Mødet mellem Midgårdsormen og Fenrisulven.(Seyah)

TId: meget sent om aften.
sted: Louisville på en lodden bar.
omgivelser: Mange skumle forbrydere og mennesker.
Tøj: se profil, dog er der lidt ekstra tilbehør.

Jorden under den lange brune støvler var blød og mudret, hvor der ellers skulle have haft ligget fliser, men som for længst var ødelagt af tidens sorg og vejrets altødelæggende kræfter. De isblå øjne så med misbilligelse på de lettere mudret sko, hvor et fnys og en lille ed kom igennem hendes mund.
Endelig fandt hendes sko et tørt sted, hvor det beskidte og mørke træplader gjorde indgangen til noget, som næsten kunne ligne en løgn, men som nu engang dannede et tag og fire vægge for en lille bar. Med lukkede øjne kunne Angelique haft gået herind, da hun har igennem lang tid været i tide og og utider været en stamgæst på denne bar. Røgen fyldte hendes næsebord, da hun trådte indenfor, som næsten skar hendes næse, da der var ikke så få rygere i dag. Latteren og de fulde stemmer mødte hendes øre, hvor de næsten overdøvede hendes øre, så lyden af rotten var næsten usynlig, som pillede af sted hen af gulvet i den anden side af rummet.
Rummet var meget mørkt, hvor det lå næsten som en tyk tåget hist og her, hvilket kun Angelique var glad for. Med en vrikkende gang kun hun direkte op til baren, mens hun lod sit isblå blik skimte ud af øjenkrogen for jagt efter noget byttedyr. Benene blev puttede let på skrå, hvor noget af den hvide nederdel viste, at hun havde lange støvler helt op til knæene, men hvor den lod stadigvæk hendes bare hud til fantasien.
Det nøddebrune Korset lå stramt til hendes kvindelige krop, men hvor toppen blev skjulte af en kort sort jakke, som kun lige gik nede under de C fyldte skåle, og hvor ærmerne kun gik lidt over de lange brune handsker.
Bartenderen stod og tørrede glas af, og skulle kun hvile blikket et øjeblik på hende, før han fik genkendt, hvem hun var. Et glædelses smil mødte dog ikke hende, da bartenderen ikke kunne lide hende. Hendes besøg havde altid endt i, at hun tog en mand med ud, og hvor han aldrig fik sin kunde se igen. Hvad hun gjorde ved dem, havde han ingen ide om, men i hvert fald regnede han ikke med, at de havde fået sig en behagelig oplevelse.
Der var ingen tvivl om, at hun var kvindelig, især hendes tøjudvalg, hvor den store hvide hætte dækkede langt over hendes hoved, hvor det kun var de isblå øjne, som lyste op af lyst. Et elevatorblik blev givet til flere af hankønsvæsener inden i denne rum, hvor flere af mændene reagerede med en overraskelse over lysten i hendes øjne.
Hvad de dog ikke vidste var, at hun havde godt nok en stor lyst, som skinnede ud som et sultent blik, men denne sult var den bogstavelige form for sult, altså ikke "sulten"/lysten i den anden boldgade.

Efter at have undersøgt nattens udvalg, så vendte hun blikket tilbage på bartenderen, som stod passivt og ventede på hendes ordre.
"Det sædvanlige bramble selvfølgelig"
Sagde hun med en rolig smigrende stemme, mens de enkelte pengemønter klingede på bordet. Øjnene på bartenderen vendte op i vejret, hvor han begyndte på den drink, som var en af de eneste grunde til at hun valgte denne bar. Med en smidig hånd greb han fat om gin flasken, hvor den anden hånd tog fat om et rockglas, og hvor den kom hurtigt på bordet, end hvad øjet kunne nå at opfatte. Med den sammen hånd tog han fast i en stor barske til knuste isterninger, som han havde i åbne frysere. De isblå øjne fyldte hans bevægelser m ed stor fascination, lige meget hvor mange gange han lavede denne drink, så syntes hun, at det var lige godt hvergang at kigge på. Bartenderen stoppede op, da han fyldte glasset op med isterninger, hvor hans krop reagerede på det intense blik med en let rysten igennem kroppen. Han havde aldrig kunne komme over sig over den sult, der altid lå i denne kvindes blik, det var ikke normalt i hans øjne.
Med en glidende bevægelse lod han falden vendes på hovedet, hvor de pouring stoppers lod det ginholdige væske komme ud i en kontrolbar strøm, hvor han på øjenmål og erfaring lod de 6 cl gin kommet i glasset. Med mådehold ramte flasken bordet, da han hurtigt fik fat i en flaske med sukkersirup og en med lemonsaft. Med begge flasker lod han indholdet faldet, hvor sukkersiruppen hurtigt blev vendt med toppen i vejret, da flasken kun krævede en cl. Med den anden lod han den være vendt med bunden i vejret, da der var nået 3 cl. Igen kom flaskerne hurtigt på bordet med stor selvkontrol, drikken var dog ikke færdig, da den manglede brombærslikøren. Dog eksisterede der sådan set ikke brombær længere i denne verden, så det var kun en sirup smagt til med kemikalie indholdsrige aromaer, som gav en lignende smag. Den mørke lilla væske blev drysset hen over drikken, så alt det røde lå i toppen, hvor isterninger kun lod lidt af den tyktflydende væske komme ned i den alkoholindholdige flaske.
En skive citron blev sat på glasset, hvor et stort sort sugerør blev sat til glasset, og der stod den. De isblå lyste endnu mere op, da hun så, at hendes kære ven var færdiggjort i sin herlige skønhed.
Ansigtet var dog henlagt i total mørke, men man kunne se, at hun nød drikken, hvis man så, at øjnene forsvandt, da de blev lukket sammen i en ren guddommelig tilfredsstillelse.
Glasset blev forsigtigt puttede på bordet, hvor kom med en lettelse og tilfreds suk. Øjnene blev en smule opspilet og et grumt smil kom på hendes læber, som ej kunne ses. Nu var nattens jagt endelig begyndt!

Muderet gled bort. Det veg for ham.. For den. Lyden af en glat overflade, mod det bløde mudder på jorden, gav en fornemmelse af, hvordan noget stort og glat bevægede sig overraskende hastigt gennem det. Ikke over det, ikke på det. Tværtimod. Den elegante snoende 'gang' fortsatte roligt gennem mørket, mens de næsten lysende øjne, havde låst sig fast på aftenens sted for ly. Det havde været en lang dag. Men han var slet ikke mæt endnu. Kroppen var lydløs gennem natten, og næsten lige så mørk. Der var intet lys over Seyah. Intet lyst overhovedet. Selv hans skinende, smaragdgrønne øjne bar et vist mørke over sig, som afslørede dystre minder og tanker bag dem. Han havde efterhånden bevæget sig en del i dag, så trætheden var også et sted at spore. Kroppen var tung at have med. Og selvom han indeholdt flere kræfter end mange tilsammen, kunne det være udmattende at skulle bevæge sig alt for meget, hvis man ikke fik sine nødvendigheder til at kompensere for det. Selv den mørkegrønne skjorte, under den sorte læderjakke, bar svagt spor af dagens tur ved små støvpletter og en anelse mudder på ærmerne.

