kan man lege her?(Ruby)

Sted: en gammel forladt forlystelsespark park
Vejr: behageligt
Tid: aften
Omgivelser: stille lige for nu

Freddy kunne rigtig godt lide, den fred og ro han havde fundet, i denne lettere uhyggelige, nedslidte forlystelsespark som han luntede rundt og byggede sig i. Lige her om sommeren, når dagen stod på hæl og solen var på vej ned, så himlen med dens dovent svævende skyer, blev farvet lettere rød af solens sidste stråler, og vejret var så dejligt, fordi det ikke var for varmt men stadig varmt nok til, at en kølig sommer brise var behagelig mod ansigtet, det var lige her hvor denne forladte forlystelsespark, faktisk kunne virke som et idylist og hyggeligt lævn fra fortiden, der engang nussede glæde og gode stunder.
Freddy der var let distraherlig, og elskede at udfolde sig kunstnerisk gennem at klippe ting, såsom buske og tja alt muligt andet, havde fundet vej ind i denne park, uden at få så meget som en skræmme, på hans blå knæbukser med pels kant for enden, eller den røde vest der stod åben så man kunne se aret henover hans brystkasse. Når man så på denne kært udseende drengede clomans, var det værk en hans sandaler eller stråhat man hang sig i, men mere hans hænder som han klippede med, eller den sære hale der kom ud fra hans haleben. Halen lignede en metal hale, der var blevet skabt direkte på ham, som om han var blevet født med den, og hans hænder... Ja hvordan skulle man forklare synet af hans hænder? Han havde ingen fingre, håndflader eller håndryggen, men derimod antydningen af hænder, med sakse som fingre, og som han stod der foran en busk og klippede den, i hans egen lille kreative verden, bevægede saksefingrene sig som var de en naturlig del af ham.

Man kunne nærmest følge hele hans gang, fra han kom ind i parken til hvor han befandt sig nu, for på hele hans vej igennem forlystelsespark parken, var der buske overalt der var klippet, i pæne og kunstnerisk perfekte figurer, imodsætning til alt andet herinde, der voksede vildt og ikke så det mindste berørt ud. Buskende Freddy havde klippet, forestillede dyr og væsner han havde set eller mødt på sin vej, endda ned til mindste lille detalje, men et bestemt væsen gentog sig i hans klipninger, måske for hver tredje busk han klippede. Dette væsen var menneskelignende, og for hver gang Freddy klippede dette væsen, havde han det samme tøj på, men stod på en ny måde, og bar 2 ud af alt i alt 7 sværd. Der var noget skræmmende virkeligt over dette væsen, noget der ikke var over de andre Freddy klippede ud, som om Freddy kendte dette væsen bedre, end noget andet væsen han klippede ud.

