Paid my dues [Edwin]

Stedet var Miami, byen der bød på lidt af hvert.

Her var det beskidte slum , hvor  man fandt massive mængder af folk der haltede sig gennem livet , med kriminalitet som deres krykstok. Her lå en kedelig dunst i luften og alt var gråt i gråt. Den del af byen afspejlede meget nøgternt , hvor katastrofalt et omfang ,  krigen havde haft på et så før dejligt sted.
Det bizarre ved Miami var så , at man også kunne finde arealer hvor solen skinnende og alt så mere indbydende ud. Her var gode butikker og hyggelige beværtninger placeret og endda i god vækst. De tilbud var nok mest til de lidt bedre stillet .Man skulle bare lige forstå at bevæge sig rundt i de rigtige dele af byen, så man kunne undgå at blive slået ned eller bestjålet- og det kostede jo intet bare at ose vinduer og kigge på, så gaderne var beklædt med alverdens skabninger , racer og samfundsklasser netop i Miami.
I den absolut dyre ende af byen , lå  Omnicorps hovedsæde, og hun havde netop forladt den tårn høje bygning og CEO Jason Stark, da hun havde en privat aftale at se til.Hun var i godt humør.

Et af stederne hvor både rig og fattig kunne samles , mere eller mindre frivilligt, var det store hospital Help of Humanity.
Klokken var omkring 14 da den blonde pige ankom og kort efter måtte bankede med hånden, på den kliniske desk, for at få sekrætærens opmærksomhed.
En middelalderen mand så op fra en slidt pc skærm og spurgte uinteresseret "ja?"
Den unge kvinde rettede på den bløde fletning der hang et godt stykke ned af hendes skulder , svang den tilbage over ryggen og rømmede sig... " Undskyld , men jeg har en samtale om at blive donor ...altså blod donor ? Jeg skal donere blod !" Blev stemmen mere fast til slut, da sekretær fyren stirrede tomt på hende, og så ud til hun havde talt på japansk."Jeg har en aftale med DR.Jackson nu "
Hun  hævede de lyse bryn og stirrede tilbage, fast besluttet på at blive donor, trods hun var halv engel .
Det måtte vel kunne bruges anyway? I hvertfald havde hun lavet en aftale om et møde med en Dr. Jackson , og så måtte hun jo høre hvad han mente om den sag.
Den ene fod bankede rasteløs , lidt nervøst mod disken, men de Sorte bløde ankel læder støvler lavede ingen støj. Den sorte kjole var enkel i sit snit, klassisk om man ville. Hun var pænere klædt end normalt, grundet besøget hos Jason og Omnicom.Ingen grund til at gøre manden pinlig, hvis det kunne undgåes. At hun så have trykket forkert på kaffe automaten, så knappen havde sat sig fast og ingen kunne stoppe kaffen i at vælte ud....ja det havde jo bare været..pinligt!
"Mmmm Dr.Jackson ? ...du går lidt ned af gangen og så det 3 kontor på højre side" Brød sekrætærens stemme hendes tanker og hun nikkede som tak.

En ...to...tre...kontore blev forbipasseret og hun bankede på døren til venstre .
Blev der sagt kom ind, ville hun åbne op og træde indenfor, med et smil på læberne.
Hun ville som det første række en hånd ud og præsenterer sig " Dr.Jackson , Jeg er Millicent James"

Millicent var overrasket over at Dr.Jackson ikke var at finde alene. Køen var normalt uden for i venteværelset, og ikke inde på lægens kontor og undersøgelses rum. Det generede hende dog ikke, da alt så roligt ud og alle var påklædte. Havde hun afbrudt midt i en rectoscopi, havde hun formentlig været knap så smilende.
"Morgraine" hilste hun på den fremmede mand, uden at give hånd. Millicent fulgte normalt den uskyldige skik med at give hånd, men her på hospitaler sprang hun gerne udenom, hvis hun kunne. Der var så mange syge, så mange bakterier og vira og det var umuligt at se hvem der var smittet med hvad....så hun så ingen grundet til at gøre så meget ud af at trykke hånd. Istedet forsatte hun ind i lokalet , og hankede lidt op i hendes taske , der konstant gled ned over skulderen på hende.

