Bygningens første rejse(Sean og Jake)

Tid: tidlig eftermiddag
Sted: New Miami
Vejr: kommer an på verdnen
Omgivelser: kommer an på verdnen

Det var en lun sommer dag i New Miami, og solen stod højt over byens bygninger, på en skyfri himmel. Gaderne var befolket af diverse godt folk, der var i gang med deres daglige gøre mål, og som altid var der ikke nogen af dem, der lod sig bide mærke, i den forladte bygning der stod inde ved midt byen, som ved et første øjekast, havde huset et rejsebureau, men som for længst var blevet lukket, fordi det at rejse ikke lige just, var noget man gjorde så tit mere, når nu man ikke kunne komme længere, end til Amerikas grænser. Men en person havde ænset denne bygning, og selvfølgelig skulle denne ene person være Dust, der var på vej ind af hoveddøren, med et underligt stykke teknologi i hånden, der ledte ham på vej derind. Den forestillede et stop ur i formen, men med et display der viste vej til bygningen, så man ikke kunne undgå at finde vej dertil. På bagsiden af genstanden, var der et kryds der stak ud fra den, som om det var meningen at den skulle kunne sidde fast på noget. Lignende vejvisere var blevet placeret hos Sean og Jake, så de ikke kunne undgå at finde den, og en irriterende detalje ved genstanden var, at den var gået i gang med at bippe, og den ville ikke lade sig miste af nogen af dem, før de var kommet ind i bygningen, og havde placeret den der hvor den hørte til.

Efter han var kommet ind i bygningen, var Dust begyndt at gå lidt rundt, for at se nærmere på stedet. Det første rum man kom ind i, når man trådte ind af hoveddøren, var en slags entré eller forhal, hvor firmaets logo var på væggen bag et bord, der sikkert var der sekretæren sad, og tog imod de kunder der kom ind. I midten af forhallen, stod der noget der lignede en slags maskine, som tydeligvis var blevet sat op, efter firmaet var gået konkurs, for den passede ikke ind i noget, der kunne være i forbindelse med firmaet, da den virkede rel futuristisk. Maskinen havde et display, der lige nu var slukket, og på 4 søjler rundt om den var der pladser et nogle lamper, med retning mod maskinen. Resten af hallen lignede som om den var blevet ryttet, da alt der var blevet efterladt af firmaets ejere da det gik konkurs, var blevet ryttet ud til væggene, hvis det ikke sad fast til gulvet. Af den grund, virkede stedet også mere kaotisk og efterladt, da støv havde lagt sig, selv efter tingene var blevet flyttet.
Ved nærmere eftersyn af maskinen, kunne Dust konstatere, at den dims der havde ledt ham her til, skulle sættes tilbage på maskinen, men selv med den han havde, manglede der stadig 2 mere, som var dem Sean og Jake havde i deres besiddelse. Derfor ventede han med at gøre noget ved maskinen, til de var kommet, og i stedet fortsatte han med at gå og kigge på stedet.

//rækkefølgen er mig, Sean og Jake (:

Det voksede efterhånden til en konstant hovedpine. Den konstante larm! Han havde kastet dimsen væk mange gange nu. Placeret den i lommerne på tilfældige forbipasserende, kastet den i en radioaktiv sø, kastet den ud fra nogle klipper, glemt den i vild natur...Uanset hvad, fandt han den kort tid efter i sin egen lomme igen. Hvis den da så bare havde været stille, så man kunne ignorerer den!
Han kunne ikke arbejde. Den bippende lyd gjorde alle opmærksom på ham. Hvem stjal for folk, når de havde en tiggende bombe med? En gang havde han forsøgt. Han havde kastet dimsen væk og taget på arbejde. Mens han stod med hænderne begravet i endnu et pengeskab, var den bippende lyd vendt tilbage og det havde været tæt på han ikke var nået ud i live.
Dybt frustreret havde han besluttet sig for at studerer dimsen lidt. Kun for at opdage den så ud til at vise ham et sted hen. Men hvorfor havde han den?
Hvem vidste overhoved hvor han var? Han rejste rundt på må og få...Men måske havde nogen genkendt ham, fordi han havde været i Las Vegas i længere tid, end han plejede. Men så kom spørgsmålet om hvem der havde givet ham den og hvad han skulle stille op med den...

