Oss kvinder(Nille)

Nille så undrende på de bioraptore. Aldrig havde hun set noget lignende i hele sit liv. Hun så automatisk ned. Hun kunne ikke lide at se ind i andres øjne... Det var ubehageligt for hende. Virkede til at være en sød pige? Hvor var det dog pænt sagt af Diana... Hun smilede taknemmeligt, og så op.
"Tak. Dit navn er også pænt." Ja, hvad skulle hun ellers sige? Hun ville gerne være høflig. Måske var der mulighed for en ven her? Det håbede hun. Hun kunne godt tænke sig en ven... Dem havde hun efterhånden ikke ret mange af. De blev altid skræmt af hendes øjne. De blå lysende øjne man ikke lige glemte at man havde set ind i.
"Marionet dukker?" Nille rynkede undrende panden. "Hvad er det?" Og, dog gik Nille lidt tættere på Diana.

Der var noget smukt over den måde hun gik på, man kunne slet ikke se på hende at Diana kunne slå fra sig, især ikke når hun gik med en smukt lettere svejende bevægelse omkring hoften, og smilede til Nille med hendes smukke læber. Diana var virkelig skruet godt sammen ingen tvivl om det, men hun gjorde virkelig også meget for at holde sig smuk, hun skulle holde en sund og god kost samt holde sig i form, for at vedligeholde sin smukke krop.
"Jamen tak der er aldrig nogen der har sagt, at jeg har et smukt navn!" Sagde hun glad da Nille, komplimenterede Dianas navn "Marionet dukker er dukker man styre med snore, men jeg har lært at udvikle den slags teknik fra harmløse små teater dukker, til menneske størrelse kampdukker som jeg styre med min chakra!" Diana smilede til Nille mens de gik side om side, med King og Ace på hver side af dem som sådan nogle store, dødsens farlige livvagter.

Det var tydeligt at Diana gjorde meget for at holde sin krop, og udseende i tip top form. Hvor derimod Nille var fuldkommen ligeglad, hun kunne være fed, hun ville stadig være ligeglad. Men da Nille løb meget, og hoppede let over væltet træer, foreksempel, var hun i god form. Nille smilede skævt. Der var intet... Overnaturlig skønhed ved Nille, ikke set i hendes øjne. Det eneste der virkelig var smukt ved hende var hendes øjne... De lysende blå øjne der kunne få sorte prikker i sig.
"Ikke det? Hvilke personer er det dog du har mødt?" Nille så undrende på Diana. Nille så flovt ned... Det var altså lidt pinligt at hun ikke vidste hvad nogle ting var... Eller betød. "Teater...? Hvad er det? Og hvad er Chakra?" Hun så endnu engang spørgende på Diana.
Nille så kort på en af bioraptorene, men så hurtigt på Diana igen.

"Tja jeg har kun mødt meget få væsner, og indtil videre har jeg mødt en der komplimenterede mit udseende og min krop, og en der var lidt mere fysisk i sin måde at udtrykke sig på!" sagde hun mildt og smilede til Nille. Det begyndte at gå lidt op af, da de var på vej op af en bakke der førte op til hendes grotte. Igen viste Nille tegn på at vide mindre end man lige kunne have regnet med, og det undrede Diana en del at hun spurgte om sådan nogle ting, men hun som det var svarede hun alligevel på spørgsmålende.
"Altså et teater hvert fald til marionet dukker, er en slags lille scene hvor man kan bruge dukkerne og lave et skuespil!" forklarede hun mildt "Og chakra det er den energi der strømmer gennem hele din krop!"

Nille lagde hovedet på skrå, og så undrende på Diana... Fysisk måde? Hun forstod ikke. Hun rynkede lidt på næsen - tegn på hun snart ikke vidste hvad hun skulle gøre.
"Hvad mener du med fysisk måde?" Hun lagde armene over kors.
Bakker... Nille kunne løbe med fuld fart op af en bakke uden at miste pusten, hun flygtede tit. Hun så kort rundt, inden hun så på Diana igen.
"Nå... Det har jeg aldrig set før." Hun smilede blidt. "Som du nok har opdaget ved jeg ikke så meget..." Hun trak på den ene skulder.

"Med fysisk mener jeg, at han udtrykker sig via krops sprog, og fysisk kontakt istedet for med ord og sådan!" forklarede hun mildt, mens de nåede til indgangen til hendes grotte. Hun gik indenfor i den hjemlidt udseende hytte, der dog så lidt uhyggelig ud, da der hang halvfærdige menneskelignende, uhyggelige dukker på den ene væg, der havde nogle ret farligt udseende ansigter.
"Jeg må vise dig det en dag, når muligheden er der for det kan være ret sjovt!" sagde hun mildt og smilede til Nille "Men selvfølgelig kun hvis du har lyst?"