"Jeg håber ikke jeg afbrød noget ? " hendes blik lå på skift mellem Dr. Jackson og hans ven. Det havde kastet lidt lys over fyrens tilstedeværelse , at de var venner og en slags kollegaer- så gled de sikkert ud og ind af hinandens kontore, forestillede hun sig og antog denne Edwin for også at være læge. Hun smilede til ham og prøvede med lidt høflig smal talk.." Og hvad er så deres fag område Mr.Morgraine?" Måske han var praktikant ?

Der blev samlet op på hendes formål med besøget:
"Ja jeg har jo tid nu til min bloddonation og udover dette så havde jeg tænkt mig at drøfte noget ...måske lidt atypisk  med dig. Bare en tanke jeg ville høre din mening om  , hvis der er tid til det selvfølgelig" blikket var  tilbage på Dr.Jackson.
Om hendes ide ville kunne afprøves eller det bare var et surrealistisk greb efter et halmstrå, var ikke til at sige- men hun ønskede det kunne virke , så hun var parat til at løfte sløret for noget weird shit hun ellers ikke yndede at samtale om. Hun havde hørt rygter om at Dr.Jackson var en af de førende eksperter, når det kom til blod og manipulering af dette og også at han ofte havde kontakter der kunne hjælpe med de ting han selv afslog.
Hun tøvede og en pause opstod- skulle hun forsætte med Morgraine i værelset eller ville Jackson bede hende vente til han var færdig med hans ven?

(Du skal da ikke undskylde for spor - det jo et herligt indlæg !
og længden er mig iøvrigt ligegyldig , selv svinger jeg mellem alle mulige længder, da det er forskelligt hvor meget man lige har på hjertet ik ?)

Edwins forvirring blev genspejler i Millicents ansigtstræk og øjne.Var han ikke læge? men forklaringen kom hurtigt, og hun mærkede hvordan en opstemthed fandt vej i hendes krop. Blodforsker, det var jo et utroligt held.Måske han ligefrem kunne give sit besyv med ? Millicent nikkede til Dr.Jackson og havde fuld tillid til ham, så da han gav grønt lys og oveni købet roste Edwin Morgraine, så tog hun plads på den henviste stol og foldede sine hænder , gned dem mod hinanden, da hun var en smule nervøs for at blive leet ud af lokalet når hun gik i gang.

"Ok, tak fordi i vil lytte" Hun strakte sin højre arm frem, hvis Jackson ville trække blodet fra hende imens.Millicent undlod at se hans vej, hvis der skulle være kanyler i farvandet.Hun var en smule nåleskræk, så istedet så hun på Edwin da hun forklarede..
"Jeg har doneret blod et par gange før.Begge gange har det været nødvendigt at centrifugerer mit blod, for at kunne isolerer alkoholprommilerne og trække dem ud derfra, da man jo kun må donerer rent blod." Der var meget man kunne nu med blod, selv syntetisk blod havde hun hørt rygter om, men det var vist hvad det var...rygter.
Hun forsatte sin forklaring med et blik der undskyldte "Det er ikke fordi jeg er alkoholiker, der er en ...årsag...til jeg er nød til hele tiden at have alkohol i mit system"

Millicent hev vejret ind gennem næsen og holdte det et øjeblik .Det var nu hendes fortælling blev Weird og hun vidste det godt.Hun håbede ikke de havde autoritet til at indlægge hende, for så gik hun måske en usikker fremtid i møde, tænkte hun halvironisk, men begyndte at forklare baggrunden for hendes spørgsmål.

" Jeg ved ikke om i tror på sjæle?...ikke direkte ånder og spøgelser, men på sjæle?"

hun lod dem svare , og uanset hvad de sagde var hun jo nød til at forsætte.
"Nu må i altså ikke tro jeg er helt skør, men det forholder sig sådan at jeg er lidt uheldig.Der er en anden sjæl der har taget bo hér" hun førte en hånd ned over sin krop og sukkede svagt.
"Jeg ved godt det lyder dumt, men det er altså sandt.Hun nægter at gå, og har boet der længe.Jeg kan holde hende nogenlunde væk fra at overtage, ved at selvmedicinerer...med alkohol."

