What a coinsidence(Teilo)

Tid: Eftermiddag
Sted: New Miami
Omgivelser: aktivt i byen
vejr: Køligt

Man kunne efterhånden sagtens mærke på vejret, at efteråret var ved at træde i kraft, da det var ved at blive lidt mere køligt i dagtimerne, og nattens mørke var efterhånden ved at vare længere og længere. Træerne var efterhånden godt i gang med at tabe deres blade, selv på en god dag med solskin, kunne det til tider alligevel være rart med en jakke, men i modsætning til ret så mange andre væsner i denne verden, var der nogen der ikke brokkede sig helt lige så meget over den slags, som de andre kunne finde på at gøre. En af disse væsner gik under navnet Dust, en mørk skikkelse der foretrak mørket og kulden, frem for solskin og varme, en mand der nærmest havde det bedre under vinterens vejr forhold, end de mest normale væsner havde det, når de nød godt af sommer vejret.
Denne mørke kriger, der levede godt op til dette tilnavn, var som sædvanligt iført hans sorte tøjstil, i form af hans bukser, trøje og long coat, et sort læderbælte holdt hans bukser fast omkring livet, samtidig med den prydet ham, med dødningehoved bæltespændet i sølv, og hjalp til med at holde hans 3 sjældne daggerts fast til hans krop, hver af dem en repræsentant for den arv han havde, fra sin far, sin mor og sidst men ikke mindst, et arvestykke fra den første skyggedæmon. Sidst men ikke mindst, var hans stil færdiggjort af den le han gik med på ryggen, denne værende en god advarsel om, hvad det var man stod overfor, hvis ikke den stærke aura, der omringede hans nærvær, var en stor nok indikator. Denne aura, var trossalt stærkt præget af en døds følelse, som om følelsen af død svævede omkring ham til hver en tid.

På denne eftermiddag, var Dust endnu engang igang med at udføre det erhverv, han efterhånden følte, at han havde haft i længere tid, end de fleste ville kunne holde til at arbejde med når det galt de døde. Efter at have været rundt nogle steder, i løbet af det sidste døgns tid, for at afhente sjæle og hjælpe dem med at komme videre, var Dust kommet til et sted lige i udkanten af New Miami, hvor der var forekommet en kamp, der havde resulteret i et par døde væsner. Et par stykker af disse døde væsner, var dog endnu ikke kommet videre fra denne verden, og havde derfor brug for hjælp til at komme videre, hvilket var grunden til, at Dust nu luntede rundt mellem disse lig, for at finde ud af hvor sjælende var hende, så han kunne hjælpe dem på den rigtigt vej til den næste verden. Trossalt var det nemmere at få dem videre nu, end det var at gøre senere, hvor de kunne ende med at blive mere korrupte af dårlige følelser og lignende.
Han havde en cigar i munden, så en gang imellem kom der en røgsky fra hans mund, når han tog et hvæs på den, og som han gik der og ledte efter sjælene, kunne man mærke på hans aura, at døds følelsen der hang omkring ham, var blevet lidt stærkere, i takt med at han brugte sine grim reaper evner, og denne forstærkede følelse, kunne for nogen væsner, godt virke enten intimiderende eller skræmmende, hvis man ikke lige var så glad for ideen om død, eller hvis man ikke lige var forberedt på denne følelse, når man kom i nærheden af ham.

Efterårssolens lavstående stråler stod skarpt imod byens blanke metaloverflader. Det var en smuk, men kølig eftermiddag, hvor efteråret tydeligt forsøgte at gøre lidt mere opmærksom på sig selv. Vinden var endnu mild, men de fleste havde alligevel trukket i overtøjet. Der var røde kinder og friske blikke at spore over det meste af byen. Selvom bladene gulnes og faldt af træerne, så tog de fleste det med højt humør. Specielt en del børn, som fik stor fornøjelse af at sparke rundt i de bunkerne af sammenfejede blade - til gadefejernes store misfornøjelse. Det hele blev til lidt større fornøjelse observeret fra en lidt anden afstand.

