I've come to claim (Nathan)

Dato: 2. Maj
Dag: Fredag
Tid: 21:18
Sted: Inde i Disco Armageddon
Omgivelser: Propfyldt med dansende væsner, farverige drinks og de normale møbler.
Karakter: Forhandlende
Tøj: (Bemærk, at han ikke er 100 % som på billedet, hvilket betyder, at han ikke har smykkerne eller tørklædet foran sig). Overdelen er bedækket med et smukt udseende, blåt jakkesæt, med hvid skjorte og blåt slips.
Ekstra tilbehør: Et sæt kort og denne

Lyset glitrede, blændede og fløj rundt på de overfyldte omgivelser. Mange forskellige, kønne som mindre kønne, kroppe vred sig lystigt rundt på dansegulvet, enten med eller opad en partner, hvor enkelte blot valgte at danse alene i håbet om, at de ville blive ledsaget snarligt. Det hele virkede mildest talt talt hypnotiserende med farverne, musikken og de mange forskellige øjne, som kastede lange blikke efter hinanden. Men det var for en gangs skyld ikke Seyah's egentlige mål for denne aften. Dog ærgrede det ham grueligt, at han havde måtte efterlade en albino engel nær døren, hvor hun havde gloet yderst interesseret efter hans eget hvide hår og blege krop. Men den slags var der ikke tid til i aften, og det var trods alt ikke hans favorit af sine forskellige muligheder, som han havde pålagt sig selv i aften. Men nu var han kommet så langt, at han ikke kunne trække sig ud.

Det var ikke unormalt, at folk blev så løsslupne, at de i ny og næ lod et skvæt af deres drinks flyve rundt på dansegulvet, så Seyah var yderst omhyggelig, da han snoede sig rundt langs de dansende gæster for at blende ind med mængden. Han var utroligt stor af én enkelt person at være, men han kunne heldigvis selv redigerer sin højde ved hjælp af sin hale, som han slæbte bag sig. Seyah rettede omhyggeligt på jakkesættet, der sad spændstig om hans adrætte krop - samtidig rakte han en hånd ind, og sikrede sig, at hans "forstærkning" sad placeret, som den skulle. Skjult. Hans horn stak lige en ekstra tand over folkemængden, da han endnu engang spottede med sine blege øjne, imod døren. Han burde forhåbentligt komme. Seyah havde udspurgt sig flere i området, som selvfølgelig ville betales, men han skulle være set i området her i dag, med flere blikke rettet mod klubben, som dog befandt sig længere nede, end man skulle tro. Men Seyah tog det som et godt tegn.

Hvorfor i alverden troede han at Patch skulle være inde i diskoteket? Nathan brød sig ikke om diskoteket, men hvis der var den mindste chance om Patch var derinde, ville han gå derind. Han sukkede svagt imens han gik hen imod diskoteket. Han skar ansigt, da han nåede indenfor. Hans lavendelfarvede øjne scannede menneskemængden i håb om at se en dreng med hvidt hår og som lignede ham. Desværre kunne han ikke se Patch. Måske var han et andet sted inde i diskoteket? Chancen for at Patch var på diskoteket var lille. Nathan følte sig underligt tilpas. Han kunne fornemme at nogen kiggede på ham. Ubevidst lagde han armene over kors som om han prøvede at dække sig selv. Han havde en hvid langærmet trøje, sorte bukser, sorte sko på. Han havde smøget trøjens ærmer op over hans albuer. Normalt ville han have et brunt bælte på og sit sværd bragt med, men det havde han ikke dengang. Han ville ikke virke truende, hvis han endelig fandt Patch. Hver dag der gik mistede Nathan sit håb om at finde sin tvilling. Selvom han ikke havde sit sværd med, var han ikke forsvarsløs. Han havde en lommekniv i sin baglomme. Selvom det ikke var det bedste våben, var det bedre end ingenting.
Nathan gik hen imod baren for at sætte sig på en af barstolene og bestille en øl. Han drak normalt ikke, mest fordi han ville spare på sine penge, men lige i dag havde han brug for et krus øl. Servitricen der tog imod hans bestilling betragtede hans hår en ekstra gang. Nathan rynkede lidt på næsen over det. Folk plejede altid at kigge lidt ekstra på ham på grund af hans hvide hår. Han var født med hvidt hår ligesom hans bror var. Hans far havde også haft hvidligt hår, men da Nathan havde sagt farvel til sin far, havde faderens hår været mere gråt end hvidt. Nathan betragtede menneskemængden igen, for at se om han var heldig, men det var han desværre ikke. Patch var var vidst ikke på diskoteket. Nathan prøvede at skjule sin skuffelse, da servitricen kom med hans øl.