Et lille pusterum og så var hun kommet til selve spørgsmålet..
"men så var det jeg tænkte om man i mit blod enten kunne finde årsagen til hvorfor det er muligt for hende overhovedet at indtage min krop uden tilladelse og om man på en eller anden måde kan forgifte mit blod, mit system så hun føler ulyst ved at være der?Uden jeg selv tager skade naturligvis."

ja, det lød dumt og hvis nogen grinede ville hun have svært ved selv at holde masken, for man var nød til at se på den slags med lidt humor. Hun prøvede at kompensere for den tossede klang, ved at forklare nærmere..
."Lidt lige som myggebalsam holder myg væk- så tænkte jeg noget i mine blodbaner der løber i alle vitale organer, der så måske ville få hende til at føle ubehag og smutte?"

Millicent vidste ikke helt hvilken reaktion hun kunne vente, men hun håbede de i det mindste ville forstå hvor alvorligt et problem det egenlig var for hende. Om de så ville hjælpe eller ej.

Den sviende fornemmelse af kanylen der gik igennem hendes hud og ind i venen, aftog en smule, da hun kunne koncentrere sig om at berette sin historie.
På en måde virkede det som hun blottede sig , ved at give en så personlig oplysning ud.Hun var ikke stolt af den...ekstra baggage som den uvelkommende sjæl var, og det var da fristet bare at hælde indebords and get waisted - men hun forsøgte jo tage et ansvar her.Forsøgte at få det bragt i orden.

Hun blinkede langsomt da Edwin trak sit blik væk. Hun forsatte selv med at se på ham , og forsatte med at fortælle.
Millicent himlede insinuerende med øjnene , da hans smil tonede frem. Det var bare for tydeligt at hun morede ham og Millicent kunne konkludere at han ikke troede  en meter på hendes historie. Det var ligefør hun fik lyst til at tilføje både påskehare og julemand, bare for at se hvor langt hun kunne trække den, før han højlydt ville melde pas.

Det kom dog ikke så vidt, mest grundet Jackson der brød ind, netop som Millicent havde fået den lille djævelske lyst. Hun kiggede på Jackson, virke han ikke en smule ...distræt i dag? Hun svarede dog sin læge..

"Ja...en sjæl. Jeg ved det lyder spøjst men det er nu sandt.I det mindste har vi fælles tøjsmag"

.. mumlede Millicent og gøs let hvis det modsatte havde været tilfældet.Tænk hvis hun fandt sig selv rendende rundt i dominatrix outfit eller læderhosen , eller ...ja pluk selv af de mange skræk senarier. Jackson trak nålen uf og trykkede et stykke vat mod indstiksstedet. Et plaster kom over, og Millicent vidste hun skulle sidde med armen bukket lidt. Jackson var "forsvundet ned i nogle papir" og Edwin tog over.

"Ja...der er faktisk sket underligere ting"
..følte hun behov for at forsvare sig selv, men blødte hurtigt op igen, da Edwin udviste interesse for hvornår det begyndte.
Hun rynkede panden og forsøgte bladre i de tidligste minder hun kunne finde frem til.

"Det er svært at sige helt hvornår, jeg husker ikke den præcise dag.Det er et af problemerne med hende.Hun kender hver en tanke og følelse jeg har. Alle minde minder, men når hun har været her ...så er der bare sort ..jeg husker intet, virkelig en unfair fordeling jeg har med hende!"

Millicent surmulede et par sekunder og forsatte så med at forklare .."..Så jeg kan jo være gået glip af meget ,uden at vide det. Og hun kan have haft sin debut , uden jeg vidste af det. "

millicent følte sig en smule hjælpeløs og trak vejret ned i maven, holdet det der lidt før hun pustede ud. Et forsøg på at få kontrol over den følelse. hjælpeløshed var ikke noget hun brød sig om at føle.

"Men Jeg vil tro det var omkring ...den tid jeg ikke kunne få mine vinger frem og min far var ret sur.
Der var mange konflikter , jeg var vist kun en 8 år. Så forsvandt min far kort tid efter..men om det var lige før han forsvandt eller hun kom lige bagefter- det ved jeg desværre ikke"

Millicent gned sig på hagen og prøvede at udlede fra hans ansigt, hvilke tanker Edwin nu sad med.

"Jeg ved godt det lyde som jeg har en skrue løs, og det er meget muligt at jeg har....men derfor er jeg ret overbevist om der er en ekstra sjæl her alligevel.det ene behøver vel ikke udelukke det andet?" Mumlede hun det sidste, med et skævt lille smil.

