a job for the greater good(Veronika)

Tid: aften
Sted: Louisville
Vejr: overskyet
Omgivelser: lettere befolket

Endnu engang var det tid for Dust til, at han skulle udføre en af de mere nederen dele, af det job han havde påtaget sig. Man kunne vel heller ikke forvente så meget andet, end at et hvert job havde sine mindre sjove sider, og i hans job som grim reaper, bestod en af disse mindre sjove sider af, at han måtte tage sig af de afdøde, der ikke havde fundet deres vej til efterlivet, men i stedet var blevet tilbage her på jorden, og var endt med at blive til vanvittige væsner, der kunne lave en masse ravage, hvis noget fik dem til at slå klik.
Den slags væsner, havde han haft en del af her på det sidste, hvilket på sin vis var forståeligt nok, da der praktisk talt ikke var nogen reapere tilbage på jorden, og det havde været sådan siden den sidste verdens krig. Denne mangel på reapere havde efterladt en stor mangel, på håndtering af efterlivets åndelige plan, og det gjorde at der kunne være mange efterladte sjæle, lige som den Dust var på jagt efter, da der ikke havde været nogen, til at hjælpe staklen med at give slip og komme videre til efterlivet.

Men nu var Dust her til at klare roderiet, godt nok alene men det var han trossalt vant til, så han tog tingene som de kom og håndterede det i stiv arm, lige som han altid plejede at gøre det. Med rolige skridt, gik han ind i Louisville i hans søgen efter det væsen, der for nu var hans mål. Han havde sporet dette sjælevæsen her til byen, ved hjælp af den grim reaper bog han havde modtaget, som et slags tilbehør til hans grim reaper evner, den fungerede lidt som en slags guide til, hvem han skulle hente eller hjælpe, hvor han kunne finde dem, hvornår han skulle tage sig af dem, og alt muligt i den retning.
Han tjekkede op på bogen en sidste gang, før han lukkede den og den forsvandt ud i den blå luft, og nu havde han et bestemt mål at gå efter, da bogen havde givet ham et ansigt og en præcis placering, på den sjæl han ledte efter. Det var ikke mere end 10 minutter fra hvor Dust befandt sig, så han nåede hurtigt frem og fandt ud af at væsnet var på en bar. Han måtte gøre som han plejede, og starte med at overtale den, men som regel plejede det at ende med at han skulle bekæmpe væsnet, så han gjorde sig klar til plan a, ved at forvandle sig til skytsengel form, hvilket var den form han virkede mest behagelige at være i nærheden af, og forberedelserne til plan b, var at han tog sin le fra hans ryg, så han var klar til at gå i kamp.

R: Engel

Veronika var taget til en ny by, Louisville. Hun havde ikke været i den by sådan rigtig før, da hun havde slået sig mere eller mindre ned i Las Vegas, men hun var nu rejst til Louisville. Hun kendte ikke byen specielt godt, men var alligevel havnet på en af byens bare. Hun havde baret gået rundt i byens gader, og havde fået øje på baren hun nu sad inde på. Hun havde et glas i hånden med en blå drink som hun drak lidt af indholdet i, mens hun kiggede rundt i baren. Hun vidste ikke helt hvad hun lavede her, ud over bare at side og kigge rundt. Hun burde finde en hun kunne snakke lidt med i stedet for bare at side her og se åndssvag ud. Hun sukkede stille, og ledte så rundt i baren med øjnene, men så ikke lige nogle hun sådan gad at snakke med sådan umiddelbart.



//Sorry det blev så kort, min krea forsvandt xD//

Allerede da han trådte ind i baren, kunne en hver der var istand til at sanse aura mærke, at Dust ikke var lige som alle andre. Alene når man lige kom sig over, den umiddelbare følelse af død, der hang i luften rundt om hans aura, så ville man blot komme længere ind, og mærke at hans aura slet ikke var normal. Den var hvad de fleste ville kalde for selvmodsigende, da hans aura opstod ved krydsningen af 2 væsner, der var hinandens modsætning i så høj en grad, at selv himmel og jord modsætningen ikke kunne måle sig med denne her, for hans blanding var nemlig skytsengel og skyggedæmon. Men for dem der ikke var vant til at sanse aura, ville følelsen af hans aura være anderledes. Døden der hang i ham, kunne nemt give lidt kuldegysninger når han kom tæt nok på, mens den modsat rettede aura, kunne have den effekt at den enten gjorde at man ikke rigtig vidste, om man skulle være glad eller bange, eller også ville denne aura ophæve sig selv, og derfor slet ikke gøre at man havde nogen respons.

Med et studerende øje, så han rundt i baren for at finde den sjæl han ledte efter, og for et kort øjenlik, stoppede hans øjne på Veronika, da hans øjne så hvad hun virkelig var, og dette var første gang han havde set en kamæleon. Dog fortsatte hans øjne hurtigt efter, da han lige nu havde travlt med at finde dødlingen, før denne tog det sidste skridt mod vanviddet, og begyndte at rasere hele stedet. Han fandt hurtigt hans mål, og med rolige skridt gik han hen til dødlingen, satte sig ned ved siden af ham, og begyndte at snakke med ham, i håb om at det var nok til at få ham over på den anden side, for hvis Dust blev nødsaget til at gøre det med tvang, kunne det ske at væsnet ville vende tilbage alligevel, og så skulle han igennem situationen all over again. Allerede efter han havde lagt sine øjne på væsnet, havde han set at dødlingen var lige på grænsen, mellem det åndelige plan og det virkelige plan, så selv væsner der ikke kunne se ind på det åndelige plan, var i stand til at se ham, selvom de, hvis de kiggede rigtig godt efter, ville kunne se på ham at der lige nu var noget ved ham, der ikke virkede helt rigtigt.

Der gik dog ikke mere end 5 minutter, hvor Dust prøvede stille og roligt at hjælpe denne mand videre til efterlivet, før det viste sig at hans forsøg var nærmest nytteløst, for med et knaldede dødlingen prikker, blev fuldstændig solid i den virkelige verden, og væltede ud af baren. Umiddelbart lignede det som om han flygtede fra Dust, og denne umiddelbare mistanke, kunne godt blive lidt forstærket af at Dust skyndte sig efter ham, mens han stadig havde sin le i hånden, da han nu var gået over til plan b, som var at tvinge væsnet videre til efterlivet, men dette påkrævede hans håndsberøring. Han hadet virkelig når sjæle, enten blev til spøgelser eller dødlinge, for så var de svære at overtale, og han hadet det endnu mere når overtalelse ikke virkede, for så tendenserede de til at få et voldeligt udslag, lige som denne dødling helt sikkert skulle til at have.

