Down in the Hole - Aaron + Phoenix

Sted: Occulta, Zone 1
Tid: 15:17
Emnepartner: @Phoenix

Det månedlige tjek syntes for Kane at tage en evighed, selvom det egentligt kun to et par timer. Charles var en grundig mand, som gerne ville vende hver en sten for at tjekke at hans 'klient' havde det godt. Noget der bestemt ikke var noget i vejen med, men det var bare svært, når man ikke var typen der gad at sidde stille for ingen hvertens nytte. Kane fortrak at at lege rundt med de mange våben Occultas militær rådede over, men det bedste var at lede rundt i de gamle lagre og finde glemte våben. Det var også derfra han havde sine pistoler, der ligesom ham selv bestod af en hybrid af flere former for teknologi og en sjat magi - en dyb hemmelighed.
"Så er du good-to-go Kane." Annoncerede doktoren med et smil og rakte en hånd frem imod cyborgen der tog imod den og lod sig trække op fra stolen han havde siddet i. Derefter fik han sine to pistoler, som blev sat på plads i hals bælte. "Resten af magasinerne bliver sendt hen til dit værese." Doktoren sendte Kane ud af døren med et venskabeligt klap på skulderen. Det var skønt at være en cyborg når man også fik sit eget værelse, hvilket var noget doktoren og tekniker havde insisteret på for at de bedre kunne observere de mekaniske dele, hvis noget skulle gå galt.
Ude på gangen stoppede Kane op og kiggede ubeslutsomt rundt. Der var mange muligheder, men han endte med at gøre, hvad han først havde haft mest lyst til. Træning. Han satte derfor kursen ned imod træningsområdet, hvor han så kunne beslutte sig for, hvilken form for træning det skulle være. Han havde et personligt skab, hvilket var endnu en af fordelene ved at være mere mekanisk end organisk.

Tøj: En stram sort træningstrøje, sorte shorts, og et par løbe sko. (Det hele er modificeret på den måde så det ikke går i stykker/bliver flænset når hun skifter skikkelse)
Våben: ingen våben, men en ring lavet af havsten, så hun ikke kan bruge sin evne.

Phoenix stod pustende i træningssalen og knurrede. En af hendes venner fra militsen, stod i den anden ende og råbte. ”Skift skikkelse, og angrib så hurtigt som muligt! NU!” de røde øjne glødede stærkt af raseri. Hvorfor skulle han dog bestemme over hende?! Han var en ven, og hun havde spurgt om han ville med ned… men næh nej, det var åbenbart kun hende der skulle træne... ”HELT ÆRLIGT!” Snerrede hun og satte i løb ned mod enden. Det hun helst ville var faktisk at flå ham i stykker, men det ville blive opdaget, så i stedet satte hun kurs mod den trænings dukke som var sat op.
Da hun nåede hen mod dukken skiftede hun skikkelse, og sprang frem. Men en skrab smerte borede sig ind i hendes bryst, og et hyl gav genlyd i hallen.
”Hvad med at orientere dig, inden du angriber?” Sagde hendes kammeret spydigt. Phoenix skiftede skikkelse og snerrede. ”HVAD VAR DET?!”
Vennen begyndte at forklare, at det var en form for simulering, som skulle føles som et skud, eller noget der gennemborede en. Hun sukkede. Var hun en test person?
Hallen var øde, kun redskaber, øvelses våben og faldmåtter var deres selskab. Hun havde booket rummet, for at træne hendes ulve sanser.
”Cornor… kan vi ikke tage en pause?” mumlede hun, og lagde sig på ryggen. ”Ellers så find en jeg kan træne med, så det ikke bliver for kedeligt…” med en hurtig bevægelse, tog hun ringen af, og lagde den i en lille æske, så den ikke påvirkede hende.

