Help me... please! (Maksimilijan)

”SE SÅ AT FÅ HENDE FANGET!” råbte en mand da Phoenix nåede rundt om hjørnet. Det eneste hun havde gjort, var da bare at ødelægge nogle planer. Som leder var det jo hendes job at hjælpe andre varulve… specielt hvis de var på den sorte liste.
Det hvide hår svingede fra side til side. Pulsen var høj og hendes vejrtrækning kunne høres på lang afstand. ”Flyt jer!” Råbte Phoenix og gled under en båre der ikke havde fået tiden til at flytte sig. Folk sprang til alle sider for at undgå den råbende varulv. ’find en ud vej, find en udvej, find en… DER.’ Tænkte hun og skiftede kurs, og nåede lige præcis at dukke sig, inden noget tungt fløj ved siden af hende. ”Få så fat i den ulv!” Skreg manden igen, imens Phoenix grinede svagt.
Det varede dog ikke længe, før hun blev snuppet. Hun stod overfor et stort brød med en mindre pistol. Lugten af sølv var tydelig i den unge leders næsebor, og hun snerrede ad ham. Hvad skulle hun gøre? Han kunne tage hende ud med en kugle, og torturere hende med resten. Hun sank en klump og bakkede. En kold klam hånd tog fadt i hendes hestehale. ”Hvor skal du hen dit gadekryds?” Grinede han ondskabsfuldt. Phoenix var igen trådt i spinaten…

Maksimilijan var ikke sikker på hvorfor han netop nu var på hospitalet. Han kendte ingen af dem som var indlagt her, men alligevel var der noget som havde drevet ham her hen netop i dag, men hvad det var, det vidste han ikke liget. Han var som altid iklædt helt sort tøj og et pighalsbånd. De fleste folk skyndte sig altid væk ved synet af ham, da han lignede trouble. Han havde dog en yderst mild sjæl, og overhoved ikke som han så ud til. Han gik stille ned af de hvide gange, og så sig rundt. Folk flyttede sig for ham uden han skulle sige noget til dem, de hans udseende gjorde dem nervøse.

Han var ikke nået så langt inden han hørte nogle råbe op, og han begyndte at følge råbet. Han drejede om et hjørne lige i det de fik fat på Phoenix. Da han så hende vidste han med det samme, at det var denne person som var meningen med hele hans eksistens. Det var hende han var født til at skulle beskytte. Han havde ellers mere eller mindre opgivet at finde sit skytsvæsen, men nu havde han fundet hende. Han vidste det med det samme han så hende. Han var meget glad for, at hun var så ung som hun var, for det betød så, at de bege kunne leve temmelig længe forhåbentlig.

Han gik hurtigere tættere på dem. "Hun er ikke et gadekryds, og lad hende venligst være." Sagde han med en let truende stemme til dem. De så på ham, og grinede så bare af ham. Han kunne tydelig se, at de undervurderede ham lige nu, men det var meget dumt af dem. Han så kort på tøsen som han havde fået til opgave at beskytte med sit liv, inden han igen så på mændene og gik lige over til dem. Han knyttede sin hånd, og slog manden som holdte tøsen. Manden blev meget chokeret, og slap derfor Phoenix. "Løb" sagde han henvendt til tøsen, inden han slog den anden så hårdt at han faldt til jorden. Den anden var dog ikke helt besvimet af slaget, og rejste sig derfor op og angreb så Maksimilijan.

Da grinte, så Phoenix på ham, og prøvede at smile, men smerte af ham der hev hende i håret, fik det til at ligne en grimasse.
Det at den unge fyr slog fra sig, overraskede Phoenix meget. ”Hvad i?” mumlede hun. Phoenix udnyttede sin nyvundne frihed til forsigtig, at bakkede væk fra dem alle. Hun kunne dog ikke komme helt væk… han havde ofret sig for at hun kunne komme fri, nu måtte hun jo betale tilbage, ellers ville hun stå i gæld til ham…
Da det store brød begyndte at slå løs på Maksimilijan, løb hun frem og sprang op på ryggen af ham. ”SLIP HAM!” knurrede hun og lod hendes evne bryde frem. Ilden brændte kraftigt omkring hans ben og hals, indtil han styrtede i knæ og krøb sammen. Den orange ild døde hen og Phoenix grinte. ”Nu skal vi løbe.” grinede hun mildt, og tog fat omkring den mystiske fyrs håndled.

