IndeksFAQSøgTilmeldte brugereTilmeldLogin
menu

adminteam

admin nyheder

Admin Expressen #16 kan du læse hér!.

Vi arbejder på nuværende tidspunkt på at få opdateret vores layout, så vær beredt på forandringer! Du kan skrive ris, ros og kommentarer herinde!

Dugfriske nyheder - Admin Expressen
31/5/2017, 20:24 by Millicent
Admin Expressen #16


Hey Newworld , this is a ghost speaking



Eller.... i hvertfald en af dine admins, som igen er begyndt at røre på sig...
Vi ved at mange sysler med eksamener lige nu og …

Comments: 29
Nyt miniplot! (Admin annoncering)
6/6/2017, 15:25 by Sean
Hejsa kære brugere! :)

Beklager jeg slet ikke har de samme farver eller billeder som vores kære @Millicent!
Men mon ikke vi skal finde ud af det alligevel?

Det er med stor entusiasme …


Comments: 12

Share | 
 

 The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)

Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   9/1/2013, 09:27

Sted: starter i Occulta slutter i Las Vegas.
Tid: 10.30

Skoenes hårde skridt klingede imod det hårde beton gulv, hvor lyden let ekkoede i gangen. Mennesker i militær uniformer stod som statuer med blanke sorte våben i deres side, hvor deres øjne kun en gang vendte blikket imod den nyankommende i militær uniform, som gik rets så hurtigt.
En gasmaske hang stadigvæk omkring hans hals, som bevidnede, at han havde lige været udenfor, og endnu ikke var klædt af, men var kun lige hurtigt blive blæst igennem, så radioaktiv støv ikke ville blive ført med ind. Dog ville tøjet blive ordenligt renset senere, men lige nu var der ikke tid til det. Da det var ikke uden grund, at denne unge soldat med kun 5 år på bagen, gik imod Generalens kontor.
Tøvende blev hånden rejst på i vejret, hvor han svagt bankede, men hvor han ej var sikker på, om det var højt nok, så han bankede lidt højere. På døren stod der med tydelige sorte bogstaver General Zolners kontor, og aldrig før havde denne mand været her før, og aldrig havde han været ude for, at han selv skulle tjekkes for våben og fik foretaget en DNA prøve, så der ikke ville ske noget, hvor deres leder kunne finde sig selv i en særdeles farlig situation, eller hvor måske en shapeshifter ville have fundet sig vej ind i Occultas hovedkvarter og især her i Zone 1. Så snart han fik tilladelse til at komme ind, så rettede han ryggen og hagen og prøvede at se nogenlunde ordenligt ud i hvert fald.
I takt gik skridtene på ægte militærvis, da han kom indenfor, hvor han kiggede lige ud og ventede på tilladelse til at tale.
"Sir, jeg kommer her, fordi jeg har et brev til dig, og fordi der står en stor sort helikopter udenfor basen med sortklædte soldater, som insisteret meget på at give dig dette. Den er blevet gennemtjekket og ingen målinger viser fare eller andet."
Soldaten lagde et sort brev, hvor en blodrød voksklump tydelige bevidnede, at dette brev kom fra the Calvarinos, især da deres symbol med de to drager i et pentagram, var tydelig blevet afmærket i vokset. Soldaten trådte tilbage på sin plads, og hvis Generalen bad ham at gå, så ville han gå, da der var ingen tvivl om, at han ville ikke afvige Zolners ordre, om det så var uskyldige, som han skulle skyde.