Efter at have gået i et par minutter nærmede Kane sig træningsområdet, hvor han kunne høre der var nogle der var i gang med en heftig diskussion om et eller andet ukendt. Lidt nysgerrig trådte han nærmere lokalet og så et enkelt par, hvor den ene var en ung kvinde, pige, og den anden en mand der syntes at være sparringspartner. Kane stoppede op og betragtede de to et kort øjeblik, før han så gik ind i rummet som om intet var sket.
Henne i den modsatte ende var der et omklædningsrum, hvor han forsvandt ind og fik skiftet til noget træningstøj. Noget han kort efter kom ud iført i. Kort gik han forbi et af våbenskabene for at finde et par knive, som han så tog sig med hen til en af træningsdukkerne, men ikke for at gå i gang. "Er det ikke noget nyt, at der bliver brugt varulve?" Han betragtede kvinden, som havde taget en meget afslørende ring af. Det havde ikke taget ham mange sekunder at finde ud af, hvad den skulle bruges til. Normalt havde folk ikke smykker på, imens de trænede, så det var meget iøjefaldende når var tilfælde.

Den unge varulv havde ikke lagt mærke til den metalliske lugt, der havde spredt sig, da cyborgen var gået ind i hallen, og hverken Cornor eller hende havde opdaget at han faktisk var gået i gennem rummet, eller at han havde stået og set på dem.
Men hun var først blevet opmærksom på ham da han var begyndt at snakke. Hendes øjne lynede, og en svag frygt spredte sig faktisk i hendes hjerne. Hvis han sladrede til nogle af de andre kunne hun komme i seriøse problemer… eller… Phoenix ville ikke engang tænke på det som de kunne gøre mod en ulv.
”Hvem siger jeg arbejder for dem?” Kom det hårdt fra hende inden hun rejste sig op og så hen mod cyborgen. ”Desuden er det heller ikke ret ofte cyborgs bliver lukket ind.” Grinede hun svagt, og prøvede at tage den lille overraskelse roligt.
Selvom hendes hjerne arbejde på højtryk for at finde en vej ud af det problem, som var opstået. Ringen hun havde stoppet ned æsken kastede hun hen mod Cornor. Den skulle ikke være i nærheden af hende mens denne cyborg var der. Hendes røde blik hvilede på gutten der stod overfor hende, godt nok nede i den anden ende af rummet, men stadig i tæt nok på til, at hun kunne fornemme metallet i hans krop.
Hvorfor var denne cyborg egentligt i Militsen? Selvfølgelig var der nogen stykker, men… hvorfor var han blevet optaget i den? Han måtte være vigtig, eller måske var han optaget i forvejen, og derefter var han måske kommet i problemer og mistede… noget… hvad det var, vidste hun ikke med mindre han selv ville vise det. ”

Den voldsomme reaktion kom lidt bag på Kane, der ud fra den hurtig kunne tolke, at det måtte være noget thys thys. Spørgsmålet var latterligt og var lige ved at få ham til at grine. Med rolige skridt nærmede han sig varulven, til han stod foran hende. Han havde stadig kniven i hånden, men holdten den ned langs siden i en meget afslappet position. "Du er i Occulta. Ingen bliver lukket ind, hvis ikke de har noget at lave her. Du er i Zone 1, her kommer du ikke ind med mindre du har noget med militæret eller den dømmende magt. Du må altså arbejde for dem." Han lod sit blik glide hen over hendes ansigt og bemærkede straks hendes anspændte kropsholdning. Forsøget på at lette situationen var morsom at høre på, men han lod det gå forbi uden nogle næsvis kommentar, hvilket han ellers godt kunne have fundet på. "Jeg er født her inde. De har selv bygget mig, så det ville være skuffende at smide mig ud." Han trådte lidt væk fra varulven igen, så de ikke stod og gnubbede sig op af hinanden. Det havde mest af alt været en diskret magtdemonstration og eftersom hun endnu ikke havde overfaldet ham så han ingen grund til at stå og mase mere rundt i det. "Hvilke historie har du fortalt dem, siden du er kommet ind?" Hun måtte være god til at lyve eller også have en form for evne, som gjorde folk ualmindelig dumme i hendes nærvær. Uanset hvad der var tilfælde var Kane interesseret i svaret og havde evigheder. Hans træning ville vare cirka to timer og da dagen endnu ikke var slut var der masser tid. I værste fald kunne han vente til om natten, men så lang tid troede han ikke, at varulven ville vente med at svare eller være stædig og undgå at svare.

