Døden og den levende døde?(Mina)

Tid: nat
Sted: the grave City
Omgivelser: nærmest død stille
Vejr: skyfrit

Månen stod højt på en i forvejen skyfri himmel, og oplyste jorden og byen under den, i dens ulmende og matte lys. Dette månelys, tilføjede en mere uhyggelig stemning, til den i forvejen ildevarslende by, der engang var så aktiv, men i dag gik under navnet Grave City, der stod tilbage som en spøgelsesby, som væsner holdt sig væk fra, på grund af dens dårlige ry.
En kølig forårs vind, blæste gennem de tomme gader, og gav genlyd gennem de små revner, så der nogen steder kunne høres en slags lavmælt vislende lyd. Der var dog et enkelt sted, hvor lyden af blafrende tøj kunne høres, kun forstyrret af lavmælt snakken, fra de 3 væsner der bar tøjet, som så ud til at være den stil, båret af skatte klunsere, der var kommet hertil for at se om de kunne finde nogle skatte, i denne forladte by. De var dog kommet hertil, uden at vide hvilke væsner de tiltrak, og Desværre for dem, var en af disse typer væsner, nogle som levede i området, og som ikke frygtede menneske racen, da de ikke havde lært at frygte denne race.

Og det var på grund af disse territoriale dræbere, at et andet væsen var kommet her til byen. I og med at disse skatte klunsere var mennesker, var det hans job at tage sig af dem, når ellers dræberne var færdige med at gøre deres del af arbejdet, for nogen skulle trossalt tage sig af deres sjæle, når de skrøbelige kroppe, ikke længere kunne holde til livets strabadser mere. Og det tog ikke disse væsner lang tid, at ordne deres del af processen, for under skrig, jammer og dødsskrig, var de 3 skatte klunsere blevet flænset fra hinanden, og det eneste der var blevet efterladt, var deres blodige lig, og deres friske sjæle som stod tilbage.

Det var nu han trådte til. Han havde allerede været forberedt på dette, fordi hans bog havde informeret ham om det, og siden han havde været i nærheden, tænkte han at han lige så godt kunne klare det med det samme. Dust som dette specielle væsen hed, havde været i den nærmeste befolkede by, og havde uden videre valgt at sprede sine vinger, for at flyve afsted mod spøgelses byen, så han kunne høste de friske sjæle. For hvem end der havde set nærmere på ham før han var fløjet, burde de smukke hvide vinger være et mærkeligt touch, for hans trøje, bukser, støvler og long coat var sort som natten, hans læderbælte havde et sølv dødningehoved bæltespænde med rubiner som øjne, og der sad 3 særlige daggerts i hans bælte, som de eneste andre våben, andet end den uhyggelige le han gik med, der nærmest virkede levende. Hans øjne var tågede som om han var stok hamrende blind, men hans rubin pupiller skinnede som de klareste rubiner, så at flyve virkede dumt hvis han var blind, og som et sidste prik over i'et, havde han en aura der gav udtryk for styrke, og som var præget af kulde og død, og så var selve auraen mærkelig, fordi den virkede velbalancerede mellem godt og ondt, selvom Dust generelt lignede et ondt væsen.
Så ja disse rene hvide vinger var mærkelige, set i sammenligning med resten af hans udseende og stil, men sådan var det nu engang de så ud. Da han nåede frem til Grave City, landede han på en af de høje bygninger, hvor han havde udsigt til der hvor de 3 lig lå. Han trak sine vinger ind, trak sin le der så ud til at være levende, da den havde øjne oppe ved roden af bladet, som kiggede i samme retning som Dust, og som med et blink med øjnene, forsvandt Dust et kort øjeblik, og dukkede så op igen ved de 3 lig. Hvis man ikke vidste hvem eller hvad han var, kunne man ikke vide hvorfor han var kommet her, men hvis man holdt øje med ham, ville man med sikkerhed finde ud af det, om blot få øjeblikke.