På den anden side af brevet var der en guldskrift, hvor der tydelig stod med en smuk skråskrift General Zolner. Inden i brevet stod der på sort papir og tydelig guldskrift, hvor skriften især virkede gammeldags, hvor der nok var ingen tvivl om, at det er Vladimir selv, som havde skrevet den
"Kære General Zolner.
Nu er der gået mange år siden Occultas sidste leders aftræden, og selvom der ingen ændringer har været i vores fælles forhandlingerne, som ellers har været beviset på vores samarbejde. Så vil jeg, som lederen af min organisation, gerne alligevel møde dig i person, da jeg, af respekt af vores organisationers tidligere samarbejde, syntes, at det ville være mest respektfuld, at du, som leder, får en ren og fair chance for at ændre tingene. Men når jeg siger dette, så er det ej en obligation. Som du nok har fået af vide allerede nu, så står en stor helikopter og venter på dig med mine top livvagter the black guards, er de bedre kendt som. De vil forsvare dig med sit liv, som hvis det havde været mig. Men ellers må du meget gerne tage ligeså mange vagter, som du end vil, da jeg gerne vil have, at du skal føle dig tryg og sikkert på denne lange rejse, og når du ankommer til min ydmygede by. Derfor har jeg med vilje, og jeg ville råde dig også til det, at du intet fortæller, hvor du skal hen, så der er ingen andre organisationer eller folk, som kommer til at høre om denne rejse. Der skulle jo nødig ske dig noget, og derfor har du også fået min bedste helikopter, som kan flyve i en højde, hvor normale væsner aldrig ville kunne nå dig eller dine mænd.
Jeg håber på vegne af hele vores organisation og samarbejde, at du vil tage imod dette tilbud, og jeg ved, at det sikkert kræver meget for dig, at skulle tage denne lange vej og især være omgivet af mine black guards, som er væsner. Men jeg håber, at du lige her kan se igennem frygten eller mistroen til disse væsner, da de alle har hjerter, som et helt almindeligt menneske, så derfor er de netop lige så ukorrupte eller korrupte som dine kære artsfæller.
Jeg håber, at du kommer til at nyde din lange rejse på nok omkring de 7 timer, der vil selvfølgelig være alt på flyet, og hvis du endelig har brug for pause, så kan mine folk altid lande på en af vores kontrolbaser.
Min højre hånd Malikan vil holde dem med selskab og måske svare på nogen af de vigtigste spørgsmål.

Yours
Vladimir von Valentine
Leder af the Calvarinos organisation.


Ca 3 km væk nordøst fra Occulta stod en stor helikopter helt præcist en CH-53 air refuel fra den fjerne fortid, dog var den blevet modificeret og ændret, så den kun lignede dens artsfæller i udseende ude på men ikke selve dens egenskaber. Man kunne tydelig se denne mat sorte helikopter, som lå imellem de to store søer. Den store sø med det lilla vand var ingen tvivl om, at det var Hera's blood og den anden, som stod og hele tiden dampede giftige svovldampe, var Sleeping Snoring beauty. Omkring denne helikoptor stod der 8 mænd, som var iklædt i fuld sort kampudstyr, hvor de lignende næsten identisk undtagen, at de alle havde forskellige våben. Nogen lå klar med sniper, for hvis der endelig skulle noget. Deres ordre var at vente i 1 dage, og hvis Zolner ikke kom, så ville de flyve væk. En af personerne var dog synlig bemærkelsesværdig imellem alle de kampklædte sorte skikkelser.
Hånden rørte jorden under ham, hvor han prøvede at fornemme jordens struktur. Malikan havde selv aldrig været så langt nordøst på, og han var i hvert fald lykkelig, at hans kære leder havde valgt ham, da han hver gang siden Vladimir havde taget ham ind blandt hans mænds rækker, havde trippede på tåspidserne, når der skulle vælges folk til at tage herop. Den lilla kæmpesøs overflade spejlede i de grønne mandelformede øjne, mens hånden kløede lidt på de spidse elverøre, som stak op i vejret. Vagterne reagerede ikke på hans opførelse og hans småvandren hist og her for at se på de mange planter, da de var trænet siden fødsel, at være livvagter, som heller ikke skulle blande sig i deres masters eller andre med højere rang, end dem selv, i deres gøremål.
Malikan vidste nøjagtig, hvad hans formål var her, og han håbede, at han kunne byde lederen godt velkommen. Rygterne havde nået rundt omkring landet, men dog ikke overalt selvom de var ca 5 år siden, at Occulta fik sin nye leder. Men den faktisk overraskende meget unge mand med den russiske oprindelse var for længst blive den rygte, som var kommet omkring. Væsner ude fra ventede spændt på, at hvad ville denne nye menneskelige leder? Ville han åbne porten for selv væsner, eller er den kun forbeholdt for få bestemte væsner, som besøger der i kort tid, og så selvfølgelig mennesker. Andre væsner med helt andre synspunkter, de ventede selv spændt på, om ville denne leder måske slå rigtig ned på disse mange bander som florere i områderne omkring Occulta, og hvis ja, så ville mange miste deres ellers gode jagtmarker.