Seyah var en mester i at kunne sno sig ind og ud mellem folk - bogstavelig talt. Det blev dog også en nødvendighed, som tiden gik. Musikken der fortsat dunkede ud i rummet, og dansen som blot blev vildere og mere intens, gjorde at man ingen tidsfornemmelse havde. Men Seyah, der i forvejen ikke var den mest tålmodige person, var begyndt at stille sig utilfreds med, hvor god tid ham Patch tog sig. Men netop, som mørket faldt mere og mere over Seyah's ellers utroligt blege ansigt, gled øjnene helt op, netop som endnu en ny skikkelse trådte ind af døren. Men dette var bare ikke hvilken som helst skikkelse.

Paaaatch…

Seyah forsvandt hurtigere end tak længere ned blandt folket, imens hans lysende blege øjne spejdede imod den ubestemmelig skikkelse nær døren. Gik han allerede? Seyah var lige ved at sætte af efter ham, indtil han opdagede, at han i stedet satte kurs mod baren. I et forsøg på at virke knap så skræmmende, som han virkede hos de fleste, rettede slangen sig omsider op, da Patch sad med sin øl, og dermed havde ryggen til. Jakkesættet blev rettet på, og det hvide hår blev strøget galant tilbage. Afslappet snoede han sig afsted mod baren, hvor han gled op på siden af Patch, ganske unoterbart. En elver, der åbenbart havde udset sig denne plads, stirrede surt mod Seyah, men han sendte blot et køligt blik i retur, inden han vendte hovedet mod bartenderen.

"En whisssky, tak. Behold resten."

En seddel blev dovent snuppet op fra en af jakkelommen, og skubbet henover bardisken. Bartenderen nikkede takkende, og gav sig til at finde en god whisky. Samtidig vendte Seyah hovedet mod "Patch".

"De, min herre, ser ud som om, at den øl skulle forstille noget… mistet. Eller er man blevet brændt af?"

Hans ansigt var mildt, med et hævet øjenbryn. Der var intet hoverende, intet farligt, udover hans normale udseende, blot interesse at spore. Seyah's pupiller var dog lidt specielle at fokusere på, da hans øjne næsten havde farven hvid, bortset fra et gråligt skær, så det var nok svært ikke at tro, at han var blind.

Nathan tog en tår af sin øl. Hvad skulle han gøre nu? Hvor skulle han lede nu? Han havde ingen ide om hvordan Patch var nu. Det Nathan frygtede mest var at Patch måske så anderledes ud. Hvordan kunne han finde sin tvilling, hvis hans tvilling ikke længere lignede sig selv? Hvis Patch havde fået farvet sit hår ville det blive en del sværere at finde ham, men det skulle lykkedes. Nathan fik et chok, da han hørte nogen snakke ved siden af ham. Han havde været så optaget i sine tanker at han ikke havde lagt mærke til at en mand havde sat sig ved siden af ham. Nathan betragtede undrende manden. Manden mindede ham om en slange. Da manden kiggede på ham, så Nathan hurtigt væk. Han brød sig ikke om at andre stirrede på ham, så han ønskede ikke selv at stirre på andre, men det var lidt svært, når denne mand virkede anderledes. Nathan foldede sine hænder om sit krus med øl.
"Jeg er ikke blevet brændt af." Nathan skar kort ansigt. Han havde aldrig været på date. "Jeg har bare haft en dårlig dag." Han trak på den ene skulder. Nathan tog sig sammen til at kigge på manden igen. Mandens øjne gav Nathan et lille chok, hvilket man sagtens kunne se på ham. Det lignede at manden var blind, men hvis manden var blind, ville han da ikke vide at Nathan havde en øl? Nathan rynkede svagt på panden. "Hva..?" Nathan fortrød sagt at han havde åbnet sin mund, men nu var det forsent.