Hvad præcis der havde draget hende til dette obskure væsen kunne kvinden ikke rigtig gøre redde for. Hverken overfor sig selv eller overfor andre for det tilfældes skyld, at nogen skulle spøger. Dog gik hun udfra, at det hele eller i hvert fald det meste af fascinationen blev begrundet af noget så simpelt som væsenets aura. Usædvanligt nok var han nemlig på ingen måde noget Mina så som et bytte og hun havde ikke det store ønske om at slå ham ihjel, medmindre det blev præserende nødvendigt at gøre. I stedet følte hun til sin egen store undren en eller anden form for egentlig ubegrundet respekt for denne mand. Nogen ville nok sige, at hendes respektfølelse for netop dette væsen stod i ganske voldsom strid med hendes handlinger. De fleste ville nok ikke se det som et tegn på respekt at forfølge et andet væsen gennem stort set en hel dag. Det ville Mina sådan set også give disse unavngivede mange ret i, hvis det blev pointeret overfor hende. Hendes forfølgelse var ikke så meget et tegn på hendes respekt som den var på en usædvanelig mængde af interesse. Da han havde spredt sine til Minas overraskelse kridhvide næsten lysende vinger, måtte hun løbe hurtigt for at fælge med, men hun var ikke trænet som umbra for ingenting og at springe fra tag til tag eller vævert sno sig ind og ud mellem mængder af mennesker, syntes for hende at være ganske let.
Nu stod hun så i skyggerne af en halvvæltet husmur og lyttede til vindens dæmpede hylen i de tomme gader, der for længst syntes at være blevet tømt for alt andet end end serie usammenhængende minder. De klare gråblå øjne var i hættens mørke rettet stift og årvågnet mod den mand, der det meste af dagen havde været mål for netop hendes interesse. Hun bed sig tænksomt i læben og håbede i sit stille sind på, at hun i løbet af det næste stykke tid ville få en forklaring på, hvorfor netop denne mand var interessant.

Gennem det meste af dagen, havde Dust været bevidst om en konstant tilstedeværelse af en vampyr, som han havde mærket gennem sine sanser. I starten havde han ikke tænkt så meget over hendes nærvær, men han havde hurtigt lagt mærke til, at hun fortsat blev ved med, at befinde sig i nærheden af ham, men siden det ikke virkede som om at hun ville gøre ham noget, lod han hende fortsætte hvad hun havde gang i, for på den måde kunne han også holde øje med hende, og se om hun var en skurk, der forfulgte ham af en eller anden grund.
Til trods for at han vidste, at denne vampyr stadig var i nærheden af ham, fortsatte han med at gøre det arbejde, der nu engang fulgte med hans evner, så han bøjede sig ned over de 3 lig, lagde sin hånd på den første, og løftede så sin hånd, så sjælen rejste sig med hans hånd. Han gjorde det samme med de 2 andre lig, så da han rejste sig op, var han nu i selskab af 3 sjæle, som lige nu var syndelige på det fysiske plan, så selv Mina burde kunne se dem. I en rolig bevægelse, hævede han sin le, og svang bladet foran ham, så der kom en mærkelig forvrængning i luften, som sjælene bevægede sig ind i så de forsvandt, hvorefter forvrængningen forsvandt igen, så Dust nu endnu engang stod alene, sammen med de 3 lig.

Med rolige skridt, gik han væk fra ligene, og med denne afstand til ligene burde det stå klart, at det ikke var de døde kroppe der gav følelsen af død rundt om ham, det var hans aura, der indeholdte en markant tydeligere følelse af død, end han havde haft i sin aura, før han havde haft fat i de sjæle, som han lige havde haft fat i. Han rettede sine blinde øjne, mod den halvvæltede husmur som Mina gemte sig bag, da han tænkte at det var på tide, at han tog kontakt til den vampyr, der havde fulgt ham i hælene hele dagen.
"Du kan godt komme frem nu, der er ikke nogen menneske lignende væsner i miles omkreds, så der er ikke nogen der kan forstyrre os!" sagde han roligt, mens han placerede enden af sin le mod jorden. Dust var forberedt på at han kunne blive angrebet, men han forventede ikke lige frem at der ville forekomme noget angreb "Jeg har lagt mærke til, at du har forfulgt mig i et godt stykke tid nu, så må jeg have lov at spørge, hvorfor du har forfulgt mig? Du virker ikke ligefrem som en der er ude efter mig, og du har været i nærheden af mig i for lang tid, til at du kan være i gang med at rapportere til nogen, så hvad er dit formål egentligt?"

