Unholy Experiences..

Tid: 00:05.
Sted: The Dark City.
Omgivelser: få individer spredt omkring.
Vejr: Stjerneklar aften, med et bid af en kølig brise.
Påklædning: en sort kjole, med bred hals/rygudskæring (check the picture below).

Det var en af de nætter. En af de nætter, der uden tvivl ville bringe kaos, i enten den ene eller anden forstand. Nætter som disse blev også løst betegnet som ’fredag aftner’, men denne fredag var ikke som de andre. Amalí vidste ikke hvad det var der lå i luften, men noget var helt klart anderledes. Eller måske var det bare noget hun bildte sig ind? Hvad skulle også gøre denne fredag anderledes end de foregående? Tjoh, udover at hun ikke havde taget et liv i mere end 8 måneder, så var det vel og mærke en helt normal fredag.

Et svagt smil brød frem på de rosa prægede læber. Det havde ikke været nemt, og kampen var langtfra vundet. Men at hun endnu ikke var faldet tilbage i gamle vaner, overraskede hende, og gjorde hende håbefuld. For hvis hun kunne komme igennem det, betød det at der også var håb for andre. Dog var der ikke én eneste aften hvor Amalí  vågnede, uden at være fristet til at lade sig forføre af sin tørst. Så for nu, ville hun lade de revolutionerende tanker ligge, og i stedet fokusere på at holde sig beskæftiget. Amalí vidste nemlig at der med kedsomhed, fulgte en nagende sult, som hun var langt fra stærk nok til at modstå.

Hun rystede dog hurtigt den ængstelige følelse af sig, i aften stod nemlig ikke i bekymringernes-tegn; nej, i stedet så hun aftenen som en mulighed for at fejre sin lille sejr. Amalí havde nemlig ikke været i kontakt med en pensel eller et lærred, i to uger, og det gik hende på. Hun kunne ikke klare perioder som disse, uden penselstrøg, og følelse. Det var i tider som disse, hun mærkede den indre tomhed der ofte lurede, bag eksistensen af hendes væsen. Det var en smerterig kontrast til, den menneskelighed hun genkaldte, hver gang hun gengav et andet væsens følelser, i et maleri. Det var som at besidde essensen af en anden, et stykke af dem, deres mest intime tanker;
samlet i et visuelt symfoni.

Alt efter hendes inspirationskilde, og hendes pågældende humør, var Amalí i stand til at forevige følelser og sindstilstande. De mest menneskelige af hende værker, skabte hun på 'tom' mave, ergo så lidt blod i hendes system som muligt. Mens hendes mest tankevækkende og dystre malerier blev skabt i kølvandet på en veloverstået jagt. Hun himlede med øjne, og håbede inderligt at aftenen, ville gå som planlagt. Hun ville sætte sig et afsides sted og skitse på livet løs. Men uanset hvordan hun gennemgik sin simple plan, kunne hun ikke undgå en nagende fornemmelse af uro. Af kaos. Og mest af alt: af død.

Hun vidste fuldtud hvor surrealistisk det måtte se ud, en vampyr der gik imod sin natur, var et syn de fleste ikke støtte på. Men her sad hun så, på en bænk, et ukendt sted, og med en halvfærdig skitse. Natten svøbte sig om hende, som et velkendt tæppe, og hun mærkede hvordan hendes instinkter blev vakt. Nogen var på vej i hendes retning. Amalí lukkede stilfærdigt sine lysebrune øjne, og tog en dyb indånding. Individet der var på vej i hendes retning var en kvinde, cirka midt-30erne, slank og af atletiskbygning. Den euforiserende effekt kvindens duft havde, gjorde det svært for Amalí at holde fokus på sin skitsebog. Selv om hun inderligt prøvede at holde penslen roligt, rystede hende hånd en anelse. Det var noget tid siden hun havde sat sine tænder i en levende puls. Hun mærkede måden hvorpå hendes mund næsten løb i vand ved tanken. Det her ville uden tvivl blive en prøvelse..

Nattens mennesker var vågne på dette tidpunkt. Vampyr og vareulve mød dette tidpunkt. Resutranter and caféer var lukket, men til gengæld var der en del barer åbent. Ikke alle forstod reglerne fro de klubber, men det er nok derfor der er mere ene end dørmqnd i mangeaf dem.

Gennem mørket gik en ung man. Vingerne hang fremme og andpændt ned af ryggen. Han bar en løs jakke over den ene skulder mens den hvide T-shirt hang over hans taske. Bukserne var slidte og støvler havde set bedre. I tasken havde han det nødvendinge for at klarer de steder hvor der er mest radioaktivetet. Det lyse hår var flettet stramt og hang over hans skulder.

Han gik stille afsted og nyder den stilhedder er. Han var en skytsengel og havde fundet den han skal beskytte, men lige nu var hun væk og han anede ikke hvor hun er. Han havde søgt i mange lande og spurgt rundt omkring, men hver gang var svaret nej. Han standsede da en flok vampyrer kom hen.

"Halløjsa. En engel." En kvinde klukkede og slikkede sig om munden. Eithan vidste at de fleste vampyrer har bedre manerer. Han bar gamle bekendte med et par stykker. De er de eneste der får en tår af hans blod.

"Beklager, men jeg er ikke bloddoner." svarede han og så på dem med rolige, men alvorsfulde øjne. De blottede deres tænder. Eithan rakte per automatik ned efter sit dolk. Hans trænning strømmede igennem ham. Onklernes ord dunkedei hans hovede om og om igen.


Beklager det blev kort.