Nøglen til måske stor rigdom (Violet)

Tid: Aften. Omkring 6 tiden.
Sted: Lidt udenfor en bandit lejer.
Vejr: Tetskydække, Trækker op til regn
Omgivelser. Tæt skov og slette.

Nochi løb hurtigt væk fra lejeren, han lige havde været i. Fordi han var blevet opdaget. Han havde sneget sig ind i lejeren for at tag noget, noget som han havde stor interesse i at være i besiddelse af. En nøgle til en kælder i en anden gammel by. Eller et hus i byen. Han havde længe ville ind i dette hus. Man han havde ikke kunne åbne døren uden at skabe for meget opmærksomhed. Derfor valgte han tag stjæle nøglen. Men da han ikke ligefrem er en liste tyv, gik det ikke helt efter planen. Den lejer han sneg sig ind i bestod af en gammel gård, og syv telte. Der var i alt 24 personer i lejeren. De have 2 Armadillo og 5 Freeway. Men inden de nåde at starte dem op, var han væk. Men de var ude og lede efter ham. Og de var ikke glade for ham. For hvad der var nede i en kælder have en meget stor værdi. Nochi vidste ikke helt hvad der var der nede. Men efter hvad han havde hørt var det våben, penge, mekaniske dele, mad og en masse papir og bøger fra før krigen. Dette var nok til at Nochi satsede sit liv på at røve denne kælder. Dog vidste han at der var 3 nøgler til kælderen så enten skulle han have alle 3. For så at være sikker på at der ikke var andre der tog der ned. Ellers skulle han skynde sig ned og tag det han skulle bruge også væk igen. Men det ville han tænke over senere nu skulle han bare væk.

Han havde løbet i godt 1 time, men kunne stadig høre en fjern lyd af en bil morter. Nochi var hurtig, Måske hurtigere end mange andre. Men en bil kunne han ikke løbe fra. Så han blev ved med at løbe for ikke at blive fanget. Han var lige noget til en stor skov. Og her regnede han med at han ikke ville blive forfulgt. Så han besluttede sig for at det ville være her han ville tag en pause.

Skoven var en stor birkeskov. Den var forholdsvis tæt bevokset, så det var ikke helt let at komme frem. Men det lykkedes. Men han var sikker på at han ikke ville støde ind i nogen her i skoven da den log så langt væk fra alting, og da han lavede så meget lam der han luntede igennem skove. Han kunne høre hvordan mange af skovens dyr løb væk fra ham, da han løb igennem. Så da han ikke længere kunne høre bilerne satte han sig ned på en høj i skoven. Her mente han at han var i sikkerhed. Hvordan skulle de dog kunne få biller og ligne ind i sådan en tæt skov. Det var umuligt.

Han satte sig til at kigge på nøglen, og grine lidt for sig selv. For det var første gang han sådan rigtigt have stjålet noget. Han syntes at det var en underlig følelse. Men han havde ikke noget i mod det. Den spænding, det rush han fik. Syntes han bare var fedt. Nøglen var meget normal. Ikke noget specielt. Den var dog meget stor i forhold til mange andre nøgler. Men det var også en stor løs den skulle låse op.

Han kun ganske kort på højen. Men besluttede at gå videre. Længere ind i skoven. Han vidste faktisk ikke hvor stor skoven var, eller hvor den log. Han var bare endt i den. Så han gik videre igennem skoven og det begyndte at blive mørkt han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Der så ikke ud til at være noget sted at søge ly. Han havde ikke noget lys med. Og det træk op til regnvejr. Han gik, og gik men ikke andet end skov så han. Han lammede en del da han gik da han ikke ligefrem prøvede at liste. Så man kunne tydeligt høre grenene knække under ham.

Han gik og kiggede rund for at finde et sted at søge ly. Men pludselig var han støt på en vej midt i skoven. En gammel grusvej. Som stadig var i brug. Og nu kunne han høre det igen. Bilerne var her igen. Så han begyndte at løbe, han ville bare væk men denne gang havde de øjet på ham, og fulgte efter. Der var 4 efter ham. Hvor 1 så ud til at være en varulv, og de 3 andre normale mennesker uden noget specielt udstyr andet en nogle pistoler, og det tøj de havde på. De begyndte at råbe og skrige efter Nochi. Og engang imellem blev der skudt efter ham. En af skuddene var lige ved at ramme, men han fik sådan et chok at han ikke noget at reagere på det der kom efter. Et træ... Han så sig hurtigt tilbage. Men det var desværre nok til at han overså det store egetræ. Han løbe lige ind i det. Nu log han på jorden. Og dem der var efter ham ville være der efter nogle få minutter. Han havde løbet så hårdt ind i træet at han ikke bare lige kunne rejse sig op og gå sin vej lige med det samme.

