Wanna play a game? - Medusa

Tid: 22:40
Dag: Onsdag d. 9 Januar
Sted: Lousville - Et overfyldt kasino.
Vejr: Fugtigt, lummert og vindstille med mild støvregn. Den radioaktive luft kan føles denne aften, så de fleste væsner er krøbet indenfor.

Lyden af brølende latter, som tydeligt indikerede sejr, samt glas der fløj igennem lokalet, indikerede at aftenen allerede var i fuld gang på det mellemstore kasino. Luften var tyk af røg, sprut og kropsvæsker fra forskellige væsner, som i alle aldre og størrelse sad, hvor end de havde kunne finde en ledig plads, med enten en halvtom drink i hånden, eller makker ved deres side. Nogle mere berusede end andre selvfølgelig, men deres øjne var alligvel fokuseret mod de spil, som var i gang foran dem. Hvis de mistede fokus nu, kunne de risikerer at miste mange værdifulde ejendele, sågar deres egen frihed. Jo, folk satsede efterhånden, alt hvad der satses kunne. Men også mest, fordi væsnerne her tog imod det. Der var ingen grænser eller spørgsmål til det, som folk kunne byde ind med. Verden fra fri og uden regler. Og de folk, som så endelig forsøgte sig med lidt retfærdighed, blev tævet sønder og sammen, inden de blev røvet, og smidt på porten, som guderne nu havde skabt dem.

Eftersom den radioaktive atmosfære hærgede udenfor, blandet med regnen, var det sædvanlige forholdsvis smalle kasino overfyldt til randen. Mange af væsnerne havde allerede smidt forskellige unødvendige tøjdele, da luften var så hed, at de fleste kunne gå rundt blot i deres pels, eller hvad andet, som dækkede deres særprægede kroppe. Andre, lidt mere stil- og magtfulde væsner i denne lave verden, havde valgt at lade deres tøj sidde på. Til gengæld havde de rigeligt med folk omkring dem, der rendte hektisk rundt efter flere drinks, eller andre midler som kunne nedkøle, de enorme kroppe.

Ved et bord, længst gemt væk nede i det venstre hjørne, ikke så fjernt fra 'baren' endda, lod til at være det mest fokuserede bord af dem alle denne aften. Folk var kommet og gået, alle med blandede ansigtsudtryk, og forskellige ejendele med sig. Selvom hele kasinoet lyste op, flere meter udenfor i den mørke nat, fremstod det hjørne alligevel mørkt og dystert.. Som om, at det ikke var meningen, at man skulle se alt, hvad der foregik ved det lille bord. Gennem latteren, brølene og flere uhæmmede skrig, samt klask når hud stødte mod hud, kunne man næsten fornemme stilheden 'skrige' henne fra mørket. Skikkelserne sad lænet ind over bordet, og sad godt skjult med deres kort. Det var tydeligvis en form for poker, hvor mange, mange og atter mange værdigenstande var lagt på bordet. Alt lige fra specialdesignede våben, til poser med penge, ædelstene og forskellige ark der lovede det ene eller det andet. Bordet var rundt, og rundt om det sad 6 forskellige spillere, samt deres tilhængere, hængende ind over skulderen. Ved bordet sad af alle verdens væsner en vampyr, en sortelvere, en cyborg, en falden engel, en varulv med god afstand til vampyren, naturligt nok.. og så.. et menneske?

'Mennesket' gik under navnet Seyah, og var efterhånden en kendt skikkelse på de fleste kasinoer, eller mange andre steder, hvor der var mulighed for at gamle. Nogle gange kaldte folk ham "Zee" da han havde en sær vane for at læspe, når han skulle udtale sit eget navn. Mandens ansigt var halv skjult af mørket, men alligevel kunne man fornemme de næsten selvlysende, grønne, ikke-menneskelige øjne, som stirrede fast mod kortene, som blev holdt mellem hans slanke fingre. På hans hoved prydede fire spidse takker, som lod til at stikke op af hans mørke hår, som var let bukket forover. På kroppen bar han et nydeligt, grå, nålestribet jakkesæt, hvor jakken stod åben, og den hvide skjorte var knappet op foroven, hvilket afslørede en næsten syglig hudfarve, der ikke helt kunne defineres, som hvid men alligevel ikke sammenlignes med andet. Måske den slags hud man så på krybdyr og syge folk?

Mandens ansigt var blottet for følelse, og resten af hans krop, skjult bag bordet og de mange folk. Stemningen lagde klart op til, at det snart var på tide at se, hvem der faktisk havde vundet dette slag. Folkene bag spillerne rørte uroligt på sig, flere af dem rørte sågar deres våben, blot som et lille tjek på, at de stadig kunne nå ud af stedet i livet, hvis en af spillerne nu blev gal og anklagede for snyd.

"Kom nu, Zee! Du har siddet med øjnene klistret til kortene næsten hele spillet! Tag så og kom videre!"

Knurrede varulven, inden han selv gav sig til at lade øjnene flakke ned mod sine kort igen. Man kunne jo aldrig vide, om der var sket noget, i det øjeblik, hvor han faktisk havde set væk.

//udseende af medusa og ja det er sammen person, som jeg har som faceclaim :D :D

Flaskerne klingede imod hinanden ved et lille hjørnebord, meget anderledes, hvor ellers næsten enhver individ herinde havde opmærksomheden imod. Dog var de 6 folk omkring de lille bord ligeglade med de andre, de der priser var intet værd i forehold til de tyvekoster, som de normalt fik fingrene i. Skrålende med høj latter sang de diverse druksange, da de havde noget at fejre. For ikke særlig mange dage siden havde fortjenesten været ekstra god, især da dominoeffekten eller kaos teorien om sommerfuglen, som skaber storme på den anden side af jorden, havde været meget søde imod dem. En stort rejsehold af forretningsmænd havde lige sluppet væk fra en bande med mangel på mænd, skadet køretøjer og våben, men så havde de fundet sig selv fanget midt i the shadow of the ravens kløer. Det havde ingengang været planlagt, muligheden havde bare poppet op sådan uden videre. Selvom de 5 både af mænd og kvinder sad og snakkede og var lystige, så var der et par øjne fra en skikkelse, som sad i hjørnet og havde opmærksomheden imod spillebordet. Skikkelsen var næsten ugenkendelig, da mørket lå tykt, især da det sparsomme lys havde noget af et besvær med at nå igennem rummet med de mange forunderlige og så forskellige væsner. Øjnene var let lysende, da de unaturlige grøn oliven øjne reflekterede den ultra sparsomme lys, næsten som når en bitte smule lys bliver reflekteret i en kats øjne.

Vampyren, som var en meget stor bred skikkelse, slog hårdt ned i bordet.
" så er det nok varulv! Vi har snart hørt på din utålmodighed hele aften, gå hjem med halen imellem benene i stedet for at klynke her"
Sagde han vrissen, mens de meget store sorte øjne kiggede intetsigende på ham, hvor den meget blege lyse hud, gav hele denne uhyggelige fornemmelse, at disse øjne kunne sluge en med blikket som to små sorte huller. Varulven rejste sig hurtigt op og skulle til at angribe, men der lagde Kroværten en sort tung hånd, som viste sig til at være lavet af metal, ham ned. Varulvens gylden lilla øjne gloede olmt op på kromanden, men han måtte affinde sig i det, da Kromanden var mere eller mindre kendt for, at der ikke foregik nogen slåskampe inde i hans kro, ellers fik man med ham at bestille, og hans store krovært skikkelse med en jernarm indbygget med diverse våben osv, var hans kampdygtighed overraskende god i forehold til hans lidt for store vom.
varulven knurrede for sig selv, hvor musklerne var spændte i hele hans krop, tilfreds var han i hvert fald ikke. En tynd skikkelse bevægede sig væk fra hendes gruppe fa folk, hvor den smidig glid forbi diverse folk og dem, som ikke gjorde det hurtigt nok og så hende, som kendte hende, skyndte sig hurtigt at vige bort af gode grunde. Lyset var mest centreret af den lille levende flamme midt på det runde bord, hvor de 5 skikkelser var de mest tydelige omkring bordet, men hvor folkene omkring var mest lyst op med deres ansigter og hoveder, som stak frem. Folkene omkring lignede næsten flyvende hoveder, da mørket var tæt omkring deres kroppe. Et hoved på den modsatte ende af bordet for Seyah dukkede den høje skikkelse hoved op. Selvom Seyah nok var rets så opmærksom på sine kort og alt det, så hvis han kiggede op, så kunne han nok ikke undgå at ligge mærke til den person.

Hun stod så meget i kontrast til sine omgivelse, da ja, de fleste folk var nolifes her, som var rotterne af hierkiet, og som levede af verdens rester, som den kun gav med stor betænkelighed. Det sorte kamplignede kunstneristiske tøj lå meget tæt til hendes krop, hvor hendes skuldre og overkrop var synlig pga sin 195 cm høje højde, og især da hun havde fået sig en plads lige bag ved cyborgen. Cyborgen kiggede hurtigt bagud på den kvindelig skikkelse, som stod få cm fra ham, og hans blik vendte tilbage på hans kort forvirret og skræmt?
Det, som nok gjorde udfaldet, for at hun stod i kontrast til sine omgivelser, var hendes flammende røde hår i en stor hanekam, som fik liv i den lille levende flamme på bordet. Et par hænder gled ned på cyborgsens skuldre, hvor folk begyndte at få opmærksomheden til denne nyankommen kvinde. De lange slanke fingre borede let ned i skuldrene, hvor hun bukkede sig let ned, og hviskede noget i øret på ham, mens han sad og stirret nervøst ligeud, hvor store svedperler glimtede ned af hans menneskelignende hud.
Han rejste sig op, hvor folkene kom med udbrud og så med overraskende mine på kvinden, da hun indtog hans plads.. Intet udtryk havde været på hendes ansigt, hun havde det sammen pokerface, som denne kære "menneske," som hun havde foran ham.
Varulven havde fået nok og rejste sig op.
"hvad er dette dog for noget, du kan da ikke ba...
Hans stemme stoppede straks, da han mærkede knivens blanke skarpe overflade imod sin bløde hud på halsen, især da en syende lyd kom, da kniven var af ren sølv. Personen, som havde gjort dette, var en ung høj sort hårede vampyr med grå blålig øjne. Han bar handsker, så han blev ej skadet af sølvkniven i hans hånd. Varulven satte sig ned med uden modsætninger, og kun efter et stykke tid forsvandt kniven fra hans hals.
Den anden vampyr ved bordet tog sin pistol og rettede den imod kvinden ved bordet.
"Hvor vover du at.."
Han fandt sig selv i lignende situation, hvor endnu en kniv sad ved hans hals, som også var lavet af sølv. En kvindelig stor hånd, som sad på en meget maskulin kvindelig krop, hvor de samme blå grålige øjne kiggede på ham, hvor hun tog pistolen ud af hans hånd.
Alle holdte kæft, især da dette var helt nyt, det som der skete.
Kvinden med det ildrøde fønix hår, rejste sig roligt op hen imod vampyren. Der var et glimt af rent ondt vrede i hendes øjne, hvor intet af hendes krop, dog vidste, at hendes sindstilstand var sådan. Med et hurtigt hug tog hun fat omkring hans kæber og løftede ham let som ingenting, hvor dog hendes metalliske knogler og muskler knagede en bitte smule af utilfredshed.
"Hvis du ikke vil spille, så kan du bare gå uden dine indsatser"
Sagde hun med en pisksmældende stemme, hvor hun slap ham, så hans krop dundrede ned på stolen.
Da hun satte sig ned kom et strålende barnlig smil på hendes læber, hvor hun kiggede imellem dem især på manden foran hende.
"Når hvad siger i til, at vi starter forfra?"
Endnu en mandelig skikkelse kom frem og smed en stor pose penge på bordet foran kvinden, hvor guldklumperne glimtrede i flammens levende lys.

Bordets hoppen oven på det kraftfulde slag fra vampyren, lod ikke til at genere mange af gæsterne omkring bordet. Når man valgte at komme og spille steder, som dette, måtte man ret hurtigt accepterer, at folk sjælendt var helt enige med at enes. Folk var blevet såret, lemlæstet og sågar dræbt i stridigheder.. ofte blot på grund af spil og gevinster. Som regel behøvede alkoholen ikke engang være til stede. Væsnerne her havde sorgen og vreden, som bragte deres blod i kog. Smerten om muligvis at tænke på, hvordan de var blevet kasseret af det allerede ødelagte samfund. Men alkoholen ville altid være en god undskyldning. Og en god ven.

Derfor blev det, som en naturlige, minimal reaktion fra den tavse mands side, at han rakte ud med en bleg hånd, og greb et skælvende whiskey glas. Væske var der ikke meget tilbage af, men det var dumt at lade drinks gå til spilde, eller blive ladt alene her omkring. Det var spild af penge, og kunne koste en dyrere end man anede. Langsomt førte han glasset op til de smalle læber, hvor de lige akkurat blev åbnet så meget, at han kunne hælde resten af væsken ind. Da glasset nænsomt blev sat på bordet igen, med et stille 'bump', tillod Seyah sig selv at kigge op på de kaotiske omgivelser. Varulvens skikkelse lå på gulvet, med en oprevet kromand halvt over sig. Vampyren var, som sædvanlig ude af flippen over varulven, og resten af flokken forsøgte desperat at vælge mellem deres fokus på gevinsterne eller slåskampen. Det var ikke til at vide, hvor der kunne ske mest.

