the red night //Benjimin//

S: et sted i ørkenen
T: sol nedgang
O: sand, sand og mere sand
V: skyfrit
P: en lang kappe med et lille segl ud over hans sorte jakkesæt

en mand gik i ørkenen uden nogen ide om hvor han var endt op hende. han havde prøvet at gå gennem skygge verdenen men det viste sig at der var en forskel på tid og afstand mellem de to verdener. han trak sit lomme ur og kompas frem og så hvilken retning han skulle gå i. det var meget upraktisk ikke at kunne teleportere men det var nu ikke så slemt. hans guide ånd dukkede op ud af ingen ting "master hvor er vi" han så ned på den, det var en hellhound hvis ryg gik til hans bryst kasse hvilket ikke sagde så meget når han var 1,91 høj "øh ja. jeg har ingen anelse men jeg ved at uanset hvor man er her kan vi altid finde hjem ved at gå mod nord" han smilede og gik i den retning som kompasset pegede.

Det var aften og solen var ved at gå ned på en flot lyserød himmel. Mange ville syntes godt om dette syn, en ikke lige Benjimin. Det her betød blot at han ikke havde så lang tid tilbage, så vil Sophia overtage styringen. Han sukkede, ikke sikker på hvad han skulle bruge det sidste tid på. Endte bare med at sætte sig ned på sin sofa, og kigge sig lidt rundt. Han kunne ikke rigtig nå at fortage sig noget nu. Han sukkede til sig selv.

Lidt efter så Sophia sig rundt, netop fra samme sted som Benjimin lige havde siddet. Hun strakte sig, og rejste sig så op fra sofaen som var alt for behagelig at sidde i, og så var det alt for svært at komme op af den igen, men Sophia havde noget i sine tanker, som hun gerne ville. Hun tog hurtigt et par sorte bukser og en grå trøje på. Hun havde sat sit har så hendes pandehår skjulte hendes ene øje, men det generede hende ikke. Hun gik så ud af døren og låste den hurtigt efter sig. Hun så sig kort rundt, men begyndte så at gå. Hun var ikke 100 % sikker på hvor hun var på vej hen af, men der var en person eller flere, det vidste hun ikke lige, som hun ville finde. Hun havde sat kursen mod ørkenen af en eller anden grund. Hun gik bed lange skridt, og var hurtigt ved udkanten af ørkenen. Det vil være farligt hvis hun farede vild et sted her ude. Hun vidste at hun ville kunne dræbe dem, men hun forsatte dog alligevel ud i ørkenen. Det var heldigt at solen var gået ned, for ellers ville det være meget varmt her ude. Hun fortsatte med at gå ligeud. Hun kunne allerede ikke se der hvor hun var kommet fra, og var allerede ved at mindste sin fornemmelse af hvor hun kom fra. *Pis* tænkte hun, og så sig rundt for at finde ud af noget.

hans øjne skannede over den store ørken da hans to guide ånder dukkede op på hver side af ham. den ene var hans afdøde brors ånd og den anden var en ånd af en ridder af en art "er vi virkelig faret vild Jack" det var hans kærlige bror "nej det er vi ikke" hell hounden så op på ham "jo vi er mester" han knipsede med fingrene og forsvandt "ok så vi er faret vidt men jeg ved at vi bare skal gå mod nord" han smilede venligt til sin bror. han gik lidt tid før han så en pige lidt længere fremme "my lord hvad er det der ude" han så lidt bedre "en pige ser det ud til. interessant" der lød et suk fra hans bror "hvad er der mister John" John viftede bare med sin hånd "vent og se Derougé, min bror har en svaghed for kvinder" han smilede til sin bror og så så frem "men vi hjælper hende nu" han smilede og gik mod hende.

Sophia så sig forvirret rundt, og var kommet til at snurrer rundt samtidig, så nu vidste hun helt sikkert ikke hvor hun var kommet fra. Hun sukkede af sig selv. *Pis, hvorfor gjorde jeg nu også det?* spurgte hun sig selv. Var overhoved ikke sikker på hvor hun skulle gå hen mere, men begyndte så at gå en tilfældig vej, men desværre for Sophia var det den forkerte vej hvis hun havde planer om at komme tilbage til byen. Hun gik bare i sine egne tanker lidt tid, men da hun igen så sig rundt fik hun øje på en mand lidt længere fremme. *Hvem mon det er som ogs er ude i ørkenen?* tænkte hun for sig selv. Det så ud til at han havde set hende, eller gik han bare helt tilfældigt i hendes retning? *Hvad mon han vil mig?* tænkte hun, ikke sikker på om han var en som hun skulle stole på eller ikke. Hun standsede op og stirrede på ham mens han kom tættere på hende, ikke sikker på hvad hun skulle gøre.

hans elegante smil kørte hen over hans ansigt og hans sorte kappe slog et smæld i vinden. han smilede til denne pige og lod sine læber skilles "god aften min kærer, hvad laver en pige som dig et sted som dette" hans øjne studerede hende. der var ikke meget at gå efter, Derougé svævede ved hans skulder og fortsatte frem rundt om hende "hun ser ikke ud af meget herre" han smilede til sig selv og fløj lige gennem hende og hen til sin mesters side. det var kun ham der kunne se og høre dem men folk ville sikkert få kulde gys når de passerede gennem dem. han smilede til hende. det gyldne segl der sad på hans kappe var af hans klan. han slog hætten tilbage så man kunne se hans horn og den røde hud "Jack white til tjeneste" han lavde et halvt buk før han så op igen.

