Get your filthy hands off my stuff! (Michiko.)

Tid: Aften. Efter mørkest frembrud.
Sted: I Nellies lurvede kombinerede lejlighed og værksted.
Omgivelser: En sparsomt møbleret lejlighed der faktisk ikke ville ligne var til beboelse, var det ikke for den seng der er hengemt i hjørnet, og det mindre køleskab med en kombiovn ovenpå, der står i den modsatte ende. Skrammel, metalskot og løsedele flyder rundt omkring i et umiddelbart usystematisk rod. Bagerst i lokalet er der en dør der fører ud til Nellies lille garage, hvor hans elskede køretøjer står.

Der var næsten aldrig stille når man var bosat i Racemania - i hvert fald ikke hvis man boede næsten klods op af stadiet, hvilket var Nellies tilfælde. På næsten alle dage, hele året rundt, på alle tidspunkter af døgnet var der gang i den. Ikke sådan Las Vegas-agtigt gang i den, hvor det var stemmer, larm, musik og latter der fyldte stilheden, men derimod var det lyden af biler og farttøjer. Lyde Nellie personligt langt bedre kunne forholde sig til og forstå. En bil var da til at have med at gøre - til at forstå, og jamen forstod man den ikke, var der ikke andet for at slå kølerhjelmen op, og undersøge skidtet til man forstod den. Det var da til at arbejde med! Tænkende og agerende væsner, se dét var derimod en liga for sig selv. De var utilregnelige og ikke til at gennemskue eller forudse.

Selvom Nellies lille lejlighed i større grad blev benyttet til værksted end egentlig beboelse, kunne han stadig ikke have plads til alt sit ragelse. Han havde endnu en del af det opbevaret hos Erwin, hans skaber og selvudnævnte far, som han i tide og utide blev nødt til at besøge, hvis der var noget han lige stod og manglede. Hvilket nøjagtigt havde været tilfældet her til aftes.
Aftenens projekt havde stået på at opgradere Nellies lille fikse turkise sportsvogn, som han, af grunde han ikke helt selv var klar over, havde døbt Bella. Sportsvognen, Bella, var det af Nellies køretøjer han benyttede mindst og selvom der ikke var en finger at sætte på hverken bilens motor eller kække udseende, manglede den alligevel noget. En cd-afspiller. Det var lige hvad Bella manglede! Nellies anden bil, en sort Hummer, havde en cd-afspiller - en han også selv havde bygget ind, da han blev træt af, at alle de radiofrekvenser han kunne opspore, var blokerede. Selvom Nellie kun var den lykkelige ejer af en enkelt cd, var de to irske brødre fra Proclaimers hurtigt blevet hans tro følgesvende på længere rejser.

Besøget hos Erwin havde egentlig være planlagt til et hurtigt visit. Hurtigt ind og finde en cd-afspiller, hurtigt ud og hjem og opgradere sportsvognen. Kunne han undgå overhovedet at blive opdaget af Erwin, var det helt sikkert at foretrække - for manden snakkede som et vandfald. Næsten hver eneste gang Nellie besøgte manden, blev han trukket med ind i stuen, fik stukket et stort glas med et eller andet hæsligt te i hånden og blev nærmest forhørt om, hvad han havde gået og lavet siden sidst de to sås. Hvilket sjældent var ret meget. Erwin prøvede altid at få Nellie til at mingle mere, komme ud og møde nye væsner - eller at sætte ham op med en eller anden sød pig han lige kendte - Nellie var ikke interesseret i nogen af delene.
I aften var ingen undtagelse for ting gik selvfølgelig aldrig efter Nellies hoved, og et visit han havde planlagt højest at skulle vare et kvarter, endte med at tage halvanden time - og i alt denne tid, havde hans hoveddør stået åben. Det var ikke ualmindeligt at han lod den stod åben når han bare lige skulle ordne noget kort - men skulle han væk i længere tid, låste han trods alt af efter sig. Hvis han huskede det. Man burde tro at Nellie, som det laboratorieskabte menneske han nu engang var, var mere organiseret eller havde bedre hukommelse end de fleste - men det var nu ikke tilfældet. Blot én af en række ulemper ved, at være skabt i et lurvet og mindre professionelt laboratorium af slagsen..

