I am no ones slave XXX (Carter)

Tid: 22:30
Sted: New Miami
vejr: solen har været fremme hele dagen, men er for længst gået ned
Påklædning: se ava

Arya var på farten igen lige siden hun havde fundet ud af at en forsker og hendes hold af af andre forsker  var efter hende det havde gjort at hun var bange for blive det samme sted for længe. Hendes hætte på hendes grønne elver dragt var trukket godt ned omkring hovedet selvom vejret var godt, det eneste som man kunne se var små røde totter af hendes hår som hang uden for hætten. På ryggen bar hun hendes bue og et pile kogger. Hun havde været hjemme i junglen for at hente den, buen var af egetræ, men farven var grøn noget nogen havde påført den der udover var der små dyr tegnet på med guldfarve faktisk bukke vis man så ordenligt efter. Hendes adoptivforældre havde sagt at den havde lagt nær hende ved den træstub hun  var blevet efterladt i. Hun betragtede folk som gik forbi hende og ingen ænsede hende, men man kunne ikke være for sikker. Hun måtte finde en gyde eller noget hvor hun og Luna kunne gemme sig og få noget søvn, Arya havde ikke sovet i snart tre dage. Det ville sige hun havde taget nogle små pauser på 10-15 minutter og 5 minutters søvn var ikke noget som rakte langt. En svag gaben kunne høres fra hendes mund og et lettere irrereteret suk ramte hendes læber. Normalt ville Luna var tilstede værende i hendes sind, men ulven var ganske stille hvilket hun aldrig plejede at være. Hun forsatte sin søgning. I aften ville hende og Luna sætte kursen imod Las Vegas.
Hun havde allerede været i denne by for længe, men de havde brug for mad og rent vand hvilket gjorde at de blev nød til søge byerne, selvom Luna og hende fortrak store sletter eller junglen.  Havde hun aldrig været i byen til at starte med så havde forskerene aldrig set hende og Luna. Hvad Arya ikke forstod var hvordan en forsker havde kunnet få en ulvs sjæl ind i nogens hoved. De havde sagt at en af bivirkerningerne var at hun kunne forvandle sig til en ulv og at den var en smule større end en normal ulv. Dog var hun ikke varulv for Luna kunne ikke gå oprejst kun på alle fire. Hun fandt gyden og lod sig glide ned af væggen.

Da hun vågnede var Luna tilbage og delte følelsen af at nogen eller noget iagtog dem, Lunas knurren unslap hendes læber som Arya rejste sig, hun tog pil fra sit kogger ” jeg vil råde jer eller dig til at forsvinde” sagde hun og Lunas knurren blev dybere og mere advarende. Hun anede ikke hvem fjenden var heller om der var nogen. Denne gyde de havde valgt var mørk og skummel og den store gades lys nåede ikke ned til ende af gyden hvor hun stod. Solen havde forlængest forladt himmlen. Luna og Arya snakkede om hvor vidt der var nogen eller om det var fordi de var trætte. Hætten havde hun taget af imens hun sov og hendes hår var sat i tre små fletninger som holdte hendes pandehår væk fra øjnene. Hun var en høj Elver og normalt slog de ikke ihjel og Arya gjorde det kun for at forsvare sig. Hun havde aldrig ladet Luna dræbe nogen og ulven havde aldrig smagt kød eller blod med mindre det var i forsvar

5 mænd, nogle af de bedste som Carter havde til denne opgave, var blevet sat til at følge efter en speciel elver, deres sporings evner var ulignede med andre, de var i stand til at skygge hende i lang tid men det så ud til at hun endelig havde lagt mærke til dem, deres leder kom ud som en aflednings manøvre mens de andre forblev gemt "jamen jamen, du fandt mig, men hvorfor først nu, jeg har skygget dig længe" han trådte ud af skyggerne så man kunne se hans udklædning, han var klædt i en sort hel dragt med varmesyns briller. han havde en lille kniv siddende på hans lår og et lille armbryst siddende på det andet. mens han talte gik en anden i position og de andre var der allerede, på lederens signal skød de alle tre små bedøvelses pile afsted der ramte hende på forskellige steder. Lederen kom hen til hende "Lord White vil være meget glad for denne her"

White sad på sit kontor som han så tit gjorde, han havde en tindens til at være her hver gang han manglede noget at lave. Hans jagt leder kom ind med den elver han havde beordret "du kan gå" elveren var i kæder, og nu i midten af rummet "velkommen til, slave" han smilede triumferende til Elveren.

