one chance boys (Maria Evan Aaron

TID 11.00 om formidagen
sted megatron og Treewille
vejeret over skyet og let blæssende
radioaktivitet ingen

rækkefølge 
Maria 
Evan
Aaron

Maria forsatte ned af den lang gang lidt i nu før den delte sig i 3 retninger Maria valgte og dreje til højre. Gangen hun nu forsatte af have en anden metallisk overflade på vægen og afspejlet hendes spejl billede ret godt bag Maria gik en gruppe på 5 soldater en lige bag hende og 2 på hver side af ham.  da de have gået omkring 2 minutter efter Maria have drejet ned af kom de til en stor Port en omkring 30 CM tyg Metal port der kunne klare selv støre sprængladninger. Marias hånd gled ned over kontrol panelet og indtastede den 8 cifret kode der åbnet døren. De 2 kæmpe døre gik til hver deres side og Maria trådte ind i den store hangar og følte straks varmen fra de mange motorer der blev testet mere end dagligt for at forhindre ulykker. Hun drejet til venstre og forsatte ned forbi nogle fly før hun fik øje på det hun søgte. En støre helikopter der have samlet 2 personer op der skulle deltage i dagens angreb i hjertet på The Amigos. Maria have for første gang valgt at tage personer med ude fra WFF. Dette var ret atypisk for hende men krigen presset hårdt på og hendes Spioner have anbefalet disse 3 personer varmt. Da Maria kom hen til Helikopteren stoppede hun op og det samme gjorde de 5 soldater bag hende. Hun kiggede på de 3 væsner de 3 væsner der stod foran hende og skar en lille Grimasse før hendes stemme lød roligt
”de godkendt bare tag dem af” 3 af de soldater der stod bag ved de 3 væsner gik frem og åbnet de halsbånd de have haft på Maria smilet lidt tanken om at 3 væsner have gået med lidt over 100 gram C4 plastisk sprangstof om halsen hun kunne have detoneret moret hende lidt. Hun kiggede lidt på væsnerne med undersøgende øjne og et lettere opgivende blik faldt over hende før hendes øjne fangede på de 3 mapper foran hende. Dette var de efterretninger som det var lykkedes og samle sammen om de 3 væsner Maria greb en tilfældig af mapperne   og bladeret den hurtig igennem. Kort efter lukkede hun den og greb om den anden og læste den igennem. Før hun smed dem begge på bordet og kiggede på de 3 væsner lidt før hun begyndte og snakke.
”så i er dem der er blevet fisket op af mine mænd spændene” hun undersøgte væsnerne nøje og studeret dem en efter en. 2 cyborg og en yngre kvinde ikke ved første øjekast synderlig imponerende men Maria vidste at man aldrig skulle blive for skrå sikker så hun greb den ene af mapperne og kiggede den igennem der var billeder og oplysninger som personerne selv have fortalt men også hvad Marias Spioner kunne finde ud af. Den første af Mapperne var omkring Aaron Kane Maria løftede hovedet og nikkede til ham for vise hun læste hans mappe da hun have fået læst det overordnet om ham smed hun mappen på bordet og greb om en anden og åbnede den Evan Brine en Cyborg  dreng og en ganske for underlig fyr men meget brugbar forstod hun ud fra rapporten. Hun smed mappen på bordet og greb om den sidste mappen var omkring en varulv med navn Clara Day Maria forstod det var kvinden og hun altid fuldes med Evan.

Maria kiggede på dem alle før hun begyndte og tale direkte til de 3 væsner.
”i ved godt hvorfor i er her så jeg vil ikke spilde tiden med og forklare jer det men årsagen til vi ikke selv bruger mandskab til denne opgave er at vi ikke er i stand til og undvære en eneste soldat på slag marken” Maria holdt en pause før hun gik hen til væsnerne og stillede sig lige foran dem som en leder kun kan gøre.
”jeg er faktisk stor set lige glad med hvem i er og hvad jeres begrundelse til at deltage i opgaven er men jeg forventer at i fuldføre den og holder jer til planen med mindre alt går galt”

Maria vende om og stillede sig på den anden side af boret igen og trykkede på nogle knapper og et hologram kom op fra bordet og vidste hele megatron i en 3D model man kunne flyve igennem som man ville. Maria flyttede med sin hånd og hologrammet zoomet ind på 3 store skyskraber Marias hånd peget på den i midten og talte med en rolig stemme. ”dette er vores mål  det er et af The Amigos Militær kontor og har oplysninger som kan komme os til gode i vores fremrykning og vi skal have fat i de oplysninger”

Maria peget mod 3 store ch 49 mohawk helikopter der stod ved hangarens åbning det var tydeligt de stammede fra The Amigos hær og med et smil forsatte hun.
”vi anskaffede os disse Helikopter da vi angreb en lejere der ikke var forbedret det lykkedes os at ændre koderne på systemet så vi ligner The Amigos egne Helikopter på radaren” Helikopterne står ikke som tabte og det er derfor vi kan komme lige ind i hjertet af Megatron city” Maria peget på den midterste skyskraber igen og begyndte og snakke med en ro som viste hun have tænkt det meste igennem.
”Jeg Pan og Evan vil lande på denne bygning og hakke filerne” hun kiggede over mod Aaron og smilede til ham før hun forsatte med og snakke
”jeg vil have dig og Mina til og lande her med den 2 anden helikopter” hun peget på den venstre skyskraber og forsatte med rolig stemme. ”her skal i give os dækning i form af en sniper støtte da i kan se ind i det åbne kontor landskab” Marias ansigt vende sig mod Clara og smilede til hende.  Hendes finger fløj hen og peget på den skyskraber der ikke var fortalt om i nu. ”Jeg vil have dig Ayra og Sita til og lande her Clara i skal opsætte 2 kanoner der kan affyre nogle kaste krog med tilhørende reb på derfra vil vi svinge os ned til jer og lette via jeres helikopter” Maria smilede til de andre væsner før hun zoomet ud på kortet og peget omkring 10 minutters flyvning inde i megatrons luft rom hun trykkede på 2 prikker i luften og begyndte og snakke videre med rolig stemme.
”fra vi letter har vi 10 minutter til og iføre os vores flying souit derfra vil vi blive beskudt af varme søgende missiler vi vil springe ud omkring 1 minut før de rammer derfra vil jeg detonere nogle sprængladninger i helikopteren så det vil ligene de blevet skudt ned” hun kiggede på jorden og satte en prik ikke langt fra hvor helikopterne var blevet skudt det var over et af de slum områder Megatron var kendt for  ”her skal vi lande omkring 10 minutters gang hvis alt går vel vil der være gemt 10 køretøjer fra The Amigos dem vil vi sætte os ind i” hun kiggede før hun forsatte
”the amigos har ikke mulighed for udskyde en konvoj med nødvendige forsyninger til deres kamp linjer og den konvoj vil vi gemme os i på vej ud hvis alt går som det skal vil hele opgaven vare omkring 1 time og 35 minutter og på den tid vil de ikke have tid til og regne det hele sammen vare opgaven mere end 2 timer misser vi konvojen forstået”

Maria kiggede på alle for høre deres reaktion hun smilede og afventede den før hun ville fortælle hvilket udstyr der ville følge med opgaven

Evan virkede småfraværende da soldaten pillede halsbånde af hans hals. Han lagde hovedet på skrå for at give soldaten bedre mulighed for at arbejde. Selvom Evan ikke var så høj, så var hans bulky skikkelse, med den store taske og den tunge frakke. Hans hjerne var allerede gået i gang med flere processer på en gang. Nye omgivelser betød nye spørgsmål, som automatisk gik i gang med as cirkulere i hans hoved. På det seneste havde dette givet ham hovedpiner. Det havde naturligvis hjulpet at have en roommate der var healer, men måske var endnu en person der stillede spørgsmål også med til at øje det tryk hans hjerne tvang sig selv til at arbejde med.
Hans drejede hovedet frem og tilbage, imens hans ene øje summede næsten uhørligt. Han skiftede bølgelænge og udførte et par scanninger. At danne sig overblik var det første og vigtigste mag kunne gøre i enhver situation.
Evan havde valgt at iklæde sig sin rustning allerede. Det lette karbon-mesh var synlige hvis man så dem forfra ind imellem folderne på den åbne frakke. Han var også ført et par almindelige kraftige lærredsbukser i lyst men slidt stof. På fødderne havde han et par kraftige læderstøvler. Frakken han havde på var mørkerød med hvide kanter og dækkede det meste af hans krop. Frakkens hætte var slået tilbage fordi han havde haft halsbånd på, det samme galt hans rebreather, der hang fra en strop i halsen, hvilket gjorde hans ansigt var fuldt synligt, hvilket disse mennesker sikkert også foretrak. Det var tydeligt at han ikke var mere end 17 år gammel, men en serie foruroligende neon-aktie, nærmest selvlysende blå, tatoveringer dækkede højre side af hans ansigt. Desuden var det ene øjes iris hvidlig og bleg, imens det andet var brunt. Det meste af Evans værktøjsbælte var skjult under frakken, men de to umage pistoler var ikke til at tage fejl af. Den ene var kasseformet, og så tung ud. Den anden havde et bredt løb, med et slankt håndtag, og en forbløffende lille munding. Desuden var han bevæbnet med et stort tungt kasseformet skydevåben. Det var fuldstendigt uden udsmykning, men havde en lang række knapper og skiver der kunne drejes på. Det havde tre mundinger i forskellige størrelser foran, men havde hverken noget sigtekorn eller noget scobe. Alle tre våben havde samme sammenflikkede udstråling og enhver med kendskab til våben kunne se at disse var lavet efter samme grundskabelon eller af den samme fabrikant.
 
Clara, varulve kvinden ved siden af Evan, så ud til at være temmelig lettet over at få sprængladningen fjernet fra hendes hals. Hun havde næste fortrudt at hun havde spurt kvinden der havde givet hende det på, hvad det var til. Hun havde også været tæt på at afvise. Clara havde haft mest lyst til at give kvinden tørt på og minde hende om konsekvenserne ved at gøre en healer ondt. Der var vel også grænser for hvor paranoid man havde lov at være. Som en der havde brugt meget af sit liv på at flygte, var hun alligevel aldrig gå så langt som til at springe folk i luften, for at undgå at blive fundet.
Clara var var næsten på samme højde som Evan men så i sammenligning meget mere spinkel ud. Hun var iført en tanktop og army bukser, med en brun jakke ud over. Hun syntes at sydameria var alt for varm til hendes smag, og hun forstod overhovedet ikke hvordan Evan kunne holde alt det get up ud. Hendes fodtøj var praktisk og hendes hår var sat op i en hestehale. I den ene hånd holdt hun en enkel kevlar vest som hun endnu ikke havde taget på. Hun havde en taske på ryggen og to små tasker siddende ved hver hofte. Medicinhealernes symbol prydede dem alle. Hun bar også healerens røde mærke ved hendes ene øje. Om halsen havde hun en lille fløjte i en kæde. Hun var kun bevæbnet med en enkel pistol der mindede meget om den mindste af dem Evan gik med. Den var egentlig slet ikke ladt og hun gik også kun med dem, fordi man i denne verden ikke fik respekt hvis man ikke var bevæbnet. Ikke engang som healer.
 
