IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 27
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 Blackwoods legender.

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
The Eye.
Second Class.
Second Class.
avatar

Outgame Titel: : FOUNDER
Antal indlæg : 3389
Reputation : 60
Join date : 29/05/12

IndlægEmne: Blackwoods legender.   24/2/2014, 19:20


Aurora, Skovånden
Skovånder er en fjern legende, men relativt fornyelig for nogle århundrede siden, der begyndte der at være vidnes beretninger om, at en skovånd var dukket op i Blackwood. Det siges, at det er fordi skoven er så sund nu, eller så er det bare, fordi en skovånd er oftest så skjult, at man først har opdaget det nu, eller fordi sortelverne har holdt hendes tilstedeværelse hemmelig.
Skovånder er ånder med meget store kræfter, som virkeligt kan bruge naturen omkring sig. Man kalder dem for skovånder, fordi man mener, at i enhver større skov, så er der sådan en skovånd, som forsvarer skoven, men som også er selve "hjertet" af skoven.
Skovånden i Blackwood går under navnet Aurora. Man har kun 3 troværdige beretninger, som er i hver sin genre. Men i hvert fald har man fået bekræftet at hendes udseende er meget afspejlet af skoven.
Rygter siges, at hvis man nogensinde får snakket med en skovånd, så kan du få de største hemmeligheder af vide, sågar magt over elementerne. Mens hvis du får dræbt en skovånd vil du kunne indfange ånden og bruge den til magtfulde besværgelser.

En ørkenelver fortæller i år 3531
Jeg havde besluttet mig længe, at jeg ville prøve at opleve skoven, før jeg endelig vil ophøre med at eksistere, da kræften i min krop har tæret længe. Så jeg vandrede her i denne mørke sorte skov, som syntes at komme fra en anden verden. Her nød jeg skovens kølighed og flotte mørke, helt ekstraordinær må jeg sige. Længere kom jeg ind i skoven og sågar tror jeg, at jeg så et par af mine artsfæller af den sorte oprindelse. De syntes at lade mig være, fordi de vidste, at jeg intet ville gøre.
På det mest fredsommeligste sted, som jeg aldrig før har været, der lagde jeg mig ned og ventede roligt og tålmodig på, at min krop ville give op, mens smukke fugle fløj omkring mig.
Der begyndte jeg at opleve det mærkeligst, det var som om, at hele skoven begyndte at lyse op, selvom skoven ikke mistede sin skønne mørke kulør. Jeg tænkte for mig selv, "nu kommer døden og henter mig"
Men det var ikke ligefrem det, som jeg stødte på eller rettere sagt, den stødte ind i mig. Først kunne jeg høre en hove agtig lyd, som bare kom nærmere og nærmere. Træerne begyndte at blive mere livlige, og smukke blomstre skød op i vejret fra skovbunden, selvom der ingen sol var. Jeg lå med mine øjne åbne, og jeg ville ikke bevæge mig ud af stedet, da jeg stadigvæk var af den overbevisning, at døden var ved at indtræffe og at jeg måske sågar så syner eller var på vej ind i en langt bedre verden. Hurtigt blev mig synsfelt af træer erstattet af et stor venligt kvindeligt ansigt med den største sorte manke af år fyldt med blomster, blade og sågar insekter og frøer syntes at trives i den store store manke. Massive smukke krogede og glatte horn skød ud af hovedet på kvinden, som så undrende og nysgerrigt på mig.
jeg kunne ikke bevæge mig.. Jo hvis jeg ville, så kunne jeg sikkert have haft gjort det, men den næsten guddommelig skønhed op over mig og hvordan mit hjerte blev fyldt med fryd og fredsommelighed gjorde, at jeg lammet af denne helligdom.
Jeg mærkede jorden mildt ryste, da det store firbenede kvinde væsen, bukkede sig ned og lå med sine bukkede ben ved hver side af mig, så jeg lå mellem dens store ben. Langtsom bukkede den sig ned og jeg mærkede at hele min krop blev løfter og støttet af to store men dog alligevel kvindelig hænder. Jeg har ingen ide om, hvor høj hun var, men nok mindst de ca 6 meter. Jeg var som en lille dukke i hænder hænder. Store sorte dårdyrs øjne reflekterede mit eget spejlbillede, da hun så nærmere på mig.
Elver af sandet, hvad har dog bragt dig hid til min skov?
Det var som om, at min snakkeorganer ikke længere fungerede, da jeg var så betaget af dette store væsen, som skubbede let til min ryg og fik mig til at sidde i hendes hånd.
Små pattedyr og fugle kravlede ned af hendes arme og kom hen og studerede mig, en lille ræv satte sig i mit skød og snusede til mig. Den sprang straks tilbage og hviskede i denne store kvindes øre. Hun nikkede og henvendte sig så til mig.
Elver af sandet, er du syg? Er du kommet her for at dø i min skovs favn og blive grobundet for nyt liv?
Hvad skulle jeg dog svare? Hvad kunne man dog svare til en af moder jords mest kæreste barn? Jeg kunne ikke andet end nikke, hvor jeg så blev omgivet af en kvindelig latter, som fik blomsterne til at springe ud fra de nærmeste træer. Roligt nussede hun mit hovede med sin store hånd, hvor selv slyngplanter slyngede omkring hendes krop, hvorefter hun lod fingerspidsen berører min brystkasse og lod mig blive fortabt i hendes altvidende øjne.
Du er en god en lille du, menneskers værk vil jeg ikke tillade at lade sådan et væsen gå til spilde, når du stadigvæk er så ung elver af sandet.
Ud fra hendes finger dukkede en smuk lille larvelignende dyr, som kravlede hen på mig og uden smerte gravede den sig igennem min hud på min brystkasse til min syge lunge, som havde længe tæret på min krop.
Ondt gjorde det, da den syntes at bide fast i et eller andet i mit indre, og smerterne buldrende som bølger på havet og til sidst blev jeg slugt i underbevidsthedens dyb og forsvandt fra den fysiske verden.
Det syntes som om, at der havde gået mange år, før jeg åbnede mine øjne igen, og her lå jeg på skovbunden, men alt var forandret. Min krop gjorde ej længere ondt, jeg kunne endelig lagde luften komme helt ned i dybet af mine lunger. Jeg var kureret!
Folk anser denne vidnesberetning for at være falsk, da folk tror mere at ørkenelveren havde hallucineret..

