Past tense - Vladimir

Ancient times – Egyptens ørken

Han løb. Løb fra det hele, løb fra konsekvenserne og løb fra fortiden, som for altid nu kun ville være det. Hvor længe havde han løbet? Det føltes som dage, uger, år, men han vidste at han ikke ville have overlevet længere end en dag eller to, så et sted derimellem.
Der var intet. Intet andet end sand at skue hvor end øjet ville søge hen, og solens ubarmhjertige stråler skænkede ingen ly for dens terror. Den brændte ned på den lyse overflade og opvarmede sand og luft til en ond tørhed.

Auriel kunne mærke at hans hals og bryst brændte efter vand og hvil, men ingen af disse var i syne. Hans ben var trætte og slidte, og kræfterne ved at være brugt op. Et øjeblik synes hans øjne at lande på en grøn bevoksning, men det viste sig ikke andet end hans fantasi der spillede ham et pus. Skønt. Nu var han også ved at blive skør.
Heden fik luften foran ham til at bøje faretruende, som bølger der var i stormvejr. Hav. Vand. Ikke de bedste tanker lige nu skændede han på sig selv.    
Han forsøgte lidt hjælpeløst at fugte læberne, men for sent opdagede han at der intet var at fugte med, og de var allerede tørre og sprukne.

Løb blev til gang, og gang til en desperat kravlen indtil en af læderremmene der holdt hans sandaler sammen gav efter, og lod ham dumpe overraskende blødt ned i det hvide sand. Det brændte skarpt imod hans håndflader og knæ, som havde taget imod faldet. Hans sko var så godt som ubrugelige, og hans i forvejen slidte tøj, kunne ikke dække ben, arme og ansigt. Sveden piblede ikke længere frem. Måske der ikke var mere at tage af?
Et sidste halvhjertet forsøg på at komme op at stå, blev der kræfter til, men hans krop var tung og uden energi, så det eneste det blev til var et træt støn, og en enkelt hånd, som lykkedes i at række frem foran ham. Halvt villigt lod han sig dumpe ned i sandet. Han havde ansigtet imod den varme sand, men egentlig synes den brændende fornemmelse at aftage efter lidt.

Så det var det det var blevet til? Alle de nyopdagede kræfter og muligheder, og han havde ikke gjort andet med det end at skabe en masse smerte. For sig selv. For andre. Måske var det skæbnen der satte ind nu. Måske han allerede skulle betale for det nu?
Han flyttede hovedet nok til at kunne kigge op på den forræderiske arm, som var nået lidt længere frem, og nu lå strakt ud foran ham, som om han havde grebet efter et eller andet. På lillefingeren glimtede en lige så forræderisk gylden ring. Den lilla sten i midten reflekterede solen et sted ud imod horisonten. Havde han haft kræfterne, havde han nok pillet den af og smidt den af helvede til, men ikke en gang en sådan vredens reaktion havde han kræfter til. Den så malplaceret ud på hans snavsede hånd. Den så sikkert malplaceret ud på ham generelt. Træt, beskidt og laset.
Han vidste ikke en gang helt hvordan den virkede, eller hvorfor den havde givet ham så voldsomme kræfter, men det virkede lige meget nu. Den havde fået ham til frygtelige ting. Frygtelige ting som i sidste ende havde skadet de nærmeste.

Men på trods af skammen, skylden og vreden, så havde han ikke lyst til det her. Hell, han havde ikke lyst til at dø. Og slet ikke som en ynkelig grønsag i en varm ørken. Solen synes ikke så brændende som før, var den ved at gå ned?
Et sekund var han overbevist om at han kunne mærke en regndråbe imod hans kind, men det var ikke regn, og han bildte sig selv ind, at den tårer var det sidste væske han havde i kroppen. Man sagde at når man var ved at dø, passerede hele end liv revy, men resten af hans liv virkede så ubetydelig nu. De eneste billeder der fløj igennem hans hoved, som han mistede bevidstheden, var alt hvad der var sket de sidste 11 dage. De sidste 11 dage, som fundet af den dumme ring havde kastet rundt i kaos. Et sidste nødråb om hjælp ville han tvinge ud, men det blev kun en til tør lyd fra hans hals. Der var nok ingen der ville høre det alligevel, og imens han mærkede sandet imod hans ansigt, blev alt sort.

//sorry hvis det blev lidt for langt i henhold til din standard, En masse krea sneg sig ind i dette emne uden tilladelse XD//

Solens lange arme krammede det bølgende landskab i sin røde favn, langsomt og lige så stille nærmede den sig kanten af horisonten. Solens greb blev længere og længere og således svagere, da den bidende kulde og mørkets krafter brød frem fra ethvert sted, hvor den mægtige sol ikke længere dominerede.
Men mørket og kulden var ikke det eneste, som brød frem af det landskab, som synes at være lige så uforanderlig og alligevel så foranderlig som havet selv.
Lyden af nogle utilfredse kameler, som endnu engang skulle rejse sig for deres herre, var den eneste rigtig lyd ude over den svage lyd af sandets hvirvlen. Langsomt bevægede kamelerne sig sikkert op fra den kølige sandhule ud i det åbne, hvor solens hede varme endnu stadigvæk kunne mærkes i sandet.
En af kamelerne lagde satte sig ned igen, hvor der nu fremkom stemmer fra mennesker, da de ville nødig selv ende med at bære det store læs på dens bulede ryg for deres herre, som havde betalt dem rigeligt med penge for deres service.

Selvom solen syntes at have uendelige krafter, når den kunne bringe liv og død til enhver på denne jord, så kunne dens greb på landskabet ikke holde, hvor den pludseligt forsvandt bag horisonten. Bag sig efterlod den sig de blodrøde nuancer i skyerne, som et bevis på kampen mellem lyset og mørket, den evige krig som aldrig endte.
Da de sidste lysstråle var væk, trådte 3 menneskelige og tildækkede skikkelse op af hulen. To af dem var tydeligvis livvagter med lange sabler hængende ved deres sider, som indikerede, at denne karavane kom langvejs fra nemlig de steder som i fremtiden kendes som de arabiske lande, hvor varmen og sandet også havde næsten lige så meget magt som her midt i denne gudsforladte ørken.
Den tredje skikkelse var tydeligvis anderledes, for det første bar vedkommende noget mere finere klæder, som viste noget tegn på status og magt, men alligevel virkede han malplaceret i sit tøj, som om han kom fra et sted, som var endnu længere væk og kulturelt anderledes.

De tre par øjne med et unaturligt skær, som kun måtte betyde, at de ikke ligefrem var 100% menneskelige, mødte lige hinanden før den "mærkelige" mand i sine fine ørkenklæder satte sig op på sin kamel.
Gemt bag et sandbeskyttende hovedbeklædning faldt de grå øjne på landskabet. Et suk forlod hans læber, da han savnede sit moderland, og især når han studerede mere dette land, så kunne han endnu mere se ligheden med hans eget, hvis man da bare så borte fra det faktum, at hans lands ørken var kridhvidt og ultra koldt, ikke varmt og gyldent.
Kamelens vuggende gang under Vladimir var tydelig for ham og han blev næsten søvndysse af det - I så mange dage havde de vandret rundt i den forbistrede ørken. - Hans guide havde gang på gang sagt, at de var på rette kurs, men alligevel var de nu begyndte at blive flere dage forsinket - Heldigvis var rationerne fine, men disse monotone vandringsdage hang Vladimir ud af halsen, det var så kedeligt!

Pludseligt lugtede Vladimir noget og viste med håndtegn, at de alle skulle stoppe. I sådan et lugtefri landskab, som ørkenen nu engang var, da sand ikke ligefrem havde nogen synlig duft, så kunne han lugte blodet så tydeligt, som hvis en person i den anden ende af lokalet havde lige åbnet en frisk appelsin... Med næsen halvt vendt imod himlen begyndte hans øre at kalibere efter den fine lyd af puls, men dog kunne den ikke findes, da kilden åbenbart var endnu for langt væk.
Så med et stort smil sprang Vladimir ned fra kamelen og forskrækkede således den og samtlige af de andre kameler, så kameltrænerne havde mere end travlt med at berolige dem. Efter nogen tid som blodhund opfattede Vladimir endelig den meget fine og svage lyd af puls, som var vampyrernes speciale.
Med halvløbende skridt løb han i en retning, som fik tørklædet til at gå op og det lange ravnsorte hår fløj bag ham, da farten steg og steg efterhånden som lyden og lugtens grad blev mere instens.
Foran ham fandt han hans kilde. Ved første øjensyn synes vedkommende at være død, men Vladimir stolede mere på sine andre sanser - Høresansen der afslørede det udmattede hjerte og pulsen. - Lugtesansen som fortalte, at der endnu var masser af frisk blod i denne unge mands krop. - Aurasansen indikerede også at vedkommende var i live, men også at der var noget specielt ved denne unge og laset mand. De grå øjne med en sølvlignende glans faldt på ringen på hans finger... Vladimir kendte ikke til, hvad denne type ring fortalte om ejeren, men noget i ham sagde, at den var meget vigtigt, så vigtigt, at Vladimir ville ingengang tage den unge mands hånd og kigge nærmere på hånden. Måske var det den sanselige intuition hvor hans racelig herkomst af mørket kunne sanse det ultra hellige i ringen, eller måske var det bare fordi, at hans tanker hurtigt blev henledt til den unges mand helbred, som måtte være timer fra at dø, hvis ikke næsten minutter.
Stemmer i Vladimirs hoved pressede sig på, men han vidste, at der var ingen tid at spilde!

Når Auriel end vågnede ville han mærke at lå i et blødt skindtæppe under sig og et groft stoftæppe over sig for at skåne hans krop imod ørkenens bitter nattekulde. Hans læber ville være sprækket, men de var fugtige og smagen af vand var i hans mund, som dog ikke ville fjerne tørsten, da de ikke ligefrem kunne hælde vand i ham i en bevidstløstilstand andet hvis de ønskede at drukne ham... Det ville være ironisk, druknet i en ørken!
Men hvad Auriel nok allerførst ville ligge mærke til, når han åbnede sine øjne, var et par halvlysende grå øjne, som næsten virkede sølvagtig pga deres unaturlighed men også pga den livslyst der gennemborede hornhinden fra vedkommendes sind.
Et skarpt opbygget men dog venligt ansigt var ejeren af disse øjne, hvor noget sort hår indrammede hans ansigt, mens bålet lige op af dem lod sit bløde lys lege i hans sorte hår og noget lyse hud, som igen indikerede, at han ikke ligefrem kom fra en af de mest varme lande.
På ikke 100% perfekt egyptisk sagde han med en russiske accent, som dog ville være ultra meget ukendt for Auriel, så snart Auriel var vågnet, da Vladimir kunne sanse ændringen i Auriels puls, at han vågnede op.
"Det er godt, at vi fandt dig, her drik noget vand
Vladimir løftede en lille træskål op med vand og hvor Auriel mærkede, at han blev hjulpet op i en siddende stilling af nogel femine hænder og arme, da to meget yndige og smukke kvinder iklædt farverige klæder var på hver sin side af ham.
Hvis Auriel ville begynde at slupre alt i sig, så ville Vladimir stoppe ham, da alt for meget vand kunne dræbe Auriel, få hans indre svæl til at svulme op og blotte de mange revner, og hvor chancerne er store for, at han ville kunne drukne i sit eget blod fra de mange sprækker i mund og hals.
Kvinderne små fnisede for sig selv med en genert undertone og som kunne oftest være lige så smukt for en mand som fuglesang. Efter lidt vand tog en af kvinderne en fugtig klud og fugtige hans ansigt og læber endnu engang, så han ikke skulle tørre ud.
Hvis Auriel fik nogenlunde sine fulde sanser tilbage igen, så ville han nok hurtigt finde ud af, at ude over de tre personer var der to andre bodyguardlignende mænd ikke af menneskelig herkomst men af vampyrisk(jeg ved ikke om Auriel på dette tidspunkt kender til vampyrer og andre racer end måske lige engle og dæmoner), som stod inden for nogenlunde rækkevidde og så nogle almindelige menneskelige kameltrænere længere væk.
Hvis Auriel ikke kendte til vampyrer, så ville han nok blive forundret over den gamle vampyr foran sig, som på dette tidspunkt allerede snart var de 2000 år gammel. Da hans aura og fremkomst var selvfølgelig en del anderledes end menneske, engel eller dæmon, plus Auriel ville sikkert kunne fornemme at bag det let skæggede men ellers unge ansigt var han langt fra så ung, som han så ud til, men hvor livslysten alligevel strålede ud.
Hvis Auriel på disse 11 dage var begyndt at blive skarp til at opfatte auraer og de andre ting, som mennesker ikke kunne fornemme, så var der en ting til, som var meget anderledes fra Vladimir og de to andre vampyrer ude over Vladimirs alder.
Lidt blev det udtrykt, da nogle gange var der et meget hurtigt skær af enten grønt eller rødt i Vladimirs venlige øjne, sikkert ville Auriel ikke på nogen som helst måde kunne forstille sig eller forstå, at der huserede to andre sjæle i Vladimirs krop, da det nok krævede at man var et sjæle eller skyggefølende væsen som visse dæmontyper, men et eller andet var i hvert fald anderledes ved ham.

En fjern lyd af gråd nåede hans øre. En hjerteskærende bange gråd, som trængte igennem marv og ben. Hans krop genkendte den svagt, og spjættede en smule. Var han død? Han prøvede at bevæge sig, men intet ville lystre udover hans tanker. Ingen gyldne porte eller kraftigt lys. Ikke som han forventede det. Ingen almægtig og barmhjertig gud til at byde ham velkommen. Kun mørke. Mørke og den hjerteskærende gråd, som han kendte for godt.
”Joseph..” Mumlede han stadig bevidstløst. Noget begyndte gøre ondt et sted. Hans lemmer, hans let brændte hud og hans hoved ikke mindst. Men det der gik kraftigst igennem var en sindslig smerte. Han så sig omkring i mørket men kunne intet se, og intet nå. Et håb om at det hele bare havde været en ond drøm gik igennem ham, for han kunne pludselig instinktivt mærke, at han kunne åbne øjnene nu, hvis han ville. Og i samme sekund gjorde han det.
De gyldne øjne, som gradvist var blevet lysere fra hans brune de sidste dage, åbnede med et og brændte sig ind i et par sølvgrå, og forskrækket, for han sammen i enden af det skind han havde ligget på, og slog en hånd ud fra sig. Den var tung og øm, men hvilen og skyggen havde givet den flere kræfter. Armen skar igennem luften uden at ramme noget, og små næsten usynlige gyldne gnister fulgte i dens kølvand.

