Kids are people too(Mouniqe)

Tid: aften
Sted: Blackwood
Omgivelser: forholdsvis fredelige
Vejr: fornuftigt

Endnu en dag stod på hæld, og en opgave der omhandlede flere sjæle, havde ledt denne mærke skikkelse ud, i Blackwood skovens mørke skov. Han var allerede blevet færdig, med at hjælpe sjælene der opholdte sig omkring sortelvernes område videre, og han havde derfor tilladt sig, at holde fri for resten af dagen, da han havde hjulpet sjæle videre hele dagen, og faktisk trængte til lidt fritid. Han havde derfor valgt, at blive her i skoven natten over, og hygge sig med hvad end han nu kunne finde på, og lige nu var han gået i gang med madlavningen.
Hvis man så på denne mørke skikkelse, ville madlavning nok ikke være den første tanke, der ramte de fleste. Dust som han hed, havde en af landets største dusøre sat på sit hoved, og han var lige nu i hans mellemstadie, så han havde også en rimeligt uhyggelig tøjstil. Han bar en sort long coat med hætte, sorte løse bukser og trøje, et tykt læderbælte, med et sølv dødningehoved bæltespænde der havde rubiner som øjne, og i bæltet sad der 3 speciale daggerts, og sidst men ikke mindst, så var der hans le, der lignede noget som rent faktisk var et levende væsen, og ikke et dødt redskab.

Han havde fanget sig et dyr, og pillet hele skindet af så han kunne hænge det op, og lade det tørre, mens han pillede kød fra dyrets krop, han tog kun de mest interessante dele, resten efterlod han til naturen, da han mente det var godt for den. Dust havde placeret sin le så den stod op, med lidt af bunden plantet i jorden, og han havde hængt sin long coat hen over den, mens han var i gang. Et bål blev startet, og gjorde det nemmere at finde ud af hvor han var, men han var ligeglad, for han fandt så sjældent farlige væsner alligevel, så han så det ikke som en nødvendig bekymring. Ikke længe efter at bålet var færdigt og tændt, var det blevet klart til at bruge, så han begyndte at grille det lækre kød.

Mouniqe gik stille gennem skoven på jagt efter noget at spise, om det så end var bare frugt og bær og den slags, eller om hun rent faktisk kunne få kød. Hun havde gået lidt tid da hun pludselig fik færten af mad? Hvor mon den fantastiske duft kom fra, og var der mon andre end hende her i området? Hun vidste det ikke helt, men besluttede sig for at følge duften hen hvor den nu en gang kom fra.

Hun kom lidt efter frem til kilden for duften, og så en skikkelse som sad og lavede mad. Hurtigt gemte hun sig bag et træ for han ikke skulle få øje på hende. Mon hun kunne stjæle noget af maden, eller vil han mon opdage hende og blive sur? Hun blev stående lidt og observerede det han lavede, inden hun langsomt sneg sig tættere på, ved at gemme sig bag et nyt træ tættere på ham. Hun kunne ikke lige huske hvornår hun sidst havde spist kød som sådan, og hun ville gerne have noget. Hun tog chancen da hun syntes hun var tæt nok på, og løb over for at tage noget af kødet, ligeglad med om det var helt færdigt eller ej, og hun prøvede derefter at løbe væk, og håbede på hun ikke var opdaget.

Dust observerede godt hendes tilstedeværelse, allerede da hun havde fundet frem til ham, og havde gemt sig bag det første træ. Hans øjne var måske tåget, fordi han var blind i normal forstand, men denne blindhed kom af, at hans øjne kunne se alting som lys, han kunne se andre væsners chakra, og han kunne dufte en skygge på lang afstand, fordi han var en skyggedæmon. Men han valgte ikke at gøre noget, for at afholde hende fra at komme tættere på ham, han gjorde derimod noget helt andet. Han kunne dufte på hendes skygge, at hun måtte være meget ung, og han gættede på at hun måtte være sulten, siden hun prøvede at snige sig nærmere, uden at han skulle opdage at hun kom nærmere, så han lagde noget færdigt kød frem, tæt på hvor hun ville komme frem, så det var det kød Mouniqe fik fat i, da hun løb hen og hapsede mad til sig selv.
"Du behøver hverken at stjæle eller flygte fra mig unge dame, jeg ønsker ikke at gøre dig det mindste ondt!" sagde han, så snart hun var kommet tæt nok på til at høre ham snakke "Så hvis du har lyst, må du gerne blive og spise, alt den kød du vil have! Jeg ville personligt blive glad for lidt selvskab, jeg har ikke snakket med nogen i nogle dage nu, fordi jeg har været ude og rejse så meget!" Dust vidste godt, at han kunne virke skræmmende på mange, og fordi han så at hun blot var et menneske barn, valgte han at gøre noget, der måske kunne virke effektiv på Mouniqe da hun var et menneske barn. Hans hvide vinger voksede frem på hans ryg, og hans aura blev aktiv, så han kunne omgive sig selv med den, og udstråle blidhed og godhjertethed "Som du kan se er jeg en engel, jeg kunne aldrig finde på at gøre noget ondt ved dig, så du kan være helt sikker på, at jeg ikke er farlig overfor dig!"