Clara så på kvinden Maria der talte, imens hun tænkte at dette bare havde at være de $60.000 værd. Hun var egentlig mest taget med for at sikre sig at Evan ikke roede sig ud i noget, men med de penge kunne hun starte på en frisk uden at være afhængig af ham.
Selvom Evan hørte hvert et ord Maria sagde, kunne det godt se ud som om han ikke gjorde. En skygge gled let hen over hendes ansigt da hun hørte at hun skulle skilles fra Evan, i størstedelen af missionen, det var jo ham hun gerne ville sikre sig ikke kom noget til. Desuden havde hun ikke den fjerneste anelse om hvordan disse kanoner virkede. Hun havde på den anden side ikke ret meget lyst til at skulle fire sig fra en bygning til en anden.
Hun forventede ikke at skulle være den der satte kanonerne op, men man viste jo aldrig med disse mennesker.
Evan lod ikke til at have nogle indvendinger omkring planen i sig selv. Den lød effektiv og vel tilrettelagt. Han absorberede planen og oprettede et mentalt flowdiagram, mere eller mindre uden selv at ville det. Der var alligevel noget ved planen der gav ham trækninger om øjet.
"Du har altså planlagt at destruere en uerstattelig WW3 helikopter og aflevere to andre til the Amigos?" Han lød som om hun havde planlagt at en af hendes mænd skulle begå selvmord og to andre skulle blive tilbage for at slutte sig til fjenden.
"Evan!" Sagde Clara advarende og puffede til ham.

Det var ikke ligefrem vild begejstring 'halsbåndet' blev mødt med, men Kane vurderede at der kunne næppe være tale om et forsøg på at slå ham ihjel. Måske bare en sikkerhedsforanstaltning. Desuden var 60.000 doller en pæn sjat penge, som han ikke ville lade gå sin næse forbi, bare fordi hans stolhed skulle stå og puste sig op midt i det hele. Han slugte den derfor og lod båndet falde på plads omkring hans hals, hvor efter han fulgte med hen til det sted, hvor de skulle mødes med deres arbejdsgiver. En middelhøj kvinde, med lyserødt hår og store lyse øjne. Hun virkede til at have en højre position end soldaterne bagved dem, for hun kunne i hvert fald få dem til at fjerne de ubehagelige halsbånd. Efter de var fjernet bemærkede han, at han havde holdt været. En smugle anspændt over situationen. Det blev bedre efter at dimserne var fjernet.
Mens kvinden gennemlæste filerne udnyttede Kane tiden på at kigge lidt rundt. Først betragtede han de to andre skabninger ved hans side. Den ene virkede som ham selv. Mekanisk. En lille mand, som ikke virkede frygtelig gammel. Med et indbygget varmefølsomt kamera kunne han hurtigt se, hvor meget, eller hvor lidt, af manden der egentligt var levende. Mere end han selv havde, men stadig meget mindre end den meget levende kvinde ved hans side. En kvinde der virkede til at være næsten lige så høj som manden ved hans side, men noget mere spinkel og ikke så voldsom påklædt. Hendes krop bevidnede dog om, at have trænet en hel del - hvilket hendes hår også indikerede. Det var ofte kampdygtige kvinder, der klippede deres hår. Til sidst vendte Kane blikket rundt og kiggede omkring dem, hvor hans elektroniske dele i øjet hurtigt analyserede omgivelserne og afslørede ting af betydning. For eksempel at stedet var fyldt med springfarlige dimser, blandt andet deres halsbånd. Hvor betryggende. Et kort sekund vendte han blikket tilbage imod den undersøgende leder, som kiggede filer igennem. Sikkert omkring ham og hans ... kollegaer. Et kort nik blev det til, før han så drejede hoved imod den anden side og lod hans øjne afmåle og lagre alle de informationer han fik.
Undersøgelserne blev afbrudt da kvinden stillede sig foran ham og forsøgte at gøre sig myndig, hvilket fungerede ganske fint selvom hun var et godt stykke lavere end Kane, der ragede et stykke op over både hans kollegaer og hans arbejdsgiver. "Javel ma'am." Han var trænet i et militær og det virkede meget lig dette sted, så han valgte at bruge samme termer. Det virkede mest passende og var tilpas konkrete. Det blev dog et mere bestemt nik som respons for planen, efter den var gennemgået. Det lød ganske fint. Han kunne sagtens skyde med en riffel. Bestemt ikke hans speciale, men han var langt bedre end noget almindeligt menneske. Kommentaren fra kollegaen fik ham til at kigge ud af øjenkrogen imod ham. Evan måtte det være. "Der kommer vel nye modeller på et tidspunkt." Han trak let på skuldrene, som var beklædt af en læderjakke, der stod åben og viste en ensfarvet t-shirt. På bene bar han et par normale bukser i kraftigt mørkt stof. Fødderne var stukket ned i et par leder støvler med en tyk sål. "For at nå bygningen skal vi mindst have patroner på 7 mm x 67 mm, gerne højre hvis størrelsesforholdet ikke passer på jeres kort." Det skulle gerne dække det mest nødvendige, men man kunne aldrig vide hvad man kunne møde. "Måske vil det være en fordel, hvis vi havde to forskellige rifler med forskellige længder." Fortsatte han lidt efter. Han havde allerede på sig to pistoler og en håndfuld knive, til nærkamp, men det ville næppe hjælpe meget, hvis de skulle skyde fra andre bygninger. Dovent rørte han kort ved solbrillerne på hans hoved, for at sikre at de sad som de skulle, før han så stak hænderne ned i lommerne på sin jakke.

Et stort smil løber over Marias læber de virkede faktisk alle sammen mere solide end hun først have anset dem for være. En hvislende lyd fra en dør lød og Maria vendte sig om og smilede hendes nærmeste venner og næstkommanderende kom ud af døren Forest i flokken var Mina med hendes sniper riffel i ført hel drag med leder beskyttelse på albuer og knæ og skyde hansker hun var iført en sort skudsikkervest. Hendes bælte have en del udstyr og hun så ret smid ud. Mina vidste godt hvilken indvirkning hun kunne have på mænd og smilede da nogle soldater der var i gang med og på montere nogle misiler på et fly fløjtede. På Minas venstre side stod Pan. En ung knægt hans pjuskede hår stod i stærkt kontrast til hans på klædning. En sort Uniform med leder beskyttelse på knæ og albuer en stor skudsikkervest med magasiner granater og andet udstyr på en radio oppe ved hovedet så den var nem og komme til. hans højere ben gemte også på en M1911 Pistol med et forlænget løb. på Minas højere side var Ayra en brunhåret kvinde som have en overraskende atletisk krop i forhånd til at dette var en oprørs hær. Hun have nogle underlige kasser på siden af hendes hofter og som virket til og have en støre mekanisk funkton inden i end man først ville tro  Bag Mina var Sita som mest af alt fik Både the Amigos Millitær Millicent og las vegas elite styrker til og ligne legetøjs soldater med alt det udstyr hun have hun have en AK-74 riffel over skulderen og gik stille og roligt bag Mina.
da de kom hen til de 3 Kiggede Mina Straks på Clara med nogle øjne som kunne tolkes på mange måder enden afsky frygt forvirring eller mange andre følelser men det var tydeligt hun tænkte meget da hun så Clara. Pan gik straks hen Til Evan og begyndte og studere hans våben og Smilede så til Evan og rakte hånden frem ”hej jeg er Pan det en flot pistol du har må jeg se den” det var tydeligt han ville vise Evans våben en stor respekt men også han gerne ville undersøge dem. Sita Stillede sig op ved siden af Aaron og kiggede bare afventede mens hun tyggede noget tyg gummi. Maria kiggede på de 3 væsner før hun drejet lidt hen og gik hen til en stor metal kasse og åbnet lågen på den og blottede alverdens våben foran sig.
”her ser i nogle af de våben i har til rådighed vi har valgt det primær våben af hensyn til Magasiner i velkommen til og have jeres egne men vi alle bliver nød til og have den her med os da vi skal kunne udvikles magasiner hurtigt  uden at lede” hun greb en riffel ud og smilede stort mens hun holdt den.

” dette er en G-51 rifle den har et 42 skuds magasin med samme patron type som en FN-SCAR H har hvis det siger jer noget. Der ud over er den i stand til og skyde omkring 1100 meter uden problemer den har enkelt skud auto og semi auto den vil på ingen måde have problemer med og skyde igennem beton væge og det er en af grundene til vi har valgt dem”

 
 Maria leget lidt med den før hun lage den på bordet og smilet stort til dem hun greb ind i skabet igen og rev en lille underlig bold ud #dette er en Body sonar kast den og den vil lave et sonar billede af et rum og hvor fjenderne er det vil være muligt at se for alle vores soldater” hun lage den på bordet og kiggede på dem alle skabet var fyldt med Veste våben granater og andet forskelige kaliber og andet alt lige fra kaliber 50 våben til 9 millimeter Maria slog ud med armende og kiggede på de væsner
”værsgo tag det udstyr i skal bruge husk i for lov og beholde det efter opgaven når vi splittes” Maria kiggede på de mange tasker både med the Amigos Uniformer i og med fly souits og mange andre brugbar ting når folk have taget alt de skulle bruge var det tydeligt hun forventede folk greb om en rygsæk Mina Ayra Sita og Pan greb en og svang over skulderen  Mina stillede sig ved siden af Clara og med en stille stemme som kun Clara var i stand til og høre røg det ud af Mina til varulven.
”næste gang sådan en varulv vælger og troppe op kunne du godt tage dig et bad”  med disse ord forsvandt hun ind i den helikopter Aaron skulle ind i som så småt var gået i gang med og starte Maria have sat sig ind i helikopteren hvor Evan skulle ind i mens Pan ventede ved siden af Helikopteren lige som for vise en form for høflighed over for Evan ved han ikke skulle være den sidste der gik ind Sita have allerade sat sig i sin helikopter mens Ayra ventede på Clara muligvis ville tage et våben eller måske en af de beder veste på.
da alle have fået hvad de skulle have og have sat sig til rette i helikopterne ville de starte med og lette og flyve over den store jungle Flyve turen ville tage omkring 3 timer så der var tid nok til dem alle for snakke med hver deres følgesvend. Omkring 30 minutter inde i flyve turen tænde Maria for hendes Alfa mikrofon så medlemmerne i de 2 andre helikopter kunne høre det.
”hvis alt går som det skal vil i få de 60.000 kontant der ud over vil der også være mulighed for joine WFF der efter som i ved er vi en friheds gruppe der kæmper for demokrati men vi har også ansvaret for en hel by under træerne ligger der et kæmpe bunker system som har en hel by og vi har brug for alle de hænder vi kan få. Der ud over hvis i joner os vil i kunne blive tilbudt en bunker enden en 2 værelset eller 4 værelset så i klar over det jeg kontakter jer omkring 20 minutter før landing Slut her fra” Ayra og Sita sagde ikke meget men kiggede på på Clara og de grønne jungler skiftevis. Det var tydeligt det var Clara der skulle starte samtalen. Alt i mens sad pan og stillede Evan spørgsmål ”hvad er det for et våben du har endlig det ikke helt normale våben vel”
Mina Sad ved Aaron og samlede hendes XM2010 sniper uden og sige en lyd og smilede til ham. Marias helikopter var fyldt med soldater mens dem der fløj med Clara og Aaron have en del tomme sæder.  Dog var der soldater i kabinerne