Larmen der fortalte om en overfyldt kro, samt de forskellige lugte der fortalte om liv og lyster, slog Seyah i møde, endnu før, at han havde fået åbnet døren. Alligevel var det, som om at verden gik lidt i stå for et øjeblik, da han åbnede døren. Den lange grønne hale bag ham, havde snoet sig om at trappetrinene, og gled ubesværet henover dem, hvor de måtte knage klagende på grund af den skræmmende vægt, som bagpartiet til tider kunne udgøre. Da han langt om længe havde fået snoet hele den lange krop ind af døren, tog halen blidt fat, hvorefter den blev lukket med en sagte lyd. Atter begyndte snak og løjer, samtidig med, at Seyah gled langsomt op mod baren. Han var ikke et ukendt syn. Men bestemt heller ikke et kendt syn. Det lange mørke hår der hang ned omkring hans ansigt, dækkede lige præcis så meget, at man ikke kunne tyde hans træk. Seyah havde desværre kun øjne for en drink til at starte med. Med en krop, hvor der kunne sidde mindst 2 mand på, måtte man ret hurtigt tilvænne sig de flabede kommentarer eller de sære blikke, som kunne følge en.. Ak ja. Fortiden. Et tungt minde. Mindet der blot gjorde alkohol og kvinder til endnu bedre venner.

Ganske langsomt ville Angeliques stærke øre opfange, hvordan en tung smattet lyd nærmede sig hende. Ulempen ved Seyahs lange, glatte krop var, at den havde sine tendenser til at slæbe jorden med sig. Især mudder eller sand. Så da en mandelige overraskende høj skikkelse nåede op på siden af hende, ville hun kort kunne fornemme, hvordan mudderet i et kort øjeblik stod ud til alle sider, da Seyahs krop formede sig sammen til en solid klump under ham, hvor resten af hans krop hvilede på. Den menneskelige del af Seyahs krop lænede sig ind over bardisken, med albuerne i bordet, hvorefter han blottede de sylespidser hjørnetænder i et kort smil til bartenderen.

"En Long Island Iced Tea, min gode mand.. Og en fugtig klud, hvis de tillader."

Bartenderen nikkede kort, og forsvandt så rundt efter de forskellige sager. Alt imens tillod Seyah sig selv at studere de endelige omgivelser. Hans blik endte dog kort, hos den skønherlige, kvindelige skikkelse ganske nær hans egen enorme skikkelse. Måden kroppen var dækket på, var ikke af skam.. Den var af grunde. Folk der skammede sig, holdt sig bagerst. Men folk der vidste, hvad de var gjort af, kunne sagtens tillade sig at pirre andre, med.. hvad der mon gemte sig under hætten?

"Burde de virkelig være ude alene så sent, frøken? Ved de ikke, at skumle typer holder til steder, som disssse?"

Der lød et par stille grin ikke så langt fra Seyah. Jo, mænd var vel mænd. Men alligevel havde Seyahs tonefald holdt det par drillende niveau. Han var aldrig direkte grov, medmindre det behøves.

//Jeg håber, at det ikke gør noget, at jeg svare, for jeg regner med, at din rettelse ikke ville betyde noget i den større helhed, ellers ændre jeg bare mit, så snart du har ændret dit :) //

Endnu engang lod hun den herlige væske fylde hendes mund, hvor den sure gin og lemon blev hurtigt suppleret af den søde sirup og brombærslikøren. Dog selvom hendes tanker var næsten låst fast på hendes drink, så lod hun stadigvæk opmærksomheden vandre rundt på nattens udvalg. Et lille suk gled igennem hendes kæbeparti, da ingen trådte udenfor hendes udvalg. De var bare de sammen kedelige produkter, som altid er der, og dem var hun ved at blive godt træt af. Tankerne gik sig en tur tilbage i mindernes hav, hvor hun tydelig huskede med et glimt af fryd i sine øjne, da hun havde sat tænderne i en helt frisk Clomans, som kun havde været knap få måneder gammel. En let rysten gik igennem hendes krop, da hun tydelige huskede smagen, som smagte af ren spædbarn. Tankerne vandrede igen, hvor hun kan huske børnene skrig på deres mødre, da hun havde fulgt efter dem, som rødhætte og ulven. Hvordan hun havde flået struben på dem og drukket deres blod i en herlig vildskab.
Men desværre i denne del af verden var der knap få enlige børn, da dem, som endelig havde børn, vidste, at man ikke lod dem lege på Louisvilles gader, andet hvis man ønskede sit barns død.

Endnu en slurk og hun satte glasset på bordet, så bevægede hendes ører automatisk imod retningen af døren, hvor hun tydelig kunne høre noget anderledes. Larmen gjorde det svært, men hvor hun lukkede øjnene i, så hun kunne lade hendes sansekoncentration hvile i hendes øre. Lugten gav hende et fingerpeg om en person, som kom imod kroen. Men lyden, den var så forkert, der var ingen skridt, der var kun en ren slæben. Prøvede vedkommende at smadre sine egne sko eller hvad havde personen gang i? Menneskelugten blev stærkere, da døren blev åben, men igen var der ingen sko der lød imod det gamle beskidte trægulv. Kun denne slæben, hvor man tydelig kunne høre, at mudre og andre fremmede mikro objekter blev slæbt med ind. Hun tillod sig akkurat at dreje hovedet, så hun kunne skimte den nyankommende, hvor hun lagde mærke til, at flere havde stoppet med at snakke, da den nye og i særdeleshed specielle person havde trådt ind.
De husky isblå øjne blev total udvidet, da hun så denne slangede skikkelse, hvor hun langsomt bevægede hovedet fremad igen, så det ikke lignende, at hun havde kigget på ham. Hjertet bankede, ulvekløerne inde under handskerne prøvede at bore sig igennem stoffet for at ramme det hårde barbord af træ. Vejrtrækningen blev hård og dyb og smilet blev endnu grummere og fyldt med fryd. Hun måtte anstrenge sig totalt med ikke at logre med sin hale, hvor hun tvinge den til at blive i skjul under sin nederdel. Hånden gled smidigt og uden tegn på hverken spænding eller andet rundt om glasset, som nu blev tømt, mens hendes tanker og lyster fluorescerede i hendes sind.

Hvad var chancerne for, at det væsen hun længe havde kigget efter kom lige nu og her. Dette skulle nok blive en af de jagtaftner, som hun vil huske længe. Angelique følte glæden, som et lille barn, der havde ønsket sin julegave i et helt år, og som havde stået dag efter dag og ventet med ansigtet helt klasket imod butiksruden og beundret hendes legetøj. Den var endelig kommet, og nu var bare tiden inde til at gøre krav på den.
Seyah var ikke en ukendt skikkelse i denne by, især da hans ekstraordinære udseende altid havde vakt nysgerrighed og rygter om denne person. Hendes øre havde opfanget, at han var et menneske, men en ulykke skete, hvor han fik en slangeforbandelse, som har gjort til det, som han nu er blevet til. Men Angelique vidste godt, hvor lidt man skulle stole på rygter.
Den tunge smattede lyd nåede hende, hvor hun med en kvindelig yde lod drinken blive stillet på bordet, som nu kun bestod af de efterladte isterninger. Hun har flere gange set ham, sidde der og spille i sit hjørne, og der var ingen tvivl om, at rygterne om hans spil var rigtige med de mange priser, som har ligget på hans bordhalvdel og efterfulgt af de sure miner. Den største spil hun dog havde hørt om, var, da han blev udfordrede af selveste Medusa, dronningen af alle slynger. Hun havde dog ikke selv været der, og hun vidste ej, om han havde haft vundet eller ej.