Teilo, iført et par slidte grå cowboybukser, en mørkeblå hættetrøje og et par 'hvide' sneakers, stod dovent placeret på en af de mange hængebroer, som hang spredt mellem de fleste af højhusene, som stod stolt i byen. Broerne blev som regel kun brugt af de lidt bedre stillede, da det ledte til de mere eksklusive lejligheder eller arbejdspladser, men han havde nu taget chancen alligevel. Han var alligevel kun i New Miami for en kort stund, så han nød gerne så meget af stedet han kunne, inden det var tid til at smutte igen. Den egentlig grund til, at han var kommet til byen i det hele taget var også kun, at hans faste "Pixie-dealer" gemte sig i et af de mange højhuse. Han havde flere gange spurgt dealeren, om det ikke var for risikabelt i en by som denne, men det var hurtigt blevet affejet med, at folk forventede mindre af den slags her, og derfor var de som regel mindre på tæerne, hvad det angik. Whatever. Priserne talte i hvert fald for sig selv. Det gik godt for ham.

Han lagde armene over kors på armlænet af hængebroen, og bed sig let i underlæben. Lukkede følelsen af andre folks gang og snak ude, og fokuserede i stedet på vinden, som legede med de blå hår. Han burde slet ikke være kommet. Men som altid, så kunne han bare ikke lade være. Han havde været så desperat denne gang, da det sidste fiks havde været for over en måned siden, at han havde taget noget af Pixie Dust'et med det samme. Det havde kostet tre ugers løn, men alene tanken havde været det værd. Nu stod han her, og forbandede sig selv, midt i den underligt kildende rus. Hjemrejsen ville kun blive 10x mere besværlig end den allerede var, da han ikke var i stand til at holde transformationer ret godt under påvirkning af stoffer. Måske burde han bare vente en dags tid? Finde en rar lille gyde, og en kasse øl til at slutte dagen med? Den tanke fik ham automatisk til at trække på smilebåndet. Han strakte sig, og kiggede ned mod jorden under ham. Hvor langt mon der egentlig var? Et øjeblik var han overbevist om, at han næsten kunne tælle meterne ned, hvis han bare strakte sig langt nok. Jorden virkede jo så tæt på! Var han virkelig oppe? Han slap gelænderet med en af sine hænder, og rakte ud for at røre. Jo. Han mærkede det. Den bløde jord under hans blege fingre. Så rar og tiltrækkende. En lur ville gøre godt.

"Hey! Du! Pas lige på!"

Sætningen rev ham kortvarig ud af hans rus. I stedet blev han ekstremt irriteret over at være blevet afbrudt i sin kærlige berøring af jorden (vinden) under ham, og skulle til at vende sig for at spørge, hvad filen personen bildte sig ind. I stedet fik han viklet sine ben om hinanden, og skvattede virkelig uheldigt og ret uelegant bagover. Med opspærrede øjne, og skrig fra hængebroen, fløj han. Vinden piskede om hans krop, rev i hans tøj og hans hår. I de første dyrebare sekunder forstod han overhovedet ikke, hvad der skete. Følelsen var nok lidt for velkendt af vind, men så gik det langsomt op for ham, at han hverken bar vinger eller lignende… og at der faktisk var ret langt ned.

"SHIIIIIIIIIIIIIIIIEEEEEETTT!"

Med panisk, baksende arme og sprællende ben forsøgte han at få faldet til at holde op. Hans hovedet var et kæmpe rod og kunne slet ikke fokusere. Han skulle! Han måtte forvandle! Teilo kneb øjnene højt sammen, og forsøgte at lukke vindens tuden ude. Hvad kunne flyve? En fugl? Et fly? Et-et-et?! Ganske langsomt og ret kluntet begyndte den summende fornemmelse at brede sig i hans arme. Ikke hurtigt nok, men hans sind blev ved med at ændre sig. Han kunne ikke rigtig få forbindelse til resten af kroppen. En flængende lyd brød vinden, og han åbnede øjnene blot for at se, at to store flagermusevinger havde afløst hans arme. Med store kraftanstrengelser slog han hektisk med de mere eller mindre færdige vinger, inden han til sidst fik rettet dem ud således, at han ikke faldt men gled henover himlen. Stadigvæk med alt for høj fart, og en ustyrlig krop, cirklede han hastigt nedad for at afdæmpe farten. Det lykkedes - men kun lige. I sidste øjeblik spottede han en nognelunde åben plads med et par enkelte væsner. Uden at tænke vindere over det, fløj han nedad, men rev vingen på et skilt der pludselig dukkede op, og tumlede så direkte ned i det første og bedste væsen, som åbenbart allerede lå på jorden, og trak det et par meter med sig.

Det var næsten før Teilo, og det lig han landede på, samt trak med sig henover jorden, endte med at ligge lige for fødderne af Dust, der var stoppet ved lyden af den unge mand, der kom styrtende mod ham. Dust så roligt på den fyr, der nu lå på et lig foran ham, med de karakteristiske blinde øjne, der bar de skinnende rubin pupiller. Til at starte med, virkede det som om at han bare studerede scenariet, der var forekommer foran ham, men så var det at han gik ned i knæ, for at se på det lig, Teilo var landet på.
"Det var da en mærkværdig entre du valgte at have dig der, men til trods for det, fik du da lige leveret det lig til mig, hvis ånd stadig er her på jorden!" sagde han roligt. Hvis Teilo syntes at Dust'es dødsaura var stærk nu, ville han sikkert ikke bryde sig om hvor stærk den blev, ved det næste Dust gjorde, hvilket var mindst lige så creepy, som følelsen af hans aura, når han stod så tæt på.

I en rolig bevægelse, lagde Dust hånd på det lig Teilo var landet på, der gik blot få øjeblikke før nogle tynde, gennemsigtige, lysende tråde kom ud af hans arm, og bandt sig om liget. Teilo burde kunne mærke trådende, som om de rørte noget i hans indre, men det burde være ingenting i sammenligning med hvad der skete derefter, for nu rejste han sig op igen, og trak en sjæl med sig ud af kroppen, der gik lige igennem Teilo. Dust holdt sjælen op, så den hang lidt over jorden, slap den så den bare svævede af sig selv, og tog sin le, som han prikkede til sjælen med, ved hjælp af spidsen af hans le, hvilket fik den til at komme videre til efterlivet, på en mere fredelig måde end hvis han havde tvunget den til at tage afsted. For ham var dette helt normalt, så han gjorde det på så casual en måde, at man skulle tro at han tænkte, at det også måtte være normalt for alle andre, at opleve den slags ting ske omkring dem. Han så igen på Teilo, med de skinnende pupiller, og lagde sit hoved lidt på skrå af ham.
"Hvorfor er det egentlig du valgte at styrte ned på et lig? Det da en ret mærkelig ting, sådan at styrte ned på andres døde kroppe?" sagde han roligt, og opførte sig som om, at det var Teilo, der var den mærkeligste af dem, og ham selv der var den helt normale.

//Beklager virkelig, at du har måtte vente så længe! Fik pludselig vildt travlt :(//

Der gik et lille øjeblik før, at Teilo faktisk registrerede noget. Sammenstødet og det faktum, at hans krop var fyldt med stoffer, gjorde ikke ligefrem chancerne for at undgå at ryge i blackout specielt gode. Alligevel lykkedes det ham at holde fast i realiteten bare lidt længere. I hvert fald længe nok til at opdage, at han lå oven på nogen… eller noget. Og at der var nogen som talte til ham. Klodset fik han samlet flagermusevingerne således, at han kunne skubbe sig op på "albuerne". Hans ene vinge var flænset og delevist dækket af hans eget blod. Men han fornemmede også noget blødt og varmt under hans egen krop, hvilket straks fik ham til at grynte en hæs men utilfreds lyd. Bare han nu ikke havde ødelagt resten af kroppen. Han opfangede faktisk slet ikke Dust's første ord, men kiggede i stedet bare under sig. Til tog et par blink før, at synet ville stille skarpt, men da det først gjorde, spærrede han også blikket fuldstændigt op. En krop. En død krop. Pludselig gik en gysende fornemmelse igennem ham, og han fornemmede, hvordan noget sløret rejste sig omkring ham. Da han opdagede, hvad der var i gang med at ske, sprang han lynhurtigt bagud med et skrig.