Stadig noget forskrækket studerede han manden der havde betragtet ham. Der var noget i hans blik, som var skræmmende. Noget ikke menneskeligt, men han kunne ikke bestemme hvad. Nogle sekunder følte han sig tryllebundet i de lidt kolde øjne, som stod i så stor kontrast til hans egne. Som om virkeligheden ville være væk det sekund han slap blikket. Han endte dog alligevel med at gøre det, og verden blev hvor den var. Han havde skudt blikket ned på ringen om hans finger, og følte en klump i halsen. Han havde lyst til at skrige af frustration. Det havde ikke været en drøm. Det hele var virkeligt.

Langsom begyndte hans krop at glide tilbage i liggende position, selvom han kæmpede imod. Den havde ikke mange kræfter, for han var stadig drænet og svag. Han kunne mærke nogle der trak ham op, og kiggede forskrækket til siden, som havde han været en hjort i en bils forlygter. Under normale omstændigheder ville han skrue charmen på nu og smile til de smukke kvinder, som pludselig befandt sig iblandt dem. Men det virkede så ligegyldigt. Kvinder var ikke hvad der fyldte hans hoved lige nu, og desuden tvivlede han på hvor charmerende han var i hans beskidte og pjaltede tilstand.
Han rettede blikket imod manden foran ham igen uden at sige noget da han tog imod skålen med lidt skælvene hænder. Manden var ligbleg. Meget langt fra hans egen solkyssede hud, som havde gået i den brændende hede i flere dage. Hans stemme var sjov. Ikke noget han havde hørt før. Faktisk havde han aldrig hørt nogen snakke så sjovt egyptisk. Egentlig var hans eget modersmål hebraisk, for hans familie var jøder, men da han havde levet sit liv under denne brændende egyptiske sol, var egyptisk blevet hans andet sprog.
”…Sjokran…” Mumlede han. Tak på egyptisk. Uden at tage blikket fra de mystiske øjne, førte han rystende skålen op til munden for at tage en lille tår og fugte læber, mund og svælg. Han havde levet her længe nok til at vide, at det ville være selvmord at give efter for kroppens krav på vand, og slubre i sig. Vandet føltes som en gylden velsignelse, da det kærtegnede hans tørre hals, og gav hans krop håb om energi og overlevelse.
En lille slurk mere, og selvom hans krop skreg på mere, satte han roligt skålen fra sig. Hans stemme havde været overraskende hæs. Han kunne ikke kende sin egen stemme.

Auriel havde ingen ide om hvad en vampyr var, så det slog slet ikke hans tanker, at manden foran ham kunne være sådan en. ”Du ser underlig ud, og du taler underligt.” Fortsatte han på hæst egyptisk, stadig lidt febrilsk og nervøs. Hvorfor var han her? Havde de reddet ham? Det var ikke for at være uhøflig, men et liv som jødisk slave gav ikke ligefrem de bedste manere.
Hans hjerte hamrede hårdere. Kunne manden være en falden engel? Som dem de havde hørt fortællinger om. Dæmoner, som ikke var guds tjenere. I hans naive hoved var al forklaring han kunne klamre sig til, den jødiske gud, som hans mor havde lært ham om, og denne guds tjenere, engle, og de faldne engle, dæmoner. En gud han igennem sit lange liv ville lægge fra sig. Livet ville lære ham ikke at tro på noget han ikke kunne se. Han anede ikke hvor hans egne kræfter stammede fra, og da slet ikke hvad denne mand var.

”Er du en … dæmon?” hans øjne glimtede lidt skræmt. Auraer kunne han ikke helt skælde fra hinanden, men noget ved disse mennesker, specielt personen foran ham, var anderledes fra hvordan han havde det omkring andre mennesker. En del mindede om den energi han selv havde, men den var mørkere. Noget frygtindgydende var der over denne person.

Nogle ville sikkert undre sig, hvorfor denne karavane havde skønne kvinder, men trossalt var kvinderne en del af deres vare ude over guld og andre værdigenstande blandt alle de mange ting, som hver dag blev læsset på kamelernes rygge... Hvis Auriel så nærmere på kvinderne og bag deres gennemsigtige farvede slør i klassisk arabisk mavedanserstil, så var de ingen tvivl om at de var menneskelige, men den enes meget lyse hår og den anden meget rødeligt var en stor afvigelse fra den normale meget brune eller helt sorte hår på disse breddegrader. Desuden var deres hud meget lyse, dog ikke helt så lyse som Vladimirs, som uden tvivl manglede en helt del sol.
Enhver ville sikkert tænke, at disse to kvinder var slaverinder, solgt som kvæg, men faktisk var de en gave, hvor de skulle overdrages til et lukseriøst sted, som er meget bedre end det meget dårlige liv som fattig i det høje nord.

Smilet gled endnu højere op pga Auriels tak og gav tydeligt "kulør" til det døde lys, som oftest er i en vampyrs øjne, hvis han eller hun ikke passede på. Men selv der strålede meget af livslysten I vladimir, som dog ville være borte med vinden om knap under de 4000 år i fremtiden, men den strålede fordi Vladimir kæmpede en brav kamp på at vedligeholde et personligt løfte forårsaget af en hævn for så mange mange år siden.
En klar og livlig dog mild latter brød ud fra de smalle kun let kulørte læber, som ikke havde haft varmt blod flydende i deres åre allerede i over 2000 år. Mens Vladimir grinte et kort grin, så blev øjnene for et øjeblik helt lysende grønne, men forsvandt så hurtigt, som det var kommet.
En stemme maste sig på i Vladimir hoved.
"Ha! hvad sagde jeg, nu har vi oplevet det tiende menneske, som har sagt det uden at lade høfligheden stoppe det, jeg har vundet vores væddemål
Vladimir og hans sjæletvilling havde begge væddet om, hvor mange der ville nævne noget direkte ved hans(deres) udseende og stemme, da de første gang havde endt i Mekka, hvor en tigger havde sagt nogenlunde det samme bare på arabisk. Vladimir havde sagt, at der ville være mindre end ti folk, da han havde været sikker på, at folk ville være høflige nok til ikke at sige det direkte, mens Jackie havde væddet 10 eller over.

De sølvlignende øjne blev så store som tekopper mens de skarpe sorte øjenbryn strittede i vejret. Hovedet tiltede på skrå og det var som om, at hele mekanikken i hans hjerne var gået i stå - Kæderne knagede imod hinanden. - Tandhjulene sad ikke korrekt sammen og var gået i stå - Men med et faldt et tandhjul på det rette sted og hjernen forsatte sin gang. I løbet af få sekunder havde Vladimir instinktivt beregnede mulighederne for, hvad der lå til grundlag for Auriels spørgsmål. Der skal dog tages i betragtning, at Vladimirs medfødte og meget velfungerende beregnende hjerne vil aldrig nogensinde nå højderne, sålænge verdenen endnu ikke havde udforsket matematiske verden med dens mange formler, strukturer osv, som nu engang gjorde, at Vladimir i fremtiden ville være sådan en farlig mand at være modstander af. Men lige nu gavnede hans beregnende hjerne ham stadigvæk, da den gav ham en hvis intuition om noget. Om den er korrekt? Det er et godt spørgsmål, den er nok lige så korrekt som en kvindes intuition og i givet fald må man selv bedømme, hvad det betyder.

Men ud fra en nogenlunde logisk social vurdering, så var der ingen tvivl om, at denne "dreng" nok aldrig havde mødt en vampyr før. Men det gjorde ikke, at hans hoved tiltning blev mindre, tværtimod. Med et snus indtog Vladimir igen duften af Auriel... Han er da en engel ikke? Men ikke for at trække tingene ud længere, så smilte Vladimir venligt og rettede relativt hans hoved lige op igen, selvom vægten af hans undren stadigvæk var tung.
"Ville en dæmon redde dig? give dig kostbar vand? og således også tilbyde dig mad?
Sagde han mens han pegede med håndfladen imod bålet, hvor en bålgryde hang og hvor et eller andet simrede i den.
Vladimir trak sig noget væk fra Auriel for at give ham noget plads, mens han sad på knæ i sandet, og hvor blikket vendte imod bålet. De to andre bodyguards havde rykket sig en smule væk, men de var absolut stadigvæk på vagt. Kameltrænerne var nysgerrige men ville først vente med at se nærmere på tingene, når herren er færdig med manden.
Hvordan kan englen ikke vide, at du i hvert fald ikke er dæmon? Det burde han da kunne, ikke?
Det var også Vladimirs tanker... Blikket vendte sig nysgerrigt og alligevel undrende på Auriel, mens en af kvinderne var gået hen og hentet en skål af den meget fyldige suppe med både kød og grøntsager, som havde været tørret men nu blødgjorte og gjort lækker i suppen. Det røde hår lyste op af bålets bløde lyse, mens hendes kvindelige øjne intenst på Auriel og med skålen rakt foran snuden på Auriel, der var ingen tvivl om, at hun ville have ham til at spise!
Vladimir havde selvfølgelig langt fra den største erfaring inden for engler, da enten var de i vejen for hans familie af den ene eller anden grad, eller så holdte de sig langt væk fra den vampyriske herkomst. Men alligevel følte Vladimir, at denne engel var speciel.. Helt unik og et eller andet sted i hans beregnende hjerne var der noget der sagde, at ringen havde noget at gøre med det, især da han havde lagt mærke til mandens blik imod sin egen ring.

"Bare spis"
Sagde han med den meget russisk præget egyptisk henrettet imod Auriel, men såvel også imod de kameltrænere, som gik hen for at tage for sig ved bålet. Dog viste Vladimir og hans to vampyriske bodyguards inden intentioner om at tage noget mad.
"Du.. Vladimir var tøvende for et sekund, før han fandt det rette egyptiske ord, da egyptisk var ikke ligefrem det sprog, som han var bedst til."Du undre dig sikkert over, hvorfor vi reddede dig, sådan en som ikke syntes at være af høj stand
Stjernerne glimtede over dem, mens kulden begyndte bare at blive mere og mere skarpt, hvor vladimir rejste sig og så imod Auriel.
"Du skal ikke være bange for, hvad vi vil gøre imod dig, vi er ikke nogle barbarer, som stjæler ethvert forsvarsløst får og udnytter eller sælger det. Du er frit til at gå, nå du end vil, men som sagt ville jeg nok råde dig til at følge os, da vi er på vej imod Memphis, så ender du i hvert fald ikke med at fare vild igen
Det sidste sagde han med en lettere drillende tone med et frisk smil på læberne. Med et håndtegn viste han de to bodyguards, at de skulle væk. De synes begge at være tøvende, da de kunne mærke ligesom Vladimir, at Auriel var engel, men ikke en helt almindelig en, men de ønskede ej at stå i vejen for Vladimir, da de havde set, hvad der skete med den tredje bodyguard, som havde forrådt dem på vejen.. Sådan et syn ville man sjældent glemme, når de store og lange ubeskrivelige væsner med ildrøde øjne og giftgrønne øjne brød frem fra Vladimir og flåede den tredje mand fra hinanden.
Ud i mørket synes bodyguardsene at forsvinde, da da de nåede væk fra bålets lysende arme, men de var stadigvæk inden for rækkevidde af lejren mens de holdte øje med ørkenen og dens potentielle fjender.

Vladimirs hænder blev velplaceret på ryggen, hvor den ene hvilede i den andens skål, og hvor Vladimir derefter med et noget alvorligt og dog alligevel stadigvæk venligt udtryk sagde med den russiske underlige halvt sygende og alligevel halvt hårde klang.
"Men du er vel en engel ikke?
Sagde han, hvor tænderne blev blottet i et smil. Med vilje afslørede Vladimir halvt de spidse hjørnetænder, som nu var trukket ud, og som tydeligt gav ham et præg af sin ikke særlige menneskelige herkomst uden at vise deres fulde skræmmende længde.[/i]

Ville en dæmon redde ham? Han spejdede lidt vantro fra maden og tilbage igen. Hans mave gjorde ondt, og hans tænder løb i vand ved duften. Var det en prøvelse nu? Han var ikke sikker på noget. Det eneste han var sikker på, var at den noget intimiderende mand foran ham ikke var menneskelig. Noget i hans øjne sagde det. Et øjeblik synes han at have fanget noget grønt i dem, men så var det væk. Lidt efter fik de kort et rødt skær.
Auriel begyndte at blive urolig. Han gjorde sin krop klar til at løbe, selvom den nok ikke ville nå langt. Han kunne tænke på ting der ville få en dæmon til at redde ham. Den rødhårede kvinde rakte ham en skål og han tog tøvende imod uden at sige noget. Hun var… uhyggelig. Smuk, men skræmmende. Han følte sig som et får midt i en flok ulve.
”Du lokker med fristelser og smukke kvinder. En dæmon ville lokke mig i fordærv.” Gav han igen. Han havde altid været rap i munden. Og det ville han blive ved at være. En meget stor forskel fra den unge Auriel var dog at han var naivt religiøs, som alle i hans sted og position ville være. Han havde aldrig lært andet end at tro på herren og sige nej til fristelser fra djævlen.