HELT overbevist var Edwin ikke, og det virkede motiverende på en sær måde hos Millicent. Hun fandt han var ansvarlig ved at være tilbageholdende med brugen af gift,  så måske kunne han overtales til at hjælpe ? Eller udfordres til det rettere, når han nu allerede havde arkiveret hendes symptomer som mentale.

"Ville en specialist indenfor ...sådannoget her...kunne bevise det er mentalt? Eller det modsatte , hvis besættelsen var ægte ? Er i dygtig nok til det?" Lod hun bønnen om hjælp hænge som en lille udfordring mellem de to mænd- og hende selv.

Edwin trak hænderne op af sine lommer og lagde dem i stedet over kors. Han betragtede kvindens øjne med et vurderende blik. Han forsøgte at spore, om der var nogen form for løgn i hendes blik. Nogen form for... joke. Han nægtede at tro på historien. En ekstra sjæl? Han slog blikket ned og trak en mistroisk mine.

"Hmm, en ekstra sjæl," mumlede Jackson, der nu fumlede med nogle andre papirer ved sit bord. Ed vendte blikket mod sin ven. "Lyder det ikke som noget for dig, Edwin? Er det ikke ligesom det du laver?" Den sidste kommentar fik Edwin helt op i det røde felt. Hans ansigt blev ildrødt og hans øjne slog nærmest gnister. "Ligesom det jeg laver?!" brød han vredt og viftede med armene. "Det er på ingen måde ligesom det jeg laver! Jeg leder efter cancer celler! Ting der findes! Ting der dræber tusinde!" Han sendte et bebrejdende blik mod Millicent. Hvor vovede hun at have et problem der overskyggede hans. Jackson rettede sig forskrækket op og så først forvirret på Edwin og dernæst beklagende på Millicent.

"Undskyld, selvfølgelig. Jeg lyttede ikke rigtig efter, Ed." Han sukkede og forlod sit skrivebord med en håndfuld papirer. Han rakte papirerne til Edwin og trak sin ven ind til sig. "Hør... Hun har brug for hjælp, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende. Kig på hendes blod, fortæl hende nogle opmundrende ord, og gør hende glad. Du skylder mig." Jackson hviskede hæst sin kammerat i øret, og skubbede papirerne ind i Eds hænder inden de to mænd vendte sig væk fra hinanden.

Edwin sukkede og sendte Millicent et vredt blik. "Fint," brummede han utilfredst og skævede til analyse resultaterne i sin hånd. Jackson havde set dem igennem og skrevet røde kommentarer hist og her. "Jeg kan se på dit blod..." Han trak på skuldrene og vendte ryggen til hende.
"Men hvem ved - måske er det ikke hende der er besættelses-sjælen. Måske er det dig der har besat hende!"

Blodposen som Jackson kort forinden havde hængt på en krog, blev hurtigt taget ned fra sin plads. Edwin drænede lidt blod fra posen og fyldte et lille reagensglas. Han betragtede væsken, men kunne naturligvis ikke se noget med det blotte øje. Men det skulle naturligvis centrifugeres først. Han ragte glasset til Jackson. "Gør det klart for mig."

( Hvordan tænker du at det skal foregå og skal han se noget i hendes blod? )

( Som aftalt er der frihed indenfor lidt rammer at emne udfra XD )

At  Mograine var en læge der tog stor stolthed i hans arbejde, kunne hun udlede af hans lille eksplosive reaktion. Det var svært ikke at le med lyd på, og hun var faretruende tæt på det, men det lille ord cancerceller blokerede vejen. Cancer var en ubarmhjertig fjende, den endte al for mange liv, og derfor burde der arbejdes langt mere målrettet på  at få den under kontrol-permanent.Det var lige før hun selv trak i land og følte sig som et tidsspilde, men da hun fornememde de to mænd lige tog en indbyrdes "drøftelse" , fik hun selv helt enormt travlt med at sikre sig at vat tutten på hendes arm, var forsvarligt hæftet fast med det lille plaster. Nogle gange ville det være en herlig evne at kunne synke ned i et gulv og lade sig absorbere, men det lå ikke til hendes talenter.