i den fredelige regnskov gik den unge varulv rundt om noget der kunne ligne en lille hytte af blade og grene.. hun var på vej for at mødes med Dust og Makuro, som lå en del vandring derfra, så hun havde valgt at holde et stop og få sog noget søvn. hun havde meget hurttigt fået bygget sig ly og manglede nu egentlig bare mad. derfor søgte hun igennem skoven efter vildt og i langtid var der fred og ro. den fugtige luft tydede på regn og hun vidste hun nok skulle skynde sig at finde at et bbytte. dog nød hun også roen, fugten og duften af natur. dog stoppede hun pludselig, da en del dyr løb i hendes retning i skræk og med det samme kunne hun godt regne ud der var noget i gære. hun snuster godt igennem og fik meget hurtigt færden af en vampyr.. vampyr.. sådan en havde hun aldrig hørt om men hun kunne huske at hendes gamle klan havde advaret hende om det da hun var helt lille, dog var hun ikke bange for dem. hurtigt og adræt klatrede hun op i et træ og skrang lydløst fra træ til træ. meget hurtigt fandt hun vampyren, som løb rundt i skoven, som om han var på flugt. hun valgte dog at holde sig i skjul og studere denne fremmede vampyr. det resulterede så i at der begyndte at blive mørkt og chancen for at bytte dyr blev meget lille, men det gjorde nu ikke VIolet noget. hun havde overlevet længe uden mad.
Da vampyren stoppede ved en vej der gik igennem skoven gemte hun sig ekstra godt. hendes stærke øre kunne høre køretøjerne og hendes ulve lugte sans kunne lugte mennesker og en varulv. af små nysgerrighed kiggede hun lidt frem og fik øje på bilerne og at de jagtede denne vampyr. gad vide hvorfor. hun fulgte efter ved at springe fra træ til træ og hurtigt fik hun indhentet dem, lige i tide til at se skudene og se at vampyren løb ind i et træ. hun vidste ikke helt hvorfor, men hun syntes ikke det virkede helt fair og fik lyst til at hjælpe. hun tog en dyb indånding og brugte sin evne til at stoppe tiden, så det kun var hende der kunne bevæge sig. hun skynde sig hen og hoppede ned på køretøjet og træk si riffel. i det tiden startede igen for alle andre, trykkede hun på aftrækkeren og skød ned igennem taget så hun ramte føren, hvorefter hun hurtigt og dyrisk sprang af køre tøjet og hen foran vampyren der tydeligvis havde fået et ordenlig slag fra at løbe ind i træet. hun knurrede dyrisk af de sidste 2 mennesker og den fremmede varulv. hendes skinnende grønne øjne var dog kun rettet mod varulven da hun se den som den største trussel "rejs dig vampyr" hende stemme var silkeblød dog meget alvorlig. det var nemmere for hende at hjælpe ham hvis han kunne bevæge sig rundt og eventuelt flygte eller hjælpe hende med at gøre kål på disse folk.

Nochi var fuldstændig rundt på gulvet. Han havde fået et ordentligt slag i hovedet. Han hørte et skud, og troede at det var rettet mod ham. Men da han ingen smerte kunne mærke, indså han at det ikke var ham der var blevet skudt. Han hørte hendes stemme. Hun lød som om hun ville hjælpe. Så han gjorde som hun sagde. Han rejste sig op. Først der indså han hvad der rigtigt forgik. Hun havde lige skudt føreren af bilen. Og den var kørt ind i et træ, og var begyndt at brænde. Nu stod der 2 mennesker med en pistol rettet imod os. Og en varulv der turde os på livet. De stod forholds hvis tæt på bilen, da de lige var gået ud af den. Og Nochi og kvinden stod cirka 130 meter fra dem.

Han kom sig hurtigt. Næsten lige efter han var kommet op begyndte han at komme til sig selv. Og så kvinden stå og forsvar ham mod dem. Han kunne ikke lade være med at smile. Den store og stærke vampyr, stod nu og blev beskyttet af en tilfældig kvinde. Men nu tog Nochi sig sammen. Han vidste at han ikke kunne løbe længere. Og specielt ikke foran en kvinde. Og han kunne heller ikke lade hende i stikken. Så han valgte at blive. Så nu var der kamp.

Men hvordan skulle han gøre det? Det vidste han ikke. Men han lod energien forlade hans krop, og blodet strømmede med. Han brugte sin evne til at lave over 50 liter blod foran ham som en stor flyende masse. Han sendte 60% energi med ud. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre til at starte med. Men så fik han en ide.

"Duk dig!" Sagde Nochi til kvinden. Og lige efter sendte han et spyd a blod mod den brandene bil. Blodet ramte lige i morteren, og den sprang i luften. Nochi brugte resten at blodet til at beskytte dem mod nogle af delene. De blev ikke stoppet, for det var det ikke stærkt nok til. Men det gjorde at det blev langsommere. Sådan at de enten var nemme at undvige eller landede foran dem.

Menneskerne blev skudt væk af eksplosionen. De døde ikke men havde det ikke godt. Varulven havde det forholdsvis fint. Han var hurtigt på benene og kiggede vredt på dem. Flammerne fra eksplosionen, begyndte at sætte ild til træerne omkring. Dog var de langt fra nået over til Nochi og kvinden. Varulven så ud til at være klar til at angribe. Og de 2 mennesker ville nok begynde at skyde ligeså snart at de kom på benene.

Violet så ikke en eneste gang om på vampyren, dog kunne hun med sine stærke øre sagtens høre han kom på benene. hun hørte så hans stemme og med det samme dukkede hun sig i det blod spydet fløj over hende og ramte bilen. hun rettede sig rligt op og så på bilen eksplodere. hun så roligt på blodet der nu lavede et svagt skjol om dem der gjorde at de havde nemmere ved at undvige bil delene. med et roligt skridt gik hun til højre da en del fløj igennem blodet. den var nem at undvige da blodet jo havde sænket dens fart. hun så så roligt om på den fremmede vampyr med de skinnende grønne øjne "det er en effektiv evne" hendes stemme var silkeblød og meget rolig. igen rettede hun blikket mod fjenden og fik meget hurtigt øjenkontakt til varulven. med det samme begyndte hun at knurre som en ulv der beskyttede sit territorium mod fremmede. flammerne der spredte sig i træerne skinnede i Violets ellers så grønne øjne. hun lukkede roligt øjnene "du tager de to mennesker.. varulven er min" med de ord, satte hun sin taske og riffel fra sig og begyndte den ellers så smukke kvinde krop at udvilke sig og den smukkeste snehvide pels voksede ud og med et stod en stærk og smuk snehvide varulv i udvikling foran vampyren. der gik dog ikke mere end et sekund før Violet løb med en de stærke ulve ben mod varulven. hun sprang op og fik væltet varulven omkuld og bed ham hårdt i skulderen. der lagde hun så mærke til han også udviklede sig. meget hurtigt satte hun tænderne i struben på varulven, dog var det forsent da han allerede havde udviklet sig så det var en del hårde at komme direkte til struben. og var det tydeligt for en hver at Violet var van til at kæmpe og ikke var bange for at dræbe. med en smule besvær og kæmpen fik hun bind ned til struben og rev til så struben blev flået ud af varulvens hals. det røde blod plettede det smukke snehvde pels godt til.