//Undskyld tiden. /:

Krops sprog? Fysisk kontakt? Æhm... Nille kneb øjnene lidt sammen. "Jamen, er det ikke kedeligt så? Er det ikke bedre at få at vide han elsker en i stedet for han viser det?" Nu var hun forvirret. Hun forstod det ikke.
Nille fulgte med indenfor, og så sig nysgerrigt omkring. Ja, det her var noget anderledes end det hun plejede at se.. Træer, buske, og dyr... Dette var... Lidt uhyggeligt. Nille så på Diana, og smilede høfligt.
"Det lyder hyggeligt." Nille lagde armene over kors, og så sig omkring. "Men nu du taler om fysisk måder ved en mand viser sin kærlighed, eller det du nu mener... Er der så nogen dit hjerte har sat sin glans på?" Mærkelig måde at formulere det, ja... Men Nille var jo... Ikke så fantastisk klog på alting. Hun mente om Diana var forelsket i en.

"Tja nogen har det jo sådan, at de godt kan lide at høre dem de elsker sige jeg elsker dig til dem, mens andre godt kan lide at det bliver udtrykt på en mere fysisk måde, men sådan er vi jo alle forskellige, så det jo op til den enkelte hvad de bedst kan lide, og selvfølgelig hvordan de selv udtrykker kærlighed!" fortalte hun mildt, mens hun gik hen til den bagerste væg i grotten, for at stille Karasu dukken hun gik med fra sig, ved siden af 2 dukker der hang på væggen. Disse 2 der hang på væggen så ud til at være noget helt særligt, for udover at de så lidt gamle ud, var de i fin stand men så ikke ud til at være lavet til kamp, de bar begge sorte lange pels jakker, og lignede faktisk mere eller mindre en mor og en far. Diana betragtede dem kort med et stille sind, og nussede dem skiftevis på kinden som om de betød meget for hende, før hun vendte sig mod Nille igen.
"Nej jeg er ikke blevet forelsket i nogen, jeg har levet herude i denne skov i omkring 500 år, så jeg har ikke rigtig mødt nogen at blive forelsket i!" sagde hun mildt "Hvad med dig, har du nogen du fundet dig din udkårne?"

Nille lyttede fascineret med til det Diana sagde. Diana kunne sikkert lære Nille en del om verdenen, og hvad nogle ting betød. Der var så meget Nille ikke vidste, og skulle lære. "Jamen hvordan fungere den fysiske måde?" Spurgte Nille nysgerrig.
Nille stod høfligt, og rørte ikke ved noget for ikke at være uhøflig. Hun så nysgerrig rundt. Hun kiggede på Diana og smilede lidt.
"Jamen, har du så aldrig snakket med nogen andre mennesker?" Spurgte hun, ubevidst om hun sagde 'mennesker' og ikke 'væsner'. "Nej, jeg ved knap nok hvad kærlighed er. Jeg har levet i skoven lige siden jeg var lille." Svarede hun.

Diana smilede lidt til Nille, da hun spurgte hvordan den fysiske metode fungerede, og lagde tænkende hovedet på skrå, da hun lige ville tænke sit svar igennem, før hun svarede på Nilles spørgsmål. Hun ville jo gerne svare så godt så muligt, så Nille havde en god ide om hvordan det fungerede, nu hvor hun ikke vidste det.
"Jo altså den fysiske måde er sådan, at man i stedet for at sige til den man elsker at man elsker dem, så viser man det ved at være kærlig, i sine berøringer og opførsel overfor den man elsker!" forklarede hun, og håbede på at Nille forstod hvad hun mente.
Da hun så spurgte om hun aldrig havde snakket med nogen andre væsner, grinede Diana blidt og smilede til Nille, mens Diana så hende i øjnene og lagde hovedet på skrå. Diana var ikke i tvivl om, at Nille ikke var vant til den ydre verden, og hvis hun gerne ville lære noget af Diana, ville Diana da ikke holde sig tilbage med at lære fra sig, af hvad hun selv vidste.
"Først og fremmest må du huske på, at du skal sige væsner og ikke mennesker, der er mange forskellige væsner i denne verden, så væsner har for flere århundrede siden erstattet mennesker, i den her slags sammenhænge!" forklarede Diana let "Og jeg har kun mødt få væsner, som jeg rent faktisk har snakket med, du er faktisk på top 4 listen hvis jeg ikke husker helt forkert!" Diana smilede mildt igen, på den søde måde de fleste fyre ville kunne li, fra en smuk dame som Diana.