En jæger fortæller i 3752.
Jeg havde været på jagt i mange dage efter det perfekte dyr, som ville kunne give mig mange penge så jeg kunne brødføde min familie. Men desto dybere jeg kom ind i skoven, desto mere virkede det som om, at hele skoven var imod mig. Oftest mistet jeg meget hurtigt sporet, men dog var det meget svært at jage et dyr, som for det meste af tiden var i åndeform, nemlig en seung. Mine pile var belagt med hellig krystaller, som ville kunne skade den, og i min taske havde jeg en krukke, som ville kunne opsluge og indfange denne Seung, således at summoners kan få lov til at bruge den for en meget høj sum.
Pludseligt så jeg mit bytte, snorer sig imellem de smukke træer, hurtigt kravlede jeg op i et træ, da den gjorde sig klar til at drikke vand fra en af de små moon river floder i denne skov. DA jeg tog sigte og var millisekunder fra at skyde, så bevægede træet sig pludseligt, så jeg faldt ned og knækkede min bue. Da jeg hurtigt kiggede efter mit bytte, så så jeg den i det fjerne mellem træerne, hvor den snorede sig omkring et massivt firbenede skikkelse, som var dækket af skyggerne fra træerne, og som havde overkroppen som et menneske. Hurtigt forsvandt den og jeg ved endnu ikke, hvad det store væsen var, men det var som om, at den havde våget over den seung.