//jeg overlever nok, jeg er ved at stige i krea for tiden XD

Veronika så over mod døren til kroen da den gik op, og en mand kom ind af døren. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle syntes om ham. Han virkede ikke helt rar ved første øjekast. Hun var langt fra sikker på, om han var farlig eller ikke var det. Hun så væk fra ham igen da hun ikke brød sig så meget o hans tilstedeværelse lige nu og her. Han slæbte en aura af død med sig som hun kunne føle, selvom hun var dårlig til, at læse folks auraer. Det var overhoved ikke nemt at gøre det, og hun havde ikke lært det, og tvivlede på, at hun vil lære, at kunne læse auraer lige så nemt som de fleste andre engle kunne, men egentlig generede det hende ikke rigtig lige nu, da hun ikke kunne se hvad hun skulle bruge det til. Hun vil kunne mærke hvad folk var, ja, men ikke andet end det jo. Hun sukkede af sg selv, og tog en tår mere af sin blå drink som hun stadig sad med i hånden.

Hun så forsigtigt op og så over på ham, da hun tydeligt kunne mærke at han kiggede på hende, og en let gysen rande ned af hendes ryg da han gjorde hende en smule utryg. Det så ud som om, at han så noget ved hende, kunne se noget ingen andre kunne, men hun anede ikke hvad det var han kunne se ved hende, da hun vidste at hun linede en engel, og ikke helt vidste hvad han ellers kunne se. Det kunne være hendes udseende, men det tvivlede hun stærkt på at det lige var det der var tilfældet. Det var som om, at han så lige igennem hende, og så hendes inderste eller noget i den stil. En tanke fløj gennem hendes hoved da han så væk fra hende, og så ud til at lede efter noget, eller måske nogle. *Hvem mon han er, og hvad vil han her? Tror ikke det er det mest oplagte sted for ham at være?* Hun bed sig i læben da det så ud som om, at han havde fundet personen, han havde ledt efter lige før. Hun så kort væk da hun helst ikke ville virke uhøflig ved at stirre på ham, men hun skævede dog alligevel forsigtigt til ham. Hendes øjne fulgte ham, da han gik over til en mand som sad for sig selv.

Manden så ikke så tilfreds ud med situationen, og det blev også bekræftet lidt efter, da manden efter ca 5 minutter valgte at rejse si op, og gå ud af baren. Veronika rystede stille på hovedet af det, men da hun så den anden fyr følge efter, bed hun sig hårdt i læben inden hun drak ud og satte glasset fra sig. Hun rejste sig selv, og fulgte instinktiv efter dem ud her fra, uden at vide hvorfor. Hu havde godt set leen den sidste af dem havde haft i hånden, og hun gættede lidt på, at han vil slå denne mand ihjel, men hun vidste ikke hvorfor han vil det. Hun holdte sig i baggrunden af de to, observerende for at finde ud af, hvordan denne situation vil forløbe sig, og så vil hun selvfølelig gribe ind, hvis hendes evne bad hende om det, for så vil hun alligevel bare handle uden at tænke.

Følelsen af at noget fulgte efter ham, var en naturlig opfølger til den følelse han havde haft af, at nogen småkiggede på ham, da han havde siddet ved den ensomme mand, og forsøgt at overtale ham. Han kunne mærke en enlig aura følge efter ham, og han genkendte den straks, som værende den der tilhørte den engle lignende kamæleon, han havde set på, da han var trådt indenfor på baren. Han tog sig ikke endvidere af hendes tilstedeværelse, da det ikke var det vigtigste lige nu, men af gammel vane, begyndte hans hjerne alligevel at regne på, hvilken indvirkning hendes tilstedeværelse kunne have, på den situation han var i lige nu, for hvis hun begyndte at forsvare ham, kunne det blot gøre arbejdet mere besværligt for ham.

Da Dust kom udenfor, behøvede han ikke se sig særligt meget omkring, for at finde ud af hvor hans mål var henne, for dødlingen var ikke kommet særligt langt, før han var gået over i forvandlings stadiet. Han var blevet forholdsvis hæslig at se på, hvilket var en side effekt der kom af, at hans sjæl var blevet fordærvet af ensomhed og fortvivlelse, igennem længere tid på jorden som sjæl af en afdød. Han havde udviklet en krop, hvor hovedet men kun halvvejs ned fra toppen, så det stoppede lige under næsen, hans højre arm var flyttet ned på hoften, og hans riben var vokset ud af brystkassen.
Han stod med front mod Dust, som langsomt men roligt gik ud på midten af vejen, mens hans øjne var fæstnet på dødlingen, for at holde øje med selv den mindste bevægelse, som denne stakkel kunne finde på at lave. Hans krops fordærvninger var forholds vis tydelige, og repræsenterede som nævnt den fordærvelse hans sjæl led af, så med Dust'es kendskab til hvordan en dødling fungerede, så vidste han at disse fordærvelser af kroppen, var noget han var nød til at ordne før han sendte sjælen videre med tvang, da det at ordne de synlige fordærvelser af en dødling, kunne formilde sjælens følelsesmæssige skavanker, og derved mindske risikoen for, at sjælen så ville komme tilbage.

For at fikse dødlingens krop, passede hans Nuibari sværd bedst, så da Dust hævede sin le, ændrede den form for øjnene af alle der måtte se på. Bladet på leen trak sig ind, hvorefter skaftet der var tilbage, ændrede form til hvad der lignede en ret så stor synål, med et sværdblad på den ene side, der dækkede halvdelen af længden på sværdet, og mundede ud i en nåle spids, mens den anden ende af synåle sværdet, fik et snåle hul der passede til størrelsen på selve synåle sværdet. Nu så det ud til, at Dust var klar til at bekæmpe dødlingen, hvilket han så sandeligt også var.

Hun fulgte stadig med, men holdte sig ude af syne for han ikke kunne se hende og opdage at hun fulgte efter dem. Hun vidste dog ikke, han kunne føle hendes tilstedeværelse, men selvom hun havde vidst det, havde det ikke ændret på, at hun fulgte med ham og den anden mand uden for. Hun vidste ikke om hun kom ud for at skulle beskytte den ene af dem eller ikke, men hendes krop var forberedt på at skulle hjælpe hvis det blev nødvendigt.

Da hun fik øje på den som blev jagtet, stivnede hun, og så bare på ham uden at vide hvad hun skal gøre. Han så slet ikke godt ud mere, han så nærmest død ud lige nu i den tilstand han havde. Hvad skylde dette? Var det manden som var efter ham, som havde gjort dette eller hvad var grunden til denne forvandling? Var manden rent faktisk død, eller levede han stadig? Det ændrede dog ikke på, at hun måske ville vælge at rede ham fra manden med leen som stod lidt fra ham.

