Why me? (Subject-8)

Tid: omkring middag
Sted: Armarillo, eller lidt uden for byen
Våben: Igen
Tøj: en top og nogle grønne bukser, samt sorte militærstøvler.

”SÅ SLIP MIG DOG I FORBANDEDE IDIOTER!” Skreg Phoenix og vred sig som en gal. Hendes hænder var lænket sammen med nogle sølv kæder og hun havde fået noget der mindede om et armbånd på, som var lavet af en havsten. Havstenen sørgede for at hun ikke kunne bruge sin evne, og sølvet gjorde sådan at hun ikke kunne skifte skikkelse eller bryde fri.
Phoenix kunne ikke huske hvordan hun var blevet snuppet af de her slavehandlere eller hvem de helt præcist var… men en ting var sikkert, hun skulle gerne væk så hurtigt som overhovedet muligt… men som tingene så ud lige nu, var hun enormt på spanden. ”SLIP MIG NU!” Brølede Phoenix og vred sig endnu en gang. De mænd som slæbte hende af sted, viste sig at være irriteret på Phoenix’es brok og besluttede sig for at lukke munden på hende. ”HOLD SÅ DIN FORBANDEDE KÆFT!” Manden hævede den ene hånd og knyttede den. Phoenix nåede ikke at reagere før en enorm smerte ramte hende i ansigtet. ”Auuu!” Hyldede Phoenix højt og holdte tårer inde, for ikke at vise smerte. Nu klapper du i ellers får du en tur i bilen sammen med 4 andre.” Manden skubbede Phoenix frem ad og holdte hende i nakken, så hun ikke kunne stikke af, men Phoenix havde lært en smule, ikke ret meget, men lidt var der kommet ind i gennem hendes knold.
Da slavehandlerne kom hen til en bil trak de en lille flaske og en serviet frem. ”Jeg skal ikke sove hvis det er det …” Phoenix nåede ikke længere inden servietten blev holdt for hendes mund og næse. Bedøvelsen gik hurtigt og Phoenix faldt sammen på jorden, inden hun blev smidt op i vognen.

Slave handlerne kørte i lang tid og gulvet i bilen var koldt og hårdt. Phoenix var svagt ved at komme til bevidst heden, men det gik langsomt. ”Hvor fanden er vi på vej hen?” mumlede Phoenix og regnede ikke med at få et svar, men en ung kvinde svarede hende med en mild stemme. ”Det eneste sted vi skal hen er der hvor vi skal sælges, og denne gang er det Armarillo… Hvis du bliver købt slipper du for at blive brugt af de mænd som har os lige nu, og du er der med slave for ham der køber dig, og du har ingen rettigheder.” det lød som om kvinden havde prøvet det før… ”Men shh, ikke et ord mere, de folk bliver vrede og du bliver brugt, til du ikke kan mere… så vær’ nu stille.” Phoenix kiggede rundt, men kunne ikke se noget da bedøvelsen stadig var i hendes system og sørgede for at hun var meget omtåget.
------Ankomst til Armarillo----
”Se så at få noget fart på! vi har ikke hele dagen!” Lyden af mandes stemme fik Phoenix til at ryste og knurre vredt. Alle Phoenix’es sanser var tilbage, og hun ville ikke finde sig i noget længere. ”SLIP MIG SÅ FRI I IDIOTER!” Brølede Phoenix da hun blev hevet ud af bilen. ”Ar… klap i tøs. Giv hende noget mere medicin, hun skal ikke skræmme alle køberne væk.” og da ordene blev sagt, gik en mand hen og lagde igen servietten for Phoenix’es mund. Samme resultat som før skete. Hun gik ud som et lys.