Hun var lykkelig for sin hætte, som dækkede langt over hendes snude, og som kunne holde det sparsomme lys væk fra hendes ansigt. Hun har altid kunne lide at bruge sin races karaktertræk som en element i forførelsen.
Hans maskuline stemme lød ved siden af hende, og de få gange, hun havde set ham sidde og spille, der havde hun endnu ikke haft hørt hans stemme. Megen kontrol måtte der til, for at hun ikke skulle begynde at bore neglene ned i bordet igen, da hun fik det tydelig billede i hovedet af, hvordan hun ville flå hans kære stemmebånd ud, som gav denne herlige klang ud igennem hans kæber.
Hun var så koncentreret i sine egne tanker, at hun næsten ikke opdagede, at han snakkede til hende. Hovedet blev vendt roligt imod ham, hvor han tydelig kunne se de husky isblå ulvelignende øjne under hætten, men hvor ellers intet andet var synligt. En kvindelig stemme slog ham i møde, som næsten snorede sig kærligt omkring ham. Flere gange havde Angelique tænkt på, at i hendes tidligere liv havde hun været en succubus, for instinktivt kendte hun til forførelsens kunst. Dog skulle det siges, at det var et karaktertræk, som lå til denne wolfbreed race, da de var kendt for ligesom i rødhætte og ulven, at de er forførende, så de kunne komme tæt på og æde folk.
"Nårr så en fremmede bekymre sig om mit ve og vel, så er du åbenbart ikke en af disse slyngler eller er du?"
Faktisk var hun blevet en smule vred over hans bemærkning, da hun syntes, at det var noget så kønsdiskriminerende. Han skulle bare vide, hvem var slynglen her. Men intet lod sig vise i hendes øjne, da hvis vrede havde vist sig, så ville hun havde haft ødelagt det hele.
Hun vendte med vilje opmærksomheden fremad, hvor hendes handsker gled op til den sorte jakke, og hvor den opknappede lyd lød en efter en. Da den var åben sad den stadigvæk sådan, så man intet kunne se af det, som afslørede hendes race. Men så lod hun med en yndefuld bevægelse tage hendes jakke af og ligge den på barstolen ved siden af, hvor blikket så faldt på ham igen. Selvom hendes isblå øjne var smukke og blev highlighted af hendes yndefulde lange øjenvipper, så var det nok alt andet, som tiltrak hans opmærksomhed på hendes krop. Hætten havde hun med vilje ladet den falde ned, hvor det meget mørke blodrøde hår markerede hendes ansigt i en ramme, hvor håret lige nået meget lidt under hendes kæbeparti. Især stod den i kontrast til hendes meget fine og velplejet og i særdeleshed bløde pels, som lå overalt på hendes bare hud.
Hendes pels var i en fin cremehvid farve, som gav den en ekstra fornemmelse af blødhed. Hvor hendes nakkehår og lige bag ved kæben sad de længste hår, som udgjorde en ulvemanke, som var lidt mørkere end til resten af hendes pels. Pelsen havde nuancer af grålig og gullige farver, som gav det en pæn form for ikke symmetrisk pels.
Korsettet lå stramt til hendes krop, hvor den dog stadigvæk dækkede nok af hende c skåle, så det gav en vis kvindelig feminin yde, da hun vidste, at selvom visse drenge kunne lide de yderst luderagtig stilarter, så var den bedste fangst altid dem, som satte lidt mere pris på kvinder end bare som et objekt.

Andre ting, som i særdeleshed ville fange hans opmærksomhed var den lange spidse ulvesnude, de strittende øre, som stod tydelig i kontrast til hendes røde hår. Hun havde rykket sig sådan at nederdelen havde rykket sig en tand op, så man kunne se den glatte bløde pels lige på begyndelsen af hendes lår. Ligesom folk normalt aldrig havde set en som Seyah, så havde folk normalt set en som hende. De eneste, som kom i nærheden af dette, var varulve, men de bar aldrig tøj i deres varulve forme, og i deres kampform var deres muskulatur langt mere større bygget, selv hunnerne, og kvindelige varulve havde ikke bryster, som hun havde. SÅ alt i alt så var det tydeligt, at hun var noget helt andet en mutant, genfejl? Teorier var da nok af, især da nogen af stamgæsterne, som havde set hende før enten vendte blikket langt væk og prøvede at ignorere hende. Nogen så på hende med afskyelighed, da hun bare var en freak, mens der var nogen, som så på hende med et drømmende blik, men som bare aldrig havde haft turde at tage skridtet og byde hende på en drink.
En stor lang og yndefuld hale dukkede frem fra hendes nederdel, hvor var ca de 60-70 centimeter lang, men hvor den virkede endnu større pga de meget fine og smukke pels der var på den. På undersiden af halen var de længste fine hår, men hvor i yderst af spidsen var de helt op til 30 cm lange, hvilket gjorde, da hun lige lod den svinge fra side til side, så fulgte de lette hår efter halen i en vandret gang i luften.
En stort smil kom på hendes kæbeparti, hvor hun ikke kunne undgå at blotte let de tandrækker af ulvetænder, hvor især hjørnetænderne var lange og spidse, hvor der forrest sad de helt fine tænder, som skulle bruges til at flå det fine kød fra knoglerne. Længere bag i kæbepartiet sad nogen andre spidse tænder, så kom man til kindtænderne, og til sidst bagerst i kæben, som smilet ikke afslørede, sad de store kindtænder, som kunne knuse knogler.
"Jamen, hvis de er en gentlemand, som du antyder igennem din kære bemærkning, hvad med at du giver frøken en drink på din regning"
Sagde hun charmerende med et smil.

I forvejen havde opmærksomheden været rettet imod Seyah, da hans ankomst ja var lidt speciel. Men nu kunne disse personer ikke lagde vær med at kigge på kvindeskikkelsen, som havde i særdeleshed lige så en mærkelig udseende som hans.
En flok unge mænd sad ved deres bord og hygge og var halvpåvirket, og da deres opmærksomhed faldt på hende, så kunne man straks høre deres imiteret ulvehyl, hvor de slog ned i bordet, og prøvede at efterligne det klassiske, når en ulv så en lækker kvinde. De blå øjne faldt på dem et øjeblik uden at vise vrede eller andet, men bare med en nysgerrigt blik. Angelique vendte opmærksomheden på sin "grønne" sidekammerat, mens gruppen af de unge mænd begyndte at skubbe til hinanden for at lokke en til at sige en bemærkning til hende. Hurtigt fik de presset en, hvor han gik op med stor selvsikkerhed i sin halv gyngende gang. Han lagde en hånd på hendes skuldre, hvor de andre også havde haft fulgt med lige bag ved ham. Manden med det halvpjuskede sorte hår skulle lige samle ordrene før han talte.
"Dette er vores bar, vi tillader ikke ulvefreaks som dig at være her"
Sagde han efterfulgt med et stort selvsikkersmil, da han var sikker på i sin fuldskab, at hun ville blive underkuet af ham. Men et skrig lød hurtigt efter hans bemærkning og et bump efterfulgte, da han landede lige på røven, og hvor de nogen af de andre venner faldt, da de selv var blevet lige så forskrækket som ham.
Alle mennesker og væsner havde nok det instinkt, at når en ulv eller et dyr knurrede, så skulle man bare væk.
En dyb knurren havde mødt ham, hvor ørerne lå helt ned og markerede hendes advarsel, hvor de kridhvide tænder var fuldstændig tydelig. Hendes manke omkring hendes hals, lidt ned af ryggen og bag ved kæben rejste sig, som gjorde hendes ansigt ikke så fint og spidst mere, men til et meget større og frygtindgydende hoved. Især tog de alle sig et rejehop, da hun kom med et stort gø, som rungede imod dem. Selvom ulve ikke direkte kunne gø, da de ikke havde det i deres sprog blandt hinanden, så havde hun lært det, da hun havde fundet det meget nyttigt. Knurren blev ved med at blive rettet imod dem indtil de gik flere meter væk, hvor hun lavede det klassiske som hunde og ulve gjorde, når de knurrede, hvor tungen nogen gange kom lige frem og slikkede over hendes fortænder. Hovedet var sænket, og hvor hun stoppede med at knurre, da de satte sig på deres pladser, og hvor hun stadigvæk kigge på dem med hovedet bukket nedad.
Så forvandlede hendes ansigt og holdning helt tilbage til det næsten uskyldige kvindelige look.
"Og du sagde, at jeg skulle passe på slyngerne her?"
Sagde hun med en drillende charme, hvor hun automatisk tog fat i glasset, men måtte konstatere, at den stadigvæk var tom.

