Forbitten medicin [Alex]

Clara havde sat sig ved det lille bord i køkkenet hvor hendes tante og onkel normalt spiste deres måltider. Køkkenet var ikke stort men der var alligevel alt hvad havde brug for, for at kunne lave mad i en fart, eller have noget klar altid. En elkoger til at kunne lave noget hurtigt, og en slowcooker for altid at have noget mad klar. Det lod ikke til at dem der boede her havde særligt meget tid til at lave mad.
Dette skyltes at både Claras Tante og Onkel var Medicinhealers, ligsom Clara. Så man viste aldrig hvornår der kunne dukke patienter op, siden der ikke var mange store hospitaler tilbage og fordi folk kom til skade hele tiden. Kunde byrden blev intensiveret af at man i Miami havde gratis lægehjælp til borgerne, så folk gik ikke kun til lægen når det var absolut nødvendigt.
Clara sad og læste i et ugeblad, der lå på bordet foran hende. Hun var alene i køkkenet fordi hendes tante Beatrice var ved at se en patient, en ældre herre Clara ikke kendte. Hendes onkel Herold var ude i byen et sted, og hendes fætter Jake på 14, Harold og Beatrice's eneste søn, var i skole.
Clara besøgte ikke sin familie så tit. Hun havde selvfølgelig sin flok og sin Alpha, Phoenix, men de fleste varulve tilbragte ikke alt deres tid hos deres flok. Hendes familie var glade for at have hende på besøg, både fordi det var hyggeligt, men også fordi de nu havde en ekstra læge til at være på vagt.
 
Clara var iført en hvid T-shirt, med brystlomme, hvor der stak en kuglepen op. Hun havde et par af sine almindelige, men dog renvaskede brune bukser på og et par gode solide sko. Hendes sorte hår var sat op i nakken med en elastik, så det ikke kom i vejen når hun arbejdede, og om maven havde hun et bælte, med en taske, hvor hun havde noget udstyr i.
Køkkenet havde en dør direkte ud til venteværelset, der stod åben så man kunne se når der kom nogen ind, selvom man holdt pause, imellem kunderne. På den måde kunne hun se ud af det brudfri plexiglas i gade døren, ud på den travle gade uden for. Venteværelset var i møbleret med billige, men stilrene møbler. To topersoners sofaer og seks stole, stod rundt omkring i rummet. Der var også en skranke, der skilte køkkendøren fra resten af rummet. To døre førte fra venteværelset og ind til selve klinikken.
Clara tog kuglepennen i sin lomme op, og satte den ned til ugebladet. Hun havde fundet en sudoku, som hun nu begyndte at løse, hendes tanker drev på langfart imens hun sad der og ventede på at der enten skulle komme nogen ind ad døren, og så det var Harold eller en patient. Selvom hun ikke rigtig følte sig hjemme i byerne, så var det alligevel et kort pusterum for dem der søgte hende.

Hverken Harold, Beatrice eller Jake var varulve fordi Claras far havde været afflicted varulv, og ikke var født sådan.