Ruby løb. Muligvis hurtigere end hun nogensinde før havde løbet. Stoppede ikke engang for at trække vejret eller se sig omkring.
Nej for det havde hun så absolut ikke tid til. Den lille pige var nemlig ikke alene. Et par meter bag hende kom en gruppe mænd klædt i sorte kappe løbende. Kapperne flagrede omkring dem, og den mørke farve stod i stærk kontrast til den hvide kjole med de lyserøde blomsterblade hun selv havde på. 
Alle som viftede mændene rundt med kors og råbte ting som "Dæmonunge" eller "Djævleyngel," ord Ruby var mere end vant til, men det betød ikke, at hun blev mindre såret eller bange, når hun hørte dem nu, end hun havde været første gang.
Hun løb gennem et tornekrat, som hun håbede ville sinke forfølgerene lidt. 
Tornene rev hende, og hun kom ud med blødende skræmmer på hænder, arme og ben. Hun fortsatte et stykke endnu og lyttede efter mændene, der fulgte efter hende.
De var stadig på vej, men som håbet sænkede tornekrattet dem, da de jo var en held del større og langsommere end hun.
Da hun fandt ud af det, stoppede hun op et kort øjeblik og så sig omkring. 
Åbenbart befandt hun sig i en forlystelsespark...eller det var i hvert fald det, hun blev enig med sig selv om, da hun så den gamle forfaldne rutsjebane.
Dog lagde hun også mærke til, hvordan buskene på stien ved siden af hende var blevet klippet.
"Wow," kunne hun ikke lade være med at udbryde. Hendes mund formede et overrasket o og hendes mørke barneøjne tindrede af begejstring og beundring.
Hurtigt blev hun enig med sig selv om at følge stien som af en eller anden mærkelig grund var det eneste, der var klippet så pænt. Alt andet så tilgroet og dødt ud.
Så hun løb nærmest svævende henad stien. Hendes sko fik gruset til at knase under hende og et øjeblik smilede hun.
Indtil hun hørte sine forfølgere bag sig på stien.
"Gå jeres vej," skreg hun...og hendes frygt og vrede fik hendes telekineseevne ti at reagere. Dette fik en to af mændene til at flyve tilbage og lande på deres rykke med smertegrynt.
Hun tabte sin opmærksomhed et øjeblik for længe og løb direkte ind i nogen.
Da han trak sig lidt væk og så op, stod hun overfor en sorthåret dreng iklædt en vest en stråhat og et par blå bukser.
Han havde saksehænder...måske var det ham, der havde klippet buskene, blev hun enig med sig selv om.
"Undskyld, men vil du ikke nok hjælpe mig? Der er nogen efter mig," sagde hun skræmt.

"Argh jeg dør nuuu!" hylede Freddy forskræmt mens han trak hænderne op foran hovedet, i håb om det ville beskytte ham mod at dø på stedet, idet Ruby bumlede ind i ham, og på den måde slog ham ud af hans egen lille kreative verden. Det var først da han hørte lyden af hendes stemme, at han forsigtigt kiggede rundt for at finde ud af hvem der snakkede, indtil han opdagede at stemmen kom fra et lille menneske der var mindre end ham "Blod er ikk godt!" sagde han stille, da han så de sår og rifter hun havde fået fra torne krattet, og der var det så han hørte lyden af løbende skridt bag hende, og så bag hende for at se hvor lyden kom fra.
Freddys reaktion var tydelig, og skete praktisk talt lige med det samme. Han frøs lige på stedet, selv hans metal hale stod bum stille bag ved ham, og frygten var malet i hans over synet af fjender, lige efter at have set Rubys blod. Han vågnede langsomt op igen, efter at have mumlet nogle utydelige ord, og nu var det der skete noget i hans hoved, som om noget slog klik i hans hoved, og førte ham til det det nu skete. Hans pupiller trak sig helt sammen til de lignede slange pupiller, og de så hurtigt rundt på fjenderne en af gangen, før Freddy som et blink med øjnene forsvandt ud i den blå luft, og dukkede op foran dem der havde forfulgt Ruby, som om han bevægede sig med lynnedslagets hastighed.

Freddys angreb var måske ikke veltrænet og koordineret, men de var utroligt effektive, den første der angreb ham blev pareret med en saksehånd, og han blev forvandlet til en levende toast, da et par tusind volt blev udledt fra hans krop og ind i modstanderens, så han gik i gulvet med det samme og helt forkældet. Den næste fik et slag lige mod maven fra Freddy, der holdt sine saksefingre lige frem, og hans sakse glødet nærmest da de borede sig gennem mandens krop, og lavede et rent hul i hans krop. Sådan blev Freddy ved, indtil den sidste var dum nok til at stikke Freddy i ryggen med en kniv, der fik suget Freddy ind i manden som var han et lynnedslag i menneske form, og den voldsomme volt baserede kræft fik manden til at eksplodere på stedet, og efterlod Freddy som den sidste mand stående. Han så hen på Ruby, mens hans øjne blev normale igen, og endnu engang så han skræmt ud, de forskrække de øjne flakkede rundt på de døde væsner, og som et forskræmt barn der ikke vidste hvad der var sket, løb han på en spøjs måde med hænderne foran sig, væk fra hele det uhyggelige scenarie, for at gemme sig i en gammel "vind en præmie" bod. Han holdt om sine ben, uden at bruge sakse hænderne, og rystede som en forskrækket mus mens hans barnlige øjne, kiggede hurtigt rundt omkring ham, da han var meget bange for hvad der lige var sket, da han ikke kunne huske når hans dræber instinkt slog til, og derfor ikke vidste hvad der var sket mens han havde dræbt.

