[Uafsluttet] How did this happen? (Ayuma Akise + Ellie)

S: et lille komplex af huse i det yderste af junglen
T: 14.00
O: et mørkt rum med kæder på vægene
V: overskyet
P: kun et par sorte lærreds bukser

der var en stank her som intet kunne vaske væk, stanken af fangeskab. hvad var det for en suppedas han havde rodet sig ud i denne her gang, det sidste han husker før han havnede her var at han var ude at tjekke sine fælder i skoven da alt blev sløret og mørkt. to mænd stillede sig foran døren ind til der hvor han sad " det må være den berygtede Ayuma Akise som vi har hørt om, du skal flyttes over i den anden afdeling, vær lykkelig over at du får lov til det" han havde været her i noget tid nu, en uge måske. han så bare på dem med afsky i hans blik. de var slave avlere og handlere og det de mente med at han skulle over i den anden blok var at han skulle avles på, han havde ikke været der ovre endnu men der var mænd fra hans blok der var. han havde ikke hørt fra dem igen. han rejste sig op og gik hen til døren hvor han rakte sine hænder ud af en sluse hvor han fik håndjern på "du burde være lykke lig den du har fået er ny her, og så er hun rimelig ung" Ayuma strittede ikke i mod, det ville ikke nytte noget dog fik han et godt udsyn over hvad der var i lejren inden de nåede til en anden bygning der var lige så stor som den han lige havde været i. han blev smidt ind i en celle og fik låst sine hånd jern op "bliv nu ikke oppe for sent, hun er stadig i vokse alderen så hun for brug for mere søvn" Ayuma vendte sig rund og spyttede ham lige i ansigtet gennem tremmerne "jeg er imponeret over at grise kan gå på to ben nu" han satte sig hen i det modsatte hjørne af pigen og satte sig til at sove. han havde en underlig drøm den nat, om at han fløj sammen med Nina, hans falke ven.

påklædning: så billede og forstil dig det mere ødelagt.

Ellie sad i hjørnet og holde om sine ben med hovedet gemt godt ned mod sine knæ. hun havde lukkede øjne og prøvede ay gør sig så lille som muligt. hun kunne huske jagten. hun var næsten lige kommet hjem fra sin mor, da nogle indsatte en jagt efter hende. det skete alt for tit efter hendes hoved, men denne gang var anderledes. deres måder at jage hende på var anderledes en de slavehandlere der nu havde været efter hende siden besøget ved hendes onkel. hun vidste hvad de slave handlere ville med hende. hendes sidste møde med dem fik de faktisk fat på hende og drillede hende med at fortælle hende om ham der skulle ege hende... men dette var anderledes. det lugtede som et andet sted og virkede som om det var en fast sted og ikke noget der bevægede sig rundt. hun huskede hun løb, prøvede at komme væk og så mærkede hun et stik i nakken. derfra har det hele været sort. nu var hun vågnet igen, eller det føltes som om hun lige var vågnet. lugten af fugt og luften virkede ikke helt frisk at indånde. dette var bestemt ikke slavehandlere hun var van til. hun havde hørte nogle udenfor døren snakke. snakke om hende, som om hun var en god fangst og god at avle på. hun vidste hvad de betød, men hun kunne ikke forstår hvorfor.
efter en tid hørte hun døren åbne og en smule lys kom ind. hun så kun en smule op sp hendes ansigt stadig var dækket. hun så en mand blev smidt herind som kun var iført et par bukser. med det samme skjulte hun sit ansigt igen og lyttede til hans fodspor. han satte sig i den modsatte hjørne en hende. sådan sad hun længe, helt stille og lyttede til hans tunge vejrtrækning. han sov. hun kunne ikke sove selv. lige meget hvor meget hun prøvede ville hendes sanser ikke lade hende sove. hun havde ikke fornemmelsen af tid, men efter hvad hun syntes føltes som en evighed gav hun slip på sine tåre og frygt. dog i stilhed, hun sulle jo nødigt vægge den fremmede. så kun et lille snøft kunne høres en gang imellem, men tårene trillede ned over hendes kinder og gjorde hendes nederdel og ben helt våde.

det var ikke så meget at han sov men han opbyggede energien til at undslippe. uden at løfte sit hoved så han på døren "hey lille tøs, vi slipper ud her fra ok" han fandt noget af et gammelt måltid som de ikke havde samlet ind endnu. han lagde en finger over sin mund og pegede mod døren. der stod en vagt lige uden for døren. han tog et gammelt ben fra en kylling og råbte op mens han knækkede det. da vagten kom ind af døren lod han som om at hans ben var brækket. da vagten gik hen til ham greb Ayuma fat om hans hals med et smil. han tog kniven op fra vagtens lomme og holdt den mod vagtens hals "vær en god dreng og giv os nøglerne" vagten fumlede efter dem og han smed dem hen til døren "god dreng, desværre vil du bare kalde på hjælp så det her er farvel" han tog et fast greb om mandens nakke og stak kniven ind i hans hals og drejede den. han rejste sig op og hjalp så pigen "navnet er Ayuma, jeg er ex special operatør, du er i sikkerhed hos mig" han smilede ikke men hans stemme var vennelig og rolig "jeg skal have mine våben tilbage før vagterne finder ham her" hans lilla øjne glødede i natten. han hjalp hende op på hans ryg og bevægede sig gennem skyggerne. da de kom til et aflåst skur fandt Ayuma nøglerne frem og låste op. hans instinkter havde haft ret, der var en hel masse våben og for enden lå hans buge og pile kogger. koggeret var designet til at holde mange forskellige pile, hans bue var en sammen foldelig recurve buge. der lå også et våben der mest af alt kunne kendes som en boomerang men den havde tre hjørner med skarpe knive, dette våben var kend som en glaive. alle hans våben var lydløse, den perfekte skygge kriger, han har kun været opdaget en gang men der var ingen overlevende fra den lejr han blev spottet i alligevel. ham og hans gamle team var de bedste der var. han satte pigen ned for at placere pile koggeret over sin skulder og sætte pilene i hvert sit rum. nu var det tid til gengæld

Ellie hørte pludselig en stemme og så en smule frem så hendes ansigt stadig var skjulet. hun lavede et lille nik og gemme hele ansigtet igen. hun vidste ikke om hun skulle tro på ham, men hun havde ikk andet at gøre. hun havde sikkert en større chance for at flygte hvis hun var sammen med ham og han ville sikkert væk ligeså meget som hende. da knækket og hans råben lød så Ellie forskrækket op. først troede hun at han var kommet tilskade, men da han tog fat i vagten der var kommet ind vidste hun hvad han var ude på. dog så hun væk i det han satte knive ved vagtens hals. det var nødvendigt, det vidste hun. lyden af kniven der borrede ind i halsen på vagten og derefter bumbet fik hende til at se frem igen. hun var ved at blive mere van til at se død på den måde, men hun havde stadig sin medlidenhed. hun mærkede manden hjalp hende op. de uskyldige gule øjne sp op ham med et træt og trist blik "jeg hedder Ellie" hendes stemme var mild og helt stille. han stemme var venlig og det gjorde denne nemmere for Ellie at tro på de havde en chance. han virkede også til at vide hvad han lavede. hun nikkede stille og kom op på rggen af ham. hun holdte godt fast og gemte sig ansigt mod ham. dog lod hun et øje være frit så hun kunne se det meste af stedet så detville være nemmere at øjentere sig. hun skulle også have sit sværd tilbage.. heldigvis havde hun ikke haft andre våben på sig da hun blev fanget, men det sværd skulle så også bare findes.
Ellie rettede sig lidt op da de kom ind i rummet med våben og lod sig glide ned fra hans ryg ned på gulvet. hendes blik studerede alle våbnene og hurtigt fik hun fundet sit sværd. det sad stadig i hylstret fastsat hendes bælte. hun tog bæltet på og så mod Ayuma "tak.." sagde hun uskyldigt og meget stille, hvorefter hun gik hen til ham. hans vpben var fascinerende.

