Ubuden Gæst... [Rage]

Poppy kløede sig på næsen og strammede skruen en ekstra gang inden hun satte Peekaboo ned i på den tørre sandjord. Bålet knitredes til stilheden ude ørkenen. Det eneste man kunne høre var de voldsomme vindstød og lyden af sand der strøg hen ad jorden. Hun rettede på sin støvmaske for at den ikke gled ned om halsen. Da hun kiggede rundt om sig der der ikke andet en ørken og bjerge samt blå himmel. Solen var i gang med at koge hendes hjerne, og den stikke hendes hud som aldrig før.Hun rækkede hånden ind i sit telt bag sig og fandt en beskidt plastikpose med en død slange i. Hun satte den foransig og pakkede den ud lige så forsigtigt for ikke at ødelægge posen. Bagefter lagde hun slangen på en rusten rist over bålet.
"Danm!" Hviskede hun for sig selv og holdte sig på maven, imens den knurrede.

Efter et par minutter over flammerne var slangen en smule mere spiselig og hun begyndte at skære den op. En stank af diverse indvolde og brændt kød fyldte den lille lejr.
Da hun havde spist op tog hun fat i posen igen og gemte de sørgelige rester.
Hun satte sig i skrædderstilling og tog fat i en støvet flaske der lå i skyggen af teltet. Det kunne godt være at varmen var uudholdelig, men i det mindste havde hun en gammel ven ved sin side.
"Åh Mr. Vodka. Du ved da også lige hvordan man tilfredsstiller en kvinde" sagde hun og hev ned i masken for at tage en slurk eller tre.

// det bliver ikke så langt, for jeg har stjålet Simons iPad.

"For fanden mand, så kør da ordenligt!" Klagede Rage igennem sine klaprende tænder. Ørkenlandskabet var forræderisk og uregelmæssigt, og ikke mindst forfærdeligt at køre i. I hvert fald når man ikke var trænet til at køre i sådan et terræn. Det kunne man godt mærke at Cavanaugh ikke var. Hvor fanden var Khali når man skulle bruge hende?

Åh ja, hun havde taget et scout job ved posten imellem Rages camp og en anden banditlejr der pludselig var sprunget ud af ingenting. De skulle ned med nakken så hurtigt som muligt, men først skulle der lige noget kedeligt og strategisk til. Det var mere Khalis ting. Hun havde vel haft brug for et par dages fri. Og lidt proviantering var heller ikke det mest spændende i verdenen.

Et øjeblik så hun noget... Underligt i kikkerten. En flagren af noget i horisonten. Det kunne have været en solstråle der blinkede i glasset, eller en lille forskydning i den varme luft, men Rage havde boet i ørkenen det meste af hendes liv, og hun vidste hvad hun kiggede efter. "Cav, mere imod øst. Der er lige noget vi skal tjekke ud."

Poppy var lige ved at vende bunden i vejret inden det gik op for hende at flasken var ved at være tom. Et sørgeligt tegn for guder. Hun skruede låget på og lagde flasken ned i hendes rygsæk bag sig. Da hun vendte sig om, sad hun stille i bevægelsen. Hun var stivnet helt og lyttede tålmodig. Hvis ikke hun tog fejl var det en motor hun kunne høre. Hun prøvede at skelne den svage lyd fra de andre lyde omkring hende. Den blev højere...

Hendes hjerte begyndte at pumpe lidt hurtigere, da hun i hurtige trin begyndte at pakke teltet ned i rygsækken. Teltet bestod kun af tre pløkker der skulle trækkes op af det løse sand, og et let pakkesamelig tipi telt der næsten var mindre end hende selv. Hun tog sniperen over skulderen og kylede de sidste ting ned i rygsækken. Da hun kunne høre den tydelige bilmotor stod kun bålet tilbage. Hun gav pokker i det og sparkede noget sand på i håb om at det ville slukke.
Hun løb over til foden af en bakke et lille stykke væk, der på nogle punkter fungerede som en middelårtidig skytsgrav. Hun smed rygsækken fra sig og gik igang med at lade Peekapoo.

Cavanaugh stoppede bilen da Rage bjæffede en kommando og hoppede ud af den åbne vogn. Hun gned sandet af sine desert goggles og trak sit tørklæde op om munden. Sand var da godt nok en træls størrelse. Hvornår var der nogen der opfandt noget der rent faktisk var brugbart, noget der kunne holde sand ude af hendes underbukser?

Hun skyggede for solen med sin hånd, bare af ren refleks. Glasset i hendes goggles skyggede selvfølgelig for de værste solstråler. Så sparkede hun lidt til de forkullede rester der lå i sandet. Hvem fanden havde tændt et bål i ørkenen? Og så til og med om dagen?

"Clear the area, buttheads." Selv stod hun helt fint i midten af det der for et par øjeblikke siden havde været Poppys lejr, og trak Boudreaux ud af hans hylster. Lyden af hans patroner der blev klikket på plads, fik hende altid til at smile lykkeligt. Så kiggede hun dramatisk ud i horisonten, og fik måske øje på et lille glimt af sollys i et sniper scope?~

Poppy havde allerede en af mændene på kornet, da de satte fod i lejren. Hun smilede en smule og lade fingeren på aftrækkeren. Clear the area? Ha! ja det skulle hun nok. BANG! Lød det fra sniperen og et af mændene fald til jorden. Man kunne se de andre stå med deres våben fremme, imens de prøvede at lokalisere fjenden.

Rygsækken havde hun gravet ned ved siden af sig, for at den ikke kom i vejen hvis hun skulle flygte. Hun kunne ved altid komme tilbage og hente den. Poppy så på den rødhårede kvinde og sank en klump. Har hun fået øje på mig? spurgte hun sig selv og sank mere ned i sandet.
"Balls!" hviskede hun og skød en mand i benet inden hun gravede Peekaboo i sandet ved siden af rygsækken.

Verden blev større omkring hende, og hun kunne ikke mærke sine lemmer længere. Firbenet var det perfekte dyr at forvandle sig til i denne situation. Hun stak hovedet i de stikkende sandkorn og gravede sig ned under Peekaboo. "Please de ikke finder mig, please please please!"

Lyden af skuddet var øredøvende, men Rage var ikke ligefrem overrasket. Det hun ikke var klar på, var at skuddet rent faktisk ramte. Manden, hvem fanden kunne huske alle navnene alligevel, stod kun et par skridt fra hende. Men så var der da lidt blodspor til at hjælpe. Hun kom i tanke om en sang hun havde lært da hun var lille, og hun nynnede for sig selv imens hun skyndte sig afsted. POP goes the bandit~

Cavanaugh og de tre andre banditter løb allerede forvirret rundt i cirkler, men en af dem var i det mindste på vej op til den sandklit hvor skuddet var kommet fra. Rage kunne allerede fornemme skytten. Hun kunne mærke hendes hjerteslag, og det var ikke særlig afslappet. Mmm, herligt.

Hun var halvvejs oppe ved klitten, da den næste fyr blev ramt. Hans jamren kunne høres ud over hele sletten, den kvajpande. Rage sank i sand til knæene da hun vandrede op af bakken. Hun prustede utilfredst og hvilede Boudreaux på låret. For fanden, han var tung.

Så nåede hun over bakken og så... ingenting. "Bamn." Hun kiggede ud over sandet, men der var fandme ingenting at se - nogensteder. Hvor var den lille lort blevet af? Hvorfor skete der altid dårlige ting til gode mennesker?

Så kiggede hun på sandet under sine fødder.

Poppy sad stille og ventede i sin lille hule under geværet. Det var 50 -50 om hun ville blive opdaget vil de finde hendes ting i sandet? Skulle hun tage chancen og løbe?

Hun kunne høre nogle tunge trin over sig og hun vidste, at de ville finde hende.
Hun lagde sit lille forben på den store aftrækker og ventede tålmodigt. Hvis de begyndte at grave, ville de finde hendes ting sammen med et lille firben. For en almindelig idiot ville det ikke se faretruende ud, men der kendte til skindwalkers... De ville vide hvad der forgik. De ville knuse hende i den forsvarsløse form. Hvis bare hun vidste hvordan man forvandlede sig til en genstand, så ville de andrig finde hende. Så snart de løftede hendes ting ville hun skifte om til menneske og trykke på aftrækkeren. Dummeste plan hun nogensinde har haft...*suk*

Well, der var et eller andet nede i sandet, så meget vidste hun. Ville det ikke bare være nemmere at smide en granat og smutte? Det plejede at klare de fleste problemer. Hun kunne også bare pløkke ned i jorden til der skete et eller andet. Hvorfor ikke? Tjo, fordi det var kedeligt.

Hun snøftede en gang og gravede lidt i jorden med sin fod. Hendes mænd var efterhånden ved at komme op af bakken, men de var ikke til meget hjælp.

I stedet for at vente længere, lagde hun sig ned på knæ, og stak simpelthen hænderne ned i sandet. Hvis hun ikke havde kunnet fornemme hvad hun skulle sigte efter, ville hun nok aldrig have fundet noget at gribe fat om. Det var småt og glat, så hun måtte holde godt fast... Forsigtiiiigt. Hun holdt måske lidt for hårdt fat, så selvom den ville vride sig, ville hun holde den fast - eller gøre sit bedste i hvert fald.

