en nødvendig redning(Veronika)

sted: tæt ved åen
Tid: aften tid. omkring kl 19
vejr: tåget og ret køligt. en tung luft
omgivelser: dyre liv, der drikker fra vandet.

den sidste lys, fra dagen, var efterhånden helt væk og den tunge luft havde lagt sig. den unge Varulv Felix gik igennem den lettere mørke skov, med tunge skridt. han havde ikke spist i mange dage og ikke rigtig sovet. det havde efterhånden taget en del kræfter på ham og savnet for sin professor hjalp ikke ligefrem. lidt længere fremme fik han øje på vandet, fra åen der løb igennem skoven. en svag lettet mine spillede i hans ansigt og da han nåede til vandet, lod han sig falde på knæ. en lille lyd lød fra det lille får agtige væsen, som sad på hans skulder "det.. skal nok gå.." mumlede han udmattet. han rakte sin ene hånd ned mod vandet, men en pludselig svimmelhed stoppede hans handling. han tog sig lidt til hovedet. han var så træt. langsomt fik han lagt sig ned imens han stirrede på vandet med et sløvt blik. hvis are han lukkede øjnene i bare 5 minutter, det skulle nok gå. da han skulle til at lukke øjnene hørte han svage fodtrin og en svag knurren. da han hørte den svage knurren prøvede han at holde sine øjne åbne, men for gæves. hans krop var efter hånden ved at give helt op. en flok af muterede hunde havde omringet ham. de var nok omkring de 6 stykke. et nemt bytte, de alle kunne dele og nyde mætheden fra i flere dage.

Race: Falden engel

Det var hen af aftenen, og vejret var både tåget, køligt og luften var tung, men Veronika var alligevel gået ind i Blackwood, en skov som egentlig tilhørte sortelverne, men hun elskede alligevel at være i den. Hun var faldet hurtigt til i skoven dengang hun havde strejfet rundt i den, dengang hendes krop havde været en sortelver. Hun havde lært skoven meget godt at kende den gang, og nu havde hun sat kursen mod Moon River da der næsten altid var så dejlig stille og beroligende der.
Lige nu vil Veronika line en engel for folk, men ikke en normal engel, men en falden en af slagsen. Hun havde før været engel, men det havde været en ganske almindelig en.

Hun standsede op da hun nåede frem til Moon River og så sig kort rundt. Hendes blik standsede da det fik øje på en hel masse muteret hunde som vist havde omringet et eller andet. Hvad mon det egentlig var de havde omringet? Hun blev nysgerrig, og listede tættere på for at se efter. Der lå en dreng på jorden som så temmelig bevidstløs ud lige nu. Pludselig vågnede hendes evne som sagde, at hun skulle hjælpe drengen ud af den her situation, og uden at tænke gik hun lige ned til flokken af muterede hunde og knurrede truende af dem. De så alle på hende på en gang, og nogle af dem gik truende over mod hende. Hun stillede sig i en kampstilling, og da den første af hundene angreb hende, kylede hun den uden videre væk så den fløj ind i en stor skarp sten. Den faldt til jorden, og den blødte temmelig voldsomt. Dem kæmpede sig på benene, så på hende, og haltede væk derfra såret, men det standsede ikke de andre hunde fra at angribe hende. De fik samme tur som den første, og de stak også af der fra, sårede.
Veronika bed sig i læben, og vendte sig om mod den bevidstløse dreng. Han havde brug for hendes hjælp kunne hun tydelig se, men hvordan skulle hun hjælpe ham, når hun intet havde på sig overhoved? Hun så sig om da hun vidste han havde brug for vand, men hun vidste ikke hvordan hun skulle give ham noget, da hun ikke havde noget at komme vandet i, og hun kunne ikke bare tag hans hoved ned i vandet. Det vil i den grad ikke hjælpe ham. Hun sukkede stille. Der var ikke rigtig nogle blade på træerne, ellers havde hun plukket et som hun kunne ha haft vand i og kunne givet ham vand på den måde. I stedet løftede hun ham op og gik med målrettede skridt over til en lille hule hun kendte. Her kunne han i det mindste være mere tryg end udenfor.
Hun lagde ham stille ned på stenjorden, og så sig om i den lille hule. Hun blev nødt til at lave et bål til ham så han ville kunne holde varmen, men hun anede ikke hvordan hun skulle lave et uden noget at tænde det med, eller brande til at lave bålet med. Hun blev nødt til at forlade ham for en stund for at få fat på nogle ting så hun kunne hjælpe ham.
Hun skyndte sig ud af den lille hule, og skyndte sig over til sortelvernes by hvor hun købte forskellige ting hun skulle bruge til at passe drengen med. Hun skyndte sig tilbage til hulen igen, og fik tændt noget som linede et bål. Hun gik igen ud, og ned til floden, hvor hun fyldte vand i et krus hun også havde fået skaffet sig, og gik så hurtigt tilbage ind i hulen igen, hvor hun så på drengen.