//Selvfølgelig! Jeg burde have fået det rettet nu! Og, hvis du forresten kommer i tvivl om Seyahs udseende, så er det den.. "grønne form", som du kan se inde på profilen ^^ //

Selvom tankerne hos den hætteklædte skikkelse virkede fjerne, og opmærksomheden mest af alt rettet imod den velduftende drink, som stod ikke langt fra hende, virkede det dog til, at Seyahs ord havde gjort indtryk. Om det var godt eller dårligt var alt for tidligt at bedømme. Da han først mødte hendes noget specielle, men kraftigt lysende, og ikke mindst, lokkende øjne, kunne han i første forsøg ikke opspore nogle former for advarende følelser i dem. Det var trods alt, ikke alle af damerne, som orkede hans noget mansdominerende charme. Faktisk virkede øjnene næsten med sådan en dyrisk tiltrækningskræft, at Seyah selv fik lyst til at tage et dybere kig ind i dem. Blot stirre, med hans egne næsten hypnotiserende grønne øjne, imens hans krop snoede sig om den slanke skikkelse. Et scenarie, som bestemte kvinder drømte om i hans nærvær, men meget let kunne føre til den visse død. Den noget sødmefyldte kommentar, som blev slynget tilbage fra den beklædte kvinde, fik ham dog ned på jorden igen. Med et stille grin, der mest lød, som en slange der hostede, tog han imod sin drink som blev skubbet over bardisken, og rystede på hovedet.

"Min kære.. Sssom du jo kan se, er jeg jo netop ikke en af dem. Jeg er.. helt min egen."

Med et skuldertræk, vendte Seyah blikket en anelse fremad, mod væggen foran dem, og tog en kort slurk af sin mørke drink. Han havde efterhånden vænnet sig til, at han måtte accepterer sin 'nye' skikkelse. Men der ville altid brænde en sorg og had i ham, hvor ingen ville kunne forstå. Men han forstod skam.. Og hævn ville komme. Dog var det ikke lige hævn der kørte igennem tankerne hos Seyah, i samme øjeblik han hørte en velkendt lyd, af tøj der langsomt blev knappet op. Han tillod sig at vente yderligere, lange sekunder, inden han tog en tår mere, og lod blikket glide flydende imod kvinden igen. Det mørkegrønne hår, der hang, som et tyng tæppe omkring hans ansigt, og i dagens anledning havde fået frit slag, skjulte hans øjne godt. Men alligevel ikke godt nok. Hvis Angelique valgte at fokusere, ville hun sagtens kunne tyde Seyahs intense blik, som hvilende imod hendes velformede krop. Måske, hvis han var heldig, ville hun selv blive distraheret, af et par små takkede stykker, som faktisk så ud til at stikke op af hans hovedbund. For, at det ikke skulle være løgn, kunne man faktisk nogle gange tyde noget, som nemt kunne anses for horn, hos Seyah, hvis hans hår var tilstrækkeligt i orden til det. Men lige nu var det den utroligt fascinerende kvinde foran ham. Det var, som at løfte sløret af en skjult skat, og se, hvordan ynden blomstrede sig frem, stykke for stykke af tøj, der langsomt vaklede bort. De dyriske træk der begyndte at dukke frem hos kvinden, fik et kort øjeblik et sultent skær til at glide over Seyahs øjne. I hans øjne var hun smuk. Særpræget og guddommelig. Han havde altid kunne lide specielle kvinden. Men efter hans egen transformation, havde han simpelthen nægtet andet. Simple mennesker eller blot de mere 'normale' væsner, af hunkøn selvfølgelig, lod han sig ikke rigtig omgås med. Han var en kræsen mand, som krævede karakter. Og det havde hun sandelig.

"Gentleman, har jeg aldrig udtalt mig om. Og det vil nok næppe komme til at ske, medmindre de virkelig.. sss.. tvang mig. Men en drink er jeg altid frisk på at byde, og da selvfølgelig til en skønherlighed, som dem selv."

Med et yderst tilfreds smil sendt imod Angelique, kastede han et kort blik på bartenderen.

"En drink mere til damen.. Lad hende få den sssamme, som før. Den så ud til at være nydt. Og lad det endelig gå lidt tjept."

Bartenderen smækkede brummende kluden fra førhen, som Seyah havde bestilt, ned i bordet foran den slangeagtige skikkelse, inden han gik i gang med at lave Angelique endnu en drink. Seyah greb blidt fat om kluden, med et par mørke, lange negle/kløer og kørte kort hånden henover det glinsende, grønne slangeskind, for at fjerne de værste af mudderpletterne, som var tilbage. Alt imens kunne han ikke undgå at tage et godt kig på "ulvens" krop, imens han sugede de dyriske detaljer sig, og især måden, hvorpå hun lod lidt mere af sit lår blotte. De mandlige gener i hans krop talte for sig selv, imens hans beherskede ansigt stadigvæk fokuserede på en mellemting, imellem hans egen og Angeliques krop.

Lyden af et ulvehyl, ikke så langt borte, nåede dem borte. Men han valgte ikke at reagere. Hvis han virkelig ønskede at spille ædel, havde han gjort det. Men tiden virkede ikke lige til det. Og endnu før han havde fået rettet hele sin lange krop op igen, var de allerede sat af, og stod ikke langt fra ulvindens skikkelse. Med en underlig sindsro, ønskede han blot at kaste en kommentar og et par skillinger afsted efter dem, så de kunne lade damen være i fred, og forblive i hans selskab. Men i samme øjeblik, hvor Seyah lagde kluden på bordet, måtte han åbne øjnene i noget der kunne ligne en overrasket mine. Kvinden der før havde været noget så bedårende og uskyldig, stod nu med tænderne blottet i en farlig position, imod den mand, som førhen havde genet imod hende. Da scenariet få sekunder var ovre, kunne Seyah ikke undgå at slå en høj latter op. Dyb, men denne gang komplet menneskelig. Da han langt om længe havde fået leet færdig, og fik øjenkontakt med kvinden igen, var hun atter yndig og fin. Præcis, hvad enhver anden, såvel som Seyah, ville have forventet af hende. Hun kunne tricks, og han kunne lide at lege.

"Egentlig ikke, min lille frøken. Men det ssskader aldrig at kunne en ting eller to, som de nu så fint beviste. En drink, som belønning, hvis jeg må være så flabet.."