Hun så at manden med leen løftede sin le, og at den ændrede sig fra en le, til et meget mærkeligt svær som linede en synål? Hun rynkede undrende på panden af det, men trak på skulderne af det. Der var jo ikke meget som ikke kunne lade sig gøre i denne verden her jo. Han så ud som om han vil dræbe den anden så hun sprang uden at tænke ind mellem dem, med fronten mod Dust, med udstrakte arme. Hun tænkte ikke så meget lige nu, at hun rent faktisk kunne dø nu, men det var det hendes evne gjorde. Ville redde andre, selvom den satte hendes eget liv i fare for at rede personen.

Selvfølgelig var det lige nu, at denne unge dame som havde fulgte efter dem, valgte at gå imellem Dust og hans mål, og så var det endda med front mod Dust, hvilket måtte betyde at det var dødlingen, som hun havde valgt at beskytte. Var der en ting der gik ham på nerverne for tiden, så var det at han ikke bare kunne dræbe som det passede ham længere, hans nye livsstil bød ham nemlig at han skulle passer på den fine balance, der var mellem liv og død, så han kunne kun dræbe hvis hans regelsæt bød ham det. På den anden side, så ville han alligevel heller ikke prøve på at dræbe hende, da han på grund af hans forsmag for specielle racer, aldrig ville lade blodet fra foreksempel Veronika, flyde fra en skade skabt af ham, han var mere som en slags fanatisk bekendtskabs samler, der gik efter at tilføje sjældne racer til hans liste, over folk som han enten kendte, eller havde trænet og oplært.
"Mit erhverv byder mig ikke at dræbe dig, og min forsmag for sjældne racer som dig, byder mig at skade dig mindst muligt, måske endda overhoved ikke, hvis jeg altså kan undgå det!" sagde han roligt, mens han vedvarende holdt øje med dødlingen, for at sikre sig at den ikke lige pludselig angreb hende. Dødlinge tænkte ikke rationelt, da de var forblændet af de følelser, der havde gjort dem til en dødling, så den dødling som stod bag Veronika, kunne ikke tænke sig frem til at hun prøvede at beskytte ham, så han kunne sagtens finde på at angribe Veronika, i et spontant følelses udbrud.

"Jeg forstår hvis du prøver at beskytte væsnet bag dig, men den bedste måde du kan beskytte ham på, er ved at lade mig gøre mit arbejde! Den dødlingen er en forpint sjæl, materialiseret på dette plan, efter flere århundredes smerte her på jorden, og den eneste måde han kan få fred, og komme videre til efterlivet, er hvis jeg fikser ham op med mit Nuibari sværd, og sender ham ind i hans lys for enden af tunnelen!" forklarede han i et stille og roligt toneleje, da han prøvede at give hende et indtryk af, at han først og fremmest talte sandt, men også at han ikke gjorde det han gjorde, fordi det var en ond gerning mod et andet væsen, men derimod en god gerning for et væsen, der for længst var gået bort, og havde brug for hans hjælp til at komme videre til efterlivet.

Hun blev stående og så lige på Dust uden den mindste antydning af, at vil flytte sig der fra på noget tidspunkt. Han så dog i mellemtiden ikke ud til at vil angribe hende på noget tidspunkt overhoved, men det ændrede ikke på at hun vil beskytte manden bag sig. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til det han sagde. Hun var glad for han ikke vil skade hende. *Hey vent, han ved hvad jeg er?* Hun så undrende på ham, da ingen havde kunnet se på hende, at hun var en specialrace, ikke før hun havde forvandlet sig mens de så det, eller sagt til vedkommende at hun ikke var en almindelig race.
Veronika havde dog ikke lige tænkt på, at manden bag hende kunne finde på at angribe hende, så hun var ikke på vagt over for ham, da hun regnede med, at han vidste at hun prøvede at hjælpe ham, og at han vil acceptere hendes hjælp.

Hun tøvede da han talte. Havde han ret i, at hun bedst hjalp denne mand bag sig, ved at lade manden som stod foran hende lige nu, udføre sit job, og 'dræbe' manden, eller sende ham ind i hans lys som manden påstod? Hun var ikke sikker på, om han talte sandt, eller om han bare prøvede at få hende væk, så han rent faktisk kunne dræbe manden bag hende? Hendes blik flakkede let, og hun bestemte sig at vil gå til side, men i samme nu hørte hun noget bag sig, da manden bag hende valgte at angribe.

De følgende ting der skete, efter hun havde tænkt over hans ord, skete forholdsvis hurtigt efter hinanden. Det hele startede med, at Dust kunne se på hende, at Veronika skulle til at flytte sig, så han selv kunne komme til at gøre sit arbejde, men at hun ikke nådede særligt langt væk, før dødlingen havde bestemt sig for at gå amok, og angribe hende, da hun var den person der stod tættest på ham. Dust måtte derfor reagere hurtigt, og fordi han hverken i sin hævngerrige tid eller nu, behøvede at tænke særligt meget over, om han kom til skade eller ej, var hans reaktion den at han styrtede imod Veronika, med en nærmest umådelig fart, og i sekunderne der lå, fra dødlingen startede sit angreb til den havde gennemført det, var det lykkedes for Dust at gribe om Veronika med sin frie arm, og vende dem rundt mens han bøjede i ryggen, så han kom ind imellem dødlingen og hende, og angrebet derfor ramte ham i stedet, mens hun var beskyttet fra det.

Hans næste reaktion blev, at han fik flyttet Veronika lidt væk fra dødlingen, så hun selv kunne komme væk fra kampen, mens Dust tog sig af væsnet på hans egen måde. Dust havde altid været lidt af en ensom kriger type, han var fuldt ud i stand til at kæmpe med andre, og når det kom til stykket var han en fantastisk taktiker, med egenskaber der egnede sig meget godt, til en fantastisk leder, men alligevel havde han altid foretrukket at kæmpe alene, for hans egen sag, for penge der kun gik til ham, og uden ansvar for andres liv, eller sammen med nogen der kunne komme ham i vejen, eller klokke i det så det de var i gang med, kunne mislykkes.
Man kunne nærmest se det på Dust'es øjne, da hans blik ramte dødlingen. Det var nu han var i hans bedste position, for dødlingen havde ikke megen forstand, den fulgte blot et bestemt mønster, lige som alle andre dødlinge gjorde det, hvorimod Dust var en udspekuleret og selvtænkende mand, der vidste præcis hvad der skulle gøres. Han hævede sit synåle sværd, før angrebet blev lagt, og med den fart Dust havde på dette angreb, var det nærmest vildt at han ikke var en cyborg med forstærkede dele i sig. Men målet med hans angreb var ikke at dræbe, målet var at reparere, og det var præcis det Dust gjorde. Det første snit der blev lagt, var rettet mod den arm der sad malplaceret på hoften, den blev skåret af og syet på igen oppe på skulderen hvor den hørte til, og næste angreb blev rettet mod det splittede hoved, der blev syet sammen med en kirurgs præcision.