Så roligt som havde hun blot været ude at gå en søndagstur og tilfældigt rendt ind i ham i stedet for at have stalket ham en hel dag trådte hun frem af husmurens skygger og kravlede i stedet op og satte sig på den. Stadig i stilhed lagde hun hovedet på skrå og lod efter at have tænkt lidt over mulige fare ved at gøre dette og ikke have fundet nogen synderligt alamerende nogen hætten falde bort fra sit ansigt. Med de blågrålige øjne fikseret på hans ansigt overvejede hun tænksomt, hvad hun skulle svare og lod tydeligvis selv til at mene, at hun ikke på noget tidspunkt var i fare for at blive slået ihjel eller irritere det overforstående væsen for hun handlede som om hun havde alt tid i verden og syntes absolut ikke at have travlt med at svare. Snare tværtimod. I stedet sad hun og svingede let med de slanke ben, imens hun tænkte.
"Ja det er spørgsmålet ikke?" lo hun tørt og studerede sine negle, før hun atter lod blikket vende tilbage til hans ansigt og rynkede panden i et forsøg på at finde et svar til ligeså meget sig selv som til ham.
"Jeg ved det ikke, jeg fandt din aura imponerende tror jeg," svarede hun med et skuldertræk, som om det egentlig var ligegyldigt.
"Det kunne selvfølgelig også bare være fordi netop din aura er som et altoplysende neonskilt bøjet i skrigepink med ordet "DØD" stående lige over dit ansigt og jeg i alt sandhed skulle have været død for længe siden?" foreslog hun tørt og lavede en lyd, der bedst kunne betegnes som en mellemting mellem et næsten irriteret fnys og en småbitter latter.

De blinde øjne, fulgte den ungt udseende vampyr, der kom frem fra bag den ødelagte mur, og for den uvidende burde det være mærkeligt, at en med blinde øjne kunne se på andre, på samme måde som Dust så på Mina. De skinnende rubin røde pupiller, så ikke blot på hende, men de så nærmest igennem hende, da Dust'es øjne havde mistet deres gnist, i bytte for evnen til at kunne se aura og chakra. En smertefuld og langsom proces, som ikke mange ønskede at gennemgå, når man vidste at man ikke ville kunne se verdenen normalt længere.
"Tja min aura kan godt virke en kende heftig, når jeg ikke skruer ned for den, og specielt vampyre som dig, burde have nemt ved at kunne mærke døden, der hægter sig i mig, når jeg udføre mit arbejde!" sagde han roligt, mens han satte sin le på plads på hans ryg, hvilket kunne indikere, at han enten ikke så hende som en trussel, eller at han ikke havde intentioner om at angribe hende "Hvis det var meningen du skulle være død for længe siden, så ville tiden have indhentet dig for længst! Hvis du spørg mig, så tror jeg der er en mening med at du fik, vampyrens evige liv og styrke, for det er sikkert den der har gjort, at du sidder her foran mig, i en forladt spøgelsesby under halvmånens klare lys!“

Dust fremdrog en cigar, som han satte mellem sine læber, så han kunne tænde den, og lade den mildt duftende røg sprede sig. I det hele taget, havde Dust nogle vaner, der passede udmærket sammen med hans rygte, som forhærdede forbryder, og rygning af dyre cigare var en af disse vaner.
"Men selvfølgelig kan man jo aldrig vide den slags, der er trossalt nogle ting der er ude af egne hænder! Men som det står nu, er vi endt hvor vi er, så man kan jo kun prøve at få det bedste ud af situationen!" sagde han roligt, og holdt en kort pause for at suge på sin cigar, og puste røgen ud "En præsentation må til at starte med være på sin plads! Mit navn er Dust!" i et kort glemt forsvandt han, og dukkede med det samme op igen tættere på hende, med hånden fremme hvor håndfladen vente opad, som en fornem måde at hilse på hende.