Maden duftede henrivende, som det lå lige under hans næse. Lidt vagtsomt skimtede han efter de andre mænd, som begyndte at gå lidt væk. Hvor var det lige han var havnet? Hans blik lagde sig på suppen, som så både fyldig og god ud.
’Ta ikke imod fristelser fra fremmede’ var det ikke hvad han havde fået at vide af sin moder, som var død nu. Og som han så mange gange også havde sagt til sin lillebror.
Alligevel tiggede hans krop ham om energi og mad. Lidt tøvende rakte han ned i skålen og fiskede et stykke kød op for at proppe det ind i munden og tykke lidt på det. Hvad valg havde han nu? Nok var han betænksom omkring denne nye skabning, som han var overbevist om havde en mørke i sig, men han var ikke dum. Han gjorde hvad der skulle til for at overleve, og han var villig til at bøje sin religiøse principper for at holde sig i live.

Han fnøs imens han proppede nogle grøntsager ind i munden, da manden nævnte hans stand. ”Tror du ikke jeg er høj stand?” Svarede han bare lettere ironisk. Selvfølgelig var han ikke det. Han havde været slave hele sit liv for egypterne.

Han løftede hovedet og lagde de gyldne øjne på manden, da han bad ham ikke være bange. Han sagde de intet ville gøre. At han var fri til at gå, hvis det var det han havde lyst til. Noget stak under. Man delte ikke bare vigtige ressourcer med fremmede midt ude i ørkenen.
”Hvorfor reddede i mig så?” Afbrød han uhøfligt manden midt i hans sætning. De ville ikke sælge ham eller dræbe ham, men han troede da ikke at en beskidt ørkendreng havde noget at give af, som kunne være deres værdigfulde mad og vand værd?
Skålen med mad blev sat ned. Han havde spist nok til at hans mave stoppede med at slå knuder, men han vidste bedre end at stoppe sig selv med mad. At give hans krop mere end den var van til kunne være farligt. Endnu mere farligt kunne det være i ørkenen at vænne sig til at spise sig mæt. Vandskålen blev løftet til et lille sip igen, og han lod den klare guddommelige væske flyde rundt i munden et øjeblik, inden han lod det glide ned igennem halsen.
Stadig meget paranoidt slap han ikke manden med blikket.

Hans spørgsmål forvirrede ham. Engel? Det var kun guds nærmeste der havde den ære, og han havde aldrig gjort noget for at kunne gøre sig fortjent til det. Tværtimod.
”Nej jeg er bare..” Svarede han først på hurtigt egyptisk, men tav. Han vidste det egentlig ikke. Blikket gled ned på ringen igen. Den stirrede truende op på ham, og et øjeblik var han overbevist om at det ikke kunne være guds kræfter der var i den. De var alt for ødelæggende, faretruende og … onde.

Hans blik fangede manden igen, og med et sæt kravlede han lidt tilbage baglæns med opspillede øjne. De tænder! Det var et udyrs tænder. Hans hjerte hamrede ham en hare i et bur.
”Du svarede mig ikke. Er du en dæmon?” Den pludselig bevægelse bagud havde gjort ham en smule svimmel. Hans krop var stadig drænet og ude af balance.

Ikke endnu en religiøs fanatiker!
Sagde Diana med en spydighed, hvor foragten dræv af hvert enkelte ord.
Vladimir smilede bare med et morende glimt i øjet.
"Der tager de fejl min kære unge mand på af alene på to forskellige grundlag, 1 jeg er ikke djævlen selv og 2, det er ikke djævlen der frister, det er dig selv, dine tanker og din krop der gør det, ikke?
Vladimir kunne helt klart se, at denne unge mand havde noget af en krig med sig selv, men alligevel forstod Vladimir ham godt, når man ikke havde lært meget mere om verdenen end det igennem religiøse prædiker, jamen hvordan kan man forvente andet?

Vladimir smilede bare til Auriels ironiske spørgsmål, men hvor øjnene faldt ned på hans ring igen, som nok var et rigeligt svar, da den tydeligt viste, at Vladimir var forvirret angående med hvilken stand Auriel havde. Tøjets kvailitet og det faktum, at han var alene herude indikerede, at han var højst sandssynlig af lav standard, da ingen betydningsfuld person ville få lov til at fare vild særlig længe, før folk ledte efter ham, andet hvis han havde været blevet kidnappet og smidt her ude i ørkenen til dødens favn. Hvad lavede han egenligt herude? Det er jo selvmord

I stedet for at svare med det samme på mandens udbrud, så gik han hen med selvsikre skridt med en vis antydning om autoritet, som han allerede dengang havde en del af pga sin position i the Calvarinos familien. Ned på hug gik han, mens flammernes glød spillede i hans sølvlignende øjne. Et øjeblik blev blikket meget lysende, da øjnene vendte sig imod nattens lysende hersker på himlen og så faldt det ned igen på Auriel.
"hvorfor ikke?
Sagde han bare simpelt og hvor det var svært at holde det flabet smil tilbage.
"Jeg har i hvert fald ikke valgt at redde dig af religiøse årsager enten for at komme i himlen eller hvad folk nu end tror på, jeg gjorde det nok.. Igen var vladimir tøvende og han kiggede rundt omkring sig, som om det manglende ord pludseligt ville manifestere sig.
"af medmenneskelige grunde. Selv jeg var engang ligesom dig, forladt og på bunden af fødekæden
Han rejste sig igen og nærmede sig bålet.

De observerende tendenser var allerede stærke dengang hos Vladimir og derfor blinkede Vladimir ikke et eneste sekund, da englespørgsmålet blev slynget ud. Et eller andet i ham morede sig over, at han havde haft fået slået Auriel så meget af kurs, men alligevel fik det bare nye spørgsmål til at dukke frem. Hvordan fanden kan han ikke vide, at han er en engel!!
Normalt ville et spørgsmål i sit eget sind aldrig få et verbalt svar hos en almindelig person, men alligevel dukkede to op.
Måske er han bare dum?
Sagde jackie morende, mens Diana var lidt tøvende før hun slyngede ud med sit svar.
Eller måske har det hele noget at gøre med den ring der? Måske er det noget, som har haft forvandlet ham?
aldrig nogensinde havde VLadimir eller hans søskende hørt om genstande, der kunne forvandle folk om til andre racer, den eneste forvandling Vladimir nogensinde havde hørt og set var forbandelser, men det var jo ikke det samme, eller?

Vladimir havde dog faktisk i sit halvberegnende intuition troet, at Auriel i sin endnu svage tilstand aldrig ville have haft opdaget de lidt for lange tænder, men det kom ikke som en overraskelse. Så mange havde Vladimir oplevet, der havde gjort så godt som den samme reaktion. Den tanke frembragt et mørkt og måske lidt sørgmodigt ansigtsudtryk? Før han gik stille og roligt imod Auriel, hvor han ikke viste nogen tegn på aggresion.
"Du burde virkeligt ikke bevæge dig sådan rundt
Sagde han lettere monotont, hvor det nok var meget sværere at forstå ham, da han ikke gjorde umage for at holde sine meget tydelige russiske accent væk.
Ned på hug gik han lige foran auriel, hvor blikket blev overbærende som en faders blik, der så på sin søn, der ikke vidste bedre.
"Hvordan kan jeg være en dæmon, når jeg ikke er det, når jeg er
Vladimir så med et lettere undskyldende blik og tog roligt fast i Auriel arm. Det Auriel nok meget hurtigt ville mærke var den kulde som udstrålede fra Vladimirs greb og der var lige så koldt som deres omgivelser. Desuden når han var så tæt på, så var den blege hud mere tydeligt og de unaturlige øjne.
"når jeg er en af dødens og nattens børn
Sagde han smilende, og hvor tænderne røg ud i den fulde længde, mens han samtidig slap Auriel for ikke at få ham til at tro eller i såfald give ham mindre grund til at tro, at Vladimir ville æde ham.
"Jeg ved ikke, hvad i kalder os, nogle af jer siger dog, at vi er anubis' børn, nogle kalder os for blodsugere, andre for snyltere. Ja jeg ved ikke om der eksisterer et egyptisk navn for nogle som mig
Vladimir lod sig dumpe på rumpen således at han virkede endnu mindre truende, han havde dog ikke endnu fået beregnet hvorvidt det ville virke, for måske villle auriel prøve at løbe væk, hvilket ville være logisk nok.

Han kom til at smile en smule, selvom han ikke ville det. Filosofi havde altid været mere spændende end den religion han havde været bundet til. ”Du har ret. Lige nu er min egen krop synderen.” Svarede han bare, og tog endnu en bid mad. At sætte spørgsmålstegn ved sådan nogle ting, var ikke noget han havde hørt nogen gøre før, og det dragede ham en smule ind. Føltes nyt og spændene.

Ja det var nok selvmord at løbe ud i ørkenen med kun en dunk vand og lidt brød, men han havde ikke kunne blive. Skammen og minderne ville ende med at fortære ham, hvis han blev i faraoens rige. Og havde det ikke fortæret ham, så var han nok blevet jagtet og kastet i Nilen. Han havde ikke ligefrem været diskret med sine nye kræfter, og da slet ikke skånsom.
Nu fortrød han det dog. Mere end han nogensinde ville fortryde noget andet. Et sted inde bag ved kunne han mærke klumpen i halsen vokse, panikken sprede sig og tårerne trænge sig på. Et modigt ansigt var dog alt hvad han lod komme op til overfladen, ud over en næsten usynlig rysten i underlæben.

Han stirrede bare på manden. Medmenneskelige grunde. Han risikerede at rende tør for provisioner af medmenneskelige grunde? Han købte den ikke. Diskret krøb han sig mere sammen, og knuede beskyttende sin ring ind til sig. Selvom den var en helvedes forbandelse, så var den alt der kunne beskytte ham lige nu, og han stolede ikke rigtig på de fremmede, som han ikke anede hvad var.
”Og hvad så nu? Jeg har intet sted at vende tilbage til. Dine medmenneskelige grunde har blot udsat min overgivelse til solen og sandet.” Taknemmelighed? Det var reserveret til folk han rent faktisk troede ville ham det godt. Som han stolede på, og i det mindste vidste hvad var.
For første gang lagde de gyldne øjne sig på mandens klæder. Det var ikke noget han havde set før. Materialet var smukt og af god kvalitet, men mønstrene og stilen havde han aldrig set før.

Lidt nervøst lænede han sig tilbage. Manden skræmte ham, og han følte sig som et bytte. Øjnene blev store da manden kom tættere på, men han var frosset fast til stedet. En hånd så kold at den føles som is berørte hans håndled, og han havde lyst til at skrige af sine lungers fulde kraft.
Det manden sagde. Det lød mere som en dæmon end noget andet, men han kendte heller ikke til andre væsner end det gode og det onde. Engle og dæmoner. ’Anubis’ børn’ Auriel var opfostret jødisk, men samfundet omkring ham havde været egyptisk, og han vidste præcis hvilket uhyre der dukkede op i hans hoved. Noget de egyptiske børn havde snakket om. Et frygteligt uhyre, som ville forsøge at æde de døde, før de nåede til underverdenen. Måske var han død? Måske var dette et smart trick manden.
”Babi…” Mumlede han som svar. Det var navnet på dæmonen, og han lagde forsigtigt sin hånd ned i sandet ved siden af skindet, og samlede fingrene om de smuldrende sandkorn. Hans krop gjorde et hurtigt udslag. Han kastede armen ind foran sig, for at smide sandet af al kraft op på uhyret og blænde det, men med sandet kom også en desperation, som sendte en varme, som han havde følt i sit bryst, ud igennem armen, og lod en bølge af gylden ild skylde ind imellem dem sammen med et voldsomt tryk fra hans aura, som var blevet udløst af frygt og forskrækkelse.

Ikke sikker på om det havde været ham selv eller mandens kræfter, som gav lod den lysene ild ud i luften, kom han på benene og begyndte at spæne af alt kraft i retningen af udgangen. Han nåede et godt stykke. Lige uden for hulen de havde været i, også gav hans trætte krop op, og han faldt uprovokeret sammen i det mørke sand.
Han lå der lidt og kunne mærke bølger af vrede over sin egen svaghed og skam skylde ind over sig. En hånd blev vredt banket ned i sandet, men han flyttede sig ikke. Løbet var alligevel kørt. Han hørte sig selv hulke en smule ned i sandet, som om skammen ikke var stor nok. Han satte sig besværligt op, og tørrede irriteret på sig selv et par dråber væk fra kinderne. Hvilket nytteløst spild af væske.

Vladimir forstod ham skam godt, hvorfor han ikke troede på Vladimirs grunde. Selv Vladimir havde ikke haft særlig mange gode erfaringer om folk, som kommer og redder en, men der var dog en, som gav ham muligheden for at blive alt andet end det, som han var og desuden gav ham muligheden for at gøre det, som var påkrævet for at komme videre! Den person blev til hans maker og Vladimir er ham evig taknemmelig af så uendelige mange grunde.
Men Vladimir undlod at svare, da andre ting tog hans opmærksomhed end at prøve at forklare en mand noget, som han alligevel nok ikke ville tro eller forstå.

Vladimir havde sådan set ikke forventet nogen anden reaktion, faktisk var det næsten det udfald, som han allermest fortrak, da han ønskede inderst inde at knække denne unge drengs fanatiske tro på den verdensbillede, som han var oplært i, som var intet i forhold til den virkelige verden!!
Da det egyptiske ord blev slynget ud, så rungede der 3 suk i Vladimirs hoved fra både ham og hans tre søskende. Med øjnene klassisk rullende rundt i øjenhulerne skulle han lige til at åbne munden for at forklare, hvorfor han ikke kunne være en babi! men fordi Vladimir ikke havde sin fulde opmærksomhed på Auriel, så fik Vladimir ingen mulighed for hverken at undvige eller stoppe Auriels næste træk.