Seyah syntes godt at bemærke, at "Patch" var langt væk, men det morede ham alligevel at se fyren hoppe en anelse rundt. Det blev først irriterende, hvis de endte med ikke at kunne føre en ordentlig samtale. Derfor røg et lille smil frem, da Nathan valgte at besvare ham, til trods for, at han kiggede en helt anden vej. Seyah tog fat om sit eget glas, hvor den krydrede whisky skvulpede rundt i en god mængde.

"Sådan nogle kan man jo godt have. Så længe det ikke er hele tiden."

Seyah blinkede kort, og tog så en tår af glasset. Har var, som altid, omhyggelig med, at hjørnetænderne ikke skulle støde imod glasset. Seyah var dog ved at få væsken i den gale hals, da Nathan endelig lod til at få et ordentligt kig på ham, og han selv var ved at grine over endnu et spjæt der blev præsteret. Han fik dog whiskyen ordentligt ned, og rystede smilende på hovedet af Nathan's ord, imens han venligt hævede en hånd, og stillede whiskyen fra sig.

"Rolig nu, min gode mand, de er ikke den første, der reagerer sådan. Det var faktisk en meget mild reaktion…"

Seyah blinkede atter et par gange, og en svag gråsort pupil syntes at dukke op, selvom resten stadigvæk var kridhvidt. Nu var det måske nemmere at fokusere. Seyah rankede sig ordentligt, imens han satte et blændende smil op, og rystede lidt hår væk fra hovedet. Han rakte langsomt en slank hånd frem, hvor kløerne var lettere skjult for at virke mindre skræmmende.

"Navnet er Zee. Jeg beklager, at jeg forskrækkede dig…?"

Seyah fiskede høfligt efter et navn, men det var mere en lille plan i hans hoved om at få bekræftet Patch, selvom han lignede billedet på en prik.

Nathan var usikker på om det var en god ide at snakke med manden. Måske skulle han bare skynde sig væk? Desværre gad han bare ikke virke som en kujon, så modvilligt valgte han at blive siddende. Han holdt omhyggeligt øje med mandens bevægelser for at se om han kunne virke det mindste truende. Hans øjne fik et svagt gyldent skær over sig, da en af de mange lys i diskoteket vendte sig mod ham i et kort øjeblik. "Øh...?" Nathan havde lyst til at slå sig selv fordi han virkede så dum lige nu. Han rystede på hovedet for at genvinde sin fatning. "Jamen, hvad er der galt med dine øjne? Undskyld at jeg spørger så uhøfligt, men altså.." Nathan trak på den ene skulder eftersom han mente, at han ikke behøvede at sige mere, for han regnede med at manden forstod hvad han mente.
En smule tøvende tog Nathan imod Zee's hånd og trykkede den venligt. "Det er okay." Nathans ene mundvige løftede sig lidt til et skævt smil. "Jeg hedder Nathan." Nathan trak forsigtigt til hånd for sig, så han kunne tage en tår mere af sin øl. Han kiggede derefter ned i kruset for at se hvor meget der var tilbage. Han stillede kruset tilbage på bordet og kiggede derefter på Zee. "Må man spørge om hvorfor du er her? Jeg kan ikke se det sjove i diskoteker, men det kan alle andre åbenbart." Han så kort rundt i lokalet, inden han kiggede på Zee igen.

Seyah mærkede ikke den umiddelbare tvivl fra Patch's side af, hvilket måske egentlig var en meget god idé, da Seyah ikke havde nogen intentioner om at kravle tilbage med et job halvt udført. Han var trænet til at klare tingene, hvad enten det betød et skud i skulderen eller en lang aften, med lidt sniksnak. Alligevel bemærkede hans skarpe øjne godt, hvordan hans egne bevægelser blev nøje noteret, men med en slange smidighed, så var Seyah i stand til at bevæge sig utroligt glidende i behageligt tempo, hvilket ofte hjalp i stressede situationer. Han måtte dog hæve et øjenbryn, da lamperne rigtig fik lyst Patch op. Havde han fået den rigtige øjenfarve at vide? Billedet talte i hvert fald sin sag.

