var et almindeligt dyr? At han instinktivt vidste, hvad de menneskelige sprog betød, selvom han aldrig havde lært det i sit liv? Om det så var elvisk, engelsk eller sågar spansk?
Noget som kunne minde om et smil, bredte sig på hans læber, da han kom i tanke om, hvordan flere jægere igennem tiden har været så dumme og sagt højt til hinanden i jagten på ham, hvad de skulle gøre. Hvor havde de dog gloet underligt på ham, når Sawyer direkte gjorde det modsatte hvad naturligt var, fordi han nemlig kendte til deres planer.
Noget som mindede om et suk, gled igennem hans store strubeparti, og så gled hovedet ned i et nik sammen med øjenlågene. Det var tydeligt, at han havde nikket ja til hendes spørgsmål.
Hovedet blev velplaceret imellem hans store bløde poter, hvor kløerne var trykket langt tilbage, mens hun strøg hans store manke. Der var et eller andet magisk over hendes berøring syntes han.
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   12/3/2014, 22:07

Payne opdagede ingenting med hensyn til løvens luren - hendes tanker var langt væk. Imens det kolde, våde tøj langsomt blev fjernet fra hendes krop gik tankerne tilbage til Vladimir. Hvad ville der ske nu? Ville de lede efter hende? Ville hun kunne komme… hjem? Det var ikke til at sige, om løven havde andre intentioner med hende, og det var slet ikke til at sige, om den ville hjælpe hende mere. Trods, at hun faktisk havde reddet dens liv, så stod de efterhånden ganske kvit.

Da Payne mærkede den noget tørre pels dukke frem, krøb hun øjeblikkeligt ind mod den, og strøg sig op ad varmen. Det var lige før, at man nærmest kunne fornemme, at hun langt om længe kunne slappe af og spandt af velbehag. Hendes ressourser var for langt nede, sammen med hendes overskud, så hun opførte sig langt fra som hun plejede, hvis hun eksempelvis stadigvæk havde været på borgen. Hendes mandelbrune øjne gled halvt i, men hun holdt stadigvæk fokus på løven, dog ikke af frygt for, at den kunne finde på noget, længere. Hans øjne tydede på, at han forstod hende og koncentrerede sig om hende, men det var først da smilet brød frem på løvens ansigt og nikket blev gjort, at hun turde tage en dyb indånding. Den forstod hende! Menneskelig intelligens… hos et dyr! Dette var i sandheden et fascinerende øjeblik. Dog havde hun allerede luret en smart ting hos løven, som hun ville kunne udnytte, men samtidig forstod. Han elskede nussen. Derfor fortsatte hun trofast sin nussen, og lod sine slanke fingre gå på udforskelse i den enorme man, hvor hver en lille filt roligt blev løst. Hun forsøgte at skjule et gab, hvilket lykkedes knap så heldigt. Selv hendes øjne var efterhånden matte, da løvens varme efterhånden havde fået opvarmet kroppen så meget, at hun kunne slappe helt af, og uden mat, betød det ekstra sløvhed.

"Jeg er Payne…"

Hun hviskede. Hvorfor hviskede hun? Og hvorfor snakkede hun med løven om sig selv?! Dette blev mere og mere underligt, men hendes nysgerrighed blussede op sammen med træthed.

"… Har du et navn? Eller er du bare.. løve?"

Hun smilede sløvt til løven, eller hvad man efterhånden kunne kalde væsnet foran hende. Hans brøl var elementer, i hvert fald nogle af dem, som hun havde set, og hans krop var magisk… samt han havde et menneskeligt sind. En stærk allieret? Eller en fri sjæl?