Da hun begyndte at løbe, lod hun sine fingre slippe ham og fortsatte ned af gangen. Hvis han ville med, måtte han følge efter hende.
Den unge varulv sprintede ned igennem de lange gange, og drejede pludseligt af. Vejen ud, eller op til taget var for enden af gangen. Med nogle hurtige skridt var hun ved døren og hev. Den rokkede sig ikke ud af stedet. ikke før noget tungt sparkede døren op, inde fra.
Slaget sendte Phoenix bag over. Hun ramte det hårde gulv med en hult bump, og en lille banden kom fra Phoenix. ”Hvorfor sker det altid for mig?” mumlede hun efter eden og så op. Den person der havde sendt hende bagover var endnu et brød. ’hvor kommer alle de bøller fra?!’ tænkte hun og gned sit hoved, efter at hun var kommet på benene.

Han kunne se på tøsen han lige havde hjulpet fri, at hun var overrasket over, at han havde hjulpet hende ud af det her, men han skulle nok forklare hende det når han fik tid til rigtig at tale med hende uden alt dette tumult her. Han smilede da hun bakkede væk. Godt, hun skulle ikke blive her, og han skulle skam nok klare sig selv ud af det her igen, for han vil ikke allerede nu lade hende i stikken, lige da han havde fundet hende.
Da den første af det to fyre han havde slået, lige pludselig angreb blev han overrasket da han havde troet han var færdig, men åbenbart ikke. Maksimilijan hørte Phoenix knurre af manden at han skulle slippe ham, og hun var nok også sprunget op på manden. Hvad lavede hun dog? Hun burde stikke af her fra. Komme i sikkerhed. Så snart manden slap, vendte Maksimilijan sig om og så lige på Phoenix. "Hvorfor stak du ikke med det samme af?" han sukkede af hende, "Men tak" sagde han, inden han fulgte med hende da hun begyndte at løbe.

Da hun begyndte at løbe, fulgte han med det samme efter hende. Han så sig rundt efter mulig fare for nogle som vil skade hende, mens de løb. Han nåede lige at reagere da hun meget pludselig drejede af. Hun var en smule foran ham, men han skulle nok følge med, ellers skulle han skam nok finde hende alligevel. Da hun nåede til døren som ikke åbnede sig, sagtnede han stille farten for ikke at støde ind i hende eller døren. Han så på hende som hun landede på røven, og så så op på den store mand, som var skyld i det. "Hey flyt dig så" Han var efter hånden træt af de her personer som hele tiden kom i vejen for dem. Han så truende på manden, og han rykkede kort et skridt bagud, men så bredte der sig et smil på hans læber. "Hvad vil du gøre hvis jeg nægter?" spurgte han. Maksimilijan sukkede tungt af ham. "Du vil ende med at fortryde det" svarede han blot. Manden begyndte at grine ad det, og gik over mod Phoenix for at 'fange' hende så hun ikk kunne lave mere ballade. Maksimilijan tænkte dog hurtigt, og trådte ind lige mellem dem, så manden ikke kunne få fat på tøsen.

”Du hjalp mig, jeg hjælper dig, og så er vi kvit.” Hun trak henkastede på skuldrene og lagde hovedet på skrå. Da han sagde tak, varmede det faktisk omkring den kolde varulvs hjerte. ”se det som en måde at komme fri på.” Drillede hun.

Phoenix rystede på hovedet og viste tænder. ’hvem er den knægt? Og tror han seriøst at han kan gøre det ved at snakke andre til fornuft?’ hun rullede kort med øjnene og sukkede.
Færden af engel havnede i hendes næsebor. ’det… det da løgn… en fugl på jorden.’ Tænkte hun og knurrede igen lidt. ”Du kan ikke snakke dig ud af det her..” mumlede hun og tog igen fadt omkring hans håndled og trak ham den modsatte vej.