Mina så leende på ham og sprang ned fra sin plads på muren. "Kun en kende hæftig? Her går jeg og er begyndt at have bare.....ja for at bruge dit eget ord en kende respekt for dig og så undervurderer du din egen aura?" spurgte hun og lagde armene over kors i en parodi på fornærmelse, der kun blev gjort mere perfekt af den vantro fnysen hun lod efterfølge.
"Så poetisk du dog pludselig kan være med alt den snak om skæbnen. Skal jeg finde en onkel du kan slå ihjel Hamlet?" spurgte hun ironisk dog uden den ellers næsten evigt tilstedeværende fornærmende undertone, der ville have været at finde, hvis det havde været et andet væsen hun talte med og man havde ønsket at lede efter den.
Hvis hun skulle være ærlig troede Mina ikke rigtig på skæbnen eller nogen anden form for kosmisk kraft i det hele taget.
I det tilfælde, at der var en gud, så syntes Mina i hvert fald ikke, at vedkommende klarede det særlig godt. Enten det eller også så var vedkommende grænsende til det sadistiske. Lidt som et barn, der brændte myrer under en lup eller brutalt skældte deres dukker ad for at sprede deres afhuggede lemmer udover gulvet.

"Det er så spørgsmålet, hvad det bedste er? Men lad os sige, at jeg er villig til at finde ud af det om ikke andet så for morskabens skyld," konkluderede hun tænksomt og rakte ham sin hånd. "Mina ," præsenterede hun sig kort.

"Et mildt brug af ord, til at fortælle lidt om sig selv, er skam ikke ens betydende med en undervurdering af egne kræfter, det kan være et tegn på beskedenhed, eller et monsters forsøg på, at gemme de kræfter der i virkeligheden gemmer sig under overfladen!" sagde han roligt, mens han virkede til slet ikke at være påvirket, af hendes parodi på en fornærmelse, eller hendes vantro fnysen. Dust var ikke lige frem typen der tog sig af den slags opførsel, mest fordi han havde oplevet den så mange gange før, fra andre væsner, så lige meget hvor meget hun gjorde den slags, ville han højest sandsynligt se igennem det "Skæbnen er for mig, blot noget der endnu ikke er sket, og som man kun kan prøve at styre og skabe! For eksempel behøver jeg ikke at dræbe nogen onkel, for de fleste af dem plejer at dø af sig selv, af den ene eller den anden årsag, så medmindre denne onkel kommer i vejen for mig, behøver jeg ikke at løfte en lillefinger!"


Dust kunne godt virke som lidt af en sær snegl, og det var han nok højest sandsynligt også, når det kom til stykket, men for hans vedkommende kom det nok af, at han havde levet et langt liv, fuld af kaos, vanvid, død og ødelæggelse, det hele toppet af med tidsrejser, dimensions rejser og en gennemgående træng til, at samle på farlige objekter, artefakter og genstande der indeholdte evner, som bare ventede på et væsen, der kunne komme og få evnen, så den endelig kunne komme ud i verden og komme i brug. Der ulmede meget under den følelsesforladte overflade, og den stærke aura der hang i luften omkring ham, men det var næsten ærgerligt at der ikke var nogen, som han kunne give det videre til. Dust havde hverken haft en lærling eller noget lignende, i et rimeligt godt stykke tid nu, og det kunne godt blive lidt kedeligt en gang imellem, når han ikke havde nogen, som han kunne videregive sin vederstyggelige tankegang til.
"Jeg tror det her nok skal blive interessant, så hvad end det bedste bliver til, så får vi begge nok noget brugbart ud af det!" sagde han roligt, og trykkede hendes hånd da hun præsenterede sig selv.