Midt i alle sine scanninger og beregninger opfangede han pludselig en anden aktiv scanning i nærheden. Evan vendte sig imod manden der måtte være Aron. Den aktive scannings udgangspunkt var centraliseret omkring mandens hoved. Evan skiftede bølgelængde igen, indtil de klare konturer af ikke menneskelige organer stod frem. Manden havde en hel del mekaniske dele.
Han havde vendt sig imod Maria igen for at høre resten af hendes tale, og sagt hvad han ville sige, da mandens svarede ham, som den eneste.
"Du er militær mand, så vidt jeg er orienteret. Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget? Det teknologiske stadie vi er på nu, er slet ikke noget i nærheden af hvad de kunne dengang. De helikoptere der bliver lavet i dag, er skrammel i forhold til de maskiner derover. Vi har dårligt nok ekspertisen til at genskabe dem, men slet ikke ressourcerne. Enten er de rablende gale her, eller også er denne mission helt ufattelig vigtig. Ifølge mine scanninger er du 68,8 % cyborg. Hvis maskiner ikke er vigtige, hvad forhindre dem så i at behandle dig på samme måde?"
Clara trippede lidt ved siden af Evan.
"Evan nu er det nok." Sagde hun. Hun mente ikke at det var en god ide at kritisere deres nuværende arbejdsgivere. Hun var gået i gang med at tage sin skudsikre vest på, i stedet for sin jakke. Hun ville lidt ønske at hun havde noget af det samme rustning som Evan havde, men da hun egentlig havde tænkt sig at opgive feltmedicin havde hun ikke bedt ham om at lave en til hende. Dette var hendes gamle fra dengang hun arbejdede i sit gamle kobbel. Men nu hvor hun stod over for muligheden for at kunne skaffe sin egen praksis, uden for den stress der var ved at udføre komplicerede operationer på folk, imens kugler og granater fløj om ørene på hende, var hun blevet fristet. Da hun fangede Minas blik blev hun et øjeblik forbavset over det fjendtlige blik hun sendte. Det faldt ikke engang Clara ind at det havde noget med hendes race at gøre. Hun gik ikke engang med sin klo-halskæde mere, hun havde tænkt sig at ligge alt det helt bag sig.
Evan blev på den anden side en lille smugle overvældet af den lidt ældre dreng der lige pludselig stod i hans oppe i hans ansigt og snakkede som at vandfald. Eftersom hans koncentration var et andet sted, blev han en smugle overrasket. Han blinkede og så på ham, der måtte være Pan.
"Hvis det er denne du tænker på så er din analyse ikke helt." Sagde han og holdt det store skydevåben. "Det er et combi våben for maksimal fleksibilitet, Assultrifle, granatkaster og en nyligt tilføjet shotgun." Han tog våbnet rem af skulderen og rakte det over til Pan så han kunne se det. Ulempen ved dette våben var at det vejede næsten 8 kg, og var stort set umulig at affyre ordentlig for en almindelig person. Evan startede en lang tirade, uden at skåne Pan for nogle af de ellers uforståelige vendinger han plejede at bruge. Heldigvis lod Pan til at forstå det meste af hvad han sagde. Ansporet af at der var en der ville lytte til ham, talte Evan videre med samme entusiasme, som en fan der diskuterede resultaterne og detaljerne i en fodboldkamp. Hverken Evan eller Clara viste nogen særlig interesse for hvad der var i kasserne. Evan der sagtens kunne multitaske, mere end to ting ad ganen fortsatte sin gennemgang af de våben han havde med, og var gået videre til de gauss-pistoler som Evan og Clara begge to bar, om hvordan elektromagneter blev brugt som drivkraft i stedet for krudt. Pludselig holdt han inde og vendte sig imod Maria.
"Disse uniformer er ufuldstændige." Sagde Han. "Hvis du vil klæde dig ud som Amigo, så mangler du ektravergent farvet hår, piercinger og ikke mindst gang tattoos." Sagde han. Dette var meget almindelige features hos Amigo soldater eftersom det i bund og grund var en motorcykelbande der var gået militær. Et andet levn var deres tendens til biker kavaleri.
Evan gjorde ikke mine til at tage noget som helst fra kasserne, igen af de ting Maria havde præsenteret var relevant for ham. Selvom det var gode skydevåben hun havde præsenteret var de i hans øjne nogle uloyale stykker masseproduktion. Han var meget mere tilfreds med sine egne våben, som han stolede blindt på. Han havde ikke tænkt sig at bære rundt på noget han ikke havde tænkt sig at bruge. Selvom recon udstyret var ganske udmærket var de ikke kompatible med det han selv bruge. Han tog en taske med uniform og flightsuit. Eftersom han ikke var blevet informeret om at de skulle springe ud fra en helikopter,
Clara derimod tog en uniform og en taske, men lod resten af udstyret stå. Hun var her ikke for at dræbe nogen, hun var her for at heale, dem der kom til skade. Clara havde fisket en smøg op fra en lomme og stod og var lige blevet færdig med at tænde den, da Mina gik hen til hende for at sikre sit udstyr. Clara ignorerede hende. Kølig afstandtagen fra folk med et dårligt øje til hende, var hendes go to respons.
Om det var fordi Clara havde valgt ikke at anerkende Minas tilstedeværelse, eller om det bare var for at være den største bitch i verden viste hun ikke, men pludselig var Clara offer for en giftig kommentar. Clara så hende gå ind i helikopteren, men råbte efter hende.
"Virkelig?! Er det sådan du gerne vil tackle det her?" Hendes temperament skød i vejret. Oven i de nerver hun allerede havde over at skulle på mission, så ville hun ikke også behandles som om hun ikke var til at stole på. Hun samlede hænderne i et tegn og en kort energiudladning efter havde hun forvandlet sig til den hybridskikkelse hun brugte i stedet for en egentlig kampskikkelse. Kun lidt højere end hun ellers var normalt, men ellers helt og aldeles forandret. Nu var hun helt og aldeles en antropomorf ulv. Hun havde nu tyk sort pæls der fik hendes tøj til at bule lidt sært nogle steder, og gule øjne, lang smal snude og klogagtige hænder. Hun stavrede beslutsomt og adræt op i den helikopter som Mina var gået ind i og gik helt op til hende. Selvom det ikke var den helikopter hun selv skulle flyve i.
"Jeg har gjort hvad jeg kan for ikke at være alt for skræmmende for sarte små mennesker som dig!" Sagde hun hårdt. Hendes stemme var mærkbart dybere i denne form, og det havde været en prøvelse overhovedet at lære at tale imens hun var forvandlet.
"Hvis du har et problem, så sig det. For dette er det ansigt der skal redde dit liv i dag, hvis du skulle have glemt det. Fjenden kan i hvert fald ikke undgå at ramme dig, de skal bare sigte efter det gigantiske ego." Med de ord gik hun ud af helikopteren og over mod den hun selv skulle flyve med. Hun opdagede at en masse mennesker i hangaren gloede på hende, deriblandt Evan der overhoved ikke forstod hvad der forgik. Hun stansede op og sagde.
"Hvis der er andre der har et problem med at en varulv er den der muligvis skal redde jeres liv i dag. Så kan i skrive under på en 'vil-ikke-reddes kontrakt' og sende den til nogen som gider at bekymre sig om den. For jeg har planlagt at redde et par liv i dag." Sagde hun, hvorefter hun henvendte sig til Maria. "Hvad blev der af 'racisme findes ikke her?'" Så stavrede hun ind i helikopteren og satte sig på sit sæde. Hvis Evan havde haft nogen social situations fornemmelse, ville han nok være gået ind for at tale med hende. I stedet var han mere indigneret over at hun havde skældt ham ud for at skabe en scene og kritisere deres arbejdsgivere, hvorefter hun selv gjorde det. Det var så typisk hende, var hans eneste tanke. han fortsatte sin samtale med Pan der nu drejede sig om brugen af gyroskoper i langtrækkende projektilvåben. Denne samtale forgik fortsat inde i helikopteren og forventedes at gå fuldstændig hen over hovedet på Maria. De havde heldigvis god plads til at det Evan ellers havde med af taske og udstyr.
Clara sagde ikke en lyd, men sad fortsat i sin hybrid skikkelse. Egentlig var det en ren og skær demonstration, men denne skikkelse ville også tjene hende bedre ude i felten, under alle omstændigheder. Desværre gjorde den alt andet end at dulme hendes temperament, så hun sad bare med korslagte arme, og sagde ingenting.

Hovsa, der var vist en der var lidt nærgående. Kane kiggede lidt på Evan, der kom med en lang snak om verdens mangel på teknologi. Det var lige til at gabe af, men man skulle ikke starte konflikter på missioner, så han forsøgte at ligne en der lyttede mens snakken gik om, at enten var A eller B helt skudt i låget. "Korrekt. Vores verden udvikler sig hele tiden, vi lære af tidligere fejl og derfor tror jeg også, at der i sidste ende vil komme bedre teknologi." Forklarede han. "Maskiner er skabt for at blive brugt og jeg er sikker på, at prisen for denne mission er opvejet imod det, som den vil koste." De var soldaterne. De skulle bare gøre deres arbejde og så skulle andre nok klare det adminstrative med økonomi og alt andet. Så længe Kane fik sine penge ville han være tilfreds - og forhåbentligt også beholdte sit liv. Det ville være en fed bonus aat få oveni hatten.
Gennemgangen af riflen lyttede Kane omhyggeligt til. Han skulle bruge den om han så ville eller ej, så efter præsentationen var færdig greb han våbnet og tjekkede det. Han lage den også imod sin skuldre, for at mærke hvordan den føltes. Til sidst tog han nogle magasiner som han fik i rygsækken de også fik udleveret. Kort efter var han klar til at tage op i helikopteren, men ingen start uden lidt drama. Evan syntes at være for optaget af sin snak omkring våben til at opdage, hvad der skete omkring ham, hvilket Kane var en smugle imponeret over - ikke på den gode måde. De to kvinder syntes på ingen måde at være gode til at tackle situationen, hvilket fik Kane til at overveje om det overhoved var en god idé at tage på tur med den børnehave han var endt i. "Er i to færdige?" Vrissede han irriteret da varulven skulle til at blotte tænder. "Hvis vi skal overleve det her, så skal i to holde jeres kæft. Æd jeres stolthed og lad os bare komme levende igennem." Det var hvad man fik ud af mennesker, der ikke forstod idéen i at samarbejde og værdien af militærtræning. Måske var Occulta ikke på listen over det mest farlige i denne verden, men i det mindste blev deres soldater trænet professionelt. Mere end hvad man kunne sige om den flok hovedløse høns han var omkring nu.
Resolut greb han fat i kvinden ved hans side, som han åbenbart skulle arbejde sammen med. Hun blev trukket med op i helikopteren. Kane gad ikke at høre på deres snak, så han fandt hurtigt hjelmen frem og trak den over hoved i et håb om at holde de andres snakken ude. Forhåbentligt var de lige så gode til at kæmpe som at starte interne kampe over fuldstændige ligegyldige ting.
Minas forsøg på at løsne lidt op i humøret var forgæves hos Kane, der dog fulgte hendes eksempel og fik samlet våbnet og gerne gav en hjælpende hånd, hvis der var brug for det - dog uden at sige et ord. Først efter han var færdig med at stirre surt ud af vinduet i en times tid vendte han sig imod hende. "Ingen fan af varulve, hvorfor?" Han kiggede spørgende på hende. Nysgerrigheden var løbet af med ham. Der måtte være en grund og han ville gerne kende til den.

