Dæmoner.

Baggrundshistorie:
Der er to baggrundshistorier.
En for dem der ikke tror på gud...
En for dem der tror på gud.
1: ikke-troende
2. guds troende.

Baggrundshistorie nr. 1: Ikke-troende.
"...Det var en gang, for alt for mange år siden. En tid som ingen husker eller længere kender til.
En tid uden tid, en tid hvor alt stadig var nyt og uberørt. En tid hvor både både himlen og havet dansede sammen i en tæt harmoni...."

Dengang levede en ung kvinde, som en af de eneste i verdenen. Skønt hun dog ikke viste det, ville der ikke gå lang tid før jorden ville være overbefolket af hendes egen slags.
Denne kvinde levede i evig ensomhed, uden at finde andre af sin slags og ensomheden forheksede hendes sind.
Hun vandrede omkring i hele verdenen. Hun vandrede i skovene, i bjergene, i ørkener og store sletter. Hun så og lærte alt om planterne omkring sig og det rige dyreliv. Men aldrig så hun nogen som hende selv og hun spekulerede over hvad dette kunne betyde.
Sådan levede hun mange år, uden at blive ældre og uden at dø. Uden at sove eller andre ellers livsnødvendige ting.
Hun vandrede rundt i havet, lærte om fiskene og de dybeste dale i jorden hvor intet menneske ellers har sat sin fod, men stadig mødte hun ingen af sine egne.
Og mange år skulle endnu gå på denne måde...

Så en dag hørte hun en fjern lyd. en lyd der ikke lød som noget dyr hun kendte, som et jordskælv eller torden, som vinden eller regnen. Og hvad var dette for en lyd?
Dette var snakken og musik, en kombination af latter og vrede ord. Ord hun aldrig havde kendt, men som hun alligevel forstod. Og hun lod sig tiltrække af dem og mødte endelig nogle som sig selv. De var ikke så høje som hende, men mere robuste. De var ret behårede og havde antydning af et vilddyrs tænder. De havde lange fingre som kunne gribe fat og lave mange ting. Og straks som hun så dem blev hun forelsket i dem alle.
Men hun turde ikke åbenbare sig, i skræk for hun ikke ville blive accepteret. For sandt nok, lignede hun dem ikke helt.
Så hun blev, så uden at blive set, lyttede uden at blive hørt. Og efterhånden som hun lærte dem at kende blev hendes forelskelse afløst af forfærdelse og væmmelse. Til sidst vrede.
Var dette hendes folk! Disse grådige og egoistiske skabninger! Disse der ikke værdsatte den frodige natur omkring dem!

Og med disse tanker forlod hun dem igen. Men hun kunne ikke flygte. lige så meget som hun havde ønsket sig sit eget folk, lige så meget kunne hun ikke undgå dem nu. De var pludselig over alt og fyldte hende med vrede. For hun kendte naturen og viste hvordan det hele hang sammen. Men mennesket tog uden at tænke. Ofrede og festede for egen skyld.
Og endelig en dag opdagede de hende.
En mand, stor og stærk og med intellekt, krydsede hendes vej og forbød hende at fortsætte. Men skønt han snakkede til hende, kunne hun ikke tale. for aldrig havde hun lært deres sprog, trods hun forstod hvad han sagde.
Til sidst mistede han tålmodigheden med hende og slæbte hende med hjem. Men der var ingen varm modtagelse. Straks blev hun sendt i fængslet, hvor hun blev tortureret og udspurgt. Stadig kunne hun ikke svare og stadig oplevede hun store smerter og vrede over denne uretfærdighed.
Og denne følelse fyldte hende.

Til sidst kom den samme mand, som havde fundet hende og han lå med hende.
Hun var svag og afkræftet og kunne ikke gøre andet end lægge stille. Og da han var færdig og noget tid var gået, var hun med barn.
Og hun beskyttede sig selv og holdt sig i live, velvidende at hun ville dø når hun fødte. Hun viste det, for hun var ikke længere stærk nok. Og hun var vred på sit eget folk og ønskede af hele sit hjerte at barnet aldrig måtte blive som dem. Og hun håbede og bad til, at dette barn måtte få sin egen vilje og straffe denne race af mennesker for deres måde at være på.
Og uden hun vidste det, blev hendes bønner hørt og hendes barn forandrede sig i hendes skød.

Tiden gik og endelig skulle hun føde. Og hun fødte ikke et, men fire børn. Så stort et antal var sjældent set og kun derfor blev børnene holdt i live og opfostret. Men ingen ville have dem alle og de blev alle fire delt ud til hvert deres verdenshjørne. Her blev de opfostret ved hver deres familie og aldrig lærte de om hinanden eller deres mor. Deres mor, hvis pinsler endelig var slutte. Deres mor, hvis sjæl gled gennem æteren og overvågede dem alle.
Og tiden gik, de fire børn blev voksne. Og først da, da de alle havde klaret deres ungdomsprøve, vækkede moren deres skjulte kræfter...

Og sådan blev de fire dæmoniske racer født.
Den ene søn, hvis hår var rødere end den rødeste okker, blev til den store og krigeriske bloddæmon.
Den anden søn, hvis hår var gult som kun solen kunne være det, blev til sjælens hersker, den ærefulde sjæledæmon.
Den tredje, en datter, hvis hår var sortere en kul, blev til den hemmelighedsfulde og mystiske skyggedæmon.
Og den sidste, den fjerde, en datter, hvis hår var dybt brunt, men med et skær af alle de andre farver, blev til den frygtede og uimodståelige Succubus, som siden fødte incubus.

Og alle indså nu hvordan menneskerne havde snydt dem. De viste pludselig alt om deres mor og hendes pinsler. De blev fyldt med vrede og hævntørst. Og de blev til nogle frygtelige væsner, som alle levede af menneskerne og som alle hade dem.
Og menneskerne lærte snart at frygte dem.

Baggrundshistorie nr. 2: Guds troende.
"...Og gud skabte verdenen på kun 7 dage.
Og hans engle var begejstrede og studerede hele verdenen og forstod og sang af glæde. For aldrig havde de set noget så smukt.
Og de fulgte udviklingen uden at klage, for gud havde sagt at sådan skulle det være.
Og da kom menneskerne også til, men nu kunne englene ikke lade være at spørge...
Sådan blev en af guds store engle til utilfredshed på menneskernes vegne. For hvad lavede englene da i himlen, hvis menneskets sjæl aldrig måtte opleve det samme? Hvorfor skulle menneskets sjæl vandre hvileløst rundt på jorden?
Og han konfrontrede gud, men gud sagde at sådan skulle det være.
Men englen blev ved, for sådan var han, og til sidst sagde Gud
"Jamen så find 10 værdige og tag dem med herop" Og sådan gjorde englen.
Men englen fandt alle værdige, men til sidst valgte han ti som han tog med op til Gud. Og Gud blev henrykt og sagde at alle der gjorde sig fortjent til det, ville have plads i himlen.
Men englen var endnu ikke tilfreds. For hvad med resten?
Og englen konfronterede igen Gud, men nu havde Gud mistet tålmodigheden og foran alle de andre engle forkyndte han, at englen nu ville blive sendt til jorden og være en del af de mennesker han sådan holdt af.
Og englen blev sendt til jorden og genopstod som menneske, uden vinger, uden sin store styrke, dog stadig med sin visdom. Og han lærte menneskerne mange ting.
Og ved sin død lod Gud ham blive engel igen.

Gud spurgte ham nu om han havde lært noget. Og engelen svarede
"Ja, Herre. Jeg har lært at alle mennesker er værdige hertil, for de ved ikke bedre" Og Gud blev igen vred og bød ham at tage ned i sjælenes verden. For nu skulle dette være hans hjem.
Sjælenes hjem var stedet, hvor alle menneskernes sjæle var samlede. Men dette var ikke himlen, men et fortvivelens sted. For alle afklarede sjæle kom i himlen.
Og englen blev ulykkelig og vred, hans vinger blev sorte og han ville modsætte sig Gud med sin nye styrke.
Og han valgte 4 særlig slemme sjæle og beordrede dem at være onde mod mennesket. Og de ville blive kaldt dæmoner, for de var af hans skabning.
Og ned blev de sendt, og de blev alle født på ny. Og en ny race var skabt og Gud blev sandelig nok vred og ulykkelige.
Aldrig havde han set lignenede skabninger, som levede af blod, af sjæle, af skygger og af lidenskaben. Og ned sendte han sine egne engle. Og de to racer indførte deres egen lille krig, deres krigsbane var jorden. Og gud og djævelen kunne kun se til og håbe hver deres....


Der findes 4 slags dæmoner:


Bloddæmoner:
Krigen




Ikke-troende:
Bloddæmonernes slægt blev ført videre af den rødhårede dreng. Han elskede kamp og krig og gjorde alt for at mestre diverse teknikker og våben, for også selv at finde på nye.
Han nedskrev også nogle punkter, som han forventer hans slægt vil leve efter.

Troende:
Bloddæmoner er en af de slags dæmoner, som den faldne engel sendte til jorden.
De levede først som barbarer, før den faldne engel lærte dem nogle nye ting. Han ville ikke se sin race være så beskidt i deres væremåde og gav dem nogle regler at leve efter.

generelt:
Bloddæmoner er kendt for deres gode evner til at slås, både med og uden våben, samt til at føre krig.
Punkterne, som deres forfædre har skrevet ned, eller reglerne der er sendt til dem fra deres gamle mester, den faldne engel, er baseret på deres evner med krig:

Bloddæmoner er krigeriske. De elsker en god kamp og er gode til det, da de oplæres lige fra små.
De har gjort det til en kunst at kæmpe og alle bloddæmoner forventes at kunne mindst en kampsport og håndtere mindst et våben. Et dette ikke tilfældet, forventes det af de andre bloddæmoner at træne denne i det.
De lever længe, deres krop stopper med at ældes på et tidspunkt og de vil være fanget i den alder kroppen har, når den gør det. Sindet forandre sig dog altid.

Efter krigen har de samlet sig i deres eget lille samfund og blander sig ikke meget med resten af racen. Dog tvivler de ikke med at støtte op om disse. De prøver at overleve og finde en måde at eksistere på. Da krigen har kostet mange menneskers liv, er det blevet svære for dem at finde mad. En god bloddæmon tager sin fangst med hjem og deler den med sin familie eller næreste venner, hvis denne har dette. for det vigtigste er at de forbliver.

Mad:
Bloddæmoner lever af blod. Dog har de ingen tænder til det, som vampyrerne.
Blodet gør dem friskere og stærkere i øjeblikket lige efter indtagelse.
MEN er blodet påvirket af stoffer, alkohol eller andet, vil bloddæmonen også opleve dette.

Symboler:
Bloddæmonerne har skaffet sig nogle forskellige tattoos. Ikke alle har en, men som små lære de betydningen af dem. Hvis de er opdraget ordentligt og deres familie gad dem.
Folk af høj rang har ofte en tattoo som viser hvilken slægt de kommer fra. Almindelige slægter får kun en tattoo hvis de har gjort noget stort. Ofte forbundet med krig, da det er dette de står for.

Raceevner:
Bloddæmoner kan af natur fornemme blod, da de lever af dette.
Nogen af dem har også en evne til at bruge blodet til våben, beskyttelse eller andet.
De har en tildens til at kunne gå meget lettere i bersærk.
De er ca en halv gang til dobbelt så stærk som et menneske, hvis de ikke har en evne, som gør dem ekstra stærke.

De kan have alle slags evner.

Forandringen på dem, efter verdenskrigen:
Dæmonsyge.
Efter at være udsat for en del radioaktivitet, har de forandret sig fra blodtørstige væsener, til at være mere bevidst om deres jagt og krig.
Den rødhårede dreng genopstod efter krigen, ved hjælp af et meget stærk blodsritual og en den radioaktivitet. Han fremsatte nogle punkter, som han forlangte alle bloddæmoner fulgte. Uden undtagelse. Dette var for at sikre deres overlevelse.

punkterne:
1: Vær dig et mord bevidst. Dræber aldrig uden at tænke.
2: en modstander er kun en modstander, hvis denne kan forsvare sig. Nedlægger du en person, som ingen mulighed havde for at forsvare sig, vil dette være nedslagtning.
3: En krig er kun krig, så længe modstanderen har samme chance for at vinde. Alt andet er udryddelse. Udryddelse kan være nødvendigt...Men du vinder intet ved det.
4: Reddes du af en anden, værende dæmon eller ej, står du i gæld til denne person. Det forventes af dig, at du efterkommer dette. Prisen kan være ens eget liv.
5: Redder du en person, står denne i gæld til dig. Det forventes af dig, at du ikke misbruger dette.
6: overholdes disse punkter ikke, står det til din race at straffe dig efter deres regler.


Sjæledæmon:
Sindet.



Ikke-troende:
Deres forfader en drengen med det gyldne hår.
Han havde en stor passion for sindet, psyken og hvorfor folk gjorde som de gjorde. Og han opnåede stor viden om disse ting.

Troende:
En af de forskellige dæmonracer som den faldne engel sendte til jorden. Disse gav han en god sans for menneskets psyke og sindet. De tog sig af selve menneskets sjæle.

Samfund:
Sjæledæmonerne bor ikke sammen, som mange andre fra deres race gør. De har samlet sig i små grupper rundt omkring. Fordi de netop kan nogle forskellige ting med sindet, kan de ikke holde ud af bo for mange sammen.
Sjæledæmoner er intelligente og manipulerende. Nogen siger de har kontakt med fortabte sjæle der vandre omkring på jorden. Men ingen har endnu bekræftet om dette passer.

Mad:
Sjæle. De kan enten slå en person ihjel og tage dens sjæl. Eller de kan tage en persons sjæl og efterlade denne person i tomhed. Der vil ikke være andet end en fungerende krop tilbage.. Men de dør som regel efter en uges tid.
OBS! en fortabt sjæl kan overtage denne krop - Snak med en admin hvis dette er tilfældet.
Men de kan også vælge at spise langsomt, hvor deres nærvær stille og roligt fortærer sjælen, som de har udvalgt. Det gør de ved fysisk berøring, hvor en meget lille del bliver optaget hver gang. Dette gør, at de kan have deres mad i meget længere tid. Dette er dog uden konsekvenser for personen, personen vil begynde at lide at psykiske problemer i forskellige grader og på forskellige måder en på hvad dæmonen spiser først. Sjælen kan dog aldrig blive hel igen, men den kan dog blive healet nogenlunde, men der vil altid være ar eller tilbageanfald.

Raceevner:
Sjæledæmoner kan fornemme sjæle, da det er dette de lever af.
Sjæledæmoner har en medfødt evne.
Denne evne indeholder EN af disse ting:
Skygger (At få personen til at tro nogen jagter denne, at de bliver overvåget eller andet)
Tanker (At sætte andre tanker i hovedet på en person. Personen behøver ikke at føle dem, men det kan påvirke dem of course )
Følelser (At manipulere med følelser. Bare fordi følelserne blive kontrolleret, er det ikke lig med at personen bliver kontrolleret, da personen kan gå imod sine følelser, og det er også kun af mildere grad f.eks en lettere sur person, kan få meget vrede følelser.)

Derudover kan de have en selvvalgt evne ude over raceevner.

Forandringer efter krigen:
Dæmonsyge.

Skyggedæmon:
Skygger. Hemmeligheder og mystik.



Ikke-Troende:
Skyggedæmonerne stammer fra den sorthårede kvinde.
Hun havde en rædselsfuld familie, ingen brød sig om hende...Og snart lærte hun at blive usynlig og lydløs når hun gik rundt, for at undgå deres blikke og kommentarer.
Da hun blev voksen, lærte hun at hendes selvlærte evner var gode til at skaffe oplysninger med. at få ting til at forsvinde eller dukke op hvor hun vil det. ingen så hende...For hun en del af skyggerne.
Derfor var hun også omgivet af mystik og hemmelighed.

Troende:
En bestemt dæmonslags blev sendt til jorden sammen med de andre. Disse dæmoner skulle lure på menneskerne og forhindre de nogensinde kunne enes og samles mod dæmonerne. Disse skulle leve i skyggerne.

Samfund:
Skyggedæmonerne lever i skyggerne. De går i et med dem.
De bor i et stort samfund, selv om der er flere enespændere rundt omkring. Gemt i skyggerne. Alle med hver deres opgave i livet.
Deres samfund bliver styret af en leder, selv om denne leder mere hjælper med at sikre deres fælles overlevelse, end at kommandere med sine med-dæmoner.