"Tja jeg vidste, at min respekt måtte have grobund i et eller andet jo," konstaterede hun med noget, der godt kunne have været en latter, men dog ikke helt var det. Denne mand var så afgjort ikke en, man havde lyst til at komme på den forkerte side af. End ikke Mina havde et synderligt behov for at teste den fyrs grænser og derved ende sine dage spiddet på en le. Men ærlig talt var det en attitude, der gav mere mening i denne verden end så mange andre, hvilket hun havde respekt for. Efterhånden som hendes leveår var blevet for mange, var hun med tiden gået hen og blevet rigtig træt af de typer, der ikke havde tilpasset sig verden og stadig stolede på alt og alle. Den slags ville vågne op på bunden af en sø en dag. Det var hun ret sikker på.
"Du har ret," nikkede hun tænksomt og så sig omkring med et vurderende blik. "Du bor ikke her, går jeg udfra?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Ikke, at hun stå her og dømme ham, men en masse faldefærdige ruiner virkede bare ikke helt som et passende hjem til en, der havde så meget magt, at han praktisk talt var døden selv.
Så igen, hun selv havde ikke engang noget hjem. Nogle gange fandt hun også dette næsten fornærmende. Efter at have levet et relativt beskedent liv i mange....mange og flere gange mange år, syntes hun på sin vis, at der burde have været en eller anden form for udbytte af det nu. Ikke fordi hun fortjente det eller noget, for det gjorde hun reelt ikke. Mordere fortjente intent som sådan, men hvornår var det nogensinde dem, der fortjente noget det gik godt for?

Med en hovedrysten trak hun sig ud den tankestrøm, hun knap selv kunne finde hoved og hale i længere og rettede blikket mod Dust igen. "Anyway, det glæder mig at møde dig," erklærede hun i en afslappet tone.

"Nej jeg bor skam ikke her, det her sted er blot de sørgelige ruiner efter en engang aktiv by! Tilgængel har jeg et gammelt tilholdssted under denne by, som jeg ikke har tilset i lidt tid, så hvad siger du til vi tager derned, og fortsætter vores samtale?"
 spurgte han roligt. Dust havde efterhånden fået bygget sig en masse tilholdssteder, placeret alle mulige mærkelige steder over hele landet, og det havde taget ham en god sjat tid, som han alligevel havde en masse af. De var hovedsageligt placeret under jorden, hvilket kunne virke som et besværligt sted at bygge dem, men den gang han havde bygget de fleste af dem, havde han haft evnen til at styre sand, så det havde lige som gjort bygnings arbejdet en hel del nemmere for ham. Efterhånden som han havde fået bygget en sjat af dem, havde han udviklet et system der gjorde det muligt for ham, at holde styr på de forskellige steder, for ikke at glemme det system der gjorde det muligt for ham, at komme fra alle stederne, til nogle af de vigtigste hoved gemme steder, såsom dem der lå under storbyerne, det skjulested der var hans magi og våben lager, og lignende.

"Det er skam også rart at møde dig Mina! Og nu hvor vi har fået formaliteterne ud af verden, hvad siger du så til vi springer direkte til de interessante samtale emner? Jeg ser ud af mørket der har ramt mine øjne, en vampyrs aura lyse ud, af en kvindekrop der stoppede ældning i en fornuftig alder, men jeg ser ikke nogen effekt fra en magisk evne, så jeg gætter på at du enten ikke har nogen evne, eller også har du en men den er bare ikke magisk! Eller med andre ord, jeg gætter på du har en evne, som du på den ene eller anden måde har fået tillært, er det korrekt?" spurgte han, efter hans øjne havde givet hende et hurtigt elevator blik. Taget i betragtning af at han så ud til at være bimlende blind, virkede han i den grad ikke sådan, men det var nok tydeligt på den måde han snakkede om sit syn, at han var i stand til at se noget andet, når nu han ikke var i stand til at se de samme ting, som alle andre normale øjne var i stand til at se.