Pa..uh..jamen jeg troede du var.. hvad? (Nathan)

Sted: i boligkvarteret
vejr: lunt, næsten sky frit, let brise
Tid: eftermiddag

Ellie gik ned af gaden, i sine egne tanker. hendes skridt var ikke lige sp dansene som de var førhen, men der var mere glæde i hendes holdning og krop igen. efter hun havde fundet Patch igen og endelig mødt hendes gudfar Nagato begyndte tingene langsomt at samle sig igen. hun var stadig i tvivl om hvad hun skulle gøre med klanen men hun havde besluttet hun ikke kunne efterlade dem og ikke ville svigte dem. hun havde efter hånden vandret nogle dage alene i sine egne tanker, som hun gjorde før hen. hendes tanker var bare nogle helt andre, hun kunne ikke længere rejse rundt og opleve verdenen og lære, nej nu havde hun et ansvar. dette ville nok være en af hendes sidste vandre ture uden mindst en fra klanen ved sin side. nu ville hun også lige pludselig blive at mål for modstandere at klanen. det hele var så rodet. men det var okay hun skulle nok klare den, hun havde Patch og Nagato ville også gøre alt for hendes sikkerhed. hun savnede dog sine forældre meget.. om hun stadig sørgede vidste hun ikke, men hun savnede dem ihvertfald. et lille suk forlod hende og let kørte hun sin slanke hånd igennem det lange sne hvide hår, hvorefter et lille glad smil tegnede sig på hendes læber. det skulle nok gå alt sammen.. hun havde Patch og Nagato og det var en god start.

Nathan kørte en hånd igennem håret for at få nogle lokker af hans hår væk fra hans øjne. Hans snehvide hår havde det med at falde nedover hans øjne og det var irriterende. Han ville dog ikke klippe hans hår. Han vidste ikke hvorfor, men hans hår var en vigtig del af ham. Det var som om at hvis han fik klippet sit hår mistede han den sidste forbindelse til sin tvilling. Han kunne huske dengang de var børn og havde lovet aldrig at klippe deres hår medmindre det blev alt for langt. Det skulle være deres tegn. De havde ikke været så gamle, så det havde en barnlig ide, som deres far havde grinet lidt af, men Nathan havde tænkt sig at holde sit løfte. Engang havde han klippet sit hår, fordi det var blevet for langt. Det skulle helst gå ned til skuldrene. Nathans hår havde altid været lidt anderledes end Patchs. Hans hår var på en måde mere tykt i det.
Nathan rystede på hovedet for at få styr på sine tanker igen. Nathan havde en hvid langærmet trøje, sorte bukser, sorte sko på. Han havde smøget trøjens ærmer lidt op over hans albuer. Han havde også et brunt bælte på, hvor han havde sit sværd. Hans sværd var i dens beholder som hang fast i hans bælte. Sværdet var på hans venstre side, så han havde sin venstre hånd på sværdets skaft. Han så ned i jorden. Han havde ledt i mange år og han havde endnu ikke fundet Patch. Måske var han død? Nej! Nathan rystede irriteret på hovedet. Patch var ikke død. Det nægtede han at tro på. Han skulle nok finde Patch. Fordi at Nathan var så optaget af sine tanker og ikke så sig for, stødte han ind i en pige med hvidt hår, som var det første han lagde mærke til. Han så på hendes ansigt og han spærrede øjnene lidt op da han så hendes gyldne øjne. Hans lavendel farvede øjne havde en svag farve af gyldent over sig, da han var halv varulv.

Ellie gik i sit egen lille verden og fik derfor ikke set sig for, hvilket ende med hun dumpede ind i en. hun nåede ikke at reagere før hun var faldet på rumben og sad på jorden. hun rystede lidt forvirret op hovedet "det må du undsky.." hun stoppede da hun så op. Patch? et kæmpe smil tegnede sig på hendes læber. hun havde sådan savnet Patch der var så meget hun skulle fortælle ham, især om Nagato! "Patch!" sagde hun glad, imens hun hurtigt fik rejst sig op. hun var ikke rigtig i tvivl om det var Patch. han havde da længere hår, men øjnene var meget rigtige og duften var den samme. så længden på hans hår undrede hende ikke "jeg har sådan savnet dig! jeg har så meget at fortælle dig.. har jeg fortalt dig om min gidfar? jeg har endelig mødt ham og.. der er så meget at fortælle" sagde hun muntert med et lykkeligt smil og et strålende glimt i øjnene. hun trykkede isg ind til ham i et glæden kram og skulle lige til kysse ham.