Mina kiggede på Aaron med store øjne og hendes ansigt skar en grimasse hvor efter hendes ansigt blev lagt i en stor grimasse ”de utilregnelige du så selv hvordan pigebarnet reageret på min bemærkning du kan kalde det en test så og sige” hun kiggede ned af hendes XM2010 sniper rifle hun smilede til Aaron og forsatte med og forklare ”varulve er ikke synderlig gode til denne slags opgaver for pigen bare den mindste smag for blod inde i den bygning for vi hende aldrig ud uden at skulle ofre flere mænd på det” Mina fiskede 4 patroner op alle sammen med en underlig glimtende ende hun smilede til Aaron
”dette er mine egne hjemmelavet patroner de er de perfekte varulve og vampyr dræber yderrammen er lavet af rent sølv med en tynd plastisk skal uden om der bliver brændt af efter skuddet kommer ud af våbnet når den så rammer sit mål vil den der ud over splintrer og udskælde en delt helligt vand” Mina have som sårn ikke tænkt sig og dræbe Clara men hun ville ikke gå af vejen for det hvis det blev nødvendigt. Samtidig sad Ayra og Sita ved Clara som sad i hendes hybrid form Sita sad og tyggede tyggegummi  mens det var tydeligt Ayra var mere end vred i et forsøg på og stresse af valgte hun og ville slibe sine sværd. Hun trak dem frem da de låg under sædet og tog en af dem op. Hun fandt en sten frem en lille granit sten og lage sværdet på sine ben med knivsbladet vendt op af hvor efter hun lod stenen falde 2 små bump hørtes efter stenen have passeret sværdet og var blevet kappet midt over Ayra var mere end provokeret over Claras hybrid form af da hun fik nok smed hun sværdet på plads foran hende og sparket skuffen med dem ind under igen og skreg ”så forvandle dig til din menneskeform igen  Ayra’s  øjne var nærmest dræbende mens hun så på Clara hun forsatte
”tænker du slet ikke over tingende det første du vælger at blive sur over er at Mina sviner dig til som race” hun stod nu foran Claras hybrid form uden tegn på frygt og forsatte
”har tanken om hvordan fanden hun overhovedet kunne genkende dig ikke faldet dig ind vi har ikke haft mulighed for at tjekke de filer og alligevel ved hun at du er varulv mens du i menneskelig form  prøv og tænk dig om hvem kan regne den slags ud” Ayra kiggede på Clara og talte helt klart denne gang

”kun en gammel varulve jæger kender jeres lugt i menneskelig form og ja hun gjorde dig vred men ikke for at fornærme dig men for finde ud af hvor livsfarlig du er og have med på denne opgave  hvis du tænker over det er vores leder med os og der flere soldater som kan komme til og afsløre Treewille placering under totur” Ayras øjne kiggede og Sita sad bag ved med hånden på hendes pistol hylster Ayra forsatte næremst med og råbe af Clara
”ingen af soldaterne hær er varulve ikke af rasisme men af ren og skær frygt for en blodsrus når i først går i jeres hybrid form ender i altid med og gå amok jeg fatter ikke en gang hvorfor Maria lod dig komme med du har jo ikke vist os at det var et klogt valg i nu”

Ayra vente sig om og satte sig ned igen og kiggede på Claras hybrid form afventede det var tydeligt hun ikke ville forhindre Clara i og springe på hende hvis hun vil. Lige i det hun satte sig kom det ud af munden på hende
”mediciner ha du er vel interesseret i at brandbomberne regner ned over byen  så du kan fixe børnene og begrave forældrene” Ayra have en stor beskytter træng over byen og var faktisk hendes forslag om ikke medbringe soldater som var varulve da deres blodrus kunne styre dem ud i farlige hændelser og Clara have bevist med sin forvandling  at hun have haft ret.

Pan forsatte med og tale lystigt med Evan Maria kiggede ud af vinduet stærkt afventende mens hun kiggede på en maske hun have i hånden den mørke farve blandet med de hvide og gule mønstre der ville lyse op når hun brugte sine evner ville på Videoerne vise hvem der var kommet ind når The Amigos gennemgik overvånings filmen når de var ude og give dem et billede af de ikke var udødelig.


Hun kiggede på Evan og noget fanget hende. Hun faret op og skubbede Pan til siden og greb om Evan og rejste ham op og satte hendes arm på hans Skulder og rev i jakken lyden af noget der blev revet af lød og Maria studeret e stykke stof som hun kendte alt for godt stoffet stammet fra en gobelin men ikke en normal en det var den der var ved Selenas værelse på Makuros slot Maria vendte sig mod Evan og med en urolig stemme lød det.
”hvor fanden har du fået fat i det her” Maria vidste intet om Evan nu hvordan fanden skulle han være i stand til og nærme sig hendes søster. Hun forsatte før Evan kunne svar.
”nej glem det vi skal snakke sammen når opgaven er fuldført jeg skal vide hvor du har det her fra” Maria satte sig ned og Pan ventede lidt da han troede han have sagt noget forkert før han spurgte ind til Evans våben igen han kom end da med et forslag der i teorien kunne forbedre Evans  store gun men pan vidste at teori og praktisk ikke var det samme.

Mina sad over for Aaron og smilede hun nikkede til ham og begyndte og snakke.
”du må tænkte på Varulve er farlige og have med på denne slags opgaver det er en af grundene til jer fra Militær Millicent ikke ønsker væsner jeg ved det fordi Sitas 2 søskende er der inde” nogle bip lød i helikopterne og piloterne begyndte og tale spansk der efter råbe han ud til Mina der svaret tilbage på spansk og kiggede på Aaron ”ok vi er fremme om 35 minutter jeg forventer du lige så professionel som jeg er vi skal 5 etager ned vil ikke have taget Bradser ned på mig  ved en fejl hvis nogle skulle komme til og sende en sprængladning mod os har også bedst udsyn derfra da bygningen er højere. Jeg forventer du dækker mig mens jeg sætter mig til rette med sniperen og dækker Maria Evan og Pan og deres mænd når de er kommet væk fra bygningen trækker vi os tilbage ved at jeg rejser mig løber hen til dørkarmen og sætter mig til rette og så fare du tilbage og jeg dækker dig du sætter dig til rette og sådan forsætter vi hele vejen op til helikopteren forstået” Mina virket ikke længere amatør artig

Marias stemme lød over højtalerne i alle 3 maskiner ”vi lander om 35 minutter gør jer klar” Sita have gjort sig klar og Ayra var gået i gang med og iføre sig resten af sit udstyr. hun smed sværdrene i deres skeder og smilede til sitte.

Evans samtale med Pan havde afledt hans tanker fra de uerstattelige maskiner, Maria havde tænkt sig at ødelægge. Han kunne alligevel ikke helt slippe tanken. Han brød sig heller ikke om at Aaron havde sagt det han havde sagt. For Evan svarede det til at tale sådan om sine soldaterkammerater, så endda hvis de kammerater var nogle med uvurderlige taktiske evner. Disse maskiner kunne ikke bare erstattes.
Han sad med et stykke ubestemmeligt tech i hånden som Pan var ved at vise ham, så han opdagede ikke før nogen trak i ham at Maria stod ved siden af ham. Evans forskrækkelse over at hun forsøgte at hive ham op af sædet fik et øjeblik forsvars reaktionen til at gå af. Da Evan vejede temmelig meget mere end han så ud til, og i øvrigt var spændt fast til sit sæde var det umuligt at rejse ham op. Hans lagde sin højre håndflade mod hendes mave go armen skød ud i dobbelt længde af hvad den normalt var. Det syntetiske sorte materiale armen var lavet af havde strakt sig to steder, midt imellem skulde og albue og imellem albue og håndled. Armen der nu var mere end to meter lang sendte Maria tilbage med så meget kraft at hendes ben ville løfte sig fra gulvet. Der hørtes en let rivende lyd da noget blev revet af hans frakke. Evan så lidt på det der så ud til at være et stykke af frakken.
Han flåede sikkerheds bæltet af og rejste sig fra sin plads, med hånden på gauss-våbnet i venstre side, i mens højre arm antog sin normale facon.
Hverken Maria eller Pan kendte Evan personligt og havde intet begreb om hvor sjældent det blik Evan nu sendte Maria var. En blik af afsky og chok. Evans stemme var så rolig at det overhovedet ikke svarede til hans kropssprog, men meningen var tydelig nok.
"Jeg ved ikke hvem du bilder dig ind at være frk. Tuhkan. Men din manglende respekt for alt hvad du kommer i nærheden  af er en forstyrrende element i din personlighed. Jeg kan leve med at du destruere samtlige af de mest uvurderlige genstande, så længe de som et absolut minimum tilhøre dig. Men dette er over grænsen for hvad jeg vil tolererer. Jeg kan love dig for at hvis du ødelægger mit uerstattelige udstyr deriblandt min fars frakke, uden anden årsag end at du ikke kan holde nallerne for dig selv, så kommer du til at betale langt mere end sølle $60.000." Sagde han. Derefter tilføjede han. "Giv mig det der." Hans højre arm skød ud og snappede stykket fra hende. I det mindste kunne han vel sy frakken sammen igen.
Han så ned på stoffet, det så mærkeligt ud, det var et underligt stykke han ikke havde lagt mærke til før, og var et kort øjeblik forvirret over om det var fra hans frakke. Under alle omstændigheder var det hans, så han lagde det I lommen.
"Nej frk. Tuhkan det syntes jeg ikke. Da vi i øjeblikket er 4 minutter og 26 sekunder efter tidsplanen, så er der 32 minutter og 14 sekunder til tidligst beregnet ankomst. Det er rigeligt tid til at du kan forklare hvad dette her handler om."
 
I Claras helikopter var stemningen umiddelbart en smugle trykket. Der var ingen af de tre kvinder der havde sagt noget i lang tid. Hun sad og stirrede ud af sit eget vindue. Hun havde håbet at selvom dette var farligt, så kunne det i det mindste blive interessant, men hvis hun skulle udsættes for chikane fra dem hun skulle arbejde med så ville denne tur blive et helvede. Hun kunne ikke komme sig over hvor meget folk hadede varulve. Det var altid derfor hun ikke kunne være I et kobbel, for før eller siden blev de jagtet ned og slagtet. Selv her i WFF hvor de ellers på beråbte sig at alle var lige, der blev hun chikaneret fra det øjeblik hun trådte ind ad døren. Hun sad og gloede ud af vinduet i den i det mindste kølige helikopter. Lyden af en klinge der blev slebet kort fra hende irriterede hende en smugle, men det var sikkert ikke noget hun gjorde fordi det var nødvendigt. Eller også var det noget hun gjorde for nervernes skyld, det var meget almindeligt før den slags missioner.
Uden varsel eksploderede Ayra tilsyneladende i hovedet på hende. Hendes rablen fik Clara til at se over mod hende, med en hurtig hoved drejning.
Det var mere eller mindre umuligt at læse ansigtstræk på Clara som hun var nu, men da hun svarede var det med så kølig en stemme at man nærmest kunne se iskrystaller forme på ruden ved side af hende.
"Skal jeg forstå det sådan at fordi hun engang brugte sin tid på brutalt at myrte varulve, så er det i orden at være et usympatisk røvhul når man møder medlemmer af den race?" Spurte hun. Ayras logik fald fuldstændig fra hinanden allerede nu, så hvad mente hun egentlig.
"Det lader til at Ayra ikke ved noget som helst om varulve, andet end hvordan man sigter på dem." Fortsatte Clara. "Jeg syntes du skal hilse din chef og sige fra mig at en skør kvinde med så tydelige tegn på post traumatisk stress at hun lige så godt kunne have det skrevet i panden, ikke er kvalificeret til at psykoanalysere mig, og at hun i stedet skulle sætte en kvalificeret person til det, i stedet for at klynge sig til gammeldags fordomme. Mina er jo ikke lige frem upartisk vel." Clara trak vejret. Hun havde faktisk en del at sige når det kom til stykket.
"Jeg ved desuden ikke hvad det var der afslørede mig, jeg er så træt af folks fordomme at dette er min måde at tage mig af det på. Til daglig ligner jeg en sød ung læge, hvilket jeg for øvrigt også er, men hvis noget skaber problemer, så er det sådan her det bliver. Jeg bruger denne skikkelse, indtil folk omkring mig har lært at opføre sig ordentligt."
Clara vendte tilbage til at kigge ud af vinduet. Men vendte sig igen da Ayra igen talte. Hun stirrede på Ayra som om hun ikke troede sine egne øre.
"Du… Du er jo komplet vanvittig…" Sagde hun nærmest stammende. "Ikke nok med at du er racist, du beskylder mig squ da også for den værste omgang münchhausen by proxy jeg nogensinde har hørt om." Hendes øjne var store som tallerkner efter den udtalelse. Uden at tage øjnene fra Ayra tog hun en pen og en lille blok frem og begyndte at skrive nogle ting ned. Hun skrev stadig da Marias stemme lød over højtaleren.

