This might hurt a little - Jake

Tid: 23:47
Sted: Omtrent så langt inde i Blackwood, at man ikke kan vide sig sikker for sortelvere. 
Omgivelser: Massere af planter og dyreliv, men hvor de fleste enten er ved at vågne op for natten eller på vej i seng.

Blackwood levede sandelig op til sit navn. Selvom fuldmånen stod højt på himlen, så var det kun få lystråler som fik smøget sig forbi de unikke blade, som hang på de kulsorte træer, som ellers stod plantet så langt øjet rakte. Det eneste andet lys udover måneskæret var det, som man engang i mellem kunne spotte fra diverse af de mange mærkværdige planter, som befandt sig her i skoven, hvoraf Lamia knap kendte halvdelen af dem. Derudover, så var der selvfølgelig det så småt glødende lys en smule længere fremme. 

Længe havde hun nærmest fløjet fra træ til træ for at søge igennem skoven, hvor hun for et par timer siden havde set sit næste bytte træde ind. Hendes adrætte fysik og kropsform gjorde træernes grene det perfekte område at bevæge sig i for hende, samtidig med, at det gav hende en gevaldig bonus i forhold til at snige sig afsted. 

For et par dage siden var hun blevet opsøgt på en bar, hvor en tydeligvis lettere korrupt tidligere militærmand havde lovet hende guld og grønne skove, nok mest guld, hvis hun gennemførte et vist ønske for ham. Lamia der faktisk havde søgt efter lidt mønt på det tidspunkt havde ikke været sen til at sige nej. Dog viste det sig, at opgaven nok ikke blev helt let alligevel. Manden som hun søgte hed Jake Green Johnson og var vist rimelig dygtig med en sniper. Great. Men hvad gjorde man ikke for penge i dag. Hun havde samlet information om ham i et par dage før hun tog afsted. Det tog hende ikke længe at finde ham, men hun havde alligevel valgt at holde sig i baggrunden, da man ikke blot kunne kaste sig over ham på åben gade - folk var lige så sultne, som hun selv var. Nu virkede det dog endelig til, at de havde lidt tid alene, hvis man så bort fra, at sandsynligheden for at møde en sortelver var skræmmende stor. 

Lamia bar ingen klæder, men blot sin naturlige løveinde form. Desuden, da hun ikke var en stor fan af maskinvåben havde hun sin fløjte i et hylster på ryggen, en kniv bundet om hoften dyppet i nervegift og et enkelt pusterør, næsten samme stød som fløjten, fyldt med bedøvelse. Kroppen foldede sig kort sammen, før hun gjorde et sidste elegant spring, og fløj over på grenen, der næsten svævede over det sted, hvor Jake tilsyneladende havde valgt at slå lejr for natten. Hurtigt trak hun sig lidt tilbage mod stammen, så hun ikke var direkte oplyst, men så hun stadigvæk havde frit udsyn til mennesket under hende. Hendes øjne var designet til at forstærke hendes nattesyn, hvilket gav hende endnu en glimrende fordel. Åndedrættet blev holdt i ro, imens kløerne borede sig ind i det sorte bark, imens hun betragtede Jake og hans handlinger.

Dagene var efterhånden, blive længere lige så stille, hvilket var et sikkert tegn på at det hele handlet om sommertiden. Sådan ville man da tro det var, men sandheden var meget dybere. En mand bevægede sig lige så stille gennem skoven Blackwood, manden var en mand ved navn Jake Green Johnson. Vejene forsætte lige så stille frem af, mens Jake kigget sig omkring, bevægede han sig gennem Blackwood.  Jake, havde nemlig sin egen grund til og være her, han skulle mødes med en kontrakt som, vidste hvor hans næste gamle kollega var. Jake var nød til og få ham her slået ihjel os, der var alt for mange løse ender som Jake, skulle tag sig af.  Jake bevæget sig lige så stille gennem skoven, mens han undgik at blive opdaget af alle de sortelvere som, havde dette sted. Han var jo i deres del af landet, hvilket gjorde at han var nød til og holde sig selv skjulte for dem. Dagen gik lige så stille over til aften, hvorefter Jake gik gennem skoven. efter han havde gået i et godt stykke tid, hvor aften var ved og blive til nat satte han lejren op.

På det sidste, havde Jake haft så mange små ting og tænke over, mange af hans gamle venner, havde nemlig sat dusør ud på Jake, de var bange for at de ville blive de næste, det var Jake helt sikker på. Der var ingen anden grund til de ville gøre det, hvilket pissede Jake lidt af kunne de ikke selv gøre deres eget beskidte arbejde, de var jo sindsyge at de ville gøre dette mod ham. Jake bed sig selv i underlæben, hvorefter han satte sig ned og træk et kort frem, som han begynde og studere.  

Han var omkring 30 km, fra den by som han skulle hen til, hvilket ville betyde cirka, en dags tur mere så, var han der hvor han skulle mødes med hans kontakt.  Jake kigget op fra kortet, idet samme han hørte et rasle fra oppe i træerne, hvorefter han bakket væk. Han bevægede sig lydløst væk fra lyset, hvorefter han satte inforrød på han kunne se at der var en person oppe i træet, hvorefter han gjorde sin Sniper klar, nu var han klar til og skyde, hvis der kom et angreb.

Lamia forsøgte diskret lure lidt på, hvor Jake egentlig var på vej hen, da han trak sit kort frem. Hun havde fulgt ham i et par dage nu, og selvom det var tydeligt, at han ledte efter noget bestemt, så var det sjælendt, at hun kunne komme tæt nok på ham til at lytte med på hans samtaler - selv hvis hun skiftede til menneskeform, hvilket hun allerede havde gjort brug af, så gjaldt det om at blive i skyggen, så hendes ansigt ikke blev kendt for ham.

En eller anden lyd måtte hun dog have lavet, for pludselig reagerede mennesket under hende, og forsvandt ind mellem træerne og dermed ud af lysningen. Heldigvis var Lamias syn så godt i mørket, at hun ikke havde besvær med at spotte hans nye sted, men afstanden gjorde det svært at se, hvad han foretog sig. Selvom Jake desuden forsøgte at spotte hende med infrarød, så ville synet måske nok forvirrer ham en smule, da Lamias overkrop trods alt var menneskelig, men hendes underkrop var komplet løve. Dermed kunne det sætte et par tanker i gang, som nok ville købe hende et par sekunder. Hun fik i hvert fald spottet noget metal, som pludselig blev rettet mod hende, hvilket fik hende til at bakke tilbage imod stammen, og se sig omkring efter en udvej. Havde han allerede spottet hendes position?! Lamia fik øje på en gren lidt højere oppe, hvilket gjorde, at hun kom mere i læ. Med alt at satse kastede hun sig op mod grenen, og fik fat med kløerne, hvorefter hun ville stikke hovedet ud, hvis Jake ikke allerede havde skudt efter hende eller forsøgte nu. Hendes øre var rettet ned imod ham, men det var stadigvæk svært trods det stille dyreliv, at opfange alt hvad han foretog sig. Hvis Jake ikke havde ramt hende, så ville hendes hånd langsomt glide imod pusterøret.

//Jake, jeg håber ikke, at jeg har skræmt dig væk? :3