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   8/5/2014, 13:42

Sawyer blev enig med sig selv i sin meget langsomme tankegang, at hendes nusseri måtte være magisk, hvordan var det ellers muligt at gøre ham så afslappet og hvordan kunne det være så behageligt?
Det føltes underligt at bekende, at han var mere end et almindeligt dyr, men alligevel gjorde det ham ikke noget, hvorfor skulle han det? Han var den, som han var og han var stolt af det!
Det var blandt en af de tre ting, som kendetegner Sawyer, han var stolt som bare fanden, fordi han var jo en majestætisk løve(ifølge ham selv). Han var loyal, hvilket tiden ville snart vise sig, selvom han ingen har haft at blive venner med, og ja så var han frygtløs, som oftest førte til at han var nysgerrig og elskede at udforske nye ting, ligesom en killing, bare med en voksen stolthed.

Hvis en løve havde et øjenbryn, så var det i hvert fald løftet. Et navn? Ja det havde han da! men hvordan skulle han kunne formidle det til hende, hans løbestrube gav ikke ligefrem nogen egenskab til at kunne tale mensk, kun løvsk. Et suk kom fra løven af og Paynes varmekilde forsvandt, da den store krop rejste sig og gik næsten slæbende pga den sløve gang. En lille 20x7cm træplade, som var godt smadret, lå i hulen, og med potens slag blev den sendt hen imod Payne. Så satte sawyer sig foran hende med den plade og stirrede først intenst på hende. Man kunne næsten høre en klingende lyd, da den store hvide klo med et sølvskær trak sig ud af en af dens "fingrer".
Blikket vendte så i særdeleshed intenst på træpladen, han havde engang gjort det før, dog vidste han ikke hvornår og hvorfor, men det var den første gang, da han skrev sit eget navn. Meget i hans hukommelse var underligt, især da han ikke på den måde holdte styr på tiden og at han var det væsen, som han nu engang var.

Med enormt meget besvær, da faktisk hans tunge stak ud af munden af ren koncentration, begyndte han at skrabe med den næsten sylespidse klo navnet i normale bogstaver. Noget, som kunne ligne en 2årig, der havde prøvet at tegne efter, begyndte at ligne et navn(har tegnet hvordan det ser ud) Som Payne nok ville finde hurtigt ud af, så ville det være abnormt svært at læse navnet.
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   9/5/2014, 19:25

Payne havde aldrig set sig selv omgåes dyr før. Det fulgte ikke rigtig med til jobbet, og hun havde hverken tid eller interesse for det i fritiden, der mest gik med at træne og snakke taktik. Generelt var dyr hos The Leones ret upraktiske, medmindre de var en del af ens job. Derfor var det stadigvæk svært for Payne at forstå, at hun lå op sammen med en komplet fremmede løve, med fingrene begravet i dens manke. Det havde aldrig slået hende, men en del af det kunne måske skyldes, at det lå i Succubusers natur at væsner oftest blev tiltrukket af dem og dermed kunne lide dem - måske med dyr, var det blot svagt?

Hendes spørgsmål satte da i hvert fald noget i gang hos løven, og det var næsten så hun kunne se tandhjulene kører rundt inde bag øjnene hos løven, da et "øjenbryn" skød i vejret. Payne, der havde været så behageligt lagt til rette op af den varme løve, tog lige et ekstra øjeblik om at opdage, at han faktiske rejste sig, hvilket endte med et lille bump, hvorefter hun lå småsprællende nede i løvens fordybning i "reden". Med en anelse besvær fik hun hevet sig selv op igen, og stirrede forundret på træpladen, som pludselig skøjtede hen mod hende. Payne løftede blikket til løven, og trak på skuldrene. Hun havde tydeligvis ingen anelse om, hvad løvens intentioner var. Derfor kom det som lidt af en overraskelse, da løven pludselig gav sig til at ridse i pladen, som en anden kunster - og helt sikkert lige så fokuseret som en. Det var lige før, at Payne kom til at fnise, da hun så tungen stikke ud fra løvens mægtige gab, men hun skjulte det med et gabt, og strakte sig så. Det varede ikke længe, før hun godt kunne se sig selv tage en morfar. Payne ventede tålmodigt på, at løven blev færdig med sin kunstneriske kreation, og rakte så hen og samlede forsigtigt pladen op.