Det måtte han give Mina. Varulve var ikke de mest stabile væsner der kunne findes, men han var nu overbevist om, at hvis hun havde klaret sig igennem forrige kampe skulle hun også nok klare den næste. Patronerne skævede han ned på. Det kunne være et kønt syn, hvis en pludselig valgte at skyde en af de allieret, men det kunne blive nødvendigt. Det ville bare ikke endte godt for nogle af partnerne, så hvis det hele ville falde til jorden havde Kane ikke tænkt sig at stå og kigge på. Han ville nok smutte fra gerningsstedet og lade de andre lege rundt med deres uenigheder. At nogle af dem ville kalde sig professionelle var overraskende, for han havde endnu ikke set en eneste ordenligt voksen reaktion fra nogle af dem.
Det hjalp ikke på hele situationen at Mina så mente at hun var den professionelle af de to. Kane slap en kølig latter ud. "Styr du bare dit eget søster, så skal jeg nok holde dig i live." Det var ikke første gang han var på en mission, men det var første gang at det var sammen med en flok hovedløse høns, som han næsten frygtede ville skyde ham i ryggen. Hvorfor de ikke havde kigget mere igennem filerne forstod han ikke, men tilbudet om at blive medlem af organisationen var han ikke længere sikker på, at han ville tage imod. Hvis det var således alle deres missioner gik af stablen forstod han godt, at gruppen ikke havde støre medgang.
Da de nærmede sig stedet gjorde Kane sig klar. Våbenet blev ladet, men sikring kom også på plads. Han skulle jo ikke ved et uheld skyde sig selv. Derefter tjekkede han at rygsækken sad, hvor den skulle og så var han ellers klar til at springe ned. Han forventede at helikopteren fløj så tæt, at det ikke ville blive nødvendig med en fladskærm. Så snart de var tæt nok på jorden ville han gøre mine til, at Mina kunne følge med ham ned. Hurtig fik han lokaliseret en dør som de kunne bruge til at komme ned på etagerne nedenunder. Døren var relativ let at få op med en lille mekanisk dims kane altid havde med sig netop til formålet at komme forbi døre. Riflen var svunget over skulderen. Den ville ikke blive nogle hjælp i starten.

Hvis øjne kunne forvandle folk til støv ville Marias øjne have forvandlet Evan til støv hun resjste sig og med en stemme som var ret hård.
”nej Evan du har noget og fortælle mig” Maria stillede sig op og smilede mens hun forsatte med og snakke med en kølighed som man finder hos få folk hun var blevet fattet.
”det stykke stof stammer overhovedet ikke fra din fars jakke men fra et helt andet sted nemlig fra en gobelin i Dæmonernes leder Makuros slot for sige noget mere om denne Gobelin så er den i Frejas værelse du ved Makuros Forlovede” Maria så mere end køligt på Evan mens Pan stod med hånden på hans pistol men det var tydeligt han på ingen måde have lyst til og bruge den han holdt sku en del af Evan men han ville 100% støtte Maria det var også derfor han ikke have trukket den.  Maria forsatte mens hun satte sig på sædet
”tilfældigvis er Freja min søster” Maria kiggede med kølige øjne på Evan i mens hun kiggede på stoffet i hendes hånd. Maria elsket og slås og når de landet skulle det nok blive skægt det vidste hun. Men da Evan ikke reageret på navnet Freja forsatte hun.
”jeg ved i er kommet her for pengenes skyld og jeg som sådan ligeglad med hvad i har lavet. Desvære er det sådan jeg ikke har kunne finde min søster Freja og nu står der en fremmede Cyborg med store våben og har et stykke af min søster gobelin på sin forbandet frække” Marias øjne blev støre og køligt røg det ud af hende.

”så nu spøger jeg dig Evan har du haft kontakt med min søster Freja eller som hendes virkelig navn er Selena hvis det kan hjælpe dig så taler jeg om en kvinde med 9 haler strit øre og en skovånd med navn bones”
Marias Øjne skød lyn det var tydeligt at hun forventede det værste svar og var mere end klar på og slå Evan halvt ihjel ikke fordi hun var vred på ham over han måde at reagere på men at han have noget fra  hendes søster vækket det værste i hende nemlig frygten for han have slået hende ihjel.

alt i mens Evans og Maria fik sig en snak sad Ayra måbende og kiggede på Clara
”racist kalder du mig en fucking racist dit lille” Arya faret op og lænet sin Arm tilbage for skulle lade hendes Knytnæve ramme Claras Ansigt men før hun fik Muligheden greb Sita hendes hånd og satte hende på sædet og med et udbrud lød det fra hende.
”så lukker i begge kræft Edmée røven er det forstået det gælder dig Ayra og dig Clara jeg ønsker hverken jer 2 eller nogle af mine mænd dræbt fordi i begge er forskruet og har et ego og bevise”
Ayra kiggede forbavset på Sita det var tydeligt at Sita normalt ikke pustet sig op hun kiggede på Clara og smilet mens hun satte sig mere afslappet hendes stemme lød rolig og balanceret.
”vi er på ingen måde racister Clara” hun kiggede ud af vinduet og tilbage på Clara med et blik der vidste hun ikke var synderlig meget til og fortælle det hun skulle til men at hun tilsyneladende fandt det nødvendigt.

”jeg kan udmærket godt se du har en god kontrol over din ulveform dit sprog er forståligt hvilket hos de fleste varulve er en sjældenhed men der er en grund til vi faktisk ikke ønsker varulve på denne mission”
hun trak vejret og forsatte.
”det sandt Mina før har været varulve og vampyr jæger men det have sine grunde hun var lejemorder med specielle i de 2 racer men det var faktisk en varulv der var skyld i hun stoppede. En ung fyr med navn lee jeg vil ikke belære dig med en lang historie om deres forhold men jeg kan fortælle dig hvorfor Mina ikke vil have varulve med på denne opgave for det har faktisk sine grunde”
Sita kiggede på Clara og rystede let på hovedet ikke opgivende men bare over hun håbet at Clara kunne forstå det.
”som du ved har de fleste varulve svært ved og styre sig og have Lee hos når han blev forvandlet vi var på en opgave hvor skulle flytte nogle såret soldater hvor Lee var en af dem desværre var Lee ikke såret men faktisk bedøvet af The Amigos. Mina beordret ham ind i en helikopter med 3 mediciner alene da han var forvandlet af sikkerheds hensyn. Da vi var omkring 30 minutter fra vores basse vågnet Lee uden kontrol over hans indvendige monster det endte med han slagtet alle ombord og Mina kunne se hjælpe løs til mens helikopteren faldt til jorden og eksploderet”

Sita kiggede på Clara med et opgivende blik og forsatte.
”Clara vi har ikke haft mulighed for læse jeres rapporter net op af racistiske årsager men vi vil ikke have varulve med af sikkerheds hensyn hvis i mister kontrollen over dyret ender i typisk med og slå alle omkring jer ihjel vi har masser af varulve i vores hær og Mina har stået i fronten og dækket flere end du kan forstille dig hvis du skal kalde nogen af os noget der nærmer sig racist er det mig”

Sita smilet til Clara og med kærligt drillende stemme lød det.
”men når i sider i hybrid form kan i godt lugte lidt af våd hånd ikke ondt ment” hun kiggede på Ayra der så ud af vinduet og var tydeligt forbavset over Clara skulle have det her og vide.
”forstå Clara Mina og Maria er nærer venner men det er Maria der bestemmer og Maria gav Mina ret i at varulve var for stor en trussel til opgaven alligevel lader hun en varulve slutte sig til opgaven det du var udsat for var ikke rasisme men et internt spil mellem Maria og Mina intet andet Mina er bange for du skal miste kontrollen og bringe hele opgaven i fare”

Sita fandt en smøg frem og tændte den køligt og kiggede på Clara  mens hun åndet røgen let ud.
”kort sagt hun ønsker ikke du bliver en Lee nummer 2 kender jeg Mina ret har hun nok mest forsøgt og gøre dig så vred du valgte ikke og følge med da hun ikke har kunne få Maria til og ombestemme sig du ville jo ikke gøre skade før Evan var tilbage” Sita smilet og håbet Clara ville tage i mod forklaringen
hun håbet på Clara ville forvandle sig til normal form da det ville være den bedste måde at vise Mina at hun faktisk have kontrol overdyret.
hun sad også og overvejet om Clara var i stand til og forstå de andres frygt for hende påvirkning af opgaven.
Ayra kiggede på Clara ”og jeg ikke racist jeg har bare endnu ikke lært at holde af dig eller forstå dig” Ayra kiggede videre ud af vinduet og Sita kiggede på Clara afventende.

ved Aaron sad Mina i nu på sædet og smilet
”Aaron jeg ved godt det ser kaotisk ud men når vi lander bliver de helt anderledes ud” Mina rodet i lommen og fandt hvad hun søgte en halv pakke smøger som hun kastet over til Aaron mens hun smed kommentaren ”en personlig gave til dig det jo en ret dyr luksus i disse dage”

efter lidt tid lød pilotens stemme ”10 minutter til Kontakt festen går snart løs drenge"

Evan stoppede stykket af stoffet han stod med, ned I sin lomme. Da Evans skarpe hukommelse kun omhandlede tal og tech, så kunne han ikke huske navnet Markuro overhovedet, eller hvem denne person eventuelt kunne være forlovet med. Der var fortsat ingen vrede at spore i hans stemme.
"Jeg aner ikke hvem Freja er." Sagde Evan. "Du må have taget fejl. Vær venlig at sikre dig at du ikke har ret i dine antagelser, inden du handler på dem. Evnen til at kontrollerer sine impulser er den vigtigste faktor, når man vil undgå at begå fejl." Han talte som han høfligt bad sin vært om at respektere sine grænser. Evan tog hånden fra sit våben og satte sig på sit sæde igen. Han havde planlagt at genoptage samtalen med Pan som om han kun var blevet afbrudt af et ligegyldigt spørgsmål, men så talte Maria igen. Han var enig I at stoffet var underligt. Det var rødt men ifølge de indledende scanninger lignede det ikke stoffet fra hans fars frakke ret meget. Men hans øje var ikke i stand til at lave en så dybde gående analyse at han kunne afvise at de passede sammen. Under alle omstændigheder kunne han finde ud af det senere, når han havde udstyr til en undersøgelse. 
"En kvinde der passer på den åbenlyst bizarre beskrivelse." Sagde Evan, med hævede øjenbryn. "Ja hende har jeg mødt. Jeg tog afsked med hende for 4.377 timer siden. Men den kvinde kan umuligt være din søster, og desuden havde hun ikke et mellemnavn, jeg var oplyst om. Men hvis du er interesseret i den Selena jeg snakker om, så må du hellere tage en snak med Clara i stedet. De to tilbragte meget mere tid sammen end hende og jeg. Jeg brugte mere tid sammen med Bones. Hun vil kunne fortælle dig mere om Selenas velvære, sindstilstand, og fremskydende graviditet."
Evan vendte sig endnu en gang for at genoptage samtalen med Pan uanset hvor paf over deres samtale, han end måtte være.
 