Det tog faktisk ikke særligt langt tid, før Dust havde syet dødlingen ordentligt sammen igen, og disse reperationer af ham, virkede nærmest som et beroligende stof på dødlingen, da disse reperationer formildede de følelser der havde gjort, at sjælen blev til en dødling. Som afslutning på hele kampen, stoppede Dust op bag væsnet, lagde armene omkring det, og lagde hænderne mod hans krop. Tynde tråde udsprang fra Dust'es hænder, og nærmest bandt væsnet så det ikke kunne flygte fra ham, blot for langsomt at tvinge væsnet tilbage, til det væsnet i virkeligheden var nemlig en sjæl. Man kunne se hvordan fast krop blev til spøgelses agtige sjæl, og som en sidste handling fra denne sjæl af, så han over på Veronika med tåre i øjnene, ikke fordi han var forpint af flere århundredes smerte, men fordi det var gået op for ham, at han havde angrebet hende, selvom hun blot prøvede at hjælpe ham. Med en hånd strakt mod hende, nåede han at udtrykke ordene undskyld og tak, mens han tyndede ud mellem Dust'es arme, indtil han var helt forsvundet fra denne verden.
Dust sænkede sin ene arm, mens hans sværd i den anden hånd, igen blev til den le den havde været, før kampen var begyndt, og denne le blev placeret på dens retmæssige plads på hans ryg, før han vendte sit blik mod Veronika.

"Jeg håber ikke, at jeg behandlede dig alt for hårdt lige før! Jeg kunne se at du prøvede at komme væk, lige før han gik til angreb på dig, så jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne, for at beskytte dig og få dig af vejen, inden kampen eskalerede alt for meget!" sagde han roligt, og gav hende et skævt smil, der dog aftegnede et form for mislykkede forsøg på, at udvise følelser der aldrig havde været i ham før. Han tog en cigar frem fra sin long coat, placerede den mellem sine læber, og tændte op i den før han snakkede videre "Mit navn er Dust, grim reaper af gavn, ret så sanded af navn!" han bukkede let for hende, for at give hans præsentation et præg af gentleman opførsel.

Hun havde ikke været forberedt på at manden bag sig ville angribe, og selv hvis hun havde været forberedt, vil hun nok ikke kunne forsvare sig selv mod ham, da hendes evne kun virkede når hun forsvarede andre end sig selv. Hun så at Dust styrtede imod sig, men hun havde ikke selv nået at opfatte hvorfor endnu, da den anden mand ikke havde nået at angribe helt, ikke før Dust kom imellem ham og Veronika. Hun så forfærdet på Dust, da hun indså, at han nok lige havde redet hendes liv fra den anden mand som havde valgt at angribe. Hun fattede ikke helt at den anden mand havde valgt at angribe, da hun jo havde prøvet at beskytte ham, og ikke skade ham.

Hun lod ham flytte hende væk der fra, og hun gik selv længere væk, men ikke meget langt. Hun standsede op da hun var sikker på, at hun var i sikkerhed, og vendte sig så om for at se på kampen de to havde med hinanden. Hun var stadig en smule rystet over, at manden faktisk havde været tæt på at angribe hende før. Hun så dog stadig på kampen, og hvordan Dust 'regerede' den anden mand med sit 'sværd' som linede en forvokset synål. Hun blev bare stående på samme sted under hele deres kam og så på det, og hun lagde godt mærke til, at efter Dust havde fanget manden i sin favn, at manden så over på hende med tåre i øjnene. Hun fik faktisk ondt af ham, selvom hun vidste det ikke var hendes skyld på nogle måde alt det der var sket med ham. Hun kunne se, at han sagde undskyld og tak, og regnede med at undskyld var for at ha angrebet hende, og tak fordi hun havde prøvet at beskytte ham, men hun var ikke helt sikker på det, men næsten.

Da han forsvandt helt, så hun ned i jorden. Hun så dog op igen da hun hørte mandens stemme. "Det er vel okay, og undskyld fordi jeg stillede mig imellem dig og ham. Jeg troede du var ude på at skade ham." sagde hun og bed sig i læben, hvor hun så ned igen, for kort efter at kigge op. Hun sukkede tungt af sig selv. "Hyggeligt at møde dig Dust, eller noget." sagde hun med et lille grin i stemme til 'eller noget'. "Mit navn er Veronika." Hun smilede til ham, et bedre smil end det han var kommet med. "Hvad var han egentlig?" spurgte hun, og mente den mand Dust havde været efter lige før.

"Du behøver ikke undskylde, du gjorde blot hvad du følte var rigtigt, i den givende situation du opfattede! Med andre ord, så reagerede du som en ægte god samaritaner, og det er en ting man sjældent finder, hverken i min gamle omgangskreds, eller i mit nuværende erhverv!" sagde han roligt, og tog et hvæs af sin cigar, så han kunne sprede en røgsky, der langsomt svævede væk og forsvandt i en mild vind "Veronika? Sikke et nydeligt navn, til en kvinde med sådan en speciel race mæssig baggrund! Jeg må indrømme, at jeg aldrig har set en kamæleon før, i hvert fald ikke en med menneskelignende krop før! Ville du have noget imod, at holde mig lidt med selskab? Hvis du tillader det, vil jeg meget gerne lære mere om din art, såvel som personen bag dit smukke ansigt!"
Han havde en personlighed, der matchede en sjældent set gentleman, selvom hans aura, øjne og smil ikke lige frem passede så godt sammen, med denne venligt sindede personlighed, som han udviste overfor hende. Alene på hans øjne, der kunne være som vinduer ind til sjælen, kunne man se at der var noget ved dem, som langt fra var helt normalt. De havde naturlige blodrøde pupiller, men der var noget mat over dem, noget mælket som om han havde en form for blindhed, der var kommet af at han ikke kunne se normalt, lige som hun kunne, men i stedet for hans normale syn, havde han fået noget andet, som var skyld i at han havde denne blindhed, og dette såkaldte andet han havde fået i stedet, gjorde at hans slørede blodrøde øjne, havde et skær som om de lyste lidt, selv når der ikke var noget lys der ramte dem. Og så var der selvfølgelig, denne mangel på følelser der prægede hans øjne, det var som om hans hjerte var tømt for følelser, og hans øjne var et bevis på denne tomhed.

