[Uafsluttet] A gambler and a thief (Autumm + Silev)

S: drakils hands lokale base
T: 15.00
O: små grupper af medlemmer og en bar med alkohol
V: varmt og overskyet
P: en sort kappe ud over en rød tshirt og et par cowboy bukser

det var altid irriterende at blive sendt til land of fire for silev. han som vampyr hadede varmen, det var bare en stor irritation. han blev tit koldere steder selv om der ikke var så mange der spillede der. men efter som dette var en direkte ordre fra hans master at han skulle finde tyven.
han smilede til sig selv og gik ned til enden af lasbilen som han sad i på vejen der ned, han blandede sit lykke kort dæk og steg ud i en stegende hede. hans kappe var viklet om ham med klanens mærke på " ah hr. Pavletcheko godt at du vil..." Silev løftede sin hånd for at få ham til at tie stille "kunne du vise mig vej til mit værelse" han blev vist ned af en gang til et værelse med tilhørende køler. han gik der ind for at se flere rækker af blod poser "som de ønskede herre" Silev smilede og vinkede manden væk før han gik hen til bordet og stillede alt hans info op på et bord om tyven de vidste.

Påklædning: Se profilbillede

Autumns mørke blik spejdede henover de store stykker af klipper, som stak op fra jorden, som havde de gennemhullet den nedefra. Alting var mørkt, trist og gråt her, men varmen var ikke noget, man havde tilladt sig at spare på. Autumn tillod den heldigvis, da hendes krop kunne klare lidt af hvert. Varmen gjorde det hårdere at jage, men det var bedre en snestorm, eller høj luftfugtigt. Og her var det bestemt værd at jage, da The Land of Fire bød på nogle spektakulære jagtdyr, og da det var over en måned siden, at hun havde sæt tænderne i et stykke godt, saftigt kød, så var det risikoen værd.

Risikoen kom af, at det blot var ganske kort tid siden, at hun havde berøvet et par forbipasserende i The Jungle. For, at mindske sporet på hende selv, så var hun hurtigt rykket videre, da hun trods alt ikke havde noget fast sted at opsøge. Værdigenstandende og maden var gemt af vejen her i nærheden, men det ville kræve hendes hjerne at finde dem igen, pga. den kraftige lugt af svovl og andet, som hang i luften.

I øjeblikket stod Autumn, som en anden bjergged, på spidsen af en massiv klippeblok, og spejdede på livet løs. Hun søgte nemlig én bestemt ting, og det var et tegn. Et lyd. Eller en lyd for den sags skyld. Hendes hår var for en gangs skyld sat op i en doven fletning, imens hun bar sin trofaste bue på ryggen og stod med armbrøsten i hænderne. Hendes tålmodighed så ud til at være uendelig, men alt godt kom til den som venter, og i samme øjeblik tanken fløj igennem hendes hoved, stak der pludselig et lysende hoved op fra en klippesprække. Dér! Hun tog lynhurtigt sigte, og affyrede med øvet præcision. Pilen borede sig hurtigt ind i halsen på dyret, som hylede forpint, og satte afsted igen. Den enorme lysende krop, der selv for Autumn fremstod smuk, sprang hysterisk rundt på klippeblokkene, imens flere pile stak ud fra dens store krop. Det kunne ikke varer længe endnu før Nikliotoen faldt om af udmattelse og blodtab. Autumn tøvede ikke et sekund, og sprang straks efter dyret igen.

han smilede til sig selv da han havde læst alt om de ting de havde opserveret "en kentaur hva, hmm lyder spændende" han slikkede sig om munden for at rense noget af det blod der sad om den. han tog kappen om sig og en hat samt sol briller før han gik ud efter denne ukendte kentaur, han smilede til sig selv da han var sikker på han var på det rette sted helt præcist. han gik lidt længere for at finde en kentaur stående oppe på en klippe og skød mod et væsen han ikke helt var bekendt med. han smilede til sig selv "fanget din lille lækker bisken" han trak en bedøvelses pistol frem og ladede den med en klip på tre som han skød lydløst.
da kentauren besvimede kontaktede han basen og bad dem sætte et ekstra rum op til fangen. han smilede til sig selv over den gode fangst og gik hen til den. den, nej, hun var meget smuk entlig og Silev var lige ved at røre hendes bryster men slog tanken ud af hovedet.
de samlede hende op og fragtede hende til basen hvor de låste hende inde i en lille celle på samme størrelse af hans værelse, hendes våben blev konfiskeret ved ankomst og lagt i et hemmeligt rum i Silevs værelse. han smilede lidt over sin fangst før han gik i seng.