Historien lød sig at under træning var en af niveau et umbra'erne gået i sin egen fælde, i bogstavligste forstand, hvilke i sig selv var latterligt. Det der gjorde det mere åndssvagt var at vedkommende der havde gjort det havde vist store talenter indenfor feltet. Det var som havde en sniper skudt sig selv i foden med sin riffel. En handling der aldrig ville fungere stod man og tænkte over det, men i praktis galte andre regler. Nathan havde øjet chancen for at koste Alex ud fra træningslokalerne, hvor han med tungen ud af munden forsøgte at lærer Nathans kompliceret fælde system, så han kunne lave noget Alex faktisk var dygtig til. Den stakkels Umbra havde brug for medicin, som Umbraerne ikke selv havde i deres besiddelse, og det var blevet Alexs opgave at få fat på den.
Efter at have fået forklaret hvilke sted han skulle finde medicinen og hvilke han skulle tage, blev han sendt af sted. Til opgaven bar han en grå hættetrøje og bukser, samt et par lærredssko der ville afgive minimal lyd og give ham god kontakt med overfladerne han løb på. Under tøjet, gemt godt af vejen, bar han et sæt kasteknive. Noget han tvivlede på at han ville få brugt - og heller ikke ønskede at bruge. Han skulle selv bruge medicinen, der var ingen grund til at lave flere der kunne få brug for den.
Udstyret med et kort traskede Alex rundt i byen for at finde den bygning der var blevet ham udpeget. Da den var blevet lokaliseret gemte han kortet væk og fandt den hurtigste vej op på et tag, hvor fra han så udregnede den letteste rute hen til bygningen. Før det skete, hoppede han først lidt rundt på tagene for at se om han kunne se hvilke vinduer der ledte hvor hen. Da det var sket var han klar. Han nærmede sig huset fra en vinkel hvor der ikke var så mange vinduer. Først da han var henne ved huset skiftede han kurs og kravlede hen til et vindue. På grund af bygningens alder var der kommet en del sprækker i overfladen, hvilke gjorde det næsten behageligt at kravle rundt på bygningen.
Fremme ved det første vindue kiggede han kort indenfor. Der var lys og han kunne høre stemmer. Det måtte betyde at det var et af de arbejdsværelser der var i brug. Han kravlede videre til det næste og kiggede ind. Toilettet. Havde han skulle bruge noget som smertestillende var han sikkert kravlet ind der, men selv en læge ville nok ikke have den mere kompliceret medicin gemt på toilettet. Derfor kravlede han videre til han kom til et vindue der viste ned af en gang. Han hang et øjeblik og overvejede om det skulle være stedet. Vinduet var åbent, så der var fri adgang og gulvet var belagt med et tæppe. Perfekt.
Mens han holdte sig oppe i den ene arm og med tå spidserne i en revnerne i muren, vippede han forsigtigt vinduet op med sin anden hånd, til han kunne komme ind. Efter at have plantet fødderne på det bløde gulvtæppe, trak han lydløst vinduet i og listede uden en lyd ned af gangen og ind i hvad han selv ville kalde et arbejdskontor. Døren blev lukket og så kunne han gå i gang med at tjekke skabene igennem for medicin i diverse former. Det meste kendte han ikke effekten af og lod det derfor stå. Først da han fandt en papæske med det indhold han skulle bruge, rakte han ind i mængden af hvide genstande. Efter at have lukket skabet gjorde han sig klar til at finde den bedst mulige udgang.

Clara vendte en side i det blad hun skrev i. Sudokuen havde ikke taget hende lang tid, men det var også en af de lette. Radioen i hjørnet af rummet skrattede lavmælt. Lige før havde den spillet en ligegyldig melodi i et hurtigt tempo, men nu snakkede en radiovært med en tidligere politiker om Miamis økonomi. For Clara var det kun baggrundsstøj, for den slags betød ikke noget for hende. Hun så kort på uret, der hang over døren, klokken var næsten kvart i fire. Hun lukkede bladet sammen og lagde det ud i holderen, i venteværelset hvorfra hun havde taget det.
Hun overvejede om hun kunne tillade sig at tage en smøg oppe på taget. Hun kunne ikke ryge indenfor i et lægehus, og det var usmageligt at stå uden for døren på gaden og ryge. Det havde hun i hvert fald fået at vide af Beatrice der billigende havde snappet cigaretten ud af hånden på hende og slukket den imod husmuren for to dage siden, da Clara var ankommet.
Huset der var i to etager havde indrettet det flade tag med et drivhus der blev brugt til at dyrke de fleste  planter de brugte til healing. Det var egentlig mest Jake der passede dem, siden han ikke var udlært endnu. Før i tiden havde haft en ældre dame ansat til det, men da hun døde måtte Jake overtage.
Clara besluttede sig for at gøre det. Hun ville kun være væk i fem minutter, og hun kunne jo høre hvis der kom nogle, selvom hendes menneskelige slægtninge ikke ville kunne. Hun smuttede ovenpå og ind på det gæsteværelse hvor hun sov i, hun snuppede cigaretpakken der lå på kommoden og gik videre, forbi Jakes rodede værelse, forbi sin tante og onkels soveværelse, forbi badeværelset, forbi kontoret hvorefter hun stansede op og gik et skridt tilbage.
Hun kiggede ind i kontoret, hvor medicin skabet med alt det medicin som folk ville være mere interesserede i at få fat i. Enten for at kunne sælge på det illegale drug marked, eller bare var farligt nok til at ufaglærte ikke skulle have med det at gøre.
 
Hvis Alex havde nået at gemme sig, stod hun og gloede på det ulåste skab et øjeblik som ellers plejede at være lukket og låst, med en almindelige billig hængelås der ville være nem at dirke op. Fordi skabet nu var ulåst ville det glide en smugle op når man bare lukkede det. Hun ville gå ind og undersøge hvad der mon var sket, om det bare havde været Harold der havde været skødesløs med skabets indehold eller hvad der ellers kunne være sket. Hun ville se at en stor æske manglede fra skabet og at en flaske og to hvide æsker med farlige substanser var væltede og lå ned på hylden hvor de havde stået.
 

Hvis ikke Alex havde nået at gemme sig, ville hun glo på ham et øjeblik og råbe. "Hey, hvem fanden er du?" Hvorefter hun ville gå helt ind i værelset, og stirre udfordrende på ham med øjne der glødede ravgyldent og unaturligt.

Lyden af skridt længere nede af gangen var ikke svære at opfange i det ellers noglelunde stille hus. For Alex betød det at der kunne komme nogle ind og fange ham i at have hænderne i kagedåsen, hvilket han absolut ikke havde lyst til, så det handlede om at finde et gemmested hurtigst muligt. Låsen, som var dirket op med en af Nathans dimser som han faktisk havde lært at bruge, blev hurtigt glemt da rummet blev scannet for gode gemmesteder. Der var selvfølgelig altid gardiner, men de var for tynde til at kunne bruges, der befandt sig også et skrivebord der kunne bruges, men der var ikke nok dækning langs siderne, så valget blev døren. I fuld firspring pilede han som en mus hen bag døren og bad guder og hvad der ellers var oppe i himlen om, at hvem der end ville komme, ikke smækkede døren op. Der gik mange historier blandt umbra'erne om folk der havde gemt sig bag døre, med resultatet at få brækket næsen, fordi folk svang den hårdt op.
Efter sine års lange træning havde Alex intet problem i at få sin hvertrækning til at blive lydløs mens han stod bag døren der gik op og en kvinde trådte ind. Hun havde fået øje på medicinskabet. Det irriterede Alex at han ikke havde husket at få det lukket, men det var der intet at gøre ved. I samme øjeblik kvinden var inde og stod med hoved begravet i skabets indhold, trådte Alex ud fra sit gemmested og drejede rundt så han kunne komme ud igennem døren. Derfra drejede han halvfemsgrader og løb ned af gangen. Vinduet var hans mål. Da han var kravlet ind, havde han ladet det stå tilpas meget åben til at han kunne skubbe vinduet op skulle han flygte samme vej ud, som han kom ind. Noget man lærte tidligt i sin oplæring. Skab altid flugtveje, men uden at afsløre dig.
Lykkes det ham at løbe hen til vinduet ville han springe op og samtidig med en hånd skubbe vinduet op, så han i det næste spring kunne komme ud af huset og gribe fat i taget på nabobygningen der til alt held havde nogenlunde samme højde. Derfra ville han hive sig op i armene og sprinte hen over tagene til han kunne blende ind med sine omgivelser.

Clara var gået helt hen til medicinskabet og havde kun lige nået at åbne det helt før hendes skarpe hørelse opfangede nogle hurtige, løbende, men alligevel meget lette, fodtrin der pludselig løb bag hende. Hun snurrede rundt og nåede lige at se bagsiden af en hættetrøje, med hætten slået op, på en person der var en smugle højere end hun selv. Uden at tænke mere over det lod hun skab være skab, og spurtede efter ham. 
Først tænkte Clara at personen kunne være Jake, men da hun nåede ud i gangen og så ham løbe direkte imod vinduet for enden ad gangen der stod på klem, kunne hun se at denne person var en del højere end Jake, desuden var han jo i skole. Hun tog fra med hånden mod væggen ude på gangen, som hun ellers ville være rent ind i, og skiftede adræt retning ned imod den ukendte person. Hun indså hurtigt at han havde længere ben end hende da hun stormede fremad, men det var der heldigvis råd for. 
Claras hybrid var ikke ret meget større end hun var i sin menneskeform, hun var kun en smugle højere end normalt. I stedet for at være gigantisk og muskluøs var den slank og elegant, og helt fantastisk smidig. Den kulsorte pels havde samme farve som hendes hår, når hun var i menneskeskikkelse. Hun havde Rav-gule øjne der gløde mod det sorte behårede andsigt. Hendes fremtoning blev dog gjort en smugle mere komisk end ellers fordi hun stadig havde lægeuniformen på over sin ulve skikkelse. Clara snerrede højlydt imens hun optog forfølgelsen.
Hvis det ikke var fordi at drengen måtte bruge tid på at åbne vinduet, og hvis det ikke var fordi at hun havde forvandlet sig, ville hun ikke have nået ham før han var sprunget ud af vinduet. Hun viste ikke om hun ville være fuldt efter hvis han var begyndt at flygte hen over hus tagene. Hun viste at hun ville være i stand til det, i denne form, men om hun ville kunne fange ham var hun ikke sikker på, for han var helt sikkert bedre til det end hun var.

Clara greb ud efter drenges hætte. Hvis hun fik fat ville hun trække ham tilbage ind i gangen med alt den kraft hun havde. Clara var egentlig ikke ret stærk, men hun ville alligevel have kræfter nok til at få drengen til at vakle eller falde på halen med et solidt ryk i hætten. Så ville hun stille sig imellem ham og vinduet og glo surt ned på ham. Antydningen af den tatovering som Clara havde ved det ene øje der mærkede hende som medicinhealer, var også synlig med rød mod den sorte pels lige ved siden af hendes ene øje. Selv hvis hun ikke var eds bunden til at lade være, ville hun ikke havde drømt om at gøre ham ondt. Alligevel rasede hendes ulv et eller andet sted i hendes baghoved, og hun måtte bruge en del viljestyrke på at undertrykke den.
"Og hvor havde du så tænkt dig at du skulle hen?!" Ville huns spørge. Det var ikke alle varulve der kunne tale i deres ulveformer, men Clara havde lært sig det, selvom det var en del sværere. Hendes stemme var meget mere rug og dyb end normalt, og blev gjort en smugle stærk at forstå på grund af en dyb knurren der var umulig at undertrykke.

Hvis hun ikke fik fat i hætten på ham, fortsatte hun efter ham op af taget. Hendes hybrid form kunne nemt klatre og springe meget bedre end hendes menneske skikkelse, selvom hendes mål utvivlsomt kunne slippe fra hende, hvis han var snedig.

En hættetrøje var smart til alverdens ting, bare ikke når man flygtede. Grebet i hætten fik halsudskæringen til at presse sig imod Alexs hals, hvilke under alle omstændigheder ville have fået ham til at stoppe op. Selvom rykket ikke havde været hårdt var det nok få ham til at vælte bagover, hvor han forsøgte at tage fra med hænderne mens en mærk skikkelse placerede sig foran vinduet. Først da han var kommet halvt op at sidde og egentlig var på vej væk igen, stoppede han op og gloede på skikkelsen foran ham. En varulv, men i ... lægeuniform. Først skød hans bryn i vejret og sekundet efter begyndte han at grine. Det var så voldsomt at han næsten måtte ligge sig ned på ryggen igen, for at kunne få grinet færdig.
Det havde bestemt ikke været helt planlagt, for egentlig ville han være sprunget på bene og fundet sig en anden udvej, men en varulv i dametøj så man altså ikke så tit og det var vær at ofre livet på i et par sekunder. Det tænkte han i hvert fald imens han stadig havde sit liv. Latteren stoppede dog kort efter igen og på ingen tid var han igen oppe at stå og kunne tørre øjenkrogene for tåre af latter.  "Næste gang må du lige nå at skifte tøjet helt ud, inden du skal lege store stygge ulv." Pointerede han, før et flabet grin voksede op på hans læber i et kort glimt, som fra en klar himmel, før han snurrede rundt om sin egen akse og løb ned af gangen for at komme hen til trappen. Han ville bruge den klassiske udvej, da han ikke havde set andre vinduer på sin vej.
Selvom han muligvis løb for sit liv, kunne Alex ikke lade være med fortsat at grine sit smørret grin, mens han havde billedet af ulven i dametøj på nethinden. Han gik ud fra at det havde været kvinden han havde set ryggen af, men det ændrede ikke ved at det var frygtelig morsomt. En ulv var jo ikke noget feminint dyr. Alt i alt var et dyr i tøj generelt en morskab at se.

Clara fik for første gang et godt blik på drengens ansigt. Han var yngre end hun først havde troet. Hun blev en smugle forbavset over at han grinede. Tog han ikke dette her alvorligt eller var det bare fordi han syntes hun var komisk. Clara var endnu ikke klar over hvad han havde stjålet, men hun var overbevist om at det var et euforiserende stof af en slags. Det var den slags der blandt andet var låst inde heroppe, netop fordi de var sværere at stjæle. 
"Det er ikke mit tøj du skal bekymre dig om lige nu knægt! Aflever!" 
Hun talte så tydeligt som hun kunne ud igennem sine ulvekæber. Der var altid en snerren i hendes stemme, i denne form, som var umulig at undertrykke, selv om hun havde øvet sig længe. Hun kunne mærke at drengen allerede irriterede hende. Hun havde jo ikke antaget denne form for at skræmme ham, det viste hun godt ikke virkede på andre end små børn efterhånden, selvom ham her så ud til at være i den rigtige alder. Hun havde forvandlet sig for at kunne fange ham, hvilket hun mindede sig selv om. Hun rakte hånden ud, for at tage imod det han havde stjålet, men hun viste godt at det var et naivt forsøg på, at give ham en chance for at overgive sig. Han var sprunget på benene hurtigere end Clara havde forventet, og var smuttet i en bevægelse, ned mod trappen. Clara udstødte en irriteret lyd som en der havde haft en lang dag og var stødt på endnu et problem der skulle løses inden fyr aften. Dette mindede hende så meget om når de andre ulves hvalpe, i Phoenix's kobbel, lavede unoder og derefter pilede i alle retninger. Da hun fulgte ham lige i hælene ned af trappen og igennem køkkenet, hvor Clara havde siddet før, sagde hun til sig selv at hvis hun kunne fange kobblets hvalpe, så kunne hun også fange denne hvalp der tillodsig at stjæle fra hendes familie, imens hun så på det. 
Den eneste udgang fra køkkenet var ud til venteværelset, hvor man først skulle rundt om disken, eller måske mere tillokkende, over disken før man kunne nå døren. Ude i venteværelset var Beatrice ved at tage afsked med den ældre herre hun havde tilset. De ville nu nok ikke være så svære at forcere for Beatrice var 52 og ikke særlig rapfodet. 
Da hun hørte de to komme buldrende ned af trappen vendte hun hovedet imod lyden og sagde
"Clara hvad i alverd..." 
Begyndte hun, med en forbløffende rolig stemme. Beatrice hverken stillede sig i vejen for de to, eller veg til siden, men blev stående hvor hun stod. 
"TYV!" 
Var det eneste Clara nåede at sige inden jagten fortsatte. Clara var ikke tæt nok på til at kunne få fat i drengen, men hun var fast besluttet på at han ikke skulle slippe fra hende.

Alex stormede igennem køkkenet og ud i venteværelset, hvor han straks fik øje på døren og derefter så den ældre dame. I et kort sekund overvejede han om hun ville forsøge at fange ham, men da tanken var færdig var han allerede over diskren og næsten forbi kvinden uden at hun reagerede. Han ville, fordi han kunne, have beklaget sig ulejligheden men da han havde trukket vejret ind for at sende den ud i ord, var han allerede ude på gaden. Øde og næsten helt stille for uden nogle få sjæle der vandrede rundt omkring med forskellige gøremål. Havde der været flere havde han helt sikkert forblevet på jorden, men han kom frem til at det ville være bedre på hustagene.
Om han overhoved kunne løbe fra kvinden, ulven, var et spørgsmål Alex først begyndte at overveje imens han samtidig søgte efter et sted at komme lidt op mens han pilede rundt i gaderne som en mus, jagtet af en 'kat'. En varulv måtte have den fordel i at kunne være mere udholden end ham selv, hvilke måtte betyde at han måtte af med det han bar, så han kunne vende sig om og konfrontere ulve-kvinden, men så kom spørgsmålet om hvordan man så lige gjorde det. Han kunne jo ikke bare smide tingende fra sig. Løsningen på alle hans kvaler kom dog pludselig løbende ind fra sidelinjen. Nathan, en bredskuldret mand, skimtede Alex ud af øjenkrogen. Et grin vågnede op på hans læber. Det tog dem få sekunder at kordinere hvad de skulle gøre med et par blikke først den ene vej og så den anden, krydret med lidt fagter. Da de til sidst var færdig kunne Alex bestemt også mærke at hans lunger ikke brød sig om den heftige tur.
Efter nogle flere meter var Nathan nede på jorden. Alex kastede æsken med medicin til ham i en lav bue, men fortsatte med at løbe videre. Nathan der havde grebet æsken drejede af i et næsten halvfemsgraders sving og løb så ned af gaden til han forsvandt ned i et hul. Et kloarkdæksel var i tidernes morgen blevet fjernet fra hullet, som var bred nok til at et menneske kunne komme der ned, men nok for lille til varulve.
Tyve meter fra stedet hvor medicinen var kastet, stoppede Alex, grispende efter vejret. Trods det, sad der alligevel et stort smørret grin på hans læber, mens han kiggede på ulven i tøj. Han kunne ikke undgå det. Det var altså komisk. "Nå på ... kædnings ... ulv, ... så forsvandt .. byttet." Lød det imellem det tunge vejrindtrækninger. Han stod lænet op af en mur og tørrede sveden af banden. En hoodie var ikke god til sprint.