Så snart General Zolner kom, så ville Malikan stille sig klar til at byde ham velkommen med alle sine vagter. Som Generalen nok hurtigt ville opdage, så var Malikan lidt af en underlig skikkelse. Der var ikke noget specielt ved tøjet, det var bare rejsetøj i almindelige naturfarver, som mange alligevel gik rundt med. Men det var det mere under hans tøj, eller lige der, hvor tøjet ikke rigtig dækkede. Overalt på hans krop undtagen lige et hul til øjnene, så var hele kroppen dækkede af hvid grålige bandager, hvor den tillod ellers kun lige de spidse ørespidser komme op og så en hestehale af gyldent langt klassisk elverhår.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   9/1/2013, 20:44

Det enorme skrivebord der stod foran Nikon, var ved at drukne i de papir der var blevet smidt skødesløst. Hovedparten af papirerne var rapporter fra de forskellige baser langs hovedvejen. Det var vigtigt at få mindst en side om dagen, så der kunne holdes et skabt øje med hvad der skete der ude. I den verden som næsten ingen kendte til, ikke engang dem som troede de kendte til den, for selvom det gamle Amerika var stort, så viste han at verden var endnu større. Et svagt smil trak op i hans mundvige. Mennesket i Occulta var så naive. De levede rigtigt i deres egen verden, hvor der ingen fjender var, men livet og verdenen var noget helt andet. Der var ingen kære mor, det vidste de fleste folk i militæret og selvfølgelig generalen selv. Nikon. En sejrende (vindende) soldat. Hans forældre havde valgt det perfekte navn til ham.
Da det pludseligt bankede på døren, forsvandt det let hånlige smil brat. Han rettede sig ind og med sin kommandostemme lod han vedkommende bag de tykke trædøre træde ind og vise sit ansigt for ham. Manden der kom ind, blev straks genkendt. Han var startet samme år som han havde overtaget posten som leder, General. "Hvad bringer dem 67342?" Ligesom i Rusland og i et hvert andet militær, brugte man numre som navne på folk. Der var jo syttenhundrede der hed Jack, men kun én person med netop nummeret 67342. Systemet var smart og gennemtænkt, derfor havde Nikon valgt at beholde det.
Efter at have vinket soldaten nærmere, modtog han brevet. Det røde mærke foran fik genralen til at smile, ganske svagt, men lige nok til at løfte op i hans mundvigen. Omhyggeligt åbnede han brevet, så der ikke var noget der gik unødigt i stykker. Håndskriften fik ham også til at smile endnu en gang. Sådan var det med mennesker der havde levet for længe. De kom aldrig videre. De sad fast i den tid de var født i og flyttede sig kun ganske lidt, men man kunne sikkert ikke bebrejde dem for noget.
"67342, gør dem klar til at tage med mig, tag din partner med men ingen våben tak." Beordrede han.

Efter et kvarter trådte General Zoldon ud fra en blydør der førte ud til den plads den mørke helikopter holdt. 67342 og hans ledsager fulgte lige efter og kunne derfor ikke se det smil der igen indfandt sig på deres chefs læber i et kort split sekund. Vladimir ville åbenbart ikke have at hans gæst kom noget til, trods han udmærket vidste at der ikke var mange der kom bare nær Occulta hvis de ikke boede i byen eller havde noget at skulle gøre der. Men. Det var et godt tegn og med ro i sindet trådte Generalen nærmere med sine to mænd i march bag sig.
"Godmorgen." Hilste han på det besynderlige væsen foran ham. Det var tydeligt at se hvilke slags skabning manden bestod af, men hvorfor han var indbundet var Nikon en gåde. Muligvis fordi han var blevet såret, muligvis brandsår, andre grunde kunne han ikke finde. Han strakte en hånd frem og hvis den blev grebet, ville han afgive et fast håndtryk før han vil stige ind hvor han blev anvist.
Imens maskinen fløj rundt højt oppe under himlen, lod Nikon tankerne flyve sammen med maskinen. Der var mange ting han skulle nå og have gjort inden for kort tid, der i blandt at få skrevet sin rapport til hjemlandet mod nordøst, gennemlæse nogle af de daglige rapporter for at se om der var noget mistænksomt og måske også selv tage ud til handelsruterne for at tjekke op der. Det skete ikke tit han gjorde det, der var meget at lave ’hjemme’ men at have en høj post bragte ikke fred og idyl med sig. Den der også troede det, ville også være godt dum.
Da maskinen syntes at dykke, vågnede Nikon op. Satte sig ret op og ned og var klar til at stige ud når døren var blevet åbnet og der var givet grønt lys. At gå under den blå himmel gav ham altid en form for sug i maven. Påvirkningen af radioaktivitet var forskellig, bevars, men den var der og ville sikkert i sidste ende få indflydelse på alt levende hvis den ikke snart forsvandt. Derfor havde Nikon også en hel gruppe af videnskabsmænd på sagen. Han ville gerne opfinde noget der kunne fjerne noget af den giftige luft, men tvivlede på at der kom noget resultat. Derfor var pengetilføjelsen til programmet også små ubetydelige beløb der fik det til at løbe rundt, men så heller ikke mere.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   11/1/2013, 09:23

//Jeg kommer nok til at svare på dette emne efter weekenden, da jeg skal en masse i weekenden :D //
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   20/1/2013, 15:49