"Rr-… Sssss…"

Payne sad et øjeblik, imens hun vendte og drejede pladen, for at finde ud af, hvordan navnet hang sammen. Hun havde sjælendt set så utydelig håndskrift, som da hun selv skulle lærer at skrive. Hendes pupiller syntes at udvide sig en ekstra tand et øjeblik, imens de blå øjne fik et kort metallisk skær over sig, imens de analyserede pladen. Endelig vendte hun den rigtig, og øjnene blev normale igen.

"Sawee.. Saw-… Sawyf.. Sawyer?"

Prøvende stirrede hun mod løven, med et hævet øjenbryn.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   16/1/2015, 11:14

Øjnene røg op med stor glæde og såvel gjorde hans gab, hvilket nok ikke var det bedste, når 2 meget velsymmetriske rækker af sylespidse tænder blev blottet, men det var ingen tvivl om, at hans ansigtsudtryk viste glæde. Men måske skulle man vænne sig lidt til de tænder, før ens instinktive frygt for at komme imellem dem ville forsvinde.
Sawyer prøvede at udtale sit navn, men det blev bare til en miks af brøk, miauwen, spinden og andet ubeskriveligt.
For hver gang hun nævnte hans navn, blev han bare mere glad. Der var en eller anden underlig befriende fornemmelse over at høre sit eget navn, da Sawyer havde personligt aldrig hørt det, andet end det meget meget deja vu lignende minde, som var mere en instinktiv fornemmelse end et minde.
Sawyer puttede sig ind igen til Payne og blev til en stor vibrator med den dybe spinden inden bag den store brystkasse.

Efter de begge to havde fået en mindre lur var det begyndt at blive sen eftermiddag, hvor mørkets nuancer allerede var begyndt at præge landskabet udenfor, hvor skovens tykke tæppe gjorde skoven endnu mere mørkere end ude for skoven.
Selvom Sawyer var af et kattevæsen, som kunne finde på at sove meget, så blev sawyer rastløs, mens han lå ved siden af den forunderlige menskling, som han endnu ikke forstod så meget om. Hvordan kunne hun virke beroligende på ham? Men hurtigt rystede Sawyer de tanker fra sig, da i sidste ende var han ligeglad med de svar, da i sidste ende gjorde de ingen forskel, sålænge hun blev ved med at være hans selskab, så var der ikke meget andet, som betød.
Urinstinkterne prikkede og bed i hans poter med dens rastløse virkning af at ville gå på jagt. Så Saywer lå der og roede rundt. Først noget strækning, så ligge til den ene side, så ligge til den anden side, så ligge udstrakt, så ligge sammenkrøllet, til sidst endte han med at ligge flat på ryggen og stirrede op i loftet, mens ørene bevægede sig efter de små lyde af egern og andre dyr ude for hulen.
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   20/2/2015, 00:26

Payne førte hurtigt en hånd op foran munden, imens hun fornemmede, hvordan latteren boblede ud af hende. Sawyer mindede hende mest af alt om en forvokset, livsglad killing, der lige havde fundet en ny legekammerat. Men hun var her ikke for at lege, og Saw var bestemt ingen killing - det blev i hvert fald tydeligt, da det enorme tandsæt også blev luftet. Hun sank en klump, og instinktivt gled tungespidsen let henover hendes egne "små" hjørnetænder. De var skarpe nok til at bide igennem kød, men de var intet match imod de skarpe løvetænder, som formentlig let kunne bide igennem hendes krop trods metallet. Payne mærkede, hvordan det løb hende koldt ned af ryggen, imens hun så sin egen forvredne krop ligge foran liggende i reden, med halen et stykke bort, små gnistrende. Billedet var svært at skubbe bort, men pludselig blev det svært at fokuserer på de mørke tanker, da Sawyer atter lagde sig omkring hende og begyndte at spinde. Det var en fantastisk og på samme tid yderst underholdende følelse og mærke den store vibrerende krop omkring hende… faktisk var det måske en smule for behageligt, for lunt og lidt for sent for hendes vedkommende. Der gik i hvert fald ikke længe, før hun var krøbet godt ind til løven, og forsvundet i en dyb søvn.