Henne på en markedsplads, blev alle slaverne sat op på en række. ”Friske slaver! Kom og se! de er alle sammen sunde og raske! De kan holde til alt fra manipulation til rengøring, kun 50$! Kom og få et kig på dem!” Mandes stemme var venlig og man skulle ikke tro at han var en farlig mand…
Phoenix, var blevet stillet op ad en stolpe og bundet godt fast så man ikke kunne se at hun var halvt bedøvet. ”Idiot.” Hviskede Phoenix og prøvede kraftigt at holde sig på benene. Hun ville bare gerne væk, så hurtigt som muligt og helst uden en helt masse ballade eller det der var værre. ”Friske slaver, vi har et bredt udvalg af dem, både kvinder og mænd! Kom og få en slave med hjem!” nogle folk var begyndt at kigge nærmere på hvilke personer der stod der, og en stor mand, smilede bredt til Phoenix, ”Hvad skal du have for tøsen der står bundet?” Slave handleren gik hen og rystede på hovedet ad manden. ”Hun er en for stor mundfuld for dig, hr. Hvad med en lille pige som kan holde til en del?” Manden nikkede ivrigt og slave handleren viste en lille pige frem, som nok ikke var mere end 10 år… Phoenix, var selv 16… en attraktiv alder i slave handlernes øjne…

Ail, som var det navn han gik under, var taget derind, mest af alt for at finde nogle der kunne være sjove at eksperimentere med, og som han kiggede rundt faldt hans blik først på nogle af de svage, og han gik bare en tur ned fordi dem alle sammen, og lagde en hånd på deres skuldre, og de fleste gange han gjorde dette var det foragt der kunne ses i hans ansigt, da han lagde mærke til at de fleste af dem var mennesker.

''Okay hvis hun er for stor en mundfuld, gætter jeg på du gerne vil af med hende, så hvad siger du til at jeg giver dig 75$ og så er hun min, du skal ikke bekymre dig om hende længere jo?''

Han sendte sælgeren et smil der var svært at bedømme, det var på en måde hånligt, men overfor hvad var ikke til at sige, mens det på en anden måde bare virkede en smule manisk, og sindsygt. Han kiggede sig omkring med et roligt blik som han ventede på om manden ville tage imod hans tilbud.

''Ej okay ved du hvad! Skal vi lave en aftale? Jeg køber hende for 80$ og så lover jeg dig nu, og vil gerne skrive under på det, at hvis jeg ikke længere vil have hende, skal du nok få hende igen? Hvad siger du? Hey det er en god aftale for dig synes du ikke?''

Han grinede nu, og hans grin var en smule manisk, og passede ikke helt til hvordan manden virkede, han virkede ikke manisk eller sindsyg og så slet ikke sådan ud, men hans smil og grin tydede lidt på noget andet end det.

Da en ny fyr kom hen og så på Phoenix, knurrede hun svagt og viste svagt tænder ad ham. ”Nej…” Mumlede hun og kæmpede for at få bedøvelsen ud af kroppen. ”Vil du købe udyret? HA! ” Manden stod med korslagte arme og rystede på hovedet. ”Du kan sikkert ikke give hende en omgang!” Manden grinede hånligt ad ham og slog sig på låret, det var tydeligt at slave handleren ikke troede på at han kunne håndtere hende.
”Lyt til ham knægt, du kan ikke en gang knække en pind.” Hviskede Phoenix hånligt og grinede kækt. Det eneste Phoenix ville var at komme væk, men lige nu lavede hun ikke andet end at spolere hendes chance for det.
Imens knægtens næste tilbud kom på banen, stod slave handleren og tænkte lidt. ” Ved du hvad, det vil jeg sku gerne, men jeg vil ikke have tøsen tilbage, hvis du ikke vil have hende, så skyd hende eller efter lad hende i junglen og hun kan blive spist af de vilde dyr, men du kan få noget mere oven i som en slags gave, se det som en venlig gestus. Den tøs der har nogle unikke evner. Tøsen kan lave ild, massere af det, men hun har et specielt armbånd på og hun kan ikke lave ild i mens hun har det på, eller er i kontakt med det… og som du ser, er hun bundet,” Manden gik hen mod Phoenix og bøjede hende forover. ”Dette er rent sølv, og hvis du har lidt hjerne, kan du vel regne ud hvilket væsen der er, men altså, du får også kæderne, så hun ikke kan slippe fri.” slave handleren smilede glad til knægten og rakte hånden frem. ”Hvis du trykker min hånd er hun din, men find lige pengene frem så jeg er sikker på at du ikke snøre mig.” Han grinede hæst og smilede stort. Manden var tydeligvis glad for at slippe af med Phoenix. Han løsnede Phoenix fra pælen og hun faldt sammen på jorden. ” Hvo, det glemte jeg at sige hun har fået en dosis bedøvelse, og den holder nok en halv times tid, så hun er lettere omtåget.” Han smilede svagt og hev Phoenix op at stå, ved at trække hende op i armen.