Drinken, som bartenderen nu havde placeret på bordet i et nyt glas, blev elegant skubbet hen imod Angelique. Selv, hvis hun valgte ikke at gribe eller tage imod det, ville det blot standse foran hende, og lade sin fyldige aroma glide op imod hendes snude. Seyahs egen drink, var stadigvæk kun halv tom. Men han behøvede ofte ikke meget. I en hurtigt bevægelse, rakte han om, og trak jakken af sig selv. Smidigheden fejlede intet. Den sorte, støvede læderjakke, blev placeret henover en enkelt sølle skammel, som på "mystisk vis" var blevet trukket derhen, af hans egen hale.

"Jeg tror ikke engang, at jeg nåede at fange deres navn.. Eller foretrækker de måske, at jeg kender dem, som den navneløse frøken, der virkelige forstår at.. bide igen?"

Et flabet blik blev sendt hende, imens han greb fat om glasset, og slyngede væsken et par omgange rundt, inden han placerede det for læberne, og tog en god slurk.

Et velkendt spil... uuuhhhhh så herligt at stille og roligt ligge de stærke kort på bordet, se hvordan enhvers øjne ville rulle hen af bordet af måbelse over hendes stærke kort og hendes næste træk. Dette spil, dette spil af forførelse og hvordan interaktioner mellem kvinde og mand, var hendes boldgade. Dog blev hun næsten slået af det meget forførende slangede blik, som fik sendt i sin retning fra sine kære nye "grønne" ven.
Albuerne gled ned på bordet, hvor hun støttede sit "lange" hovedet på sine handskebeklædte lange fine hænder. Med det skjulte tricks, som kvinder var så gode til, men som var usynligt for enhver normal mand, så lod hun vævet og knoglerne fra sine arme og albuer mase sit lidt på siderne af bryster, hvor de blev lidt større og endnu mere indbydende.Hendes højre arm på hans side gled på op imod hendes hår.
"Uhhh ja det kunne vi sagtens få samtlige underskrifter på"
Sagde hun lettere drillende på en sød og ikke nedværdigende måde, hvor enhver tvivl om hendes mangel på nedværdigelse ville forsvinde, da hendes blik gled sultent over ham. Ligesom ham så søgte hun det abnormale, det sammen dåsemad kunne selvfølgelig være godt, men hist og her måtte man da gerne være lidt fin på den og få sig noget french?
Elevatorblikket gled ned af hans i særdeleshed meget store krop og med et gled hendes fine lettere grå øjenbryn op i vejret, da et helt scenarium gled forbi hendes hornhinde, hvor hun slet ikke havde indset, hvor perfekt han var. Hun måtte tage sig i at lige skulle sige, at han var den perfekte drøm eller rettere sagt måltid.
Latteren sød og mandlig på en nuttede måde sang i hendes høre, hvor de lyse ulveører strittede ekstra i vejret i hans retning for at lytte. Den kvindelig krop gled op i en lodret position igen, mens fingrene gled over bordets træoverflade forudsat, at hun måtte næsten bide sig i læben for ikke at skrabe kløerne over bordoverfladen, da en hvis fantasifuld fryd gled igennem hendes krop med de konsekvenser, at hun måtte lige gnide sine ben op af hinanden for at få frigjort lidt af de abstinenser, som kogte i hendes indre, på en herlig fristende og indbydende måde for enhver anden seer, især da brysterne løftede sig en takt opad, da vejrtrækningen blev lige lovlig tung for en stund. Smidigt og måske lidt for hurtigt greb hun fat om glasset igen for at få en tår af sin drink, men endnu engang måtte hun konstatere, at den var tom.

Enhver sans, enhver nerve og neuroner i hendes krop var rettet imod ham, mens hun "uskyldigt" knappede sit tøj op, og selvom hun slet ikke så på ham under agten, så var blikket rettet op imod baren, hvorover bag ved de kulørte glas i diverse regnbuesnuancerede former, der stod de lange rækker af store halvbeskidte spejle på væggen og intet slap ud af syne for hendes blik. De grønne hår, som var for længst gledet over hans ansigt gav... hvad skulle man kalde det? Mystik, det som nok næsten enhver kvinde ønskede, selvom hun måske ej ville indrømme det.
Før de skvadderhoveder kom og forstyrrede og lige efter, at hun var færdig med sit nok tredje trin i hendes forførelsesspil, så tillod hun sine isblå husky ulveøjne falde på ham igen.
Fandens kvindelige gener sagde en del af hendes selv, da følelserne tydelig gav hende fornemmelser for, hvordan hendes knæ blev bløde og hvordan hendes krop næsten smeltede som smør i hans mandelig "magt".
Men det var kun den dominerende og sadistiske del af hende, som bandede, mens hendes masochistiske del havde pænt sat sig på tronen og ville føre spillets leg videre på hendes præmisser. En aggressiv udfordring var imellem disse to sider, men hvor Miss M kom straks med den afgørende hammerslag i denne sag. Kære søster S, du kan altid få ham senere, husk på det, sagde Miss M.
Vel meget bedre kunne man vel ikke beskrive det, som skete i denne unges kvindes sind, hvor enhver psykolog ville rive håret ud på sig selv, når han indså, hvor absurd klinisk sindssyg hun egenligt var. Ikke fordi hun led af personlighedsspaltning, men hun led af mindre meget store drifter, hvis man skulle sige det mildt.

Kløerne gled mere rundt omkring denne lille frie spurv eller rettere sagt slange i hendes greb. Nu er der ingen vej tilbage min kære ven, tænkte hun i sit stille sind, mens drikken blev lavet. Hvor hun eftersom af dette lod hendes vægt fjerne sig fra stolen, og stolen blev lige rykket lidt tættere på hendes lange ofre. Med venstre hånd hvilende meget fristende på hendes skød lige på hendes med det meget bløde pels, hvorimod hund lod den anden tage den nye drink, mens albuen kom et ekstra stykke i hans retning. Den meget bløde næsten chinchilla bløde pels lod sig berøre hans skællede hud på hans arm/hånd, hvor igennem hendes pels kunne hun stadigvæk mærke tydeligt, at det var skæl som prydede hans hånd og ikke normal hud. Men det var et uskyldigt strejf meget hurtigt og kort, lige så det var perfekt til at det var uskyldigt, selvom hun gjorde alt med fuld overlæg, mens opmærksomheden var på ham, hvor smagen af hendes drink prøvede at abstrahere hendes opmærksomhed.
Heldigvis når hun bund og grund var et halvt menneske, så havde hun stadigvæk menneskelige læber langs hendes mund, så hun ej behøvede at drikke som en hund, men hvor hun så også fik muligheden for den menneskelige næsten must have! intimitet nemlig at kunne kysse. Ned på bordet kom drikken, dermed hvor hun igen gjorde noget "uskyldigt", som blev i form af tungens smidige og glidende bevægelse over hendes læber efterfulgt af læbernes trækken henover tænderne hvor den lettere rosa læbestift kunne komme over hele hendes læber igen. Hvis man var i et lettere påvirket tilstand, altså styret af sine kære drifter fra sin krybdyrshjerne, så ville man nok have chance for, at man ville indse, at selvom hun havde et gab af meget farlige tænder, så kunne hun stadigvæk yde en, hvis kvindelig mundtlig "ydelse" for mænd.