Miami var varm. Han brød sig ikke om for meget varme, de havde lige haft en hedebølge og nu så det ud til at det gode vejr fortsatte. Men han vidste også bedre end at gå og ærgre sig hele tiden, så i stedet holdte han sig i skyggen og gik roligt af sted. De slidte kondisko, de slidte jeans og den slidte T-shirt. Rygsækken over den ene skulder, som indeholdte lidt skiftetøj og lidt udstyr, hvis han skulle arbejde et sted med større radioaktivitet. Alt i alt så Sean ikke ud af meget, hvilket var hvad han foretrak. Han havde haft pakket dimsen ind i noget stof, så den ikke larmede lige så meget, men nu havde han den i hånden og drejede ned af gaden, som den fortalte ham, at han burde gøre.
Han sukkede svagt og børstede noget af det viltre, mørkebrune hår væk fra hans varme pande.
"Dette var da en syg joke..." mumlede han for sig selv, før han stoppede op foran den gamle bygning. Den lignede ikke rigtig en der blev brugt længere. Faktisk så den ret forladt og trist ud, et sted han normalt bare ville være gået fordi. Sådan et sted gemte sjældent på værdifulde ting, medmindre en rigmand med vilje havde gemt noget der. Men han havde ingen grund til at tro dette lige nu.
Endelig bevægede han sig. Ind i bygning. Indenfor så dem om muligt endnu mere forladt ud. Sekretæren var der ikke, hvis der overhoved arbejdede en her længere. Go Happy Travels. Uh ja...Happy happy. Han var ved at putte dimsen i lommen, hans rygsæk gled ned på gulvet og stod...
Da han opdagede at han ikke var alene og at der tilmed var en mærkværdig maskine-dims.
Hans blik gled hurtigt fra den ukendte mand til maskinen. Mest fordi det lignede hans dims passede på denne større dims. Han kastede dimsen lidt op i luften og greb den igen med et betænksomt blik. Et puslespil?
Han gik over til maskinen, sendte den fremmede mand et lidt for stort smil, før han placerede dimsen i maskinen, som var det noget af det mest naturlige i verdenen. Den bippende lyd stoppede og han åndede lettet ud.
"Endelig! Nå..." han burde vel gå igen? Nu var dimsen placeret, stille. Og han følte sig næsten helt lykkelig ved det!

P E jakke af læder, derudover en tank top under,
plus et par busker og sko.


Han havde, fået styr på de sidste ting, som havde gjorde ham selv til leder af byen. Men efter kun en uge, havde han fundet en dimsen i hans hånd, Jake bevægede sig derfor rundt med den, op til flere gange havde han overvejet og smadre den. Men han havde fået sit liv tilbage, militæret troede han var død, dem der havde myrde ham. Eller prøvet på det, havde betalte deres pris for det. Jake, havde haft et fint liv som leder nu, hvorfor skulle denne dimse os, ødelægge alt for ham. Jake sank en klump. Han, havde besluttet sig for at gøre dette hvorefter han kunne tag hjem igen. Derfor var han taget afsted, fra Armarillo, hvorefter han var begyndte og følge den. Da den til sidste stoppet op var han kommet hen til en af de store byer. Det var ikke Las vegas, Jake burde og vide det meste omkring alle byer for, de kom alle sammen forbi ham engang i mellem. Jake stoppet derfor op, hvorefter han kigget omkring i hele byen. Idet samme han havde gjorde det kunne han huske, hvilken by dette var. Jake bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han så sig omkring hurtigt igen. Dette var helt sikkert Miami, Jake ville bare gerne ha dette overstået, hvorfor gjorde folk altid dette så svært for ham, Jake kunne sagtens mærke varmen hvilket var grunden til han ikke bar hans normale armor. Sniperen var smidt på hans ryg som så mange andre ting, hvilket kun gjorde dette letter. Jake bed sig svagt i underlæben, hvorefter han kigget på dimsen. Den rystet. som om den vidste at de var ved og være der, hvilket provokeret Jake meget mere end før- Hvor den bare, havde givet nogen provokerne lyde fra sig.

