The itsy-bitsy spider - Edderkop

Tid: 15:30
Vejr: Godt støvet, en slem sandstorm er ved at tynde ud efter flere timers tildækkelse af den hårde sandstorm.
Grader: 61 grader i solen, 56 i skyggen.
Omgivelser: Folk søger stadig i dækning eller løber fra cover til cover med googles og noget stof til at dække mund og næse, eller brug af andre ting som kan holde dem fra at få sandpartikler i sig.

Kaylee var så heldig at hendes værksted lå inde blandt andre bygninger og det faktisk kun var indgangen til værkstedet som var synligt, så hun havde kun haft brug for at trække et lidt halv slidt og en smule oprevet stof halvt foran indgangen, så sandet ikke ville komme alt for meget ind. Hun sad egentlig bare og nynnede lidt for sig selv som hun sad på sin stol med et modul som hun havde manglet og fikse, men havde endelig fundet delen der manglede, så nu sad hun bare og nød stilhed. Med sin radio som hun havde bygget, eller mere repereret selv, sendte en ud af de to eneste radiokaneler som var i byen. Den ene var en kanal som altid bare fuld af lort, den sendte nytteløse nyheder som ikke var værd en pind. Den anden kanel som var den Kaylee altid hørte, var en kanel som spillede hvad lidt musik der var tilbage efter den gamle verden røg i ruiner. Kaylee bar sin selvandlige brune kedeldrag på som ikke havde ærme med nogle vandre støvler som var halvt slidte samt en langærmet top inden under og et gråt halv stort tørklæde om sin hals som hun kunne trække op foran munden hvis hun fik brug for det og så med googles hængende om halsen på hende uden på tørklædet. Med lidt olie og sod i ansigtet og på sin kedeldrag. Hendes lange bløde tykke brune hår havde hun ikke lige dag i dag, sat op i en hestehale, som hun noglegange gjorde, når hun arbejdede, specielt med en sandstorm som denne, den havde været ekstra slem denne gang.
Hendes værksted var et stort rodebunke, der lå bunker rundt omkring med alt fra hvad folk så som skrammel, til komponter, til værktøj, ja til selv halv bygget robotter som ikke lige virkede. Meget havde hun fundet fra skråtpladsen. Ting som folk ofte så som ragelse, så hun som muligheder, hun tænke i helt andre baner end mange andre folk når det kom til at bruge ting som var smidt ud, dog så havde hun et helt klart system for sit rod som andre ikke kunne se på noget tidspunkt.

JT havde været efter Toby Daniels i to dage. Ifølge hans dossier, så havde Toby Daniels uheldigvis stjålet fra den forkerte - en meget velhavende mand fra Las Vegas, og havde været på flugt lige siden. JT vidste, at flere var på den unge mands spor, men såvidt han vidste, så var ingen andre så tæt på som ham. JT havde fulgt den unge mand på sin motorcykel og havde bemærket, hvordan hans bil havde set ud til at have haft problemer under turen og til sidst ikke ville mere. Sandstormen kom inden JT kunne slå til. Der var ingen sigtbarhed og derfor ingen mulighed. JT havde tænkt, at den unge mand måske kunne være blevet i sin bil indtil stormen blæste over, men det havde ikke været tilfældet. Han havde fulgt mandens spor så godt han kunne, lige siden. Det var tydeligt hvilken retning han begav sig i alligevel, for der var kun én mulighed.

JT havde også været på flugt, hvis han havde været i den unge mands spor. Der var ikke bare en dusør for mandens hoved, men en dobbelt-op for information der førte til de stjålne genstande. Den unge mand havde været en slem, slem dreng. Han måtte betale prisen; det var vilkårene. JT havde allerede planlagt præcis hvordan det hele skulle foregå, fra information til mandens endeligt. Det ville ikke blive en rar omgang for den unge mand.

Det bankede hårdt på døren hos Kaylees værksted, hvorefter en ung mand hurtigt åbnede døren og gik. Han var fyldt med sand fra top til tå og så rigtig sølle ud. Han var iført en laset rød t-shirt, et par blå jeans der var blevet klipper over ved knæene, et par hvide sneakers og så et klæde viklet om hovedet, hvor han også havde solbriller på. Klædet om hovedet trak han af og nærmest hældte en ordenlig mængde sand derfra ud på gulvet i samme bevægelse. Solbriller faldt til gulvet, selvom det lod til, at den unge mand slet ikke ænsede det. Han kunne ikke rigtigt se noget alligevel. Han hostede højlydt og faldt på knæ på gulvet. "Du er-- Du er mekaniker..." han hostede igen. "Ha-Har-Har du v-vand?" spurgte han og blev langsomt helt bleg i ansigtet.