Lidt presset kom så endeligt et svar og det så sørme ud til hun havde fået sig en ny læge. Bare ikke den gladeste af slagsen.

"Tak, det sætter jeg virkelig pris på du vil.Jeg er jo nød til at starte et sted og hvorfor så ikke blandt de bedste " prøvede hun bløde lidt op.Et øjeblik efter sad Millicent dog med et forfjamsket ansigtsudtryk. "At det kan være mig der er den forkerte sjæl? Nej den mulighed tror jeg sjovt nok ikke er aktuel" bed hun igen, måske med lidt kant da hun virkelig ikke brød sig om tanken...og fordi han ikke virkede helt så tilfreds med situationen.Det var lidt kikset at føle sig som den muggene tomat i et ellers god tomat skål, så Millicent foldede sine arme, trods Jacksons store hånd klappede hende opmuntrende på skulderen.

"Jeg gør det klar til dig , Ed... og så er jeg desværre nød til at haste videre.Jeg har et hjemme besøg hos Carl Windom, mutanten...husker du ham?" spurgte Jackson , mens hans hænder var beskæftiget med at ...gøre hvad han nu skulle..med Millicents blod, før der tilsidst ville ligge fire pipetter klar- i hver deres farve.

Millicent sad stadig lidt anspændte arme over kors, og følte hun måtte sige et eller andet, for at holde kontakten til Mograine. Når Jackson skulle gå, ville hun ikke længere havde ham som buffer, så hvis hun såede nu kunne der måske høstes senere?
" Cancerceller eh..Et prisværdiigt valg, må jeg komplimenterer dig for. Hvor længe har du forsket i det, og hvorfor netop dette speciale?" forsøgte hun blive klogere på netop hans interesse og manden selv.

Jackson havde stoppet en bunke papir, ned i hans sorte lædertasker og så sig omkring en sidste gang , for at tjekke om han havde husket alt sit grej.
Det var ikke hver dag han skulle aflægge sådan en patient besøg, og det var han glad for.Jackson var trods alt ikke 20 år længere.
Han trådte hen til Ed for at give et håndtryk.." Onsdag, var det der vi ses igen ?"
hvorpå han drejede omkring for at sige farvel til Millicent.."Millicent, jeg håber Ed kan være behjælpelig. Og jeg ser dig igen, næste gang du er i Miami og vil donere" igen fik den blonde pige et skulderklap og hun foldede fingrene i et lille vink og minede et bye .Hun fulgte ham ud af døren med blikket, før hun igen tøvende gav sit fokus til Mograine.

Mange år, det meste af mit liv ? Det gav ikke Millicent en fornemmelse af hvor længe, for hun anede ikke hvad race fyren var. man kunne jo hverken se på Auriel eller Argentum at de var ældre end alle planeterne lagt sammen, hvilke var et udtryk for de var meget gamle, modsat Millicent der stadig kun havde levet tyve plus.
Hun havde dog fået fortalt at et sted mellem de 17 og 30 ville en engels ældring gå så helt enormt slow eller ligefrem standse, så engle kunne forblive i den samme kropsalder i mange ,mange år.
det så hun frem til , måtte hun indrømme. Millicent var nu hverken rynkeforskrækket eller bange for at få lidt sul på sidebenene som man så alderen kunne præge nogen. Det var mere alle de fysiske skavanker og begrænsninger man ikke selv var herre over, samt det at dø. Hun elskede livet, selv når det var op af bakke.
Så selv om hun så sig selv som mere menneske end engel, så værdsatte hun sine engle gener meget.
" Må man spørge hvad race du er? For det med hele livet giver mig ikke så meget at gå efter. Selv er jeg menneske...eller nej, jeg er faktisk halv engel, min far var sort."
hun holdte en pause og tilføjede så .."altså sort ...som i sort engel, en fallen en du ved "
Havde Millicents far været sort sort, så havde hun nok den mest underlige pigment mutation , da hun måtte beskrives som meget fair-altså lys..på alle kanter og steder.
Endnu havde hun ikke spurgt ind til hvem der stod ham nær, som havde kæmpet mod den ondsindet sygdom. Det ville nok komme senere, hvis hun så sit snit til det.
Der var nu heller ikke meget sort over Edwin Morgrane, så man bort fra rwanderne hans øjne havde. Der kunne dog være 101 årsag, udover sygdom. Måske arbejde han i døgndrift, glemte at sove, sprang sine måltider over eller brugte den nye 'old School Ole-gotta love it' hud cream som lige var blevet tilbagekaldt, da der var radioaktive spor i den? Han kunne også være kæreste med en hot vampyr der gik lidt for meget tidl en, eller have en fetich for stjerne kiggeri om natten-der var mange muligheder...udover at være syg, ik ? Hun pressede tænderne nede inden inderside, da tanken om han selv var syg, flygtigt meldte sig.