”AD VEJEN!” skreg hun, stadig med hånden omkring fyrens håndled. ”Spring når jeg beder dig, og hold godt fast i mig!” hun satte farten op. ”Luk øjnene og… SPRING!” lyden af en rude der knustes, og vinden der lød omkring hende.

Ilden tog fat og Phoenix forvandlede sig til hendes reneste ild. Hvis han var sprunget med hende ville hun have fat omkring hans håndled, og de ville begge svæve i luften. Hvis ikke var han blevet stående i bygningen, eller falde ned.

//Det blev lidt kort, sorry >_> //

Han lyttede til det hun sagde. Hun hjalp ham fordi hun ikke vil stå i gæld til ham? Sødt, men hun vil i følge ham, aldrig stå i gæld til ham, lige meget hvor mange gange han hjalp hende, så vil han altid skulle hjælpe hende, fordi han nu var hendes skytsengel, og altid skulle rede hende når han kunne, eller sørge for at hun ikke døde. "Fri? Fri fra hvad?" spurgte han da hun sagde, han skulle se det som en måde at komme fri på.

Da han havde stillet sig mellem tøsen og manden, mærkede han vagt at tøsen ikke helt var tilfreds med det han gjorde, men hvad skulle han ellers gøre? Bare slå direkte? Det gik lidt imod hans engleprinciper, men han vil gøre det hvis det blev nødvendigt igen, for at rede hende ud af knibe på. Han sukkede svagt, men han kunne godt forstå hende. Det virkede mærkeligt at en vildt fremmede lige pludselig bare hjalp en uden videre. Han var ikke helt sikker på om han vil have hjulpet hende hvis ikke hun var hans skytsvæsen, eller havde han nok, men ikke lige så ihærdigt som han gjorde det nu. Da hun snakkede til ham vendte han hovedet halvt mod hende. Måske havde hun ret, men han var opdraget med altid at prøve at snakke sig ud af noget før han muligvis tyede til vold. Hans forældre kunne nemlig ikke lide vold, og det havde de næsten fået plantet meget solidt i ham så han heller ikke kunne lide det, men han vidste at han blev nødt til i visse situationer, at skulle bruge vold. "Man kan da altid prøve på det?" sagde han tilbage lige inden hun hev ham væk derfra. Han fulgte med hende uden tøven.

Han sukkede af hende da hun råbte af folk at de skulle flytte sig eller noget i den stil. Han fulgte dog med hende og undrede sig lidt over hun bedte ham om at springe og holde godt fast i hende. Havde hun tænkt sig at flyve eller hvad? Varulve kunne jo ikk flyve, så regnede hun med han fløj eller hvad? Han vidste det ikke lige, men stolede på hun vidste hvad hun lavede, for han vil nok ikke kunne nå at rede dem hvis han ikke var forberedt på det. Hun sprang sammen med hende, for hvis hun døde af det her, ja så kunne han jo lige så godt dø med hende, selvom han alligevel vil dø når hun døde.
Han så ned mod jorden som ikke kom så hurtigt mod dem, og han så op på hende. Hun var omgivet af ild, så hvorfor brande han sig ikke? Han var dog fascineret over hende, at hun var så stærk som hun så ud til lige nu. På trods af at hun virkede så stærk og handlekraftig, så var han ikke i tvivl om, at hun temmelig tit fik rodet sig ud i nogle let farlige situationer.

”Man er i gæld til nogen, hvis du reder mig, skal jeg rede dig, også er jeg fri fra dig.” hun smilede skævt endnu en gang.