Arya sigtede imod ham som trådte frem, hendes øjne var  meget lyse og snart ville ulven træde frem, igen undslap en dyb  og truende knurren fra hendes mund, dog kunne hun ikke lade værre med at blive overrasket over de havde skygget hende så  længe ” i kan sige til jeres” mere nåede hun ikke sige før pilende  ramte hende. Hun mærkede hvordan hendes krop blev tung alligevel prøvede hun  på at stikke af, men nåede ikke særligt langt før hendes krop kollapsede  hun var dog stadig vågen, men nåede ikke at spørge ind til hvem deres leder var før hun hørte at de snakkede om en lord white. Så det ville sige at de ikke arbejde for hende forskeren. Hun kæmpede med at holde sig vågen, men måtte til sidst give op og da hun vågnede igen havde de ført hende til et sted hvor vidste hun ikke. Hendes hoved dunkede og Luna var vred, da de blev ført ind i hans kontor havde Luna taget hendes krop ” slave jeg skal give dig slave” sagde Luna knurrende måden man kunne se på at det var Luna var fordi hendes øjne var lyste op og var mere dyriske. Hun fór hen imod ham med et vredes brøl. Heldigvis stoppede kæderne hende. Hun bed sig svagt i læben hvor for havde taget hende til fange. Hun rev i kæderne, men det hjalp ikke. Hun kunne forvandle sig. Hun overvejede det, men først spørgsmål. Hun trak sig en smule tilbage, men det betød ikke at kampen var slut. Ingen  skulle tage deres frihed og slippe fra det ” hvorfor vis du ved hvad jeg er ved du også at jeg er jagtet” sagde hun hendes stemme var kold og advarende han skulle ikke i nærheden af hende.
Hun rev igen i kæderne ” du ved de vil komme banke på din dør så snart de ved at du har mig” sagde hun og blottede vredt sin tænder, det var Luna som talte og det tydeligt denne ulv ikke havde tænkt give sig op hun ville kæmpe til det sidste. Hun afskar Arya for sige noget højt, Arya hadede kamp  og gjorde det kun vis det var nødvendigt, men Luna var også del af hende og de kunne lige så godt indse det. Hun knurrede igen og betragtede ham ” du kommer til at holde mig i disse kæder til den dag jeg dør, for vis du nogensinde slipper mig løs, skal jeg nok sørge for at du ryger tilbage til helved” sagde hun og gjorde det klart at hun ikke ville finde sig idet.

han smilede roligt til Elevern i midten af rummet "sikke store ord, ja jeg ved du er jaget, men her kommer der ingen, specielt ikke forskere. Jeg er manden man går til her" han rejste sig op og da hun nu snakkede igen så han på hende og løftede en finger, man kunne se hvordan den statriske elektrisitet formede sig til et lyn der ramte hendes kæder og sendte stød gennem hele hendes krop. Han gik længere hen til hende med en lille pistol i hans hånd, det var en little guy der var ladt med bedøvelses pile, kraftige nok til at slå selv den væreste trudsel om kuld Han frygtede hende ikke på nogen måde. Han så ned af hende, de havde fjernet hendes tøj kunne han nu se "godt er du mere samarbejds villig nu?" han så på hende tålmodigt og afventende.

Luna skreg i det strømen løb igennem hendes kæder og hende, hun knurrede svagt ” jeg vil heller død så zap du mig bare noget mere skal vi sige til jeg dør” sagde hun truende, hun havde ikke flere chnacer at spilde og med mindere hendes kæder forhindrede hende i at forvandle sig stod der nu  en stor hvid ulv foran ham. Hun var ingens og i hvert fald ikke hans. En dyb knurren rullede over hendes læber og de lyse øjne ramte hans. Han var tæt på. Hun løb med hastige skridt imod ham med sine fire poter selvom Lunas form var stor så var den stadig meget adræt, vis ikke han skyd hende med hans bedøvelse pile ville hun kaste sig over ham. Hun vidste at så snart han ramte hende og de igen faldte i søvn ville hendes krop for tage sig og  Aryas form ville komme tilbage og hun vidste også at Arya igen ville tage styringen og så vidste hun at de endte i noget ingen af dem ville, men hendes frihed var hendes og hun ville død og være skyld i Aryas død end at opgive hendes frihed. Arya forstod og var på en måde enig så derfor blev hun i bagrunden og prøvede ikke at stoppe hende.

uden at tænke reagerede Carter hurtigt, han affyrede 3 pile ind i brystkassen på bæstet der var formet foran sig ud af elver pigen. Han vidste hun havde evnen til dette men havde ikke regnet med at den kunne springe kæderne. Han så på den besvimede kvinde, dog var der stadig liv i hende, han satte ned ved siden af hende "er du klar til at høre efter nu" han så på hende med et smil før han rykkede sig lidt og satte et hals bånd om hende "jeg ved alt om din lille ulve ven, hun er en vild type ikke sandt" han så hende i øjnene "hør hvad jeg siger, hvis du vil overleve gør du som jeg siger, hvis ikke sælger jeg dig til de videnskabs mænd der leder efter dig" han så på hende med kolde røde øjne "du er min egendom nu, er det forstået" hans øjne var kolde mens han så på hende, hun skulle bare give ham en undskyldning.

