Dag: En onsdag
Tid: Omkring 17.30
Vejr: Blæsende med skyer, men ingen tegn på regn eller uvejr. Solen pibler igennem en gang imellem.
Sted: En halvstor slidt træbåd, som normalt blev brugt som fiskekutter, men lige nu fungerede som hans færge til Venus Child øen.
Omgivelser: Den åbne sø, duften af gammel fiskekutter og friske vindpust.
Ikke mange steder i verden kunne man finde dette smukke og ubestridte landskab, som tonede sig frem i horisonten. Det krystalklare vand, som indeholdt alverdens liv af planter og dyr, strakte sig i kilometervis til alle sidder, og skvulpede lystigt op af bådens sider, som var grønne af alger og alder. Luften var frisk og fersk. Den blev slynget omkring i mere eller mindre kraftige vindpust, som fik båden til at vugge lidt frem og tilbage. Havde det blæst bare et par flere meter i sekundet, havde det måske været truende og ubehageligt, men lige nu virkede den gyngende fornemmelser drillende og legesyg.
Forude begyndte man at kunne skimte de frodige kyster af øen som var berygtet for sit landbrug, og ikke mindst sin population, som udelukkende bestod af kvinder.
Auriel havde aldrig været her før, hvilket nok ikke var så underligt, da de normalt ikke lukkede mænd ind. Kun specielle omstændigheder gav mænd en billet ind, og selv hvis de fik lov at besøge dette smukke sted, skulle de hurtigt ud igen. Gezz.. at tale om ligestilling… Lige nu nød han dog bare den smukke udsigt, som kun få mænd var privilegerede nok til at se i deres levetid.
Han lænede sig afslappet op af stævnen i båden, og lod med lukkede øjne vinden lege kælent og lidt voldsomt med hans mørke hår, som strittede til alle sider i vindens leg. Den slog køligt imod huden sammen med duften af fisk og plankton, som man oplevede vinden gøre på havet, men til forskel var hverken luften eller vandet salt.
Langsomt åbnede han øjnene, og hans blik ramte søens vand, som med sin krystalblå farve stod i skarp kontrast til hans gyldenbrune øjne. Ligesom det dybe vand i alle retning stod i kontrast til hans hjemstavns tørre ørkner. Selvom de var modsætninger, havde de mange ting tilfælles.
”10 minutter til vi lægger til!” Råbte en brysk kvindestemme fra førerhuset. Han havde måtte forsikre kaptajnen på skibet, en middelalderne kraftigt bygget kvinde med stenhårde øjne, om at han var blevet sendt bud efter af bestyreren på øen, og at han havde fået lov at være der – i det mindste bare for en dag eller to. Ellers havde hun aldrig gået med til at sejle ham derud for lidt håndøre. Kvinderne på disse kanter var ret skrappe med mænd, havde han meget hurtigt erfaret.
Ude foran kom mere af øen til syne, og det var ikke mærkeligt at størstedelen af landbruget kom fra denne ø. Nok var den ikke stor, men den var næsten ikke blevet påvirket af radioaktiviteten, og jorden var eftersigende magisk med afgrøder.
Højgrønne bakker og marker kunne skimtes langt ude fra søen, og å-kanaler snoede sig smukt igennem landskabet.
I et brev fra en gammel bekendt, havde han fået en invitation til at besøge øen. Hun havde skrevet at der var vigtige emner indblandet, men mere end det vidste han egentlig ikke. Lige nu håbede han mest at hun holdt sit ord og mødte ham på kajen, så han ikke skulle til forklare et par kvindelige bodybuildere/vagter hvorfor han var her, med livet som indsats.
Nede i vandet var de efterhånden så tæt på land, at bunden kunne skimtes. Mange meter nede ganske vidst, men vandet var klart nok til at der var god sigtighed.
31/5/2017, 20:24 af 