Men dér. Hende. Hvem? Det måtte tiden vise. Kvinden strålede. Men ikke, som en i lyst tøj, perledehvide tænder og alt for mange, alt for dyre smykker. Hendes autoritet strålede derimod. Og sammen med den fønixflammende hanekam der prydede hendes hoved, og det mørke stramt siddende tøj der smøg sig om hendes perfektionerede krop, udgjorde hun et smukt og yderst fascinerende syn for Seyah. Han tillod sig selv at lade blikket hvile på hendes vandrende skikkelse, imens hun bevægede sig tættere på dem. Seyah blinkede ikke engang. Han ville ikke tillade sig selv at misse en eneste bevægelse, for ud fra hendes kurs at dømme, lod det til, at han burde være klar til at give en ordentlig modtagelse. Desværre, var det ikke hoffet heromkring. Det var næsten så Medusa ville kunne mærke, hvordan Seyahs egen reptilligende øjne, strålede om kap med lyset på bordet. Der var aldrig dødt inde i ham. Tanker og handlinger for altid gennem ham. Han var ikke kendt, som en snu rad, for ingenting.

Den eneste rigtige reaktion omgivelserne fik skænket, var et løftet øjenbryn, da kvinden valgte at overtage cyborgens plads. De andre spillere kunne sådan set rende ham. De betød intet andet, end flere mulige gevinster. Men den slags sagde man selvfølgelig ikke altid højt. Cyborgen undrende ham dog. Den havde virket.. bekymret? Og kvindens alt for rolige ansigt fristede ham. Så da posen med guld blev smidt på bordet, gik der ikke længe, før man ville kunne føle det dæmpet bump, da noget stort og tungt, bankede op i det. En lille guldklump trillede afsted, og blev snuppet mellem to sorte, skarpe negle. Seyah løftede guldet prøvende op foran sine specielle grønne øjne, hvorefter han stirrede direkte på kvinden, men et smil der kunne sende flere i knæ.

"Mon ikke drengene her og jeg kunne gøre en undtagelse, for sådan en sød lille dame, som de? Vi skulle jo nødigt spolere vort gode rygte, skulle vi vel?"

De grønne kølige øjne kørte kort rundt i lokalet, hvor opløftet og tiltalende latter brølede igennem. Selvom der kom kvindelige figurer her, kunne de ikke nærme sig Medusas standart. Men det betød også, at de var fremmede for udskud. Bedre end dem. Hun var.. anderledes end de anderledes.

"Men ser du, lille frøken. Det virker ikke, som om, at en kvinde, som dem, ønsker at smide med guld og grønne sager for ingens verdens nytte. De kunne leve i rigdom og velfærd.. Men i stedet smider de bogstavelig talt det hele for en flok slyngler?"

Seyah rystede denne gang selv småleende på hovedet, hvorefter han så Medusa dybt i øjnene, med et grumt smil.

"Fortæl mig hellere, hvad de rigtig søger. Så kan vi spille."

Lige så unaturligt, som hans smaragd grønne øjne skinnede med lysets spil, det sammen gjorde hun med sine unaturlige mekaniske øjne, hvor de dog var så udtryksfulde, at de næsten stadigvæk kunne virke menneskelig. Fordi hun nemlig har haft de øjne, siden hun var relativ ung og hun var en person af følelser med sit meget særpræget ustabile sind, så havde det givet hende et form for plus, så hun kunne virke mere menneskelig end hun var.
Dog var hun som regel altid meget fløjtendeligeglad med dette, og derfor gjorde hun intet for at skjule sin metal hale, som begyndte at titte frem bag ved hende, som en kats legende hale. Flere øjne så grådigt på den, da dens hårde blanke overflade var belagt med rent guld, hvor inden under, som man ikke kunne se med det blotte øje, bestod den af ren titanium. Dog hvis de grådige øjne studerede nærmere, så var den øverste spids af halen af metal med bevægelige skarpe led, der var den gennemsigtig som glas.
Sagkyndige øjne ville dog hurtigt konstantere i lyset, at den 5 cm lange spids ved enden af halen bestod af ren poleret diamant. Et bedre og hårdere var der end diamant, og så skulle den desuden aldrig slibes, når den havde krævet liv efter liv. Der var ingen tvivl om, at ja hun var en kvinde, som havde rets så gode midler. Men der var intet deraf, som viste, at hun var en kvinde, som lavede intet og overlod det til folkene.
Muskler trænet til udholdenhed var tydelig i hendes sorte tætsiddende læderjakke, hvor den helle ikke overlod så meget til fantasien angående med hendes kropsformer. Dog havde hun bare helt almindelige kvindelige former, hvor det kun var B skåle der gik ud fra hendes krop, men velformet så de dog ud.

En lille ild af dette dybdeindgående instinkt eller naturligt behov blev for et øjeblik vakt, da han smilede på sådan en fristende måde. Dog uheldigvis for ham, så var det ikke noget, som bragte hende ud af forfatning, kun en let farve i kinderne var det eneste, som afslørede hende. Men det havde vakt hendes nysgerrighed, og blandt sine folk var hun kendt med den, som havde den største umættelige appetit.
Dog udløste denne reaktion, at dominobrikkerne faldt, hvor det endte med, at Medusa blev langt mere interesseret end hun nogensinde har været før.
Hendes øjne var en smule opspilet, og hvor blikket var fokuseret på bordenden af ham. Hovede tiltede en smule til siden, hvor et grumt kattesmil spillede på hendes læber. Da hendes vågnet behov havde ført til, at hun ville prøve at smugkigge med sin evne. Da alle væsner/mennesker havde et metalindhold og luft ikke havde, så kunne med besvær skimte med sit indre blik alle legemer omkring, men noget, som gjorde hende så overrasket var helt klar, at denne krop på denne mand ikke endte i et par almindelige ben, som ethvert normalt menneske eller væsen, næææ nej det var noget andet. Evnen var dog vist begrænset, da støvet indeholdte selv metal og tungmetaller, hvilket gjorde, at støvet på gulvet og i træet, gav hende helvedes meget besvær med at fokusere og skille fra, hvad var bord og hvad var hale. Især da hun endnu var så forundret og overrasket over sin nyopdaget opdagelse.
Blikket blev vendt op imod ham igen, og der var ingen tvivl om, at hun vidste det. Så meget udtrykte hendes øjne med de lydløse ord, som kun en sjæl kunne udtrykke.

Så snart han havde talt, så hun op på en af sine livvagter, hvis store grin på livvagtens ansigt tydelig fortalte, at de tænkte ens. En rungende kvindelig latter skar igennem rummet, hvor hun lændte sig bagud i sin stol, og skraldgrinede over det, som han havde sagt. Et par klare tåre gled ned af hendes kinder forudsaget af latteren, hvor hun tørede dem hurtigt af med baghånden og satte sig op igen i stolen. Hendes to livvagter også havde haft grint med, men hvor alle de andre stod med deres undrende udtryk over deres åbenbart interne joke.
"Jeg må give dig, du er en sjov fyr."
Hænderne blev foldet på bordet, hvor hun begyndte at strække fingrene, så metal knoglerne knagede. Med et blev hendes blik hårdt og fast med en dyb alvorlig, men hvor smilet stadigvæk spillede på hendes røde læber, som var blevet makeret op med en rød farve, som stod kontrast til hendes lettere lysere hud.
"Lille sød dame. HA! You gotta be fucking bloody hell kidding me little one.
De oliven grønne øjne vandrede rundt på de alle folk omkring dem, hvor hun sagde samtidig med en lettere autoritær stemme.
"Med disse folk, som vidner, så siger jeg højt, at jeg er Medusa, ja i hørte rigtigt. Jeg er Medusa, leder eller dronning af the Shadow of the Ravens.. Sssssååååå"
Hendes øjne lyste op af sin egen drilsklystighed.
"Min kære ven, jeg må vist få det konstanteret for dig, at hvis der er nogen, som er slyngel her, så er mig!"
Med det lændte hun sig bagud og lod benene hvile på bordet, hvor hun strålede af sin egen selvtilfredshed, især over menneskernes og væsnernes reaktioner rundt omkring hende..
"Vi alle har mange formål med livet, men det er ikke en historie, som jeg skal fortælle dig, det eneste jeg vil er at spille en omgang poker med jer drenge."
Hendes blik hvilede på de andre spillere, hvor flere af dem så med stor fascination og skræk på hende. Hvis der var et sted, hvor hendes klan var allermest kendt, så var det her i Louisville, hvor enhver banderygte spredte sig som en steppebrand. Men når det var sagt, så var der også folk, som hadede klanen, da hendes klan som sagt, har udryddet enhver konkurrance i Las Vegas.

Den ene vampyr lændte sig forud bordet og snuppede de kort, som end var på bordet, eller dem, som end blev holdt fast imellem de knoglede fingre, og hvor de hurtigt blev ledt blandet imellem hinanden og ligelig fordelt, som det nu var påkrævet i poker, og resten blev lagt i en pæn bunke lige ved siden af lyset.
De lange kvindelig fingre med knaldsorte negle tog let fat omkring disse kort, hvor hun hurtigt så på dem, rettede på række følgen og satte dem ned igen. Der var ingen tvivl om, at selvom de andre var med, så viste blikket, at de var ikke andet end luft, hvor den rigtige modstander, som hun søgte, var den kære Seyah.
"Fortæl mig kære Zee, eller skulle jeg hellere sige Seyah? Hvordan kan man vinde så mange gange i kortspil?"
Hun havde haft hørt hans navn og hans rygte, mens hun havde haft lyttet fra sit hjørnebord. Hendes hånd tog posen til sig, hvor hun så smed en del guldklumper og penge, som nok var en værdi af håndfaste 3.000 dollars.

The Eye. carried out 1 launched of one 100 :

45

//humøret til næste indlæg//

Seyahs eget blik kunne, som flere andre mænd i lokalet, knap undgå at lade sig drage imod den legende hale. Det metalliske udseende fortalte om penge og råhed, samtidig med, at kvinden den tilhørte fortalte om autoritet og ynde. Den rødhårede kvinde kunne måske nok slagte, som hun begærede. Men hun lod ikke til at ville gøre det, blot for at gøre det hurtigt og plat. Det skulles gøres med stil... Hvis det blev gjort. Seyah havde øjne for skønhed. Og især skønhed, som stort set alle kvinder bar. Enten indeni eller udenpå. Sommetider begge. Og Seyah måtte da indrømme for sig selv, at han hellere end gerne kunne finde på at undersøge denne fremmede for at se, hvor hun mon bar sin skønhed. Atter kastede han et kort blik lidt længer nedad på kvinden, og kunne hurtigt bekræfte, at det kun lod til at være det indeni, som han skulle undersøge.

Den røde farve der kort tonede sig frem på Medusas kinder, var bekræftelse nok i sig om, at hun måske ikke var en af de helt snerpede duller til trods for attituden. Men selvfølgelig.. Hvem kunne tillade sig at have alt for store krav til et sted og et folk, som dette? Men Seyah kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan hendes ansigt pludselig ændrede karakter og fokuserede væk fra ham. Eller måske ikke helt. Jo længere tid han fastholdte sit blik, jo mere gik det op for ham. Hun.. så faktisk på ham? Ja. Smilet kunne ikke andet end bekræfte. Men, hvordan hun havde gjort det, hvordan hun lige præcis havde 'gennemskuet' ham, havde han ikke den mindste anelse om. Der lød en tør slæben fra under bordet, hvor Medusa højst sandsynligt ville kunne fornemme, hvordan noget kørte forbi hendes ben og fødder, da noget stort og tungt trak sig henover gulvet. Derefter lød en let knasen da Seyah lod til at have trukket sig mere sammen, omkring det han sad på. Selvom Medusas viden om hans hale ikke ligefrem skræmte ham, var det altid bedst at have styr på alle sine dele.

Til trods for Medusas tydelige charme og udstråling, kunne Seyah og flere af mændende tydeligvis ikke lade være med at løfte et enkelt øjenbryn eller to, over hendes pludselige latteranfald. Nok var Seyah lidt af en spøgefuld, men det var sjælendt, at de nærmest gik i krampe på grund af en enkelt bemærkning. Men da det lod til, at Medusa endnu ikke var færdig, nikkede han blot, og tilføjede kort for hovedet.

"... Jeg takker."

Hvorefter Seyah lagde sine kort på bordet, og lod en enkelt hånd hvile på bordet, mens den anden stadigvæk legede med guldklumpen. Hendes faste blik gjorde ham nysgerrig, og fik ham til at lytte grundigt efter. Oh.. Så det var hende? Han burde have sagt sig selv det. Men dog havde han aldrig rigtig interesseret specielt for at gå i dybden med klanerne. I hvert fald ikke siden.. ikke siden dengang. Men selvfølgelig havde han hørt tonsvis af rygter, og meget anden sladder. Så Medusa var ikke direkte en fremmede for ham længere. Men det var i sandheden yderst interessant at tale med hende i egen person.

"Min kæressste Medusa.. " Trak han det med vilje ud. ".. De er så godt nok den yndige dronning af hele mørkest kuld? Ganske yndigt må jeg sige. De har god sssmag for ledervalg. Men sig mig igen, kære.. Nok kan de være en slyngel. Men forklar os alle lige, hvad vi så er, hvis ikke vi er slyngler? Hvorfor de fleste her sidder uden mulighed for at kunne vende tilbage fra, hvor de kom?"

Guldklumpen fløj elegant gennem luften, og havnede i bunken, hvorfra den kom. Seyah skubbede roligt sine kort tilbage mod vampyren, så der var mulighed for at blande dem. Men hele tiden med bagsiden opad. Der var jo ingen grund til at.. flashe. Ikke før rette tid. Han foldede roligt hænderne sammen, og smilede blidt til Medusa.

"Så lad det blive Poker. Og, hvad satser de ssså på at vinde i denne omgang, frøken? Vi har ikke alle lige så goder midler, som de?"

Seyahs lange negle fik fat om de blandede kort, hvor han tog sine egne op. De smaragdgrønne øjne gled langsomt henover mulighederne foran ham, hvorefter han fæstnede sit blik direkte mod Medusas eget blik.

"De kan kalde mig, hvad de ønsker, frøken Medusssa. Men jeg kan skam godt sige dem, at jeg har haft min tid at øve mig i.."

Han sendte hende et bredt grin, hvor de to øverste hjørnetænder blev halvt blottede. Normalt ville mange andre menneskelige hjørnetænder have kunne ses. Men i Seyahs tilfælde kunne man fornemme, hvordan tænderne næsten fortsatte i en uendelighed. Sylespidse og skræmmende lange. En pose blev smidt op nede fra gulvet i dag. Den landede næsten præcist på bordet ved Seyah, hvor han roligt stak sin frie hånd ned i, og hev et par enkelte, men mellemstore krystaller op. Krystallerne gled hurtigt ind i gevinstbunken, hvor de funklede lokkende i lysets enlige skær. Det var tydeligt at se, at det var krystaller fra de mere eller mindre kendte Crystwoompieboomies. Jægere havde helt sikkert været på spil for nylig, med deres nyeste gevinster. Noget der kunne ligne en værdi på 3.000-4.000 var lige blevet smidt på bordet fra Seyah.

Det lunefulde glade humør sad stadigvæk fast i hende, og mens han snakkede, så lænede hun lidt over bordet, hvor hun lod hendes albuer, med metal som knogler, hvile på bordet. Derefter lagde hun sit spidse mere ørnelignende ansigt på sine fine hænder, hvor hun sad sådan der og bare støttede sit hoved med begge hænder, mens hendes hale bevægede legende bag ved hende. Mens hun så mærkede Seyahs lange hale trække sig tilbage.
Hans spørgsmål fik øjnene til at knibe en smule sammen i eftertænksomhed.
"hvad i er? eller rettere sagt vi er?
Med en glidende bevægelse rejste hun sig op og lagde vægten på sine håndflader over bordet, mens hendes opmærksomhed var mest rettet imod Seyah, men også til folkene omkring dem.
"Vi er det dårlige fundament af hele denne bygning af et samfund, vi kan vælge at holde, så bygningen ikke vælter eller... Vi kan lade det falde, når vi end lyster"
Det grumme smil var bredt på hendes læber, hvor hun lod blikket være på hvile på ham uden at blinke, hvor hun så vendte imod de andre i en lodret oprejst stilling, hvor hendes høje højde og attitude gjorde hende dominerende, men ikke truende imod de andres suverænitet som person og deres frie vilje.
"I må forstå kære alle outcasts, freaks eller hvad de fine folk end nu kalder jer for"
Hun holdte en kunstnerisk pause, mens hendes høje blanke støvler lød imod gulvet rundt om bordet, mens hun så på alle de "flyvende hoveder" omkring bordet med sit skumle smil.
"I er slyngler ja, men i er også frie mænd. Uden jer, ville dette skrøbelige samfund, som vi ingen gang kan kaldes for et samfund, ikke eksistere, da et hierarkisk samfund kræver, at vi har sådan nogen som jer. Men det gør jer ikke udbetydningsfulde nnneeeejjjjj slet ikke endda"
Medusa nåede til Seyah og lagde to blide hænder på hans skuldre, hvor hendes krop lænede ind imod hans ryg. Hvor hun så rundt på folkene med næsten en moderlig stolthed.
"Ligger i ned, så vil samfundets bygning holde, hvis i står op, ja så vil den vælte. Så lad vær med at have ondt af jer selv, i har noget, som ingen af de andre har. I er ikke dem, som kommer til at dø med faldet, når bygningen vælter. I er sejreherrerne, og de ved det!"
Hun prikkede sig selv i panden for at mimikere viden.
"De alle ved det, at hvis i beslutter at ikke længere holde bygningen, så vil de dø. Hvorfor tror du ellers, at de enten prøver at holde os så langt væk, eller."
Smilet blev endnu større.
"eller så prøver de ligesom den usling af en Vladimir, at blive venner med os. Men vi alle ved, at pøblen er altid dem, som har sejret, historien har ikke andet end bevist den teori om igen og atter igen."
Hendes hænder slap hans skuldre, hvor hun gik den anden vej rundt om bordet og satte sig.
"I har chancen for at leve livet, som de aldrig nogensinde kan!"
De to tvilling vampyrer stod med en næsten patriotisk følelse i deres øjne for de slynger som de var, og den kvindelig sagde højt med blanke øjne, mens hun knyttede sin store stærke hånd imod brystet.
"Vi er slynger og vi vil vælte dem!"
Flere skålede højt med, og nogen råbte med, hvor det blev gentaget flere gange. Mens folkene omkring dem var nu blevet glade, så holdte Medusa i mellemtiden hele tiden øjnene imod Seyah. Hvor kroppen var afslappet lænet bagud i stolen, og hvor albuerne hvilede imod armlænene og hvor fingerspidserne gik ind imod hinanden. Hvor hun så på ham med et mystisk snedigt blik.
Nu var der ingen tvivl om, at hvorfor hun havde så loyale folk, som ville give alt for hende, selv deres rigdomme, selv deres liv og til tider også selv deres sjæle.

Da folkene var faldet lidt ned, så lænede hun forud og tog sine kort og så lynhurtigt på dem.
"Jeg er ligeglad, hvad i end giver, bare i satser et eller andet."
Varulven lagde en pæn udsmykket blank dagger på bordet som indsats, især da den ene dødssynd grådighed havde fået grebet omkring hans kære drifter, hvor den næsten som en usynlig ånd snakkede i hans øre, at han skulle spille, nu hvor damen havde lagt den store pose penge og værdier på bordet.
"og tror du ikke, at jeg selv har haft øvet mig?"
Sagde hun med sin drilske stemme, mens kortene lå på bordet, hvor hun ikke ville flashe dem, selv ikke til tilskuerne.
Hendes lange tynde krop strakte sig da hun tog pengeposen, hvor hun så tog en håndfuld mønter, små ædelsten, smykker og andet og smed dem på bordet.
"Det er min indsats"
De andre gav også nogen småting, men intet i forehold til Medusa's og Seyah's indsatser, hvor værdierne var tydelig genspejlet i deres grådige øjne.
Slaget gik sin gang, mens folk fik nye kort, og hvis Seyah satsede højere, så satsede hun selv mere. Som Seyah nok ville bemærke, så tog hun næsten aldrig sine kort op og når hun endelig gjorde, så holdte hun dem helt tæt ind til kroppen, hvor hun til tider af åbenlys utålmodighed viftede med dem frem og tilbage lige under sin hage.
Samlet set lå der rigtig mange værdier på bordet, og mange sjæle blev fristet til at bare gribe fat om bunken og løbe sin vej. Men ingen ville have problemer, især da tvillingernes pludselige opdukken kunne betyde, at der stadigvæk var flere af hendes undersåtter imellem dem. Ingen havde generelt lyst til at få en kniv for struben eller det, som var værre.
"Vil du satse mere? Eller vil du vise dine kort?"
Hun smilte stadigvæk, men ellers var hendes ansigt i sig selv meget neutralt, næsten foruroligende neutralt.

The Eye. carried out 1 launched of one 100 :

97

Alt imens Seyahs egne slanke fingre, stadigvæk hvilede professionelt omkring kortene, forholdt han sig ganske passiv, da Medusa lod til at reagere meget 'kraftigt' på hans lille spørgsmål. Måden hun betragtede ham, og måden hun agerede på, var som et legende dyr. Men ikke et dyr alligevel. Det var en blanding af.. alting! Halen og smidigheden var en kats, imens øjnene og ansigtet tydede på en smuk og majestætisk fugl. Medusa var i sandhed en krydret karakter. Netop derfor ønskede Seyah at satse sine opmærksomhed grundigt på hende. Og så lød det, som kom ud af den yndige lille mund, ikke helt åndsforladt.

Derfor, da Medusa netop valgte at rejse sig, lod Seyah kun øjnene følge hende. Mere var sådan set ikke nødvendigt. De reptillignende øjne, der skinnede med en lysten intensitet, og fascination som var stor, fulgte Medusas mindste bevægelse rundt, netop som en slange, der vogtede over sit næste bytte. Det lod ikke til at være det rette øjeblik at snakke. Medusas ord var mægtige og meningsfyldte, og på samme tid lød det godt. Hun forstod at fange sit publikum med det helt rette ordvalg, og samtidig bruge lidt af sin.. charmerende attitude. Selv da Medusa valgte at træde om i det smalle mellemrum mellem Seyah og væggen, valgte han at tie. Dog kunne musklerne under den nydelige jakke ikke undgåes at spændes kort, da den milde berøringer af hænder, gled ned over hans skuldre, samtidig med at hans kunne fornemme hendes bryst imod sin ryg. Damen vidste virkelig, hvad hun havde gang i. Medusa ville ikke kunne ane hans hale ret godt. Men plads var der ikke meget af. Det virkede mest af alt, som om, at han sad på en stor mørk klump. Dog ville Medusa kort kunne nå at fornemme, hvordan Seyahs krop et kort øjeblik skiftede karakter. Et strejf af fjendtlighed gled over hans maske, samtidig med at spidserne af hans hår lod til at gløde rødt. Vladimir.. Ikke et specielt lykkeligt emne, hvis man valgte at tage det op med Seyah. Og, hvis man var flabet nok, og nægtede at holde igen med de rosende ord om denne mægtige vampyr, ville man hurtigt kunne få at føle, hvordan Seyahs mere dyriske side fungerede.

Instinktivt greb han ud efter sit tomme glas, og løftede det i en let gestus, imens folkene omkring skålede. Det sidste af samtalen var gået forbi ham i fortidens had, men der havde været nok opmærksomhed til at opfange kampgejsten.. Medusa havde planer. Langsomt stillede han glasset fra sig, og løftede op i sine kort igen, som han hurtigt havde presset imod bordfladen, med bagsiden opad, da Medusa havde nærmet sig ham.

"Det lader til, at de har hovedet fuld af ssstooore planer, lille frøken Medusa.. Men, hvordan har de præcissst tænkt dem at føre planerne ud i livet? Hvis vi har haft dissse muligheder, så længe.. Hvorfor så ikke have gjort det noget før?"

Seyah valgte at lade hans blik glide direkte imod hendes. Det var tydeligt, at hun ventede på hans reaktion. Måske bare generel reaktion. Og der var ingen tvivl om, at hun sagtens kunne frembringe.. reaktion.. hos ham.

"Det har de nok, kære."

Lo han upåvirket af den dårlige stemning fra før, og kastede et enkelt blik rundt på konkurrenternes gods. De virkede så pokkers ligegyldige nu, hvor hans sad her overfor Medusa. Såvel, som Medusas utålmodighed skinnede igennem, var de kommet en, hvis iver over Seyahs blik. Dette var spændende.. Yderst interessant! Og hun pirrede ham, igen og igen. Til sidst var posen med krystaller tom. Ikke fordi Seyah ikke havde mere at byde på, men som alt andet på bordet efterhånden, virkede det langsomt, mere og mere ligegyldigt. De ville begge have.. mere. Til kunne han ikke andet. Med begge hænder presset blidt omkring kortene, sænkede Seyah dem netop så meget, at Medusa lige kunne fornemmede det næsten hypnotiserende blik han sendte hende, sammen med et lusket smil.

"Lad os begge sssatse.. Én sidste gang. Taberen af denne runde har satset.. Sig selv for en dag? Hvis du vinder, ssså er jeg din for en dag. Hvis jeg vinder.. sså er du min. Og, hvem ved? Måske får man lyst til endnu et spil efter den dag."

Et enkelt næsten mørkegrønt bryn røg et lille stykke længere op i panden. Bordet omkring dem var blevet stille. Selv de nærmeste folk omkring dem, som før havde skrålet, bøvset og leet var blevet stille. Sig selv.. En meget risikabel indsats, ja nærmest den højeste, hvis man spillede kort. Der kunne ske meget på den ene dag. Og, hvis man var en af de mindre heldige, så var det ikke altid, at man kom tilbage intakt. Seyah mindes ikke engang selv, at han havde tilbudt sit eget skind før.. Han så sig selv for højt til det. Men alligevel virkede Medusa værdig og interesseret nok til måske at kunne få den rette glæde af ham, en enkelt dag.. Hvis ikke mere.

Hvad hun var? Ja hun kunne sikkert sammenlignes med alt, især da hendes sind var noget af et terningekast angående med hendes humør. Heldigvis havde hun lært at fuldstændig ikke lade sine handlinger bliver påvirket af sine følelser, så selvom hvis hun var total skræmt fra vid og sans, så ville hun stadigvæk kunne lede sit folk.
Men nok det som gjorde, at enhver ville finde hendes fascinerende og speciel angående med hendes lidt mystiske og skiftende karakter var, at den eneste måde hun kunne styre sig på, var at komme ud med sine følelser igennem hendes kropssprog og andet, da hvis hun ikke gjorde det. Så ville bægeret bliver bristet og rende, som Nilen, ud med følelser ukontrolleret.