En træhugger fortæller i år 3802
I mange dage havde mig og mine arbejdskolleger arbejdet dybt inde i Blackwood for at få fat i de bedste træer og således, at vi undgik sortelverne, da de allermest patruljerede i udkanten, fordi de ikke regner med, at vi vil tage så dybt ind i skoven. Med specielle lydløse og meget dyre motorsave og andet udstyr fik vi hugget træer efter træer efter træet. Vi havde en formue, men det fik os ikke til at stoppe, hvorfor skulle vi? Det er sjældent, at lykken har været så meget på vores side.
Måske skulle vi have haft stoppet? Nogle snakkede om, at skoven vil nu begynde at hævne os for det ca 250 store og gamle blackwood træer, som vi nu har haft ødelagt.
Næste morgen var det meste af vores træhugger udstyr væk, først troede vi, at det var sortelverne, men som flere argumenterede med, så ville de være her og konfrontere os.  Nej vi fandt vores udstyr gemt mellem stærke rødder, som vi ikke kunne få fat i, eller langt oppe i besværlige træerkroner, som vi heller ikke kunne. Men efter lidt fik vi endelig fat i det ved at begynde at brænde det træ, som end var i vejen for at kunne hugge mere træ.
Det var tydeligt, at der var et eller andet. Vi hørte ikke et eneste lyd fra hverken fugl eller andet, som vi ellers havde gjort tidligere. Det var som om, at skoven bare ventede eller var bange for noget eller rettere sagt måske adlød noget.
Ud af den blå da vi skulle til at gå igang med at fælde det største træ, som vi havde stødt på, så gav skoven endelig tegn på liv, men ikke til vores fordel. Vi havde godt hørt om besatte træer og vi havde faktisk også stødt på et par. Men her var det alle træerne omkring os, som blev levende, og ikke bare levende, som hos normale besatte træer. Nej disse blev unaturlige stærke og levende.
Mange af mine kolleger dødede meget hurtigt ved at blive spiddet på kryds og tværs, men vi holdte sammen i en gruppe med vores udstyr og prøvede at få alle de levnede rødder væk og træerne, som dannede en stærke mur omkring os. Pludseligt veg to træer og lavede en åbning, men det var ikke udvejen for os, fordi her stod et massivt væsen, som jeg aldrig har set mage til i vejen.
På dens fire ben stod den majestætisk op i vejret med sin nok 8 meter højde, det lange hår omkring dens menneskelige hoved stor ud til alle sider som levende slanger og der var ingen tvivl om, at den var i særdeleshed vred på os.
Vi løb... Men den var hurtigere.. Den fik trampet mange af os ihjel, og jeg var den eneste, som slap væk, selvom den kentauer naturlignende væsen var over mig. Jeg husker stadigvæk presset fra dens store hov på mit hoved.
Den sagde intet, men det var som om, at den ville have, at jeg skulle leve for at overlevere denne advarsel for alle og enhver.



Månebarnet.
Månebarns legenden er en skabelsesmyte om, hvordan Moon Mountain opstod og blev skabt, da bjerget er som ingen anden.
Det siges i nogenlunde af begyndelsen af Blackwoods historie, da skoven var endnu ung, men havde gennemgået sin udvikling og tilpasning til den nye verden, som endnu var så kaotisk og farligere end nogensinde. Her siges det, at en af "før" sortheksene havde længe boet i denne skov og så til, hvordan verdenen begyndte at blive forandret. Hun var gammel og havde ingen børn.. Heller ingen til at forsvare sig imod skovens nye rovdyr og de mange røvere og andre folk, som søgte efter kostbare ressourcer og den mindste krumme mad som vilde dyr.
Hun prøvede selv at skabe et barn igennem sin magi og viden om naturen og dens planter. Men intet lykkedes for hun kunne ikke skabe liv, kun et hylster for sjæl.
Pludseligt en dag bankede det på hendes dør og hun troede, at det var en bandemedlem, som hun havde hørt som meget om, som røvede enhver. Men i døren mødte hun kun en hætteklædt skikkelse i rent hvidt og grønt. Den fremmede fremstrakte sin krogede hånd med uglelignende fingre, i den lå et æg.
Smid dette æg i søen og du vil få dit ønske opfyldt.. Men før du modtager denne gave, så skal du vide, at han ikke må se fuldmånen. Det vil få alvorlige konsekvenser!
Hun tog imod ægget og i det samme forsvandt den person. Hun tog ægget og smed den i søen lige ved hendes hus.
Intet skete før solen stod på sit højeste og pludseligt var der en mærkelig vind igennem skoven og så dukkede denne unge og mytiske mand op af floden.
Hun tog sig af ham og han blev hurtigt hendes søn, hvor han sørgede for hende og såvel kunne forsvare hende imod landevejsrøvere, som turde at gå ind i skoven..
Aldrig havde hun været lykkeligere. Men problemet var dog, at hun måtte hver gang låse ham dybt nede i sin kældre, når fuldmånen end kom. Hun vidste ikke hvorfor, men hun vidste godt, at noget ville ske, noget slemt i særdeleshed.
Sønnen begyndte at undre sig, for hvorfor kunne han ikke være oppe? en dag sørgede han for, at han havde muligheden for at slippe op fra kælderen af, og da han kom op i stuen, så prøvede hans moder at overtale ham til at blive indenfor nede i kælderen. Men så kiggede hun selv udenfor og så den skønneste nattehimmel, som hun aldrig nogensinde havde set før. "det kan min søn da ikke gå glip af!" Sagde heksen og lod sin søn nærme sig. Men så snart den unge mand lod sine øjne falde på månen, så skete der det mærkeligste. Hele hans krop begyndte at lyse af månens skær og han var som besat og gik udenfor på vej imod søen. hver gang hun spurgte ham, så svarede han bare, at han måtte hjem igen, da han havde indset, at han ikke var af denne verden.
Lige meget hvilken magi heksen brugte, så kunne hun ikke få sønnen til at vende sig om eller stoppe, han var simpelthen immun for magi. Ned i søen forsvandt han igen, men moderens mest hjerteskærende kald nåede ham. I søen vendte han blikket imod heksen, som han anså for at være sin moder, han ville ikke forlade hende!
Selvom han var faktisk et stærkt væsen af åndeverdenen, så kunne han selv ikke gøre meget imod den kædereaktion, som der var blevet skabt, da han havde set månenen.
Han kunne simpelthen ikke træde tilbage på det fysiske plan, da han var blevet et med vandet igen. Men det stoppede ham ikke for ikke at ville blive tilbage, da han ville beskytte hende, være hos hende!
Jorden skælvede og op af søen knejsede et bjerg sig majestætisk op i vejret, hvor hele bjerget lyste op med en glødende skønhed af månens lys, som en evig påmindelse om den søn, som ønskede at blive hos den kvinde, han anså for at være en moder.