Den unge mand, Toby, trak op i sin røde t-shirt og tørrede sit ansigt for sved og sand i langsomme, krampeagtige bevægelser. Han var tydeligvis i god form, men så hulens ud, med gamle skægstubbe i hovedet og filtret, fedtet, sandet hår. Han rystede på hændene og lænede sig forover så han faldt ned på hænderne og var da kort på alle fire på værkstedets gulv, inden han nærmest væltede om på ryggen og atter begyndte at hoste. "Hjælp mig..." hviskede han ud i luften og lukkede øjnene. Han var tydeligvis desperat.

JT kom langsomt ind i Armarillo. Han måtte danne sig et overblik og lave en basal rekognoscering inden han kunne vide, hvor Toby var gået hen. Den unge mand havde givetvis søgt ly i en af bygningerne, tænkte JT, som afslappet påbegyndte arbejdet. Det var ligegyldigt om byens indbyggere ville være venlige med informationerne, for han ville finde ud af det selv alligevel - det var bare et spørgsmål om tid; og tid havde JT masser af, modsat Toby Daniels.

Kaylee sad i sine egne tanker og for op lige i det at en fremmet mand kom en smule bragende ind af hendes lukket dør og gav et lille forstrækket piv fra sig da den unge fyr også snakkede til hende. Hun kiggede op, hvorfor havde fyren ikke bare gået ind af den åbne garage port? Lige meget, hun havde tabt sin ting hun havde i sine hænder, men havde slet ikke tid til at samle den op, for fyren lod en masse sand ud på hendes gulv, hvilket gav hende et kort suk, hun havde lige rengjort værkstedet for sand foran i værkstedet! Men fyren bedte om vand og Kaylees lidt naive natur, kunne ikke holde hendes fra at ville hjælpe den nye, selv om vandt var en bitte smule svært at komme efter. Hun skyndte sig ud bag i værkstedet, bag om noget stof som hang som en slags væg, da det var der hun stortset boede når hun ikke arbejde i værkstedet.
Kaylee kom tilbage med en dunk vand til denne unge mand og satte sig på knæ og rakte ham dunken med vand ved at holde den ud foran hans ansigt, så han vidste den var der.
Kaylee rykkede sig lidt tilbage for at give manden plads til at ånde ud, hun kiggede lidt bag ham og sukkede lidt igen, hun måtte huske og fjerne det sand på et tidspunkt, når hun var alene.
"Er der noget galt?" Spurgte hun uskyldigt og kiggede lidt på selve fyren og det virkede som om at han havde været ude og løbet meget og langt, at dømme på mandens hud, den var meget brun, næsten på rangen til solskåldet, hvilket faktisk ikke var så underligt, hvis man ikke havde ordentligt tør på.
Kaylee gik hen til den åbne dør, som fyren havde brugt for at komme ind i hendes værksted på, så mere sand ikke ville komme ind til hende. Kunne havde været fordi at der var stof trukket halvt over den åbne garage port.
Kaylee gik tilbage og samlede den lille maskine hun havde siddet og pilede lidt ved inden hun blev forskrækket og tabte den. Hun lagde makinen på et bord og vendte sig mod den nyankommende person igen, "kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte hun endnu engang naivt og uskyldigt.

Toby var ved at kaste op, men holdt det indenbords, som han fik vanddunken stukket ind foran hovedet efter han havde fundet en siddende stilling. Han nærmest fornemmede, at den var der og fattede den med den ene hånd. Han hældte en lidt smule ud i den anden hånd og mærkede hvordan han gøs over hele kroppen, som den kolde fornemmelse som vandet bragte med sig, ramte hans håndflade. Han tørrede sig forsigtigt over øjnene med hånden og satte så dunken fra sig på gulvet. Toby trak da sin t-shirt af og tørrede ansigtet med indersiden af den, inden han fugtede hånden og tørrede sig over ansigtet med den ru håndflade igen.

"Du er mekaniker, ikk'?" spurgte han den tiltalende unge dame der åbenbart ejede værkstedet. Han ignorerede hendes første spørgsmål, for der var ikke noget "galt" som hun skulle belemres med. "Tak for øh..." huskede han sig selv på, og viftede lidt med vanddunken. "Min bil er gået i stå, kan du hjælpe?" han tog en smule vand i munden som han kørte rundt i kinderne inden han spyttede det ud på sin trøje, som han havde lagt ved siden af sig på gulvet. Han rømmede sig, inden han fortsatte: "Jeg har masser af..." Toby bed tænderne sammen og blev lidt rød i hovedet, "Jeg mener, jeg kan betale for det - gode penge!" insisterede han og søgte at se kvinden i øjnene så hun ligesom kunne se, at han mente det. Han kæmpede sig langsomt på benene og kom over til hende med vanddunken igen. "Tusind tak" gentog han sin taknemmelighed. Toby havde kun brugt en lille del af vandet og ville give den tilbage som et tegn på, at han var troværdig. Den unge mand forsøgte som ind i helvede at ignorere, at hans hud tydeligvis var ved at skalle af på begge hans underarme. Han forsøgte at være tapper.

