The Call of Duty.(General Zolner)

Sted: ca 10 km væk fra Occulta ved et lille vagttårn med et tilhørende hus.
Omgivelser: Nogle enkelte vagter og ellers den store lilla sø.
Tid: 06.53
Vejret: Solen er ved at stå op.

Disen lå tungt omkring det nærliggende græs, som gav en klæbrig fornemmelse omkring ens fødder. Nogle enkelte stemmer forstyrrede morgengryets ro, da vagterne op i det lille ensomme tårn sad og holdte deres vagt.
De havblå øjne med det mystiske lilla glimt stirrede tomt over den stadigvæk lysende sø, som lyste op pga dens i særdeleshed meget giftige vand, mens det hvide røg strøg ud igennem munden på hende, da det sidste sug af hendes cigaret havde fyldt hendes lunger.
Selvom kulden normalt ikke generede Isabella, så generede den hende utrolig meget lige nu, da enhver muskel i hendes krop var anspændt. Ikke nok med, at hun har haft en hård nok nat med at tracke nogle bandemedlemmere ned, som havde rejst over gletsjeren imod Whales, hvor den isende kulde havde prøvet at bide enhver legeme af ens krop af, så var det nervøsiteten for det, som var påkrævet af hende for at gøre.
For længe havde hun holdt noget skjult for militæret, alt for længe. Den hvide speciel designet vinterjakke syntes ikke at hjælpe hende rets så meget, da angstens kulde havde grebet i hende.
Skridtene begyndte at blive utålmodige, da hun gik rundt i en lille cirkel, mens tankerne flød med lynets hastighed derud ad. Hvad nu hvis det går galt? Hvad nu hvis han ikke vil acceptere det? Hvad nu hvis hun ville blive dræbt? Mange tanker i den genre florerede i hendes hoved, men så opfangede hendes skarpe sans noget i det fjerne. Rumlen fra biler virkede ildevarslende på hende, og hun havde lyst til at springe i det giftige vand bare for at få det overstået. men det var ikke skam for ingen grund, at hun var blandt en af de bedste tropper.
Med et knæk med nakken vendte hun blikket imod den snescooter, som stod længere væk, som hun havde brugt, da hun opsporede bandemedlemmerne og satte tracking udstyr på deres bil uden deres viden. Minderne om den veludførte mission skubbede alle dårlige tanker væk, så håbede hun bare, at hun kunne lokke Generalen til at lige bruge de enkelte minutter på det, som hun havde at vise, inden han ville forsvinde efter at have givet den nye mission til hende.
Militær bilerne dukkede op i det fjerne, og straks stilte Isabella sig automatisk op i militær position med hænderne bag ryggen og ryggen rank. De to vagter op i tårnet blev opmærksom på bilerne og straks rejste de sig op og så ud til at være gode udkigfolk, selvom de havde ellers siddet og bare spillet kort.

I sin blytunge vogn var General Zolner fragtet til et af vagttårnene. Der skulle han mødes med hans eksperiment. Det var de færreste på basen der kendte til at hun var en del af militæret og derfor gjorde Generalen også alt for at det skulle forblive sådan. De fleste ville blive både bange og chokeret hvis de vidste hvad der forgik. Derfor var det vigtigt at de ikke vidste det.
Efter bilen var stoppet, steg Nikon ud af bilen iklædt et gråt jakkesæt. Under armen havde han en mappe med nogle papir der indeholdte den næste mission Isabella skulle på. To vagter fulgte efter ham, plus en tredje mand der bar en kuffert der indeholdte udstyr agenten skulle have med. Det var vigtigt at de altid fik det bedste kram der var på marked og især hvis det kunne hjælpe på deres mission.
Ganske kort hilste Generalen på Isabella med et kort nik, for så at gå ind i vagttårnets stue. Der var en smugle varmere end udenfor. Kufferten med diverse værktøjer blev lagt på bordet og ovenpå de dokumenter Isabella skulle bruge for at kende til sin mission i detaljer.
"Missionen i sig selv er ganske enkel." Startede Generalen ud i en stiv mine som altid. "I dokumenterne kan du finde en mand der er overhoved for en bande som hærger på handels ruterne. Han skal bringes til mig i levende tilstand, hvor han stadig kan snakke. Mere kræver jeg ikke. Du må også gerne bringe nogle af hans vigtigste hjælpere, der har informationer. De skal også kunne snakke, men ikke nødvendigvis kunne gå. I kufferten." Han gjorde en let gestus imod den. "Vil du kunne finde nye våben og forhåbentlig andre praktiske ting. Er der mere, for ellers vil jeg gå." Uden at vente længere på svar, snurrede han om på hælen og ville forlade stedet igen.

Bilen kom, og øjnene blinkede næsten ikke, hvor hjertet galoperede af sted. Men da generalen kom ud, så gled flydende nitrogen i blodet på Isabella, hvor hun følte den patriotiske ære over at se generalen. Hun kunne stadigvæk huske den forrige gamle General, og faktisk vidste hun ikke hvem hun bedst kunne lide. For den forrige, som havde taget hende, som dette "eksperiment," havde ude over militæret i sig selv været en far for hende, da han havde altid vist varme faderlige følelser for hende. Men hun kunne også lide den nye General, da han var lige det som militæret havde brug for, og det var det eneste hun ønskede, alt for militær Militsen. Isabella gjorde stolt honnør for generalen, da han gik forbi hende med sine mænd, hvor hun straks fulgte med. Der var ingen tid at spilde, overhovedet ikke.
De store havblå øjne med det unaturlige gyldne skær stirrede med stor koncentration på det, som Generalen viste frem, og ethvert ord blev printede i hendes sjæl.
Spørgsmålet hang i luften, og Isabella så på ham med en tøven, mens han vendte sig om for at gå.
Hr. General.
Sagde hun tøvende og lavt, hvor hun så rankede sig op og sagde det tydeligt, mens hun stod i militærstilling.
"Hr. General... Jeg har nye informationer, som jeg må fortælle dig om"
Nu var der ingen vej tilbage, nu måtte hun bare se, hvad skæbnen ville byde på. Ellers måtte hun tage den straf for at redde Rackie, selvom hun var sikker på, at Rackie ville flå alle fra hinanden, hvis han fik chancen, så han kunne redde hende. Hendes blik skævede for få sekunder i et mørkere hjørne af dette rum, hvor hun kunne fornemme Rackie. Hvor hun vidste, at han var dukket lidt frem, pga hendes nervøsitet og frygt. Men heldigvis var der ingen anden i rummet, som kunne "føle" Rackie i skyggernee, da alle disse personer undtagen hende selv var mennesker, og de var ikke mennesker med særlige "åndelige" skills til at komme fornemme det overnaturlige, især da fornemmelse af ham var så lille i forvejen.
Gud hvor havde hun dog lyst til en cigaret for at berolige nerverne eller rettere sagt abstrahere fra hendes urolige nerver.