''Det er fint for mig''

Han hev roligt mængden af penge op fra lommen, og gav manden hånden, derefter gav han ham pengene og tog så fast i Phoenix's kæder og hev hende med sig. Han kiggede om på hende ganske roligt, med et smil der ikke var til at placere på nogen skala overhovedet. Han hev hende bare med sig hjem til der hvor han holdte til lige nu, og han lænkede i hans kælder hvor han så ventede til bedøvelsen var forsvundet ud af hendes krop og han kom så ned til hende.

''Ved du hvad der kunne være sjovt? Hvis man kunne blande materialet i dine håndjern med dit DNA, så kunne man gøre dig helt igennem harmløs som en lille nuttet hvalp.''

Han grinede bare, som han gik hen mod hende. Han kiggede på hende roligt, og betragtede hendes reaktioner overfor at han holdte hende fanget, og faktisk lige havde truet hende med at tage hendes evner fra hende.

''Nå men hvad er dit navn, vi kan jo lige så godt lære hinanden at kende du skal være længe.''

Da fyren tog fadt i hendes kæder og hev hende af sted, knurrede hun og brokkede sig lidt, men det hun sagde, kunne ikke rigtig høres. Phoenix vraltede af sted så hurtigt hun kunne, men ind i mellem var hun ved at ende på næsen. ’Jeg skal give den klaphat en slave han aldrig nogen sinde vil glemme.’ Tænkte Phoenix og et kækt, men halv søvnigt smil, var omkring hendes mund.

Da hun blev lænket fast nede i hans kælder, brummede hun og lod sig overgive til bedøvelsen, og hun faldt hen. Efter kort tid havde hendes krop skilt sig af med bedøvelsen og Phoenix vågnede.
Hun var ikke det man ville kalde glad… nok nærmere gal… meget gal.
Phoenix lyttede stille til knægten og vendte øjne ad ham. ”Hvis du overhovedet røre mig skal jeg sørge for at du aldrig kommer til at gå igen.” Hendes stemme var fyldt med had. Hvem end, den her fyr var, havde Phoenix besluttet sig for, ikke at kunne lide ham… over hovedet ikke. ”Og jeg bliver ikke en nuttet hvalp, gem det. Jeg har oplevet, og været igennem for meget til at kunne være harmløs, tro mig.” Phoenix’es stemme var begyndt at have en lille kæk undertone, og hun var ved at være tilbage i hendes vante jeg, det eneste der manglede var bare at lænkerne blev fjernet og at armbåndet blev taget af.
”hvem jeg er?” Spurgte Phoenix hånende og grinede hult. ”I væsner ved sku da heller intet.” hun lagde roligt hovedet på skrå, og kiggede på hendes, såkaldte herre. ”Jeg har så forfærdelig mange navne, men der er kun et som beskriver hvem jeg er.” langsomt var hendes stemme begyndt at blive kælende, som om hun prøvede at være uskyldig. ”Fjern mit armbånd, så fortæller jeg det, eller er du bange for at jeg vil gøre dig fortræd? Husk på at jeg ikke kan forvandle mig imens jeg er fastgjort med kæderne, du er i sikkerhed, så længe jeg har dem.” Et venligt glimt viste sig roligt i hendes øjne. ’Hop på den makker, fjern mit armbånd, jeg vil bare vise dig hvem jeg er… mere eller mindre… ’ tænkte Phoenix og prøvede at få øjenkontakt med ham.

Det var tydeligt at høre lyden af hud mod hud da den flade side af hans hånd ramte hendes kind så hårdt som det var ham muligt at slå. Han var ikke en tålmodig mand, hvilket betød at stillede han et spørgsmål, så forvetnede han at folk ikke bare talte udenom på en eller anden tåbelig måde. Han kiggede derfor på hende med et smil på læberne der fortalte at hun altså lige havde dummet sig ret så meget.