De grønne øjne var hele tiden fast på denne unge mand, som tydelig næsten skinnede af sin udstråling af autoritet. For et øjeblik blev Malikan i tvivl om, at denne mand var den rigtige, men attituden kompenserede for den besynderlige unge alder i Malikans øjne. Han havde før haft set forgængeren, og mellem den forrige og den nye var der jo næsten et århundredes forskel imellem dem.
Selvom ansigtet var dækket ind, så var der ingen mangel på udtryksfyldighed, da Malikan havde for længst lært, at bruge sine hænder og øjne, hvor især øjnene reflekterede hans sind som et par finpudsede spejle. Men en anden ting, som nok kunne virke endnu mere besynderlig ved dette væsen var, at man rent faktisk ikke rigtig kunne se, hvad køn han var. Især hans fine træk, som lå til hans race, kunne let misforstås som kvindelighed, især da han var langt tyndere end de fleste af hans art.
Dog selvom musklerne for længst var blevet ædt efter hans ulykke, så havde mekanikken i hans krop gjort en del for, at han virkede mere almindelig. Så derfor var hans håndtryk også fast, da han tog hans hånd. Men kun to personer i denne verden vidste, at hans krop bestod af langt mere mekanik, end hvad der kunne ses på ham. Det var skam ikke et uheld, at man ikke kunne se det på ham, da hans snart 800 lange liv havde givet ham en vis træning i at skjule det.
"Godmorgen General Zolner"
Sagde han med sin klare stemme, hvor igen der var intet som tydede, at han enten var den boldgade eller den anden i forehold til hans køn. Hvor han viste med hånden og med blikket, at han måtte mere end gerne træde ind i helikopteren, og så snart han var inde sammen med sine soldater, så trådte livvagterne hurtigt ind, hvor de 2 sidste var bag i helikopteren, hvor General nok ville finde deres gøremål rets så besynderlig. De trak et stort foldet stof ud, som består af en ren baily agtig farvet pels med fine striber, hvor det blev tydelig for enhver, da de begyndte at hurtigt få den hen over helikopteren, at det kæmpe pelsstykke, som var skræddersyet til helikopteren, hvor kun vinduerne ikke var dækket, var sammensat af rigtig mange mindre stykker.
De sidste knuder blev bundet, og de sidste mænd hoppede op i helikopteren, da metaldåsen allerede var i gang med at lette, hvor døren blev ansvarligt lukket.

Under rejsen havde de både fløjet over sandstorme og atter kilometervis af sand, da vejen fra Occulta og Las Vegas var jo langt fra kort. Nogen gange i det fjerne kunne man se nogen flyvende væsner i blandt skyerne, hvor helikopteren igen steg lidt højere til vejrs, så de kunne undgå disse flyvende væsner af forskellige arter. Især da dens omlavet motorer, hvor den havde nogen små jetmotorer på siden, ikke havde det særlig godt ved, at hvis der skulle flyve en fugl eller andet inde i dens gab. Dog hvis uheldet havde været ude, så havde flere af livvagter det job at bruge deres raceegenskaber som enten dæmon eller engel og få grebet Generalen og evt Malikan, så de ikke ville styrte i den meget høje død.

En lille bump og motorens nedsættelse af dens raseri var det eneste der indikerede, at de nu var landet, hvor solen stadigvæk stod højt, da de under rejsen havde fulgt solens gang over himlen. Udenfor de tykke vinduer på metaldåsen var der ingen tvivl om, at de var landet midt i en base. De mange sorte skikkelse af vagter rende rundt, hvor de patruljerede rundt i den store have, som nu mest består af gangstier og græs.
Lyden af pelsen som blev revet ned, blev hurtigt efterfulgt af dørens åben, hvor flere vagter stod på rædde og række langs fliserne, som var tydelig i kontrast til havens ellers grønne areal lige ud for denne massive bygning, som tårnede op foran ham. Bygningen var i en blød mørkebrun rød farve, som ikke gjorde den helt nær så dyster, som sort ville have haft gjort.. Men alt i alt lignede det nu allermest bare en kæmpevilla, som var blevet parret med et hovedkvarter. Selv inde for denne grunds mure kunne man stadigvæk høre den omkringliggende by, som aldrig sov.
En russisk stemme ville møde Zolner, som nok især ville blive ekstra opfanget af hans øre, hvis Zolner gik meget op i sin russiske afstamning, selvom man i dag ingen anelse havde om Rusland eller de andre kontinenter overhovedet eksisterede længere.
"velkommen til mit ydmygede hjem Zolner, håber, at de har haft en nogenlunde behagelig rejse, taget i betragtning den lange rejse"
En mandelig skikkelse gik ned af rækken af mænd, hvor en mand fulgte pænt lige bag ved Vladimir med den store paraply for at skærme den gamle vampyr imod solens dødbringende stråler.
Jakkesættet lå skræddersyet til hans krop, hvor den kridhvide skjorte inden under var åben for oven, og hvor der intet slips lå omkring hans hals i et kvælertag, som nu ellers tilhørte til et jakkesæt. Det halvlange sorte hår nåede lige knap hans skuldre, hvor han med vilje havde ladet vær med at sætte det op.
En bleg hånd blev rakt imod Generalen, så snart han var ude af helikopteren, hvor det ville være et bestemt men venligt håndtryk. Selvom et venligt smil lå på hans blege smalle læber, så nåede smilet ej op til de lysende grå og beregnende øjne, som straks for længst havde beregnet hans højde, densitet, og rumfang, som hans hjerne nu havde af en vane at gøre.
Det var ikke til hverdag , at man så en vampyr frivillig tage ud i solen, selvom Vladimir nu var beskyttet af paraplyens skygge, så dem, som nu end kendte til vampyrer ville vide, at selv en vampyr som vil dø, kan tit aldrig få sig selv til at blive dræbt for solens nåde.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   29/1/2013, 07:45

