When cold meets warm.

Der gik ikke længe, før hun kunne mærke et andet væsens til stedværelse. Hun regnede med, at det var en, der skulle besøge baren, så hun gad ikke engang løfte blikket op og kiggede fortsat imod den mørke gyde foran hende. Hun tænkte ikke rigtig på noget og alligevel tænkte hun på så meget. Hun skulle måske gå ind til den unge kvinde og se til hende? Inden tanken blev gjort til en handling, var der lige med et en der bukkede sig ned til hende og satte sig på knæ. Det var en ung mand med skinnede rubin øjne. Hun havde aldrig set ham før, for hvis hun havde, så vil hun aldrig glemme de tomme og kolde øjne. Hun følte ikke der var farer, men hun følte sig skam heller ikke helt rolig i sin krop. Hendes blå øjne skimmede ham hurtig, leen, de tre små daggerts ved bæltet og dødningehovedet. Hans tomme og skinnende øjne var fæstnet på hende og hun lagede sin hoved på skrå, da hans læber bevægede sig. Men der var dog et eller andet over manden med de røde øjne, hun kunne dog ikke sætter fingeren på ham.

”Og du antager korrekt” sagde hun og hendes stille og lidt mørke stemme kom frem, som en nostalgisk melodi. Hun rejste sig, bevarede roen og støvede af på sin hvide kjole, som om de skulle hjælpe. ”Kom med ind, hun overlever i hvert fald” sagde hun og skuede lidt til leen bag hans ryg. Hun vendte dog selv ryggen til ham og havde en undrende og rynket pande.

Da de kom ind til baren havde hun for en stund glemt den kvælende lugt og varme, der fløj rundt omkring hende. Det her sted var ikke godt for hende. Alle de sjæle og alle de forskellige aura, der fløj rundt gjord hende bare forvirret. Manden som havde overtaget hendes job sad stadigvæk og pressede fingeren i mod såret, der var nær hendes mave. ”Tak Herre, jeg skal nok tage over. Der går ikke ret længe før der kommer nogen” smilede hun venligt og genvandt sin plads igen. Hun kiggede ned i kvindens mørke øjne, de var heldigvis åbne, selvom hendes læber var blå og hun svedte. Det var ikke klogt at flytte rundt på hende, så de havde langt en fane tæt på dem, så hun på en måde kun indtage frisk luft. Ruby kunne også bare heale hende, men såret var så dybt og risikabelt, at hun ikke kunne gøre det i sådan en uhygiejnisk sted. ”Du må så hedde Rachel formoder jeg? ” hun smilede til kvinden som kiggede forbi hende, hun nikkede til hende dog og Ruby vendte hovedet imod manden med de røde øjne.

”Hvor kender I hinanden fra? ” hendes stemme var hævet, men det var på grund af al den larm. Spørgsmålet var naturligvis rettet imod manden, da kvinden ikke rette havde styrke. Lige pludselig faldt der hende noget ind. Tænk hvis manden ikke kendte Rachel, sådan rigtig og skule tage hende med sig .. han ligne jo for Guds skyld en reaper. Men hun havde altså ikke kunne mærke noget former for død i Rachels sår, men det kunne jo også være at hendes tid var kommet eller... måske overanalyserede hun, hun ventede på mandens svar, mens hendes fingre holde på såret.

”Hold op” måbede hun og ordene kunne knap høres. Hendes fingre rystede på såret og hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller for den sags skyld tænke. Lige pludselig fløj der en erindring forbi, tilbage til Venedige for fem år siden. Dengang en lille dreng på de 6 år døde i hendes varme hænder. Dengang en reaper, der let kunne minde om fyren foran hende, kom og tog det døde barn fra hende, men hun sad og græd sit hjerte ud. Man vil kunne se på hendes øjne, at hun var fraværende, for da båren kom og de overtog Rachel, sad hun stadigvæk i skrædderstilling og kiggede imod reaperen, der var på vej ud. En trist sky gled over hendes ansigt, da scenen virkede alt for bekendt. Hun kiggede dernæst ned i sin blodige hænder, der overraskende stadigvæk rystede. ”Hold op” mumlede hun igen og med ét gik døren i. Reaperen var ikke sted at se, så hun skyndte sig at rejse sig op og åbnede døren med sin blodig hånd.