Nochi hørte kvinde sig at han skulle tag sig af de 2 mennesker. Og det var så det der var hans mål. Han slå øjne stigerede kraftigt på dem da de var igang med at komme på benene. Den ende havde fået et stykke af bilen ind i sit venstre ben og var derfor i stor smerte og råbte op om hjælp. Så Nochi så ham ikke som en trusel. Men det var den anden. Og han var næsten på benene igen.

Nochi havde ikke blodet lige ved sig. Det var ved bilen. Så han sendte det imod menneskerne, imens gjorde han sig klar til at sprinte. Det tog rimeligt meget på hans energi at sprinte. Men det var så hurtigt at han ville kunne nå der over på samme tid med blodet.

Så han gjorde det, han sprintende så hurtigt han kunne. 4 gange så hurtigt et normalt menneske kunne løbe. Og ganske rigtigt som Nochi havde forudset så var han der på samme tid som blodet. Mennesket var lige kommet på benene og var igang med at samle sin pistol op som log nogle få meter væk fra ham. Dog nået han det ikke da Nochi løb direkte ind i ham. Med en knyttet næve lige i ansigtet, fløj manden e 2-3 meter tilbage og Nochi stoppede lige ved ham. Han lod blodet svæve rundt om ham som en stor masse.

"Nogle sidste ønsker?" Sagde Nochi ironisk også spiddet han ham mange steder på kroppen. Inklusivt hovedet og hjertet. Nochi var ikke træt i nu, men kunne mærke at han efterhånden havde brugt meget af hans energi.

Han vendte sig om, og så den anden mand side men en pistol peget mod ham. Nochi blev helt lettet, over at han ikke havde skudt i nu. Hvis han havde skudt ham i ryggen havde han været i meget dårlig tilstand, måske havde han været ude af stand til at kæmpe. Fordi han havde nedsat sit forsvar for at kunne angribe dem.

Så nu hvor når Nochi havde fordelen sendte han mere energi ud. Kun lige nok sådan at han vidste at hvis der blev skudt ville han kunne stoppe det. Men det var alligevel 90%. Han sendte også mere blod ud. Nu var der over 100 liter. Og det begyndte at flyve foran ham. som en stor masse.

Manden begyndte at skyde mod Nochi, men skudene gik ikke igennem blodet. Og det kom bare tættere og tættere på. Man kunne høre manden begynde at gå i panik. Så han begyndte at skude flere skud af. Og til sidst var der ikke flere skud. Det hørte Nochi, han hørte den lille klikke lyd der kom fra pistolen. Og gik nu igennem blodet sådan at han var omringet af det og det kun var manden der kunne se ham. Han trådte på hans skade ben og trådte til. Sådan at han begyndte at skrige af smerte. Nochi begyndte at få at kæmpe smil på læben. Det virkede bare godt at se hans fjerne lide. Han tog pistolen og smed den langt væk og tog hans knive væk med blodet, inden han fik fadt i dem. Nochi Træk meget af blodet tilbage og lod kun 20% energi blive ud sammen med de 20 liter blod. Han blev synlig igen for de andre. Han brugte blodet til at holde manden fast.

Så satte han sig på hans mave imens han blev holdt nede af blodet. Så begyndte Nochi at dræne energi. Den blå flyvende energi kom ud af manden og Nochi absorberede det. Manden gik i panik og skreg så Nochi dækkede hans mund med blodet. Det gjorde ikke ondt på manden, han gik bare i panik da han så noget komme ud af hans krop.

Der gik måske 5 minutter også var han færdig. Manden var stadig i live. Men ikke længe. Nochi gik over og tog den pistol den anden mand prøvede at få fadt i og skøde manden i hovedet. Og smed pistolen fra sig lige efter. Så lod han resten af blodet flyve ind i kroppen igen. Sådan at hans forsvar igen var på 100% Nu havde Nochi fået den energi han brugte til at leve igen. Hvilket ville sige at han nu ville kunne holde i nogle uger på farten og nogle enkle kampe uden problemer.

Han så nu over på varulven for at se hvordan det gik med  hende.

Violet rystede kort hele den store ulve krop igen, hvorefter det skinnende grønne ulve øjne stirrede hen mod vampyren der så id til at havde godt styr på tingene. hun lod sig derfor rolig forvandle til sit menneskelige jeg igen. det var længe siden hun havde forvandlet sig så det gjorde rimelig ondt i kroppen. hun lod sig stille falde ned på knæ og tørrede lidt blod væk fra hendes blodfuldte ansigt. hun tog en dyb indånding og smilte roligt til vampyren "godt klaret..." sagde hun roligt, hvorefter hun fik samlet krafter nok til at rejse sig op igen "hvorfor var de efter dig?" spurgte hun så og studerede vampyren grundigt med blikket, imens hun prøvede at få det værste blod væk fra ansigtet, da hun tydeligt kunne lugte varulve blodet over det hele i hendes ansigt og det snehvide hår. hun så lidt rundt på alt rodet de havde lavet og kørte let en hånd igennem sit blodige hår.. "hmm.. kom med, jeg har ly ikke så langt her fra og hvis jeg skal nå og få ild, skal jeg tilbage nu før det begynder at regne" sagde hun roligt, imens hun så op på himlen som blev mørkere og mørkere, da det virkelig trak op til noget af et uvejr. de skinnende grønne øjne så han på vampyren med et roligt blik, hhvorefter hun gjorde tegn til han bare kunne følge med hende hvis han ville med også begyndte hun roligt at gå mod den lille hule agtige ly hun havde fundet tidligere.