Sophia betragtede ham, og smilede tilbage til ham da han smilede til hen. Hvad hun lavede her ude? Var det ikk åbenlyst? Hun farede vild. "Jeg er faktisk ikke helt sikker." Sagde hun og sukkede stille. "Jeg leder efter nogen eller nogle, er ikke helt sikker på det, og jeg har hørt fra nogle at jeg muligvis kunne finde nogle af dem her i ørkenen, men nu hvor jeg tænker over det, så luder det lidt mærkeligt." Hun sukkede igen og betragtede Jack med et let varsomt blik. En kuldegysning gik gennem hendes krop, men hvorfor? Det var ikke fordi det var køligt eller fordi hun var bange, snare som om noget gik igennem hendes krop, men hun var ikke sikker. Hun så sig om, men selvfølig var der ingen andre end Jack tilstede. Hun så igen på ham, og betragtede hans horn og røde hud. Hvad mon han var? Hun kunne ikke lade være med at smile stort af ham da han bukkede for hende. " jamen hei Jack White, mit navn er Sophia" sagde hun, og smilede stadig stort. Hei vent lige lidt. Hun mente at ha hørt hans navn før, men hvor? Hun kunne ikk lige huske det. Var det ham hun havde let efter? Hun bed sig let i læben, og betragtede ham stille.

han smilede lidt til hende og så på hende "måske leder de efter nogen" han gemte sine hænder under sin kappe og holdt om sin ene revolver før han løsnede grebet "det eneste der er der ude er Drakils hand og de er ikke altid glade for gæster" han smilede til hende. han gik glidende hen rundt om hende, det var som om hans fødder ikke rørte jorden. han stillede sig foran hende igen og så på hende "er du virkelig klar til at stå over for dine tre største trudsler i denne verden" han smilede stadigt og ventede ikke på svar "selvfølge lig er du det, ved du hvordan jeg kan se det. mange er kommet her med det samme udtryk på deres ansigt" han smilede til hende og gik hen til hende og trak et æble frem og tog en bid af det "ser du jeg er vel hvad du kalder vogter over de mennesker der giver deres liv til Drakil, med andre ord jeg er deres leder" han smilede til hende "var det os du lede efter så er du på vej den forkerte vej. vores tempel er mod nord og det er den vej" han pejede den modsatte retning af hvor hun stod. han begyndte og gå før han så sig over skulderen "kommer du eller hvad" han viftede utålmodigt med sin hånd efter hende.

Sophia så på ham. Om hun ledte efter nogle? ”Måske” Svarede hun, og betragtede ham. Hun smilede tilbage til ham da han smilede til hende, og fulgte ham med øjnene og hovedet da han gik rundt om hende. hun slap ham ikke på et eneste øjeblik med øjnene, for hun var ikke sikker på hvad han lige kunne finde på at gøre mod hende. da han så igen standsede op lyttede hun til det han spurgte hende om, men svarede ham ikke på hans spørgsmål, for han kendte vist allerede godt svaret på sine spørgsmål. Hun så bare på ham da han sagde at han var leder for Drakils hand. ”Virkelig?” hun var egentlig ikke i tvivl, men stilede alligevel spørgsmålet. Da han sagde at deres tempel lå mod nord, smilede hun kækt til ham. ”Det vidste jeg da godt, men har bare ikke lige et kompas med mig” hun fulgte efter Jack da han begyndte at gå.

han smilede tilbage over sin skulder og uden at tale gik de flere kilometer før en stor mørk bygning dens mure var lavede af mørke sten som fik den til at blande sig med natte mørket. den havde et stort spir i midten, han åbnede dørene og inden for var væggene beklædt med metal der gav en gylden glød fra lysene. han lagde en hånd på hendes skulder " miss Sarah er du klar til at blive et medlem, men du skal være klar over at der ikke bliver noget hjælp, der er kun dig ingen andre" han smilede og lagde en hånd på hendes ryg mens han gik frem af mod midten af kirken og stillede hende på en platform og knipsede med sine fingre og en mand kom med en pude hvor en enkelt kanyle lå på "hør her du skal op i mod dine tre største trusler og besejre dem uanset hvordan. når det er gjort er du en af os" han smilede til hende og tog kanylen og lod en lille smule af den lilla væske løbe ned af nålen "men hvis du fejler vil du for evigt være arret og din hjerne vil blive til en grød" det var en stor løgn, men hun ville blive ofret til deres gud men det var ikke noget de sagde til de nye medlemmer. han smilede venligt og tog en gummislange og bandt op hendes over arm og spændte det til før han satte nålen i hendes under arm og sprøjtede den lilla væske afsted. hun faldt om men han greb hende og gav hende videre til den næste mand "læg hende ind i kammeret jeg sætter mig hen og tænker igen" han satte sig i sin trone der stod for enden af midtergangen så man kunne se den fra indgangen. den var stor og sort og havde krogede sorte vener der flød ud mod vægen.