Clara hævede automatisk armene for at afværge slaget som Ayra lige om lidt ville lade havne i hende ansigt. Det kom aldrig. Hun åbnede øjnene og så at Sita have forhindret det.
"Hvad i alverden er der galt med jer?" Spurte Clara, hun var mere eller mindre chokeret. Selv på hende ulve ansigt var chokket tydeligt.
"Det ene øjeblik slynger du om dig med urimelige fordomme om at varulve er voldelige, og det næste slår du på mig. Efter din egen logik er du ikke kvalificeret til denne her mission, da du lige er gået amok over ingenting. Du har lige bevist at du har mindre selvkontrol end en varulv i denne form." Claras ord var ophidsede men hun sad stadig på sit sæde. Det havde ikke været hendes mening at lave en test ud af det her, men nu kunne hun give dem lidt af deres egen medicin. Så kunne de se hvordan de syntes om at få deres selvkontrol sat på prøve.
"Sandheden er at varulve ikke har større sandsynlighed for at gå amok under pres, end mennesker har. Det er bare mere iøjnefaldende når vi gør det, men hvis man tænker over det er det mindre destruktivt end et menneske kan være."
Clara lyttede til Sitas forklaring, men hvis en varulv kunne se forarget ud så havde Clara gjort det.
"Hun har lige sagt at fordi jeg er varulv, så vil jeg gerne tæppebombe en hel by! Hvis det ikke er racisme så ved jeg fandme ikke hvad er." Sagde hun og pegede anklagende på Ayra. "Og jeg kan stadig ikke se hvorfor du mener at varulve ikke skal være på denne mission. Bare fordi i kender én varulv der ikke ved hvornår han skal bruge sin kampform, og hvornår han ikke skal. Jeg bliver lidt træt af at i bare går ud fra at jeg ikke ved hvad jeg laver." Hun slappede lidt af i kroppen igen efter at have sagt hvad hun ville.
"Nu er der…" Hun kiggede kort ned på sit ur. "… ti minutter til vi er der. Jeg  syntes i skal sætte jer ned, og fortælle mig hvordan de der virker." Sagde hun og pegede over på de store harpunkanoner bagers i helikopteren. "For jeg ved ikke hvordan man sætter dem op."
Clara skulede lidt til Ayra over hendes sidste kommentar.
"Måske." Svarede hun. "Men du lugter til gengæld af cigaretrøg, sved, billig deodorant, avocado shampoo og noget med ketchup du fik til morgenmad. Det er sådan noget man ikke siger til andre, selvom det muligvis er sandt, men du har i hvert fald ikke noget at klage over." Clara smågrinede inden det næste hun sagde. "Hvis du ikke snart holder op så kradser jeg mig selv bag øret og jager min egen hale." Tilføjede hun. Clara fandt også en cigaret frem og tændte den. Hun trængte til at falde ned, men hun havde ikke villet ryge herinde af hensyn til de andre. Men hvis Sita gjorde det, så ville hun også. Desuden var der ikke noget rygning forbudt skilt herinde.
"Du kan nok forstå at der ikke findes nogen uden temperament" Sagde hun som svar til Ayra. "Den eneste undtagelse skulle lige være Evan. Jeg kom engang til at spilde sodavand i hans tastatur, og han ikke så meget som hævede stemmen."
De hørte nu Marias stemme over højtalerne i Helikopteren og Clara rejste sig fra sit sæde. For at gøre sig klar. Hun var ikke helt sikker på hvad der blev forventet af hende nu, men hun tog den ekstra taske over skulderen og gjorde sig klar.

Kaotisk? Mina havde vist helt misforstået ham. "Håbløst vil nærmere være mit ord." Om hun så ville tolke det korrekt vidste han ikke, men var også ligeglad. Han kiggede lidt på cigaretterne. Egentligt røg han ikke, det var ikke godt for de mekaniske dele, men en gave skulle man ikke smide væk. Han stak dem derfor ind i sin jakke og lukkede lommen til. De kunne helt sikkert være til en hjælp en anden god gang. "Tak." Derefter vente han blikket ud af vinduet. "Men jeg er ligeglad prisen." Det behøvede hun ikke at fortælle ham, for han var ligeglad. Penge var han interesseret i, men ikke omvendt til smøger - men det var andre sikkert.

Sita smilede til Clara mens Ayra greb ned i lommen og rodet lidt og smilede da hun fandt hvad hun søgte. Nikotin tyggegummi en sjældenhed i en verden som denne og en ren luksus under stærk pres. Hun kiggede på Clara og rejste sig og gik hen til hende hun tog fat med blid hånd i hendes vest og åbnet et af rummende hvor efter hun viste nikotin tygge gummiet og lage det ned i vesten og klappede Clara på brystet der fra sagde hun ikke mere og gik hen til Kanonerne og tjekkede dem før hun vente sig om og kiggede på Sita Clara og resten af mandskabet omkring 9 andre soldater
”ok S1 og S2 i følger med Clara” hun peget på Clara og forsatte ”i venter her til i har fået grønt lys så tager i den her med jer” Ayra klappede på den venstre af Kanonerne og smilede ”S3 S4 S5 i tager med Sita og jeg ned og Ryder etagerne ned” Ayra kiggede på 2 andre der have taget deres hjælp af og smilet til dem.
”drenge det kan vi ikke tillade os” hun grinte let mens hun nikkede over til Clara det var en engel og en dæmon side om side ikke lige frem et syn man så ret tit i denne verden de smilede til Clara og tog deres hjelme på igen Ayra peget på dem ”ok S6 og S7 jeg for venter i går efter os og for sikrer områderne” hun kiggede på de sidste af de 9 soldater og grinte ”og S8 og S9 i tager den her” hun klappede på den højere Kanon og gik hen til hendes sæde hun fandt de store sværd frem som var ret lange i forhånd til man skulle have 2. Ayra kiggede på Clara med et smil og nikkede mod lommen mens hendes stemme små grinte
”pas på godt på dem de som guld på slag marken”

Sita tjekkede hendes Ak-74 før hun rettet sig op og stillede sig ved siden af Clara hun have våbnet klar hun puffede til hende med skulderen og ordne ramte lige så skarpt som Claras bemærkning.
”du glemmer en ting Clara ketchup er en stor luksus i denne tid” Sita små grinte lidt og det var tydeligt at den trykkede stemning der have været før var forsvundet fra både Ayra’s og Sitas side. De forskelige soldater skubbede Kanonerne frem og et glip lød. Ayra kiggede ned og så at Kanonerne sad fast i Helikopterens gulv. Sita have tænkt det hele igennem når de lettede ville de storme ud soldaterne ville skyde de vagter der var hvor efter de ville bruges Pans nye opfindelse til og bryde døren med der efter ville de 2 sidste vagter ide i helikopteren som skulle håndtere kanonerne sparke til dem og de ville flyve hen over taget de landet på derefter måtte de bære de tunge kanoner omkring 5-8 etager ned alt efter fald vinklen. Den ene af soldaterne kiggede ud af vinduet hans stemme lød” 12 mænd venter på bygningens tag” Sita nikkede ” modtaget” hun lage hendes Ak-74 op på skulderen.

det var tydeligt for alle at Maria ikke brød sig om det Evan sagde om Selena og at hun ikke ville høre mere af hensyn til opgaven det eneste hun sagde til Evan ville måske lyde besynderligt
”jeg håber ikke dig og Clara har alt for travlt vil gerne invitere jer på Te” Pan spilet øjne op dette var typisk det Maria sagde når noget var ret så vigtigt. Maria førte masken op på hendes ansigt og beyndte og folde hendes vinger langsomt ud. invendig i helikopteren steg temperaturen godt men Maria holdt hendes ild stærk afkølet så helikopteren ikke ville bryde i brænd eller blive over ophedet men når døren åbnede sig ville hun folde sig ud. Pans bande glitrerede let over de mange sved dråber fra de varme vinger han greb om våbnet og klappede Evan på Skulderen ”så vi klar” han smilede til Evan.

Alle helikopterende landet på en gang så ingen af de andre soldater på taget ville kunne nå og slå alarm skud hørtes tit i denne by da slummet var ret voldligt anlagt. Ayra satte sig på hug som om hun ville springe hun rettede de 2 kasser på siden af hende op og bag enden på de store helikopter gik ned. Med en fart der næsten ikke var til og fatte have et reb skudt sig ud fra kassen grebet fat i helikopterens hale og Ayra fløj ud hurtigere end The Amigos vagter kunne håndtere. Hun fløj frem mod 2 og begyndte og svinge rundt 2 hoveder fløj af kroppene og landet foran helikopterens port de andre soldater begyndte og kigge i begge retninger som små høns. Sita hævede hendes Ak-74 og affyrede et skud og så et mere og et mere 2 af the Amigos mænd faldt den ene med et skud hul i brystet og i hovedet aflivet på stedet. Den anden skudt i halsen lå og spjættede mens blodet nærmest sprøjtet ud af den nu itu revet puls åre. Soldaterne affryet ligeledes lige som Sita de sidste 8 faldt efter kun 12 skud. Det ville være tydeligt for Clara dette var trænet folk.
soldaterne løb forbi hende og satte sig på siderne for afvente hvis der skulle komme fjendtlige engle eller andre flyvende væsner. Sita løb hen med noget i hånden en underlig rund form det lignet nærmest en forvokset Antitank mine med suge kopper. Hun klasket den op på døren og trykkede på en stor rød knap. Først skete der ikke noget men så begyndte døren og bøje sig helt vildt hun smilede den store metal dør gik pluslig fra ligne en ny lækker metal dør til og se rusten ud og øde lagt hun sparket på den og den gik itu som et glas der faldt på gulvet hun smilede og skreg til Ayra ”Pans dims virker sku” Arya grinte højt
”det vores nørd hvad regner du med” Hvis Clara kiggede til højere for sig ville hun se Ayra springe ud fra bygningens tag. Claras 2 soldater Sparket Kanonerne ned på taget og begyndte og skubbe dem hen til døren. dem som før have holdt vagt om Maskinen var allerade forsat med Sita ned. der hørtes en lang række skud så stilhed en lang række skud så stilhed en lang rækkeskud stilhed.
de 2 soldater der skulle følges med Clara stod og ventede på hende hele dette show have taget hvad under 8 minutter.

da Lågen til Marias helikopter åbnet sig Fløj Maria frem og dannet hendes fortrækkende våben hendes lange ild pisk. Med et ramte hun 2 mænd der straks brød i store flammer Pan affryet 3 skud mens hans riffel så brystpartiet på en soldat blev åbnet op og lungerne blev synlige. 8 soldater stod med våbenende pegende mod Evan dog var 4 af dem på vej til og flytte sigtet mod Maria.

ved Minas og Aanrons helikopter var der ingen fjender Mina løb hen mod døren og lage samme slags dims på den som Sita have gjort. Døren opførte sig på samme måde og hun sparket til den. den 20 cm tykke metal dør faldt sammen uden problemer.

alt i mens soldaterne var i gang med sigte løb Pan hen til døren røgen fra Marias vinger og ild pisk gemte ham og han smed også samme type dims på døren.
Brugte Evan hans scanner ville han se at døren opførte sig uden for normale naturlove men han ville også se at det var umuligt at bruge springstof på dørende da de sad i en bærende pæl for taget.

den ene af soldaterne kiggede på Clara en lille latter lød fra ham
”så virker drengens udstyr altså hvem have troet han ville være i stand til og skabe et felt hvor skygge verdens naturlove gælder”

Mina gav tegn til Aaron om at han skulle gå først ned af trapperne da han have det våben der var bedst egnet til kamp i bygningerne.