Det sidste, som Vladimir så, før han mistede synet, var de sandkorn, der ellers kun ville have haft været en imidlertidig irritation, blive til gyldne flammer, som bitte små magmastykker, som nu borede sig ind i kødet og ansigtet på Vladimir, som om de var super maddiker. Plus flammerne var jo forgyldnet af den hellige ærkeengelkraft, som Vladimir endnu ikke kendte til, men som gjorde, at flammerne fungerede som ethvert helligt relikvie, som havde et ekstra styrke til at skade et mørkt og "ondt" væsen som Vladimir.
Straks var de blege hænder op til ansigtigt efterfulgt af et smerteråb, da et smertehelvede ramte ham, og hvis Auriel havde nået at ligge mærke til skaderne, så ville han have haft set, at han havde forbrændt Vladimirs ansigt rets så godt. Pigerne skreg i hvert fald, da de så hvad der skete og resultatet af det forbrændte ansigt.
Smerterne skreg på Vladimirs opmærksomhed, især da den naturlige panik slog i ham, at han intet kunne se! Så blev opmærksomheden med store anstrengelser alligevel vendt imod Auriel, da Vladimir var fascineret af Auriels kunnen og aura. Aldrig havde han haft oplevet noget lignende, auraen havde været majestætisk med en dødsensfarlig attitude for enhver væsen, som end var modstander fa en ærkeengel men alligevel majestætisk, som hvis en stor drage havde trådt op foran en og vist hele sin styrke og magt. Så derfor råbte Vladimir, godt nok på old russisk.
"STOP!"
Med stemmen og hænderne rettet imod de to vampyrer, som straks var på vej til at slagte Auriel med knogleskærende sabler. De to bodyguards, fordi ikke det russiske forstod, men hele Vladimirs attitude(da stop er nok rets så universelt i restkommunikationen i form af kropssproget) og deres frygt for at gøre noget forkert overfor ham gjorde, at de stoppede op og så udforstående på Vladimir og så på Auriel, som løb sin vej.
Med stadigvæk et smertende ansigt som før, hvis hud flere steder halvt hang, lugten af brændt kød hang tungt i næseborene, som var svitset væk, og hans begge øjne var forbrændte. Pga dette smertehelvede lå hans søskende nu øverst i hans bevidsthed, hvilket kunne afspejles i at selvom det øverste lag af øjet var skadet, så var der alligevel et halvt lysende glimt af grønt og rødt i hvert sit øje.

"Lad os dræbe ham! NU![/color]
Sagde Diana med en meget vred stemme, hvor blodtørsten var hammeret i hvert eneste tryk i hendes ord og udtalelse. For en gang skyld tænkte Jackie det samme som Vladimir, hvilket var sjældent, da Jackie havde altid været langt barnligere. Men de to brødre var efterladt med den følelse, som hvis en lille dreng havde set en stor monstertruck springe over masser af biler lige foran ham.
[i]"Sejt!"
vladimir nikkede genkendende, hvilket fik hans søster inde i hans bevidsthed til at totalt miste sin kæbe, hvis hun nu havde haft en. Men så gik det selv op for Søsteren, da hun faktisk selv blev grebet af deres fælles nysgerrighed for denne merkwurdige unge mand!
Hele verdenen var mørk for Vladimirs øjne og hans lugtesans var ikke til meget hjælp, når næsen var halvt brændt af og fyldt med masser af røg og den meget stinkende lugt af brændt menneskekød. Mens ørene, hvis styrke nu var langt bedre, kunne tydeligt lokalisere Auriel, mens han løb ud af hulen og ud i det fri.
"sørg nu for, at den mand ikke ender med at blive ædt af nattens dyr, ikke?
Diana var noget modvillig, da hun havde stadigvæk allermest lyst til at æde Auriel for det, som han havde haft gjort. Men Diana ville ikke modsætte sig sin broders vilje, da Vladimir ville gerne have ham i live!
Med besvær trak Vladimir armene til hver sin side, da smerten stadigvæk prøvede at tage hans opmærksomhed, som om den var en flok børnehavebørn med ADHD, som alle ville have pædagogens opmærksomhed på samme tid.
Heldigvis for kameltrænerne og pigerne kunne de ikke i denne meget mørkehule, hvor kun ilden gav et sparsomt lys, ikke se det fulde omfang af det, som Vladimir gjorde nu. Men de kunne tydeligt fornemme, at der skete noget og se det rødelige og grønlige lys springe ud af armene på ham blandet med kulsorte skyggemasse, som røg ned på gulvet og formede sig aflang til noget, som kunne ligne to meget store slanger på ca 7 meter. Meget kunne pigerne og alle de andre ikke se, før væsnerne var forsvundet ud af hulen, og de ville ikke vide overhovedet, hvordan de skulle forklare det, som de end så.

Ud i den kølige ørkenluft faktisk kun ca et halvt minut efter Auriel havde løbet, smøg to væsner sig over sandet med en slangede elegance. Disse to væsner med hver sin øjenfarve kunne meget tydeligt lugte Auriel og ikke længe fandt de ham på en længere afstand, hvor de delte sig og holdte sig ca 30 meter fra ham således, at han ikke ville kunne se dem i ørkenens mørke omgivelser, men hvis han var opmærksomhed, så ville han tydeligt kunne føle dem derude, som om nogen holdte øje med ham.

Med en kold attitude, som om et brændt og smertende ansigt ingenting var, så viste han med kropssprog, at den ene bide skulle komme hen til ham. Normalt ville en vampyr så gammel som Vladimir have haft kommet nogenlunde let over forbrændinger og have haft healet dem, men som sagt det var slamme 3 gradsforbrændinger og de var gjort med hellig magi, så Vladimir var påkrævet at have blod for at kunne heale.
"Kom Tizisnika!"
Den lyshårede pige kom hen til ham med en meget skræmt mine, da hans ansigt og forrest hår var forbrændt. Det var ikke svært for Vladimir at fornemme pigen tydeligt, da hendes hjerte galoperede hurtigere end en flok forskræmte heste, og lige nu hvor han var skadet, så var lysten for blod så ultra meget stærkere.
Heldigvis for pige kontrollerede Vladimir sig selv og tog forsigtigt hendes arm og prøvede at "smile" venligt til hende og lod tænderne bore sig i hendes fine kød. Pga adrenalinen i hendes blodåre smagte hendes blod sådan bitter og leettere ubehageligt, men det var Vladimir fuldkommen ligeglad med, da hans øjne var endnu fokuseret på udgangen af hulen i den retning, hvor Auriel var løbet, hvor han så igennem hans søskendes øjne på Auriel, som så faldt sammen midt ude i basicly ingenmands land.
Blodet var som det mest friske og energifyldte vand, som straks skyllede skaderne borte, hvor den brændte næse groede ud igen, det brændte skorper på hans ansigt faldt af og straks dukkede fin glat hud under, og det hvidlige skær over Vladimirs forbrændte øjne blev erstattet af de meget klare og meget målbevidste sølvfarvede øjne.

Månen var ørkenens hersker her midt om natten, og den var ikke alene på nattehimlen, da den var i selskab med millioner af bitte små lysende prikker på den sorte tæppe over jorden. Hurtigt havde Auriel sikkert vænnet sig til natttens mørke, så selvom Månen gav et sparsomt lys, så var der sådan set okay oplyst herude i ørkenen, hvilket var en af grunden til, at Vladimirs to søskende på hver sin side af Auriel holdte sig på okay lang afstand, halvt gemmende bag de små sandbakker.
Natten var uendelig stille og man kunne nemt føle, at tiden var gået i stå. Pludseligt knækkede stilheden, som det var glas der blev smadret, da Vladimirs stemme dukkede frem ud af den blå, da han havde haft gået lydløst hen til Auriel, og kun hvis Auriel havde direkte følt efter vladimirs aura ville han have haft følt ham nærme sig, men tilstedeværelsen af sine søskende gjorde det sikkert ikke lettere for sådan en helt ung ærkeengel, som fattede hat af sine evner og egenskaber.
"Du siger, at jeg bare har haft udsat din overgivelse til sandet og derved døden... men. Han lod det men hænge i luften mens han gik op til Auriel med hænderne bag ryggen og kiggede ned på ham og på den side af Auriel, hvor månelyset kunne vise hans ansigt, hvor den blege hud så endnu mere bleg ud i månens kolde og spøgelseslignende lys.
"Men hvis du ønsker døden så meget, hvorfor så flygte? Hvis du endelig troede, at jeg ville dræbe dig?
Sagde han med et smil, som var noget provokerende men alligevel havde en venlig attitude, da Vladimir synes Auriel var interessant selv med sin uvidenhed, og han havde ingen onde intentioner imod ham. Vladimir selv troede ikke, at Auriel havde et dødsønske, ikke med den friskhed og livlige attitude, som Auriel havde haft under den tidligere samtale gemt bag hans udmattelse og beskidte klæder.
Vladimir satte sig ned på hug og lod ikke Auriel svare før han sagde noget efterfølgende.
"Eller ønsker du bare at blive reddet fra det, som du end flygter fra? Om det så var døden eller noget andet, som end kunne redde dig?
Øjnene var ekstra skinnende i deres sølvskær med en mytisk glimt, da Vladimir var sikker på, at han havde ramt plet, da det ville være ulogisk, at Auriel havde løbet ud i ørkenen bare for sjov og især når han havde haft sagt det om, at han ville overgive sig til sandet og solen.
"Hvad er chancen for, at en sådan en unik og åbenbart stærk engel skal blive reddet af en vampyr?
tænkte Vladimir stille for sig selv i sit sind.

Auriel var kommet på benene og var sat af et sted ud i mørket. Bag ham nåede lyden af et smertebrøl hans øre, men han fortsatte upåvirket. Havde han ramt den? Så det havde været hans egne kræfter? Der var så meget at lære endnu. Det eneste som gik igennem hans krop lige nu, var lettelsen over at have lykkedes i at forsvare sig, også kom panikken, da hans ben gav efter, og lod ham tumle tør og træt om i sandet. Han ramte med hovedet først ned i det – heldigvis – bløde ørkensand, og uden tvivl blevet mere beskidt af hans tummel rundt. Nu var kræfterne dog brugt op, og selvom han prøvede, var alt han kunne, at løfte hovedet en smule, og se sig omkring. Alt var mørkt omkring ham, men nattehimlens kolde skær lod alligevel lys nok til at han kunne se de nærmeste sandbanker. Forgæves ville han prøve at trække sig op med albuerne, men de rystede og brokkede sig smertefuldt, så snart han lage vægt på dem, så han blev hvor han var. Beskidt og uden kræfter.

En hvislende lyd nåede ham, og han var ikke sikker på at det var virkelighed, eller noget han forestillede sig, men der var en umiskendelig følelse af at noget betragtede ham. Var det en skygge over den sandbanke? Eller var det bare vinden, der spillede ham et pus? Og var det ikke lige meget? Han var toast alligevel.
Han kvalte stædigt nogle flere hulk. Hvor var det meningsløst. Hvorfor holde fast i livet, når døden ville være så meget mere nådig? Måske hans familie ville være der, hvis de da stadig ville se ham i øjnene. Minderne om det hele kom tilbage igen, da der ikke var andet hans hoved kunne fokusere på. Billederne af hans mors varme blik og beroligende, lige til det sidste, og billederne af hans lillebrors spinkle sygdomsbefængte krop, som gav efter. Måske der var et sted på den anden side, det lovede land, som ikke krævede så meget død og ødelæggelse som denne?

Det var lige før Auriel troede at han var faldet tilbage i ubevidsthed, men det gik op for ham, at han var lysvågen, det øjeblik den underlige mands stemme skar igennem den klare stilhed. Han bevægede sig stadig ikke. Stemmen kom ikke som et chok, for han havde godt været klar over at hans succes kun havde været midlertidig, og at en så kraftfuld person, ikke ville blive uskadeliggjort af hans begrænsede kræfter. Det var tydeligt at mærke at manden havde kræfter. Bare ved at se på ham, fik man fornemmelsen af at han kunne knække en midt over, uden at bruge specielt meget energi ved det. Han var intimiderende og skræmmende lige ud, men Auriel var stædig, og selvom han var skræmt ud af al forstand over det hele, så var han opsat på at bevare bare lidt kølighed, og måske en smule værdighed.
Han vendte hovedet imod manden, som havde sat sig på hug ved siden af ham, og mødte trodsigt det sølvglimtende blik, som mindede så meget om hans eget, og alligevel var så forskelligt. Hvorfor flygte? Han forstod det ikke? Var manden ikke et uhyre, som ville fortære hans sjæl? Nu hvor han tænkte nærmere over det, så virkede det også absurd.

Det var svært at skjule de røde øjne og spor af tåre på hans kinder, for han havde ikke mange kræfter, og ville ikke bruge dem på at tørre tåre væk. Det var også svært at skjule forbløffelsen i hans ansigt, da manden sagde det næste. Hvor vidste han det fra? ”Jeg har ikke lyst til at dø” Svarede han bare først, og kunne mærke klumpen i halsen vokse. Han havde virkelig ikke lyst til at dø. Ikke for solen, ikke for egyptens folk og ikke for manden her. ”Men der findes værre ting end at dø.. Jeg troede du var dét. Det der var værre end døren” lød det så hæst. Om han stadig troede det? Han var ikke sikker, men lige nu kunne han ikke flygte alligevel.
Han følte sig som et lille skræmt barn, som knap kunne holde gråden tilbage. Han følte sig ynkelig, og vidste at han var det nu. Han kunne ikke en gang tage sig af sig selv, og han havde skadet og flygtet fra den ene person, som måske kunne hjælpe ham. Det var en chance han blev nød til at tage, og en stolthed han blev nød til at æde.
”Hvem er du?” Spurgte han så, og han havde godt nok allerede spurgt hvad manden var, men de to spørgsmål var meget forskellige. ”Ved du hvad jeg er?” Han var så forvirret over det hele. For ikke længe siden havde han været helt normal og passet sine pligter, og nu? Nu var han ved at blive til et eller andet monster, som ikke kunne styre sig selv.
Bedene holdt han mandens blik, og vidste ikke om det virkelig ville hjælpe noget, men selvom han ikke anede om han ville få ædt sin sjæl, eller få hjælp, så havde han virkelig intet at tabe lige nu. Han havde allerede tabt det hele.
”Kan du redde mig?”