Felix hørte meget svagt, da smertefulde hyld, fra hundene. men kunne ikke rigtig åbne sine øjne, for at se hvad der skete. han kunne kun høre svage lyde. da han blev løftet op, prøvede han at komme med en lyd, men hans mund var for tør, til noget kunne komme ud. til sidst forsvant han forstændig ind i sin bevistløshed. det hele var bare mørkt. han kunne intet høre, se eller mærke. det var nu meget rart, da han så ikke kunne mærke det smerter hans krop efterhånden havde fået, fra hans rejse ud i den fremmede verden.
felix havde fuldstændig mistet alt om tidsfornemmelse og for ham virkede det kun som npgle minutter, men han havde lagt i hulen længe uden at røre på sig det mindste. men pludselig mærkede en smerten vende tilbage i hans krop og muligheden for at åbne sine øjne. de var kun åbnet på klem, men nok til han lige kunne se rundt. han fik øje på en fremmed pige der sad og så på ham. varmen fra bålet, hjalp en smule, på hans ellers ret kolde krop. han fik tvunget sin mund åben for at komme med en meget tør og hæs stemme "hvem..er..du..?" det gjorde helt ondt i halsen at sige det, han havde virkeig brug for vand. en smule besværet fik han tvunget sig op og sidde og tog sig en smule til hovedet, som dunkede af hovedpine. hans krop havde næsten givet op, men varmen fra bålet, havde været med til at hjælpe den bare en smule igang igen. hans blik landte igen på pigen, som nu studerede hende en smule.

Hun var blevet stående lidt i indgangen til hulen, men var så gået helt ind. Hun satte kruset med vand på jorden, og satte sig så ned. Hun så på drengen, studerede ham stille. Han så ikke for godt ud. Han havde vist sultet i et stykke tid snart. Kunne han ikke finde ud af, at skaffe mad og den slags siden han var så tynd, eller hvad var der sket med ham? Hun bed sig i læben, besluttet på at vil hjælpe ham så godt han kunne. Lære ham at overleve og at kunne skaffe mad til sig selv. Hun kiggede ned i stenjorden, og sukkede stille, men så hurtigt op, da hun hørte hans hæse stemme. Hun rejste sig op, og gik hen til ham for at hjælpe ham op at side. "Mit navn er Veronika" sagde hun i en blid tone, og tog kruset på jorden, som hun havde fyldt op med vand. Hun holdte den op til hans læber så han kunne drikke. "Drik lidt vand, det vil hjælpe dig med at blive okay igen" sagde hun, og lod ham drikke hvis han ville. Hun satte igen kruset på jorden da han havde drukket, og så stille på ham. "Og hvem er du hvis jeg må spørge, og hvordan er du endt på denne måde?" Han behøvede ikke at sige det hvis han ikke ville eller af en eller anden grund ikke kunne. "Er du sulten?" spurgte hun, og så på ham.

Felix mærkede kruset ved sine læber og løftede svagligt hånden op for bare at støtte ved kruset nederest. han drak af vandet, og tog så meget som muligt. det var tydeligt han var tørstig og virkelig havde brug for det, for han drak det hele på meget kort tid. det hjalp en smule på den tørre hals og mund "tak Veronika" mumlede han træt, imens hans sløvt kløede sig ihåret. det brune øjne rettede sig imod pigen med et taknemmeligt blik "jeg hedder Felix.. jeg.. " han stoppede langsomt sig slev og rettede blikket ned igen. Veronika var den første person han havde haft kontakt med efter han mistede sit hjem, så han havde endnu ikke fortalt nogen om hvad der var sket.. han kendte jo heller ikke rigtig nogen.
et lille suk forlod ham og igen så han op på Veronika "jeg har mistet mit hjem.. " sagde han en smule stille, for han var ikke sikker på hvor meget han skulle sige eller hvor meget hun gad at høre. men da sult blev nævnt reagerede han meget hurtigt, med et nik "meget.. har du noget mad?" spurgte han næsten ivrigt. han havde ikke spist i mange dage og det han havd efået at spise efter han mistede sit hjem havde ikke været meget eller noget af særlig god næring. han følte sig også meget svag. lidt genert over sin pludselig ivrige minde, slog han blikket ned i jorden igen og kløede sig en smule i nakken.

