giv mig liget(Rage)

Tid: eftermiddag
Sted: ørken område
Vejr: bagende varm sol
Omgivelser: umiddelbart forladt og stille

Solen bagede ned fra en skyfri himmel, og var nærmest dræbende nådesløs, overfor en hver der bevægede sig ud i denne ørken på egen hånd, så man skulle være godt dum for at gøre noget, som at flygte herud. En ensom sjæl havde alligevel gjort forsøget, det var lykkedes en kvinde at flygte fra det barrikaderede Miami, der havde lukket af på grund af zombie epidemien i Las Vegas, og kvinden valgte at tage flugten ud i den varme ørken, hvis sand nærmest kunne brænde ens fødder, hvis ikke man havde husket sine sko.
Årsagen til at kvinden var stukket i fugleflugt, var på grund af en hårdkogt jæger, der var ude efter at gøre hende til et lig, og transportere hendes døde krop tilbage, til dem der ville se hende død, og betale godt for det. Op af det varme sand, bevægede en krop sig men stoppede, da kun overkroppen stak op af sandet, og væsnet så i retning af den flygtende kvinde. Det ondskabsfulde sand væsen var Dust, og alene når man så på hans overkrop, kunne man få en ide om at han var et farligt væsen, han bar en radioaktivt beskyttende gasmaske foran munden, og en maske der dækkede resten af hans ansigt, samt en baret på hans hoved, hans tøj var sat sammen så det kunne hjælpe med at beskytte ham, mod den mulige radioaktivitet der var i dette område. På hans ryg bar han 2 tydeligvis sjældne sværd, det ene var Samehada et levende haj sværd med et blad, fyldt med savtakker lavet af haj skind, og en uhyggelig evne til at stjæle chakra fra andre væsner, og give det til dets ejer, mens det andet var Kiba som faktisk var et sæt tvillinger sværd, med skarpe sidder på begge sidder, en buet spids i toppen på den ene side, og den samme spids i bunden på den anden side. De sværd havde elektriske evner, der gjorde deres cuts en del stærkere end hvad der var normalt, for et sværd.

"Målet kan ikke holde længe herude, lad os fortsætte efterfølgelsen lidt endnu, så burde det være nemt at besejre hende, når hun er blevet svækket af omgivelserne!" sagde han roligt for sig selv, med en følelsens tom stemme der blev lidt twisted, af den gasmaske han havde på. En underlig lyd kom fra Samehada, der responsede på det Dust sagde, de fleste der hørte dette ville helt sikkert ikke fatte hvad sværdet sagde, men Dust virkede til at forstå det for han nikkede roligt, og sank ned i sandet igen, for at fortsætte sin efterfølgelse af kvinden.
Efter hun havde løbet et stykke tid, begyndte kvinden at virke noget træt, og hun kunne lige så stille mærke tørsten, snige sig ind på hende i denne hedenske varme. Hun sank farten til gå tempo, da hun ikke kunne se Dust i miles omkreds, og fortsatte sådan væk fra Miami, men hun kunne godt mærke at hun ikke kunne blive ved sådan, for løbeturen havde måske ikke været en god ide, da den havde taget ret hårdt på hende. Dog opdagede hun en lejr længere fremme, og for hende var det en god ting, for måske kunne de redde hende fra den skurk, der var ude efter hendes liv, hun skyndte sig så godt hun kunne hen mod lejren, og begyndte at kalde på hjælp, da hun kom ind i lejren.

Den dag var en god dag. Bortset fra de små, skurrende sandkorn og den varme, brændende ørkenluft, føltes hendes lunger rene og stærke. Hun var sprunget ud af køjen og havde hoppet lidt rundt for at nyde det. Der var også stadig øgleæg efter deres sidste rov, så morgenmaden havde været spændende og behagelig.

Den dag var en god dag. Det tænkte hun også da vagterne råbte op. Hun kom ud for at se hvad det var for et postyr, og så at det var en ung kvinde. Hun så udmattet ud, som de fleste gjorde efter en tur fra civilisationen og hertil hendes lille imperium. Rage spændte beslutsomt remmen til hylsteret hun havde på ryggen, og mærkede den beroligende og magtfulde følelse af hendes våben der gned imod ryghvirvlerne. Hvis nogen spurgte var Boudreaux hendes beste, eneste, ven. I modsætning til de fleste andre så hun sin store gekko mere som et riddedyr end en følgesvend. Det arme væsen kunne jo ikke engang beskytte sig selv.

Rage stod i åbningen da porten skramlende blev åbnet. Træ og metalrester gned imod hinanden. "Kom herind, vi har vand." lokkede hun. "Kom ind i skyggen." kvinden lagde kun mærket til Rages blide stemme, og ikke de grådige blikke fra banditterne på murene og tagene.