Ruby stirrede på den brutale ristning/nedslagtning af forfølgerene med store mørke øjne, der lyste af beundring. Det var tydeligt, at hun ikke var noget almindeligt barn. Nej et almindeligt barn ville nok have kigget væk, være løbet skrigende bort, eller have begyndt at græde. Da nedslagningen var overstået, så hun på det grusomme scenarie med et totalt uskyldigt smil, der slet ikke gav mening, når man tænkte over, hvad hun lige havde set og været igennem.
Da Freddy gemte sig i en forfalden bod fulgte hun stadig smilende efter ham og satte sig ned foran ham endda i samme stilling med armene om sine knæ.
Hendes smil blev bredere og hun lagde hovedet på skrå.
"Hvor var det SEJT!" udbrød hun begejstret med julelys i de mørke øjne.
"Oh og tak for hjælpen forresten," sagde hun, da hun kom i tanke om, at han jo faktisk lige havde slået de dæmonhadede mænd ihjel.
Pludselig så hun ned af sig selv og lod til for første gang at lægge mærke til de blødende skræmmer og hudafskrabninger, sår og skræmmer.
De mørke øjne truede med at flyde over med tårer. 
"Det sviger," snøftede hun og tørrede tårerne væk med en lille bleg hånd.
Dog syntes hun at glemme det fuldstændig igen, da hun pludselig kom i tanke om noget.
"Er det dig der har klippet buskene? De er mega seje. Hvem er ham med sværdrene? Er han fra en tv-serie eller sådan noget?" begejstret kørte hun alle sine spørgsmål af.

Freddy krøb helt tilbage mod hjørnet, da hun kom ind i boden til ham, og han prøvede at gøre sig så lille så mulig, som om det lige pludselig på magisk vis, ville gøre ham komplet usynlig, eller på en anden måde løse situationen der gjorde ham så bange. Han gemte sit ansigt mod sine knæ, og tittede kun lidt op for at se på hende, når hun snakkede til ham, og med de øjne kunne han nærmest smelte nordpolen, der var en barnlig uskyld i dem som selv det sødeste barn ikke kunne matche, og man kunne virkelig se at han var bange for hvad der skete, og den søde lille pige der sad foran ham, i samme stilling som ham. Først forstod han ikke hvad hun snakkede om, han kunne jo ikke huske hvad han lige havde gjort, så han kunne ikke forstå hvad det var hun syntes, der var så sejt, og hvorfor hun sagde tak for hjælpen.
"Jeg har ikk gjort noget, jeg er en god dreng! Jeg stod bare og klippede pæne buske!" sagde han forsigtigt, og gemte sit ansigt mod knæende igen. Han kiggede dog op igen, og glemte at være bange, da hun virkede ked af det, og sagde at hendes sår sveg "Du må ikk være ked af det, det skal nok gå væk, det har far selv lært mig!" hans hale bevægede sig hen mod hende, og hvor den før kun var omkring en halv meter, blev den længere og længere, indtil den var blevet 5 meter lang og med et øje for enden, så han kunne se nærmere på hende, som om han var blevet mindre bange og mere nysgerrig omkring hvad hun var for en.