Clara var ikke helt sikker på hendes intentioner da hun lagde et stykke Nikotin tyggegummi i lommen på hende.
"Jeg gætter på at der er rygeforbud på den slags missioner her?" Spurte hun imens hun var ved at gøre klar. Hun stillede sig afventende imellem de to soldater. Hun lagde kun lige kort mærke til deres race, mest for at vide præcis hvad hun skulle gøre hvis de kom til skade.
Clara grinede af bemærkningen om ketchup. "I så fald spiser i godt her." Sagde hun.
Da de landede var Clara den sidste til at forlade helikopteren. Hun var nødt til at tage højde for, hvor hun var nødt til at placere sig, i tilfælde af at nogen blev såret allerede nu. Disimbarking var altid risikabelt. Da ingen blev tagged, tog Clara cover bag en halvmur, indtil ildkampen var overstået. Hun havde sin pistol i hånden, men brugte den ikke. Hun var ikke her for at skyde nogen, og desuden var hun elendig til det. Så langt så godt. Så længe missionen kørte som den skulle, behøvede hun ikke at gøre andet end at se til. Det bedste hun kunne gøre var at sikre sig at hun ikke blev ramt, ellers var hun ikke i stand til at hjælpe de andre. Hun så til imens de andre gjorde kål på døren. Hun så ikke hvad det var de gjorde, men det surge a chakra hun følte, var ikke til at tage fejl af. De havde brugt magi eller et magisk objekt til at få døren til at falde fra hinanden. Ikke at hun ikke havde forventet en vis brug af magi. Men hun havde vurderet at hun ville være den der var stærkest i magisk kunnen, i denne gruppe. Hverken Sita eller Ayra lod til at være magikere, og resten var soldater. Hun fulgte gruppen indenfor. De overraskede Amigos vagter havde ikke haft en chance, men alligevel var det lykkedes en af dem at ramme en af WFF soldaterne i armen. Han sad på trappen til etagen neden under og jamrede sig en smugle, imens de andre soldater sparkede dør efter dør ind, for at sikre de forskellige rum. Han så en smugle bekymret ud over varulve skikkelsen der bøjede sig på knæ ved siden af ham for at undersøge såret. De tog ikke mange sekunder, skuddet var gået igennem og havde ikke ramt knogle.
"Du klare den." Sagde hun til ham. "Jeg forslår du skifter til din pistol og ikke bruger armen, men du kan godt hvis det bliver nødvendigt."
Hun brugte et par minutter på at rense såret og forbinde det.
"Sig til hvis smerterne bliver for slemme, jeg vil helst ikke give dig painkillers, for du skal ikke blive for sløv." Clara viste godt at han ikke ville bede om dem. Hun kendte krigere godt nok til at vide at de hellere ville miste armen helt end at indrømme at de havde ondt imens deres soldater kammerater så på.
 
Evan justerede sit udstyr en sidste gang. Han virkede fuldstændig upåvirket af den stigende temperatur, og af tonen i Marias stemme. I virkeligheden syntes han også at der var varm herinde, men ikke nær så varmt som når man arbejde med plasma-skærere eller noget i den stil.
"Jeg drikker som regel kaffe." Svarede Evan som om hun det det netop kun var en te invitation hun havde fremsat. Den slags metaforer var spildt på ham. "Men jeg siger ikke nej."
Evan var den eneste der ikke gik helt amok da helikopteren landede. At løbe ud og begynde at skyde som en vanvittig, var en sikker opskrift på at blive skudt i stykker. Allerede inden de landede scannede Evan deres omgivelser. Der var ellive personer på taget. Hvorfor Amigos havde valgt at placere så mange vagter på taget, når de ikke viste at de ville blive angrebet, var en gåde for ham.
Evan var allerede på forkant med de otte soldater da han allerede havde set dem inde fra helikopteren. Så snart de lagde an til skud ramte noget en af soldaternes fod. Da han så ned opdagede han en flad groft sammenflikket granat, som Evans bizarre våben havde skudt af dem. Sekundet efter var de alle indhyllet i en tyk sort røg. Dette var en af Evans fortrukkene taktikker. Han kunne se soldaterne klart og tydeligt, med sit mekaniske øje, men de kunne ikke se noget som helst. Langsomt og systematisk pegede Evan på alle otte soldater efter tur, med sit våben. Et enkelt skud på vær af de hostene soldater og de var færdige.
Evan lagde ikke rigtig mærke til hvad Pan gjorde ved døren. Man han opfangede den mærkelige energi med sit øje. Han konstaterede at det var magisk teknologi og droppede et hvert forsøg på forståelse.
"Jeg går ud fra at jeg er på Recon duty." Sagde Evan, ikke ret højt. Masken han havde for mund og næse forvrængede hans stemme mekanisk. "Vent lidt, inden i går videre."
Evan begyndte at gå frem og tilbage på taget og drejede hoved og øjne som om han  læste en tekst skrevet med store bogstaver direkte på taget. I virkeligheden kiggede øjet durk igennem for at undersøge de etager der lå neden under.
"Vores mål er henholdsvis seks, syv og otte etager nede." Begyndte han, efter at have færdiggjort sin undersøgelse. "De benytter et gammelt tri-point sikkerhedssystem, hvilket betyder at vi er nødt til at hacke maskinen fra tre separate stationer samtidig for at få adgang. De tre stationer står på de tre etager jeg lige nævnte. Jeg kan hacke mig ind i en af dem, men vi skal bruge to andre der kan. Jeg tænker at Pan er selvskreven som den anden, men er der andre her der kan?" Han fortsatte, med at tale som om det de lavede ikke var andet end en eftermiddags udflugt. "Derefter skal vi mindst fire etager op igen for at kunne fire os over til Clara og de andre, baseret på det niveau af hældning wirene er nødt til at have for at vi kan klare turen. Jeg forslår at nogen sikre sig det punkt så vi ikke bliver fanget." Evan gik over imod den ødelagte dør, imens han fortsatte med at tale.
"Jeg registrere 78 personer på de øverste otte etager, 56 af dem er sikkerheds personale. 12 af dem er på vej op ad trappeopgangen der, og er her om 1 minut og 46 sekunder." Sagde han til Maria. Han ville lade hende om at ligge strategierne, og bruge den info hun havde fået som hun ville. Det var hende der var leder af missionen, så han ville ikke begynde at give ordre.

Efter at have fået plantet begge ben solidt på taget løb Kane efter Mina. Han kiggede lidt skeptisk på dimsen hun havde med sig, men den virkede utrolig godt. Det var altid noget. I samme øjeblik han opfattede hentydningen i at han skulle gå først trådte han ind foran hende med et utvivlsomt selvsikkert grin på læberne. Det var altid noget at blive værdsat. Hurtig pistolerne ladt og gjort klar til at blive affyret, men det blev ikke nødvendigt før de var kommet ned af den første omgang trapper. På dette tidspunkt havde nogle af soldaterne længere nede i bygningen fået besked om postyr på taget ved andre bygninger så de kom pludselig løbende ud på gangen, hvor de hurtig blev skudt ned takket være lynhurtig matematiske beregninger. Det var fordelen ved at være cyborg. Det var kun i yderst få tilfælde at han ramte forkert takket være varmesøger i hans krop der hurtig kunne afgøre, hvilke form for modstander han havde med at gøre.
"Tjek resten af etagen, så fortsætter jeg ned." Lød det til Mina før han selv fortsatte endnu en etage ned. Der ville han vente på Mina før de så kunne fortsætte ned i bygningen til der, hvor de skulle indtage deres første position. Mens der blev gjort klar holdte Kane vagt til han fik besked på, at det var hans tur, hvorefter de så kunne skifte pladser og hjælpe de andre i bygningen på den anden side. Det var ikke voldsomt svært eftersom bygningerne var fyldt med vinduer. Flere dele af af bygningen var kæmpe glaspartier så det største problem var ikke at ramme nogle af deres egne. Noget der ikke var voldsomt svært, eftersom man altid kunne skyde nogle tilløbende soldater, hvis man ikke kunne være med inde i brændpunktet.

Mina Stormet bag Aaron og da han kom med hans ordrer nikkede hun bare hun faret hen og greb om et af de våben soldaterne have haft en p90 med 50 skuds Magasin hvor kun 3 skud var brugt hun rodet lidt og fandt yderlig 2 magasiner. Med dem i en lille taske på siden og gik ind i nogle af de andre rum. 3 pluslig hørte hun fodtrin og gemte sig bag et bord 3 soldater kom løbende hun hørte dem ene råbe.
”jeg kan høre metal klumpen han løb den” hans ord blev afbrudt af 3 skud der ramte et i skulderene et i halsen og et i hjertet han faldt livløs til jorden hvor efter de 2 vende sig om tidsnok til begge og få planten en kugle i ansigtet Mina Kiggede lidt rundt men der var sikret hun forsatte ned Mina løb ned af trappen og klappede Aaron på skulderene ”godt gået du” hun kiggede på Aaron ”du går først jeg kommer efter” Mina ville lade Aaron gå videre da han have hans scanner øje ”forsæt 2 etager ned jeg er lige bag dig”

Maria Kiggede på Evan der kom med hans oplysninger ventede lidt omkring 1 minut og 34 sekunder. hun vende sig om og slog med pisken ind i gangen nogle skrig lød da stikflammerne kom ud af døren og temperaturen steg voldsomt et kort sekund så selv Evans måler måske ville lave en lyd eller 2 for så komme ned på normalt lyd alt der have været der inde som var levende var nu totalt dødt. Maria vente sig mod Pan Evan og de andre soldater der var på vej ud af helikopterne. ”okay drenge 78 mennesker kun 56 mål”
Maria begyndte og gå mod døren mens hun fiskede en riflen frem fra ryggen. Hun kiggede på Pan og begyndte og snakke. ”Evan Pan i for følge af G3 og G2” nogle soldater gik hen til Evan mens Pan også begyndte og gå mod ham
” jeg går ned med G1 G4 G5 og G6 muligvis kan G8 være den der kan hjælpe med og hakke han har lidt forstand på det men muligvis kan Evan hjælpe ham med og vejlede ham over radioen men vi går ned først Evan og Pan følger efter os om 24 sekunder derfra Spreder vi os og køre egen hånd husk at Melde over jeres hjelm radier hver gang en fjende er nede” Hun kiggede på Soldaterne og smilede

”og jeg vil ingen civile tab have hvis nogle civile overvejer det bruger i jeres StonGun på dem og lammer dem forstået” Soldaterne nikkede og Maria smilte kom så. Hun forsvandt ned af trappen kort tid efter hørtes de første skud. Marias mænd var effektive de skød få skud afgangen de sigtede og de var ret rolige taget farten tage i betragtning meldinger kom ind på hjelmendes radio Maria forventede at Evan ville være her om 50 minut hvis hun have regnet rigtigt der fra skulle han hjælpe med og kæmpe ned af Maria kontaktede pan og forklaret ham næste del af planen han nikkede og kiggede på Evan.
”okay Evan planen er som følge du og jeg går ned du viser mig hen til første Computer der begynder jeg der fra vil G3 blive hos mig du viser så G8 hen til næste computer hvor han så går i gang og du går selv i gang med den 3 med G2 som vagt. Derfra for vi yderlig ordrer” han rettede våbnet op og gik mod døren og smilet ”kom så Evan der gået 23 sekunder”