Nathan rynkede svagt på panden, da hun sagde hans tvillings navn, men han fik et lille håb. Kendte denne pige hans tvillingebror? Nathan stivnede svagt, da pigen gav ham et kram. "Jeg.." Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han var en smule forskrækket, hvis han skulle være ærlig. Pludselig virkede det som om hun skulle til at kysse ham, så hurtigt trak han sig væk fra hende.
"J-jeg er ikke Patch." Sagde han hurtigt. Måske en smule for hurtigt? Han var panikslagen over denne situation. Han kløede sig i nakken og betragtede hende nervøst. "Mit navn er Nathan og, øhm, jeg har en tvillingebror, som... hedder Patch." Nathan lagde armene over kors. "Hvad hedder du?" Spurgte han forsigtigt, og en smule genert. Normalt var han ikke genert, hvilket undrede ham, men han overbeviste sig selvom at det var fordi, at der var en chance for at denne pige kendte hans tvillingebror. "Kan du fortælle mig lidt om Patch?"

Ellie blev meget forvirret over afvisningen, men da hun hørte den forhastede sætning, stivnede hun i hele kroppen og blev rød i hele ansigtet. det var ikke Patch?.. hun så hurtigt ned "det må du virkelig undskylde" sagde hun flovt. hun så en smule undrende op på ham imens han snakkede. Patch havde aldrig nævnt en tvillingebror? hun lagde hovedet en smule på skrå og så en smule studerende på ham "uhm.. " hun skulle lige tænke lidt "uhm.. jeg hedder Ellie.. min Patch har altså ikke.." hun stoppede sig selv da det gik op for hende at hun jo havde forvækslet ham med Patch og de lignede hinanden uhyggeligt meget. lige på nær det hår. hun så igen ned med helt røde kinder igen "undskyld, Patch har aldrig nævn han havde en tvillinge bror" sagde hun en smule flovt. hun kløede sig lidt i nakken og prøvede at smile til ham og da hendes smil lå meget naturligt tl hende fik hun da givet ham et muntert smil "altså Patch er en vidunderlig person.. dden mest vidunderlige person jeg kender, men hvorfor spørger du.. hvis i er tvillinger.. eller i kender måske ikke rigtig hinanden?" spurgte hun forsigtigt med det lille muntre smil.

Nathan måtte indrømme at han ikke brød sig om hendes studerende blik. Han følte sig forkert og underlig, når andre kiggede sådan på ham. Man kunne tydeligt se på ham at han ikke følte sig tilpas. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Din Patch? I to er kærester, er i ikke?" Det var et dumt spørgsmål gik det op for ham, da hun jo havde prøvet at kysse ham, i troen om at han var Patch.
Nathan trak på den ene skulder. "Jeg har ikke set Patch siden vi var 7 år. Han blev kidnappet, men jeg ved ikke af hvem. Vores far ledte efter ham i 5 dage, men han fandt ikke Patch. Da jeg så blev 14 besluttede jeg mig at lede efter ham, så.." Han smilede svagt, men smilet virkede nærmest tomt. "Ved du... ved du hvor han er?" Nathans øjne strålede af håb. Han havde ledt efter Patch så længe, og måske kunne han endelig møde sin tvillingebror. "Vent, du sagde at han ikke havde nævnt noget som helst om mig?" Håbet i Nathans øjne forsvandt.

Ellie kunne godt se han følte sig utilpas og det brød hun sig ikke om. hun kunne jo bedst lide når folk havde det godt. hun tænkte lidt over hvad hun skulle gøre, men de tanker blevhurtigt afbrudt da hun hørte det hans sagde. hun nikkede stille "jo.. vi er mager..igen du må virkelig undskylde jeg prøvede at kysse dig i ligner bare hinanden så meget" sagde hun undskyldende, med et forsigtigt undskyldende smil.
hun lyttede lidt til det hun sagde og tænkte en smule over det. Patch kunne jo ikke huske så meget fra da han var lille. han havde hvertfald aldrig rigtig fortalt om det. han havde fortalt om sine pleje forældre.. men da ikke en kidnapning? hun så op på ham igen og det håbet i hans øjne og det fik et strålende msil frem på hendes læber "jeg kan sagtens finde ham til dig" sagde hun muntert med et sødt smil. igen forsvandt håbet fra ham. hun blinkede lidt forvirret med øjnene "mmh.. nej.. altså.. han har i det hele taget ikke fortalt ret meget.. han er ikke den der fortæller så meget om sig selv.. jeg ved bare han rejste fra sine pleje familie for nogle år siden fordi han var blevet dødsengel og han skulle trænes i at være dødsengel af en.. jeg tror ikke rigtig han husker så meget fra barndommen.. han har aldrig fortalt om den og heller ikke noget med en kidnapning.. undskyld" forklarede hun undskyldende, men rystede så hurtigt på hovedet "du kan jo selv spørge ham, jeg skal nok sørge for i mødes" sagde hun så opmuntrende og smilte glad til ham.

