Something is very much wrong with me! - Dust -

Tid Klokken er over 12 om natten
Sted En gyde op til et lejlighedskompleks. Der ikke en høj radioaktivitet, faktisk er den relativ lav her
Omgivelser Der er tomt, faktisk kun affald til stede.
Vejr Det er endelig koldt, det regner og blæser
Påklædning En sort elegant smuk kjole, et par højhælede sko

Natten havde efterhånden lagt sig over The New Miami. Det mindede næsten om en blid dyne der blev lagt over en hel by, for i takt med natten tog over, kom der gradevis også mere stilhed vise steder i gaderne. Andre steder, synes nattelivet næsten at leve op. De fleste unge ville højstænkeligt være ude og more sig på disse tider af døgnet. Det var efterhånden jo ikke unormalt, for ungdommen at være ude til sent på natten! På trods af chancen for radioaktivitet, så kunne man vel ikke holde de unge helt inde for. Hvad de mange mennesker dog ikke vidste, var at når de trådte foden ude for deres sikre døre, ud fra deres beskyttende boliger…så var chancen for døden tykt over dem. Man læste efterhånden om flere og flere unge, der var fundet myrdet eller druknet. Ved mange af disse situationer valgte politiet at dække for sandheden, for hvad kunne de dog sige? De kunne jo ikke ligefrem sige, at det overnaturlige rendte rundt og dræbte folk. Dette ville jo blot skabe forvirring også derefter kaos, for så røg ideen om at der ikke fandtes noget mere farligt end mennesket selv. Ganske vidst var menneskeracen jo en form for insekt, man kunne ganske vel sammenligne dem med en race der udelukkende levede for at udrydde andre racer. Indtil nu havde de jo allerede fået udryddet adskillige dyreracer og mange af menneskerne vendte sig sågar imod hinanden, hvor de ville udføre groteske handlinger. At de havde kunne overleve i så lang tid, forekom direkte underligt for mange racer.
En af disse personer, eller en af dem som indgik under disse racer, var den unge Danika eller det havde hun i hvert fald forsøgt. Hun var en ung kvinde, blot på vej hjem fra en lang dag. Hun havde lade sig overtale til at tage med i byen, hvilket også kunne ses på hendes fine kjole. Det havde været sådan en underlig tur hjem, for hun kunne ikke slippe følelsen af at blive overvåget, det var som om der var en der overvågede hende. Som hun gik hen imod en gyde og netop krydsede den, var der noget der greb fat i hende. Det hele havde foregået så hurtigt. Hun havde blot været på vej ned af gaden, da der med et havde været noget der overfaldt hende.  Det ene øjeblik havde hun gået ned af gaden, det næste blev hun trukket ind i den mørke gyde. Hun følte en pludselig smerte eksplodere i sin hals, og hun havde ikke engang fået chancen for at skrige da hun følte alt blive suget ud af hende. Hun kunne fornemme hvordan blodet gled ned af hendes hud, hvordan det gennemblødte hendes kjole, og hun holde blot fast om den hårde krop, alt i mens hendes tåre gled ned af kinderne på hende. Det hele gjorde så ondt og hun ville blot have det til at stoppe. Hun hostede noget blod op, hvilket skyldes hendes hals blev fuld af blodet, og dette stoppede for hendes vejtrækningen. Da vedkommende endelig fjernede sin mund fra hendes hals, hang hun nærmest som en kludedukke. Hun var slap, svag og ville mest af alt bare sove. Dog kunne hun svagt høre en banden og svovlen, som om vedkommende fortrød eller blot ikke ønskede at gøre hvad vedkommende havde gjort. Med et kunne hun føle noget blive presset imod hendes læber, og med et flød der en væske ned af hendes hals. Her efter blev alting sort.

Da hun vågnede op igen, gjorde alting ondt. Hele hendes krop var svag, hendes hals var i flammer og hun følte sig klam, ulækker og beskidt af alt det tørrede blod. Et gisp forlod hendes læber, som hun lå der i affaldet, blodig og efterladt af hvad end der havde angrebet hende. En pludselig stemme nåede hende øre, dog hørte hun ikke efter da alt lige nu gik på hendes krop. Alt hendes opmærksomhed gik på hvad pokker der var galt med hende, hvorfor hun havde en umættelig sult, hvorfor hendes hud gjorde ondt, hvorfor hendes hals gjorde ondt og hvorfor hun havde det som om hun havde noget i øjnene. Da der med et var nogle hænder der rørte ved hende, begyndte hun at spjætte ”rør mig ikke….hver sød” pev hun og kæmpede imod hans hænder, dog havde han et fast greb og til sidst kunne hun ikke kæmpe imod. Derudover var hun også svag. Ved lyden af noget der lød som hospital, begyndte hun igen at kæmpe imod ”ikke hospital, ikke noget hospital” hun åbnede svagt øjnene, hvor man ville kunne opfange et par direkte unaturlige elektriske blå øjne. De var helt ufattelige blå, på et punkt hvor det ikke var naturligt. Igen som før blev hun dog rolig og lod ham gøre hvad han havde lyst til.

//jeg håber det er okay
btw der er ham hun refere til! Angående med: ikke rør mig osv. :)

Hun frygtede hvad der skulle ske, for selv om den luft der var omkring manden virkede venlig, så var hendes hjerne ikke helt i sit rette sted, så derfor var hendes fornuft og evnen til at forstå hvad der skete omkring hende, ikke just i sit bedste hjørne. Hun ville havde slået fra sig, skubbet ham væk og meget mere, havde det ikke været fordi han fik løftet hende op i sine arme. Hun var dog om ikke andet også ufattelig svag, så hun gled ind og ud af bevidstheden som han fløj hende hjem til sig selv. Det var dog først da hun blev lagt i den bløde seng, hun med et igen åbnede de overnaturlige blå øjne Hun havde ondt i hele kroppen, det var som om der var en som havde sat ild til alle hendes åre også bare sat sig ned for at se på imens. Hun havde aldrig i sit liv oplevede et smerte meget lig, den hun oplevede lige nu! Hendes øjne var også ufattelig følsomme, selv den smule lys der kom ude fra var nok til at gøre ondt i hendes øjne, derudover virkede alt så højt! Hun kunne høre alt, men på samme tid ingenting. Hendes hud føltes så følsom og sårbar, som kunne den bryde under hvilken som helst form for berøring. Det hele virkede så underligt, og alt pegede i retning af der var et eller andet galt med hende.
Dog da han snakkede til hende, rettede hun straks sine øjne direkte imod hans "Danika" hendes stemme var hæs, svag og vise tydelige tegn af, hvad end der havde bidt hende efterlod nogle skader på hendes stemme, dog skader der ville hele sig selv i takt med hun lod sig gå i gennem forvandlingen til vampyr. Hun holde godt øje med ham, selv da han nussede hende igennem håret var hendes øjne direkte rettet imod hans. Hun lyttede til hvad han sagde, alt fra da han præsenterede sig og til han forklarede hvad han ville gøre. Hun måtte i sidste ende blot nikke, specielt fordi hun ikke rigtig havde andre muligheder. Det var ikke just fordi hun havde de største valgmuligheder, så med en et mindre piv, nikkede hun til ham og lod ham anse både hendes sår, men også få vasket alt hendes blod af. Dog ville hendes sår allerede nu være helet, så der ville kun være størknet blod tilbage.