//undskyld jeg først svare nu, men har haft en meget hård uge og skulle lige samle noget krea ^^

”Tak, du var heller ikke helt dårlig.” Sagde Nochi roligt imens han gik imod Violet. Der var et tydeligt smil på hans læbe og han så meget mundter ”På grund af den her.” Svarede Nochi, imens han vidste nøglen til Violet. Det var en forholdsvis stor nøgle. Ligenede ikke at den var til nogen normal lås. ”Jeg kan altid fortælle det hele senere senere.” Sagde han imens han lagde nøglen væk igen og så op på Violet.  Han blev tydeligvis glad, og blev det endnu mere da hun spurte om han ville med i ly. Man kunne se det på hans ansigtsudtryk og lige efter svarede han ”Tusind tak, det ville være dejligt at kunne slappe lidt af og at komme i ly for regnen.” svarede Nochi, imens han begyndte at følge Violet. Nochi lagde mærke til alt blodet på Violet, og fik lyst til at hjælpe hende med at få det af. ”Lad mig hjælp dig med alt det blod” Sagde han og sendte lidt blod ud igennem fingerspisen. Som føj rundt og fjernede det værste blod fra Violet, som efter blev lagt på jorden ved siden af dem. ”Du skal have tak for at hjælpe mig. Du havde ikke behøvet at hjælpe, men jeg er taknemmelig for at du gjorde.” Sagde Nochi til Violet imens de gik igennem skove. ”Når vi kommer frem, skal jeg nok fortælle lidt om hvorfor jeg blev jagtet. Der er bare ingen grund til at snakke om det her.” Sagde Nochi med et alvorligt ansigtsudtryk. Imens de gik længere ind i skoven. Nochi gik og kiggede bagud for at se om der var nogen der fulgte efter dem. Men det så ikke ud til at der var nogen. Men han gik hele tiden øjenetret sig, imens han fulgte Violet til hendes ly.

//Det gør ikke noget, det kan ske for alle.

Violet så på ham med et roligt blik og et let fnys efter fuldt af et roligt smil. nej hun var ikek så dårlig, men nu havde det meste af hendes liv jo også gået ud på at slå ihjel så hun havde en de træning. hun rystede så stille på hovedet af sg selv "tak.." fiik hun så sagt, da det jo egentlig var rart han anerkendte hendes kamp talent. hendes blik blev dog rettet mod nøglen som ikke ligefrem så normal ud.. hun så små mistænksomt på Nochi. mon han havde stjålet den? det havde han sikkert siden de var efter ham, men han havde nok sine grund. hun nikkede så roligt og så frem sp sig med et let smil på læben imens hun gik igennem skoven "ja.. det er været en lang dag.. og sikkert også for dig" sagde hun roligt og smilte roligt til ham. han virkede meget venlig af en vampyr at være.. han virkede meget menneskelig. det var ikke ofte man mødte venlige vampyre, men de fandtes da. hun stoppede kort op da lidt blod fløj ved hendes ansigt og der gik lidt før det gik op for hende hvad det var han gjorde. hun mærkede lidt på sin ansigt, da han var færdig og hun kunne mærke at det meste af blodet nu var væk fra hendes ansigt. hun sendte ham et lille smil som tak og gik så endelig videre. hun var stadig ikke så god til at snakke med folk og svarede derfor ikke altid med ord, men hun håbede da vampyren forstod hendes smil. for hun ville egentlig ikke virke arrogant, men nogle så hende lidt sådan. hun hørte så hans tak og kørte let en hånd igennem det snehvide hår "mmh det var så lidt.. jeg tænkte bare du havde brug for lidt hjælp da du løb ind i træet" sagde hun med et let grin og smilte drillende til ham. hendes ulve instinkter blev mere tydelige, da de nærmede sig hendes hule, da hun ville være sikker på der ikke var nogle i nærheden. det var der heldigvis ikke "jeg forstår.. så kan vi også præsentere os ordenlig når vi sidder ved et dejlig varmt bål" sagde hun roligt og kort efter kom hendes hule til signe mellem nogle træer. det var en natur skabt hule som havde gravet sig ind i et mindre bjerg, lige ved siden af en nogenlunde ren sø af hvad et så ud til.
Violet luntede roligt hen til hulen og tjekkede om der var nogle, hvilket der ikke var. så alt var sikkert. der lå allerede alt der skulle bruges til at starte et bål inde i hulen. hun vente sig rolig mod vampyren med et rolig smil "det er ikke stort og luksus, men det kan blive varmt og meget tørt" sagde hun roligt. stille og roligt begyndte regnet så også at tage til og snart ville det styrte ned. så den unge varulv gik ind i hulen og begyndte at tænde op for bålet.

Nochi kunne ikke lade vær med at grine, da han blev mindet om at han løb ind i træet.”Jaa, det er det der sker når man kigger væk i et øjeblik.”Sagde han med et stort smil på læberne imens han gik og smågrinte lidt. Han vidste godt at han havde dummet sig. Men han lagde heller ikke skjul for det. "Men så var det godt at du kom forbi til at hjælpe mig."

Nochi sig så godt omkring ved hulen. Den så ud til at være godt gemt. Og søen lige ved siden af, den så også ud til at være forholdsvis godt gemt. Han kunne hvert fald ikke se nogen der boede ved den. Og det ville folk normalt, hvis vandet var rent. Og vandet så ud til at være rent. Det virkede næsten som om at der var ingen der havde rørt stedet i mange år. ’Det er et meget unikt sted hun har fundet.’ Tænkte Nochi, imens han så Violet lunte ind i hulen.
”Det gør ikke noget. Jeg syntes faktisk det er et dejligt sted du har fundet, det ser faktisk ud til at være et meget fredfyldt sted. Et godt sted at slappe af, og nyde varmen fra bålet, og det gode selskab.” Sagde Nochi med et skævt smil i munden, imens han så sig lidt omkring i hulen. Og endte med at få øjenkontakt med Violet, men han kiggede væk igen, da han satte sig ned ved det bål hun var ved at lave. Han så ud af hulen, og så hvordan at regnen begyndte at tag til.
”Det var godt vi nåde det i tide. Ellers var vi virkelig blevet våde.” Sagde Nochi lidt lettet. Og så hen på Violet, som nu havde tændt bålet, og der var begyndt at komme nogle fine flammer op af det. Nochi smilede til Violet, og satte sig sådan at han kunne mærke varmen fra bålet. ”Arrr dejligt.” Udestødte Nochi, imens han satte sin hånde forholdsvis tæt på flammerne, sådan at han virkelig kunne mærke varmen.
”Nå, men måske burde jeg præsentere mig selv.” Sagde Nochi og rejste sig op, og ville give violet hånden.
”Jeg ved ikke om jeg fik fortalt det tidligere, men mit navn er Nochi. Nochi No Ketsueki Shukun. Og som du har gættet, så er jeg vampyr.” Sagde Nochi til Violet, imens han stod og så hende i øjne.
”Men hvad hedder så min redningskvinde så?” Sagde Nochi med et kækt smil imens hans dybe blå øjne så ind i hendes.