Mange forstår ikke rigtigt denne legende, men nogle historiefortæller kommer også med oplysningen om, at den hvidklædte person var en såkaldt måneånd eller natteånd. I mange kulturer bliver uglen anset for at være et helligt og vis dyr, især sneuglen som er kendt for sin hvide pragt, som især lyser og skinner op i månelyset om natten. Den havde hørt heksens gråd og mange kald på at få en søn, og den havde så skænket et barn af månen til hende. Men når et barn af månen ser fuldmånen, så vil den indse, hvor den tilhører og kan derfor ikke længere være en del af den jordiske verden.
Heksen bryder denne "tabu"/regel og derfor er hun selv skyld i, at hun mister sin søn. Men hendes kærlighed til ham gør, at han alligevel formår at blive i den jordiske verden bare i form af et element, herved bjerget.
Sortelverne anser dette bjerg for at være hellig, da den er en del af månen og derfor et stort link til kraften af deres måne til verden, en kilde til en kraftfuld magi. Mange ritualer bliver derved også afholdt på dette bjerg.



Månetåre.
Hvis man hører om månebarns legende, så hører man sikkert om månetåres legende, da begge legender hører sammen. Månetåres legende omhandler bare om at efter at heksen mistede sin søn, så kunne hun simpelthen ikke klare det.
I sin desperate jagt på at finde sin søn igen, så begav den gamle heks sig op på Moon Mountain helt nøjagtig på toppen for at håbe på, at desto nærmere hun kom månen, så ville hendes søn dukke op. Men desværre kom hendes søn ikke.
Selvom kroppen begyndte at svigte pga den høje alder, så ville heksen simpelthen ikke dø. Derfor lå hun her på toppen og ventede og ventede. Hendes kærligheds tåre for sin søn er dem, som nu udgør [/url]Moon river. Det siges, at hvis man tager op på bjerget, så vil man finde hende stadigvæk og ventende på sin søn, mens tårerne falder.

Mange synes, at denne legende er underlig, men det, som er endnu underligere, er, at floden bliver ved med at flyde, selvom det ikke har regnet i mange dage. Det er som om, at der er en kilde i selve bjerget, som denne flod udspringer fra.
Nogle mener, at vandet lyser op ved måneskæret pga. at det kommer fra selve det hellige bjerg som "smitter" eller påvirker vandet med dens hellige mana. Andre mener, det er fordi da heksen dødede, så kom hun i kontakt med det "højere" plan(månen) og derfor har hendes tåre fået denne effekt.
Tilbage til toppen Go down
 
Blackwoods legender.
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Regler og information ::   :: Alt om New World :: Alt om områderne, steder og byer :: Alt om Blackwood-
Gå til: