Watch out Lamia! (Lamia & Nochi)

Tid: 06.37 Søndag morgen

Vejret: Overskyet men tørt

Sted: Et eller andet sted midt inde i The forbidden Forest.

Omgivelser: Midt i en tæt del af denne farverige jungle ligger der et gammelt arkiv/bibliotek. Junglen har næsten opslugt bygningen, men den kan stadig ses igennem de mange blade. Skoven er tæt, men man kan se bygningen på forholdsvis lang afstand da den er over 20 meter høj og mange meter lang! Selve bygningen er meget faldefærdig på grund af naturens kræfter har ikke været søde ved den. Rødder går igennem vækkende, mos og andre planter kror lidt over det hele. Nogle steder er bygningen faldet sammen. Og det er en af disse huler som nu er blevet indgang da døren ikke kan åbnes.

Nochi’s påklædning: Sit normale tøj. Som består af hvid skjorte, og blazer af stærkt materiale. Buske der matcher i samme materiale. Og nogle engang pæne gummisko.


Nochi havde snakket med en familie i en af de små landsbyer i nærheden. De fortalte om et stort gammelt arkiv som log i junglen. De mente at der stadig ville være en masse brugbare ting der. Og specielt folkeregistret var Nochi interesseret i. Så han tog afsted efter deres vejvisning, og efter 2 dage havde han endelig fundet frem til det. Den store gamle murstens bygning, som var komplet indgroet i planter. Det store hul i siden af bygningen så ud til at være den eneste indgang ind i bygningen. Der var nok andre, men de var i hvert fald ikke i øjenfaldene.

Nochi var gået ind i hoved bygningen, er så han hvordan den store reception var helt tilgroet i de mange lyse farver fra denne underlige skov. Han kunne se at der havde været andre her før hen. En masse underlige symboler han ikke kendte var tegnet over alt. Samt nogle han kendte, som var bande tags. Så hvad han skulle tro om resten var han ikke helt sikker på….
Han gik fra lobbyen og ind i det store lokale som var selve arkivet. Her var der rækker efter række af store 6 meter høje reoler som stod side om side hele vejen igennem det over 300 meter lange lokale! Nogle reoler var væltet, andre var ødelagt af tiden, andre have rødder gående igennem dem. Så det var ikke alt der var intakt. Men han så så også hurtigt at der var en anden etage. Hvor der nok var lige så meget. Der var 2 gange som gik imellem de træ rækker af reoler. Her på første sal. De 2 gange, som gik ned igennem lokalet, gik loftet helt op til anden sal. Så man kunne se helt op, og det var derfor Nochi vidste der var 2 etager. Nochi så at der på Nogle af reolerne var de samme symboler. Men uden at tænke videre over det, gik han hen til en af dem, og begyndte at tag papir ud og læse dem…

Løveskikkelsen krøb mageligt fremad, henover de tykke grene, som strakte sig fra stamme til stamme. Kløerne skrabede let henover barken på de sært udseende træer, som stadigvæk lyste svagt op under hende, til trods for den gryende morgensol. Lamia havde bevæget sig meget hurtigt over en del dage, men nu var hun lidt mere forsigtigt. Ørerne rettede sig konstant efter den mindste usædvanlige lyd, imens de smaragdgrønne øjne var stift rettet mod bygningen ikke så langt fremme. Hun havde ledt længe efter dette sted. Faktisk startede hendes søgen ved et tilfælde, da hun havde overhørt to mænd fortælle røverhistorier på en kro langt, langt herfra, men det havde alligevel vakt hendes interesse. For var der noget hun vidste, næsten bedre end nogen anden, så var det, at man bestemt ikke skulle lade sig snyde af at ting "bare var rygter." Hun var selv bare et rygte.

Lamia havde efterhånden forhørt hos en del folk, både lokale og rejsende. Det var mest de lokale, som havde vækket hendes mistænksomhed, da flere så ud som om, at de forventede at hun spurgte efter nogen og ikke noget, da hun nævnte emnet. Næsten som om, at Lamia var i hælene på nogen, med samme mål. Men de kunne selvfølgelig også selv bare være mistroiske bønder, som så mange andre. Alligevel tog hun ingen chancer.

Rygsækken begyndte at genere mod hendes ryg, da hun begyndte sin nedstigning. Den bankede næsten helt op i nakken på hende, da hun trods alt kunne have den på, men måtte gå på alle fire, pga. sin naturlige skikkelse. Lamia lod sig derfor falde det sidste stykke, og satte kløerne i siden på træet, lige inden hun landede, for derefter at dumpe ned på fødderne. Terrænet herfra var fornuftigt at gå på, og desuden ønskede Lamia ikke at afsløre sig selv helt fra starten af, selvom hendes hørelse blev forvringet en anelse. Langsomt rejste hun sig på bagbenene imens pels trak sig tilbage og blev erstattet af tøj, rødt og gult, der glitrede om kamp med hendes hår der purrede op i røde krøller imens øjnene skiftede fra grøn til blå. Hale og ørerne, samt kløerne, trak sig tilbage, indtil der til sidst stod en helt normalt udseende kvinde, med ildrødt hår og smuk bleg hud. Ikke noget sædvanlig syn af en egypter. Sættet matchede hende perfekt.

Kort efter befandt Lamia sig inde i lobby. Det var ikke til at vide for hende, bortset fra, hvis Nochi valgte at skramle med et eller andet, men de befandt sig i virkeligheden kun få minutter fra hinanden. Hun så sig kort omkring, og selvom miljøet i sandheden var imponerende i sig selv, så var det ikke det, som hun var her efter. Med raske skridt fortsatte hun direkte ind i arkiverne, og gik straks i gang med sin søgen efter hellige skrifter og gamle ritualer, imens hendes sandaler klikkede let mod gulvet i arkivet, selvom det flere steder var smusset til og revnet.

( Undskyld for det sene svar. Håber, at det kan bruges :D )

Nochi have brugt længe på at kigge det gamle arkiv igennem flere timer end han kunne holde styr på var gået. Men det var ikke interessant for ham. For det var de mange skrifter og bøger han havde fat i. Igen, havde han fundet noget, der mindede om sport fra hans afdøde familie. Deres efternavn var nævnt i nogle gamle skrifter fra 1600 tallet. Nochi følte at der var god chance at han kunne finde nogle spor som kunne føre til hans familie i dette arkiv. Men hvor var næste spor? Han havde allerede læst mange bøger og skrifter. Han lagde det han havde i hænderne fra sig og så sig omkring. Han vidste at der måtte være mere et sted her. Han gik lidt rundt der hvor han havde fundet det andet, men uden held. Han besluttede sig for at det bar bedst at søge på en lidt anden måde. Han brugte sin telekinese til at flyve lidt rundt imellem reolerne i sin søgen på den næste bog eller skrift. Hvilket gjorde søgningen meget mere effektiv. Her gik Lamia ind i lokalet, men uden han vidste det. Han vidste ikke at Lamia var der, og måske havde hun på nuværende tidspunkt allerede opdaget ham. Han fløj tros alt rundt, i den tro at han var helt alene. Også selvom det måske var meget dumt, men Nochi havde det med at handle før han tænkte.

Efter kort tid fandt han en bog der virkede interessant. Helt oppe på øverste hylde. Han tager bogen ud, men da han tager den ud, falder hylden sammen og bøgerne larmer helt vildt og rammer jorden, en efter en. Nochi skyndte sig efter bøgerne og fik grebet en del af dem. Men selvom han havde favnen fuld af bøger, var størstedelen stadig landet på jorden med et brag. Han tænkte slet ikke over at han kunne bruge sin evne til at gribbe bøgerne. Men så langt havde Nochi ikke lige tænkt i denne situation. Nochi stod åbent på gangen, og så ned af den. Han lignede lidt en klovn der ikke vidste hvad han lavede. Som han til dels også var. Da han stadig ikke have nogen andeles om hvor værdifulde dokumenter og papir der var i det rum. Nochi syntes han kunne høre en lyd bag ham. Selvom han stod lidt akavet lykkedes det ham at vende sig for at se hvad der stod bag ham.

Lamia, der atter var standset et øjeblik, for at give sig selv et overblik over arkivet, og eventuelt udpege en start, stod med hænderne i siden og et træt udtryk i ansigtet. Da hun ikke kendte specielt meget til arkivet, havde hun ingen anelse om, hvor hun burde starte. Men netop som hun skulle til at vade ned af den udpegede sti, fornemmede hun hvordan en skygge pludselig røg henover hovedet på hende, i det sølle oplyste rum. Overrasket lænede hun nakken tilbage, så de ildrøde krøller trillede med, og var næsten var at tabe mund og øjne, da det hun troede var en fugl vidste sig at være noget der lignede et blegt, men velklædt… væsen? svævede henover hovedet på hende. Efter at have sundet sig et par dyrebar sekunder fik Lamia dog hurtigt kontrol over sig selv igen, og smuttede hurtigt ud af syne bag en reol, selvom det flyvende væsen dog lod til at være komplet ligeglad med mulige, ubudne gæster. Altså var det ikke en fastansat. Eller… muligvis.

Det lykkedes Lamia at snige sig forholdvis hurtigt efter Nochi for en stund, imens han fløj søgende rundt, men da hun blev træt af at gå på tæer, og baksede med sine sandaler, lykkedes det ham omsider at forsvinde. Med et stille suk, lod hun kroppen synke sammen igen og strakte fingrene ud, da kløerne atter groede flot. Med det på plads, krummede hun sig sammen, sigtede kort og satte så af, smidig og let som en kat. Kløerne fik hurtigt fat i reolen og diverse bøger, som hun brugte til at hive sig op på toppen af reolen. Udsigten var voldsomt imponerende, men lige nu, var den blege mand hendes nye mål. Et par hvide hårlokker fik hurtigt hendes opmærksomhed, og hun sprang elegant fra reol til reol, og nåede lige frem i tide til at overvære, hvordan manden foran hende fik samtlige reoler til at styrte i grus. Hun himlede med øjnene for sig selv, og lod sig derefter dumpede ned bag Nochi, uden yderligere betænkeligheder. Manden virkede i hvert fald ikke liiiiigefrem, som den største trussel. Da Nochi vendte sig om, stod Lamia med korslagte arme, præcis som da hun var trådt ind, i fuld menneskeskikkelse, med tøj på og et dovent smil.

"Hvis du er den "konkurrent" jeg har forfulgt så længe, så må jeg ærligt sige, at du skuffer mig! Hvad skal det her overhovedet forestille?"

Opgivende slog Lamia ud med hænderne imod ham. Manden lignede en forvirret knægt til første time. Selvfølgelig tydede hans ansigt og tøj på lidt ældre, men hvor meget, det kunne hun ikke tyde.

Nochi stod med ryggen til hende der stod bag ham. Men lidt besvær lykkedes det at vende sig rundt. Langt fra elegant, og meget kloset fik han kæmpet sig rundt. Han så den flotte dame stå foran ham og hørte hendes ord. Han stod lidt og tænkte over situationen. Han kunne hurtigt regne ud at hun ikke ville ham ondt, ellers havde hun udnyttet at han ikke havde opdaget hende. Og det at han stod med ryggen imod hende. Så han antog hende for at være fredlig og venligsindet. Hvilket førte til, at han smed alt han havde i hænderne og begyndte at smile stort. Samtidig med at han tog sig selv til baghovedet. ”Hehe, ja… Det var lidt klodset af mig. Men jeg vidste ikke at den bog jeg ville have fat i holdte hele hylden! Eller at resten af hylderne ville falde…” Sagde han akavet da han syntes det var ret så pinligt. Imens han så ned i jorden kort. Men så kunne man se at der var noget der slog ham! Hurtigt kiggede han på Lamia og sagde ”Vent? Konkurrent? Hvorfor er jeg en konkurrent? Hvad dyster vi om? Ohh arkivet? Så de flugte i mine spor her til? Interessant! Hvad er det så de søger?” Sagde han smilende, imens han kæmpede sig ud af den store mængde af bøger han havde begravet sine ben under. Man kunne se han kæmpede lidt for at få sine ben ud. Der var ret meget vægt på, men med den ekstra styrke vampyrer havde lykkedes det ham lige at få benende fri. Nu stod han oppe på bunken af bøger og træ, hans hoved blev nu ramt af en solstråle der lige fandt sin vej igennem loftet. Og nu kunne man tydeligt se hans lange blonde hår der løb ned fra hans hoved. Hans dybe blå øjne, samt en hudfarve der ikke var helt bleg. Lignede mere en som ikke fik så meget sol, men ikke bleg. Nochi smilede stort og præsenterede sig selv. ”Mit navn er Nochi No Ketsueki Shukun! Tidligere prins af Lukedonia og nuværende vampyrendes leder” Sagde han og bukkede for Lamia, hvorefter han rettede sig op igen og hoppede ned fra bunken. ”Og hvem er de så?” Sagde han glad, dog med at undrende blik.

Lamias ansigtets udtryk gik fra snu til forvirring og opgivelse. Hvem var denne klodsmajor? Manden foran hende virkede ikke som hverken den fjendtlige eller specielt lystne type, hvilket efterlod hende i totalt forvirring. Han lignede ikke mange andre væsner, som hun havde mødt her omkring, og støvet fra rummet forvirrede hendes lugtesans.

"Selvfølgelig ikke, det kunne jo ske for enhver…"

Lamia var lige ved at vende sig for at gå, da dette næsten virkede som rent tidspil. Manden var håbløs og ikke til nytte for hende. Altså lige indtil han gjaldede op. Overrasket hævede hun begge røde bryn, og ægte smil trådte omsider frem.

"Arkivet, ja. Jeg formodede, siden dette sted er så sjælendt besøgt, at du ville snuppe så meget som muligt på én gang… det betød mindre muligheder for mig. Men hvad jeg søger, er tydeligvis ikke helt det samme som de. Min emne er mere indenfor det magiske"

Hun fæstnede hurtigt blikket på en af de nedfaldende bøger, og forsøgte at huske tilbage på, hvilken retning, som hun havde forfulgt ham i. Indtil videre, søgte de i hvert fald ikke indenfor samme afdeling. Hun havde dog ingen anelse om, hvor man skulle søge, for at finde hendes interesse. Dog, da Nochi omsider fik præsenteret sig selv, efter næsten at have fået Lamia til at fnise, med sit endnu mere vattede forsøg på at befri sig fra bogbunken, var hun nærmest ved at tabe øjne og mund. Mistroen steg hurtigt op i hende, men det ville forklare både hans kræfter og tøj… men ikke væremåden.

"Navnet er Lamia… og ikke så meget andet faktisk! Men! Hvis du-… er du vampyr? Ikke bare vampyr men.. vampyrenes leder?"

Det var tydeligt, som hun stod der med vidt åbne øjne, og gloede direkte på ham, at Lamia var overbevist om, at der var en detalje, som hun havde misset. Eller at han tog gas på hende.

Nochi ansigtsudtryk gik fra undrende til forstående. Han begyndte at få en forståelse for hvorfor hun også var her. Han søgte information. Og muligvis viden om verden. Mens hun søgte en formular eller ligne, ihvertfald noget magisk. Men alligevel var der noget der sagde ham at han skulle passe på… Han vidste ikke hvad, men en magisk formular? Kan være både godt og skidt, så meget vidste han allerede.
 
”Ja, jeg havde ikke regnet med at få besøg af nogen her, som du nok tydeligvis har lagt mærke til”
Sagde han med et glimt i øjet, da han havde regnet ud at han ikke ligefrem havde givet et godt førstehåndsindtryk. Men det kunne gøre bedre med tiden! Han stod lidt og så på Lamia, og grinte svagt, imens han tog sig til hovedet. Det var ikke så tit at folk var så overrasket over at han var Vampyr leder. Og ikke mindst at folk troede ham. For han vidste godt at han ikke altid havde en personlighed som en leder. Men hvad havde man forventet af en teenager med en gammel sjæl.
 
”Det er en ære at måde dem Lamia!” Sagde han og bukkede svagt ”Ja, jeg er vampyrens leder” Sagde han med et stort smil, og så på hende med sit skæve smil og sine blå øjne. ”Og ja jeg ved godt at jeg ikke ligefrem ligner en leder type… Men jeg har lidt flere sider end du lige har set endnu!” Sagde han og gik lidt tættere på hende.
 
”Men hvad var det du kom her for? Hvad var det du ledte efter? Måske kan jeg hjælpe?” Sagde han og gik imod hende imens han vendte sig om og slog armende ud, imod hele arkivet imens han gik baglens imod hende. Man kunne ikke se det, men han havde øget sit passive forsvar, sådan at han bedre kunne modstå et angreb fra hende. Da han ikke helt stolede på hende. Men det ville han ikke vise, og gjorde det heller ikke. Ved mindre man havde en god evne til at føle aura, kunne man føle at hans aura blev en lille smule mere tydelig. Da der blev brugt en smule energi.
 

Han vendte sig derefter om og så på Lamia, med et meget selvsikkert blik. Da han vidste at enden skulle de samarbejde ellers ville de nok ende som fjender. Som nok ingen af dem ønskede

"Ikke? Sjovt, set bemærkede jeg ikke!"

Lamia gengældte hurtigt glimtet, og begyndte at overveje, om det kunne være, at hun havde undervurderet sin 'modstander'. Allerede få ord inde i samtalen, oplevede hun hvordan tandhjulene velsmurt kørte rundt i hovedet på Nochi, og hvordan et mildt stemningsskift var ved at opstå. Hun havde måske allerede sagt for meget?

Af gammel vane, nejede Lamia let foran Nochi. Hvis han virkelig var vampyrernes leder, hvilket hun langsomt forsøgte at overbevise sig selv om, så så hun ingen grund til ikke at udvise ham bare en smule respekt. Desuden havde han hverken fornærmet hende eller lignende. Dog brød hun sig alligevel ikke om, at han tillod sig selv, så pludseligt, at træde hende så nær. Hvem vidste hvad der gemte sig bag den fjogede facade.

"Interessant. Jeg anbefaler dog, at du holder dine knap så menneskevenlige fortsat gemt, tak."

Imens Nochi fortsatte sin baglæns gang, henover flere væltede bøger, så havde Lamia langsomt fået sneget sin hånd om i tasken, hvor hun greb fat om sin trofaste fløjte. Hun brød sig langt fra om uventede overraskelser, som endte skidt for hendes eget vedkommende. Selvom Nochi virkede harmløs, så var der ingen grund til at tage chancer. Så da han atter vendte sig imod hende igen, stod hun og knugede om, hvad der lignede en slidt, lille fløjte, med et bredt smil på læben.

"Din hjælp? Det var da en vidunderlig idé! Du lader til at have… " hun viftede tænksomt med fløjten i retning af Nochi, som nu stod hende relativt nær. "… noget nemmere ved at komme rundt og få et overblik. Jeg leder efter noget indenfor summonermagi. Får det en lille klokke til at ringe?"

Så længe hun selv slap for ret meget af det hårde arbejde, så var det fint, at Nochi fungerede, som en slags hjælper for hende. Men hun foretrak at udføre ritualet alene. Lamia var dog ikke helt sikker på, hvor velsete genkaldelsesritualer var nu om stunder.

Nochi grinede svagt da hun nævnte at han havde det med at komme for tæt på folk. Han var meget åben overfor alle og havde nemt ved at tilgå andre. Men han vidste enlig godt at ikke alle være lige så glade for det. Men det log bare i ham at være venligsindet og tilgå andre.
 
”Hehe, selvfølgelig! Skal nok holde mig lidt på afstand” Sagde han og nikkede svagt. Dog uden at gå et skridt tilbage eller ligne.
 
Han kiggede hurtigt på fløjten og igen væk. Han tænkte at der måtte være noget ved den fløje, men han vidste ikke hvad. Han havde slev oplevet flere gange magi i form af musik og ligne. Så han vidste at den kunne være farlig. Men det kunne jo også bare ven en fløjte og intet andet? Han satsede på det sidste men ville dog stadig være på vagt. Han kunne tros alt stadig ikke stole blindt på hans nye ”ven”
 
”Ja min hjælp” Sagde han hurtigt imens han smilede stort til hende. Han var her tros alt i søgen efter viden og ikke noget bestemt. Han elskede at læse og søge ny viden. Men han havde ingen interesse i det hun søgte. I hvert fald ikke endnu…
 
Nochi nikkede og så rundt da hun sagde at hun gerne ville have hans hjælp. ”Ja, det burde kunne lade sig gøre” Sagde han men tænkte også at han heller ikke skulle misbruge hans evne. For så ville han ende med at blive svag. Og det ville ikke være godt hvis hende Lamia havde andre planer med ham… Han gik fremad og sagde til sig selv ”Summonermagi?” Mummlede han. For det var da noget specielt noget at lede efter her. Han kendte til det og var helt klart noget han selv kunne få brug for i fremtiden. Og noget han havde en del viden inden for. Men langt fra noget han havde meget forstand på at gøre. Havde info men ingen praktisk øvelse.
 
Han begyndte at bruge sine telekinetiske evner samt hans fysiske styrke sammen for at sparer på energien. Og derved kunne han klatrede meget nemt op og ned af reolerne, imens han hurtigt læste overskrifter på bøgerne.
 

”Hvaaa hvad skal du enlig bruge skrifter med Summonermagi til?” Sagde han højt og forventede et svar fra Lamia. Men i det han sagde det gik det op for ham at han kiggede det forkerte sted. Det var jo nok en skrift og ikke en bog. Og hvis det var log den nok sammen med de andre skrifter. Så derfor tog Nochi op på første sal og ledte der i afdelingen med skrifter, imens han lyttede til hvad Lamia lavede. Han kunne dog langt fra høre alt, men kunne tydeligt høre hende tale.

//Beklager, det blev lidt kort x.x//

Nochi kunne ikke have mere ret i sin tankegang. Man gjorde klogt i ikke at undervurdere Lamia og hendes "søde" lille fløjte. Selvom det kun var hende, som kunne få magien i fløjten til at virke, så betød det ikke, at hun var immun overfor dens virkning. Desværre havde det sine konsekvenser nogle gange.

"Glimrende!"

Lamia betragtede hvordan Nochi tænksomt gav sig halvt til at flyve/klatre rundt. Udfra hans reaktion, så var summoning måske ikke helt så normalt alligevel. Hun burde være forsigtig, men hendes tålmodighed havde det ikke ligefrem med at varer ved, så hun var så småt lidt afhængig af vampyren, der nu svævede rundt over hovedet på hende. Efter at have stået et par sekunder, og kigget op efter den blege skikkelse, som forsvandt op på første sal, stak Lamia fløjten tilbage i tasken, hvorefter hun smed begge sko.

"Årh, eh… Du ved! Lidt resarch! Jeg skylder en ven en tjeneste, og jeg lovede at finde ud af lidt omkring det!"

Ikke helt løgn faktisk. Men mon ikke de fleste ville rynke brynene, hvis hun afslørede sine planer om, at bringe et magtfuldt væsen tilbage fra de døde? Selvom Lamia ikke var i sin løveskikkelse, så gjorde hendes oprindelse, at hun var dygtig og smidig. Hylderne gjorde det heldigvis nemt for hende at klatre, så da hun sprang op på reolen, varede det ikke længe, før hun nærmede sig stedet, hvor Nochi var fløjet op.

"Du… kender måske lidt til emnet?"