Tilfreds med tiden ikke gik til spilde, så hun til at Edwin gjorde hendes blod parat.
Hun holdte ham nøje under syn, for at aflure hvis han lavede underlige grimasser elelr fik et 'åh nej' udtryk på.
men det hele gik godt...lige til...
"MÅ JEG SE!" kom det lidt i forsvar. Hun møvede sig frem og tog plads på en af de frie stole med hjul og rullede sig hen. "Hvad mener du med jeg har..tykt blod?" lød det pigefornærmet, men hun satte sit øje ned til mikroskopet, og tog et kig.
"...Har du set Twilight, en gammel film? Sikker på du ikke laver 'en Edward' " trak læberne op i et smil over den karakteristiske scene fra filmen, hvor Bella og Edward netop deler et mikroskop.

Millicent sad og rullede lidt frem og tilbage, nysgerrig på det hele.
Pegefingeren kørte over nogle små knapper, med grøn,gul og rød kulør mens hun tænkte højt.."Du Edwin..." men fik aldrig stillet sit spørgsmål færdigt, før Edwin råbte du milde. "Hvad? hvad er det?...har jeg TO sæt DNA? FTF ?!" hun så betuttet ud , og øjnene afslørede hun var blevet noget forbløffet."Det tyder vel på der er en mere her...eller er det fordi jeg er to racer" hun var blevet noget forvirret nu, og nikkede distræt til ham.
"Jo jeg har doneret siden jeg var barn, jeg ved ikke hvorfor da jeg man ikke må som barn, men min far tog mig med og sagde det en dag ville rede nogens liv. Jackson har taget blodet, langt de fleste gange" forklarede hun.

"Har du aldrig set det før? " Millicent havde rakt ud efter en kuglepen og hendes cpr stod nu kradset ned på hjørnet af et papir, itilfælde af Edwin ikke havde journaler med det på." Der burde være prøverester at få, og der er ...ja måske kender du hende, der er en piccoline der heder Anton, det er Anton der plejer at hente blodet de har taget-måske Anton kunne bringe lidt retur til os" det manglede da bare, efter alt donerede hun en del- men om det var helt lovligt at få prøver udleveret af gamle donationer ,deeeeet tvivlede hun nu lidt på.

Hun nikkede forstående. Mennesker havde en noget anden tidsregning ,end de fleste væsner havde at gøre godt med. Det var egenlig ganske unfair, når man tænkte over det.Hvorfor skulle de havde mindre evigheder, bare fordi de var født...eller skabt som andre racer ? Fortjente alle ikke de samme rammer at forsøge stable sig et liv og lidt lykke på benene under? Nå...men sådan var verdenen bare ikke skruet sammen. Sjovt nok havde Millicent altid haft en fornemmelse af hendes tidshorisont ikke lå evigheder væk- trods hendes engle gener. Hun havde altid følt at menneske delen betød skrøbelighed og dermed en lagt større risiko for at dø tideligt. Godt hun var en lille fighter, med stor lyst på livet.

Hun klemte læberne sammen, for ikke at bryde ud i et stort grin. Det var næsten synd som han helt missede grebet om ting, da hun begyndte på Twilight sammenligningen.
"Bad joke... men det er da tydeligt du ikke øsler din tid bort foran et se tv, på gamle film" lød det alligevel muntret.

Istedet lod hun Edwin instruere hende i DNA og dets forunderlige verden.
Hun fandt det fascinerende ....altså indtil de ligesom lå i luften at hendes dobbels DNA var underlig, da hun ikke bar rundt på en tvilling inden.Hun slog ud med hænderne op mod loft, og himmel og beklagede sig lavmeldt, halvt i alvor og halvt forberedt på noget Weird shit. "Så...ikke nok med jeg har tykt blod, jeg er også en dna freak ? how nice" men det lille udbrud var såmæn kun kort og bag det lå en oprigtig interesse for hvad det kunne betyde i praksis, så hun rettede sig op og øjnene igen fulde af alvor, da armene foldede sig over hendes bryst.
"Godt..lad os se hvad du kan finde ud af!"