Jake kigget hen på bygningen, som så ud til og være det rigtig sted, siden dimsen nærmest rystet. Jake gik hen til den, hvorefter han forsætte ned, han gad ikke engang og gi sig tid til og se, hvad dette sted hedde. Jake bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han så to andre som var inde i rummet, da en som så ud til næsten lige og være kommet os gik hen og sætte hans i maskinen. Jake rystet på hovedet, hvorefter han selv gik ned uden og gik nogen af dem et blik, hvorefter han gik lidt tilbage, efter selv og ha sat den i et pusle spil helt klart.
//sorry det korte svar, men skal lige igang igen. :9//

Dust der virkede så rolig, efter at der intet var sket da Sean, havde sat vejviser dimsen ind i maskinen, gik roligt hen til maskinen og satte sin ind, på en af de tomme pladser. Han lod ikke til at reagere på at Jake kom ind, med den sidste manglende vejviser i hans hånd, og det var mest fordi hverken Sean eller Jake, virkede som snaksaglige typer lige nu, så han holdt bare mund, og iagttog hvad der nu skete.
Der skete ikke noget bemærkelsesværdigt lige med det samme. Ikke andet end at dørene låste, så snart alle vejvisere var på plads, og det lagde man kun mærke til, hvis man prøvede at komme ud, inden der rigtig begyndte at ske noget. Nu var det så at det rigtigt begyndte at blive mærkeligt, for maskinen i midten af lokalet begyndte at starte op, og de 4 lamper der pegede imod den, begyndte at blinke på samme tid, i takt med at maskinen, lavede noget der lød som en advarsels lyd, som om den advarede alle tilstedeværende i lokalet om, at der skulle til at ske noget. Dust så skiftevis rundt i lokalet, og på de 2 andre gutter der var der, han virkede til at vente det værste, i tilfælde af at hvad som helst, kunne finde på at dukke op når som helst.

Bygningen begyndte at ryste meget svagt, som om den flyttede sig en lille smule, og hvis man kiggede ud af vinduerne der var i døren, kunne man se at folk derude, ikke virkede til at bemærke noget som helst overhoved. I få øjeblikke, blev der mørkt derude, ikke bare mørkt som en sky, der kom ind foran solen, men mørkt som hvis solen blev slukket i nogle øjeblikke, og da den "blev tændt igen" skindede den heftigt ind af dørens ruder, mens maskinens alarmerende lyd stoppede, og lamperne stoppede med at blinke. Dørene var ikke længere låst, men når ens øjne lige vendte sig til lyset udenfor, kunne man se at der var noget helt anderledes derude. Dust der havde øjne som en blind, men kunne se verden på en anden måde, var ikke påvirket af lys, så han havde muligheden for at se ud af døren hele tiden, og man kunne se på hans ansigt, at der var sket noget meget mærkeligt, selv for en stor forbryder som ham, der havde set meget mærkeligt gennem sin levetid.
"Der er altså noget helt galt derude!" sagde han med en markant mangel, på følelser i hans stemme, som om hans hjerte og sind, var blevet tømt for følelser, gennem et længere liv i smerte og følelsesmæssig tomhed "Da maskinen begyndte at larme, var det som om New Miami forsvandt, alting var bare væk, og nu hvor det er tilbage, er det slet ikke det samme!" han gik hen mod døren mens han snakkede, og så ud gennem ruderne, han studerede de væsner der gik rundt derude, i deres mærkelige tøj, der lignede noget fra 1970'erne, krydset med noget fra en film om år 3000, lavet i år 2007. De var stadig i noget, der lignede et kontor nusser kvarter, men bygningerne var mere dekorative, som om det var en slags møde, og der var flere fancy butikker rundt omkring. Og så var der lige det faktum, at alt teknologi der kunne ses fra der hvor de var, lignede noget der var lavet i en verden uden krig, men det så stadig ud til at være, omkring 50 år længere fremme end den teknologi, man kunne finde, der hvor de kom fra "Det mest mærkelige er, at de alle sammen er mennesker! Før byen forsvandt og kom tilbage, var racerne mere mangfoldige, men nu er der kun mennesker! Og de ligner alle sammen nogen, der er uberørt af kaos! Hvad fanden sker der?"