"Det væsen du så, er noget jeg kalder for en dødling!" startede han sin forklaring, og holdt så en slags kunstner pause, ved at tage endnu et hvæs på sin cigar "Definitionen på disse dødlinge som jeg kalder dem, er faktisk så simpel at man kan sige det med 3 ord: en forpint sjæl! Ser du når et menneskelignende væsen dør, bliver sjælen stillet over for et valg, det ene valg er den mest populære, nemlig at gå mod lyset der føre dem til efterlivet, hvor sjælene nu engang høre til, og så er der det andet valg, nemlig at blive tilbage her på jorden, hvilket er et valg sjælene tager hvis de føler, at de har noget uafsluttet her på jorden! Ved valg nummer 1 er det meget nemt, for os reapere og grim reapere som jeg selv er, for det er sjældent at sjæle der vil videre, har brug for vores hjælp til at finde vej, men ved det andet valg, der er det vi har problemet! For hvis en sjæl bliver hængende her på jorden, på grund af uafsluttet business, så er det de bliver forpint og fordærvet af deres følelser, og det gør at de enten bliver til spøgelser, der hjemsøger hvor end de nu er, eller til dødlinge som den jeg lige fjernede, der langsomt bliver til et fast væsen på det virkelige plan, indtil de tricker og går amok!"

Han håbede at hans forklaring, ikke var alt for indviklet så det forvirrede hende, eller var mangelfuld på nogen måde, han følte hver fald selv at han havde forklaret det, efter bedste formåen, men selvfølgelig hvis der var mere hun ville vide, eller noget som hun var i tvivl om, så var hun mere end velkommen til at spørge. En pludselig tanke slog ham, og det var at hans aura og øjne, nok ikke virkede særligt indbydende på nogen måde, så han slog sin engle aura til, hvilket straks kunne mærkes på ham, og ses på hans øjne. Den uhyggelige følelse af død der hang over ham, blev undertrykt og overdækket af hans varme og milde engle aura, samtidig med at de manglende følelser i hans øjne, blev gemt af vejen under samme varme og mildhed, der udsprang fra denne skytsengel aura, der nu var nemmere at observere.

Hun nikkede. Han havde ret i, at hun havde reageret som hun troede var den rette måde at gøre det på. Hun sukkede dybt af sig selv. Hun burde måske ha standset op, og tænkt over det, men hun tænkte aldrig når hendes evne først kom frem, eller jo hun tænkte, men kun på at rede personen hun vil beskytte. Hun kunne dog ikke selv styre sin evne, så hun vidste ikke hvornår den vil komme frem, og hvornår den ikke vil gøre det.
Hun så på ham da han tog et hvæs af sin cigar, og lavede en røgsky af røgen. Hun rynkede på næsen da hun ikke helt fattede folk som havde valgt at ryge, men det var på en måde deres eget valg jo, men hun kunne alligevel ikke lide det af den grund. Da han talte smilte hun af det første, at han sagde at hun havde et nydeligt navn, men da han sagde hvad hun var, så hun målløst på ham. Hun anede ikke selv hvilken race hun var, og kunne det virkelig passe at han vidste det? Var hun virkelig en kamæleon? "Jeg er en øgle?" mumlede hun lavt for sig selv. Hun så ned på sine hænder og bed sig i læben, inden hun lidt efter så op på ham igen. "Hvordan ved du hvad jeg er når jeg ikke selv ved det?" spurgte hun, og trådte usikkert et skridt bagud.
Da han spurgte om hun havde noget imod, at holde ham med selskab, rystede hun på hovedet. "Har jeg vel intet imod, men tror ikke jeg kan lære dig specielt meget om min art, da jeg ikke viste hvad jeg var. Ikke før du sagde jeg var en kamæleon, som jeg ikke ved om er sandt." sagde hun stille, og da han sagde at han også vil lære personen bag hendes smukke ansigt, smilede hun genert af det. Hun var ikke så vant til at få komplimenter, og hun var også dårlig til at tage imod dem. Hun så ned i jorden og mumlede svagt. "Så smuk er jeg nu heler ikke"
Han virkede venlig nok, selvom hans aura som hun svagt kunne føle, ikke passede specielt godt til hans personlighed som han havde lige nu. Hans aura sagde han ikke var venlig eller bragte noget godt med sig, men hun syntes nu, at han virkede meget venlig over for hende lige nu, selvom han stadig gjorde hende en smule utryg.

Da han begyndte at fortælle, lyttede hun til det han sagde. Så det havde været en dødling som hun havde beskyttet? Hun var ikke helt sikker på hvad det var, og hun så på ham mens han tog et nyt hvæs af sin cigar. Den vil ende med at blive hans død hvis han fortsatte med at ryge da det langt fra var sundt at ryge. Hun havde lyst til at sige det til ham, men var bange for, at han muligvis vil blive sur over, at hun sagde det til ham. Hun nikkede da han fortalte hvad en dødling var. At det var en forpint sjæl som havde noget uafsluttet her på jorden. Hun nikkede enkelte gange mens han fortalte hvad det var. "Okay, men så har jeg et nyt spørgsmål. Hvad er erapere og grim reapere egentlig? Det tror jeg ikke jeg har forstået helt." sagde hun, og så på ham, og ventede på, om han vil svare på det eller ikke.

Da hans aura pludselig skiftede aura fra en uhyggelig følelse af død til en mere varm og mild aura, så hun undrende på ham. Hvordan havde han gjort det? "Hvordan gjorde du det?" ville hun gerne vide. "Og hvilken race er du?" hun vidste ikke om det var for mange spørgsmål på en gang, eller om det var okay.