"De er skam ikke uhøflig, men blot nysgerrighed. Og nysgerrigheden ligger vel til os alle, ikke sandt? Mine øjne fejler faktisk ingenting, men jeg har et lidt specielt talent for at kunne… hm… "skifte" mellem mine farver. Det er svært at forklare, men jeg ser fantastisk, måske endda bedre end De. Det er bare godt skjult… Hvad med Dem? De virker ung., men Deres hår virker ældre?"

Seyah sendte ham et roligt smil, og trak kort på skuldrene. Det var ikke ofte, at han så ud som han gjorde. Hans sind var roligt, kontrolleret og kløgtigt, og det eneste af hans sind der direkte forsøgte ikke at skræmme væk… og så var han endt med DE øjne? Han sukkede indenvendigt, og tog endnu en tår whisky.

Smilet steg hos Seyah, da "Nathan" valgte at trykke hans hånd. Han tog det først, som et godt tegn, men da manden foran sig fremsagde hans navn, troede Seyah først, at det var en joke. Patch? Et kælenavn? Dæknavn? I hvert fald så slangen blot fuldkommen overrasket ud et øjeblik, før han genvandt fatningen. Og inden Patch kunne nå at spørger ind til udtrykket, spurgte Seyah.

"Patch, et nydligt navn. Er det et slags kælenavn? Eller… blot noget de kalder Dem selv blandt venner?"

Slangen lod kort, og lod den tvedelte tunge spille kort ud mellem tænderne, imens hans hale strammede sig omkring hans barsæde, så han ikke faldt ned, da han strakte sig kort, for at tage en kigger rundt i lokalet. Han trak atter på skuldrene, og foldede armen ind over bardisken, imens hans blege blik fæstnede sig på Patch.

"Personlige grunde. Jeg foretrækker egentlig helst en bar, hvor der er mere ro på sagerne, men herinde er man næsten altid heldig med at støde på en frisk og spændende sjæl, som dem selv. Går man på bar, er det ofte for at være alene eller tænke over ting. Her slår man sig løs og glemmer livet for en stund."

Nathan strøg automatisk en hånd igennem sit hår, da Zee nævnte det. Hans hår var sølvgråt, men kunne sagtens virke hvidt. Det undrede ham ikke at folk troede det var gråt og blev forvirret når han ikke lignede en gammel mand. "Jeg blev født med den her hårfarve. Jeg er faktisk 18 år, selvom mit hår godt kan give andre et andet indtryk." Han smilede svagt. "Så, hvis du ville, kunne du skifte din hårfarve til sort?" Han så spørgende på Zee. Det lød som en sej evne at have, men Nathan ville ikke selv have sådan en evne. Han kunne ærlig talt ikke lide tanken om at have en evne.
Nathan fik et chok, da Zee sagde hans tvillings navn. Nathan kneb øjnene lidt sammen. "Hvor kender du navnet Patch fra?" Der var en truende tone i hans stemme. "Mit navn er Nathan. Jeg hedder ikke Patch." Han ville ikke fortælle denne fremmede at det var hans tvilling der hed Patch. Han var ikke længere sikker på om det var en god ide at snakke med Zee, men måske havde han hørt forkert? Måske havde han bare forestillet sig at Zee havde sagt Patch? Nathan var virkelig forvirret, men han skjulte det godt. "Jeg kan bare ikke forstå hvorfor musikken er så høj." Sagde han. Han drak det sidste af sin øl og rakte derefter kruset til en af servitricerne.

Seyah hævede atter interesseret det ene øjenbryn. Han førte whiskyen for munden igen, med nåede lige at spørger inden han drak.

"Det klæder Dem. Det er måske noget, som ligger til familien, siden det kan lade sig gøre?"

Seyah kunne ikke lade være med at smile, da Nathan spurgte ind til hans evne. At der lå så meget mere bag evnen, det nænnede han ikke at forklare, fordi når det endelig kom til stykket, så var ingen af dem i tvivl. I stedet greb han en lille tot hår, og holdt den op, så Nathan kunne betragte den. Han lukkede øjnene en smule i, og imens de glimtede kort grønt, så lignede det at spidserne nærmest begyndte at suge en grøn/mørk farve fra et usynligt kar. Han lod det blive det et kort øjeblik, inden han pustede ud og det hele blev vidt igen, bortset fra hans pupil, som nu var helt tydelig.