Byboere.. Så nemme at snyde nu til dags. Det var næsten trist.

Imens de grådige banditter og Rage, havde mere travlt med at fokusere på den lækre kvinde, der virkelig havde brug for hjælp, end hvad der foregik rundt omkring hende, kunne Dust jo frit nærme sig hende og bruge sandet, til at finde ud af hvad det var for et lille imperium, der befandt sig herude midt i ørkenen. Han havde først nu haft en grund til at komme herud, og derfor var det første gang han opdagede tilstedeværelsen, af en større gruppe der havde bosat sig herude, og det ville han da lige studere nærmere, mens kvinden stadig var i live, og han derfor ikke var nød til at transportere det tilbage, til dem der ønskede hendes lig. Hvis han dræbte hende på nuværende tidspunkt, ville liget hurtigt begynde at gå i forådnelse, hvilket ville tvinge ham til at skulle få hende tilbage til missions udbyderen, inden liget blev for klamt at se på, eller at lugte til for den sags skyld.
Hans nysgerrighed over dette sted, var ikke som sådan noget der kom af at han havde en dyrisk nysgerrighed, den kom mere af det faktum, at Dust havde en tindens til at studere de ting han kom i nærheden af, så han kunne samle informationer omkring forskellige ting som væsner, fæstninger, forsvars systemer, og hvad han ellers kunne finde af ting derinde, som han kunne nærstudere. Derfor forblev han passiv, mens kvinden lod sig lokke af Rages blide stemme, og fortsatte sin gang hen imod hende.

Da hun kom hen til Rage, lage hun sine arme om hendes hals, for at holde sig opstående da hun var meget svag i benene, efter den hårde gåtur herud i denne hedenske varme.
"Jeg beder dig, vil du ikke nok hjælpe mig?" fik hun fremstammet med en hæs stemme, mens hun løftede sit lettere solbrandte ansigt, for at se Rage i øjnene "Der er nogen efter mig, han er ude på at slå mig ihjel! Dæmon sandet fra mørket, vil slå mig ihjel!" det sidste om dæmon sandet fra mørket, fik hun lige akkurat fremstammet, før hendes ben knækkede sammen under hende, og hun faldt sammen foran Rage "Vil i ikke nok.. hjælpe mig?" hviskede hun hæst, tydeligvis fordi hun ikke havde fået noget vand, før alt sortnede for hendes øjne og hun besvimmede.
Samtidig var Dust allerede kommet indenfor, ved at bevæge sig igennem sandet under deres fødder, uden at det påvirkede overfladen over ham, så ingen kunne mærke på jorden at han var lige under dem. Dog hvis man havde en god aura sands, burde man kunne mærke hans underlige aura, der var en blanding af skyggedæmon og skytsengel, med et isnende stærkt touch af ondskab, der kunne løbe en koldt ned af ryggen, jo tættere han var op en, og hvis Rage var en af dem der kunne mærke andre væsners aura, burde denne ondskab have gjort hende opmærksom på hans tilstedeværelse, da han havde bevæget sig ind i hendes imperium, ved at bevæge sig gennem sandet lige under hende.

Rage blev helt forskrækket over at se kvinden række ud efter hende. Hun havde mere lyst til at træde et skridt tilbage. Alligevel blev hun stående, stiv som et bræt, da kvinden greb fat i hendes skuldre. Hun kiggede nærmest facineret ned på kvindens knæ, og virkede ikke til at interessere sig for hende overhovedet. Da hun løftede hovedet kiggede Rage dog alligevel på hende. Hun var køn, en klassisk skønhed. Der var dog ikke noget mere frastødende end sådan et ynkeligt udtryk og Rage skar ansigt i afsky.

Da Rage kunne mærke kvinden slippe sit greb, tog hun endelig et skridt bagud. Kvinden faldt så lang hun var, og hvirvlede en hel lille støvsky op i luften. Rage vinkede nogle af sine mænd hen for at løfte kvinden op. De greb fat i kvindens overarme og trak ublidt hendes slappe krop op imellem dem.

Rage havde dog allerede mistet interessen for kvinden, hun havde alligevel ikke noget af værdi på sig. Det var derimod denne 'nogen', dette 'dæmonsand'. Denne person lød... interessant.

Hun skulle lige til at sige noget til Khali, der kom gående ud fra bygningerne for at se hvad der foregik, da hun stivnede. Hun hoppede lidt frem og tilbage oven på sandet, og stirrede ned på sine fødder. Hun kunne mærke noget bevæge sig uden hende. Hun mærkede tit koldblodede væsner i ørkenen, men de var så små at de ikke var værd at lægge mærket til. Men det her var anderledes.

