Halløj!
Jeg vil gerne have en lille debat omkring ytringsfrihed. Moderen af frisindet dialog, og morderen af censur.
jeg vil gerne fremsætte mine to yndlings argumenter fra begge modsatte perspektiver i debatten, så der kommer lidt træ i ilden, også kan i enten respondere på mine meninger, eller komme med jeres eget argument for ultimativ ytringsfrihed, eller mod ultimativ ytringsfrihed.
Jeg tager ikke side i dette første indlæg, fordi vil gerne have folk for hver lejre, til at føle de har lov til at deltage.
Mit argument MOD ultimativ ytringsfrihed: Det skal ikke være muligt at ytre alle synspunkter. Skal en nazist kunne uprovokeret gå op til ældre jødisk kvinde, og fortælle om hvordan Hitlers udryddelse af jøder var det rigtige at gøre?
Eller skal en pædofil kunne skrive en frit tilgængelig internet blog, om hvordan hans personlige seksuelle fantasier er?
Skal en person kunne stå fem meter udefra en vuggestues grund, med et skilt hvor der står, at alle forældre som aflevere deres børn i vuggestue, er dårlige mennesker?
Skal en homofobisk person, have lov at udlevere papirer på gaden, hvor der står at homoseksualitet er umoralsk, unaturligt, og klamt.
Skal vi leve i et samfund, hvor det er lovligt at støde andre?
Svaret er
selvfølgelig nej.
At ytre sig om hvad man vil, og hvor man vil, er ikke til gavn for den altmene borger, som får et mindre trygt samfund at bo i. Men det er heller ikke til gavn for mindretals grupperne, som må udstå diskrimination igennem hverdagen. I et samfund hvor der er ultimativ ytringsfrihed, kan en transekseul ikke blive beskyttet mod had, mindre haden er direkte fysisk truende. Og had behøver jo ikke være trusler uden at være sårende, eller demoraliserende.
Mit argument FOR ultimativ ytringsfrihed: Ytringsfrihed er vores eneste våben mod den historiske censur, og undertrykkelse af mindretals grupper, som ikke var tilpasset de kulturelle normer. Hvis man ikke har fuldstændighed ytringsfrihed, og derimod kun vil give ytringsfrihed til "De socialt acceptable synspunkter" har man i grunden ikke ytringsfrihed. Fordi retten til fri tale, er kun fri, når talen er fri, og hvis vi kan redigere og censurere hvad vi personligt ikke kan lide, så har vi ikke ytringsfrihed "Du må sige hvad du vil! - mindre du er uenig med os andre"
jeg er ikke religiøs fanatiker, men religiøse fanatikeres ret til at sige hvad de vil, er hvad der giver min ret til at sige hvad jeg vil.
Hvis vi staten eller populær mening kan afgøre hvad der må og ikke må siges, skrives, eller ytres, så har vi som folk intet skjold mod censur, fordi hvem skal afgøre? hvem skal være den, som afgøre hvad der er "En acceptabel mening" ?
Glem ikke Rusland, hvor der var snak omkring at man ikke måtte omtale homoseksualitet. Og hvor der er grupper der skriver til homoseksuelle på nettet, bare for at møde dem i virkeligheden og tæske dem. Og hvor de homoseksuelle ikke må samle sig i grupper, eller have homoseksuelt positive skilte, eller på andre måde ytre sig omkring hadet mod dem, fordi de må ikke tale omkring være homoseksuel.
Ytringsfrihed er ikke kun min ret til at sige hvad jeg vil.
Det er vores alles ret til at sige hvad vi vil.
Fordi ellers - fungere det simpelthen ikke.