Det var faktisk slet ikke en cd-afspiller, Nellie nu gik med i favnen på vej ned mod sin lejlighed, men en dvd-afspiller. Erwin havde været 100 procent sikker på at Nellie ikke kunne bruge den som erstatning, og egentlig havde Nellie kun taget den med sig, for at vise ham, at han tog fejl. Skulle det gamle fjols rent faktisk vise sig at få ret, måtte Nellie jo bare bjærge sig en rigtig cd-afspiller et andet sted fra, inden Erwin opdagede det. Ikke om Nellie skulle tabe ansigt. No fucking way.

Skrigende dæk, brølende motorer, vilde tilråb - alt var som det plejede i det enorme stadion, hvor aftenens løb lod til at være på sit højeste. Ikke ligefrem der, hvor flest væsner væltede ind, eftersom de mest fornuftige allerede havde været der fra starten af og gjort deres væddemål. Det var bare ikke alle, som var specielt interesserede i kolde kontanter denne aften.

"Nothin' the matter with your head,
Baby find it, come and find it,
Hail, with it baby!"

Til trods for den overdøvende larm der befandt sig blot en bygning væk, så lod gangen alligevel ikke til at have svært ved at blive fyldt op af stemmen som langsomt voksede i styrke, sammen med de tykke hæles klapren. Man skulle tro, at det var en som kendte stedet, arbejdede her eller nærmest ejede stedet, som skikkelsen førte sig frem. Men nej - blot en simpel mekaniker, der lod til at have være i udsædvanligt godt humør. Og grunden var ganske simpel: Hun var bare heldig! For ganske få dage siden havde Michiko fåett nok af den kuldrede kælder, Dust og alle hendes egen, skøre eksperimenter. Hun trængte godt og grundig til at komme ud. På den bare, hvor hun så havde fået plantet sig selv, der var hun stødt på en yderst snaksaglig, ung fyr. En up-coming racekører, præsenterede han sig for, hvorefter han forklarede, at han godt nok lige stod og manglede en bil for tiden. Bilen han havde kørt rundt i var endt op totalsmadret efter en tur i Racemania, så den var endt sammen med de andre rester på "kirkegården". Michiko, ikke helt dum, havde straks spidset ører og bedt ham uddybe. Den småberusede herre, som i forvejen havde svært ved at sige nej, lod sig hurtigt overtale, specielt efter, at hun var så sød og købe ham endnu en drink. Derfra var hun så blevet overøset med informationer om, hvad der skete med alle former for rester i Racemania, og hvordan man kunne finde dem igen. De tilhørte selvfølgelig stadionet og dets mekanikere, men Michiko havde bare sagt tak og skyndt sig ud af døren. Hun burde ikke for penge var ikke mangel i øjeblikket, det var manglen på tid. Hun havde to jobs og egne projekter, men til sidst havde hun opgivet overfor den kriblende fornemmelse i fingrene. Tænk på alle de fine sager, som blot lå der og rustede væk! Med det i hovedet havde hun snuppet sin rygsæk, hoppet ombord på sin (mere eller mindre velfungerende) motorcykel, hvorefter hun var fløjet afsted. 

Nu dansede hun så ned af mørklagte gang i højt humør velvidende, at hun var på rette spor. Michiko var iført sin dragt (minus det flagrende på ærmerne), der sad tæt om hendes svulmende former, samtidig med, at den tillod hende at være fleksibel - og så forhindrede den hende i at få grimme slidskader, hvis hun nu var så uheldig at styrte på sin motorcykel. Hun befandt sig helt og aldeles i sin egen verden, med musik i ørerne, lige indtil en halvåben dør fangede hendes blik, hvilket fik hende til et standse. Med en vedvarende stirren rettet imod døren, hvorfra et svagt lys udstrømmede, slukkede hun musikken fra mobilen og lagde den om i rygsækken, hvorefter hun trak den ene af hendes to modificerede pistoler. Dragten var blevet efterladt derhjemme, da den alligevel havde gjort mere skade end gavn (og vakt opsigt), men man kunne aldrig være for sikker på nogle område, hvis man spurgte Michiko. Det varede blot et par sekunder før en skosnude fik skubbet døren op og rummet var sikret. Imens Michiko lukkede døren bag sig, lod hun blikket glide rundt i lokalet. Med et irriteret suk skubbede hun sig ud fra døren og fortsatte ind i værelset, da hun hurtigt kunne konstaterer, at dette slet ikke var i nærheden af, hvad hun havde haft i tankerne. 