Selvom hun selvfølgelig var opmærksom på sin påvirkning på alle de andre inde i dette rum fyldt til bristepunktet med slynger, så var alt hendes formål rettet imod ham. Hvor hun tillod sig at kunne undersøge denne "slange," da hun nærmede sig.
Det var skam ingen grund til, at hun blev kaldt for moderen. Når hun selv skulle styre sine følelser så meget og skulle udslippe sine følelser ud i de diverse forskellige slags kropssprog. Så var hun noget så opmærksom på sine omgivelsers kropssprog og reaktioner, så musklerne spændthed under sine fingre var ikke til at tage fejl af. Men da det russiske navn blev slynget ud i luften, så var der flere der blev vrede og sagde nogen edder, men noget syntes at gløde langt mere, og derfor gled hendes blik ned på ham, hvor det røde stod i total kontrast til hans eller grønne skikkelse og resten af hans halvlande hår. Hun kom til, før hun nåede at stoppe, at klemme en smule, da hun opdagede denne tydelig holdning til den kære Vladimir. Det spidse ansigt gled ned i lav vinkel, hvor for et øjeblik lignede de begges hovedet meget en slanges. Hendes snedighed og snuhed var der heller ikke mangel på og hvor var hun dog lykkelig, at hun havde fundet ham her, han ville være perfekt!
Selvom hun for længst havde besluttet at få ham i klanen, så var hun total bestemt på, at hun ville have ham koste, hvad det vil!

Benene var slynget op på bordet, mens hendes øre opfangede hans spørgsmål om hendes planer.
"Nu er det vel ikke mit rette sted at fortælle min klans allerbedste planer vel? Mange har skam gjort en masse, se på historien igennem tiden altså, der er utallige beviser, hvor det har været de såkaldte talentløse og lave folk, som egenligt har gjort de mest ekstraordinære ting."
Der virkede til at være en aktiv hjerne bag disse grønne slangeøjne og skikkelse, måske er han mere end bare en fysisk abnorm skikkelse? Måske kunne vi rent faktisk udføre noget med ham, som ville være...ekstraordinært. Sad hun og tænkte for sig selv med sit kattesmil på sine kvindelige læber.

Terningen var kastet og nu var det endt på noget, som var mindre godt. De glade følelse strømmede ud af hende som åbne sluser for dæmningen. De oliven farvede øjne blev blanke og flakkede for et sekund, da hun indse, hvad der var ved at ske med hende. Håbløshedens tjæresorte vand lagde sig som en forhindring for det klare rensende glade vand, og nu ophobede det giftige vand sig i hendes sind. Kortene blev samlet op og samlet foran hendes mave, hvor hun sad sådan og virkede ultra meget fjern.
Hendes to tvillingevagter kunne se det, men de prøvede at undgå at vise en bekymret mine i hendes retning. De var ikke sikre på, hvad humør hun ville få nu, men det var ikke godt. Især da spillet stod nu på det højeste, som ville kunne ende rets så mindre godt, hvis hun nu mistede sin magtfulde attitude. Især da de var i mindretal i dette rum, sikkert ville de kunne redde Medusa, hvor de ville få slagtet en masse, men nogen måtte måske lade livet for hende, selvom de i sidste ende ikke ville have noget imod det.
Spillet kom på et højere plan, og hun så på Seyah, mens hun prøvede at kontrollere alle sine stærke følelser med alt hendes magt, hvor hun bare valgte at fokusere på ham med et udtryksløsblik, mens hun lod nogen af hendes lange negle bore ind i hendes hænder, mens hun holdte de kort.
Smerten var herlig lige nu, hvor hun var i det selvmorderistiske grumme og i særdeleshed mørke hjørne, men hun nægtede, at hun skulle miste alt nu, hvor det hele gælder!
Kortene kom igen stille og roligt på bordet, mens hun trak tiden ud med at svare på hans spørgsmål. Blikket gled op hårdt og alvorligt på ham med et smil på sine læber, hvor der dog var en aftegning af sørgmodigheden grå farve eller håbløsheden mangel derpå.
"Vi sidder vel ikke her uden grund vel?"
Sagde hun et blottet smil, som viste de jernbelagte hjørnetænder, som kun var en smule længere end et normalt menneskes. Alt i alt mens hendes hale var krøbet i skjul under bordet, hvor dens jerngreb med den ikke skarpe side lod blodets tilførelse stoppe til hendes ene ben. Og mens hun gjorde det, så blev hendes attitude igen let mere lys og let, og hvor smilet virkede mere som det snedige og gamle charmerende smil, som hun havde før.
"Jeg lover højt og helligt på min ære, at jeg vil være din, hvis du vinder.. Så derfor vis dig mine kort andet, hvis du trækker dig tilbage?"
Sagde hun drillende og udfordrende, mens hun lod benet blive lidt mere ekstra klemt, som ville give lange dybe blå mærker på hendes ene ben, hvis hun ikke stoppede, og værre er, at hvis hun gjorde det i for lang tid, så kunne hun miste den organiske del af hendes ben. På bordet lå der de blottede kort, og man kunne godt se, at der var blevet lagt op til et royal straight flush.
De andre spillere var alle krøbet tilbage i deres stole og forholdte sig meget passive i dette spil, de havde alligevel ikke valgt at vædde med længere, især nu det, som der stod på spil. Faktisk havde alle de andre besluttet sig for, at holde sig ud af spillet nu, hvor de ikke længere havde rigtig nogen værdier, som de ville byde ind med.

The Eye. carried out 1 launched of one 100 :

26

Tiden trak spændingen ud. Om det var meningen med hele spillet, blot at vente på, at nogen eller noget bristede, havde Seyah ikke med i planerne. Medusa legede med ham. Og hun var god. Men selvom Seyah faktisk elskede at blive leget med, og havde en stor respekt for hendes arbejde og status, så ville han aldrig tillade sig selv at tabe hovedet her. Han var for arrogant og mistænksom til den slags. Det var ikke så slemt nu, men de første mange måneder efter ulykken og Vladimir, der havde han nægtet at nærme sig ret meget levende væsen, som ønskede kontakt til ham. Hans sind havde været i vildrede den gang. Alle havde været "imod" ham, fra hans synspunkt altså. Ikke, at hans sind var blevet mere... "klart" nu, men han havde blot lært at kontrollerer galskaben, instinkterne og behovene til en vis grad.

"Det er ssskam sandt nok. Nogle folk har haft mulighederne, grundende, pengene, tapperheden eller endda dumheden..."

Seyah smilede træt til hende. Han var ret sikker på, at han lå på mindst et par af de overnævnte eksempler, hvis han nogensinde skulle forsøge at vælte Vladimir af tronen... En interessant tanke faktisk, men lige nu ville han hellere fokuserer på spillet. Det var jo ikke fordi at tanken ikke havde været der før. Men selvom Seyah sad fokuseret kunne han ikke undgå at bemærke den psykiske forandring, som lod til at ramme Medusa. Det virkede nærmest som om, at hun 'faldt sammen'. Hun virkede stadigvæk stålfast, men kort virkede det til, at en glød i hende døde ud for en stund. Hvad mon det gik ud på? Men selvsikkerheden fra hende, ramte ham stadigvæk.

"Selvfølgelig gør vi ikke den, kære Medusa."

Seyah gengældte grinende hendes smil. Deres tænder kunne næsten sammenlignes, hvis ikke hendes tydeligvis var præget af rigdom og mekanik, og hans var præget af mutation og organisk materiale. Eller hvad filen folk ville beskrive tænder som. Naturvidenskab havde aldrig været hans fag, og derfor forbandede han også disse dyriske mutationer til tider. Men andre gange gav de ham mange fordele. Seyah rakte ud mod sit glas, stadigvæk med fokus på kortene, men blev igen overrasket over dets lethed, da det stadigvæk var tomt.

"En mere?"

Et indsmigrende smil blev sendt mod publikummet, selvom det mest bestod af mandlige ansigter. Seyah virkede nærmest altid rolig i et kortspil uanset, hvor dramatisk det viste sig at være. Og i forhold til, at han lige havde satset sig selv, så var han nærmest frastødende rolig. Glasset blev hurtigt snuppet og erstattet af et nyt. "På husets..." Lød det stille i baggrunden. Folk ville åbenbart bare have dem videre med spillet. Det var forståeligt nok. Det var en nervepirrende situation, som han havde bragt dem begge i. Men de kunne lide det. Seyah nikkede smilende imod Medusa, som han tog et veltilfreds slurk af sin drink. Han stillede den fra sig, og sank, netop som Medusa blottede sine egne kort for ham. Hvis ikke Seyah havde sunken drinken der, ville han sandsynligvis have blevet kvalt. Det var jo umuligt! Han trak langsomt hænderne til sig igen, og tjekkede kortene igennem, med sit bedste pokerface. Jo... Jo, det var de samme kort. Men hvordan? Seyah skævede op mod Medusa med ny og fremmede undren i de reptillignende øjne. Havde hun...?
Øjnene blev knebet svagt sammen. Det var nu eller aldrig. Hvis Seyah stak af nu, ville han aldrig kunne vise sig offentligt igen. Men dette var yderst risikabelt. Med et ansigt, som kunne være hugget i sten, vendte han kortene og strøg dem ud foran sig. Royal straight flush. Selvom Seyah måske kunne have vundet bedre med snydekort havde han faktisk aldrig tyet til dem. Nu havde livet snydt ham, og han ville ikke synke så lidt, som at hævne sig ved falske kort. Der var lusk med i spillet her, og det kom for en gangs skyld ikke fra hans side.

Seyah ønskede at sige noget. Smide en kommentar efter Medusa, få hende op at stolen eller bare generelt trække sig tilbage til de omfavnende skygger. Men hvordan? Dette var ved at blive rigtig skidt...

Det var som om tiden var gået i stå, at man kunne høre stilheden blive skubbet og mast af tiden selv. Alt var fokuseret lige nu på Seyah, som stille og roligt fik sin drink på husets regning. Selvom kromanden meget gerne ville have haft fået ham til at slynge guldmønterne op for den drink, så kunne han simpelthen ikke nænne at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, da kvinden med falkeansigtet og fønixhåret ville helt klart slå kløerne i ham. Desuden var det sjældent, at spil blev så vilde som dette. Kroværten smilte tilfreds til sig selv, da drinken var givet videre, over at hans bar ville stige i endnu højere prestige pga dette lille men i særdeleshed dramatiske spil. Dog var han langt gladere for dette dramatiske spil. Kromandens øjne med et mørkt glimt faldt på hjørnet ved at andet bord, hvor nogle folk godt nok sad ved den. Men der husker han lige så tydeligt, hvor mange der har måtte lade livet i Medusas russiske roulette lige ved det bord der, hvordan hjernemassen havde fløjet sig en tur, hvordan drømme og håb var blevet knust for hvad? At jo Medusa fik mere prestige som slyngel og ja..... Hun syntes jo at nyde det.
Men selvom han havde Medusa, fordi hun aldrig betalte, da ellers ville hans hoved sikkert få sig en pæn  flyvetur adskilt fra hans krop, så vidste han, at han intet kunne gøre og at det gav hans bar prestige i denne slyngel by.

I den mørke tåge af selvmorderiskhed, hvor alt var klæbrigt og tungt, så sneg den gyldne hvide tiger sig frem i mørket. Med en enkelt berøring med dens porte på Medusas hjerte, som udsendte hele denne tåge i hendes sind, fik genoplivet hele Medusa fra tåspidserne til hjertets inderste dybde. Det var som om, at hendes "benzin" var blevet erstattet med rumraketternes i særdeleshed meget energifyldte brændstof. Et lumsk smil var på hendes læber, og hendes spændingsfyldte vejrtrækning steg et par grader, mens alt gik i slowmotion for hendes øjne, og adrenalinen fløj lynende igennem hendes krop. Folks enkelte lyde hist og her opfangede overhovedet ikke hendes opmærksomhed, kun den klingen af glasset og den slangede skikkelse foran hende. De mekaniske trommehinder tunede et par takker op, og nu kunne hun høre hans hjerteslag. Ja han var i særdeleshed rolig, men hjertet afslørede en smule, at han var stadigvæk lidt op og køre. Godt! Det var Medusa glad for, fordi man skal absolut ikke tage dette spils spænding for givet.
Som en edderkops elegante og flydende bevægelser med dens ben, som nærmede sig sit ofre, så lagde Medusa kortene på bordet. Der var mange som gipsede, de vidste, at det var ude med Seyah. En royal Straight flush var ikke noget, man kunne slå. Ikke når det var så usandsynligt, at hele to spillere ville have det. Seyah ville kun blive mere end klar over, at det Medusa gjorde var en lille test. Fordi hendes øjnes intensitets var kun rettet imod ham. Heldigvis kunne hun forholde sig roligt, selvom hendes humør var blevet meget energisk! Hans vilde hjertebanken bag hans pokerface var som en herlig nattergal sang i hendes øre. De grønne oliven øjne blev for en stund til isklar blå øjne, hvor det skarpe blik lige faldt ned på hans kort og så op til ham, som en mindre påmindelse, at han skulle vise sine kort frem.
Alt den opbyggede spænding sprang ud som et vulkanudbrud eller solens kollapsen. Alle folk omkring dem gipsede og flere råbte i munden på hinanden for hvordan! Hvordan kunne de begge have de nøjagtig sammen kort med de sammen farver og kulør? Det var jo umuligt.
Øjnene forvandlede sig tilbage til de velkendte olivenfarvede øjne, og hun slap kortene, hvor hun rejste sig op i sin fulde højde med et smil, som ikke kunne placeres på skalaen, den var både sejrefyldt, selvsikker, lumsk, snedig og lykkelig. Folkene omkring hende holdte kæft, da hun havde rejst sig op, da de alle vidste, at det var skæbnens time, ville hun blive bødlen? Fordi selvom de alle vidste, at den, som nok snød allermest her, var Medusa, så var der ingen der turde at sige hende imod, det var som at benægte at gud eksisterede også selvom han stod foran en. Desuden så havde ingen en ide om, hvordan hun kunne snyde. Fordi hun havde jo intet specielt gjort med kortene.
De olivenfarvede øjne gled en hurtigt omkring rundt på folkene og så ned på Seyah.
"Vil du benægte, at du snød eller vil du lade dig blive min for en dag?"
Endnu en test... Hvad svar ville hun dog have? Selvom Medusa ønskede ærlighed, så ønskede hun ikke hjernelamme folk. Hun ville se, om han kunne gennemskue hende, om han kunne se og tænke sig om, at konsekvenserne ville kun være 100% dårlige, hvis han sagde sandheden. Alles blikke var imod ham, og det var tydeligt, at han var musen fanget af mindst 20 store katte omkring sig i sit lille hjørne, da barens folk havde vendt sig imod ham, for de turde ikke andet og dem som turde, de ville ikke, da de ville score points og prestige hos Medusa og hendes slæng.
For et øjeblik blev hendes øjne forvandlet om til en blød og blid brunfarve, som for et øjeblik gjorde hende til en moderlig skikkelse, da selvom hun udstrålede sin sikkerhed, så sagde følelsernes strøm i hendes øjne tydeligt noget andet, tag imod dette tilbud og intet vil ske dig. Men det skete kun for en kort stund, hvor de så blev til disse mere neutrale og lumske oliven farvet øjne igen.
Halen fik mere frispil, hvor hun lod hendes energisk-fyldte humør komme til udtryk, mens adrenalinen stadigvæk pumpede i hendes metalhjerte af rent guld. Hendes krop kunne ryste af rent energi, hvor hun havde lyst til alt andet end at stå stille og vente på Seyahs reaktion.
Som sagt hun var faktisk ret stolt af, at han straks ikke flygtede, men holdte spillet kørende.