//jeg håber, at grunden til, at du ikke svare, er ikke fordi, at jeg er kedelig at skrive med, ellers må du altså bare sige til :/ //
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   31/1/2013, 19:01

OOC: Absolut ikke, jeg er bare ikke så hurtig, eller med andre ord: Jeg er meget langsom :P

Det var en spøjs hybrid der tonede frem for Nikons blik, da han var kommet ud af helikopteren. Om han kunne lide bygningen havde han svært ved at beslutte sig for, men den beroligede ham. For at have sådan en klods på sin grund, måtte man have både penge og kontakter. Præcist hvad han ønskede sig af de folk han ville forsøge at skabe kontakt til. Folk uden, betød blot at de ikke kendte spillets regler. Om det muligvis var lige genraliserende nok, kunne altid diskuteres, men sådan så han det og hvis ikke folk ikke havde ønsker om en sur general, så holdte de deres mund lukket.
Det hele var umådeligt fint. Det fik næsten Generalen til at smile, men det var slet ikke passende, så han forholdte sin mund lukket og gik ned i mellem rækkerne af mænd. En smagelig mand, der tydeligvis var Vladimir, hilste Nikon i møde med en accent der fik landsmanden til at smile uden egentligt på nogle måde at ønske det. Derfor endte det også kun ud med en kort trækning, i det han greb fat i den udstrakte hånd og gav et håndtryk der fik de fleste til at give den ene eller anden form for grimmasse, hvis de ikke lige havde ventet et håndtryk af den kaliber. Nogle ville falde det fast, andre hårdt. Det svang fra person til person.
"Lad os komme ind." Nikon kastede et kort blik mod paraplyen for at gøre det tydeligt for hans vært, hvad han mente. Han havde ingen hensigter i at overtage kommandoen, så hvis der kom modstand i mod hans ord, ville han pænt blive stående, med sine to vagter, der begge syntes at være knap så tilfredse med det hele. Det var tydeligt for enhver at de ikke ville kunne stille meget op, hvis det kom til en kamp, men i følge Nikon var det direkte latterligt og fornærmende at tænke den tanke. Der skulle indgåes alliance, ikke krig.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   31/1/2013, 19:21

//Det er helt fint, det var bare, fordi at du ikke svarede samtidig med nogen andre, og så syntes jeg bare, at det virkede mistænkeligt :) Men nej det gør mig absolut intet, at du svare langsomt :D//
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   19/4/2013, 08:19

Koncentrationen var fuldt ud rettet imod generalen, ikke nok med at vagterne her på stedet var selv rets så nysgerrige. Det var de færreste, som overhovedet havde været i nærheden af Occulta, og man vidste, at man skulle passe på med de rygter som florerede omkring. Da rygter nemt kunne blive til 5 høns. Desuden selvom verden sådan set har kendt til Occultas eksistens i 30 år siden de åbnede portene op for omverden og gjorde verden opmærksom på sin egen tilstedeværelse, så rygterne om stedet så store, at de mange havde nægtet at tro på dem.
"Du må undskylde mine folk for deres uhøflighed, men du skal tænke på, at du er noget af en sensation, de fleste er slet ikke sikre på at Occulta eksistere, og når så top generalen derfra kommer sådan uden videre, jamen så bringer det dem lidt alle ud af forfatning."
Selvom det var et formelt måde, så havde Vladimir intet imod at være sådan lidt personlig og nede på jorden, da det generelt fik tingene til at glide bedre. Men hjernen bag de grå øjne var stadigvæk opmærksom på, hvordan Generalen reagerede, fordi hvis han ville have det mere formelt, så ville Vladimir mere end gerne tilpasse sig.