Væmmelsen var tydelig i hans blik, da han så på, hvordan den fremmede mand foran sig, trak noget der lignede en gennemsigtig klud op fra den døde krop, og derefter fik den til at forsvinde igen. Hvorhen var ikke sikkert, men én ting var. Fyren havde en le. Kun en slags væsner havde det.

"D-… Du-Du… Du er en R-Reaper…"

Hviskede han hæst, med både en krop og en stemme der rystede. Hans blik var stillet skarpt på Dust, men resten af hans krop svedte og var bleg. Om det var chokket, hans blødende arm eller stofferne der fik ham til at reagerer så sygeligt, det ville vise sig om et øjeblik.

"Jeg-… Jeg ville ikke… Vidste ikke han var… Åh… Åh Gud. Du er-er… Reaper. Er… Er… Jeg er død..."

Pludselig skiftede farven i hans ansigt fra hvidt, til askegråt, til grønt. Teilo rullede forpint om på siden, og kastede en farverig strøm op af et udefinerbart indhold ud på gaden under ham. Da han var færdig, blev han liggende, stadigvæk rystende, men nu nægtede han åbenbart at se på Dust. Som om, at han næsten kunne skjule sig for døden.

//jeg har vist også haft lidt af en langsom respons tid, så den er vi vist 2 om XD

Dust så blot på med de blinde øjne, mens Teilo nærmest skiftede farve et par gange, og nåede frem til et par konklusioner ved synet af den mørke reaper, der stod foran ham. Det var dog kun en af disse konklusioner der var rigtige, da Teilo ikke ligefrem var død, men at dømme ud fra hvordan hans chakra pumpede igennem ham, gættede Dust på at der var noget i hans system, der ikke ligefrem gjorde, at han kunne tænke helt klart, så efter sådan et styrt han havde haft, var det forståeligt at han panikkede, ved synet af en reaper, da det kunne give ideen om at man ikke overlevede faldet. Men som sagt, var dette ikke tilfældet, dette var blot et absurd tilfælde, der havde placeret Teilo foran Dust, mens han var på arbejde.
"Hvis du var død, ville du ikke være i stand til at brække dig, eller få det dårligt for den sags skyld, så på det punkt kan du være helt rolig, men du bør nok få ordnet det sår, ellers bliver det problematisk for dig senere!" sagde han med den fortsatte rolige stemme, mens han gik hen ved siden af Teilo, og gik i knæ ved siden af ham, så de kunne se hinanden direkte i øjnene. Selvom hans øjne var tåget af at være blinde, burde han næsten kunne se sit eget spejlbillede, hvilket måske ikke ligefrem var en hjælp, da Teilo nu bogstaveligt talt så døden i øjnene.

"Udover din antagelse om at du er død, så har du helt ret, jeg er en reaper, en grim reaper for at være helt præcis, hvilket blot betyder højere rang end en normal reaper! Jeg går derhen hvor død forekommer, hvis der altså er brug for mig, mit job gør at jeg føler mig draget af dem der bliver tilbage, selvom deres hjerte allerede er stoppet!" sagde han roligt, mens han tog en lille maskine frem, og en beholder med kanyler i, som han lagde på jorden mellem dem.
"Men selv som grim reaper, er jeg normalt ikke årsagen til død, jeg undlader at gøre den slags, så du kan være rolig, jeg gør dig ikke noget ondt! Tilgængel kan jeg få dig på benene igen ret hurtigt, du ligner trossalt ikke en, der har det alt for godt!" fortsatte han mens han åbnede boksen med kanyler, der så ud til at have et levende indehold, hvis man så godt efter. Han tog en kanyle op og satte i holderen på maskinen, tændte for den, og dyppede en finger i Teilos blod, så han kunne få en dråbe i maskinens modtager. Maskinen analyserede blodet den modtog, og indstillede nanobotterne i kanylen, til den dna der var modtaget, et grønt lys fortalte at kanylen var klar, Dust slukkede for maskinen, og pillede kanylen af så han kunne ligge den væk igen, sammen med kanyle beholderen. De blinde øjne så på Teilo igen, mens han tog en cigar frem, som han satte i sin mundvige, han ventede dog med at tænde den.

"Du ligner ikke en der er bange for nåle, men for en sikkerheds skyld, spørg jeg dig alligevel! Den her kanyle indeholder nanoteknologi, der kan ordne de skader du har, den vil nok også begynde at rense dit system, så hvad end du har taget bliver renset ud af dit system, hurtigere end du er van til, er det okay med dig?" spurgte han roligt, med kanylen holdt op så Teilo kunne se den.

Det var Teilo et under, hvordan tingene så hurtigt kunne gå fra bløde skyer og himmelhøje følelser, til død, vold og blod overalt. Det var som en eller anden virkelig dårlig film, hvor produceren ønskede at tage pis på sit publikum samtidig med, at han understregede en vigtig pointe. Livet var noget lort - ret ofte faktisk. Det var grunden til, at Teilo i første omgang faktisk startede med alle de forbandede rusmidler.

"Okay, men sig lige til en anden gang, ikke?... Det er altså ikke pænt at skræmme folk sådan, bare fordi de skal have en lærestreg!"

Tonen var en anelse mere surmulende end før, men han virkede allerede en anelse friskere i blikket. Det gjorde det lidt nemmere, at han ikke havde noget i maven, med de døde kroppe der trods alt stadigvæk omgav dem begge. Han satte sig langsomt og en smule forpint op, efter at være rykket en tand væk fra ligene. Dog, inden Teilo valgte at se Dust i øjnene, kneb han dem kortvarig sammen, med en anstrengt mine, inden hans arme langsomt begyndte at forvandle sig. Den mørke hud og de tynde skind trak sig sammen, og snart efter dukkede hans sædvanlige blege hud og menneskelige fingre frem. De var godt nok dækket i blod, men påvirkningen af stofferne var endnu ikke helt ude af hans system, så smerterne var en anelse længere væk end hvad de burde være. Da han endelig så op, og mødte Reaperen's blik, gøs han højlydt og rykkede hovedet en tand bagud. Imens han lyttede til Dust's ord lod det dog til, at der gik et lys op for den unge mand.

"Hip-hurra... heldige mig. Så vi ses i næste uge eller hvad? Men hey, er det ikke lidt usmart, at selveste Grim Reaperen er blind? Burde en fyr som dig ikke kunne ordne den slags?"

Han greb forsigtigt fat om ærmet på sin hættetrøje for at vurdere skaden. En lang flænge prydede hans højre underarm, og ærmet var fuldstændig flænset. Han satsede på at kassere den og resten af tøjet senere, da alting var dækket af blod og stanken af død. No way, at hans lejlighed skulle lugte ligesådan. Teilo kastede et mistroisk blik mod kanylerne, inden han smed endnu en halv-lunken kommentar afsted.

"Og du ligner ikke en, som normalt bærer rundt på mirakelkur. Hør... jeg påskønner virkelig, at du ikke nakker mig. Men du udskyder bare det uundgåelige. Jeg siger ikke, at jeg har lyst til at dø nu, men for fanden... det varer nok ikke længe."

Han tog et sidste blik på kanylen, og kørte så begge hænder over ansigtet og igennem håret. Der var spor af asfalt og blod over det meste, nu også på ham, og han var træt. Han ville egentlig bare gerne hjem, men hvordan? Dust havde ret i, at Teilo næppe kom langt sådan. Han kunne ikke engang flyve, og politiet ville sikkert tro, at han havde myrdet en eller andet. Med et dybt suk strakte han den skadede arm frem mod Dust, som stod klar med kanylen.

"Fint... bare de ikke laver ged i den derinde. Jeg har aldrig prøvet der nano-noget."

Med et dovent blik forsøgte han, at samle tingene i lang nok tid til faktisk at kunne observere, hvad det var som foregik.

"En lærestreg? Hvem sagde noget om en lærestreg? Når endelig jeg giver en lærestreg, plejer det som regel at give mentale ar, eller også kræver det mindst 3 jomfruer, noget jord fra en kirkegård, en enokisk præst, 7 dråber hellig olie, og en eller andens falske ben!" sagde han med et tænkende blik i hans blinde øjne, dog kunne det måske godt være til at regne ud, at han mere eller mindre sagde dette som en joke, selvom det ikke kunne høres på hans stemmeføring. Dust mente det dog som en joke, da han lavede sjov med Teilo, fordi dette var et rent tilfælde, og ikke et spøjst forsøg på en eller anden form for lærestreg.
Teilos reaktion på hans blinde øjne, var ikke noget uvant for en som Dust, han havde været blind i ualmindeligt lang tid, så han havde mødt en del væsner, der havde reageret lige som Teilo, og havde undret sig over, hvordan han kunne have sådan nogle øjne, når han foreksempel godt kunne kigge på andre, eller på anden vis reagere, som om han slet ikke var det mindste blind.

"Om hvorvidt vi ses i næste uge eller ej, kan ske af så mange små ting, jeg kan vide det ud fra dit dødsmærke, og de ting der står i min bog, men jeg kan desværre ikke fortælle dig hvad jeg ved, siden det muligvis kan skabe uønsket kaos i dit liv!" svarede han roligt, da han til dels antog, at det kunne være et ærligt spørgsmål, selvom det lige så godt kunne være så sarkastisk som det egentlig lød.
"Jeg kan nok godt få mine øjne ordnet, hvis jeg rent faktisk ønskede det, men jeg har arbejdet hårdt og længe på, at opnå det syn jeg har nu, og det ville næsten være ærligt at spilde alt det arbejde, ved at give mine øjne deres lys tilbage! Desuden, så synes jeg personligt, at jeg ser meget mere nu, end jeg nogensinde gjorde før jeg fik disse tågede øjne!" svarede han med et følelses forladt smil på læben, nærmest som om han mindedes tider, fra før han var blevet blind. Dog snappede han hurtigt ud af dette, og fokuserede på Teilo igen, da han selv så nærmere på det sår, Teilo havde på sin arm. Det var ikke endvidere dødeligt, det burde Dust af alle vide, han ville ikke tilbyde sin hjælp, hvis det var meningen at personen han ville hjælpe, skulle dø på dette tidspunkt og dette sted.

"Der er mange ting jeg ikke ligner, men tro det eller lad vær, du vil sikkert blive overrasket over, hvad sådan en som jeg, kan finde ud af og hvad jeg kan tilbyde, andet end at hjælpe de døde videre, til den næste verden!" svarede han roligt, og lagde en hånd under hans arm, da Teilo rakte den frem mod ham, og lod Dust give ham kanylens indehold "Du må forstå at en meget vigtig del af mit job, ikke er at udføre handlinger, der leder til andres død, men derimod at hjælpe sjæle med at komme over på den anden side, når endelig de dør! Desuden, som jeg nævnte før, så ved jeg hvornår det er din tid til at stille træskoene, men dog er dette ikke altid helt korrekt, for det er muligt at undgå den død, der står i min reaper bog, hvis man bare vil kæmpe nok for det, eller ender med at gøre noget, der leder til at ens død bliver flyttet længere væk fra dig eller tættere på dig! Selvom jeg ikke kan fortælle dig hvornår du dør, så kan jeg stadig fortælle dig, at du klare dig fint indtil videre, hvad angår hele det med at dø, så tænk ikke på det!"
Det virkede næsten som om, at Dust prøvede at give Teilo lidt mere selvtillid i livet, dog uden at fortælle ham noget, der brød sig med det kodeks Dust skulle følge, når det kom til hans job som grim reaper. Med en rolig bevægelse, førte Dust kanylen til Teilos arm, og hvis Teilo kiggede væk, ville han nok ikke ligge mærke, til meget mere end et lille prik på hans arm, før kanylens indehold var tømt i hans arm. Der burde ikke gå lang tid før såret bør begyndte at heale, Dust'es nanoteknologi arbejdede hurtigt og effektivt, især når de blev sendt ind så tæt på såret, til tider kunne det ske, at nanotek healing af sår, kunne føles ubehageligt og give en stikkende lille smerte, for den der blev udsat for det, men den slags plejede at blive erstattet af lindring.

"Bare rolig, der sker ikke noget slemt, nanoteknologien ordner din krop, og forlader din krop naturligt og smertefrit!" svarede han i et forsøg på at være beroligende omkring det.