''Tro ikke jeg er hverken dum eller naiv, og hvis jeg på nogen måde ville have glæde af din krop, som du jo så fint lægger op til, så bare rolig, jeg skal nok gøre god brug af den.''

Hans smil derefter var nærmest klamt, og vammelt, da det nok ikke var så svært at forstå hvad han mente med det. Han kiggede på hende roligt, og en tanke slog ham, noget han altid godt kunne tænke sig at prøve, hvordan reagerede en varulv på sølvnitrat mon? Og har koncentrationen en stor betydning.

''Kan du svare mig på dette? hvordan ville du reagere hvis jeg tvang dig til at drikke sølvnitrat? Værre eller det samme som et menneske?''

Han så hende bare i øjnene.

Phoenix bed tænderne sammen da hun mærkede hans hånd mod hendes kind. ”AU, for en i helvede!” Hvæsede Phoenix og stirrede hårdt op på ham. Han var åbenbart ikke en fyr man skulle lave sjov med. ”Hvad skulle det til for?! Jeg spørger om jeg skal vise hvem jeg er og… SLAM… der var en hånd.” Phoenix knurrede. Phoenix var ikke glad for at folk udøvede vold i mod hende, hvis hun var forsvarsløs… men denne mand var hendes herre… eller så længe han kunne holde hende ud, var han hendes herre. Phoenix lavede himmel vendte øjne ad det smil han sendte hende.
Phoenix var en som ikke lærte så nemt, hun skulle straffes en del gange, hvis hun skulle fatte hvad hun måtte…
”Nallerne for dig selv makker.” Knurrede Phoenix og vred sig prøvende, for at komme fri.. men til hvilken nytte? Phoenix sad hvor hun sad, og kunne ikke flytte sig væk…
”Hvad mener du? Sølvnitrat vil slå mig ihjel, jeg vil ikke kunne overleve.” Phoenix sukkede og opgav at være den latterligt rapkæftede pige som hun plejede at være.
”Men hvis det er du vil have et helt præcist svar, værre end et menneske. Hvis mængden ikke er stor nok, vil det bare give flere skade indvendigt på mennesket, men den mindste smule på mig, vil give mig enorme udslet og hvis jeg drikker det, vil jeg dø med det samme, det er enkelt.” Phoenix trak roligt på skuldrene og sukkede. Der var noget i hende som fortalte at denne mand var mere end bare godt gal i hovedet… de fleste vidste hvad der ville ske hvis en varulv kom i kontakt med noget som bare mindede om sølv.
Phoenix veg ikke fra hans blik, selvom det nok var det bedste at gøre da han havde magten over hende, men ulven som havde magten i hendes hjerne, bad hende om at blive ved med at stirre og ikke bukke under for hans øjne.

''Fordi du ikke svarede mit spørgsmål ordentligt.''

Han kiggede bare på hende hårdt da hun sagde at han skulle holde nallerne for sig selv, og han stod bare og kiggede på hende ganske roligt, og gik så hen til et skab, og tog en flaske ud, og det var nok ikke svært at gætte at det var sølvnitrat. Han gik hen til hende ganske roligt, og samlede en skalpel med på vejen hen til hende.

''Så hvad hvis jeg nu forsøger at hælde lidt på din pande?''

Han sagde det og grinede, som han pressede skalpellen mod hendes hage og tvang langsomt hendes hoved bagover da hvis hun ikke flyttede hovedet ville han presse skalpellen op i hendes kranie, da hendes hoved så var lagt bagud, dryppede han en enkelt dråbe af sølvnintratet ned på hendes pande, og han grinede bare.

''Du skal ikke forsøge at sige hvad jeg må eller ikke må! Jeg kunne også voldtage dig, med en klump sølv hvad synes du om den ide!?''