Hun sukkede. ”Den tager vi senere.” mumlede hun og sukkede. Hvor var den knægt vokset op henne? Og hvilken tid? Deres land var konstant i krig, alle var såret, og alt manglede… det sidste man gjorde var, at snakke sig ud af problemerne. ’helt ærligt knægt… vågn op… vi er i 3824 ikke i 2000… maner der er meget du skal lære her i livet.’ Tænkte hun imens hun stod bag Maksimilijan, og kiggede på det store brød. Hvorfor skulle hun egentlig jagtes? Hun havde jo bare hjulpet hvor hun skulle… ikke mere eller mindre. Hun havde jo ikke gjort skade på nogen.. ikke lige nu i hvert fald.
Hvorfor var han egentlig begyndt at beskytte hende? Phoenix undrede sig meget over den fremmede gut… men han var jo engel… var han en skytsengel? Men.. var han så hendes? Eller… lod hun sig rive med i det? eller var hun bare naiv nu?

Hun smilede kraftigt over at mærke hvordan vinden var omkring dem, og nød det i fulde drag. Det var ligesom første gang hun mærkede det. Den gang hun havde fået evnen og havde lært at bruge den af ham. ”jeg slipper dig når vi, er over det tag!” Råbte hun tydeligt, og satte en smule mere fart på.
Det eneste der ikke brændte var hendes tøj, og hendes hænder som holdte omkring hans håndled. Roligt fløj hun tættere på taget og da hun var omkring 1 meter over begyndte hun at råbe. ”KLAR! TRE! TO! EN! NU!” hendes hænder slap ham, og lod ham falde ned på taget.
Den landing som Phoenix fik lavet var ikke helt så smuk… faktisk landede hun næsten på næsen og slog et på kolbøtter inden. Men hun var da på taget og havde nogenlunde fast grund under fødderne.
Med klodsede bevægelser rejste hun sig op, og begyndte at grine. ”Det var underholdene! Skal vi gøre det igen?” hun fniste stille og lod ilden dø. Hendes menneske skikkelse tog atter from og den unge varulv stod over for ham igen. ”og for at bringe emnet fra før op, så kan man altså ikke snakke sig ud af alting… sjældent hvis nogen jagter dig eller hvis du måske ødelagde nogle planer for en bande… men hey! Du lever jo kun en gang ikke?” Hendes blege hvide hår blafrede svagt i brisen, og kærtegnede hendes kinder. ”For resten, hvem er du egentlig?” hendes nysgerrige røde blik granskede ham. Lyst hår, lyse øjne noget goth punk over ham, egentlig okay. Men… engel… det udstrålede hen ikke lige frem..

"Hm tja" mumlede han. Sådan fungerede det ikke lige for ham i denne situation her. Han vil altid stå i gæld til hende, eller hvad hun nu en gang vil kalde det. Han var hendes for evigt, selvom han ikke havde skrevet under på det selv, men det var vel okay at det var blevet hende, og ikke en anden som måske vil være 20 gange mindre viljestærk og den slags.

Han hørte godt hendes mumlen. Så hun var altså uenig i at man kunne snakke sig fra noget? visse situationer kunne man altså godt snakke sig ud af, det kunne han bevise, men han vidste jo ikke helt hvad hun havde fået rodet sig selv ind i her at situation. Han så stadig mod den ret så store mand mens hun tænkte en helt masse tanker fornemmede han vagt. Han vidste dog ikke hvilke tanker det var, men det var vel også irrelevant lige nu og her, ikke?