Utilfreds med de små bevægelser omkring hende, såsom Saw's sideskift, fik omsider rystet Payne ud af sin lange døs. Hun blinkede et par gange, og var lige ved at tumle bagover, ved synet af en kraftige løve der omgav hende, indtil hun pludselig huskede, hvad der var sket. Med et træt suk tog hun sig til hovedet, og satte sig forsigtigt op i reden, med frygt for at tumle tilbage ned i den lune fordybning. Tid… Hvad var klokken? Hvor længe have hun sovet? Med stadigvæk søvnige øjne forsøgte Payne at spotte ud fra hulens åbning, og opdagede til sin overraskelse, at det allerede nærmede sig mørket igen. Shit! Payne kom vaklende på benene og så sig forvirret omkring. Hendes hovedet var stadigvæk ikke vågen, og hun kunne sagtens bruge et par timer mere i selskab med Saw… i hvert fald indtil hendes depoter var nogenlunde på plads igen. Dog havde hun været borte i næsten et døgn, og hun var alligevel ikke ude på at pisse Vladimir af… hun havde blot ønsket en pause. Og det havde hun fået. Men Payne blev alligevel betænkelig. Som hun nærmede sig hulens udgang med langsomme skridt gik det op for hende, at hun faktisk havde det skidt med bare at forlade Saw. Hun havde reddet hans liv, formentlig, men han havde også hjulpet hende - med mere end én ting. Han havde bragt en følelse op i hende, som hun havde glemt alt om.

"Du ved… Eller nej… Sawyer. Jeg bliver… jeg bliver nødt til at tage tilbage."

Payne kastede et hurtigt blik over skulderen for at fange løvens reaktion.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   22/2/2015, 13:38

Sawyer lå i første omgang for meget i hans egen tanker til, at han lagde forfærdeligt meget mærke til, at den "lille" og "skrøbelige" krop ved hans side var ved at vågne op. Det var først da hun rejste sig op, at hendes tilstedeværelse blev ham voldsomt bevidst... igen.
Straks kom Sawyer op på benene og så kampklar ud, da hendes kropssprog havde tydeligt indikeret, at der var noget galt. Men til Sawyers forvirring kunne han intet se, så den store rumpe endte på den hårde grottegulv, mens et forvirret udtryk var fastlås i retningen af Payne, som allermest lignede en ret ung killing, som ikke havde den fulde kontrol over sig krop.

Så ramte Paynes stemme hans øre, hvor det kom så meget som et chok, at hans reaktion var gået i slowmotion lignende tilstand. I hvert fald skulle mange ting lige udregnes, før Sawyer kunne komme med en reel respons. De store øjne blev større og større, hvorefter han rejste sig op i en meget spændt tilstand og så endnu mere forvirret ud.
Var hun bange?
tænkte Sawyer, fordi hendes kropssprog tidligere havde indikeret, at der var noget alvorligt galt. De isblå øjne, hvis unaturlige glød blev stærkere sammen med de lys-tatoveringer, rolligende rundt i rummet igen, hvad havde han overset?
Er det, fordi hun tror, at jeg ikke kan forsvare hende?
I den tankegang rankede Sawyer sine skuldre og ben, således at han stod majestætisk op med sin meget store højde. Imens så han afventende mens tvivlen i hans øjne blev større og større.