Violet så let mod Nochi og nikkede roligt "det var også meget heldigt... overvejede faktisk at blive her lidt, nu når der ser ud til at være rent vand.. men pligterne kalder du ved" sagde hun med et lille skulder træk og grinte lidt, hvorefter hun sendte ham et roligt smil. Violet fik ret hurtigt gang i bålet så de kunne få varmen. hendes skinnende grønne øjne så mod træerne og betragtede de mange tusinde regndråber der drybede ned "ja det var ret heldigt.. " sagde hun roligt og så let på Nochi, imens han sad og varmede hænderne. hun betragtede lidt hans hænder som var meget tæt på flammerne. ærlig talt havde hun aldrig troet hun skulle snakke med en vampyr. der var ikke mange af dem og så møder hun en der var venlig.. hun havde hørt så mange dårlig ting om vampyre, men det havde hun jo så også om dæmoner og hun var da venner med et par dæmoner nu. hun slog tankerne ud af hovedet "godt du nyder varmen" sagde hun roligt imens hun stod og studerede ham med blikket. da Nochi rejste sig op træde Violet et lille skridt tilbage og så lidt på hans hånd.. hun var stadig ikke helt god til at socialisere sig og reagede ofte meget mistænksomt på sådan nogle bevægelser, dog tog hun let hans hånd og gav den et lille klem som hilsen "Nochi.. forstået" hun nikkede let og smilte roligt il ham, langsomt slap hun hans hånd igen, imens hendes skinnende grønne øjne så dybt ind i hans blå øjne "jeg hedder Violet.. Violet hunts.. og er varulv som du så tidligere" sagde hun med et lille skuldertræk og studerede hans øjne i et stykke tid, hvorefter hun så endelig satte sig ned og nød varmen fra bålet "når fortæl mig så om den nøgle og hvorfor de helt præcist var efter dig" sagde hun så roligt og sendte ham et skævt smil.

Nochi satte sig også ned ved bålet, han satte sig godt til rette. Og så på Violet. Han så hende i øjne, og tog en dyb indånding. Han tog nu noget op fra hans lomme. Og det var den samme nøgle, som han vidste tidligere. Den var stor, nok mellem 5-7 centimeter.

Nochi gav Violet nøglen, sådan at hun selv kunne se på den.
Den så ud til at være lavet af noget gammelt metal. Den var måske fra før krigen? Eller måske bare lavet af noget restmetal. Det var ikke tydeligt, men hvis man fik svar på det ville det give et godt svar på hvad der kunne være nede i det rum. Men selv Nochi vidste det ikke. Nøglen så ud til at være næsten helt ny. Men på samme tid var den gammel, Det lignede at den ikke havde været brugt før. Det stod et tal på siden af nøglen, der hvor man holder nøglen. Der stod tallet 3. Men intet andet.

Efter Nochi havde givet Nøglen til Violet begyndte han at fortælle si historie. "Hmm... Hvor skal jeg mon begynde?..." Sagde han og holde en kort pause, hvor han stirrede ned i flammerne. "Hmm... Måske helt fra begyndelsen, der ser tros alt ud til at vi har tid nok!" Sagde han med et lille grin, og så ud af hulen på regnen.

"Okey... Det begyndte med at jeg har i længere tid været i gang med at søge efter min familie. Eller retter, spor efter dem. Og på grund af det har jeg undersøgt, udspurgt, læst og studeret en hel masse ting. Og vil nok blive ved med det i lang tid i nu. Men i min søgen støtte jeg over nogle informationer om en gammel bunker som skulle være ubrydelig. Altså uden set hvad man gjorde så ville man ikke kunne komme ind uden nøglerne. Og ja, jeg sagde nøglerne. For der er flere. Der er så vidt jeg ved 3 i alt. Og jeg har nu den ene. Men den bunker, skulle efter hvad jeg har læst, indeholde så meget at man burde kunne starte, ja næsten en hel by op far grunden! Men selvfølgelig er det baseret på de rygter jeg har hørt. Så de passer måske ikke helt. Der findes nemlig intet information om dens indhold.” Forklarede han men blev afbrudt af et stort vindpust udenfor.  Det så ud til at vejret var blevet ret slemt. Men Nochi fortsatte.

”Men som jeg sagde så var den ubrydelig. Og derved skal man bruge de 3 nøgler. Og måske, vil de ting som er fra før krigen måske have noget med min familie at gøre. Det er i hvert fald det jeg håber. Men selvfølgelig er dette bare et sats. Jeg ved det ikke med sikkerhed. Men at have en hel bunker fyldt med ting fra før krigen, lyder ikke helt dårligt! Men så er der bare det der med at man skal have alle nøglerne. Jeg har lige rejst tværs over kontinentet for at se om rygterne var sande om at der skulle være en nøgle her. Og heldigt nok så var de det. Ellers har jeg kun brugt 3 måneder på at søge efter den. Jeg har så lavet andet i imens, men stadigvæk. Det er lang tid. Og så er spørgsmålet bare hvor de andre er. For det kunne måske også ende med at tag lang tid. Jeg har hørt at der skulle være noget eller nogen i nærheden af Las Vegas, som måske har informationer om nøglen. Så det var min plan at undersøge det.” Sagde han og skævede til hende. Det var ikke tydeligt hvad han tænkte. Men det var klart at han tænkte et eller andet.

”Men ligesom denne plan med at gå ind og tag nøglen også bare kunne gå igen. Virker ikke helt. Så jeg skal nok til at finde på nogle andre planer på det punkt. For det er ikke hver gang jeg kan være heldig at løbe ind i en som dig!” Sagde han og gav hende et lille vink med øjet.

"Det var ret heldigt at du kom forbi. Eller havde jeg nok været i problemer. Normale mennesker er intet problem, og jeg kan også tag et par stykker af dem. Men ligeså snart der er andre racer end mennesker. Eller menneskerne er for mange. Så har jeg problemer. Så igen tak for hjælpen"

Sluttede han af, og endte med et taknemmeligt smil. Hans kropssprog tydet på at han var færdig. Han satte sig til rette igen. Så sig lidt omkring før han nu igen så ind i flammerne. Uden at se på Violet spurte han om hvad hun lavede herude.
”Men hvis jeg må spørger? Så hvad laver du så her ude? Det er ikke normalt at være så langt fra byerne uden nogen grund. Du sagde noget om nogle pligter?”
Nu så han på hende, og han søgte øjenkontakt. Det var måske et lidt personligt spørgsmål, om hvad hun gik og lavede. Og hvad hendes pligter var. Men det var derfor Nochi søgte øjenkontakt for at prøve at få hendes til at svare.

Violet så lidt på nøglen og tog imod den da han gav hende den. hun studerede den nøje imens hun lyttede til hans historie. alt dette mindede hende en smule om hende pg Dusts første rejse sammen hvor de havde fundet hans tredje sværd. et roligt smil tegnede sig på hendes læber om mindet, det var så længe siden. hun så så igen på Nochi imens hun lyttede til hans fortælling. det var ellers noget af en mission han var på og så endda på noget der muligvis ikke var det han var ude efter. det var tydeligt hun reagerede på han sagde las vegas og hendes opmærksomhed blev mere skarp. ikke fordi han ikke havde haft hendes opmærksomhed før, men lige så snart nogle ting handlede om hendes hjem, jamen så blev hun altid lige lidt ekstra opmærksom. hun så så ned i flammerne imens hun lyttede og nikkede så roligt "det er eller noget af en lang rejse.. held og lykke med det.. og det var så lidt igen.. måske skulle du finde nogle der kan hjælpe dig med at få fat i de næste to nøgler?.. bare så du var sikker på det ikke ender galt?" sagde hun roligt og lagde hovedet let på skrå "hvis det er kan jeg hjælpe dig i lasvegas hvis du skal noget farligt der.. jeg bor der nemlig" fortalte hun roligt. hun vidste det kunne være en farlig infomation at fortælle. men han virkede meget oprigtig og ikke en som havde i sinde at skade eller udnytte hende.
da han spurgte hende spørgsmålet, så hun ham direkte i øjnene med et intet sigene blik. hun sad i noget tid helt tavst og så ham ind i øjnene. roligt rakte hun ham nøglen "jeg er på vej hjem... jeg har nogle forpligtigelser der hjemme som venter på mig" sagde hun roligt imens hun så ham i øjnene. hun smilede ikke rigtig. dette var et ømt emne. for hendes forpligtigelser var hendes elskede datter og hendes sikkerhed var hun ikke glad for at bringe i fare. hun tænkte nu ikke at ham her ville bringe hendes lille pige i fare, men hun var ikke sikker på om hun ville fortælle ham om hende. igen flyttede hun blikket ned på flammerne med et tænksomt blik. hun vidste virkelig ikke om hun skulle fortælle ham om hvad hendes forpligtigelser var.

Nochi så på Violet og nikkede, og lyttede til det hendes svar. Han så ind i ilden og svarede. "Det må du meget gerne. Og hvis du alligevel skal til Las Vegas, kunne vi følges der til. Så kan du ordne dine forpligtelser også kan jeg undersøge tingene imens. Og hvis det ender med at jeg får brug for hjælp. Vil jeg meget gerne tag imod dit tilbud. Men selvfølgelig er det ikke sikkert at det bliver nødvendigt." Og sluttede af med at se på hende igen. Han var glad for at hun tilbød ham hjælp, og han vidste også at det nok blev nødvendigt. For chancen for at det var nemt at få fat i den var meget lille. Og derfor ville han nok få brug for hjælpen. Men det var svært at sige.

Nochi så over på Violet, og med hovedet lidt på skrå. "Men der skulle ikke være noget jeg kunne hjælpe dig med? Som tak for at de hjælp mig tidligere?. Der må være et eller andet jeg kan gøre for dig? Jeg har det bedst med at ikke at føle mig i gæld til nogen. Og jeg må indrømme at jeg føler at jeg står lidt i gæld til dig." Sagde han roligt imens han så på hende. Det var tydeligt at han virkelig mente det. Og det gjorde han også, han levede for det meste efter princip 'noget for noget'. Og det gjorde at han følte sig i gæld til hende.

Violet betragtede flammerne lidt tid, dog så hun på Nochi i det han så på hende. hun betragtede ham lidt med et roligt blik og efter lidt nikkede hun stille "det er en aftale så.. du siger bare til hvis du for brug for hjælp, jeg elsker alligevel eventyr" sagde hun med et lille grin, hvorefter hun rystede lidt på hovedet af sig selv. hendes liv var blevet så fredligt efter hun havde fået sin lille Ellie, så hun søgte mere og mere eventyrene, for at få noget fare i sit liv. hun var så van til at leve på kanten at det var underligt at det hele var blevet så fredeligt.
det var tydeligt at hans spørgsmål undrede hende. hun syntes ikke han skylde hende noget, for hende havde det ikke været et besvær for hende at hjælpe egentlig kun skabt lidt spænding. hun trak stille på skuldrene "det er sjælent jeg tager imod folk hjælp.. jeg klare mig bedst alene du ved" hun stopppede så sig selv og så længe ind i flammerne. så så hun igen på Nochi og rykkede helt tæt på ham så de kun var få centimeter fra hinandens ansigter. hun så dybt ind i Nochis øjne med sine skinnende grønne øjne "der er dog en ting du kan gøre... du skal love mig noget.. hvis du nogensinde møder en varulve pige med snehvidt har og nogle varme og engle uskyldige gule øjne.. så pas på hende.. få hendes tillid og pas på hende med dit liv.. hun er en engel i en varulvs krop.. hun er lys i mørket.. hun er mit kæreste ege, så hvis du vil gengælde mig noget så er det at passe på hende hvis du støder på hende" det var tydeligt Violet mente det meget alvorligt og at denne pige betød alt for Violet. langsomt satte Violet sig tilbage igen, stadig imens hun så ind i hans øjne. et lille smil kom så frem på hendes læber, hvorefter hun så ind i flammerne.

Nochi sad lidt og tænkte over det hun sagde. Han så ud til at acceptere det hun sagde. Og endte med at se hende dybt i øjne."En lille varulv med snehvidt hår og gule øjne. Dem er der nok ikke mange af. Så hvis jeg ser hende skal jeg nok passe på hende. Jeg skal nok beskytte hende med mit liv. Det lover jeg. Men sig mig, er dette din datter? Siden du ville beskytte hende så meget. Eller betyder hun bare meget for dig?" Sagde Nochi med et seriøst udtryk i ansigtet. Det var tydeligt at han mente det han lovede. Og det gjorde han også. Hvis det vat det hun ville have så var det det hun fik. Men Nochi var stadig Nysgerrig efter at lære deres relation at kende. Nu siden at han skulle beskytte hende hvis han en dag skulle ende med at møde hende.

Nochi sad lidt og så på Violet. Der gik noget tid hvor han sad og skiftede imellem at se på hende og på flammerne i bålet. Han vidste ikke mere hvad han skulle snakke om. Han tog en pin og kørte lidt rundt i bålet med den.  
”Hmm. Hvad så nu?” Sagde han lidt akavet? Og så sådan lidt beskeden på hende.
”Hvad med at vi fortæller lidt om os selv? Nu hvor vi alligevel skal arbejde sammen, og vi skal følges til Las Vegas. Så tænker jeg at de kunne være godt at lære hinanden rigtigt at kende. Og du har jo også lige fået mig til at love at beskytte hende pigen. Så måske ville det være godt at lære mig at kende! Hmm vil du eller skal jeg starte? Vi kunne bare starte ud i de små.” Sagde Nochi roligt imens han så på Violet og rettede sig op.
”Hvad med jeg starter? Okey? Hmm lad mig se. Som du har set så er jeg vampyr. Jeg er ret gammel. Faktisk over 20000 år! Det giver ikke mening, det ved jeg godt. Men det er en lang historie. Hvis du har lyst kan du altid få den på et andet tidspunkt. Hmm hvad er der ellers? Hmm? Jeg er en forholdsvis åben og snaksalig person. Jeg holder af at læse, og på grund af det har jeg lært en masse ting. Men hvad med du fortæller noget? Behøver ikke at være noget stort. Bare noget sådan at vi kan lære hinanden bedre at kende? Inden vi i morgen tager mod Las Vegas” Nochi så på Violet let forventene at hun deltog. Men alligevel vidste han godt at det ikke var sikkert at hun var ligeså åben som han selv var. Det havde han oplevet før at andre ikke var særlige gode til at åbne sig til fremmede.

Violet nikkede roligt da han sagde han nok skulle passe på hendes lille Ellie og da spørgsmålet kom smilte hun skævt "hun er min kære datter.. hun er mit et og alt så derfor ønsker jeg hun skal klare sig godt i denne verden.." sagde hu roligt og det var tydeligt at violet mente det hun sagde og at dette pige betød alt for hende og var hendes et og alt. hvis VIolet nogensnde mistede sin lille pige, ville hun nok kortslutte.. lukke ned for alt.. efterlade alle kære og venner og leve i smerte og pinsler fordi hun ikke var i stand til at beskytte sin lille pige og det ville hun selvfølgelig undgå for en hver pris.

hun stirrede ned i flammerne og hun kunne godt mærke Nochis blik nu og da blev rettet på hende. hun så så et på ham da han begyndte at snakke og hun valgte at lade være med at svare da han jo alligevel begyndte at fortælle. hun lyttede roligt til hans ord og nikkede stille. 20000 år? han mptte havde været igennem en hel del i alle de ård.. alle verdenskrigene vel egentlig?.. hun vidste det ikke helt, da hun ikke var sådan speciel klog på historie og tid.. hun var jo trodsalt en hel del ulv "mmh.. ja jeg er varulv som du ved.. jeg er de 21 år og har kun levet i 21 år.. jeg er ikke speciel snaksalig.. jeg prøver dog at blive bedre til at snakke med folk.. hmm jeg er en lone wolf... jeg nyder stilhed og mit eget selvskab.. jeg er først begyndt at være social det sidste års tid så.. ja" det var tydelig hun ikke var van til at fortælle om hende selv.. hun andede simpelt ikke hvad hun skulle sige, men sådan var hun jo nu engang... hun var jo igang med at lære at snakke mere. roligt rettede hun sig op og betragtede Nochi lidt...

Nochi smile da Violet fortalte om hendes forhold til hendes datter. Det var sådan noget der gjorde ham glad inden i. Stærk kærlighed mellem mor og datter. Nochi kunne ikke lade vær hver med at smile. Det gjorde ham virkelig glad for at se at der stadig var den stærke moder og datter krælighed. Han kommenteret det dog ikke. Han stillede sit spørgsmål i stedet. Og lyttede interesserede på hendes svar. Nochi kunne ikke lade hver med at grine lidt da hun sagde at hun ikke var en særlig snaksaglig person. Han grinte fordi, at nu sider og og snakker og snakker, som han altid gør. Også sidder hun og er lidt utilpas fordi hun ikke er van til at snakke så meget. Men det gik ikke Nochi på, dog ville han tag hensyn til hendes behov og begynde at snakke noget mindre.