Hun så godt at han lagde noget færdigt kød i nærheden af hvor hun var. Havde han mon set hende? Hun tog alligevel chancen og stjal det kød han havde lagt der. Da han snakkede var hun ikke i tvivl om, at han havde set hende. Han snakkede lige til hende jo. Hun ville gerne have mere at spise end det ene stykke hun havde taget, men det ville ikke kunne lade sig gøre at han fik en samtale med hende, da hun ikke kunne tale. Ingen viste om det var fordi hun ikke havde lært det rigtigt og så glemt det, eller aldrig rigtig havde kunnet snakke. Det vil kun blive en envejskomunikation hvis han prøvede at snakke med hende lige nu. Hun så bange over mod ham, selv da han kun udstålede godhed som en engel tøvede hun lidt. Forsigtigt bevægede hun sig tættere på ham, men standsede op lidt der fra, da hun overhoved ikke følte sig sikker nu og her.

Dust smilede kærligt til det lille væsen, da hun med frygt i øjnene så over på ham, han havde sine anelser om, at hun nok ikke snakkede så meget, hvis hun da overhoved kunne det, men det var kun en anelse indtil noget konkret var blevet bevist. Han spiste lidt af det kød, som han selv havde hos sig, og som var lavet færdigt, bare for at vise hende at maden var sikker, hvorefter han lagde noget mere af det saftige kød frem til Mouniqe, så hun kunne snuppe det, uden at komme for tæt på Dust.
"Du behøver ikke være bange kære ven, jeg kunne aldrig finde på at skade dig!" sagde han mildt, efter han havde sat sig ned igen, og det til den mad der stadig var over ilden, og spredte den liflige duft af mad "Hvis du vil have mere end 2 stykker kød, så må du være tålmodig med mig, jeg har endnu ikke fået lavet stykke nummer 4, og lige som dig er jeg også sulten!" han gnubbede sig lidt på maven da han sagde sulten, og hans mave rumlede lidt, nærmest for at understrege at han var sulten.

Stille betragtede hun ham, med et nervøst blik. Hun vidste ikke helt om han var farlig eller ikke, men alligevel holdte hun sig på afstand af ham så hun nemt ville kunne flygte hvis hun kom ud for at skulle det. Hun så at han spiste noget af det kød han havde, og hun slappede en smule mere af, da hun vidste han ikke havde gjort noget med det. Hun spiste selv noget af det hun havde taget, og man kunne tydeligt se at hun ingen manere havde overhoved. Hun lignede en smule bare et vild dyr som spiste. Ingen havde nemlig noglesinde fortalt hende at hun skulle spise pænt, men lige nu var hun temelig sulten.
Stille gik hun tættere på ham da hun ville se om han havde mere mad da hun stadig var temmelig sulten. Hun var kun meget få meter fra ham nu, men ikke tæt nok på til at han ville kunne nå hende, og vil han prøve på det, vil hun med det samme prøve at stikke af fra ham.

Dust smilede mildt til hende da hun begyndte at spise, mens han selv spiste sit stykke kød. Han havde stadig en god portion mad tilbage, så han sørgede for at der hele tiden, var kød over ilden, så han kunne give hende mad til hun var mæt. Da hun kom tættere på ham, for at finde ud af om der var mere mad hun kunne spise, lagde han nogle stykker frem til hende, som hun kunne tage fat i uden at komme inden for hans rækkevidde. Han kunne nemlig se på hende, at hun virkede bange for om han var farlig for hende, og derfor ville han gerne være forsigtig, for ikke at skræmme hende væk eller noget i den retning.
"Du må gerne få noget mere, hvis du stadig er sulten, jeg har mere end nok til os begge!" sagde han med et smil på læben, da ham havde sat kødet frem.