En kvindelig latter slog ham i måde, mens hun lide drejede vinklen på hendes krop mere imod ham, hvor støvlernes bløde læder lige berørte let imod hans store krop, og hvor endnu engang var nederdelen gledet endnu mere op, men stadigvæk ikke, så den afslørede noget som helst andet de lange kvindelige pelsede ben. Hendes venstre albue støttede hendes hoved og hvilede imod barbordet, hvor hun lænede sig fremad imod ham.
"Man må vist sige, at du har en hvis charme, hvis jeg må være flabet"
Sagde hun efterfulgte med en kvindelig lys charmerende latter, hvor den højre hånd greb fat om hendes drink og hvor hun drak indholdet i en mundfuld.
"Nu kan jeg godt bruge en drink, bartender lad det blive...mmmm... en salty dog"
Glasset klingen lød imod det hårde og mange års gammelt bord, og lige før de isblå øjne stirrede dybt ind i hans grønne, så sagde hun med sin kvindelige stemme.
"Man skulle næsten tro, at du prøvede at gøre mig fuld?"
Sagde hun med den drilske charmerende undertone, hvor de blå øjne kiggede dybt i hans med den dyriske i særdeles eksotiske yde. Heldigvis for hende og uheldigt for enhver anden, så havde hun ulvemave, hvilket betød, at hun kunne tåle meget mad, og i dette tilfælde underligt nok, så har hun altid været meget modstandsdygtig imod alkoholen. Måske især da hun havde sørget for at spise hjemmefra, så hun kunne tåle alkohol. Eller Måske var det, fordi alkoholen normalt gjorde alle så dyriske, hvor deres drifter og lyster kunne få frit spil, mens hos hende så har de altid fået frit spil?
"Nu hvor du spørger så pænt... Så er mit navn Angelique"
Hvor que blev klart og tydeligt udtalt som det fransk k/c. Hendes krop drejede let fra side til side i den drejbare stol, hvor igen blev hendes bens nærvær gjort opmærksom på dens tilstedeværelse op af Seyah.
"Hvad er så dit navn min kære.. Hun så på ham, hvor blikket blev tungt og gled ned af hans tøj og krop og derefter op med en koncentrationsfyldt mine. "charmør?"

Bartender var ikke lige begyndt med det sammen, hans observerende øjne kunne tydelig se dette spil, som der foregik imellem dem medmindre, hvis der foregik mere under overfladen end som så? Godt nok var han bartender og havde set så mange handslingsmønster og kunne næsten genkende enhver slags type menneske, men to total eksotiske racer eller mennesker var ude for hans fatteevne. Så han var glad for at blive beskæftiget igen, hvor et højt highball glas blev jongleret med i den ene hånd, mens en tallerken af salt blev stillet foran dem på barbordet. Et øjeblik stoppede han, hvor han tydelig kunne forstille sig, dette glas han stod med var de to i starten. En lemonskive gled over kanten af glasset, som kunne være symbolet på deres konkrete og næsten lige til møde, især når man tog i betragtning med hendes snerren imod de andre. Men også fordi at den kun berørte så lille en del af glasset med en fin yde, som en god start på en relation. Glassets våde kant blev rullet i, hvor saltet straks klistrede sig, hvis det havde været et sår, så ville det have haft brændt af smerte. Måske brændte det af begær imellem dem? Eller var det en sult eller sågar var dette begær og sult måske abstinenser for noget, som var langt mere brændende og dybt, måske direkte ondt og hadfyldt?
Rystende på hovedet lod han glasset blive fyldt op med isterninger, hvor de 6 cl alkohol af vodka genren efterfulgt af grape lod bæreret næsten flyde over. Måske skulle han blive en psykiater? Der ville være nok af fucked op mennesker for den stillings beskæftigelse i denne verden.
Men som sagt så var alkohollen altid en god ven, tænkte han, da han lod den færdige saltede og bittersøde drink blive stillet foran den hvid pelsede kvinde.
En ny ikke just videre vigtig person kom ind for at få en drink, som end skulle dæmpe på det som end trykkede, ensomheden, det stressede eller hvad der end kunne få en person til at gå hen og lade sig blive påvirket.

Bartenderens tankegang var måske ikke helt så forkert, selvom Angelique ingen anelse havde om, hvorfor hun havde disse store drifter af det absurde. Siden hun var lille, så havde hun haft trangen til at skade, hvor hendes første rigtige mord var på en af sine varulve såkaldte søskende som kun 6 årig! Aldrig havde hun oplevet sådan en fornemmelse, da hun lod den skarpe pind bore igennem i barnets unge kød. Heller aldrig blev hun taget i det, da alle enhver i hendes varulve familie kunne drømme om denne søde alternative "varulv" kunne slog sin elskede søster ihjel. Men det havde hun gjort med sådant et velbehag, som hun aldrig har haft følt. Selv den dag i dag fortryder hun så meget, hvorfor hun dog ikke havde drukket pigebarnets blod, fået smagt på hendes første ofre.
En psykiater ville få sin sag for, hvis den skulle gennembore hendes underbevidsthed for, hvad hendes drifter egenligt stod for, og aldrig har hun spekuleret at stoppe, dette var en del af hende, ligesom hendes skjulte ar var.
Ikke lang tid efter sit første mord lod hun den selvsamme pind spidde sit eget lår med, da det på sin vis i den meget unge piges hjerne og forvirrede sind gav mening. Smerten... Bedre end sex...Bedre end alkohol...Selv bedre end lykke. Den kunne som den nihoved drage skræmme enhver ond eller skadelig følelse, selv de gode følelser langtbortistan. Smerte var bare ren... Ligesom uskyldigheden var..
Heldigvis eller måske rettere sagt uheldigt for hende, så havde hun sin races healing, hvilket gjorde, at dybe fysiske ar forsvinder efter en uge som dug for solen. Imellemtiden ville pelsen skjule det, så ingen ville se, hvad hun egenligt gjorde ved sig selv, når ensomhedens time var kommet.

Seyah kunne som de fleste andre mænd ikke undgå at blive grebet af synet, som mødte ham. Han var, som mand, ganske udsat, da han altid havde været villig til at gå langt efter en god krop... Hvilket han tilsyneladende syntes at have fundet foran sig. Angeliques trick så ud til at få kløerne begravet dybere i Seyah, som i et interesseret øjeblik hævede det ene øjenbryn en smule, da barmen struttede frem mod ham, inden han hurtigt fandt hendes blik igen.

"Underssskrifter er ikke nødvendige her... Stemmerne er."

Da Seyah valgte at tage en af de sidste slurke af sit glas bemærkede han desværre ikke den minimale, men stadigvæk synlige forandring, hos Angelique. Selv ville Seyah intet have imod en nats selskab med denne pelsede sag, som sagtens kunne udgøre god underholdning for dem begge to. Seyah var ikke varsom med at gøre det næste skridt hos kvinderne, men han blev sjælendt hos dem ret længe. Det længste han nogensinde var blevet i en kvindes selskab var en uges til. Derefter var hun blevet gal. Seyah var faktisk usikker på, hvad der helt præcist skete med hende, men da hun var menneske havde det været svært og kedeligt at styre sig. Flere dage i hendes klagende selskab havde endt med, at han havde kvalt og fortæret hende. Synet af hendes bløde, spinkle, men stadigvæk feminine krop, som forsvandt imellem hans røde skæl for forbi hans hornhinde, og fik et sultent smil frem på hans læber.

En vidunderlig fornemmelse af den blødeste og fineste pels bragte Seyah tilbage på jorden igen. Han drejede øjnene let, så en ophidset glød kort sås, hvorefter han vendte hovedet mod hende helt. Han skævede kort mod sin arm. Jo, hun måtte han rørt den? Men med overlæg? Det kunne han tænke over hele aftenen, uden at blive klogere. Angelique virkede snu og ualmindeligt smuk. Hun var ikke noget man nemt fik skovlen under, men Seyah elskede trods alt et godt spil, inden vinderen fik sin præmie. Han skulle vist bare vide...