Hun smilede af ham da han løftede hånden op for at hjælpe med at støtte kruset, og det var tydeligt at se at han var tørstig. Hvornår havde han mon sidst drukket noget? "Så lidt" svarede hun på hans tak, og smilede blidt til ham. Hun nikkede kort da han sagde hans navn, og hun så opfordrende på ham, da han standsede med at snakke. Hun ville ikke gøre ham noget, kun hjælpe ham så godt hun kunne. "Oh, det er jeg ked af at høre." sagde hun og så på ham med et medfølende blik. "Har du så bare vandret rundt siden eller hvad, siden du nu er endt i denne situation?" Hun ville gerne vide det, men vil også acceptere det hvis han ikk vil fortælle hende det. Et lav grin undslap hende da han reagerede på den måde han gjorde. "Jeg har lid mad du må få. Det er ikke meget, men kan sagtens finde mere hvis det er." sagde hun og så på ham mens hun talte. Hun fandt noget kød frem hun havde. Det var fra en kanin, så der var ikke meget, men hun ville nok godt kunne få mere mad hvis det var. "Vil du ha det varmt eller er det lige meget om det er koldt?" spurgte hun. Hvis det var, vil hun give ham det koldt, ellers vil hun varme det å bålet for ham.

Felix var ikke rigtig van til at snakke med andre en sin professor, så det at han blev udspurgt på denne måde, var meget udvant for ham. i det hele taget at der var et anden person omkring ham var uvant. han sanke nlille klump og kløede sig fortsat genert i nakken, med blikket i jorden "ja.. jeg er ikke van til at være uden for laboratoriet.. så jeg har ikke kunne finde mad eller drikke" forklarede han en smule flovt, men rettede så det nødebrune øjne op på Veronika, han sad sådan lidt uden at sige noget. nej han studerede hende bare lidt, med et tænksomt blik. hun grinte? og hun havde smilt.. det var generelt tegn på glæde, eller are noget positivt. hun havde også hjulpet ham meget, så måske var hun god? hans æjne landte meget hurtigt på kaninen da hun toog den frem og begyndte med det samme og slikke sig lidt om munden, som en sulten hund. han havde ikke fået mad så længe. hans mave begyndte at lave lyde og hans øjne var fyldt med sulten "kold..kold er fint" sagde han hurtigt. han ventede pænt som en opdragen hund, selvom sulten i ham var tydelig, men det var nu heller ikke nemt for ham. da ulven i ham var mindst lige så sulten som han var.

Hun lagde godt mærke til hans ubehag da hun spurgte ham om så meget som hun nu havde gjort. Han behøvede jo ikke at svare på hendes spørgsmål, da hun spurgte fordi hun var nysgerrig, og også gerne ville lære ham en smule at kende. Hun smilede opmuntrende til ham da han begyndte at tale. Hun nikkede af det han fortalte, at han aldrig havde været uden for laboratoriet før. Så han var en forsøgsperson af en eller anden slags eller hvad? Hun ville gerne spørge, men vil ikke skræmme ham med flere spørgsmål da han ikke så ud til at kunne klare dem. Hun kunne også tydeligt se hans flovhed, og hun sukkede svagt. "Du behøver ikke være flov over det, for det er jo klart hvis du aldrig har været ude og skulle klare dig selv før." Hun ville hjælpe ham alt det hun nu en gang kunne.
Da hun havde taget kaninen frem så hun stille på ham, og opdagede at slikkede sig om munden som en hund også ville gøre det, og det fik hende til at smile svagt af ham, og det blev bredere da an meget hurtigt bare sagde han ville ha den kold. Hun rakte ham hele kaninen, og så ham blidt i øjnene. "Her, spis den"