Nathan kunne ikke lade være med at smile. Patch havde en mage. Selvom han ikke havde set Patch i mange år, kunne han ikke lade være med at blive glad på Patchs vegne. "Det er okay." Sagde han og trak på den ene skulder, som et tegn på at det ikke betød noget. Han havde aldrig kysset en pige, men det havde han ikke tænkt sig at fortælle hende.
Nathans øjne lyste igen op af håb, da hun sagde at hun kunne få fat i Patch. Det ville være så perfekt, hvis han endelig kunne møde sin tvilling! Han havde næsten opgivet at lede efter Patch, og nu var der endelig et håb! Det var næsten for godt til at være sandt. "Hans plejeforældre?" Der var så mange spørgsmål som Nathan havde, som han ventede på at få svar på, og lige nu kom der bare flere og flere spørgsmål. Hvem havde kidnappet Patch? Hvem var hans plejeforældre? Hvorfor var han blevet kidnappet? Hvorfor havde han ikke nævnt Nathan og deres far? Der var så mange spørgsmål han ville stille Patch, og han kunne ikke huske dem alle. "Kan du sørge for det?" Man kunne tydeligt se på Nathan at han var glad, men også bange for at blive skuffet.

Ellie blev lidt lettet over det var okay. hun var stadig flov iver det, det var nu også pinligt. men da hans øjne igen lyste op gjorde det hende så glad. en hun faktisk kunne hjælpe. hun nikkede kort "ja.. jeg har mødt dem en gang meget kort, jeg ved Patch leder efter jeres far, for han vil gerne møde ham.. du kan måske hjælpe ham med det eller hvertfald hjælpe ham med at få nogle svar" sagde hun glad. hun var så glad for hun faktisk havde fundet en fra Patch biologiske familie, han ville live så glad det var hun sikker på. hun nikkede igen med det samme "ja.. slevfølgelig. altså jeg ved ikke præcis hvor han er, men et godt sted at starte er mit koble eller så et hus som ham og mig mødtes i første gang, ellers så er der nok nogle fra koblet der nogenlunde ved hvor han er" sagde hun glad og tog så Nathans hånd og trak ham med "kom, lad os komme afsted" sagde hun muntert. det strlede fra hende af glæde og det var tydeligt hun gerne ville hjælpe.

Nathan kunne ikke vente med at møde sin tvilling. Tænk hvis han endelig kunne møde sin tvilling og få svar på alle sine spørgsmål! Så kunne de blive en familie igen, for det var det som Nathan ønskede allermest. Han ville gøre alt for at få sin familie samlet igen. At deres mor var død var trist, men der var intet de kunne gøre ved det. Nathan havde altid fået af sin far at hans mor døde efter hun havde født ham og Patch. "Jeg kan føre ham hen til vores far, ja. Han er derhjemme." Han smilede skævt.
"Dit kobbel?" Han så spørgende på hende. Han blev efterhånden mere og mere overbevist om at hun var en varulv. Hendes fært afslørede det også lidt. "Du er varulv, ikke sandt?" Han var selv halv varulv ligesom hans bror. "Hvor tager vi hen først?" Spurgte han, mens han fulgte efter hende. Da hun havde taget hans hånd, havde der strøget en lykkelig følelse igennem hans krop, men han overbeviste sig selv om at det bare var fordi, at denne pige kunne føre ham hen til hans tvilling.

Ellie nikkede glad med et lysende smil på læben "ja min koble og helt korrekt jeg er varulv, fuldblods.. " sagde hun stolt. det var noget hun var stolt over uden tvivl, men det var nok mest fordi hun var så stolte over sine forældre. et svag sørgmodigt glimt var i hendes øjne ved tanken om sine forældre. hun smilte dog til ham med det søde barnlige smil og strålende øjne "vi tager til mit koble, jeg vil tro vi finder Patch der" sagde hun mildt og satte farten lidt op, stadig imens hun holdte Nathans hånd. hun var blevet så utrolig glad for at møde Nathan, nu kunne Patch endelig møde sin rigtige familie "det vil være så godt hvis du kunen vise Patch hen til jeres far, det vil gøre ham så glad, for han har virkelig ledt efter sin far længe nu" hun så op på Nathan med det strålene gyldne øjne.

Nathan kunne ikke vente med at møde sin tvilling. Gad vide hvordan Patch var nu? Hvordan mon Patch havde det? Hvordan ville Patch reagere på at han havde en tvilling? Forhåbentlig kunne han snart få svar på alle sine spørgsmål. "Tillader i halvblods varulve i jeres kobbel, siden Patch er med?" Han regnede med at Patch var med i Ellies kobbel, siden de to var mager. Han lagde mærke til det sørgmodige glimt i hendes øjne, men han valgte ikke at nævne det.
"Det håber jeg." Han var så spændt! Han kunne ikke holde det ud. Hvis han vidste hvor koblets tilholdssted var ville han løbe så hurtigt han kunne derhen. "Kan han slet ikke huske vores far?" Nathan rynkede svagt på panden. Havde Patch mistet sine minder? For han vidste da vel hvor deres far boede? Eller måske havde han glemt det? Han var ikke sikker. Han måtte bare vente. Han fik nok snart alle sine spørgsmål besvaret. Det håbede han i hvert fald.