/7jeg havde ikke set, at du havde haft svaret, så jeg havde bare gået og ventet! :D//

Ja Vladimir var kraftfuld, selv her i hans "unge" dage, da her havde han allerede en langt støre styrke en almindelige mennesker. Men Vladimir vidste, at den person, som han havde foran ham, var mindst lige så stærk, hvis ikke mange gange mere! Alt i Vladimirs ellers såkaldte logiske hjerne fortalte ham, at man ikke skulle rode sig ud med kraftfulde engle, især ikke en, som måske ikke helt syntes at kunne styre sine evner... Men alligevel... Vladimir vendte kort blikket over ørkenen. Han havde sikkert mange dage endnu på kamelryg, før den forbistrede guide endelig fik ført dem hen til Memphis, og hvor mange dage ville han personligt overleve i denne varme og kedsomhed, før hans hjerne ville fosse ud af næse, øre og øjenhulerne? Denne mytiske person ville i særdeleshed give lidt mere kulør til den ensfarvede landskab.

Smilet fik en kulør af lidt stolthed, da vladimir var mere end klar over, at det var et skud i tågen. Men hurtigt styrede Vladimir sin ansigtsmimik, da situationen var faktisk rets så alvorlig.. og personligt? De sølvfarvede øjne fandt de tårerender, som månen kun svagt fremviste. Allermest kunne man se det pga at skidtet var blevet skyllet borte med tåren.
Med et sørgmodigt smil sagde Vladimir med sin tydelige russiske accent.
"Du er ikke den eneste, som har troet eller synes, at jeg var værre end døden.
Hvor mange var alene ikke blevet skræmt af ham pga hans race? Hvor mange flere havde ikke frygtet ham pga, at han var medlem af den berygtede Calvarinos familie, som var yderst velkendte i hans nærområde. Hvis Vladimir skulle være ærlig, så var han træt af alt den frygt forårsaget af ham. Ironisk nok så mange tusinde år senere i fremtiden vil Vladimir være bedøvende ligeglad eller i visse tilfælde fortrække det.

Ja der var ingen tvivl om, at Auriel følte sig ynkelig, det var virkeligt malet på hans ansigt, selvom den var godt gemt bag den seje facade. Normalt ville enhver på denne tid have haft set Auriel som en svagpisser, da mænd tuder da ikke! Selv slaverne gjorde virkeligt meget ud af at ikke fælde en eneste tåre, når pisken bed gang på gang. Eller så ville folk reagere med medlidenhed, hvis de så en så "ynkelig". Men hverken det ene eller det andet var på Vladimirs ansigt og i hans øjne.
For et øjeblik før Auriel stilte sine spørgsmål, da så huskede Vladimir, hvordan hans maker havde haft fundet ham lige så beskidt bare i blod og lige så ynkelig, svag og såret so Auriel, og alligevel havde han med rent menneskelighed hjulpet og reddet ham fra konsekvenserne af den gerning, hvor der ellers ikke normalt var nogen vej udenom, når man nu engang havde haft taget hævn på en person, som var blandt en af de højeste rang personer i The Calvarinos familien.

"Det er tre meget dybe spørgsmål, som du stiller mig unge mand.
Vladimir rejste sig op og rakte hånden frem imod ham for at skulle løfte ham op, men der var noget i Vladimirs mimik og øjne der sagde, at hvis du tager hånden, så går du hen imod en vej i livet, som du aldrig nogensinde kan gå fra igen. Men hvad var valget, når ørkenen ikke ligefrem kunne byde på noget som helst andet end døden.
Auriel ville i hvert fald opdage, at Vladimir havde absolut ingen problemer med at løfte ham op, selv med Auriels meget udmattede kræfter, hvor han sikkert nok ikke lagde så mange kræfter i at gøre det lettere for Vladimir at kunne løfte Auriel op.
"Hvem jeg er? Det er et godt spørgsmål. Men mit navn er Vladimir af familien The Calvarinos og jeg kommer fra et land langt imod nord, hvor vores ørken er lavet af kulde i stedet for varme
Hans udtalelse af hans eget navn og familienavn ville nok være ultra ultra meget fremmedartet for Auriel, da russisk er en helt anden sprogstamme end egyptisk. Da russisk er af den indoeuropæiske sprogstamme mens egyptisk og hebraisk er af den afroasiatiske sprogstamme. Desuden vidste Vladimir, at det var så sjældent at det sneede i arabiske eller nordafrikanske lande, selvom det kunne ske, så han tænkte, at det ville være bedre at forklare det på den måde.
"Og til spørgsmålet, hvad du er?.. Vladimir måtte lede efter ordet menneske,før hans søster fortalte ham i hovedet, hvad ordet for det var. "Jeg ved ikke helt præcist endnu, hvad du er. Men jeg kan garantere dig for, at jeg kan give dig en sikker mulighed for at finde ud af det. Vladimir havde så meget lyst til at sige engel! Men samtidig stemte den underlige engelaura og på den måde at drengen ikke vidste selv, hvad han er, i overens med at han skulle være engel! kunne han måske være en engel, adopteret af mennesker og på mytisk vis. Vladimirs blik faldt et øjeblik på ringen. Så fået den ring, som så har gjort ham til noget specielt? Vladimir var forvirret sammen med sine søskende, men det forhindrede ham ikke i at være nysgerrig og fascineret over at møde et helt andet væsen end ham selv.
"Og redde dig? Vladimir så alvorligt på ham. "Redde dig er ikke muligt, da hvis nogen kan redde dig fra dig selv eller hvad du end flygter fra, så er det dig selv! Men jeg kan give dig muligheder og vise dig en verdenen, som du aldrig har set den før. Måske kan en god rejse væk fra alt dette gøre dig godt?
Så Vladimir spørgende på Auriel og hvor han var sådan halvt lyst op som et lille barn, der ville have sin bedste ven med på et eventyr.

Der ville gå mange timer, før mørket ville blive kastet borte med lysets kræfter. Men man kunne hurtigt glemme, at herude i ingenmandsland hvor mørket var den dominerende kraft, så kunne der ske sære ting. I næste alle kulturer har ånder, spøgelse, dæmoner og andre mythologiske væsner oftest haft en sammenhæng med mørket. Det sorte ukendte, som skræmmer en fra vid og sans. De fleste ville sige, at det er pga vores egen frygt for det ukendte. Mens andre ville sige, at det er fordi, at selvom mennesker normalt ingen sanser har for hverken aura osv, så kan de stadigvæk underbevidst føle åndeverdenen, underverdenen, kært barn har mange navne, i skyggernes mørke.
Det er nok under de fleste omstændigheder mest pga den første, men nogle gange har man grund til at frygte mørket.
Ikke langt borte var et frygtet egyptisk væsen dukket op. Et væsen, som ikke tilhørte den fysiske plan, men som igennem mørket havde forvildet sig ind i den fysiske verden fra underverdenen. Dens gyldne reptil øjne kiggede søgende efter mad, da den var sulten! efter menneskelige hjerter, hvor sjælen boede deri. Med et langt krodillegab prøvede den at snuse i luften efter føde, mens den stod stolt med sin løveforpari og havde den store flodheste bagparti, som gav den frygtindgydende styrke.
Det var en ammit, en frygtet sjælefortærende væsen, der elskede at spise hjerter.
Alt i alt nærmede den sig stille og roligt i retningen imod de 2 eller rettere sagt 4, hvis man tæller Vladimirs søskende med.

//her er en ammit http://fc09.deviantart.net/fs70/f/2010/249/7/0/ammit_by_suryaasura-d2y4msd.jpg //

//Oh xD Jeg skal til at prikke til dig, når jeg svarer xD //

Auriel veg ikke fra det sølvglimtende blik. Han var måske bange og ynkelig, men han var ikke en kujon. At gøre hvad der skulle til for at overleve, var hvad han havde tænkt sig at gøre, lige meget om det betød at brænde mandens ansigt og flygte, eller om det var at give manden hånden og følges ad.
”Betryggende.” Var det eneste han kunne få ud. Havde det været held eller uheld, at denne mand havde fundet ham. Han ville lyve, hvis han sagde at han ikke havde en vis frygt for væsenet foran ham, men det var kun en naturlig reaktion. Der ville ikke gå mange år, før frygten ville være erstattet af tryghed, og han ville være lige så flabet og umulig overfor Vladimir, som han ville være overfor alle andre der kom tæt på ham.
Egentlig havde han aldrig været typen til at græde eller vise svagheder, men dette var anderledes. Han havde ikke grædt fordi han var beskidt, havde ondt eller var bange. Selv som barn havde han ikke fældet tåre fra hulede knæ eller bank, og aldrig havde han givet en lyd fra sig, når afstraffelse for sjusket arbejde kom. Selv ikke da han havde ligget mørbanket og halvdød i den samme ørken for blot 10 dage siden. Hvad der derimod var værd at græde for, var det tab og skam, som ville komme til at hjemsøge ham meget langt ude i fremtiden. Noget han ikke forventede at nogen ville forstå.

De gyldne øjne lagde sig på den fremstrakte blege hånd, og skiftede på til de sølvgrå øjne igen. Tog han den, vidste han at han ville lave et lydløst løfte om at følge med deres karavane, mest fordi at det var den eneste måde at overleve på, og han måtte indrømme at mysteriet i det, virkede underligt tiltrækkende, men han lod hånden hænge lidt endnu. Lod den hænge imens manden snakkede.
”Radin Ir… Zalarinu… ” Prøvede han at gentage navnet, men den tykke russiske accent og den fremmede udtale gjorde det svært. Der ville gå lang tid inden han lærte at udtale V’erne i navnet, men han var stædig, nysgerrig på verden og god til at lære. Han svarede ikke på det med den kolde ørken, men stirrede bare lidt forvirret. Hvordan kunne den velsignende kølighed nogensinde blive så slem, som solens bagende hede? Auriel havde aldrig været udenfor den egyptiske by, som han var vokset op i, Avari, eller Pi-Ramses, som den også blev kaldt. Han havde ingen forståelse for at naturen andre steder i verden kunne være meget anderledes fra hvad han havde kendt.

En mulighed for at finde ud af det… En mulighed for at finde ud af hvad der havde skabt alt dette, som havde kastet ham ud i et kaos, som han måtte lære at leve med. Han havde ikke tænkt sig at dø i denne ørken i nat, hvis han kunne have en chance for at finde ud af hvad der var sket med ham.
Han skulle redde sig selv. Noget han hellere end gerne ville, men lige nu, kunne han knap nok stå op. Han havde brug for den fysiske hjælp. Så skulle han nok selv støbe hvad der skulle støbes, inde i ham selv.
”Fint. Jeg kan godt redde mig selv, men lige nu har jeg brug for et skub.” Skinnede den stædighed han altid havde besiddet igennem. ”Jeg har aldrig været væk fra området… men om jeg er klar til det.” Auriel kom helt til at smile, da han stålsikkert rakte en svag arm op, og greb fat om mandens håndled, for at få hjælp til at komme op. Det ville være starten på et meget langt venskab, som ikke udelukkende ville indeholde positive følelser, men i den grad være det hele værd.
Han ville kæmpe som en gal for at komme op på egen hånd, og selvom en del af det ville lykkedes, så var han nok aldrig kommet op uden Vladimirs sikre hjælp. At stå ville ikke være det store problem, men skulle de til at gå, ville han skulle bruge støtte.
”Jeg er Auriel. ” Lød det efter lidt, da det nok ville have været mere end uhøfligt ikke at præsentere sig, når han selv havde fået et navn. ”Slaver har ikke familienavne. For vi anses ikke for familier.” Fortsatte han kort, som forklaring på at der intet andet navn var.

Et sted derude bevægede noget sig, og selvom det var så godt som lydløst, så begyndte Auriel at blive urolig. Som om hver en celle i hans krop blev anspændt og fortalte ham at noget større end bare et dyr var på vej. Noget mere magtfuldt. Som om en eller anden mørk aura gned sig ind i hans, og fik den til at reagere.
”Kan du mærke det?” Spurgte han vagtsomt manden, som han stadig støttede sig opad. Hans øjne var mere vågne end de havde været længe, og selvom han følte sig alt for svag og sårbar, så gjorde adrenalinen i hans krop sig klar til hvad der skulle ske.

//Nej! For jeg plejer normalt at holde øje hver dag med de emner med nye besvarelser, som jeg ikke har set, men på en eller anden måde har jeg haft gået glip af den :D//

Mange mennesker og væsner har igennem troet på skæbnen... Måske var det skæbnen af disse to væsner skulle mødes, disse to i deres yin og yang form, som skulle begge supplere og forhøje hinandens egenskaber. Eller måske var det bare selve universets kaoseffekter der med disse to personers handlinger satte igang i dominobrikker, som synes at være lige så ustoppelig, som er japansk lyntog.

Vladimir kunne ikke lade vær med at grine hjerteligt, da det hans navn havde aldrig nogensinde blevet udtalt så forkert, som Auriel gjorde. Måske var det et skjult talent?(XD)
Men okay v-lyden var svær for mange sprogstammer, hvad værre var, så skulle man på russisk udtale det med en blanding af b og v lyd, så det bliver et mere langtrukken Bbbbladimir.
"Bare rolig, du skal nok lære det."
Vladimir var 100% sikker på, at denne unge mand var forvirret over sin hjemland med kolde ørkner, og selvom han fik sådan en trang til at prøve at forklare og evt vise landet hvis muligt, så var tiden ikke nu til sådan nogle trivielle ting, da selv Vladimir underbevidst vidste, at denne mand vil selv forandre hans liv.

Selv Vladimir måtte stå lidt og tænke over Auriels navn før han prøvede at udtale det. Navnet var for flydende til det russiske mere grove udtalelse, at det fik et særpræg, hvor r'et havde et ekstra tryk.
"auroul?
Sagde Vladimir med et fjoget ansigtsudtryk, da han selv godt vidste, hvor retarderet han selv udtalte det.
"Og bare rolig, jeg var engang en slavedreng som dig, heller ingen efternavn, men efternavne er for overvurderet efter min smag... Da alle er lige i sidste ende.
Ja efternavnet reddede i hvert fald ikke Zaba Von Calvarinos fra at blive dræbt af sin egen unge slave.

Armen var lige ved at sætte igang til at skulle finde den støttende greb for at hjælpe Auriel med at gå, da Auriels alvor og vagtsomhed fik Vladimir til at stoppe enhver bevægelse, før han efter noget lytten og den psykiske kommunikation med sine søskende stod med armene langs siden med en anspændt krop, klar på det væreste.
Hans to slangede søskende havde selv intet lagt mærke til, da de selv havde været abnormt optaget af hele deres to's samtale og møde. Men de vampyriske øjne, som så lige så godt om dagen soom om natten, fik Diana med sine røde øjne straks spottet et væsen, som intet genkendeligt lignede og alligevel.
Vladimir kiggede straks imod Auriel efter at have haft fået en beskrivelse med en alvorlig mine.
"Den er ca 60 meter fra os bag de sandbakker der. Kender du til et væsen, som har en krodillehoved, noget der kunne minde om en løveforkrop og så et eller andet slags dyr som bagkrop?
For en egypter velkendt i deres egen religion og mythologi skulle der nok ikke bruges meget hjerneenergi, før sådan en person ville kunne genkende væsnet, en ammit. Et væsen der levede i underverdenen, lavet af de 3 "menneskeædende" dyr for at perfekt kunne dræbe mennesker for deres sjæle. Ifølge egyptisk mythologi stod Anubis angiveligt foran enhver død sjæl sammen med Ma'at, sandhedens gudinde, hvor de vejede hjertes/sjælens renhed, før denne sjæl kunne komme til Osiris og opnå uddødeligheden. Hvis man var uheldig og havde et urent hjerte, så ville kvindelige dæmoner som Ammit æde ens hjerte, før man blev sendt videre til afstraffelse. Men det var jo kun mythologi, ikke?

Med sine overnaturlige sanser for sjæle fandt den hurtigt frem til de sjælekilder, mens ørkenens kolde vinde legede i dens mærkelige dreadlock lignende manke på den sandbakke lige ca 20 meter fra dem. Gule øjne, som næsten kun kunne sammenlignes med en helvedeshundsøjne, stirrede på dem, hvor man tydeligt kunne fornemme hvor stor en sjælefortærende kraft den havde i sin krop.
Vladimir havde aldrig set noget lignende før og havde ikke stødt på sådan et åndeligt væsen. Ja han vidste, at den var åndelig, da intet blod flød i dens åre...
Hans søskende bevægede sig langt væk, da de var Vladimirs eneste og sidste redning, hvis nu dette væsen gik til angreb.
Langsom med en løves stolthed nærmede den sig dem, som om den ikke bekymrede sig om noget overhovedet kunne stoppe den, da den havde aldrig før stødt på nogen stærkere end den selv, den var jo trossalt barn af en dæmonisk gudinde, og ingen væsen havde magi eller andet, som kunne gøre skade på dens åndelige krop, som desværre for Vladimir og Auriel, var så stærk, at den kunne manifestere sig på det fysiske plan.
Vladimir langsomt tog armen omkring Auriel, klar på at kaste ham om skulderen i et brandmandsgreb og så bare spæne derudaf, selvom Vladimir inderst inde var sikker på, at sådan et væsen kunne man ikke løbe fra.
Men før at alt eskalerede, så stoppede den op og stirrede med store åbne gyldne øjne på Auriel.I dens sult efter føde havde den ikke just rigtigt lagt mærke til hvilke typer væsner, den havde nærmet sig. Først nu så amitten den hellige aura af godhed og den kraftfulde energi i Auriels krop, som var langt større end det, som den nogensinde havde haft stødt på. Den selvsamme energi og aura, som ville få enhver normal dæmon til at løbe skrigende borte, tisse i bukserne eller gøre noget lige mindst lige så brugbart som de andre muligheder. Hvor selv store og stærke dæmoner også ville begynde at tøve og sågar ende med at dø for sådan en hellig magt.
Var det overraskelse? Vagtsomhed? eller frygt som var i dens øjne?
Det var ikke til at vide, hvad der foregik i hovedet på sådan et væsen som den, men der var ikke i tvivl om, at der var noget ved Auriel, som fik den til at stoppe og tøve.
Vladimir selv så selvfølgelig dens reaktion, men han ville ikke slippe blikket fra dette væsen for at glo undrende på Auriel, man ved jo aldrig, hvad sådan noget ukendt som dette ville gøre.

//Du begynder at blive blind gammelsmølf :P //

Auriel fnøs lidt utilfreds af den underlige udtale af hans eget navn, og alligevel virkede det komisk. Han var blevet nysgerrig på denne nye verden, som den fremmede bragte med sig. Det var åbenlyst at der måtte være en verden udenfor denne ørken, som var langt mere end han før havde set. Dog var han ikke sikker på at han var enig i at alle var lige i sidste ende. Måske i døden de var, men hvad skulle man med døden, når det var livet der skulle nydes? Han havde da hellere set sig selv nyde livet på et palads, frem for at være en slavedreng, men sådan var kortene ikke givet. Livet havde ledt ham til hvor han var nu, og han var ikke sikker på at det helt var her han ønskede at ende, men det var der intet at gøre ved nu. I det mindste kunne han nu se en fremtid foran sig, som ikke omhandlede at være slave i en brændende by.

En lyd og aura i næste nu, fik Auriel til at spænde alle muskler i kroppen og lytte. Vladimir ville kunne se langt længere med hans vampyrøjne, men den store forstyrrelse i energierne, som var blevet skabt da uhyret krydsede fra underverdenen, bankede som bølger imod englens egen aura og gjorde ham næsten svimmel. Noget var galt, og han var ikke i en position til at forsvare sig selv overhovedet.
’Bradimir’, eller hvad manden nu hed, talte igen, og det resulterede i et halvt nervøst, halvt chokeret udtryk fra Auriel. Han rørte uroligt på sig, og spejdede omkring. Aldrig havde han set en underverdensdæmon i deres verden, og slet ikke en så frygtet en.
”Ammit” Svarede han efter lidt og rykkede på sig igen, som om han ville tvinge sin krop til at tage sig sammen. ”Bedre kendt som ’ fortærer af de døde” Det sidste blev sagt på hebraisk, for han var ikke sikker på om der var en anden egyptisk måde at forklare Ammit på, også fortsætte han på egyptisk igen ”En kvindelig dæmon, som æder de dødes hjerter, hvis de ikke er rene nok til udødelighed. Hvis hun får fat på dit hjerte er du døbt til evig rastløshed. Men det burde ikke være muligt for den at være på vores plan. Den høre til i underverdenen.” Da ammitten var et åndeligt væsen, var det ikke det fysiske hjerte, som den gik efter, men sjælen og livsenergien, som for egypterne var ’hjertet’ af en person.

Et sted over sandbankerne kom en skikkelse til syne. Først lignede det en løve med den majestætiske gang, men som den kom tættere på, kunne Auriels sarte øjne netop fange den i måneskinnet. Den var frygtindgydende. En sammensætning af alle de rovdyr han havde lært var de farligste væsner på jorden. Hans krop var som frosset fast til stedet, og han kunne ikke længere mærke hans ømme lemmer. De virkede som om alt livskraft var på nippet til at flygte fra ham.
Manden ved siden af ham strammede grebet, og han kunne alt for godt relatere til behovet for at løbe, og alligevel var der et andet instinkt som reagerede først, og han vidste ikke helt hvor det kom fra, men han kunne mærke temperamentet i udyret, og vidste at den ville sætte efter dem det øjeblik de bevægede sig.
”Stop. Vi løber, vi dør.” Hørte han sin stemme sige, og hans gyldne øjne lå fast og beslutsomt på dæmonen. Den bedste chance de havde, var at give Ammit den ide, at de var stærkere end den, og få den til at vende om. Dette var dog lettere sagt end gjort, for lige nu var de sku en ynkelig forsamling.

Ammittens øjne krængede sig lidt sammen. Den havde tilbragt alt for lang tid med døde sjæle og underverden. Nu var den klar til at komme op over overfladen, for at høste de sjæle og den magt, som den var berettiget. Den var tøvende, for de to personer foran den, var ikke helt almindelige mennesker. Auriels lyse englekrafter virkede på én gang frygtindgydende og overvældende, men også delikate, hvis den kunne komme tæt nok på, til at æde livsenergien. På den anden side var et væsen den aldrig havde set noget lignende af. Vladimir mindede den om underverdenens frygtindgydende mørke, og selvom en vampyrs livsenergi ikke var noget der var specielt lokkende, da der ikke var meget af den, så var det hæderen, som Ammitten gik efter. Den kunne føle alder, erfaring og kræfter i det mørke væsen, og vidste at et sådan bytte ville give en tilfredsstillelse at fortære.

Auriel var tæt på skrækslagen, han havde aldrig oplevet et sådan væsen i virkeligheden, og havde aldrig helt troet på de gamle egyptiske legender. Som når man pressede en citron, ville Auriel prøve at presse mest mulig energi og aura ud, for at etablere en eller anden form for dominans, men om det var vellykket var nok til diskussion, for hans krop og energi kørte på de sidste kræfter.
”Ammit. Hjerte fortæreren. Gå nu, eller mød din overmand” Røg det ud af Auriel, som havde besluttet sig for at prøve at bluffe lidt. Han vidste ikke om det ville virke, eller bare gøre bæstet vredt. De mystiske flammer han havde fremmanet før kom ikke på kommando, og slet ikke i hans forslåede tilstand. Der skulle noget nær et mirakel til, hvis de skulle kunne klare en underverdens dæmon.

//super mange gange undskyld for mit meget forsinket svar, håber at det er tilfredsstillende!! :D //

Vladimir lyttede meget opmærksomt på Auriel, så meget at han var tæt på at vende opmærksomheden på ham, men inderst inde vidste vladimir godt, at den mindste sekunds uopmærksomhed og så var den sikkert igang med at fortære hans ben, hjerte eller lign.
Selvom Vladimir var praktisk anlagt, så havde han som barn altid været abnormt nysgerrig med legender, mytologiske væsner og det, og dette gjorde det ikke mindre spændende, selvom det langt fra var det rette tidspunkt.
For sin hornhinde så han det minde, hvor han engang som ung dreng, før forvandelsen eller forbandelsen afhængigt hvordan man ser på det, hvor han havde haft set et mystisk høj og pelsede væsen mellem skovens træer, nogle kaldte det for en yeti.
Men en Yeti var af kød og blod... Hvad skal man dog stille op imod et væsen af helt anden herkomst end jordisk?

Idet Auriel sagde noget, så trådte den med sine massive løvepoter et par rolige skridt frem, som om den skulle tættere på for at studere de to malplaceret menneskeslige skikkelser i sandet.
Vladimir hørte tydeligt hans stemme, som rungede et par gange frem og tilbage imellem det stærkt calsiumholdige væv.
"Men hvad forslår du så?
Selv i denne situation formåede Vladimir at kommet med et smørret smil, selvom den nok var mere en afspejlning af hans anstrengelser for ikke at blive bidt af frygtens ild.

Måneskinnet var det store vidne til denne episode, som udfoldede sig over det tidligere hede sand, som nu havde taget kuldens skørter på. Der var ingen tvivl om, at månen ønskede en uhyggelig stemning sådan som den kastede med dens blege skær over de glubske rovdyrsøjne, som skinnede op af egen lys. Eller var det bare Ammitens egen aura.
Kæbemusklerne arbejdede og tvang de store knogler til at bøje sig i et åbent gab, milisekunder fra at buldre med stor vrede og aggresion, så klappede de store kæber sammen, som om den tøvede, Aldrig havde den oplevet noget lignende, noget som turde at udfordre den! Men det var ikke det eneste, som fik den til at tøve. Alene det faktum, at den aldrig selv havde stødt på et væsen med en flammende aura, og så var situationen endnu mere mærkeligere, at ved dens side stod et barn af natten med også stor aura, som var fuldstændigt dualistisk til Auriels.
Kunne denne flammende person kontrollere sådan et væsen? Selvom en vampyr ingen match var for en ammit, så vidste den dog, at de langt fra var svage væsner.
Med dens overnaturlige intelligens, som i hvert fald ikke opstod fra en af dens 3 dyredele, vurderede den selv situationen.

Lyden af sand, som blev kvalt af stor vægt - Den akkumulerende styrke i aura, som blev mere intens som hvis man med en metaldetektor nærmede sig en begravet ubåd - Lyden eller rettere sagt fornemmelsen af død blev overdøvende, som en over rosa-parfumeret gammel dame. Alt dette var tydelig evidens for, at dette væsen nærmede sig stille og roligt nærmere imod dem, men inden for ca 5 meters afstand begyndte dens store krop at dreje en smule forbi dem, men ej dens blik.
Vladimir var tæt på at løbe, men indså hurtigt at den ikke gik til angreb, så Auriel mærkede intensiteten i Vladimirs fastlåste greb, fordi han ville garantere sig, at Auriel ikke gjorde noget dumt.
Tiden var sikkert gået i stå for dem begge, mens den med en æon fik endeligt bevæget sig forbi dem, hvor noget af dens pels rørte hånd eller ben, et bevis for at det ikke var en hallucination.

Efter nogle få meter kiggede Vladimir sig bag ud og hurtigt indså, at bare fordi rovdyret havde fravalgt dem, så betød det ikke, at den var stoppet med at være rovdyr. Det bevidnede hans sanser for blod i hvert fald.
I sandhulen havde en af kameltrænerne hørt naturen kalde, hvorefter han havde bevæget sig lyksalig i sin egen lille illusion af sikkerhed ud af hulen og følte den stimulans af at lade blæren blive tilfreds igen efter længere tids utilfredshed.
Ikke et skrig nåede at slippe hans læber, før de massive kæber havde knust hans skal. Kløer, som lige så godt kunne have været lavet af diamantskærer, lod blodet få frit løb fra den åbne brystkasse og hvor ribbene hang som halvknækkede grene. Hurtigt mærkede de sylespidse tænder det hårde og faste kød af hjertemuskelatur, så hurtigt at sjælen endnu ikke havde nået af flygte fra hans krop.
Vladimir kunne kort efter lugte blodet, men ingen tvivl kunne de to sikkert føle at derude tilbage ad imod mørket, var der blevet et liv mindre i denne verden.

//Jeg ved hvor travlt du har , så det er helt okay :D //

Den tørre ørkenluft slog legesygt imod huden og kildede hans svedige pande. Den var varm, men alligevel friskere nu hvor solen var forsvundet bag sandbankerne. Auriel havde aldrig set et mytologisk væsen før, og hans sind prøvede stædigt at overtale ham om, at det var varmen og ørkenen der spillede ham et pus. At alt dette blot var hans underbevidstheds sidste kramper, der frembragte udyret, ’Bradimir’ og alt det andet. Snart ville han udånde midt i den øde ørken og blive sendt videre ud i dødsriget. Men sådan forholdt det sig ikke, selvom han ikke selv vidste det.

Den enorme skikkelse trådte fremad og en krybende fornemmelse bredte sig ned over Auriels ryg. Han havde ikke lyst til at få sin sjæl ædt, og lige nu, hængene udkørt på den fremmede mands skulder, var der ikke ret meget han kunne gøre. Ja ikke andet end at prøve at overbevise dyret om at det ikke havde en chance. Meget var den unge engel stadig i tvivl om, men han vidste, at han var faldet over kræfter der var stærkere end som så, og at truslen om dem var nok til at gøre nogle fjender bange.
”Dit kraftigste våben er din modstanders forventning.” Klemte han et smil retur til manden, som så småt var begyndt at få en anden status i Auriels hoved. Han havde trods alt kun hjulpet, so far.

Endnu et vindpust fløj igennem natten, og denne gang føltes det køligt og gennemtrængende. Som dagene var nådesløst varme i dette helvede, så var nætterne kolde og barske. Nyt liv sprang frem fra sandbankerne, når natten faldt på. Dyr, som ikke kunne leve i den bagende sol, krøb frem for at finde føde. Øgler, skorpioner og skarabæer. Amitter plejede dog ikke at dukke op ud af ørkenens sand.
Det store dyrs øjne var betænksomme, og det var tydeligt at den overvejede sine chancer. Det store gab var åbent, og hårene begyndte at rejse sig på Auriels arm, i forventning om et dødsbrøl af dimensioner. De gyldne øjne søgte Vladimir. Han fik følelsen af at kigge på sin egen refleksion. Så ens og dog så spejlvendt.

Amitten slentrede roligt imod dem, og stanken af råddenskab og død blev overdøvende idet det udsprang fra det store gab. Auriel havde lyst til at skrige, kaste op og løbe. Det hele på en gang, men hans krop holdt ham fast på samme måde som vampyrens jerngreb.
Dyrets hår gled over siden af hans ben, som havde det været en forvokset kat, og af en eller anden uforklarlig årsag, var Auriel helt sikker på at den ville passere dem. Han behøvede ikke at se sig tilbage for at vide, at de gule øjne havde udset sig et nyt bytte.

Hans mistanke blev bekræftet da et hjerteskærende skrig flængede natten, og vidnede om de uhyrligheder, som i nat var fundet sted i den øde ørken. Auriel følte sig syg. Den mand var blevet nød til at lade livet, fordi de havde stået fast frosne som kujoner. Noget i ham havde lyst til at vende om og løbe tilbage til lejren, for at se hvor mange der kunne reddes, men en større del af ham, var ikke villig til at ofre sig for dén sag. En større del af ham var ikke stor nok til at glemme den menneskelige selviskhed.

”Den finder din lejr.” Lød hans stemme pludselig som en lav hvisken. ”Vi kan blive nød til at skulle fortsætte alene.” Måske de kunne være heldige at redde nogle rationer, når amitten var trampet videre. Lige nu lige her, føltes det som om de to var de eneste personer tilbage i verden, selvom verden for ham kun var den tørre ørken lagt ud foran dem.

//okay jeg havde ikke personligt regnet med, at amitten ville gå efter dem alle, men kun ham som havde vandret væk fra lejren for at pisse XD men okay det bliver sjovere sådan her, især Vladimir som vampyr i en ørken, når solen står op, super! XD//

Den skarpe følelse af dårlig samvittighed af mandens død fjernede den mindste mulighed for, at Vladimir kunne blive fristet af blodets sødme. Kulden havde indtaget det døde hjerte, men ej havde han endnu mistet den glød af medmenneskelig, hvis mangel skulle i fremtiden blive til en af hans grundliggende karaktertræk. Så han kiggede skarpt på Auriel, da han indirekte sagde, at de skulle flygte.
Blikket røg tilbage i retningen imod den mulige episode, og den russiske stemme flød ud med sørgmodighed, og hvor musklernes sitren i tindingen tydeligt bevidnede, at han var i et stort psykisk dilemma. 
"Oni ne mogut prosto umeret'"
Grebet blev langsomt sluppet omkring Auriel, hvor Vladimir gik et par skridt frem, mens ørkenvinden legede med det kulsorte hår highlightet af en spøgelsesagtig glans af månen.
Selvom man ej kunne høre lyde endnu af amittens aktivitet, da sandhulen var godt lydisolerende og hvis udgang vendte væk fra de to, så kunne Vladimir næsten føle, hver gang en dødede.
Med blanke øjne så han for sin hornhinde de to smukke russiske kvinder, som havde været sådan et godt selskab på deres nu ca 55 dages lange rejse. Deres søde latter og smil, deres barnlige input og de store nysgerrige øjne som fokuserede på enhver ny ting, da de to landsby ungmøer havde aldrig set noget andet end landsbyen i sneens land. En lugt af frisk død blod slog sig legende omkring Vladimirs skikkelse, hvor han kiggede ned på sin hånd, hvor hans negle havde haft boret sig igennem. Med musklerne spændt og det hele var han klar på at løbe afsted jeg kan da bare ikke lade dem dø?
Straks kom de to velkendte stemmer i hans hoveder, den ene motiverende, den anden demotiverende. Men lige meget hjalp det da Vladimir var målbevidst, hvis det ikke lige havde været fordi et anstrengt pumpende hjerte i et vis persons bryst krævede hans opmærksomhed.
De sølvgrå øjne så dybt ind i Auriels med en intens stirren.
Denne person, så mytisk! enhver ville efterlade ham... men
Det ville være dårligt at efterlade ham, hvem siger ikke at du bliver dræbt og den finder ham endnu svagere end før?
Normalt er jeg jo ikke den, som er hjernen her, men noget siger mig, at dette væsen er mere værd end de fleste.
Men ingen er da mere værd end andre?
Red ham Vladimir! Ligesom Zora dengang reddede den fortabte dreng.
Sagde Diana med en skarp hård stemme som ramte perfekt dybt inde i Vladimir... Han havde altid følt, at han aldrig fik betalt tilbage for det, som Zora Von Calvarinos havde gjort for ham...
Nu var det hans tid til at give tilbage og redde denne fortabte sjæl.

Han kiggede tilbage med hånden over hjertet.
Dukhi vam milost' li na vashem puti
Må ånderne vise jer nåde på jeres vej var ordenes mening, hvor der var absolut ikke ingen tvivl om med den tone det blev sagt i, hvad ordenes mening var, selvom det var på russisk.
Med et stort suk, hvor skuldrene hang før de rettede sig op igen gik han over til Auriel og var hans støtte igen.
"Ja, vi må desværre vente, selvom jeg næppe tror, at det vil tage særligt lang tid
sagde han på egyptisk med en voldsom russisk præget accent.
Et skrig skar sig igennem natteluften, da en havde været "heldig" at løbe ud, men uden meget held. Selv ikke Vladimirs to specielle bodyguards var ingen match for et væsen, hvor fysiske skader absolut ingen virkninger havde som en mild vind imod et stort egetræ.
En af hans søskende havde bevæget sig nærmere imod stedet og bevidnede, at væsnet dovent gled ud af hulen, som en fed krokodille der gled mæt igennem vandet.
"Der er fri bane, så må vi se, hvad vi kan tage.
Langsomt med konstant fart fik de gået hen til hulen, hvor luften af frisk blod var overdøvende. Blodet der klistrede sig til sandet, som næsten syntes at dampe i kontrast til den kolde natteluft. Blodet flere steder flød endnu let som vand, som tydeligt bevidnede, at dette crime-scene var så frisk, som det overhovedet kunne være.
Hulen var blevet fuldstændigt mørkt, da bålet åbenbart var blevet slukket. Men med vampyrens natteøjne så han tydeligt, hvad der ventede for dem derinde, så  han slap roligt grebet fra Auriel og sikrede sig, at han enten kunne stå selv, hvis ikke, så blive sat ned.
"jeg henter forsyninger, bare blev her. Du er i sikkerhed
idet han sagde det sidste faldt hans blik på et af de par slangede lysende øjne i mørket over sandbakken, som overvågede området.
Hurtigt fik Vladimir taget alle forsyninger de havde behov mens han prøvede at undgå at kigge, selvom hans øjne faldt på den smukke rødhåret kvinde, hvis hår lige så godt kunne have været en anden farve uden at det kunne ses for alt den blod i hendes smukke og bølgende hår, som nu klistrede sig til alt som en død kold fisk.
Heldigvis fandt han den ene kamel, som i stedet for at have haft brudt fri, havde været stiv af skræk. Amitten var ikke interesseret i normale dyr, når menneskelige sjæle var så meget bedre.
Ud af hulen kom han med en velpakket kamel, hvor han stoppede op foran Auriel, derefter for at vende blikket tilbage imod den dybe mørke. Vladimir havde utallige gange set død, ja han havde sågar været med til flere tab af liv! men aldrig nådesløst... aldrig for just the fun of it. Men synet af den smukke uskyldighed, som havde leet og hygget sig så meget her på turen... Det fik Vladimir til at ryste over hele kroppen.

//Jeg kunne godt lidt fornemme hvad du mente, men synes dette var sjovere og mere udfordrende – på egne ben :P //

Uden forstærket hørelse eller en næse der var designet til at lugte frisk blod, var natten den samme omkring Auriel, som den havde været for 10 minutter siden. Der var ingen forandring i lugten omkring dem eller den kølige vind, men de vidste begge to godt at en masse var forandret. Amittens døde aura bankede imod hans egen som to oceaner der stødte sammen, og at dømme efter bølgegangen havde den sig noget af en fest.

Hans krop kørte på adrenalin nu, og det var næsten det eneste der stadig holdt ham oprejst. Dét og Vladimirs stærke tag i hans arm. Hans hjertebanken og puls steg, imens det langsomt gik op for ham, at de havde været blodstæng i sandet lige nu, havde det ikke været for de stakkels mennesker inde i sandhulen, som den i stedet havde udset sig.
Som kunne den fremmede mand mærke hans puls der steg, skar et par sølvgrå øjne ind i hans gyldne og holdt ham stædigt fast. Som var der en psykisk forbindelse bundet imellem deres øjenkontakt, kunne Auriel næsten læse tankerne der gled igennem Vladimirs øjne, og et øjeblik var han bange for at blive efterladt. Natten var kølig og nådesløs her i sandets ødeland.

Endelig blev stilheden brudt af en sætning han ikke forstod, men det behøvede han heller ikke. Det universelle tonale sprog gjorde sit og han forstod udmærket at dette ikke var rettet imod ham selv, men en bøn rettet imod folkene i sandhulen. På en gang var det hjerteskærende og på en anden var det lettende, for han så det også som et tegn på at manden ikke ville efterlade ham alene, men fortsætte på trods af hans følge, som nok ikke være i stand til at fortsætte.

Et skrig flængede atter natteluften, og denne gang var det umiskendeligt fra en kvinde. Auriel lukkede kort øjnene for at lade sig selv lade som om, at det hele bare var et fjernt mareridt. Hans tanker faldt kort på de to piger, der havde været der da han vågnede, og deres øjne og glade smil brændte sig ind i hans bevidsthed. Han kendte ikke til deres fortid, men ingen havde vel fortjent dét.
Vladimirs stemme lød igen, og denne gang forvirrede den ham lidt. Ikke fordi den stærke accent gjorde ordene svære at tyde, men fordi de ikke havde udsyn til hulen, og derfor ikke havde en chance for at vide om der var fir bane. Hvordan vidste han det? ”Så lad os komme afsted.” Stemte han i, og ikke længe efter var de ude foran hulen.

Hans øjne havde ikke en chance for at trænge igennem det tætte mørke, men månens klare stråler oplyste det yderste af hulen, og en bleg slap hånd hang livløst ud fra det tætte mørke og vidnede om de grusomheder der var foregået.
”Okay. Jeg klarer mig.” Svarede han Vladimir og forsikrede ham at han godt selv kunne stå op. Hans blik var en smule tomt og hans ord ligeså. Igen var han alene med Vladimir inde i hulen. Natten havde aldrig føltes så lang og ørkenen så uendelig som den gjorde lige nu. Minutter føltes som timer, og da han endelig havde selskab, tog det nogle sekunder inden han opfangede det.

”Er det vores eneste kamel?” Spurgte han og støttede sig op af det alt andet end majestætiske dyr. Med alt oppakningen ville den ikke kunne holde til begge deres vægt ret længe. Så måtte de skiftes til at sidde på dyret og trække dyret, og håbe på de fandt en af de undslupne kameler på vejen.

//Skal vi eventuelt lave et timejump til et eller andet lidt senere tidspunkt? Et vandre-ørken-emne, bliver nok lidt langtrukkent :) //

//NEJ JEG SYNES, AT VI SKAL BESKRIVE OM HVERT ENESTE SKRIDT XD Jeg er sikker på at @Millicent ville være enig :P
Okay så laver jeg et timejump, hvor jeg beskriver overordnet hvad sker, og så indtil vi når en større egyptisk by ved Nilen.//

Da Auriel spurgte, så stoppede Vladimir op og kiggede fjernt over ørkenen. De blege øjenlåg faldt sammen, mens en radarlignende følelse dukkede op i hans indre. Et væsen, der levede af blod, ville ikke overleve ret længe uden gode muligheder for at finde sin madkilde.
I sådan en stille ørken som dette, gav i særdeleshed mulighed for at en vampyrs overnaturlige sanser kunne udfolde sig. Lyden af Auriels var en stor forstyrrelse i hans fokusering på andre kilder, men med mange års træning fik han kaliberet sine øre, således han "overhørte" Auriels levende puls.
Luft undslap det stærke vakuumgreb af mellemgulvet, som kom ud i en form af et suk. Vladimir havde intet hørt andet end nogle enkelte firben og slange hjerter, som just ikke var nogen ideelle trækdyr. Dette fik ham dog til at give snoren til den stadigvæk chokeret kamel til Auriel.

