et ikke ønsket gensyn Phoenix

sted en forladt by
vejret stjernde klart og fuld mårne
tid omkring kl 1 om natten.
radioaktivitet ingen

Kristin gik med tunge skridt igennem gaderne i den forladte lands by de have gjort holdt i. Regnen slog tungt mod hendes ansigt og hun måtte indrømme det faktisk gjorde lidt ondt.  Det eneste lys der var og finde i byen var fra den stærke fuldmåne og det stærke blå lys der var fra hendes lugte der sad på enden af den Mp5 hun have fundet hos en død soldat. Kristin have anbefalet Samanta byen som et holdt da hun kendte den rimelig godt da hun have haft en stærk oplevelse her for omkring et års tid siden. hun var støt ind i denne varulv der Phoenix hed hun nok mente hun. Hun have haft en stør deling soldater med sig der ville tømme byen for værdiger den gang. Byen have været fyldt med zombier og have jaget Kristin gennem gaderne mens hun have forsøgt at flygte fra denne blodtørstige varulv.  Nu var byen forladt og udtømt som zombier og af og til fandt hun døde kroppe der næsten var ædt op eller knogler der bevidnede der en gang have været mennesker i denne mindre by. Lidt ude af vejen sås det store indkøbscenter som have tiltrukket Kristin i første omgang den gang og som tiltrak hende denne gang også.
Hun tænkte på hvordan det var lykkedes hende og spolere den opgave soldaterne og den blodtørstige varulv der jaget hendes Mission. Hun smilet lidt ved tanken.
da Soldaterne var rullet ind have de sat blokader op omkring byen og afskåret hende en flugt vej. De søgte efter hende mens de holde zombierne. Men det høje antal var kommet stærkt bag på dem og varulven.
da Kristin fandt ud af Phoenix ikke have tænkt sig og lukke hende ud med sin gode vilje sneg hun sig over det hegn de have opført rundt om byen og ødelage Panelet der holdt de store sikkerheds døre lukket. Der efter smadrer hun flere alarmer før hun åbnet portene manuelt  og tiltrak store mængder af zombier som tvang denne åndsvage varulv og hendes forbandet soldater til og trække sig tilbage fra byen.

Hvad var der dog sket med varulven tænkte Kristin var hun død eller i live hun rystede på hovedet og tankerne forlod hende og hun gik med lettere skridt mod et af husende der have fanget hendes opmærksomhed. Husets dør var lukket og døren intakt dette kunne tyde på at der ikke var blevet plyndret der inde. Kristin begyndte og løbe med tunge skridt hen mod døren og kort før hun løb ind i den sprang hun og leget sine føder mod den og landet på døren lyden af skruerne der holdt den gav den gav efter og døren faldt for over ind i stuen. Kristin krøb sammen og rullede lidt før hun stoppede og hun rejste sig op. Hun var blevet en del mere trænet siden hun have mødt hendes elskede Veninde Samanta. Kristin gennemsøgte huset men fandt kun få ting hun kunne bruge nogle dåser med dåsemad noget alkohol og en første hjælps kasse der var fuld.

Kristin vente sig om og gik ned af trapperne og kom tilfældigt til og kigge ud af vinduet. Hun stoppede op. Noget fanget hendes opmærksomhed. Et kort sekund syntes Kristin hun så noget løbe forbi vinduet men hun var ikke sikker. Det gik så stærk at hun ikke kunne fast slå om der var noget eller om hun bare var ved og være træt. Regnen slog hårdt mod taget og vinden begyndte og tage til. Kristin tænkte sig lidt om og blev enig med sig selv om at det nok var en gren. Kristin kom hen til den dør hun have sparket ind og smed den rygsæk hun have haft over skulderende op igen før hun gik ud af huset og ud på gaden. Månen var gemt bag nogle skyer og hun gøs ved tanken om den forbandet  varulv der have jaget hende i disse gader for et år siden.

Kristin forsatte med at gå roligt mens hun have hendes Mp5 hængende ned fra hendes højere hånd. Pluslig skubbede hende ned på jorden og slog hendes Våben ud af hendes hånd Kristin kæmpede og fik vent sig om og blev lig bleg ved synet af det hun så og et kæmpe skrig af frygt lød fra hendes mund.

nogle gader væk lød skriget og Samanta rejste sig op med en voldsom fart. Hun hørte Kristins skrig og fattede straks der var farer på fere. Kristin var i problemer som hun ikke kunne håndtere alene og Samanta drejet om og begyndte og løbe mod det område hvor skriget var kommet fra. Samanta Sprang op af en udbrændt bil og fra den op på en trappe hvor fra hun klatrede op på et tag og sprang fra tag til tag mod skriget. Efter noget tid kom hun frem. Kristin lå på jorden og skreg mens noget var legenet over hende. Samanta var ikke sikker på hvad det var men det kunne godt ligne en varulv eller en forvokset uld der have været på virket af radioaktivitet længe. Samanta gjorde det eneste hun fandt naturligt. Hun sprang ned og faret mod væsnet der sad over Kristin. Hun overveje at finde hendes le men valgte og lade hver risikoen for ramme Kristin var for stor. Da hun kom tæt nok på svang hun hendes ben og smadret det ind i syden på væsnet over Kristin med alt hendes kræft. Samanta var en spinkel pige men hun have arvet hendes mors styrke væsnet fløj et godt stykke hen af jorden før det ramte et træ og en pivende lyd efter fuldt af et hyl afsløret af der var tale om en varulv, men også at den ikke var alene der måtte være en flok rundt om i byen. Kristin rejste sig men frøs af skræk da ulven begyndte og hylde. Samanta Smilede højt da flere skygger landet ved varulven. Nogle var i normale ulveforme nogle var i menneske former andre i hybrid forme lige som den Samanta have sparket væk.  Månen kom frem og skyggerne kom frem. Samanta begyndte og folde hendes hende i forskelige mønstrer før hun slog dem sammen i en form som så meget forvirrende ud og udtalte ordne. ”nopra Thusha Talura Tukulu” første sekund skete der ikke noget men så kom en lang slags arm op af skyggen og op kom et mystisk udsende væsen

Samanta smilede da væsnet brølet men i stedet for et brøl lød et skrig som lød som en uhyggelig rovfuld der dykkede ned før det plantet sit dødelig næb i hovedet på sit ofrer.
Samanta kiggede på gruppen af ulve før hun råbte til med en stemme som vidste hun ikke var bange af sig.
”hvem end der vover at tro min veninde er deres frokost må de først komme forbi mig” hun gik med rolige skridt mod  det store væsen der nu var kommet op. Hænderne vidste sig og være store klør og Kristin rystede af skræk hun var altid bange for de væsner Samanta hidkalde fra Skygge verden og dette var ikke en undtagelse. Væsnet stod på 2 tynde ben som virkede som var bygget til og springe med dens føder var en støre fod med 5 store klør på der nemt kunne kvase hovedet på varulvene. Væsnet var omkring 4 meter højt og stod afventende på Samantas godkendelse. Det skreg igen denne gang var sulten tydelig i dens stemme. Dens kranie var uden på hovedet og dens ånde var tydelig ud af kæberne på den. De tomme øjne virkede alligevel til og have et udtryk af ren dyrket ondskab.  Væsnet var klør rørte uroligt på sig.
Samanta klappede blidt væsnet på siden og det brølet uhyggeligt af ulvende. Samantas stemme lød igen.
”før i overvejer angribe skal i vide hvem der står over for jer” hun kiggede med rassende øjne og et sygt smil over ansigtet det var tydeligt hun ønskede blodet skulle flyde.
”jeg er Samanta og jeg er det sidste skyggebarn i verden” Skygge barn var en stærk form for Skyggedæmoner der ikke have eksisteret de sidste 1000 år og de mentes og være uddøde så dette ville lyde latterligt hvis ikke Samanta have hidkaldt et væsen af denne størrelse.  
Samantas skygge væsen

Tøj: En sort top, lyse bukser og et smykke om halsen i med en orange sten, sorte sko.
Våben: 6 knive, rundt omkring på hendes krop, og 2 M9A1 pistoler ved hoften.

Phoenix havde nu længe vandret rundt. Ingen steder at tage hen og ingen steder at være. Militsens sted ville hun ikke være ved. De andre i hendes afdeling var begyndt at undre sig og komme på lidt for nært hold. Nogle havde været ved at snige sig ind, da hun var ved at meditere med sin ulve side. Det var næsten gået galt.

Nu var hun nået til en by, og havde brug for noget at spise. Færden fra flere ulve lå i jorden, og Phoenix smilede for sig selv. De to pistoler ved hendes hofte raslede blidt, med hendes hofters bevægelse. For 4 måneder siden var hendes kobbel blevet myrdet, og hun stod nu alene tilbage, næsten.
Et brag lød længere henne og Phoenix kiggede op. Det var først nu det slog hende. Det var her hun havde været før, Kristin… det var her den bange tøs havde befundet sig, omgivet af zombier. Det var lidt underligt at tænke på hun havde prøvet at redde pigens liv, men... jah... nej det ville ikke være gået.

Phoenix var nået et godt stykke ind i byen da hun hørte et skrig. ”slagsmål?” mumlede hun og lod hendes ben blive til den rene ild og svævede hen over tagene.
Hun lod sig dale ned på et nært liggende hustag, da hun så hvordan et væsen sparkede til en ulv. Den dybe brændende knurren lod sig glide op i hendes strube. ”Ingen røre dem.” mumlede hun og satte fra på taget. En lille skikkelse kunne ses, og… hvad fanden var det?! Hun snusede dybt ind og smilede. Et skygge væsen… et barn… et…. Vent... KRISTIN?! Hun spærrede øjnene op og tabte underkæben. Det var sørme Kristen der lå der med skrækken malet i øjnene.

Phoenix satte sig til rette på taget og smilede. Ingen grund, hun smilede bare. 'er det menneske nu i endnu større problemer end før? og hvem er det pige barn?’ tænkte hun og kom til at grine lidt.
Den perlelette lette gled ned over hustaget og ned til væsnerne der stod. ”Varulve, Dæmoner, Menneske.” Phoenix rejste sig op og lod ilden glide hen over hendes krop så hun blev oplyst i den mørke natte himmel. ”Kristin og Samantha,” sagde hun højt og begyndte langsomt at bevæge sig ned mod dem. ”Lad ulvene gå. De er sultne og hvis min snude ikke tager fejl, så er det i 3 dage de ikke har spist, og mennesker dufter godt. Så tag det som et kompliment Kristin.” hendes stemme lød kraftfuld i den ellers stille nat, men hun holdte inde da hun var nået til kanten af taget. ”Tænk at se en Dæmon datter… jeg må da være heldig.” roligt satte hun sig ned og lod benene dingle ud over kanten. ”UH! Hvis du ikke ved hvem jeg er bare spørg Kristin... men alligevel… ikke spørg Kristin…” lød det stille fra hende inden hun lavede et ulve grin. "Hun har ikke fantastisk syn på mig." sagde hun grinene.

//Jeg fik det endelig lavet!! :D