Autumn havde endelig fået et godt greb om dyret, og der skulle ikke mange flere skud til, før hun havde aftensmad til mange dage fremover. Hvad hun ikke havde noteret sig var, at der var dukket gæster op i mellemtiden. Det var ikke lige noget man forventede, at der rendte civiliserede væsner rundt herude, så tæt på aftenen. Selv Autumn ville foretrækker, hvis hun snart kunne krybe ned i sin hule nær stedet her, men så langt kom hun aldrig.

Netop som hun tog et sidste dødeligt sigte imod dyrets hoved, hørte hun en hvislen igennem luften, som fløj lige mod hende. Før hun overhovedet kunne nå at springe nogen steder, mærkede hun en pil borer sig ind i låret på hende.

"Hva-…!"

Hendes øjne glødede gult af raseri imens blikket blev kastet imod skytten. En ung dreng? Ligemeget. Autumn ville afsted, videre og gemme sig, før giften satte ind, men den var stærkere end ventet. Hun fornemmede svovlende, hvordan benene svækkede sammen under hende, og synet blev slørret. Hun skyndte sig at sætte armbrøsten fast på ryggen, men nåede ikke længere, før hun kollapsede om på siden, og alt blev mørkt.

Autumn slog øjnene op med et sæt, og tog sig til hovedet. Hun stirrede febrilsk rundt, i det fremmede lokale, og mærkede til sin store skræk, hvor "blottet" hun var, da de havde taget hendes våben fra hende. Tøj kunne de godt glemme alt om, da hun jo aldrig gik med det. Det havde aldrig generet hende, at folk havde frit udsyn, for det var blot en del af hende. Autumn fik hurtigt stablet sig selv på benene, og travede uroligt rundt i rummet, imens hun gav sig til at mærke og studere, imens panikken voksede. Og så kom vreden.

"LUK MIG UD! JEG FORBANDER ALLE JER TOBENEDE VÆSNER, OG JERES LUSKEDE INTERESSER! HVIS I IKKE SLIPPER MIG FRI LIGE NU, SÅ SKAL JEG LOVE JER FOR, AT LIVET BLIVER ET HELVEDE FREMOVER!"

Samtidig med, at Autumn skreg af sine lungers fulde kraft, imens en slags overnaturlig dyster klang løftede hendes stemme og gav den mere kraft, så fløj hun rundt i rummet, imens hun sparkede på væggene og hamrede hænderne imod døren.

"JEG VIL UUUUUUD, NU!"

der var sådan en støj fra cellen at det gjorde det umuligt for Silev at sove. med en smule ufrivillig bevægelser gik han ud på gangen mens han bandede og svovlede som en sømand. da han kom hen til døren åbnede han den med et brag "HOLD DIN KÆFT, er du klar over hvor langt jeg har rejst uden at sove fordi min chauffør ikke kunne vejen her til, 48 timer, nok er jeg vampyr men jeg har stadig ret til at få søvn" han så op mod kentauren der kom løbende mod ham. han trak et kort der lyste op i en rød farve før han sendte den flyvende lige mod kentauren og ramte hende lige i brystet og sendte hende tilbage en halv meter "det var nivau et, vil du prøve mere styrke?" hans øjne glødede nærmest ild rødt "det er din egen skyld" han gik tættere på hende og lagde en finger under hendes kind "du burde ikke stjæle fra os, vi tager vores tyverier meget alvorligt" han smilede til hende men det var et hult smil. han gik mod døren igen og lukkede den og gennem skodderne stirrede de røde øjne på hende "din straf er 12 dage her hos os i ignisia, ild landets drakil kirke, vi skal nok få det sjovt" han smilede venligt før han lukkede skodderne og gik ned af gangen til sit værelse igen og gik ind i blod boksen hvor han tog en pakke ab+ og drak den.

Autumn hørte slet ikke døren, til hendes celle, blive åbnet, før hun i et hop vendte sig om og hamrede alle fire hove direkte ned i gulvet med et brag. Hendes hår havde revet sig løst, og lå vidt spredt over hendes ansigt og skuldre, men efterlod alligevel nok plads til, at man kunne skimte et forholdsvis bredt ar på hendes ene skulder. Hendes krop, der var noget større end den spinkel vampyr, prustede hidsigt imens hun uden frygt stirrede med stor had mod den lille mand.

"FORBANDEDE LILLE TOBENET! Hvorfor skulle jeg bekymre mig om en blodsugers søvn, når han vælger at fange mig!?"

Autumn satte straks afsted mod væsnet, men før hun kunne nå at brage lige over ham, trak han et underligt lysende kort, som blev sendt lige mod hendes ene bryst. Autumn gled straks en halv meter tilbage, men stod dog stadigvæk på benene, imens hendes øjne glødede ondt. Da vampyren valgte at nærme sig hende, rettede hun sig dog blot, men da fingeren blev strøget over hendes kind kom et galt blik over hende, og tænderne som en haj blev blottet, da hun snappede ude efter hans hånd.