Han lukkede stille øjnene i mens de svævede på denne måde. Det føltes underligt at det ikke var ham selv som fløj, men en anden. Han behøvede ikke arbejde for at føle denne fornemmelse her. Da hun råbte til ham åbnede han med et øjnene og nikkede som svar på det hun havde sagt til ham. Han var klar til at lande på taget de kom til. Da de nåede ind over taget, gjorde han sig klar på at hun vil slippe ham. Han landede på taget en smule tungt, men det var okay. Da hun så landede, så han stille på hende. Betragtede hende. Hvor gammel mon hun var? Han var ikke 100 på det svar.
Han så undrende på hende da hun begyndte at grine. Hvad sjovt så hun i dette her? Det var yderst dumt og farligt, eller det var måske grundet faren hun kunne lide det? Da hun så spurgte om de ikke skulle prøve det igen, sukkede han og rystede på hovedet af hende med et let smil. Da hun bragte emnet fra før på banen igen, så han på hende. "Nej det ved jeg godt, men er opdraget med, man altid først skal prøve at tale sig ud af problemer inden man tyer til ild." svarede han blot og så på hende. Hun måtte gerne syntes han var underlig, det vil han ikke sige noget imod, for han var måske lidt underlig, og langt fra hvad man vil forbinde med en engel hvis man blot så ham, men han kunne lide at være anderledes. Han smilede blidt til hende da hun spurgte hvem han egentlig var. "Navnet er Maksimilijan, og dit?" spurgte han venligt. Han nikkede da hun havde sagt det. "Og inden du spørger hvorfor jeg hjalp dig, for det kan nok godt virke en smule underlig måske. Måske tror du jeg vil gøre dette her for alle, men nej vil jeg ikke." Han så på hende mens han snakkede. "Grunden til at jeg hjalp dig så meget, er fordi det er min opgave at beskytte dig" forklarede han, og så efter en eller anden reaktion på den nyhed. Han anede ikke hvordan hun vil tage dette her.

”Hvornår blev du opdraget, og hvor blev du født?” Grinede hun som svar på at han helts snakkede, før brug af vold.
”Maksimilijan? Hm… og mit navn? Altså... jeg har en del navne, så det kommer vel an på hvilket du helst vil bruge.” drillede hun og sukkede. ”hm... jeg bliver kaldt: Bitch, so, køter, gadekryds, Alpha, Ildfugl, hund, og Phoe. Der er faktisk ikke ret mange som bruger mit almindelige navn… men altså jeg har navnet efter en fugl af ild. Phoenix.” sagde hun højt og lod gnisterne slå.
Hun elskede navnet hun havde fået, og ingen havde undret sig over det, når de havde set hvad hun kunne. Dog var der en del som havde grint over navnet… og havde givet hende en del andre… men det oprindelige navn hun havde fået, anede hun ikke hvad var…
Hukommelsen var forsvundet, og hun kunne kun huske hvad der var sket sid hun var blevet omkring 14 år. Men de to år hun kunne huske var mere end nok for et enkelt væsen. Voldtægter, tortur og misbrug, var næsten for meget for en pige på 16 år.
Hun stod mundlam da han kom med nyheden. ”Så du er min skytsengel?” Spurgte hun stille og så lidt skævt til ham. Det var nyt… Dust havde godt nævnt at han også havde en lille skytsvæsen, men… havde hun også en? En der rent faktisk ville være ved hendes side og beskytte hende og ikke bare stikke af når det blev for meget? ”Mener du det?” Spurgte hun med en lille stemme. Tænk… hvor havde han været? Hvorfor havde han først fundet hende nu?
”Du.. du.. du vil beskytte mig?” stammede hun og bakkede en smule bagud, efter at have sunket den klump der var opstået i hendes hals. ”hvordan kan nogen overhovedet beskytte mig?” hviskede hun svagt og kiggede rundt.

Han så på hende. Hvornår han var født og hvor? Han sukkede og så sig rundt kort inden han igen så på hende for at besvare hendes spørgsmål. "Blev født i Washington DC i år 1730 sådan ca." Svarede han. Måske havde det været et retorisk spørgsmål hun havde stillet ham, men what ever. Den gang havde han været god til at tilpasse sig, også i år 2000, men så blev han pludselig sendt ud i fremtiden her, hvor alt var smadret grundet krig, og han havde ikke liget kunne tilpasse sig disse forandringer helt på blot 10 år.
Da hun talte lyttede han til hende og sukkede tungt over de navne folk kaldte hende. Men da hun så endelig sagde sit rigtige navn, nikkede han til det. "Det et specielt navn til en speciel tøs" smilede han. Han håbede på, at hun intet havde imod at han kaldte hende en tøs, for han mente intet ondt med det, og havde hun noget imod det, måtte hun jo bare sige det til ham.

Da han havde fortalt hende sin nyhed, kunne han godt se på hende, at hun lige skulle synke denne information her. Det var måske også lidt meget sådan meget pludselig at få af vide, men ja. Da hun så spurgte direkte om han var hendes skytsengel, nikkede han bekræftende til det. Han blev ved med at betragte hende mens hun så ud til at tænke over noget. Han sukkede let af hendes spørgsmål. "Ja Phoenix, jeg mener det skam. Du har nu en skytsengel." smilede han til hende. Han nikkede igen for at bekræfte at han rent faktisk vil beskytte hende. "Ja jeg vil beskytte dig, om det så end koster mig mit liv. Vil gøre alt i min magt for, at du overlever og har det godt, lige meget hvad der så end kan frembringe din glæde og det" sagde han til hende. Han så på hende da hun bakkede bagud, og han var klar til at hoppe efter hende og gribe hende, hvis hun skulle gå så langt bagud. Han trak på skulderne af hendes spørgsmål. "Ved jeg ikke. Har på fornemmelsen at denne her dag næsten var som alle dine andre dage?" spurgte han. "Men vil gøre mit yderst for at beskytte dig, det lover jeg"

Hun så måbende på ham og sukkede svagt. Den knægt kunne bare ikke se når noget var retorisk, eller nogen form for drilleri. ”Um… du var godt klar over at det var et retorisk spørgsmål ikke?” hendes røde øjne strålede af glæde, og næsten af lykke, som om hun godt kunne lide den måde hun var stukket af på.
Det var en af de typiske adrenalinkick, som hun fik så ofte, og det virkede ikke som en rigtig dag, hvis ikke kicket var kommet. Det var jo sådan man levede, eller kunne mærke, at man var i live… hvis ikke, ville man meget simpelt dø af det.
Da han fik sagt hendes navn var specielt, grinede hun mildt. ”Jah, lidt må man jo gøre for lidt for at vække opsigt i de forskellige steder. Ikke sandt?” grinede hun og smilede skævt. Den lyse perlerække blev blottet for ham, da hun smilede. Det var faktisk en smule sjovt… hun smilede sjældent med tænderne fremme, men det var tydeligt, at Maksimilijan på en eller anden måde havde sneget sig ind i hendes sjæl, og sat sig fast hos hende.

Da han sagde han ville gøre hvad som helst for at beskytte hende fik hun tåre i øjnene, og kunne ikke holde dem tilbage ret meget længere. ”Så du lover, ikke at forlade mig når du ikke kan klare mere… du må ikke være som de andre.” Hviskede hun næste åndeløst. Det var så mange der havde efterladt hende hvis det var blevet for meget for dem.
”Det her er hvad jeg gør for at leve, jeg overlever ved at sørge for andre ikke kommer til skade, og det her var desværre en af de små ting i dag… det plejer at være vildere… og normalt…” hun blev afbrudt af lyden fra et pistolskud. ”DUK DIG!” Skreg hun.
En mand stod i det vindue, som de var sprunget ud af. ’Giver de da ikke op?’ tænkte hun og trak selv sin egen pistol. Manden fyrede igen nogle skud af mod Phoenix, men hun stod helt stille og kiggede. Kuglerne borede sig igennem hendes krop og ned i jorden bag hende. ”Har du ikke hørt, at man ikke må skyde på andre?” hendes blik havde ændret sig fra glædeligt til smerte, til sindssygt på så kort tid. ”Og hvorfor prøver alle at skyde på mig?! Det fungere altså ikke!” hun sendte selv 4 skud i retningen af manden, og så ham knække sammen.

”Hm.. tror vi skal i sikkerhed inden vi fortsætter snakken.” hun greb hans hånd og løb hen mod døren der førte ned fra taget igen. ”Tror vi kan komme ned den her vej.” Sagde hun mildt og tog fat i døren. Phoenix var underlig, meget… men det vidste hun udmærket godt selv, men hun kunne ikke gøre for, at hun havde så store humørsvingninger, som hun havde. ”Du kommer til at elske mig!” Grinede hun og løb ind ad døren.