Dust var ikke sikker på, om Jean og Jake ville snakke med ham, eller om han bare stod og snakkede med sig selv lige nu, men om de ville tale eller ej, så var de i den samme situation som ham, så han valgte at tale højt, så de blev mere bevidst om, at de alle 3 var i samme båd. Han var godt nok vant til at arbejde alene, men det her havde han aldrig prøvet før, så han vidste at det ville være klogere at stå sammen med disse 2 fremmede, end det var at gå alene. En mærkelig lyd fra maskinen i midten af lokalet kom, da den åbnede en digital skærm oppe ved toppen, som begyndte at vise teksten:
"Verden 5702, indsamling af ny teknologi, før mulig afrejse"
Dust så på skærmen, og så på de andre, for at se hvordan de reagerede på situationen.

Begge fyrene var fremmede for ham. Han havde faktisk vendt ryggen til maskinen og tænkt sig at forsvinde lige så stille, som han var kommet. Men han nåede aldrig så langt, før tingene så ud til at ændre sig. Eller ikke så meget ændre sig, som at opføre sig underligt. Rummet rystede, alt lyst forsvandt og maskinen lavede lyde og blinkede. Hans arme gled lidt ud til siden, som han holdte balancen. Hans blik gled rundt, men han kunne intet se i mørket. I stedet greb han fat i det nærmeste han fik fingrene i, hvilket vidste sig at være et bord.
Først da alt stod stille igen og lyset vendte tilbage, kunne han se hvad der skete.
Eller...Først kunne han intet se. Først mørket, så alt for meget lys. Han måtte blinke flere gange og vente til hans øjne havde tilpasset sig.
Hans blik gled over rummet, over de to fyre, før det gled ud af det ene vindue...
Han kunne slet ikke forstå hvad han så. Det var som en...Helt anden verden. Godt nok havde han levet relativt længe, mente han da selv, men dette var alligevel intet han var bekendt med. Intet virkede genkendeligt, ud over...småting.
Han blinkede et par ekstra gange. Måske havde han hallucinationer? Men ak nej. Den ene fyrs evige snakken fortalte ham at han ikke var den eneste der så dette.

Han gik over til det ene vindue og spejdede ud, som et fanget dyr i bur. Hans øjenbryn gled lidt sammen, før han så tilbage på de to andre.
"Så...Lad mig forstå dette rigtigt...Vi satte dimserne på maskinen og den har...bragt os et andet sted hen? Som...Teleportering?" foreslog han en smule kritisk. Han kendte til det, han kunne teleporterer fra skygge til skygge, men dette? Dette var alligevel for stort til ham. En hel bygning, flere folk...Og noget der lignede en hel anden verden?
Forklaring måtte være...At de var blevet udsat for en eller anden gas eller...Eller et eller andet!
Han ville bare gerne hjem igen. Han havde det fint i den verden, de kom fra.
Han gik over til maskinen igen, da en skærm dukkede frem og fortalte dem noget om hvor de var. På en måde. Hans arme gled over kors og han trak vejret dybt.
Så slog han ud med armene.
"Dette her jo åndssvagt!" bekendtgjorde han og sparkede til maskinen, blot en gang og kunne kvitterer med en øm tå. Han bandede svagt for sig selv og så over på de andre to.
"Hvis I står bag dette her...Vil jeg blive en morder" kommenterede han en smule snerrende. Normalt var han en tålmodig mand, men dette her? Det var for åndssvagt!