"Flot. Så kan du måske lære, at det er temmelig idiotisk at tage imod gode råd fra en beruset racer-abe…"

Alligevel kunne hun ikke helt dy sig fra at tage et nærmere kig på nogle af de bunker, som lå spredt inde i lokalet, selvom hun egentlig burde tage benene på nakken - der kunne meget nemt være en del andet, som fyren havde glemt at nævne for hende. En tanke strejfede hende dog, som hun fik skrabet sig igennem en af bunkerne. Udvalgte var måske nok småt, men meget af det var temmelig quality stuff. Michiko var ikke den store bilekspert, men hun vidste, at mange af delene sagtens kunne bruge i hendes egne projekter. Nysgerrig på, hvad denne "kirkegård" ellers gemte på, lod hun et par dimser eller 5 glide om i tasken, hvorefter hun fortsatte videre igennem den næste dør. Michiko fløjtede dæmpede ved synet af skønhederne foran sig, og lod en hånd glide henover motorcyklen, som hun sagtens kunne se blive forvandlet til en del af hendes egen. 

"Sweet!"

Men dog, en nagende tanke var ved at sætte sig fast. Hvordan kunne SÅ vedligeholdte køretøjer ende op på en "kirkegård"?...

//OOC: Jeg beklager den kæmpelange ventetid! Du må endelig give mig et praj hvis der er gået for lang tid eller hvis du har tabt tråden eller mistset lysten i mellemtiden. ;)

Alene det faktum at døren til hans lejlighed ikke længere stod på klem,som da han forlod den, burde have givet Nellie et praj om at noget var galt, men det var vitterligt ikke noget han så meget som skænkede en tanke. Tanken om at opgradere Bella - og tage en lang tur i hende med The Proclaimers skrålende på maxvolumen overskyggede alt andet. Måske skulle han for en gang skyld invitere Erwin med en tur? Nok skulle han så udstå mandens endeløse rablen endnu engang - men så kunne han da i hvert fald vise ham at han havde ret... hvis han havde ret, vel og mærke. Ellers skulle han ikke nyde noget af at give Erwin nys om det mindste.
Så elegant som han nu engang kunne være med en dvd-afspiller i favnen fik Nellie skubbet døren op og lukket den i igen bag sig. Både jakke og støvler lod han blive på - dels fordi hans lejlighed, med alt det ragede han havde liggende, ikke var verdens reneste og han ville få møgbeskidte sokker hvis han smed støvlerne, men også fordi der ikke var særligt varmt - slet ikke ude i værkstedet, som han havde kurs mod.
At der manglede nogle reserve og løsedele hist og her fra Nellies meget uorganiserede bunker og stabler af rod kan man ikke vove at påstå at ahn opdagede. Det var faktisk slet ikke unormalt at han brugte flere timer på at lede efter en bestemt genstand blandt alt rodet - og nogle gange fandt han slet ikke lortet alligevel. Omvendt oplvede han også overraskende ofte at finde alle mulige ting og sager som han faktisk ikke kunne huske at han havde, når han ind imellem rodede rundt i sit rod...