"Jaer det mig der har klippet buskene!" sagde han forsigtigt og nikkede samtidig, mens hans hale øje lukkede sig, før halen trak sig sammen igen, til den kun var en halv meter lang fra igen "Neeej det min onkel sandmand, han er super stærk og kan alt muligt sand halløj! Min far sagde til mig, at jeg skulle finde ham lige før han faldt i søvn, og nu vil far ikke vågne op, og jeg kan ikke finde onkel sandmand eller min storesøster!" Freddy lagde hagen mod sine knæ, og surmulede med et halv trist ansigts udtryk. Freddy lignede måske en på 20 år, men han havde et sind som et barn, og en uskyld der matchede, han troede at hans far var faldet i søvn, selvom han i virkeligheden var faldet død om, og Freddy havde intet begreb om verdenen omkring ham, han vidste intet overhoved om verdenen eller dens situation, og for det ikke skulle være løgn så var han totalt i sine følelsers vold, han reagerede mere på sine følelser end på noget andet, da han ikke havde særlig meget andet at responsen på.

Ruby prikkede nysgerrigt til øjet på hans hale og så på ham med hovedet let på skrå. I hendes øjne var der en uskyld som ikke særlig mange dæmoner kunne prale af at besidde.
"Din onkel ser sej ud," konkluderede hun efter at have tænkt tilbage på buskene. 
"Faldt din far virkelig bare i søvn midt på gulvet? Min far døde også min mor, men nogen gange kan jeg høre dem herinde," hun prikkede sig selv i panden for at indikere, at stemmerne var inde i hendes hoved. 
"Nu har jeg en ny far, han er super sød og sej. Han er en vampyr, men jeg tror ikke han er nogen helt almindelig en," fortalte hun muntert Freddy med øjne der lyste af stolthed og glæde.
"Wow har du også en storesøster? Sådan en ville jeg gerne have, men jeg har kun min far," sagde hun og så beundrende på Freddy, som o,m det at have en storesøster var en enormt stor bedrift og virkelig  fortjente anerkendelse.
"Hey, hvad hedder du egentlig? Jeg hedder Ruby," sagde hun og rakte en bleg spinkel og meget lille hånd frem mod ham efter at være kommet i tanke om, at hun ikke engang kendte sin nye vens navn endnu.

"Min onkel er super stærk, han slog engang en kæmpe stor, slemmer monster dyr så hårdt, at den stoppede med at bevæge sig, bare fordi den prøvede at bide mig!" fortalte Freddy, mens hans hale bevægede sig fra side til side bag ham. Det virkede som om han blev beroliget af, at snakke om noget andet, da det fik ham til at tænke på noget andet end det, der havde gjort at han var bange, og især hans onkel Dust, hans far og hans søster Medusa som han endnu ikke havde mødt endnu, var nogle ret gode samtale emner i hans tilfælde, da det var noget han kendte til og som let kunne få ham til at glemme, hvad der havde gjort ham bange til at starte med. Freddy så undrende på hende, da hun fortalte at hun stadig kunne høre hendes forældre i hendes hoved, han forstod ikke begrebet død da ingen havde lært ham det, han troede at når nogen lå døde på jorden, så var det fordi de var faldet i søvn på stedet, lige som han troede at hans far sov, selvom han i virkeligheden var død "Hvad betyder død? Er det noget man kan spise?" spurgte han forsigtigt, lige før hans mave rumlede lidt da han var sulten.