De sorte laksko lød imod fliserne, hvor han med en bydende håndtegn viste, at Generalen skulle bare følge med ham imod dens store dør, hvor der dog var to mindre døre indbygget i denne store ca 12 meter høje dør.
[color=cyan]"når men ønsker de noget mad til vores møde? Eller har de haft noget på vejen?"[7color]
Et blik blev skævet hen imod Malikan, som fulgte stille og roligt bag ved dem, for at se, om han kunne få noget svar på forhånd.
Men som skridtene gik, så kom de ind i dette store hovedkvarter, hvor de først kom ind i en lille tvær gående gang, og hvor Vladimir gik videre ind af den dør foran dem, og det syn som mødte Generalen ville sikkert få ham til at reagere enten på den ene eller anden.
Under generalens fødder var hele dette 15mX40mX15m store rum belagt med det som lignede et stor sort granitstykke, hvor der var masser af røde blodåre som snoede sig igennem gulvet på kryds og tværs. Langs væggene stod massive 6 granit figurer med en højde på de 10 meter.
Hvis Zolner havde læst menneskehistorien især mytologien, så ville han vide hvilken skikkelse de alle forstillede sig.
Den første statue forstillede en stor drage, som stod brølende, hvor de altfortærende flammer skød ud af dens gab og hvor et flammehav i en afbildning af vinger skød ud fra dens ryg. Man kunne næsten fornemme, at den virkede levende, da detaljerne var så skarpe og klare, at der var ingen tvivl om, at den kunne have været i live. Især da nogle af de små detaljer var pyntet med små klare sten i forskellige farver, som gav noget liv til det grå sten eller materiale, som den end var lavet af. Modsat overfor den snorede en drage sig rundt omkring en stolpe, men det var ikke hvilken som helst drage. Dens lange krop var som en slange, som kunne snore sig meget omkring, hvor dragens store fuldskæg og de lange overskæg var kendetegnet for denne kinetisk lung, en kinetisk drage, som nok de færreste nu til dags vidste, at der fandtes og havde været mange legender om disse væsner. I dens hule hånd fremstrakte den en kridhvid sten med røde blodåre, som mindede næsten om et æg. Mens dens mund var gledet op i et smil med nogle sylespidse tænder, men den virkede ikke farlig, hvis den nu havde haft været virkelig levende.
Den statue der stod ved siden af den kinetiske lung var en stor høj statue af en menneskekrop , men hvor hovedet endte i et ulvehovede, hvor den var pyntet med en enkel let gylden underklæde og hovedbeklædning, som virkede meget fremmedartet. Hvis man kendte til den, så var det forestillingen af guden Anubis, som stod for døden og balsameringen. Dens attitude var meget overvågen, næsten som en tålmodig vis mand, som vidste, hvad alles skæbner var.
Ved siden af den længst for enden af rummet stod en statue af mandelig figur, hvor vilde bølger omsvøbte hans ben og krop, og hvor der var udskåret fisk og andre havdyr, som brød ud af vand. Hans ene hånd holdte omkring en lang udsmykket trefork, hvor en gammeldags båd var spiddet fast i treforken. Ingen tvivl om hvis man kendte ham, at det var Neptun, den gamle græske gud af havet og vind.
Ved siden af den ildsprudende drage, der var en kæmpefigur, som virkelig stod i kontrast til alle de andre figurer, da den var meget udetaljeret, men hvor det forstillede en stor frodig/fed kvindekrop, hvor håret dækkede over hendes ansigt, og hvor arme og ben var skåret af. Dette var den ældste menneskelige afbildning af en gud, nemlig moder jord, som havde dengang i datidens stenalder mennesker præget meget deres liv og livssyn på livet og alt.
Den sidste figur var så en kvindelig meget smuk figur, hvor hun så meget smuk foran, men hvor mytiske kaotiske væsner brød ud af hendes ryg, og hvor endnu kaotiske væsner lå for hendes fødder. Hendes øjne skinnede fuldstændig af de lilla opaler i øjenhulerne, som syntes næsten at se på en pga lys reflektionen. Kaosgudinden var hun med det græske navn Eris, som kunne bringe kaos hvor end hun ville og kunne skabe væsner langt mere fantasifulde end den mest kreativeste menneskelige hjerne selv.