Soldaten rejste sig og nikkede til Clara en underlig Metalisk stemme lød fra ham ”forstået” han vende sig om og trak hans pistol før han forsatte Ned af gangen bag de andre.over øresneglende kunne man høre Sitas Stemme. Første nede 3 etage er klaret. Bag Clare hørtes en klik lyd og et grin der mest af alt mindet om en galnings latter når han kunne skyde Køer med Anti tank våben. En af The Amigos frygtede Spejder have fået klateret1 etage op i alt det kaos der var neden under og have tænkt sig og slagte folkende bag fra. i hånden holdt han en god gammeldags M4 med rullemagasin. Løbet paget lige mod Claras ansigt og med en hæs stemme som om han have drukket i dagevis kom det fra ham.
”sådan noget affald som dig burde rydes med jorden du kalder dig læge det eneste du gør er at holde de her Kryb af nogle massemordere i live.” hans finger flirtede med aftrækkeren. Det var tydeligt han var ligeglad med om Clara var en læge. De fleste Læger der var i the Amigos hærer have flere gange brudt medicin løftet og hjulpet soldater der have dræbt Mediciner og Hvis Clare tænkte efter ville hun måske også huske det næsten kun var mediciner der have været i den helikopter Sita have fortalt om. The Amigos have ingen problemer med og dræbe Claras slags.
manden begyndte og tælle ned ”så min pige så tæller vi 5-4-3-2” et skrig lød fra ham da et reb fløj gennem luften og gennemboret hans hofte.nogle kødstykker landet foran Claras føder og lyden af knoglen der blev knækket var tydelig. Manden have på ingen måde mulighed for flytte sig og angsten var tydelig i hans ansigt. Claras hybrid form ville sikkeret gøre hende i stand til og høre en underlig lyd der lød som lyden fra et fiskehjul før manden gjorde. Men kun et par sekunder før. Manden vente hovedet til venstre i gangen og et skrig lød fra ham. Efter fuldt af lyden af et vindue der blev smadret. Derfra gik det stærk Ayras første sværd Flækkede Manden halvt over på langs Hans tarme mave sæk og meget andet Tømte deres indhold ud på gulvet mens Den halveret krop Faldt forover. Ayra slog med sit andet sværd ind i vægen for bremse sin fart men konsekvens af dette var hun hukkede den spidet del af kroppen over. hun stoppede dog nogle få meter til højere for Clare før hun rejste sig og gik hen og sparket den afhukkede krop af snoren, og trykkede på en knap på en af de store kasser hun have på siden af hofterne. Rebet fløj lidt rundt før krogen satte sig fast.
hun spyttede på Kroppen hvor efter hun kiggede på Clare nogle blodstænk have ramt hende på ansigtet
”er du kommet noget til” den del af kroppen der var faldt for over holdt stadig ved våbnet. Ayres hår var løsnet og hendes øre var nu blottet. Hendes hår var altid sat op i en knude for skjule de hvide hår Under hendes kul sorte hår. Hun kiggede på Clare ”hvad kigger du på” Ayre ´have ikke lagt mærke til hendes øre var blottet

Evan nikkede til den plan der blev udstukket uden at stille spørgsmål. Den lød tilstrækkeligt effektiv til at han ikke han ikke havde nogle indvendinger. Han fulgte kampens udfald fra sin position på taget, han var her ikke som soldat, så der var ingen grund til at han opførte sig som en. Da alle de soldater der fulgte med Maria var gået ned og der kun var ham, Pan, G3, G2 og G8, så han til igennem taget, at Maria og hende squat udtværede de tilkommende soldater.
"Har du nogen sinde fornemmelsen af at du ikke ved om du kan lide den person du taler med?" Spurte Evan Pan, som om de sad på en café snare end at stå på taget af en bygning midt i en krigszone.
"Maria er effektiv, men hun bliver nødt til at skue ned for temperaturen. Bygningen er af plasteel og beton, den skal nok holde til i hvert fald det dobbelte af det, men vi er på vej ned i en databank." Han gik fremad sammen med Pan og de tre soldater og steg ned af trappen, de sodsværtede vægge fik det til at minde om at gå ned i en grotte.
"Frk. Tuhkan , kan du høre mig?" Spurte Evan igennem den radio der var indbygget i hans maske. "Du bliver nødt til at holde temperaturen nede og overlade det meste af kampen til dine mænd, når du når næste etage. Du er allerede i farezonen nu, men under os er der flere etager med data-banke. De er meget temperatur følsomme så hvis du bliver ved, vil det hele antænde og de øverste otte etager vil sandsynligvis eksploderer. Nå vi når derned så hold jer så vidt muligt til nærkamp, hvis i rammer noget med jeres våben, går det muligvis ud over vores data."
Evan regnede med at det var derfor soldaterne fra Amigos havde valgt at angribe dem på taget hvor WFF havde fordelen, i stedet for at sætte en defensiv linje op længere nede. Ildkamp i serverrummet ville betyde at Amigos potentielt ville miste al den data de have i denne databank.
Evan lyttede med på de ordre de fik af Maria, selvom meget af det var givet I et militært slang for at spare tid, så Evan forstod ikke det hele. Pan gengav planen så der ikke kunne være nogen tvivl.
"Udmærket. Trappegangen ned er herover. De bruger normalt en elevator, men det vil jeg fraråde, da den sikkert er både kodet, og mulig at supportere fra bunden. Trapperne er spærret af bag vægen der, der er ingen dør derind, den er blevet muret til. Formodentlig fordi de ikke bruger den. Det gode er at hvis vi bruger den, så kan vi være relativt uforstyrret på vej ned."
Evan brugte et par sekunder på at scanne væggen for svage punkter hvorefter han fandt en meget lille springladning i sin taske. Han regnede med at de andre havde hans ryg imens han arbejdede så han lod sig ikke distrahere. Da han detonerede springladningen var den så lille at han ikke engang bekymrede sig om at træde tilbage eller advare de andre. Muren faldt heller ikke sammen. Evan gik derefter tilbage og skuldertacklede den svækkede mur med hele sin vægt og styrke. Den i forvejen dårligt opmurede væg faldt sammen dannede en åbning indtil en meget støvet og mørk trappenedgang. Her hang spindelvæv alle vegne og der lå murbrokker overalt. Denne trappenedgang blev tydeligvis aldrig brugt.
Evan løb ned af trappen uden for meget nølen. Han tænkte ikke på at tænde noget lys, for han behøvede det ikke. De gamle skilte der stadig hang på væggene fortalte hvilken etage de var på. De ville skulle bryde igennem en væg mere på de følgende etager, så de var nødt til at sikre at de ikke ødelagde noget vigtigt på den anden side, men det kunne Evan heldigvis tjekke.
 

Clara var ved at ligge de materialer hun havde brugt tilbage i sin taske da hun hørte den umiskendelige lyd af en revolver der blev cogged, bag hende. Hun snurrede rundt, og så den mand der stod der. Hun kendte ham ikke, men hans punk udseende gjorde det klart at han var fra Amigos. Hun kiggede hurtigt efter hvor de soldater der skulle følge hende var blevet af. De var åbenbart gået ned og troet at kysten var klar. Typisk.
Hun løftede hænderne i overgivelse, hvis han hellere ville fange hende end dræbe hende, så var der ikke nogen tid at spilde. Han mente tilsyneladende at han havde vundet allerede for han gik i gang med en barnlig nedtælling, imens han gik nærmere, arrogante fjols. Dette var ikke Claras første gang i problemer. Hun var fieldmedic, hun havde brugt hele sit liv på at undgå at blive skudt, hugget, bidt eller på andre måder skadet. Hvis hun kom til skade var der ikke nogen til at hjælpe hende, det var jo hendes job.
Clara sagde ingenting og ulveansigtet røbede ingen ansigtstræk. Hun begyndte i stedet at samle chakra i hendes hånd, mod fingerspidserne. Helt usynligt, så med mindre han kunne fornemme chakra, ville han ikke vide det. Det var ikke et våben som sådan, det var faktisk en teknik der virkede som skalpel, i tilfælde af at man ikke havde en. Hun holdt sit blik rettet imod hans hånd, et enkelt snit mod mandens Opponens Pollicis og hans hånd ville være ubrugelig. Som varulv i denne form havde hun fordelen af stærkt overlegen smidighed. Hvis hun ikke kunne undgå kuglen kunne hun tage den i brystet eller i armen. Sandsynligheden for sølvkugler var lille, og desuden ville vesten tage kuglen hvis det endelig gik galt. Inden hun nåede at gøre brug af sin plan blev manden pludselig gennembordet af et velkendt metalspyd og dekapiteret for øjnene af hende.
Clara kiggede tilbage på Ayra med hendes ulveandsigt, og lod armene falde ned og hendes chakra forsvinde fra hendes hånd.
"Jeg er uskadt, men totalt ubeskyttet." Sagde Clara, en smule mere bitchy end hun egentlig havde tænkt sig. "Men tak for redningen, jeg vil helst ikke spilde chakra på ham der. Bare sørg for at jeg ikke bliver nødt til at redde dig tilgengæld." Hun smilede så godt en ulv nu kunne. Hun lagde kort mærke til Ayra's ene øre der var blevet blottet bag hendes hår. Den tilspidsede form var ikke til at tage fejl af, men Clara havde i forvejen haft sine tanker. Intet menneske kunne bevæge sig så adræt som en elver kunne og den måde at slås på kunne umuligt udføres af et menneske.
"Intet som helst. Vi må hellere komme ned til de andre." Clara gik videre imod trappen. Der var ingen grund til at begynde at på pege at visse typer elvere ikke havde et bedre ry end varulve havde. Hun kom neden under til gruppen af soldater der var i gang med at sikre døre og vinduer. Hun var ikke sikker om de skulle længer ned eller om det bare var for at sikre at de ikke blev angrebet i ryggen, når de nåede næste etage. Hun stillede sig så hun ikke var i vejen og ventede, derfra hvor hun stod kunne hun se ud af vinduet. Hun var pludselig glad for at hun ikke skulle rappelle fra en bygning til en anden.

Kane gryntede lidt over fornærmelsen. Så meget metal var der heller ikke i ham og han var aldeles ikke en klump! Smågnaven over hans nye øgenavn fortsatte han som han fik besked på ned af de næste to etager, hvor de uden problemer kom frem. Bevars. Der var lidt modstand, men det var ikke meget og der kom ingen forstærkninger. Fra en af radioerne en soldat bar kunne de høre en eller anden kommandere dem over i den anden bygning, hvor resten af holdet syntes at slå sig løs. Inden de forlod etagen tog Kane radioen med og tog så videre ned på den etage, hvor de skulle være. Efter at have fået det ryddet gjorde han tegn til at Mina kunne overtage og ligge sig klar til skud. Imens skruede han selv op fra radioen og satte sig til at vente på eventuelle modstandere, mens han lyttede til radioen der gav dem alle informationer om modstandernes gøren og laden. Det var ikke den store hjælp, men det hjalp lidt. Ligesom de heller ikke rigtig kunne tage de store mål ud fra deres placering da det meste var kaos over i den anden bygning og tingnede alt for hurtigt kunne nå at skifte til at en patron kunne ramme et sikkert mål. Kane var derfor glad for at få lov til at vente med at skyde på folk, men fik lov til at høre radio, hvilket han gjorde som om det var det mest morsomme i verden.
Da Mina gav tegn ville han være klar til at bytte plads. Hun fik radioen og han ville løbe videre ind i det næste rum og sætte sig til rette ved et bord, hvor han havde god udsigt over til nabobygningen. Han lod de kæmpende tage sig af de nærmeste for selv så at tage sig af bagtropperne. På den måde ville der ikke lige så hurtigt komme forstærkninger, hvilket gerne skulle hjælpe de andre med at nå hen til deres mål hurtigere - ellers var de ikke specielt effektive, men det ville egentligt ikke overraske ham. Ud fra hvad han kunne høre i deres forbundet headsæts kunne han forstå at der vist var nogle interne problemer, præcist ligesom da de tog af sted.