"Ikke de farver, som jeg lyster, men den farve du lige så er min mørkeste."

Seyah tillod sig selv en overrasket role et kort øjeblik, hvor han småleende slog sig selv blidt på panden. Han rystede på hovedet af sig selv, så alle de hvide lokker fløj rundt.

"Det beklager jeg, Nathan. Det var nok Deres udseende, der fangede min opmærksomhed. De ligner bare en… bekendt."

Der var et lusket glimt i øjet på Seyah, som om, at han kunne sige meget mere, hvis Nathan bare trykkede på de rette knapper. Der var ingen tvivl for Seyah nu om, at Nathan vidste noget til Patch. Brøde muligvis? Deres udseende kunne tyde på det eller clomans skabte tvillinger. Seyah spejdede kort rundt.

"Musikken er høj, så man overdøver sine egne problemer. Den er skabt til at hypnotiserer og at lokke."

Nathan vidste ikke om det lå til familien at have sølvfarvet hår, der nærmest kunne virke hvidt. Han vidste bare at ham og hans tvilling havde det, han havde aldrig tænkt over at det var en unaturliv hårfarve at blive født med. "Jeg ved ikke om det ligger til familien. Min far har gråt hår, men det er fordi at han er lidt gammel, og jeg har.. aldrig set min mor." Man kunne i et kort øjeblik svagt se et sørgeligt glimt i Nathans øjne. Han havde altid tænkt over hvordan hans mor havde været, hvordan deres liv ville være hvis hun stadig levede, hvordan hun så ud. Det var spørgsmål han aldrig kunne få besvaret. Hans far havde altid sagt at hans mor havde været en kærlig, omsorgsfuld kvinde, men selvom det var rart at snakke om hans mor, så var det bare ikke nok. Han ville selv møde sin mor. Han ville selv finde ud af hvordan hun var, i stedet for at høre hvad hans far havde ment om moren.
Fascineret så Nathan på mens Zee skiftede farve på en tot af sit hår. "Sejt. Er det meget nyttigt at have den evne?" Spurgte han. Nathans øjne lyste op af håb. Kendte Zee Patch?! "En du kender? Er hans navn Patch? Hvor er han?" Nathan snakkede så hurtigt at det muligvis ikke var til at høre hvad han sagde. Nathan tog en dyb indånding. "Undskyld, det er bare.. Jeg har en tvilling som hedder Patch.. Jeg har ikke set ham i flere år." Han så ned i gulvet. "Jeg synes ikke det er særligt lokkende med højt musik."

Seyah sad stille lidt, efter Nathan havde fortalt det om familien. Måske Patch var præget på samme måde? Hvis de alle var så stærkt elskende overfor familiemedlemmerne, så kunne det betyde noget for, hvor Seyah's mål i øjeblikket befandt sig. Tanken om at trøste Nathan slog ham slet ikke. Seyah havde aldrig været nogen specielt medfølende person, og som han var nu, så var det logik frem for følelser.

"Familie kan enten gavne eller skade. Ofre man sit liv for dem, hvad har man så tilbage? På et tidspunkt skal man vel flyve fra reden. Det er en del af det naturlige system, kære Nathan."

Seyah trak kort på skuldrende, og tømte sin drink i et hug. Han stillede elegant glasset fra sig, og skubbede det hen mod bartenderen, så det ikke blot stod og flød. Hans nuværende jeg foretrak faktisk en hvis form for orden omkring sig, for at det hele skulle fungerer.

"Det er ganske rart at have i baghånden. Det efterlader nogle gange visse… komplikationer, men det er skam ikke noget, som vi behøver at diskuterer nu."

Smilet voksede først stort hos Seyah, da han bemærkede hvordan Nathan's iver voksede ved sin åbenbarlige tvillingebroders navn og "bekendtskab", men det falmede hurtigt igen og groede ud i en mere olm grimasse. Flere år?!