”Det gjorde jeg da!” Phoenix rystede på hovedet og sukkede. ”Jah, jeg kan se man ikke skal lave numre med dig, så det er nok klogest at jeg siger det, men det kunne nu være sjovt at vise det.” Phoenix rystede roligt på hovedet og fortsatte. ”Som alle andre har jeg et unaturligt navn, men mit navn siger hvem og hvad jeg kan.” Phoenix så roligt på sin herre og sukkede, ”Phoenix. Mit navn er Phoenix.”
Da Han vendte sig om så hun efter ham og undrede sig over hvad det var han skulle. ”Vendt, hvad skal du have? Hvad laver du?” Phoenix rev i hendes lænker da hun så flasken og skalpellen. ”Nej, nej… nej. Lade være! Jeg beder dig!” Phoenix prøvede forgæves at komme fri og komme væk. ”Vil du ikke nok! Jeg beder dig!” Phoenix kunne mærke hele hendes krop ville væk, alt… Alt ville væk fra det her sted… ”Jeg vil gøre hvad som helst!”
Phoenix rystede da han satte skalpellen på hendes hage. Til at starte med ville hun ikke flytte hovedet, men da hun kunne mærke det skabe metal imod hendes hud, gjorde hun det. ”Jeg beder dig! Lad være!” Phoenix kunne mærke at tårerne presse på.
Phoenix så på dråben der faldt ned fra flaskens mund. Phoenix skreg. Smerten var ulidelig. Hendes skrig fortonede sig svagt, men Phoenix var ikke stærk nok til at opretholde hendes facade, så flere tårer trillede ned over hendes kinder, men der kom ingen lyd. Det var kun vand der løb ned over hendes kinder, og smerten stod malet i hendes øjne.
Phoenix ville have svaret igen da han spurgte hende om hun ville voldtages med et stykke sølv. Men Phoenix rystede kun på hovedet. ”Nej… jeg beder dig…” Hviskede Phoenix og lukkede øjnene, hun prøvede at ignorere smerten, men ikke alt var muligt…

''Åhhh tro mig du kan lige så godt nu lære at tigge ikke ivl hjælpe dig på nogen måde overhovedet.''

Han smilede bare og nød at se hend fri sig i smerte under den lille dråbe der ramte hende. Han kiggede bare på hende, og grinede roligt da hun endnu engang bad ham om at lade være med at gøre det han truede med, men heldigvis for hende havde han heller ikke tænkt sig at gøre det. Det var alligevel en smule for underligt.

''Tag en dyb indånding, og slap af, jeg har jo ikke tænkt mig at ødelægge dig helt...''

Der var en pause inden han med et klamt smil vendte sig om mod hende og talte ganske roligt til hende omkring det han lige havde sagt meget kort forinden.

''... endnu''

Phoenix kunne af en eller anden grund ikke lide den latter som hendes herre lavede. Det var lidt som om han truede hende med den, eller også var han bare fuldstændig sindssyg… Phoenix bed hårdt tænderne sammen og prøvede at lukke smerten ude, smagen af blod i hendes mund indikerede at hun havde bidt sig i læben. ’Satans til møj… ’ tænkte Phoenix og hev igen i lænkerne, for at komme fri, men det nyttede ikke.
”Ikke tænkt dig at ødelægge mig helt?” Mumlede Phoenix svagt og følte sig som et lille barn. ”Hvad mener du?” spurgte Phoenix og snøftede en gang for ikke at komme til at store tude og have ondt af sig selv.
Phoenix rystede da han vendte sig om mod hende og fortsatte sætningen.
Roligt begyndte flere tåre at trille ned af hendes kinder. Først var Jayden forsvundet fra hende, så forsvandt Kuuma, og nu det her? Var hun ramt af sort uheld? ”Hvorfor er det mig det her går ud over?” Mumlede Phoenix og lagde hovedet frem over. Hun sad stille og roligt mumlede noget om at hun nok skulle komme væk og at der intet ville ske med hende, hun skulle nok overleve.
Men håbet var svagt og næsten usynligt for hende.
Med et fast blik så hun op og forventede at når han begyndte at tale eller gør noget ved hende, ville hun ikke udvise den mindste form for smerte, eller nogen andre følelser. Hun ville intet mindre prøve at opretholde hendes facade.