"Dig og hvilken hær?… Iglerne under moserne?"

Dog genkendte hun Drakils navn. Ah… Religiøse folk. Skønt.

"Du vil fortryde det her, rotte. Drakils magt er ikke for små snotunger."

Autumn fnøs hidsigt, da han smækkede døren i og lukkede af. Hun var langt fra færdig endnu, og gik prøvende imod døren. Efter at have stået og stirret lidt, vendte Autumn ryggen til døren, og slog et irriteret smæld med halen. Kort efter gjort hun et lille hop, og fyrede bagbenene imod døren, hvorefter den knækkede halvvejs sammen. Hun gentagede processen igen, hvor døren fløj ud og ramte den modstående væg. Det tog hende ikke mange sekunder at vænne sig rundt, hvorefter hun fløj ud af cellen og satte afsted ned af nærmeste gang. Autumn tromlede alt ned, som stod i vejen for hende, imens hun forsøgte at lokalisere sine våben.

da han hørte braget gik Silev ud på gangen og så at kentaur tøsen kom stormende mod ham. han så rundt før han smilede og gik lige mod hende, roligt tog han tre kort op af den holder der sad i hans bælte som glødede i forskellige farver fra orange til lilla. han kastede først et rødt som hun undveg og der efter kastede han resten og der efter trak han bedøvelses pistolen og gav hende en endnu større bedøvelse. han skød tre pile som ramte hende men det var lidt sent da hun faldt ned over ham da hun besvimede "FÅ HENDE AF MIG JEG ER VED AT BLIVE KVALT I DE HER" han fik flyttet hendes krop væk fra sig og han rejste "bær hende neden under til boks 23 og jeg kommer med den her gang" han fulgte lige ned i kælder niveauet. han gik lige gennem den store dør "hent vibratoren og nogle kæder" han ventede lidt før han fik sine ting han lagde lænker om alle hendes lemmer før han tog den lille kugle og stak op i hvad han antog var hendes reproduktions hul. han satte sig i en stol i hjørnet af rummet og ventede på at hun vågnede.

//Det er dejligt at se jer emne :) Silev må jeg desværre meddele spiller powerplay, du kan og må ikke bestemme, hvorvidt hun undviger dine kort, du må gerne skrive, at du kom til at skyde forbi hende, men det er hendes valg, hvorvidt hun vil lade sin karakter undvige eller ej og derved kan du heller ikke bestemme, at hun vil falde over dig, da det kan jo sagtens være, at hun prøver at løbe den modsatte vej eller stopper straks op, når hun får pilen.
Der skal du så vælge at skrive det mere usikkert, mere hypotetisk, f.eks.
"Silev så den buldrende væsen komme løben, hurtigt blev tre bedøvelses skud affyret som forhåbenligt ville virke hurtigt og effektivt. Giften ville hurtigt sprede sig i hendes krop, men hvis Silev var endnu hendes mål og giften ikke virkede hurtigt nok, så kunne Silev godt ende med at blive et tæppe under hendes store krop"
Eller et eller andet i den dur. :) bare lad det være usikkert, giv spilleren en chance for at selv fortage valget især da mange mister spillelysten, hvis de ikke føler, at de har det mindste valg, selvom de ville vælge det samme, som du allerede havde tænkt dig.

Når men tag jer ikke af min tilføjelse her. Emne bare videre ^^//

Autumn tøvede ikke mindre, da hun så den ungt-udseende vampyr stille sig i vejen for hende. Tvært imod, så var det ham, som ønskede allermest at tromle ned i jagten på frihed og hendes våben. Hovene hamrede imod gulvet, og den over 100 kg tunge krop stormede videre. Hun bemærkede godt, da han trak endnu et af de glødende kort, og med eftertanke på det sidste tilfælde af det, undvig hun dygtigt det første som kom flyvende og derefter de to efterfølgende. Irriteret på ny, snerrede hun irriteret af "stumpen" og gjorde mine til at fortsætte, imens hun jorede benene hårdere ned i gulvet, så han ville blive godt og grundigt smadret. Men hvad hun ikke havde forudset var, at han stadigvæk havde den irriterende bedøvelse på sig. Autumn hamrede straks sine forben i gulvet, og gled med fuld fart mod vampyren, da hun mærkede pilene borer sig ind. Det sortnede straks pga. den kraftige bedøvelse, og hele den tunge krop kollapsede midt oven på den lille krop.

Autumn mærkede intet andet end uro, da hendes krop var bedøvet. Sindet var vidt vågen, og noget kæmpede med at trænge på. Imens kentauren stadigvæk lå lænket og bundet, ville Silev, hvis han holdte godt øje, kunne se små ryk i kroppen.

Det er for tidligt...