"Faktisk er du ikke en øgle, når jeg siger kamæleon er det fordi din race, er opkaldt efter kamæleonen, fordi din race har en evne der afstammer fra dyret! Din race er meget sjælden, og afstammer fra en gruppe af menneske lignende væsner, der udviklede deres race evne, på samme grundlag som kamæleonens naturlige evne, til at tilpasse sig sine omgivelser, for at gøre sig ubemærket! Lige som kamæleonen kan skifte farve, for at lige det andre væsner ser den stå på, på samme måde kan du skifte til den race der er flest af i dine omgivelser, for at gøre dig selv mindre bemærket, i øjnene på fjendtlige væsner!" rettede han hende. Dust selv var en meget lært type, han havde studeret mange bøger, for at tilegne sig så meget information, som det var ham overhoved muligt, og undervejs i hans søgen efter viden, havde racer været en af de ting han havde studeret ekstra hårdt på, så selvfølgelig var det lykkedes ham, at falde over de mere sjældne racer, såsom kamæleon racen som hun var en del af "Grunden til at jeg ved hvad du er, er fordi mine øjne kan noget, som andre væsners øjne ikke kan! Jeg har brugt flere århundrede på at træne, og en af de ting jeg har trænet, er at gøre så mine øjne, kan se andres aura, chakra strømme og art! Desværre nåede jeg bare til et punkt i min træning, hvor denne evne til at se disse ting, kostede mig en ret dyr pris! I bytte for denne evne til at se disse ting, mistede mine øjne sit lys! Med andre ord: jeg er blind men jeg kan se verden, med den evne der erstattede mine øjnes lys!"

"Jeg tror nu jeg kan lære meget af dig, lige som du nok kan lære meget af mig, ser du jeg kender til alt det boglige om din race, mens du kender til det mere praktiske ved din race, fordi du lever med det i din dagligdag, og oplever det på din egen krop!" fortalte han med et smil på læben, der blev gjort til et mildt smil af hans aktive aura. Dette milde smil, sammen med det hans aura gjorde ved ham, fik ham til at virke meget mere menneskelig, og langt mere rar at være i nærheden af, nu hvor det døde ved ham, og de manglende følelser var gemt væk, og erstattet med en varm og mild personlighed. Da hun blev genert over hans kompliment, smilede han lidt over hendes reaktion, mens han blidt lagde en finger under hendes hage, for at rette hendes ansigt mod hans, så deres blikke kunne mødes.
"Jeg er måske blind på en måde, men jeg kan stadig se hvordan du ser ud, ved hjælp af din aura og chakra strømme!" sagde han mens han så hende dybt i øjnene. Han strøg blidt hendes kind, og lagde sin hånd imod denne kind, så hun kunne mærke den varme, som hans aura fik hans krop til at udsende "Og jeg synes helt personligt, at du har et meget smukt ansigt, og en yderst yndig kropsbygning! Jeg synes det passer meget godt, sammen med din feminine udstråling, og den milde og behagelige duft du udsender!" man kunne mærke på ham, at Dust var vant til at omgås kvinder, og denne komplimentering han gav hende, var ikke for at indsmigrende sig, til en vej ned i hendes trusser. Han komplimenterede hende med ærlighed i stemmen, for at give hende mere selvtillid, og for at hun kunne skabe tillid til ham, fordi han var sød mod hende.

"En reaper, er et væsen der arbejder for døden, deres job er at hjælpe sjælene fra dem der dør, med at komme videre til efterlivet! En grim reaper er faktisk det samme, bortset fra at de er højere ranget, lidt lige som hvis døden selv er chefen, så er en reaper medarbejderen, mens en grim reaper er dødens højre hånd eller næstkommanderene! Jeg er så en grim reaper, og jeg har lidt mere arbejde på mig end en reaper, da det er grim reapernes job at tage sig af sjæle, der bliver til spøgelser eller dødlinge!" forklarede han med et smil på læben, efter han havde fjernet sin hånd fra hendes kind igen. Han lavede en gestus med hånd, lige som for at spørge hende, om hun ville følges med ham, da han langsomt lagde an til at gå.

"Jeg er en sjælden race der kaldes en anmon, det er en blanding mellem en skyggedæmon, og en skytsengel! Det er faktisk også en af grundene til, at jeg blev gjort til en grim reaper da jeg døde første gang, for som halv dæmon og halv engel, er det lidt lige som hvis jeg stod med den ene fod i helvede, og den anden fod i himlen! Men af samme grund høre jeg heller ikke til nogen af stederne, så jeg blev også valgt til jobbet, for at få en chance for at råde bod på mine ugerninger, samt få en mulighed for at have et sted at komme hen, den dag jeg lægger mig til hvile!" han tog nogle skridt hen af gaden, og vendte så sit blik mod hende, da ham virkede til, at en tanke havde ramt ham "Hvad siger du til, at vi tager hen til den kro jeg opholder mig på mens jeg er her i byen? Jeg har lejet et værelse på den, og de har både et godt menukort, og ret gode drinks på deres drinks kort?"

Hun bed sig i læben mens han talte til hende. Han havde altså hørt hendes mumlen da hun sagde at hun så var en øgle, men det var så ikke helt sandt? Hun hed det fordi hun kunne gøre som kamæleon. En kamæleon kunne skifte farve for at gemme sig, hvor hun kunne skifte mellem de forskellige racer for at blande sig ind. Det lod egentlig som det rigtige. Hun kunne skifte race, men ikke når hun vil, det var bare noget hendes krop gjorde når den selv lige vil. Men hvordan kunne Dust vide hvad hun var, og hvordan det fungerede? Hun var forvirret lige nu. Hun vidste ikke specielt meget om sin egen race, og kunne ikke styre den som hun ønskede. Da han begyndte at forklare hvordan han vidste hvad hun var, og at grunden til det var, at hans øjne kunne noget ingen andre kunne, blev hun en smule nervøs, og bed sig i læben af det. Hvad var det de kunne, som ingen andre kunne? Da han fortalte det, sukkede hun stille, og nikkede lige så stille, mens hun så på ham. Hun var dog ikke overrasket over, at det havde kostet ham dyrt, for det meste kostede jo noget, og nu bedre det var, nu dyre var det også. Da han fortalte at han var blind, så hun overrasket på ham. Han virkede ikke rigtig til at være blind, men det var nu nok på grund af hans evne som han kunne se med i stedet. Hun blev en smule nysgerrig på, hvordan han så verden i forhold til hende.

På en måde vil hun gerne være normal i stedet for en specielrace, da hun konstant var i knibe, da nogle vil, når de så deres snit til det, fange hende og sælge hende som slave, da de nemt fandt ud af hvad hun var, da hendes krop af og til skiftede race i offentligheden, men hvis han kunne hjælpe hende med det. Han kendte jo en del til hendes race, og lærte hun at styre hvornår hun skiftede, vil alt være så meget nemmere. "Ja vi kan måske lære en hel del af hinanden" sagde hun. Hun fulgte hans finger med øjnene da han lagde den under hendes hage, og hun så op mod ham da han fik hende til det. Hun bed sig i læben til det næste han sagde. Hun smilede blidt da han blidt strøg hendes kind og lod sin hånd ligge på hendes kind. Da han sagde at han syntes hun at hun havde et smukt ansigt, og en smuk krop. Hun rødmede svagt af det, og slog blikket ned, da hun ikke også kunne slå hovedet ned igen fordi hans hånd lå på hendes kind. Han virkede dog sød nok lige nu.

Da han begyndte at fortælle om hvad reaper og grim reaper var lyttede hun fascineret til det. Det lød på en måde spændende, og hun vil på en måde også gerne være en, så hun kunne hjælpe de døde sjæle som ikke er kommet videre endnu, men hun vidste ikke om det var noget man bare kunne blive. Tanken gjorde åde så hun vil være det, og så alligevel ikke, da hun var bange for at kunne se spøgelser. "Er det svært at blive sådan en?" spurgte hun stille, og så på ham. Hun vil gerne hjælpe andre på alle måder hun kunne komme til at gøre det. Da han begyndte at gå, fulgte hun efter ham.

Hun så på ham mens han fortalte hvad han var, og hun rynkede brynene en smule af det. "Så du har været død?" spurgte hun og så stadig på ham. Hun fattede ikke at han kunne være død men stadig være her? Var alle reaper og grim reaper døde eller var det kun ham? Hun fulgte med ham ned af gaden da han gik, og hun så på ham da han talte til hende. "Øm jo kan vi sagtens gøre" sagde hun. Hun havde intet imod det, for så kunne de også være et sted uden alt for mange væsner måske.

Han kunne se på hende, hvordan hun fulgte hans bevægelser med øjnene, som derefter mødte hans, efter han havde rettet hendes ansigt mod hans. Han fandt det kært, at hun lod sig charmere af hans komplimant, ved at rødme og virke genert over det han sagde, det var en feminin kvalitet, som var sjælden i hans omgangskreds, og derfor noget han næsten aldrig så. Da hun spurgte til, om det var svært at blive en reaper, skulle han lige tænke lidt over det, da han syntes at kende nogle forskellige måder, både at komme i kontakt med døden, og hvordan reapere blev til.
"At blive en reaper?" gentog han tænkende, og tog et sug på sin cigar "Altså normalt forekommer reapere som en race for sig selv, men siden tredje verdens krig, forsvandt størstedelen af dem fra jorden, og efterlod systemet i et totalt kaos! Den eneste måde jeg kender, hvorpå man kan blive til en reaper, er hvis man kan få fat i døden selv, og snakke med ham om at blive ansat så at sige! Men det ville så være på den bekostning, at man enten bliver til en reaper af race, eller fravælger minimum en af sine hoved evner, i bytte for at kunne gøre som en reaper! Jeg valgte personligt at lægge min sand kontrol evne fra mig, da jeg lavede min aftale med døden, for med den evne fulgte det mønster jeg havde i mig, og jeg ville hellere miste det monster, end jeg ville miste foreksempel min skytsengel side, for så ville jeg ikke længere være skytsengel, for mit kære skytsvæsen!"

Dust ledte dem hen til den kro han havde nævnt, og holdt døren åben for hende som en gentleman, før han gik ind bagefter hende. Han gik selv hen til et af de lidt mere afsidiges borde, hvor de kunne sidde og snakke sammen i fred og ro, satte leen fra sig ved bordet, hvorefter han selv satte sig ned.
"Ja jeg har selv været død, det var sådan jeg kom i kontakt med døden selv, til at starte med! Det viste sig den gang, at jeg sådan set ikke hørte til nogen steder i efterlivet, og der var det at døden selv fik øje på mig, fordi jeg ikke blev tilbage af samme grund som andre sjæle, men jeg blev tilbage fordi jeg ikke havde noget andet valg! Han undrede sig til at starte med, over hvordan dette kunne være, da jeg i mit liv har gjort mange slemme ting, men samtidig valgte at dø for at gøre den bedste nogensinde, for min mor, far og søster!" forklarede han med en tænksom mine. Det virkede som om, at tanken om hans 3 familie medlemmer, fremhævede en form for tomrum i hans indre, som om de virkelig betød meget for ham, og at hvad end han havde gjort for dem, havde været både en personlig lettelse for ham, men også havde været noget, der var gået lige i hjertet på ham.

"Nå men til side med det, hvad siger du til noget at drikke? Hvis du er sulten, er deres lasagne noget af det bedste jeg har smagt! Jeg giver gerne, hvad end du kan spise eller drikke!" sagde han med et smil på læben, og virkede som om at hele det med hans familie, var et emne der stadig rørte ham dybt på en eller anden måde, men ikke var noget han lige frem havde lyst til at snakke om.

Hun så på ham mens hun ventede på hans svar til om det var svært at blive en reaper. Hun nikkede som for at understrege at det var det hun havde ment. Hun så på ham mens han tog et hvæs af hans cigar. Da han begyndte at fortælle hvordan man kunne blive en, lyttede hun opmærksomt efter, men da han var færdig med at forklare det, vidste hun, at hun ikke vil være sådan en. Hun vil ikke gi sin race, selvom hun ikke helt kunne lide den, og hendes eneste evne hun kendte, vil hun ikke af med, da den havde redet en hel del personer. Måske når hun fik sin næste evne vil hun bytte den for at blive en, men ikke nu.

Hun fulgte med hen til den kro han havde snakket om, og smilede blidt til ham da han holdte døren for hende. Han var i den grad en gentleman . Stille fulgte hun med over til det noget alsidiges bord han havde valgt til dem, og hun satte sig ned på den ene stol. Hun var glad for, at det ikke var i nærheden af andre.
Hun lyttede til det han fortalte, at han havde været død, men fordi han ikke hørte til noget sted, var døden blevet interesseret i ham, og Dust var på den måde blevet en grim reaper.
Da havde fortalt hende det hele så hun bare på ham. Han havde redet sine forældre og søster? Fra hvad mon? Men hun spurgte ikke om det da det ikke lød som om han vil tale mere om det. "Jo tak, vil da gerne ha lasagne og nget cola tak." sagde hun, og smilede venligt til Dust. Hun havde intet imod at han gav det.



//Sorry det ikke blev så langt xD//

Dust kunne godt mærke på hende, at hun var en nysgerrig ung dame, dog med en interesse inden for det med, at hjælpe andre væsner så godt hun kunne. Det havde han regnet ud, ved at hun tidligere havde prøvet at beskytte dødlingen, og nu havde vist interesse for reapere, efter han havde nævnt at det gik ud på at hjælpe afdøde, med at komme videre til efterlivet. Hans interesse for denne unge dame, voksede efterhånden som han lærte mere om hendes tankegang, men han vidste også at hvis hun var en beskytter, så måtte han lære hende at kunne beskytte hende selv, da det at være en god beskytter, indbefattede at man kunne forsvare sig selv, og holde sig selv i live. Det betød at hun havde ret tidligere, da hun sagde at de sikkert kunne lære meget af hinanden.