"Jamen, tak for det! Tak for at åbne dig sådan. Hvis du ikke er van til at snakke med folk som jeg. Kan det være svært at åbne sig, bare de få ord du sagde er meget stort, specielt fordi du snakker med en fremmed!" Sagde Nochi og og lød nærmest stolt i sin stemme.

"Men jeg skal nok tag hensyn, jeg skal nok prøve at holde lidt igen." Sagde han med et skævt smil.

"Men der er en ting jeg bliver nød til at spørger om. Hvad er planen for imorgen? Vi tager afsted mod Las Vegas? Ved daggry? Eller hvordan gør vi?" Sagde han spørgerne?

"Og du burde da næsten også få noget at spise. Og jeg kan godt sige det med det samme, jeg spiser ikke normalt og når jeg endelig gør er det ikke meget. Og ja jeg er vampyr, men ikke ligesom du kender. Så nej jeg suger ikke dit blod når du falder i søvn." Det sidste sagde han med et skævt smil på læben.

Violet smilte skævt af det han sagde og trak let på skuldrene "tja.. jeg er ved at lære det.. det er ikke længe så længe siden jeg begyndte at socialisere mig, så det er meget nyt for mig.. men tak for dine ord.. det er rart at vide" sagde hun roligt imens hun stirrede ind i ilden. det var underligt hun åbnede sig sådan, men hun havde det ikke som om det satte hende i fare. denne vampyr virkede meget venlig og reel. hun rettede blikket på ham og rystede stille på hovedet "nej nej.. snak du bare.. det er rart at høre på en stemme så livlig som din" et roligts mil tegnede sig på hendes læber imens hun lænede sig en smule tilbage, stadig med blikket på ham. dog blev hun hurtigt mere opmærksom da han spørgsmål kom og det skindende grønne øjne så direkte ind i hans "mmh.. ved daggry helst.. hvis vi kan så tidligere.. nu hurtigere vi kommer til las vegas nu bedre" sagde hun bestemt dog stadig med ro i stemmen. hun brugte ikke megen tid på at holde sig på et sted, når hun var på rejse. hun skulle hurtigt frem så hun ikke kunne spores og især nu med hendes lille ellie så skulle hun hurtigt hjem til hende igen.
da mad blev nævnt og han fortalte om hans race og at hans ikke spiste normalt smilte hun bare. det regnede hunikke med han gjorde og hun stolede nu også på hans nok ikke drak af hendes blod "mmh du behøver ikke tænke på mad til mig.. jeg er trænet til at kunne gå længe uden mad.. jeg for mad når der er mulighed for det.. så det kan sagtens være jeg skyder en hjort eller et vildsvin på vejen til las vegas imorgen hvis jeg finder et, men ellers så er det som det nu er... men sig mig hvad spiser du overhoved? vel blod eller?" spurgte hun så og lænede sig ens mule frem mod ham med blikket i hans.

//sorry det tog så længe før jeg svarede har bare haft svært ved at holde Violet igang på det sidste, men er igang med at lave om på det ^^ //

Nochi så overrasket på Violet. Han kunne på en eller anden måde regnet ud at det ville komme. Han havde selv lagt op til det. Men det var lidt specielt ved ham. Da han kom fra en tid hvor vampyrer ikke længere sugede blod. Men havde andre metoder for at anskaffe sig energi.
"Jeg ved ikke helt om jeg burde fortælle dig det... Må jeg ærligt indrømme. Men alligevel tænker jeg at det ikke skader..." Sagde Nochi eftertænksomt, og så på Violet. Han rettede ryggen og sad ret op. Så direkte ind i ilden, meget eftertænksomt.

"Det er lidt kompliceret, men muligt at forklar. Min.. Race, levede for lang tid siden. Rigtig lang tid siden. Og vi levede under andre omstændigheder i forhold til de nu levende vampyrer. Vi sugede ikke blod ligesom de nu levende vampyrer. Vi havde en anden form for energi kilde. Normale vampyrerne får en form for livs nødvendig energi af at drikke blod. Men i min tid tog vi den energi direkte fra sjælen. Det er den samme energi som er i blod, dog er der kun meget lidt i blod. Hvilket gør at nogen vampyrer drikker så meget at deres offer dør. Hvilket ikke vil være tilfældet for mig. Da jeg har afgang til mere energi direkte fra sjælen. Hvilket gør at jeg kan holde mig i gang i meget lang tid efter at have drænet. Men nu skal du huske at det er sjæle vi snakker om. Det er små atomreaktorer de der sjæle. De har så meget energi at man skulle tro det var løgn. Derfor er det ikke muligt at tag særlig meget af gangen. Da der simpel hen er så meget at den del jeg tager i minimal i forhold. Men har jo heller ikke brug for mere. Jeg kan også kun selv holde til at have en hvis mængde energi i mig.. Hvis jeg drænede fra en person i hele hans liv. Ville han måske miste 2-3 dage i det lange løb."
Nochi sad og tænkte om der var mere han skulle tilføje. Men det virkede til at han have fortalt alt det han mente var relevant. Nochi lagde sig ned, ved siden af bålet. Rettede tøjet lidt, og derefter lagde sin hånder under sit hoved. Og så op i loftet og tilføjede

"Du ved, da jeg var lille, tænkte jeg tit over hvorfor jeg skulle dræne de der små væsner. Til at starte med gjorde mine forældre det for mig. Ingen ide om hvordan, men det gjorde det. Da sagde at det var nødvendigt at gøre det. Ellers ville jeg blive syg. Well det gør jeg også, hvis jeg ikke for energi. Det vil være ligesom hvis du ikke spiste. Men jeg fik den tanke at det var underligt hvordan alt levende var afhængig af hinanden. jeg mener, græs skal have vand for at overleve. Koen spiser græsset, og du spiser koen. Så kommer der en vampyr og spiser dig. Og til sidst en Dæmon som tager vampyrers sjæl. Så er der folk som lever af at jage dæmoner osv. Det hele passer bare sammen, på en eller anden måde."
Sagde Nochi imens han så op i loftet.