Hornene lød næsten til at knase, som de groede et lille stykke, imens det skjold lignende materiale, som sad på brysterne og hofterne af Autumn, langsomt kravlede op langs hendes sider og ryg. (Se hendes "nye" udseende her )Endelig, flere minutter efter, begyndte der at komme ordentligt liv i hende. Autumn slog sløvt øjnene op, og stirrede først på lænkerne om hendes ben. Da hun flyttede blikket til Silev, var hendes øjne ikke længere mørke, men små gule perler.

"Dig…"

Hendes stemme hvislede vredt, imens hun vaklende kom på benene. Autumn stivnede kort, og rykkede lidt rundt på sig, imens hun spejdede bagud. Langsomt vandrede hun, så langt lænkerne tillod det, hen imod den lille vampyr.

"HVAD HAR DU GJORT VED MIG!?"

Med det, hentydede hun selvfølgelig til, hvad der kunne mærkes i hendes mere kvindelige område.

han smilede da hun vågnede "ah du er vågen godt" han smilede halv venligt til hende "det glæder mig at sige at din straf er blevet udvidet fra indespærring til fysisk og psykisk nedbrydning af dit sind" hans læber krusede sig i et stygt smil som ikke passede til hans ansigt. han så på hende med et løftet øjnbryn "nårh ja det er rigtigt du har ikke haft adgang til disse mens du var i junglen, jo nu skal du høre, de er en lille ting som visse personer har udviklet gennem årene, det er en lille kugle der bliver sat ind i kvindens private dele og når enten hun eller hvem der nu har fjernbetjeningen trykker på en knap, begynder den at vibrere voldsomt for at stimulere kvinden, vi har udbygget den lidt til andre gerninger, nu giver den både vibrationer mens at den udløser et kærligheds stof, noget som hvis udsat over længere tid vil gøre selv en nonne klar til et tre mands gang bang" han smilede og holdt en lille fjernbetjening frem "hvilket bringer mig frem til mit andet punkt, din straf, jeg skal sørge for at du aldrig nogen sinde stjæler fra vores klan igen, og hvordan tænker du sikkert, tjo ved at ydmyge dig, træne dig, prygle dig lige indtil du er så lydig som en hund, og da bliver du sat fri igen, og prøv ikke at snyde dig ud, jeg har set nok sjæle knække til at vide hvornår din er det" han gik hen mod døren "en dag, så lang tid tager det før stoffet tager effekt, bare rolig det tager ikke helt over, eller jo det gør men der vil stadig være en lille del af dig som ved hvad du laver den er bare magtes løs" han smed en joker på gulvet før han gik ud "en gave fra master Jack White" han trykkede på knappen til den højeste funktion og gik op mod sit kammer, måske denne gang ville han få noget søvn. han smed sig på sin seng og lukkede sine øjne.

Autumn blotted tænderne i en knurren, imens hendes øjne glødede ondt. Udfra hvad stumpen havde gjort ved hende indtil videre, så nægtede hun i hvert fald at gengælde hans "venligheder". Desuden havde smil nu aldrig været særlig meget hende. Selv ikke det stygge smil så ud til at skabe en ændring i Autumns forvredne ansigt, der for nu bestod af ren og skær arrigskab.

"Det glæder sikkert en afstumpet lille igle at for lov til at prikke til de store dyr, uden moderlige hjælp… Det er bare ærgerligt når de bider, og ingen står klar med ekstra dele. Men du leger forgæves, stumpe, processen er allerede i gang!"

Var det et smil man kunne ane hos Autumn? I hvert fald var det hurtigt væk igen. Især da den ungt-udseende vampyr gav sig til at fortælle, hvad han havde stoppet op i hende. Hun vred sig i lænkerne, og prustede hidsigt, imens hun piskede med halen.

"Og hvad skulle denne vulgære tingest så gøre godt for? Jeg vil aldrig lystre dine ordre! Du kan prygle mig alt det du ville, lille mand, men i sidste ende er det dig, som ender med titlen 'bæst'".

Autumn stirrede fornærmet på jokeren, da Silev valgte at forlade lokalet, og med en hvinen, der var næsten ubeskrivelig vred hun sig af ubehag, da vampyren aktiverede vibratoren. Hendes ben blev løftet og sparket mod hendes side, men intet hjalp, da den sad fast. Efter flere minutter holdt hendes hylen endelig op, og Autumn lod blot til at kollapse i stedet for. Hun var stadigvæk vågen, men hendes krop kom en gang i mellem med nogle små rystelser, imens hun blot lå som sfinksen engang havde gjort. Hendes hoved var bøjet nedad, og tænderne var sammenbidt. Men hun forblev tavs. Alle de timer, som Silev nu valgte at tage sig. (Når han træder ind i værelset, så vil hendes udseende se sådan her ud: udseende )

//Hmm?

//Afsluttet...//