"Min far siger at vampyre er farlige! Han siger at vampyre forvandler blod til champion suppe, og så spiser de den gennem 2 sugerør der sidder i deres spise huler!" sagde han og pegede på sin mund med en sakse finger, for at indikere at det var spisehulet. Hans far var lidt af en tossed type dengang han havde levet, og han havde fortalt Freddy alt muligt mærkeligt, noget af det mere sandt end andet, men for det meste var det Freddys far havde fortalt, enten totalt forkert eller kun en lille smule sandt, efterfulgt af en gang skørt pis og papir, der slet ikke gav mening. Freddy nikkede let da hun spurgte om han havde en storesøster, og for at gå helt i detaljer så havde han egentlig ikke nogen familie, da han var en clomans som var fabrikat væsner, lavet i laboratorier, men i hans barnlige hoved var Dust, Medusa og hans far familie, for hans går havde skabt ham og Medusa, og Dust havde hjulpet til med at skabe Freddy, så derfor gav det fuldstændig mening for Freddy, at de var henholdsvis hans far, hans søster og hans onkel. Freddy så forsigtigt på Rubys hånd, da hun præsenterede sig selv, og først virkede han lidt nervøs for at gengælde hendes håndtryk, mest fordi han aldrig havde prøvet det med hans saksehænder, for hvem ville dog give ham hånden, når han havde sådan nogle hænder? Og til dels var det også noget andet der gjorde, at han var lidt nervøs over at give hende hånden.
"Min far siger, at hvis man bliver bidt af en pige får man diaballer, og så kan man ikk spise sukker, for så falder ens numse af, og så kan man ikk sidde normalt mere! Du må ikke bide mig, for jeg kan godt lide sukker ting, og jeg vil meget gerne beholde min nummi!" sagde han forsigtigt. Endnu et bevis på, at hans far var ret skør, for han havde totalt misfortolket ordet diabetes, og selvfølgelig havde han fortalt Freddy sin misfortolkede udgave af ordet. Men hvis Ruby lovede ham ikke at bide ham, ville Freddys hale bevæge sig hen til hendes hånd, mens nogle lidt fingre agtige klør kom ud af den, så han kunne tage hendes hånd og præsentere sig selv som Freddy.

"Øj, hvor er det sejt. Det er næsten ligesom da min far reddede mig fra nogle dæmonjægere. Hans livvagter fik dem også til at holde op med at bevæge sig...men han slog dem ikke ihjel," udfra den måde Ruby talte om sin stedfar Nochi var det tydeligt, at hun havde høje tanker om ham og var meget stolt af ham.
Ruby lagde hovedet på skrå og så undrende på ham, da han sagde, at han ikke vidste, hvad død betød og derefter spurgte om han kunne spise det. Hun lo og smilede til ham.
"Nej da. Død er når din krop ligger i jorden og din sjæl er taget til himlen eller helvede. Nogle mennesker bliver til engle, men min familie og jeg er dæmoner, så det tror jeg ikke sker med os. Måske er de bare blevet til spøgelser og bor indeni mit hoved," funderede hun. 
Egentlig var hun heller ikke selv helt hundrede procent sikker på, hvad død betød, men hun var ret sikker på, at det var sådan det fungerede.
"Og så er da sådan en stor gammel mand oppe i himmelen, der styre alle englene,men ham og hans engle kan ikke lide dæmoner, så jeg kan heller ikke lige dem," fortalte Ruby Freddy, imens hun lagde armene over kors og fik et surmulende udtryk i ansigtet.

"Din far lyder mærkelig. Vampyrer forvandler ikke blod til champignonsuppe. De drikker det bare. Nogle gange bider de folk i halsen med deres hugtænder og så suger de det ud," sagde hun og smilede stolt over, at hun vidste alle de ting og glad for, at hun kunne hjælpe Freddy med at forstå verden bedre. Eller det var i hvert fald det Ruby mente, hun gjorde. 
"Men min far er ikke farlig han er sød. Han er kun farlig overfor slemme folk," skyndte hun sig at forsikre Freddy. Hun ville nemlig ikke have, at han skulle tro noget forkert om hendes familie.

"Diaballer?" spurgte hun undrende, da han begyndte at fortælle om den mærkelige ikke eksisterende sygdom.
"Jeg bed en mand engang, men hans numse faldt ikke af," sagde hun.
"Jeg kan også godt lide sukkerting, men skygger smager bedre. Har du nogensinde smagt skygger?" spurgte hun glad.
"Oh og jeg skal nok lade være med at bide dig," fortsatte hun lidt efter, da hun kom i tanke om det igen.