Til hendes store overraskelse stod han ved barens væg og nappede til en smøg, mens de livløse øjne kiggede på ambulance bilen. En mandlig paramedic havde åbenbart stillet sig ved siden af hende og spurgt hende om noget, men hun havde fokussen et helt andet sted.
”Hvad undskyld? ” sagde hun og kiggede på hans mørke øjne. ”Kan du lige udfylde det her? Og skriv lige dit Code nummer ned også, for kan fornemme du er en healer ikke? Og der er en grund til du ikke har kunne lukke såret? ” hans rolige stemme fløj ud som en melodi og hun vidste med det samme, at han var ligesom hende. Hun nikkede smilende og glemte for en stund, det skræk hun lige havde været udsat for. ”Jo, selvfølgelig” hun tog imod den gennemsigte tavle og tastede sine informationer ind og gav ham den tilbage. Han løftede den som en tak og gik tilbage til sine kollegaer.

Hun vendte sin opmærksomhed tilbage til reaperen og nikkede anerkendende. Hun lod sine hænder mødes bag ryggen, mens hun nærmede sig manden. Hun, i forhold til ham, lænede sig op ad lygtepælen, så hun stod lige foran ham. ”Det er lidt uhyggeligt, hvor hurtigere i er til at komme end paramedicinere” sagde hun og rystede let på hovedet. ”Mit navn er for resten ..” hun kiggede dybt i hans sjæl følte hun, når hun kiggede i hans rødlige øjne. Hvorfor var de netop den farve og ikke mørke? Eller noget helt andet? ”Ruby Wales” tilføjede hun, da hun kunne mærke, at hun var gået i stå i hendes sætning.

”Sig mig .. øh?” hvis han sagde sit navn, vil hun forsætte, hvis ikke, vil hun forsætte alligevel. ”Hvad er du for en race? For du kan da ikke kun være en reaper, ellers har jeg mistet min sjette sans” afsluttede hun og tørrede sine fingre i den hvide kjole. Så meget for at se fin ud .. men hvad fanden.

Hun stod og lyttede opmærksomt på hans ord. Hendes kropsprog var nu mere rolig og hun virkede ikke så intenst som hun før havde gjort. Hans øjne førte hende et sted, et sted hun aldrig havde set sig selv før. Hans mund sagde noget, men de øjne.. hun sværgede på, at de fortalte meget mere. Hun smilede stille, varmt og mildt, da han bukkede sig. Hun nikkede anerkendende og han forsatte med at snakke. Hun rettede sin ryg og trådte sig lidt på tæerne, da hun frøs lidt. Da han var færdig med at snakke løsrev hun sig fra lygtepælen, og hendes pjusket knold var åbenbart ikke lige klar til den hurtige bevægelse, så hår elastikken gik op og det lange mørke brune hår gled stille ned over hende.

En lille brise rev i det lange hår, da hun nærmede sig Dust. Hun kunne dufte cigarens stærke røg, men det rørte hende ikke, fordi det var ingenting sammenlignet med det der havde omfavnet i baren. Hun stoppede foran Dust og denne gang svømmede hun ikke rundt i hans øjne, men så ganske normalt på ham. ”Du er ikke så slem, er du vel? ” hviskede hun stille. Spørgsmålet var egentlig ikke rettet til ham, men en mere undrings spørgsmål til hende selv. Ruby fnøs med et skævt smil og lige med ét, gik hendes øjne i. Hun faldt så lang hun var over Dust og hele hendes krop føltes livløst. Hun havde brugt så mange kræfter på at holde Rachel i live og hun havde brugt mange timer inde ved baren, at hun havde helt glemt, at heale sig til.

Og når det skete, så blev hun bevidstsløs i et stykke tid, før hendes egen krop begyndte at heale hende, men det var spørgsmål om tid, hvornår det vil gå i gang. Det var faktisk en farlig ting af og til …

Hun kunne mærke hvordan hun fik den bløde landing, men hun havde ikke opfattet hvad det var hun lå på, men hun regnede med, at det nok var Dust, der var hurtig på aftrækkerne. Dernæst mærkede hun hvordan jorden forsvandt under hendes nøgne fødder og mere kunne hun ikke orientere sig om. Hun havde prøvet at besvime lidt for mange gange og det var hun ikke ret stolt over at indrømme. Nogle gange var hendes engle instinkter så meget, at hun glemmer at tænke på sig selv. Alle væsner kom før hende og den mentalitet havde hun vokset op med, opdraget med og fodret med. Så det var ingen overraskelse, at hun så blev til den person hun er nu i dag.

Nogle gange gik der dage før hun stod op igen og det var egentlig op til, hvor meget af hendes kræfter hun brugte. Alligevel kunne hun mærke, hvordan healing fusede rundt i hendes krop og hun følte sig behagelig tilpas. Ruby drejede lidt på sig selv og mumlede nogle ord. Nogle ubetydelige ord. Hun var ved at komme til sig selv og begyndte at undre sig over, at der var så stille og ingen larm. Hun åbnede de blå øjne og til hendes store overraskelse, så var solen næsten ved at stå op. Hun skyndte sig at rejse sig op og mærkede at hun sad på en seng. Hun kiggede sig forvirret rundt, mens det mørke hår snorede sig om hende.
”Dust?” hendes stemme knækkede over, da den var helt ødelagt og hæs. Der var ikke så meget engel stemme over den længere og det var fordi, hun lige havde brugt kræfter på at heale sig selv og stemmen forsvandt altid med i købet.

Hun kunne mærke, at hun ikke længere havde den blodige kjole på, men en trøje i stedet. Havde han lige skiftet tøj på hende? Selv hendes BH havde hun ikke længere på .. Gud.
”Ehm.. tak” den hæse stemme lød usikker og hun rodede sig selv i håret. Hun satte sig i skrædderstilling, med dynen over hendes ben, så der ikke var frit syn til trusserne.

”Men hvorfor? Du kunne jo bare have ligget mig og fortsat din aften?” hun så undrende på ham, som han sad der skjult og afskærmet fra verden. Han var ikke slem var han? Hun kunne godt genkende hans ansigt, det kunne hun allerede første gang hun så ham. Han var fyren i nyhederne og på plakaterne.. ham alle dusørjægerne var efter.

Da han havde sat sig foran hende med en stol, dækkede hun sine nøgne ben lidt mere. Hun lagede hovedet let på skrå og hørte egentlig efter et hvert ord, der kom ud af hans læber. Hun havde egentlig ikke det store udtryk på i ansigtet, men trak blot vejret roligt, så brystkassen hævede sig af og til. Da han var færdig med at snakke lod hun stilheden herskede stille i rummet. Der var ikke altid brug for at sige noget, nogle gange skulle man lade stilheden snakke for sig selv. Hun slikkede sig om sine læber og kørte en hånd igennem håret. Hun trak endelig på smilebåndet, men ikke så bredt, som hun ellers var kend for. Men mere det her varme smil og de rødlig kinder og kærlige øjne. Smilet med flere ord end man nogensinde ville kunne forstå. Hun vendte sig helt om imod Dust, så hun ikke længere sad med siden til ham, men havde arbejdet sig frem til sengens kant, hvor han sad der med sin stol og mystiske jeg. Hun satte sine nøgne fødder ned på det kolde gulv og hårene på hendes arme stod op, da hun let svævede ind i hans brystkasse og lagede de bløde arme om ham. Hun begravede sin næse i hans kraveben og lukkede let sine øjne. Hun ventede ikke noget tilbage, men det var rart.

Hun løsrev sig kort fra krammet, uden rigtig at fjerne sig fra manden. Hun lagede sine varme hænder på hans kinder og kiggede dybt indgående ind i hans øjne og smilede skævt, som var det hun skulle kysse ham. ”Tak” hviskede hun og hendes hænder gled stille ned fra hans kinder og hun foldede dem pænt ned i hendes skød og så på dem, som var de fascinerende. ”Jeg forstår dig godt” tilføjede hun uden at kigge på ham, men ned i hendes hænder.
Det var så i dag, hvor kulden og varmen mødtes...