Da han nærmede sig hende kom en svag men dyb knurren fra hendes strube. Det var en af de eneste tin hun ikke kunne komme af med. Forbandelsen som alle varulve levede med, men resten af de underlige ting var hun næsten kommet af med… NÆSTEN… trangen til at spise meget var så småt begyndt at vene tilbage, men det gjorde den altid når fuldmånen var tæt på.
Hendes indre ulv snerrede i hendes hjerne og ville fri, men jernhånden som hun holdte omkring ulven slap den ikke.
Et opgivende suk forlod hendes mund, hun var en dårlig løgner… og det vidste hun godt… under normale omstændigheder ville hun bare være stukket af eller have stukket en løgn mere. Men hvorfor? Hun var bustet og der var ingen vej tilbage… det værste der kunne ske, var vel at hun blev afsløret og smidt ud af Militsen?
”Jeg lever her, jeg bor her, jeg arbejder her.”Mumlede hun opgivende. Hvorfor ville han overhovedet vide dette? Heldigvis var han da ikke under hendes kommando.. eller var han? Det måtte hun spørge om senere når hun fik lejligheden, oppe ved de højere magter.
Hun spidsede øre og lyttede stille til hans svar på, hvorfor han befandt sig her. ”At smide deres eget blod ud her fra.. lyder ellers som noget de godt kunne finde på her inde.” Grinede hun svagt og lagde mærke til at Cornor langsom bevægede sig hen mod dem. For hende lød det som støvle tramp, men i normale menneskers øre ville det ikke lyde særlig højt eller overdøvende. Men med de mange øvelser, var hun blevet van til de overdøvende lyde der lød ind i mellem.
”Historie? Har ikke fortalt nogen historie.” Grinede hun og lod ilden glide op ad hendes ben, så hun svagt kunne svæve over gulvet. ”Jeg har sendt en ansøgning ind.” Hendes orange flammer slikkede gulvet, men uden at sætte ild til noget, eller nogen. ”Jeg er den eneste varulv i Militær militsen, som har gennemført prøven, og overlevet så længe her inde, er det ikke fint i sig selv? Eller vil du have mere?” Grinede hun og svævede rundt omkring ham.

Det skulle nok passe, men Kane havde ikke selv hørt om det og havde derfor heller ingen erfaringer med det. Han endte derfor ud med slet ikke at kommenterer på tiltalen og bare betragte kvinden til hun pludselig begyndte at lege med ild. Det fik ham automatisk til at træde et skridt tilbage, mens han dog stadig lyttede til hendes historie - eller mangel deraf. "Det overrasker mig - men fedt for dig. Så kan du modbevise alle din artsfæller." De var jo ikke væsner der var kendt for at være gode til at have tålmodighed eller samarbejde når lunten var kort. Tvært imod. Det var der dog ingen grund til at grave i. En unødig kamp var jo nu engang unødig og derfor dum at starte i første omgang.
"Passer mig fint og kom ned derfra, ellers henter jeg en brændslukker." Lød det halvt i spøg, men stadig med et opmærksomt øje rettet imod hende. Han havde sgu ikke lige lyst til at blive brændt af. Derfor vendte han ikke ryggen til hende, men sad heller ikke på stilke for at holde øje med hende. Hun var endnu en kvinde i flammer. Ikke så diskret skulle han sige det selv. Han endte med at slå sit indre termometer til. Det ville advare ham, hvis der pludselig kom varme tætter på. Så kunne han i ro og mag vende ryggen til hende og gå tilbage, hvorfra han kom. "Er det ikke lidt risikabelt så at øve her inde?" Lød det efter at han var kommet ned til det træningsområde han havde valgt. Kniven kastede han op i luften og greb igen uden besvær, før han lod den flyve ind i mellem hans fingre, før den blev grebet i et fast greb.