Selvom Vladimir ikke kiggede på Generalen, så brugte hans sin skarpe høresans og lugtesans for at observere de krops signaler, som ellers kunne afsløre Generalen, hvis han nu blev imponeret eller et eller andet i den dur, men hvor han stadigvæk holdte sin facade.
Hurtigt kom de igennem rummet til en dør for enden i det ene hjørne, hvor de kom ind i gang, som mindede meget militæragtig for dens kolde facade af cement og stål. Måske virkede det lidt mere hjemligt for Generalen.
Dog skulle det hurtigt vise sig, at hurtigt kom ind i et miljø, som mindede langt fra et militær miljø. Det var et hyggeligt rum med en pejs, store reoler med bøger og to lænestole med en tilhørende sofa.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   28/4/2013, 10:22

Der kom en ganske kort trækning på hans læber, som en antydning af et anstrengt smil. Yderlig kommenterede han ikke vagternes uopdragenhed, selvom han ikke mente man kunne forvente mere af sådan nogle væsner. De var sikkert fine som vagter, men havde det været hos Zolner, var den ikke gået. Ingen spørgsmål. De skulle bare være anonyme og give sikkerhed for gæsten. Han fandt det dog ikke frastødende at de virkede bare en smugle menneskelige. Alt andet ville heller ikke være let at håndtere.
De enorme mørke sal de kom ind i, havde uden tvivl en imponerende effekt på Generalen, der betragtede hver figur med åbenlys interesse. Nogle af dem kendte han ikke, andre var lettere at afkode. Uanset om han kunne aflæse hvem det var, kunne han se at de alle repræsenterede vigtige ting. Højest sandsynligt for Vladimir.
Da de forlod rummet, rettede Generalens blik sig igen lige frem. Han havde høfligt takket nej til mad og drikkelse. Han skulle nok overleve uden. Man ledte ikke på en militærbase uden at have en fysisk form der var perfekt. Hver dag bød både på kontor arbejde og fysisk træning. Til tider tog han også med ud på øvelser. Både for at se hvordan hans soldater trænede og for selv at få noget tidsfordriv. Det var hans fortrukne hobby.
Inde i det mere hyggelige rum, tog Generalen plads hvor han fik anvist en, mens han vinkede sine vagter væk. Der skulle tales forretning og der var tillid det bedste værktøj. Soldater ville signalere alt andet.
"De sendte bud efter mig." Han satte sig til rette, lage fingerspidserne sammen imod hinanden og studerede Vladimirs ansigt, mens han høfligt ventede på at han ville uddybe hvad han havde i tankerne. Eller mere uddybende hvad hans alliance ville betyde for hver partner.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   28/4/2013, 14:53