Hun så hele tiden på ham. Var opmærksom på hver en bevægelse han lavede. Hun tog nogle få skridt tilbage da han lagde noget kød til hende, men da han gik væk der fra gik hun over og tog det. Hun tog en stor bid af det, og var nærmest en grovæder lige nu. Aldrig før havde hun smagt så godt mad, eller i hvert falde ikke hvad hun selv kunne huske af lige nu. Hun var utrolig sulten af en lille menneskepige at være. Hun ville ikke have godt af at spise så meget, men hun spiste kun fordi hun ikke var sikker på hvornår hun næste gang ville få så god mad igen. Hun slugte nærmest stykkerne hun rev af med tænderne, og det var i den grad ikke sundt for hende.

"Nu ikke spise alt for hurtigt kære lille ven, det er ikke sundt for dig!" sagde Dust med en faderlighed i stemmen, da han opdagede, at hun nærmest kyllede maden i hovedet, så hurtigt som hun kunne "Tyg din mad stille og roligt, så kan du nyde det mere, og det er bedre for en ung dame som dig, det stadig er i vokse alderen! Og hvis du spiser pænt, så kan vi dele de chokolade bar jeg har, som dessert! Lyder det som noget for dig?" han holdt den ene chokolade bar op, for at hun kunne se hvad han tilbød hende til dessert, hvorefter han lagde den ved siden af sig, så hun var nød til at komme hen til ham, for at få fat i den, før hun var færdig med at spise. Dust prøvede virkelig at gøre hvad han kunne, for at vinde hendes tillid, han ville gerne lære dette kære lille væsen bedre at kende, for med alt den død han havde at gøre med til dagligt, syntes han det ville være behageligt, at komme i kontakt med ungdommen, som stadig havde masser af liv foran sig.

Hun så på Dust da han snakkede til hende, og stoppede med at spise af kødet. Hun var bare ikke vant til at spise langsomt heller da hun altid var bange for der kom et dyr efter hende og vil æde hende, så hun havde lært at spise utrolig hurtigt til tider, især hvis hun var nervøs. Hun kunne også finde på at tage maden med til en hule og så spise der, og da hun følte sig mere tryg der, spiste hun også langsommere. Hun prøvede at spise langsommere og tygge sin mad. Helt pænt spiste hun dog nok ikke, men det var pænere end før. Ville han ha hun spiste helt pænt, måtte han vise hende hvordan da ingen havde vist hende det. Hun nikkede da hun så det han holde op, selvom hun ikke anede hvad det var. Hun havde ikke smagt det før, men var nysgerrig på, hvad det var. Hun så hvor han lagde det, og hun så igen op på ham. Han virkede ikke helt farlig mere, så hun kunne vel godt komme lidt tættere på ikke? Forsigtig gik hun tættere på ham, og holde øje med ham. Hun kunne stadig nå at flygte, og gjorde han det mindste der kunne virke truende på hende, var hun også den der var skredet. Hun var nu kun 1 meter fra ham da hun standsede op, og så lige på ham.

Han smilede mildt til hende, da hun stod en meter fra ham, og han kunne næsten ane på hende, at hun ikke helt vidste hvad det var for noget, han havde taget frem og lagt ved siden af sig, men hun virkede nysgerrig omkring hvad det var. Da han selv var færdig med at spise, tog han chokoladen op, pillede indpakningen af og knækkede den over i 2 dele, så de kunne få et stykke hver. Han rakte hende den ene halvdel, og tog en bid af den anden, så hun kunne se at det ikke var farligt, og ventede tålmodigt for at se om hun ville smage, hvad det var for noget han tilbød hende. Han syntes hun var et kært barn, og det var et eller andet sted synd og skam, at hun levede herude helt alene, uden nogen der kunne passe på hende, og tage sig kærligt af hende, og lære hende om den store verden derude, så hvis hun tillod at han gjorde det, ville han helt sikkert lære hende, lidt om hvordan hun kunne klare sig selv.