Men nøjagtig lige efter, at han havde givet hans svar, så blev verden med et forvandlet om til et kaos. Medusa, som var fyldt med adrenalin så alt dette langt tydeligere end de andre gjorde. Folken af mennesker skulle lige til at reagere over hans svar, hvor de bevægede sig i den slowmotion gang, men så midt imellem flokken af mennesker og væsner glimtede et lys næsten stærkere end solen, hvor lyset hurtigt blev dræbt af en mørk grønligt gas, som spredte sig vold hurtigt fra granations kraft. Medusa kendte ikke til giften og hendes moderlighed for hendes mænd, for hende straks til at råbe i hendes slowmotion tilstand, at hendes folk skulle løbe ud. I hendes hals faldt klappen i hendes luftrør, og nu kørte hendes system på et indre iltsystem, som kunne holde op til ca 15 minuts tid. Folk, som blev omgivet af denne gas, faldt straks om, hurtigere end folk kunne opfange det. Giften var af den værste art. Den kunne hurtigt trænge igennem lungernes svage væv og neutralisere hele kroppens funktion, da så snart gassen kom i kontakt med blod, så for det første fik den blodet til at klumpe men reaktionerne med de røde blodlegemer gjorde også, at det inficeret blod blev over 250 grader varmt og brændte lynhurtigt folk og gav dem blodpropper i hele kroppen.
Kvinde, som havde planlagt hele dette, sørgede for, at håndgranaten var sprunget lidt længere væk, således at gassen ikke ville nå hen til Seyah, da den giftige del af gassen var meget tung, det var kun eksplosionens kraft som fik den op i menneskehøjde, ellers faldt den straks tungt. Men det var også kun meningen, da granaten havde gjort mere end hvad kvinden ville have. Alle folk var gået i panik og straks løbet ud, da selvom mange af dem var hardcore forbrydere og normalt aldrig bange for noget, så var en giftig gas noget, som kunne skræmme alle. MEdusa vidste, at alle hendes folk var udenfor, hvor hun hørte dem over sin indre radio. Men hun var ikke opmærksom på det, i denne grønne tåge, som fyldte hele kroen, så faldt hende opmærksomhed på meget speciel kvindelig skikkelse, som bare slantrede som om det var en skovtur det hele. Før Medusa nåede at gøre noget, da hun var selv rystet meget over situationen, så mærkede Seyah hvordan der var noget, som skar flere steder på hans krop, og hvor et stød gjorde i særdeleshed ondt. Midt i hans brystkasse begravet halvt inde var et jokerkort, som havde skåret igennem både stof og kød.
"Endelig, nu kan jeg collecte den store dusør fra the Calvarinos. Du har gjort min dag meget god.
Selvom det kun var snitsår og det ene kort som sad med sin halvelængde i hans brystkasse, så var kortene fyldt med nervegift på siderne, således at han mærkede at alt blev omtåget. Kvinden ønskede nemlig ham i live, således hun kunne trække ham op af den store sal i Calvarinos' borg hele vejen op til Vladimir.
Tågen havde lagt sig lidt, så nu kunne man se rummet. Hvor kvinden var henne ved Seyah. Medusas øjne blev total ildgyldne gule, da hun kunne føle, at Seyahs blod strømmede langsommere og høre hjertet slå langsommere. Ikke nok med havde dette kvindemenneske vovet at sætte hendes folk i livsfare, nu ville hun også tage hendes bytte.
Kvinden vendte sig overrasket om, hvor det kun var hendes kropssprog der viste det, da hendes ansigt var dækket ind af den underlige maske med langt hår næsten ned til fødderne.
"står du stadigvæk her, hvordan kan du overleve giften, den ville have ramt dig ikke? Når men lige meget, jeg håber, at du ikke har noget imod, at jeg lige tager ham med mig. Jeg er personligt ikke efter dig og jeg har stor respekt for dig Medusa
Kvinden bukkede sig, men da Medusa trak pistolen med sin lynhurtige fart fyldt med iskold moderlig vrede, som var større end en kæmpes hammer, så så hun hvordan pistolen lige pludselige splittede i to, og hun mærkede en bidende smerte på hendes kind, hvor der var blevet skåret/ridset et "joker" smil i hendes ene mundvige og op til kinden. Selvom Medusa hurtigt kunne have haft samlet pistolen, så var hun selv chokeret over, at se sin pistol falde fra hinanden kun pga et kort, og hun havde ingengang set kvinden bevæge sig, så hvor kom kortet fra? Kvinden var en topdusør jæger og af en dæmonisk herkomst, Medusa havde før hørt om hende og om hendes anderledes metoder.,
"Jeg vil råde dig til at lade vær. Som sagt, det var ikke meningen, at jeg skulle forstyrre jeres kortspil, men det var sådan en god mulighed, at jeg ikke kunne lade vær
Kvinden trådte nogle skridt frem lige foran Seyah. Medusa så kort over på seyah, som nå lå stille, og var lige nippet til at dræbe kvinden ved at udnytte hendes egen rustning til at dræbe hende, selvom det ville kræve enormt meget energi. Men det skete ikke da:

Sådan ser din dusørjæger ud XD

Seyah var udmærket klar over, at heldet og drinksene ikke ville vare ved ret meget længere. Sådan gik det ofte, når man var mere end et sted for længe. Så dukkede situationer, som denne her op. Og selvom Seyah i fulde drag nød spændingen og ikke mindst rusen fra Medusas begivenhedsrige spil, så var det ikke sundt for hans livstil at blive sat i alt for tætte situationer, hvor han pludselig blev sat alt for meget i fokus. Man skulle jo nødigt have, at nogen pludselig fik lyst til at tippe lidt for meget rundt, og en hvis oldgammel sag fik nys om noget, som han absolut ikke skulle blande sig i. Nej... Seyah var blevet en mand af mørket.

Medusas pludseligt oplivede humør gik heller ikke ubemærket forbi snuden... eller næsen... af Seyah. Den kvinde var altså underlig - men han kunne lide det. Hvad han derimod ikke brød sig om var to ting: 1. Spillet var tabt på forhånd 2. Manglen på plads. På en eller anden måde havde det lykkedes den rødhåret fønixkvinde at gøre, hvad ingen havde formået i årevis. At trænge ham så meget op i en kro, at ikke engang en hurtig bevægelse eller et par rappe replikker ville kunne få ham ud af suppedasen. Det blev i hvert fald bevist, da Seyah havde lagt sine kort ned. Som et kor af hysteriske dyr, som blev snydt for deres aftensmad, fornemmede han, hvordan mundende åbnede sig i fællesskab ude på sidelinjen, imens ord blev brølet, råbt og skreget frem og tilbage. Selvfølgelig var der ingen tvivl om, at de fleste af anklagerne ville havne hos ham. Dronningen eller Slangen? Det var ikke så svært, selv for hans vedkommende. Med blikket boret fast imod Medusa, iskold overfor det brølende publikum, greb Seyah resterne af sin drink, førte den op til de stramme læber, hvorefter han tømte den i et hug. Med en hård hånd, ramte glasset bordets overfalde igen, hvorefter en spids tunge røg halvt ud, og snuppede de sidste par dråber med fra læberne. Pludselig, da Medusa rejste sig op og udfordrede ham endnu igen, brød et varmt smil frem. Det var nu eller aldrig, at han måtte erkende sin undergang. Medusa ville enten vise sig at være hans død eller lykke, og han hældte ærlig talt mest til det sidste.

"Selv, hvis jeg benægter, så vil du vel stadigvæk gerne have mig, ikke sandt? Deres selskab i en dag lyder nu ikke tosset... Så mon ikke, at jeg for en gangssss skyld blot ssskal se mit nederlag i øjnene?"

Det sidste smertede mere end det så ud til. Nederlag. Sådan et grimtsmagende ord, når man vidste, at det gjaldte sig selv. Seyah, der havde været iskold overfor det første kaos, som var udbrudt, var ikke overrasket over, at der kom et efterfølgende. Men hans kulde gjorde ham blind i dette tilfælde, og han så derfor ikke det næste, før at det var for sent. Det skarpe lys fik øjeblikkeligt Seyah til at trække sig hvæsende tilbage mod væggen, imens hans blege hænder forsøgte at skjule hans følsomme øjne. Lys?! Før Seyah vidste af det, blev der råbt igen, men denne gang var det anderledes. Folk begyndte at falde omkring dem som fluer, uden nogen synderlig grund, bortset fra den grønne gas, som sjovt nok ikke lod til at komme herhen. Seyah skulle netop til at sænke hænderne, for at søge ud og sikkerhed fra denne mystiske gas, da det ikke var nogen nem eller hurtig tur for hans vedkommende, da der pludselig dukkede endnu en fremmede op ud af intetheden, som synderligt nok ikke lod til at blive påvirket af gassen, som med Medusa selv. Var dette ét stort nummer? Seyah åbnede munden for at råbe på Medusa, men pludselig følte han en skarp fornemmelse, som borede sig ind i brystkassen, hvorefter det begyndte at skære i hele hans krop. Den enorme slangekrop vred sig deformt, imens hans grønne øjne kneb sig sammen imod smerten. Men der gik flere og flere sekunder mellem Seyahs akavede bevægelser, og før han selv vidste af det, sank han halvvejs ned over bordet, og forsøgte rystende at holde sig siddende ved hjælp af sine håbløse arme. Hans omtågede blik forsøgte at fange Medusa og den fremmede, men det meste var bare én stor tåge.

Satans...

Seyahs øjne var halvt åbne, imens han lå henover bordet. Han lignede ærlig talt en, som var drattet død om på stedet, hvis det ikke var for den pludselig ændring som skete. Selv pupillerne gled over noget der lignede en rødlig farve, lige inden kroppen nærmest boblede og ud skød den nye farve og hornene, samtidig med at håret gennemgik en spøjs form for transformation, hvor den grønne farve på "magisk vis" blev skyllet ud og erstattet af en mørk rød farve. (Se profil - karakterskift). Med en uventet styrke og fart, fik han samlet den resterende form for kraft i hans krop, og med et kæmpe skub fra halen, fløj den flere meter lange krop pludselig hvisende frem, med de sygligt lange slangetænder blottet imod den "stakkels" dusørjæger. Der lød et brag, da de to kroppe kolliderede, og en ubehagelig knasen, da Seyah's tandsæt gik igennem noget på dusørjægerens krop, inden han vendte det hvide ude af øjnene og bragede omkuld på gulvet, hvor jægeren formegentlig røg med, imens hans krop gled tilbage til det normale (grøn).

Det hele svimlede for Seyah, og sære fornemmelser gik igennem kroppen på ham, lige inden det hele sortnede... Kroppen lå bomstille, stadigvæk med kortet siddende i brystet.

Lige før at Seyah begyndte at tale igen med sin velkendte stemme hørte Medusa noget i sin radio i øret.
"Jeg har fundet ud af noget kære moder! han... Ham Seyah der.. Han er faktisk rets så værdifuld i sig selv. Selveste Vladimir med hans egen underskrift har underskrevet en dusør på ham! Noget med højforræderi eller sådan noget der.
Medusa prøvede at holde masken, men øjnene blev noget større, da denne nye information var som den store puslespilsbrik for Medusa. Var det derfor, at han var modstander af Vladimir? Den ene skarpe hjørnetand kom ud fra de beskyttende læber, hvor hun bed sig i læben, mens hun hørte efter hans svar, som mere end tilfredsstillede hende.

Medusa nåede ikke at give kvinden en bemærkelsesværdig død før Seyah var over hende. Hvis man vendte det hele om og så det fra kvindens synspunkt så ville det være sådan.

Masken skærmede hende for hendes øjne, som hun ikke behøvede, da hun havde været født i blinde men tilgengæld var hun født med langt stærkere sanser. Et indre billede var i hovedet på hende af hele hendes omgivelser, da hun fornemmede vibrationer. Vibrationer, som alle materialer besad, men også selve sjælens, lydens og andre vibrationer, som end fyldte dette rum. Foran hende kunne hun se den høje Medusa, som hun ærligt talt frygtede og havde inderligt håbet på, at hun havde haft flygtet. Men i stedet slyngede hun sine rolige bemærkninger, da hvis hun viste sig til at være et byttedyr for denne løvinde, så ville hun hurtigt blive det.
Noget vibrerede, noget lyste op! Hun indså hurtigt at Seyah vågnede op, da hans sjæl med de bogstaveligt buldrende aggressive følelser fik ham til at lyse op som en sol for hendes 360 graders blik. Satans! hun skulle have haft beregnet, at hans kropsmasse var langt større end normale menneskers og at han sikkert halvt immunitet overfor diverse gifte. Verden slyngede omkring dusørjægeren som gjorde sit for at forsvare sig imod den særdeleshed hurtige væsen, som sprang på hende. Men kortene nåede aldrig ud af hendes hånd før det var for sent.
Dusørjægeren, en dæmon af en ædel familie, havde nemlig lært den urgamle kunst.. En kunst, som var ukendt for bogstaveligt talt næsten alle... Smerten fra hans tænder bed i hendes krop, mens så mange tanker og minder fløj igennem hovedet på hende og mens hun følte, at hendes krop svævede og kortene blev tabt ud af hånden på hende... Hun huskede så uendelig mange gange, da hun havde været så lille, hvor hun havde trænet i at opnå denne evne... Hvor mange meditationer, vandringer på andre planer, prøver og så videre måtte der ikke gå, før familiens store åndedyr havde åbenbaret sig for hende og skænket hende gaven..
Med andre ord, hun havde aldrig været født med evnen, men den var blevet givet næsten som en fysisk gave. Desperat kiggede hun på sine kort, hvor hun mistede følingen med dem. NEJ! Hvad skete der! Hun følte sig drainet og tom... Ikke fordi hendes livs timeglas var ved at rende ud, nej gaven forsvandt ud imellem fingrene på hende..
Hun mindes om de ord, som hendes bedstefar havde sagt, hvilket fik hende til at skamme sig inderligt. Nu indså hun, hvorfor hendes bedstefar havde hele tiden sagt, at når tiden var nær, så måtte hun ikke blotte sig...
Evnen var nemlig fysisk, faktisk en del af en ånd, dens behøvede at være i et hylster, men nu hvor Seyahs sjæl var blottet for livets lænker på nær få, da han var døden nær, og at hun, som sjæledæmon, automatisk var helt tæt på hans sjæl og at hun igennem sine evne måtte blotte sin egen sjæl for at "besætte" kortene, så skete det, som hun aldrig havde forstillet sig, at der ville ske. Den glød, som end ville have haft været i hendes øjne, som havde været skjult i mange århundrede forsvandt.

Fra Seyahs side ville han nok opleve det mærkeligste. I kampens stund, hvor hans liv direkte dryppede af ham, ville hele hans verden være anderledes for ham. Sanserne fungerede ikke optimalt, tiden var næsten gået i stå i hans vredes rus, mens de store tænder skar ned i kødet på den kvinde, som havde besluttet sig for at blive hans bøddel. Han mærkede den ukendte følelse, når en sjæledæmon prøvede at æde ens sjæl. Man følte sig underligt berørt, sådan helt indeni, men desuden var det som om, at han næsten kunne føle alle de ting, som hun følte.
Faktisk oplevede han nu det, som kun en håndfuld havde gjort sig fortjent til i mange årtusinder. En varm følelse buldrede igennem hans krop fra hans mund til fingrespidserne og igen ind til kernen af hans hjerte og hjerne. I det sekund at Seyahs øjne faldt i, så var hans krop teknisk set halvt død pga den dødelige gift.



Men han vågnede op til en anden verden. Det hele var roligt, men alligevel virkede alt så tidsløst. I et rum uden luft lå han på ryggen og så lige op i vejret i mørket, mens massive mekanik, tandhjul og så videre arbejdede over ham, som var så abnorm store, at det måtte være fra et andet univers. Rummet omkring ham bestod af gamle høje reoler og andre ting, men der var en lyskilde i rummet. Seyah ville nok uden tvivl vende sig om og stirre lige ind i noget, som han aldrig havde set før. En gylden majestætisk dragelignende væsen på en menneskehøjde så på ham med helt blanke gyldne øjne uden pupil, men det var alligevel, som om det så helt igennem ham, alt var blottet hos ham.
Ved siden af denne drage var et kar med en unge i.
Med en majestætisk stemme, som ikke synes at komme fra den, men både fra hans omgivelser, i hans hoved og sind.
"Du har dræbt en af mine udvalgte... Meeennnn Den store gyldne krop gik imod ham med stadigvæk halen slynget omkring karet, som på mystisk vis blev åbnet og ungen med et rødt gyldent hjerte, som skinnede igennem dens halvt gennemsigtige skæl kravlede våd hen imod ham.
Alt begyndte at blive tåget for ham og han følte sig tynget ned.
"Normalt ville du vide, hvad dette ville betyde, men dit liv rinder ud og jeg håber, at du vil tage dig godt af den egenskab, som du fået tilegnet dig fra din modstander
Kræfterne i hans legemer flød ud, men inden han forsvandt i det dybe mørke, så mærkede han noget vådt på sin pande og væk var han.

Da han endelig vågnede op igen, så var det som om, at selve guden af tømmermænd havde sendt en dommedag i kroppen på ham. Selv at åbne øjnene var yderst besværligt og blikket skulle have tid til at indstille sig til noget lys fra loftet. Det ville nok tage mindst en halv time før, han virkeligt kunne tage sig sammen til at blive opmærksom på omgivelser, da hele hans krop var komplet mørbanket. Hele hans oplevelse var nok fjernere end det fjerneste minde, men han vidste, at der var sket noget, men havde det bare været hans fantasi?
Rundt omkring ham i hans seng, som tydeligvis var i en eller anden form for underjordisk base, var der mindst 5 personer, som kiggede meget nysgerrigt og interesseret på ham, som nok mere eller mindre ville freake ham ud. Ikke nok med var den ene en kyklop menneske, og den anden var en kvinde, som syntes at have skrumpet ind til barnestørrelse og de andre så dog normale ud men alligevel deres udstråling syntes at være anderledes. Det var som om, at han lige pludseligt var blevet normal mellem de "freaks".
En stemme slyngede igennem rummet, som dog var kvindelig men ikke medusas.
Ud med jer, lad lige patienten få fred ellers får i mig ned med nakken.
En ørkenelver med et pænt kvindeligt udseende fik som moses brudt muren af mennesker omkring patientsengen. De alle listede hurtigt ud igen. Seyah mærkede, at han blev undersøgt af hende, hvor hun virkede til at være sagkyndig inden for medicin, næsten ligesom Malikan, som Seyah sikkert havde haft mødt dengang, men som nok også var en af de bedste personer, som Seyah havde kendt fra det sted, som han aldrig ville være en del af igen.
"Du har sovet i nok 2 hele døgn, men desværre er frøken Medusa endnu ikke frisk nok til at kunne komme ud og hilse på dig. Hun satte sig liv i risiko for at redde dig min kære unge mand.
Elverkvinden tjekkede droppen, som sad hans arm,

Seyah var hende uvidende. Der var ingen mulighed for, at han kunne gennemskue selveste Medusa, selv med sit snu og listige sind. Han var dygtig, men han var ikke tankelæser. Dog var informationerne korrekte. Der var ikke noget, som Seyah ønskede højere her i verden, end at give Vladimir en personlig grufuld død. En lang en. Historien bag den var lang, og grunden til, at han sad her i dag… og så ud som han gjorde i dag. Medusa's smil blev blot gengældt.

Seyah, som få øjeblikke senere befandt sig tæt sammenslynget, med den uforberedte dusørjæger, mærkede tydeligt hvordan tænderne gled ned i den møre hud. Hans sanser var langt fra sig selv, og det virkede som om, at han havde svært ved at få bare en idé om, hvad der foregik nu. Det eneste han vidste var, at hans krop strømmede af sær energi og hysteriske følelser, som fløj rundt - men ikke alle var hans egne, virkede det til. Hun var dæmon, det var nu fastlagt, både af smag og oplevelse. Men en lidt speciel en. En sjæledæmon måske? Seyah mærkede i hvert faldt noget, som pirkede til ham dybt, dybt inde, hvor han ikke selv kunne rode rundt, men alligevel greb det ikke helt fat. Han så intet, men han kunne fornemme mørket, der nærmede sig, pga. hans øjne, som lukkede sig i. Dog, lige inden det skete, så mærkede Seyah hvordan en buldrende varme pludselig strømmede ud fra dæmonen, igennem munden og rundt i hans lange krop, helt ud til fingerspidserne. Derefter blev det mørkt.

Seyah slog øjnene op. Alting virkede forkert, blot ved første øjekast. Der virkede ikke til at være nogen decideret lyd i rummet. Ingen mumlen, ingen duft, ingenting. Bare en mekanisk lyd, der lige så godt kunne være fra hans undrende hoved, men lod til at være fra tandhjulene over ham. Hvor var han? Der virkede heller ikke til at være noget andet lys, end det, som befandt sig bag ham. Rummet her virkede så overdrevet, at det ikke virkede muligt. Han havde aldrig set noget lignende før. Ganske langsomt fik han rullet sig omkring, og rejst sig en anelse, så han kunne studere lyskilden nærmere. Men først der fik han virkelig øjnene op. Hans blege ansigt virkede forbløffet og måbende. En drage? Nej… to drager! Der kom ikke en lyd fra hans mund, selvom tusind ord syntes at fare rundt i hovedet på ham.

"Deres udvalgte?…"

Seyah förstod ingenting. Var det ikke en snigmorder, som førhen havde angrebet ham? En af Vladimirs? Var det her en joke?! Og alligevel var han tavs, og stiv som et bræt, da dragen pludselig besluttede sig for at nærme sig ham. Han forsøgte at holde øje med begge af dragerne, men selvom han anstrengte sig voldsomt, så følte han pludselig igen, hvordan hans krop mistede livskraften og tingene flød ud foran ham.

"J-jeg forstår ingenting!"

Seyah følte sig selv falde i mørket igen, men kort før, at han helt forsvandt, så mærkede han, hvordan noget vådt placerede sig på hans pande.

Tiden var tidløs. Det var som om, at han vidste tiden gik. Men den fløj afsted, samtidig med, at han nærmest kunne løbe foran sekunderne. Dette var evigheden! Men evigheden er noget man drømmer sig til, og før eller siden vågner man op… Som Seyah gjorde. Hans øjenlåg sitrede let. Han ville åbne øjnene! Men bare tanken sendte en smertende strøm igennem hans hoved. Hans krop føltes som om, at den var fyldt til randen med bly og hans hoved føltes som om, at det havde optrådt som boksepude. Han ømmede sig irriteret, og bed tænderne sammen. Omsider fik han åbnet øjnene, men lyset var for skarpt til hans følsomme øjne og ømme hoved. Det tog ham lang tid at vænne sig så meget til lyset, at han kunne begynde at studere sine omgivelser. De gik med stor skræk op for ham, at han blandt folk. Uhyrligt udseende fremmede. Som ham selv. Hvor var han?! Han fik lyst til at råbe af dem, kræve svar og spille mægtig. Men hans krop og hoved forbød ham, og han dumpede lykkeligt hovedet ned igen, da en lys stemme gennede væsnerne ud af rummet. En ørkenelver for at være præcis. Hvor belejligt… og alt for bekendt. Seyah lå høfligt stille, imens ørkenelveren undersøgte ham. Det var kun passende.

"2 døgn… hvorfor… hvorfor har jeg sovet i to døgn? Hvad har det med Medusa at gøre? Hvad gjorde hun?"

Hans stemme var hverken panisk eller voldsomt kommanderende. Undrende, ja. Og måske en smule utålmodig. Han huskede intet. Alt det som han lige havde genoplevet virkede mest af alt, som en drøm - men så ville han nok ikke ligge her. Seyah der forsøgte at se mod droppen, som åbenbart sad i hans arm, med en ukendt væske, fik sig endnu et chok, da han bemærkede kortet som stak ud fra hans brystkasse. Et kort minde, og en smertefuld grimasse fik ham til at brumme.

"Frøken, kan de forklare mig kortet, som tilsyneladende…" han sukkede dybt "… stikker ud fra min brystkasse?…"

De bløde lægekyndige hænder foldede sig bag ved baghovedet og fik slynget den sandfarvet manke op i en hestehale, mens hun så skarpt på ham som en eller anden mutter. Men hvor hun stadigvæk var ligeglad med hans tone, da hende som læge havde for længst vænnet sig til at høre brok og alt muligt andet fra patienter af.
"Du har sovet i to døgn pga den dødelige gift, som du havde i din krop. Den dusørjæger, som i havde stødt på, havde været snu nok at bruge en af få værste gifte, som der overhovedet findes på markedet.. Jep, hun vidste, hvad hun gjorden den dame
Hovedet blev sat på skrå med armene solidt plantet i siden på hendes hofter.
"Jeg ved ikke hvorvidt jeg kan tillade mig at røbe det, men uden hende ville du have været død, hun var nok den eneste person i denne verden, som ville kunne redde dig kære unge mand.
Et fnis lød fra hjørnet af fra en mindre pige, som havde grinet over hans sidste bemærkning, lægen viste med hånden, at hun skulle gå ud af rummet ligesom med de andre, hvor hun rystede på hovedet.
"Vi har simpelthen gjort alt for at få det kort ud, men vi har intet kunne gøre. Det er så mærkeligt
Lægen nærmede sig, og han kunne mærke nogle hænder på hans skuldre, som nok gjorde ondt på hans hud, hvor hun sagde
"Prøv at se om du kan sidde op, det vil hjælpe med at få sat lidt igang i din krop igen.
Han ville nok med garanti føle, som om han var en robåd med mindst 1 km høje og meget hurtige bølger.
Han mærkede derefter nogle fingre prikke på hans arm og før han kunne nå at gøre noget, var hans pulsåre i armen blevet tydeligt og en nål blev stukket i og straks med blodåren fyldt med en gennemsigtig væske.
"prøv at vrikke med tæerne" Lægen tog sig i, at han jo ikke havde tæer og rettede hurtigt på det"Med din hale og gerne fingre også, det er godt at få blodomløbet igang og dette vil hjælpe dig og du vil nok føle dig meget bedre lige om lidt, men jeg har ikke kunne give dig det noget før, fordi det kræver, at man er ved bevidsthed
Stille og roligt var det som den friske Himalaya vand skyllede roligt og dovent over ham og han følte sig langt klarere i hovedet og i kroppen end tidligere. Dog kunne han mærke en underlig summen i fingerspidserne og i halespidsen, men det var vist den eneste bivirkning for det, som havde fjernet hans dommedagstømmermænd, og som kun var blevet en meget mild trykken for hovedet og en træthed i musklerne, som om han havde været ude en hel dag og at træne.
Nu hvor han var reelt i stand til at gøre noget, så hvis han nu prøvede at få kortet ud af brystet på ham, så ville den ryge ud som ingenting og hans hud ville lukke sig perfekt efter kortet. Lægen så med stor undren på ham og rystede på hovedet og forstod ingenting. Men i det han havde taget kortet ud, så fik han et kort glimt af de gyldne øjne fra drage og hørte en stemme i sit hovede "ny egenskab"
Det var som om, at kortet var en del af ham. Ikke fordi han hverken ville kunne føle smerte, hvis han nu valgte at kvase kortet, men den var lige så en naturlig del af ham selv, som fingrene på hans hånd var. Hvis han nu eksperimenterede med at "kontrollere" kortet, så ville han finde ud af, at han kunne få kortet til at flyve, som han nu lystrede.
Pludseligt kunne han også mærke en underlig summen fornemmelse længere væk fra sig. Et par borde væk fra ham var der et kortsæt, og hans opmærksom på det ville sikkert nok ende i, at hans lyst til at få fat i kortene og til at fokusere på dem gjorde, at det kort, som havde siddet i brystet på ham, nu fløj hen til den sæt kort og fik næsten alle kortene til at flyve omkring pga den høje fart. Nogle af kortene var sågar blevet flænset over.
Men de få hele kort, som havde kommet i rigtigt kommet med "hans" kort, kunne han lige pludseligt også mærke denne kontrol over. De var under hans magt! Men med forbehold da han endnu skulle lære at kunne præcisere sin kontrol over kortene, da de var meget "følsomme" overfor hans kontrol, ligesom en computermus, som var sat til en følsomhed 100 gange mere end normalt.

Sandelverens skarpe blik generede ham ikke, men fik ham alligevel til at føle sig en smule hjælpeløs. Han havde været væk i 2 døgn, hvor hans krop havde ligget frit tilgængeligt for de væsner, som nu valgte at besøge ham. Da hans krop så endelig har kræfter nok, og vågner op, så har han stort set ingen rettigheder, ingen minder og inden idé om, hvad der skulle ske nu. Dét generede ham.

"Selvfølgelig gjorde hun det… har I fundet ud af, hvor dusørjægeren stammer fra? Hvem der hyrerede hende?"

Selvom det ikke var blevet sagt, og ikke engang hentydet til, så havde Seyah allerede sine anelser. Hvem ellers? Næste sætning overraskede dog slangen. Læberne skiltes for at ord skulle komme ud, men før, at han overhovedet havde fået en lyd frem, så fløj de øjnene over mod den fremmede fnisen. Men hans hurtige reflekser havde konsekvenser for hans møre hovede, og Seyah måtte knibe øjnene sammen med en forpint grimasse, imens elveren fik piftet pigen ud.

"Er kortet forgiftet?"

Spurgte Seyah pludseligt, da det gik op for ham, at det havde befundet sig i hans krop i over 2 døgn. Panikken voksede langsomt, men han forsøgte at forblive rolig, pga. manglen på kræfter. Men alligevel fik Seyah åbnet øjnene, og gyngende fik han rejst sin slappe overkrop. Det var udelukkende ren stædighed for ikke at virke FOR svag, som holdt ham oppe. Han var klar til at kaste håndklædet i ringen, og sove længe endnu… måske endda brække sig lidt inden da. Seyah mærkede stikket, men han nægtede simpelthen at gøre modstand. Desuden, hvis de ønskede ham død, så kunne de have efterladt ham.

"Du er ikke den første, som laver den fejl…"

En hjørnetand blev blottet i et smil, som ikke nåede øjnene, men han gjorde alligevel, som den kvindelige elver befalede ham, og lod mest halespidsen vrikkede lidt rundt, imens han lod til at få følingen tilbage. Fingrene blev bøjet et par gange, inden han ligeså vrikkede med dem. Det var lige før, at man kunne føle, hvordan kroppen sukkede i takt med ham. Hvordan musklerne og hjernen omsider kunne arbejde lidt, uden det føltes som om, at de blev slået tilbage med det samme. Seyah sank blikket ned mod det tynde, simple kort, der stak ud af brystkassen på ham. Han kunne egentlig ikke rigtig mærke det, men det generede ham. Med fingerspidserne greb han fat om kortkanten, uvis om hvad der ville ske, og… trak det ud. Seyah's forvirring var mindst lige så stor som elverens, men i stedet for at ryste på hovedet, så genlød det pludselig med ord: Ny egenskab. Det var som om, at man kunne se et lille lys i hans øjne blive tændt, og det gik langsomt op for ham, hvad dragen havde forsøgt at introducerer ham for. Men var det muligt?

Seyah havde allerede glemt alt om elverens tilstedeværelse, så da det pludselig sitrede i ham efter at få fingrene i kortene som lå over på bordet, sad han blot stirrende, som et andet dyr på dets mål. Trangen til at få skaffet de kort var så overvældende, at han ikke opdagede, hvordan han langsomt var gået i gang med at sidde og udforske kortet med fingrene, imens han strakte armen let ud mod bordet. Pludselig fløj kortet afsted i høj fart, og endte med et stor rod over i bunken, hvoraf flere af dem som røg på gulvet var blevet delt i to. Seyah sad tilbage med store øjne, og knyttede hænder. Han stirrede straks tilbage på elverkvinden, med glødende grønne øjne, og et ubestemmeligt ansigt.

"Jeg bliver nødt til at se Medusa. Straks. De bør vide frøken, at jeg skylder Medusa, nu på mere end en måde, og det har jeg intentioner om at holde."

Ørkenelverens øjne faldt i med hendes rysten og sagde med en klar stemme, som var lige så klar som hendes grønne krystaløjne.
"om lejemorderen ved jeg intet om, det må du snakke med moder om, men hun har afgiftet kortet der, således at du ikke skulle ende med at få en større dosis end den, som du allerede havde fået
Selvom ørkenelvere var kendt for at have et meget roligt sind, som kunne klare lidt af hvert, så var det med kortene noget som den erfaren kvinde ikke lige havde forventet. Desuden stod hun og stirrede på Seyah. Hun vidste ikke om hendes sanser havde spillet hende et plus under chokket, men hun havde følt noget ikke naturligt over ham. Ikke fordi der var så meget naturlighed over hans slangekrop, men noget virkeligt overnaturligt.
Den eneste reaktion som kvinden kunne formå var at nikke med hovedet og med et undrende ansigt og tøvende stemme
"ja selvfølgelig, tror godt at hun har tid, men ved det ikke... Du må prøve at se, om du kan rejse dig op nu, det burde du kunne med noget besvær

Hans krop var tung og havde sikkert den der meget klunket fuldemandscharme over sig. I hvert fald stod lægen klar til at prøve at støtte og balancere ham, hvis nerverne teede sig tosset. Hen imod døren kom de, hvor hun åbnede døren, hvilket fjernede barrikaden for de "stalkers", som stod og ventede som hvis Seyah var en eller berømt person. De var de samme personer som før, hvor nogle af pigerne hvinede for sjov og fnisede mens de løb ned af den meget ryddelige og militærlignende gang. det var lidt som at være på en af the calvarinos mange underjordiske baser hist og her, men dog alligevel ikke, da Vladimir ville aldrig havde en flok af freaks under sin commando...
Nogenlunde hurtigt kom de til nogle trapper, hvor de endte op i et stort cirkulært rum, hvor der var højt til loftet, og som slet ikke havde den militærstemning over sig, da tæpper, sofaer, storskærm med gamle dvd'er og andre hyggelige ting prygede dette rum, lidt som en form for opholdsstue. Luften var frisk hvilket bevidnede om, at der var et godt luftsystem her i denne bunker, og hvor luften synes at blandt andet komme fra de opgående trapper i en gang, som nok uden tvivl førte ud.
Men der var to andre gange, hvor lægen førte ham imod en, som førte nedad. Den anden gik de forbi, som var en lang gang med masser af døre, sikkert værelser, og hvor en duft af mad kravlede ned ad gangen fra den sidste dør i enden, hvor hvidflisede mur afslørede, at der måtte være et køkken i enden.
Stalkernes havde placeret sig omkring i opholdsstuen, hvor kvinden på barnestørrelse kom hen og spurgte.
"Skal i se moder? Hvordan har hun det?!
De andre stoppede med at se rolige og tilpas ud i stolene, som blev erstattet med bekymring som åbenbart måtte være for Medusa.
Lægen tøvede med at svare, men så kom et svar i et meget positivt toneleje
"Hun er jo Medusa, ikke? selvfølgelig klare hun sig, hun kommer nok og spiser med os i dag.
Den lille kvinde begyndte at nikke og se meget rolig ud.

"Jeg håber, at trapperne ned ikke er så slemt for dig, men der er ikke særligt langt.
Trapperne ned kræver jo helt klart mere balance især når man har sådan en stor tung og glat krop som Seyah. Men heldigvis kun 15 skridt ned af en snoede trappe kom en åbning, som førte til en til en meget kort gang, hvor gulvets luksustæppe og mærkelige maleri som uden tvivl var mange penge værd måtte bevidne, at det var den rigtige vej til "moder".
Med armen strukket henviste ørkenelverkvinden sig imod døren.
"husk at banke på... og held og lykke
Sagde hun med den der lettere positive mytiske klang, som ørkenelverne var så kendte for.

Før Seyah bankede på, så ville han høre Medusas stemme bag den mørke egetræsdør.
"Kom ind Seyah
Seyah var nok ikke forberedt på at komme ind i det mest mærkeligste rum, som han nogensinde skal møde. Døren åbnede op af sig selv, da skjult mekanik fik døren til at gå op, og bag døren skjulte sig et stort rum på nok ca 20x30x5 meter. Hele gulvet var belagt med overblødt tæppe, som mere mindede om pels. En stor drømmeseng var midt i rummet og ellers var hele sengen omgivet og rummet og dens vægge overfyldt med diverse genstande, alt fra meget gammeldags, til dyrebare, til underlige, til spændende ting. Der er ingen tvivl om at rummet for enhver nysgerrig og grådig sjæl for skatte og værdifulde genstande ville ønske, at de kunne tage hele rummet i deres lomme. På vægten hang der hylder med diverse ting, flere kranier hang på væggen, våben, kæmpe kort og alt muligt andet. Helt klart ville enhver blive enormt barnagtig hvis de så dette rum med alle de mange spændende ting. Men det ville nok også gøre en vagtsom, da halvdelen af tingene vidste man nok hvad var, og hvilken fare havde de så?

I den store lukrative drømmeseng med store pelspuder og nok den mest fluffy dobbeltdyne nogensinde lavet prøvede Medusa at rejse sig op i sengen. Det ellers velkendte ildrøde og næsten hidsige hår lå meget flat og halvklistret, den lyse hud havde fået den sygelige bleghed, næsten som hvis hun var et spøgelse, og de ellers kirsebærrøde og fyldige læber var matte, men fremviste dog et ægte men besværet smil.
Med nogen besvær og med pudernes støtte fik Medusa sat sig op og hvor mangel på dyne viste Medusas sorte bodystocking, som med sit gennemsigtige mønser dækkede arme, overkroppen og underlivet.
De olivengrønne øjne smilte indbydende til ham, mens hun vidste med armen, at han endelig godt måtte sætte sig ved en flot gammeldags blød stol lige ved siden af sengen.
En smule hæs men stadigvæk velkendt stemme dog uden den intense mytisk og snedighed som ved det første møde.
"Det er godt at se, at de er vågnet. Jeg havde været bekymret for, at det havde været umuligt at redde dig
Straks blev hovedet gemt væk i armen, da lungerne prøvede at tvinge hende til at fjerne den slim i halsen.

Seyah var bestemt ikke overrasket over elverens reaktion, da han nærmest så endnu mere forvirret ud. Han forsøgte dog hurtigt at ryste det af sig, med overbevisningen om, at selvom han var ret så udkørt så havde han trods alt en masse kræfter at tage af. Han fik dog alligevel hurtigt tankerne et andet sted hen, da Seyah pludselig begyndte at undre sig. Det undrede ham, at der var blevet sendt bud efter ham… i live. Hvis det virkelig var den gamle krage, som han stærkt mistænkte, så burde Vladimir, mere end nogen anden, vide hvor meget information Seyah bar rundt på, som tidligere blackguard. Både den mere almindelige slags, men i særdeleshed også det mere hemmeligt stemplede. At få ham myrdet virkede som det mest fornuftige i hans eget hoved. Seyah sukkede træt, og viftede kort af elverens kommentar.

"Lejemorderen var yderst professssionel… (og køn)… så hendes betaling har formentlig været rigtig god, hvis hun fik jobbet gjort. Jeg har mine idéer om, hvem der kunne stå bag den slags, men jeg skal nok snakke med… "moder" om det."

Seyah undrede sig kort over Medusas "kælenavn". Han vidste et par ting eller to om kvinden, som han havde overhørt på diverse barer eller kasinoer. Måske havde han endda hørt navnet før? Alligevel gav det ingen mening for ham. Han havde svært ved at forestille sig overordnede eller ledere blive placeret i en forældrerolle - dette skyldtes formentlig, at han konstant så scenen for sig, hvor Vladimir smed ham ud. Ingen forældre ville ønske den slags for deres "barn" - medmindre de altså så ud, som Seyah gjorde.

"Jo tak…"

Halen bevægede sig da, men han fandt det allerede udmattende. Dog var behovet for at se Medusa større end trætheden. Langsomt men sikkert, fik Seyah skubbet det meste af halen ud over sengekanten. Et øjeblik virkede det som om, at han stivnede let, og man kunne næsten se, hvordan den ikke-eksisterende farve i hans ansigt forsvandt og blev afløst af en sygelig grøn, imens hans matte øjne stirrede desperat imod gulvet. Nervegift og alkohol var en rigtig dårlig idé, konstaterede han tørt, og bed det i sig igen, før han så op fra gulvet. Kroppen dumpede sig langsomt ned på jorden, hvor den stod et øjeblik, før den småslingrende gled over i retning af elveren. Aldrig i livet, om han skulle falde hende om halsen, men han holdt sig tæt op af hende, da han allerede nu syntes at have problemer med ikke at tilte for meget til den ene side. Det var ekstra svært, når man kun havde en "pind" at holde balancen på, og ikke to fødder. Inden de nåede ud til de andre, bemærkede Seyah kort, at hans skjorte stod åben, så lige som de kom ud af døren, gik gang med at knappe den, for både at skjule sit sår fra kortet, men også den blege brystkasse.

Seyah blev hurtigt overvældet da de kom ud fra "hans" rum. Gangene virkede så bekendte, men folkene som færdes der var en helt anden sag. Jo, han havde mødt en del andre freaks, men aldrig så mange på et sted, og slet ikke så professionelt et sted. Han kastede et hurtigt blik på de fleste af dem, for han var mindst lige så nysgerrig, som de var. Men trætheden og forvirringen blev hurtigt for meget, så det varede ikke længe før, at han slog blikket væk igen og passerede forbi i selskab med elveren. Det der dog overraskede ham allermest var den klare luft her i… hvor end de var. Det hjalp ham i hvert fald en hel del, da han skulle slæbe den tunge krop op af trapperne - til endnu flere mærkeligheder! Seyah standsede op sammen med elverkvinde, da miniaturekvinden kom hen til den. Igen tiltrak "moder" hans opmærksomhed, så han lyttede spændt med. Det var tydeligt, at de andre i stuen faktisk også var oprigtigt interesserede i at vide Medusas tilstand. Ud fra lægens svar var det at bedømme, at hun ikke var sikker. Medusa levede, og havde det vel okay.

Trapperne nedad mod Medusa, de var næsten det værste. Op ad trapperne havde Seyah en hvis mere støtte og sikkerhed. Men nedad var han nærmest glat som en ål. Derfor, meget mod sin vilje, stak han armen ind under elverkvindens før han med et tørt smil tilføjede.

"Der er længere end man skulle tro for en fyr uden ben."

Men Seyah tog det med oprejst pande, og de nåede begge bunden, uden han egentlig faldt nogen steder, men blot strammede sit greb ved enkelte trin. Han slap kvindens arm en smule akavet, men nikkede så.

"Tak… også for… du ved."

Blikket blev rykket ned mod såret, inden han vendte sig imod døren, og skulle netop til at banke på, da han hørte Medusas stemme. Han stod stille et kort øjeblik, og kørte en hurtig hånd igennem det mørke hår, før han åbnede døren og trådte indenfor. Rummet som han trådte ind i var intet mindre end overvældende. Det var på samme tid på fantastisk og skræmmende. Fantastisk fordi værelset netop var indrettet som det var og medbragte en masse historie og tider, som ingen ville kunne sætte en finger på, men også skræmmende, da det gav idéer til, hvor meget kaos der lurede bag Medusas officielle skikkelse. Halen lukkede døren stille bag Seyah, imens der viste sig et kejtet men oprigtigt smil fra ham selv. Først da Medusa fik sat sig rigtig op, blegnede smilet en smule, imens gløden et kort sekund syntes at vende tilbage i hans blik. Hvis han havde været 100% sit gamle, sunde jeg, så havde han ikke tøvet mange sekunder med at overføre sin charme fra smil til krop. Men de var begge ikke på toppen, så det blev ikke til mere end en lidt for lang tids stirren imod Medusa, inden Seyah fik bevæget sig over imod hende. Til trods for hendes svage tilstand, så fandt han hende stadigvæk tiltrækkende. Seyah satte sig høfligt i stolen, og af gammel vanesag, snoede han resten af halen omkring stolen, så den ikke lå ude midt på gulvet.

"Du ser nu ud til at være hårde ramt end jeg, frøken. Jeg er… næsten på toppen, og dette kan jeg kun takke dig for. Havde det ikke været for dig, så havde jægeren formentlig slæbt mig med."

De mørkegrønne øjne flakkede en smule imens hun fik hostet færdig. På den ene side fiskede han lidt efter, om Medusa havde nogen information omkring dusørjægeren, og på den anden side, så følte han det yderst akavet at sidde her foran den mægtig Medusa og takke hende, som var han en lille snotunge. Men Seyah var virkelig yderst taknemmelig, da han fandt det ret særlig, at hun havde kæmpet sådan for at få hans store kadaver med sig.

"Sig mig, Medusa. Jeg ved, at du vandt over mig i spillet, men jeg føler, at der ligger mere bag end det, hvis du næsten ofre dig selv for at få bare en dag med mig… eller er rygterne virkelig så gode omkring mig?"

Han kunne ikke dy sig med lidt drengecharme, og de mørke øjne faldt igen på Medusa, med et drilsk glimt i øjet, som forhåbentlig ville muntre hende op fra hendes sølle tilstand.

Et dybt suk sad fastklemt i halsen.. Den sno og vred sig i halsen på hende, som xenomorphen der prøvede at bryde ud, jeg må holde det tilbage. Selvom Medusa anså Seyah som et nyt klanmedlem, så at sige som hendes nye rolling. Så var han stadigvæk en potentiel fjende, ikke endnu helt godkendt.

Som hvis en dør i et mørkt rum åbnede op, og hvor lyset væltede ind, så lyste Medusas øjne op, hvor den ellers tidligere mathed var forvist for "guds" lys.
Med en lettere skarp stemme med klang og et mytisk smil var sikkert mere velkendt end tidligere sagde hun med en kvindelig sødme.
"At hun havde fået fat i dig i en dødende tilstand ville have været mindst af dine problemet"
Sagde Medusa med de skarpe og direkte øjne. Der var ingen tvivl om, at hun hentydede den til herre, hvis dusør på Seyahs hoved havde startet alt dette her.

Langsomt igennem luften bevægede fingrene sig imod natbordet, som kontrolleret lige med fingerspidserne nåede et styks serviet, hvor serviettens livsformål ville blive opfyldt, da de tørrede det velkendte kvindeligebløde og fyldige træk i ansigtet… læberne.
"Et nogenlunde direkte spørgsmål, som de kommer med din charmør
et drilende smil, og så et skævt blik afslørede dog, at Medusa antog, at Seyah talte sandt, men sagtens kunne have været langt mere direkte i sine spørgsmål.
"Før jeg besvarer, så vil jeg stille dig dette spørgsmål, så du måske kan udregne min såkaldte masterplan
Sagde Medusa, hvor hun sagde det sidste med sådan et fjollet overdrevet udtryk, at hun sådan er almægtig-agtig. De lange ben, hvis længde var noget længere end naturligt var pga en usynbart modifikation, som medusa selv havde "opereret" på sig sselv, blev langsomt slynget over sengekanten. Hænderne var velplaceret på sengekanten imellem hendes halvspredte ben, og selvom synet af hende i hendes bodystocking uden tvivl var herligt of fryd for enhver kvindeelskende væsner, så ville man uden tvivl nok have en lettere besvær med at abstrahere fra de udfordrende… morende… intense… indbydende øjne, hvis farve allerede i starten hurtigt blev udvasket med den skarpe naturlige lysblå farve…
"er du klar over, hvad der gør dig unik for en som mig?
Efter ordene havde flydet ud mellem læberne, som syntes at have fået lidt mere farve, så forblev læberne i en halvåben sensuel tilstand pga en spændthed i hendes krop gjorde at vejrtrækning igennem næsen var ikke nok… Ja Medusa var et meget "liderligt" væsen.. Både sensuelt… Men absolut også af eventyrlyst.. Og magtbegærlighed.
Dog måtte Medusa indrømme for sig selv, at Seyah nok var den bedst udseende væsen blandt hendes samling.. Ikke fordi hun gik så meget op i udseende, da indhold var alt fra hende. Men det nuttede og stadigvæk velstrukturet og maskuline ansigt var en fryd for ens øjne. En lille masochistisk tankegang i hendes sind påmindede hende endnu engang, hvad mulighederne var i et væsen som ham med sådan en stærk og speciel krop som hans.
medusas intense blik kunne uden tvivl gøre en i tvivl, især når hun ikke ville stille sig tilfreds med upræcise svar.

//den er færdig, den er lidt kortere pga jeg ikke rigtigt kan springe videre frem pga denne vigtige samtale :P//

Seyah havde i stor modsætning til Medusa ikke haft megen tid til at overveje et medlemsskab inden for The Shadow of Ravens. Han havde trods alt ligget bevidstløs en del timer nu, så hans hjerne var stadigvæk fokuseret på noget af den sidste snak, som han kunne huske. Desuden havde han pure nægtet at "underkaste" sig nogen siden episoden med Vladimir, da hans stolthed og tillid i den grad var blevet brudt, hvilket han ikke ønskede igen. Dog, så var der alligevel noget over Medusa, som han formodede hurtigt ville få ham til at føle sig mere "hjemme" end han egentlig ønskede.

"Det er sandt. Jeg håbede nu på, at jeg ville kunne nå at segne hen inden han fik fingrene i mig. Det er længe siden, at han har været så... direkte."

Det sidste blev mumlet en smule eftertænksomt. Vladimir havde alverdens ressourcer tilgængelige, der kunne gøre det let for ham at opspore Seyah og hans gerninger. For hvor nødig han selv ville indrømme det, så var han blevet sløset med at dække sine egne spor. Han ønskede derimod at provokerer Vladimir, med at være i stand til at leve så godt og så stærkt som han gjorde, ikke voldsomt langt fra, hvor kragen befandt sig. Seyahs grønne øjne var en smule længere om at møde Medusas end de normalt burde være, men egentlig så følte han det også lidt pinligt, at lade sig tage på sengen for øjnene af en så mægtig person som hende.

Seyah kunne blot trække på skuldrene med et uskyldigt smil, da Medusa valgte at besvare hans drilsk kommentar. Samtidig blev hans pupiller lige den anelse smallere, imens de nysgerrig fulgte den serviet, der blev ført om til de ellers ganske interessante og tillokkende læber, han flere gange havde haft gloet efter, imens han lyttede til de ord, som flød ud fra dem.

"Masterplan?"

Spurgte Seyah nysgerrig. Han var faktisk ganske spændt på at høre grunden til, hvorfor Medusa havde valgt at besvære sig sådan med ham, men da hendes kropsprog pludselig begyndte at "tale" om noget helt andet, så blev det en anelse sværere for ham at holde halen fra at sno sig lidt ekstra om stolen. Øjnene gled pr. automatik hurtigt ned af den slanke krop foran sig, hvis ben pludselig befandt sig ud over sengekanten, og hvor armenes position gav frit udsyn, man da der blev stillet et spørgmål, og hans opmærksomhed vendte tilbage til et par øjne, hvis intensitet og sensualitet han ikke lige havde forventet, så var det som om, at han blev ekstra stille et øjeblik, imens fingrene trommede let imod stolens armlæn.

"For en som dig? En leder med en klan, der nærmest forguder hende? Hm..."

Startede han lettere tøvende ud, imens hans øjne stirrede direkte ind i Medusa. Blå og grøn mødtes.

"Jeg har... specielle evner? Unik viden? Specielt inden for fjendtlig område... Jeg er ikke den store holdspiller, så det kunne nok blive et problem, men nej, Medusa, du skal vide, at det mest af alt er mit udseende jeg betragter som specielt. Mine handlinger er ren træning og øvelse."

Det var måske tydeligt for Medusa nu, at Seyah ikke betragtet sig selv som en der havde modtaget nogle af livets største gaver. Desuden havde han set, hvilke egenskaber hun bar og hvilken magt hun havde kunne samle under et tag... derfor var én lille slange ikke ret meget i en stor rede.