han kunne ikke lade være med at smile da hun takkede ham "det her er ikke et sted for små piger" hans øjne gløde i det svage lys og han tog et fast tag i sin bue og en enkelt pil. han så en vagt dreje om hjørnet ca 20 meter *fokuser på 30 millimeter over hovedet tag højde for at det er vindstille* han affyrede pilen og den hvislede afsted og ramte manden lige i halsen "fatalt skud" han gik ud af døren og lukkede den efter hende "mit hjem er en eller to kilometer, vi blive nød til at gå der ud men pas på at vi ikke rammer nogen af mine fælder" han så mod træerne og så ned på jorden. den var alt for flad i forhold til resten af junglen, noget var galt her ingen steder i junglen var så flade, de havde jævnet det ud men hvorfor. han tog en sten og kastede den mod skoven, den ramte jorden og eksploderede "som formodet har de har sat miner op" han smilede mens han så der over. han kastede sin glaive bagover og ramte en vagt. den ramte over tomure og fløj tilbage i hans hånd "tja det her bliver sjovt. hold godt fast Ellie" han smilede til hende og hjalp hende op på hans ryg. han kravlede op af muren og trådte tilbage for at tage tilløb. han så rundt og spottede så en lavt hængende gren. han løb og satte af fra kanten og greb grenen og svang sig op på toppen af den og kravlede ind til stammen "er du ok" han satte hende ned med et lille smil.

Ellie betragtede lidt hans smil og gløden i han øjne. han ville virkelig hjælpe hende virkede det som om. det fik et lille smil frem på hendes læber. dog ikke en af hendes store lysende smil. hun gik forsigtigt hen til ham og fulgte godt med i hvordan han sigtede med sin bue og hvordan han i det hele taget brugte den. et våben hun aldrig havde prøvet før og nok en af de eneste. det var så stille og kunne bryde huden i vagtens hals. dog så hun ned med det samme da pilen ramte. hun fulgte hurtigt med ham ud og tog fat i kanten af hans bukser, da det var det eneste hun kunne tage fat i. hun ville ikke blive væk fra ham og ville helst være så tæt på ham som mulig indtil de var i sikkerhed "javel" hendes stemme var helt uskyldig og mild. dog var svaret også som en soldat ville sige det, blandet med en uskyldig lille pige. hun holdte stadig fast i hans bukser imens hun så opmærksomt på det han lavede. han kunne sikkert lære hende en masse. hun studerede alt han gjorde med at opmærksomt blik og lyttede til hans ord meget grundigt. flad jord i junglen var unaturligt.. okay. hun fik et lille chok da eksplosionen lød og hun stilte sig en smule tættere på ham. da han kastede sit mærkelige våben gemte hun sit ansigt mod ham. hun burde virkelig snart være van til at se død på den grufulde måde og dette var jo kun til deres egen bedste, men hendes medlidenhed blev ved med at give hende smerter over alle disse mænds død. dog sagde hun intet. de fleste tog ikke ret godt imod at hun havde sådan en stor medlidenhed over for fjender og endda folk der gjorde hende slev ondt. hun så forsigtigt op på ham da hun hørte hans stemme og smilte lidt da hun fik øje på hans smil. hu kravlede op på ryggen af ham og holde godt fast. derefter lagde hun hoovedet mod hans skulder og lukkede øjnene. imens han kravlede op af muren havde Ellie en smule ro i kroppen, men da han hoppede spændte hun godt op i hele kroppen. hun var van til at klatre i træer og bevæge sig i skove, men på egen hånd. hun havde ingen kontrol når hun sad på hans ryg, men hun var heller ikke sikker på hun ville havde kræfter nok selv til at tage det spring lige nu. så hun klamrede sig til hans ryg og først da han satte hende ned åbnede hun øjnene og fik en smule ro i kroppen "mmh.. jeg er okay" sagde hun mildt og så op på ham med det uskyldige gule øjne. nu tog hun så hans hånd og stilte sig tæt ved ham. hun ville væk og i sikkerhed. hun savnede sin familie og Patch "jeg vil gerne væk" sagde hun med en bedene stemme og så op på ham med et ligeså bedene blik.

da han hørte de ord hun sagde var det som om en issyl der slog lige gennem hans hjerte. et billede af en lille dreng der blev ført væk fra sine forældre i en militær vogn, grædende, han gentog de samme ord som hende. han så på hende med et fraværende blik "det ved jeg men lige nu bliver du nød til at bo hos mig indtil de stopper med at lede efter os" han klatrede ned af træet lige uden for mine feltet. han gik gennem underskoven og gik en gang i mellem uden om hans fælder der var beregnet til dyr og folk der kom for tæt på hvor han boede. han kunne kende vejen hele vejen til sit hus skridt for skridt. da de ankom til huset så det ikke ud af meget men sandheden var at han havde arbejdet ned af, en gammel paranoia han havde arvet efter sin far. han tog et tag i døren og åbnede den. han så rundt og gik over i et hjørne "bliv her, eller kom med det er dit valg" det var en lang stige der førte ned til en underjordisk farm i de måneder hvor der ikke var noget at spise. han gik forbi den og ind i et rum ved siden af. det var et alter med billeder af sin familie "tilgiv mig Odo-san, Oka-san, gi-chan" han satte sig på knæ for den og lagde hovedet mod jorden "blodrusen tog fat under mig igen" han så op og lagde glaiven op i en holder og vendte sig rundt til hende "min bedste far var en pilot under 3 verdens krig for de allierede japanske øer. han nødlandede her i landet og blev forelsket i en af racen som i kalder Shingender hun gav ham en søn som blev født shingender og med hans kone af samme race gav liv til mig" han smilede til hende med et trist blik "jeg blev taget væk fra min familie da jeg var otte for at blive soldat, jeg var håbløs i alle former for traditionel krigsførsel og blev beordret hjem, desværre var der ikke noget hjem at tage tilbage til. en bombe sprang i vores hjem og dræbte begge mine forældre. efter det blev jeg overført til ghost ravens, gorilla taktiker, at tage store fjender ned med minimalt udstyr" han gik ud af det lille alter og lukkede døren efter sig "det værste var at jeg fik smag for blod, jeg var ikke til at stoppe, jeg fik kælenavnet den blå død efter som min hud altid har været blå på den her måde, sådan var det til jeg blev femogtyve da jeg skulle udryde en landsby der var blevet erklæret inficeret med en høj smitsom virus. men da vi kom frem var der ingen der virkede syge og alligevel sprængte vi den i luften, jeg fandt selv ud af at der var en lille gruppe på fem mennesker der planlagde at stjæle medicin fra militsen, det var der jeg stod af fra gruppen og begyndte at bo herude" han smilede til hen og gik hen til nogle af sine afgrøder og mærkede på deres blade.