Måske skulle han have haft set lidt strengt på vagterne, så de havde blevet til disse såkaldte robotter. Men hvis der var noget Vladimir viste, så var undertrykkelse af folks følelser et farligt spil, og der skete jo intet at lade dem kigge, det var kun naturligt, og hvis han ikke vil se sit eget imperium falde, så måtte han nogle gange stryge hundens hår den rigtige vej.
Det var tydeligt at Generalen var imponeret, og det var Vladimir sådan set glad for, da det viste, at rummet havde den virkning, som planlagt. Men Vladimir kunne faktisk ikke selv lide dette rum, faktisk kunne han ikke lide at blive opvartet, men sådan var det påkrævet, når man skulle være leder, og især hvis man skulle vise en høj position. Ingen vil tro en, hvis man ikke kan vise sin magt, og rummet var en del af det. Men ja han havde haft planlagt til den nederste detalje, og væsnerne var ikke valgt uden grund. Enhver gud/væsen for de 4 elementer, så chaos og så døden.
Vladimir var nok gammeldags på dette område, han elskede historie, og han syntes, at det var syndt, at verden havde mistet så meget af dens viden om dens fortid.
Vagterne gik ud af rummet og så sagde Vladimir ikke henvendt til Generalen.
"Du kan godt gå nu Lilliana"
Ud af den bare blå luft dukkede en kvindelig sort skikkelse, som var bukket for Vladimir. Hele hendes krop var dækket ind i en kamptøj og hendes sorte øjne, som lige gled forbi Generalen, da hun gik ud af rummet, fortalte tydeligt, at hun ikke var menneske, faktisk mere en skyggedæmon.
"Sådan der, så vil jeg mene at vi er mere lige, når min egen personlige bodyguard er væk, og tag det endelig ikke personligt, der er mange i denne verden, der ønsker mit hoved pænt anrettet på et sølvfad"
Sagde han med et skævt smil, men som ikke nåede op til øjnene. Hans skikkelse gik imod pejsen, hvor der var en reol, hvor han tog et fint cognac glas frem og en form for glaskande med blodrødt indhold og hældte op. Han håbede på, at ved at fjerne hans bodyguard at det kunne vise mere gensidig tillid. Men som Vladimir også vidste, at imellem disse tog, så var der ingen tvivl om, hvem der ville vinde i en kamp, og selv hvis Zolner skulle have chancen for at dræbe Vladimir, så ville Zolner nok finde sig selv i en overraskende situation.
"Vil du selv have et glas?"
Hans øjne viste i retningen af de andre fine alkohol flasker, da han var sikker på at alkoholiseret blod ikke var lige generalens kop te..
Hvis han ville have, så ville han skænke et glas til ham, hvis ikke, så gik Vladimir direkte hen til den anden ledige lænestol.
"ja det gjorde jeg skam, og det var skam ikke for at spilde deres tid kære General
Han tog lige en tår før han snakkede videre, hvor han satte den på bordet. De blege fingrespidser var imod hinanden, da han hvilede albuerne på armelænet.
"Jeg og jeres tidligere general har jo haft en vældig god kontakt, hvilket jeg helst gerne vil beholde denne alliance, da jeg ser ingen grund til, at vi hverken hjælper hinanden eller er fjender for den sags skyld.
En kunstnerisk pause blev holdt før han snakkede videre. Ligesom Zolner holdte nøje øje med Vladimir, så var det skam gengældt. Men Zolner kunne sikkert ikke få meget ud af Vladimirs kolde forretsningsansigt, ikke fordi at han kun bar den til forretninger, faktisk var det så godt som der altid.
"Jeg ved, at jeres folk har et mindre problem med både mennesker og væsner udenfor verden, og jeg forventer skam intet uden at give noget tilgengæld. Så derfor tilbyder jeg 10.000 tønder olie om året gratis ud af min ca 120.000 årlige produktion. Desuden så står mine andre resurser til rådighed, hvis der endelig er behov for det"
Hvis man havde en smule forstand på olie, så ville man vide, hvor fuldstændig kostbart det var i denne verden, men også hvor værdifuldt det er. En tønde i denne verden koster mellem 300-500 dollars, hvilket siger, at Vladimir har lige kastet mellem 3-5 mio dollars efter Generalen.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   11/5/2013, 13:28

I den meget høflige klassiske tone, afslog Generalen drikkelse. Han havde nok der hjemme og arbejdet her krævede ikke at han drak sig fuld, selvom han godt kunne se det sjove i det - lidt humor havde man. Men der var andre mere interessante ting, der pressede på i følge Generalen, som i mens Vladimir skænkede op, grublede over skyggedæmonen.
Trods han hele sin barndom var vokset op med at væsner var farlige og ondskabsfulde væsner, man skulle holde sig langt væk fra, kunne Generalen godt se den store styrke i dem og hvilke hindring man lage for sig selv ved ikke at bruge overnaturlige væsner - offentligt. Men måske skulle han til at se om han kunne finde nogle væsner der kunne give ham en hjælpende hånd. Han havde allerede én, men det skulle måske udvides, for det forhold han havde med sin lille spion var utrolig godt. Lidt hjernevaskelse og så var den i kassen.
Da Vladimir satte sig ned, fik Generalen straks øje på deres ens siddestilling. Det frembragte en trækning i hans mundvige, mens en lille barnlig stemme i hans hoved råbte "EFTERABER!!!"
Opmærksomt lyttede Nikon efter mens Vladimir fremlage sit eksempel på alliance. Det lød meget godt. De havde for tiden fint med olie til at få deres køretøjer kørene, men hvis behovet for det ville stige meget mere ville det blive et problem og oplæring af olie ville absolut ikke gøre meget. Det var et tilbud der ville blive taget imod med kyshånd, men før dette overhoved ville kunne komme på tale, ville han høre prisen.
"Jeg må indrømme det er et tiltrækkende tilbud De giver, men hvad ønsker de så i betaling?" Generalen havde selv et par forslag, men ikke noget Vladimir ikke direkte havde. Hans eneste forslag ville være noget på videnskabs siden, for af hvad han vidste havde vampyren ikke en gruppe videnskabsmænd, men man kunne sgu aldrig helt vide med sådan en flok natteravne. Måske var noget højteknologisk stads noget der havde interesse, men - igen - der var ikke nogle lige linje når det kom til væsner.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)   

Tilbage til toppen Go down
 
The monopoly game between creatures and leaders. (General Zolner)
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1
 Similar topics
-
» Let's play a game, shall we?(Caroline & Crixus)

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Occulta (Staten Michigan) :: Occulta (Staten Michigan) :: Zone 1 :: Militærområde-
Gå til: