Just another visitor (Leeto)

Alex Lynede sin mørkegrønne jakke op og lukkede plastikspændet fra hendes taske, rundt om maven.
Hun slentrede tøvende ned af en, mere eller mindre, menneske forladt gade, imens hun desperat gennemsøgte området for steder, der så ud til at have en soveplads til overs.
Alex fortrak nu hvis det var muligt at finde en smal gyde med halvtag eller noget, hvor hun roligt kunne hvile med en butterfly kniv i hånden. dog var det ikke ligefrem noget der dukkede op over alt i Armarillo.
Alex dykkede ned i en af hendes enorme bukselommer og fandt en mindre drikkedunk frem som hun, (da hun var stoppet helt op,) begyndte a drikke af.
Vandet føltes som is koldt flydende sølv, der rørte hendes fugtige læber og gled ned gennem hendes tørre hals.
Dog var det blot vand, men hun havde ikke følt det så rart at drikke, i lang tid.
Alex skruede hurtigt låget på igen og sukkede til sig selv.
Derefter fortsatte hendes søgen efter natte ly.

For Leeto var natten stadig ung, meget ung. Den var næsten nyfødt, for det var stadig på grænsen til at være aften. Den sædvanlige, overskyede himmel afslørede intet, men hans urs visere gav ham de informationer han skulle bruge.
Armarillo var den sædvanlige wannabe storby, bare fordi den lå placeret midt på en handelsrute. En neutral, kedelig by. Kedelige mennesker, der gik alt for meget op i deres interne normer, og ikke ofret særlig mange side blikke til gadesælgere.
Han sad i tværstilling, bag et lille klap-op bord, hvor hans tarotkort lå i en lille bunke, som han havde rettet igen adskillige gange på grund af mangel på kunder og umådelig kedsomhed. Der var nogle mennesker på gaden... Nej... Den rette beskrivelse var 'havde været', for gaderne blev efterhånden tømt ud som sand i en si.
Måske skulle jeg bare gå til den der natklub... tænkte han sukkende.
Han tog en tot af sit sorte hår og maste det mellem fingrene. Det var fedtet og utiltalende, da han havde været på farten i dagevis, uden at stoppe. Men der var langt værre ting man kunne komme ud for, man skulle vel altid se det på den lyse side.
Nynnende kærtegnede han tarotkortene, som det var en fin pels på et sårbart dyr. Ti minutter. Så lang tid ville han give den sikkert aldrig opdukkende kunde.
Til hans store overraskelse hørte han et ekko af noget vægt der ramte asfalten - snarer en sko - der rytmisk kom nærmere. Med opspærret øjne og et spændt smil som han mislykket forsøgte at holde tilbage, rettede han tarotkortene endnu en gang, og børstede hurtigt eventuelt skidt af sin sorte jakke.
Forventningen var ved at stige over kanten, da personen dukkede op omkring hjørnet. Det var en pige, der så ud til at være på alder med ham selv. Hendes udseende kunne han ikke helt dømme i mørket, men hendes militærtøj, og den måde hun gik på, udstrålede en skarphed af en person som han ikke normalt vil kalde til sig. Men efter at have siddet i tre timer uden nogle reaktioner fra alle uudtrykkelige ansigter (i hvert fald ikke mod hans lille shop, hvilket var hvad alt handlede om efter sin eget mening), tog han chancen.
Han rømmede sig, og hævede stemmen nok til at fange hendes opmærksomhed.
"Hey, du!"

Alex stoppede op og drejede hurtigt hoved. En fremmed, spinkel & bleg fyr havde lige kaldt efter hende. Alex jog hurtigt ned i sin lomme og knyttede næven om sin butterfly kniv.
Dog huskede hun sig selv på at hun var inde i en storby, og ikke ude i et efterladt terrang hvor et lig muligvis først ville blive fundet efter nogle måneder.
Hun gav slip på kniven og vendte sig imod det grimme klap op bord, der af og til, ustabilt vippede fra side til side.
Alex kiggede ned på hendes venstre hånd og hev hendes sorte læder handske op om håndledet igen.
Derefter kiggede hun drengen direkte i øjnene,

"Hvad vil du" sagde hun kort, og gjorde et kort ryk med hoved der fik hendes pandehår til at falde ned over hendes øjne.

Smilet om hans læber blev stramt, da hun sendte dødsblikket over alle dødsblikke. Hun var nu tættere på, og han kunne nu se det mørkeblondte hår der var sat op, og hendes pandehår, der faldt ned over de øjne, som der viste ingen nåde.
"Ha...haha! Ja, det er et godt spørgsmål," han viftede med hånden, en gestus til at hun kunne komme nærmere, og greb hurtigt om tarotkortene med den anden.
"Dette er nogle kort der kan forudsige din skæbne," sagde han lystigt, i håb om at holde pigens opmærksomhed. "Hvad siger du til, at jeg spår om din fremtid?"

Et lille smil dannede sig på Alex læber.
Troede han rent faktisk, at han kunne lokke hende til at skulle BETALE for at han vendte et par tilfældige kort og sagde noget der lød klogt, men sikkert ikke gav mening?
så kunne han fandme da godt tro om igen.
Alex bevægede sig en smule tættere på den 'muntre' dreng.
Det var mere end en uge siden hun havde haft en dialog med andre end hende selv, så hun ville ikke la' hendes chance for en kort samtale, med en fremmed hun alligevel aldrig ville komme til at se igen, gå til spilde.
"og lad os nu sige," sagde hun smilende, med en drillende tone i stemmen og bevægende sig tættere på bordet.
"At dine, ih så fine farvede kort, kan spå min fremtid,"
Alex stod nu helt tæt på bordet og kiggede på de hjemmelavede kort drengen havde i hånden.
Hun rystede på hoved og kiggede ham endnu engang i øjnene.
"hvad ville det så gøre godt for? Om jeg så skal dø eller ej, kan man så ikke lade det gå sin gang uden forsøg på at gennemskue 'tiden'"
Alex slog hendes arme ud til hver sin side og kiggede spørgende på den fremmede dreng.

Hvis han troede øjnene var slemme nok, så tredoblede gruen lige da smilet dukkede op. Det skulle ikke overraske ham hvis hugtænder voksede ud lige nu, bare et sigende træk til den dæmoniske udstråling hun udsendte. Var hun overhoved menneske? Han håbede sandelig ikke, at han havde kaldt en eller anden psygo-killer til sig, det kunne være en køn situation.
Menneske, eller? Tasken og de gigantiske opfyldte lommer sagde en del. Hendes støvler var mudret, tøjet beskidt og tilpasset for lang tids bevaren om hendes krop. For ikke at nævne hendes hud var lettere brun, hvilket betød hun havde gået udenfor i dagslys. Enten var hun en rejsende eller så var hun hjemløs... eller begge dele. At hun skal bruge så meget udstyr fører hende ind i kategorien menneske.
Måske en cloman? Nej, han havde mødt clomans før, og de alle havde en ting tilfælles: de så pissegodt ud. Ikke fordi han skulle kritisere hendes udseende, hun virkede bare langt mere... menneskelig. Plus alt det hun slæbte med sig afslørede hun ikke var en eller anden weirdo dæmon der kunne skifte form, da dæmoner ikke havde brug for det. Med mindre dæmonen gjorde det med vilje, men så måtte han kommentere, at den dæmon må kede sig eller ikke har noget liv.
Varulv? Hendes øjne var skarpe, varsomme, ikke direkte aggressive men hun så ikke ud til at give en positiv respons til... noget som helst, faktisk. Men selvom varulves intentioner kan være menneskelige, så plejer deres opførsel alligevel at være strukturirsk, grundet deres mangel på kontrol når fuldmånen viser sit ansigt.
Hvad fanden... måske var hun bare et menneske... med en traumatisk oplevelse hun bar på skuldrene? Kunne det skyldes hendes opførsel?
Hun så ud til at være vant til det liv, hun levede. Hun så ikke ud til at have nogle steder at gå hen, eller ane hvor hun var henne.
Måske var hun bare flabet?
Hun dissede hans tarotkort.
Hans. Tarotkort.

Menneske. Punktum.

Pigens øjne var stadig rettet mod ham, som hun forventede... ingenting. Meget morsomt. Han fik en næsten uimodståelig trang til at sukke, men holdt det inde. Smilet forlod dog ikke sin glans på noget tidspunkt. Han mærkede dog en irriterende vibration ved hans venstre øjenkrog.
"Du ved... den her by er meget stor for nyankomne, ikke sandt?" sagde han og lavede en gestus til omgivelserne. "Det er let at fare vild, og vagterne oppe på muren kan let se foreskel på handelsmænd og hjemløse. Ikke at det er ulovligt at være hjemløs, men du ved, de vil sikkert have dig i kikkerten hvis de lægger mærke til dig." Han nikkede til sine egne ord, og forsatte med forfalskende sympati. "Hjemløse plejer jo at være ligmed nogle der er villige til at stjæle fra andre for at overleve, og det... kan man jo ikke have!"
Han lagde tarotkortene på bordet igen.
"Men du er heldig! For jeg kender tilfældigvis byen her rigtig godt, da jeg har været her en del gange..." okay, nej han havde ej "...og jeg har nærmest et kort over byen i mit hoved..." nope "...og! Jeg kender tilfældigvis også nogle steder man kan sove i fred, uden at blive opdaget... gratis!"
Tilfreds foldede han hænderne sammen på klap-op bordet. Gengæld for tarotkort-dis udført.
"Hvad siger du til halv pris?"

Alex følte sig en smule mistænksom.
Pludselig var drengen villig til at hjælpe hende, for en pris selvfølgelig, men stadig.
Alex tænkte at det sikkert også var hårde tider at være gade sælger på, der kunne da ikke være mange i denne tid der kom løbende med armende i vejret...
På den anden siden, hvad havde hun at miste? hun kunne altid true med at slå ham ned hvis han prøvede at løbe eller noget.
Alex tog et mindre skridt tilbage og dykkede ned i hendes baglomme.
Derefter rakte hun et par mønter frem og kiggede med et skummelt blik, på drengen.

"Spændt på at se hvad det blir'?" sagde hun og lavede et lille nik hoved, "Et sted for mig at overnatte, eller et dejligt varm blodbad."

I virkelighede var Alex slet ikke så barsk, men det havde hun intet imod at andre troede.

Selvom han selv synes, at hans lille forstilling var veludført, kunne han stadig mærke lettelsen omfavne sit indre, da pigen gav ham pengene. Egentlig havde han ikke voldsomt brug for penge, da han tjente rigeligt på poker, denne her situation havde været et desperat forsøg på at undslippe kedsomhed.
Altså, det lykkedes at komme af med det, men om det var det værd...

"Hahaha, tag det roligt! Jeg har brugt det meste af mit liv på dette, jeg ved hvad jeg gør!"
Han tog tarotkortene og spredte dem ud på bordet i en fin række, så de alle lå og halvt overlappede hinanden med bagsiden opad.
"Nu skal du langsom fører din hånd over kortene, og mærke efter. Så vælger du et og giver det til mig."

Alex lod langsomt pengene glide ud af hendes hånd, som sand mellem fingrende... dog en smule klumpet sand.
Alex gjorde som han sagde og førte langsomt hånden over kortene.
på halv vejen stoppede hun,
"Og du finder mig et sted at overnatte når jeg har trukket?" spurgte hun mistænktsom, og pegede derefter på det næstsidste kort i bunken.
Hun trak hurtigt hånden til sig og placerede den på sin plads i lommen, ved siden af kniven.

Leeto hævede brynene. Tja, han skulle jo også selv finde et sted at sove, med klokken plejede at være tre om natten før han tænkte på det... Så ung var natten, havde hun mon travlt?
Nå. Han måtte vel håbe at han kunne finde en han kendte... og at pigen foran ham ikke havde noget imod natklubber.
"Ja, det har jeg jo lovet," sagde han og holdt derefter tre fingre i vejret. "Men det er i alt tre kort du skal trække, også kommer forudsigelsen."