//Ja det er kort, men det er færdig :) //
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   7/3/2015, 20:05

Sawyer var helt tydligt ikke glad ved situationen. Det stod hende ikke klart, hvorvidt det var Paynes ord som opstemte løven eller det var hendes egen reaktion på situationen. I hvert fald måtte hun prøve et eller andet, for det lignede, at Sawyer havde tænkt sig at overfalde den næste lille ting, som rørte på sig. Hun fandt sig atter fascineret, da hun nærmede sig løven i dens majestætiske positur, som den stod der, glødende og stolt. Hun ville få svært ved ikke at savne dens bløde og varme krop, samt dens inspirerende personlighed. Payne stillede sig ca. en halv meter foran løven, og strakte forsigtigt en arm frem, da hun ikke vidste, om nyheden havde bragt ham i dårligt humør. Ellers var han velkommen til at modtage lidt beroligende nussen på snuden. Uanset hvad Sawyer valgte, så ville hun fortsætte sin forklaring.

"Jeg hører ikke til her. Det er du vel klar over?"

Hun tillod ham en pause for at komme med en hvis form for kommunktion, hvis han ønskede.

"I hvert fald så skal jeg… et andet sted hen. Jeg har mine pligter at passe."

Payne trak kort hånden til sig, og så atter bagud af hulens indgang. Der var snart helt mørkt, og hun ville aldrig kunne finde motorcyklen på egen hånd. Motorcyklen i sig selv var en vigtig ting, for det tog flere timer at komme herud, og endnu flere på gåben.

"Jeg har brug for, at du hjælper mig ud til udkanten af skoven. Jeg skal finde mit køretøj. Forstår du?"

Payne vendte blikket tilbage på Sawyer. Der var et alvorligt udtryk over hendes klare blå øjne, men hendes krop virkede træt og stemmen virkede en smule modvillig. Som om Payne egentlig ikke var helt sikker på det hun ville. Men som hun stod der i sit store, snavsede tøj, med håret pjusket omkring hende og diverse mudderklatter… så virkede hun blot som en pige, der var kommet lidt for langt hjemmefra.

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   24/3/2015, 20:46

De isblå nu glødende øjne faldt på den udstrakte arm, og man kunne tydeligt se, at han mere end gerne ville hengive sig i dens greb... Især da han synes at blive mere rolig, da det magiske glød stille og roligt begyndte at udbrænde. Som et lyn faldt øjnene igen på Payne med en klarhed, og hvor der var ingen tvivl om, at selvom Sawyer tidligere havde teet sig som en killing, så var han trossalt en fuldvoksen individ og vidste godt, hvornår ting var for alvor.
Med en trækken på skuldrene og?

Lige for et øjeblik skulle Sawyer smage på ordet "pligter", men så lyste han op som en pære. Så mange tanker strøg igennem hans hoved, som akkumelerede lige så hurtigt som hans række af spørgsmål. Men desværre tillod hans katlige krop ingen form for rigtigt verbal kommunikation. Men i hvert fald kom han til en konklusion, at hun allerede tilhørte en flok.
Han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle overhovedet reagere.. Da han var i sig selv ikke superegnet for en flok.

I det mindste kan jeg gøre noget for hende...
Sawyer gik med beslutsomhed ud imod indgangen, og da han gik forbi hende, virkede han relativ roligt. De store poter mærkede den fugtige jord under sig og hvor skovens mørke ej dækkede for hans udsyn. Et par enkelt knurhår rykkede på sig og øjnene fandt straks den lille kilde, som for dens egen overraskelse fik sin første og sidste flyvetur i sit liv.
Det var et lille uopmærksomt egern, som havde gået og samlet tabte nødder ude for udgangen, så mens den gnaskede nogle nødder i sig, så den slet ikke den mindst 1000gange større legeme end den selv. Med nøddekrummer flyvende efter sig blev den kastet med den store pote imod et træ, hvor et lille knæk bevidnede, at dens skrøbelige nakke var brækket.