"… Så… sssig mig Nathan… du LEDER efter din tvilling, som du ikke har set i flere ÅR? Og du har INGEN idé om, hvor han befinder sig?"

Ubevist strammede halen sig omkring Seyah's egen stol. Ikke noget man ville bemærke, men stolen knagede højlydt, hvilket straks blev overdøvet af den dundrende musik. Seyah kørte opgivende en hånd igennem håret, og rystede på håret, med et kort grin.

"Jeg formoder, at du kom her på grund af din bror så?…"

Nathan kneb øjnene lidt sammen over det Zee sagde. Det var rigtigt at familie kunne gøre skade, men for Nathan var det ligegyldigt. Patch var blevet kidnappet. For Patch kunne da ikke være stukket af, kunne han? Nathan var sikker på at Patch var blevet kidnappet for der havde været tegn på kamp i Patchs værelse. Selvom Patch kun havde været 7 år, så havde han været stærk. Både ham og Nathan havde fået kamptræning af deres far. "Patch blev kidnappet. Jeg vil vide hvorfor og hvis Patch er i fare vil jeg hjælpe ham. Han er min bror." Hans lavendelfarvede øjne fik en hård glød i sig, da han så Zee. "Jeg har ikke tænkt mig at opgive min søgen efter ham og leve mit liv. Hvis Patch bliver holdt fanget, så kan han ikke leve sit liv og det er ikke retfærdigt." Han så væk fra Zee. De var tydeligvig ikke enige omkring ens families betydning.
"Er der noget galt i det?" Nathans stemme var skarp som en kniv. Zee var begyndt at irritere ham. Han overvejede kraftigt bare at gå. "Din formodning er korrekt." Nathan rejste sig brat op. "Og siden han tydeligvis ikke er her, så vil jeg gå igen."

Seyah hævede et interesseret øjenbryn. Kidnappet? Seyah's kontaktperson var åbenbart ikke den eneste, som fandt interesse i Patch. Måske var der stadigvæk håb endnu. Seyah var rimelig god med sine taleevner, men endnu bedre forhandlende, over et udfordrende sæt kort. Desuden, hvor meget kunne Patch være værd? Personligt havde Seyah aldrig hørt om ham, så helt vigtig kunne han vel ikke være. Seyah forsøgte sig med et blidt smil, hvor hugtænderne stak let udover de blege læber.

"Kære Nathan, hvis folk kidnapper ham, så er det oftest fordi han ønskes i live. Jeg kan ikke love, at han dermed er udenfor fare, men de slår ham i hvert fald ikke ihjel."

… Endnu.

"… Hvor lang tid siden er det, at Patch blev kidnappet?"

En kedsommelig mine trak sig henover de blege øjne hos slangen. At Nathan blev oprevet over Seyah's manglende medfølelse for familie generede ham ikke, så længe Nathan stadigvæk var i stand til at tale og gerne blev på sin plads. Noget Nathan tilsyneladende ikke var helt indstillet på.

"Det der er galt i det er, at Patch sagtens kunne være død, Nathan. Det er han også højst sandsynligt…"

En hidsig rød glød fløj over Seyah's nethinde, og inden Nathan havde kunne nå at foretage ret mange skridt væk fra slangemanden, så fløj Seyah ind foran Nathan, med en uhyggelig præcision, og standsede et par hoveder højere herre. Hans krop sænkede sig langsom, imens en skarp negl pegede lige mod centrum af Nathan's hoved.

"… Hvis det ikke var fordi jeg var blevet sendt ud for at finde Patch, for ganske nylig, af en yderst interesseret personlighed, der nok ikke betaler SÅ godt, hvis knægten ikke var i live! Og vov nu ikke at vend mig ryggen igen, kære Nathan. Det er ikke ssssærlig… høfligt."

Et selvsikkert smil stillede sig hurtigt op igen, imens Seyah placerede fingrene imod hinanden, og skævede rundt til folkene omkring dem. Et par enkelte stykker gloede lidt, tydeligt småfulde og hungrende efter drama, imens resten blot fortsatte som om intet var hændt. Nåede det endelig dertil, så var Seyah indstillet på, at løjerne ikke skulle foregå her.

//Emne lukket...//