"Du kalder mig charmerende, og forventer, at jeg finder dig flabet? Jeg finder dig tvært imod kvik, da folk ofte... missstolker mig."

Han forsøgte bevist ikke at stirre for meget nedad, da han kunne skimme, hvordan kjolen gled rundt i det pelsede skød. Men alligevel kunne den blide berøring fra det bløde læder ikke helt holde ham i ro, og i et forsøg på at lade det være en naturlig bevægelse, lod Seyah noget af det nederste slangeparti få mere frit spil. Lidt af af halespidsen var derfor gledet lidt op omkring Angeliques stoleben, som havde det været ganske naturligt, at den forsøgte noget at støtte sig til. Alt imens holdt han hele tiden blikket rettet mod hende. Det var i sig ikke en svær opgave. De skrigende blå øjne og det næsten blodrøde hår stod fantastisk i kontrast med hinanden, og den hvide/flødefarvede/grålige pels, var som prikken over i'et, af et udsøgt mesterværk. Et mesterværk, som Seyah meget gerne ville studere nærmere privat.

"Det kunne være..."

Lo Seyah efterfulgt af et udfordrende blik, som skar ud fra det lysende grønne i hans øjne, da han pustede en enkel hårlok væk.

".. Hvis de gav mig en grund?"

Seyah var godt nok vant til at drikke, men det interesserede ham nu mest at nyde drikkene frem for at drikke for promillens skyld. Det havde han gjort nok af i starten. Seyah havde ikke spist meget i aften, men hans krop havde det med at være en anelse modstandsdygtig overfor nogle ting pga. mutationen. Om det var noget med slangers krop vidste han ikke. Det var overraskende lidt han havde ønsket at studerer slanger efter det, som skete med ham. Det virkede næsten på ham som at prikke til et gammelt ar, for at se om man kunne få noget nyt ud af det. Selv i sine næsten mindelige tanker bemærkede han godt, hvordan hendes blik var fæstnet på ham. Han kunne ikke undgå at tage sig lidt sammen, og strakte sig derfor længere op, så hans muskulatur kom bedre til syne, under den tætsiddende mørkegrønne skjorte, som stod godt imod hans blege hud og mørke hår. Seyah havde været trænet før i tiden, og da han ikke havde så mange andre mulighed end at være i konstant bevægelse pga. sin krop, så vedligeholdt han kroppen ganske godt efter sin egen smag.

"Angelique?... Et smukt og unikt navn. De er som født til det."

Smilet blev en anelse breder, og blottede derved lidt af de nærmest skræmmende lange hjørnetænder. Seyah's hjørnetænder var pga. hans slangeside en anelse tyndere end normale rovdyrs, men til gengæld virkede de ofte også længere. Han havde bidt med dem før, og tøvede egentlig ikke med at gøre det igen, hvis situationen bød sig. Med hensyn til gift havde han aldrig testet det, men det burde han nok måske. Man vidste aldrig hvad fremtiden bød sig, udover måske endnu en nat, med et lunt selskab? Han sukkede smilende, og trak kort på skuldrene af hendes spørgsmål.

"Charmør er en god ting at kalde mig. Bedre end de fleste, som jeg hører til hverdag. Men de fleste, som kender mig lidt bedre foretrækker at kalde mig Zee eller mit rigtige navn.. Ssseyah."

Det var nærmest som en forbandelse at være skænket navnet. Det havde været ham en pine at skulle udtale det de første par gange efter transformationen, så oftest havde han fundet et alternativ. Hans læspen var dog gået hen og blevet hverdag efterhånden, og nu brugte han den endda til at drille eller snyde folk med.

"Selvom du virker som en ualmindelig frisk, ung skønhed, Angelique, må man så tillade sig at stille spørgsmålet, om du kommer langvejs fra?"

Om det var en hentydning fra Seyahs side af eller blot nysgerrighed var ikke til at sige. Han havde ikke været fastboende meget længe efter hans egen smag, men tanken om, at han var "fanget" et sted, hvis nogen kom efter ham, var ikke lige hans smag. Derfor foretrak han at holde sig på farten. Det var derfor, at man ofte fandt ham vidt forskellige steder, på vidt forskellige tidspunkter. Men hvem vidste, om Angelique havde det på samme måde?

Et kort skarpt feminint grin blev sendt i hans retning, mens hun sad med fronten imod baren med den tomme drink foran sig og så kastede de isblå husky øjne imod ham.
"Et navn, som jeg er født til. Den er ny... Jeg er født med langt mere end det.
Sjovt nok, selvom hun faktisk havde en ufatteligt let barndom, så var hun endt som dette grufulde og abstrakte væsen, som Seyah kunne kun lige se toppen af isbjerget. Hendes forældre havde accepteret hende, hendes varulveflok havde accepteret hende, faktisk havde de alle accepteret hende, selvom hun nok i de flestes øjne var en vederstyggelighed, når det kom til stykket. Hun var jo en komplet anden race i forhold til varulve, hun havde kun deres ulveside som lighed, ellers var alt andet anderledes. I sig selv havde hun aldrig forstået var og hvem hun var. Men aldrig havde hun gidet det. Hun ville hellere dykkere dybere ned i sig selv i et par blanke og tårefyldte øjne, mens hendes sultende gab ville afspejle sig i dem og øjenlågene ville falde i.
Var hun født sådan her? Var det hendes racelige side? Hvis man kendte historien til rødhætte og ulven, så ved man, at hendes race kunne være mere end glubsk med en tendens for forfængelighed.
Nej, hun nægtede at tro det, dette var hende! ikke pga hendes DNA i hendes krop, nej dette var hende, og hun var allermest hende, når det friske og stadigvæk hjerte bankede i maven på hende fra hendes ofre.
Angelique lagde selvfølgelig hurtigt mærke til tænderne, og hun fik en lille strøgtanke om, hvorvidt der var gift i dem eller ej. Men den forsvandt som en dråbe vand i Deadman's Wonderland. Tanker om fremtiden og trusler osv lå ikke til hendes stærke side, hun levede det i nuet, og intet so far ville få hende til at skifte mening!