"Jeg kan ikke lide under jorden, det lyder ret farligt! Og så man helt fanged agtigt, lige som når slemmer dimser fanger mig i bure, og tror jeg er en Teddy bjørn som folk kan lege med!" sagde han forsigtigt, og kravlede lidt frem så han kunne stikke hovedet op, og titte frem henover kanten af bodens bord, så han kunne se om der var nogen onde typer, der var på vej hen imod dem. Han så på hende da hun snakkede om den gamle mand i himlen, der styrede englene deroppe, og hun ikke kunne lide dem fordi hun var en dæmon "Han kan ikke styre min onkel sandmand, han er kun halvt skytsengel og så er han halvt skyggedæmon, så han kan gøre hvad han vil, for han er en farlig dingenot!" Freddy holdt hovedet så hans øjne, lige akkurat kiggede over bordpladen, og hans saksehænder lå frem på bordet, så han så lidt sjov ud lige meget hvilken vinkel man så ham fra. Da han var blevet enig med sig selv om, at der ikke var nogen fare på færre, kravlede han op på bordet og satte sig på det, så han kunne se sig bedre omkring, og finde ud af om der var noget nyt og interessant, han tilfældigvis kunne opdage og blive optaget af, dog var det hende han kiggede på, da hun begyndte at fortælle, hvad vampyre i virkeligheden gjorde med andre væsners blod.

"Det lyder skræmmende.... Jeg kan ikk lide skræmmende, det gør mig bange! Jeg er bange for vampyre, de skræmmer mig!" sagde han bange, og hoppede ned fra bordet med hænderne oppe foran brystkassen, så han lignede en skræmt lille dreng, i en alt for stor krop "Min onkel sandmand er ikk bange for vampyre, han er super modig, han siger han lære en vampyr at bruge sin blod evne tingeling! Bare jeg var lige så modig som onkel sandmand, så kunne jeg måske finde ham og min storesøster!" han fik et trist ansigts udtryk, og luntede forsigtigt hen til en busk, som han nippede lidt til med sin ene Saksehånd, mens han alligevel stod og snakkede med hende. Han virkede ikke til bare at ville gå fra hende, uden at vide om hun fulgte med eller om deres veje skiltes her, for han var begyndt at kunne lide hende, når nu hun var så sød at snakke med, og de var jo på nogenlunde bølgelængde, da de begge havde cirka den samme alder, sådan rent mentalt.
"Taaak fordi du ikk vil bide mig, jeg vil meget gerne beholde min nummi, selvom jeg spiser lækre sukkerting, de smager nemmerlig nam nam!" sagde han med en glad stemme, og et uskyldigt glad smil på hans læber, mens han så på hende "Måske kunne han ikk lide sukkerting, så når han ikk spiste det faldt hans nummer ikke af, eller noget i den dur! Nej jeg kan ikk spise skygger, jeg ved ikke hvordan man gør, men det kan min onkel, han kan også spise den slags, men jeg vil have normalt mad det kan jeg bedre lide!"

"Fanger folk dig i bure og tror du er en teddybjørn? De lyder ikke særlig rare," kommenterede hun og så på Freddy med så meget alvor et barn som hende kunne opstøve.

"Jeg har aldrig mødt en engel heller ikke en halv engel, men han kan ikke være helt slem, når han også er skyggedæmon...det er jeg nemlig også," sagde hun med et bredt smil, imens hun holdt udkig henover bordet sammen med ham.
Med en lille smule besvær grundet de mange skræmmer kravlede hun op på bordet og satte sig ved siden af ham.
Grundet hendes korte ben, kunne hun overhovedet ikke nå jorden, så i stedet for at prøve satte hun sig til at svinge med benene og smile sit barnlige smil.
"Well du behøver altså ikke være bange for min far, jeg lover, at han ikke gør dig noget...cross my heart," sagde hun og lavede hurtigt en krydsbevægelse henover sit hjerte, hvis hun havde et. Nogle gange var hun ikke helt sikker.
"Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde din onkel og din søster," sagde hun ivrigt. 
Hun havde altid gerne ville ud på eventyr og hun ville også gerne hjælpe sin nye ven.
Da han begyndte at gå over til en busk, hoppede hun let og elegant ned fra bordet og fulgte uden videre med ham.
"Det var så lidt, jeg synes, at det ville være synd for dig, hvis du ikke kunne spise sukker, og jeg har heller ikke rigtig lyst  til at bide dig," sagde hun med hovedet en smule på skrå og sit underlige smil på læben.
"Måske har du ret, jeg spurgte ham ikke, han var nemlig ikke særlig rar," sagde hun alvorligt.
"Oh, okay, jeg kan bedre lide skygger end menneskemad, men jeg kan også godt lide kage og saftevand," sagde hun storsmilende.