Mad:
Skyggedæmoner lever ikke kun i skyggerne, de spiser dem også. Alle der har en sjæl, har også en skygge.
Når de spiser en skygge, vil personen ofte kunne mærke det som en underlig, psykisk smerte. Folk uden skygger bliver som reegl syge. Enten fysisk, hvor de fleste dør, hvis skyggen er blevet spist hel. Eller psykisk. Dog hvis de overlever uden at dø af fysiske sygedomme, så kan de få deres skygge igen. Menneskets og væsners skygger er en del af underbevidstheden, som bliver reflekteret igennem den fysiske skygge. Hvis man får lidt af sin skygge spist, så kan man komme til at lide af psykisk følelsesløshed, og man har en tildens til at blive kynisk. Hvis man får spist den hele, så forsvinder hele ens del af ens underbevidsthed, og det gør, at man som regel dør, da man bliver fuldstændig sindssyg.

Raceevner:
Skyggedæmoner har en evne, som hedder skyggevandring. Det er hvor de kan blive et med skyggerne, men også hvor de kan vandre i skyggernes psykiske verden, hvor de kan dukke op fra en anden skygge. Dette kan de dog kun gøre i højst 10 min, eller bliver de for svage og kan komme til at blive fanget i den skyggedomænet, som selv ikke er et rart sted for en skyggedæmon, og man vil ikke kunne komme ud igen. Der skal gå noget tid før de kan gøre det igen. Skyggeverden er en psykisk verden, så derfor gælder der ikke de fysiske regler som ellers, så derfor hvis der er en skygge på f.eks 2 sal, og man er på stueetagen, så skal man bare vandre de sammen antal skridt, som hvis man kunne have haft vandret lodret i luften.
De kan også fornemme alle skygger i ca 20 meters afstand, og derfor kan de fornemme bunkers og huler under jorden, hvis de er inden for deres rækkevidde, da de kan mærke skyggerne dernede.
Som evner er de som oftest lydløse og usynlige.

Der ud over kan de have alle slags selvvalgte evner ude over raceevner.

Forandringer efter krigen:
dæmonsyge.


Incubuc(Succubus:
Forførelse. Frygt.



Ikke-troende:
Succubus/incubuc er nedarvet efter kvinden med det brune hår, som dog havde et genskær af sine søskendes farver. Hun fandt sin egen måde at overleve på, efter hendes plejefar slog hendes plejemor ihjel. Faren misbrugte hende, men efter noget tid lærte hun at nyde det...Og selv opfordre mænd på gaden.
Det besatte hende og til sidst endte det med hun spiste folks sjæle bagefter.

Troende:
Sucubus/incubuc er navnene på mennesker der lever i evig synd, da de deler nydelse med alle og enhver. Når disse mennesker dør, lever deres sjæl videre i en evig hungren. De besætter en nyfødt og gør denne til en dæmon.

Generelt:
Succubus - kvindedæmon
Incubuc - Mandedæmon.
Disse dæmoner lever af sex. De forføre Hvem end de lyster , har sex med dem og spiser deres sjæl under akten-  eller blot en del af sjælen.
Fordi de er smukke og forførende, faktisk uimodståelige, er de ofte forbundet med frygt.
De er ofte meget kolde og ligeglade, da deres levemåde har lært dem at ignorere visse følelser der ellers kunne komme af det.
De er lumske og utilregnelige.

Mad:
De spiser ved at dyrke sex. Så spiser de sjælen.

Raceevner:
De kan have en medfødt evne til:
At danne en illusion i en persons hoved, så dæmonen vil skifte udseende og ligne det offeret finder mest tiltrækkende.
At manipulere/påvirke følelserne.(kun i mild grad)
At tvinge folk til at have sex med dem. (Dette kan modarbejdes af folk med virkelig stor viljestyrke)

Ellers kan de have alle andre evner.

Samfund:
Disse dæmoner lever sammen i et stor samfund, dog spredt ud over det hele.
De har alle den samme leder, som for det meste er ligeglad med hvad de enlig laver. Denne er kun interesseret i skabe flere af denne slags dæmoner, samt hjælpe når folk er uenige.

Efter krigen:
Dæmonsyge.
Begrund af radioaktivitet er de gået fra kun at spise sjæle, til også at ligne deres meddæmoner.
De kan nu, med skiftende mellemrum, leve af både sjæle, blod og skygger. Som oftest bliver de født til at leve af en af disse tre ting. Stadig ved hjælp af sex. Selvom de mest kun spiser en af slagsen, så skal de stadigvæk have noget af de andre ting, da de skal have en varieret kost, men de behøver kun en gang om månen eller sådan noget der.

Generelt:

Udseende:
Dæmoner kan skifte mellem deres menneskelige skikkelse og deres dæmon skikkelse.
Forvandlinger kræver noget energi, men kan ske ukontrolleret ved store følelsesmæssig oplevelser. F.eks. stor vrede eller sorg.
forvandlingen kan være smertefuld.
Man fødes i enden den ene eller den anden skikkelse. Den skikkelse man fødes i, har man lettest ved at være i.

Menneskeform:
Som menneske bestemmer man selv sit udseende.
Dog har dæmoner en tendens til at have lidt flere muskler end normale mennesker. De er stærkere som mennesker og deres evne virker stadig i denne skikkelse.

Dæmonform:
Som dæmon er det også meget forskelligt.
De kan vokse sig større, eller bevare samme størrelse. De kan have vinger, både til pynt eller som brug. Brugbare vinger er dog store, da de skal kunne bære en!
De kan have horn, pigge eller andet. De kan have kløer, hugtænder, en anden hudfarve, en hale...
Kun fantasien sætter grænser. I deres dæmonskikkelse bliver deres sande kræfter sat fri og de er som regel stærkest her.
OBS! For en sikkerheds skyld: Lad din dæmonskikkelse blive godkendt af en Admin.

OBS! Hår og øjenfarve forandre sig ikke.

Styrker:
De er stærkest i deres dæmonform, dog stadig stærkere end andre mennesker, i deres menneskeskikkelse.
Deres krop bliver ikke ældre og de kan leve næsten evigt.
De er svære at slå ihjel.
De bliver næsten aldrig syge - Dog! Se under forandringer siden krigen.
Almindelige sår og brækkede knogler slår dem ikke ihjel og de heler ca. en halv gang hurtigere end mennesker.
Styrker fra deres specialle dæmonrace.
Deres arrogance og overlegenhed kan være godt i mange tilfælde(Mest bloddæmoner og sjæledæmoner)
De kan overleve langt flere skader osv end mennesker, og de dør først af en forblødning, når de kun har 2 dl blod tilbage i deres krop
De healer dobbelt så hurtigt som mennesker og hvis de spiser healer deres sår

Svagheder:
De er svagest i deres menneskelige skikkelse.
Deres lange liv kan give dem mange psykiske ustabiliteter.
Krigen har forandret deres gener så de kan rammes af "Dæmonsyge"
I deres dæmonskikkelse har de lettere ved bare at gå amok uden at tænke sig om.
De dræbes ved hjælp af pentagrammer, magi, voldsom forblødning, kraftig radioaktivitet og hellige relikvier.  De kan død af kraftig radioaktivitet, da den går ind og påvirker alle cellerne og atomerne og kan fuldstændig ødelægge kroppen.
Deres arrogance og overlegenhed pga deres styrke, kan til tider fører til deres fald.

Dæmonsyge:
Deres gener er forandrede så de kan rammes af en ny sygdom, kendt som Dæmonsyge.
Denne sygdom giver dem de typiske symptomer som feber, hovedpine, mavepine, tørhed i mund og hals. Men den forhindre dem også i at spise. De har ikke kræfter til at skifte skikkelse og er fanget i den skikkelse de nu end er i. Efter en månedstid dør man. Ingen ved hvordan man får den eller undgår den. Den rammer ikke så tit, selv om flere og flere bliver syge..
Der er endnu ikke fundet en kur...Selv om det siges et mennesker, som holder sig skjult, har studeret den og kan helbrede...
Nogle former for magi kan måske hjælpe og forlænge ens levetid.

[/color]