Clara der efterhånden løb mere på alle fire end hun løb på to ben. Tog et langt spring helt inde fra køkkenet af og sejlede i en elegant bue over disken, der alligevel endte med at vælte en kuglepen der stod i en holder, for at optage forfølgesen. Hun fulgte efter Drengen ud på gaden, forbi sin tante og væltede den stol der stod ved siden af døren, der kimede højlydt, hvergang den blev åbnet, fra en klokke oven over døren. 
Hun skubbede brutalt døren op da den svingede tilbage imod hende. Nu var hun sikker på at hun ville kunne fange ham, hun ville være langt hurtigere end ham på de næsten tomme gader, selv hvis han klatrede op at tagene, ville hun kunne følge med, så længe hun ikke tabte ham af syne. Hun fuldt ham rund imellem nogle gader og registrerede svagt at hendes tante råbte noget efter hende. Hun havde et mål i syne og hun nød jagten. Hun kunne se at hun vandt ind på ham, meter for meter. Pludselig så hun ud af øjenkrogen at nogen kom løbende ud af en gyde ved siden af hende, en stor mand spurtede forbi drengen hun jagede og drengen smed pakken han havde over til ham, hvorefter han forsvandt ned i en kloark, hun slet ikke havde lagt mærke til var der. 
Clara snerrede af frustration, de måtte have aftalt dette før de begyndte. Hun viste at hun ikke ville kunne finde vej ned nede i kloarkerne som dem der var stedkendte. Hun var ikke så bekymret for om hun ville sidde fast. Hun var ikke meget større end hun var normalt, så hvis en bredskuldret mand som ham kunne komme igennem, så kunne en slank varulv også som hende bestemt også. Det var sandt at varulve som Jack og Phil, fra hendes kobbel der var gigantiske i deres ulveform, men Clara ville sagtens kunne. Hun overvejede om hun ville kunne spore manden dernede, men hun ville aldrig kunne fange en fært dernede, hun kunne lugte hvor slemt det var dernede, herfra hvor hun stod. 
Hun vente sig i stedet imod drengen der var standset op nogle meter væk. Hun overvejede hvorfor han var standset. Troede han at han slap for videre tiltale, bare fordi han havde skilt sig af med medicinen han havde stjålet. 
"Hvad mener du dog." Sagde Hun "Du er her jo endnu." Hun gik tættere på, så hun kun var et kort spring fra at nå ham. Hun kunne se at han var forpustet. Clara var i god form så hun var kun lettere forpustet og kunne sagtens løbe lidt endnu, hvis det var det der skulle til.
"Er din ven ikke heldig? Han får lov at få alle de stoffer i lige har nakket, helt for sig selv. Så kan han da blive godt skæv, jeg ved ikke hvad der var i det skab, men hvis det er fra det forbudte skab, så er der gods i." Clara blokerede bevist vejen til det lille kaninhul de havde lavet sig. Hun ville ikke lade ham slippe væk, i hvert fald ikke den vej. Under normale omstændigheder ville hun lade Phoenix tage sig af tyve og røvere hjemme i kobbelet, det var hendes job som Alpha, men nu måtte hun hellere tage ham her tilbage til lægehuset, Beatrice måtte vide hvad man gjorde ved småforbryder i Miami, for Clara var ikke sikker.

Alex tog sig god tid før han svarede igen. Han skulle lige have luft ned i lungerne. Selvom han var i god form, bedre end et normalt menneske, krævede hans lunger stadig luft. Han indtog det ikke igennem huden, men igennem halsen og kunne derfor ikke bare snakke øjeblikkeligt. Først da hans vejrtrækninger var nogenlunde normale, rettede han sig helt op.
"Det er kun et spørgsmål om tid." Han havde absolut ikke planer om at blive hængende og han havde flere idéer til hvordan han skulle komme væk, men en lille snak gjorde intet. Så kunne han få vejret igen og måske lærer at kende varulven lidt bedre at kende, så han vidste hvilke svagheder og styrker han skulle være opmærksomhed når han ville sætte sin flugtplan igang.
"Har du ikke engang styr på hvad der er i dit skab? Det var ikke stoffer jeg var ude efter. Det kan jeg få andre steder, ville det blive nødvendigt." Lød hans svar, en smugle overrasket, da hun anklagede ham for at ville indsnuse et eller andet euforiserende stof. En ting han altid havde holdt sig langt væk fra. Der var ingen grund til at begrave sig i sådan noget stads. Det ødelagde kroppen og det var kun kujoner der ville flygte fra livet på den måde. Det var som at begå selvmord, men kun halt, for på et eller andet tidspunkt ville man vende tilbage og så kunne man jo lige se om tingende var bedre, hvilke det sjældent var. Begik man ordenlig selvmord, ville der ikke være nogle anden chance.
"Men du må nok hellere skifte form, med mindre du vil gøres til spot og nar." Kom det, efter en lille pause, næsten høfligt fra ham. I hans mundvige kunne man dog nemt se et lille smil der var gemt. Han fandt det stadig morsomt at ulven bar kvindetøj og de folk der gik forbi dem syntes tydeligvis også det var morsomt. En lille pige på tre år, som kom gående med sin mor i hånden, pegede og proklarmerede højlydt at hun så en ulv i dametøj. Storebroren syntes det var morsomt og grinede højlydt trods sin mors ivrige forsøg på at få ham til at tie.