Straks følte den store løve sig en del bedre, og Sawyer var ligeglad med, om den fik en positiv eller negativ reaktion fra Payne af. Afventende stod han indtil hun kom op på ryggen af ham. Langt bedre blev denne riddetur, da nu løb han i et lavere og langt mindre vildere tempo. Det var tydeligt at Sawyer var voldsomt bekendt med omgivelserne, at han næsten kunne gøre det med øjnene lukket.
Øjne i mørket bevidnede, at mørket havde imidlertidigt besejret lysets store kilde, solen, da natøjne kun var fremme i mørket. Det var svært at se under dette tæppe af trækroner, men ingen tvivl var skoven begyndt at vågne... Ligesom Las Vegas... De kom forbi en del dyr halvgemt i mørket, og selvom flere af øjnene tilhørte større rovdyr, så kunne Payne ikke være i tvivl om, at hun sad lige nu på et magtfuld dyr... måske konge over skoven?
Sawyer anså ikke sig selv for at være konge over skoven, men han vidste, at mange dyr ej ville røre ham og de få dyr, som kunne, gjorde det ikke, da det var for risikabelt. Så derved havde Sawyer en tavs og halv fredspagt med nogle af de andre større konkurranter i skoven.

Nogenlunde hurtigt kom de tilbage til der, hvor de to var stødt ind i hinanden. Men Sawyer gjorde ej tegn til, at hun skulle af. Med snuden i jorden som en klassisk blodhund, så begyndte Sawyer at finde frem til, hvorfra hun var kommet, især da menneskelignende væsner havde en meget velkendt og unik lugt i forhold til den vilde skov!
Så meget hurtigt stod de ude ved skovkanten, hvor den meget ildelugtende metalklump stod et stykke foran Sawyer. Sawyer har før set dem og set mennesker bruge dem, men lugten fra dem havde Sawyer altid hadet.

//Jeg skrivere videre på det, som vi har haft aftalt, bare så vi kan afslutte emnet nu :) //

Da Payne kom af, så var der ingen tvivl om, at Sawyer havde besluttet sig undervejs, mens han havde haft løbet med kvinden på sin ryg, at han ville med hende!
Så for hver skridt hun gik imod motorcyklen, så han et skridt bag ved hende.
Det ville kræve enormt overtagelse for at han ville vige.
Men da hendes sukkersøde stemme lovede ham, at hun ville komme tilbage og hente ham! Så var han ej i tvivl om hendes ærlighed. Så med meget store modvilje satte han rumpen i og måtte se til, mens hun sagde farvel og kørte væk.
Kort efter Payne havde kørt ville hun høre en rungende løvebrøl, som kunne høres flere kilometer væk. Men hvad mere unikt var, at den nu stående skikkelse af en løve brølede store blå flammer i mange meters højde og hvor hele hans skikkelse gløede... Selv på længere afstand synes hans isblå glødende øjne at bore sig i Payne Du har lovet mig

//out//
Tilbage til toppen Go down
Payne
First Class.
First Class.
avatar

Ingame Titel: : En af The Calvarinos'(Vladimirs) udvalgte.
Outgame Titel: : One of the first 10.
Race : Succubus/Cyborg.
Navn. : Payne De Niro.
Alder : Udseende: I starten af 20'erne. Sind: +180 år.
Evner/Classes. : Class: Umbra niveau 3 - Evne: Raceskift efter de fire dæmonsøskende.
Bosted : Lever som gæst på Sem'ya Doma (The Calvarinos borgen).
Tilhørende klan. : The Leones
Partner. : I don't have time for that.
Slaver. : Well... I ate them.
Evt. bemærkninger. : En yderst dygtig skuespiller, men nuværende ustabil humør og evnemæssig.
Antal indlæg : 521
Reputation : 196
Join date : 16/09/12

IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   11/5/2015, 14:57

Payne var glad for, at Sawyer lod til at forstå. Hun var udmærket klar over, at hans kropslige tilstand ikke tillod ham mange former for kommunikation, men bare det, at hans hjerne var noget mere veludviklet end de fleste væsners hjalp dem begge. Payne regnede derfor med, at der var noget bag Sawyers handling da han bevægede sig forbi hende og ud af grotten, så hun traskede stille bag ham med de store bukser slæbende efter sig, kun holdt oppe af hendes egen hånd. Sit eget tøj havde hun ikke skænket en tanke. Hvis absolut, så var det vel noget for noget? Desuden, hvis Sawyer virkelig ønskede det, så var hun sikker på, at tøjet ville afgive en smule af hendes færd. Måske ville det holde ensomheden bort for en stund. 