Hun mærkede med det samme pilene ramme som hun forudså hendes krop ramte gulvet med et blødt bump og hun var tilbage til Aryas egen krop og hun måtte slippe styringen og Aryas øjne blev mere mørke. Hun sank svagt en klump og med det samme som Arya kom tilbage mærkede hun sin nøgenhed ” hvor er mit tøj” sagde hun kæmpede for at holde sig ved bevidsthed. Hun gad godt vide hvad der var i disse pile som hun for anden gang på en aften var blevet ramt af, var det dødeligt at få en overdosis? Hun ville gerne havde trukket sig væk, men hendes krop føltes som en sæk kartrofler dog  fik han vredt blik af Arya da han fortalte hende at hun var hans ejendom ” tro du bare på det, men du vil aldrig kunne tæmme ulven” sagde hun og vidste at Luna til hver en tid ville vælge forskerne fordi de nemmere at slippe væk fra. Hun trak vejret tungt og jo mere  hun snakkede jo mere snøvlede hun i ordene ” hvordan tror du at det kan lykkedes dig at tæmme hende når alle andre har fejlet?” spurgte hun med lettere afsky i stemmen. Hun ville til hver en tid tage ulvens side, for Arya ville heller ikke være nogens slave. Hun vidste at så snart hun vågnede og blev frisk igen ville Luna tage over han ville blive nød til at gøre dette her ved hende hver gang. Hun kæmpede stadig med at holde sig ved bevidsthed, men det blev sværere for hende at høre hvad han sagde og derfor fangede hun ikke det han sagde om Luna.
Luna kunne hun også kun svagt høre i sit sind, ulven bad hende om at holde sig vågnen, men det varede dog ikke særlig længe før hun var faldet i søvn.

hans øjne lysnede lidt op og en kold latter "jeg har ikke tænkt mig at tæmme ulven først, det er dig der skal tæmmes" han fandt en kanyle frem og stak den i nakken af hende. Han trak den tilbage og tog en meget stor dosis af hendes blod "selv magi kan ikke gemme sig fra videnskab min kære" han gav kanylen til en mand som løb væk med den til et laboratorium, han skulle bare holde hende i et bedøvet stadie til de havde færdiggjort projektet, det skulle bygge ham tid til at nedbryde elveren og der efter ulven. Han tog fat om kvinden som hun besvimede helt og tog hende med sig til hans trænings sal.
stedet som blev kaldt trænings salen var et sted fyldt med magiske kæder, piske, halsbånd og mange andre ting som man brugte til at træne slaver med, Carter spændte hende fast en meter over jorden og satte hende til et drop der holdt hende i en permanent stadie af vågen men ukampdygtig. Han så på hende "det her bliver dit hjem til du bliver en lydig slave, er det forstået slave" han så på hende med et roligt blik, han fandt først en ridepisk og gik hen foran hende.

Arya anede ikke hvor han førte hende hen, hendes hoved var tung og det samme var resten af kroppen, hun ænsede ingen gang da han tog blod fra hende og gav det til en som forsvandt.
Luna forsvandt også mere og mere i hendes hoved. Hun bød sig ikke om at han vidste så meget om hende og Luna. For første gang følte hun sig svag, men hun ville ikke give op og hun vidste at den svage hvisken som hun hørte nu var Luna, hun hørte svagt at han sagde noget om at han ville tæmme hende først. Hun vågnede en smule da han havde taget hende med hen til et sted som faktisk skræmte hende, men fordi hendes krop stadig var træt vidste hendes anssigt ingen følelser. Hun bed sig svagt i læben for at slippe igen hun åbnede svagt øjnene så at hun hang i luften og havde et form for drop i hendes hånd, men hun orkede ikke prøve at fjerne det og nåede ikke at sige noget før hans stemme brød tavsheden ” hvorfor gøre det her?” spurgte hun og snøvlede endnu en gang i ordene. Hun hadede ham hele hendes krop hadede ham og han havde afskåret Luna fra hendes sind. Arya kunne godt mærke ulven, men det der plejede være en kraftig og aggersiv stemme som nu bare var en hvisken som blev mindere og mindre i hendes sind. Hun kunne ikke rigtigt se ham, men hun vidste at han var i rummet og sikkert ledte efter noget han kunne bruge imod dem.