Millicent fulgte pænt efter , og hun fortalte ham som hun huskede det.Der var en risiko for at hendes hukommelse var farvet af forvrængede minder, og nogle ting var måske bare blevet genfortalt så mange gange at hun efterhånden selv troede på det var forløbet sådan. Men nogle træk stod dog klart..." Jeg har haft et normalt liv, et godt et med kærlige forældre. Omkring 6-8 års alderen begyndte ting at ...virke anderledes. Min far,der ellers var en god og kærlig mand, begyndte at blive utilfres med mig. jeg..jeg kunne ikke slå mine vinger ud, og ikke fremprovokere en evne, så....jeg var vist ikke en god engel i hans øjne." Millicents stemme var blevet mindre glad, ved de triste minder. Hun havde virkelig forsøgt så hårdt på at tilfredsstille sin far, men han var blevet reserveret og når hun endelig fangede hans opmærksomhed, endte hun ofte op med at føle sig som en skuffelse.Hun skuffede ihvertfald ham.
"En dag var han bare væk...uden varsel...og min mor fik et psykisk knæk, og jeg stod med al ansvaret...8-10 år var jeg. jeg passede min syge mor, og skabte en indtægt ved at jage det friske vildt, og sælge eller bytte det til fornødenhedder. Var der ikke nok, så tjente jeg pengene på en anden måde."
tanken havde jo selv strejfet hende.... Roselia kommet fordi Millicent var sårbar , men var hun resultat af et alter ego der skulle beskytte hende, eller var hun resultat af Millicent psykisk var sårbar og netop derfor `nem`at tage bo i-som en slags besættelse? Hun skar en lille grimasse og så på Edwin..."For god ordens skyld, kan jeg da nævne at jeg aldrig har drejet mit hoved omkring, fået en seng til at flyve og jeg kan godt kramme en præst" ikke at hun nogen sinde havde prøvet, men hun regnede da ikke med det ville være et issue.

Snakkede hun meget ? Mere end andre piger? Altså , hvis hun selv lulle sige det, så var svaret nej ! Måske snakkede hun bare...anderledes ...end nogle andre?
Men når hun var lidt nervøs, kunne det godt ske at ordene væltede ud , og tankerne det samme i en random og irelevant sammenhæng. Ikke at der var noget at gøre ved det, med mindre Edwin havde et snehvide æble at stoppe i hendes mund da.
Hun lo, han hørte da i det mindste efter ,tænkte hun . " Nej..det var ikke film relateret.
Det var mere i forhold til at være lidt dæmonisk...de ved...hvis jeg var besat? " hun ville holde hans blik fast hvis hun kunne, eller snakke videre med hans ryg.
"Film...er fantastiske og jeg tror du har set alle de kedelige af slagsen, hvis du mener man KAN se for mange film" selv hendes stemme lød til den smilede.Millicent holdte meget af film, og den eskapisme man kunne nyde. Film kunne vække både tanker og følelser...mange forskellige af slagsen, og det var værdsat ...fantasier var værdsat hos den unge blonde engel.

Ivrigt pressede hun øjet ned mod det raffineret udstyr, og selv med et utrænet øje kunne hun observerer en forskel. Hvad den betød, om det var godte eller skidt kunne hun ikke diagnostisere, men hun kunne se forskellen.
"Oh...så jeg ikke helt tosset" lød det hæst. Hun bandede tavst, da blodet begyndte at se sløret ud, da hendes øjne fyldtes med tåre. Hun var lettet over at der VAR fundet en forskel.Så opdigtede hun da ikke ...vel? Tårnene forblev hvor de var, eller rettere hun blinkede nogle gange og forhindrede dem i at trille ud og bugte sig ned af hendes lyse kinder, hvilke hun var taknemmelig for. At græde foran en fremmede stod ikke på Millicents funlist. "Edwin.. Det..det der betyder at jeg ikke er skør, ik ? " med et ekstra sæt dna kunne Roselia da ikke være en fiktiv alter ego, opdigtet af Millicents egne forsvarsmekanismer , håbede hun .Da hun spurgte ham talte hun lavt men lyden af forventning og lettelse flød sammen med hendes spørgsmål, da hun søgte den endelige bekræftigelse fra ham.