Da Payne standsede ude for hulen mærkede hun til sin store lettelse, hvordan regnen for stoppet. Omgivelserne var fugtige, men gudskelov blev hun ikke gennemblødt igen. Payne havde sine sanser i orden, men havde dog ikke bemærket egernet, indtil det pludselig fløj forbi hende og knækkede sammen, da det blev smadret ind i træstammen lidt borte. Hun sendte løven et overrasket blik, men virkede egentlig ikke vred. Hun tolkede det mest som et tegn på, at han nok var sulten eller en smule frustreret. Kort efter kravlede Payne atter op på ryggen af den store, bløde løve. Hun mærkede nu, hvordan de susede igennem skoven i et langt mere anstændigt tempo, hvor hun ikke konstant følte, at hun var ved at flyve af. Selvom Payne stolede på løvens instinkter, så valgte hun alligevel at aktiverer sine egne øjne, som kunne se i mørket. Det hele fungerede lydløst, og det var egentlig blot for at prøve at lokalisere, hvor de efterhånden befandt sig. Payne forsøgte desuden at undgå at kigge for længe på de øjne og tænder, som hun spottede omkring dem i mørket. Hun prisede sig blot lykkelig for, at ingen tilsyneladende ønskede at nærme sig dem.

Da Sawyer faktisk valgte at bringe Payne helt ud til motorcyklen, så tog det dem langt kortere tid at finde dem, fremfor hvis hun selv havde forsøgt. Det hele var nok endt med, at hun var faret vild i skoven. Løven tænkte heldigvis videre for dem begge to. Da Payne så hoppede af løven, og gav ham et knus, samtidig med, at hun takkede ham mange gange, så havde hun ikke forudset, hvad han kunne finde på. For da hun vendte sig om for at bevæge sig væk fra stedet, så kunne hun pludselig hører, hvordan de tunge løveskridt fulgte hende. Derfor vendte hun sig straks om og opdagede til sin store overraskelse, at Sawyer næppe havde tænkt sig at blive. Derfor tog hun løvens ansigt i sine hænder, og så ham dybt i øjnene.

"Sawyer. Jeg skylder dig mit liv!… Men du kan ikke komme med - I hvert fald ikke nu. Jeg lover dig, at jeg vil vende tilbage. Ikke en uge skal gå, men blot et par dage! Du har mit ord, Sawyer. Hvis det er, hvad du ønsker så lover jeg at komme tilbage og hente dig."

Sådan fortsatte Payne længe, imens hendes tone hurtigt blev blidere og sødere. Omsider, da løven lod til at tro på hendes ord, gav hun ham et sidste kram, hvor hendes fingre begravede sig i den store tykke manke. Derefter skyndte hun sig over til motorcyklen, som der hurtigt kom gang i, og vinkede en sidste gang til løven, før hun satte afsted. Med fuld fart hjemad, nåede hun alligevel et godt stykke afsted, før hun vendte sig om ved lyden af brølet og så den enorme flamme, som rejste sig i natten. Først nu slog det hende, hvad hun egentlig havde sagt. Hun var nødt til at finde en måde at komme tilbage på og få Saywer med. Andet kunne ikke lade sig gøre. 

Du har mit ord.


//Out//

_________________

The true man wants two things: danger and play. For that reason he wants woman, as the most dangerous plaything.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: [Afsluttet] The nature within me(Payne)   

Tilbage til toppen Go down
 
[Afsluttet] The nature within me(Payne)
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Las Vegas (Staten Nevada) ::  :: Omegnen omkring Las Vegas ::  :: Dream hills (bjerge)-
Gå til: