[Afsluttet]A bloodred moon, a good or a bad sign? (Payne og Vladimir)

Tid: 03.20
Sted: Miamis gamle gader, hvor vilde dyr og radioaktivitet og bander lurer ved hvert hjørne.
Vejret: Skyklart med stjerner og en lav måne, som er blevet blodrød.
Årstid: Tidlig efterår.
Efterfølgeren af dette emne:
3 events, 3 different tests and 3 people, is this a classic Fairy tail?(Payne og Vladimir)
The chance of Life, deal or no deal(Dust, Medusa, Vladimir og Payne. Sker imellem to af eventsene i det andet emne.

Tårnhøje gravsteder strittede op i vejret, det evige minde om fortidens storhedstid. Disse gravsteder, som engang havde indhold masser af menneske og væsners liv, havde ligget i ruiner i lang tid. Et par helt grå øjne kiggede op af disse skyskrabere med et studerende blik. Dog var der ikke så meget at komm efter, da øjnenes ejer havde mange gange kigget på disse bygninger før, men det fandt ham altid fascinerende, hvordan menneskerne havde bygget disse tårne i deres galskab i at blive guder. Det var i hvert fald det man kunne konkludere ud fra det, når man vidste, at penge dengang og stadigvæk er, giver ejerne næsten en gudeagtig status, da man med penge havde og har magt.
Et smil gled på hans blege læber, hvor blodet ikke havde løbet igennem i en æon.  De sylespidse bide tænder blev blottet let, hvor de røde månes stråler afspejlede sig let, da han kiggede i retningen af blodens måne.
De grå øjne blev fjerne, da et gammelt knasttørt minde dukkede op i hans hjerne, det var en faders stemme, hvor minder, som kun var en lille dreng, sad og hørte på sin fornuftige gamle far.
"Når vor måne er blodrød, så er der blevet udgydt blod i nat min søn"
Et hånende fnys blev dannet i hans strube, det var ikke et udsagn som passede overhovedet til nutidens verden, men heller ikke datiden. Fordi så skulle månen altid være blodrød.
"Der er kun 99,99999972483 % chance for, at der bliver udgydt blod i dag."
Det var et udsagn,  som han havde allerede udregnet for ca de 3000 år siden, en af de dage, hvor han havde kedet sig for meget.

Den friske vind gled imellem de høje gravsten af skyskrabere, og en af dem strøg legende forbi ham, hvor noget af hans halvlange ravnesorte hår gled foran hans øjne. De kolde tagsten lå hårdt under ham, men han var ligeglad, kulden var et fænomen, som han ingen erindring havde længere. Vladimir vidste, hvad det var, men kun i 25,7 år af hans 5329 år gamle liv havde han oplevet fysisk kulde og varme. Hans døde krop, havde for længst mistet følelserne for kulde og varme, men han kunne ikke savne det, da han ej kunne huske det.
De grå øjne faldt på den ene skyskraber, og som en vane, så begyndte hans matematiske hjerne at analysere. Hans tanker kørte i en uforståelig strøm for alle andre end ham selv, hvor en mumlen afslørede let hans tanker.
"Ca 30 meter, det gør ca målestoksforholdet ca 13,035% mindre. 1 etage er ca i gennemsnittet 2,792 meter høj, så derfor med de ca 36 etager, så er det"
Hans tankestrøm blev afbrudt, da en velkendt stemme brød frem inde i hans hoved. Den kvindelige velkendte stemme sagde meget automatiske, som om hun har haft sagt det mange gør før.
"Lad nu hver med at regne kære broder, du ved jo, at du ikke får slappet af, hvis du bliver ved med det."

Det var en forbandelse, en meget ond forbandelse til tider. Han havde inden ide, hvorfra han havde fået sin evne, men han har havde i hvert fald haft den siden begyndelse. Den matematiske brillanthed var en forbandelse, han havde af vane at altid analysere alt for matematiske forhold og ligheder, og det var derfor, han tog ud på disse enlige nætter, for at prøve at rense hans hoved for alle de mange. Men vane var en vane, og den havde sit jerngreb i ham. Hans greb slap og luften hvirvlede omkring ham og kun et lille bump afslørede, hvad han havde gjort. Fødderne var plantet solidt ned i jorden, hvorfra han kiggede lige op på den 3 etagers bygning han havde sprunget ned fra. For et hvert normalt menneskelig øre, ville dette sted, denne kirkegård af fortidens storhedstid langt før atomkrigen, som ødelagde verden for altid, ville tro, at her var lydløst og ingen væsner var her. Men de skarpe vampyr ører kunne høre de mange hjerteslag hist og her, men føde var ikke hans interesse i dag, i dag ville han bare have ro.

Langt væk ca en km afstand fra Vladimir stod en mand i kulsort tøj med en stor kikkert. Den sorte gasmaske med et malet grin skjulte hans ansigt, og derfor også hans smil, da han endelig fandt deres mål. Tydelig for hans kikkert gik Vladimir i sin sorte jakkesæt roligt ned af gaden helt udviden, hvad der var i vente for ham.
"Egern på vej til mødested, egern på vej til mødested"
Sagde han med sine tunge dybe stemme til mikrofonen, som blev forværret af hans gasmaske. Kikkerten blev puttet igen for hans øjne, og nu måtte han bare vente på, at de andre går i gang med planen.

"Roger that"
Sagde en ung mand med sort kort hår sat i en hanekam i hans sorte walkie-talkie. Hans skarpe og forventningsfulde blik faldt på den særdeles meget smukke kvinde, som stod foran ham. Andre folk samlede sig omkring ham, og der var et fælles mærke på deres tøj, en brølende løve med en slange i dens gab pyntede deres uniform mærker. De 10 andre folk kiggede frem og tilbage mellem kvinden og den unge mand, som tydeligvis var den som bestemte.
"Okay folkens, vi gennemgår planen igen. Vi skal ca 200 meter ned af den gade om 5 min"
Hans fingre med sine fingreløse læderhandsker pegede ned af en af de store gader ned imod Vladimirs retning.
"Så begynder vi at jagte dig, husk endelig at vi bliver nød til at skade dig en smule, så det virker troværdigt, plus blodet vil måske tiltrække denne gamle vampyr. Derefter vil i to"
Han pegede på to høje mænd, som begge var sandelvere, hvor tørklæderne dækkede deres ansigter andet end deres mund.
"I vil komme med jeres truck, når i får signalet, så vi kan blive hentet før vi forhåbentligt bliver dræbt. Husk ingen er helte her, så ingen skal prøve at gå selv imod ham, selvom jeg ved at det er fristende, men vi kan ikke dræbe ham front mod front. Husk han er en ældgammel vampyr ca de 5000 år gammel, det betyder, at han 12 gange stærkere og hurtigere end et normal menneske pga hans høje alder, så i er ingen ting imod ham. En ting som i også skal huske."
Hans falkeblik faldt på kvinden, som en understregelse af alvoren.
"Vores intel siger, at han er meget matematisk beregnende, derfor kan han tit forudsige jeres handlinger før i når at foretage jeres træk."
Han vendte sig omkring og kiggede på dem alle.
"I kan stadigvæk nå at trække, for dette kan nå at blive rent selvmord, men det er vores eneste måde at kunne få ram på ham, så lokkedue, jeg spørger dig sidste gang, er du sikker på, at du vil det? Du ved, at hvis du bliver opdaget, så vil døden være den mest nådefuldeste ting, som kan ske for dig, dog er det kun ønsketænkning."
Der var et øjebliks medlidenhed i hans øjne, og det var ikke svært at forstille sig, at han havde grumme billeder af hendes død i hans hjerne, hvis det gik galt."
De andre kiggede på hende med øjne i forskellige farver og nogle i gasmasker eller masker. Det var hendes kald, det var hende, som skulle vælge nu. Det var faktisk hende, som bestemte nu, om det var dagen i dag de havde chancen for at dø eller ej.
"Husk også folkens den sidste ting, han er yderst god med sine desert eagles(Nogle af verdens kraftigste håndpistoler) og vi ved ikke om det er rigtigt, men folk siger, at han har 2 store kæledyr eller væsner, som han kan kalde frem, nogle form for drage lignende slange væsner, men det er ikke blevet bekræftiget, og jeg håber heller ikke, at det nogensinde kommer til at blive det i dag"

Blodmånen var fuld. Knap en vind rørte på sig. Det var som om hele natten allerede var påvirket af hændelser, der snart ville ske. Som om naturen, og de muterede dyr, allerede havde fundet deres pladser, og nu blot ventede på at det anspændte øjeblik, ville bryde ud i handling. Selv den tunge radioaktive atmosfærer der altid lå tæt omkring stedet her, lod til at have fortrængt sig, lige præcis så meget, at der var plads til et snert af kølighed, der gav de modtagelige væsner, en spændt kriblen over den mulige blottede hud. Som nogle ville sige, var natten skabt til eventyr. Drama. Action.

"Roger that."
Ordende blev straks registreret hos væsnerne, der stod tæt samlet i den lille flok. Alle parate og spændte, til aftenens scenarie, som de havde planlagt ned til mindste detalje i månedvis nu. Selv den overnaturlige skønne kvinde, der stod som maplaceret, blandt alle de kampklare militærmænd, og gasmaskebeklædte folk. I sin bamsede, lyserøde uldkjole, sorte tykke strømpebukser, beigefarvede jakke og lyserødt lakerede høje hæle, lignede Payne også mest af alt, en der burde sidde inde med en varm kop te, i familiens nærvær. Alt imens hun overbeviste sine små børn om, at alting nok skulle gå. Månen var rød, som kærligheden selv. Ikke blod. Men så grimt var verden nu ikke fordrejet. Blot tanken om at stoppe sig ned i dette menneskelige, og plyssede kluns, fik metallet i ryggen på hende til at klange højlydt og utilfreds. Med en let blinken, som fugtede de smukke, klare, isblå øjne, kom hun tilbage til virkeligheden. Manden bag hende, var efterhånden begyndt at skråle ordrende endnu engang. Og selvom hun kendte dem til punkt og prikke, ville kunne remse dem i søvne, var det altid bedst at lade som om man lyttede. Der var ikke plads til ignoranter eller skulkere. Ikke på denne mission. Med en ynde som en uskyldig ballerina, snurrede hun kroppen rundt, og vendte sig helt med fronten mod den unge karl. Hun sendte ham et tavst nik, samt et krydret smil. "Hvor meget er det tilladt at slå igen?" Fik hun kort smidt ind, med en stemme der kun lød af morskab. Der var ingen tegn af frygt at spore, hos den unge kvinde, når man tænkte på at hun snart skulle 'overfaldes'.

Med et dybt, unødvendigt suk, vendte hun sig igen, og stirrede ned af gaden, hvor deres spejder var forsvundet hen. Han var selvfølgelig langt væk, men tæt nok på, at det hele alligevel kunne gå galt, hvis de ikke var yderst forsigtige. Hvis denne matematiske vampyr, var så god som rygterne gik omkring med, og de tog som regel aldrig fejl, kunne det være en underholdende prøvelse. Det var ren tortur ikke at skulle lave noget. Men det vidste de godt. De vidste, hvad hun kunne. De vidste, hvorfor de skulle bruge hende. Hun var et våben, af farligste kalibre. Som en slange der hypnotiserede sit bytte, med sin skønhed og ynde, men først til sidst åbnede op, og viste, hvad den virkelig gemte på. Til trods for, at ungkaglen så på hende, flyttede hun sig ikke. Men de burde efterhånden godt vide, at hendes hjerne fulgte med, selvom hun kunne virke fjern. Et skjult talent?

"Dette er vor eneste måde. Jeg har bestemt ikke i tankerne, om at skulle droppe ud nu. I ved at I kan stole på mig..." Stemmen var blevet køligere end før. Hun så rundt på flokken, og sugede knap medlidenheden til sig. Alt var klar. Hun var klar. "Lad os rykke." Hun vred nakken let rundt, med en knirken mere end knagen. Tøjet blev skubbet bevist rundt, så det sad en smule kludret. Håret blev ulgret, samt en klat spyt under øjnene der skulle forestille gråd. Med få skridt der var mindst 100 gange tungere end de så ud til, trådte hun et stykke væk fra flokken. Med en afventende mine, drejede hun hovedet mod dem. Klar til at løbe, klar til at spille.

//sorry for mine ca 90 linjer!! Gik lige amok sorry :D Håber ikke, at det er for overvældende eller andet :D Har nok for meget gemt kreativitet fra min pause på hjernen :D :D //

Den unge mand kunne ikke lade vær med at smile, da Payne kom med sin øretæveindbydende kommentar, om hun måtte slå igen. Et kammeratlig klap på hendes skuldre var hans eneste respons ude over grinet, mens han drejede omkring hælene og skulle til at gøre sig parat til deres fænomenale chance. Det munter grin havde virket som en knivskarp kniv, der havde drevet igennem nervøsitetens og frygtens stærke tråde fra det psykisk hæmmende spindelvæv.
"Husk folkens, det er nede ved krydset, at vi gør holdt og forhåbentligt får lokket ham herhen, ellers skal vi være klar på at rykke os i hans gåretning"

Folk løb til hver sin verdenshjørne og stillede sig klar. En klækkelig skikkelse vandrede ud fra mørkets skygger, han virkede næsten ugenkendelig. Ingen bar hud eller andet kendetegn end tøjet var synligt. Men et sagkyndig blik ville hurtig kunne se, at dette var tydeligvis en mand, hvor det var hans store brede skuldre og tunge skridt, som afslørede hans køn. Ved siden af vandrede et dyr som i det 21 århundrede ville være ugenkendelig. Det var en muteret hund, som vandrede på sine 6 ben og kiggede fra side til side med sit lidt for omfangsrige hoved, hvor den bløde pels var skraldet af og havde efterladt kroppen næsten bar som en hårløs rotte. Men dens store skuldrehøjde og dens gyselige udseende gjorde den frygtindgydende. På den anden side hvis man kendte hunden, så havde den et hjerte som en betryggende bamse.
Metalliske blå øjne mødte Paynes, som tydelig viste, at det var ikke menneskelige øjne. Blikket vendte sig i vejret, hvor månens lys nåede lige at afslører, hvad hans hætte ellers havde hemmeligholdt. Tydeligvis var han en af de cyborgs, som ikke havde råd til at få nyt hud til at dække overfladen, da hans hoved kun bestod af metal. Igen henlagde skyggerne sig hans ansigt, da han vendte blikket nedad igen. Der var et næsten undskyldende blik, og det var tydeligvis, at han under deres træning åbenbart havde knyttet sig noget til Payne. Hunden med det søde navn Walter kiggede også op på hende, den vidste, hvad den skulle snart gøre, og dens varme tunge slikkede lige hendes fine feminine hånd.

Selvom mange ville have haft fundet det creepy og stalker agtig, at han havde fået en vis connection til hende, så var de "mange" ikke Cyborgs, og mange forstod heller ikke Cyborgs. Selvom Cyborgs ikke var et ukendt fænomen, så var de ikke tydeligt i offentligheden, da de ofte var halvt udstødte eller ikke anerkendt af samfundet omkring dem. Deres mekanik anså mange for at være umenneskeligt, og mange cyborgs var også blevet inhumane, kolde og kyniske. Hvad der så kom først, var så bare lige spørgsmålet ligesom h'nen og ægget, da folks afstand fra Cyborgs kan have gjort dem mere ufølsomme, da de ikke føler sig velkommen, eller så var det cyborgsenes adfærd, som havde skabt afstanden. Det var ikke konkret, hvad er rigtigt eller ej, og det kunne man sikkert bruge mange mange timer på at finde ud af. Men en ting var sikkert, at de fleste Cyborgs manglende venner og andres folks mangel på forståelse for, hvordan det er at bestå mest af mekanik, gjorde at næsten uden af set hvilken slags cyborg, når den møder en anden cyborg, så er der en vis gensidig forståelse mellem partnerne. Det var ikke anerkendt, men flere cyborgs gjorde selvmord, fordi de selv har mærket deres forandring i deres personlighed og den knugende ensomheden.

Hans tunge skridt vendte i den modsatte retning af hende, og som var i følge planen, så skulle han sende sin kære Walter efter hende, som kunne forvandles fra den søde bamse til et glubsk rovdyr på få sekunder bare på hans kommando. Derfor havde de dog trænet, at Walter kun skulle gå halvt efter og slet ikke bide hårdt, men kun lige så det er troværdigt, og at Payne ikke måtte dræbe ham. Cyborgsens øjne fulgte hende, mens hun løb af sted.
Lyden fra mikrofonerne, som var i alles øre, var tydelig for Payne.
"Tjek om jeres mikrofoner virker"
Mange stemmer blev gentaget med ordet Roger, for nu måtte kommunikationen endelig ikke fejle.

Vladimirs tanker blev afbrudt, da hans øre opfangede lyden af et meget velkendt horn. Straks stoppede hans bevægelse og stille stod han, mens hovedet hældte på skrå, da han skulle lytte helt ordenligt efter. Der var den der igen! Det kunne ikke være andre end the leones(latin = løverne), hvor klanen havde fundet sig et bytte. Den kvindelige stemme gled frem fra underbevidsthedens tåge og snoede sig frem med sin stemme.
"Lad nu vær, du ved, at så snart de opdager dig, så vil de gøre deres ynkelige forsøg på at dræbe dig, for det var meningen, at du skulle slappe af broder!"
Ud af underbevidsthedens tåge dukkede endnu en stemme frem, som hviskede lokkende.
"Søster har ret, du skal jo slappe af, hvad er bedre end at blive afstresset"
Den mandelige stemme grinede højlydt, og Vladimir kunne tydelig føle sin søster skule ondt imod hans bror. Et højt knæk brød stilheden omkring Vladimir, da han knækkede nakken.
"Det er længe siden jeg har haft sjov, så why not. Ud fra mine oplevelse og alle de mordforsøg, som der er sket igennem tiden, så er der kun 99,9951% chance for at det vil lykkes, og ydeligere når de ikke er forberedt til, når jeg kommer, så er chancen altså lig 0 for, at jeg kan dø"

De nådeløse grå øjne blev blodrøde, da hans øjne skiftede farve. Han elskede denne evne, som var blevet tildelt vampyr racen lige efter krigen (Du kan læse kort om historie om vampyrene om selve racen), hvor et ofre gav vampyrene dette dejlige blodsyn. Lydløst var skridtene da han løb ned af gaden. Hvor han ej vidste, at udkigsmanden havde nu fortalt over radionen at han var løbet lige ind i en fælde, som planlagt. Alt omkring ham var i rene sorte og mørkerøde farver, hvor han bare løb med sine sanser, mens hans ører satte hans kurs fra hornets retning, og hvor han nu kunne lige fornemme en kvindes skrig. Brat stoppede han om, som om lynet var slået ned i ham. Hans kropssprog var frosset fast næsten som en statue, hvor hans hoved drejede stille og roligt til den ene side ned af den lange gade. Alle de mange personer, som var mange 100 meter væk, var tydelig som små sole for hans blik, og især da han zoomede ind med hans blik og tydelig så denne kvinde løbe. Med dette syn kunne han dog intet se af hendes tøj, udseende osv, han kunne kun se hendes blod løbe hastigt igennem hendes krop. Hans opmærksomhed kunne ikke undgå at misse, at en stort dyr på 6 ben løb efter hende i høj fart.

Vinden strøg igen legende forbi ham og bragte lugtene af folkene. En tydelig sødelig dæmonlugt var helt klart den dominerende, som blev forfulgt af både mennesker, elver og en enkelt vampyrlugt. Vinden var dog ikke kun legende, den var også afslørende, for vinden løftede i hans åbne sorte jakkesæt, hvor den hvide skjorte stod i stor kontrast til hans sorte tøj. Udkigsmanden kunne ikke undgå at bemærke de store metalliske genstande i hver sin side af hans hofter.
"Han har sine desert eagles, pas på! De er kraftfulde nok til at skyde igennem næsten hvad som helst metal"
Det blodrøde syn forsvandt fra hans øjne og igen lod ham se alt i normale farver, eller de farver som end stjerne og månen ville afslører i sit sparsomme lys. Men det var dog intet problem for en vampyr, de var født med naturligt nattesyn. Resten af hans krop vendte sig i hovedretningen, og han kiggede et kort øjeblik op for at se afstanden på kvinden. Igen lød en mumlen ud igennem hans mund.
"Kvinde kan normalt løbe i panik ca de 25 km/t, dog med det forbehold, at hun er dæmon, så ca de 5-10 km/t plus, det vil sige...nok 30 sekunder før hun er her. Hunden ca 7 sekunder. Hvis hunden variabel er indført, så mændene ca 30 sekunder igen. Størst chance for at elimerere udfaldet, ja det er vel det eneste"
Et højt smæld rungede igennem gaden som afbrød den næsten dødelige stilhed, som ikke kunne andet end at afsløre hans tilstedeværelse, da han lynhurtigt havde affyret sin pistol i luften. De rolige skridt afslørede ikke det mindste, at han var på vej imod et langt overtal, men det strejfede ham heller ikke. Den ene meget metalliske og tunge desert eagle blev trukket op, hvor han kneb sit ene øje sammen før han trykkede på aftrækkeren. Lige som han havde planlagt, da hunden satte af fra jorden, hvor den foretog sit farlige spring imod kvinden, blev den med et ramt af den ene kugle. Det var et utroligt og næsten umuligt skyd, som fik flere af mændene til at stoppe forbavset op. Pistoler var ej lavet til at skyde langt, og især ikke fra 200 meters afstand. Vladimirs mange års træning og hans beregning kunne udregne hundens fart og derigennem position, vindens påvirkelse af kuglen og hans skyderetnings vinkel for at kunne regne tog ham kun mikrosekunder at udregne.

Payne lod ham roligt klappe. Det gav hende en smule mere ro, og følelsen af, at alle var med på den. Der var ikke noget værre, end en der fik kolde fødder i absolut sidste øjeblik. Det kunne ødelægge hele missionen, og sende flere mænd end de kunne tælle til, direkte i døden. Hun sendte ham et kort smil, inden hun lukkede øjnene i. Lukkede for omverdenene et kort øjeblik, alt imens hun fulgte lydende af folk der styrtede rundt for at finde deres korrekte pladser. Men det var ingen panisk styrten. Blot forventingen der var lige ved at sive over, og bredte sig som adrenalin i kroppen. Selv kunne hun ikke undgå at mærke forventingen vokse, som et lystent barn, der vidste at kagen snart blev serveret.

Lyden af tunge skridt, tungere end de 'normale' holdkammerater ville kunne præsterer, blev opfangede af hendes skærpede samt overnaturlige hørelse. Med en langsom mine løftede hun igen øjenlågene, med de fyldige sorte vipper, der smukt var prydet med et let lag mascara og stirrede direkte på den mørkklædte skikkelse. Selvom hendes hår allerede var pjusket, og lidt af make-up'en var blevet rodet, kunne man uden tvivl genkende Payne. Og det sammme kunne hun med cyborgen. Han var let at genkende under deres træningen, med sit metalbeklædte hoved. En stakkel der langt fra ejede penge nok, til at kunne klare sig ret længe af gangen med falsk hud. Alt huden hos Payne var ægte. Blød, glat som silke og med et svagt gyldent skær. Blodet der strømmede lige under, måske en smule hurtigere end normale, var skam også ægte. Begge ting virkede som yderst tiltrækkende på de fleste folk. Men det var selvfølgelig svært som Succubus, at undgå at påvirke folk.

Selv gennem den mørke kutte, var det ikke svært at vide, hvad han gemte, når man vidste det i forvejen. Men der var noget andet over hans blik i aften. Det var næsten.. trist. Blandt Cyborgs var det ikke specielt normalt at udvise alt for 'svage' følelser blandt hinanden. Især ikke med falske øjne som de begge bar. Det kunne ofte være direkte anstrengende at skulle 'tvinge' sin krop til det. Men blikke rørte hende. Kort. Hun ønskede ikke at sende ret meget tilbage. Det ville forvirre og svække dem begge. Men hun var ikke i tvivl om, at han udmærket var klar over det. Og, at dette også var en mulig sidste gang, at de så hinanden. Det var lidt af en afsked. Så. Så var han væk igen. Med Walter ved sin side. Hun nåede kort at køre en blid hånd, over hundens skallede isse, inden alle havde indtaget deres positioner. Walter og cyborgen var et godt team. De havde hinanden. Ingen af dem, hverken kunne eller ville, dømme hinanden på udseendet. Respekten mellem dem, lod til at have givet pote, siden de var endt på så vigtig en mission.

Så var jagten igen. Payne satte af, og det samme gjorde Walter. Straks efter hendes egne højhælede sko var begyndt at give en hektisk klakken, fra hendes paniske løb, fornemmede hun hundens gungrende poter, hamre mod jorden. Styrken og vægten fra det seksbenede kreatur var så voldsom, at det var ligefør hun forventede at se bygningerne omkring dem, hoppe og skælve. Dog kendte hun både hundens og sin egen styrke rimelig godt. Og selv med deres kræfter langt sammen, var det ikke en mulig lige i øjeblikket, at skulle terroriserer byen. Byen fór forbi hende, alt imens hun fornemmede den velkendte mumlen fra mikrofonerne omkring hende. "Payne i stilling." Blev der kort og præcist smidt ind.

Dér var hornet. Nu varede det ikke længe, inden hun virkelig skulle spille. Payne og Walter var efterhånden nået et godt stykke ned. Selvom hun faktisk løb godt til, gav hunden tydeligvis ikke sit fulde udbytte at styrke i benene. Men det ville ikke varer længe, inden der slog til. Hun talte hylene fra hornene, og skreg så. Planlagt, og øvet. Fuld af rædsel over det store bæst, der glubsk jagtede hende. Walters frådende skikkelse bag hende, og blottede tænder, var nok til at sætte endnu mere fut under fødderne på Payne. Selvom planen gik på minimum lidt skade eller kamp, var der ingen grund til at lade hunden tygge før ergnet var gået HELT i fælden. Hun var intet tyggedyr, og til trods for missionen, havde hun ikke planer om at blive det i fremtiden.

Payne fjernede hovedet der var vendt tilbage mod Walter, og fokuserede fremad. Stadig bevist om at opretholde det rædselsagene blik, spejdede hun diskret frem for sig. Hvis vampyren var så god som de andre opretholdt en facade om, måtte han snart dukke op. Og som tanken blev til virkelighed ved et trylleslag, opfangede hun en bevægelse, af endnu en mørk mandlig skikkelse længere fremme. Og ikke uforberedt lod det til. Kort efter, at han havde betragtet hende i nogle dyrebare sekunder, tøvede han ikke med sine handlinger. I ren skuespil, med skrækken malet i ansigtet så hun en sidste gang tilbage på Walter. Og i samme øjeblik fik hun meldingen. Desert eagles. Hun nåede knap at kontrollerer overraskelsen over det uventede smæld fra en pistol, før kuglen bragede ind i Walter. I et halvdesperat øjeblik for at planen var skredet lidt af led, forsøgte instinkterne at tage over. Musklerne i benene spændtes, i et forsøg på at samle styrke til at springe væk fra det faldne dyr. Men i overraskelsens øjeblik, blev de skrøbelige sko glemt. Hvis Payne nogensinde løebtrænede, var det altid støvler eller løbesko. Ikke svage stilletter. Så i samme øjeblik styrken ramte skoene, knækkede hælen til alles fortvivlelse på den højre sko. Som foregik det hele i slowmotion, kunne Payne fornemme, hvordan hun meget hurtigt mistede højde. Med en kluntet bevægelse fløj stumpen fra det nederste af hælen væk, bort fra dem, og hun vaklede. Ikke mange sekunder senere, ramte hendes knæ jorden, og hun tumlede om på siden. I slowmotioen kunne man fornemme, hvordan skønheden 'faldt'. Håret bølgede langsomt, mens tøj og vand fra 'tårene' stod bagud. Payne røg et overraskende langt stykke, med kroppen foldet beskyttende sammen, inden hunden ramte hende. Uanset om, Walter var i live eller ej, var de begge faldet. Og det store seksbenede dyr, var endt halvt over hende, med hovedet først.

Skikkelserne blev liggende et kort øjeblik, tvivlsomt i live for begge parter, inden Payne gav sig til at skrige og sprælle. En rigtig ungmø i nød. Hudafskrabninger og åbne sårs fært, ville hurtigt nå Vladimir. Desuden var skrigene en god livsbekræftende, samt panikmålende mulighed at nå vampyren på. Nu kunne ingen af dem andet end at vente, og se om de virkelig havde fanget vampyren.

Atmosfæren var blevet tavs. Afventende. Alt afhang nu af enten The Leones, eller Vladimir. Det næste skridt der blev taget, kunne blive alt afgørende for hele missionen. Dette måtte ikke fejle.

Der var blevet fuldstændig stille, og vampyren stod bare i sammen position med sin pistol, hvor den grå røg var den eneste ting som afslørede, at verden ikke var gået i stå. Han trak pistolen ind til sig og havde et halvskuffet blik i sine grå kolde øjne. Da han tydeligvis indså, at han havde beregnet forkert.
"Jeg vidste, at jeg skulle have haft tillagt dæmonens høje sko ca 3 mere i værdi, så ville jeg kunne have haft indset, at det var en mulighed"
Mumlede han bare let for sig selv, og lod sig ikke blive berørt af hendes skrig. De 8 forskellige mænd var stoppet op, men tydeligvis var det gået helt galt for de ene store cyborg. Han havde ikke haft troet i sit lange liv, at hans elskede hund ville dø, og hurtigt fandt holdet ud af, hvemvar det svageste led. Et stærkt sentimentalt brøl gennemborede den fastspændte stilhed, og Vladimir så bare uinteresseret på ham. Den store cyborg med sin ca 2,1 meter højde begyndte at løbe, godt nok selvom han var stor, så var hans vægt i muskler og mekanik, så derfor var vægten slet ikke til besvær i dennee formel angående hans hastighed. Især da han havde et skjult es i ærmet. Næsten 96% af hele hans krop undtagen hans bankende hjerte og halvdelen af hans funderende hjerne var af ren rå mekanik, kraftig stål og strømbærende ledninger. Mens han løb, så blev hans ben forvandlet om, det nederste del af benet under knæet brød hjul ud af tøjet, hvor han bøjede sine ben, så han kunne køre derud ad.

Vladimir interesse steg få grader, da cyborgsens fart ellers havde været omkring de 30 kmt, men nu var steget op til de 70 kmt pga de cirkulerende hjul. Lige så stille og roligt puttede han sine bekostelige pistoler på deres pladser, han ville hellere kæmpe imod denne cyborg i nærkamp, det var også langt sjovere, selvom han ville bruge omkring 8400% mere energi end at bare trykke på aftrækkeren. Benene begyndte at bevæge sig i cyborgsens retning, mens hans hoved var bukket let, så hans ansigt var henlagt i fuldstændig mørke, hvor kun det ene grå øje var synligt for hans sorte manke.

Ligesom en kæde, så havde denne svage led i denne gruppe sat en kædereaktion i gang, hvor han hev de andre med sig i afgrunden. Mange af væsnerne her har set deres kammerater dø i deres arme pga. denne mafiaklan. De hadede Vladimir med deres dybt nede i sjælen, og nu hvor en ven havde sat kursen imod ham, kunne 6 af dem ikke afholde sig fra at løbe med.
"Blev tilbage, BLEV TILBAGE, I KOMMER JO TIL AT BLIVE DRÆBT"
Blev der råbt over kommunikations radionen, men ungkarlen af en leder kunne lige så godt have haft talt til en dør, en dør ville sikkert have haft lyttet mere efter end dem. De andre var dog langt bagud i forehold til Cyborgen, som drønede derud ad som lynet selv.

"Slip os fri broder, vi tager os af de andre, så kan du have ham her for dig selv, og hvad vi end efterlader som rester"
Vladimirs øjne rullede i hovedet og sagde med en opgivende stemme.
"Okay så, of you go"
Hvor den russiske accent var i særdeleshed tydelig i hans stemme, når han ikke talte eller mumlede for sig selv i sine beregninger, så snakkede han altid med et præg af hans modersmål. Armene blev strakt ud til siden, mens han gik stille og roligt med blikket stadigvæk fast på robotten. Hans krop var lænet lidt fremad, og han kunne på mystisk vis godt sammenlignes med Jesus selv på et kors. Næverne var knyttet, og øjnene lukkede i for en kort stund, og da øjnene blev åbnet, så var hans øjenfarve blandet fuldstændig med grå, grønne og røde farver.
"Så er det spisetid broder og søster"
Sagde han med et grumt smil, hvor selvom hans ansigt var henlagt i mørke, så glimtede hans sylespidse tænder alligevel. Vladimir havde med vilje undladt at give pigen lige nu meget mere opmærksomhed, da i følge hans beregninger, så ville alle disse folk have fokus på ham og pigen løb ikke nogen veje, andet hvis hun fik løftet den muteret hund. Hænderne åbnede sig og i den ene hånd var der særer mønster af røde farver og i den anden grønne. Ud brød total sort mørke, hvor den hev farverne med fra hans hænder.

Disse to mørke skygger brød ud fra hans hænder i en lang form på ca de 5-7 meter, hvor så deres naturlige skikkelser manifesteret sig foran dem. Cyborgen havde ingen opmærksomhed for disse nye mystiske væsner, mens de andre begyndte at tøve. De alle kunne tydelig hører over radionen, og selv indså deres egen fejltagelse, da de nu var kommet for langt væk, hvor redningsbilen ellers skulle hen.
"Fall back!! FAll back, Reiko og Riko kom med bilen NU!!"

En af folkene løb straks den modsatte retning og råbte højt.
"Det er væsner fra helvedet, vi alle kommer til at DØØØØ"
Larmen af letale skud var overdøvende, da flere af dem skød på afstand, men de fandt dem selv i den situation, at det var svært at ramme disse lange slangevæsner, som var i særdeleshed meget hurtige. Den person, som var tættest på dem, fandt ham selv lige pludselig liggende med ryggen hårdt på jorden under ham, hvor den massive slangekrop havde snoret omkring hans ben. Våde og klistrende dråber af savl faldt på hans mandelige ansigt, da lige foran snuden på ham, da han kiggede forskræmt op i vejret, var et stort kæbeparti fyldt med hårrejsende tandrækker, som mindede mest om piratfisks sylespidse tænder. kæbepartiet tilhørte en slange/dragelignende væsen, hvor en form for mystisk mærke tåge omgav delvist dens krop. De jadegrønne slangeøjne så sultent på ham, og lynhurtigt snappede den, hvor det livsnødvendige blod sprøjtede vidt omkring. Et skud ramte den dog på siden af dens hoved, så den stoppede brat og trak sig i dækning bag en ødelagt bil. Problemet var, at selvom disse mange rangers og gode skytsfolk var virkelige gode til at skyde, så var det svært at kunne ramme dem, da denne gade var fyldt med gamle rustne biler, som var fra tiden under krigen, eller som var kommet efter, og murbrokker og andre ting lå også hist og her, så det var ultra svært at have et overblik i denne mørke nat, hvor den blodrøde måne var det eneste vidne til denne episode.

Få sekunder efter han havde sluppet sine søskende fri var cyborgen ved ham i fuld fart. Armene var blevet forvandlet om til tveæggede farlige våben, som huggede og slyngede efter Vladimir. Men problemet for denne cyborg var, at han var forudsigelig, og hans mekanik og hans brede gjorde hans bevægelser godt nok kraftigere, men langt langsommere, så det var næsten barneleg for Vladimir at undgå hans våben.
En af dem som havde besluttet sig at joine cyborgen for at dræbe Vladimir, havde stillet sig op på sin bil og havde hevet sin lange livsfarlige sniper frem.
"Cyborg flyt dig, hvis du gør det, så kan jeg skyde ham"
Vladimir holdte cyborgen hele tiden foran sig, da han vidste, at de fleste af dem havde skydevåben, og derfor kan han bruge ham som et skjold eller dækning.

Cyborgen svarede hurtigt og kort, mens han endnu engang slyngede sine arme med de dødbringende våben efter Vladimir, som undgik dem så smidig som en kat.
"Nej han er min!"
Så blev hans hånd forvandlet tilbage og han tog sin pistol og skød efter Vladimir. Desværre havde den gamle vampyr ikke indset, at i cyborgsens blodrus og vrede, så kunne han egenligt stadigvæk bruge sin tænkende og logiske hjerne, så for langsomt nåede han at reagere, og sølvkuglen røg lige igennem armen på ham. Cyborgen spildte ikke et eneste sekund og fik skubbet til Vladimir, som allerede stod i ubalance pga skuddets kraftige stød.

Vladimir så lige op i de robotøjne, hvor hætten var røget fra, så hele hans metalkranium var synligt. Han mærkede, hvordan han blev holdt nede af de stærke arme, men ikke et strejf af frygt var synligt på Vladimirs blege ansigt, som ikke havde set solen i over 5000 år.
Cyborgen knurrede let mens hans hoved kom tættere på Vladimirs.
"Nu har jeg dig endelig din lille forbistrede døde lig!"
Cyborgen skulle til at give det mest dødbringende skalde i verden, men hans pande ramte jorden i stedet for. Cyborgen løftede sit hovedet igen, men så mærkede han den elektriske smerte igennem hans greb, da to sæt stærke fingre borede sig ind i skalden på ham via hans øjne. Han brølede op af smerte, da den ene fingre havde boret langt nok op i det mekaniske øje, så elektriciteten fra ødelagte ledninger ramte hans eneste hjernehalvdel.
Strømmen var for stærk for den lille menneskelige hjerne, så han blev electrocuted af hans egne mekaniske dele.

//Jeg er ret vild med din; "Vi skal døøø" ting. Great job! :D//

Køligt. Beskidt, og så rent alligevel. Payne lå med hele kroppen mast ned mod jorden, og den stadig savlende, men nu døde hund over sig. Hvis hun tog sig sammen, ville hun sagtens kunne skubbe kreatueret væk, ved hjælp af sin egen styrke og vilje. Ingen skulle komme her og lege gentleman, når hun tydeligvis var den eneste der forstod at holde sig til planen i øjeblikket. Eller i hvert fald den eneste, som var badass nok til at lade som om.

Paynes skrig forstummede kort efter, da både vampyren og hendes egne mænd lod til at være dybt uinteresseret i hele hendes situation. Det alle dog lod til at være fokuseret på, inklusiv hende selv, var den enorme skikkelse af næsten 100% metal, der i al sin blindhed af raseriet styrtede direkte mod Vladimir. Dumt. Og hun vidste det udmærket. Men udfra, hvad hun kunne bedømme af hans tilstand, og fra det hun allerede vidste i forvejen, var det for sent. Cyborgen var på dybt vand nu, og kunne kun regne med sig selv. Smerten over dyret, kunne hun ikke forholde sig til. Payne havde aldrig haft et rigtigt kæledyr. Og de gange, hvor folkene faktisk havde forsøgt hende med det, var det aldrig endt specielt lykkeligt. Desuden mente hun selv, at det blot gjorde en blød. Walter var et træningsdyr. Det var en anden sag. Men de to havde tydeligvis udviklet lidt mere end et proffesionelt forhold. Payne kunne dog ikke undgå at mærke et lille stik, i hendes dog falske hjerte. Selvom hjertet var borte, erstattet, kunne hun ikke undgå at mærke en, hvis ærgelse over at dyrest kraft og hjerne var gået tabt på den måde. Typisk hende. Ikke meget følelse. Men der var ikke plads til det i denne branche. Det var cyborgens vrede et tegn på. En stensikker død.

Med en dygtigt spillet, men også nødvendig, asen og masen, fik Payne sig vredet om i en stilling der gjorde at hun havde mulighed for at overværge det meste af sceneriaet bag sig. Som enhver anden skrækslagen men uviden borger, var man vel nysgerrig efter at se, hvad der skete med de slemme mænd der havde jagtet hende. Indtil videre så det ikke godt ud. Og den paniske stemme i mikrofonerne talte til døve øre. Alle havde i sinde at slagte Vladimir nu, hvor de alligevel havde chancen. Et øjeblik kunne hun fornemme, hvordan hendes eget kropssprog ændrede sig. Selv ikke det skarpeste øje, ville kunne opfange det på hende, andet end en minimal trækning i de smukke øjne der desperat søgte rundt. Men hun kunne sagtens selv mærke det. Hele kroppen knagede over den anstrengende positur som hun lå i, med hunden der langt fra blev lettere for, hvert øjeblik. Kun ved at puste sig op, undlod hun at metallet i hende blev alt for trykket. Der ville gå langt tid før det kunne rettes ud igen. Hvis hun overhovedet fik chancen igen.

Desperat smækkede hun en arm ud på den støvede asfalt foran sig, og greb fat med fingrene. Med en mere eller mindre overdramatisk hosten, fik hun med et skælvende udtryk, det til at se ud som om hun forsøgte at kæmpe sig fri af den massive vægt. Selvom hendes søde fært havde afsløret hende som dæmon, var det tydeligt at hun hverken så ligeså stærk ud som mange af sine artsfæller. Det var ikke unormalt trods dæmoners stærke natur, at man så mange hårdt ramte tilfælde efter krigen. Sandsynligheden for at Payne kunne være en af dem, var stor. Ikke nødvendigvis døende. Blot sulten. Men sulten efter, hvad?

"Shit.." Ordende undslap hendes læber, i samme øjeblik de dragelignende væsner slap fri. Det her var langt fra med i planen! Payne mærkede irritationen samt uroen vokse, da en eller anden spade, gav sig til at løbe hylende baglæns. Tavst måtte hun lytte til, da en af mændende måtte bøde for deres alles handlinger. Lyden af knogler og blod, var overdøvende trods råb, skrig og skud. Den vækkede mange følelser i hende. Og usikkerhed, for en gangs skyld. Men Payne havde aldrig svigtet før. Om det så kostede hende livet, hvilket det efterhånden virkede til, ville hun blive liggende.

Igen og igen, blev de grumsomme handlinger udført foran hende. Forpint over hverken at kunne deltage, eller røre sig, så hun frustreret ned i jorden. Hun blødte. Midt i al adrenalinene og actionen måtte asfalten havde skrabet dybere, end hun havde ladet mærke til. Smerterne var skam udholdelige. Men blodpletten der samlede sig under hende, kunne godt tyde på at en normal person snart ville dejse slukørt omkuld, af manglen på blod. Forsigtigt førte hun en hånd op langs stedet, hvor blodet lod til at komme fra. Hendes fingre strejfede en dyb flænge i panden, med en forpint grimasse. Ikke dyb nok til at afsløre metallet, men dyb nok til at virke troværdig for hendes næste planer.

"Hjælp.. Hjælp! K-kan nogen høre mig?!"
Men sin fineste, mest forpinte stemme, fik hun gjaldet sin ynkelige kald ud blandt det paniske mandskab. Halvt for at komme videre i teksten, halvt for at redde det der reddes kunne af cyborgkammeraten. Han havde efterhånden lidt nok for hans svagheder. Hendes øjenlåg flakkede let, mens hendes blodige hoved begyndt at svaje som en blomst på en mark, stolt rejst mod den varme sommerbrise. Alligevel var der ikke så meget stolthed over 'blomsten' da hun endnu engang knaldede i jorden. Denne gang med en tung dump lyd, af hud der kysser asfalten for real. Hendes øjne stirrede fjernt frem for sig, mens hun sugede de sidste indtryk til sig. Dette ville nok være det sidste hun ville komme til at se i et stykke tid. Medmindre hun selvfølgelig kunne smugkigge, i ny og næ. Men med vampyrens overdrevne evner og alder, var et alt for risikabelt. Hun lod langsomt øjnene sejle hen, og lukkede dem i. Mørke, og lyde.

"Hjælp.."

En sidste fjern mumlen, inden hun lå tilbage. Blodig og mast. Med munden stående lidt på klem, som et sidste desperat forsøg i at trække luft ned i de godt og vel knuste lunger.

Den lange slange med de store grønne øjne gled hurtigt frem i synsfeltet for de rangers, der kiggede halvt desperat omkring, men de prøvede at trække sig tilbage. En høj dytten bredte sig igennem gaden, da den store moderniseret panseret lastbil kørte med høj fart igennem gaden. Hurtigt prøvede væsnet at sno sig rundt om hjørnet, så den kom nærmere og ude af deres synsfelt. Men den fandt sig selv fanget, og dens store slangede krop var langt langsommere til at bakke end at bevæge sig fremad. Blyholdige skud fløj igennem luften, og slangen brølede op, da det første skud blev efterfulgt af mange andre af slagsen. Krampetrækninger gik igennem kroppen, da musklerne spadsede på grund af de mange nerver, som var blevet knækket og flået over af de skarpe skud. Gløden fra de grønne øjne forsvandt men ikke uden konsekvenser. Den store røde og Vladimir havde begge mærket deres broders død, hvor den svævende sjæl dog var vendt tilbage igen til Vladimir, men det gjorde ikke Diana mindre vred, og den mulighed udnyttede hun godt.
Bilen var kun knap nok bremset op, da folkene desperat prøvede at komme op. Desperationen er en stor svaghed, og den fandt nogle hurtigt ud af. De sylespidse piratfiske tænder gennemborede hud, kød og knogler som smør, som hurtigt blev efterfulgt at smerteråb. Folkenes instinkter var sat mest på deres egen survival, så ingen tænkte rigtig på at skyde efter denne slange, og den eneste som gjorde, fandt sig selv være det næste ofre.

Selvom Vladimir flere gange havde oplevet sin broder dø, så hadede han det hver gang. Og det kunne broderen tydelig føle, som prøvede at skjule sig i underbevidsthedens mørke. Det gav ham lidt mere motivation til at løfte denne omtrent 160 kg tunge metalklump oven på sig. Hans søskende var de eneste, som kunne bringe nogle menneskelig følelser hos ham, eller det var han i hvert fald selv overbevist om. Da han ikke havde følt nogle hengivende følelser eller andet i den dur i mange mange år, ja siden hendes død...

Den desperate lyd om hjælp strejfede først og så indprintede den sig fast i hans bevidsthed. Hans hænder stemte fast og så fik han skubbet den særdeles tunge døde cyborg fra sig. Han så ikke længere så fin og fornem som før, hans sorte hår lå uldret omkring han, støv og andet skidt sad fast, ja hvor det end kunne sidde fast.
Men værdigheden havde ej forsvundet fra hans holdning. Skriget, som kun havde strejfet hans bevidsthed, var på dette nuværende tidspunkt endelig trukket igennem hans bevidsthed. De grå kolde øjne faldt på kvinden, som så rets så livløs ud. Det lange sorte hår flød omkring hende som vand, et eller andet stak i det iskolde for længst døde vampyr hjerte. Det sammen slags type hår, som havde haft flagrede i vinden, de dybe brune øjne, som havde set på ham med den største hengivenhed, mens hun tog det sidste skridt.
Hurtigt maste hans forsvar hans for længst hjerteskærende fortid væk og fik et hurtigt overblik over situationen. Det var svært for ham at ikke trække på smilebåndet, da han så sin søster gøre godt kål med de andre, som hoppede op i vognen i et langt mindretal end da de startede. Mens vognen drønede væk, småløb Vladimir hen til kvinden. Den bittersøde blod, som var bitter pga dæmonsiden havde en behagelig aromatisk lugt, som fik det røde glimt til at glide hen over hans øjne.

Han kunne høre det så tydeligt, hvis man havde skruet op for 40 i volumen på et musikanlæg. Hendes hjertepuls var svag, ikke dødelig, men svag var den. Blodet lå under hende, som virkede så makaber. Men blodet, som især havde lagt sig som en pøl rundt om hendes hoved, lignede de gamle malerier af glorier, hvor man bare tegnede en guld cirkel bagved hovedet. Denne var bare selvfølgelig rød, som en af Lilliths engler, hvis man altså troede på vampyrbiblen. Hans hoved kom tættere på, da han gik ned på hug foran hende. Men så lagde han mærke til noget, nu hvor han lyttede ordenligt efter. Pulsen.... Den virkede så mekanisk? De skarpe øre, som var en naturlig del for vampyrer, opfangede, hvordan hendes mekaniske hjerte slog. Det blev især bekræftet, da de næsten ildrøde øjne dukkede op, da han brugte sit blodsyn. Blodet pulsrede i hele hendes krop, men flere steder kunne han se mørke pletter. Normalt gik der blod ud fra knoglerne, fordi inde i marven ligger der celler, som producere blod, men her var ingen tilgang. Det blod, som ellers skulle få hjertet til at banke var ikke eksisterende.. Så hun er en cyborg? Javel, de er ikke usædvanlige disse dage.

Hvor uvirkelig var hun? Hun var alt andet end umærkelig i disse omgivelser. Dæmoner var godt nok kendt for at være stærke og kendt for at synet bedrager, men alligevel var der et eller andet ved hende, som bare ikke passede ind. En let mumlen gled imellem hans læber, mens hans hjerne arbejde.
"92^4,, og 0*234, hvor det så udledes at 3,81264 er ekspontielt, og skal så differentieres, tangenthældning af cosinus"
Hans hjerne arbejdede ingengang på højtryk, fordi sådan gjorde den næsten altid, hendes størrelse, hendes udregnede vægt, hendes race og især hendes succubus del lå i høj værdi på hans formel, om det ville være en dårlig ide at tage hende med eller ej.

Hans lange fingre gled ned i lommen, hvor han så trykkede på en knap til et lille apparat. Han kunne dog ikke lade vær med at bemærke, at det postkasserøde blod stadigvæk gled ud fra flængen og hendes meget besværet åndedragt var ej et godt tegn. En blid og rolig hånd gled under hovedet på hende, hvor den blev løftet forsigtigt over jorden. Han mærkede ingengang den knibende smerte, da hans sylespidse hjørnetand gled igennem hans hud, hvor hans dyrebare ældgamle blod dryppede ned på jorden. Blodet fra en gamle vampyr havde en lidt større healende effekt end normal vampyrblod, så da blodet kom i kontakt med hendes blødende sår, så lukkede såret sig pænt, og huden blev helt glat og fin som en nyfødts. En anden arm gled under hendes ben, hvor hun så blev løftet så let som fjer løftet af en kran. Ingen varme strålede fra hans hud, da han var jo et dødt væsen. Men man kunne ikke lade vær med at føle en vis beskyttelse, når man på den måde lå i hans arme. Hans magt var ikke til at tage fejl af. Payne ville kunne mærke en halvfugtig snude ramme hendes ben, da Diana snusede let til hendes ben.
"Har du tænkt dig at tage hende med hjem? Hvorfor? Har du ikke nok af kvinder, som du kan tage?"
Hun fnyste kort, hvor hendes blik så vendte i retningen af den nye lyd, som var meget fremmedartet. Mange i denne verden havde ingengang set en helikopter før, da der var kun meget få brugbare i verden og de krævede for meget benzin til almindelige mennesker nogensinde kunne bruge dem.
Vladimir undlod at svare hende, og Diana kendte sådan set godt svaret. Vladimir har altid haft en svaghed for kvinder i nød, især lige siden... Ja den uheldige ulykke, som nogle ville kalde den..
Diana rørte hans hånd og glødende rødt lyst glimtede i få sekunder, og opslugt var hun. Igen var de to bevidstheder i hans sjæl, og de begge fulgte med, hvad han end gjorde og tænkte. Selv når de var ude, så kunne de stadigvæk høre hans selv dybeste tanker. Men de var en del af ham, så han havde aldrig skænket det en tanke at få privatfred fra dem.

Blikket faldt ned på hende, og han kunne mærke det som et lille myggestik, hvordan hendes forføriske krop og aura prøvede at påvirke ham. Et smil gled på hans læber, som blottede en smule hans tænder. Hun var en køn en, og hun ville sikkert kunne blive brugt til mange formål, når hun endelig vågner op igen. Han kunne dog mærke varmen fra hendes vitale krop, da han koncentrerede om varmen. Han kunne mærke det, hvis han ville det, men hans krop havde vænnet sig for længst, så det krævede en del for ham. Duften indhyllede ham, mens han stod med hende i hans arme. Blodduften var blandet med en sødelig kvindelig lugt, som især virkede forførende for en stærk næse. Et eller andet i ham ville ønske, at den helikopter kom lidt hurtigere end den gjorde. Især da nakkehårene begyndte at rejse sig, da de lange blodarme fra solens stråler var begyndt at tage fat i himlens legeme.

Den tørre vej mod ansigt. Det var bestemt ikke en rar følelse. Selvom Payne var blevet trænet længe, og hårdt, for at bevarer fokus og til aldrig at skulle svigte i en mission. Var det alligevel en mindre pine for hende, at ligge mere eller mindre livløs på jorden, mast under en død, savlende mutanthund. Der var også en, hvis ydmygelse over det. Stoltheden over at være blevet udtaget til en netop så vigtig mission, havde overskygget alt anden i starten. Men nu.. Nu virkede det hele pludselig en anelse håbløst. Især da skrigene blot lød til at blive højere, da den første skudsalve var blevet affyret. Folkene på holdet vidste, hvad hun kunne. Og de vidste, hvor meget missionen faktisk betød for hende. Payne kunne godt være en kælling, når det gjaldt om at træne. Hun var udmærket klar over sin egen styrke, og sine egne evner. Hvis folk valgte at komme for tæt på, eller simpelthen på tværs, så var det blot en ærgerlig sag for dem.

Bilen var ankommet. Mange, tunge, paniske fødder blev hamret mod jorden, og kunne mærkes helt hen i Paynes egen krop. Et skrig fra tidligere, der havde skilt sig ud fra de andre, havde pirret nysgerrigheden. Hvad i alverden de foretog sig derude, var efterhånden ret fortroligt. Hvis der overhovedet blev nogen overlevne, måtte de fortælle hende det bagefter. Endnu en lyd. Tung og metallisk. Ikke godt. Hun var lige ved at smadre sit kind mod jorden endnu engang, ved tanken om dumheden cyborgen havde udvist. Mangel på kontrol. Og dog havde hun aldrig følt sig tæt knyttet. Hun ville aldrig kunne påstå, at have været ved at miste besindelsen, da hun så familie eller venner dø. Ting som dem, eksisterede ikke i en verden som hendes.

Så stilhed. Bilen var kørt afsted, og tilbage var kun Vladimir selv og en anden følgesven. Hvad eller hvem det var, kunne ikke afgøres. Presset fra den døde hund, syntes at vokse jo tættere hun fornemmede hans skridt komme nærmere sig selv. Pulsen kunne ikke direkte kontrolleres, til trods for det mekaniske hjerte. Men alligevel formåede hun at holde sin krop rolig nok, til at virke en hel del svagere end den egentlig var. Ingen snyd, blot selvkontrol. Alligevel var der en, hvis svimmelhed, ved blot at lade sit dyrebare velduftende blod, sive ud og rundt på gaden. Vampyren var nær hende. Meget nær hende. Men han var stille? Hun kunne ligefrem dufte den maskuline fært, blandet med blod, metal fra cyborgen og oldskaben i de mange tusind år der lå gemt i hans kød.

En fremmede mumlen forstyrrede hende. Hans stemme? Den virkede så rolig og mild tæt på, at hun næsten glemte, hvad vampyren havde formået at gøre, få minutter tidligere. Den matemagiske formel sagde hende intet. Det var ikke interessant at følge med, da det blot ville stresse hendes krop, at skulle reagerer på for mange ting, samt spille.. væk.

En lille klik, og derefter en kold hånd. Fornemmelsen af hendes hoved der blev løftet fra jorden, mens resten af kroppen slapt fulgte efter, var lettende. Musklerne arbejde i al hemmelighed en smule, blot for at lette presset fra det tunge metal i kroppen. Duften af oldgammelt og yderst dyrebart blod, ramte hende som en blid lussing. Instinktet om at blotte tænderne frem, og hugge den svage vampyr fuldstændig til blods, blev hastigt dæmpet. Han blødte. Han blødte med vilje. De dyrebare dråber gled let ned over hendes pande, og fik straks lukket såret. Huden var igen blød, og perfekt glat. Det eneste spor om, at der nogensinde havde været denne episode, var det forholdsvis friske blod, der stadig lå placeret rundt i små dråber på hendes pande og i det ravnesorte hår. Håret var blødt, som at røre en nyfriseret golden, efter et langt og velfortjent bad. Sort som natten, med et spillende skær over sig. I et kort øjeblik, hvor et enkelt glimt fra helikopterens vinge ledte en stråle mod hende, syntes et farvespille at strække sig over de mange lokke. Rosenrød, honninggylden samt mange mandelbrun. Men kun kort. Selv det skarpeste øje, ville have skulle anstrengt sig for at bemærke denne skjulte detalje. For så.. Var den væk igen. Som om, det aldrig havde eksisteret. Tilbage var det blodplettede hår, og den blege hud.

Kroppen var slap. Og kold. Det var ikke til at sige om kroppen havde ligget for længe på jorden, eller for meget blod var gået tabt. Dog viste et svagt tegn på bevisthed sig, da det slanke ben, instinktivt spjættede let, ved snudens lette berøring. Ikke som i en vågen tilstand. Mere som en patient, der langt om længe, er ved at vågne efter en dyb og hektisk narkose. Deres samtale fascinerede hende. Ærgerligt at den endte så brat. Var der noget hun burde vide? Lyden af helikopteren svandt bort. Alt, hvad hun bemærkede var sin krop der lå tæt ind til hans. Den skræmmende virkelighed. At være så tæt på at blive flået over, at en mand, flere tusind år ældre end hende selv, eller overlever på det faktum, at de lige havde mødtes i nødens stund.

Hans blik hvilede på hende. Hun kunne ikke andet, end at gøre sig til for publikummet. Læberne blev let adskilt som ved starten på et ord, men sluttede da blot en lille desperat lyd undslap dem i stedet. Lungerne lod til at være ved at genvinde deres styrke, efter næsten at være blevet knust til atomer at det store dyr. Den beigefarvede jakke, var nu plettet af blod, og lignede noget der hørte hjemme på en slagmark. 'Gudskelov' havde den beskyttet plyskjolen inden under, der utrolig nok, havde formået at beholde sin kvalmende lyserøde farve. Der var hul på knæene til strømepbuksernes højre ben, og skoene var så godt som ubrugelig. Hun drejede ansigtet, og lod det slapt hvile mod hans arm. Som en uvidende trøst fra hendes side. Tingene måtte ikke trækkes for meget. Hun legede stadigvæk med ilden.

//Ja, jeg ved, at der er lang ventetid på mine svar, og det ser ikke ud til at forløbet blive mindre. Så derfor vil jeg ikke stoppe vores emne, overhovedet ikke endda!!! :) Men jeg vil bare sige, at jeg er nød til at priotere tid til denne hjemmesiden, da siden ikke er blevet udbygget siden ja, vi fik vores admins og vi alle begyndte at emne, og det er for dårligt. For vi skal i gang med denne hjemmeside. Så derfor vil jeg svare en gang i mellem, men det bliver med langt mere ventetid desværre... Hvis i ikke gider at emne mere, så er det forståeligt, men jeg ville helst stadigvæk gerne beholde emnet tak!! :D //

Presset luft, som blev mast fremad af de store propeller, gled hen over dem begge, hvor vinden legede med både Vladimirs og Paynes hår. Noget af de sorte smukke hår gled foran Paynes ansigt, og Vladimir fik en trang til at fjerne det fra hendes smukke ansigt. Hun blev rykkede blidt rundt i hans atletiske arme, så han nemlig lige kunne fjerne med et let strøg håret, som dækkede skønheden. Det var svært for ham at ikke bemærke, hvor fløjels blød håret dog var! Næsten blødere end silke, dog kunne det ikke overraske den gamle vampyr og ryste hans grundvold, da igennem i hans lange liv havde han oplevet mindst et par eller to succubusser. Selv nogle af dem havde prøvet at slå ham ihjel i hans søvne. Et tørt smil gled over hans læber, mens han huskede den ene, som havde kæmpet hårdt for at få ham dræbt af sollyset. Hvor hun havde planlagt sammen med andre at lave et kæmpe massivt hul i loftet over hans kiste, som i følge planen kunne Vladimir ikke undgå at dø af det. Trangen til at tage ude på hans tøj på hans brystkasse var stor, da han blev mindet om sin redningsmand. En lille flaske, af langt mere dyrebar blod end hele hans livsnødvendige blod, lå i en inderlomme, ikke langt fra hans rækkevidde. Flasken var dog så meget lukket, at Payne ville ikke kunne lugte dens yderst fine søde lugt af feblod. Blodet, som kunne få nattens væsner til at vandre i sollys.

Endnu et gråt blik faldt på himlen, hvor Vladimir næsten kunne høre tidens og dødens timeglas' sandkorn falde ned på den store bunke af sand. Hans frygt fra døden var i følge ham forsvundet for længst, for han ville ikke føle tristhed eller fortrydelse, hvis han nu døde. Men det instinktive i ham, den del af vampyrismen, var ikke noget han kunne komme uden om. Det lå dybt nede i knoglerne, ligesom Payne var en cyborg til knoglerne. Så havde Vladimir den store uomgængelige trang til at komme væk fra solens livsbringende stråler, og den ildrøde farve på himlen ildede endnu mere hans trang. Hans blik faldt observerende på hende, og der var noget, som ramte ham, men som kun hans underbevidsthed havde opfanget. Det var glimtet, eller synet af alle hendes hårfarver. Det var sket så hurtigt, at Vladimir ikke kunne huske, hvad han havde set. Men han vidste, at der var sket et eller andet. De grå øjne studerede hende på ny, men arbejdsfred fik han ikke fra hans to søskende, som begge maste sig på i hans bevidsthed.
*Så du det? Der er noget specielt over denne pige, et eller andet værdifuldt, vi burde ikke lade hende gå til spilde, selvom det ville virke klogest at lade hende rådne op på jorden her. Måske ville daggryets væsner tage hende, det ville sikkert ske hurtig og kort.*
Han rystede let på hovedet af Dianas respons, ja et eller andet ildevarslede i ham og værdierne i hans formel var blevet højere, og fortalte kun en ren konklusion: Lad hende ligge.

Men som en enhver anden historie, hvor ting let kunne blive undgået, men hvor det alligevel ikke sker, fordi så ville historien ellers blive kedelig, så derfor kom Paynes redningsmand.
*Tag chancen, hvis hun endelig viser sig til at være en stor fare, så vil vi med glæde tage konsekvensen ikke?*
Vladimir havde aldrig 100% indrømmet det for sig selv, men siden hans elskedes død, en gammel trist historie af hans fortid, havde gjort sammen med hans høje alder, at lysten for livet var stort set ikke eksisterende. Ansvarligheden og hans stolthed forhindrede ham dog i at nå denne endelig konklusion, men det fjernede ikke de mange aftner, hvor han har spekulerede længe over, hvordan han kunne blive dræbt, når det var obligatorisk, at han ville kæmpe til den bitre ende... Hvor mange likvidationer havde han ikke snart oplevet? Denne gamle historie ville nok være en vigtig historie for Payne at vide, for det gav hele forklaringen på, hvorfor han dog ville redde hende.

Hans opmærksomhed til verden omkring ham blev vækket, da to af hans mænd vandrede fra helikopteren hen til dem. Det overvejende blik faldt på hende igen, men endte til den sammen ulogiske konklusion.
"Hun har brug for mere lægehjælp, tag hende med til hjem og sørg for hende indtil jeg vågner igen."
Sagde han med en autoritær stemme, som tydelig blev understreget af hans russisk accent. Hun mærkede tydeligt bevægelserne i hans krop, da han vandrede med hende hen til helikopteren, hvor hun blev løftet ind og lagt på de bløde stole indenfor. Lugten af et menneske, en sort engel og en elver ramte hende, og hvis hun åbnede sine øjne op. Så vil hun se, at en tynd sandelver stod halvt over hende, og hun ville høre den skannende lyd af et apparat, som gennemtjekkede hende for indre skader.
"Hun skal få rettet nogle af sine dele op, især lungerne som har mistet deres kapacitet med 40% pga de metalliske ribben, som er bøjet og maser imod hendes lunger."
Sagde elveren med en kønsløs stemme.

Solens stråler fik fat i de tårnhøje gravsten, da helikopteren lettede fra jorden af. Men der havde Vladimir allerede trukket sig bagerst i helikopteren, hvor en stor sort tung kiste, som kunne tåle et højt fald uden at få en skramme, den lå og nu beskyttede Vladimir for solens dødbringende kraft. En knugende fornemmelse var stadigvæk i hans mave, da helikopteren vendte imod den meget lange vej imod Las Vegas, som lå langt væk fra den vestlige amerikanske by New Miami. Men da han tænkte på, at han havde reddet en kvinde, så røg der endnu en bid af den store gæld han havde i sit hjerte.

Turen i nutiden ville have været ca 1 time til 2 timer hurtigere, men fordi de skulle undgå radioaktive zoner, selvom helikopteren var delvist beskyttet imod radioaktivitet. Den chance kunne man dog ikke tage, og hellere bruge ekstra penge end at ende i dødmandszonen. Hvis Payne tillod at kigge udenfor, ville hun tydelig kunne se landskabet for sig. Hvis man var et væsen af fortiden ligesom Vladimir, så ville man kunne huske de grønne frodige marker, de høje ældgamle træer, som lignede næsten bitte små planter i denne høje højde. Mens nu lå det glohedende landskab for sig, nogle steder kom man dog forbi steppelandskaber, og man kunne se grupper af mennesker, dyr og biler hist og her. Heldigvis for dem, så kunne de flyve i en høj højde nok med de ca 150-250km/t hen over det buldrende væsen under en. Selvom alle vinduerne var lukket, så kunne man stadigvæk høre sandstormens vilde rasen under sig, som bredte sig så langt man kunne se. Lige før metaldåsen med propeller nåede hen over det legemes løse væsen, kunne man se nogle væsner langt dernede som myrer. De prøvede febrilsk at komme væk, hvorimod kun meget få ting kunne stikke af for en ca 200 km/t hurtigt væsen.

Langt om længe efter den 1500 kmt lange rejse, hvor de måtte gøre holdt ved en af Mafiaens kontrolpunkter efter ca 9 timer. Tunge sorte skyer lå hen over hele landskabet, så den sidste sol kunne ikke trænge igennem. Ingen lyd eller bevægelse syntes at komme fra kisten af, mon hvor lang tid der ville gå før Vladimir stod op? Elveren, som havde siddet og holdt øje med hende, sørget for drikkelse og mad til hende under rejsen hoppede let ud af helikopteren, hvor hans races smidighed var virkelig tydelig. Han var en sjov skikkelse. Hvidt/gråligt tørklæde dækkede over mund og hoved, og efterlod kun hans meget blå mandelformede øjne. Dog tillod den også hans spidse øre stikke ud og hans hestehale med meget gyldent hår, den lignede næsten guld. Eller var resten af kroppen dækkede ind i rejseklæder, så faktisk havde man ikke en anelse af, om han var en hun eller hun var en han. Især de bløde bevægelser, som var karakteristiske for enhver elver, virkede feminint i forehold til menneskers langt mere klodsede bevægelser i forehold til en elvers. Men styrken og manglen for moderlig omsorg i de blå øjne, som der ellers ville have været, hvis han havde været en kvinde og havde passet på hende, indikerede at han var en mand.

Folk og vagter kom straks hen til helikopteren og elveren og de andre snakkede med dem om alle mulige uvigtige ting. Så mærkede Payne et tryk på hendes arm, som var grundet af mangel på krævende opmærksomhed.
"Kom med udenfor, vi vil overnatte her og tage af sted i morgen. Du kommer til at blive behandlet her, men det vil kræve at vi ligger dig i fuld narkose, og du vil nok ikke vågne før vi er i Las Vegas"
Sagde elveren informerende. Paynes øre, som sikkert var stærkere end et menneske og hvis de var opmærksomme, ville nok ikke kunne undgå at høre bevægelse nede i kisten. Elveren insisterede, at hun kom med ham nu, og hvis hun skulle spille sin rolle, så måtte hun nok desværre droppe sin chance for at studere sit ofre mere nærmere.

//Jeg beklager meget, hvis du synes det er træls, at hun ikke snakker! Du må endelig sige til! xD Men jeg lover! Hun skal nok snakke! :D

Helikopteren var tæt på nu. Så tæt at hun fornemmede, hvordan trykket forsøgte at blæse hende nærmere ind i Vladimirs favn. Som en slags usynlig gestus. De vilde lokker sprang rundt omkring, og placerede sig tilsyneladende, hvor de havde lyst. Selvom Vladimir havde været lidt af en gentleman, og fjernet den største lok, lod det alligevel til at håret forsøgte at drille ham lidt. Som om Payne alligevel var vågen og blot drev gæk med ham. Der var nu noget... rart over placeringen. At være så formålsløs i selskab med sådan en magtfuld skabning, var ikke ligefrem hverdag. Og tanken om, at han kun så ud til at ville redde hende, var nok til at holde kroppen i god ro.

En summen af energi. Nær hende var stadig det store 'dyr' der havde angrebet hendes folk. Der var en, hvis urolighed samt frustration over ikke at kunne se sine modstandere an, når man nu endelig var så tæt på. Men det virkede som et vigtigt øjeblik. Det var nu eller aldrig. Helikopteren var landet, og Vladimir havde ikke sagt noget specielt med hensyn til hendes placering endnu. Han var gammel. Det burde ligge mest til hans fornuft og natur at lade hende ligge. Hvad kunne han i længden bruge hende til?.. Det havde hun slet ikke kræfter til at gennemtænke. På den ene side var der skræmmende lidt, og den anden side skræmmende meget.

Stemmen. Efter det der havde følt som en mindre evighed, hørte Payne ham endelig tale igen. Denne gang var stemmen stadig rolig, men langt mere autoritær. Det var også meget mening for hende, da hun følte gangen i sin krop, og snart efter et par bløde og yderst komfortable stole. Hun var lige ved at sukke af lettelse, men måtte tage sig selv i at opgive forsøget, da hun kom med en halvkvalt lyd over de maste ribben. Hun var langt fra dødelig såret, men det var alligevel langt fra sundt eller behageligt. Hendes øjne glippede forsigtigt. Det lod til at være de sikreste omgivelser for nu. Det værste der kunne ske på denne tur, var en flyvetur ud over kanten på helikopteren. Det lignede god odds.

Hun tillod sig selv, at tage en rundtur med duftene. Engel, Elver og Vampyr selvfølgelig. Vladimir lod til at have lidt af et krydret mandskab. Eller kvinde? Elveren forvirrede hende. Hun kunne så svagt fornemme dens skikkelse ud af de halvt lukkede øjne, men hverken beklædningen eller stemmen hjalp i nogen retninger. Payne lod langsomt hovedet dumpe ned på siden, så synet var vendt mod retningen Vladimir lod til at være forsvundet i. Blodet i håret, klæbede øjeblikkeligt mod stolene. Den mørke kiste, gjorde det svært at fange hans præcise bevægelser. Smart trick. Solens stråler lod alligevel til at have en hvis effekt på ham, og det var altid godt at vide.

Rejsen føltes lang. Helt umådelig. Men det var samtidig en fascinerende oplevelse for Payne. Hun havde aldrig rigtig befundet sig i et flyvende fartøj før, eller set verden på denne måde. Derfor brugte hun hver ledig minut hun kunne snige sig til det, på at strække hovedet og stirre ud af vinduet. Hendes øjne glødede næsten af intensitet. Det var tydeligt, at hun var afkræftet og svag. Men der var en masse gåpåmod i hende, og benhård vilje. Hvad end der ventede, havde hun ikke tænkt sig at give op foreløbig. Dog sagde hun stort set ikke et ord, under hele turen. Der var ingen fjendtlig mine over hende. Læberne forblev blot lukkede, indtil der engang i mellem kom lidt vådt eller tørt som med yderste forsigtigt blev indtaget. Men kun ganske lidt af gangen. Uanset, hvor meget elveren ville prøve i løbet af de ni timer, indtog Payne kun, hvad der svarede til ca. et normalt måltid. Resten af tiden i Helikopteren, tilbragte hun med lukkede øjne. Som en smuk falden engel, med armene ned langs siden, og det sorte hår smukt faldende ned over stolene. Kroppen rørte sig overraskende lidt. Selvom man umiddelbart godt vidste, at hun ville have smerte, var der ingen tegn. Ansigtet var så udtryksløst, at det flere gange i solskindet lignede det rene marmor.

Ved turens ende, kom konklusionen, at elveren var en mand. Han virkede blot så forskellig, fra dem hun havde mødt. Men de andre havde som oftest også haft brug for, at kæmpe for deres liv. Ikke fungerer som højstående læger for en mægtig mafiaboss. Payne der lå med blikket vendt over mod kisten, hørte blot de andres snak, som en irriterende summen. Hvert sekund blev kisten nøje observeret og lyttet til, som om hun forventende et slags tegn. Et slags håb om, at hun faktisk gjorde noget rigtigt. Trykket på armen afbrød hende. Med en smertefuld grimase, fik hun drejet hovedet mod elveren. Behandling. Narkose? Det lød en anelse voldsomt. Tanken om, at andre end hendes 'skabere' fik lov til at rode med hende, uden at Payne ville være bevist om, hvad de gjorde, tirrede hende. Men med tanke på sin rolle, nøjedes hun med et svagt nik som tegn på, at hun var klar. Vladimir rørte på sig. Han var opmærksom. Måske havde han forventet noget? Liv? Lyd fra hende? Han sov i hvert fald ikke.

Rollen blev spillet fuldt ud, med flødeskum på. I en langsom bevægelse, fik hun trukket sig op at sidde, efter at have rakt ud efter elverens hjælp. Mange anså Succubuser som en svag race. De andre dæmonsøskende, havde altid været overlegne i styrke eller kræfter. Men Payne vidste bedre. Hun vidste, hvordan man skulle tøjle forførelsen i sin blod, sit kød og sin duft. Hvordan man skulle bruge den, til at klemme, hver og en sidste livsdråbe ud af folk. Indtil man forlod dem, hulkende eller skrigende på gulvet om nåde eller mere. Men nu.. Nu var hun svag. Afkræftet. Og helt igennem ynkelig. Vaklende kom hun på fødderne i de ødelagte sko, og lod haltende elveren føre hende, hvorend de skulle. Hun var deres nu.

Hvad kunne en gammel elders, som vampyrene nu blev kaldt for, fordi der næsten kun eksisterede gamle vampyrer tilbage i denne verden. Hvad kunne han dog bruge en ung good-looking succubus til, ja fantasien var næsten den eneste grænse især taget i betragtning af, at hun stod faktisk i gæld til ham. Dog havde ingen planer formet sig i hovedet på ham endnu, han kunne hurtigt finde på noget, hvis han ville. Men nogle ting kunne han godt lide at sidde og fundere over lige så stille og roligt. Det var det, som han gjorde, mens han lå rastløs i kisten og kunne ikke få lukket sine øjne, som stædigt nægtede at blive tvunget som et lille barn. For mange ting tumlede rundt i hans sind, eller faktisk var det kun meget få, men mange taget i betragtning, at han så godt som altid havde styr på alt, så var nogle få ting meget for ham.
Hvad vil han? Hvorfor gjorde han det og hvorledes vil det føre hen? Mange spørgsmål rumsteret i hams hoved, især da hans to søskende ikke var lige frem en hjælp til at gøre antallet af spørgsmålene mindre. Langt om længe faldt hans øjne i, og åbnede straks igen, da han mærkede at hastigheden blev sænket lige så stille og roligt. Endnu en søvnløs nat? Ja det var ikke et ukendt fænomen for ham.

Elveren hjalp hende ud, hvor selv ikke hans meget observerende lægelig blik kunne gennemskue hendes skuespil med "flødeskum." Deres skridt vandrede på en fast jord, som tydelig led af vandmangel, hvor de nærmede sig en form for lille bunkers. The Calvarinos havde mange minibaser hist og her, og som helst var gravet i jorden for beskyttelse imod sandstorme og andre fænomener, som end ville gøre krav på stedet. To store vagter stod ved hver dør til indgangen til bunkeren, og deres ansigter var godt skjult i gasmasker, hvor vejrtrækningen faktisk var det eneste, som afslørede, at de var levende. De var tydeligvis panseret godt, og var ikke typen, som man skulle lege med uden at være ansvarligt beredt. Den ene syntes dog at dreje let med hovedet imod hende, da de kom nærmere, ja pæn kvindelig skikkelse, kunne selv få meget strengt trænede vagter til at vige blikket for et milisekund, især når der ingen fare var på færde. Payne kunne nok ikke undgå at høre efter den længst ventede lyd, da hun var halvvejs imod bunkeren. For den russiske stemme var ej til at tage fejl af, hvem den tilhørte.

Vladimir var selv lige stået ud af helikopteren, og hans blik var på Payne, men blev hurtigt henledt til en af hans undersåtter, som ville snakke om, hvornår de skulle køre, da en storm var på vej. Men selvom han snakkede, så havde hans opmærksomhed ikke forsvundet fra denne mystiske kvinde, hvor blikket nogle gange gled hen imod ud af øjenkrogen. De var midt i ødemarken, det var tydeligt for enhver, og selvom himlen var skyfrit og blottede alle de lysende huller i nattens tæppe, så kunne man skimte i horisonten en stor skyformation, som ikke tydede til at være et godt tegn. Payne med sin observerende tildens, ville nok ikke undgå at bemærke, hvordan hans undersåtter virkelig respektere ham. Men nogle havde også et skær af frygt, for selvom Vladimir var et roligt væsen af sind, så skulle man ej tro, at hans vrede ej kunne ramme en med en kæmpes forhammer, især når folk svigtede og især når folk forrådte ham. Dem, som forrådte ham, var tydeligt hængt op hist og her i Calvarinos territorium til enhvers beskuelse. Et minde til alle om, at man ikke skulle gøre noget imod Mafiaklanen. Kreativiteten var nok også en af hans lettere stærkere sider, hvor han tit havde fundet på mange spændende måder at straffe folk, mange vampyrer havde lidt skæbnen af langsom UV forbrænding som tog uger.
Men hun ville nok heller ikke undgå at bemærke, at der var faktisk flere, som egenligt ikke frygtede ham, men som kunne lide ham som leder, og det var især dem, som virkede ældrere, dem som havde været i klanen længere tid og af højere rang. For selvom han kunne være så nådesløs, så var han det ikke bare sådan uden videre. Hvis han også havde haft gjort det, så ville chancen for mordforsøg være steget med 94583%. Så det kunne ikke betale sig, og man så gentagne gange i verdens historien, at tyranner altid endte med at ødelægge det for dem selv. Tryk avler modtryk, det er en naturlov, som Newton selv har fundet frem til, og det gælder for så godt som alt.

Payne blev ført ned af gange, hvor hun så mange folk på gangene, og man fik en hurtig fornemmelse, at denne base faktisk var okay stor, og ikke bare en lille udkigningspost. Mange folk kiggede efter hende, nogle som ikke havde set andre kvinder, som ikke var krigsliderlige eller krigere, piftede efter hende. De ville aldrig have gjort tilnærmelser til basens kvinder, da de hurtigt kunne have endt med at blive et hoved kortere, altså ikke det store hoved, men det lille hoved kortere. Selv kvindelig blikke blev fanget af Paynes skikkelse, ikke bare af nysgerrighed, men også af et dyrisk trang, som lå dybt i alle menneskers og væsners krybdyrshjerne. Men blikkene og tilnærmelserne forsvandt som dug for solen, da Vladimir gik ca 3 meter bag ved hende. De kunne tydelig se, at hun var specielt udvalgt af Vladimir, og de ville nødig gøre noget imod hende.
En idiot, som sad i omklædningsrummene, som de skulle igennem, havde dog ikke set Vladimir, da hans øjne var kun fæstnet på hende, som en møl der blev tiltrukket af Payne.. Selvom Payne ikke gjorde noget for at virke på den måde tiltrækkende, da hun jo skulle være svag og ynkelig, så skulle der ikke meget til, for nogle af disse mænd, som var det man kaldte for "trængende." Et fast hånd greb omkring Paynes håndled, og hun så ind i et par brune meget lystige øjne, hvor ingen hæmninger skjulte hans intensioner, og man kunne næsten forstille sig, alle de mange scenarier og billeder der for igennem hans hoved af hende og ham sammen. Hun fik et hårdt klask i røven, og et drenget udfordrende smil var på hans læber.
"Du er vist en fræk en og spændstig er du!"
Men før han nåede at sige meget, og før elveren nåede at få skubbet ham væk og sige, at han skulle lade hende være. Så fandt han sig selv hængende og dinglende, hvor en arm presset imod hans hals var skubbet op af muren. Hans forvirret udtryk fik mange til at fnise, men Vladimirs alvorlige holdning, fik dem til at stoppe meget hurtigt. Da mandens blik faldt på Vladimirs ansigt, så var det som om han skrumpede ind til ingenting, eller han ville ønske, at han kunne gøre det, for dette iskolde vrede og ligegyldige blik, som tydelig viste, at der var intet, som afholdte ham fra at kunne dræbe ham var skræmmende. Et kort glimt af rødt var i hans øjne, som var blodtørsten som hang sammen med vreden.
Manden faldt hulkende sammen, hvor hans vejrtrækning var tydeligvis præget meget af det næsten knuste luftrør, da Vladimir slap ham. Vladimir sagde intet, og han lod blikket glide rundt på de andre, for lige at understrege sagens alvor.
"Jeg håber ikke, at sådan noget gentager sig. At i ingengang kan styre jer selv, når et meget kvindeligt væsen kommer forbi jer, hvordan har i så nogensinde tænkt jer, at i er værdige blandt mine rækker? Kontrol er en dyd, som ham her åbenbart ikke besidder, lad det være et eksempel for jer."
Alvoren hang tydelig i luften, og næsten ingen rørte på sig, kun den ynkelig mand på gulvet, prøvede at dæmpe på sin besværlige vejrtrækningen, som ikke kunne lykkes helt af naturlige årsager.

Vladimir vendte brat om efter nogle øjeblikkes alvorlige minutter, hvor han nu gik foran Payne og elveren. Han gjorde et tegn til en høj tynd man, som stof med et papirblok i hånden, og som næsten virkede til at være tilsynsmanden. Payne ville nok lige kunne høre.
"Hvad med at få skaffet nogle kvinder og mænd, før de alle sammen blive fordærvet af mangel på tilfredsstillelse. "
Det var en af de egenskaber, som gjorde, at Vladimir var en god leder, han sørgede for sine undersåtter. En mand fra flyet kom hastende hen til ham, og fik stoppet Vladimir, mens elveren førte bare Payne videre. Hans skikkelse forsvandt hurtigt, da de gik ned af gangene, hvor de endte med at stå midt inde i et hvidt rum, hvor et operationsbord var det eneste møbel ude over et tilhørende bord, hvor værktøj af både kendte slags og mindre kendte for usagkyndige øjne lå. Der var en dør, som lige stod på glem, så man kunne se, at rummet indholdte et bad.
"Du må meget gerne tage et hurtigt bad til at få snavs og blod væk, alt er derinde, som du behøver, og så skal du bare iklæde dig i de patient tøj, når du er færdig og komme herud. En engineer vil komme og selvfølgelig få rettet op på dine ribben, og jeg vil stå og hjælpe til, så alt kommer til at forløbe sig godt. Du skal være glad for at vores Mafias bedste engineer er her i dag, så du er i gode hænder"
Det er sjovt, hvor tydelig man kunne høre elverens stemme, selvom han snakkede igennem de lag af stof, som dækkede omkring hans hoved, og man kunne godt undre sig, hvad der var under dem. Da nu var de ikke længere udenfor, hvor man måske kunne forstille sig, at der var behov for det.

De haltende skridt fortsatte. De ødelagte sko hjalp gevaldigt, men var alligevel en anelse for generende. I et svagt øjeblik, måtte Payne stoppe op, hvorefter hun i små hurtige los, fik sparket skoene af sig. De bare fødder mod den størknede jord var fremmede. Hvis man så rigtig godt efter, ville man bemærke de bløde step, Payne foretog sig for hvert skridt nu, hvor hun nærmest forsøgte at begrave fødderne i den tørre jord, for at føle og mærke verden omkring sig. Stadig hængende op af elveren, tog hun sig selv i at glo fascineret rundt, som en anden lille skolepige. Begge vagter blev grundigt skimmet, med de kære store lyseblå øjne. Paynes ansigt, lignede stadig mest en kvinde, der havde forsøgt at græde sig selv i søvn, med størknet blod, klæbende mod pande og håret.

Lyden af Vladimir bag både hende og elveren, fik fødderne til at bevæge sig. Hvis Vladimir stoppede op, ville Payne rent instinktivt stoppe op for at se, hvorfor, at han gjorde det. Folkene han talte med virkede beærede men samtidig respektfulde overfor den ældre vampyr. Tanken slog hende; hvorfor skulle de ikke også det? Selv Payne var efterhånden villig til at underkaste sig ham, mest af alt på grund af sin mission, men også da det efterhånden var bevist, hvor meget magt og kraft, Vladimir besad.

Indenfor i basen. Payne havde stadig ikke åbnet munden, siden hun blev anbragt i helikopteren. Alligevel lod det ikke til at være det, som folk her tænkte på. De fleste af blinkene var ganske underholdende. Den interesse og dyriske lyst der stod ud af de fleste, var blevet banket ud af de fleste derhjemme. Payne var et våben, og sjælendt til at røre. Desuden selvom hun havde brug for lidt nærhed nu og da, bestod hendes hobby meget i at lege med folk. Folk der sjælendt opdagede det før, at det var for sent. Forsigtigt sneg Payne sig til et kig bagud. Igen lignede hun den uskyldige skolepige, der så sig omkring, efter sin beskyttende fader eller mulige storebror. Men Payne var ikke uskyldig. Blot nysgerrig og komplet opmærksom på alt omkring sig. Dog stirrede hun nysgerrig mod Vladimir. Han summede næsten af magt. Folkene omkring dem holdt sig på afstand, så snart at de fik øje på den mørke, russiske skikkelse. Imponerende. Basen var større end forventet. Men, hvad havde hun i det hele taget forventet? Der var tilsyneladende ikke nogen der havde overlevet her længe nok, til at kunne fortælle en det.

Payne blev hurtigt revet ud af 'drømmeland', da noget, eller rettere nogen, greb om hendes arm. Til trods for hendes svagelignende tilstand, fløj hovedet hastigt tilbage, og blikket rettede sig stålfast fremad, og ind i mandens øjne. Da hun mærkede klasket i røven, røg øjnene dog op i dyb chokering. At han vovede?! Fuldstændig blind overfor sig rolle som ynkelig lille dame, kunne man fornemme den dyriske vrede der samlede sig i Payne og, hvordan det mettaliske i kroppen, knagede af lyst til at ridse øjnene ud på manden foran hende. Men som sendt fra himlen, dukkede Vladimir op. I øjeblikket hun både så og hørte manden ramme muren, glippede dæmonen overraskede med øjnene. Tilbage stod hun, og kastede et nervøst blik, mod elveren stadig nær hende. Hovedet blev sænket i skam. Det blodindsmurte hår dækkede godt for Paynes ansigt, hvor hun med blikket sænket mod gulvet, bandede indenvendigt over sig selv. Reaktionen på manden havde været uventet og fremmede. Noget hun burde vænne sig til rimelig hurtig.

Uden et ord fulgte hun atter med flokken igen. Vladimirs stemme sendte et opmuntrende håb gennem hende. Væsnerne her var uden kontakt, og uden tilfredsstillede lyster. En fremmede verden, og borte fra den virkelig verden. Vampyrens sidste ord, fik et kort smil frem på de ellers så nedtrykte læber. Måske havde manden mere forstand på folkene, end de selv havde?

Det hvide rum. Det hele virkede så skræmmende perfekt, så lige efter planen, at det næsten lod til at være umulig. Det fik faktisk Payne til at tøve. Elverens ord trængte tydeligt ind, men alligevel gik der et øjeblik, hvor hun blot blev stående og betragtede rummet, samt de mennesker som muligvis snart skulle have fingrene i hende. Bogstavelig talt. Til sidst gjorde hun et lille nik, hvorefter hun forsvandt en kende haltende ud på badeværelset. Rummet som alt andet, studeret flittigt, alt imens Payne gav sig til at afklæde sig selv. De lasede strømpebukser, den ødelagte jakke og den forholdvis intakte kjole, blev alt sammen smidt i en lille bunke. Tørt blod knasede af både tøj og Payne, da hun bevægede sig stille over og placerede sin spinkle skikkelse i badet. Derefter gik hun igang med en effektiv skrubning, hvor både hår og krop, blev indsmurte i brændende varmt vand og lidt effektiv sæbe. Ganske kort efter, stod hun midt i badeværelset, iført patienttøjet og fugtigt hår. Med en tøvende panderynken kastede Payne et blik ned af sig selv. Hun så jo ynkelig ud. Få sår var gået i gang med at læge, men ribbenene trykkede stadig, indenvendigt. Et skælvende suk, og få fodtrin senere, stod hun atter foran den lille forsamling. Armene hang slapt ned langs siderne på Payne, og det pjuskede halvvåde tjavser, hang i små søde totter ned foran de isblå øjne.

"... Hvad... Hvad skal der ske med mig?..."

Lød det endeligt fra Payne. Det var hendes første ord siden kampen. Denne gang lød hendes stemme dog stille, feminin og lettere skælvende. Som et dårdyr der omringet af jægerne, forsøger at vinde sig selv mere tid. Atter var hun deres.

Mens Payne gik ned af gangen på vej til operations rummet, var hans opmærksomhed ikke forsvundet fra hende og faktisk, hvis man kendte ham godt, kunne man se den ultra svage spænding i hans tinding af frustration over at blive forstyrret. Hendes tilstedeværelse var ham voldsom bekendt! Men når man jo var boss, så havde man ligesom pligter, men... Mens han undersåt snakkede om vigtige ting, så kom hans opmærksomhed hen på noget, som han havde fornemmet under episoden. Var det ren vrede og styrke han havde set? Billedet var printet i hans hovedet, hvor han havde set hende ud af øjenkrogen, hvor det dræbende blik fra hendes flotte øjne ikke var til at undgå at bemærke. Som en lille storm eller mere som en brun dværg, lille næsten usynlig sol ude i rummet, men som havde en dødbringende tiltrækningskraft. Var det bare virkelig helt almindelig vrede? Eller var der noget som han havde haft overset? Endnu engang steg hans værdier i hans ligning, og det så ikke godt ud med udfaldet, var hun med i en større plan, som han ikke så? Var hun en snigmorder? Tanken strejfede kort og han smed den væk for det første, fordi han ikke mente, at det kunne være sandt, men hvis det endelig var, så ville det nok ikke lykkedes for hende. Men hvorfor havde han så lige tænkt på det med den brune dværg sol? Havde hun en tiltrækningskraft på ham? Hjernen kørte på højtryk i hovedet på ham, og hvis han havde været en maskine, så var han nok smeltet sammen af den overarbejde. Men den iskolde afkølingsvæske, som var hans arrogance og stolthed, kom og fjernede tankerne som en stormflod, der tager alt skidt med sig. Han ville ikke vedkende sig det, og med vilje valgte han at ignorere sin søsters suk.

Døren stod let på klem til operationshullet, og flere nysgerrige øjne kiggede studerende indenfor. Det var ikke hver dag, at man så en af Vladimirs helt total udvalgte, så hvad var der så specielt ved hende? Lysten og nysgerrigheden var tydeligt blandet i deres sindstilstande, men hvad var bedre end at få afløb på dem? Stemmer hviskede i munden på hinanden i et ynkelig forsøg på at ikke gøre elveren eller de andre inde i rummet opmærksom på den snart halvstore flok uden for døren. Især da undertonen af ludamaniens styrke havde grebet om deres stemmer. Folk havde en tildens til, at når de kedede sig, så udnyttede de enhver mulighed, for at slå kedsomhedens tomme grå væsen ihjel, og denne metode blev denne gang vædderi.
"Hun er jo en succubus, måske er hun en ny snigmorder? Nej han har nok af snigmodere, måske en form for gave til en handel? Hvad med en special evne? Eller måske kender hun en hemmelighed??"
Stemmerne steg i graderne, da spændingen steg om denne mytiske kvinde, og det var nok svært at undgå at høre nogle af de mange vilde teorier som florerede lige ude for døren.

De blev dog tydeligvis afbrudt da en lav stor buttet mand fik med få anstrengelser mast igennem, mens hans stemme smældede som pisken over dem med mindre børnevenlige ord. Døren blev lukket i lige foran snuden på dem, og man kunne høre den fælles suk over, at nu var showet forbi.
"Sådan nogle hundehoveder af skvaddernikker!"
Han var en besynderlig lille mand, eller faktisk var han en dværg. Hvis man brugte hans krop som en støbeform, så ville det minde meget som en tønde. Det var tydeligt, at han blev fodret godt og det velfriseret hår og tøj talte tydeligt sit eget sprog, han manglede åbenbart intet. Hans udstråling var dog intet lignende en dværgs, eller var den? De kastanje brune øjne spillede af livslyst, men også af en egen selvbevist styrke, en form for visdom ville mange sikkert kalde det, og det var tydeligt, at hans egen position var ham klar bevist. Heldigvis for ham, så var han af den dværgart, som havde små finde lange fingre og ikke pølsefinger. Faktisk ville han have været okay slank med en form, som en cylinder, hvis det dog ikke havde været for den rigelige tilgængelighed af mad.
Hans yde var nok det, som understregede hans ekspertise som engineer, den måde han mimiker med hænderne var udtryksfulde og yndefulde, næsten som en kunstners fine bevægelser, når hans pensel lavede de fine strøg over den kalkhvide maleri. Så hvis man fik nogen tvivl om han var den rette, så fik man nok skiftet mening.
Elveren så bare på dværgen, mens han bandede, det var tydeligt, at det var åbenbart noget, som man var van til fra denne iøjnefaldende dværg, især da selvom mutationer var meget almindelig i dette ganske land, så plejede dværge ikke leve længe, da deres krop kunne normalt ikke overleve i denne meget fysiske krævende verden. Men hans kunnen havde kompenseret for hans manglende fysiske styrke.

Først nu faldt de kastanje brune øjne på hende med et sagkyndig vurderende blik, da hun sagde noget for første gang. Før nogen overhovedet havde fortalt ham, hvad der var galt med patienten sagde han.
"Er dine mekaniske ribben trykket?"
Selvom han stadigvæk var i sine bedste leveår nemlig lige omkring 40'erne, så havde han haft hænderne i mere Cyborgs maskineri end der kunne tælles på nok 1000 hænder: Men alligevel elskede han hver gang, når han så en cyborg, da alle cyborgs var som regel unikke både efter skaberen, men også hvordan de mekaniske dele har lige tilpasset sig den levende og helt unikke krop. Han gik ubesværet hen til hende og stod og kiggede op på hende, men blikket kiggede vurderende på hele hendes krop.
"Du må meget gerne gøre hende rede"
Sagde han bare uden at anerkende hendes tilstedeværelse som væsen, det var ikke, fordi han var arrogant og ikke så hende som noget levende, og man kunne tydelig mærke, at det var ikke det, som lå som grundlag. Men han var bare for optaget i at betragte hende som en ting, en robot. Derfor anså han ikke lige i dette øjeblik, som en, som skal have noget, at skulle have sagt.

Elveren gik hen til hende og lagde blidt fingrene på hendes arm.
"Det der kommer til at ske, er, at ham her Nicholaj Smithmund, vil få rettet dine ben, og du vil, når du har lagt dig til rette, få en bedøvelse, der vil putte dig langt væk i drømmeland"
Hvis Payne kendte noget til nogle af de berømte engineer, så ville navnet nok ringe en klokke i hendes lille hoved, for han var blandt andet en af de få meget kendte cyborgsdesignere, og han var ikke bare kendt, fordi han var Vladimirs helt specielle engineer, nej det var skam kundskaben, der havde skabt hans berømmelse. Elveren førte hende roligt derhen, som var en tydelig indikator, at hendes skuespil som en ynkelig svag kvinde stadigvæk narrede ham. Elveren trak noget udstyr hen og et lægebord blev trukket hen til operationsbordet. I hånden havde han nu en stor sprøjte med let blålig væske, hvor han bankede sagkyndig på siden af den, så ingen luftbobler kom og gav hendes blodprop eller andet sjovt i den dur.
"Du vil ikke mærke noget"
Hans stemme var betryggende, mens han lænede sig let forover hende, for at komme til med sprøjten. Stoffet omkring hans hoved havde løsnet sig let, og tydelig åbenbarede en smule af den skjulte hud. Huden var total forbrændt, men det var af en anderledes art, det var ikke forbrænding af ild, hvis man var sagkyndig, så ville man vide, at det var radioaktivitets forbrændinger. Men de virkede gamle, måske lå der en fortid der? Han blev selv opmærksom på det, men han kunne ikke svigte sit lægelige job for sin forfængelighed. Den antiseptiske væske virkede kold på hendes hud, og så lod han den blålige væske glide ind i den udvalgte blodåre i hendes arm. Sprøjten blev taget forsigtigt ud og lagt pænt på plads, hvor han så febrilsk rettede stoffet til, hvor et håbløs blik kiggede på hende, som dog håbede, at hun ikke havde set det.
Dværgen havde i mellemtiden taget det rette tøj på, hvor sorte blanke gummihandsker sad tæt til hans små arme. Virkningen var hurtig, og rummet snurrede allerede efter 10 sekunder behageligt rundt. En fjern lyd af en dør, som blev åben nåede hendes høresans, hvor laksko gav på underlig vis en meget højere lyd end alt det andet. Mumlen virkede fjern, som lød næsten som neanderthalsk. Men den russiske klang var tydelig, og da mange af hendes sanser var sat ud af spil, som hendes følelsessans, hendes lugte og nu også hendes øre. Så kunne hun tydelig fornemme, hvordan hendes indre fornemmelse var stærk. Om det var stoffets påvirkning var grunden eller ej, så kunne hun tydelig følelse hans kraft, hans sjæl i rummet. Især da hun var et væsen, som var mestre i at spise sjæle.. Der var ikke bare en sjæl, der var hele tre sjæle. Hvilket var meget mystisk, da selv personer med splittede personlighed havde stadigvæk kun en. Og hvordan kunne en person indeholde 3 sjæle? Kun få vidste faktisk, at hans to dyr, som han kan fremkalde er hans søskende, ikke fordi han har holdt det skjult for de andre, men det er kun de nærmeste som tror på det.
Det var næsten, som om sjælen var strukket hen over hende i en skygge, men en mørk behagelig skygge, ikke skræmmende, bare dyb. Men uden af set hvor meget hun kæmpede, så var kampen tabt imod dette blåt stads.

Søvnen var dyb og drømmeløs, og derfor virkede det så abstrakt, da hendes bevidsthed var sluppet fri fra stoffets greb og nu selv i søvnen kunne fornemme, det meget bløde lag under hendes krop, hvor det stod i kæmpekontrast til den kolde, hårde og sterile overflade.. Så hvis hun begyndte at mærke efter, så kunne hun mærke den silkebløde sin under sin krop, mærke den dejlige varme puffede dyne. Rummet duftede dejlig behagelig af renhed, men også af den milde beroligende røg fra et ildsted, men også bøger og andre ting var tydeligvis tilstede. Den ting som endnu stod i kontrast var hvordan luften virkede så forfriskende, men hvor hun hurtigt nok fik konstateret, at det var pga hendes repareret lunger, som så nu gav hende mulighed for at udnytten luftens oxygen fuld ud.
Hvis hun endelig fik kigget sig omkring, så kunne hun tydelig se, at hun lå i et luksuriøst rum, som mindede om en gammel renæssance overklasses rum. Det var nat udenfor, hvor man tydelig kunne se den blegekraftige månelyset skinne igennem vinduet, hvor den var den eneste lyskilde ude over ildens varme røde lys, som knitrede en smule mens den fortærede træet. Men selvom rummet ikke var det mest oplyste, så ville hun nok tydelig kunne se denne skikkelse, som sad ved vinduet og læste. Månelyset highlightede hans hvide blege hud, som ikke havde set solens lys i over en æon, og hans grå øjne genspejlede månelyset. Hvor længe havde han siddet og ventet der. Før hun nåede at sige noget eller noget, sagde han roligt med sin russiske accent.
"sovet godt?"
Hvis hun rejste så op, så ville hun mærke den radikale forskel. Der var noget forandret, det var sikkert. Hendes ribben var nemlig ikke bare sat på plads, de var også blevet skiftet ud, men ikke med hvilket som helst materiale. De var skiftet ud med det halvt gange lettere og dobbelt så stærke mere sjælden materiale Titanium, som er det stærkeste letteste metal,som der findes. Men dog var ribbenene alligevel ikke lette, da de var beklædt med en endnu sjælden men en af verdens stærkeste metal osmium.
Men chokket over forandringen ville nok ikke overskygge hendes bevidsthed om sine omgivelser. Et par helt smaragd grønne øjne kiggede nysgerrigt på hende på den ene side af sengen, på den anden side var de rosenfarvet øjne. Selvom disse væsner i følge hendes skuespil osv, så havde de bund og grund været med til at redde hende, men hun havde jo hørt disse væsner flænse og flå hendes medkammerater. Hvorfor var den grønne så i live?
"Jamen pigebarnet er jo vågnet"
Snakkede den grønne med faktisk en helt almindelig mandelig stemme, som virkede så bemærkelsesværdigt, når man så mange rækker af sylespidse tænder, hvor mundens formål kun virkede til at blive brugt til at flænse og flå med. Den røde kiggede bare på hende med en intelligent interesse og vurdering.

// vi er kun oppe på 23 word sider med kun 12 indlæg på 16710 ord i det hele!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!// XD XD

//HOLY COW!... Vi burde skrive en bog XD//

Paynes ansigt lod sig forblive skjult. Selvom det flere gange resten af turen, fristede med et lille smugkig om på den ældgamle vampyr bag hende, var det alt for risikabelt, efter, hvad der lige var sket... Eller havde været ved. Grebet fra den fremmede mand, havde bragt hende ud af balancen, og instinktivt, fået hende til at bruge muskler i stedet for hovedet. Sådan var det i hendes branche. Hvis du ikke var hård nok, blev du skrottet. Bogstaveligt talt i de fleste tilfælde.

Senere hen i operationsrummet, stod Payne nu i sin 'sande form'. Spinkel, såret og snotforvirret. Helt igennem ynkelig, hvis det skulle siges højt fra hende selv. Men det virkede. Ingen lod til at fatte mistanke. Ikke engang tilskuerne, der lod til at kunne komme på de mest mærkværdige idéer. Selvom deres forslag faktisk ind i mellem var meget gode, tvivlede Payne nu selv på, at det var nogle af de ting Vladimir ønskede at bruge hende til. Men, hvad det så ellers skulle være, ønskede hun ikke at give kroppen til at stresse over. Væsnerne her var tydeligvis ikke helt dumme. De manglede kontakt, ja. Men deres fantasi manglede skræmmende lidt. Det kunne give mulige problemer, hvis da ikke Vladimir lod til at overhører dem, som på denne tur. Manden var utroligt intelligent. Det hele kunne være én stor fælde. Men det var for sent at bakke ud. For sent at vende om på hælen, og løbe skrigende bort. Hun var praktisk talt fanget. Payne havde ingen sted eller tidsfornemmelse længere. Den 'sølle' tur og de indelukkede omgivelser, havde bragt alle hendes sanser og fornemmelser helt ud af den. Hun forblev stædig, og mere eller mindre trofast, i sin rolle.

Payne var lige begyndt at trippe af utålmodighed, over manglende handling fra folkende omkring hende, sammen med de voksende stemmer uden for døren. Havde Vladimir fortrudt? Den tanke blev hurtigt fejet af banen, da en stemme overdøvede dem alle. En fremmede stemme, med megen magt bag. Men ikke magt som vampyren selv. Magt som hos en der ved, hvad han laver. Blikket gik fra utålmodig mistroiskhed, til et nysgerrig barns på juleaften. En dværg?!... En dværg i ualmindelig god stand. Det var sjælendt, at folk omkring i verden, havde mulighed eller kunne tillade sig, at tage så meget vagt på. Midlerne var simpelthen ikke til det. Desuden duede det ikke, at man skulle løbe fra sin undergang, som faktisk var nødvendigt rimelig ofte på de forkerte steder, med 30 overflødige kg på kroppen. Man blev alt for langsom, alt for hurtig træt og alt for hurtigt fanget. Man var så godt som død på stedet. Men dværgen lod ikke til at have den slags bekymringer i livet. Ikke ret mange overhovedet, faktisk. Payne lod kortvarig blikket glide rundt over de andre i rummet. Dværgen var ikke fremmede, overhovedet, lod hun sig selv gå ud fra, ved hjælp af deres kropssprog.

Først efter at ordende var ude, og Payne havde fået blikket til sig selv igen, kunne hun se dværgen ordentligt. Ansigt til ansigt. Der var dog ikke så mandet at se, end en robust lille mand. Stort set ens, fra alle vinkler. Til hans lettere direkte spørgsmål, kunne hendes hurtige reaktion, ikke formå andet end en ivrig nikken og en stille mumlen "Ja, Hr.". Hvad i alverden sagde man til en dværg, der lod til at have magten i et rum fuld af stærke væsner? Blikket dværgen kastede på hendes krop, kommenterede hun ikke. Manden havde en vigtig position og, hvis hun begyndte at skælde og smælde over, at en fed lille mand havde retten til at overglo hende, kunne det ikke varer mere end fem sekunder før, at hun sad på porten. Eller blev skudt. Payne var godt nok en Succubus, og det lå i hendes natur og instinkter, at forføre og fortærer alt og alle der kom for nær. Dog havde flere års militær træning, mandlig omgangskreds, barske forhold og adskillige operationer, påført hende en del mere temperament end da hun startede. Starten var et slørrer minde for hende, men det lod til, at hun havde været mildere.

I samme øjeblik hun mærkede elverens efterhånden vante fingre, satte hun fødderne småhaltende igang, igen. Hendes blik lod sig fæstne på bordet foran hende, som hun lod til at skulle placerer sin sølle krop på, alt imens hvert et ord fra den tildækkede mund blev opslugt.

"Ni!-.. Nicholaj Smithmund?.."

Lød det pludselig hæst fra Payne. Hendes stemme havde været en smule for kraftuld til at begynde med, men det var let blevet dæmpet, med en stille hosten. Det var nemt at spille på den slags, når lungerne faktisk var maste. Egentlig lå der en dyb trang til at kaste sig på gulvet, og ralle efter vejret, da hendes ilt procent stadig var nede på adskilligere lavere procent, end før denne mission startede. Men hun kunne se lyset. Navnet; Nicholaj Smithmund, var ikke fremmede for hende. Eftersom Paynes oprindelig klan havde mere end én cyborg, var det let at få en mekanisk sludder i ny og næ. Berømte cyborgsdesignere og engineers var et udbredt taleemne, da det altid gik sport i, hvem der havde de bedste dele eller, hvor man var blevet 'produceret'. Payne ville vist vinde næste omgang.

Paynes krop blev placeret. Hendes øjne fulgte dovent de minimale bevægelser omkring hende, mens kroppen lå strakt og parat, ligesom mange andre gange før dette. Payne havde aldrig været nåleskræk. Det var der ikke plads til i denne verden. Derfor lod hun ikke en lyd passerer læberne, da den forholdvis milde nål, stak gennem huden og sprøjtede væsken ind. Men de opmærksomme øjne, havde fundet noget andet at beskæftige tankerne med. De blå øjne stirrede direkte mod forbinding, som lod til at være gået op, og studere brandskaderne på huden. Det varede dog ikke længe før elveren selv blev opmærksom på det, og hastede dem på endnu engang. Blikket fortalte hende om sorg og forlegenhed. Da hendes rolle jo gik på en uskyldig lille dame, formåede hun lige, at sende elveren et beroligende, men mat smil, inden øjenlågene kort røg i. Uanset, hvad de havde stoppet i hende, lod det til at virke kraftigt. Dæmonens øjenlåg glippede flere gange, før de som forstenede, standsede halvt lukkede. Øjnene summede dog stadig af aktivitet. Det var som om at, hvis man så ned i hendes øjne, så ville man kunne se sjælen og tankerne farer rundt inde i hovedet på hende. Hvordan kræfterne trak sig sammen, og søgte ud i rummet, da alt andet af kroppen, var sat ud af spil. Sjæle! Hendes krop gav instinktivt et lille spjæt, da den fandt sit 'mål'. Vladimirs skikkelse var nu indendøre. Eller.. Var han? Payne lod en sidste gang sanserne trække hårdt i føletrådende, og måtte spærre øjnene op ved resultatet. 3 sjæle.. En umulighed. Magi?.. Umulig. Og med den sidste handling, lod Paynes krop til at kollapse i en dyb søvn. Øjnene røg i med et sidste dybt suk. Derefter.. Mørke.

Mørke.. Mørke.. og atter endnu mere forbandet mørke. Ingenting. Ingen drømme, ingen lyde og absolut ingenting! Søvnen var utrolig velholdende. Selvom Payne flere gange kæmpede for at få et lille glimt af virkeligheden, skubbede væsken som elveren havde sprøjtet ind i hendes krop, hende tilbage, gang på gang. Til sidst oprandt øjeblikket, hvor virkningen aftog. Bevægelse. Frihed. Dufte og lyde! Der lød et dybt og grådigt sug, da Payne med den nyvundende lungekapacitet, trak en stor mundfuld luft ind gennem næsen. Kroppen blev strakt som en doven, gammel hankat, der lige var vågnet fra en lang lur. Og var det en.. mindre spinden man kunne høre? Pludselig, som en stegepande i hovedet, slog det hende. Fremmede dufte. Øjnene sprang op med det samme. Kroppen fløj og at sidde i sengen, og krummede sig sammen, forberedt på smerte. Men smerten dukkede aldrig op. Tværtimod følte hun sig lettere og forandret. Men alligevel robust på samme tid. Kort lod hun et blik kaste ned af sig selv, mens hun lod hænderne føle rundt på sine ribben. De var fremmede. Inde i hende!

Stemmen. Hun så atter op. Vladimirs skikkelse tog ikke lang tid at finde. Men selvom hun gerne ville svarer, og stirre på ham til evig tid, blev hun distraheret. Med de to slangelignende væsner omkring sengen, følte hun sig omringet og indelukket. Lydende var ikke til at tage fejl af. Det var dem der havde dræbt hendes mission folk. Det var den grønne der var død.. Og igen, var den her? Verden gav som altid ingen mening.

"Det formoder jeg.. Selvom mit syn ikke viser mig, hvad jeg havde forventet."

Igen trådte den spinkle pigestemme frem, denne gang efterfulgt af en mild og nervøs latter. Dyrene omkring hende lod ikke til at gå. Og med Vladimir observerende, kunne hun ikke engang shushe dem væk. Måske ville de endda.. sladre.. hvor sært det end lød i hendes hoved. Forsigtigt drejede Payne sig mod siden af sengen, hvor den røde slange befandt sig. De lange, blege ben blev svunget ud over den bløde kant fra sengen, og placeret på gulvet. Der lod hun dem forblive et øjeblik, inden der med et mildt håndskub, blev rettet helt op på hendes krop. Hun stod nu, skræmmende tæt på 'den røde', usikker og lille som altid.

"Min søvn har været.. Drømmeløs. Men dyb. Det er godt."

Konklusionen blev som med latteren før, efterfulgt af en stille nikken, lidt før, at hun stilled et tvivlende ansigt op mod Vladimir.

"Hvad er der sket med mig?"

Selvom det virksomme bedøvelsesmiddel var for længst forsvundet, som ellers havde forstærket hendes sanser, så var hun jo ikke bare en sanseløs dæmon, nej ligesom hos hendes ofre, ligesom hos alle andre væsner og mennesker, så kunne hun føle sjæle, især når de var tæt på, og der var ingen tvivl om, at disse to væsner havde tydelig to sjæle lige så gamle som Vladimirs. De var ikke bare magiske væsner, som blev fremmanet af magi, som ellers rygterne gik ud på. Skarpe øjne ville nok ikke undgå at bemærke, at selvom disse 3 par sæt øjne var i forskellige modsættende farver, så var de alligevel de sammen slags, næsten som om de var søskende alle tre!
Den røde slanges krop gled lidt væk fra hende, så hun kunne placere fødderne på jorden. Dog var hovedet ikke længere væk fra hende, og hun mærkede en varm ånde imod hendes bare ben, hvor den snusede let til hende. Der kunne man heller ikke undgå at bemærke, at de havde denne form for mørk tætte tåge omkring dem, som virkede som skygger, og gjorde dem ultra gode til at kamuflere sig i mørket.
En lidt kold brise sneg sig ind i rummet og snurrede sig lige omkring, før den forsvandt ud igen. Dog havde den snurret lige omkring hende, så hun kunne nok ikke undgå at bemærke, at hun havde helt nyt tøj på. En lårkort natkjole lå tæt omkring hendes krop, men hvor den dog stadigvæk var løs nok til, at den var dejlig behagelig og vinden kunne lege med den. Den var enkel og fin. hvor denne milde grønne farve stod i god kontrast til hendes let farvede hud.

Vladimir havde med vilje undgået at sige noget, før hun rejste sig. Ingen tanker af mistænksomhed eller andre forstyrrelse var i hans hoved, da de sidste mange timer hvor de havde rejst hjem og hvor Payne havde været i bedøvelsens favn, havde givet ham nok tid til at tænke over tingene. Et lille blegt smil var på hans læber, da han kunne se hendes overraskelses over forandringen, og han kunne godt lide det lige fremadrettede spørgsmål, et spørgsmål lige fra sidebenet bogstaveligt.
Bogen blev lukket pænt og roligt sammen, og en enkel guldskrift pyntede denne bog, som så ud til at være værdifuld på den måde for den blev behandlet på. Næsten som en hellig bibel. Og det var så ikke så langt væk fra sandheden, denne bog han nu havde lagt på det lille bord foran vinduet, var en vampyrbibel. Ikke fordi han troede på historierne, det var han for videnskabelig anlagt til. Men historier var endnu engang historier, og det var vigtigt at vide sin races sagn og legender. Han så på hende med en fornyede interesse, hvor et smil var på hans læber, men det nåede aldrig rigtig op til de grå øjne. Det var, som om han vurderede hende på ny, hvilket heller ikke var usandt. Vanens magt var stærk, som havde lænket sig omkring hans fødder, og som han ikke kunne slippe ud af. Derfor begyndte den matematiske beregning igen, hvor han så simpelthen udregnede hendes vægt og densitet, især da hun havde fået de nye dele.
"Du har fået, ja en mindre opgradering, og du kan godt lade vær med det skuespil, du kan ikke narre en god succubus kender som mig."
Han sagde det sidste, mens han bare lænede sig mere flegmatisk bagud i lænestolen. Man skulle nok forvente, at man hurtigt ville mærke en dødbringende smerte eller et eller andet i den dur, når Payne jo havde den mission, som hun jo havde. Men der syntes ingen mistænksomhed eller frygt for snigmord, selvfølgelig var der de to væsner ved begge hendes sider, som kunne flå hende med det sammen, men ellers var der intet. Før den søde mund med de bløde læber kunne nå at åbne sig for at lave en forsvarende kommentar eller andet i den dur, fik Vladimir et ord ind.
"Bare rolig, det er forståeligt nok. Det er kun naturligt, hvis du mistænker mig, og helst vil lege svag, for at kunne overraske mig. Men du er i sikkerhed her, jeg er ikke som de nossemanglende væsner, som jager uskyldige kvinder som dig, bare for sportens skyld"

Nej planen var skam ikke afsløret, og faktisk havde hendes plan virkede endnu mere, for de mange timers tænkning havde skubbet de mistænkelig opmærksomhedskrævende væk, selvom der dog havde været mange ting, som hældte til den mistænkelig del af mistænksomhedens vægt. Men han stolede mere på, at hun var en stærk succubus, end at hun var en svag en. Da de fleste succubuser han havde kendt, så selvom de tit manglende den fysiske styrke, som alle de andre dæmoner ellers havde, så havde succubus en hjerne og en udspekuleredere tankegang som en sjæledæmon, og deres lidt manglende fysiske styrke havde dog ikke mangel på erstatning, da deres psykiske påvirkelse og deres fysiske overnaturlige skønhed var mere end rigelig i denne verden, til at kunne overleve uden stor fysisk styrke.
Hans mistanke havde helt klart dukket op, da han havde haft set en side af hende, som ikke havde været umærkeligt. Desuden så den lille dværg, da han havde begyndt at åbne hende op, de mange ekstra ting hun havde end bare ribben, så var der ikke tvivl om tingene, hun var ikke bare en miss nobody. Især da skaberens mærker på de ribben kom fra en skaber, som var slet ikke så uprofessionel endda. Det havde givet anledning til at undersøge resten af hendes krop. Hendes mekaniske hale, som især var i dværgens interesse, da halen var et udsøgt mesterværk i hans øjne, som endnu mere gjorde, at Vladimir var overbevist, at hun ikke var hvilken som helst succubus. Selvom mange succubuser kunne smigre sig hos folk og kan score et par ekstra billige ting, så var hendes originale dele ikke så billige endda.
Hans flere timer beregninger havde så ført til, at den største chance for, at hun havde været på en mission og så blev overfaldet af den gruppe mænd.
"Du er en missionskvinde ikke? En kvinde der er til salg for penge, som kan udfører delikate jobs, som helst skal foregår usynligt under overfladen, ikke?"
Sagde han med den russiske klang, som gav en undertone af alvor, men hans smigrende smil viste bare, at han var glad for at have regnet hende ud, han skulle bare vide, hvad han havde misset..

"Det der er sket med dig er, at du har fået erstattet dine ribben med titaniums ribben, men som dog er belagt med den meget hårde osmium."
Det var noget, som Payne burde vide, at titanium var et meget fortrukken cyborg metal, da selvom metallet var meget let, så var den det stærkeste letteste metal, men osmium var helt klart det unikke, noget som kun de rigeste cyborgs kunne få fingrene i. Det var tydeligt, at Vladimir havde ikke givet dem bare af gavmild, der var et formål, og det var tydeligt afspejlet i hans grå beregnende øjne.
Vladimir rejste sig op med hænderne bag ryggen og så udenfor.
"Og når ja, velkommen til mit ydmygede hjem"
Sagde han mens han kiggede på med ud af øjenkrogen med et skævt charmerende smil, men hvor charmen hurtigt forsvandt fra hans øjne, men smilet var der stadigvæk. Ude foran vinduet var det ikke til at undgå at se det meget flotte syn. Det syntes næsten som om, at man så over et glimtrende hav af farver. Skilte i mange neon glimtede farver, stod i alle mulige højde, og mindede næsten om bølger, i dette hav af en by. Der var ingen tvivl om det, hun var i Las Vegas, byen som aldrig syntes at sove. Himlen var stadigvæk lettere rød i det fjerne vest, som bevidnede, at der var ikke mange timer siden, at solen havde haft sine mange fangearme over byen.
Der var utrolig langt ned, og det var tydeligt, at hun var midt i den store Calvarinos' borg, midt i hjertet af hele denne bankende, opererende og levende organisation.
Hvis hun nogensinde havde været før i Las Vegas her så langt imod øst af verden, hvor de for 2 dage siden ellers havde været i den fjerne vest af verden, som ellers engang var kaldt det vestlige USA i Miami. Så ville hun ikke have haft undgået at bemærke, denne betragtelige mørkladen villa, som mindede om en blanding af en borg og kæmpevilla, som kunne tydelig ses ude for byen, som en påmindelse, hvem der havde magten i byen.

Essensen af de flere sjæle hang tykt i luften. Payne lod sig unde et øjebliks fred, hvor hun tømte alle de stressede tanker fra den tidligere kamp, der lige nu hærgede hendes tanker med, hvad der foregik 'derhjemme' og, hvordan folkene tacklede skaderne.. Dem lod hun flyde bort. I stedet fyldte hun sig med den tykke, fyldige aroma og fornemmelse af de tre meget gamle sjæle, der befandt sig omkring hende. Det var tydeligvis de to slanger, der indeholdt de to andre sjæle. Ikke Vladimir.. længere. Hvad skulle det sige? Der var en forbindelse at spore, det var tydeligt. Men for grundig undersøgelse lige i øjeblikket ville vække mistanke. Dog ville Payne ikke kunne 'røre' Vladimir før, at hun havde beggrundet forholdet mellem ham og slangerne. Alt andet ville koste hende dyrt.
En pludselig ånde mod benet, fik ufrivilligt Payne til at rykke sig et par centimeter bort fra det slangelignende dyr. Hendes øjne var direkte rettet mod den røde, i et forsøg på at fange skjulte bevægelser fra dyret, der kunne udgøre en trussel. Selvom Payne var på mission, lå overlevelsesinstinktet ikke langt væk.

Den røde slange ville kunne fornemme, hvordan Payne holdt sig selv på plads, let spændt i kroppen, da en fremmede vind bruste omkring hende. Men da først vinden havde lagt sig, brød de sammenklemte læber, faktisk ud i et mindre smil. Payne lod blikket køre ned over sig selv, og lod fingrene berøre det fine stof, der kun lige lod til at skjule det mest nødvendige. Manden lod til at have god smag.

Næsten som om, at Vladimir havde kunne forvente en eller anden grådfyldt kommentar om, at han allerede havde brugt for mange penge og for meget tid på hende, kom ordende fra hans mund, som en kold lussing i hovedet på Payne. Først sagde hun intet. Og det blev hun ved med. Hun rørte sig heller ikke. Ansigtet var stadigvæk vendt ned mod det knapt tildækkede skød, hvor det grønne stof yndig lå henover. Var hun fanget? Vladimir lød helt sikker i sin sag. Payne havde nu valgte mellem at blive siddende og dø fanget, eller flyve skrigende i ansigtet på ham. Trofast valgte hun efter, hvad der føltes som en lang stilhed mellem dem, at blive siddende. Hvis Vladimir ville have krammet på hende, og virkelig mente, at han havde, måtte han sørme læsse sin mås herover og gøre det færdigt selv.

Dér. Som en blodhund rettet direkte mod sin mål, med kursen mod den tornede busk, hvor den søde lille kanin gemte sig, befandt de sig nu. Men sporhunden drejede forkert. Al kaninens dygtige arbejde med at løbe rundt, smide pels og hints de forkerte steder, havde bogstavelig talt givet pote. Netop som man ville forvente hunden stoppe op, og knurre af busken, havde den drejet fra.. Fortsat bort, med snuden mod jorden og ørene opmærksomt rettet på alle tænkelige tegn. Payne lod langsomt lod langsomt øjnene glide i, og sukkede stille. Hun lod Vladimir tale, tale, tale og tale. Egentlig snakkede han ganske afdæmpet og yderst vist. Men hvert ord bragte hende tættere på det sikre vand og længere ind i varmen hos ham. Det eneste hun kunne gøre nu, var at gribe chancen mens den stadig dinglede foran næsen på hende. Så hun opgav gråden, blot for en ny rolle.

"Jo.. Du kan kalde mig, hvad du vil. Men jeg er til salg. Når det ene ikke virker, må man jo forsøge noget andet, for sin egen overlevelse.

Paynes øjne havde været lukkede indtil nu. Derimod valgte hun at dreje ansigtet med dem lukkede, hvorefter de åbnede sig, i et virvar af farver. En tydelig visning af de blandende følelser der kørte rundt i hovedet på Payne. Blanding af den smukke nødebrune farve og den ultraklare blå gjorde, at hendes øjne nærmest var grumsede at se på. Svære at fastholde ret langt tid af gange, før man valgte at søge dybt ind i dem. Søge ind af, hvor man lidt efter lidt, ville blive fanget af den klæbende, instinktkrævende trang der røg over en. Hvor man ville mærke det prikke og summe fornøjeligt i hele kroppen, og alt andet omkring en selv og Payne, ville svømme bort. Verden ville blive ubetydelig. Men det vigtigste var bare at fange interesseren. Lige tage et lille nap, inden man hurtigt svandt bort igen. Som en listig lille tyvinde.

"Men det er kønt ikke?.. Du reddede mig, på trods af det jeg er, og alligevel er jeg bange."

Stemmen var ikke grødet som før, men blot en sagte hvisken. Som for at understrege, at Payne ikke var hjemme. Hun var en fremmede i en stor leders hus. Og det var udenfor hendes viden, at hun kunne fornemme, hvad han ville med hende.

Paynes øjne blev store. Det udsøgte metal der lige nu befandt sig i kroppen på hende, var en skat. Det var mere værd end guld i en cyborgs øjne. Bogstavelig talt. Guld ville aldrig kunne måle sig med dette. Forvirring. Endnu engang. Vladimir havde valgt at forkæle hende med noget af det dyreste hun formegentlig ville modtage i sit liv. Hun lå på et kongeværelse, i selskab med bossen selv og hans dyr.. Det var da et scenarie der var værd at huske. Måske fortælle hjem om, hvis hun kom så langt?

".. Hvad vil du med mig?"

Det spørgsmål ville enhver kunne stille, uden at lyde skyldig. Hun var hverken fange, eller patient længere. Men, hvad var hun så? I øjeblikket Vladimir havde stillet sig med ryggen til hende, blev fødderne mast helt ned i gulvet. Kroppen blev skubbet helt ud fra sengen, og stod nu på egen hånd. Det lange sorte hår, gled pjusket ned, og dækkede det meste af skuldrene samt lidt af de grumsede øjne, der stadig fokuserede på Vladimir, efter at have kastet et vurderende blik på de to slange. Man måtte formode, at de ikke åd hende med det samme. Payne strakte et bart ben frem, og begyndte sin stille gang hen mod vinduet. Lysene der slog imod hende, i mørket, var overvældende. Selvom Payne havde været på andre missioner end denne, blev hun sjælendt transporteret ret langt væk fra hjemmet. Desuden var der en del mere imponerende her, end nogen af de steder hun formegentlig ville komme. Nogensinde. Dæmonen standsede, blot en meter skråt til venstre bag Vladimir. Det var med at teste, mens legen var god. Det kunne være farligt for dem begge, hvis hun kom nærmere, end grænsen lå. Selvom Vladimir var utrolig stærk og gammel, vidste Payne, at hendes krop påvirkede alle. Også selvom de ikke lod til det.

"Det er.. imponerende."

Payne lød ganske vist betaget, og denne gang kunne hun ikke engang lyve sig selv fra sandheden. Det var et smukt syn. Og så fascinerende. Paynes holdning ændrende sig kortvarig, nysgerrig som et lille barn. Det var tydeligt, at hun ønskede at se nærmere på byen. Måske med en rundtur?

Hendes kropslige legeme, som kunne være et portræt af Venus' krop, var ham voldsom bevidst, især da den jo havde den naturlige påvirkelse på alt og alle omkring sig, som en magnet i en urskov af blanke metalskruer. Men den grundliggende essentielle del af ens personlighed, nemlig sexdriften, var for længst forsvundet for ham. Jo selvfølgelig kunne han engang imellem gøre en kvinde lykkelig ved at give den "heldige" kvinde sin opmærksomhed, men det var ikke andet end et fysisk tilfredsstillelse, som intet gjorde for hans tunge ensomme sjæl. Men tanken strejfede ham kort, men langt nok til, at da han kiggede på hende, kunne ikke lade vær med at smile lidt skævt af sine egen handlinger, da han blev klar over, at han rent faktisk havde valgt sådan pæn en kjole til hende. Var det virkeligt noget underbevidst, som havde påvirket hans valg?
Men ja den store gamle glubske sporhund var helt klart blevet afsporet i den forkerte besnærende retning, hvor den var blevet tillokket af noget attraktiv kød, som nu skulle vise sig til at være en dræbende ulvefælde, hvor dens røde blodige kød indholdte en bukket spids pind med en senestreng imellem, som vil ende med et tidspunkt at springe på grund af dens eget mavesyre og så vil hans krop faktisk selv være skylden i hans egen død.

De grå øjne kiggede på hende udtryksløst, da hun snakkede.
"Du er skam ikke den eneste, som frygter mig, store stærke mænd og kvinder har bukket rystende foran mig, men sådan er det jo, når jeg har vedkommendes liv imellem mine hænder"
Sagde han neutralt, mere som en konstatering, men måske med et snert af en undertone af en påmindelse, at hendes liv lå i hans hænder, og det var kun på hans vilje, at hun overhovedet var her.

Igen kunne han godt lide hendes fremadrettede spørgsmål, som gav et lille smil på hans læber. Han var normal vant til at alle var nogle værre røvslikkende fedteprinse, og de pakkede alle deres spørgsmål ind i sammenfiltrede hentydninger, overfladiske høflighed og andet. Det har altid hængt ham ud af halsen som rådden mad fik maven til at slå kolbøtter i utilfredshed. Da han syntes, at det var spild af kostbar tid og unødvendige kræfter end bare at sige præcist det, som vedkommende ville. Men heldigvis pga hans lange alder og erfarende visdom og hans beregnende egenskab, så kunne han tit meget let gennemskue, hvad folk egenligt mente. Han kunne ikke lade vær med at komme med en bemærkning, mens hans hænder var bag hans ryg.
"Jeg er glad for at se, at du er ikke en kvinde, som spilder unødvendig tid på at tage en omvej i stedet for at gå straks hen til sagen.
Dog var han ikke den eneste, som blev påvirket af den andens nærvær. Ude over at Payne prøvede at gå på line i dødens spil, som ikke kunne være andet end intenst, måske på den gode måde alligevel, hvis man var en adreanalin junkie. Men hans sjæls nærvær var nok hende voldsomt bevidst, men også især da hun var et væsen, som har en natur af at være meget opmærksom på andre personer. Det var jo på den måde, at de kunne vide, hvordan de skulle forføre folk. Vladimir havde stadigvæk et sort stilet jakkesæt, som ikke var den sammen som han havde båret tidligere, da den duftede ny ren, men den havde også en anderledes syning, da syningen nogle af de markante steder var syet med en mørkerød tråd, som gav en lille effekt til tøjet. En kridhvid skjorte var under hans jakkesæt, som var åben og uden slips, og nu hvor hun stod så tæt på, så kunne hun lige skimte, at han havde nogle sorte tatoveringer på hans venstre kraveben, som syntes at gå videre til hans skulder, men som dog stadigvæk blev skjult nok til, at hun så ikke kunne se, hvad det forstillede.
Hans hud var noget bleg, som gjorde, at det var meget svært at kunne se det ældgamle vampyrbid, som havde gjort ham til vampyr i sin tid i halsen, da dengang jorden var lidt mere ung og frodig. Men så tæt på kunne man lige skimte dem.
Mange succubuser havde en tildens til at tage trofæer, eller de havde deres trofæsamling inde i deres hoved, og helt klart hvis hun fik skovlen under ham på succubus ædende vis, så ville han være et pragteksemplar, som ingen andre succubuser ville kunne hamle op med.

Dog nåede han ikke at svare, før hun fik set udsigten og der kunne han ikke lade vær med at smile, da hun mindede næsten som et udviden barn for ham, som desværre lige nu mindede ham om en, som han ikke ville mindes om. Men hans bevidsthed kunne ikke lade vær med at lave en sammenligning, hvor det blanke ravnesorte hår mindede meget om hendes kurvede hår, som havde været nøddebrun som mandler. Damen ved hans sides ansigt, som stadigvæk var kvindeligt, men som stadigvæk havde den tydelige teenager barnlighed, som sikkert tiltrak mange, var faktisk ikke så nær fra hendes. Hendes havde dog bare været lidt mere spidst, et ansigt som havde spor af et liv fyldt med rejser, men som bar præg af den kvindelige visdom og selvsikkerhed, som kun en rigtig kvinde i sin bedste alder kunne yde.
Den grønne kjole som sad så godt på dæmonens yndige skikkelse, kunne ikke havde været båret meget bedre en hun selv gjorde dengang. Disse stærke minder, hvor endnu stærkere følelser var tætbundet sammen med dem, ville helt klart nok give den kære succubus et hint af den skikkelse, som hun skulle tage form i, hvis hun ville forføre ham. Men alligevel de smertelige følelser af de minder kom frem, som tydelig indikerede at måske var det ikke så god en ide alligevel, måske kun hvis hun antog det, mens han sov, så hun kunne bruge drømmeforførelsens metoden, som især succubuser var kendt for. Men dog selvom hun kunne mærke disse følelser, så var de alligevel så små, at det helt klart afspejlede hans kolde og kyniskhed, som var et karaktertræk for ham som en milepæl.
Hvorfor havde han dog valgt den kjole? Var det ønsket om at se hende igen? Var det et ønske om at se en, som kunne minde om hendes afkom? Det vidste han slet ikke og han gad heller ikke beskæftige sig med det, følelser kan selvfølgelig være gode, men tit kom de bare for meget i vejen sagde hans kyniskhed, som skar igennem alt det og skubbet det langt væk i en boks.

"Jeg kan gætte mig frem til, at du åbenbart ikke har været her før?"
Sagde han med et glimt af overraskelse, for hvis han ikke vidste bedre, så ville han havde gættet, at hun havde været før, men hendes så åbenlyse overraskelse, som kun kunne præsteres af et ærligt barn, kunne ikke give anledning til at der var chance for at hun løj. Det undrede ham, fordi hun virkede til at være en mere højt stillet kvinde, ikke en kvinde af rigdom på den måde, men en som betød noget, en som kunne komme alle vegne, hvorhen hun end ville. Hendes overraskende glæde gav faktisk en lille bitte bitte glød af glæde inde i hans iskolde vampyr hjerte af kul. Han var faktisk selv meget stolt af sin egen by, og ja det var virkelig hans by, som han styret siden næsten byens grundlæggelse i slutningen af 1800 tallet. Der havde han selvfølgelig kun styret den under overfalden, som den lokale mafia, mens regeringen var den officielle styre af byen, men alle vidste hvem der sku havde nosserne her i byen.
Hans blik faldt ned på hans ur, som ellers lå ellers skjult under hans ærme og faktisk, som overraskede ham selv, så havde han rent faktisk lyst til at blive her. Men han var nød til at fortage sine pligter for byens borgere, for at kunne beholde sin jernhårde magt over byen.
"Desværre er jeg nød til at gå, men du kan bare kigge i klædeskabet og tage for dig, når du se endelig er færdig står Malikan lige ude for døren og vil tage imod dig og sørge for dine behov."
Hans krop drejede om på hælene og før han gik, kiggede han en sidste gang gennemborende på hende, som om han lige overvejede at fortryde. Men så gav han hende bare et venligt nik og hans skikkelse forsvandt ud af døren. De to slanger snoede sig doven ud af lokalet, men den røde stoppet lige op og kiggede på hende med et mistænkeligt blik.

Skabet som Vladimir havde peget på, var et stort gammeldags en, og hvis hun åbnede op, så ville hun blive overvældet af kvindelig tøj i alle genre både store selskabskjoler, mere sexede tøj, til tætsiddende praktisk tøj og træningstøj. Der var en del tøj, som lignede meget hverdagsagtig af det rejsetøj folk normalt havde, men som er af meget høj kvalitet. Der var selv i bunden af skabet masser af sko og gasmasker i forskellige genre. Der var ingen tvivl om, at her ville hun blive behandlet næsten som en dronning, i hvert fald i forehold til tiden før hendes mission.
Hvis den kvindelig succubus, som var på sin hemmelige mission, som var mere end bare en leg, kom ud fra rummet, så fandt hun den elver hun havde set tidligere stå og vente på hende. Stoffet omkring hans hoved var nu af helt kulsort stof, som sad meget mere tæt og var i et tyndere lag, så man kunne mere se hans ansigtsform. Selvom man ikke kunne se hans ansigtsudtryk, så var det som om alt hans mangel på at vise ansigtsudtryk var koncentreret i hans øjne. Derfor var der ingen tvivl om, at han var glad for at se hende og var meget venlig, men også glad for at se, at hun havde det godt af fysisk udseende i hvert fald.

// Tøj: http://weheartit.com/entry/1174538/via/royalrainboww //

Payne var klar over sin egen skønhed. Hun var klar over, at hun påvirkede mænd, kvinder og andre sjove væsner, til at trodse deres personlige grænser. Trodse dem og kaste sig efter hende, blot for at få mere. Mere af det ene og mere af det andet. Men uanset, hvor mange væsner Payne ville og kunnne forføre, uanset, hvor mange bøger hun læste om succubuser og deres egenskaber.. ville hun aldrig kunne komme til at føle eller forstå det, på samme måde som alle de 'uskyldige' ofre. Payne havde faktisk tilbragt lidt af sin fritid med at studerer om den ældgamle dæmonrace. Men selv skriftlige overleveringer fra de overlevende hjalp hende ikke. Hun måtte derfor nøjes med at betragte folk på folk på folk.. falde for hendes fødder. En efter en.

"Du er en ældgammel leder der ved, hvad han laver. Selv, hvis du var klædt ud som en himmelsk gud for fred og kærlighed, ville den bemærkning kunne ryste selv de stærkeste mænd i smadder."

Ordende blev sagt ganske blidt. Der var ingen hån i dem. Blot et lille smil, der tydeligt kunne høres gemt bag hvert et ord. For nu var Payne egentlig ikke bange for Vladimir. Frygt var som sådan, ikke noget hun kendte overordentligt godt til. Men der var tider, situationer, stunder og mange mærkelige øjeblikke, hvor hun lige havde trukket vejret dybt en ekstra gang. Men spændingen gjorde livet værd at leve. Og når så ud til at have en fremtid, med nogle rimeligt lange og knap så børnevenlige år foran sig, så var det godt at starte hårdt ud.

Til Vladimirs 'andet svar' nøjedes hun blot, med en skuldertrækning og et kort smil i hans retning. Der var ikke så meget at sige fra Paynes side. Hun pakkede ikke tingene ind. Hvorfor skulle man også det?

Payne tog sig derimod rigtig god tid til at studere Vladimir. Det var vel ikke så mærkeligt, at man som lavtstående fremmede, i en mægtig boss' hus, forsøgte at suge alle de glamour-agtige detaljer til sig. Hver og en lille bid, der muligvis kunne blive brugt senere for Paynes vedkommende. Men så var det også fascinerende. At se en skikkelse og vide dens eksistens på flere tusind år.. Hvor den ikke har forandret sig en tomme. Paynes egen dæmoniske krop havde haft forholdsvis god tid til at gro færdig. Dog var den stoppet i et lettere barnligt stadie. Nogle dæmoner kunne komme ud for, at de lignede helt normale voksne mennesker. Paynes krop antydede som Vladimir selv havde opfanget, et snert af ungdommelighed. Barnlighed, som nogle ville kalde det. Men de fleste lod sig ikke stoppe af det. Tvært imod havde det friske ansigt samme effekt, som lys på et møl. En skræmmende detalje, på flere måder. Men Vladimir var en flot mand. Der var ingen tvivl om, at hun hurtigt ønskede at se mere af hans krop. Både af nysgerrighed, pligt og af ren naturlighed. Selvom Payne var 'skabt' for at lokke andre, var der engang i mellem, at hun faktisk fandt det sjovt at pille tøjet af folk, for at se, hvordan de virkelig så ud. Vladimir var tydeligvis en mand der skjulte mere end han gav udtryk for.

Payne mærkede godt blikket hvile på sig. Men hun ønskede ikke at dy sig. Forsigtigt trådte hun let nærmere ruden, og sugede alle de nye indtryk sig. Farver, bevægelser og de afdæmpede lyde af støj fra byen, der trængte ind gennem vinduet. Det var smukt.

"Jeg har været overraskende få steder.. Til trods for min korrekt-gættede-hverdag."

Præcis som Vladimir kunne optræde hård som sten, fornemmede man denne gang, al følelse forsvinde fra Paynes stemme. Hendes blik flygtede kort op mod hans, hvor de kort mødtes, inden hun atter trak det ned mod byen igen. Hun indikerede ingen svage punkter.. eller positive. Indtil videre havde ingen af de korte beskrivelser Payne havde givet fra sig, lydt som lutter lagkage. Men hun kom fra underklasse miljøet. Der, hvor man blev ædt til morgenmad, hvis man ikke skød naboen først. Der, hvor folk ikke holdt sig tilbage, bare fordi man var kvinde eller mindreårig. Der, hvor de færreste love gjaldt. Åh jo. Hun kendte det skam.

Payne blev urokkeligt stående. Hendes eneste bevægelser med hentydning til Vladimir, var sådan blot at dreje hovedet og sende ham et kort nik. Sådan var det jo, når man fik ordre. Militær opdragelse. Den ville komme til at hænge længe hos Payne. Der blev ikke stillet spørgsmål ved den slags ord fra 'chefen'. Og Vladimir var nok den største chef hun nogensinde ville møde. Alligevel ramte det hende kort. Lige inden Vladimir fik lukket døren bag sig, ville han kunne hører en ganske sagte "Tak." Og ikke mere end det. Derimod mødte hun slangens blik ganske kort. En stirre konkurrence. Men slangen ville formodentlig opfange, hvordan Paynes øjne ganske roligt skiftede over til den smukke mandelbrune farve. Varm og blød. Og så var blikket væk igen.

Payne blev stående i nogle minutter efter, at Vladimir havde forladt lokalet, for at betragte den smukke og livsfyldte by foran sig. Men efter en kort tænkepause, trak hun sig tilbage fra vinduet. Fødderne steppede let henover gulvet, der virkede som uvidende og lydløs, mod den kamvægtsdygtige krop der befandt sig på det. Et øjeblik senere, stod Payen med hovedet begravet i den mægtige klædeskab. Der var ingen følelser at spore i hendes ansigt, men inden i, var hun et stort virvar af tanke og følelser. Du fredsens! Aldrig havde der været så meget tøj, så meget plads og så meget luksus tilovers for hende. Det var næsten til at blive helt skruk af. I sin korte søgen gav Payne sig til at bladre mellem de mere nutidige kjoler. Farverige, stilede, sexede. Manden var vist enhver kvindes drøm. I hvert fald den modeglade. Til sidst stoppede hun sin bladren, da en yndig sort sag, med let puffede sløjfer på siden tittede frem. Payne trak den ned med et smil, og fandt en hårbøjle hængende på bøjlen selv. Med et skuldertræk gik hun hen, lagde kjolen på sengen og trak den overordentligt fine kjole, af den følsomme hud.

Få øjeblikke senere, stod Payne klargjort midt i soveværelset. Til kjolen havde hun fundet et par enkelte helt sorte stilleter, og et par prikkede handsker. Hun var en dygtig lurer. Værelset var langsomt blevet gennemsøgt, mens hun havde været i færd med at tage tøj på. Men da der ikke så ud til at være mere, begyndte hun sin gang mod døren, hvor denne.. Malikan, lod til at vente på hende. Blink. Hun standsede. Vladimir og hans følge var ikke på Paynes højde, eller hendes nysgerrighed. For dem var rummet fremmede, men for Payne var hver en bevægelse og støvkorn nyt og skulle undersøges. Derfor, da lyset blev genspejlet i øjet på hende, kunne hun ikke dy sig. I en let trippen hoppede hun hen mod et lille bord. Et tæt bord. Det var nærmest ikke til at se under. I en hurtig bevægelse fik hun sat sig ned på knæ, og stak de lange slanke fingre ind under bordet. Med en snuptag fik hun revet den blinkende genstand ud. En halskæde. En meget fin halskæde. Metallet var ikke genkendeligt i øjeblikket, men det så gammelt ud. Tydeligvis af god kvalitet, bortset fra, hvad lang tid i mørket havde gjort. Halskæden så gylden ud, hvor det var falmet en lille smule på grund af mangel på pleje. Den bestod af en lang og meget tynd guldkæde, som endte i en lille rund beholder. Sådan en man plejede at have billeder i i de ældre dage. Payne forsøgte kortvarig at åbne halskæden, men da den begyndte at klage utilfreds over hendes overraskende styrke, stoppede hun. Et lille smil voksede frem på de let rødmalede læber, da Payne trak halskæden over håret. Det mørke hår dækkede den mere eller mindre, men et skarpt øje ville hurtigt kunne fornemme den blinkende genstand, der hvilede mod hendes bryst.

Ganske kort efter befandt Payne sig, i den åbne dør, med armene bag ryggen og stirrede på Malikan. Det var altså elveren. Selvom Malikan havde skiftet, blev han tydeligt genkendt. Og selvom hendes skuespil var 'opdaget', sendte Payne ham alligevel et lille uskyldigt smil.

"Hvad ønskes der af mig nu?"

Kom det blødt fra de røde læber, mens de nødebrune øjne, viftede let med de mørke lange vipper. Payne kunne skam godt spille, når det kom til stykket..

Da smykket knagede misfornøjet og udbrød larmede, så havde hun dog stadigvæk fået nået at åbne den så meget, så det hemmelige lille dyb kunne åbenbare en smule af dens hemmelighed. En livsalig følelse blev dannet af duften af en eller anden blomst, som var tydelig og meget gennemtrængende, især da lugten var så ukendt, og den duftede så naturligt. Følelsen gav næsten et tilbageblik, da verden endnu var frugtbar og hvor man kunne stå på marken med et virvar af et hav af blomster, dyr og planter. Man kunne selvfølgelig nu om stunder finde mange blomster, men blomster var kun i et ringe forhold til datidens frodighed og mangfoldighed. Så derfor var der ikke særlig mange parfumer, som var naturlige, end før i tiden. Men lige efter man lige var blevet overvældet af den første gennembrydende duft, så var der en undertone af en meget special forfriskende sødme, som måtte næsten stamme for noget andet, måske en anden blomst?
Da hun lukkede den, så blev dens duft ikke længere tilføjet til omgivelserne, men hun kunne stadigvæk dufte den, da den hang en smule fast ved hende, og da den som sagt er så anderledes, at den ikke var svær at lægge mærke til, selvom den var kun så mikroskopisk lille.

Den sorte dybdegående pupil blev en smule udspillet, da hun jo så så gudeskøn ud, og de spidse øreflipper blev en smule røde, da blodet steg med øget fart til hans hoved. Blikket vendte sig lige hurtigt væk for at få forfatningen igen, og så kiggede han tilbage, da blodet flød en smule mindre, og hans hjerte ikke bankede nær så meget.
"Lige nu forventes der intet af dig. Jeg vil ind til videre være din personlige vejleder til, når du endelig får styr på tingene, og jo lige en ting"
Han gik de få skridt hen til hende og rakte hende med en flad hånd med håndfladen op af, hvor en sort tynd læderhandske omsvøb hånde, var der en lille badge, som var ca 3,5*6 cm. I bunden var Klansymbolet med de velkendte tvillingedrager i pentagrammet af metal. Hen over den var der et knækket lyn.
"Den er til for at folk kan vide, hvad rang du har her på stedet ind til de kommer til at genkende dig, selvom jeg er sikker på, at rygterne er nået i hver krog af vores hovedkvarter om din ankomst, så skal der stadigvæk gå noget tid, så folk kan genkende dig. Så derfor forvent også af folk, at de vil kigge. Men dog skal du vide, at du faktisk har fået den højeste rang ude Vladimir selv og sådan set generalerne på stedet her. Denne badge betyder nemlig, at du er en af Vladimirs udvalgte, og ikke en af de normale fodtusser eller en af højere rang på stedet her. Det betyder ikke decideret, at du kan bestemme over folk her på stedet, men ingen kan bestemme over dig ude over Vladimir og mange følger alligevel vores ordre, da mange ikke vil gøre noget imod Vladimirs udvalgte og de nogle vil desuden prøve at vinde indflydelse igennem dig.
Sagde han forklarende, mens han mimikerende hænder understregede det hans ansigt ikke kunne fortælle, hvor han lige understregede det alvorligheden i den sidste bemærkning. Selvfølgelig som et hvert andet sted, så var der altid folk, som søgte efter højere indflydelse og nogle, som ville bruge beskidte kneb for at kunne opnå det.

"Når men ude over det, du må være sulten ikke?
Sagde han med en lystighed i stemme, hvor Payne kunne mærke tyngden af hans hånd på hendes skuldre, og hvor det var svært at ikke følge med ham, når han førte hende af sted.
"Vi kan servere mad af den bedste kvalitet og hvad du end lyster.
Indbydende var hans stemme, mens de gik ned af en trappe, hvor det begyndte at være tydeligt, at den etage hun havde været på var forbeholdt for de mere finere typer, sikkert dem af højere rang, hvor dem, som var af mindre ikke normalt færdes deroppe. Ned kom de til en etage, hvor der var mange flere folk i forskellige genre, som vandrede frem og tilbage. Der var nogle enkelte vagter, men de fleste folk havde bare et eller andet gøremål i denne store bygning, og nu var det tydeligt for hende, hvordan folk kiggede på hende mest af alt med nysgerrighed. En lille barnehånd rørte hendes hånd for at få hendes opmærksomhed, det kornblå øjne stirrede op på hende med beundrelse, hvor hendes søde lille ansigt var rammet ind i rødgyldent hår, som næsten mindede om flammer. Der var ingen tvivl om, at når en succubus mødte en anden, så kunne de altid genkende hinandens race. Selvom barnet var kun de 7 år, så var evnen for indflydelse hos folk allerede stærk ligesom hos alle de andre artsfæller i denne race. Det gav tit de små succubus børn en fordel, da deres påvirkelse af nuttethed tit kunne få dem til at kunne overleve og skaffe dem mad, hvis de var så uheldige at ikke have nogen forældre eller værge, og der var ingen tvivl om de små rottehaler, hendes lille lilla kjole kunne næsten smelte den mest hårdhjertede person, og der var heller ingen tvivl om, at den viden, som nu var næsten en visdom for den lille pige, at hun vidste, at hun kunne virkelig udnytte det og hun var god til det.
"Når jeg bliver stor, så vil jeg blive ligesom dig"
Sagde hun med den sødeste stemme efterfulgt af et bedårende barnegrin, mens hun så begyndte at hinke i gadedrengeløb ned af gangen.

Mens barnet lige havde taget hendes opmærksomhed, så var der nogle folk, som var stoppet op og begyndte at småhviske, og man kunne få en snert af nogle af samtalesemnerne. Der var spørgsmål om, hvad formål hun havde, hvad ville Vladimir bruge hende til og alt i den dur, der var også bidende bemærkninger, som var inficeret med jalousiens grønne væsen, som ønskede at de selv var en af de udvalgte.
"Tag dig ikke af dem, sådan var det også for mig, og jeg var kun på størrelse med hende der"
Han gav et nik af pigens løberetning, mens han førte hende videre. Duften af maden begyndte at blive mere og mere intens, da de gik ned af flere trapper ca 5 etager ned. Men helt klart fik hun et utroligt stort indtryk i, hvor stor denne base var og hvor mange aktiviteter og folk der hele tiden var. Endelig nåede de til deres mål nede i kælderen, hvor mange kokke vandrede frem og tilbage og lavede mad for hele denne store bygning og evt vagter ude i byen, som skulle bespises.
En yngre menneskedreng med forklæde kom straks hen, da han opdagede at elveren stod og ventede. Han var kun lige knap nok i puberteten, men han bevægede sig stadigvæk med en yde, som viste, at han vidste, hvad han gjorde og at han var allerede blevet hurtigt voksen in mind. Hvor den franske accent gav en tydelig fornemmelse, at han var en kok eller madekspert.
"Jeg regner med, at det er frøken her, som skal have noget mad ikke sandt?"
Hans blik faldt over hendes badge, hvor han så tænkte sig hurtigt om og klappede i hænderne.
"Rejoignez notre marchandise vivante à Miss succube ici"
Sagde han på flydende fransk, hvor en hjælper lige smuttede ind af en dør. Drengen vinkede til de to og fik dem med sin ind i det rum. Det var et varmt hyggeligt rum, hvor 8 forskellige mennesker og væsner blev stillet op på rad og række. Helt klart vil Payne virkelig mærke en stor kontrast end det, som hun nok normalt fik af mad, var hvor rene disse sjæle var, og som kunne få enhver sjæleædende væsen til at savle. Det, som nok ville slå hende var, at disse væsner og mennesker stod selv og virkede indbydende og det var helt tydeligt, at de gjorde dette frivilligt og de virkelig gerne ville vælges! Drengen henvendte til hende igen, men han gik foran dem hver.
"Du kan få hvilken som helst af disse, hvor vi har 4 udsøgte mennesker. En kvinde fra de udsøgte egne af Venus' child, rigtig eksotisk, ikke noget man kan få til hverdag. Så har vi disse tre mænd, den ene sort, hvis frøken ønsker det. Så har vi desuden også en mandlig engel her, en fin hvidelver, en helt ung vampyr også meget eksotisk, da vi alle jo ved, at der næsten ingen vampyrer tilbage i verden her, og den sidste en brunhudede skindwalker."
Han holdte en kunstneristisk pause, da han var ej færdig, da han vidste, at succubuser spiste mest sjæle, men de kunne også spise som deres andre søskende, som var blod og kød og skygger.
"Men hvis frøken hellere ønsker en varierede kost, så er der både vampyren her og disse to andre, som har nogle herlige skygger, og så har vi disse 3 andre frivillige med udsøgt kød. Dog gælder der, at du ikke må dræbe dem eller næsten, kun tage en bid af deres sjæl, som de kan tåle eller skygge eller kød, som kan blive healet igen, men jeg kan garantere dig, som du nok har bemærket, så vil vores udsøgte udvalg kunne mætte dig meget mere. Men hvis du endelig ønsker dig at draine en hældt for sjæl, skygge eller andet, så kan du komme ned i fangekælderen og vælge dig et ofre
To clomans kom ind i rummet, da han snakkede om skygger, og så kom 2 mennesker, hvor blodet var tydelig i deres kinder, da de var mere end glade for at vælges, da de var nogle af de personer som havde en ultra masochistisk passion for smerte.

//Her er linket af rangen, det er den øverst til højre, som hedder ensign http://www.google.com/imgres?num=10&um=1&hl=en&tbo=d&biw=1366&bih=575&tbm=isch&tbnid=0kgrU1mP3LB9JM:&imgrefurl=http://bit7.org/quake/mirrors/documentation/quakewars/manual/stats.html&docid=5M6enWpPWj5LIM&imgurl=http://bit7.org/quake/mirrors/documentation/quakewars/manual/_m/rank1.jpg&w=300&h=455&ei=-2-4UKC3Os7NsgbA_YDgCA&zoom=1&iact=hc&vpx=1113&vpy=126&dur=2608&hovh=277&hovw=182&tx=127&ty=104&sig=117503423777082064138&sqi=2&page=1&tbnh=148&tbnw=97&start=0&ndsp=16&ved=1t:429,r:6,s:0,i:168 //

Payne undede sig selv at snuse dybt ind. Den søde, frodige blomsterduft var yderst forfriskende, og faktisk et ganske ukendt fænomen. Hvis man observerede Payne, om samtidig kunne få et glimt af hendes følelser, tanker og minder, ville man opdage, hvor lidt tid der egentlig havde været, til skønhed og ynde i hendes liv. Nok fik Payne som regel, hvad hun pegede på, men det var blot en slags... betaling. Paynes liv havde absolut ikke været nogen prinsessen på ærten. Men hun nød en velfortjent behandling, efter et veludført job. Og så var hun tilbage igen. Payne åbnede øjnene helt op. Øjnene der faktisk var gledet en smule i, som blomsterduften havde fået hende til at segne hen i minder. Utroligt. Payne nåede lige at trække den sidste fært at den ultra specielle blomst til sig, inden hun nænsomt lukkede halskæden i igen. Men dog, selvom hun havde lukket den tæt, fornemmede hun stadig, hvordan den lette blomsterduft hang omkring hende. Som et beskyttende lag, som ingen ville kunne trænge igennem.

Payne kunne ikke undgå at le. Egentlig var der en smule hån ment med latteren, selvom den kom ud let og klokkeklar. Egentlig mindede Paynes mere uskyldige sprog skræmmende meget om en lille piges. Som om, at den uskyldige side af hende aldrig havde vokset sig helt stor. Det kunne ofte bruges som en rimelig god fordel, da rimeligt mange mænd endda, havde en tendens til at falde for den slags. Som om, at de manglede nogen at beskytte.

"Så skal vi jo tilbringe rigtig meget tid sammen.. Ikke sandt, Malikan?"

Nåede hun leende at tilføje, inden den mere eller mindre højrøde elver afsluttede de få skridt der var i mellem dem. Nu var hun tryg. Elveren lod lige fra første hånd til at have stolet på hende og, hvis Vladimir virkelig var så hys omkring hende, måtte elveren være en vigtig mand, siden han blev overladt Payne. De skulle bare vide.

"Hvordan vinde indflydelse? Hvordan vil folk bruge mig?"

Sætningen startede koldt ud. Men så snart Payne flyttede de mandelbrune øjne fra badget og op mod Malikans, var der kun sorg og frygt at spore. Payne var jo en 'udnyttet' person. Selvfølgelig frygtede hun siden fortid. Men med tiltro til elveren og det meste af, hvad Vladimir havde sagt, tog hun forsigtigt imod badget, og fastgjorde det på sit ene bryst. Igennem sin tid med lidt militærisk opdragelse havde hun i hvert kunne opfange, at et badge som dette, kunne redde liv i visse stunder.

Payne sendte ham et lille nik og lod sig føre med.

"Hundesulten.."

Alt imens den nu velklædte dæmoniske skikkelse fulgte med Malikan gennem det meste af basen, og lyttede til hans ord, lod hun sig opsluge af de mange folk omkring hende. Blikkene var ikke til at tage fejl af. Hun var fremmede, men vigtig. Og igen kunne spørgsmålet dukke og i deres hoveder, såvel som i hendes eget; Hvad i alverden skulle hun bruges til? Hun var mere en fredet. Hun var højstående og magtfuldt. Og det var blot få timer efter, at hun havde ligget sprættet op på et koldt metalbord. Ja, sjov det var skæbnen altså.
Det sitrede i Paynes krop. Det lange mørke hår gled let nedover skuldrene, da hun drejede hovedet mod den lille hånd, og mødte sin artsfælles blik. Det var for en ganske kort stund, men Payne kunne mærke det. En slags forbindelse. Et slags fjernt, fjernt hjem. Hun var blandt sine egne. Tryg og i sikkerhed. Payne blottede kortvarigt de rødtmalede læber, og fremviste et eksemplarisk tandsæt fuld af skinnende hvide perler, hvorefter hun stille hviskede til pigen.

".. Så bare fortsæt det gode arbejde."

Og såvel som pigen blot forsvandt leende og hoppende, som om intet var hændt, vendte Payne sig endnu engang og fulgte med Malikan. Payne lod de feje bemærkninger glide bort, mens et spørgsmål rungede i hovedet på hende.

"Man vænner sig vel til det.." Et kort suk "Men, hvem var pigen? Udover en speciel udvalgt?"

Duften af mad var overvældende. Og selvom Payne ikke yndede at kaste den mere menneskevenlige version af betegnelsen 'føde' indenbors, måtte hun alligevel stå inde for at det kløede ivrigt i hele kroppen. Basen var enormt stor. Og jo større base, jo flere folk som oftest. Det betød unge og gamle sjæle, frisk og varmt blod, men ikke mindst fast kød.. Der vandrede forbi hende konstant. Det var som at være inde i en stor buffet, hvor man ikke måtte røre maden, fordi det ville være uhøfligt, men at man alligevel havde muligheden. Payne havde jo trods alt.. lidt besvær med tålmodigheden engang i mellem.

"Eh.. Mad, jo."

Et mørkt øjenbryn blev undrende skudt i vejret, da den unge dreng pludselig begyndte at plapre ud med alt sit fremmedsprog. På det punkt var Payne langt fra lært. Normal skolegang eller fremmedesprog havde aldrig hørt under hendes skema. Men hun opfangede dog sin races navn blive nævnt endnu engang.

Payne måtte fornøjet holde et grin tilbage. Dette var både fantastisk, ekstremt sært og rimelig latterligt. Enten havde hun misset noget helt igennem, eller så var folk her komplet skøre. Frivillige ofre som mad? Den var godt nok ny. Undrende tippede hun sig selv lidt ind imod Malikan.

"Hvorfor virker de alle så ivrige?.. Ved de overhovedet, hvad det er som foregår?"

Men uanset om elveren valgte at svare hende eller ej, sendte hun den fremmedesprogede lille dreng et kort forstående nik, hvorefter Paynes sultne blik gled over forsamlingen. De to mennesker der trådte ind i rummet fangede hendes opmærksomhed. Men deres iver skulle sættes på prøve. Så derfor.. Pegede hun dovent imod dem begge.

"Kan jeg gemme disse til senere? Jeg er sikker på, at vi alle nok skal få noget ud af det."

Hun sendte dem et blændende smil, inden hun trak hånden til sig, og lod den nusse let til den gamle halskæde. Næsten som om, at Payne var vant til at have den på sig.

"Tak.. Jeg tror jeg, at mit valg er truffet. Jeg beklager at måtte skuffe hans frøken." Et kort nik mod den sorte. ".. Men mit valg står hos vampyren for nu."

Et lystigt glimt voksede sig op i Paynes øjne. De fleste helt tæt omkring hende ville nærmest kunne mærke et lille pust, da hun lod sine kræfter slippe løs. Den kærlige, klæbrende og dyriske aura der pulserede rundt i lokalet, og som et tæt slør både bag og foran Payne, da hun dyrisk begyndte at bevæge sig hen mod vampyren. Hendes øjne var fastlåst på hans ansigt da hun stillede sig op foran ham, med den ene hånd i siden, og den anden snigende op af hans brystkasse. Øjnene der før havde været nøddebrune blev nu en tand dybere, og skiftede nærmest karakter. Vildere. Dyriske. Farlige..

Payne ansigt nærmede sig hans. Og før nogen kunne nå at beklage sig over valget, eller trække anmodningerne tilbage, ramte hendes læber ham. Deres kroppe var tæt klinet op af hinanden, med Paynes ben viklet om hans. Begge hænderne blev ført om bag hans nakke/hoved og sørgede for at holde dem begge helt tæt. Selv, hvis vampyren pludselig fortrød eller blev bange, ville han have svært ved at stikke af. Paynes stærke og metalliske hænder var låst fast i deres greb og tydeligvis ikke villige til at slippe byttet. Øjnene lukkede sig i, og styrken i hendes krop fik frit spil. Læberne blev fast låst, og slugte nærmest hinanden (hvor groose det end lyder!) Igen kunne man fornemme, hvordan den usynlige kraft drev en selv tættere på hende. De urgamle dyriske instinkter der pludselig skreg på mere. Paynes eget jeg var et helt andet sted. Det søgte rundt inde i vampyren. Efter et stærk og fyldigt punkt. Og netop da hun skulle til at fortryde sit valg, var der et punkt der trådte ud. Følelserne.. og lidt af personligheden. Payne gjorde sit hug. Grådigt gik hendes naturlige kræfter til 'angreb' mod sjælens følsomme punkter og begyndte at fortærer af den. Udenpå så det hele måske.. knap så vildt ud, men en langt større og vildere process foregik tydeligvis hos vampyren. Og Payne blev ved.

Malikan nikkede uden at sige noget, da rødmen ville nok kunne blive let sporet i hans stemme.
Mens de gik på gangene, så havde Malikan hele tiden øjnene på omgivelserne, han var godt nok ikke en kriger, men han var en god observatør og kunne tit nå at se noget på den psykologiske kropssprog, før folk selv tænkte det. Det var ikke for ingen grund, at han var Vladimirs højrehånd, og respekten fra folkene omkring ham kom også godt til udtryk, da ingen ville krumme en hår på denne elver, da konsekvenserne i hvert fald ville falde meget hårdt. Men hans tilstedeværelse var for længst uddebatteret, da selvom mange stadigvæk fandt ham mytisk, så var han meget ældre end mange. Det ville Payne nok også kunne ligge mærke til, at hans meget ungdommelige holdning og bevægelse gav et forkert indtryk i forehold til hans sjæl, som var langt ældre en hvad det fysiske øje kunne se. Men det var klassisk for elvere, da de forældede utroligt langsomt i forehold til mennesker.
Malikan var nemlig i den bedste alder, som elverne nu kaldte det for ca de 800 år gammel, og næsten lige så længe har han været som en trofast rådgiver for Vladimir i alle de år. Derfor viste han mere end nogen anden, hvordan folk prøver at vinde mere indflydelse, for han har mange gange blevet udfordret af andre til at træde ned fra hans plads som Vladimirs plads.
"Du må forstå, at selvom du er inden blandt dine venners mure, så er der selv fare herinde, som dog er minimalt lidt i forehold til ude. Men ligesom ude i den virkelige verden, så vil folk stadigvæk kæmpe for deres overlevelse, men de vil dog stadigvæk følge deres grådige hjerter, og jalousien er et farligt væsen. Så kig efter det grønøjet væsen, den kan skjule sig blandt venner og fjender."
Dog lagde Malikan mærke til noget, men det syntes bare, at næsten kun være i hans fantasi. Men for et kort øjeblik da han havde taget hende arm for at føre hende videre, så fik han et totalt levende billede af, hvor han stod på en hav af planter, som var som en mark af blomster, hvor verden var total idylsk. Men den forsvandt så hurtigt, som den kom, men fornemmelse sad der stadigvæk, men så dybt nede i underbevidstheden, at fornemmelsen ikke kunne identificeres dens grundlag for dens fremkomst.

De observerende øjne kunne ikke undgå at bemærke den split sekunds samhørighed mellem pigen og hende. I hans tanker tænkte han med et smil, hvor godt det måske var, at de havde mødt hinanden, måske kunne Payne være med til at lære den lille pige op.
"Nej hun er ikke en direkte speciel udvalgt. Hendes mor kom tryglende med hende som spæd, fordi moderen var syg og var enemor og kunne ikke passe hendes barn. Hun tryglede Vladimir om at tage barnet til klanen, så hun havde sikkerhed og en fremtid. Det var heldigt, at Vladimir havde sagt ja med det sammen, ellers ville barnet have haft været død af sult, da moderen dødede af dæmonsygen ca 3 dage senere"
Dæmonsygen var noget, som enhver dæmon kendte til, og det siges, at der er intet mere som giver mere frygt hos dæmoner end dæmonsyge, og man har stadigvæk ingen anelse, hvor den kommer fra ude over, at den dukkede op efter den store krig. Den snigende slange var sygdommen, hvor den med sine sylespidse tænder gennemboret hud, uden at ofret lagde mærke til det, hvor så ofret ville dø meget hurtigt totalt uviden før det var for sent.

Malikan kunne ikke lave vær med at grine lidt med en ren klukkende latter, da hun tydeligvis var overrasket, som man overhovedet kunne være.
"Hvis du vidste hvilken løn, goder og sikkerhed disse personer får, så ville du også melde dig frivilligt. Men du ved jo selv, når du tager dine ofre, at mange af dem faktisk nyder det hele indtil de dør of course, og de får lov til at opleve nydelsen uden at de bliver dræbt. Så det er kun win/win for dem ude over, at de ligger måske nogle uger i sengen eller bliver overvåget med stor grundighed indtil de er stabile og healet i sjæl igen.
De alle folk stod og trippede let af spænding, det var jo næsten som datidens x-factor, hvor folk stod pinefuldt og ventede. Vindersmil kom på de heldige og de andre så lidt skuffet ud, men de var van til det. Man kunne ikke altid være lige heldig hver gang. Kokkedrengen smilet herligt og viftede de 2 ud til siden, som skulle "gemmes" til senere.

Det var lidt af et dumt spørgsmål hun havde stillet, men forståeligt nok, hvis hun aldrig havde prøvet at selv få sammen indflydelse, som hun nu gav sine omgivelser. Dette dyriske, dette virkelig magtfulde hungrende følelser var som tråde som greb fat i alt og trak det til sig. Alle blev påvirket og kunne mærke, hvordan det rørte dybt nede i deres krybdyrshjerne, hvor sjælens basale følelser var i centrum. Vampyren var fuldstændig lammet, og med øjne som var fuldstændig blottet for alt, var han tryllebundet, som kun en gudindes tilstedeværelse ville kunne overgå. Hendes følelser smittede total af på ham, næsten som en inficerende virus, så selvom han var blevet lammet af hendes stærke følelser, så da de bløde læber rørte hans, så kyssede han lige så hungrende og total blottet for alle andre følelser end det dyriske begær. Denne ting var smart fra succubusernes side af, for når vedkommende kun blev domineret af det dyriske begær, så var det som om den store port til sjælen var blevet åbnet op på fuld gab, og nu kunne man som succubus vandre ind igennem legetøjbutikken, hvor vedkommende bare kunne vælte og vrage til sig, hvad vedkommende ville have. Vampyrens sjæl var blevet til hendes personlige legeplads.
Selvom alt syntes ude på at være knap så vild, så den aura og den fornemmelse, som var så klare som billeder, var stærk nok til at man ikke kunne antage, at dette var bare et helt almindeligt kys. Flere af de "uheldige" kiggede med store øjne på hende, og endnu mere trådte deres ønske om at være den valgte i deres øjne. Det var tit, at de blev brugt af en fødekilde, men det var yderst få gange, at de havde fået lov til at volde sig i en succubus' mægtige kræfter, som var langt bedre end de andre dæmonracer, som ikke kunne glamourisere sine ofre som en succubus kunne. Man kunne måske kalde disse ofre som misbrugere, da de var total afhængige af dette sus, som dette gav, som for dem var langt bedre end hvad den bedste sex kunne give.

Hvorfor det dog virkede så godt, ja så skal vi sætte os ind i vampyrens følelser og sindstilstand. Vampyren, som var af kønnet hankøn, gør, at sidst han virkelig havde fået lov til at volde sig i de stærke kvindelige følelsesmæssige favn, var da han var engang spæd. Disse voldsomme knyttende følelse, som var vigtigt for barnets tryghed og andet, lå stadigvæk dybt begravet i underbevidstheden som et skrupsulten ønske, som ikke vil blive tilfredsstillet igen, men som stadigvæk vil udforme vedkommendes liv, så han i sidste ende ville ende med at knytte sig til et kvindelig væsen, som tit vil ligne meget hans moder selv. Dette er blandt andet en af disse ting, som gav denne dybtgående tilfredsstillelse for et øjeblik, når Payne overvældede ham med sin kvindelig magt.
Men andre ting ligger selvfølgelig til grunde. Ud fra hans synsvinkel, så ser han denne utrolige smukke kvinde med sig, hvor det vil ramme ham som et blødt slag, hvor selvsikker og magtfuld hun vil optræde. Hvor så de dyriske følelser gav dette glimt af det farlige, det ultra spændende, hvor det næsten syntes, at døden var mulig, så det gav dette sus, som var bedre end adrenalin.
Plus så vil urgamle følelser i hans sind også blive hevet op over overfladen, disse ting, som ellers var gemt som skelettet i skabet. Selvom sex ej var et tabu, så var det stadigvæk ikke noget man gjorde offentligt og talte offentligt om. Så det blev tit lidt som det forbudte slik oven på køleskabet, som var krummel på islagkagen. Det som også kunne få de fleste folk til at nyde dette, det var, at de fleste personer har så svært ved at hengive sig til dem selv, til deres egne følelser, og ja Payne kunne jo bane vejen for dem, så lidt som ingenting. At virkelig leve i nuet er svært, især i denne verden, hvor kaos, bekymringer og ønsker om fremtiden præger enhver, da man aldrig vidste, om man kom til at dø i morgen.
Hvis Payne dog ikke fik kontrol over sig selv, så ville to "bulldogs" af mænd være klar til at tage hver af hendes arme og få hende væk, da hun nødig skulle dræbe fødekilden. Dog vidste de alle fødekilder, at det kunne ende galt en dag, og det tog de med glæde, da der var lige så stor chance for at dø ude, som at dø som fødekilde.

Payne opfangede godt Mailkans ord. Men derimod ikke det kote glimt af blomsterengen, da det var hende der bar halskæden. Duften var endnu ikke helt vant, men mere derimod mere tilpas hos hende. Et sted svagt i baghovedet var der en lille stemme der råbte om op, hvad Vladimir mon ville sige. Vampyren var et geni. Men et geni uden mage. Det var ikke ligefrem fordi man forventede at se Vladimir omringet af frodige kvinder, der lystrede hans mindste vink. Så skulle det da kun være krigsfolk. Vampyren syntes bare at ligge den slags maskulinitet fra sig. Payne havde kunne mærke det i hans favn. Ingen overgramsning, ingen overbegloning, ingen flabede ord til en medkammerat. Vladimir virkede alt i alt ret passiv i forhold til de få kvinder hun havde set ham omgås med. Mon det var bevist? Eller var vampyren bare blevet lidt for tør efter 1000 år med friske damer? Endnu et punkt blev føjet på Paynes mentale liste over ting der skulle undersøges, hvis lejligheden bød sig.

"Jeg tror allerede, at jeg er stødt på den et par gange.."

Paynes stemme indikerede egentlig, at det blot var en ubetydelig kommentar der ikke skulle tænkes mere over. Den grønøjede. Selvom hun godt fangede meningen i Malikans ord, blev tankerne alligevel konstant ved med at vende tilbage til den grønne slange hun havde set nær Vladimir inde på værelset. Hvad var der med de to kræ.. Hvad eller rettere hvem var de? Dyrene kunne tale. Det var i sig selv ikke helt usædvanligt i denne nye verden, men det var alligevel en sjælenhed. Men den måde de alt for naturligt kravlede omkring.. Alle de steder som Vladimir var. Det var forkert.

Der gik et lille oprigtigt gys gennem Payne. Dæmonsyge. Åh jo, hun havde skam hørt rygterne. Faktisk var det et mere eller mindre ømt punkt for hende.. samt alle andre dæmoner. Sygen som ingen anede noget om. Hvordan den var kommet og, hvordan den kunne stoppes. Selvom Payne var en yderst stærk kvinde, både psykisk og fysisk, var det som at få smækket en kold spand var lige i ansigtet, hver gang nogen nævnte den.

"Det gør mig ondt på pigens vegne. Sygen er en grim ting, der slet ikke burde eksisterer i denne verden. Vi bøvler trods alt med rigeligt.. Men det var stadig utrolig gavmildt af Vladimir."

Og for første gang i lang, lang tid mærkede Payne et lille stik i det mekaniske hjerte. Selvom hun var utrolig selvisk, arrogant og som oftest kun ude efter det bedste for sig selv.. virkede det alligevel en kende trist, at en dæmon, succubus som hende selv oven i købet, skulle føle den smerte, fra sygdommen. Var der noget velkendt over situationen? Hurtigt skyndte Payne sig at ryste tanken bort, inden den for alvor kunne mærkes.

Malikans latter var smittende. Så ren og klar. Men Payne unlod alligevel at le med. Det passede bare ikke ind. Hun lo sjælendt af mad. Ikke fordi at hun havde specielt meget respekt tilovers for dem, der trods alt stillede frivilligt op, men for hende var det bare stadig.. mad. De kunne spises, og sulten virkede til at vokse mere og mere. Som et bundløst sort hul. Derfor nøjedes hun blot med en enkelt kommentar, inden fodringen gik i gang.

"Ja.. Win/Win."

Med hensyn til maden, lod Payne ikke til at være til at stoppe i øjeblikket. Nærmest umættelig. Sjælens dybe minder og varme følelser der blev bragt på banen i hendes nærvær, gavnede kun hendes indtag, imens hun søgte i hver en krog af vampyrens krop. Endnu engang, hvis man valgte, eller havde styrke nok, til at kigge rigtig godt efter, ville man se, hvordan Paynes kropssprog udstrålede farer. Det var lang tid siden, at hun havde fået mad. Og selvom der var blevet nippet lidt til nogle småting i helikopteren, var det tydeligvis ikke nok. Anstrengelserne for hendes krop, sår og andet, der skulle læges, krævede også energi fra føden.

Payne lod en enkelt bleg hånd glide nede over brystkassen på vampyren. I søgen efter at behage sin partner, og folkene omkring dem, som stort set var glemt. Det hele var et stort skuespil. Et skuespil, hvor folk desværre kendte slutningen. Det ville formegentlig ikke varer længe inden vampyren ville begynde at bryde let sammen. Den frie hånd fortsatte sin ae'en, alt imens den anden strammede sit greb om nakken. Der var ingen luft at spore i mellem dem, og stemningen var allerede en smule for hed til, at det kunne ende helt godt for vampyrens vedkommende. Payne var urokkelig og ikke opsat på at lytte. Derimod også uvidende om, at de to "bulldogs" var til stede.

Selvom Vladimir ikke tydeligvis ikke reagerede på de kvindernes tilstedeværelse, så var han skam ikke blind for, hvor magtfuldt disse kvinder kunne være i verdens skatspil, hvis de blev spillet helt rigtigt. Men det ville Payne sikkert finde mere ud af, når hun går i gang med at gå fuldstændig i dybden på den kære gamle Vladimir, for at finde hans kære svagheder, så hun kan knuse ham, som mission plan var. Om hun kan det, er nok en anden side af sagen.

De andre var tryllebundet, selv Malikan var tryllebundet, og det var ikke, fordi at han havde mødt succubuser før, men der var et eller andet ved hende, et eller andet ekstraordinært. Et lyn gik igennem ham af lysende åbenbaring. Selvom Malikan havde set nytten i denne kvinde, så havde han alligevel undret sig. Måske lå der en dybere plan end bare som så? Var dette hvad Vladimir selv havde set, at hun syntes, at have de kombineret kræfter fra de alle tre racer for at kunne skabe sådan en stærk tiltrækning på alle?. (Ja, jeg har planlagt en overraskelse omkring din karakter hihi:D) Malikans blik vendte opad, i den retning, hvor Vladimir nu sad på sin kære trone og hørte på sin befolknings bekymringer, ønsker og andet. Da blikket faldt ned så, så han Diana og Jackie lurer i mørket i hjørnet af rummet, hvor de grønne øjne tydelig afspejlede en form for tilfreds forventning. Diana havde dog stadigvæk mistro i sine øjne, men Malikan var ikke i det mindste tvivl om, at disse to slange søskende fungerede som Odins ravne. De var hans øjne, og Malikan kunne næsten se det grå skær i Jackies øjne, næsten som om han kiggede igennem hans øjne.
Det var aldrig blevet bevist, men Malikan vidste, at tvillinger havde altid en ufattelig tilknytning, som ikke kunne forstilles af normale væsner og mennesker. Men hvilken kontakt fik de ikke, når de boede i sammen krop?
En rislen og kuldegysning gik igennem elverens krop, da han indså, at hans fornemmelse kunne ikke være forkert, og den hypotese han havde tiden havde haft, at Vladimir kunne se ud igennem deres øjne var sandt. Selv Vladimirs højre hånd kendte ikke særlig meget til Vladimir selv.

Ja hun var selv så opslugt, at hun nok aldrig ville få chancen for at indse, hvad hun gjorde ved sine omgivelser. Men hendes succubus' aura var selvfølgelig så fristende, så indbydende som en forsmagen på en ret kunne være. Men den fik sådan en utrolig strejf af mørke, som gjorde det mytisk, gjorde det umenneskelig på en vis plan, som kun en skyggedæmon kunne give sine omgivelser, som mellemsmagen på retten, som næsten virkede bindende imellem smagene. Derefter blev hele smagsfornemmelsen indhyllet i næsten en åndelig forhøjelse, som ikke bare var en smag, som tilfredsstillede også selve sjælen i ens fysiske sultne krop.
En bedre sammenligning kunne der næsten ikke være end denne, og sådan en fornemmelse fik de alle andre et strejf af, og før de indså, hvordan kroppen begyndte at hænge, og hvordan hans hud blev mere ligbleg end den var i forevejen, og hvor øjnene rullede bagud i baghovedet, så var det allerede for sent, hun var gået over stregen. De to voksne store mænd var så tæt på at rive dem fra hinanden, men så kom Malikan og stoppede dem og sagde med en lettere hviskende stemme.
"Nej lad hende dræne ham færdig, det er for sent, han er en grønsag nu"
De andre så til med stor frygt i deres øjne, ingen havde forstillet sig, at de ville se deres ven blive drænet for liv lige foran øjnene på dem, og selvom de vidste, at der var en chance for det, så var det tit så fjernt i baghovedet, at det kom som et chok for dem, men de blev stadigvæk grebet af ærefrygt på en eller anden underlig måde. Drengen var den eneste der to initiativet til at få alle væk fra rummet, så folkene blev jaget ud, så der kun var "grønsagen," Payne og Malikan tilbage. De to slanger krøb lige så stille og roligt væk, da showet var ovre, og Malikan stod bare malet til jorden, uden at vide, hvordan han skulle reagere. Det var ikke forbudt at dræne ofrene helt, især når man var i så høj rang som hende, men det var ikke velset. Dog ville rygterne sprede sig hurtigt, og måske kunne det ende med noget mindre godt. Men hvis Vladimir havde sendt sine søskende herned, havde han så forventet det? Var det meningen med det hele eller?
Malikans hjerne arbejdede som et hamster i et hjul nej sikkert flere hamstre, da han ingen ide havde om, hvad der lå til grund eller hvad han skulle gøre, og han havde ikke den sammen matematiske hjerne, som kunne beregne næsten alt som Vladimir.
Men alligevel syntes noget positivt oppe op i hjernen, dette rygte om hendes blodtørst ville give hende en form for beskyttelse, som næsten ingen badge kunne give, for rygterne havde mere magt end bare symbolet på det. Især når rygterne ville ekstra meget overdrive hendes magtfulde optræden, som ville lave denne gylden fjert til 5 gyldne høns.