" Hvad der skete...udover det jeg har fortalt med min far ? Hmm...Jov...der er faktisk een ting!" Fragmenter af en samtale med Dust kom til hende, men de var slet ikke så detaljeret som hun nu ønskede. " Jeg ved at der var nogen efter min far. Han og en ven, grim reagerende Dust var vist nok raget uklar med nogen....og ja jeg troede jo min far var død, men det viste sig at han er levende...han blev sprunget i luften, og er nu i en slags beholder-mens Dust skaffer ham reserve dele ...ja det hele er meget forvirrende. Det er ikke så længe siden jeg fik det a vide af Dust. Måske kan han fortælle mere om hvem der var efter dem...hvis det kan være relevant altså?"
"jeg faldt også engang ned af et æbletræ, da jeg var omkring de 9 år, og fik en slem hjernerystelse..."tænkte hun højt, men ellers havde hun ikke været syg eller tilskade kommen.Ikke så vidt hun vidste. " Familiens to hunde blev aflivet...Jeg lavede en masse ballade md min veninde Augustus, vi spiste nogle giftigebær, så jeg var hos lægen der skulle dæmpe feber og give kvalmestillende, men ellers...kan jeg ikke lige hive noget frem "

Enhver der havde oplevet at have blackouts hvor man ikke havde noget ide om [i]hvad[/] man...eller Roselia...havde bedrevet i den tidsperiode, ville nok være rimelig keen på at finde en løsning, så man selv var i kontrol og ansvarlig for sine handlinger...og hun var ingen undtagelse.Millicent havde opsporet at Roselia ikke var diskret i sin fremtoning og desværre heller ikke særlig sympatisk. Så hun skulle bare væk, og heraf opstod den sprudlende energi og iver hun nådesløst var ved at drukne Edwin i.
Hun nikkede anerkendende, og måtte smile påny, for nu var de endelig ved at finde et fælles fodslag, i hele den forvirrede dans.  " Oh..jamen dér er jeg ganske enig med dig. Jeg tror vi alle besidder en vis portion af vanvid, og helt ærlig...ville livet ikke være kedeligt hvis vi skulle rende rundt og være saglige hele tiden ? Jeg er dog glad for det ikke udelukker jeg ikke er skizofren, for jeg føler det er ...anderledes" hun lagde ud med grin i stemmen og rundede af med et sagte suk.

" Du..du skal vide jeg er ret glad for det her, at du vil se nærmere på mig. Det er det tætteste jeg er komme top svar , so far.
Nu ved jeg da der skete en DNA ændring da jeg var stort barn, og at jeg har to sæt nu. Tak . " Millicent smilede og tav så.Hvad mon se de skulle afprøve ? Måske skulle han forske mere og de skulle mødes en anden dag? Burde hun inviterer ham ud på en kaffe, som tak for hans tid ?

" er der flere tests eller undersøgelser ? Ellers ville jeg gerne give en kaffe, og vi kan tale mulighederne igennem ?" Hun var indstillet på at følge hans instrukser , så hvorfor ikke lægge det ud til ham ?
De lyse bryn var trukket lidt sammen i en mine der viste hun grublede lidt. Ord som parasit og paranoia var ikke hendes favoritter....paranoia kunne hun afvise , men parasit delen var selvfølgelig en relevant teori, omend hun fik billeder af slimede aliens på nethinde.

// Hmmm....jeg skal nok lade vær at oplyse om HVORFOR mænd husker dårligt ( og bliver blinde ) :P  Jeg lagde det jo lidt frit op til dig at afgøre, men i mit emne med Auriel der taler han stærkt for det er en udefra kommen "ting" der er årsag. Kan det mon være et eller  andet der så også påvirker blodet ? Vi har brede rammer at lege i , da her er overnaturlige væsen ri masse vis og mutationer grunder radioaktiviteten.
hvis det er en ånd eller sjæl fra et eller andet ...måske en bloddæmon der egenlig er død og nu bor i hendes blod  ( for at forklare centreringen i blod ) -