Mytisk ville det nok være for Auriel, at denne høje særtudseende mand med endnu sær accent gik rundt foran indgangen hulen, som om han søgte efter noget. Nogle gange gik han ned på hug og mærkede på jorden, hvorefter han rejste sig op med et veltilfreds smil.
"Vi vil med garanti finde en kamel i den retning" Stod han og pegede i retning, som synes at være lige så tilfældig og ens, som hvis det havde været en anden. De havde nemlig været "heldige", at en af ofrenes stærke hjerte havde benyttet den første lejlighed ved punktering af huden at sprøjte langt med blodet. Den slimede klistret masse havde ramt en af kamelerne som derefter havde flygtet med brødkrummer efter sig i form af blod.
Med strukket hals kiggede Vladimir op imod den mørke nattæppe med lysende prikker, hvorefter han fandt sit mål i form af nordstjernen.
"Heldigvis ser det ud til, at hvis vi følger den ene kamel, så kommer vi ikke så meget på afveje i forhold til at skulle nå en by, men vi må så ser at skynde os
Sagde Vladimir sådan venligt hundsende(?) og gjorde klar til at hjælpe Auriel, hvis han ikke kunne komme op på kamelen.

Efter Auriel var kommet op, så rakte Vladimir en vandtætlæderpose med indholdet af den suppe, som var blevet lavet tidligere.
"Det er meget vigtigt at du spiser, selvom jeg ved, at appetiten ikke er der, du er endnu afkræftet, og du bliver den, som skal finde vej i løbet af dagen.
Det fik Vladimir til at skue imod den horisont, som inden længe snart ville fremvise den strålende skat gemt bag horisonten. Samtidig blev han mindet om, at han jo ingen lenvende madpakke havde længere, Jeg tror ikke, at vores kære nye ven ville tage det særligt pænt, at jeg tager noget af hans blod
Tænkte han smilende da han begyndte at gå ind i hulen, mens han undgik at kigge på Auriel, da det var nok ikke det rette tidspunkt at vise de blodrøde øjne, der ikke afspejlede andet end ren grådig sult.
"Jeg har lige glemt noget, spis du bare imens"
Med en næsten slangede rovdyrs elegance gik han ind i hulen, hvor hans psyke dog gjorde en stor kamp for at ikke tænke på denne massakre, ikke tænke på grusomhederne, bare tænke det som mad, ikke individer. Men bevidst undlod han at kigge i nærheden at den rødhårede kvinde, som endnu var indprintet i hans sjæl. Han kunne lige så godt have haft gået i blinde, det ville ingen forskel have haft gjort, at han fandt den blonde kvindeTizisnika, hvis blodige sødme var forskelligt fra de andres.
Ud af hulen kom han, hvor intet bevidnede, hvor meget han lige havde slubret i sig for at kunne overleve i mange dage, især under den bagende sol. Kun hans mørke aura synes næsten at gløde, som om han var næsten ved at sprække af energi.

De gik meget af natten, hvor de til sidst fandt endelig den kamel, som i sin panik havde løbet abnormt langt. Der slog de lejre, da Vladimir insisterede, at de holdte pause, og at Auriel kunne få nogle få timers god søvn, som man ikke ligefrem kunne få på en kamelsryg, andet hvis man var en garvet kamelrytter.
Hvis Auriel ikke faldt i søvn sådan relativt tidligt, så ville han høre, at Vladimir lige pludseligt begyndte at gå væk. Himlen var stadigvæk i nattens favn, selvom noget lys bevidnede, at det ikke ville vare længe. Hvis Auriel kiggede, så ville han så længere væk et glimt af de to par lysende øjne med en aura meget lig Vladimirs i mørket i rød og grøn, som "flød" i mørket hen til Vladimir. Pludseligt "forsvandt" de, og man kunne ikke føle deres aura længere, men da Vladimir kom tilbage igen synes hans aura at være en smule forandret sig, næsten som om hvis en strålende hvid diamant havde en lille anden farvet sten inde i sig.
Hvis Vladimir ikke havde absorberet sine søskende igen, så ville hans søskendes fysiske kroppe opleve en brutalt død i solens favn.
Da solen var stået op, så var Vladimir pakket fuldkommen ind i mere klassiske arabiske rejseklæder, hvor kvaliteten dog igen stadigvæk bevidnede at han var af højre rang. Som Auriel hurtigt ville opdage, så var Vladimir ikke særligt meget snaksageligt, faktisk virkede han ultra meget ukørt og træt, og de sølvgrå øjne var matte i den lille sprække i hans hovedbeklædning. Selvom Vladimir ikke blev "rørt" af lyset, så var vampyrer altid ultra meget svagere i sollys, selv dækket til.



Dag og nat vandrede de, hvor pauser kun var for de hårdføre kamelers skyld. Forfærdeligt meget fik de sikkert nok ikke snakket sammen, da det var tydeligt, at Auriel var nødt til at holde sig vågen hele dagen, da Vladimir for det meste sov der eller var ikke så meget psykisk til stede. Mens Vladimir så tog sig af deres tur i løbet af natten, mens auriel kunne sov på ryggen af kamelen.//Hvis Auriel har spurgt Vladimir om nogle ting, så stil dem endelig bare, fordi så bliver de besvaret i det næste indlæg, da Auriel nok med garanti ville undre sig over denne dualisme i Vladimirs adfærd//
Det eneste tidspunkt Vladimir reelt reagerede og var i live var i de sekunder, før de nåede deres mål. Lugten af nye blodkilder havde vækket ham ud af hans sollys-bedøvelse. Så lige før de skulle over den sidste sandbakke, så pludseligt udbrød Vladimir i jublen og tvang de stakkels dyr under sig til at løbe hurtigere. Men da mangel på mad over de sidste dage havde sat sit præg i form af mangel på styrke i dens ben, så snublede den og faldt sammen. Mens Vladimir valgte bare at lade sig falde af og begyndte at løbe op på toppen og skue over en stor egyptisk by, hvor Nilen skar igennem landskabet.
Vladimir løb tilbage og råbte med skiften imellem russisk og egyptisk.
"vi har klaret det, endelig!"

Da de var nået helt hen til byen var det ved at blive aften tid, men endnu vrimlede folk travlt over det hele, ud og ind konstant, da høsten skulle i hus.
Vladimir lod sin kamel gå hen til en af vagterne foran porten, som gerne ville inspicere dem. Men det blev bragt opbrudt af en håndfuld guld og en papirrulle med et segl der bevidnede, at beskeden kom fra en af kongeligt karakter. Så selvom en af de ældre mere garvet vagter så skævt til Auriel, da han synes at fornemme et eller andet der ikke stemte i overens med ham, så kunne han ikke ligefrem gøre noget ved det.

// Og når du nu har tagget hende, så vil jeg gerne benytte chancen til at sige, at vi ELSKER når hun spammer ’like’ knappen :P //

Forvirret og lidt påpasselig fulgte de gyldne øjne Vladimir, der trappede rundt foran hulen. Hvad lavede han? Var det en eller anden ny måde at finde dyrespor? Auriel prøvede at følge med i hvad han lavede, men kunne ikke rigtig gennemskue det.
Vladimir pegede og med det samme kiggede Auriel forgæves i dén retning som fingeren gav. Kamelen ville være nået et godt stykke, og det var umuligt at se den her fra for sandbanker. ”I udlændinge er sære. Ved du det?” Kom det lidt ironisk fra englen, som dog stolede på mandens råd. Desuden passede det fint med hvilken vej, han regnede med ville føre til nærmeste by. Et kort blik op på stjernerne ville bekræfte det.
Auriel havde aldrig været udenfor Theben før, som var byen tæt på, som han var vokset op i. Den lå i modsatte retning af hvor Vladimir pegede, og det ville ikke tage dem mange timer at nå dertil, men det var også det sted han var flygtet fra, og de ville nok ikke velkomme ham med åbne arme. Desuden havde byen ikke meget at byde på lige nu. Ikke efter hans lille nummer.
Derfor tillod han også sig selv at være lidt egoistisk og nikke. ”Det er også retningen på den nærmeste by Ineb Hedj. Den skulle gerne ligge ved Nilens Vestbred.” Svarede han og håbede at hans stedsans var korrekt nu. Ellers kunne de bruge de næste 50 år på at vandre rundt i dette tørre ødeland. Godt nok var det løgn at det var den nærmeste by, men manden var fremmed for landet, og ville forhåbentlig ikke vide uråd.

Efter en smule asen og masen, kom Auriel op på kamelen, som ikke synes at være generet af den ekstra vægt. Et næsten usynligt smil strejfede hans læber. Kun få gange havde han siddet på en kamel før. Ellers havde han altid skulle trække dem.
Han tog imod dunken med supper og tog villigt en slurk. ”Jeg dehydrerede næsten til døde. Tro mig, jeg har appetit.” Endnu en slurk og dunken blev lagt væk. Han ville ikke bruge alt deres mad med det samme.
Stadig små forvirret spejdede han ind efter manden, som var gået ind i hulen igen, men kunne intet se. Da han endelig kom tilbage virkede noget anderledes, men det var svært at gennemskue hvad.

Efter nogle timer havde de to kameler og en lejr var slået op. Auriel havde netop lagt sig på et tæppe og hans trætte øjne var ved at glide i. Han befandt sig imellem vågen og sovende tilstand, da Vladimir begyndte at gå. Dagen efter ville han kunne sværge at det havde været en drøm at lysende øjne havde kigget på ham fra sandet og var forsvundet ind i Vladimir.
Da solen stod op var det tid til at komme videre. Vladimir var godt beskyttet imod solen i overdådige klæder der kun kunne misundes. Han selv måtte bruge gamle tæpper de havde med til at skærme sig imod solen.
Normalt når man skulle vandre i ørkenen var det en god ide at hvile om dagen, når solen bagte ned, og gå om natten, når det var til at holde ud. De havde dog hverken vand eller mad nok til at kunne bruge hele dagen på at sove, så her måtte de skiftes til at føre kamelerne.

Det tog ikke lang tid at lægge mærke til ændringen i manden om dagen. Han var stille og sov for det meste. Flere gange havde Auriel spurgt om han ikke skulle spise, og forstod ikke at Vladimir kunne blive ved uden mad og vand. ”Hvordan kan det være du ikke er død endnu? Du har hverken spist eller drukket?” Spurgte han aftenen inden de nåede igennem ørkenen.
Han selv havde brug for en del vand, for at vandre i solens bagende hede om dagen var noget nært ulideligt. Han var pakket ind for at undgå solen åd af hans hud, men klæderne opvarmede ham også til en sauna indenunder og nætterne var kærkomne pauser for ham, hvor han fik lov at komme op på kamelen.

Det var efter en meget lang og hård dag, at der pludselig skete noget. Auriel troede aldrig at han havde set en mand ændre sig så markant på så få sekunder. Han tørrede sved af panden og kiggede håbefuldt efter Vladimir der med fornyet energi stormede over en sandbanke.
De gyldne øjne lyste op da han nåede tilbage. Ordene var knap forståelige, men glæden var ikke til at tage fejl af. ”ENDELIG!” Udbrød han lettet og hev og trak det sidste stykke med hans egen kamel.
På toppen af sandbanken var byen strålende lagt ud foran dem. Byen som senere ville blive kendt som Memphis i Egypten.

Henne ved porten til byen, formede der sig en klump i Auriels hals. Han brød sig ikke om den måde vagten kiggede. Kunne de have fået besked fra nogen i Theben?
”Hvad? Jeg er den eneste slave der overlevede turen.” Gav han vagten besked, og det var nok ikke ligefrem svært at tro på, at Vladimir med hans flotte klæder skulle have råd til at have slaver med. Desuden kunne han godt selv ligne en i sit hjemmelavede ekstra tøj.
De blev da også lukket ind, da vagten ikke rigtig kunne gøre noget. ”Hvordan har du fået så meget guld?” Blev der spurgt nysgerrig og med ny energi, nu hvor de var ude af ørkenen.

Med et flabet skævt smil sagde Vladimir med en skarp drillende tone.
"Nå jeg troede ellers, at det var os fremmede der var normale, ikke omvendt
Vladimir nikkede bekræftende, og var faktisk glad for, at "Auroul" var enig, selvom han var helt sikker på sin egen viden. Men samtidig fik det en klokke til at ringe, hvis denne engel godt vidste, hvor den nærmeste by var, hvordan kunne han så have haft endt i denne situation, som Vladimir fandt ham tidligere i? Ønskede han virkeligt at dø? et dødsønske? eller var det et nødråb? at udfordre selve skæbnen til at frembringe det mest usandsynlige...

Hver gang havde Vladimir takket ham venligt for at tilbyde vand og drikke, men det ville kun gøre det meget værre. Vampyrer kunne direkte blive syge af indtag af mad og vand, det eneste spiselige former er, når maden eller vandet er voldsomt blodholdigt.
Natten havdeværet ligesom alle de andre, men da Vladimir instinktivt kunne mærke solens kommen og bekræftede ved at se solens fangearme gribe hårdt fat i himlen. Så vækkede Vladimir Auriel og havde sørget for noget morgenmad.
Vladimir så interessant på Auriel og der var ingen tvivl om, at Vladimir intet havde imod at blive spurgt om ting.
[color=cyan]"Det er et godt spørgsmål, og svaret giver grundlaget til, at det, som jeg er, oftest bliver betragtet

//ikke færdig//