"Det er heller ikke særligt rart, men de gange jeg er blevet fanget, er der hver gang sket et eller andet der skræmte mig, og så kan jeg ikke huske hvad der sker bagefter, jeg ved bare at jeg kommer til mig selv igen, og så ligner det som om at nogen har smadret alt omkring mig, og lagt mig midt på jorden, og så flygter jeg fordi jeg er bange for at blive angrebet!" sagde han stille og virkede som om, at selvom dette ikke var sket særligt tit så skræmte det ham, at han ikke havde nogen ide om hvad der var sket. Men hvis Ruby havde været opmærksom på hvad der var sket med Freddy, fra da han så hende til da han havde nakket dem der var efter hende, så kunne hun måske regne ud at Freddy havde en side af sig selv, der ved overtagelse lukkede for hans hukommelse og forvandlede ham fra den venligt sindede lille dreng han var nu, til et morderisk monster der først forsvandt når truslen ikke længere var til at se. Dette var ikke et skitsofrenisk træk, men derimod en indstilling der var lavet i ham da han blev skabt, som gjorde at han kunne forsvare sig selv mod potentiel fare, men stadig bevare ham som et glad og godhjertet væsen, med en uskyld der var nærmest umulig at finde andre steder, i denne kaotiske verden.

"Hvor er du sød! Jeg tror onkel sandmand vil synes om dig, når vi en dag finder ham!" sagde han med et lille smil, da hun sagde at hun gerne ville hjælpe ham med at finde hans familie medlemmer. Han blinkede lidt hårdt med sine øjne, før han spærrede dem op og fokuserede på Ruby, så et scanner lys kom ud af hans øjne og scannede hende, da det lys blev slukket igen lignede hans øjne som de tog et billede af hende, lige før han igen lukkede øjnene, og holdt sig for dem i et kort øjeblik med hans hale spids, der formede sig som en hånd. Han fjernede halen igen, mens den endnu engang forklædte sig som en helt almindelig robot hale, og så på busken han var gået hen til. I et par minutter sagde han ikke noget, da han begyndte at klippe busken med en behændighed og fart, der kunne få alverdens bedste frisører og hækkeklippere til at stirre på hans arbejde, mens de var godt i gang med at tabe kæben, og da han var færdig ret hurtigt efter lignede busken Ruby på en prik, med et smil på læben samt så meget følelse en busk nu kunne udvise i øjnene, hvilket virkelig fik busken til at se næsten levende ud. Freddy smilede forsigtigt for sig selv, mens han sænkede armene, han virkede lidt genert som om han håbede på hun kunne lide hans nye udklip, men at hendes mening i sidste ende var det eneste der betød noget.

"Jeg kunne godt tænke mig noget slik, jeg er nemmerlig sulten!" sagde han og formede læberne så han lignede lidt en and, mens han så ned på sin mave der knurrede lidt, som om den lige ville understrege at han talte sandt "Tror du man kan finde mad inde i det der bo sted med alle menneskerne jeg så, da jeg var på vej herind? Jeg har masser af de der papir sedler og metal dimser med tal på, som menneskerne hele tiden vil have i bytte for deres lækre mad og slik!" han pegede mod New Miami da han nævnte byen, og hans stedsans havde åbenbart ikke taget nogen skade, til trods for at hans koncentration havde været på alle de buske han havde klippet, Ruby og de mænd der havde fulgt efter ham.