JT havde fundet ud af hvor Toby var taget hen: Et lokalt værksted, som åbenbart blev drevet af en ene kvinde. Han var usikker på om Toby ville kunne finde på, at gøre noget ved kvinden - det var mere oplagt, at han bare ville have hende til at fikse sin bil; men man vidste jo aldrig, og fornemmelser var i det store hele ikke en skid værd. JT havde bevæget sig ind i en bygning overfor værkstedet og derefter op på bygningens tag, hvor han lå på maven og bare ventede, i skygge af et lille skur. Selvom solen ikke direkte stegte ham, så var JT ved at brænde op i varmen. Viljestyrke var én ting, men han havde trodsalt stadig meget menneskelig anatomi - og så var det altså et spørgsmål om enkel biologi. Hvis der ikke snart skete noget, så blev han tvunget til at involvere den unge kvinde i sagen, uanset om det var noget han havde løst til.

JT løb forskellige slagplaner igennem inde i hovedet, imens han bare lå på husets tag og afventede lyden af døre eller porte der blev åbnede. Ventede menneskelig aktivitet. Det letteste ville naturligvis være, hvis Toby var alene - ja, så var det faktisk så let som en leg, men det ville han nok ikke være. Vidner var altid problematiske - men måske det ikke gjorde så meget, da Toby alligevel skulle være i live for en tid? Måske det ikke betød det store, lige denne gang.

Kaylee stod og var helt overrasket over denne unge fyr, som om han havde løbet fra en sandstorm, hvilket var umuligt, folk havde prøvet det i Armarillo, eller mere prøvet at komme til Armarillo, men nåede aldrig helt hen til byen.
"J-jovh.. jeg mener, jovh det er jeg" mumlede hun lidt, men rømmede sig selv og gav ham en klart svar. Hun viftede med hånden, "arh, det ska' du ikke tænke på" svarede hun muntert, og tog dunken fra ham og gik bag i værkstedet igen for at fylde den op igen så han kunne få noget mere af drikke, da han lignede en som var tæt på at være godt dehydreret.
Da hun kom tilbage, nikkede hun, "jada, hva' er der galt med den?" spurgte hun, da hun godt kunne tænke sig at vide lidt mere specifik hvad der var galt med den så hun kunne give ham en pris og vide hvad for noget værktøj hun skulle tage med.

Tobys øjne lyste op, da den unge kvinde gik ud i baglokale og så fyldte vanddunken igen. Han sukkede inderligt, som faldt en sten ham fra hjertet, da han tog imod dunken igen. Han tog den for munden og drak meget langsomt, med lukkede øjne. "Jeg aner ikke en skid om biler" indrømmede Toby og slog ud med armene. "Den gik bare i stå pludseligt - det er en lille gåtur, men gider du tage med og se på den?" spurgte han og så bedende på hende. "Hvis det er noget du ikke kan klare, så skal jeg nok betale dig for tiden alligevel!" tilføjede han hurtigt, som det faldt ham ind, og han mente hvert et ord.

Det havde været en helvedes tur, at komme til Armadillo - men nu hvor sandstormen var blæst af, så ville turen tilbage til bilen nok højst tage ti minutter, afhængig af deres tempo. Toby tænkte, at det nok ville være overkommenligt fra den unge dame der så ganske frisk og frejdig ud. Han selv ville bare bide det i sig, for han havde ikke andre muligheder alligevel.

JT betragtede tavst værkstedet ude fra, fra hans position på det andet hus' tag. Forskellige tanker flød sammen i hans hoved, uden han fokuserede på noget af det. Han havde indtaget en position som han ville holde, indtil den ikke længere skulle holdes. Hver en muskel i hans krop var spændt, og han var mere end beredt til at kaste sig over Toby og eventuelt afværge men ikke skade et eventuelt vidne. Han håbede bare, at Toby ville komme alene ud fra stedet, så sagen ville være så simpel som det var muligt - men det ville nok ikke være tilfældet.

Kaylee smilede sødt og kønt til ham, "visse vasse, det ska' nok gå, det sikkert bare sand der har kortsluttet mortoren" sagde hun og begyndte at pakke lidt det nødvendige og sin speciel lavede bolt-action rifle som hun puttede over skulderen og stod klar. Hun dog lige fyldt dunken op med vand igen og band den fast til siden hendes slidte og matte rygsæk. Da de kom ud, fik hun låst sit værksted af, man vidste aldrig med folk i denne by! Så man kunne aldrig være for sikker når det kom til at passe på sit levebrød.
Hun regnede med at den unge mand vidste hvor hans bil var brudt sammen og lod ham vise hende, mens hun gik på hans venstre side og i vejen for Edderkop til at få ramt på manden, dog hun anede intet om hvorfor denne unge mand virkelig havde brug for hjælp med bilen eller hvorfor han var så desperat. Normalt så var folk i Armarillo meget afslappede når det kom til at bevæge sig ud for byen, da hvis man ikke var for påpasselig nok, kunne dø og folk var meget glad for livet.