Ellie så undrende på Ayuma da han så en del fraværende ud, men lige så snart han sagde noget nikkede hun og klatrede ned af træet sammen med ham, hvorefter hun med det samme tog fat i hans bukse kant igen og gik lige bagg ham i has fodspor, for at være sikker på hun ikke ramte noget hun ikke skulle ramme. hun så med store øjne på huset og fulgte derefter med ham ind, slap hans bukser og fulgte med i det han gjorde. hun så lidt efter ha da han forsvandt ned af stigen og kravlede hurtigt ned efter ham. hunhavde ikke lyst til at være alene. end ikke i hans hus vilel hun være alene. da hun kom ned så hun med store øjne på den underjordiske farm og betragtede alle afgrødrende med at fascineret blik "wow" mumlede hun stille og fik langsomt et større og større smil på læben. det var et fantastisk synd. hun så så Ayuma var væk og skynde sig så ind i det andet rum, dog stoppede hun ide hun så han sad foran et alter med et billede. hun så lidt på bileldet fra afstand. det måtte være hans familie. hun fik det lidt dårligt i kroppen og tog sig en smule til maven. det var så ubehageligt at opleve dem der havde mistet deres familie, hun var en af de få der stadig havde både mor og far i bedste velgående. eller de levede hvertfald stadig.
den lille Ellie forholdte sig tavs imens hun havde rettet blikket ned og lukket sine øjne. selvom hun ikke kendte til hans familie eller kendte til hvor længe de havde været døde. for det var det hun gik ud fra, så sørgede hun over dem. hun så en smule op på Ayuma da han begyndte at fortælle og det triste smil skar i hjertet på hende. hun fulgte stille med ham imens hun lyttede til hans fortælling, men stoppede brat op da han sagde han havde været med til at udrydde en hel lands by. hvorfor var der nogen der kunne gøre det.. hvorfor trænede man folk til at kunne det? hun vidste sin far kunne gøre det samme og sikkert også havde gjort det. hun så ned mod jorden og mærkede tårene presse på, dog holde hun dem tilbage så godt hunkunne. hun hadede alt den død denne verden havde lidt under. efter lidt så hun op igen luntede hen til ham og stoppede først da hun havde dunket ind i ham i et stort kram og hendes tåre slap løs og begyndte at løbe ned af hendes kinder "det gør mig ondt" mumlede hun ind mod ham og trykkede sig sp tæt på ham som muligt. hendes liv havde været så nemt fordi hendes forældre virkelig havde sørget for ingen kunne skade hende og sørget for at træne hende op til at overleve. hun havde store talenter og var oplagt til at overleve, men hendes medlidenhed med andre god som ond, gjorde hun havde et svagt punkt. død. hun kunne ikke lide at høre om det og se det var smertefuldt, men hvis hun selv skulle dræbe nogen var det næsten umuligt. hun havde gjort det før.. 2-3 gange, men hun havde lidt efter hver gang. grædt sig selv i søvn. hans historie gjorde hende ked af det, både fordi hun blev taget fra sine forældre, men også fordi han havde slået så mange ihjel. ikke at hun gav ham skylden, hun fik det bare så skidt over det og nærmest fik skyldfølelse.

han fik et lille shock da hun krammede ham "det er ok, hvis jeg har lært noget i den her verden er det at alt sker for en grund" han vendte sig rundt og klappede hende på hovedet "tænk over det, hvis jeg ikke var ex soldat var vi ikke kommet ud af den celle uden at, du ved" han smilede nervøst til hende og prøvede at få hende til at stoppe med at græde, desværre var han ikke god til sådan noget "hey hey hør her, nogen mennesker er lavet til at dræbe og andre er lavet til at skabe liv og redde andre, det er den simple balance" han smilede til hende og tørrede hendes tåre væk "så så hvis du græder over vander du bare min farm" han smilede til hende og hjalp hende op af stigen. der lød en svag kvidren og klappen med et næb i vindues karmen "hej nina kom her tøsen" han smilede til falken i vinduet og den fløj over på hans skulder og nussede sig ind til sin herres kind "det her er min Falk Nina hun har været min eneste ven her ude mens jeg har boet her" han smilede til hende og klappede Nina på hovedet og lod den kærligt nappe i hans finger.

Ellie lyttede til hans ord, men kunne ikke stoppe sine tåre. han havde ret i alt og dette var sikkert bedre end hvis de stadig sad i den celle og de skulle.. nej. hun ville ikke engang tænke på det. men hun syntes det var så uretfærdigt at han skulle havde haft et sådan liv og at balancen kun kunne være der hvis fok dræbe. dog nikkede hun bare og prøvede på at f tårene til at at stoppe. hun mærkede han tørrede hendes tåre væk og fik et lille grin frem over hans kommentar om hans farm. et lille smil kom frem, selvom tårene stadig løb ned af hendes kinder. hun kom op af stigen og fik stille og rolig kontrol over sine tåre. da så hun så fuglen i vinduet som fløj over på Ayumas skulder. hun havde lidt åben mund og et voksene smil på læben. forsigtigt gik hun hen til ham med blikket på fuglen og langsomt rakte hun sin hånd frem mod den. hun elskede dyr og alle former for dyr. de mindede hende så meget om hendes indre ulv og naturen. hun elskede naturen og alt der levede i den "den er utrolig sød" sagde hun stadig med en let grødet stemme, men smilet på hendes læber voksede stadig og en store lysende glæde hun altid havde i sig fandt vejen frem i hende igen "Nina.." sagde hun stille og betragtede den smukke fugl.