Med den ene albue trykkede han døren til garagen op og med et muntert: "It's showtime, Bella", trådte han bare ind.
Nok var Nellie ikke altid den skarpeste eller mest opmærksomme, men at der stod en tøs med begge labber på hans elskede Harley var altså ikke noget han sådan lige kunne overse. Han var faktisk ved at tabe den åndssvage dvd-afspiller af ren og skær overraskelse og forskrækkelse, men nåede dog lige at få ordentligt fat på skidtet igen inden det nåede at dumpe på gulvet. I ganske få øjeblikke stod han som næsten paralyseret uden at bevæge sig ud af flækken. Hvor uhøfligt det end måtte forekomme nogle lod hans sit blik glide undersøgende ned af kvinden foran sig. Nellie havde, på den hårde måde, lært ikke at undervurdere hunkønsvænser - og havde mere end én gang fået røvfuld af kvinder der var af langt mindre og spinklere bygning end han selv var. Alligevel nåede han dog at overbevise sig selv om at han ville kunne overmande hende, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt - hun var trods alt mindre end ham, og han kunne umiddelbart ikke få øje på nogle våben - og så var han på hjemmebane. De befandt sig trods alt i hans garage - ikke at han havde den store idé om hvor de fleste af hans egendele befandt sig i givende stund, men alligevel. - Gode odds.
"Hvad helvede laver du her?!" Forlangte han at få at vide, og uden så meget som at give kvinden mulighed for at svare eller forsvare sig, bevægede sig hen mod hende og kværnen og flyttede dvd-afspilleren op under den ene arm. Hvis ikke hun ville gøre andet for at forhindre ham i det, puffede han let til hende med sin nu frie arm, for at få hende væk fra kværnen som næsten øjeblikkeligt havde hans fulde opmærksomhed. Åh Bare hun ikke havde rodet ved den! Fedtfingre kunne han leve med - de kunne pudses og poleres væk, men hvis hun havde ridset den eller hugget dele fra den... Han kunne slet ikke overskue tanken alene, men motorcyklen så dog umiddelbart ud til at være hel og fin og intakt..

//Det er helt i orden! Jeg er bare glad for, at du er vendt tilbage :D//

Michiko var stadigvæk forgabt i skønheden foran sig. Faktisk var hun så forgabt, at hun ikke engang bemærkede lyden af de skridt som nærmede sig. Det var først, da døren til værkstedet blev skubbet op og en fremmede stemme afbrød hendes tanker, at hun reagerede. Begge hænder blev øjeblikkeligt fjernet fra motorcyklen, hvorefter hun snurrede omkring, så hun stod ansigt til ansigt med den fremmede, hvis stemme allerede havde afsløret, at det var en mand. Hånden, hvori hendes pistol befandt sig, var rykket om bag ryggen på hende, imens den frie hånd blev holdt afværgende op i luften, uden hun selv vidste hvorfor. Hendes udtryk var overrasket men også anspændt. Fyren virkede ikke voldelig eller overdrevet stor, men det var aldrig sjovt at finde folk i… åh gud. Først nu gik det op for hende, at det faktisk var et fungerende værksted. Det forklarede både køretøjerne og rodebunkerne. Da han spurgte hende åbnede hun straks munden for at forklare, at det altså var én stor misforståelse, men så langt nåede hun aldrig. Uforberedt på hans skub vaklede hun et par skridt til siden, inden hun fik styr på sig, hvorefter hun rettede pistolen imod ham, med et irriteret blik. Hun havde aldrig skudt nogen før, men hun gjorde god brug af den respekt, som fulgte når man pegede pistolen i folks retning. Dette var ingen undtagelse. Det var ikke til at sige, hvad race manden var og hvor vred han egentlig var.

"Hey! Rolig nu, mester. Døren var ikke låst, så jeg stak hovedet indenfor… okay?"

Uanset om fyren blev opmærksom på pistolen eller ej, så ville hun begynde at bevæge sig imod døren. Han havde noget under armen, som fint matchede mange af de dele, som lå ude i bunkerne, men hun var usikker på, om den egentlig stammede derfra. Det ville betyde, at han måske allerede derude vidste, at nogen havde været her. Uanset hvad, så havde hun planer om at snuppe et par ekstra dimser med hjem, inden hun kunne tage benene på nakken. Det krævede bare, at hun havde styr på fyren først. Hun forstod skam godt hans irritation, men Michiko lod ikke folk skubbe rundt med hende. Desuden så han ud til at have mere end rigeligt til eget forbrug.

"You know what? Jeg tror, at det er bedst, hvis jeg smutter nu. Du behøves ikke følge med, jeg finder selv ud… såe..."

Hun greb langsomt fat om dørhåndtaget, og åbnede døren bag hende, samtidig med, at hun bad til, at fyren bare ville blive stående.