Selvom en fuld mand kom ind i baren, som mere end rungede og larmede, da hans tunge skridt lød tungt på det gamle grålige trægulv og døren blev smækket op, så var hendes ører hele tiden rettet imod Seyah. De rykkede sig ikke, de ville kun slubre hans mandelige stemme til sig, som det lækkert og dryppende suppe på en ske.
Hendes blik faldt på gulvet, og så opdagede hun det. Hun havde ikke set, at hans store krop havde fundet sig et anker at holde fast omkring, som skulle vise sig at være den spinkel barstol ben lige under Angeliques knap 45kg tunge krop. Med vilje gjorde hun det ikke diskret, at hun havde opdaget det. Blikket var vendt nede på den langt mindre og tyndere kropsdelen som udgjorde hans halespids, og så vandrede blikket kunstneristisk stille og roligt op imod ham. Blikket i hendes øjne kunne nok få de fleste mænd til at stivne et øjeblik, og måske overveje at gribe fat i hende og straks tage hende op på ens skuldre.
Med et tydeligt kropssprog og med et fæstnet blik på hans øjne sagde hun mere end tydeligt, at hun vidste, at han havde nærmet sig hende, og hun var mere end glad for det. Et par tunge vejrtrækninger, hvor c-skålene løftede sig op og ned, understregede bare hele hendes holdning.
Den meget lange bløde hale med de mørke aftegninger for enden lod sig falde, så spidsen af halen med de lange fine hår var på hans hale lige nede under hendes stol. Kort efter mærkede Seyah mere end tydeligt, at halen gled stille og roligt frem og tilbage, som om hun kærtegnede hans hale med sin egen hale, især da hun kun lige akkurat rørte med den mere faste del af hendes hale, så det var mest hendes fine og lange halehår, som spillede lystigt på hans skællede hud.
Halen fortsatte sin gang, mens hun forsatte deres samtale, som om intet var sket.
"Seyah... Zee... Seyah"
Angelique smagte på navnende, mens hun lige bankede en gang med det simple gas i bordet for at få bartenderens opmærksomhed, som var rettet imod den nyankommende fulde mand. Bartenderen var mere end voldsom bevidst over Angeliques tilstedeværelse. Hun var som elefanten i rummet, den ting, som man bare ikke kunne ignorere. De fleste kunne nok ikke ignorere hende pga hendes forførende jeg. Men bartenderen, som havde set en del til hende her i baren, og som nok var lidt mere psykologisk anlagt, kunne kun være meget bevist over hendes selskab pga jeg, som syntes at stikke langt dybere end mørkets egen dyb.
"En perfect manhatten"
Angelique vendte slet ikke hovedet imod bartenderen. Hun sad kun med glasset løftet og afventede på bartenderen, mens hun havde et lettere lumsk og mytisk smil på hendes læber, hvis øjne stadigvæk var kun fæstnet på Seyah, som en møl til en flamme.
Bartenderen var allerede igang med at betjene den anden kunde, og han knurrede lavt for sig selv, mens han prøvede at ignorere hende. Men da han vendte blikket hen på hende efter et lille stykke tid. Så så han direkte ind i disse isblå husky øjne. Stiv som et bræt blev han, men kun for et øjeblik, da han så skyndte sig at lave den ellers berømte drink. Mens han lavede det, så mærkede han bare, som om der var en ren kulde, som strømmede over ham. Igen lagde han mærke til, at hendes blik var på ham, hvilket han skyndte at ignorere men kunne ikke.
Med et par svedperler på panden lagde han den færdige drink på bordet, som stod fint på stilk i et martiniglas.
Angelique snusede let til den, hvor hun tydeligt kunne dufte den herlige bourbon whiskey, sammen med et par fine dråber angostura bitter og så lige perfekt balanceret mellem en dry og sweet vermouth.
Med den fine drink i hånden vendte hun endnu engang blikket imod Seyah.
"Jeg kan lide navnet Seyah"
Sagde hun mens hun tog en tår, hvor øjnelågene faldt i og hun sad der i en drømmende tilstand, hvor hun var mere end klar over, at for enhver seer, så ville hun stråle af sin egen tilfredshed og samtidig strutte med hendes kvindelighed.
"Nej.. Jeg har nok boet her....mmmmmm... nok 3 år... Det er faktisk ufatteligt meget af mit unge liv. Men ja selvom det er en værre losseplads dette sted, så har den stadigvæk sin charme
Angelique undlod at fortælle, mens hun tog endnu en tår, at charmen var helt klart, de nemme ofre, men skam allermest de ubeskyttede børn, som blev nappet hist og her. Der var en grund til, at Louisville var så meget kendt for at være enhver moders mareridt, andet hvis man ønskede sin barns død. Da ikke nok med kunne børnene blive spist af diverse væsner, så kunne de ende midt i en skudduel eller slågskamp, eller blive rekruteret til de mange bander og sidst men ikke mindst blive til slaver i alle genre.

Seyah hævede småleende hænderne, som en slags "diskret undskyldning", inden han så ind i de husky blå øjne igen. De virkede virkelig, som lys på et møl.

"Jeg beklager, hvis jeg fornærmede dem, Angelique. Det var i sandheden ikke min hensigt at frarøve dem, deres formegentlig fantastiske egenskaber, ved en enkelt charmerende kommentar. Jeg mente blot, at det var passende til dem, da i begge er både kønne og unikke."

Seyah's egen barndom havde været ganske almindelig, måske lige undtagen visse punkter. Men ting, som han bestemt huskede var, at der fra faderens side blev ønsket konstant orden og struktur, både på deres lille hjem, men også fra Seyah's side af. Helt sjov havde barndommen altså ikke været, men hvem kunne også forvente det i en verden som denne? Han havde godt læst en del, om verden der gled bort, som krige skred længere frem. Især den sidste, som lagde den helt i grus. Det de havde nu var måske mere højteknologisk, men væsnerne på denne jord havde sandelig formået at skabe en mere eller mindre omgang dommedag. Seyah havde tit overvejet tanken om, at hvis de nu ikke havde været så hurtige med teknologien, og racerne havde holdt sig for sig selv, så ville mange ting måske være undgået i dag, men mange ting ville formegentlig heller ikke være her. Det var nogle af de tunge tanke, som ofte sad og grublede med, når spillene blev sat en anelse på pause.

Selvom den fulde mand nok burde få en del mere opmærksomhed pga. sin larm og uro, så skænkede Seyah ham blot et øjeblik, fanget af de glødende grønne øjne, som overvejede, om han eventuelt kunne blive en irritation for ham og hans selskab. Men da manden tumlede videre, skyndte Seyahs blik sig tilbage til ulven, som lod til at have opfanget mere end han selv havde lagt mærke til. Der var intet diskretion over Angeliques opførsel, hvilket både glædede og morede ham. Hans blik fik ikke ham dog ikke til at stivne, men lysten til at slæbe hende med et sted, hvor hun kun ville være hans, var næsten ubærlig. Især da Angelique pludselig gav sig til at ae spidsen af hans hale. Generelt var han ret hårdhudet, men de fine små bevægelser, med de meget bløde hår, fik det alligevel til at risle ned af ryggen på ham, hvilket resulterede lidt uheldig, at halen strammede til omkring hendes barstolsben, så der lød en mindre knasen, imens han prøvede at kontrollere sig helt. Der skete intet med hende, og stolen hverken vaklede eller andet, men lyden var stadig ikke til at tage fejl af.

Seyah skyndte sig at benytte lejligheden af Angeliques drinksbestilling, og bestilte selv en White Russian. Hvor han dog hadede det navn...

"Det er jeg glad for, at de synes, kære frøken."

Seyahs blændende smil kunne dog ikke undlades. Komplimenter havde han aldrig været bleg for at tage imod eller at bruge, især ikke i disse tilfælde. Da hans drink ankom et øjeblik efter hendes, hævede han kort glasset, hvorefter han tog en god slurk, og satte glasset tilbage igen, med et tilfredst suk, inden han fokuserede direkte mod den indbydende krop, som så grueligt gjorde sig til foran ham.

"Det er jeg glad for at høre, men jeg kan stadigvæk ikke lide, at de som sådan en fortræffelig skønhed, skal gå alene hjem. De strider imod mine principper, til trods for, at de sagtens lader til at kunne bide igen."

Det sidste kom med et lille glimt i øjet, imens den flødefarvede drink, klinkede svagt, da hans skarpe negle prikkede dovent imod glasset.

// Jeg formoder, at vi kan kalde emnet afsluttet owo //

// yea sorry.. beklager Seyah :o

//Det gør skam intet. Det hele blev aftalt ^w^//