Hun trak Boudreaux fra hylsteret på ryggen og vejede ham i hænderne. Khali rynkede på brynene. "Er det ikke lidt tidligt at slå hende ihjel?"

I stedet for at rette skydevåbnets munding imod den besvimede kvinde, rettede hun den imod sine fødder. Så trykkede hun af. Plasmaen brændte sig hurtigt ned i sandet og efterlod pletter af grumset glas. Hun blev ved med at følge væsnet hen over 'gårdspladsen' i et raskt tempo, imens hendes mænd og Khali stirrede på hende.

'Hun er en aura sanser' tænkte Dust, da Rage pludselig responsede på hans aura, og begyndte at følge efter ham, og skyde impulsivt ned i sandet et par meter over han, mens han bevægede sig ind i hendes lille ørken imperium. Han kunne lige så godt gribe situationen kreativt an, og se nærmere på hvad hun var for en, se hvordan hun reagerede på en farlig indtrænger, som hun umiddelbart ikke kendte til, og som muligvis kunne være en direkte trussel mod hende, og hendes mandskab.
Han stoppede sin bevægelse fremad, og spredte sig udover en større del af området, i et tyndt lag, så hans aura kunne mærkes lige meget over det åbne område han dækkede. Sandet begyndte at samle sig cirka 20 forskellige steder, og op af jorden rejste sig 20 identiske kloner af Dust, der alle lignede ham på en prik, og på grund af hans egen spredte krop og aura, burde det være umuligt at vide, om der overhoved var nogen af klonerne, der var den ægte Dust.

"Du må være lederen, siden du reagere sådan, og alle stirre sådan på dig!" sætningen var blevet delt op, så der i stedet for at være komaer i sætningen, så skiftedes klonerne til at snakke, og skiftede ved hver koma "Kvinden der lige er ankomet, er mit mål, giv mig hende, og ingen vil komme til skade! Hold hende tilbage, og jeg angriber alt, jeg er måske på jeres territorium, men i befinder jer i mit element!" klonerne var måske alle sammen tydeligvis lavet af sand, men hans trussel virkede skam fuldstændig ægte.

Da de tyve kloner rejste sig fra sandet i en ring rundt om Rage, var Khali kommet for at dække hendes ryg. Rage kunne høre hende gispe og hendes hår rasle af perler. Hun kunne nærmest føle at hun trak sin bue fra ryggen. Rage nøjedes selv med at ranke op i sin gun, og så kiggede hun rundt på de forskellige kloner.

Hun kastede et blik over skulderen, og hun kunne se at hendes to mænd havde sluppet kvinden. Hun lå slapt i sandet, og fik sikkert sand i næsen. De to banditter så forskrækkede og utilpasse ud. Hun havde det på samme måde, men hun ville dø før hun indrømmede det.

Hun smilede ubehageligt med tænder der glimtede hvidt. Da hun åbnede munden fokuserede ikke på nogen bestemt klon, men hun kiggede bare rundt omkring sig "Du har fuldstændig ret, jeg er lederen." Så trak hun på skuldrene. "Du tager hende bare, hun er intet værd for mig." Hun lod sine fingre løbe hen over våbnets glatte, metallige overflade. "Men først vil jeg have at du viser dig for mig."

Rage havde aldrig set et glimt af aura i hele sit liv, men som bloddæmon kunne hun mærke hvert eneste væsens hjerteslag. Ingen af disse kloner havde et.

Dust ville først danne et ordentligt hjerteslag, når han manifesterede den del af hans krop hvor hjertet sad, og hun havde skam helt ret i, at ingen af disse sand kloner havde noget med den rigtige Dust, at gøre. Men han var allerede begyndt at analysere hende, lige fra det øjeblik hun var begyndt at skyde ned i sandet, og han fortsatte med at analysere hende, indtil han mente hans analyse var færdiggjort, og allerede nu havde hendes aura afsløret hendes race. De 2 banditter der lige havde sluppet kvinden, blev skubbet væk af 2 kloners over kroppe, der stoppede med at vokse op af sandet, da kun overkroppen stak op af jorden, de 2 overkroppe nær studerede kvindens besvimede krop, og vendte hende om på ryggen.
"Jeg har ikke tid til at lege, hvis den her ikke bliver passet indtil jeg skal afsted, hendes legeme er meget svækket, og hvis hun dør begynder forrådnelsen at sætte ind på rekordtid, ude i denne hedenske solvarme!" sagde de 2 kloner ved kroppen, der heller ikke havde noget hjerteslag "Du ser på 20 hele kloner, og 2 ekstra overkroppen der alle er sand udgaver af mig, hvilken interesse skulle du have i, at se den ægte udgave af mig?" spurgte en af klonerne der stod foran Rage, mens den så på hende og de 18 andre, så rundt på omgivelserne.
"Jeg er her ikke på grund af jer, jeg er her kun for at dræbe pigen, og tage hende med tilbage til Miami, hvor hendes far venter på mig og hendes lig!" sagde klonen.

Rage synes at holde øje med alle sandklonerne på en gang, hvilket var ret imponerende når man tænkte på at hun kun havde to af slagsen. De var efterhånden blevet til to smalle sprækker i hendes solbrændte, storsmilende ansigt. Deres farve var ikke længere kulsort, men mere som en sodsveden ravfarve. Med et nik fik hun et par af sine mænd til at rette deres våben imod de to halve kloner og kvinden der var mere eller mindre død. Hendes tilstand kunne ikke interessere Rage mindre.

Hun ladede sin gun med en hurtig bevægelse og en faretruende, klikkende hvislen. Hendes stemme lød næsten intakt med lyden af plasmaen der brændte og knitrede. "For at pumpe dig fyldt med plasma, hvad havde du regnet med?"

Hvis der var noget Rage manglede, så var det en situationsfornemmelse. Hvis hun så en lejlighed for at få fingrene i nogle knitrende sedler eller klingende mønter, så tog hun den, lige meget hvor dårlig timingen var. "Jeg vil med glæde udlevere hende til dig. For den rigtige pris, selvfølgelig." Siden det var en kontrakt ville han blive udbetalt en masse penge, så hvis hun var heldig ville hun kunne indbringe et par monetos. Desværre lignede han bare ikke lige typen der gav op så let. Well, challenge accepted.

De 2 halve sandkloner, omformede sig til en hærdet kuppel af sand, rundt om den nærmest døde pige, for at beskytte hende mod mulig plasma mishandling af plasma skud, så hvis de skød mod hende ville det blot blive dækket af et fint glas lag. Lige under fødderne på Rage, begyndte alt hans modbydelige aura at samle sig, lugten af tykt sand der var blandet med blod burde ramme Rages næse, i det øjeblik sand myldrede op af hendes krop, og fangede hende i en cocon af hans eget krops sand. Ud fra coconen, kom en linje sand der skulle holde den rigtige Dust'es hoved oppe, så han kunne se hende i øjnene.

"Du står slet ikke i en position, hvor du er istand til at forhandle om et mål, jeg allerede har fået fungerende i!" sagde han roligt, og med det samme smuldrede kuplen og afslørede, at den næsten døde pige var blevet fjernet, lige for øjnene af dem alle sammen "Hvis du vil tjene til dagen, bør du bruge din tid på noget bedre, end at true andre til at give penge! Kun en andens død, er den mest sikre måde at få penge på, i disse tider, så få dig nogle missioner til din fine lille gruppe, så behøver du ikke interessere dig, i hvad vi andre laver!"

Rage havde travlt med at holde øje med hendes 'gidsel', da Dust begyndte at samle sig for hendes fødder. Sandet vred sig under hendes militær støvler, og hun vaklede med et grynt. Da sandet begyndte at rent faktisk gribe fat i hendes sko, sparkede hun voldsomt ud og vred sig for at komme fri. Hun hoppede lidt frem og tilbage, men blev så fanget. Panikken boblede op i halsen på hende da sandet nåede op til hendes hals. Hendes mandskab var dog det mest ubrugelige rakkerpak på hele planeten. Hun varmede sin krop op som en slags impulsiv reaktion, og hun kunne mærke hvordan sandet blev til blankt glas omkring hende. Hendes pupiller trak sig sammen da hun pludselig fik øje på et par blodrøde øjne i mørket.

Hun vred sig vredt ud af det halvstørknede sand og børstede så meget af det af som hun kunne. Små flager af glas han fast i hendes hår og tøj. Hun håbede på at hun i det mindste havde skadet ham en lille smule. Hvad fanden var det lige han havde gjort med sandet? Det var da godt nok det klammeste hun længe havde oplevet. Mangen til gusten og vammel satan...

For en gangs skyld anede hun ikke hvad hun skulle sige, og hun rystede af vrede så de sidste sandkorn blev rystet af. Det gned imod hendes hud under tøjet, det krassede og sved.

Hendes øjne flaksede rundt på pladsen for at finde ud af hvor hendes modstander befandt sig, om han overhovedet stadig var til stede. Hvis der var noget hun ikke kunne fordrage, så var det folk der undgik direkte slåskampe. Kujoner.