"Hvor er du nuttetttt, din lille lort."

Poppy skreg indvendigt da en hånd tog fat omkring hendes mave. Hun havde ikke regnet med at blive fundet på den måde. Hun klamrede sig til aftrækkeren, men de små hænder gled og hun var nu i panik. Solens skabe lys gjorde hende blind i en kort tid og et stort ansigt viste sig foran hende. Hun vred og drejede sig, men den rødhårede kvinde havde godt fat. Hun gav et lille peb fra sig for at udrykke hendes frustration og skræk. Den eneste måde hun kunne komme fri på var at skifte tilbage til menneske.

Hun holde øjenkontakt imens forvandlingen skete...

Rage smilede selvtilfredst imens hun i et kort øjeblik betragtede sollyset glitre i firbenets skæl. Hun havde spist en ordenligt mængde firben i sin tid, men det ville være spild af potentiale at spise lige dét her firben. Hun skubbede til sandet der lå i lidt over det hele ved hendes fod, indtil hun ramte noget hårdt. Til hendes glæde var det ikke en sten, men en meget dejlig udseende sniper. Og ganske rigtigt...

Hvis hun ikke havde regnet med at det lille firben... ikke var et firben, ville hun nok have skidt grønne grise da den pludselig... ikke længere var et firben. En skin walkers forvandling var næppe noget kønt syn, men meget fascinerende. Hun stak sniperen ind under armen, imens hun lod den stakkels pige forvandle sig færdig.

Hun havde et meget stort og meget ubehageligt smil klistret på sit solbrændte fjæs.

"Gi mig den tilbage!" råbte hun og børstede sandet ud af det store hår. Hun havde lyst til at skrige og trampe i jorden, men hun så ingen grund til at det ville være passende lige nu. Det ville jo ikke få dem til at overrække geværret til hende af den grund.

Snart kom der en tre andre personer op og joinede skiderikken, dog den ene haltede lidt.
Poppy kiggede skræmt rundt på dem alle sammen, men det vigtigste var Peekaboo. Hvis hun mistede den var det ude med hende. Eller værre endnu hun ville blive skudt på med sit eget våben. Det ville være nedern.

Desuden skulle hendes rejse da ikke slutte nu. Hun var først lige kommet ud i den virkelige verden.
"Jeg sværger! Det vil blive værst for jer selv!"

"Så du kan skyde mig? Sikke dog en god ide!" sagde Rage muntert, og rakte firbenstøsen sin sniper. Hun kunne stjæle den og sælge den på et andet tidspunkt. Vent, var det en plan der var ved at forme sig i hendes hoved? Ad, hvor forfærdeligt.

Hvis pigen var hurtig nok til at kigge efter, så ville hun godt nok lægge mærket til at magasinet manglede, men hun havde da fået sit prægtige våben tilbage. Se på den lyse side.

"Mmm, det glæder jeg mig til. Nå, hvem er du så?" Rage kunne lige så godt have spurgt om hun havde nogle rige forældre, men selv hun var smart nok til at maskere sådan et spørgsmål, bare en lille smule. Hvis man kunne få penge for den her lille blåtop, så var det da det værd at bagbinde hende og smide hende bag på jeepen. I det mindste var hun en god skytte.

Poppy var ikke overasked over det manglende magasin, det viste bare at de ikke havde jord mellem ørene. Nårh men, I det mindste fik hun sit gevær tilbage. Det var sådan set hendes livsværk, og siden hun ikke var så gammel, så fyldte det meget af hendes liv.

Hun følte sig krænket på alle mulige måder og den halvcirkel de havde dannet rundt om hende, føltes sin om hun blev skubbet op ad en mur.
"...P..Poppy" hun skammede sig over sit navn da hun sagde det, men hendes forældre mente det var et almindeligt navn. Pfff, Poppy. Hvorfor lige Poppy. Hun ville jo aldrig blive taget seriøst ude i den strenge krigszone af en ødemark.

Rage lagde armene over kors. En gestus der ikke bare fik hende til at se utålmodig og skuffet ud, men også satte hendes hænder i en position der var meget tæt på de to sværd der hang i hende bælte. Hendes fingerløse handsker knirkede.

Hvis pigen ikke var totalt tabt bag en vogn ville hun genkende Rage som The Desert Drake på et eller andet tidspunkt. Det var ikke ligefrem fordi der var få wanted posters af hende hængt op hist og pist. Håret og aret var også temmelig... karakteristisk.

"Jamen tillykke med det." Måske skulle hun bare gå direkte til sagen i stedet for. Der var ingen grund til at trække det ud indtil firbenet fandt ud af hvad hun snakkede om og tissede i bukserne~

"Hvor meget er du værd?"

"Værd" Balls! Hun ville sgu sælge hende. Dusør? Slave? Hvem ved! Poppy rystede sig mentalt i hovedet og prøvede at rydde hovedet for tanker. Hun måtte slå koldt vand i blodet hvis hun skulle undgå at blive dræbt på stedet.
Hun kiggede op på kvinden der ventede utålmodig på et svar. Sollyset bag banden stikke i øjnene som bare fanden og gjorde hende blind. Hun kneb det ene øje sammen og anstrengende en ekstra gang for at se ansigtet på kvinden. Hun måtte jo være lederen siden hun stod foran alle de andre.

Poppy smilede roligt og kom med et kvalt fnis.
"Det kommer an på hvad værdien er? Hvis det er penge du er ude efter kan jeg ikke hjælpe dig. For jeg er ikke en skid værd i penge, men hvis det er en handel du er ude efter kan vi måske hjælpe hinanden. Ser du, jeg ved skam godt at dit kvalificerede mandskab er nøje udvalgt, og at det kun er de bedste af de bedste af de beeedste, som bliver optaget..." sagde hun sarkastisk og kiggede tydeligt over på en middelaldrene mand i færd med at grave efter grønt guld i ansigtet med sin lillefinger. Han stoppede op da han opdagede opmærksomheden og rømmede sig en enkelt gang.
Poppy sukkede og tog en indånding.
"... men måske du ville overveje at det var på tide at tage nyt frisk blod ind"

Poppy havde brug for et arbejde. Hun kunne ikke leve af ørkenslanger og skorpioner til evig tid. Det kunne godt være at gruppen ikke holdte sig på den rigtige side af loven, men det gav hun fanden i.

// jeg venter med at skrive til et tidspunkt hvor jeg kan give den fantastiske tråd ære.

Rage var overrasket over hvor kold i røven pigen pludselig var. Der var ikke mange der prøvede at klare sig ud af den samtale så fattet og med så mange sætninger. Og især ikke nogen der havde været et firben en par minutter i forvejen. Eller talte sassy og sarkastisk om hendes 'mandskab'. I det mindste vidste hun at Rages banditter var totalt ubrugelig. På den måde opnåede tøsen noget der måske var endnu vigtigere end mulig værdi. Interesse.

Hun kunne ikke lade være med at smile, til tøsens uheld. Det var et ubehageligt smil med alt for meget tænder og ikke nok rynker ved øjnene. Hendes øjne havde fået en farve der så helt ravfarvet ud i sollyset.

"Nyt blod? Jeg vil ikke lyve, det lyder dejligt." Hun slikkede sig om sine unaturligt røde læber. Well, pigen skulle tjekkes før hun kunne blive lemmet ind, det var helt sikkert. Hun plejede ikke at hverve sig medlemmer der ikke var tidligere banditter i en anden bande, men der var en første gang for alting. YOLO, som man siger.

Poppy var lettet. Det kunne have gået meget værre, men hvad fanden havde hun rodet sig ud i? Da hun forlod gården, forventede hun ikke at melde sig ind i en bande.
Hun gravede rygsækken op og rystede den af for alt sandet. Hendes støvmaske som hang ned rundt om halsen var også begyndt at fylde sig selv med sand, da et stort vindstød smed det tynde sand til alle sidder og ramte hendes øjne. Hun tømte masken og tog den på, imens hun holde sig for øjnene.

Rage stod stille og betragtede hendes nyeste bandemedlem, imens hun fraværende strøg sand af skuldrene. Og rystede en lille ørken ud af sit røde hår. En frisørs værste mareridt, kunne man vel godt kalde den manke af røde hårstrå der sad på den ene side af hendes hoved.

"Så smutter vi!" bekendtgjorde hun og bevægede sig tilbage til jeepen i gadedrengehop. Den bandit hun havde skudt i benet havde fået viklet en strimmel om såret og haltede efter dem sammen med sin ven, og han så ikke ligefrem glad ud.

Det havde godt nok været meningen at de skulle havd været ude for at proviantere, men nu vendte de tilbage til basen, hvilket hun også gjorde klart for Cavanaugh ved hjælp af en masse bandeord. Måske skulle 'Poppy' lige introduceres til hendes ny liv først.

Og så satte hjulene i gang.

//hvad er vi slut på den her oder was?//