Rekindling old flames? (Amali)

Sted: En lille, men meget renlig og velbesøgt bar.
Tid: klokken lidt over 12 om natten
Omgivelser: en masse mere eller mindre berusede dansende folk

Hera sad på en stol oppe i baren og vippede utålmodigt med foden samtidig med, at hun trommede på den polerede stenoverflade, der udgjorde desken med de i dagens anledning lillalakerede negle.

Hun nippede lettere uinteresseret til en lyserød drink i et højt slankt glas gennem et grønt og blåstribet sugerør og ignorerede bartenderen, der øjensynligt forsøgte at flirte, men tydeligvis ikke lykkedes særlig godt med sit forehavende.

I hvert fald smilede den unge dæmon kun halvt til ham og viftede så affærdigende med hånden, før hun atter vendte de brune dådyragtige øjne, der på ingen måde passede til hendes personlighed tilbage til de mange dansende væsener.

Det her var så afgjort ikke en af den slags steder, hun plejede at komme. Nej, basen i musikken generede hendes hjerne og indtil videre var der intet ved dette steds æstetiske del, der gjorde noget godt for hende.

Hun brød sig faktisk ikke om det, men hun havde trængt til at prøve noget nyt. Kedsomheden havde varet for længe og det kunne ses på den beslutning hun havde taget i at havne et sted som her.

Dog kunne hun ikke benægte, at hun nød den slet skjulte opmærksomhed hun fik fra de andre gæster, som hun sad der i baren iført sin hvide kjole, der virkede til at have trukket en del inspiration fra det gamle Grækenland.

De små diamanter, der var syet fast i kjolens dybe udskæring lod til at tage farve fra de mangefarvede lys, der hang rundt omkring i loftet. Det glansfulde brune hår faldt blødt om hendes ansigt og strejfede hendes blege, slanke skuldre

Det lettere afvisende uinteresserede blik, der dominerede hendes brune øjne lod heller ikke til at støde folk væk fra hende. Dette lod hun sig underholde en del med de første tyve minutter hun havde siddet her.

Nu var hun dog så småt begyndt at kede sig igen og det generede hende. Det var meningen, at den her oplevelse af dette nye sted skulle være…ja….ny og spændende, men hendes fascination af, hvad disse væsener fik tiden til at gå med, var død nærmest før den var begyndt og stedet forekom hende nu mere vulgært end tiltrækkende på nogen måde.

Måske skulle hun danse for at få noget andet at tænke på? Nah, hun havde ingen at danse med og hun orkede ikke, at lade sig byde op af en af de typer, der lod til at oversvømme stedet her.

Det var en af de aftener. En af de aftener, hvor Amalí havde en del arbejde at skulle ordne. Checklisten var lang, og hendes lunte, var som altid kort. At hun var ny i byen gjorde hende ikke mindre erfaren i, at hvis et arbejde skulle udføres fyldestgørende; skulle man selv tage hånd om det. Amalí var en perfektionist helt ind til sjælen. Hvis hun da havde en. Og det kom til udtryk på alle tænkelige måder. Mest af alt havde hun svært ved at stoppe, når hun først havde fastsat sig et mål. Alt andet forsvandt, indtil det fremsatte mål var nået. Og når det endelig var nået, var det altid på tide at sigte efter nye højder. Ordet umuligt var ikke et hun brød sig om, eller lod sig begrænse af.

Hun lod gydens mørke svøbe om sig, som et velkendt tæppe. Der var så meget at gøre, så meget at få sammensat, og endnu mere at få planlagt. På nuværende tidspunkt var hun på vej tilbage fra et møde. Et møde der ikke just var gået ligeså smurt som hun havde håbet. Måske var det også lidt for håbefuldt af Amalí at tro, at folk bare vil overgive deres territorium. Hun slikkede stilfærdigt de sidste rester af blod af sin overlæbe. Hun havde overladt situationen til Amon, og hvis hun kendte hans arbejdsetik; var han nok allerede færdig med at komme af med ligene. En stilfærdig hånd gled henover guldkæden om hendes hals. Tillid var ikke noget Amalí delte ud af, så hun værdsatte dem der besad styrken til at høre til i hendes inderste cirkel. Udover Amon var der ikke mange hun følte loyalitet overfor. Men nu var han jo heller ikke sin egen person, han var trodsalt hendes. Han var hendes ånd, hendes højrehånd, og selverklæret 'beskytter'. Og hun var hans Summoner. Der var ikke det de ikke havde oplevet sammen.

I nattens anledning bar hun en ravnsort kjole, der fremviste en stor del af hendes skulderparti. *check the picture below*. Da hun var kommet ud af gyden, kiggede hun kedsommeligt rundt. Hendes lysebrune øjne så rundt, inden de faldt på en bar. Den så ud til at være godt proppet, og hun var stadig en anelse tørstig. Ikke at hun regnede med, at noget derinde ville falde i hendes smag. Hun tog hurtig sin mobil frem. Det kunne umuligt skade, at be Amon hente en lille snack på vejen hjem. Så ville hun i hvert fald være sikret premium kvalitet.

Da Amalí trådte ind i baren, gik det for alvor op for hende, hvor langt stedet lå fra hendes forventninger. Men hvis der var noget der kunne vende hendes humør op igen, var det udsigten til et væld af alkoholiserede drikke. Så helt gjaldt var den ikke. Da hun satte sig op ved baren, mærkede hun et sug af genkendelse. Uden at vende sit blik i retningen, viste hun hvem der var tilstede. Hun tog en mental notat, om at denne bar aldrig igen skulle besøges. Af mere end én grund. Hun viftede bartenderen hen, afgav sit behov, inden hun lod sine bodorøde negle tappe henover den blanke overflade. Med et næsten blidt suk, rullede hun med øjne inden hun så kvinden an. Det havde mildest talt været noget tid siden, og det kunne mærkes. Men Amalí var gammel nok til at vide, at hvis man levede længe nok; mødte man alt en enkel gang til.
"Du stikker ud." Hun sippede til sit vinglas, alt i mens hun gav Hera et køligt sideblik. "Som altid."

Hera havde aldrig været den bedste til at gå i et med sine omgivelser, hun var en kvinde der tvang sine omgivelser til at imødekomme hendes behov. Et kendetegn Amalí engang havde holdt umådeligt af. Nu, not so much. Det var ikke fordi hun direkte havde noget imod hende, måske var det snare at hun bare intet havde tilovers for hende? Hun var ikke helt sikker, det eneste hun vidste var, at kvinden der nu sad vedsiden af hende; uanset den skønhed hun besad; intet sagde hende. Måske skyldtes det Amalí's stædige fokus på de planer hun stadig var i fuld gang med at manifester til virkelighed. Men andet havde virkelig svært ved at fange hendes opmærksomhed. Selv en gammel flamme, gentog hun stilfærdigt i sit sind. Om hun fuldtud troede på det, kunne dog ikke vides.