"Det kalder jeg et godt valg, jeg tror jeg tager det samme! Jeg har fået en foruroligende god forsmag for junkfood, siden jeg blev en grim reaper, jeg gætter på det har noget med kalorie indeholdet i maden, og det faktum at jeg endelig kan tillade mig selv, at slappe af og nyde livet!" sagde han med en tænkende mine, før han vente sig mod baren, hvor der stod en kromutter, og en af hendes sønner. Dust vinkede, så han fik opmærksomhed fra den måske 10 ørige knægt, der så op og vinkede tilbage med et smil på læben, der indikerede at han var glad for at se Dust. Dust lavede nogle bevægelser med hænderne, der lignede tegnsprog ret meget, og det måtte det være for drengen lavede lignende bevægelser med hænderne, som om de havde en lille samtale sammen. Efter kort tid nikkede drengen glad med hovedet, da Dust havde afsluttet samtalen, før han hoppede ned fra disken og luntede ud i køkkenet.

"Jeg tror hellere du må tage tid på ham, jeg har lige lovet knægten, at hvis han kunne skaffe vores mad, på mindre end 25 minutter, så ville han få et kys på kinden af dig!" sagde han drillende til Veronika. I virkeligheden havde han sagt, at knægten kunne få et, hvis han selv kom og spurgte pænt, men Dust kunne alligevel ikke lade vær med, lige at se om han kunne drille Veronika lidt.


//det går nok, jeg kan godt klare mig med det du giver ^^

Da han sagde at han tog det samme som hende, smilede hun kort, og så sig så lidt om i kroen, men så på Dust da han så ud til at kommunikere med en dreng ved hjælp af tegnesprog. Hun fattede intet af det de sagde til hinanden, og så blot en smule forvirret ud. Lidt efter sænkede Dust hænderne, og så spørgende på ham. Da han sagde, at hun hellere skulle tage tid på hvor længe der gik, før de fik deres mad, da han havde lovet knægten, at hun vil gi knægten et kys på kinden. Hun så olmt på Dust over det. Hun var ikke tilfreds med, at han havde lovet det uden at hun havde sagt ja til det. "Hey" sagde hun irriteret på ham, og så bare på ham med et næsten dræberblik. Hun kunne ikke lide, at man lovede nogle noget på hendes vegne, uden hun vidste det. Hun knurrede kort af Dust, men så så ned i bordet og sukkede tungt.

"Ej bare rolig, jeg har ikke lovet ham en dyt, han spurgte kun hvem du var, og jeg fortalte ham at du var en sød ung dame, som jeg mødte mens jeg var ude og ordne en opgave!" fortalte Dust, for at dulme hendes reaktion, da han godt kunne se på hende, at hun ikke virkede endvidere glad for at han, havde lovet noget på hendes vejen. Kort efter kom drengen hen til dem med 2 glas cola, som han satte på bordet, han kunne dog ikke få dem særligt langt hen af bordet, da han stadig var lidt lav af sin alder, og derfor ikke kunne nå helt hen til Dust og Veronika. Drengen var lidt rød i kinderne, da han genert vinkede til Veronika, og begyndte at sige noget til hende på tegnsprog, hvilket Dust begyndte at oversætte, så han kunne fungere som tolk for drengen.

"Hej! Mit navn er Alex, hvad hedder du? Vil du gerne være min ven?" oversatte Dust ordret, samtidig med at Alex lavede håndtegnene. Drengen virkede meget genert, men samtidig også som en, der følte sig tryg nok her hvor han var, til at snakke med en som Dust havde taget med sig, da Veronika ikke lige just virkede som en farlig person.

Da han sagde at han ikke havde lovet drengen det, men bare fortalte ham hvem hun var, slappede hun ikke smule mere af. "Ok, men ikk lov noget på mine vejene." sagde hun og så lige på Dust med et alvorligt blik. Hendes blik rettede sig dog ned til drengen, og hun smilede venligt til ham, og hjalp ham med at sætte glassene ordentligt. "Hej Alex." sagde hun venligt. "Jeg er Veronika, og jo, vil jeg gerne." sagde hun, og smilede stadig til ham på en venlig måde. Han virkede utrolig cute, og hun vil ikke have noget imod at være hans ven. Og gad vide om han ikke kunne snakke siden han brugte tegnsprog, om han havde brugt det hele sit lv eller kun noget af det.

Dust nikkede som tegn på at han forstod, at han ikke skulle love noget på hendes vejen. Dust flyttede sin cola, så han ikke kunne komme til at vælte den, når nu han skulle til at oversætte samtalen, da Alex var født døv, og derfor kun kunne kommunikere med hjælp af tegnsprog. Han så over på Dust der oversatte for ham, efter Veronika havde snakket til ham, og straks kunne man se at denne generte lille dreng, blev glad for at hun var sød ved ham, og gerne ville være hans ven.
"Du har et pænt navn! Jeg er glad for du vil være min ven, det er svært at få søde venner som dig her, fordi der er kommer forbrydere heromkring!" oversatte Dust da Alex lavede tegnsprog, for at fortælle det som Dust nu oversatte "Jeg må hellere gå igen, min mor sagde at jeg snart skal gøre klar til at sove! Sov rigtig godt når du skal op og sove!" Alex vinkede glad til dem begge, før han gik hen til sin mor, krammede hende og fortalte hende at han havde fået en ny ven, og at han gik op i seng nu.

Hun var glad for, at han forstod at han intet skulle love på hendes vejene mere, og håbede på at han vil huske det. Hun så på ham da han rykkede sin cola ind på bordet, og hun så at han oversatte det hun sagde til tegnsprog for drengen. Så måtte han vel være døv når Dust måtte oversætte det hun sagde. Hun smilede da hun hørte det Dust oversatte for drengen, at hun havde et pænt navn. "Tak" sagde hun til det. Hun smilede venligt af drengen. "Hvordan kan man andet end at vil være din ven? Du virker jo som en sød lille dreng." Hun nikkede kort da drengen sagde at han skulle i seng nu. "Jamen godnat og sov selv godt Alex" Hun så efter ham da han smuttede, og vinkede kort tilbage til ham. Hun så over på Dust, og smilede stille til ham. "Sød dreng."

//jeg tror det svar, passer bedre ind i et andet emne end det her XD

//Det er ikke altid den kopiere det jeg ber den om, så den skriver det sidste jeg kopierede ind, og ikke altid jeg lige tjekker om jeg har skrevet det rigtige, men har rettet det nu xD//